Det sidste punkt på dagsordenen er:

35) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 18:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en social protokol til Lissabontraktaten.

Af Finn Sørensen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 13.10.2017).

Forhandlingen er åbnet, og den første, vi byder velkommen, er landets beskæftigelsesminister.

Tak for det. Nu går vi over til en diskussion om B 18, om det, der går under navnet en social protokol. Jeg kan starte med at afsløre, at jeg ikke kan støtte forslaget på vegne af regeringen. Det, som jeg synes er vigtigt i den diskussion, vi kommer til at have her i dag, er hele spørgsmålet om det indre marked. For regeringen går jo både ind for fri bevægelighed og for beskyttelse af arbejdstagere. De to hensyn skal gå hånd i hånd. For at der skal være arbejdstagere at beskytte, skal der jo også være arbejdsgivere, og for at der skal være arbejdsgivere, skal der være vækst og beskæftigelse. Og det er jo helt afgørende for, at vi har EU's indre marked. Så grundlæggende er EU altså et rigtig, rigtig godt og positivt fremskridt for vores arbejdstagere.

Men den logik tror jeg ikke helt Enhedslisten abonnerer på, hvis jeg forstår forslaget ret. Og det er selvfølgelig helt legitimt, for Enhedslisten ønsker jo grundlæggende et helt andet samfund med en helt anden samfundsstruktur, også på mange måder, tror jeg, et andet forhold mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Det undrer mig derimod, at den europæiske fagbevægelse så også på visse punkter står bag forslaget. For forslaget vil for mig at se reelt aflive det indre marked. Sådan forstår jeg det i hvert fald, altså at sociale rettigheder altid skal trumfe økonomiske rettigheder. Så kan virksomhederne jo ikke vide sig sikre på noget som helst. Hvad nu, hvis en tysk fagforening konflikter mod en dansk tjenesteyder med krav om, at den danske virksomhed skal ansætte nogle flere ledige tyskere? Det er helt klart et ulovligt krav efter EU-retten. Skulle det så lige pludselig være lovligt, fordi en social protokol fastslår, at sociale rettigheder står over økonomiske? Nej, vel? Og hvis jeg nu får at vide, at det selvfølgelig ikke er sådan en situation, der er tænkt på, kunne jeg faktisk godt tænke mig at høre, hvordan man så har tænkt sig at udfolde forslaget.

Men nu er Enhedslisten jo ikke i regering endnu – det kan de jo komme på et tidspunkt ude i fremtiden, det skal jeg ikke gøre mig til dommer over. (Kommentar fra salen) . Jeg kan høre, at der bliver sagt nogle mærkelige lyde nede fra Folketingssalen – dog uden for mikrofon. Så det må jo komme som et spørgsmål senere fra den ærede hr. Søren Søndergaard.

Men det, som i bund og grund står tilbage, er, at regeringen ikke kommer til at kunne støtte en social protokol. Som bekendt har jeg for nylig siddet til forhandling om udstationeringsdirektivet, hvor jeg på nærmeste hold har set endog ret store uenigheder mellem medlemslandene. Og jeg kan garantere, at selv hvis Danmark og andre lande skulle ønske en social protokol, er der lang vej til målet. Og nu skal man jo ikke tage hensyn til, hvad andre lande tænker, men jeg er ikke på nogen måde stemt for at gå den vej, som Enhedslisten her lægger op til. Regeringen går ind for fri bevægelighed og for beskyttelse af arbejdstagere, og vi mener, at begge hensyn er varetaget i EU og også af EU-Domstolen.

Så med det vil jeg sige tak for debatten. Jeg vil sige, at en social protokol ikke er hensigtsmæssigt, ikke realistisk og dermed heller ikke nødvendigt. Men derfor kan vi jo godt diskutere det alligevel.

Det var lige tidligt nok at sige tak for debatten, for den begynder først nu. Den første er hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten.

Tak. Jeg synes også, at det måske var lidt for optimistisk, hvis ministeren troede, at han kunne klare det med det. Altså, jeg er lidt skuffet over ministeren, for jeg har faktisk oplevet denne minister som værende yderst velforberedt til alle de forskellige møder, vi efterhånden har haft med hinanden, siden ministeren tiltrådte, i form af samråd og møder i salen osv. Sådan virker det altså ikke på mig med det indlæg, ministeren er kommet med her.

Ministeren siger, at forslaget på visse punkter ligner det, som den europæiske fagbevægelse har foreslået. Jeg vil bede ministeren om at læse de linjer, som beslutningsforslaget består af – jeg ved godt, at det er utrolig mange linjer, nemlig halvanden linje. For der står meget klart, at Folketinget pålægger regeringen at arbejde for indførelsen af en social protokol til Lissabontraktaten som foreslået af Den

Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, EFS. Det er altså den europæiske fagbevægelses forslag, Enhedslisten gerne vil pålægge regeringen at arbejde for. Samme Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation er glødende EU-tilhængere. De er glødende tilhængere af det indre marked.

Så kan ministeren ikke prøve at uddybe, hvorfor det her forslag skulle føre til, at man forhindrede vækst og beskæftigelse, for det lod jo til at være ministerens hovedargumentation?

Ministeren.

Det er selvfølgelig voldsomt at få en så stærk ros, som så bliver brugt til at sige, at man slet ikke er forberedt som minister. Men jeg kvitterer for det første. Det tager jeg direkte til mig her i december måned.

Jeg er et hundrede procent uenig i, at man skal udvikle den model, som Enhedslisten lægger op til. Det er jeg simpelt hen, fordi jeg ikke mener, det er den vej, EU skal gå, og det er jo bare en politisk uenighed, sådan er det. Jeg tog så et forbehold, og man kan jo diskutere, om det var rigtigt eller ej at tage det forbehold, og det er jo, fordi der trods alt også er bemærkninger til forslaget. Og jeg har ikke en til en studeret de to forslag, som vi ser, altså fra den europæiske fagbevægelse og så fra Enhedslisten. Men det er klart, at hvis hr. Finn Sørensen siger, at det er en til en det samme, så er det fint nok. For så er jeg også et hundrede procent imod det, som den europæiske fagbevægelse måtte være kommet med.

Spørgeren.

Jamen så kan jeg bekræfte, at det er nøjagtig det samme, og at der i bemærkningerne ikke er noget som helst, der forsøger på at fortolke den europæiske fagbevægelses forslag på en anden måde, end fagbevægelsen selv har fortolket det. Baggrunden for den europæiske fagbevægelses forslag er jo Lavaldommen og nogle efterfølgende domme ved EU-Domstolen, som knægtede konfliktretten, og som fratog medlemslandene nogle vigtige redskaber til at sikre, at udenlandske arbejdere arbejdede på nøjagtig samme vilkår som værtslandets arbejdere. Det er jo formålet med den.

Det vil jeg altså bare bede ministeren om at forholde sig til og så prøve at gå lidt ind i diskussionen. Ministeren bør forholde sig til, om det virkelig kan være rigtigt, at det står i vejen for vækst og beskæftigelse, at man sikrer konfliktretten og fagbevægelsens og arbejderbevægelsens faglige og sociale rettigheder.

Ministeren.

Sådan som jeg forstår det, er det helt afgørende, at sociale rettigheder altid skal trumfe økonomiske rettigheder. Det er jo det, som jeg forstår der er i forslaget. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om vil komme til at have en betydning i forhold til vækst og beskæftigelse og i bund og grund være en stor bjørnetjeneste at gøre i forhold til det, der er allermest brug for nu, nemlig tryghed for, at der er en god og sikker udvikling på europæisk niveau.

Men så vil jeg også sige, at der jo er en diskussion om, hvor EU skal bevæge sig hen. Det drejer sig om, hvordan man definerer sin EU-politik. Og der mener jeg bare ikke, at det her er den vej, EU skal bevæge sig hen ad. Det er bare, fordi jeg har en politisk uenighed med Enhedslisten, og det kan man jo have, når man er i forskellige partier. Så jeg tror ikke, at det her på nogen måde vil gavne det europæiske projekt. Jeg tror, at det vil være med til at skabe endnu større afstand mellem beslutningstagere og borgere.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg er sådan set enig med ministeren i, at det her afspejler en politisk uenighed mellem Enhedslisten og regeringen. Det, som så er det store spørgsmål, er, om det også afspejler en politisk uenighed mellem et flertal i Folketinget og regeringen, altså om et flertal i Folketinget vil sikre lønmodtagernes interesser eller ej. Det er jo interessant, og det får vi jo så at se på baggrund af diskussionen i dag.

Men jeg hørte ministeren sige, at ministeren opfattede EU-Domstolen som garanten for balancen på arbejdsmarkedet. Er det korrekt forstået, eller hørte jeg forkert?

Ministeren.

Jeg tror aldrig, hr. Søren Søndergaard hører noget forkert. Jeg sagde – og vi mener – at hensynet, når det gælder fri bevægelighed og beskyttelse af arbejdstagere, er varetaget i både EU og EU-Domstolen. Så det var sådan set det, der var mine bemærkninger til det spørgsmål, som jeg selv tager op, nemlig hvorvidt en social protokol er realistisk eller ej.

Spørgeren.

Jamen jeg forstår bare ikke, hvordan man kan komme til den konklusion, at EU-Domstolen beskytter den balance. Altså, vi husker jo alle sammen Lavaldommen, som dramatisk forrykkede den balance, og som betød, at der skulle en feberredning til i det danske Folketing. Vi husker jo det brev, som en tidligere kollega til ministeren, nemlig daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, sendte til Domstolen, og hvor han skrev, at man for det første ikke skulle blande sig i faglige spørgsmål, og for det andet, at hvis man gjorde det alligevel, skulle man i hvert fald ikke blande sig i strejkeretten. Det overhørte Domstolen så. Dengang var det jo fuldstændig klart, og der er jo ikke ændret noget på Domstolens grundlag at dømme ud fra – intet.

Så er ministeren stadig væk enig med den daværende statsministers udtalelse dengang, eller er det en ny opfattelse, at Domstolen sikrer den her balance?

Ministeren.

Jeg er sådan set ikke sat i verden for at komme med vurderinger af en tidligere statsministers brev, som jeg ikke engang har hos mig her i dag, men jeg svarer gerne på det. Jeg kan ikke huske, hvad Anders Fogh Rasmussen skrev på det tidspunkt.

Men adspurgt om, hvorvidt den sociale protokol, som Enhedslisten foreslår, er et fremskridt eller ej, så vil jeg sige, at jeg mener, at det vil være med til at underminere opbakningen til det europæiske projekt, og det er ikke det, jeg kæmper for.

Mange tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den første ordfører fra partierne er hr. Peter Hummelgaard Thomsen fra Socialdemokratiet, der nu i socialdemokratisk højt tempo kommer herop. Velkommen.

Tak. Der er langt nede fra bageste række, men vi prøver.

Først og fremmest vil jeg gerne takke forslagsstillerne for forslaget. Vi har jo haft den her diskussion før. Som nogle også har bidt mærke i, har vi jo i Socialdemokratiet inden for det sidste halvandet års tid på en lang række områder efter min mening præciseret, hvor vi ønsker ændringer af det eksisterende EU-samarbejde, og jeg deler sådan set til fulde ministerens opbakning til EU-projektet, opbakningen til det indre marked og også opbakningen til den frie bevægelighed, men vi er i Socialdemokratiet samtidig af det synspunkt – og det mener vi også at en lang række af de desværre store politiske opbrud, der har været rundtomkring i Europa, senest med briternes udtræden, understreger behovet for – at fri bevægelighed også bliver til fair bevægelighed.

Som det også fremgår af beslutningsforslaget, er det her jo et forslag, der i meget høj grad, som det bliver nævnt, er født af den europæiske fagbevægelse, men også bakket op af en lang række socialdemokratiske partier rundtomkring i Europa. Det er noget, vi også i Socialdemokratiet i Danmark har været med til at støtte op om i vores nordiske samarbejdsorganisation SAMAK. Det er noget, hvor jeg, da vi sidst havde diskussionen for, jeg mener, det er halvandet år siden, sagde, at vi sådan set var enige i hensigterne, men ikke var parate til uden yderligere diskussion at støtte op om beslutningsforslaget. Men til gengæld er vi nu nået frem til, at vi egentlig gerne vil bakke op om det her beslutningsforslag, og det er ud fra den grundlæggende hensigt, at vi mener, at for at redde netop det EU-projekt, som ministeren også nævner han er bange for en sådan social protokol kan skade, vil det her rent faktisk være et af de få redskaber, der er, til at sikre, at der er en bedre balance mellem på den ene side det indre marked og på den anden side i særdeleshed nogle af de rettigheder, lønmodtagere har, men også respekten for lønninger og arbejdsforhold.

Så kan der være en diskussion, når man kommer længere frem, og jeg deler sådan set også ministerens betragtning om, at det ikke ligger lige for, at det bliver til virkelighed i morgen og nok heller ikke i overmorgen, men det skal jo ikke afholde Danmark fra at være et land, der indgår aktivt i arbejdet med at forsøge at udforme, hvordan man kan sikre, at der er en fortolkning af Lissabontraktaten, sådan at man både bliver mere klar på, hvad man mener, når man siger, at EU skal være en social markedsøkonomi, som det er fastslået i artikel 1 i det forslag, som den europæiske fagbevægelse er kommet med, men også, hvad man mener, når man skriver, at EU skal arbejde hen imod sociale fremskridt osv. De diskussioner vil vi meget gerne indgå i, både her i det danske Folketing, men i særdeleshed også, hvilket vi allerede gør, i vores europæiske og nordiske samarbejdsorganer og sådan set også på EU-plan generelt.

Så med de bemærkninger og ud fra en hensigt om, at vi ønsker, at fri bevægelighed skal være fair bevægelighed, og at vi ønsker en bedre balance mellem det indre marked og respekten for lønmodtagernes grundrettigheder og lønninger og arbejdsvilkår, vil vi gerne bakke op om det her beslutningsforslag.

Tak til Peter Hummelgaard Thomsen. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg vil gerne takke ordføreren for indlægget. Det er jo noget, vi har diskuteret nogle gange her i salen. Alene i den tid, jeg har været medlem af Folketinget – det er jo ikke så længe – har vi diskuteret det her forslag. Det er nu tredje gang, og så må man sige, at tredje gang er lykkens gang. For det lykkedes ikke de to andre gange at overbevise Socialdemokratiet om, at man skulle være med om bord og støtte den europæiske fagbevægelses krav. Så jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes i dag. Jeg er også glad for, at ordføreren faktisk forklarer, hvad det er, det går ud på, nemlig at sikre en fortolkning af traktaten, sådan at vi sikrer de faglige og sociale rettigheder. For det er jo lige nøjagtig det, den europæiske fagbevægelses forslag går ud på.

Jeg går så også ud fra, at ordføreren og ordførerens parti har tænkt det igennem – måske er det lidt uartigt at spørge, men bare for en sikkerheds skyld – altså at når man støtter et sådant forslag, er man også klar over, at det selvfølgelig forpligter, og når vi efter næste folketingsvalg forhåbentlig får et nyt flertal og en socialdemokratisk ledet regering, som vi må gå ud fra det bliver, så vil der ved en tilkendegivelse her i dag og ved at stemme for det også ligge en forpligtelse til, at man så er med til at rejse det krav i EU.

Ordføreren.

Vi tænker altid – vil jeg vove at påstå – de ting igennem, som vi vælger at give opbakning til. Det var jo faktisk også en af årsagerne til, at jeg, sidste gang vi havde behandlingen her i Folketingssalen, erklærede mig enig i de hensigter, der lå bag beslutningsforslaget. Jeg har selv i socialdemokratisk europæisk regi bl.a. arbejdet med, hvordan en sådan social protokol kan udformes, og de diskussioner, der ligger dér. Men på daværende tidspunkt sagde jeg også, at vi ikke var parate til at støtte et sådant beslutningsforslag.

Som jeg også sagde før i mine ordførerbemærkninger, ligger der jo mange diskussioner om udformningen af det, men den grundlæggende idé, som den er født blandt nogle af vore søsterpartier rundtomkring, og som vi har bakket op om i vores eget nordiske samarbejdsregi, altså en idé om, at man i højere grad sikrer, at den frie bevægelighed også bliver til fair bevægelighed, og at man præciserer fortolkningen af, hvad der egentlig ligger i Lissabontraktatens præambel om, at vi er en social markedsøkonomi, og at vi arbejder henimod sociale fremskridt, vil vi gerne bakke op om.

Spørgeren.

Jeg siger så bare tak for det, og så ser jeg jo frem til, at vi nu skal i gang med en ny diskussion, der kommer til at foregå på et højere plan. Nu skal vi ikke længere diskutere, om vi skal have sådan et forslag, men hvordan vi kan gennemføre det. Det er muligt, at vi ikke bare lige på alle stræk er helt enige om det, men uanset hvad er det da i hvert fald et gennembrud i debatten. Så tak for det, og også tillykke til ordføreren, som jeg jo ved i ret lang tid har prøvet at overbevise sit parti om, at man skulle bakke op om det her.

Ordføreren.

Tak for det. I det hele taget synes jeg jo, at der i de her år – og med god grund – er rigtig mange vigtige årsager til at diskutere, i hvert fald hvis man har den holdning, jeg har, hvordan man også kan fremtidssikre opbakningen, men også bæredygtigheden i EU-projektet. Jeg føler mig fuldt ud overbevist om, at hvis EU-projektet på den lange bane ikke skal opleve større tilbageslag eller det, vi har set med Brexit m.v., er der nødt til at blive fundet en mere tydelig balance mellem det indre marked på den ene side og så de sociale og arbejdsmarkedsmæssige rettigheder, som befolkningerne har, på den anden. Det handler ganske enkelt om at gøre den fri bevægelighed mere retfærdig.

I den sammenhæng vil jeg jo selvfølgelig også bare sige til forslagsstillerne, at jeg jo ved, at forslagsstillernes parti har det synspunkt, at vi hurtigst muligt skal have en afstemning om, hvorvidt Danmark skal melde sig ud af EU, og der synes jeg jo, at den her tilgang er noget mere konstruktiv, end hvis Danmark skulle følge i hælene på briterne.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Tak. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde en rød og en grøn tale med her i dag, afhængig af hvad Socialdemokratiet valgte at melde ud, for jeg har haft en mistanke om, at man er ved at flytte sig også på dette spørgsmål. Så skal jeg bare have noget forklaret, for det, vi står med i dag, er jo en genfremsættelse af et beslutningsforslag, der blev behandlet i foråret 2016, og dengang – og det var samme ordfører fra Socialdemokratiet på talerstolen, nemlig hr. Peter Hummelgaard Thomsen – sagde hr. Peter Hummelgaard Thomsen følgende: Det er grundlæggende socialdemokratisk politik, at en nyorientering af europapolitikken som udgangspunkt ikke skal foregå via fragmenterede beslutningsforslag, men fastlægges af en bred aftalekreds og med hensyntagen til Danmarks samlede forhold til EU, særlig hvis vi gerne vil ændre i traktater eller skrive nye protokoller. Kunne ordføreren ikke være så venlig at forklare, hvorfor det ikke længere er grundlæggende socialdemokratisk politik eller måske fortælle, om ordet grundlæggende betyder noget andet i socialdemokratisk terminologi, end det gør i alle andres?

Ordføreren.

For at citere en af hr. Jan E. Jørgensens regeringspartnere, en minister, så sagde han, at virkeligheden forandrer sig jo også nogle gange. Og jeg vil sige, at grundlæggende mener vi også stadig væk, at Danmark er bedst tjent med generelt, at vi diskuterer i en bred kreds, hvordan EU-politikken skal tilrettelægges. Samtidig har det også været et ønske for os at markere, at vi rent faktisk i de store reformdiskussioner af det europæiske samarbejde, der er lige nu, jo ikke er på linje med hverken Enhedslisten eller Dansk Folkeparti, der mener, at vi skal have afstemninger om, hvorvidt vi skal melde os ud, men vi tilslutter os til gengæld de kræfter i Europa, der spørger, hvordan vi kan finde en bedre måde at indrette os på, så vi skaber en lidt større grad af social retfærdighed, og så gevinsterne ved det indre marked bliver fordelt på en mere retfærdig måde. Det tror vi rent faktisk en sådan social protokol kunne være et bidrag til. Og som jeg samtidig også sagde, så er det, at vi bakker op om det her beslutningsforslag, i virkeligheden begyndelsen på en diskussion, som ikke i øvrigt er i modstrid imod at aftale, hvordan Danmarks EU-politik skal tilrettelægges.

Spørgeren.

Ja, ja, men altså, vi kan godt blive enige om, at det her er et fragmenteret beslutningsforslag. Vi kan også godt blive enige om, at vi ikke har haft en drøftelse i en bred aftalekreds, og at der ikke er taget hensyn til Danmarks samlede forhold til EU i sådan et vigtigt spørgsmål. Altså, er det sådan en helt ny stil fra Socialdemokratiet, eller vender man tilbage til det gode gamle Socialdemokrati, hvis man en dag igen kommer i regering?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvad hr. Jan E. Jørgensen opfatter som det gode gamle Socialdemokratiet, men jeg opfatter det afgjort som en kernesocialdemokratisk opgave, når nu vi diskuterer det, at sikre det. Vi står midt i en tid, hvor opbakningen i en lang række lande til EU-projektet grundlæggende har haltet i lang tid, fordi der ikke har været en oplevelse af, at det indre markeds gevinster bliver fordelt på en retfærdig måde. Så må man diskutere, hvordan man gør det.

Et af de elementer, der er blevet vedtaget for nylig, er jo, at man laver en søjle med sociale rettigheder. Det er sådan set fint nok med os, men det kommer ikke til at løse det grundlæggende problem, nemlig at der ikke er sammenhæng mellem på den ene side det indre markeds principper og på den anden side respekten for eksempelvis lønmodtagernes konfliktret. Det tror vi er vigtigt at sikre. Jeg tror i øvrigt heller ikke, at jeg helt forstår, hvorfor regeringen og hr. Jan E. Jørgensen ikke også med de diskussioner, som vi har hele tiden, kan være om ikke andet så interesseret i at gå ind i det.

Hr. Søren Søndergaard.

Tusind tak til den socialdemokratiske ordfører for meldingen fra Socialdemokratiet. Jeg er faktisk enig med den socialdemokratiske ordfører i, at EU's evne til at løse det her spørgsmål er helt afgørende for EU's udvikling. Vores grundlæggende opfattelse er jo, at EU aldrig har været indrettet til eller beregnet på eller forberedt på at løse den her opgave. Det er jo derfor, at vi har en fundamental modstand mod EU. Men vi er villige til at erkende det, hvis vi tager fejl. Hvis det viser sig, at EU kan løse den opgave, er vi selvfølgelig i en ny situation.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge den socialdemokratiske ordfører, om ikke også den socialdemokratiske ordfører opfatter lige præcis den sociale protokol som noget helt afgørende, når vi snakker om bekæmpelse af social dumpning – altså ikke bare snakker sådan om sociale rettigheder i al almindelighed, men lige præcis snakker om social dumping, og at det lige præcis er den manglende evne til at bekæmpe social dumping, der skaber en utrolig frustration rundtomkring, bl.a. i den danske arbejderklasse.

Ordføreren.

Jeg mener afgjort, at de urimeligheder og de udfordringer, der har været – det er jo ikke alene arbejdskraftens frie bevægelighed – i særdeleshed er i forbindelse med udstationering af lønmodtagere. Det er den fri bevægelighed for tjenesteydelser, som i rigtig mange lande, herunder også i Danmark, har skabt store udfordringer med social dumping. Jeg tror, at ud over et revideret udstationeringsdirektiv, hvor jeg også gerne vil kvittere over for regeringen at have været en aktiv medspiller i i forhold til Danmarks position, vil en sådan en social protokol kunne gå ind og ligestille hensynene mellem det indre marked og respekten for løn- og arbejdsvilkår, rettigheder osv. Det tror jeg kan være – om end det ligger meget langt ude i fremtiden – et vigtigt redskab, hvis det overhovedet kan blive til noget.

Spørgeren.

Vi er jo nok alle sammen enige om, at det her nok ikke er noget, der kommer til at ændre sig lige i morgen, men det er et spørgsmål om at starte en proces og være målrettet i den proces. Der må jeg sige tak for at Socialdemokratiet har meldt sig ind. Så er det vel sådan, at hvis Dansk Folkeparti gør det samme, kan vi allerede nu tage et stort skridt fremad i kampen mod social dumping, som jo er det helt centrale. Ellers må vi vente til efter et valg, men det kan vi jo høre, når den næste ordfører kommer på talerstolen. Men i hvert fald tak til den socialdemokratiske ordfører.

Ordføreren.

Jeg har ikke yderligere at tilføje.

Tak til hr. Peter Hummelgaard Thomsen, og velkommen til hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg skal sige, at Dansk Folkepartis EU-ordfører er ked af, at han ikke kunne være her i dag. Han ville gerne have deltaget i den her debat, men der er nogle personlige årsager til, at han ikke kan være her. Men han stiller sig selvfølgelig til rådighed i udvalgsarbejdet. Jeg har så fået den fornøjelse lige at sige, hvad han synes vi mener om det her beslutningsforslag. Det er jo en genfremsættelse af et tidligere beslutningsforslag, har jeg forstået, og allerede nu, med fremsættelsen af det forslag her, har Enhedslisten formået at skabe splid imellem de ellers meget EU-venlige partier Venstre og Socialdemokratiet. Det er da i sig selv en god ting, kan man sige, hvis det er det, der er opnået her.

Med hensyn til forslaget om indførelse af en social protokol i Lissabontraktaten forstår vi sådan set de gode tanker, der ligger bag ønsket om bedre at beskytte lønmodtagere i Danmark og for så vidt også andre lande mod social dumping. Spørgsmålet er så blot, om det er den rigtige medicin i forhold til den diagnosticerede sygdom.

Grundlæggende tror jeg, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten er enige om, at ambitionen, snarere end mere EU-regulering, er mindre EU-regulering. Med indførelsen af en social protokol, som Enhedslisten efterspørger, risikerer vi jo at åbne op for mere EU-regulering og altså for, at EU overtager et større ansvar på arbejdsmarkedet. Og det er jo ikke nogen selvfølge, blot fordi Danmark eksempelvis, som forslagsstillerne ønsker det, beder om en social protokol med de ønsker, vi nu engang måtte have til, hvordan en sådan skulle se ud, når den var færdiggjort, at den vil få det aftryk. Det kan jo godt ende med at være en social protokol, som ikke styrker lønmodtagernes retsstilling, men tværtimod svækker den.

Man skal også være opmærksom på, at hvis man først bevæger sig ind på det spor, der hedder, at man skal have en protokol til at håndtere et specifikt problem, så kan man også risikere, at en række andre interessenter ønsker diverse protokoller til at håndtere specifikke problemstillinger, der er vigtigere for dem, og dermed sætter man gang i en uheldig proces med mere EU-regulering. Det er vi ikke interesserede i.

Spørgsmålet er, om det ikke ville være mere hensigtsmæssigt at angribe problemstillingen gennem et dansk forbehold. Vi har tidligere i Folketingssalen diskuteret spørgsmålet om et velfærdsforbehold. Det ville give meget god mening at angribe problematikken om social dumping inden for samme overskrift.

Selv om Dansk Folkeparti altså godt forstår bevæggrundene hos forslagsstillerne, er vi noget tilbageholdende med at støtte det forslag. Men jeg synes jo, at Enhedslisten skulle tage en snak med vores EU-ordfører i udvalget og se, om man kan finde ud af noget der. Det skal jeg så ikke kunne sige. Vi har ikke sagt direkte nej til det med den tale her. Men hvordan og hvorledes det så kan spille ind, skal jeg ikke kunne stå og sige her, men jeg vil anbefale, at I tager en snak med vores EU-ordfører.

Hr. Finn Sørensen har en kort bemærkning.

Tak. Det udsagn vil jeg så vælge at tage på den positive måde, selv om jeg blev sådan en lille smule træt, da jeg hørte den første del. For det er jo ligesom den samme begrundelse, vi har hørt tidligere – at man mener, at hvis man gennemfører den europæiske fagbevægelses forslag til en social protokol, så fører det til mere EU-regulering. Jeg har prøvet at forklare de to andre gange, jeg har været ordfører på det her, at sådan forholder det sig ikke. Det skal jeg så nok gøre noget mere ud af, både over for ordførerens partis EU-ordfører i håb om, at jeg kan overbevise ham, da jeg kan høre, at døren ikke er helt smækket i, og også senere.

Men jeg synes virkelig, at Dansk Folkeparti bør sætte sig grundigt ind i, hvad det her forslag går ud på, for det betyder jo, at hvis der opstår en konflikt imellem det indre markeds regler, som der gjorde med den her Lavaldom, og de faglige rettigheder, så er det de sidste, der skal vinde. Dansk Folkeparti burde da være interesserede i, at vi kan beskytte konfliktretten mod EU-Domstolen.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg forstår udmærket de synspunkter, som hr. Finn Sørensen kommer med, og langt hen ad vejen er vi også enige. Vi var også sammen om at lave det skrift om den sociale søjle. Det er jo ikke sådan, at vi er totalt afvisende over for alt, slet ikke. Men jeg vil anbefale, at hr. Finn Sørensen lige tager en snak med vores EU-ordfører på det område her. For det er sådan set i Europaudvalget, det behandles, og der er jeg så ikke med.

Spørgeren.

Tak. Det vil jeg bestemt gøre. Det er jo også interessant at gøre det stykke arbejde, for med Socialdemokratiets udmelding er det faktisk kun Dansk Folkepartis stemmer, der mangler. Så ville vi kunne pålægge regeringen, at den faktisk skal rejse det her forslag.

Så siger ordføreren, at han ikke er EU-ordfører, men ordføreren er jo beskæftigelsesordfører, og i Beskæftigelsesudvalget beskæftiger vi os bl.a. med den danske model og den danske forhandlings- og konfliktret. Det sætter vi meget højt alle sammen, og her er altså et forslag, der kan sikre den, så hvordan kan Dansk Folkeparti overhovedet være i tvivl om, at de skal støtte sådan et forslag?

Ordføreren.

Vi taler selvfølgelig sammen på tværs af udvalgene, også af Beskæftigelsesudvalget og Europaudvalget. Nu er det sådan, at det behandles i Europaudvalget, og det er hr. Kenneth Kristensen Berth, der er ordfører og vores medlem af udvalget. Derfor synes jeg, det er rimeligt, at det er ham, der så træffer afgørelsen i den forbindelse. Derfor vil vi stadig henvise hr. Finn Sørensen til at tage kontakt til ham i udvalget og få en god snak om det her.

Hr. Søren Søndergaard.

Tak. Jeg tænker på, om det her er et forsøg fra Dansk Folkepartis side på at tage afstand fra Morten Messerschmidt. For vi ved jo alle sammen, at Morten Messerschmidt gik til valg i 2013 på kravet om en social protokol. Jeg har selv siddet i Europa-Parlamentet med ham, og han har gentaget det massevis af gange. Jeg kan da citere fra den pressemeddelelse, som blev sendt ud af Dansk Folkeparti, og som blev bragt i en lang række aviser op til sidste europaparlamentsvalg. Der står bl.a.:

»Og vælgerne får ikke svært ved at genkende Dansk Folkepartis budskaber i valgkampen forud for EU-parlamentsvalget, lover Messerschmidt.

- De programpunkter, som jeg og Dansk Folkeparti vil lægge frem forud for næste parlamentsvalg, bliver ikke nogle store revolutionerende nyheder. Det er DF classic, siger Messerschmidt.

Der står yderligere:

Blandt DF's hovedpunkter i valgkampagnen bliver indførelsen af en social protokol, som skal dæmme op for løndumpning, et opdateret retsforbehold, som skal give mulighed for at få grænsekontrollen tilbage, og så skal EU's optagelsesforhandlinger med Tyrkiet stoppes, uddyber han.«

Altså, er det her et forsøg på at tage afstand fra Morten Messerschmidt, eller er det en ændring af Dansk Folkepartis politik, vi er vidne til her?

Ordføreren.

Nej, det er ikke et forsøg på at tage afstand fra noget. Jeg kan gentage det sidste, jeg sagde: Vi forstår bevæggrundene hos forslagsstillerne, men vi er noget tilbageholdende med at støtte forslaget.

Så sagde jeg også, at jeg synes, at I skulle tage en snak med hr. Kenneth Kristensen Berth, der er vores EU-ordfører, altså på områder under Europaudvalget. Jeg er ordfører på beskæftigelsesområdet, og der arbejder vi selvfølgelig også med det, men det er jo i EU-regi, det bliver afgjort.

Det her med, at hr. Kenneth Kristensen Berth skulle være uenig med hr. Morten Messerschmidt, har jeg ikke hørt noget om. Men jeg vil opfordre hr. Søren Søndergaard til at tage kontakt til vores EU-ordfører, så I kan få en snak om det her.

Hr. Søren Søndergaard.

Det vil vi da selvfølgelig gøre, men det her handler jo altså ikke bare om Morten Messerschmidt og Kenneth Kristensen Berth. Det her handler jo om, hvad Dansk Folkeparti som parti lovede vælgerne forud for sidste europaparlamentsvalg. Forud for sidste europaparlamentsvalg, som altså er det sidste valg til Europa-Parlamentet, der har været afholdt, lovede Dansk Folkeparti DF classic, og DF classic blev opsummeret i tre punkter, hvoraf det ene var en social protokol for at forhindre social dumping. Så må ordføreren altså have mig undskyldt, at jeg undrer mig lidt over, at der ikke er en noget større begejstring, når vi fra Enhedslistens side kaster os over DF classic-politik.

Tak. Så er det ordføreren, der svarer. Værsgo.

Tak for det, formand. Jamen altså, jeg synes jo, det er fair nok, hvad hr. Søren Søndergaard kommer med. Og som sagt synes jeg også, at det må være fair nok, at jeg ikke som beskæftigelsesordfører står og træffer afgørelser på EU-ordførerens vegne, uden at han selv har haft mulighed for at afgøre, hvad hans holdning til det her er. Det snakker vi selvfølgelig om i partiet – det er klart – men det er og må og skal være vores EU-ordfører, der træffer den endelige afgørelse, hvad det her angår.

Vi siger tak til hr. Bent Bøgsted og går videre i ordførerrækken til hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Tak for det. Vi drøfter jo et beslutningsforslag fra Enhedslisten, der går ud på, at der skal indføres en såkaldt social protokol til Lissabontraktaten, og som det også fremgår i bemærkningerne til forslaget, er der med et par undtagelser tale om en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 172, som vi behandlede tilbage i 2016. Jeg må så skuffe forslagsstillerne med, at i modsætning til Socialdemokratiet mener Venstre det samme, som da vi behandlede forslaget sidst. Jeg er ked af det, sådan må det blive.

Jeg vil afholde mig fra at gentage ministerens i øvrigt fremragende tale og i stedet blot tilslutte mig hans betragtninger. For det første er vi ikke enige i præmissen, der er lagt til grund for beslutningsforslaget. Vi mener, at medlemsstaterne allerede i dag har mulighed for og ret til at sikre ordnede vilkår på arbejdsmarkedet, og vi mener, at vi i dag har opnået en fin balance mellem på den ene side hensynet til den frie bevægelighed og på den anden side hensynet til arbejdstagernes rettigheder.

I Venstre er vi varme tilhængere af det indre marked, som både virksomheder og arbejdstagere har stor fordel og glæde af. Vi mener, at det er afgørende for et konkurrencedygtigt og socialt bæredygtigt EU, at fri bevægelighed og sociale rettigheder balanceres over for hinanden. Og så i øvrigt, hvis man ser bort fra det indholdsmæssige og koncentrerer sig om det forhold, at forslaget vil kræve en traktatændring, må jeg altså bare sige, at allerede af den grund må vi afvise det. Det er helt urealistisk at forestille sig, at vi kunne få den nødvendige opbakning til det blandt de øvrige EU-lande, og i øvrigt mener jeg og Venstre ikke, at tiden lige nu med al den turbulens, som EU er i, er til at drøfte traktatændringer. Så endnu en gang må jeg skuffe forslagsstillerne med, at Venstre altså ikke agter at støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning, først til hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren. Skal vi forstå ordførerens indlæg sådan, at for at det indre marked kan fungere, så skal EU-Domstolen have lov til at gribe ind i konfliktretten, som den gjorde med Lavaldommen, så skal EU-Domstolen have lov til at sige til medlemslandene: Nej, I må ikke stille de samme krav til udstationerede arbejdere og deres virksomheder, som I stiller til hjemlandets egne virksomheder – f.eks. Luxembourg, der fik at vide, at det var ulovligt, når de havde lavet en lov, der sagde, at alle virksomheder i Luxembourg skulle følge de overenskomster, der nu er indgået i Luxembourg?

Så skal vi forstå det sådan, at ordføreren mener, at for at det indre marked skal fungere, skal det være muligt for Domstolen at fortolke EU-reglerne på den måde, at den kan gribe ind i konfliktretten og forringe de faglige rettigheder?

Ordføreren, værsgo.

Med hensyn til Lavaldommen fandt vi jo en løsning i Danmark. LO og DA satte sig sammen og fandt en løsning på den problemstilling. Men altså, man skal forstå mig sådan, at EU-retten skal overholdes, ligesom dansk lovgivning og danske aftaler skal overholdes, og et sted har man en domstol til at påse, at det foregår, og her i Danmark har vi jo Arbejdsretten. Det er jo ikke sådan, at man bare kan strejke og konflikte i dansk ret heller. Der er også en arbejdsret, der påser, at man overholder overenskomster og aftaler og gældende ret, og sådan er det selvfølgelig også i forhold til EU-retten.

Hr. Finn Sørensen.

Nu diskuterer vi jo ikke med det her forslag, om EU-retten skal overholdes. Vi diskuterer, om EU-retten skal ændres, sådan at vi kan beskytte den danske overenskomstmodel og den frie forhandlings- og konfliktret på det danske arbejdsmarked, og den er altså kendetegnet af, at det er Arbejdsretten og ikke EU-Domstolen, der tager stilling til, om en strejke er overenskomststridig eller den ikke er. Så det er jo det, vi skal forholde os til, men jeg må jo bare udlægge det på den måde, at ordføreren synes, at det er helt i orden – det skinner jo også igennem i det svar, der blev givet – at Domstolen greb ind i konfliktretten, og det skal der ikke laves om på. Det er jo klar tale, kan man sige.

Ordføreren.

Jeg tror, at hr. Finn Sørensen har draget sine konklusioner, og de ændres næppe, uanset hvad jeg måtte sige fra denne stol.

Så er det hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Tak for det. Jeg har bare lige et enkelt spørgsmål. Jeg er sådan set enig med ordføreren i, at det her jo altså ikke er noget, der er realistisk lige rundt om hjørnet. Men der er jo en diskussion lige nu, som bl.a. ordførerens europæiske partifælle, Emmanuel Macron, som jeg er ret sikker på tilhører samme europæiske fraktion som ordføreren, har rejst, nemlig om, at der er et behov for traktatændringer.

Altså, hvis den diskussion skulle komme og hr. Jan E. Jørgensen blev bedt om også at tage stilling til, hvad han godt kunne tænke sig af sådanne traktatændringer, ville han så være tilhænger af, eller om ikke andet åben for at diskutere, at man måske godt kunne se på en mere retfærdig, en mere fair balance mellem på den ene side det indre marked og på den anden side hensynet til lønmodtagernes lønninger, rettigheder og arbejdsvilkår?

Ordføreren.

Jeg står her og svælger i min partifælle hr. Emmanuel Macron – det lyder meget godt. Det kan være, at jeg skal til at bruge det, men jeg tror ikke helt, at de er færdige med at finde ud af, hvilken gruppe de tilslutter sig. Men jeg er enig i, at det ville være logisk, at de tilsluttede sig den liberale Alde-gruppe.

Ifald der skal diskuteres traktatændringer – det skal der jo på et eller andet tidspunkt, det bliver bare ikke nu – så er vi da selvfølgelig åbne for at diskutere alt, men jeg tror ikke, det kommer bag på hr. Peter Hummelgaard Thomsen, at Venstre er meget skeptisk over for at udvide EU-samarbejdet til at omfatte en egentlig social protokol.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Det er måske igen en fortolkning af, hvad det her forslag om en social protokol er. Vi læser det jo rigtig meget sådan – og det viser de diskussioner, vi har haft med både vores nordiske samarbejdsorgan, SAMAK, og med de europæiske Socialdemokratier og andre steder, også – at det i virkeligheden tværtimod er et værneting, kan man kalde det, i forhold til at sikre, at traktaterne bliver fortolket. Et er, at man uddyber, hvordan det med social markedsøkonomi skal forstås, hvordan det med sociale fremskridt skal forstås i Lissabontraktaten, men man skal også sikre, at det ikke ved sammenstød med det indre markeds principper hver gang er lønmodtagerne, der skal betale prisen, i forhold til konfliktret, lønninger og arbejdsvilkår.

Ordføreren.

Jamen det synes jeg nu altså også er et fortegnet billede af virkeligheden. Jeg synes i øvrigt også, at jeg ikke kan genkende den fortolkning, som skrives ind i beslutningsforslaget, af de afgørelser, som der henvises til. Det er jo kendetegnende, at vi har fundet løsninger på de spørgsmål, der har været på nationalt plan, med arbejdsmarkedets parter.

Så er det hr. Christian Juhl.

Spørgsmålet er jo ganske rigtigt, om man er tilhænger af et socialt arbejdsmarked, hvor der er, som ordføreren sagde, balance mellem markedet og sociale rettigheder, eller om man er tilhænger af et asocialt arbejdsmarked, hvor det er jungleloven, der gælder, og hvor de stærkeste, altså dem, der har den største kapital, altid vinder. Derfor spørger jeg: Mener ordføreren virkelig, at der er balance imellem markedet og sociale rettigheder i EU? Og mener ordføreren dermed også, at det er ganske overflødigt, at der har været så rigtig, rigtig mange kræfter afsat til at bekæmpe social dumping?

Ordføreren.

Altså, jeg skal vælge mellem, om jeg støtter jungleloven, eller om jeg støtter Enhedslistens beslutningsforslag – det var sådan lidt, jeg hørte spørgsmålet formuleret. Jeg ved ikke, hvilket nummer jungleloven har – L 122? – eller hvornår vi har behandlet den her i Folketinget.

Ja, jeg mener, at der er en balance, som jeg også sagde i min tale, og jeg mener, at de afgørelser, der er truffet fra Domstolens side, er truffet, uden at det går ind og giver problemer for den danske model. Og i øvrigt mener jeg også, at man bare kan kigge på arbejdsløshedstallene. Altså, hvis problemet med social dumping var af den karakter, som Enhedslisten forsøger at få det til at lyde som, så havde vi jo en tårnhøj arbejdsløshed blandt danske arbejdstagere i Danmark, fordi der så ville komme en masse arbejdstagere fra de øvrige EU-lande og underbyde dansk arbejdskraft gennem social dumping – og det er jo ikke tilfældet.

Hr. Christian Juhl vil gerne have ordet igen. Værsgo.

Jeg vælger altid lige at høre svaret, før jeg trykker, det kan jo være, at det bliver dækkende. Men jeg forstår, at der nu så er balance, og at det egentlig har været spild af kræfter, for nu har vi jo lav arbejdsløshed, og alligevel bliver arbejdskraft fra andre lande ved med at komme til Danmark. Det passer jo ikke helt sammen.

Det andet, jeg tænkte på, var: Tiden er ikke inde til en ændring af EU. Med den stigende modstand, der er, mod EU – og desværre i højreekstrem retning i Europa, faktisk halvfascistiske grupper – er tiden så ikke inde til at prøve at gøre EU en lillebitte smule mere populær blandt almindelige borgere i Europa?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, jeg har sagt, og jeg er faktisk ret sikker på, at jeg ikke har sagt, at tiden ikke er inde til at ændre EU. Jeg har sagt, at tiden ikke er inde til traktatændringer . Det er jo noget andet. Og EU er i øvrigt allerede i fuld gang med en ændring; eksempelvis er antallet af forslag, der kommer fra Kommissionen, raslet ned.

Så har vi en række udfordringer, eksempelvis Brexit, som er ved at blive håndteret. Så jo, der skal da ændres i EU, og den skepsis, der er i befolkningen, skal jo tackles ved, at EU leverer løsninger på de problemer, som EU er sat i verden for at komme med løsninger på. Det, jeg sagde, var, at tiden ikke lige nu er inde til egentlige traktatændringer.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Jeg vil bare høre, om man skal forstå det, som ordføreren siger, på den måde, at ordføreren har den opfattelse, at social dumping ikke er et stort problem på det danske arbejdsmarked. Ordføreren brugte formuleringen, at der i forlængelse af Laval var fundet løsninger. Det, der primært har virket i forhold til social dumping, er jo det massive fald i arbejdsløsheden, som hænger sammen med krisens udvikling. Men er det ordførerens og Venstres opfattelse, at social dumping ikke er et kæmpeproblem på det danske arbejdsmarked og på arbejdsmarkedet i alle mere veludviklede EU-lande?

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg sagde nogenlunde sådan, at social dumping ikke er så stort et problem, som Enhedslisten forsøger at gøre det til. Jeg mener, at Enhedslisten forsøger at gøre det til et kæmpe stort problem, og jeg mener ikke, at det er et kæmpe stort problem. Bevares, der findes jo primært arbejdsgivere, som ikke overholder de regler, de skal overholde. Så kan man sige, at det jo ikke er reglernes skyld. Det er så kontrollen med, om reglerne bliver overholdt,'s skyld, fordi den så er mangelfuld. Der synes jeg jo, at det er rigtig godt, at man eksempelvis har en vågen fagbevægelse, som afslører nogle af de forhold.

Der er jo også masser af nationale regler på det her område, som bliver omgået, og som bliver overtrådt af arbejdsgivere, der er mere eller mindre fine i kanten, og det skal man da selvfølgelig gå løs på. Men sådan grundlæggende fundamentalt mener jeg ikke, at vi har et kæmpestort problem med social dumping, for hvis det var tilfældet, ville vi også have en meget høj arbejdsløshed i Danmark blandt danske arbejdstagere, fordi de så ville blive underbudt af folk, der kom fra lande, hvor man måske ville finde sig i at blive lønnet dårligere, end danske overenskomstmæssige vilkår tilsiger.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg tror faktisk, vi er inde ved kernen nu. Jeg tror, det er her, der er en forskellig vurdering.

Ja, det er vores opfattelse, at social dumping er et kæmpestort problem i Danmark, i Sverige, i Tyskland og i forskellige andre lande med relativt høje lønninger. Det er et kæmpestort problem. Hvis Venstre ikke mener det, er det klart, at man ikke er villig til at tage de midler i brug, som vi synes man skal. Så vi er nok inde ved kernen af uenigheden her. Så tak for den afklaring.

Ordføreren.

Jamen undskyld, er det ikke det, hr. Søren Søndergaard og hans venner fra Folkebevægelsen mod EU og andre har sagt lige siden 1972? Dengang var det italienere, der ville komme væltende ind over grænserne og stjæle arbejdet fra danske arbejdstagere, fordi de kunne komme og underbyde og finde sig i en lavere løn osv. Så er det østeuropæerne osv., men faktum er, at de arbejdstagere, der kommer fra de andre EU-lande, bidrager positivt til den danske statskasse, til vores velfærdssamfund osv. Så er der tilfælde, hvor regler bliver overtrådt, og dem skal vi selvfølgelig slå hårdt ned på, men det er jo ikke det samme, som at der skulle være en eller anden grundlæggende fundamental systemfejl i EU og med den fri bevægelighed.

Vi siger tak til hr. Jan E. Jørgensen og går videre til den næste ordfører, som er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for det. Vi er i Liberal Alliance optagede af, at der er en fornuftig balance mellem arbejdstagernes rettigheder og den fri bevægelighed. Vi tror, at det ville få uoverskuelige konsekvenser for det europæiske arbejdsmarked, hvis der skulle indtræffe en situation, hvor den sociale protokol blev indskrevet i Lissabontraktaten. Det ville jo give konfliktretten forrang for andre rettigheder, begrænse den fri bevægelighed, som jo faktisk har betydet rigtig stor økonomisk og social fremgang i Europa. Så alene af den grund kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Noget andet er sådan helt pragmatisk, at det ville kræve en traktatændring, og det er jo nok noget, der har lange udsigter. Så det er heller ikke noget særlig realistisk forslag.

Vi kan altså ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Og vi går videre til den næste ordfører, som er hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Jeg har i dag glæden af at vikariere for vores EU-ordfører, Rasmus Nordqvist, og han har bedt mig sige, at Alternativet er positive over for det her beslutningsforslag fra Enhedslisten. EU-regler sikrer jo den frie bevægelighed for kapital, varer og arbejdskraft og tjenesteydelser, men til gengæld sikrer reglerne ikke arbejderrettigheder og medlemslandenes ret til at beskytte sig imod social dumping. Derfor frygter vi, at der er frit spil for arbejdsgivere og privatpersoner til at importere udenlandsk arbejdskraft til lavere lønninger og dårligere arbejdsvilkår, og det er jo den helt gale vej at gå, ikke mindst i lyset af alle de timer, vi har brugt her i salen på at diskutere, hvordan vi modvirker social dumping.

Herved kommer den økonomiske bundlinje til at stå meget tydeligt over den sociale bundlinje, og det er imod Alternativets visioner om, at vi så vidt som muligt ser en sidestilling af den sociale og den økonomiske bundlinje. Ja, faktisk er vi i det her tilfælde enige om, at de sociale rettigheder skal have forrang for de økonomiske friheder i tilfælde af konflikt mellem de to sæt rettigheder. Derfor støtter vi også indførelsen af en social protokol til Lissabontraktaten som foreslået af Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation i 2008, og som er grundlaget for det beslutningsforslag, vi behandler her.

Samtidig er det en lidt underholdende dag i dag, for jeg var meget begejstret for Socialdemokratiets tale, og jeg kan se, at hvis DF vælger at forsvare de danske lønmodtageres rettigheder og sikrer, at man ikke kan komme fra udlandet og underbyde vores danske model og underbyde danske arbejdere, så har vi jo et flertal, som er ikke bare nyt, men også rigtig spændende. Så vi støtter forslaget.

Tak for det. Og så går vi videre til fru Zenia Stampe, Radikale.

Det er da en rigtig spændende debat i dag med mange nye positioner. Jeg var selv i salen, da vi diskuterede det for godt og vel halvandet år siden, og det må jeg være fuldstændig ærlig og tilstå også var en særlig oplevelse, for det blev jo i høj grad sådan en juridisk diskussion mellem Jørn Neergaard Larsen, vores daværende minister, som ved rigtig meget om det her område, og på den anden side hr. Finn Sørensen, som jo også ved vældig meget om det her område. Og så blev det i virkeligheden også en diskussion om, hvad der så lå i de forskellige domme.

Siden har vi jo diskuteret det her, og vi har også i det hele taget diskuteret EU's sociale profil, ikke bare i vores parti, men i hele EU – Macron blev nævnt tidligere. Og derfor har vi også ændret position i forhold til det her forslag. For os er det vigtigt, at vi får et mere socialt EU, for vi tror også på, at det er noget af det, der kan dæmme op for den skepsis, som vi ser over for EU. Samtidig er vi og jeg også bekymret for, at et mere socialt EU, der til gengæld går ind og blander sig i den nationale beslutningskompetence, vil indebære store problemer.

Men det, vi ser nu, er jo et katalog af sociale rettigheder som en ledesnor, altså ikke noget, der er juridisk bindende, og som i øvrigt er i fuldstændig overensstemmelse med den måde, vi har indrettet os på herhjemme. Så et EU, der konvergerer i dansk retning, uden at det er juridisk bindende, synes vi er fint. Men det kunne være endnu finere, hvis det så blev suppleret med sådan en social protokol her, som vil være juridisk bindende, men som jo kun stadfæster den nationale lovgivning. Det her vil jo ikke være en indgriben i den nationale beslutningskompetence, sådan som jeg hører Dansk Folkeparti sige. Og det er måske der, hvor man skal fokusere sin energi frem til andenbehandlingen, for vi er uenige med Dansk Folkeparti, hvis de mener, at det her er en indgriben i den nationale beslutningskompetence. Vi mener derimod, at det her kan være med til at sikre den nationale beslutningskompetence, og derfor vil det her katalog af rettigheder, som ikke er juridisk bindende, men som er en rettesnor, kombineret med sådan en social protokol her være en måde, hvorpå vi kan få et mere socialt EU, der samtidig respekterer den nationale beslutningskompetence.

Så vi kan støtte forslaget.

Tak til fru Zenia Stampe. Vi går videre til hr. Karsten Hønge, SF.

Presset fra lavtlønslandene i Østeuropa og dommene ved EU-Domstolen har sat vores arbejdsmarked under pres, og i SF er vi helt enige i, at både arbejdsmarkedets parter og Folketinget kan gøre mere for at sikre konfliktretten. Vi tror ikke, at vi her i Folketinget kan sikre hele konfliktretten, så længe EU-Domstolen kan tolke de nuværende EU-traktater og det gældende udstationeringsdirektiv, som den har gjort i forbindelse med Lavaldommen, Viking Line-dommen og Rüffertdommen. Der er brug for, at vi får præciseret tolkningen af selve EU-traktaterne med en ny social protokol, som bl.a. ESF, det europæiske LO, har foreslået. Samtidig er det nødvendigt, at vi får forbedret udstationeringsdirektivet på nogle afgørende punkter. Begge dele bør den danske regering arbejde for i EU.

Men selv om der ikke lige nu er udsigt til en ny social protokol eller et forbedret udstationeringsdirektiv sådan bare lige i morgen, kan Folketinget faktisk gøre meget for at sikre konfliktretten og dermed sikre, at udenlandske arbejdere på danske arbejdspladser får bedre løn- og arbejdsforhold, og sikre danske arbejdspladser mod social dumping fra udenlandske virksomheder og underbetalte lønarbejdere.

Siden udvidelsen af EU med de østeuropæiske lande har fagforeningerne i Danmark haft fast arbejde. Udvidelsen af EU er jeg i øvrigt sikker på sådan på længere sigt vil blive en gevinst for os alle sammen, både i demokratisk og i økonomisk forstand. Men her og nu må vi sige, at det også giver os en række udfordringer, især når pengemænd fra Østeuropa og kyniske danske mellemhandlere ser en mulighed for en hurtig profit ved at underbetale de ansatte. Udenlandske firmaer og lønarbejdere er så velkomne i Danmark, men de har ikke så meget som et enkelt lille hammerslag at gøre i her i landet, hvis de ikke respekterer danske overenskomster og danske fagforeninger, overholder vores arbejdsmiljølovgivning og i øvrigt betaler moms og skat.

Konkurrencen om jobs skal ske på fair og lige vilkår og ikke ved at se på, hvem der hurtigst kan spænde livremmen ind. Og er vi ikke vågne nu, kan man med god ret senere beskylde os for at have sovet i timen, mens det danske arbejdsmarked blev sat på udsalg. Får vi ikke styr på det her område, vil konsekvenserne for hele samfundet på bare lidt længere sigt blive fuldstændig uoverskuelige. Erfaringerne fra Tyskland og England viser risikoen ved ikke at tage fat på udfordringerne i tide, for i de lande er lønningerne under pres og fagforeningerne på hælene.

Der findes selvfølgelig nogle mennesker, der synes, at det er rigtig dejligt med sådan en røverkapitalisme, men indsatsen i det pokerspil er altså selve den danske måde at indrette arbejdsmarkedet på. Og for det meste, når vi snakker om velfærd, handler det jo om skat, overførselsindkomster og offentlig service, men for ganske almindelige lønarbejdere er velfærd i høj grad et spørgsmål om adgangen til trygge og velordnede forhold på arbejdsmarkedet. Derfor er det altså ikke bare en fagforeningssag, men simpelt hen en folkesag. Det handler om at forsvare vores velfærdssamfund og den danske måde at indrette arbejdsmarkedet på.

Fagbevægelsen udfører her for egne midler en kæmpestor opgave til glæde for hele samfundet, og det er jo strengt taget ikke holdbart sådan i længden. Hvorfor er det lige, at fagforeningsmedlemmerne sådan mere eller mindre alene gennem deres kontingent skal finansiere den indsats? For at klare den opgave bliver det helt nødvendigt, at vi endnu mere, end vi gør i dag, får både fagbevægelsen, politiet, Arbejdstilsynet og SKAT givet mulighed for at bruge de værktøjer, de har brug for. Og det er nødvendigt, at vi hele tiden tilpasser værktøjerne og indsatserne i forhold til opgaven.

Situationen er jo, at arbejdsmarkedet er rystet af de domme, der er faldet ved EU-Domstolen. Og for SF har det hele tiden været vigtigt at følge to spor i det her arbejde: Dels et nationalt spor, hvor vi retter lovgivningen til, så vi her og nu så vidt muligt friholder det danske arbejdsmarked for konsekvenserne af EU-Domstolens urimelige afgørelser, dels et EU-spor, hvor vi får nogle ordninger, der på sigt kan sikre, at det europæiske arbejdsmarked indrettes i respekt for nationale ordninger og traditioner. Det er helt afgørende for SF, at vi får en aftale på EU-plan, som ikke bagefter kan ændres af EU-Domstolen. Hvis vi ikke får sådan en garanti, risikerer vi simpelt hen, at tæppet senere hen kan blive trukket væk under fagforeningernes ret til at konflikte for en overenskomst, og at tæppet dermed bliver trukket væk under arbejdsmarkedet, som vi kender det. Der er risiko for, at vi åbner en ladeport for social dumping, hvor danskere konkurreres ud af deres egne jobs af ansatte fra lavtlønslande. Sådan en trojansk hest skal ikke lukkes indenfor.

Selv med lovgivning, selv med et nyt udstationeringsdirektiv og selv med en social protokol skal man ikke tro at problemerne bare er løst, for der er jo allerede i overenskomster, vi har i dag, en meget lav mindstebetaling. Det, jeg prøver at sige, er bare, at en overenskomst altså ikke sådan i sig selv løser alle problemer.

Konklusionen er, at det er en god debat, Enhedslisten har rejst, og vi synes, det forslag, der ligger, fortjener støtte.

Tak til hr. Karsten Hønge. Og vi går videre i ordførerrækken til hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Jeg kan ikke tilføje så meget. Jeg har følt mig udmærket dækket ind af ministeren og Venstres ordfører. Vi stemmer ikke for beslutningsforslaget, og det er måske nok, fordi vi ikke betragter social dumping som et helt lige så stort og presserende problem, som Enhedslisten gør, selv om vi bestemt anerkender, at der er problemstillinger. Og vi stemmer også imod, fordi vi har svært ved at se for os, at man lige skulle kunne få en traktatændring presset igennem. Så tak for forslaget, men vi stemmer imod.

Tak til ordføreren. Så går vi videre til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Mange tak, og tak for en rigtig god og spændende debat, som måske ikke helt udviklede sig, som jeg havde forestillet mig for nogle måneder siden. Men det er jo dejligt at blive overrasket, når det er til den gode side. Og tak til partierne i oppositionen, som jo nu er samlet om at støtte det her forslag, som vi har diskuteret mange gange og ikke helt kunnet blive enige om. Det er jo dejligt, når man har argumenteret så meget for det, at vi nu kan være samlet om det. Det er der nogle perspektiver i, som jeg skal vende tilbage til afslutningsvis.

Men først vil jeg sige, at den her debat har bekræftet, at der er en modsætning i det her Folketing, som vi hele tiden godt har vidst var der, men nu er den jo ligesom trukket meget tydeligt op. For vi har jo hørt ordførerne fra regeringspartierne erkende, at de faktisk ikke opfatter social dumping som noget problem, der er så stort, at man behøver at prøve at ændre EU-reglerne og beskytte lønmodtagernes rettigheder mod de angreb, som notorisk er kommet fra EU-Domstolen. Der mener ordførerne – og det blev klart og tydeligt sagt af Venstres ordfører – at hvis EU-Domstolen griber ind i vores rettigheder, så må vi bare rette ind, sådan som man jo gjorde med Lavaldommen.

Det er jo rigtigt, at der blev lavet en national lovgivning her i Danmark, der har prøvet at inddæmme nogle af problemerne, men der bør hr. Jan E. Jørgensen, som desværre er gået – undskyld, det er han ikke; det er, fordi jeg mente, at ordføreren skulle sidde derovre til højre; det forvirrede mig, at ordføreren pludselig anbragte sig her til venstre – jo lytte til den danske fagbevægelse. LO er jo faktisk nået til den erkendelse, at det var en slags B-overenskomst, som man blev tvunget til at indføre på baggrund af Domstolens afgørelse, og LO forsøgte, pragmatiske som de er, at inddæmme problemet. Men det afskærer jo ikke LO fra at støtte den europæiske fagbevægelses krav om en social protokol. Jeg må minde om, at det ikke er mange uger siden, LO's formand, Lizette Risgaard, klart og tydeligt tilkendegav sin støtte til det, som oppositionen så også er samlet om her i dag. Så man skal lige bemærke, at der er nogle nuancer dér. Altså, man forsøger at begrænse skadevirkningerne inden for national lovgivning, men man vil gerne have en løsning, som giver en helt anderledes stærk beskyttelse af lønmodtagernes rettigheder.

Den modsætning, jeg har beskrevet, er jo også den, vi oplever i forbindelse med finansloven, hvor oppositionen igen er samlet om et godt og stærkt forslag om, at myndighedsindsatsen mod social dumping skal bringes tilbage på det niveau, som oppositionen vedtog med sin finanslov fra 2015, og at det så skal gøres til en permanent bevilling. Det ser vi ikke viljen til i det finanslovsforslag, som ligger, og det er jo igen et udtryk for, at man fra regeringspartiernes og måske også et flertals side dybest set ikke betragter social dumping som det helt store problem, når det kommer til stykket. Dybest set er man måske – vel nok især fra regeringspartiernes side – egentlig meget godt tilfreds med, at der er en skærpet konkurrence blandt lønmodtagerne, for alle ved, at det fører til løntilbageholdenhed og manglende mod og manglende tro på, at man kan forsvare sine rettigheder over for arbejdsgiverne, når der står så mange i køen uden for porten, som er villige til at levere den samme ydelse til en lavere pris. Der tænker jeg jo især på udstationerede virksomheder.

Jeg er glad for, at den debat, der har været, også har præciseret, hvad forslaget egentlig går ud på. Det her er jo netop ikke et forslag, sådan som nogle forsøger at udlægge det, om, at nu skal vi have en hel masse mere EU-regulering. Både Socialdemokratiets ordfører og den radikale ordfører var jo meget klare i spyttet. Det her handler om at beskytte de regler, man nu er nået frem til i det enkelte land, om de faglige og sociale rettigheder. Det handler om at beskytte de nationale regler og netop begrænse EU's muligheder for at gribe ind i de nationale regler til beskyttelse af lønmodtagerne. Det er rigtig godt. Så behøver jeg ikke bruge så meget tid på at forklare, at det, som forslaget fra den europæiske fagbevægelse faktisk går ud på, er at sikre en fortolkning af traktaten, som afskærer EU-Domstolen fra at gå ind og forringe lønmodtagernes rettigheder med henvisning til de økonomiske friheder. Så også tak for hjælpen, hvad det angår.

Det er jo også rigtigt, som den radikale ordfører var inde på, at det her forslag godt kan eksistere side om side med forslaget om en social søjle, der sådan set er noget helt andet, nemlig et langt katalog over rettigheder. Så kan vi tage en diskussion, om det nu er noget, EU overhovedet skal ind at definere. Måske er der en modsætning der, men ikke, som det er beskrevet i dag, hvor den sociale søjle, som Kommissionen taler om, jo netop ikke har nogen juridisk binding og derfor ikke kan bruges til at gribe ind i de nationale regler. Så tak også for klargørelsen der.

Så er jeg også fuldstændig enig med hr. Karsten Hønge, der jo siger, at selv om vi så skulle komme igennem med den her sociale protokol, så løser det jo langtfra alle problemer. Dels skal vi gøre meget mere nationalt – og det tror jeg også at SF og Enhedslisten er meget enige om, sandsynligvis også Alternativet, måske flere – dels kan vi jo gøre meget mere for at sikre, at de her arbejdsklausuler bliver brugt, når det offentlige udbyder opgaver. Vi kan sikre, at det foregår på ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Der kan vi gøre meget mere. Vi kunne faktisk også, uden at EU-retten kunne komme og dunke os oven i hovedet, indføre en lovgivning om kædeansvar, bare for at nævne nogle ting. Der er mange ting, vi kunne gøre nationalt for at understøtte, at fagbevægelsen fik bedre muligheder for at sikre lige rettigheder for alle arbejdere her i landet, uanset hvor de kommer fra.

Men vi er jo også enige – og det er jeg rigtig glad for – om, at det ville styrke danske fagforeninger, styrke danske lønmodtageres og også de andre landes fagforeningernes muligheder for at sikre lige vilkår for lønmodtagerne og sikre beskyttelse af lønmodtagernes rettigheder og de regler, som man nu måtte være nået frem til på det område i de enkelte medlemslande, hvis vi kunne komme igennem med en sådan social protokol.

Så er Enhedslisten jo på ingen måde naive. Vi er jo fuldstændig klar over, som det også er blevet sagt – og man skal da være ærlig, vi skal ikke stikke nogen blår i øjnene – at det kræver enstemmighed at komme igennem med det, fordi det svarer indholdsmæssigt til en traktatændring. Det kræver, at der er et lands regering, der løfter det her spørgsmål op og siger til de andre lande: Ved I hvad, hvis vi skal sikre opbakning til hele EU-projektet – for det er jo ikke kun i Danmark, at den diskussion rumler – så er man altså nødt til at indføre en sådan social protokol som foreslået af den europæiske fagbevægelse. Og der vil jeg bare sige, at den første betingelse for at få den diskussion jo er, at der er et af medlemslandene, der rejser det over for de andre og enten siger, at nu må vi have en regeringskonference, hvor vi diskuterer det her, eller trækker det frem i forbindelse med en traktatændring, hvor man jo har en stærk mulighed for at overbevise de andre om, at det skal med, for at man selv kan tilslutte sig, hvad der i øvrigt måtte være af traktatændringer. Og der vil jeg bare sige med den opbakning, der er fra oppositionspartierne i dag, at så er vi jo kommet det punkt et skridt nærmere, hvor en dansk regering kan rejse den diskussion over for de andre EU-lande. Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for.

Så bliver det jo rigtig spændende i den videre proces, hvor Dansk Folkeparti lander. Jeg har med stor opmærksomhed lyttet mig til, at man ikke helt har lukket døren. Jeg har også lyttet mig til, at man måske har misforstået, hvad forslaget går ud på, og derfor vil vi selvfølgelig fra Enhedslistens side tage en diskussion med Dansk Folkepartis EU-ordfører og forklare, at intet burde være mere naturligt for Dansk Folkeparti end at støtte et sådant forslag, netop fordi kernen i det jo er at beskytte de regler om lønmodtagerbeskyttelse og sociale rettigheder, som vi har vedtaget her i Danmark, og at beskytte den overenskomstmodel, som Dansk Folkeparti jo også er en varm tilhænger af. Så jeg ser meget frem til det. Okay, måske vokser træerne ikke ind i himlen, men vi er da i en situation, hvor vi jo sådan set bare mangler Dansk Folkepartis stemmer, så vil vi kunne pålægge allerede den siddende regering at arbejde for det her krav, og det ville dog være rigtig glædeligt, hvis vi kunne komme dertil.

Så vi arbejder trøstigt videre og ser frem til den videre behandling af det her forslag. Tak for debatten.

Tak til hr. Finn Sørensen.

Og da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.