Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 27:

Forslag til folketingsbeslutning om øget refusion til kommunerne for særlig dyre enkeltsager på socialområdet.

Af Jakob Sølvhøj (EL) m.fl.

(Fremsættelse 07.11.2017).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er børne- og socialministeren. Værsgo til ministeren.

Tak. Det beslutningsforslag, vi skal behandle i dag, vil pålægge regeringen at ændre den centrale refusionsordning, således at kommunerne får mere i refusion for udgifter i særlig dyre enkeltsager på socialområdet. Baggrunden er, at forslagsstillerne mener, at kommunerne i dag er så pressede på økonomien, at de tilsidesætter borgernes behov, når de sagsbehandler.

Konkret foreslås det, at refusionsgrænserne sænkes, således at staten fremover giver 50 pct. i refusion for de af kommunens udgifter, der overstiger 600.000 kr. årligt for en enkelt borger, og i dag yder staten 25 pct. i refusion for de udgifter til en enkelt borger over 18 år, der overstiger ca. 1 mio. kr., og 50 pct. i refusion for de udgifter, som for en enkelt borger overstiger 2 mio. kr. Og for god ordens skyld vil jeg bare lige bemærke, at ændringen af refusionsgrænserne fra 2007 til 2010 var en del af det oprindelige politiske forlig fra 2005. Derfor har det hele tiden været forudsat, at grænserne skulle hæves, således som det altså også er sket.

Jeg vil også bemærke, at reglerne om tilskuds- og udligningssystemet ikke hører under mit ressortområde. Altså: Landsudligning, hovedstadsudligning og andre spændende dertil hørende udligningstyper hører under Økonomi- og Indenrigsministeriets område – bare for at få det slået fast – og derfor skal mine bemærkninger til beslutningsforslaget jo altså også knytte sig udelukkende til den centrale refusionsordning, som altså er en bestemmelse i serviceloven under mit ressortområde.

Så lad mig starte med at sige, at intentionen med forslaget forstår jeg sådan set godt, altså, udsatte borgere og borgere med nedsat funktionsevne skal jo have den hjælp, de har krav på, og de skal have den hjælp, de sådan set har behov for, og vi skal værne om deres retssikkerhed. Det er jeg fuldstændig enig i. Når regeringen samlet set har den holdning, at forslaget skal afvises, så skal det ses i det lys, at vi har en bekymring for, at beslutningsforslaget altså ikke kommer til at hjælpe den enkelte udsatte borger, og der er faktisk en række gode grunde til at afvise forslaget med henvisning til lige præcis borgerens behov.

For det første: Jeg kan ikke genkende forslagsstillernes beskrivelse af, at kommunerne, sådan som reglerne er i dag, har et større incitament til at vægte økonomiske hensyn over forpligtelsen til at tilbyde de indsatser, som er bedst for den enkelte borger. Jeg mener faktisk, at vi har fundet en fornuftig balance imellem de to hensyn. Vi sikrer, at små kommuner har økonomien til at kunne håndtere de særlig dyre enkeltsager – det er sådan set det, der er formålet med omfordelingen – og samtidig sikrer vi altså også, at omfordelingen har en størrelse, der gør, at der er et incitament til at udnytte ressourcerne på den mest effektive måde i den enkelte kommune. Sådan er balancen i dag, og det er der egentlig god fornuft i, for i sidste ende skulle det jo gerne komme borgerens behov til gode.

For det andet: Når regeringen er uenig med forslagsstillerne, er det, fordi forslaget derudover kan have nogle uhensigtsmæssige følger, som kan medføre, at borgeren stilles ringere.

Som det første kan jeg have den bekymring, at en øget mulighed for kommunerne til at hjemtage refusion, som altså finansieres af bloktilskuddet, kan rykke ved det grundlæggende princip i styrken af kommunernes økonomi, hvor beslutnings- og finansieringsansvar ligesom følges ad. For grundlæggende er det jo sådan, at når man selv afholder regningen, udviser man også mere nøjsomhed, og forhåbentlig træffer man også klogere beslutninger, og det kommer i sidste ende den enkelte kommunes borgere til gode, og det går jeg ikke ud fra at der er så mange der er uenige i.

Men den væsentligste grund, den absolut væsentligste grund, til, at regeringen ikke kan støtte det her forslag, er efter min overbevisning, at en ændring af refusionen kan have betydning for kommunernes forebyggende og rehabiliterende arbejde. Altså, sænker man refusionsgrænserne, bliver det mindre attraktivt for kommunerne at afsætte penge til ofte mindre omkostningstunge initiativer, altså forebyggende initiativer, og det bliver økonomisk set mere fordelagtigt og mere attraktivt at placere borgere i tilbud, som altså afføder refusion i sidste ende. Så på samme vis kan det være svært at få øje på incitamentet til at arbejde rehabiliterende med borgere på f.eks. botilbud, hvis det betyder, at refusionen bortfalder, når det altså er lykkedes at gøre borgeren mere selvhjulpen.

Så her ser man altså konturerne af et rigtig, rigtig dårligt og uheldigt økonomisk incitament, og det vil være uhensigtsmæssigt for kommunernes langsigtede økonomi. Men værst af alt vil det være dårligt for den borger, som har brug for lige præcis den forebyggende og den rehabiliterende indsats til at kunne opretholde eller forbedre sit psykiske eller fysiske funktionsniveau, og det tror jeg egentlig også at vi grundlæggende er enige om.

Så samlet set er regeringens holdning derfor, at beslutningsforslaget altså afvises, og jeg deler forslagsstillernes bekymring for, om der stilles de rette økonomiske rammer til rådighed for kommunerne, men jeg mener egentlig, at forslagets formål allerede opnås i dag, og at man med den foreslåede ændring af ordningen altså risikerer at forrykke den balance, som jeg omtalte lige før.

I stedet for vil jeg meget gerne fremhæve, at regeringen sammen med partierne bag satspuljen er blevet enige om en handlingsplan, som gennem en række målrettede initiativer skal styrke kvaliteten i den kommunale sagsbehandling, netop for at tage hånd om den bekymring, der kunne være, og ikke mindst også for at tage hånd om borgernes retssikkerhed.

Så har vi den allersidste, nemlig at regeringen jo ikke kan bakke op om et løft af servicerammen på 500 mio. kr., og det hænger sammen med det svar, som også Skatteministeriet tidligere har afgivet til forslagsstillerne, og hvoraf det altså fremgår, at den skat, der er på pensionsudbetalinger på over 300.000 kr., skader arbejdsudbuddet og opsparingsvilligheden.

Så altså, en kvittering for selve ønsket om at hjælpe borgeren, det ønske deler regeringen, men med det konkrete løsningsforslag, der ligger her, kan vi ikke bakke det op som regering.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj. Værsgo.

Jeg glæder mig i det mindste over, at ministeren synes, at intentionen er god i vores forslag. Ministeren siger, at der er ramt det rigtige niveau i økonomiske incitamenter på området i dag. En væsentlig bevæggrund til, at vi stiller forslaget, er jo, at vi kan se, at der sker hjemtagninger, som tyder på, at de har en økonomisk tilskyndelse. Vi kan ikke mindst se, at der er utrolig mange fejl i den kommunale sagsbehandling, som tyder på, at man har en meget grænsesøgende håndtering af sagsbehandlingen i mange kommuner.

Er ministeren slet ikke enig i, at der er meget, der tyder på, at den økonomiske struktur, der er på området, er med til at fremme, at man forsøger at finde billigere løsninger til borgerne end at tage større økonomiske hensyn, tage faglige hensyn, og er ministeren ikke enig i, at med de mange fejl, der er på området, er der noget, der tyder på, at de økonomiske incitamenter ikke er helt, som de burde være?

Ministeren.

Jeg tror, at det, jeg sagde, var, at jeg tror, at man har ramt den rigtige balance. Og så vil jeg sige, at jeg jo sådan set deler Enhedslistens fokus på, at der sker for mange fejl i sager og der er for mange omgørelser. Når vi kan se på børnehandicapområdet, at der er en omgørelsesprocent på 48, er det meget højt, og det er selvfølgelig med den viden, at omgørelsesprocenten jo kan dække over rigtig mange typer af omgørelse. Det kan både være de helt grelle, hvor man altså har truffet indholdsmæssigt en forkert beslutning, til det lidt mere lavpraktiske, altså, at der blot er nogle informationer, man ikke har fået indhentet, eller man ikke har kunnet få fat i borgeren for at kunne høre borgeren eksempelvis.

Men det er altså noget, som vi har haft meget, meget stort fokus på både op til satspuljeforhandlingerne og også undervejs i satspuljeforhandlingerne, og vi kommer sådan set også til at beskæftige os med det fremover, fordi vi jo har fået lavet et danmarkskort, en tørresnor, hvor vi viser omgørelsesprocenterne for alle kommunerne, og hvor vi jo altså fælles har en holdning om, at de omgørelsesprocenter skal nedbringes, og at vi ikke vil acceptere, at de er så høje. Så gør vi det simpelt hen lovpligtigt, at man fra nu af i en enhver kommunalbestyrelse skal tage debatten om det serviceniveau og den omgørelsesprocent, som man har. Det vil faktisk være noget, som jeg er overbevist om vil komme til at trække i en positiv retning, altså i retning af færre omgørelser.

Det kunne være forfriskende, hvis vi startede det nye år med at give helt fri taletid, men det har vi ikke besluttet endnu.

Spørgeren.

Ministeren har helt ret i, at den bevægelse, der er sket i forhold til det beløb, hvorfra refusionen tages, jo er noget, der skete med en stigning i beløbsgrænserne som et resultat af kommunalreformen. Der steg de ganske rigtigt fra syv og op til otte og ni. Jeg synes, at der kan være en vis fornuft i, at man skal sige, at kommunerne selv har et betydeligt ansvar for, hvor det rimelige niveau er, men så vil jeg bare høre ministeren: Er det ikke meget voldsomt, at man skal op på en udgift, der ligger over 1 mio. kr. i en enkeltsag, før der er så meget som en bukket femøre i refusion fra staten?

Ministeren.

Jeg synes bare, at det er vigtigt også at være opmærksom på, at hvis man justerer på refusionsgrænserne, opstår der en række utilsigtede problematikker, og jeg kan være oprigtig bekymret for, at til syvende og sidst ender man med ikke at hjælpe de mennesker, som både hr. Jakob Sølvhøj og jeg er sådan set gerne vil hjælpe. Så kan det risikere at gå ud over den rehabiliterende indsats, og det kan også risikere gå ud over den forebyggende indsats, og jeg tror ikke, at der er nogen interesse i at ende derhenne. Derfor er det ikke ligegyldigt, at der er den her visse balance, hvor man altså på den ene side har en kommune, som af sig selv påtager sig at betale regningen, og på den anden side, hvis det er en meget stor udgift, så træder til og altså har en højere refusionsgrænse.

Tak til ministeren. Der er ikke flere spørgsmål til hende. Den første ordfører, der får ordet, er hr. Orla Hav fra Socialdemokratiet.

Banen er jo ligesom kridtet op for, hvad beslutningsforslag B 27 handler om, nemlig om øget refusion til kommunerne for særligt dyre enkeltsager på socialområdet. Beslutningsforslaget rammer ind i en gammel, nogle vil sige meget gammel diskussion. Personligt har jeg deltaget i arbejdet med en fifty-fifty-model, senere blev det til en grundtakstmodel, som i øvrigt ligner lidt det, som Enhedslisten foreslår her i dag. Nu har vi så den økonomistyringsmodel, som er en konsekvens af kommunalreformen.

Grundlæggende tror jeg, at der ikke findes den rigtige måde at finansiere det her område på. Der er så mange elementer af gordisk knude i det her, at det er rigtig vanskeligt at gennemskue, om der skulle være den helt rigtige model. Men det er uheldigt, at det er sådan en gordisk knude-problematik, fordi det berører nogle grupper, som har stort behov for at opleve et samfund, der står bag, når der er behov for et velfærdssamfund og nogle specifikke faglige kompetencer. Af den grund har vi fra socialdemokratisk side sympati for diskussionen om beslutningsforslaget og eventuelt også at få sat fokus på, om der kan skabes nogle ændringer.

Sympatien bygger i høj grad på, at vi prioriterer hensynet til mennesker, der har et særligt behov, fordi de er født med eller har erhvervet sig en funktionsnedsættelse eller et handicap. Vi er tilhængere af udsagnet om, at et samfunds kvalitet skal vurderes på, hvordan det behandler sine svageste.

Et aspekt, der måske ikke har så fremtrædende en plads i diskussionen, er, om den økonomi, der ligger til grund for fagligheden, også giver plads til, at der kan skabes og fastholdes udvikling af fagligheden. Danmark har gennem årtier været førende, når det gjaldt udvikling af metoder, faglighed og teknologi i forhold til hjælp til at kompensere for funktionsnedsættelser.

Lad mig bare nævne udviklingen af punktskrift til vore blinde, vores stærke position, når det gælder teknologi som høreapparater, eller den førerposition, vi i al fald havde, da det gjaldt udviklingen af metoder for døvblinde – blot for at nævne et par af de udviklingsopgaver, der knytter sig til at hjælpe mennesker med handicap. Det er oplagt, at vi ikke synes, at den kommunale økonomi skal afskæres fra den relevante hjælp.

Omvendt kommer vi nok heller aldrig i en situation, hvor økonomien ikke spiller en rolle. Det er vigtigt, at små og fattige kommuner, som har store udgifter på socialområdet, kompenseres. Derfor er vi glade for den refusionsordning, der er, og vi vil fremhæve, at den tidligere regering tog initiativ til at sikre økonomien på meget dyre anbringelser på børne- og ungdomsområdet.

Selv om vi er sympatisk indstillet over for problematikken her, afviser vi det konkrete forslag, idet vi ikke kender de fulde konsekvenser af forslaget, herunder den indbyrdes omfordeling mellem kommunerne. Det kan godt være nødvendigt med løbende at følge op, sådan at refusionen er retfærdig og god. Det må aldrig blive kommunens økonomi, som er afgørende for, om en borger får den rette indsats. For os er det vigtigt at være økonomisk ansvarlige, og derfor skal vi også kende mere til de økonomiske konsekvenser af forslaget, før vi ændrer på reglerne.

Vi vil gerne opfordre ministeren til at kigge nærmere på problemstillingen og deltage i diskussionen herom, og det kan vi forstå der også er god gang i i forbindelse med satspuljedrøftelser af den udvikling, der har været siden kommunalreformen. Vi vil gerne være med til at se på, om det er nødvendigt at ændre på noget i den sammenhæng – men vi siger nej til B 27.

Tak til hr. Orla Hav. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg er opmærksom på, at ordføreren har beskæftiget sig med området i mange år og også på allernærmeste hold har fulgt flytningen af hele det her område fra de gamle amter til kommunerne. Er ordføreren ikke enig i, at man med flytning af ansvaret fra de gamle amter og ud til de enkelte kommuner har gjort området meget økonomisk sårbart, og at man med de grænser, der er nu, hvor man altså skal helt op på en udgift på over en million, har et system, som gør fordelingen af midlerne på det her område alt for vilkårlig eller tilfældig?

Ordføreren.

Jo, jeg er enig i, at gennemslagskraften, i og med at man flytter udgiften over på en befolkningsmæssig mindre enhed, på den kommunale økonomi, bliver noget større, end hvis man havde en hel region til at tage en del af ansvaret. Og det er en problematik, som vi bør være opmærksomme på, og det er også derfor, vi tilkendegiver, at vi gerne vil være med til at se på, om vi har fundet det rigtige snit. Jeg tror ikke, det rigtige snit findes, men så et mere retfærdigt snit på området. Så det er ikke sidste gang, vi får den her diskussion, og vi imødeser glad og gerne, at vi tager diskussionen, for det er vigtigt, at vi har fokus på, hvordan vi hjælper dem, der har behov for hjælp, efter de her paragraffer, vi taler om.

Spørgeren.

Jeg overvejede inkvisitorisk at spørge, hvor grænserne så skulle ligge, men jeg tror i stedet for, at jeg bare vil sige, at jeg er glad for tilkendegivelsen. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi får kigget på det her, og det er heller ikke Enhedslistens opfattelse, at vi nødvendigvis har fundet et columbusæg, men at det her kunne være et bud på, hvordan vi fandt en bedre fordeling. Det var bare det.

Ordføreren.

Jamen så lad os følge med i, hvordan det her område udvikler sig, og tage de drøftelser, der skal til, til gavn for de grupper, som skal have en hjælpende hånd. Jeg er enig med ministeren i, at det er ikke en smuk statistik, som bliver fremlagt, når omgørelsesprocenten i gennemsnit for landet ligger på 48 pct. Det går ikke, og det er simpelt hen ikke ordentligt i forhold til de familier og de personer, det omfatter. Så der er behov for, at vi følger godt med i timen på det her område.

Tak til hr. Orla Hav og velkommen til fru Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Først vil jeg sige tak til Enhedslisten for at sætte det vigtige område, også for Dansk Folkeparti, på dagsordenen. Det her beslutningsforslag handler jo om meget dyre og komplicerede personsager, der udfordrer flere kommuners budgetter ret kraftigt. I Dansk Folkeparti har vi længe været optaget af disse dyre enkeltsager og også person- og familieskæbnerne bag dem. Det er ud fra flere synsvinkler, som også forslagsstillerne har beskrevet i dette forslag. For det første er vi bekymrede for, at fagligheden i den udvikling, vi har set de sidste år, hvor kommunerne hjemtager borgere til egne botilbud, ikke følger med, da man i den enkelte kommune ofte kun har få borgere, der kræver disse meget specielle og komplekse ting. Eksempelvis kan vi jo nævne borgere med senhjerneskader. I Dansk Folkeparti havde vi hellere set, at kommunerne havde fortsat med at benytte sig af de etablerede specialtilbud, der har den kompetence og faglighed. Jeg ved af egen erfaring også fra arbejdet i KKR, at der også tidligere har været stort fokus på at styrke samarbejdet mellem kommunerne og de regionale institutioner.

Den anden store problematik, vi desværre er begyndt at se, er det, der hedder social eksport, hvor de store byer og byer omkring København eksporterer borgere, der har sociale problemer og er økonomisk tunge. Disse borgere hjælpes til at flytte til kommuner, der i forvejen er tynget af mange borgere uden for arbejdsmarkedet med lav eller ingen uddannelse og med sociale udfordringer i familien, og hvor arbejdspladser er en mangelvare. Vi får et delt Danmark, hvor vi får A- og B-kommuner, og hvor borgeren ikke oplever samme serviceniveau på velfærdsområdet, da økonomien i disse kommuner er langt mere presset end i de store byer. I Dansk Folkeparti er vi utrolig optaget af at stoppe social eksport og af, at vi som samfund bidrager socialt til at løse disse tunge borgersager.

Når det så er sagt, må jeg sige, at vi ikke kan støtte dette beslutningsforslag. For det første er vi ikke enige i forslagsstillernes finansiering af det forslag, hvor man vil hæve bloktilskuddet med en halv milliard, og man vil finde pengene ved at beskatte pensionsordninger. Vi har lige før jul vedtaget en finanslov for 2018, og den står Dansk Folkeparti selvfølgelig på mål for. For det andet afventer vi en redegørelse fra Finansudvalget om en omlægning eller en justering af udligningsreformen, som indenrigsministeren siger. I Dansk Folkeparti ser vi gerne en omfattende omlægning af udligningsreformen, så vi får et Danmark i bedre balance. Udgifterne til de dyre enkeltsager er helt klart et punkt, som Dansk Folkeparti vil spille ind i disse forhandlinger.

Så jeg opfordrer hermed i dag socialministeren til at tage en snak med sin ministerkollega ovre i Økonomi- og Indenrigsministeriet om at få tænkt de dyre enkeltsager og især udformningen af økonomien omkring dem ind i en ny udligningsreform, som der som bekendt skal være forhandlinger om her i foråret, og som skal træde i kraft 1. januar 2019. Så Dansk Folkeparti støtter ikke dette beslutningsforslag, der ligger, men vi ser frem til at tage det med i de kommende forhandlinger om en udligningsreform.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj

Jeg er sådan set glad for ordførerens bemærkninger og imødekommenhed over for forslaget. Jeg skal bare spørge helt kontant: Skal jeg forstå det sådan, at det alene er finansieringen, som Dansk Folkeparti ikke kan støtte, og at man havde været enig i forslaget, hvis der var fundet en anden finansiering?

Ordføreren.

Nej, det er ikke alene finansieringen, det er også timingen i det. Der ligger forude nogle meget vigtige og interessante forhandlinger lige nøjagtig om udligningsreformen, hvor de dyre enkeltsager, som Dansk Folkeparti ser det, er et af emnerne i det. Men der ligger rigtig meget andet i det, og jeg vil sige, som også Orla Hav sagde: Hvor skal snittet ligge, og hvad er det, der er helt retfærdigt? Det er svært at sige, og det hænger ofte sammen med nogle andre ting, vi også ser. Så derfor mener vi ikke, at vi på nuværende tidspunkt kan tage det som en enkelt sag, men at vi vil løfte det ind i en større gennemgang af, hvordan man får hele det her område med udligning indrettet så afbalanceret som muligt.

Spørgeren.

Så vil jeg spørge bare for at få en fornemmelse af, hvad Dansk Folkeparti tænker om niveauet her. Altså, i dag er det jo sådan, at man skal have de her udgifter på godt og vel 1 mio. kr., før man overhovedet får så meget som 1 kr. i refusion af staten. Kunne ordføreren give et bud på, hvor vi skal befinde os henne? Hvor sådan cirka skulle vi ramme, hvis der skulle være en rimelig balance mellem det økonomiske ansvar, den enkelte kommune måtte tage, og det økonomiske ansvar, som fællesskabet bør tage på det her område?

Ordføreren.

Jeg vil ikke stå her i dag og sætte kroner og øre på. Jeg vil hellere vente, til vi får en god politisk drøftelse om en udligningsreform. Og så kan et udligningsparameter jo udløse, at man firer eller slækker på nogle andre udligningsformer. Så derfor ser jeg det som en helhed, og det vil være meget svært lige nu og her at sige, om vi skal have beløbet sat 200.000 kr. eller 500.000 kr. ned. Så det skal være en helhedsvurdering.

Tak til fru Susanne Eilersen, og hjertelig velkommen til hr. Carl Holst, Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for det. Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget fremsat af Enhedslisten, og jeg vil starte med det positive: Intentionerne og den forargelse og politiske nidkærhed, som de høje omgørelsesprocenter med rette kan give anledning til, er helt legitim. Det er et synspunkt, vi alle sammen deler på tværs af partierne. Partierne bag satspuljeforliget har også som en del af satspuljeaftalen afsat penge til det, og jeg er helt sikker på, at havde Enhedslisten også været en del af satspuljeforligskredsen, ville de i hvert fald have støttet det element – det er jeg overbevist om.

Retssikkerhedsmæssigt er det forkasteligt, nemlig når det handler om borgernes sikkerhed i forhold til at vide, at den service, man får, er i overensstemmelse med det, man lovgivningsmæssigt har krav på. Og politisk er det forkasteligt, nemlig at de intentioner og det indhold, der ligger i den lovgivning, man præsenterer, ikke bliver ført ud i livet.

Hvad angår det konkrete forslag, var ministeren berettiget klar i sin første tale, hvor hun gjorde opmærksom på, at hele den kommunale udligning ligger i et andet ministerium. Så det er ikke i forhold til børne- og socialministeren, vi skal tage dette emne, men det er her, løsningen hører hjemme i forhold til det, der er de politiske intentioner i forbindelse med det lille element med dyre anbringelsessager. Hvordan er det, vi løser dem?

Jeg mener ikke, at forslaget om en sænkelse af loftet er vejen frem. Det kan anspore til kassetænkning visiteringsmæssigt, at man gør det tilbud, man stabler på benene, lige dyrt nok, så det er en anden kasse, der finansierer det. Det er så lille et element, at det hører hjemme i den store kommunale udligningskasse, som vi burde have været i gang med, og som vi forhåbentlig snart kommer i gang med, når Finansieringsudvalget kommer med deres anbefalinger – jævnfør det, som den forrige ordfører, fru Susanne Eilersen, også var inde på. Det er der, det hører hjemme.

Dermed ikke sagt, er jeg ikke anerkender en udfordring. Men den udfordring, jeg anerkender, er jo en udfordring, der går på alle omgørelsesprocenter og ikke kun på det her enkelte element. Så jeg foreslår, at vi i fællesskab på tværs af partierne bruger krudtet på at se det i en helhed, når vi, som jeg ser det, skal løse bl.a. det i forhold til en gennemgribende reform af den kommunale udligning.

Så slutter jeg af med at være positiv igen: Forargelsen over de høje omgørelsesprocenter deler Venstre. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj

Det er vel ikke for meget sagt, at ordførerens parti kan påtage sig faderskabet for den kommunalreform, vi fik for godt og vel 10 år siden, hvor man flyttede næsten hele det specialiserede område fra de gamle amter og ud til kommunerne. Er ordføreren ikke enig i, at i og med at man har flyttet et så komplekst og dyrt område som handicapområdet fra de store enheder i de gamle amter og ud i også meget små kommuner, har man dermed skabt en stor sårbarhed for det her område, som kan være problematisk?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, som ikke har noget med beslutningsforslaget at gøre. Det er to helt forskellige elementer. Det ene er en konsekvens af en kommunalreform, i forhold til hvor ansvaret er, og det andet – og det er jo det, beslutningsforslaget går på – er finansieringsdelen af det. Men jeg anerkender spørgsmålet, og svaret er: Ja, Venstre var en af de stolte fædre til fundamentet for kommunalreformen, som havde det indhold, at kommunerne kunne hjemtage det, eller det sociale område kunne være i regionerne. Og der valgte nogle kommuner at hjemtage det. Det var en kommunal afgørelse og ikke noget, som partierne bag kommunalreformen var en del af.

Så havde det to konsekvenser, som var modsatrettede, nemlig at man fik en større nærhed, det var det positive, og derfor lavede en nødvendig afspecialisering i forhold til nogle elementer. Så det negative, som også har været en væsentlig konsekvens, jævnfør det, spørgsmålet går på, har været, at der er sket en afspecialisering, ved at man har spredt kompetencerne. Det sidste anerkender jeg.

Så ja til spørgsmålet – jeg forsøgte bare også lige at nuancere det lidt i forhold til nogle andre elementer i den her lidt komplekse verden.

Spørgeren.

Spørgsmålet havde vel det med sagen at gøre, at i og med at enhederne bliver mindre, kan der være et behov for, at fællesskabet påtager sig en større forpligtelse end den enkelte driftsenhed.

Men derudover vil jeg gerne sige, at jeg jo sådan set godt kan forstå de synspunkter, der nævnes, også af ordføreren her, om, at det bør indgå i en større kommunal udligning, men på den anden side ændrede man jo lovgivningen i forhold til anbringelsen af børn, da man oprettede § 176 a i loven. Det gjorde man jo ikke som et led i et større udligningsprojekt. Kunne man ikke desto mindre ikke godt forestille sig, at den her problemstilling var så specifik, at man kunne gå efter at finde en løsning her uden nødvendigvis at rode hele den store kommunale udligningsdiskussion ind i det?

Ordføreren.

Det synes jeg ikke, for jeg tror ikke, man kan lave reformer, gennemgribende reformer, af den kommunale udligning ved at lave småjusteringer hist og her. Jeg tror, man skal se det i en helhed.

Jeg anerkender, at der i debatten lejlighedsvis kommer delelementer op, som er skæve, og som man så kan justere på. Men det ændrer jo ikke ved, at der er en helhed, vi skal have set på. Altså, for år tilbage var det, at man havde en fejlberegning i forhold til antallet af au pairer, som indgik på en forkert måde osv. osv. Spørgeren kender alle eksemplerne. Jeg tror ikke på, at man skal lave justeringer ved at dreje på forskellige håndtag, men at man skal gøre det, der var intentionerne med Finansieringsudvalget – det udvalg, der skal se på et oplæg til den kommunale udligning – og se det i en helhed.

Tak til hr. Carl Holst. Der er ikke flere korte bemærkninger. Velkommen til hr. Villum Christensen fra Liberal Alliance.

Tak. Når man tilrettelægger refusionssystemet mellem stat og kommuner, finder vi i Liberal Alliance, at det er rigtig vigtigt, at systemet også opererer med økonomiske incitamenter, således at tilbud og indsatser tilrettelægges efter lokale og individuelle behov og ikke efter, hvad der giver den største refusion. Vi tror derfor ikke helt på, at beslutningsforslaget trækker i den rigtige retning. Giver man en større afkobling mellem den, der beslutter, og den, der betaler, så ved vi alle sammen, hvilken vej det går, hvilket forslagsstillerne jo også forudser: Det betyder, at det bliver dyrere. Hertil kommer jo også, at vi risikerer manglende nødvendig forebyggelse. Det må og skal i så vid udstrækning som muligt være sådan, at den, der bestiller musikken, også betaler, som man siger. Ellers forvrider vi incitamentsstrukturerne.

Så ved vi godt, at der er nogle, der kan blive ramt uforholdsmæssigt meget af enkeltsager, og at nogle skæver lige lovligt meget til økonomien – det kan vi godt anerkende – men denne altid vanskelige og også klassiske balancegang skal ikke løses ved at udvide det økonomiske råderum for kommunerne og ved sådan en nålestiksoperation og slet ikke til 0,5 mia. kr. som den finansiering, der er foreslået. Dette problem løses ved at styrke den faglige sagsbehandling, som ministeren også har redegjort for, i forbindelse med indsatserne omkring satspuljeforhandlingerne. Så på det her grundlag kan LA ikke støtte forslaget.

Tak til hr. Villum Christensen. Og jeg vil gerne byde velkommen til hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak. Der fik hr. Torsten Gejl travlt! Det er nu ikke, fordi jeg har så voldsomt meget at sige. I Alternativet er vi positive over for det her beslutningsforslag. På socialområdet eksisterer der en række komplicerede og meget ressourcekrævende sager, hvilket kan være meget udfordrende for de enkelte kommuner. Vi støtter derfor en refusion til kommunerne for de særlig dyre enkeltsager.

Økonomiske hensyn må aldrig vægtes højere end den enkelte borger, når en kommune skal vurdere, hvilken indsats der er passende i en given situation. Den enkelte borger skal altid være det vigtigste, hvilket desværre ikke altid er tilfældet, i hvert fald ikke ifølge den undersøgelse, der refereres fra i forslaget. Det er en undersøgelse, som hedder »Undersøgelse af økonomi og faglighed i børnesager 2014«, og der står:

»Vores nye undersøgelse viser, at der fortsat er et stort økonomisk pres på faglighed i mange kommuner. 47 % af socialrådgiverne i undersøgelsen fortæller, at økonomien i høj eller nogen grad vejer tungere end socialfaglige vurderinger, når der skal træffes beslutninger om anbringelser. Og 38 % fortæller, at økonomien i høj eller nogen grad forringer muligheden for at varetage barnets tarv.«

Det er for os bl.a. en god grund til at stemme for at øge den her refusion, og hvis der skulle blive flertal for forslaget, kunne vi godt tænke os at gennemdrøfte finansieringen. Vi er jo ikke afvisende, men det kunne være fint at gennemdrøfte den. Det er en omfattende øvelse. Så glæder det mig jo egentlig også, at flere ordførere har sagt, at det her forslag måske kan gøre nytte i de kommende forhandlinger om udligningsreformen, og det vil vi da også gerne støtte.

Tak til hr. Torsten Gejl. Der er ingen korte kommentarer, og derfor byder jeg velkommen til fru Marianne Jelved fra Radikale Venstre.

Tak. Det er jo et meget, meget velmenende og på sin vis også konstruktivt forslag. Jeg er helt enig med forslagsstillerne i, at der er sket en glidning, som gør, at refusionsmulighederne for kommunerne er blevet ringere og ringere. Det er vi principielt imod, fordi det ikke bygger på en beslutning, vi har været med til at tage, men på den måde, man i perioder laver økonomi på her i Folketinget sammen med kommunerne.

Vi er enige i de problemstillinger, som dukker op i kommunerne, hvor man bruger andre måder – nu skal jeg virkelig være diplomatisk og finde den rigtige formulering – hvor man finder veje til at træffe afgørelser, som ikke kun bygger på, hvad der fagligt set passer bedst i den pågældende borgers situation. Vi kender hele problemstillingen fra Ankestyrelsens arbejde, og vi har som Socialudvalg i mange forskellige sammenhænge brugt statistikker fra Ankestyrelsens afgørelser i forhold til kommunernes måder at varetage deres opgaver på. Vi ved, at der er brug for, at vi som politikere – ikke mindst, når vi sidder her i Folketinget og også har ansvaret for lovgivningen – på forskellig vis prøver at finde måder at løse de problemstillinger, de dilemmaer, på, som kommunerne kommer i, der også er påvirket af den økonomiske situation.

Med det vil jeg bare sige, at jeg anerkender fuldt ud, at sagen tages op, at den tages op i et beslutningsforslag, at der bliver gjort opmærksom på det her problemfelt og den udvikling, der har været gældende, og at vi, Radikale Venstre, sådan set som parti godt vil være med til at finde ud af, hvordan vi på en eller anden måde kan løfte den opgave, så det bliver mere rimeligt for kommunerne og dermed for borgerne.

Men når vi så kommer til finansieringen af det, kan jeg slet ikke være med. Det, der er problemet, hvis jeg skal sige det sådan relativt kort, er, at vi jo er vant til, og vi har gjort det igennem årtier, at lade den til enhver tid siddende regering forhandle den kommunale økonomi med kommunerne, amterne, dengang der var amter, og nu regionerne. Så må man jo sige, at det er et spørgsmål, om kommunerne også prioriterer de udfordringer, som de står over for, og dermed får taget de, om jeg så må sige, rigtige sager frem i den situation, hvor de står og forhandler med regeringen.

Når jeg reagerer på den måde, som jeg gør ved at være meget klart afvisende, er det på grund af den måde, som Enhedslisten nu vælger at gøre det på: Vi tager lige §§ 176 og 176 a, og det bliver så udgangspunktet. Så laver vi et skøn over, hvor mange penge det egentlig er, der mangler, ud fra en sagligt set velmenende betragtning, og hvor kan man hente dem, og så laver man lige en lille ekstraskat på en pensionsopsparing.

Det er i virkeligheden en måde, hvor man principielt finder måder at finansiere det kommunale budget post for post. Jeg kan sådan set godt have forståelse for det, når man sidder sådan som Enhedslisten og gerne vil bidrage til at finde nogle løsninger på de her problemstillinger, men som et – nu siger jeg noget, som bare er udtryk for en tradition – regeringsbærende parti ikke kan gøre på den måde. Det er simpelt hen utænkeligt. Man er nødt til at fokusere på, hvordan man får en ordentlig økonomiaftale mellem kommunerne og regeringen, og det kan man bedst præge ved at sidde i en regering eller ved at have en mulighed for at præge regeringen på en måde, som gør, at regeringen tager det alvorligt. Og det er jo et valgspørgsmål, hvordan man bliver placeret i den sammenhæng.

Derfor er et beslutningsforslag sådan set ikke den rigtige måde at gøre det på. Det er den rigtige måde at sætte fokus på en problemstilling, som vi kan sige at vi gerne vil hjælpe hinanden med at tage op i Socialudvalget, og vi kan prøve at finde ud af, hvordan vi løfter den type opgaver, men måden at skaffe pengene på kan jeg desværre ikke hjælpe med her. Jeg mener, at det er en anden vej, man skal gå, men jeg vil gerne bidrage til at rejse temaet, også over for regeringen, som man ikke har indflydelse på til daglig.

Tak til fru Marianne Jelved. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Trine Torp fra Socialistisk Folkeparti.

Da jeg selv har siddet i byrådet, har jeg oplevet den situation, at der er en udsat familie, hvor der er brug for at få anbragt fire børn, eller at der var flyttet borgere til kommunen med handicaps, som krævede omfattende støtte – borgere, som havde behov for hjælp, og hvor udgiften krævede, at vi måtte genåbne budgettet og finde besparelser andre steder.

Det er muligvis ikke konsekvenserne i en stor kommune med et stort budget, hvor det er muligt at flytte rundt, men i en mindre kommune kan det være vanskeligt, når udgifterne på det specialiserede socialområde ikke kan forudses og styres. Men det må jo ikke betyde, at de borgere, som har brug for den sociale indsats, ikke får den, altså at økonomien kommer til at få indflydelse på den konkrete og individuelle vurdering, som loven kræver der skal laves.

Så derfor er det jo også bekymrende, når vi kan se – også i bemærkningerne til det her forslag – og i øvrigt konstatere, at Ankestyrelsen har den høje omgørelsesprocent, som den har, i de sociale sager, men også at sagsbehandlere oplever, at økonomien spiller en rolle. Som vi også kan se af bemærkningerne til det her beslutningsforslag, har der været en faldende statsrefusion, og grænsen for, hvornår refusionen gives, har været støt stigende.

Derfor støtter vi i SF op om det her beslutningsforslags intentioner, og vi vil sådan set meget gerne være med til at drøfte, hvordan man kan skrue en eller anden finansieringsmodel sammen, hvor statsrefusionen bliver større. Det skal ikke nødvendigvis være den foreslåede, for vi tænker jo, at rigtig meget skal reguleres over bloktilskuddet – det er den måde, man plejer at gøre det på.

Men når kommunerne siger, at en af grundene til, at de ikke kan overholde budgetterne, er det særlig specialiserede område, så er det jo ikke pjat. Og når vi hører, at kommunerne holder lidt igen med at anbringe eller i det hele taget at give den støtte, der skal gives, fordi de ikke kan overskue de økonomiske konsekvenser, så har vi altså et fælles ansvar for at sikre, at det ikke er økonomien, der betyder, at man træffer nogle forkerte beslutninger.

Så jeg vil sige, at vi er fuldt ud på linje med de intentioner, der er i beslutningsforslaget, men vi vil gerne opfordre til, at vi på en eller anden måde finder en måde at ændre på den statsrefusion på, som også har en finansieringsmodel, som vi kan støtte.

Vi siger tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Orla Østerby, Det Konservative Folkeparti. Godt nytår.

Tak for det. Først vil jeg sige, at Det Konservative Folkeparti afviser beslutningsforslaget med flere begrundelser, men først og fremmest fordi det ansvar, der ligger ovre hos kommunerne, for omgørelsesprocenter, ikke løftes på en okay måde. Vi har behov for at stramme op på de her omgørelsesprocenter, og det har vi jo selvfølgelig mulighed for at gøre. Det er sådan, at kommunerne jo igennem Ankestyrelsen har et rejsehold, der kan hjælpe til med at få ekspertisen hævet på det her område. Det er jo meget vigtigt for retssikkerheden.

Jeg synes også, det er vigtigt for det kommunale selvstyre, at vi får oprettet den service, som der ligger i lovgivningen. Det er jo tydeligt, at der er nogle områder her med omgørelsesprocenter for nogle kommuner, som ikke er tilfredsstillende – heller ikke her på Christiansborg. Men vi er af den opfattelse, at det at hæve refusionssatsen på særlig dyre sager giver nogle andre problematikker.

Man kan sige, at en af grundene til, at vi siger det her, er, at det er en problematik, vi skal undgå, for det er vigtigt, at den hjemtagne refusion, som der er på området og finansieres over bloktilskuddene, holdes inden for den refusionsopgørelse, der ligger i dag. Udligningsreformen kan man jo diskutere, og det bliver gjort ofte, og der er jo nok ingen tvivl om, at vi kommer til at se på det på et tidspunkt. Jeg må bare sige, at den jo ligger ovre i et andet ministerium, og det er der, den hører til. Udligningsreformen tager naturligvis også hensyn til små og store kommuner og den demografi, som vi i øvrigt ser på området.

Jeg vil sige, at i forhold til incitamentet på det her område til at overholde de her udgifter, er det jo meget vigtigt, at den, der handler, også står med regningen. Det synes jeg skal være overskriften på det, altså at når man handler på det her område, er det også meget vigtigt, at man har ansvaret for den udgift og den regning, man udskriver. Derfor skal kommunerne fortsat stå med ansvaret, også med ansvaret for det forebyggende, så de ikke tænker i, at det kunne være mindre attraktivt at forebygge, rehabilitere, men i stedet for lader regningen blive så stor, at den overstiger de 600.000, så de får refusion og dermed kommer ind i en kassetænkning, som er helt unødvendig.

Vi siger i Det Konservative Folkeparti, at vi er enige i, at der er nogle omgørelsesprocenter, som skal ned, men at det er alt, alt for farligt at begynde at lege med satserne for refusionsprocenter- og beløb, og derfor siger vi nej til det. Tak.

Tak til hr. Orla Østerby. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Allerførst vil jeg sige tak for de relativt mange imødekommende bemærkninger. Det glæder mig, at der er mange af Folketingets partier, der kan se, at vi har et problem på det her område. Vi har med beslutningsforslaget fra Enhedslistens side ønsket at tage hul på en diskussion om et første forslag til en mere rimelig og solidarisk dækning af de udgifter, som kommunerne har på handicapområdet. Vi mener, som det også fremgår af bemærkningerne, og som jeg kan høre flere ordførere er enige i, at den måde, som økonomistyringen foregår på i dag, giver en betydelig risiko for, at fordelingen af udgifterne på handicapområdet er for tilfældig, og at fordelingen kommunerne imellem dermed meget nemt bliver urimelig. De støttemuligheder, der stilles til rådighed for borgerne, gør jo, at det her område er noget særligt, fordi omkostningerne er så store, som de nu engang er.

Det er klart, at det økonomiske pres på kommunerne jo på alle områder giver problemer. Man kan på skoleområdet, på det almindelige daginstitutionsområde, på alle mulige områder, sige, at der kan være en tilbøjelighed til, at det økonomiske pres påvirker sagligheden og fagligheden i de beslutninger, der træffes. Men netop fordi der her er så kæmpestore udgifter i den enkelte sag, er vi altså bekymret for, at økonomitænkningen så vil slå særlig stærkt igennem på handicapområdet.

Der er allerede nævnt eksempler fra andre ordføreres side, men jeg vil også her sige, at vi har set problemer med hjemtagninger af borgere til kommunale tilbud, hvor man må tænke, at de først og fremmest har udmærket sig ved at være billigere end de tilbud, borgerne var i i forvejen. Vi har set, hvordan det har resulteret i en betydelig og meget bekymrende afspecialisering af området, og vi har ikke mindst set, hvordan kommunernes sagsbehandling i helt uacceptabel grad har været præget af fejl og mangler. Det er en erkendelse, som jeg også er helt opmærksom på regeringen har, i og med at socialministeren jo har etableret danmarkskortet, der viser oversigten over fejl og mangler i klagesager på Socialområdet.

Det er allerede nævnt, at der på børne-/handicapområdet var fejl og mangler i 46 pct. af sagerne i 2016, og af en anden opgørelse fra voksenområdet, når vi taler botilbud, beskyttet beskæftigelse, personlig hjælp, kan vi se, at der for de områder for første halvdel af 2017 var fejl og mangler i 68 pct. af alle klagesager. Det er jo fuldstændig vanvittigt, at der er så mange fejl.

Jeg tror, vi skal være opmærksomme på, at vi har et ganske særligt problem, og det er, at på det her område er der rigtig mange borgere, som ikke selv er i stand til at klage, eller som ikke har pårørende, der er i stand til at hjælpe dem med at klage. Vi ser det meget tydeligt med den undersøgelse, som vi også nævner i lovbemærkningerne i forhold til borgere med sjældne diagnoser, erhvervet hjerneskade, at der ligger i praksisundersøgelsen, at den ikke tog afsæt i klagesager, men tog sager ind, som der netop ikke var klaget over, men ikke desto mindre var der i de her sager fejl og mangler i 40 pct. af sagerne, altså sager, som borgerne faktisk ikke havde klaget over. For mig at se viser det omfanget af problemet.

Jeg vil godt sige, at vi i Enhedslisten med det her forslag ikke mener, at vi har fundet et columbusæg, der løser alle problemer, og det håber jeg også er fremgået af bemærkningerne, for ellers skal det gøres meget tydeligt her. Det er ikke sådan, at vi løser problemet med urimelig hjemtagning, afspecialisering og de mange fejl »bare« ved at gøre det her. Jeg tror, der er brug for en række forskellige initiativer. Nogle af dem er jo taget i forbindelse med revision af voksenbestemmelserne i serviceloven, hvor man jo indførte en meget fornuftig varslingsordning, der kunne være med til at dæmme op for det her problem.

Så det har ikke været et forsøg på at sige, at her har vi så det, der løser problemet, men omvendt må jeg sige, at bare at henvise til en generel regulering af udligningsordningen synes jeg ikke er rigtigt. Det er ikke, at jeg ikke forstår synspunktet, men her har vi altså en stor gruppe borgere, der døjer med en helt skæv måde at fordele pengene på, og det bør vi finde løsninger på, også selv om der ikke kan findes løsninger på hele det store samlede udligningsområde.

Til sidst vil jeg endnu en gang sige tak for de mange imødekommende bemærkninger. Vi er meget indstillet på at drøfte beløbsgrænsernes størrelse, og vi er meget indstillet på at drøfte finansiering, men det vigtigste for os er, at der bliver taget hul på det her problem, for der er altså mennesker med handicap ude i kommunerne, som ikke får de tilbud, som de har behov for, fordi økonomitænkningen overruler den faglige og saglige tænkning, som foregår i meget af den kommunale sagsbehandling, og det duer simpelt hen ikke.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.