Ja, der har efterhånden været stribevis af grimme sager, hvor genstande er blevet kastet mod bilister, og det har desværre, som ministeren også nævnte, været et stort problem, som dog er faldende.
Men vi må konstatere, at stenkast har bredt sig til hele landet.
Ligesom bilafbrændinger er stenkast blevet en epidemi.
Ministeren fortæller, at stenkast fra motorvejsbroer er noget, ministeren tager alvorligt, og efter min mening bør der være hårdere straffe for at kaste sten mod biler, for med den fart, en bil har, bliver en sten, der kastes mod en bil, til et projektil.
Stenkast mod biler kan give en straf på op til 8 år for såkaldt hensynsløs fareforvoldelse – det samme som uagtsomt manddrab – og hvis man kaster en stor genstand, som man ved vil dræbe bilisten, kan man blive dømt for forsætligt drab, hvor strafferammen er livstid.
Men problemet med den form for straf er, at skaden skal være sket.
Men det er ikke godt nok; vi skal stramme loven, så vi afskrækker unge fra at kaste med sten mod biler.
For når nogle kaster en sten fra en motorvejsbro, er det et lotteri, hvor stenen rammer, og hvor meget skade en sten forvolder.
Det kan ikke være rigtigt, at man kan gamble med folks liv på den måde og slippe ustraffet fra det.
Vi kender alle den ulykkelige sag med det tyske ægtepar, og desværre har det indtil videre ikke været muligt at finde gerningsmændene.
Men der har været en lang række andre sager, hvor der har været vidner, f.eks.
i en sag i Nordjylland sidste år, hvor der blev kastet med sten mod en ambulance, der var ved at transportere en hjertepatient.
Vidner så to 17-årige, hvis herkomst politiet ikke vil afsløre, kaste stenene, og drengene erkendte efterfølgende, at det var dem, der stod bag episoden.
Men de fortalte politiet, at det var æbler, de kastede med, og ikke sten, og det betød, at politiet ikke kunne gøre noget, ikke sige noget; de kunne blot konstatere, at der var blevet kastet en genstand mod ambulancen.
Vil ministeren arbejde for at gøre noget ved stenkast mod biler, f.eks.
ved at opsætte overvågningskameraer og sikre bedre belysning, så ministeren kan vise, at ministeren tager problemet særdeles alvorligt?
Tak.