Tusind tak.
Det var jo en voldsomt positiv modtagelse, og det bliver endnu bedre.
For jeg skal hilse fra SF og sige, at de også kan støtte forslaget, så det er rigtig godt.
Altså, nu er det jo ikke sådan, at vi her har fundet de vises sten.
Gennem årene har mange jo fremført det samme, nemlig ideen om, at man med kulturtilbud kan bidrage til, at borgere på institution, som ikke selv har mulighed for at opsøge kultur- og kunstoplevelser, får adgang til det.
Lad mig gentage, at det handler om plejehjem, plejecentre, hospicer, hospitaler og andre behandlingsinstitutioner og bosteder, så det er ikke kun de ældre – det er
også
ældre.
Det er jeg fuldstændig enig med Dansk Folkeparti i, og det er altså bredere end de ældre.
Jeg tror også – og det er også blevet sagt – at vi er enige om de positive virkninger, altså at det her ikke bare er for den enkelte borgers personlige velbefindende, men også for sundhed og helbredelse.
Der er jo det ved det, at hvis det kan betyde kortere ophold på institutioner og mindre medicinforbrug osv., så er der jo også en samfundsmæssig gevinst.
Og derfor er jeg da fuldstændig enig i, at det også skal ses i forhold til hele spørgsmålet om sundhed på recept.
Det er bare ikke så omfattende, men det skal ses i sammenhæng med det, altså ideen om, at man kan bruge kultur og kulturtilbud og kunstoplevelser som en investering, altså som en måde, hvor man i virkeligheden også kan spare nogle penge, ud over at folk kan få det bedre.
Det kan være på plejehjem, hvor man får større livsglæde og fællesskab, så man sover bedre om natten.
Jeg har set udsendelser om, hvor få ansatte der er om natten på mange plejehjem, og et af problemerne er jo, at ældre og demente ikke sover om natten, og det er bl.a., fordi der ikke er nok tilbud i løbet af dagen.
Og derfor kan det også virke der.
På hospicer kan det give en lindrende effekt for døende; hospitaler har også været nævnt.
Jeg vil også gerne gentage spørgsmålet om reduceret medicinforbrug, som er utrolig vigtigt.
Der er også et aspekt i forhold til de demente, hvor en sangaften jo kan være udmærket og noget, som jeg bestemt synes man skal gøre.
Det behøver man jo ikke nødvendigvis have professionelle kunstnere til, altså for at lave en sangaften.
Men nyere forskning har jo vist, hvordan det at skabe nogle dufte og nogle lyde og en udklædning og et sprog, der hænger sammen med en bestemt tidsalder, kan gøre demente mere aktive, fordi de ligesom kommer tilbage til en tid, de kan relatere sig til, og dermed har de lettere ved at klare hverdagen.
Og det handler jo ikke bare om at slå op i Højskolesangbogen.
Det kræver nogle, som også har en uddannelse i skuespil, så at sige, altså at man bruger professionelle skuespillere til det.
Det er jo også en af effekterne, og jeg er fuldstændig enig med De Radikale i – hvilket vi heller ikke skjuler i forslaget – at en del af det her handler om at skabe flere jobtilbud til folk, der arbejder kunstnerisk og kulturelt på professionel basis.
Det er blevet sagt, at det her allerede sker, og det ville jo være fuldstændig absurd at bestride.
Ja, det sker allerede, men det sker jo ikke alle steder.
Det sker langtfra alle steder, og det er der mange grunde til.
Det kan være, fordi økonomien er trængt, og der er måske også en grund, der handler om, at folk siger:
Får vi noget ud af det her?
Får vi noget ud af det, og tør vi investere i det, hvis vi ikke får noget ud af det?
Der er ideen med den her pulje jo netop, at man tør investere og tør tage chancen og få nogle erfaringer, og at man så måske binder sig mere fast op på det.
Jeg vil godt understrege, at der lægges op til, at det skal være en forsøgsordning, for at vi systematisk kan samle erfaringerne sammen og dermed altså også kan diskutere, hvordan vi kan udvikle det.
Jeg er ikke bekendt med – jeg har ledt efter det – at der er nogen samlede analyser fra kommunerne og fra kommunernes institutioner om erfaringer med det her.
Det kan godt være, at ministeren kan oversende det til udvalget, og så kan vi jo tage det op i udvalgsbehandlingen, men jeg er ikke bekendt med det.
Og det er her vil jo være en måde, hvorpå vi vil være i stand til at få den her opsamling.
I den forbindelse vil jeg også godt sige, at jeg måske ikke helt forstår det argument – nej, jeg forstår slet ikke det argument – der hedder, at det her er sådan noget elitært noget ovre i København.
Hr.
Orla Hav var næsten oppe på de meget, meget høje nagler i forhold til noget med dansktoppen og så klassisk musik, eller hvad det var, der angiveligt var noget værre københavneri.
Men jeg vil bare sige, at det jo er institutionerne, der skal søge.
Altså, kan det blive mere lokalt, end at institutionerne selv skal søge?
Institutionerne søger jo ikke noget for at tilfredsstille Statens Kunstfond.
Institutionerne søger noget, fordi de mener, at det samarbejde, de ønsker at lave sammen med en bestemt kunstner, kan være til gavn for den institution og de beboere, der lige præcis er på den institution.
Kan det blive mere lokalt og mere Vandkantsdanmark?
Det tror jeg ikke.
Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig det, så det argument er jeg nødt til at sige jeg ikke kan købe.
Vi foreslår, at det er Statens Kunstfond, der skal stå for det, og det er jo, fordi der er tale om en 3-årig forsøgsordning.
Statens Kunstfond har i forvejen ekspertisen i forhold til huskunstnerordningen, så i stedet for at opbygge et nyt bureaukrati omkring det tænkte vi:
Okay, det kan ligge der.
Og vi har afsat det samme beløb, som man får til den anden ordning, 10,9 mio.
kr., og så kan man jo finde på noget andet, hvis det viser sig ikke at være hensigtsmæssigt.
Derfor har vi i første omgang lagt det i Statens Kunstfond, og hvad man vil gøre på sigt, er vi fuldstændig åbne over for.
Det vigtige for os er, at uanset hvilken model man laver, skal den baseres på et partnerskab mellem den konkrete institution og så de professionelle kunstnere, som skal bruges i forhold til at sikre de her oplevelser.
I forhold til hvor pengene skal komme fra, altså finansieringen, vil jeg sige, at vores forslag til finansiering jo ikke – går jeg ud fra – er et beløb, der skræmmer nogen.
Jo, hvis gevinstgiro, eller hvad det hedder, ringede til mig og sagde, at jeg havde vundet 10,9 mio.
kr., så ville jeg da blive glad.
Men set i forhold til statens regnskab er det ikke et beløb, der sådan lægger landet øde, og over 3 år er det altså 31,8 mio.
kr., så vidt jeg lige kan regne ud i hovedet.
Så det er jo ikke beløbets størrelse, der betyder noget, og vi kan nok finde finansieringen et andet sted, hvis man ikke synes om den finansiering, vi har fremlagt.
Det er bare vores forslag, fordi vi ikke kan lide at fremsætte ufinansierede forslag, men vi er åbne over for at diskutere det.
I det hele taget er vi åbne for at diskutere, og det gælder også de forslag, der kom fra Alternativet, om, at man i stedet for udvider Statens Kunstfonds mandat.
Det er også en mulighed.
Det afgørende for os er at komme et skridt videre, og at man udnytter den nye forskning og den forståelse, der er blevet bibragt os på det her område, til at komme videre.
Så kan vi tage afsæt i det i udvalgsbehandlingen, og kan vi finde ud af noget i udvalgsbehandling, er vores forslag fuldstændig ligegyldigt.
Altså, det er bare en anledning til at få den diskussion og til at komme et skridt videre til gavn for jobmulighederne for kunstnere – bestemt – men frem for alt til gavn for de borgere, som af en eller anden grund er tvunget til at være på en institution, hvad enten det skyldes sygdom, alderdom, demens eller noget helt fjerde.
Tak for debatten, og jeg ser frem til udvalgsbehandlingen.