Det næste punkt på dagsordenen er:

30) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 141:

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre forbrugernes rettigheder ved køb og vedligeholdelse af elektriske apparater.

Af Lisbeth Bech Poulsen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 18.04.2018).

Jeg giver indledningsvis ordet til justitsministeren. Værsgo.

Tak for det. Beslutningsforslaget fra SF går ud på, at regeringen skal iværksætte en række initiativer, som skal styrke forbrugerbeskyttelsen ved køb af elektroniske husholdningsprodukter. Regeringen arbejder generelt for et højt niveau af forbrugerbeskyttelse, og derfor har vi også sympati for intentionen bag forslaget. Overordnet set er det regeringens opfattelse, at de gældende regler på det her område er gode og velfungerende. Det er jo ikke ensbetydende med, at vi ikke løbende skal overveje, om reglerne kan blive endnu bedre, men for regeringen er det vigtigt at sikre en passende balance mellem på den ene side hensynet til forbrugerne og på den anden side hensynet til de erhvervsdrivende. Det er vigtigt at huske, at jo flere krav, der stilles til de erhvervsdrivende, jo dyrere bliver produkterne. Og derfor vil det her i sidste ende ramme forbrugerne.

Beslutningsforslaget lægger for det første op til at indføre et forbud mod såkaldt planlagt forældelse. Det er de situationer, hvor en erhvervsdrivende bevidst designer sine produkter til at have en begrænset levetid. Hvis en erhvervsdrivende gør det, kan det være i strid med reglerne om god skik i markedsføringsloven, der hører under erhvervsministerens område. Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med markedsføringsloven, har oplyst, at hun ikke har behandlet sager, hvor en erhvervsdrivende bevidst har designet et produkt med en begrænset levetid. Det er derfor uklart, om der overhovedet er et reelt problem på det her område.

For det andet foreslås det at indføre et forbud mod, at erhvervsdrivende tager gebyrer for at undersøge et produkt inden for reklamationsperioden. Hvis en vare viser sig at lide af en mangel, må den erhvervsdrivende ikke kræve et gebyr for undersøgelsen. Hvis den erhvervsdrivende på forhånd har oplyst forbrugeren om det, er det derimod tilladt for en erhvervsdrivende at opkræve et gebyr, hvis det ved undersøgelsen viser sig, at varen ikke lider af en mangel, som vil kunne gøres gældende mod den erhvervsdrivende. Det synes jeg sådan set er rimeligt nok. Hvis der i strid med lovgivningen opkræves et gebyr for at undersøge et produkt, vil det også kunne være i strid med markedsføringslovens regler om god skik. Forbrugerklagenævnet, der hører under Erhvervsministeriet, har oplyst, at nævnet over de seneste 10 år har behandlet 34 klagesager på dette område. Nævnet har i de fleste sager vurderet, at gebyret ikke på forhånd har været aftalt mellem parterne, og at den erhvervsdrivende derfor ikke har været berettiget til at opkræve det. Forbrugeren vil herefter kunne få sine penge tilbage.

Det foreslås for det tredje at forlænge reklamationsperioden. I dag gælder der en 2-årig reklamationsfrist i forbindelse med forbrugerkøb. Den 2-årige reklamationsfrist er efter min opfattelse udtryk for en passende balance mellem på den ene side hensynet til de erhvervsdrivende og på den anden side hensynet til forbrugerne. Hvis reklamationsfristen forlænges, risikerer vi at stikke forbrugeren blår i øjnene, da det bliver sværere for forbrugeren at bevise, at der er noget galt med varen på købstidspunktet, jo længere tid der er gået efter købet. Derudover må det forventes, at en forlængelse af reklamationsfristen vil indebære en risiko for, at priserne på produkterne sættes op. Jeg har svært ved at se, at det skulle være til gavn for forbrugerne.

For det fjerde foreslås det at pålægge producenterne at oplyse om produktets forventede levetid og at sikre, at det er muligt at købe reservedele til produktet inden for denne periode. En erhvervsdrivende er allerede i dag forpligtet til at oplyse forbrugeren om varens vigtigste egenskaber, inden der indgås en aftale. Også i den her sammenhæng skal vi huske på, at jo flere krav vi stiller til den erhvervsdrivende, jo dyrere må produkterne nødvendigvis blive.

Sammenfattende mener regeringen altså, at de regler, vi har i dag, giver et højt niveau af forbrugerbeskyttelse og er udtryk for den rette balance mellem hensynet til forbrugeren og hensynet til den erhvervsdrivende. Derfor finder regeringen ikke grundlag for at ændre reglerne og kan heller ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Tak. Jeg har to konkrete spørgsmål: Anerkender ministeren, at Danmark sakker bagud i forhold til en lang række lande, vi normalt sammenligner os med på det her område, altså både i forhold til produkter og reklamationsret og længden på den? Det er det ene spørgsmål.

Det andet er super konkret, nemlig om ministeren mener, at en vaskemaskine eksempelvis kun skal kunne holde i 2 år.

Ministeren.

Jeg synes jo, det er vigtigt at se på, om der er den rigtige balance – om det er rimeligt, det vi har – også i forhold til hvor mange regler det er, vi sætter op, blot for at gøre det dyrere for forbrugerne. Det kan jeg ikke se at der er nogen idé i.

Så kan man spørge: Er det rimeligt, at en vaskemaskine kun virker i 2 år? Jeg har da en forventning om, i hvert fald medmindre den står og kører altid, at den kan holde længere. Nu har jeg ikke ret meget forstand på vaskemaskiners holdbarhed, men jeg har det sådan, at hvis der på købstidspunktet har været en fejl og man kan påvise det, er det jo én sag. Men jeg har meget svært ved at se, at det skulle gøre det lettere bare at føre en masse år på. Det tror jeg virkelig er at stikke forbrugerne blår i øjnene.

Spørgeren.

Når jeg brugte det eksempel, er det, fordi et tysk ministerium har undersøgt en række elektriske apparater og hårde hvidevarer og kan se, at over tid holder de markant kortere og kortere tid. Specielt vaskemaskiner er et problem.

Jeg synes, det er bizart, at vi har en reklamationsret på 2 år på maskiner, de fleste af os ville mene helt rimeligvis skulle kunne holde i længere tid.

Ministeren.

Jo, men det må jo være sådan. Jeg har meget svært ved at se, hvad en producent skulle få ud af – hvad jeg ligesom hører på det – bevidst at lave produkter, der er dårlige, andet end dårlig reklame, og at folk til sidst ikke vil købe produkterne. Det tror jeg ikke man kunne få ret meget ud af. Derfor synes jeg, vi skal finde den rigtige balance. Jeg tror, de fleste har en interesse i, at der bliver talt godt om deres produkter, og at det er noget, folk gerne vil købe. Så jeg synes måske, at vi skal passe på ikke at skabe et problem, som ikke reelt er der. Som jeg også sagde i min tale, kan det jo ikke dokumenteres, om der er et sådant forhold, at man bevidst laver produkter, der går i stykker.

Tak til ministeren. Så går vi videre til rækken af ordførere. Den første er hr. Lars Aslan Rasmussen som ordfører for Socialdemokratiet.

Jeg skal starte med at sige tak til SF for at have fremsat beslutningsforslaget. Det er et forslag, der indeholder fire initiativer, der vil øge forbrugernes rettigheder og stille skrappere krav til producenterne.

Vi har længe talt for bedre forbrugerbeskyttelse og hilser derfor diskussionen velkommen. Vi er også enige i princippet om, at vores samfund skal blive bedre til at reparere og genanvende særlig vores elektroniske produkter. Der er behov for et klart fokus, som kan sætte fart på den grønne omstilling, og som gør, at verden producerer mere bæredygtigt og miljørigtigt; noget, som også er et punkt i Socialdemokratiets nye grønne udspil.

Socialdemokratiet støtter intentionerne i beslutningsforslaget, men kan ikke stemme for det, som det er fremsat. Folketinget er på nuværende tidspunkt ved at diskutere hele spektret af cirkulær økonomi og deleøkonomi som en del af en større aftale. Vi mener derfor, at indholdet i dette beslutningsforslag bør tages op i forlængelse af denne aftale. Det er bl.a. vigtigt for os, at man med dette forslag ikke stiller de danske forbrugere dårligere.

Forslagsstillerne ønsker bl.a. et forbud mod planlagt forældelse af produkter, et forbud mod undersøgelsesgebyrer og at forlænge reklamationsretten og kræve, at producenterne skal oplyse produkternes estimerede levetid. Socialdemokratiet har tidligere haft et ønske om at forlænge reklamationsretten, ligesom vi også mener, at det er godt at gøre krav på, at producenterne skal oplyse om produktets forventede levetid.

Men vi stemmer ikke for det her forslag. Det er et vigtigt emne, som kræver en samlet og gennemarbejdet stillingtagen, også til de juridiske problemstillinger, som forslaget rejser. Vi deler som sagt til fulde forslagsstillernes intention og vil gerne indgå i en videre diskussion og arbejde for forbedrede forbrugerrettigheder.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Tak. Det er jo ved at blive lidt en tradition her i Folketinget, at Socialdemokratiet siger en masse i hvert fald delvis pæne ting om forslag, vi fremsætter, og så ikke vil stemme for dem. Jeg ved godt, at det er sådan et princip, Socialdemokratiet har, nemlig at man ikke vil stemme for nogle af vores – centrum-venstres – beslutningsforslag.

Men jeg vil gerne strække mig rigtig langt for at komme socialdemokraterne i møde. Jeg har måske tidligere hørt, at Socialdemokratiet ikke var så glad for det første forslag, altså det om et forbud mod bevidst at designe produkter med planlagt forældelse, og der vil jeg faktisk gerne komme partiet i møde, for det er egentlig et forslag, der hører bedre hjemme på EU-niveau. Vi er jo en åben økonomi og får vores produkter alle mulige steder fra.

Det her er gennemarbejdet. Det er ikke bare noget, vi lige har fundet på, og det er selvfølgelig også lavet på baggrund af Forbrugerrådets og andres input. Mit spørgsmål er bare: Er der noget i det her, vi kunne gå videre med sammen?

Ordføreren.

Ja, jeg synes egentlig, at vi plejer at være enige med SF om mange ting. Jeg beklager, hvis vi stemmer imod nogle gange, men det gør sig altså også gældende den modsatte vej. Ja, der er meget af det, som vi synes er rigtig positivt, men som jeg tror jeg sagde, indgår det også i noget cirkulær økonomi, og i noget andet, som vi også har diskuteret med nogle af vores erhvervsordførere, så derfor ser vi gerne, at det bliver behandlet mere der. Men som sagt er der meget af det, som vi synes er fornuftigt.

Spørgeren.

Jeg er ked af at hænge hr. Lars Aslan Rasmussen op på det, men det er bare en lille smule frustrerende, når man fremsætter beslutningsforslag, der er gennemarbejdede, og som fagorganisationer her været inde over, at høre, at det gør man på et andet tidspunkt, eller at man selv har gang i noget arbejde. Altså, det er også en lille smule utilfredsstillende at være opposition på den måde, hvor det at finde fælles fodslag omkring sådan nogle forslag jo også kan bære ind, når regeringsmagten forhåbentlig skifter, så vi ligesom lover hinanden, at det her er noget, vi vil gøre noget ved.

Derfor vil jeg bare spørge igen: Ud af de fire forslag er det her ene forslag om at forlænge reklamationsretten til henholdsvis 3 og 5 år afhængig af produkt noget, som Socialdemokratiet i dag kan sige ja til, det vil man gerne, men man stemmer ikke for beslutningsforslaget?

Ordføreren.

Ordføreren må gerne hænge mig op på en masse ting – jeg er her for det samme. Men jeg vil bare sige, at ordføreren også bliver nødt til at respektere, at vi også ser det som en del af en anden større aftale og umiddelbart er positive over for det. Og når der bliver sagt, at alle mulige organisationer er for det, så tror jeg også, det er let at finde nogle organisationer, som kunne være imod noget af det her – det tror jeg er alt efter, hvor man lægger snittet.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste i rækken er fru Dorthe Ullemose som ordfører for Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil gerne takke SF for at rejse problemstillingen, der tager afsæt i en lang række sager på området. Til første punkt om planlagt forældelse vil jeg sige, at det er en aktuel politisk problemstilling, selv om planlagt forældelse ikke er et nyt fænomen. Planlagt forældelse har eksisteret som markedsfænomen siden 1920, hvor et firma i USA, der producerede lyspærer, fandt ud af, at de kunne fordoble omsætningen ved at lade pæren gå i stykker, efter at den havde brændt i 1.000 timer i stedet for 2.000 timer. Nogle vil påstå, at den teknologiske udvikling har løst det problem, fordi lyskilder i dag kan brænde i op til 10.000 timer. Men den teknologiske udvikling er kun en del af problemet. I en tid, hvor internationale virksomheder ejer store dele af et bestemt markedssegment, bliver et fænomen som planlagt forældelse et mere og mere udbredt fænomen, og det kan skyldes, at store internationale virksomheder skaber monopollignende situationer med det resultat, at virksomheden kan diktere nogle forhold eller nogle vilkår for produktet, som det ikke ville være muligt at diktere på et marked med lige konkurrencevilkår.

Planlagt forældelse ser vi på med bekymring, fordi det kan være et moderne symptom på monopollignende tilstande inden for en branche. Socialistisk Folkeparti nævner selv iPhonebatteriets kunstige levetid, og jeg vil blot nævne Volkswagens snydechip som et andet eksempel på planlagt design, der har til formål at øge omsætningen for en virksomhed – i det konkrete tilfælde på bekostning af miljøet. Og her er jeg inde på SF's pointe om, at det er nødvendigt, at vi hele tiden bliver bedre til at genbruge, fordi råvarer bliver dyrere og dyrere, og fordi der ikke er uudtømmelige ressourcer. Planlagt forældelse er også et problem, fordi det går stik imod den erkendelse. Jeg mener, at vi bør forholde os politisk til et fænomen som planlagt forældelse, og ser frem til, at vi kan drøfte det videre i udvalget.

Med hensyn til de næste punkter, punkt 2 og 3, der handler om at forbyde virksomheder at tage et gebyr for undersøgelse af produkter inden for reklamationsperioden og en forlængelse af reklamationsperioden, har jeg læst, at man har forsøgt sig med et lignende lovforslag i Frankrig i 2015. Som jeg har forstået det – og det kan godt være, at jeg tager fejl, men så er det jo noget, vi kan drøfte i udvalget – så var udfordringen, at Frankrig kun ville indføre reglerne for franske virksomheder, og dermed så producenter af f.eks. vaskemaskiner i tredjelande deres snit til at sælge vaskemaskiner til dumpingpriser, således at de franske producenter blev udkonkurreret på deres egen hjemmebane.

Jeg rejser problemstillingen, fordi vi har set tilsvarende handelsstrategi i forhold til produkter som stål og aluminium, hvor EU har været nødt til at indføre told på kinesisk aluminium og stål for at forhindre, at det europæiske marked bliver oversvømmet med billigt stål og aluminium. Jeg ved ikke, om lovforslaget nogen sinde blev gennemført i Frankrig, men jeg vil gerne diskutere det her i udvalget, og i den forbindelse så jeg gerne, at vi kunne inddrage nogle erfaringer fra andre EU-medlemslande. Og det kan sagtens tænkes, at man har fundet en løsning på problemet, som Dansk Folkeparti kan støtte.

I sidste og fjerde punkt foreslås det at pålægge producenter at oplyse om produktets forventede levetid og at sikre, at det er muligt at købe reservedele til produktet inden for denne periode. Altså, jeg synes, det er for meget at pålægge erhvervsdrivende, at de skal have et helt lager af reservedele for produkter, som måske har en levetid på 10 år. Og som det er i dag, er erhvervsdrivende også forpligtet til at oplyse forbrugerne om varens vigtigste egenskaber, inden der indgås et køb. I den her sammenhæng skal vi også huske på, at jo flere krav vi stiller til de erhvervsdrivende, jo dyrere bliver produkterne også.

Men vi synes i Dansk Folkeparti, at der er mange gode elementer i beslutningsforslaget, som vi gerne vil tage en politisk debat om videre i udvalget. Og jeg synes måske, at et af værktøjerne i den politiske redskabskasse, hvis man kan sige det sådan, kunne være, at vi blev lidt bedre til at retsforfølge de virksomheder, der bevidst snyder med de regler, som vi har i dag, i stedet for at pålægge alle erhvervsdrivende flere regler. Vi kunne jo kigge på Ankaraaftalen – hvis den blev ophævet, ville det i den grad forøge forbrugerrettighederne, fordi det simpelt hen ville fjerne produkter fra det danske marked, der ikke overholder reglerne. Som det er i dag, bliver der ikke ført tilstrækkelig kontrol med tyrkisk producerede varer, det kan være sukker og slik, der indføres til Danmark, og jeg tror måske, det kunne være en vej – at vi kan blive nødt til at se på det.

Så overordnet vil jeg gerne tage den her debat videre i udvalget for at se, om vi kan blive enige om nogle af elementerne i beslutningsforslaget. Men Dansk Folkeparti kan ikke stemme for beslutningsforslaget i sin helhed, som det foreligger her.

Der er et spørgsmål fra fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Tak. Jeg vil først og fremmest gerne sige tak til fru Dorthe Ullemose for den positive tilgang, som jeg egentlig hører hende give udtryk for. Det er rigtigt, at man i Frankrig har indført en lovgivning, hvor man siger, at forbrugerne som minimum skal have oplyst, hvor længe et produkt forventes at kunne holde, og hvor længe der vil være reservedele til rådighed, og så kan de jo selv beslutte sig ud fra det.

Forbrugerrådet Tænk har lavet et studie, der viser, at syv ud af ti produkter bliver smidt ud, selv om de kunne være blevet repareret, fordi der ikke fandtes reservedele til dem. Jeg har fået henvendelser fra bl.a. Dansk Erhverv, der er meget kritiske over for det her, men jeg savner så måske, at de spiller sig på banen og siger: Vi kan egentlig godt se, at det er noget sjusk at smide gode produkter ud, fordi man ikke kan få en eller anden lillebitte dims til dem.

Det var egentlig mest en kommentar. Jeg vil rigtig gerne arbejde videre med det i udvalget. Det kunne jo være, at der er enkeltelementer i det her, som vi kan finde fælles fodslag om.

Ordføreren.

Jamen jeg vil gerne tage den her debat videre i udvalget, det er helt sikkert.

Tak til ordføreren. Så er vi kommet til hr. Preben Bang Henriksen som ordfører for Venstre.

Tak for det. Det forslag, vi debatterer her i dag, vedrører spørgsmålet om forbrugerbeskyttelsen ved køb af elektriske apparater, uden nærmere definition i øvrigt. Det er et spørgsmål om, om der skal indføres et forbud mod, at producenter bevidst designer produkterne til at have en begrænset levetid, om det skal forbydes at tage gebyr for undersøgelser inden for reklamationsperioden, om reklamationsperioden skal forlænges, og endelig om, om producenten skal pålægges at oplyse om produktets levetid.

Det er jo mange forskellige ting, vi har fat i her. Med hensyn til det første – om vi her i Folketinget bør regulere, dvs. forbyde, elektriske apparater, der bevidst er designet til at have en begrænset levetid – vil jeg sige, at jeg måske ikke er tilpas meget inde i den her filosofi. For i min liberalistiske hjerne – liberalistisk om nogen, vil nogle nok sige – hænger det sådan sammen, at laver man noget skidt, har man en dårlig forretning ud af det, men laver man noget godt, så har man en god forretning. Og jeg må sige, at det kommer som lidt af et chok for mig, at der skulle være så stor en erhvervsmæssig aktivitet i at lave noget, der bryder sammen efter en vis periode. Jeg tror altså, at markedet vil indstille sig på det, og jeg tror, at den, der laver noget skidt, alt andet lige vil have en dårligere forretning ud af det. Så jeg mener egentlig ikke, at der er begrundelse for yderligere regulering.

Lad mig så lige sige, at vi ikke er i en retsløs situation på det her område. Der gælder forbrugerkøbsregler, og den, der bevidst designer noget til at gå i stykker efter en kortere levetid, end man normalt kan forvente, gør sig skyldig i svig – han gør det jo bevidst – og derfor vil det kunne udløse både erstatning, omlevering og mange andre skrækkelige ting. Så jeg mener ikke, at der er behov for yderligere tiltag for at begrænse den aktivitet, som forslagsstillerne her gør gældende finder sted.

I spørgsmålet om gebyr for reklamationsundersøgelser må jeg henvise til det, justitsministeren allerede har redegjort for. Er der tale om en berettiget reklamation, er der allerede i dag forbud mod at tage gebyrer. Og var der ikke hold i det, man kom med, altså var der ikke noget i vejen, så kunne man tage et gebyr. Det sidste er jo nærmest en nødvendighed, for ellers kan man jo gratis for en selv sende alting ind til undersøgelser. Det bliver jo bare gratis i første omgang, men det bliver ikke gratis i den sidste ende, hvilket flere andre talere har været inde på. Der er kun én til at betale gildet, og det er forbrugeren. Så varen vil alt andet lige blive dyrere.

Så taler man om at forlænge reklamationsperioden, der i dag er på 2 år. Ja, det er jo en balanceakt, hvor lang reklamationsperioden skal være. Det er sådan i dag, at det er forbrugeren, der skal bevise, at der var en fejl på leveringstidspunktet, og det er meget rart at have en reklamationsperiode på 5 år eller sådan noget, men jo længere den er, jo vanskeligere bliver det jo altså at føre det bevis. Så jeg er bange for, at det bliver sådan en lovgivning på det her område, der ikke rigtig får nogen betydning. Det, der derimod har betydning, er jo, at bevisbyrden ligesom er vendt de første 6 måneder, sådan at er der noget galt, så har sælgeren bevisbyrden for, at fejlen ikke var til stede på købstidspunktet. Altså, formodningen er, at så var det også galt på købstidspunktet.

Det sidste element er, at man skal pålægge producenten at oplyse om produktets levetid, og det har jeg bestemt en vis forståelse for. Jeg tror, det er sådan, at i nogle typer af handler findes den forpligtelse allerede nu. Men selvfølgelig er det da, ligesom når man køber en karton mælk, rart nok lige at vide, hvor længe det kan holde – og så meget desto mere, hvis man betaler meget, meget mere for den pågældende genstand. Så på det område kan jeg umiddelbart have en vis sympati for forslaget, men jeg kan ikke rigtig overskue konsekvenserne. Det glæder jeg mig til at kigge nærmere på i udvalget.

Men på det foreliggende grundlag kan Venstre ikke støtte forslaget.

Der er korte bemærkninger. Den første spørger er fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Tak. Der er elementer i forslaget, som ordføreren nærmest sagde måske hverken vil gøre fra eller til. Men jeg kan oplyse, at Dansk Erhverv i hvert fald er optaget af det her forslag, og de synes, det er en dårlig idé af hensyn til deres medlemmer. Det er jo helt legitimt, at man synes, det pålægger ens medlemmer nogle byrder.

Jeg synes, at vores opgave herinde er at finde den rette balance imellem virksomhederne og forbrugerne, men egentlig også naturen. Og der har ordførerens partifælle, tidligere miljøminister Esben Lunde Larsen, for et lille år siden sagt, at han ser et stort potentiale i en cirkulær økonomi, og at Danmark er moralsk forpligtet til at gå ad den vej. De ord faldt, fordi vi har fordoblet mængden af elektronikaffald. Vi lever i en brug og smid væk-kultur, og vores klode kan jo simpelt hen ikke holde til det.

Så jeg synes, vi bliver nødt til at kigge til vores nabolande og sige: Er der noget sted, hvor vi stadig væk har balancen imellem erhvervslivet og forbrugerne? Er der noget sted, hvor vi godt kan kræve lidt mere, så vi ikke smider så mange tons elektronikaffald og hårde hvidevarer ud, som måske nemt kunne repareres?

Ordføreren.

Indledningsvis må jeg sige til det med, at Dansk Erhverv har vendt tommelfingeren nedad, at det da godt nok er sjældent, at en forslagsstiller som begrundelse for, at det er et godt forslag, henviser til, at nogen synes, det er et dårligt forslag, men never mind. Jeg ved ikke, hvad der nærmere har bevæget Dansk Erhverv til at have den mening om forslaget, som de har. Jeg har redegjort for, hvad Venstres mening er.

Jamen jeg har fuld forståelse for forslagsstillerens bemærkninger og henvisning til min kollega Esben Lunde Larsens bemærkninger. Ja, det har han da fuldstændig ret i, men om tingene ligesom skal rettes op på den her måde, kunne jeg godt tvivle lidt på, i hvert fald i den form, de er fremsat her.

Spørgeren.

Henvisningen til Dansk Erhverv handlede nu mere om, at med de bemærkninger, der er faldet, tror jeg ikke, de synes, det er et ligegyldigt forslag. Jeg tror, de synes, det pålægger dansk erhvervsliv nogle opgaver, nogle byrder måske, og det ved vi godt. Og det er jo ikke, fordi vi synes, det i sig selv er en god idé at pålægge erhvervslivet byrder. Men lige her er der altså på visse områder et nulsumsspil i forhold til forbrugerrettigheder og erhvervsliv, og vi synes ikke, balancen i dag er helt, som den skal være.

Ordføreren.

Synspunktet anerkender jeg for så vidt også, men jeg er altså bare nødt til sige, at jo mere man indfører af den her slags, og jo flere forbrugerbeskyttende regler der kommer, jo dyrere bliver det jo tit og ofte for forbrugerne i den sidste ende – prøv at kigge til bankverdenen – og det kan også blive tilfældet her. Derfor skal der selvfølgelig være forbrugerbeskyttelse, men der skal altså heller ikke være mere end højst nødvendigt, for som jeg sagde før, jo mere overbeskyttelse vi indfører, jo dyrere kan det altså gå hen og blive for forbrugeren i den sidste ende.

Den næste spørger er hr. René Gade, Alternativet. Værsgo.

Jeg synes bare, det var så opløftende at høre den tvivl, der var hos ordføreren, i forhold til om det virkelig kunne være rigtigt, at der er et marked, der bliver påvirket på den her måde, nemlig at nogen har en forretning i at lave den her planlagte forældelse i den kaliber, som det bliver anført. Hvad den tvivl angår, må man jo bare finde ud af i udvalgsarbejdet, som det også blev sagt, om der er noget om det. Og der er det min klare opfattelse, at SF har fat i noget her. Flere artikler, som jeg har kigget igennem, viser, at det har de. Flere erfaringer fra venner og bekendte, fra medier, der har skrevet om det, viser, at der simpelt hen er produkter, der bliver designet til at blive forældet meget, meget hurtigt. Det handler om softwareopdateringer, der inden for et år eller halvandet simpelt hen ikke længere bliver udgivet til enkelte produkter, og det er i en størrelsesorden, der gør, at det faktisk miljømæssigt bliver et kæmpe, kæmpe problem.

Så jeg tænker, at hvis nu man finder ud af i udvalgsarbejdet, at det er rigtigt, at der simpelt hen er planlagt forældelse af en meget, meget stor kaliber, eksempelvis på en iPad, hvor man ret hurtigt derefter ikke får opdateringer på de gamle versioner – det kan være 2 år, det kan være 3 år, det kan være 4 år – altså produkter, der bliver solgt så massivt globalt, ville det så kunne være interessant for Venstre at bakke op om delelementer?

Ordføreren.

Ja, jeg må sige, at det da løber mig koldt ned ad ryggen, hvis det er, som spørgeren siger det er, altså en bevidst filosofi i det omfang. Det kan godt være, jeg lider under at være liberalist og jeg dermed også tror, at det ikke kan være en god forretning at lave noget, der bryder sammen, men man kan jo blive overrasket hver dag.

Hvis det er sådan, som det bliver beskrevet, og i det omfang, det bliver beskrevet, jamen så synes jeg da, vi skal se på det. Men om vi lige nøjagtig skal se på det på den måde, som er beskrevet her, det ved jeg nu ikke. Men vi kunne måske høste erfaringer fra udlandet, som forslagsstillerne også henviser til sidst i forslaget. Selvfølgelig skal vi da gøre det, for det her er jo grænsende til svig. Det er jo grænsende til svindel, at man går ud og sælger noget uden at fortælle folk, at det bryder sammen, som jeg kan forstå det bliver angivet at det sker. I det omfang, det sker, er det som sagt grænsende til svindel efter min opfattelse.

Spørgeren.

Det lyder til, at vi er enige om, at det kan man kigge nærmere på. Det er vigtigt for mig lige at sige, at det jo heldigvis ikke er alle produkter, og det er heller ikke sådan, at produkterne nødvendigvis stopper efter lige et år, men i hvert fald bliver der indlagt facetter, hvor det kan være planlagt, at de ikke holder så længe og ikke kan bruges så længe. Det var det, der var mit budskab.

Ordføreren.

Jeg kan kun sige, at hvis det er tilfældet, så er det altså også svindel, for når man køber en genstand, regner man med, at dens levetid er normal. Det er jo en normalt tilsikret ting ved købet, og hvis der bevidst er ændret på det, ja, så er det det, der i køberetten hedder svig.

Tak til Venstres ordfører. Den næste ordfører i rækken er hr. Øjvind Vilsholm som ordfører for Enhedslisten.

Tak til SF for at fremsætte et rigtig godt forslag. Det er i hvert fald så godt, at Enhedslisten samlet set kan støtte det. Det svarer godt til vores egne visioner om at bruge færre ressourcer og samtidig beskytte forbrugerne. Lad mig fremhæve tre fornuftige ting i den her sammenhæng: forbud mod planlagt forældelse, sikring af øget genanvendelse og bedre forbrugerinformation.

I forhold til at forbyde den planlagte forældelse – og det har flere af de tidligere talere været inde på – er det jo simpelt hen beskæmmende, at mens vi står over for en omstilling af økonomien, så findes der firmaer, der spekulerer i at gøre deres produkter kunstigt forældede for at sikre mersalg. Det har fandtes længe, og det er i hvert fald ikke noget, som markedet selv fikser, og med moderne elektronik kan det gøres på en måde, så det er rigtig svært at opdage. Der har en tidligere set taler jo også henvist til det eksempel, vi havde med Volkswagen, som har snydt med benzinøkonomien. Selv velrenommerede firmaer finder altså på at gå enormt langt for at lave systematisk svindel, så der er ingen grund til at stole blindt på, hvad firmaerne siger. Så nej, markedet ordner det ikke selv. Her er der desværre er brug for regulering.

For at vi skal få sikret en øget genanvendelse – det er jo en anden væsentlig del af det her forslag – så er det vigtigt at huske, at når det handler om cirkulær økonomi, så er det ikke bare et spørgsmål om at få produkterne til at holde længere, det skal også være sådan, at vi sikrer genanvendelse og reparation. Igen her må vi sige, at regulering af de store firmaer er en del af løsningen. Samtidig er det også fornuftigt at forbyde gebyr for at få set på varen. Sådan et gebyr er jo med til at afholde forbrugere fra at få tjekket efter, om det er deres egen skyld, at en vare er gået i stykker, eller om det faktisk skyldes en fejl ved produktet. Og særlig det, at man jo også skal betale et depositum, er noget, der er med til at skræmme forbrugerne fra faktisk at genanvende apparater. Så for at sikre genanvendelse er det rigtig godt, at det her forslag også indeholder et krav om, at forhandlerne skal sikre, at der er reservedele i den tid, produktet forventes at holde. Det er jo frustrerende, at så stor en del af produkterne faktisk kasseres, selv om de bare med en lille reservedel kunne genanvendes.

Vi synes også, det er en udmærket idé at forlænge reklamationsperioden. Det vil jo også bringe os på niveau med de lande, som vi normalt sammenligner os med på det her område.

Endelig er der det her med at oplyse om forventet levetid. Det synes vi er et rigtig godt tiltag. Det giver forbrugerne et billede af, om det er et kvalitetsprodukt, eller om det er noget billigt skidt, de står over for at købe. Altså, er det noget, der holder i 1 år eller 10 år? Er det noget, f.eks. en vaskemaskine, som forventes at kunne klare 100 vaske om året i 10 år, eller kan den kun klare 3 vaske om året i 2 år? Så får man faktisk noget at sammenligne med, og på den måde vil man også som forbruger have en god fornemmelse af, hvornår man skal genanskaffe et produkt. Det synes vi også er en god forbrugeroplysning.

Så samlet set støtter Enhedslisten forslaget fra SF.

Tak. Der er et spørgsmål fra fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Jeg vil egentlig bare sige tak for den meget positive modtagelse, forslaget har fået hos Enhedslisten. Så ville jeg sige, at en model – for det spurgte Venstres ordfører lidt ind til – jo kunne være, at man havde en differentieret reklamationsret, henholdsvis 3 og 5 år, i forhold til at inddele produkterne i nogle kategorier, men at der måske også, og det kunne jo være fantastisk, blev et konkurrenceparameter i at få sine produkter op i eksempelvis 5-årsklassen, fordi man siger: Vores produkter er så gode, at vi er sikre på, at de godt kan ligge der. Det kunne jo være fint at se på, at der er nogle, der vil konkurrere på kvalitet, og nogle, der vil konkurrere på pris, men at der simpelt hen ikke være kan nogen, der skal sælge eksempelvis et køleskab og sige, at det ikke engang kan holde i 5 år. Altså, det er jo helt absurd. Det var egentlig bare en bemærkning, men jeg kom i tanker om det der med at gøre det til et konkurrenceparameter simpelt hen at få det op i en længere tidsperiode.

Ordføreren.

Det kunne sikkert være meget fornuftigt. Nu er det jo ikke sådan, at vi i Enhedslisten falder helt på halen over – og det tror jeg heller at ikke fru Lisbeth Bech Poulsen gør – at markedet kan sikre det her. Men hvis vi kan lave en regulering, der gør, at markedet hjælper til, så vil det jo være fantastisk.

Tak til ordføreren. Så er det fru Christina Egelund som ordfører for Liberal Alliance.

Mange tak. På internettet florerer der mange konspirationsteorier. En konspirationsteori handler om, at verdens største elektronikproducenter på et eller andet tidspunkt holdt et hemmeligt møde, hvor de blev enige om at forringe kvaliteten af deres produkter, så forbrugerne ville bruge nogle flere penge. Når man læser det beslutningsforslag, som vi behandler her, kan man godt frygte, at SF er blevet ramt af en sådan teori.

Jeg er helt enig i, at vi selvfølgelig hele tiden skal se på, hvordan vi styrker forbrugernes rettigheder, men helt ærligt: Det her er at gå for vidt. Det er at pålægge erhvervslivet for store byrder, hvis de ikke længere må opkræve gebyr for at undersøge et defekt produkt, eller hvis man pålægger producenterne at oplyse om et produkts forventede levetid. Den ekstraregning, som det jo vil medføre, kan kun skubbes ét sted hen, og det er til forbrugerne i form af højere priser. Jeg skal bestemt ikke afvise, at der også i elektronikbranchen findes brodne kar – det gør der i de fleste brancher – men at indføre den her regulering, altså bredt set, som SF foreslår her, mener jeg er at gå for vidt. Så hellere se på, hvordan man slår ned mere præcist i forhold til de steder, hvor den adfærd, som forslagsstillerne beskriver, måtte foregå.

Endelig mener vi også, at den reklamationsfrist, som vi har i dag på de 2 år, er udtryk for en meget god balance mellem forbrugerbeskyttelsen på den ene side og erhvervslivets interesser og jo sådan set dermed også forbrugernes interesser på den anden side, og på den baggrund kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er et spørgsmål fra fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Jeg må sige, at det havde jeg ikke forventet fra fru Christina Egelund. Det er jo fair nok at være uenig i et forslag, men at begynde at sige, at det er, fordi man er blevet inspireret af konspirationsteorier på nettet, synes jeg simpelt hen er så usagligt, specielt når det er et beslutningsforslag, der har elementer i sig fra regeringens eget udvalg om cirkulær økonomi, fra Ingeniørforeningen, IDA, fra forbrugernes vagthund, Forbrugerrådet Tænk og mange andre, som er inspireret af, hvad vores nabolande og lande, vi sammenligner os med, gør. Det er simpelt hen useriøst at diskutere på den måde.

Så kan man sige, at man er imod det, fordi ja, det pålægger erhvervslivet nogle ekstra byrder. Vi synes bare ikke i dag, at balancen er til stede i forhold til det, som er rettigheder og forpligtelser i forhold til erhvervslivet, og det, der er rettigheder og forpligtelser i forhold til forbrugerne, og vi synes, at det er absurd at have en reklamationsperiode på 2 år, når det kommer til produkter som eksempelvis hårde hvidevarer, køleskabe osv. Det var mere en kommentar, men jeg synes faktisk ikke, at det er klædeligt, og jeg er lidt overrasket.

Ordføreren.

Det er fair nok, det er jo et stilspørgsmål. Jeg er sådan set glad for, at jeg så fik spørgeren op af stolen og vi så kan have en passioneret debat om emnet nu, hvor vi har dialogen. Jeg ved godt, at man ikke må stille modspørgsmål, men altså sådan den generelle betragtning ud over den provokation, som jeg er helt med på at jeg indledte min tale med, er jeg fuldstændig med på, at der helt sikkert også i den her branche findes brodne kar, men lad os da så for pokker prøve at løse det i stedet for at sprede en enorm belastende, altså byrdetung, regulering ud over en hel branche, som kun sender regningen et sted hen, og det ved vi jo godt, nemlig til forbrugerne. Lad os da prøve at være lidt mere præcise i forhold til dem, hvor der faktisk kan være noget at komme efter, i stedet for at smøre marmeladen tykt ud og straffe alle for noget, som nogle måske gør.

Spørgeren.

Det er jo sjovt, at det skulle være et problem at indføre en lovgivning mod planlagt forældelse, hvis planlagt forældelse kun er noget, der findes i sådan nogle konspirationshjørner af internettet. Jeg mener, at det er Frankrig, der har en lovgivning, og det gør, at når der rejser sig en stor debat i hele verden om f.eks. Appletelefoner og batterilevetid, så kan man gå ind og kigge på: Er det helt reelt, som Apple siger, altså at man forringer batteriet for at løse nogle andre problemer, eller er det simpelt hen bare planlagt forældelse, fordi man gerne vil have, at folk køber den nyeste version af en smartphone. Muligheden for at tage den diskussion kan man kun have, hvis man har lovgivning på området. Det kan man godt vælge at sige at vi ikke skal have, og jeg tror måske egentlig også ved nærmere eftertanke, at elementer af det her lovforslag vil være bedre løst på EU-niveau. Der sker bare ikke så meget og det sker ikke så hurtigt på EU-niveau, som vi godt kunne tænke os.

Men må jeg ikke bare stille et hurtigt spørgsmål: Ville bare 3 års reklamationsret ikke være rimeligt, i hvert fald for nogle produkter?

Ordføreren.

Til det konkrete spørgsmål først: Nej, jeg synes, det er en god idé, at vi har ens reklamationsfrist på alle typer af produkter. Det øger også gennemsigtigheden for forbrugerne. Så i forhold til det, som spørgeren sagde først, nemlig om det ikke er en god idé at tage debatten om planlagte udløbstider eller planlagt defekt på f.eks. elektroniske produkter: Jo, det synes jeg er en rigtig god idé. Og noget af det, som jo er en positiv gevinst ved digitaliseringen og ved, at man diskuterer produkter i alle mulige fora på internettet, er jo faktisk, at sådan nogle historier – altså hvis man oplever et batteri med en meget kortere levetid end det, man berettiget kan forvente – faktisk er noget af det, som bliver debatteret rigtig flittigt på internettet. Og det tror jeg i virkeligheden er forbrugernes allerstærkeste våben i forhold til underlødige eller dårlige produkter, som ikke lever op til det, som man kan forvente. Det betyder ikke, at vi aldrig skal regulere noget som helst, men det er bare for at sige, at debatten jo også lever derude, og heldigvis for det.

Den næste spørger er hr. René Gade, Alternativet. Værsgo.

Jeg blev også bare forundret over ordet konspirationsteori, men jeg forstår, at det bare er en provokation og en stilart. Det er så okay, for nu har vi haft debatten. Men jeg mener netop, at det planter forestillingen om, at det her ikke er rigtigt. Om det så er forslaget her fra SF, eller hvad det end er, vi taler om, får jeg en oplevelse af, at når det bliver sidestillet med de debatter, der kan køre i nogle onlinefora på nettet, med de budskaber, der kommer derfra, og med nogle ret substantielle foreninger bag, i hvert fald deres viden bag, betyder det så, at ordføreren faktisk ikke mener, at der er de problemer, som SF skitserer her?

Ordføreren.

Nej, og jeg synes egentlig også, at jeg i min tale sagde, at jeg da overhovedet ikke vil afvise, at der er brodne kar, også i den her branche, for det er der i de fleste brancher. Omvendt ved vi det jo heller ikke, for det er jo ikke dokumenteret, at det findes, og jeg har det bare generelt som et grundlæggende princip, at jeg synes, vi skal lave lovgivning på baggrund af viden og ikke på baggrund af noget, vi tror. Hvis man så får kortlagt, om der er et problem, altså får den viden, vil jeg have den principielle stillingtagen til det, at vi så konkret skal slå ned på det sted, hvor problemet er, i stedet for at smøre meget byrdetung regulering ud over hele branchen, hvilket jo kun vil medføre én konsekvens, nemlig at produkterne bliver dyrere for forbrugerne. Den konsekvens tror jeg også spørgeren er enig i det vil have.

Spørgeren.

Det er jo komplekst, og der er noget af det, der er ny viden, så den fælles viden, vi har, er her fra beslutningsforslaget, hvor der står: »Apple indrømmer: Jo vi gør din telefon langsommere, men der er en god grund til det«. Så kan der være alle mulige gode grunde til det, men jeg tror faktisk, at der er empiri og viden om, at det her sker. Så kan man så have en principiel betragtning om, at det skal vi ikke gøre noget ved generelt, men kun slå ned, når det sker. Men virker det at slå ned, når det sker med måske 5 års forsinkelse, hvis man går rettens vej over for nogle af de her store organisationer?

Måske er det godt at være præventiv, for vi har i hvert fald set, at der har været nogle store sager i Europa, hvor det tager rigtig lang tid, og der er måske kun to, tre steder i verden, man kan gå ind og gøre noget ved det her internationalt. Er det ikke et meget fornuftigt signal at sende herhjemme, altså at vi rent faktisk gør noget ved det her, og så venter vi på, at den store forandring sker? Problemerne er her jo, men jeg kan ikke rigtig høre, at ordføreren anerkender, at det er korrekt, at problemet er reelt.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg skal sige det, før det bliver tydeligt. Jeg tror, jeg nu tre gange har sagt, at jeg ikke vil afvise, at der er et problem, og der findes helt sikkert også brodne kar i den her branche, ligesom der gør i de fleste andre brancher, der fungerer på kommercielle vilkår. Sådan er det. Men jeg vil bare fastholde, at når vi lovgiver, gør vi det på baggrund af viden og ikke på baggrund af noget, vi tror.

I forhold til den mere holdningsmæssige pointe, som spørgeren havde, om ikke det vil være en god idé at sende et signal til den her branche, vil jeg sige, at jeg ikke synes, vi skal bruge lovgivning til at sende signaler, og jeg har også den bekymring, at hvis man gjorde det, ville vi som parlament, som lovgivende forsamling, hele tiden være to skridt efter branchen, for de er i forhold til det her det smartere end os. Derfor tror jeg i virkeligheden, at forbrugernes reelle beskyttelse, altså forbrugernes reelle mulighed for at have hånd i hanke med den her type aktiviteter, er det, som jeg sagde tidligere, nemlig at det dårlige budskab, de dårlige erfaringer spreder sig; der er jo ikke nogen, der har lyst til at købe et fupprodukt, som man kan læse på internettet rigtig mange andre borgere har haft dårlige erfaringer med.

Den næste spørger er hr. Øjvind Vilsholm, Enhedslisten. Værsgo.

Nu sagde ordføreren, at hun ikke var så begejstret for, at produkterne kunne blive dyrere som en konsekvens af, at vi skærpede reglerne. Men jeg tænker, at det vel er bedre, at produktet bliver 2 eller 5 øre dyrere, så forbrugerne som enkeltpersoner er meget bedre beskyttet. Det er vel på det niveau, vi ser produktet vil blive dyrere, imod at den enkelte forbruger, der er så uheldig at få mandagsudgaven, har en bedre sikkerhed for at kunne returnere produktet. Og endnu bedre: Vi får sikret, at produkterne kan genanvendes over længere tid. Så er det rigtig forstået, at ordføreren synes, det er en dårlig idé, at et produkt bliver en lille smule dyrere, mod at man får en væsentlig bedre forbrugerbeskyttelse?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvor spørgeren har det fra, at hvis man vedtog det her beslutningsforslag, så ville en vaskemaskine f.eks. blive 2-5 øre dyrere. Jeg tror, at den ville blive noget dyrere. Bl.a. er der det her med, at man ikke længere må opkræve et gebyr for at undersøge, om et produkt er defekt. Er det så et carte blanche til, at hver gang man synes, at ens vaskemaskine ikke har vasket rent nok, så skal en producent undersøge det måske hver 14. dag eller en gang om måneden, eller hvad ved jeg? Der er jo også noget adfærd i det her, som kan gøre det meget, meget dyrt, og det er selvfølgelig et gæt. Jeg tror ikke på, at det der med 2-5 øre i meromkostning for et produkt, f.eks. en vaskemaskine eller en telefon, helt holder, men hvis spørgeren har en eller anden dokumentation for, at det er det leje, vi er i, så kunne det da være spændende at høre, hvad den bygger på.

Spørgeren.

Jeg har ikke nogen konkret dokumentation. Det var mere for at få nogle proportioner i debatten, når ordføreren taler om, at et produkt kunne blive dyrere. Jeg tænker, at vi så er nødt til at have nogle konkrete eksempler på det, og det kunne man jo så se nærmere på i udvalgsarbejdet.

Ordføreren.

Spørgeren har selvfølgelig en pointe i, at der er en principiel stillingtagen i det. Altså, jeg er mest tilhænger af at forsøge at slå ned de steder, problemet måtte opstå, hvorimod spørgeren er tilhænger af så at sige at straffe hele branchen, også dem, der faktisk leverer lødige produkter og behandler deres kunder ordentligt, sådan at deres produkter også bliver dyrere. Det synes jeg ikke er den rigtige vej at gå, men det er jo fair nok, hvis man er uenig i det.

Tak til ordføreren. Så er vi kommet til hr. René Gade som ordfører for Alternativet.

Jeg beklager forsinkelsen; jeg var så optaget af bl.a. debatten.

Jeg synes, som jeg også har givet udtryk for i et par af mine spørgsmål, at det er et glimrende forslag, som SF er kommet med, så vi er for. Da jeg første gang hørte om det for et par uger siden, tror jeg det var, var min bekymring, om det her overhovedet var noget, vi kunne tage stilling til herhjemme, og om det nyttede noget, eller om vi skulle vente og så presse på på europæisk plan. Sådan er det jo bare desværre ofte, at det her måske bliver første trin, og vi så går ud og bliver et foregangsland – om muligt – på det område, hvor vi gerne vil have at det bliver internationalt. Men jeg synes, at elementerne, som er blevet gennemgået fint i løbet af debatten, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, er gode alle fire, og vi har ikke noget problem i at bakke fuldstændig op om forslaget. Jeg vil dvæle ved et par ting, som jo også har været berørt i debatten.

Den ene er, at jeg synes, det er rigtig, rigtig farligt – det var jeg i en dialog med Liberal Alliances ordfører om lige før, hvorvidt jeg har ret, eller hvorvidt fru Christina Egelund har ret, skal jeg ikke vurdere – hvis vi framer hinandens forslag eller budskaber med noget, der bare minder om et ord som, ja, det var ordet konspirationsteori. Altså, det er godt nok heftigt, når vi taler om en udvikling, som jeg faktisk synes der er mange cases om og eksempler på, Apple bliver nævnt, og vi ser, at der er et enormt stort spild af produkter, der ikke holder ret længe, men i det her forbrugersamfund, som vi har, og som på nogle måder er godt, hælder vi det ud i verdenshavene med plast og med elektronik. Jamen skal det bare have et stempel som en konspirationsteori? Jeg tror, det var en positiv skråstreg humoristisk bemærkning fra ordføreren, men det er sådan noget, der ødelægger det en lille smule, når man kommer med beslutningsforslag her i salen, og det hørte jeg også at SF's ordfører pointerede. For der er jo en grund til, at man kommer herind med det.

Jeg var selv tidligere på dagen oppe med et beslutningsforslag, der ikke var lige så nagelfast i gennembearbejdningen som det, vi ser her fra SF, fordi vi syntes, det var ret indlysende, at vi godt ville belyse noget om, hvordan man modtager gaver som politiker, og hvordan man måske ikke skulle gøre det. Det var sådan en ret kort tekst, og her ser vi faktisk fra SF's side, at alle interessenter er i spil, eller at mange af dem i hvert fald kunne være interessante, og dem, der var imod forslaget, er også blevet hørt. Så det er jo ikke, fordi forslaget ikke er gennemarbejdet, at man ikke kan bruge det til noget, men det er bare, fordi man er uenig. Her er det godt nok vigtigt, at vi får fortalt, her i salen og i resten af landet, at der er noget om det her, at der er noget om snakken, og hvis vi gerne vil have en grøn omstilling og ordentlige forbrugervilkår, er det jo her, vi skal vedtage det. Så kan det ikke nytte noget, at vi sætter vores lid til, at der er debatfora på nettet, hvor man nok skal råbe så højt, at markedet efterfølgende regulerer sig selv, fordi folk stopper med at købe produkterne. Altså, det er Apple, vi taler om som en af dem. Jeg bruger masser af Appleprodukter, og jeg er vild med Apples design og funktionalitet, men det er jo ikke sådan lige at få folk til at stoppe med at bruge det. For hvis man først stopper med at bruge Apple, er man afskåret fra omverdenen på nogle områder og skal så skifte til nogle andre, der måske har de samme konkurrenceparametre.

Så summa summarum: Det er helt afgørende, at vi tager den her debat seriøst. Virksomhederne går ikke ud og gør det her for deres blå øjnes skyld, og det kan jeg da godt forstå. Hvis det var min virksomhed, tror jeg også bare, jeg ville behandle mine medarbejdere ordentligt og sørge for, at vi købte vores produkter nogle ordentlige steder, og så ville jeg sætte priserne sådan, at jeg fik mest muligt ud af det, og gav det overskud, vi havde, til det, jeg nu havde lyst til, eller brugte pengene selv. Det kommer an på etik og moral, og hvad man er sat i verden for. Så hvis vi vil ændre noget i forhold til virksomhedernes produktion, må det jo være, fordi vi går ind og siger til dem: Prøv at høre, det her skal I; vi vil ikke acceptere, at I sælger hvidevarer, der stopper med at fungere efter 2-3 år. Altså, det giver jo ingen mening.

Så fuldstændig opbakning til SF's forslag, og så bare en betragtning. Vi var sidste år, tror jeg det var, på talerstolen med et beslutningsforslag om at kigge på, om vi kunne gøre det mere lukrativt for dem, der reparerer produkterne, at reparere dem, kigge på momssatser, kigge på forskellige fradrag, kigge på, hvordan servicen bliver leveret. Vi skal altså også være villige til at investere i at få den del til at fungere bedre. For det er bare svært som forbruger at vælge at gå ned og få noget repareret. Man skal fragte tingene derhen, og man skal finde ud af: Koster det noget for mig bare det at få besigtiget produktet – det er også med i det her beslutningsforslag – det kan være, at jeg har brugt x antal hundrede kroner og kommer hjem med det samme produkt, som jeg stadig ikke kan bruge til noget, og så har jeg brugt en halv dag på at få det frem og tilbage. Det er ikke sådan, man får forbrugere til at lave om. Altså, vi er vant til at arbejde med Spotify og med alle mulige andre gode løsninger, der er designet til barriereløst at komme lige ind i vores hverdag.

Så lad os kigge på, hvordan vi kan få dem, der reparerer vores produkter, til at gøre det bedre og billigere og mere smidigt for os. Og så er der ellers et ja til SF's forslag herfra.

Tak til ordføreren. Så er det fru Zenia Stampe som ordfører for Det Radikale Venstre.

Det er sådan lidt sjovt, når man er retsordfører, så lander der nogle gange nogle sager på ens bord, hvor man tænker: Hvordan blev jeg lige til affaldsordfører? Det ved jeg ikke så meget om. Men jeg har selvfølgelig fået lidt hjælp fra dem, der ved noget om det i mit eget parti.

Men jeg synes egentlig også, set udefra, at det har været sjovt at følge debatten, hvor der er kommet ord som konspirationsteori osv. frem. For mig som udenforstående er det ret klart at se, at det her jo også er et ideologisk spørgsmål. Det handler jo om, om man vil have en cirkulær økonomi, hvor ting genbruges og der produceres så lidt affald som muligt, eller om man vil have sådan en affaldsøkonomi, som jo kan være rigtig god for kapitalismen, for der ryger bare varer over disken, og ting forældes hurtigt, så folk skal ud og købe noget nyt. Det kan man sikkert sige en masse godt om. Men hvis man også har miljø med som en del af ligningen – og i øvrigt arbejdspladser, for der ligger jo også arbejdspladser i at reparere nogle af de her ting – så ser det anderledes ud.

Derfor er jeg i hvert fald ikke på det hold, der siger, at det er konspirationsteori osv. Jeg er på det hold, der mener, at det her er ideologi, men det er også utrolig vigtigt. Det er også utrolig vigtigt politisk at have modet til at gå foran og ikke være berøringsangst og sige, at det er det frie marked, og det må selv ordne osv. osv. Det er jo os som politikere, der udstikker en retning, og ønsker vi en økonomi, som ikke bare handler om, at der skal langes ting over disken, for så bliver fabrikkerne større og der kommer gang i økonomien osv., men at vi også tager hensyn til ting som miljø, lokale arbejdspladser osv., jamen så bliver vi nødt til at tage stilling til sådan nogle ting her.

Så til min mere konkrete, detaljerede tale: Vi støtter intentionen om, at produkter skal holde længere. Det gælder ikke mindst de elektriske apparater, som har en høj miljøbelastning. Længere holdbarhed for produkter og bedre mulighed for reparation er en central del af cirkulær økonomi. Det er bedre at undgå affald end at bruge energi på at behandle affald. At behandle affald bør altid prioriteres under at undgå affald. Det følger af affaldshierarkiet, som for mig er et nyt ord, jeg har lært til dagens anledning.

Modsat af hvad mange tror, er Danmark faktisk ikke et foregangsland på det her område. Flere andre lande har strammere krav end Danmark, og det kunne være interessant at se på nogle af de erfaringer for at finde en model, der virker og passer til danske forhold, og som sikrer reelle miljøgevinster. Men grundlæggende for alle delelementer af forslaget er det selvfølgelig bedst, at det reguleres på EU-niveau. Desværre er EU på nogle punkter langtfra er ambitiøs nok, så derfor synes vi, det kan være fint at gå foran på nationalt plan.

Det første punkt handler om planlagt forældelse. Vi forstår egentlig ikke, hvordan det overhovedet kan være lovligt at planlægge, at et produkt skal gå i stykker. Men vi kan jo godt se, at der er produkter, som holder påfaldende kort tid, f.eks. ens telefon, som i hvert fald bliver langsom ganske hurtigt. Vi skal selvfølgelig holde os for øje, at det nogle gange er forbrugerne, som ønsker at udskifte, f.eks. fordi man har brug for noget nyt, eller at den gamle telefon ikke længere lever op til ens krav. Men derfor har vi også desperat brug for virksomheder, der tager ansvar og køber gamle produkter tilbage for at opgradere dem. Vi er helt enige i intentionen, men tænker, at det bør løftes til europæisk niveau, hvor Danmark bør arbejde benhårdt for at få det indført. Nogle virksomheder vil måske gå uden om Danmark, hvis vi går alene. Hvis vi går sammen med EU, er vi stærkere. Vi er lidt usikre på, om det er noget, vi kan indføre i Danmark alene uden at komme i karambolage med det indre marked. Men vi er ikke afvisende, for vi synes, det går for langsomt på europæisk niveau.

Det andet punkt handler om at forbyde virksomheder at tage et gebyr for undersøgelse af produkter inden for reklamationsperioden. Det kan vi fuldt støtte op om. Det er klart, at man som forbruger stopper med at reparere, hvis det risikerer at koste penge.

Tredje punkt handler om at forlænge reklamationsperioden. Hvis man gør det i andre lande, kan vi ikke se, hvad problemet skulle være i Danmark. Vi håber, at man kan undersøge status i andre lande og indsamle nogle erfaringer. Vi kommer selvfølgelig hurtigt til en diskussion af, hvor lang reklamationsretten så skal være. Måske kan man koble det sammen med det punkt, der handler om forventet levetid, så reklamationsretten var en vis procentdel af den forventede levetid. Dermed skulle producenter også til at konkurrere på det parameter.

Det fjerde punkt handler om at pålægge producenter at oplyse om produktets estimerede levetid og sikre, at reservedele til produktet kan erhverves i den periode. Vi er meget positive over for, at producenter skal oplyse den estimerede levetid. Det vil give et incitament til at konkurrere på levetid og ikke bare pris. Der kan være nogle praktiske problemer med at fremskaffe reservedele, det har andre været inde på, men det bør vi undersøge nærmere.

Vi er i hvert fald overordnet set positive. Selvfølgelig ville vi foretrække, at det lå på europæisk niveau, men nogle gange bevæger Europa sig bare ikke hurtigt nok, og så har man et ansvar for at gå foran, især når man er et land som Danmark, som gerne vil se sig selv som en grøn førernation. Og det er åbenbart ikke længere kun venstre side af Folketingssalen, der ønsker at se os som sådan. Så her er der jo en rigtig god mulighed for at bevise, at det også er noget, man mener.

Derfor kan vi støtte op om forslaget.

Tak til den radikale ordfører. Så er det hr. Naser Khader som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

SF har fremsat et forslag, der indeholder fire initiativer, der skal forbedre forbrugerbeskyttelsen og vilkårene for genbrug og cirkulær økonomi i Danmark.

Lad mig starte med at understrege, at vi i Danmark har et af verdens bedste regelsæt, når det gælder forbrugerbeskyttelse, regler om genbrug og holdbarhed. Vi kan selvfølgelig altid gøre det bedre.

I Det Konservative Folkeparti er det vigtigt for os, at forbrugsvarer bliver produceret på en forsvarlig måde, har en vis kvalitet, og at forbrugerens rettigheder er sikret. Derfor har vi også sympati for intentionen bag SF's forslag. Men når vi skal udvikle de her regler, skal vi ramme en balance mellem hensynet til forbrugeren og hensynet til de erhvervsdrivende. Spørgsmålet er, om de foreslåede initiativer hjælper forbrugeren i tilstrækkelig høj grad til at forsvare de gener, som man vil pålægge de erhvervsdrivende. Vi skal også huske på, at vi også har et ansvar for, at omkostningerne ikke bliver for store. De vil i sidste ende komme til at ramme forbrugeren.

For det første ønsker SF at gøre noget ved planlagt forældelse. Det gælder især forbrugerelektronik. Nogle mener, at virksomhederne bevidst designer deres produkter til at gå i stykker efter et vist antal år. Det kan ikke afvises. Men vi kender ikke omfanget af dette problem. SF ønsker at indføre et forbud. Skulle dette være et problem – og det ved vi ikke om det er – er det et problem, der vedrører store, internationale virksomheder. Hvis vi indfører et forbud i Danmark, vil vi blot få et dårligere udvalg og indføre omkostninger for erhvervsdrivende såvel som for de myndigheder, der skal håndhæve dette forbud.

SF ønsker også at indføre forbud mod gebyrer i reklamationssager. Reglerne er i dag sådan, at skulle forbrugeren finde en mangel ved produktet, som kan gøres gældende over for producenten, så må der ikke tages gebyr. Til gengæld skal forbrugeren selv betale for undersøgelsen, hvis det viser sig, at der ikke mangler noget ved produktet. Det synes vi sådan set er rimeligt nok.

SF ønsker for det tredje at forlænge reklamationsperioden fra de nuværende 2 år. Det er sådan i dag, at hvis man skal gøre reklamation gældende, skal man påvise, at produktet har haft en mangel fra købstidspunktet. Det bliver da kun sværere at bevisføre efter 3, 4, 5 eller 6 år. De nuværende 2 år er efter vores opfattelse en passende reklamationsperiode, og det kommer ikke til at have de store fordele for forbrugeren, at perioden er længere.

Det fjerde, SF ønsker, er, at producenter og erhvervsdrivende er forpligtet til at oplyse om produktets levetid forud for et køb. Men det er sådan set allerede gældende i dag. Sælger har pligt til at oplyse om produktets vigtigste egenskaber inden købet.

Så alt i alt har vi stor sympati for SF's intention med forslaget, men vi mener, at de gældende regler giver nok beskyttelse af forbrugeren, og derfor kan vi ikke bakke op om forslaget.

Der er et spørgsmål fra fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Tak for talen, og tak for de positive ord om intentionerne, men det kan man jo ikke leve eller dø af. De Konservative vil jo gerne være det grønne parti, i hvert fald blandt centrum-højre-partierne, og de har også af og til vist deres miljøhjerte. Og derfor vil jeg gerne spørge, om hr. Naser Khader ikke mener, det er et problem, at vi f.eks. kan se, at mængden af elektronikaffald er fordoblet på få år, altså at mineraler, ressourcer, metaller og alt muligt ikke bliver genanvendt på en ordentlig måde; at vi kan se i en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk, at syv ud af ti produkter bliver smidt ud, selv om de kunne have været repareret, hvis der havde været dele til det.

Er det ikke et problem i forhold til vores ressourcer? Er det ikke på tide, at vi får et erhvervsliv, som flytter deres indtjening et andet sted hen? Selvfølgelig skal de tjene penge, men det skal i højere grad være på service, opdateringer osv. – i stedet for at vi skal skifte alt det her hardware ud hver gang.

Ordføreren.

Jo, det er da et problem, at man ikke i alle tilfælde kan reparere de der apparater, og at det nogle gange er billigere at købe noget nyt end at reparere det eksisterende. Men har det noget med designet at gøre, altså det, at virksomheden designer dem til, at de ikke skal repareres efter et vist antal år? Nogle gange vælger man ikke at reparere, fordi reservedelene er for dyre, eller fordi timeprisen for reparation er for dyr. Så det har ikke i alle tilfælde noget at gøre med, at det er noget, der er forudbestemt, når produktet bliver lavet.

Spørgeren.

Lige præcis hvad angår timeprisen for reparationer, er jeg fuldstændig enig. Alternativet fremsatte et beslutningsforslag sidste år, som De Konservative desværre heller ikke støttede, om netop at gøre det markant billigere at reparere produkter, i hvert fald der, hvor der ikke var en energi- eller miljøgevinst ved at skifte det ud. Det kan der jo godt være; hvis man har et ældgammelt køleskab, kan det faktisk være bedre at skifte det ud. Men det er rigtigt, at der skal mange ting til, før det giver mere økonomisk mening. Det er jo også derfor, vi prøver at fremsætte de her forslag.

Men er der slet ikke noget område blandt de her flere forslag, hvor vi kan mødes med De Konservative, som jo er det grønne parti blandt centrum-højre-partierne?

Ordføreren.

Vi er meget grønne i det blå, og vi kan mødes om intentionerne. Vi har jo stor sympati for forslaget. Og i forhold til det første forslag imødekommer vi som sagt, at der kan være et problem, men vi kender ikke problemets omfang. I forhold til det med reparationsomkostninger er det jo svært at gå ind og sætte et loft for håndværkere og de erhvervsdrivende – det er jo private virksomheder, som vi ikke kan diktere en bestemt pris. Så lige det er det jo svært at gå ind og gøre noget ved.

Så er der ikke flere spørgsmål. Jeg siger tak til den konservative ordfører. Så er vi kommet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak til alle ordførerne og alle partierne i dag for diskussionen om produkternes levetid, cirkulær økonomi, og hvordan vi indretter vores økonomi bedre. Jeg vil egentlig også lidt undskylde for, at det er på Justitsministeriets ressort. Jeg er lige så forbavset over det, som nogle af jer sikkert er. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide vores justitsminister; jeg er bare selv erhvervsordfører og synes, det lå oplagt der – hvis det så bare var kommet igennem, når vi nu har en justitsminister fra det grønne parti i regeringen, men sådan gik det desværre ikke.

Som ordførerne har været inde på, er der fire delelementer i det her forslag, hvor jeg – sådan kan det jo gå – faktisk på et tidspunkt overvejede, om det ene forslag overhovedet skulle have været med her, eller om det ikke hørte bedre hjemme på EU-niveau, nemlig forslaget om et forbud mod at designe produkter med planlagt forældelse. Der er nogle ting, det er svært at gøre i et lille land i en åben økonomi. Vi kan dog se diskussionen i Frankrig f.eks., hvor der simpelt hen bliver rejst sager mod visse firmaer og virksomheder, fordi man har en formodning eller mistanke om, at produkter er blevet indrettet på en kunstigt dårlig måde så at sige.

Vi kan se, at vi dumper meget mere – faktisk dobbelt så meget – elektronikaffald som bare for få år siden. Vi har en række husholdningsmaskiner, som vi måske ikke sådan går op i at skifte ud lige så ofte, som man køber nyt tøj. Altså, en vaskemaskine skal bare virke, og når man har købt den, har man selvfølgelig en formodning om, at den også kan holde endda en del år. Som jeg var inde på i nogle af mine spørgsmål, har det tyske indenrigsministerium lavet sådan en undersøgelse af det her og kan faktisk se i hvert fald på det tyske marked – og det er jo ikke et lille marked – at specielt hårde hvidevarer holder i kortere og kortere tid. Jeg får tit at vide, når jeg diskuterer det her med nogle, der er kritiske over for mine holdninger, at man vil stoppe al innovation, hvis det her kommer igennem, fordi nye produkter også er nye teknologier osv. Det er jeg fuldstændig enig i at der skal være plads til. Men vores vaskemaskiner har vi måske ikke brug for at der er så meget disruption inde over, at vi behøver at skifte dem ud hvert andet år.

I takt med at vi får mere og mere smarte produkter – smart cities, smarte hjem, alt muligt – hvor det, der egentlig er vigtigt, er indmaden, altså softwaren, hvad de kan, og ikke hardwaren, altså skallen rundtomkring, som er det, der er rigtig ressourcekrævende, så giver det jo mere mening at prøve at sige til erhvervslivet: Det, I skal tjene penge på – for selvfølgelig skal I kunne tjene penge – er altså opdateringer af service, af indmaden, af softwaren i den. Og så giver det altså ikke mening, at fordi softwaren fejler, skal vi skifte hele hardwaren ud, at vi skal skifte hele køleskabet eller tv'et eller alt det her, når det sagtens kan designes bedre for de samme penge. Det er jo det, cirkulær økonomi handler om, nemlig at sige, at vi skal have flyttet økonomien derover, hvor vi ikke har så meget ressourcespild, hvor vi ikke har alt det affald, og hvor den nye forretningsmodel er, at man tjener penge på service, på opdatering af software, på at tilbyde nye elektroniske produkter.

Derfor var jeg også lidt skuffet over Dansk Erhvervs tilgang til det her, som var meget kritisk. Man kunne måske komme hinanden lidt mere i møde? Altså, det kunne jo også være, når det nu er en borgerlig regering, at man kunne sige: Hvis man tager nogle skridt i retning af en mere cirkulær økonomi, så får man nogle andre økonomiske fordele. Til gengæld bliver vi simpelt hen nødt til at få reduceret alt det her spild og affald. I Danmark er vi jo gode til mange grønne ting, men vi har et så voldsomt højt forbrug, at vi ville skulle bruge adskillige jordkloder, hvis hele verden opførte sig som os. Det er, fordi vi gerne vil have nye computere og iPads og telefoner og fladskærme og alt muligt andet.

Der bliver vi bare nødt til at indrette vores forbrug på en anden måde. Det betyder ikke, at vi skal tilbage til stenalderen; det betyder, at det, vi skal forbruge, i højere grad bliver immaterielt. Vi kan ikke blive ved med at kassere så mange ton affald hvert eneste år.

Så hører jeg igen og igen den her kritik om, at hvis man overfører nogle byrder til erhvervslivet, bliver prisen hældt over på forbrugeren. Det argument er jo lige så gammelt som Metusalem. Hver eneste gang vi nogen sinde i historien har indført forbrugerbeskyttelse, har vi hørt det samme argument: Når der er forbrugerbeskyttelse, er det nogle gange et nulsumsspil, og det betyder, at erhvervslivet eller andre skal påtage sig nogle ting, og det kommer så over til forbrugerne. Der må jeg bare spørge specielt de partier, der virkelig tror nagelfast på markedet og på konkurrencen, om ikke priserne, hvis der var en ordentlig konkurrence blandt producenterne, ville finde et naturligt lavt leje.

Jeg synes, at det er lidt spøjst, at vi i Danmark, når vi nu tit gerne vil være fremme i skoene, siger: Det kan godt være, at de har nogle andre regler i Frankrig, og det kan godt være, at de i Spanien og i Sverige og i Storbritannien har indført nogle længere perioder for reklamationsretten og stillet nogle krav om, at man må forvente en nogenlunde lang levetid for et produkt. Altså, når vi køber en leverpostej henne i Brugsen, står der også på den, hvor længe den cirka kan holde sig. Derfor giver det også kun mening, at producenten – og om nogen, ved producenten det – oplyser, nogenlunde hvor lang tid det her køleskab under normale forhold kan fungere.

Jeg vil gerne takke selvfølgelig Enhedslisten og Alternativet og Radikale rigtig meget for den nærmest uforbeholdne opbakning til forslaget. Jeg vil gerne takke Socialdemokratiet for at arbejde med cirkulær økonomi i et udspil, ja – det er rigtig godt, at I gør det. Og jeg vil rigtig gerne takke DF for mange positive takter. Det synes jeg var rigtig dejligt. For det her handler jo både om bedre ressourceanvendelse og vores miljø, men det handler også om forbrugerbeskyttelse. Og jeg er fuldstændig enig i nogle af de kommentarer, der kom, om, at vi får større og større producenter og virksomheder. Hvis konkurrencen først bliver ringe eller dårligere, er det jo også forbrugerne og deres pengepung, det går ud over. Derfor ser jeg egentlig lidt optimistisk på, at vi kan lave et udvalgsarbejde, hvor vi på en eller anden måde kan komme videre ad den her vej, ikke nødvendigvis præcis som vores forslag ser ud, men i hvert fald med nogle af elementerne i det. Så det synes jeg har været dejligt. Tak for det.

Der er en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby. Værsgo.

Tak. Jeg bemærkede, hvad ordføreren sagde i sit indlæg vedrørende den diskussion, der var, om, at man vil overvælte de her udgifter. Altså, der er flere ordførere, der under debatten har sagt, at hvis det blev dyrere, og der f.eks. skulle være en længere garantiperiode, så ville man opleve, at det ville blive overvæltet på forbrugerne for at finansiere det, og det er sådan set en holdning, vi deler i Dansk Folkeparti. Som jeg forstod det, delte ordføreren ikke den bekymring – er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Jeg prøvede bare at påpege, at jeg ikke tror, jeg nogen sinde har hørt en debat om forbrugerbeskyttelse eller selv deltaget i en, uden at det argument er blevet brugt. Og jeg vil sige, at vi gennem årtier altså har fået markant bedre forbrugerbeskyttelse i Danmark, bl.a. fordi vi har en lovgivning, der i dag er god – SF synes, den kunne være bedre – men også fordi vi har organisationer og en vagthund som eksempelvis Forbrugerrådet Tænk, som også hele tiden holder øje med, om priserne er kunstigt høje, og prøver at påpege det.

Jeg vil dog også sige, at hvis man køber et køleskab, der går i stykker efter 3 år, så kan det godt være, det har været billigt, men det kunne jo være, man kunne have sparet nogle penge, hvis man havde betalt en lillebitte smule mere for at få et køleskab, der holdt i 5 år. På den måde – og det tror jeg at der var flere af mine kollegaer fra de andre partier, der var inde på – kan der jo være en forretningsmodel i, at man bare skal købe en masse billigt skidt hele tiden. Og på sigt – det ved enhver, også en, der er ordfører på det økonomiske område – er det ikke noget, der nødvendigvis er sund økonomisk fornuft i.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Nej, men det er så også derfor, jeg ikke rigtig forstår, at ordføreren ikke anerkender den bekymring, som de her partier er kommet med i dag. I de debatter, som fru Lisbeth Bech Poulsen og jeg også har deltaget i, om kreditkort og betalingskort, realkredit, bidragssatsstigninger, bank- og forsikringsspørgsmål – bare for at nævne nogle af dem – plejer SF jo selv at bruge det som argument, at de penge, de mister på gyngerne, tjener de bare ind på karrusellerne; at det er via gebyrskruen og alle mulige andre ting, at man dækker sig ind, altså med nye typer af indtægter, hvis man bliver pålagt andre ting.

Når nu SF bruger det som argument i alle de andre typer af spørgsmål i erhvervsøjemed, undrer det mig bare, at SF i den her debat, hvor det drejer sig om vaskemaskiner, negligerer selv samme argument.

Ordføreren.

Det argument kan jeg simpelt hen ikke forstå, for jeg har så mange gange med ordføreren for Dansk Folkeparti diskuteret bidragssatser, gebyrskruer og alle de her ting, som vi fra SF's og andre partiers side synes er fuldstændig urimelige. Og det er jo mangel på lovgivning og mangel på konkurrence, der har gjort, at banker og realkreditinstitutter har hævet deres gebyrer og deres priser. Konkurrencestyrelsen siger det klokkeklart, det er jo ikke noget, jeg bare står og finder på.

Så der er tale om mangel på regulering, og der er ikke et frit marked. Der er en ramme, som vi kan indrette på forskellige måder – med konkurrencelovgivning, med håndhævelse af privat ejendomsret og alt muligt andet. Der må man hele tiden sige, at noget er af hensyn til erhvervslivet og noget af hensyn til forbrugerne, og her synes vi ikke at den balance virker.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er dermed vedtaget.