Det sidste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 143:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af folketingsbeslutning om statsrevisorernes valg og virksomhed.

Af Pia Kjærsgaard (DF), Henrik Dam Kristensen (S), Kristian Pihl Lorentzen (V) og Leif Mikkelsen (LA).

(Fremsættelse 04.05.2018).

Forhandlingen er åbnet. Fru Karen J. Klint, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg vil indlede med en lille servicemeddelelse, for det er jo ikke sikkert, at alle, der følger med på den her interessante onsdag aften, er opmærksom på, at vi faktisk har seks statsrevisorer til at betjene forhold her i Folketinget. De repræsenterer hvert deres parti; i øjeblikket er der tre, som ikke er medlem af Folketinget, og så er der tre, som er medlem af Folketinget.

Statsrevisorerne har tradition for at arbejde ud fra en konsensusmodel, sådan at vi, når vi får en bemærkning eller en beretning derfra, i høj grad kan se, hvordan den har været tygget igennem, hvordan den er blevet behandlet, og netop også, at det er det samlede statsrevisorkollegium, som står bag. Selvfølgelig kan man, hvis der er nogle steder, hvor de seks ikke er enige, også få protokolført det, man har behov for at få protokolført. Men det er konsensusmodellen, der i høj grad er den afgørende og den mest typiske.

Det, vi står med i dag, er jo en folketingsbeslutning om, at statsrevisorernes valg og virksomhed skal reguleres. Der skal vælges nye her til oktober, og derfor er der brug for, at vi får revideret den eksisterende praksis, så det også kommer ind i selve regelsættet. Vi synes sådan set, det er meget godt, at vi får opdateret tingene. Der er også foreslået en ændring, der medfører tydeliggørelse af nogle habilitetserklæringer. Og så er der det, som jeg sagde, med, at det også bliver stadfæstet, at der skal tilstræbes konsensus.

Der er en ændring i forhold til de tidligere regler, sådan at Statsrevisorerne selv nu foreslår, at der skal mindst to statsrevisorer til for at anmode om, at rigsrevisorerne går ind i en sag. Og den del kan vi i Socialdemokratiet støtte. Så vi anbefaler og støtter det forslag, vi drøfter nu.

Der er ønske om et par korte bemærkninger, først til hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

For os at se er der tale om et ganske problematisk forslag, som rammer ind i noget vigtigt i vores folkestyre, fordi Statsrevisorerne sådan set spiller en rigtig vigtig rolle, og vi har ikke set nogen god grund til og nogen forklaring på, at man nu vil kræve, at der skal to statsrevisorer til for at anmode Rigsrevisionen om en undersøgelse, når praksis hidtil har været sådan, at det kunne én statsrevisor gøre. Der kan jo være situationer, hvor flertallet af statsrevisorer f.eks. tilhører partier, som på trods af deres uafhængighed er involveret i en given sag. Det har vi jo faktisk set eksempler på, senest f.eks. også med undersøgelsen af DONG. Der var der jo tale om, at én statsrevisor anmodede om at få det gennemført i modstrid med, hvad de øvrige ønskede. Så mener Socialdemokratiet virkelig, at man skal gå ind og svække mindretallets mulighed for at anmode Rigsrevisionen om en undersøgelse? Og i så fald hvorfor?

Ordføreren.

Jeg oplever ikke, at to ud af seks er at knægte et mindretal. Så jeg har lidt svært ved at følge argumentationen for det. Men jeg synes da, vi kan drøfte det i UFO og så se på, hvilke fordele og ulemper der er. Men jeg er nu meget tryg ved, at det er to ud af seks, der skal til for at rejse det i Rigsrevisionen.

Hr. Pelle Dragsted.

Men jeg tror bare ikke, jeg rigtig fik noget svar på hvorfor. Altså, det er jo en svækkelse af mindretallets muligheder. Sagen er jo den, at der nogle gange er forligskredse herinde, som omfatter mange partier, og der kan sidde en enkelt statsrevisor, som ønsker at undersøge noget, hvor de øvrige partier f.eks. er omfattet af et forlig. Det var f.eks. tilfældet med undersøgelsen af salget af DONG-aktier til Goldman Sachs. Jeg tror nogle gange, man skal huske, også når man er Socialdemokratiet eller Venstre – og lige nu er det rigtigt, at I er de store partier i Folketinget – at demokrati også handler om, at det kan ændre sig. Og vi har sådan set en fælles interesse i, at også mindretal har en mulighed for at kontrollere regeringens embedsførelse.

Ordføreren.

Jeg er jo ikke uenig i, at vi har en interesse i, at mindretallet skal kunne komme til orde og også kan gennemtrumfe nogle ting. Men det er så bare der, mit svar er: Jeg synes også, at to ud af seks er et mindretal.

Fru Stine Brix til en kort bemærkning.

Det er også min opfattelse, at der er tale om et kontroversielt forslag, og det er også sådan, det har været udlagt i pressen, altså at der er tale om, at man svækker Statsrevisorernes mulighed for at føre kontrol med den til enhver tid siddende regering. Det, der undrer mig, er, at det skal gå så hurtigt. Det er jo kun en uge siden, at det kom frem, at man ville lave det her forslag. Alle andre beslutningsforslag skal fremsættes inden en deadline i midten af marts for at kunne blive behandlet i det her Folketingsår, og her ser vi altså et forslag allerede nu. Hvorfor er det, at det skal hastes sådan igennem, uden at vi får en mulighed for at belyse nogle af de elementer, der kan være ret kontroversielle og problematiske for at kunne kontrollere en regering?

Ordføreren.

Det er da mit indtryk, at vi sagtens kan stille spørgsmål her mellem første og anden behandling, og derfor skal de spørgsmål selvfølgelig også besvares, inden vi tager det op til anden behandling. Jeg har ikke deltaget i den store debat om det, fordi vi jo har haft så kort tid, og det er jo ganske rigtigt. Men skal vi vælge nye statsrevisorer på et nyt grundlag eller på et tilpasset grundlag med virkning fra den 1. oktober, så har vi jo faktisk kun den her del af samlingen til at klare det i.

Fru Stine Brix for den anden korte bemærkning.

Der er jo intet i vejen for, at man ændrer de her regler i en periode, altså midt i en periode, hvor Statsrevisorerne er udpeget. Der er jo ikke en sammenhæng mellem, at det her skal ændres, og at man kan udpege statsrevisorerne. Det kan man jo sagtens. Så jeg forstår ikke, hvorfor der er det hastværk, og det giver jo sådan en oplevelse af, at det pludselig bliver meget vigtigt at svække den her institution, før der kommer nye statsrevisorer ind hos Statsrevisorerne. Nu står Enhedslisten jo for første gang nogensinde til at få en statsrevisor, og man kan da godt sidde sådan lidt med en fornemmelse af, at det nu gælder om hurtigt at få lukket muligheden for, at én statsrevisor kan bede om en undersøgelse. Så jeg vil gerne spørge igen: Hvorfor er det, at det skal hastes sådan igennem?

Ordføreren.

Jeg kan ikke lige svare på selve timingen i det, og det er jo derfor, jeg siger, at jeg synes, vi skal have de spørgsmål op og så have en drøftelse af det i UFO.

Hr. René Gade til en kort bemærkning.

Jeg er også meget kritisk over for forslaget. Vi har drøftet det i UFO, og der var mit spørgsmål også det her, og jeg stiller det bare lige en enkelt gang, for det kan være, at det så er et andet svar, vi får. Altså, jeg kan simpelt hen ikke høre, at der er nogen argumentation for, hvorfor det skal være to i stedet for som i dag, hvor det er en enkelt statsrevisor, der har muligheden. Jeg er så for ganske nylig blevet forelagt, at det faktisk ikke i dag på skrift er sådan, at man kan være stensikker. Altså, man kunne faktisk vælge at overrule den ene, der i dag løftede det. Sådan har jeg faktisk forstået at det er i dag, fordi det ikke står nedskrevet sort på hvidt, at en enkelt har vetoret. Derfor kan det jo lyde meget fornuftigt, at man så i det mindste er sikker på, at det står på skrift, at to kan løfte en sag. Men er det i praksis ikke korrekt, at en enkelt statsrevisor i dag kan løfte en sag til en undersøgelse?

Ordføreren.

Jeg kan jo kun gentage, at jeg er tryg ved forslaget her, og at jeg synes, vi skal tage det op til en drøftelse mellem første og anden behandling.

Spørgeren.

Det skal vi da i hvert fald helt sikkert gøre. Men jeg tænker alligevel, at når der nu er en vis skepsis her, bare på den her lille uge, der har været, også i medierne, og hvis der ikke rigtig er noget argument – det hørte jeg egentlig ikke lige ordføreren have – så må vi i hvert fald høre det, når vi kommer videre i forløbet.

Ordføreren.

Jeg kan kun gentage, at jeg ikke er inde i alle de argumenter, statsrevisorerne selv har haft for at komme med forslaget, men at jeg er tryg ved det forslag, der ligger.

Så er det hr. Henning Hyllested. Værsgo.

Nu er det jo sådan, at sammensætningen af Statsrevisorerne følger Folketingets partier. Det er jo de største partier i rækkefølge, der besætter pladserne. Og det er jo det, der gør, at man kan blive bekymret for den mindretalsbeskyttelse, kan man næsten sige, der ligger i, at en enkelt statsrevisor kan rejse en sag.

For det er jo rigtigt, som hr. Pelle Dragsted sagde, at rigtig meget herinde er forligsbelagt, og at de store partier – især de regeringsbærende partier – indgår i langt, langt det meste på den ene og på den anden måde i de her forligskredse. Og det er jo bl.a. udmøntningen af politikken i mange af de forligskredse, som Statsrevisorerne har mulighed for at udfordre, hvad de også gør.

Vil fru Karen J. Klint ikke indrømme, at det da er en klar svækkelse, hvis der pludselig skal to i stedet for en til at rejse en sag og udfordre – om jeg så må sige – det politiske regime herinde?

Ordføreren.

Det er i hvert fald en ændring. Til det, om det er en svækkelse, vil jeg svare, at jeg ikke er enig i, at det er en svækkelse i en grad, hvor man kan sige, at der ikke er nogen mindretalsbeskyttelse. Jeg synes også, der kan være en styrkelse i, at man netop får debatteret, om der er tale om en udfordring, der er så stor, at det er Statsrevisorerne, der skal ind at tage den op, eller om vi skal bruge nogle af de andre værktøjer, vi har her i Folketinget, til at undersøge nogle ting. Det er vores egen model, vores egen arbejdsform herinde, vi er ved at revidere.

Så vi har rigtig mange værktøjer til at kontrollere hinanden; til at kontrollere hinanden i partierne; til at kontrollere det, vi skal. For vi skal jo stadig væk kontrollere en regering, uanset hvilken farve den har. Så Statsrevisorerne er ikke det eneste værktøj.

Hr. Henning Hyllested.

Nej, men det her ligger jo i slipstrømmen af, at også regeringen her for nylig ligesom har tilkendegivet, at nu skulle de der statsrevisorer altså til at stikke piben ind, og det kunne ikke nytte noget, at man bare stod ret og gjorde honnør, hver gang de udtalte sig. Det var jo klart nok det, der blev udtalt fra nogle af regeringsmedlemmerne.

Så kommer det her, om jeg så må sige, oveni. Det begynder jo at ligne en tanke. Det begynder jo at ligne et udtryk for, at man vil svække Statsrevisorerne, fordi de simpelt hen er blevet – lad os bare kalde det for frække; de går for meget til den; de er gået tæt på ministerierne og på ministrene, og det afføder åbenbart en utilfredshed. Og så svarer man igen med en efter min mening udemokratisk ændring af Statsrevisorernes mulighed for at virke.

Ordføreren.

Jeg er altså nødt til at gentage, at det er et ønske fra dem selv. Jeg har ikke set det her som et ønske hverken fra mit eget parti eller fra regeringen. Hvordan regeringen har det med Statsrevisorerne, må regeringens medlemmer også svare på. Men det, vi står med i dag, er faktisk et forslag fra Statsrevisorerne selv. Og når de siger, ordningen er god nok, tror jeg også den er det.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til Dansk Folkepartis ordfører, og det er fru Susanne Eilersen. Værsgo.

Tak for det, formand. Dette beslutningsforslag er fremsat efter en indstilling fra et enigt statsrevisorkollegium. Der ligger forskellige ting i forslaget, som fru Karen J. Klint også har været inde på. Det er jo for at skabe en bedre overensstemmelse mellem regler og den praksis, der har udviklet sig for Statsrevisorernes virksomhed.

De ting, der er omkring habilitetserklæring og personalets ansættelse og afskedigelse og om, at ordlyden skal være kønsneutral, er jo ikke det, der i dag er spørgsmål til. Det er det, som også fru Karen J. Klint sagde, nemlig det med konsensus, og det med, at man, når der ikke er det, vil have, at det er to statsrevisorer, der skal være enige for at kunne fremsætte en sag.

Vi i Dansk Folkeparti lægger selvfølgelig vægt på, at det er et enigt statsrevisorkollegium, som har fremsat forslaget, men vi synes også, at vi måske har brug for nogle flere svar på, hvor meget det har været brugt, om der altid har været konsensus, om man ofte har brugt det, at der kun har været en, og andet. Så jeg kan i hvert fald ikke lige her i dag give et endeligt svar på, hvordan Dansk Folkeparti stiller sig. Vi vil gerne afvente udvalgsbehandlingen på netop det punkt.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Pelle Dragsted. Værsgo.

Tusind tak for det. Det synes jeg er en rigtig vigtig melding fra Dansk Folkeparti, som jeg også oplever som et parti, som normalt i de her spørgsmål om muligheden for at kontrollere den til enhver tid siddende regering faktisk er optaget af, at der skal være ordentlige vilkår. Dansk Folkeparti har jo i dag selv en statsrevisor, og kan ordføreren ikke bekræfte, at f.eks. i spørgsmålet om undersøgelsen af salget af DONG-aktier til Goldman Sachs var det netop Dansk Folkepartis statsrevisor, der var bannerfører for, at det skulle undersøges? Det var ikke, fordi viljen hos de øvrige statsrevisorer for at få den undersøgelse var særlig stor. Og undersøgelsen endte jo med at konkludere, at der faktisk var sket alvorlige fejl i forbindelse med salget af DONG-aktier til Goldman Sachs.

Ordføreren.

Jeg er i hvert fald bekendt med, at det var DF's statsrevisor, der var bannerfører. Nu sad jeg jo ikke selv med, så jeg kender ikke helt forløbet, og hvordan det var, og om man fandt en konsensus, inden man gik ud med det, eller ej. Men jeg ved i hvert fald, at han var meget optaget af at få undersøgt DONG-sagen.

Hr. Pelle Dragsted.

Har ordføreren en vurdering af, hvorfor det her pludselig skal gå så stærkt? Altså, Folketinget hørte om det her i starten af ugen, og det blev fremsat få dage efter. Der er alle mulige andre beslutningsforslag, der står i kø. Det har ikke overholdt de normale frister, og nu skal det altså hastes igennem, fordi det åbenbart skal ligge klar til Folketingets åbning, hvor der sjovt nok samtidig indtræder nye statsrevisorer. Har ordføreren et bud på, hvorfor man har valgt det her mærkelige hastværk?

Ordføreren.

Det bliver jeg nødt til at sige at jeg ikke har, for jeg sidder ikke selv i udvalget, men har fået overdraget den her sag. Så det vil jeg helst ikke komme nærmere ind på. Det er jeg simpelt hen ikke bekendt med.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi går videre til Venstres ordfører, og det er hr. Søren Gade. Værsgo.

Tak for det. Nu har jeg hørt spørgsmålene, og jeg er jo statsrevisor, så det kan give mig anledning til at svare på nogle af de spørgsmål, som hr. Pelle Dragsted har stillet. Men lad mig først sige, at når jeg som statsrevisor læser det beslutningsforslag, som er fremsat af Præsidiet, er det jo, som jeg ser det, ikke et kontroversielt forslag, for det afspejler den arbejdsform, som Statsrevisorerne uformelt arbejder under i dag, og med det beslutningsforslag, som ligger, bliver de her uformelle arbejdsformer stadfæstet. Så er der nogle andre sproglige ændringer og præciseringer, som jeg ikke skal komme ind på her.

Det er vigtigt for Statsrevisorerne at stræbe efter det, der hedder konsensus. Konsensus betyder, at vi ikke deler os op i rød og blå stue, men simpelt hen er i stand til at finde frem til at kritisere den siddende minister eller den siddende regering, uanset om man som statsrevisor er fra rød eller blå stue. Det er det, der gør, at Statsrevisorerne i Danmark måske har en lille smule mere magt eller bevågenhed end i så mange andre lande, hvor man bare deler sig op og støtter den partifarve, som man nu tilhører, uanset hvad der måtte være blevet begået af de pågældende ministre. Den konsensus, vi stræber efter, stræber vi efter, når vi afgiver beretning, men også når vi beder om en undersøgelse fra Rigsrevisionen.

Jeg har jo ikke været statsrevisor i 100 år. Jeg har været statsrevisor i 3 år. Jeg har aldrig i min tid som statsrevisor oplevet, at kollegiet ikke har kunnet tale sig til rette. Det vil sige, at vi har kunnet udtale os i konsensus. Jeg har aldrig nogen sinde oplevet, at vi ikke har kunnet tale os til rette og bestille en undersøgelse i konsensus. Og lad mig så lige gå uden for mit manuskript og tage f.eks. den, som hr. Pelle Dragsted nævner, nemlig DONG-undersøgelsen.

Der er jo ingen tvivl om, at hr. Pelle Dragsteds kollega og vores tidligere kollega herinde, hr. Frank Aaen, talte rigtig meget om det i offentligheden. Den blev båret ind i Statsrevisorkollegiet af Dansk Folkepartis repræsentant, som er næstformand for Statsrevisorerne. Og der var enighed blandt Statsrevisorerne om, at den undersøgelse skulle laves. Så jeg er nødt til at sige, at jeg ikke har oplevet, at vi har sagt til nogen, at de ikke kunne få en undersøgelse. Det er vigtigt for mig at sige.

Så kan man jo vende det om, som hr. René Gade var inde på. Nu bliver det jo sagt i papirerne her, at der er en mindretalsbeskyttelse med hensyn til rekvirering af en undersøgelse hos Rigsrevisionen, at man altså ikke kan blive nægtet en undersøgelse. Hvis to statsrevisorer i forening beder om at få det undersøgt, kan de fire andre ikke sige, at det kan de ikke få. Man kan sige, at nu bliver det da skrevet ned. Og til den her idé om, at man før i tiden bare selv bestilte undersøgelser: Jeg har spurgt om det ovre i sekretariatet og har ikke kunnet få et eksempel på, at det var nødvendigt for én at få en undersøgelse alene. Jeg har ikke oplevet det, vil jeg skynde mig at sige, i de 3 år, jeg har været statsrevisor. Det er jo en relativt kort tid at skulle konkludere en masse på. Det er jo sådan, at vores nuværende formand for Statsrevisorerne har været med i 25 år, og han repræsenterer SF. Jeg har svært ved at forstå, at man skulle tillægge ham og os det motiv, at vi skulle være med til at svække Statsrevisorernes rolle. Intet er længere væk fra det, som vi egentlig ønsker.

Det her handler jo om et beslutningsforslag, der er med til at fastlægge arbejdsformen. Om det skulle være kommet før, er jo ikke op til mig at vurdere. Det er jo Præsidiet, der fremsætter det her beslutningsforslag. Men der er ingen tvivl om, at det for et nyt kollegium, som træder sammen her til oktober, og hvor halvdelen bliver udskiftet, jo er meget rart, at der er nogle nedskrevne regler om den arbejdsform, som vi rent faktisk har arbejdet efter. Så Statsrevisorernes nuværende arbejdsform og den viden, som Statsrevisorerne har, herunder den mangeårige formand Peder Larsen, har jo været medvirkende til den udformning, som det her beslutningsforslag har. Det er bl.a. med medvirken af Peder Larsen og vores næstformand Henrik Thorup, som jo også har været statsrevisor i rigtig mange år.

Jeg svarer gerne på alle de spørgsmål, men tro mig, jeg ser ikke det her som et angreb på nogen som helst i Statsrevisorkollegiet. Hvis jeg nu skulle forfølge den tankegang, at det skulle være noget, der skulle være rettet specielt mod Enhedslisten, vil jeg sige, at man kunne have gjort det helt anderledes. Hvis det virkelig var det, der var formålet, altså at vi skulle forhindre Enhedslisten i at komme ind og få indflydelse, kunne vi jo bare i Præsidiet have bestemt os for, at der kun skulle være fire statsrevisorer. Det ville jo være det nemmeste i hele verden. Det kunne vi bare have bestemt. Det er vi nok til at kunne gøre. Det har overhovedet ikke været på tale, for alle mandater er ligeværdige i Folketinget, og Enhedslisten har gjort sig fortjent til at få den plads hos Statsrevisorerne. Der er ikke en fælles front mod Enhedslistens repræsentant, hvem det nu end måtte blive. Det her handler alene om, at vi får nedskrevet de uformelle regler, som man har arbejdet efter.

Så jeg synes faktisk, at det er et fornuftigt forslag – og det siger jeg som afgående statsrevisor. Og jeg skal på vegne af hr. Leif Mikkelsen fra Liberal Alliance hilse og sige, at Liberal Alliance også bakker op om beslutningsforslaget.

Tak. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Pelle Dragsted. Værsgo.

Jeg ville egentlig bare gerne høre, om ordføreren så kan garantere, at det ikke har været drøftet, hverken uformelt eller formelt, i statsrevisorkredsen, at der var brug for opstramninger, fordi Enhedslisten indtræder i statsrevisorkredsen efter folketingssamlingen.

Ordføreren.

Jeg har ikke siddet til noget statsrevisormøde, overhovedet, og diskuteret, hvorvidt Enhedslistens tilstedeværelse blandt statsrevisorerne skulle afstedkomme andet. Ja, vi har diskuteret det her med, at vi har en arbejdsform, som vi synes fungerer, og vi har diskuteret det her med, at to eller tre statsrevisorer skal ud, og så har man ønsket, at det her er på plads, inden det nye kollegium træder sammen. Jeg er altså ikke med i det nye kollegium, så jeg kunne jo – i gåseøjne – bare være ligeglad. Men det er jeg ikke, for jeg anser statsrevisorfunktionen som værende meget vigtig, og jeg vil så sige til hr. Hyllested, at jeg sådan set deler den frustration, der måske lidt er, over, at det ligesom bliver dem og os.

Altså, Statsrevisorerne er parlamentets kontrol af den til enhver tid siddende regering, og vi må sørge for, at den respekt, der står om institutionen, ikke bliver svækket, og det her er i hvert fald ikke noget, jeg ser som en svækkelse af institutionen. Jeg føler mig overbevist om, at når Enhedslisten og hr. Pelle Dragsted har valgt den repræsentant, som kommer ind, vil den pågældende gå ind i et kollegium, som vil være velfungerende. Det vil det være før, det vil det være under, og det vil det være efter, og det er altså et lille kollegie på seks personer. Vi kommer tæt på hinanden, og vi har nogle store diskussioner, men i respekt for institutionen gør vi os umage med netop at udtale os i konsensus, fordi alt andet vil svække institutionen Statsrevisorerne.

Så er det hr. Pelle Dragsted.

Så der har ikke været drøftelser, heller ikke uden for formelle statsrevisormøder, mellem ordførerne, f.eks. statsrevisorer fra andre ledende partier i Folketinget, om, at der var brug for nye regler på grund af en ny sammensætning af statsrevisorerne efter den nye samlingen?

Ordføreren.

Det svarer til, at jeg spørger hr. Pelle Dragsted, om han vil holde op med at slå sin kone – ja eller nej. Jeg kan jo ikke vide, hvad folk diskuterer. Jeg kan bare sige, at det beslutningsforslag, der ligger, ikke svækker nogen statsrevisors mulighed for at komme til orde, ej heller Enhedslistens kommende repræsentant, og jeg ser ikke det her som en svækkelse. Jeg hører, hvad hr. Pelle Dragsted siger, og jeg tror faktisk, at når hr. Pelle Dragsted og Enhedslisten får valgt en repræsentant, der kommer ind, så vil den skepsis, som hr. Pelle Dragsted besidder nu, blive gjort til skamme. For der er faktisk et godt arbejdsmiljø og arbejdsklima iblandt statsrevisorerne. Nu skal Statsrevisorerne jo her lige om lidt vælge en ny formand og en ny næstformand, og det bliver et helt nyt kollegium, og derfor vil jeg opfordre til, at man ikke går ind i arbejdet med den mistanke om, at man er blevet snydt eller er på vej til at blive snydt. For det er simpelt hen ikke det, der er meningen.

Fru Stine Brix, værsgo.

Jeg synes egentlig, det ville være oplagt, hvis hr. Søren Gade ville svare på det direkte spørgsmål, om der har været sådan nogle formelle eller uformelle drøftelser om de her regler, med baggrund i at Enhedslisten står til at få en post.

Men det, jeg egentlig vil spørge til, er, at hr. Søren Gade gør noget ud af at sige, at kulturen er, at man taler sig frem til konsensus, og at det ikke er traditionen, at der er én, der beder om det. Så forstår jeg faktisk ikke behovet for at ændre reglerne. Hvorfor skal man ændre reglerne, hvis der ikke er noget problem? Det giver ikke rigtig mening. Vi opfatter det – og jeg kan jeg høre, at der også er andre partier her i Folketinget, der gør det – som en klar svækkelse af institutionen. Altså, det synes jeg sådan set ville være grund nok til ikke at gå ned ad den vej. Så hvorfor skal man egentlig tage fat på at ændre noget, hvis der efter hr. Søren Gades eget udsagn ikke er noget problem?

Ordføreren.

Det kan man sige. Men der har jo været et ønske om, at man med hensyn til de uformelle regler, de arbejder efter, fordi det er en vigtig institution under parlamentet, altså under Folketinget, får beskrevet den arbejdsform. Der bliver jo også beskrevet, at man som statsrevisor, hvis man ikke er enig og har konsensus, har ret til at få sine bemærkninger med i det notat eller den beretning eller andet, der er. Altså, det handler jo også om, at der er nogle rettigheder heri for den enkelte statsrevisor, som bliver beskrevet, og det har jeg svært ved at se er noget, der svækker institutionen. Tværtimod, nu kan man da lige om lidt, hvis det her beslutningsforslag bliver vedtaget, tage et stykke papir og se, hvad det er for nogle regler, som Statsrevisorerne arbejder efter.

Jeg vil bare gentage det, jeg har sagt, altså at jeg ikke tror, at den nye repræsentant for Enhedslisten blandt statsrevisorerne vil opleve at blive opfattet som en, der ikke er velkommen. Altså, jeg har simpelt hen ikke hørt det. Som jeg sagde før: Hvis Enhedslisten skulle have ret i, at det var sådan, at Enhedslisten var noget, man slet ikke ville have ind, så kunne Præsidiet jo bare, som jeg siger – og det er ikke engang med et glimt i øjet – have bestemt, at der kun skulle være fire statsrevisorer. Så var det jo løst, hvis det var det, der var udfordringen. Det er det ikke, og det er vigtigt for mig at sige, også som valgt parlamentariker for Venstre, at herinde i Folketinget er der ikke A- og B-medlemskaber, alle er lige værdige, og Enhedslisten har fortjent en repræsentant hos Statsrevisorerne, fordi man har kunnet overbevise vælgerne om, at man er blevet så stor, at man er berettiget til det.

Fru Stine Brix.

Nu er der jo ikke bare tale om, at man nedskriver nogle uformelle regler. Der er jo tale om en egentlig opstramning. Altså, det, vi hører, er jo, at uformelt set kan én statsrevisor godt foranledige en undersøgelse, og nu gør man det så til, at det skal være to. Det er jo en forskel fra det, og det er ikke bare at nedskrive nogle uformelle regler. Nu må vi se. Hvis der er et flertal i Folketinget, der stemmer det her igennem – det håber jeg ikke der er, men hvis der er det – så bliver det jo meget spændende at se, om vi kommer til at se nogle sager. Jeg tror bestemt ikke, det er i hvert eneste møde, men det handler jo bare om, at der er én sag, det skal være relevant at få undersøgt, som én statsrevisor ønsker at få foranlediget undersøgt, og som de andre ikke ønsker, og så har vi jo problemet. Så har man jo svækket et redskab, der i dag eksisterer. Det findes ikke så længere. I så fald: Hvordan stiller hr. Søren Gade sig, hvis vi kommer til at se den situation?

Ordføreren.

Inden jeg skulle på talerstolen i dag, gjorde jeg mig umage og ringede ned til sekretariatet, og jeg kunne ikke få ét eksempel på, at der har været en undersøgelse, som kun én har bedt om. Nu snakker vi jo ikke om mine 3 år der, men jeg spørger i sekretariatet: Er der eksempler på, at der er én statsrevisor, som har bedt om en undersøgelse, og der ikke har været nogen, der har bakket det op? Og det har jeg fået at vide at der ikke er. Så derfor synes jeg, det er et tænkt eksempel, og hvis der kommer de tænkte eksempler, kan man jo så sige, at man kan tage dem op. Men belært af det, der ligger bagud – og det er jo trods alt en institution, der er mere end 100 år gammel – har jeg ikke kunne få et eksempel på, at det har været nødvendigt at bruge det kort, der hedder: Jeg er statsrevisor, og ingen støtter mig, og jeg vil have den her undersøgelse.

Hr. René Gade, værsgo.

Jeg har stadig ikke hørt et eneste godt argument for at lave den her ændring, og det synes jeg er væsentligt, når man lægger op til, at der skal laves en ændring, altså at der kommer nogle gode argumenter. Jeg vil skynde mig at sige, at hvis beslutningsforslaget blev delt, kunne vi da sige ja til alle de tilpasninger og ændringer, der er foreslået, med undtagelse af det her med, at der nu skal være to statsrevisorer, der på skrift giver udtryk for, at de er enige, før man kan få en undersøgelse.

Jeg mangler simpelt hen stadig væk at høre et eneste godt argument for, at man ændrer den praksis, som er i dag, ved at sige, at nu skal der to til i stedet for en. Og når jeg ikke har fået et eneste godt argument – og jeg stiller ikke ordføreren til ansvar, men det jo bare den sag, vi står og kigger på nu – bliver man jo efterladt til motivforskning. Til det må jeg sige, at når man fifler det her beslutningsforslag ind med så kort frist, lige op til at vi får det skifte, at Enhedslisten står til at få en statsrevisorpost – og jeg har selv som nyt partimedlem og nyt parti i Folketinget oplevet, hvordan det er at blive holdt ud i en armslængde af de såkaldte ansvarlige partier – efterlader min motivforskning mig bare med oplevelsen af: Nå, det er nok, fordi Enhedslisten står til at få en statsrevisor; jeg ved ikke, om det er rigtigt.

Ordføreren.

Jeg kan ikke sige, hvorfor Præsidiet kommer med det lige netop nu. Jeg kan sige, at der kommer et nyt kollegium til oktober, og man kunne jo også vende det rundt og sige, at det kunne være, fordi man gerne ville hjælpe det nye kollegium til, at de regler, som har været uformelle i årtier, nu bliver skrevet ned. Det kunne jo også være, at det var for at lette arbejdet for det nye kollegium. Man kunne jo prøve at tage de positive briller på.

Som jeg siger, og det refererer så, hvad jeg har fået at vide, har der ikke været et eksempel. Når man arbejder som statsrevisor, er konsensus det, der står bøjet i neon i det rum, vi sidder i, og det bliver man også selv fanget i, fordi det er det, der giver os den respekt, hvad enten vi udtaler os om vores egne eller andet og andre. Det samme gør sig gældende med de undersøgelser, der bliver bestilt. Hvis en statsrevisor siger, at vedkommende ønsker det her undersøgt, så går kollegaerne i det, der hedder løsningsmode, og så finder vi ud af, hvordan vi skærer den kage, således at vi alle sammen siger, at det er en god idé. Hvis man så ikke kan blive enige om det, kan to i dag, hvis det her bliver besluttet, forlange den her undersøgelse. Der er ikke eksempler på andet. Altså det med den ene, er jo noget, som hr. René Gade siger at man har kunnet se, man har bare aldrig brugt det.

Hr. René Gade.

Der er det jo så min klare oplevelse, at det kan være forskellen på at være systembevarende og systemforbedrende. Jeg siger ikke, at Enhedslisten er bedre end andre partier, men jeg oplever, at Enhedslisten nogle gange står i situationer, hvor det er det eneste parti, der mener et eller andet. Det har jeg også selv prøvet i Alternativet. Hvis man mener et eller andet og der ikke er hjemmel til, at det så kan give sig udslag i, at der sker en handling som eksempelvis en undersøgelse her, ender man med et betænkningsbidrag, som går forbi det i tavshed, og man er ikke med til at forandre noget til det bedre. Derfor vil jeg gerne igen spørge: Er der et eneste godt argument for, at det skal være to i stedet for en? Man kunne jo revurdere efterfølgende, om det blev et problem, at det var en enkelt, der løftede en sag.

Ordføreren.

Men lad mig så vende det rundt igen. Hr. Frank Aaen var meget optaget af DONG-sagen, der blev båret ind til Statsrevisorerne, og statsrevisorerne sagde i fællesskab ja til den her undersøgelse. Statsrevisorerne er valgt af Folketingets partier. Statsrevisorerne sidder der for at kontrollere magten, hvad enten det er blå eller rød stue, der har magten. Vi har jo ingen som helst interesse i ikke at undersøge, om de, der har magten, har gjort det rigtige eller forkerte. Det vil altså sige, at den tænkte situation, som hr. René Gade siger vi skal forestille os, nemlig at der er et kæmpe mediepres, men at så sidder man som statsrevisor og siger, at der ikke er noget at komme efter, aldrig kommer til at ske. Og jeg synes, at det eksempel med DONG er det bedste eksempel på, at der er stor lydhørhed over for det, der foregår uden for Statsrevisorernes fire vægge.

Hr. Henning Hyllested.

Ja, ja – selv om man skar det ned til fire statsrevisorer, ville Enhedslisten stadig væk være repræsenteret. Vi er det fjerdestørste parti. Så vi skal helt ned på tre, hvis vi skal undgå Enhedslisten. Nå, pyt nu med det.

Jeg vil bore lidt i det der, hr. Søren Gade gør rigtig meget ud af, nemlig at man diskuterer sig frem til tingene, man stræber efter konsensus. Det er jo i høj grad anerkendelsesværdigt. Men samtidig siger hr. Søren Gade i et af sine svar, at der har været et ønske om at ændre reglerne. Så må jeg bare spørge: Hvorfra kommer det ønske egentlig? Kommer det fra Statsrevisorerne, eller bakker de bare op? Hvis det kommer fra Statsrevisorerne, må man undre sig, for hvis det er arbejdsformen – som hr. Søren Gade beskriver den – at man søger konsensus, så er det da mærkeligt, at man samtidig udtrykker et ønske om, at man vil stramme lidt op på reglerne. Derfor vil jeg gerne vide: Hvor kommer det ønske, at reglerne skal ændres, fra?

Ordføreren.

Som jeg også sagde i min tale, har vi – jeg siger »vi« om parlamentet – nu haft den samme formand for Statsrevisorerne i 25 år. Lige om lidt holder den æra op. Det kunne jo så hænge sammen med, at man, netop fordi der kommer en stor udskiftning – måske op til halvdelen af Statsrevisorerne – skriver de uskrevne regler, man arbejder efter, ned. Altså, jeg er bare nødt til sige, at man gerne må tillægge mig nogle motiver, men jeg har som statsrevisor, der er på vej ud af mit job som statsrevisor, ingen som helst interesse i at svække den funktion. Jeg har den allerhøjeste respekt for hele Rigsrevisionen og statsrevisordelen og har ingen som helst interesse i, at det her parlament, jeg er medlem af endnu, Folketinget, bliver svækket i sine muligheder for at kontrollere magten, hvad enten det er blå eller røde stue, der har regeringsmagten. Det må jeg bare helt klart sige.

Når jeg nu står her i aften, er det jo også bevidst, fordi jeg er afgående statsrevisor, og, som jeg siger, jeg vil kun være med til, hvad skal vi sige, at styrke institutionen eller i hvert fald være med til at sikre, at den har de samme muligheder. Så jeg forstår spørgsmålet om, hvorvidt det skulle være en svækkelse, men jeg siger bare stille igen: Der har ikke været gjort brug af, at én person har gjort det – det har ikke stået nogen steder, at det kun skal være én. Vi har slet ikke været der. Nu bliver der da lavet en mindretalsbeskyttelse, og det bliver skrevet ned, at to statsrevisorer i forening kan få en hvilken som helst undersøgelse igennem.

Hr. Henning Hyllested.

De uskrevne regler, som hr. Søren Gade jo refererer til og redegør for, og som man så nu vil skrive ned, må så, efter hvad hr. Søren Gade siger, have omfattet for det første selvfølgelig, at man prøver at diskutere sig til at skabe konsensus, men for det andet også, at hvis det ikke helt lykkes, og hvis man ikke helt bliver enige om at skære det til, så kan én statsrevisor i virkeligheden bede om en undersøgelse. Men det er jo så ikke det, man skriver ned. Så er det jo ikke de uformelle regler, man kører efter i dag, som man skriver ned. Så er det jo pludselig en stramning, hvor man siger: Nu skal der altså to til.

Ordføreren.

Men det er bare, at så siger hr. Henning Hyllested, at det nu bliver et mål at komme ind og bede om en undersøgelse alene – men det har ikke været et problem. Altså, hvis man nu i stedet for prøver at lytte til, hvad jeg siger: Vi prøver at tilstræbe konsensus – og det er lykkedes ikke kun i de 3 år, jeg har været med; i 10, 20, 30, 40, 50 år er det lykkedes. Så er det da en tænkt situation.

Hvorfor er hr. Henning Hyllested så optaget af, at det er et problem, at der nu skal være to i forening? Jeg ved ikke, om hr. Henning Hyllested har det motiv, at hr. Henning Hyllested så nu vil have ti undersøgelser, men det er ikke det, der ligger her. I det her beslutningsforslag står der nu, at der er en mindretalsbeskyttelse af to statsrevisorer, der sammen ønsker en undersøgelse. Og vi har aldrig været i en situation, hvor en eller to har følt sig kanøflet af kollektivet, for det er ikke sket. Vi har talt os til rette i den periode, jeg har været med, og i lang tid før. Det må da berolige hr. Henning Hyllested. Om det her nu skulle gå hen og blive vedtaget, er det altså ikke et, hvad skal vi sige, forudsigeligt drab på nogen, som skal ind som statsrevisor.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Pelle Dragsted. Værsgo.

Tak, formand. Som det også er fremgået af debatten, synes vi, at det her er et meget problematisk forslag – problematisk i sit indhold og problematisk i den måde, det er blevet og nu bliver behandlet på i Folketinget. Og hvis det vedtages, vil det have nogle, synes vi, alvorlige konsekvenser for en del af den demokratiske kontrol med regeringens arbejde.

Som det er fremgået, vedrører forslaget jo en vigtig instans i vores folkestyre, nemlig vores statsrevisorinstitution. De har jo den centrale opgave at overvåge statens og dermed skatteborgernes penge – om de bruges, som Folketinget har besluttet det, og om de forvaltes på bedst mulig vis. Statsrevisorerne kan altså af egen drift bede Rigsrevisionen undersøge sager, hvor der er mistanke om, at regeringen har forvaltet borgernes penge på en uansvarlig eller ineffektiv måde. Og der er en lang række eksempler på, at Statsrevisorerne har fundet grund til at kritisere regeringen – nogle gange en mild kritik og andre gange en meget alvorlig kritik, der har ført til alvorlige henstillinger over for en minister, eller som har tvunget regeringen til at rette ind. Så det er en rigtig vigtig institution, som både kan gribe ind, men som også har en vigtig forebyggende rolle, idet den til enhver tid siddende regering, blå eller rød, ved, at der er nogle økonomiske vagthunde, der sidder og kigger dem over skulderen.

Det forslag, som vi behandler i dag, vil svække den institution. Indtil i dag har det, som det er fremgået, været sådan, at hver enkelt af de seks statsrevisorer, der er udpeget af partierne, har haft mulighed for at sørge for, at man anmodede Rigsrevisionen om at gennemføre en undersøgelse af en sag, som den pågældende mente der var brug for blev belyst. Og med forslaget vil man nu lukke ned for den mulighed og fremover kræve, at der skal mindst to statsrevisorer til for at gøre det. Det kan umiddelbart lyde uskyldigt, men problemet er, at der jo vil være en lang række situationer – nok også ganske ofte – hvor fem af statsrevisorerne kommer fra partier, der selv har et muligt medansvar i den sag, der skal undersøges, fordi de tilhører den forligskreds, der er ansvarlig. Og det var altså det, vi så i forbindelse med DONG-sagen, uanset om hr. Søren Gade fremstiller det anderledes. Det fremgik jo af mediedækningen, at der var stor uenighed i statsrevisorkollegiet. Den afgående formand var ude og sige, at det var kalkunjagt, og at det var politisk og alt muligt andet, og forsøgte efterfølgende at gå ud og undsige aftalen og sige, at det ikke var det, der var blevet aftalt. Så der var en stridighed. Og efter alt, hvad jeg har hørt refereret, så var der tale om, at Dansk Folkepartis statsrevisor satte sin vilje igennem, fordi han havde muligheden for det.

Derfor er jeg bange for, at med de nye regler var sådan en sag måske ikke blevet undersøgt, og det er dybt problematisk, for det, der er brug for her i Danmark, er ikke mindre demokratisk kontrol med regeringen. Altså, vi står i en situation, hvor tilliden til det politiske system måske ikke er helt i top. Vi har haft en lang diskussion om offentlighedsloven, mørklægningsloven er den populært blevet kaldt blandt danskerne, hvor man har lukket ned, og vi har en lang række andre eksempler på, at vi oplever, at magten i alt for høj grad lukker sig om sig selv. Og derfor er det altså et helt forkert skridt at tage.

Når det er sagt, synes jeg også, at processen er meget mærkelig og problematisk. Altså, for det første synes jeg, det er betænkeligt, at der ikke i forslaget gøres meget tydeligt opmærksom på, at der er tale om en forandring af mindretallets ret til at anmode om en undersøgelse. Det er sådan listet ind, og det fremgår ikke, at der er tale om en ændring i forhold til den praksis, der har eksisteret. Det var faktisk lidt ved et tilfælde, at vi opdagede det, da der for et par dage siden kom den her melding.

Så er der for det andet hele hastværket. Altså, det er en uge siden, at Folketinget og offentligheden hørte om den her forringelse af statsrevisorinstitutionen, og nu skal forslaget hastes igennem Folketinget – altså 4 dage efter. Og det har jo fået lov til at springe over i køen i forhold til en lang række andre forslag, der venter på at blive behandlet, og man har ikke overholdt de normale frister, som vi andre skal overholde for at få fremsat et beslutningsforslag så sent i sæsonen. Og så må man bare spørge sig selv: Hvorfor det hastværk? Hvorfor skal vi have en så pludselig behandling af et forslag, der alligevel kan have vidtgående konsekvenser?

Det har vi ikke kunnet få et svar på, heller ikke under debatten. Og det er jo derfor, at mistanken nager om, at det her hænger sammen med, at der skal vælges et nyt statsrevisorkollegie, hvor Enhedslisten for første gang træder ind, fordi vi har fået den størrelse, vi har, og kan besætte en af pladserne. Derfor nager mistanken om, at det her er et forsøg på at sikre sig mod, at nye statsrevisorer vil bruge deres mulighed i de nuværende regler til at undersøge sager. Det kan være, at jeg tager fejl – det er ikke noget, jeg kan bevise – men jeg kan bare undre mig over det sammenfald, der er, mellem det snarlige valg af nye statsrevisorer og så det forsøg på at få presset det her så hurtigt igennem Folketinget.

Så jeg håber bare, at alle Folketingets partier tænker sig grundigt om og husker, at de partier, der er store i dag, kan være små i fremtiden – at dem, der er flertal i dag, måske ikke er det i fremtiden. Og jeg håber, at det vil blive stemt ned, eller at vi som minimum udskyder vedtagelsen af forslaget til det nye folketingsår, så vi kan få en grundig og ordentlig debat af det. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og vi går videre til Alternativets ordfører, hr. René Gade. Værsgo.

Som mine spørgsmål i løbet af debatten også har givet udtryk for, er vi meget, meget skeptiske i Alternativet over for den her ændring. Der er blevet gjort godt rede for problematikken af den foregående ordfører på talerstolen, hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten, lige umiddelbart før jeg gik på. Så jeg vil ikke gå det hele igennem igen. Jeg vil bare lige kort ridse op, hvorfor vi synes det er problematisk.

Altså, vi har et kollegie af statsrevisorer, som vi har den største tillid til. Vi har et kollegie af statsrevisorer, som er vagthunde herinde omkring vores økonomi og løfter hånden og siger hov, der er noget, vi skal kigge på, hvis der er et eller andet, der er betænkeligt. Og det er min opfattelse, at det fungerer godt, som det er i dag.

Så sker der så det, at der skal være valg til statsrevisorkollegiet, og der ser det ud til, at Enhedslisten kommer til at komme ind for første gang. Det kommer sikkert ikke til at forandre noget. Jeg tror, kollegiet kommer til at være lige så velfungerende og konsensussøgende, som det altid har været. Med hvad nu den dag, hvor vi finder ud af, at den forandring, vi er med til at stemme igennem, hvis man siger ja til det her, rent faktisk kommer til at betyde noget for den konsensus, det bliver sagt der er i dag, hvor det aldrig indtil nu har været brugt, at en enkelt statsrevisor gik videre med en sag alene? Altså, jeg var jo ikke selv med, men jeg har også oplevet sagsforløbet omkring DONG anderledes. Jeg oplevede egentlig, at det var en enkelt, der tog teten, men det skal jeg ikke kunne sige om var tilfældet. Men den dag, at der er en af de statsrevisorer, der sidder uafhængigt af parti, der ønsker at løfte en sag og få en undersøgelse, men ikke kan få opbakning fra en kollega, vil vi så se, at det var en fejl at lave den her ændring.

Hvis det aldrig sker, må vi jo bare sige, at godt for det, og så er der ikke noget problem. Men det er mig umuligt at forstå, hvorfor man skal lave den her ændring, hvis alle er enige om, at det i dag ikke er et problem, at en enkelt kan løfte sagen, men at man ønsker at lave en forandring, således at der skal to til. Og som jeg også har sagt i mine spørgsmål, bliver man sådan lidt motivsøgende. For når man ikke får nogen gode argumenter, men hører, at det er for, som jeg forstår det, lige at tilpasse lidt, hvordan forholdene er, for at hjælpe det nye kollegie af statsrevisorer, der kommer ind, for der kommer en stor udskiftning.

Altså, det, jeg står og siger nu, er på grænsen af, hvad vi kalder ny politisk kultur i Alternativet. Det er jo ren motivforskning, men jeg vil sige, at det er godt nok godt solgt, og det er gået stærkt og hurtigt, lige til tiden og lige op til sommer, og det skal træde i kraft til oktober, hvor Enhedslisten kommer ind. Og, altså, så længe jeg ikke får nogen gode argumenter, kan jeg heller ikke bakke op om forslaget. Hvis forslaget bliver delt, så lige specifikt den her del bliver udskilt, så vil vi gerne være med til de andre rettelser, der er, og så sige blankt nej til, at der fremover skal to og ikke bare en til at få en undersøgelse i statsrevisorkollegiet.

Jeg har vist en lillebitte smule tid endnu, og der jeg vil bare komme med en personlig anekdote i de sidste 2 minutter. Det er et andet tilfælde, men det handler også om at have en armslængde i forhold til nye partier eller enkeltstående holdninger. Jeg har selv haft den meget lille fornøjelse at sidde med omkring en Irak-udredning i et kollegie af ordførere, hvor man fra regeringens side, den tidligere, havde valgt at nedlukke Irak-kommissionen. Så forsøgte vi fra Alternativets side at gå ind og sige: Nå, hvad gør vi så på tværs af partifarver. Det var meget, meget upopulært, også i vores eget bagland, men vi ville gerne sikre, at der skulle være en anden udredning af det forløb. Og det vidste vi godt ville blive upopulært, men vi fik en musketered såvel på skrift som i tale af den daværende minister på området, hr. Søren Pind, om, at vi nok skulle få det, der svarer til vetoret. Der skulle være enighed blandt de partier, der var med i aftalen.

Det viste sig så – og nu bliver jeg endnu grovere – at man i et rum bestående af den nuværende finansminister, den nuværende økonomiminister, ordføreren for Dansk Folkeparti og den nuværende justitsminister højt og flot brød den aftale, fordi det var politisk opportunt. Og så blev vi smidt ud af den aftale, vi havde lavet, som i forvejen var upopulær, men hvor vi forsøgte at lade være med at være delt op i rød og blå bandeblok. Det er sådan nogle oplevelser, der gør, at man kan sige: Nå, vi må videre i politik og være pragmatiske. Ja, men det er også sådan nogle oplevelser, der gør, at man har tillid, indtil man ikke har det længere.

Så det her er måske også et eksempel på, at der skal vi sørge for, at vores instanser er gode, så det ikke blot er ved enighed, at alt er fint, men også, når der er uenighed. Så kan der være et parti, der løfter en sag, uafhængigt af om der er opbakning til det. Hvis partiet så gør det ad flere omgange, må man jo kigge sådan lidt på dem og sige: Er det ikke lidt useriøst? Og så får de nok vælgernes dom. Men indtil vi har set, at den her regel bliver misbrugt, med at der er et parti, der kan løfte noget til en undersøgelse, synes jeg faktisk, at det er ødelæggende for vores tillid til Folketinget og til vores repræsentative demokrati at fjerne den så hurtigt, og lige op til at Enhedslisten står til at få deres plads.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen ordfører fra Radikale Venstre, så vi går videre til SF's ordfører, og det fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Det danske statsrevisorat er en enestående institution, som er med til at skabe respekt om det danske folkestyre, både fordi det har fokus på finansiel revision og forvaltningsrevision, men også fordi der normalt er almindelig konsensus blandt statsrevisorerne om deres stillingtagen. Dette gode navn og rygte skal man selvfølgelig værne om, men ønsket om konsensus, som nu er baggrunden for, at der skal to statsrevisorer til at kræve en undersøgelse, tror vi ikke er noget, man skal stadfæste i en rigid lovtekst, især ikke hvis det skal ske på bekostning af den nuværende mindretalsbeskyttelse, hvor ét medlem af statsrevisoratet kan kræve en undersøgelse.

I SF mener vi, at gode konsensusafgørelser skabes på baggrund af dialog, god forvaltningsskik, ikke som følge af firkantede afstemningsregler, og hvis det er rigtigt, som SF's formand for Statsrevisorerne udtalte til Politiken i sidste uge, at der allerede nu er konsensus om, at Statsrevisorerne gennem de seneste par år har tilstræbt, at mindst to statsrevisorer skulle stå bag ønsket om en undersøgelse, er der slet ikke nogen grund til at lave firkantede regler på bekostning af mindretalsbeskyttelsen.

SF stemmer derfor nej til B 143, og jeg skulle hilse fra ordføreren for Det Radikale Venstre, som af samme årsag også stemmer nej til forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Pelle Dragsted. Værsgo.

Jeg vil blot kvittere. Det er rigtig positivt, at SF stiller sig sådan, og jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, at SF's medlem af Statsrevisorerne – øjensynligt i hvert fald – står bag det her forslag. Nu ved jeg jo ikke, om ordføreren har været i kontakt med den pågældende statsrevisor, men har ordføreren fået nogen begrundelse for, hvorfor det her skal ændres, og hvorfor det skal gå så stærkt?

Ordføreren.

Beklager, men jeg er heller ikke i stand til at give en begrundelse for noget som helst. Det her er en SF-holdning, og jeg tror måske i virkeligheden, at der er noget konsensus, der ligger til grund for forslaget, som det ligger lige nu.

Hr. Pelle Dragsted.

Det er selvfølgelig lidt krævende, i forhold til at ordføreren skal kunne vide det, for det er et forløb, der har været for efterhånden 2 år siden, men i sagen om DONG var det jo ret tydeligt, at SF's medlem af statsrevisorkollegiet, formanden, var meget skeptisk over for den her undersøgelse og også var ude bagefter at sige, at det slet ikke var en rigtig undersøgelse, og hr. Poul Nyrup Rasmussen var ude at kritisere formanden. Kan ordføreren hjælpe lidt til hukommelsen her, altså at der nok ikke var tale om en konsensus i forbindelse med den undersøgelse, selv om det fremgået af debatten?

Ordføreren.

Beklager, det er jeg simpelt hen ikke i stand til. Jeg har prøvet at udtrykke min store respekt for Statsrevisorerne, og jeg synes, at institutionen, som den ser ud i dag, virker fornuftig, og det er også derfor, at vi stemmer nej til forslaget, som det ligger lige nu.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Mette Abildgaard. Værsgo.

Tak for det, formand. Og tak for den fine debat, der har været indtil videre, om det her forslag. Jeg vil ikke sådan ridse alle elementerne op, det synes jeg egentlig er blevet gjort meget fint af nogle af de tidligere ordførere. Jeg tror, at jeg vil springe direkte ind i det sprængfarlige – det kan jeg næsten lige så godt selv tage hul på, før jeg bliver spurgt om det.

På en eller anden måde synes jeg, at det er lidt sjovt med den formodning om, at den her ændring kommer, fordi Enhedslisten står til at få en statsrevisor valgt, for hvad bygger den formodning på? Altså, er det sådan en antagelse om, at hvis der kommer en fra Enhedslisten, så vil vedkommende bare hele tiden rejse sager, altså at der konstant skal undersøges det ene og det andet, på kryds og tværs? Ja, hvis det er et selvstændigt formål for Enhedslisten hele tiden at undersøge alting på kryds og tværs, uden at det er begrundet, så synes jeg da, det er rigtig fint, at der skal være to til at legitimere noget, før der bliver sat en undersøgelse i gang, men det har jeg ikke nogen grund til at tro. Altså, jeg har ikke nogen grund til at tro, at en statsrevisor fra Enhedslisten vil sætte himmel og hav i bevægelse, hvis ikke der er en grund til det. Så jeg køber ikke helt, at det skulle være argumentet for at lave den her ændring.

Jeg synes faktisk, at det principielt er fair, at der skal være to. Og det gør jeg, fordi jeg ikke synes, at man skal undervurdere, hvad det er for et apparat, man sætter i gang, når man starter de her undersøgelser. Der er blevet spurgt af flere: Hvad er argumentet for, at det skal være to og ikke en? Og for mig er argumentet, at man ikke skal undervurdere, hvad det er for et apparat, man sætter i gang, når man som statsrevisor beder Rigsrevisionen om at starte en undersøgelse. Det kan være enormt tidkrævende, og det kan være enormt dyrt. Vi har også et ansvar for, hvordan vi bruger vores ressourcer. Det kan være med til at sværte nogle til eller i hvert fald rejse en mistanke vedrørende nogle, der måske ender med at blive frikendt, fordi det har været på for tyndt et grundlag, men det er ikke altid, at det fylder helt lige så meget i medierne, som når der i første omgang bliver rejst en sag.

Selvfølgelig skal der være en mindretalsbeskyttelse, men det synes jeg altså også der er, når det er to ud af seks; så synes jeg, at mindretalsbeskyttelsen er til stede. Jeg synes, det må kunne forventes, at det kan lykkes at overtale én anden til at se det fornuftige i at rejse en sag, hvis man har en god sag. Altså, hvis man har de gode argumenter, og hvis man har noget, der kræver en undersøgelse, så kan jeg simpelt hen ikke se, at man ikke skal kunne overbevise én anden om det.

Så er der spørgsmålet om det her med, hvorfor det nu skal gøres formelt og skrives ned på papir. Ja, det har jo været et ønske fra Statsrevisorernes side. Og som politiker må jeg indrømme, at jeg har det rigtig godt med, at tingene er formelt skrevet ned, for ellers opstår der en uformel praksis, og i det øjeblik, den så bliver brudt, står man i ukendt farvand, hvor nogle vil sige, at praksis har været sådan, mens andre vil sige, at det jo ikke er skrevet ned nogen steder. Så det her med en eller to er jo ikke det eneste, man justerer på. Vi kan så altid diskutere, om det har været sædvane indtil videre. Man gør det også i forhold til det her med habilitet – hvor der tidligere har været en erklæring, som har været sådan lidt uofficiel, og det bliver også gjort mere officielt, sådan som jeg læser det her beslutningsforslag, altså med den ændring, man lægger op til her.

Set med konservative øjne er det vigtigt for os, at vi har stærke statsrevisorer, men det mener jeg også at vi har efter den her ændring. Og for mig har det også ret stor betydning, at det er et enigt statsrevisorkollegium, der er kommet og har bedt om de her ændringer. Så har der været en diskussion om, om det er det rigtige tidspunkt at gøre det, altså om det var bedre at vente med at ændre reglerne, til der var blevet sammensat et nyt kollegium. Det mener jeg ikke. Jeg mener i udgangspunktet, at det er suverænt bedst at ændre sådan nogle principielle ting her, når man er afgående, og når der er nogle nye, der træder til – for så er der bare færre egeninteresser på spil, altså i forhold til ens egen situation og alt muligt andet. Så på den måde synes jeg faktisk det giver ret god mening, at de afgående har været med til det her. Det giver god mening i min verden. Havde det så været bedre, at det her var sket for længere tid siden, så vi kunne have fået en bedre behandling her i Folketingssalen? Ja, det havde det; det havde været meget bedre. Jeg undrede mig også over, at det kom med kort frist, og at det skulle gå så stærkt. Jeg forstår godt, at det skal være gennemført, inden det nye kollegium træder sammen, men i den ideelle verden havde vi fået den her indstilling fra de afgående statsrevisorer tidligere, så vi kunne have behandlet det mere retmæssigt her i salen. Det havde jeg syntes var mere tilfredsstillende. Når det så er sagt, tror jeg godt, vi kan nå at få stillet de spørgsmål, der måtte være. Mere kompliceret synes jeg heller ikke at den her sag er.

Med de ord støtter Det Konservative Folkeparti beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Pelle Dragsted. Værsgo.

Jeg er lidt i tvivl om, hvem vi skal stille spørgsmål til, i og med der ligesom ikke er en minister at stille spørgsmål til, men det må vi tage i udvalgsbehandlingen.

Men altså, jeg ville ønske, at jeg kunne have fuldstændig den samme tillid, som ordføreren har, til, at man kun havde de fineste hensigter. Men jeg har også f.eks. været vidne til diskussionen om offentlighedsloven, hvor det blev lovet, at man ikke ville indskrænke borgernes rettigheder, og der var en lang diskussion, og det viste sig, at det var helt anderledes. Og det er ikke, fordi jeg tror, at hr. Søren Gade eller andre er nogle dårlige mennesker eller noget som helst andet, men der er bare en tendens til, når vi har magt, at der udvikler sig en kultur, hvor man måske gerne vil lukke sig lidt mere om sig selv – det er irriterende at blive set over skulderen, specielt for de partier, der har regeringsmagten. Og mistænksomheden bliver ikke mindre af, at man så hastebehandler det her på denne måde, altså at vi i løbet af ganske få dage skal forholde os til det, og at man lister denne ændring ind uden rigtig at gøre opmærksom på den.

Så jeg ville ønske, at jeg kunne have den samme tillid, som ordføreren gav udtryk for. Men kan ordføreren svare på, hvorfor det skal gå så stærkt?

Ordføreren.

Det synes jeg i virkeligheden jeg prøvede at adressere i min tale. Jeg tror, at årsagen til, at det her skal gå stærkt, er, at der er kommet en sen indstilling fra de afgående, hvilket gør, at vi først får drøftet det i Folketingssalen nu, og at der samtidig er et stærkt ønske om, at det skal nå at træde i kraft til, at det nye kollegium træder sammen, og det synes jeg sådan set det er helt fair at det skal.

I forhold til det her med mistænkeliggørelsen er jeg måske begunstiget af, at jeg ikke har været flere år i politik og derfor stadig væk tror på det bedste i vores demokrati – det tror jeg nu også hr. Pelle Dragsted gør – men for Det Konservative Folkeparti er det vigtigt at have stærke statsrevisorer, uanset om vi er et regeringsparti eller ej, og uanset hvem der har regeringsmagten. Det er vores mulighed for som Folketing også at føre kontrol med regeringen.

Hr. Pelle Dragsted.

Altså, det, der bare undrer mig lidt, er, at man jo sådan set godt kunne have fremlagt det her lovforslag, så det blev behandlet i den nye samling, for så havde der været mere tid til at beskæftige sig med det. Altså, man havde jo godt kunne tage indstillingen fra de afgående statsrevisorer og så ventet med at behandle det. Det er det, der undrer mig lidt, og det er måske derfor, den der mistænksomhed ligger og nager.

Men når det nu er sagt, så håber jeg, at vi kan få en god behandling. Og bare lige som et hurtigt svar på det, ordføreren sagde i sin tale, vil jeg sige, at selvfølgelig vil Enhedslistens repræsentant træde ind i statsrevisorkollegiet med den største ansvarlighed, og hvis man i øvrigt bliver ved med at rejse sager, som Rigsrevisionen ikke finder grund til at kritisere, så ender kritikken jo med at falde tilbage på den pågældende statsrevisor. Så i den udstrækning kan jeg berolige ordføreren.

Ordføreren.

Der er slet ingen grund til at berolige mig, og det var egentlig også den konklusion, jeg selv kom frem til, men ikke desto mindre mener jeg stadig væk, at vi har en meget fin mindretalsbeskyttelse ved at sige, at det er to statsrevisorer.

Med hensyn til det mere praktiske i forhold til tidsplanen og planlægningen af arbejdet herinde osv., så har jeg simpelt hen ikke nogen idé om, hvorfor det er blevet gjort lige præcis på den måde, som det er her – der har spørgeren nok ret i, at vi mangler en minister til at gøre det helt klart for os.

Så er det hr. René Gade. Værsgo.

Jeg er præcis lige så tryg som ordføreren ved, at det nye medlem uanset partifarve kommer ind og gør det lige så professionelt og godt, som de øvrige statsrevisorer har gjort det indtil nu. Men lad os nu holde fast i det og lad os alle sammen have tillid til det, hvad jeg oprigtigt har, at der ikke kommer til at ske nogen forandringer, at den nye statsrevisor fra Enhedslisten kommer ind og bidrager professionelt og rejser sager, når der er behov for det, og altså ikke kommer til at starte en unødvendig sværm af sager, hvis der ikke er grund til det. Hvis vi antager det og er enige om det – altså at den nye statsrevisor kommer ind og arbejder professionelt og rejser en sag, når der er behov for det – hvad er så argumentet for, at der pludselig skal være to statsrevisorer til at rejse en sag og ikke bare ligesom i dag være én til at rejse en sag, hvis vi er enige om, at vi har de bedste forventninger til hinanden, og at tilliden til de statsrevisorer, der sidder og arbejder for folkestyret, er intakt?

Ordføreren.

Det Konservative Folkepartis holdning til, at der fremover skal to statsrevisorer til at rejse en sag, er fuldstændig uafhængig af, hvem der står til at få en statsrevisorpost efter et kommende valg. Så hvis vi havde stået i en situation, hvor vi skulle forholde os til det her og sammensætningen af Folketinget så anderledes ud – det var nogle andre partier, der stod til at få poster, og det gør vi i øvrigt ikke selv – så havde vi ment præcis det samme i den her sag.

Det giver god mening, at man hele tiden reviderer det arbejde, der foregår blandt Statsrevisorerne: Gør vi det klogest? Gør vi det mest hensigtsmæssigt? Hvad kan vi ændre på? Er det det rigtige antal? Der er tusind spørgsmål, som det er sundt at kaste op i luften, og det synes jeg egentlig også at Alternativet plejer at være talspersoner for, altså at vi skal kunne diskutere sådan nogle ting frit.

Nu har det så givet anledning til, at man har lavet en række ændringer af den måde, Statsrevisorerne arbejder på, den måde, de er reguleret på. Nogle af tingene er mindre, andre af tingene er større. Så giver det da også god mening, når der nu kommer en anbefaling fra et enigt statsrevisorkollegium, at vi følger det her på Christiansborg, uanset om det snart skal udpeges eller ej.

Hr. René Gade.

Der er tidligere blevet spurgt om, hvordan det her ønske er opstået i statsrevisorkollegiet. Vi har fået at vide, at der er kommet et ønske om, at man skal have foretaget de her forandringer, og det må vi jo bare respektere og sige ja til. Men det der »det« gør det også sådan lidt upersonligt. Altså, der er kommet et ønske fra det eksisterende statsrevisorkollegium om, at man skal ændre praksis, sådan at det nye statsrevisorkollegium får andre forhold end det nuværende. Der mangler jeg stadig væk – og det må vi så tage i udvalget – at høre bare en eneste grund til, også fra ordføreren, hvorfor det bliver godt, når der skal to til i stedet for én.

Ordføreren.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at sige til hr. René Gade, at så må han slå ørerne ud, for jeg har faktisk flere gange her fra talerstolen sagt, lige præcis hvorfor jeg principielt synes, at to er bedre end én, når vi stadig væk har mindretalsbeskyttelsen. Altså, og jeg gentager gerne, vi skal have respekt for, hvad det er, man sætter i gang, når man starter sådan en sag. Det kan være omkostningsfyldt, det kan være tidkrævende, man sætter meget polemik i gang. Det er vi nødt til at have respekt for.

Det har vi også, når man går ind og siger: Jamen det er helt fair, at der skal være en mindretalsbeskyttelse, men kan man ikke få overbevist bare én af kollegaerne om, at det er værd at sætte i gang, så bør man måske overveje, om det er værd at sætte i gang.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Forretningsordenen. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.