Det næste punkt på dagsordenen er:

5) Forespørgsel nr. F 43:

Forespørgsel til udlændinge- og integrationsministeren:

Mener regeringen, at det er uforeneligt med at være »dansker« at være indvandrer eller efterkommer af indvandrere fra et ikkevestligt land, som en vedtagelse i Folketinget lod forstå?

Af Sofie Carsten Nielsen (RV), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Josephine Fock (ALT) og Jacob Mark (SF).

(Anmeldelse 22.02.2017. Fremme 24.02.2017).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 9. maj 2017.

Jeg byder velkommen til ordføreren for forespørgerne til begrundelse, nemlig fru Sofie Carsten Nielsen. Værsgo.

Tak for det. Og det kan jo gøres ganske kort, for det her handler om, at der den 7. februar blev diskuteret og vedtaget V 38 i Folketinget, der handlede om beboerne i Brøndby Strand. Men det handlede om mere end beboerne, og selv om vedtagelsen ikke fremsatte sådan konkrete forslag, markerede den vedtagelse alligevel for mange – intenderet eller uintenderet – at etniske minoriteter ikke er en del af det danske samfund. Forhåbentlig var det uintenderet, og det er det, jeg håber at vi med den forespørgsel kan gøre op med, således at alle, der er danskere, ikke får en mærkat om, at det er de ikke på baggrund af deres etnicitet. Det må være folks adfærd, der afgør de her ting. Så jeg håber meget, vi kan få en debat om løsninger og ikke igen ender med at stemple en hel gruppe i vores samfund. Det er opfordringen herfra.

Tak for det. Og oven på det får vi mulighed for at høre ministeren besvare forespørgslen. Værsgo.

Tak for det. Det er jo Enhedslisten, Alternativet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, som har bedt mig om at redegøre for, om regeringen mener, at det er uforeneligt med at være dansker at være indvandrer eller efterkommer af indvandrere fra et ikkevestligt land, og man henviser så derefter til forslaget til vedtagelse i Folketinget.

Jeg må ærlig talt indrømme, at det ved første øjekast var mig lidt uklart, hvilken vedtagelse det er, der henvises til, for jeg har ikke kendskab til, at vi her i Folketinget har vedtaget en tekst, som angiver et sådant modsætningsforhold. Derimod har jeg erfaret, at man fra oppositionens side ikke har holdt sig tilbage med at lægge ord i munden på regeringspartierne og Dansk Folkeparti om, hvad det var, der i virkeligheden stod i vedtagelsesteksten. Og uden at være helt sikker må jeg jo så gætte på, at det må være den vedtagelsestekst, der blev vedtaget for 3 måneder siden – den, der hedder V 38 – som man henviser til fra oppositionens side. Men det må vi få afklaret senere.

Som et af flere eksempler skrev den radikale leder, hr. Morten Østergaard, den 7. februar her i år på sin facebookprofil om vedtagelsen, og jeg citerer, at » man på forhånd har sagt, at etnisk baggrund forhindrer, at man kan tælles som dansk«. For at gentage det en gang til, har vi aldrig nogen sinde sagt eller ment, at nogle individer på forhånd er udelukket fra at blive danske. Og jeg gentager også gerne, at der selvfølgelig er gode eksempler på personer med ikkevestlig indvandrerbaggrund, som arbejder og som bidrager positivt til det danske samfund, og som har lært det danske sprog og taget vores værdier og normer til sig.

Men når det er sagt, er der heller ingen tvivl om, at et fokus på gruppen med ikkevestlig indvandrerbaggrund som en gruppe med særlige integrationsudfordringer er både berettiget og saglig og relevant. Der er jo også en grund til, at Danmarks Statistik netop opgør befolkningen efter, om de har dansk, vestlig eller ikkevestlig herkomst. Og vi har meget store integrationsudfordringer i Danmark. Derfor forstår jeg heller ikke oppositionens insisteren på at spilde vores alle sammens tid ved at fejllæse den tidligere vedtagelse, som blev vedtaget her for 3 måneder siden, i stedet for være med til at løse virkelighedens problemer.

Problemerne er veldokumenteret. Finansministeriet udsendte i sidste måned en økonomisk analyse: »Indvandreres nettobidrag til de offentlige finanser«. Den viser ikke overraskende, at ikkevestlige borgere medfører en nettoudgift på 33 mia. kr. målt i 2014-tal. Og forklaringen er selvfølgelig, at alt, alt for få er i arbejde, og omvendt at alt for mange er på offentlig forsørgelse. Den regning vil selvsagt vokse, hvis vi ikke gør noget ved det. Derfor er det helt nødvendigt at begrænse antallet af asylansøgere og familiesammenføringer, ligesom det er nødvendigt at stille krav og sikre en integrationsydelse, så det kan betale sig at arbejde, som vi har gennemført i regeringen med regeringspartierne og Dansk Folkeparti.

Men det handler også om mere end bare økonomi; det handler jo om Danmarks sammenhængskraft. Det er for mig at se intet tilfælde, at vi, de homogene og hårdtarbejdende skandinaviske befolkninger, har skabt samfund, som på den ene side er rige, og som på den anden side formår at give alle en fair chance og hjælpe dem, som har behov for det.

Når jeg følger den politiske debat, har jeg faktisk indtrykket af, at vi bredt i Folketinget grundlæggende er enige om, at vi skal bevare og også videreudvikle lige netop det Danmark, som jeg beskrev lige før. En logisk konsekvens af det synspunkt er jo så for mig – og det er jo nok her, vandene skiller – at det ikke er foreneligt med massiv indvandring af grupper med meget anderledes kulturbaggrund og lave kompetencer. Det forudsætter efter min mening, at vi begrænser antallet af asylansøgere og familiesammenføringer – for antallet har en stor betydning for Danmarks fremtid.

Indtil videre har vi gennemført 55 opstramninger; 55 stramninger, som jo har det formål at sikre, at vores udlændingeregler er tilpasset den aktuelle flygtningesituation for at passe godt på Danmark; 55 stramninger, som vil bidrage til at skabe forudsætninger for en mere vellykket integration af dem, som allerede er her i landet. Debatten i dag giver så desværre ikke mulighed for at opremse alle regeringens 55 opstramninger på udlændingeområdet, men jeg kan da nævne, at vi på asyl- og familiesammenføringsområdet bl.a. har indført en begrænsning af varigheden af opholdstilladelser til personer med beskyttelsesbehov her i Danmark; en udskydelse af retten til familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelse; og en øget adgang til frihedsberøvelse af afviste asylansøgere og udlændinge uden lovligt ophold i landet. En ting er sikkert: Regeringen vil fortsætte den stramme, konsekvente og realistiske udlændingepolitik, for den er hele forudsætningen for en bedre integration.

Lad os så tage fat på integrationsopgaven. Integration er ikke et spørgsmål om, at vi alle sammen bøjer os lidt ind mod hinanden, og så mødes vi nok et sted på midten. Det er et spørgsmål om, at når man kommer til Danmark, tager man Danmark til sig. Det betyder, at man tager sproget til sig, at man tager værdisættet til sig, og at man tager den kultur, som vi har her i landet, til sig.

Til det hører et fundament af frihedsrettigheder – frihedsrettigheder, der gør, at mænd og kvinder, piger og drenge er lige meget værd; at man her i landet kan tro præcis på den gud, man vil; man kan sige præcis, hvad man vil; man kan også tegne præcis, hvad man vil, og man kan også få det trykt i avisen. Og så er det selvfølgelig et spørgsmål om, at man arbejder, at man forsørger sig selv og sine, og at man i det hele taget bidrager positivt til det danske samfund.

Regeringens fokus ligger ikke kun på at gøre det mindre attraktivt at søge mod Danmark. Vi skal selvfølgelig også stille langt flere krav til dem, der er kommet, og vi skal ikke mindst understøtte, at de også kommer i job. Det er ikke bare nødvendigt, men det er også helt rimeligt, at man så hurtigt som muligt giver et bidrag til det danske samfund, når man er her. Og så er det helt afgørende for den enkeltes integration i det danske samfund, at man kommer ud på arbejdsmarkedet, at man møder danskere, at man lærer sproget, og at man kommer til at lære de danske normer og værdier at kende, og at man tager dem til sig.

Hvis vi skal have flere i arbejde, ja, så skal det selvfølgelig også kunne betale sig at arbejde, og det er derfor, vi har indført integrationsydelsen, 225-timers reglen og kontanthjælpsloftet. Så skal integrationsindsatsen jo foregå ude på virksomhederne, og den skal knytte an til det fællesskab, som arbejdsmarkedet også er. Her vil jeg faktisk gerne benytte lejligheden til at takke både kommunerne, men også arbejdsmarkedets parter, altså arbejdsgiverne og fagbevægelsen, for det gode samarbejde, vi har haft og har om de aftaler, vi har indgået omkring integrationsindsatsen, og hvor der jo netop nu er fokus på job fra dag et. Vi har gjort det klart, at alle nyankomne som udgangspunkt er jobparate og skal ud på en virksomhed.

Jeg vil godt slå fast, at regeringen ikke accepterer, at der findes miljøer og grupper i Danmark, hvor man lever i strid med vore idealer om demokrati og personlig frihed, og hvor social kontrol opfattes som god opdragelse. Derfor fremlagde vi i oktober måned sidste år to handlingsplaner med en lang række nye initiativer – en om forebyggelse af ekstremisme og radikalisering, og en om bekæmpelse af social kontrol og æresrelaterede konflikter.

Som det også fremgår af det nye forslag til vedtagelse, som vi fremsætter her i dag, har personer, der har boet i Danmark i en årrække, jo mulighed for at søge dansk statsborgerskab. I regeringen ser vi ikke statsborgerskab i Danmark som en menneskeret. Vi ser det derimod som et meget, meget stort privilegium; noget, man skal gøre sig fortjent til, og noget, som skal afspejle og understøtte vores målsætninger i integrationspolitikken. Derfor at jeg også glad for, at vi med indfødsretsaftalen fra 2015 bl.a. fik indført en ny indfødsretsprøve, øgede krav til danskkundskaber og selvforsørgelse, og så også en forlængelse af karensperioderne, hvis man begår kriminalitet.

For at summere det hele op vil jeg gerne sige: Jeg anerkender fuldt ud, at der bestemt er mennesker her i Danmark med ikkevestlig indvandrerbaggrund, som bidrager positivt til vores land; som er blevet en del af det fællesskab, vi har her, og som har taget vores værdier til sig – værdier om demokrati, om frihed, ligestilling. Og jeg kan sige, at jeg selv har mødt rigtig mange af dem.

Men der er desværre også alt for mange, hvor det ikke er tilfældet, og derfor har vi et massivt integrationsproblem i Danmark, som er koncentreret omkring gruppen af ikkevestlige indvandrere. Jeg undrer mig over, at flere partier her i Folketinget finder det vigtigere er at bruge deres energi på at insistere på at fejllæse en enkelt passage i en vedtagelsestekst mere end at forholde sig til sagens substans. Det synes jeg ærlig talt er skammeligt.

Derfor håber jeg også, at vi med dagens vedtagelse fremover kan koncentrere os om det vigtige arbejde, der dog for pokker må ligge foran os alle sammen. For mig handler det som sagt om, at der skal føres en stram udlændingepolitik; at der skal mærkbare økonomiske incitamenter til, så vi kan få flere i arbejde; at integrationsindsatsen skal stille meget klare krav om, at man netop skal ud på en arbejdsplads; at vi gør op med social kontrol og ekstremisme.

Så vil jeg bare sige, at det at lade sig integrere i Danmark jo netop ikke handler om, som jeg sagde før, at alle skal bøje sig lidt ind mod hinanden, og så mødes et sted på midten. Det handler om, at når man bor og lever i Danmark, må man tage det danske værdisæt til sig, man må tage vores normer, vores traditioner til sig. Og så handler det om, at når man bor i Danmark, kan man bygge sit eget liv oven på det fundament, som generationer før os har lagt; et fundament, der gør, at man her kan tro på lige præcis den gud, man vil. Man kan sige lige præcis, hvad man vil. Man kan også tegne præcis, hvad man vil. Og her er piger og drenge, kvinder og mænd lige meget værd. Oven på det fundament kan man så bygge sit eget liv; man kan bare ikke slå hul på fundamentet, og det skal vi være uendelig klare om.

Tak til ministeren. Så går vi i gang med forhandlingen, og den første ordfører er ordføreren for forespørgerne, nemlig fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Tak for det. Vedtagelse nr. V 38, som blev vedtaget i Folketinget den 7. februar, handlede om mere end beboerne i Brøndby Strand, for vedtagelsen markerede, at etniske minoriteter, som jeg sagde i min begrundelse, er fremmede for det danske samfund. Med meget stor sandsynlighed, og jeg synes, det har en værdi i sig selv, at ministeren her bekræfter det, var det ikke intentionen. Det er jo så rigtig godt, at vi får lejligheden til at tage det til efterretning. I al fald var det ikke intentionen fra alle bag vedtagelsen, og det er denne forespørgsel så en mulighed for helt konkret at rette op på.

Men vedtagelsen kom altså – med vilje eller ikke med vilje – til at udskille en gruppe af borgere på baggrund af deres etnicitet og signalere, at disse borgere ikke ville, men også at de ikke kunne blive en del af vores fællesskab. På den måde er der jo visse selvopfyldende profetielementer i V 38, først og fremmest fordi det er stigmatiserende for en voksende gruppe af danske borgere. Opdelingen skaber på nogen måde jo hierarkier af medborgerskab, som om man kan være det på forskellige måder afhængigt af ens etnicitet, og det er skadeligt for vores sammenhængskraft som samfund. Vi har ikke flere kategorier af medborgerskab.

Konsekvenserne er måske allerede også ret tydelige. Over 70 pct. af unge med minoritetsbaggrund stoler ikke på os folketingspolitikere. Det er der nok også andre unge der ikke gør, og det er jo rigtig godt med en sund skepsis. Man kan sige, at det faktisk er helt enormt dansk, men det er måske også udtryk for andet.

Jeg vil holde fast i at sige, at det faktisk ville være rigtig interessant at undersøge, at få viden om, dybere viden, forske i, for det er jo også noget af det meget grundlæggende i den her debat, at vedtagelsen fra februar ikke var bygget op om viden og fakta. F.eks. er der faktuelt ingen sammenhæng i de udsatte boligområder, såkaldte ghettoer, mellem antallet af etniske minoriteter og kriminalitet. Så på den måde var Folketingets bekymring der jo rettet det forkerte sted hen, for hvis vi tager udgangspunkt i fakta, tal fra Danmarks Statistik, så viser de, at det hovedsagelig er etniske minoriteter, der føler sig utrygge i de udsatte boligområder efter mørkets frembrud, ikke folk med etnisk dansk oprindelse. Så kan man sige, at vi her i Folketinget nok snarere burde bekymre os om, hvordan vi løser problemerne i de socialt udsatte boligområder – og det hørte jeg også ministeren lægge vægt på; det synes jeg er rigtig godt – og selvfølgelig også om, hvordan vi så samtidig inkluderer flere i vores danske fællesskab.

Men det er kritisabelt, at Folketinget – i hvert fald indtil vi får vedtaget noget andet – mener, at alene en høj andel af indvandrere og efterkommere uden videre forklaring i sig selv er bekymrende. Det er vigtigt, mener jeg, hvad vi vedtager her i Folketinget – det er landets parlament – og de vedtagelser, vi har, bliver taget alvorligt og lyttet til. Den formulering indikerer, at et flertal i Folketinget opfatter personer, der har ikkevestlige rødder, som nogle, der i sig selv bør vække bekymring ved deres tilstedeværelse. Det er en meget stigmatiserende, meget generaliserende formulering, som er skadelig for vores sammenhængskraft, for det må nødvendigvis være folks adfærd, ikke deres oprindelse, der definerer, hvorvidt deres tilstedeværelse i et givent område er bekymrende. Det hørte vi sådan set også ministeren udlægge.

Bekymringen kan jo være helt berettiget, hvis der i nogle områder opleves f.eks. en høj grad af kriminalitet, en høj grad utryghed, men jeg har jo lige redegjort for, at der altså ikke er den sammenhæng, som der blev givet udtryk for, f.eks. mellem antallet af indvandrere og efterkommere med rødder i ikkevestlige lande og kriminalitetsraten i et givent område. Helt generelt gælder det tværtimod statistisk, vi ved det, at kriminalitetsraten er faldende, jo flere indvandrere og efterkommere der bor i et boligområde. Det er dokumenteret. Det er jo ikke nødvendigvis en god ting, men bare med udgangspunkt i kriminalitetsraterne kan man altså ikke sige det.

Faktisk – bare for at få flere fakta på bordet – er det helt generelt sådan, at 4,5 pct. af mennesker med dansk oprindelse føler sig utrygge i deres nærområde efter mørkets frembrud, mens det samme gør sig gældende for 11,5 pct. af indvandrere og 7,9 pct. af efterkommere, som er de statistiske definitioner, Danmarks Statistik har. I Aarhus føler næsten 20 pct. af efterkommerne sig utrygge ved ophold i deres nærområde. Det gælder kun for 3 pct. af personer med dansk oprindelse. Så på mange måder er vores bekymringer ikke helt rettet det rette sted hen. I alt fald er der noget, der tyder på, at vi skulle til at tage det her endnu mere alvorligt.

I de fleste kommuners strategier for socialt udsatte boligområder indgår også et ønske, et mål, om at fastholde de stærke beboere. Det er rigtig vigtigt at have for øje, at mange steder er de stærke beboere efterkommerne af ikkevestlige indvandrere. Grunden til, at det her ikke ses i statistikkerne endnu, er jo, at over 80 pct. af alle efterkommere fra ikkevestlige lande endnu ikke er fyldt 25 år. Det var også det, Finansministeriets redegørelse viste. De er overvejende ikke i arbejde, men de er i uddannelse. Så det er der, vi skal sætte ind i boligpolitikken, i børne- og uddannelsespolitikken, sikre, at der bliver taget hånd om alle børn, sikre, at der er nok pædagoger, at pædagogerne har de rette kompetencer, og også når det gælder børn med en tværkulturel baggrund, for det er det, der gør en forskel for at bryde mønstre og baggrunde. Det tror jeg vi alle sammen er optaget af: at vi møder hinanden, at vi med en aktiv boligpolitik sikrer, at vi ikke isolerer os i boligområderne.

Så skal jeg læse forslaget til vedtagelsen fra forslagsstillerne op.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af danske borgere med rødder i ikkevestlige lande er over 50 pct. Dette tyder på, at der eksisterer en strukturel udfordring på bl.a. boligområdet, der betyder, at minoritetsetniske borgere og etnisk danske borgere ikke i tilstrækkelig grad bor og mødes på tværs af miljøer. Det er Folketingets opfattelse, at dette bør imødegås med bl.a. en aktiv boligpolitik, uddannelsespolitik, arbejdsmarkedspolitik og integrationspolitik.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 97).

Tusind tak. Men der er også en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Tak for det, formand. Fru Sofie Carsten Nielsen gjorde meget ud af, at den her debat kan være stigmatiserende, den kan være generaliserende, og det er jeg fuldstændig enig i. Derfor synes jeg, det er nederdrægtigt af Det Radikale Venstre at fortsætte den her debat.

Fru Sofie Carsten Nielsen og resten af Det Radikale Venstre kan ikke – det er jo begavede mennesker – på noget tidspunkt have været i tvivl om det, som dagens forespørgsel handler om, nemlig om der er nogle, der mener, at det er uforeneligt at være dansker og være indvandrer eller efterkommer af indvandrere fra et ikkevestligt land. Har fru Sofie Carsten Nielsen helt ærligt på noget tidspunkt troet, at noget medlem af Folketinget mener det?

Ordføreren.

Jeg er helt overbevist om, at hr. Jakob Ellemann-Jensen ikke mener det, og det gør mig rigtig glad. Nu har jeg med ministerens tale tidligere jo også fået understreget, at det ikke var intentionen at sende det signal. Det synes jeg er rigtig, rigtig godt. Men det, som rigtig mange mennesker uden for den her Folketingssal rundtomkring i vores samfund har taget ned, og som jeg er helt overbevist om at også hr. Jakob Ellemann-Jensen fik rigtig mange henvendelser om efter debatten om V 38, er, at der i V 38 står – og det er jo den vedtagelse, der står, indtil der er en anden vedtagelse, som et flertal af Folketinget har besluttet – at det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.

Jeg er rigtig, rigtig glad for, at der er medlemmer af Folketinget, der efterfølgende har udtalt, at det var en uheldig formulering. Men det er helt grundlæggende i respekt for det Folketing, som vi er en del af, at det er den vedtagelse, der står nu, som et flertal af Folketinget står bag. Og det er det signal, der står, indtil det bliver lavet om. Det håber jeg vi kan komme igennem med i dag.

Spørgeren.

Det var ikke det, jeg spurgte om. Jeg havde egentlig heller ikke forventet at få et ærligt svar på mit spørgsmål, for sandheden er jo, at det radikale korstog, som har kørt siden slutningen af februar, hvor det handler om bevidst at mislede de mennesker, som fru Sofie Carsten Nielsen står og hævder at være den store beskytter af, bare er fortsat ud i det uendelige. Jeg og flere andre fra mit parti har jo selv været ude at sige: Den udlægning, som Det Radikale Venstre har, er ikke det, vi mener, det er ikke det, vi på noget tidspunkt har ment. Alligevel har man fortsat den her kampagne. Hvem er det, der stigmatiserer? Hvem er det, der generaliserer? Hvem er det, der taler om etnicitet, for det er ikke os?

Ordføreren.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen, det er det, I gjorde, da I vedtog V 38. Jeg er utrolig glad for, at hr. Jakob Ellemann-Jensen tilskriver Radikale Venstre så store kampagneevner, at vi ligefrem skulle have kørt kampagne på det her. Jeg har tværtimod samarbejdet med bl.a. Mino Danmark, der samler fakta og viden om minoritetsetniske borgere i Danmark, for at få fakta frem. Det var også derfor, jeg brugte min ordførertale på netop at tale om det. Det er det, der er afsindig vigtigt nu. Og det allervigtigste er, at vi får en anden vedtagelse, og at flertallet i Folketinget ikke sender det samme signal, så både minoritetsetniske borgere og børn med adoptivbaggrund, unge, voksne med adoptivbaggrund føler, at hele Folketinget anerkender dem som danske.

Hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Der har jo kørt kampagner fra Det Radikale Venstre og andre på de sociale medier, så man har ført kampagner for at give en bestemt opfattelse af tingene, som ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Det er jo også meget tankevækkende, at i det forslag til vedtagelse, som Folketinget vedtog, og som vi fra Dansk Folkepartis side syntes var et rigtigt godt forslag til vedtagelse, står etnicitet f.eks. ikke nævnt. Men det er fru Sofie Carsten Nielsen, der nu bringer etnicitet ind i debatten. Der er mange, der opfatter etnicitet som værende tilhørende et folk, men der er også mange, der opfatter det som eksempelvis udtryk for en persons hudfarve. Det var bl.a. derfor, vi ikke inddrog det i den debat, vi havde, og i det forslag til vedtagelse, som vi havde dengang, fordi vi netop ikke ønskede, at det var det, vi skulle diskutere. Men det har fru Sofie Carsten Nielsen og Radikale og alle mulige andre diskuteret.

I det forslag til vedtagelse, som Det Radikale Venstre lægger frem i dag, nævner man jo faktisk som de eneste for første gang i den her debat i et officielt dokument fra Folketinget ordet etnicitet. Det er jo realiteten.

Ordføreren.

Men der er jo meget, meget stor forskel på det. Og som ministeren lagde op til, skal vi selvfølgelig snakke om de udfordringer, og det er det, som vi også åbenlyst prøver at adressere i forslaget til vedtagelse her, nemlig at vi skal tage udgangspunkt i viden og fakta. Og der er nogle statistiske begreber, som vi bruger. Det har vi overhovedet ingen problemer med.

Det, som står tilbage, er, at der en vedtagelse af et flertal i Folketinget, hvor der står, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark. Det er meget svært ikke at opfatte den tekst, som at der er nogle i de her områder, der ikke kan opfatte sig selv som danske, og at det er en meget stor procentdel. For det er jo det flertal, som der tales om. Det er det, vi ønsker. Jeg er glad for, at hr. Martin Henriksen ser ud til at bakke op om det, for så er lejligheden her jo netop nu til at lade et andet forslag til vedtagelse blive vedtaget af et flertal i Folketinget.

Spørgeren.

I den tid, jeg har haft den ære og fornøjelse at være folketingsmedlem, tror jeg, det her er noget af det mest absurde, jeg har oplevet. I det forslag til vedtagelse, som blev vedtaget dengang, er »etnicitet« ikke nævnt. I de officielle opgørelser, som ligger til grund for det forslag til vedtagelse, opgør man jo ikke på baggrund af etnicitet, altså hvis man forstår det som hudfarve. Det gør man ikke. Man gør det på baggrund af, hvilket land de pågældende er indvandret fra.

Altså, man kan jo misforstå alting, hvis man vil det, men man kan jo ikke læse det ind i det, medmindre man bevidst ønsker at misforstå det. Jeg synes også, at de partier, der påstår, at Folketinget har vedtaget, at personer med ikkevestlig baggrund i alle tilfælde er udelukket fra at blive danskere, bør give en undskyldning, for det er faktisk ikke det, Folketinget har vedtaget. Ret skal være ret. Jeg står gerne på mål for mine holdninger, og det tror jeg alle herinde gør, men der skal jo også være en vis rimelighed i tingene.

Ordføreren.

Det skal der, og det er lige præcis det, vi ønsker at skabe ved at fremme en debat for at få en ny vedtagelse. For uanset hvor meget ordføreren beskylder mig og mit parti og vores enorme kampagneorganisation for, står det tilbage, at en masse mennesker med anden etnisk baggrund – efterkommere af mennesker med flygtningebaggrund eller indvandrerbaggrund og adopterede børn, voksne og unge – har fået opfattelsen af, at de ikke kan regne sig selv for danske. Det synes jeg må være i Folketingets interesse at lave om på.

Jeg skal undskylde, at vi lige har et skift her på formandsstolen. Den næste for en kort bemærkning er hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Altså, nu kunne det jo være, at grunden til, at den her debat er løbet af sporet, er, at Det Radikale Venstre fremkommer med så manipulerende synspunkter, at den her debat opstår, og at man ikke længere kan skelne i forhold til, hvad der rent faktisk er blevet sagt. Jeg kan simpelt hen ikke se, at der er nogle, der nogen sinde har hævdet, at det skulle være uforeneligt med at være dansker, at man er indvandrer eller efterkommer af indvandrere fra ikkevestlige lande. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvem det er, der har påstået det. Det er jo absurd, og det er også ondsindet. For hvis man roser sig af at lægge vægt på oplysning og fakta, kan man da ikke gå ud og hævde sådan noget. Det er simpelt hen en manipulerende omgang.

Ordføreren.

Nej, forespørgslen er jo stillet for netop at få afkræftet det spørgsmål. Og det er jeg glad for at hr. Christian Langballe understreger. Det, der var udgangspunktet, var vedtagelse V 38 om, at det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.

Det har åbenlyst ført til en debat, som man er nødt til at tage til efterretning, tillige med indtryk fra de mange, mange henvendelser, jeg og formodentlig også hr. Christian Langballe har modtaget fra danskere med anden etnisk baggrund, med adoptivbaggrund, der har fået opfattelsen af, at et flertal i Folketinget ikke anerkender dem som danskere. Det er det billede, der står hos mange derude. Og det mener vi i Radikale Venstre og blandt forespørgerne at vi skal tage dybt alvorligt.

Jeg er rigtig glad for, at det lader til, at der er et stort flertal, der netop mener, at selvfølgelig kan man opfatte sig selv som dansker, når man har en anden etnisk baggrund, en adoptivbaggrund eller andet. Det synes jeg så vi skulle gøre helt tydeligt i en fælles vedtagelse her i Folketinget.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Jeg synes, det er en omgang snak og en omgang søforklaringer, i forhold til at Det Radikale Venstre har bidraget til simpelt hen at afspore debatten ved at komme med manipulerende påstande om noget, der overhovedet ikke er blevet sagt. Og så kan det godt være, at man siger i enden, at nu har man den her debat, og åh, hvor er det dejligt, men op til den her debat er De Radikale altså kommet med udsagn, som simpelt hen ikke dækker noget som helst andet, end hvordan Det Radikale Venstre ideologisk set gerne vil have verden til at se ud i forhold til Dansk Folkeparti. Og det er bare stærkt beklageligt, at man vil manipulere på den måde.

Ordføreren.

Jeg synes, hr. Christian Langballe kommer med en hel række udokumenterede påstande. Det, der står tilbage, er den vedtagelse, som et flertal i Folketinget vedtog den 7. februar om, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark. Det var på foranledning af hr. Christian Langballes eget parti, og hr. Christian Langballe og et flertal i Folketinget har lige nu anledning til at gøre det om, så den opfattelse ikke står tilbage hos alle de mennesker, der opfatter sig selv som danske.

Den næste til korte bemærkninger er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Tak. Hvis nu en politiker fra et andet parti ved et uheld er kommet til at lave en mindre brand herinde på Christiansborg – det ville ikke være så godt, det er før brændt – så kan man reagere på to måder. Man kan hjælpe kollegaen med at få slukket branden, eller man kan vælge at hælde benzin på branden, så den breder sig, og bagefter pege fingre og sige: Det var de andres skyld.

Jeg mener sådan set Radikale Venstre har gjort det sidste, for jeg nægter at tro på, at man kan have haft det indtryk, at vi, som har stået bag den her vedtagelsestekst, skulle mene, at det var uforeneligt med at være dansker, at man eksempelvis var adoptivbarn eller var efterkommer af udlændinge, der var kommet til Danmark, eller for den sags skyld selv var kommet til Danmark som udlænding. Det vidste man jo godt, og derfor blev det også drøftet i debatten.

Så jeg synes, Radikale Venstre dengang valgte at hælde benzin på branden frem for at hjælpe os med at slukke den.

Ordføreren.

Jeg anerkender sådan set ordførerens helt legitime spørgsmål, for ordføreren har nemlig gjort en del ud af at gøre det klart rundtomkring, og jeg er sikker på, at det også er blevet opfattet, at det ikke var intentionen. Det har jeg meget, meget stor respekt for.

Nu er vi i et parlamentarisk rum, og de parlamentariske værktøjer, som vi har, til at slukke brande med, er jo at få omgjort det forslag til vedtagelse, som ellers står tilbage som det eneste udsagn fra et flertal i Folketinget. Så det parlamentariske redskab er jo at få omgjort det forslag til vedtagelse, og det er anledningen til den her forespørgsel, og det er anledningen til at få sendt et tydeligt andet signal til mennesker med anden etnisk baggrund – adoptivbørn og unge – om, at de selvfølgelig er det, og det er, fordi det jo er det forslag til vedtagelse, som et flertal i Folketinget står bag. Det er jo den, der står der nu. Og jeg har meget, meget, endda rigtig stor respekt for ordførerens arbejde med at nuancere de her budskaber i kontakt med de grupper, som det handler om. Det har jeg absolut store forhåbninger om at vi kan fortsætte.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Tak for det. Det område er meget følsomt, og man skal ikke komme til at sige ret meget forkert, før der er mennesker, som bliver berørt af det, det skete jo i den her sag, og i den sag synes jeg altså ikke Radikale Venstre var særlig hjælpsomme. Jeg er enig i, at der var adoptivbørn og danskere med minoritetsbaggrund, der fik den opfattelse, at de pr. definition var blevet gjort til udanske, ligemeget hvad de gjorde, men det var altså ikke Radikale Venstre og Enhedslisten, der dengang optrådte særlig hjælpsomt. Tværtimod.

Ordføreren.

Ja, det tror jeg bare vi har forskellige opfattelser af. Det er faktisk derfor, at jeg som udgangspunkt – og vi i forslagsstillerkredsen har arbejdet tæt sammen med Mino Danmark, som netop er en organisation, der indsamler viden og fakta – forsøger at afmystificere problemerne på det her område, få dem til at tage udgangspunkt i reelle problemer, men også afskaffe stereotyper og myter, som findes, hvilket jeg ved at ordføreren fuldt ud anerkender. Så jeg tror, at ordførerens mål og mit mål langt hen ad vejen er det samme. Så har vi haft forskellige veje til det. Mine parlamentariske redskaber er at kunne få lavet det forslag til vedtagelse om, for det er det, der endnu står derude.

Den næste til korte bemærkninger er fru Christina Egelund, Liberal Alliance. Værsgo.

Det lyder lidt på ordføreren, både i bemærkningerne her, men sådan set også i talen, som om det skulle være noget nyt for ordføreren, at både partiet Venstre, Det Konservative Folkeparti og mit eget parti, Liberal Alliance, ikke mener, at det er uforeneligt at være dansker og at have en anden etnisk herkomst. Jeg vil bare spørge ordføreren: Har ordføreren hørt politikere fra de her tre partier sige andet end det, siden vi havde debatten i Folketinget sidste gang? For jeg har lige præcis hørt rigtig mange af os sige – det har både jeg selv og også mine kollegaer i de to andre partier sagt – at man selvfølgelig godt kan være dansker, selv om man har en anden etnisk oprindelse.

Ordføreren.

Det har jeg også hørt ordføreren og adskillige andre sige. Debatten om V 38 har jo givet anledning til, håber jeg, at så mange har været nødt til og har følt sig kaldet til at gå ud og bekræfte, at det ikke var en modstilling, hverken for ordføreren eller mange andre, og det er jo rigtig, rigtig godt. Netop derfor er det min opfattelse, at det parlamentariske redskab, vi bør benytte, er, at der ikke står en vedtagelse tilbage, som fortsat signalerer, at et flertal i Folketinget bakker op om det.

Spørgeren til den anden korte bemærkning.

Jeg er jo glad for, at ordføreren kan bekræfte, at det var det, vi sagde. Jeg tror faktisk allerede, det var den første dag, vi havde debatten, og i hvert fald fra dagen efter mange steder i medierne. Jeg vil så stille ordføreren et spørgsmål. For det er jo rigtigt, at debatten så i de næste dage løb af sporet, og at der var rigtig mange mennesker, som blev kede af det. Men når det nu ikke var os, som var ude at sige, at det er uforeneligt med at være dansker at have en anden etnisk herkomst end dansk, har ordføreren så et bud på, hvordan det kan være, at debatten kom derud, hvor den kom ud, og at så mange mennesker skulle blive kede af det?

Ordføreren.

Ja, mit bud er, at det er, fordi Folketinget faktisk vedtog et forslag til vedtagelse, V 38, hvor der står tilbage, at et flertal i landets parlament har en opfattelse af, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark. Der er altid politik i alting, men det er den vedtagelse, der står tilbage, og det er den, jeg virkelig oprigtigt håber at et flertal i Folketinget vil være med til at ændre.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi fortsætter i talerrækken, og den næste ordfører er hr. Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Vi er nu indkaldt til anden halvleg af den debat om danskhed, der udviklede sig her i Folketinget i kølvandet på forespørgslen om befolkningsudviklingen i Brøndby Strand, min egen valgkreds på Vestegnen. Dengang advarede jeg imod de formuleringer, som de borgerlige partier efterfølgende valgte at vedtage, for i bedste fald inviterede de til misforståelser, og i værste fald besluttede et flertal af Folketinget, at man ikke kunne være dansker, hvis forældrene var indvandret fra et ikkevestligt land.

Jeg har siden snakket med mange mennesker på Vestegnen, som har spurgt specifikt ind til den her vedtagelse, og mange er blevet såret, og flere har oplevet det som et tilbageskridt for integrationen, at Folketinget kan finde på at vedtage den slags, og det har været nødvendigt både for boligselskaberne i Brøndby Strand og for kommunen at understrege, at danskere selvfølgelig kommer i mange farver og med mange baggrunde. De borgerlige partier i Brøndby Kommune har i den forbindelse spillet en positiv rolle. Jeg er også selv overbevist om, at de borgerlige partier her i salen føler sig misforstået. For vi er selvfølgelig på tværs af partier enige om, at man sagtens kan være dansker og samtidig være barn af indvandrere, og her kunne forespørgselsdebatten så slutte. Men så let slipper vi ikke, for bag ved misforståelsen og de kluntede formuleringer gemmer sig en helt afgørende diskussion.

Gæstearbejderne fra 1960'erne og 1970'erne er meget bevidste om deres nationale identitet. De er kurdere, tyrkere og pakistanere, de er født i hjemlandet, og de taler deres modersmål perfekt. De har minder fra deres opvækst, og de har en stærk nationalfølelse. Men deres børn, som er født i Danmark, har ikke de samme rødder i forældrenes hjemland. En ung fyr fra Albertslund forklarede mig, at han både følte sig fremmed i Danmark og Tyrkiet. Han har aldrig været på Brøndby Stadion, men han følger den tyrkiske fodboldliga meget tæt. Men når han er på ferie i bedsteforældrenes landsby i Konyaprovinsen, sidder han hele dagen og keder sig på byens netcafé og spiller computerspil med vennerne hjemme i Danmark. Hans tyrkiske er gebrokkent og blandet op med engelsk, dansk og arabisk, han er fortabt mellem to nationer og frarøvet en ægte nationalfølelse. Det kan hurtigt udvikle sig til rodløshed. Da jeg spurgte en anden ung mand, om han følte sig mest som dansker eller som tyrker, svarede han med ét ord: muslim.

At sikre et ejerskab til danskheden er et vigtigt spørgsmål, og at forhindre parallelsamfund er en vigtig opgave, men min oplevelse er, at vi er ved at svigte på begge områder. Stadig flere unge i vores samfund føler sig ikke som danskere. Det er katastrofalt. De tyrkiske, kurdiske og arabiske parallelsamfund er stadig mere isolerede fra det danske, desværre. I tirsdags sad jeg på en tyrkisk restaurant på Vestegnen med min familie. Vi var de eneste, der snakkede dansk. Der var tyrkisk radio over højtalerne, tyrkisk tv på fjernsynet, der hang i hjørnet, tyrkisk personale, tyrkiske kunder, ved siden af en tyrkisk slagter, til den anden side en tyrkisk frisør, og rundt om restauranten så langt øjet rækker boliger med et flertal af tyrkiske og kurdiske beboere, på skolen et flertal af deres børn, som kan vokse op og kun lære dansk som et teknisk andetsprog, resten af tilværelsen klares på tyrkisk. Det er et enormt politisk svigt. Det splitter vores samfund, det forhindrer oplevelsen af samhørighed, det undergraver solidariteten, og det vil blive velfærdsstatens endeligt, hvis ikke vi får det håndteret.

Det er korrekt, når folk peger på en bedre boligpolitik, socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik og meget andet godt, og det vil jeg ikke afvise. Men husk på, at langt de fleste indvandrere er lovlydige, flinke og rare mennesker, der klarer sig ganske udmærket i vores samfund med uddannelse og fast arbejde. De er ikke sociale klienter, og alligevel vokser parallelsamfundene, og de er en del af det. Vi kommer derfor ikke uden om at tale mere direkte om loyaliteten og interessen for det danske fællesskab og dermed om danskhed. Jeg plejer selv at bede unge danske muslimer om at tage legoklodstesten, og jeg kan hermed introducere den også for Folketinget. Jeg siger til dem: Hvis nu en kvinde fra Thisted skvatter i en legoklods og skal på sygehuset og der på samme tid er en muslim, der skvatter i en legoklods i sin lejlighed i Malmø, du kender ikke nogen af dem, den ene bor i samme land som dig selv, og den anden tror på samme gud som dig selv, hvem vil du helst have at dine skattekroner går til at hjælpe? Langt de fleste siger heldigvis kvinden fra Thisted, og de har dermed bestået legoklodstesten og kan kalde sig danskere i hjertet, men jeg vil ikke benægte, at alt for mange og stadig flere hellere vil hjælpe den svenske muslim, og det er et gigantisk problem for velfærdsstaten, ligesom det er et kæmpe problem, hvis skatteyderne i Thisted ikke føler nogen samhørighed med borgerne i Brøndby Strand. Så smuldrer opbakningen ganske enkelt til social og geografisk omfordeling.

Jeg vil derfor godt benytte denne debat til at sige meget klart til indvandrerne og deres børn og børnebørn: Zap hen på dansk tv. Jeg er ved at være træt af, at så mange interesserer sig mere for vejrudsigten i Tyrkiet end i Danmark – I bor jo her – ligesom jeg godt vil sige til alle, der betvivler, om indvandrerne og deres børn og børnebørn kan være danskere, at de må pakke deres gammeldags, forstokkede forståelse af danskhed væk. Det etnisk og religiøst homogene Danmark er slut. Sæt Matador på dvd'en, hvis du savner det, men væn dig til, at danskere nu kommer i mange farver og mange religioner.

Tak til ordføreren. Er der et forslag til vedtagelse?

Ja.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 pct. De fleste af dem er danskere, andre er ikke. Men det er under alle omstændigheder Folketingets opfattelse, at integrationen fungerer bedst, når dansk sprog og kultur er bærende i skoler og boligområder.

Det er derfor Folketingets opfattelse, at parallelsamfund bør imødegås med en aktiv integrationspolitik, som sikrer, at borgerne møder hinanden på tværs af sociale og kulturelle baggrunde.

Folketinget opfordrer derudover regeringen til at arbejde videre med en politisk målsætning om at fastholde et lavt antal af asylansøgere og familiesammenførte, der kommer til Danmark«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 98).

Tak for det. Det fremsatte forslag til vedtagelse vil indgå i den videre drøftelse.

Den næste ordfører i talerrækken er hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Velkommen til.

Tak for det. Vi har i dag en meget speciel debat, for den handler om, at Folketinget har udtalt, at personer med ikkevestlig baggrund skulle være udelukket fra at blive danskere. Men det passer ikke. Det blev allerede under debatten om F 21 klart tilkendegivet – i øvrigt af undertegnede – at personer, som har en anden baggrund end den typiske danske baggrund, sagtens kan opfattes som værende danske, hvis de har tilpasset sig det danske samfund og er gledet ind i samfundet og har taget dansk kultur til sig. Jeg tror faktisk, at det var det første, jeg svarede, da jeg fik et spørgsmål under den debat. Så det er sådan set blevet slået fast for lang tid siden.

De eneste, der i den offentlige debat gentagne gange har skabt tvivl om dette, er De Radikale og venstrefløjen, hvilket jo er en anelse absurd, al den stund at venstrefløjen påstår, at de står last og brast med dem, der har indvandrerbaggrund. Men her er venstrefløjen og De Radikale, hvilket i øvrigt efter min opfattelse er ganske usympatisk, faldet de velintegrerede indvandrere i ryggen, fordi de siger til dem, at Folketinget har vedtaget, at de aldrig kan blive danskere, og de siger det – det tror jeg i hvert fald – vel vidende at det ikke passer. Jeg tror, at de siger det for at skabe fjendebilleder og for at fastholde fortællingen om, at de der DF'er er nogle værre nogle, men jeg tror, at mange af dem, der stemmer på De Radikale og Enhedslisten, er helt med på, at vi er nogle værre nogle, så de behøver slet ikke at lægge ord i munden på os, for de folk skal nok tro det uanset hvad.

Til det vil jeg altså sige, at vi i Dansk Folkeparti igennem længere tid har budt mange af de herboende indvandrere og efterkommere velkommen i det danske fællesskab. Vi stiller blot et par betingelser, for man skal nemlig yde noget for at være med i det danske fællesskab, og man skal som det vigtigste tage dansk kultur og danske traditioner til sig og gøre dem til sine egne, og vil man ikke det, udelukker man sig selv. Så enkelt er det. Men det har jo ikke noget at gøre med ens hudfarve eller andre ting i den dur. Det har jo ikke noget med det at gøre overhovedet.

Vi skal naturligvis fortsat diskutere, hvordan vi kan undgå, at danskere kommer i mindretal i bestemte områder i Danmark. Det er det vigtigste punkt på dagsordenen i dag, i morgen og ud i fremtiden. Det er klart det vigtigste punkt. I Dansk Folkeparti tager vi afstand fra, at der er ved at indfinde sig det, som man kan kalde svenske tilstande, i dansk politik, hvor der manipuleres med virkeligheden, og hvor det er blevet vanskeligt at diskutere med udgangspunkt i fakta, som bl.a. bruges af offentlige myndigheder, ministerier, forskere og mange andre. Jeg synes, det er trist for den offentlige og politiske debat og vel egentlig også lidt ødelæggende for demokratiet, når manipulation bliver ens bedste argument. Men det skal ikke få Dansk Folkeparti til at ændre kurs. Vores politik er uændret. I Dansk Folkeparti vil vi gerne diskutere politik med udgangspunkt i fakta, og hvis man ikke kan det, har man efter vores opfattelse tabt debatten på forhånd.

Vi bakker naturligvis fortsat op om det forslag til vedtagelse, som blev vedtaget sidste gang, og vi synes egentlig, at det står fint, som det gør. Derfor vil vi i dag fremsætte et forslag til vedtagelse, som tager udgangspunkt i den samme problemstilling, men denne gang på baggrund af de seneste tal, som viser, at 20 pct. af befolkningen i 2060 vil have indvandrerbaggrund, for det er jo den alt for store indvandring, der er den største trussel mod Danmark og mod dansk kultur. Derfor skal jeg på vegne af mit parti, DF, fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer med stor bekymring, at andelen af personer med indvandrerbaggrund stiger voldsomt frem mod 2060, hvilket svækker den sociale og kulturelle sammenhængskraft i Danmark.

Dette medfører uundgåeligt, at der vil komme flere boligområder, hvor danskere er i mindretal, hvilket er stærkt beklageligt.

På den baggrund opfordrer Folketinget på det kraftigste regeringen til at vedtage en politisk målsætning om, at Danmark årligt skal reducere antallet af opholdstilladelser, således at der gradvist kommer mere styr på indvandringen. Indsatsen skal først og fremmest handle om at nedbringe den ikkevestlige indvandring.

Med udgangspunkt i denne vedtagelse opfordrer Folketinget regeringen til at indkalde til politiske drøftelser.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 99).

Jeg ser ikke nogen til korte bemærkninger. Der kom en nu. Fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg skulle bare lige være sikker på, at forslaget til vedtagelse var læst op.

Jeg synes, at det er rigtig glimrende, at hr. Martin Henriksen ikke mener, at det var den opfattelse, der skulle stå tilbage, som stod tilbage efter V 38. Sådan opfatter jeg hr. Martin Henriksens indlæg.

Men det, som jeg godt kunne tænke mig at spørge hr. Martin Henriksen om, er, om vi ikke skulle fokusere på der, hvor problemerne er og er størst, og blandt indvandrere er der 2 pct., som føler sig mere muslimske end danske blandt efterkommere, og det var noget af det, som hr. Mattias Tesfaye også gjorde klart i sin rigtig glimrende tale. Blandt efterkommere er det 4 pct., der føler sig mere muslimske. Jeg mener også, at det er et problem, hvis man går rundt og føler sig mere muslimsk end dansk.

Men skulle vi ikke målrette mod de 4 pct. i stedet for at tale om, at der ikke må være mindretal af danskere. Hr. Martin Henriksen gentog det, og for mig lyder det altså som en gentagelse af forslaget til vedtagelse og risikerer at sende præcis det signal igen, at mennesker med anden etnisk baggrund, som føler sig danske, er danske, ikke nødvendigvis kan få hr. Martin Henriksens ord på, at det også er hans opfattelse.

Vi har en lang dagsorden endnu, så jeg henstiller, at vi overholder taletiderne. Værsgo til ordføreren.

Jeg synes faktisk, at det er positivt, at fru Sofie Carsten Nielsen siger, at det er et problem, at der er nogle i Danmark, som føler sig mere muslimske, end de føler sig danske. Det er godt signal at sende også fra Det Radikale Venstre, og det kunne måske være anledning til et nyt forslag til vedtagelse på et eller andet tidspunkt, for jeg synes faktisk, at det er rigtig godt, at det bliver sagt.

Jeg synes helt klart, at man skal fokusere på problemerne, og hovedproblemet er jo, at indvandringen er for voldsom, især den muslimske indvandring, og den skal bringes ned. Det er jo det, der er hovedproblemet, og det er det, vi fokuserer på fra Dansk Folkepartis side. Det er også derfor – nu er der jo mange forskellige forslag til vedtagelse i dag – at det ville være rigtig dejligt, hvis man kunne blive enige om at forsøge at nedbringe den indvandring, som er årsag til mange af de debatter, vi har her, som jo er årsagen til, at vi ser problemer ude i forskellige områder, og som er årsagen til, at der er områder i Danmark, hvor danskere er i mindretal. Det er sådan, det er.

Når man kigger på tallene, er det sådan, at statistisk set er der områder i Danmark, hvor danskere er i mindretal, og når man som dansker bevæger sig ud i de områder, får man også følelsen af, at man som dansker er i mindretal, og at det ikke er dansk kultur, der er den dominerende kultur. Så når både de officielle opgørelser siger, at danskere er i mindretal, og det er den samme oplevelse, man får, når man bevæger sig ud i de her områder, så er der nok noget om snakken. Hvis man skal løse det, er det først og fremmest en begrænsning af indvandringen, som man bliver nødt til at kigge på.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Hr. Martin Henriksen gentager nu, at danskere er i mindretal. Anerkender hr. Martin Henriksen ikke, at den betegnelse, danskere, også gælder for mennesker netop med anden etnisk baggrund, som er danske og føler sig danske, i de her boligområder?

Ordføreren.

Jeg anerkender, at når jeg siger det på den måde, er det selvfølgelig generaliserende, og det er det jo, men man bliver nødt til at generalisere i den offentlige debat en gang imellem. Det er der jo mange, der gør i den offentlige debat. Det gør medier også. Det gør de forskellige politikere og forskellige politiske partier og samfundsdebattører også. Der er tit nogle, der generaliserer i den offentlige debat, og det bliver man nogle gange nødt til at gøre, for ellers giver debatten ikke mening.

Det er sådan, at der er områder i Danmark, hvor danskerne er i mindretal. Det er sådan, det er. Det er virkeligheden. Vi bliver nødt til at forholde os til virkeligheden, ellers kan vi ikke løse virkelighedens problemer. Så kan der selvfølgelig godt være personer, som statistisk set hører med i – hvis det er i Mjølnerparken – den gruppe, som bliver defineret som værende ikkevestlig, men som har bevæget sig så langt i retning af det danske samfund, at de så ville være danske.

Det sørgelige er jo, at mange af de personer formentlig ville blive sendt på genopdragelseslejr eller komme i en eller anden beskyttet bolig, fordi de har formastet sig til at få eksempelvis en dansk kæreste. Der kommer vi bare ikke uden om igen, at grunden til, at det er sådan, er, fordi vi fortsat har indvandringen især fra muslimske lande, som bliver ved med at bringe nogle normer og værdier og kulturer til Danmark, som er uforenelige med det at være dansk. Og der kommer vi ikke uden om at begrænse indvandringen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren, så jeg fortsætter talerrækken. Den næste taler er ordføreren for Venstre, hr. Jakob Ellemann-Jensen. Værsgo.

Tak for ordet, formand, og undskyld ventetiden. Så plejer man jo traditionelt at takke ordførerne eller partierne bag forespørgslen for at få lejlighed til at debattere et givent emne, som almindeligvis er relevant, fordi sådan en debat plejer at tjene et eller andet formål. Sådan en tak kommer jeg simpelt hen ikke til at rette i dag; det kan jeg ikke få mig selv til.

Hvorfor er det så, at jeg er så utaknemlig? Er det, fordi en ellers væsentlig debat om antallet af indvandrere og efterkommere i boligområder bevidst og målrettet blev kørt af sporet af de partier, som står bag dagens forespørgsel? Nej, det er ikke derfor. Men det gjorde den, og det var synd, for det var en vigtig debat. Er det så, fordi politikerne fra de samme partier bevidst og mod bedre vidende i forlængelse af den debat har fordrejet flertallets holdninger, har skudt os i skoene, at vi skulle mene, at man ikke kan være dansker, hvis man er indvandrer eller efterkommer af indvandrere? Nej, det er heller ikke derfor. Men det har I, og det var løgn. Er det, fordi de samme partier fortsatte en løgnagtig og manipulerende kampagne, selv om både jeg selv og adskillige andre ordførere fra min side af salen havde tilbagevist den forkerte udlægning? Nej, det er heller ikke derfor. Sådan er politik nogle gange.

Hvorfor er det så, at jeg står her og er småvrippen og ikke vil takke for debatten? Det er, fordi ordførerne fra nogle af de partier, som står bag debatten i dag, kynisk og manipulerende gjorde alt, hvad de kunne, for at bygge mure op imellem dem og os. Det er, fordi de samme ordførere tog en masse uskyldige mennesker som gidsel i et øjebliks eufori over at kunne tiltuske sig nogle stemmer. Det er frem for alt, fordi nogle partier, der slår sig stort op på at ville give tryghed for de mennesker, der kommer til vores land, i stedet jog en masse mennesker en skræk i livet – mennesker, som har kæmpet for at få Danmark ind under huden, mennesker, som er blevet danskere. I skræmte dem ved at hævde, at et flertal i Folketinget ikke anerkender dem som danske, selv om I godt ved, at det ikke er rigtigt. I var ligeglade med dem, I brugte dem som brikker i jeres kyniske spil.

Jeg er almindeligvis, særlig om fredagen, et menneske med overskud og en positiv indstilling, herunder ikke mindst til mine politiske modstandere, men det her er simpelt hen for groft. Jeg ville så gerne sige: Jeg er ikke vred, jeg er skuffet. Men sandheden er: Jeg er ikke vred, jeg er rasende, og jeg er også skuffet.

Tag endelig ikke fejl, der skal være plads til at sætte synspunkter på spidsen, men når man som politisk parti synker så lavt, at man deler videoer med børn, der bryder sammen i tårer, fordi de bliver bildt ind, at flertallet herinde mener, at de ikke er danske, så er det for meget. Så er det ikke bare polemik, så er det ondskab, og det kan I ikke være bekendt. Det at være dansk er noget værdifuldt. Det betyder faktisk noget, og det må I ikke tage som gidsel.

Svaret på dagens forespørgsel er i virkeligheden kort: Nej, det er ikke uforeneligt med at være dansk, at man har en ikkevestlig baggrund. Men det vidste I jo godt. Jeg kender ikke et eneste medlem af Folketinget, der mener det modsatte. Og hvornår er man så dansk, hvis vi skal få lidt relevans ind i debatten? Det er man jo juridisk, når man er dansk statsborger, og alligevel er jeg en af dem, der holder mig til Grundtvigs definition, og efter min lille tirade er det måske på sin plads at få et par gode borgerlige ord fra præstens mund:

»Til et Folk de alle hører,

Som sig regne selv dertil,

Har for Modersmaalet Øre,

Har for Fædrelandet Ild;«

Jeg skal hilse fra hr. Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti, som ikke havde mulighed for at være her i dag, og sige, at Det Konservative Folkeparti er fuldstændig enig.

Så skal jeg (på vegne af V, LA og KF) oplæse følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmarks Statistik opdeler befolkningen i tre grupper: Personer med dansk oprindelse, indvandrere og efterkommere. Indvandrere og efterkommere underopdeles efter, om de kommer fra et vestligt eller et ikkevestligt land.

Folketinget noterer sig dermed, således som regeringen og et politisk flertal tilkendegav i forbindelse med behandlingen af F 21 2016-17, at spørgsmålet om, hvorvidt personer har udenlandsk baggrund, ikke i sig selv har betydning for, om de kan betragtes som danske, og om de betragter sig selv som danske.

Personer, der bor i Danmark, men som har udenlandsk oprindelse, er statistisk set ikke nødvendigvis danskere – men de har mulighed for at søge et dansk statsborgerskab. Folketinget betragter dansk statsborgerskab som et stort privilegium, hvilket bør afspejles i de krav, der stilles, for at opnå et dansk statsborgerskab.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 100).

Tak for ordet.

Velbekomme. Der er lige en enkelt kort bemærkning, og den er fra fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg skal også lige sige, at det forslag til vedtagelse, vi har fået oplæst nu, er det fjerde forslag, og det indgår selvfølgelig i debatten.

Tak for det, og tak for det forslag til vedtagelse, som jeg tror jeg kan være enig i ord til andet, når jeg får det læst. Dermed synes jeg jo, at vi er kommet sted hen, hvor et flertal i Folketinget ikke sender det signal, som blev sendt med V 38. Det er også formålet med den her forespørgsel, nemlig at få en anden retning. Derfor vil jeg spørge hr. Jakob Ellemann-Jensen, om ikke det er sådan, at når man stemmer for et forslag til vedtagelse, så har man ansvaret for det forslag til vedtagelse og opfattelsen af det.

Ordføreren.

Når man stemmer for et forslag til vedtagelse, så har man ansvaret for det, jo. Jeg vil meget nødig påtage mig ansvaret for Det Radikale Venstres fuldstændig absurde og vanvittige opfattelse af ordlyden i det forslag til vedtagelse. Kunne vi have formuleret os bedre? Det kunne vi muligvis. Mente vi det, som fru Sofie Carsten Nielsen brugte flere måneder på at hævde at vi mente? Nej. Ved fru Sofie Carsten Nielsen det? Ja. For det var et af de første spørgsmål, der blev stillet her i Folketingssalen. Fru Sofie Carsten Nielsen gik imod bedre vidende ud og hævdede, at Venstre og andre partier mener noget, vi ikke gør, og tog alle de her mennesker som gidsel. Det kan man simpelt hen ikke være bekendt.

Værsgo til spørgeren for anden korte bemærkning.

Tak. Jeg skal lige lære det der med at trykke ind igen. Jo, men jeg mindes, at hr. Jakob Ellemann-Jensen også beskyldte Radikale Venstre for den smykkelov, som et flertal i Folketinget vedtog, og for opfattelsen af den. Det må jo stå til efterretning. Man må selv efter min opfattelse tage ansvaret for de forslag til vedtagelse, man har, og jeg kan ikke genkende hverken den kampagne eller de påstande, som hr. Jakob Ellemann-Jensen fremsætter. Men jeg tager til efterretning, at der kunne have været en bedre formulering. Den er jo så kommet med forslaget til vedtagelse nu, og det var jo præcis formålet med at indkalde til den her forespørgsel.

Ordføreren.

Det er alligevel spændende, at formålet med at indkalde til den her debat ikke på nogen måde fremgår af det, debatten handler om i dag. Hvis man læser det forespørgselsspørgsmål, som er rejst af bl.a. Det Radikale Venstre, handler debatten i dag jo sådan set om enten at stedfæste eller at gøre det modsatte af en opfattelse, som aldrig har været hverken regeringspartiernes eller Dansk Folkepartis, som jeg hører hr. Martin Henriksen, men som Det Radikale Venstre alligevel har været på turné med mod bedre vidende. Det her har vi hele tiden vidst, det har vi alle sammen vidst, for det har vi alle sammen sagt. Og til det med at hævde, at der ikke har været nogen kampagne, så er det jo bare at gå ind på hashtag »Vi er alle lige danske« og så lige få lov til at kigge lidt på, hvad man har lavet der. Når man laver annoncer, film, Facebookkampagner og holder taler, så er det en kampagne, fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger i denne omgang. Tak for det. Den næste ordfører er fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Når den her forespørgselsdebat er vigtig, er det, fordi februars vedtagelse om danskhed her i Folketingssalen fik rigtig mange borgere i Danmark til at sidde tilbage med sådan en følelse af, at de ikke rigtig blev set som danskere, at Christiansborg sagde, at de ikke var rigtig danske – også selv om der er tale om mennesker, som har dansk pas, og som måske er født her eller i hvert fald er kommet hertil for rigtig mange år siden. For den vedtagelse, og det er jo den, vi diskuterer, som Dansk Folkeparti, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance skrev, er svær at læse på andre måder, end at selv om man har dansk pas, selv om man er født her i landet, er det åbenbart ikke nok til at blive kaldt dansker.

I dagene og ugerne omkring den her debat var der mange, særlig unge mennesker, som stoppede mig på gaden eller skrev på mail eller på Facebook og var meget bekymrede over den her vedtagelse. Der var nogle af dem, som var bange for, at det kunne få juridiske konsekvenser for dem, de var i tvivl om, hvad resultatet af sådan en vedtagelse i Folketinget egentlig var. Der kunne jeg jo berolige dem og sige, at det naturligvis ikke var tilfældet. Der var også andre, som bare var vældig, vældig kede af at bo i et land, som man jo føler sig som en del af, når man er født her og har det danske pas, men så har man en regering, som siger til en: Du er ikke rigtig dansk.

Jeg synes, det er et problem, når danske borgere kommer til at føle sig uvelkomne i deres eget land. Og selv hvis man er fløjtende ligeglad med de menneskers følelser, må det være sådan, at hvis man er bare det mindste interesseret i at få integrationen i Danmark til at fungere bedre, er det da åbenlyst, at det er rigtig dumt, det er en dårlig idé, at skubbe unge mennesker væk fra fællesskabet. Og det mener jeg helt åbenlyst man gjorde med den tekst, den vedtagelse, som blev vedtaget her i Folketingssalen.

Hvornår er man så dansker? Jamen det er sådan set ret simpelt, i hvert fald den juridiske del af det, for når man har dansk statsborgerskab, er man dansker med de rettigheder og pligter, som det nu engang medfører, og for at opnå et statsborgerskab stilles der en række krav. Vi kan politisk diskutere, hvilke krav der skal stilles. Jeg er uenig i en lang række af dem, man stiller på nuværende tidspunkt, men ikke desto mindre bør kriterierne i en retsstat være objektive, de bør være gennemskuelige, og når først man så får det danske pas, er man af staten og det danske fællesskab anerkendt som værende dansker.

Jeg helt med på, at danskhed samtidig er en følelse, og derfor mener jeg såmænd også godt, man kan føle sig dansk uden at have et dansk statsborgerskab. Men følelser er pr. definition subjektive; det er kun den enkelte, der ved, om han eller hun føler sig dansk eller ej. Det bliver meget, meget uhyggeligt, vi ender i det, man må kalde sindelagskontrol, hvis politikere begynder at blande sig i det spørgsmål, i hvert fald hvis man lader rettigheder afhænge af det. I øvrigt har et bredt Folketing jo for ikke så længe siden anerkendt, at man faktisk godt kan føle sig dansk, samtidig med at man føler sig alt muligt andet. Vi har nemlig besluttet, at man gerne må have dobbelt statsborgerskab, hvilket jeg jo synes er vældig godt. Det vil sige, at man godt både kan have statsborgerskab i Danmark og i Australien eller i Danmark og i Tyrkiet og på den måde både være dansk og tyrkisk eller dansk og fra Australien.

Debatten i februar handlede om boligsammensætningen i Brøndby Strand. Bør vi i Danmark arbejde for, at boligområderne bliver mere sammensat, at der både bor borgere, som har etnisk dansk oprindelse, borgere, som ikke har etnisk dansk oprindelse, at der både bor overlæger og SOSU'er, at der ikke er nogen områder, hvor næsten alle er på overførselsindkomst, og så er der andre, der aldrig nogen sinde har mødt et menneske på kontanthjælp, men kun hører om sådan nogle i fjernsynet? Skal vi arbejde for mere blandede boligområder? Ja, det skal vi. Det er afgørende, det er vigtigt, både for integrationen, men også for sammenhængskraften i Danmark, at vi i langt højere grad møder hinanden på kryds og tværs. Her taler vi bestemt ikke kun om etnicitet, det handler også om det der med, hvilken uddannelse man har, om man har et arbejde osv. Og til det skal vi jo bruge uddannelsespolitikken, og vi skal bruge beskæftigelsespolitikken, og vi skal bruge integrationspolitikken osv. osv.

Så skal vi vide, at det er ualmindelig skadeligt for den integration, som vi alle sammen taler om, hvis man siger til unge mennesker: Vi synes ikke rigtig, I er danske. Jeg er glad for, at det fuldstændig klokkeklart bliver slået fast, af alle partier faktisk, i dag, at selvfølgelig kan man være dansk, selv om man er født i et andet land, selvfølgelig kan man være dansk, selv om ens forældre kommer fra et andet land. Men jeg synes ikke, det er mærkeligt, at der var nogle, der kunne få den tanke, at det ikke var opfattelsen, når man læste den vedtagelse, som blev vedtaget her i Folketinget i februar. Nu stod jeg og ventede på at komme på talerstolen, da Venstres ordfører læste sit forslag til vedtagelse op, men jeg synes, at det lød, som om det også på skrift blev slået fast, at det selvfølgelig er tilfældet, og det er godt.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen til korte bemærkninger, hvorfor vi fortsætter i talerrækken. Den næste ordfører er fru Christina Egelund, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak, formand. Da det her spørgsmål sidst blev rejst her i salen, affødte det en temmelig uskøn debat i den ellers rolige vinterferie. På baggrund af vedtagelsesteksten kunne man høre politikere og journalister udøve en disciplin i noget, der minder om en absurd quizleg om, hvad der kvalificerer danskhed. Men spørgsmålet giver ikke svar på det problem, man ellers gerne vil kaste lys på, nemlig at finde ud af, hvad man stiller op med de boligområder, hvor integrationen har fejlet, og hvor en antidemokratisk og totalitær ideologi hersker blandt nogle af borgerne. Når vi i februar endte med at tage en længere debat om danskhed, skyldes det dels en klodset formulering i vedtagelsesteksten, dels at dele af venstrefløjen ønskede at læse den vedtagelsestekst, som en vis person læser Bibelen. Debatten skred fuldstændig af sporet, når adoptivbørn fra Korea kunne se sig selv involveret i spørgsmålet om danskhed, der var rejst her i salen. Det var både forkert og urimeligt, og værst af alt: Ingen lærer noget af det. Jeg synes, det var uklædeligt, at man endte med at såre nogle mennesker ved at tage deres identitet som gidsel i debatten.

Om man fungerer som aktivt bidragende borger i det her land, har aldrig været et spørgsmål om det etniske ophav, som vi hver især har. Kun en af mine forældre er f.eks. født dansk, men ingen har nogen sinde været interesseret i at afdække, om jeg er en borger, man skal holde særlig øje med, hvad mine værdier er, eller om jeg må bo tæt på andre med blandet etnisk herkomst, selvfølgelig ikke. Alligevel var det den drejning, debatten tog i februar. Det var dengang. Nu står vi her så igen. Det er da også en vigtig problemstilling at rejse, en vigtig debat, forudsat den bliver indgået på de rette præmisser. Selvfølgelig er det dybt problematisk, at der findes boligområder, små enklaver, hvor demokratiske og frihedsmæssige værdier er under pres, hvor social kontrol og tvang er hverdagskost, og hvor man ikke lever i trit med det samfund, vi kalder det danske. Det kan der ikke være to meninger om, ligesom der ikke kan herske tvivl om de skadevirkninger, sådan et parallelsamfund kan have.

Problemet med debatten i vinter er, at den fokuserede på et forkert mål for danskhed, altså det at være dansk. Men problemerne i de her områder handler om alt andet end etnicitet. Når man kun ser på etnicitet, sætter man et kunstigt skel mellem det at være dansk og danske forældre og bedsteforældre og det at være noget andet, noget fremmed. For hvad er det væsentlige? Hvad skal vi bekæmpe, hvis vi skal udrydde de udemokratiske og skadelige kræfter i samfundet? Når vi støder på radikaliserede kræfter, og når sære og antidemokratiske holdninger bliver flashet i offentligheden, skal vi tale højt og tydeligt og øjeblikkeligt tage afstand. Derfor er ytringsfrihedens absolutte ukrænkelighed helt nødvendig. Det væsentlige for Danmark er jo ikke, om en given borger har nogle forældre, der er brune eller lys-beige-blege som jeg. Det væsentlige er jo ikke, om man spiser vegansk eller halal, frikadeller eller frølår. Det væsentlige er ikke, om man tror på Gud eller Allah. Det vigtige er, om man er en deltagende demokratisk borger, om man forstår og respekterer demokratiet, friheden, samfundspligten. Det vigtige mål er, at vi får borgere, danskere, mænd og kvinder, der bidrager til vores samfund, og hvis børn bliver opdraget til at gøre det samme. Det er vigtigt, at man i frie og frivillige fællesskaber værner om de rettigheder og friheder, vi skatter så højt, og hvor man bekæmper de kræfter, der har til formål at skade det omkringliggende samfund.

I et frit samfund har vi mange privilegier: friheden til at leve, som man vil, og retten til at tro på det, man vil, bl.a. Men privilegierne er forbundet uløseligt med pligter. Det er pligter, der gælder alle borgere: pligten til at tage ansvar for sit eget liv og for sin familie, pligten til at yde sit til fællesskabet, pligten til at beskytte sine egen og andres frihed. Vi har alt for længe været for dårlige til at stille krav om selvforsørgelse, f.eks. Alt for mange står uden for arbejdsmarkedet. En at de sikreste nøgler til i første omgang at afkode et samfund og til at føle sig som en del af fællesskabet er at have et arbejde. Et arbejde giver indsigt i, hvordan fællesskabet tænker, hvilke værdier der for dem er en selvfølge, hvilke uskrevne regler man skal kende, når man ikke er rundet af familier med 100 år gamle rødder i de jyske kartoffelmarker. Stiller man krav til, at folk skal arbejde og forsørge sig selv, så vil de selv og deres børn i langt højere grad bliver en del af det fællesskab, vi andre har. Det er det fællesskab, der er det danske.

Så i stedet for, at vi endnu en gang holder det her lands medier og borgere som gidsler i en falsk debat om madvaner og kræver dna-kortlæggelse af folks etniske ophav, før man lader dem leje sig ind i boliger i bestemte postnumre, så lad os minde hinanden om, hvad det egentlige problem er, og dermed arbejde på at finde en løsning.

Liberal Alliance støtter den af hr. Jakob Ellemann-Jensen oplæste tekst til vedtagelse.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen med korte bemærkninger, så næste taler i ordførerrækken er fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg har sammen med fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre, Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten, og Jacob Mark, SF, været med til at indkalde til den her debat. Nu har jeg siddet og lyttet til debatten, og i virkeligheden synes jeg, det har været en meget bedre debat end sidste gang, for vi får bekræftet hinanden i – og det er jo derfor, vi har indkaldt til den her forespørgselsdebat – at voksne og børn, som kommer fra ikkevestlige lande, selvfølgelig kan være danske, og det er jo hele formålet med den her debat.

Så synes jeg faktisk, at vi lidt bliver skudt i skoene – det er primært gået ud over fru Sofie Carsten Nielsen – at vi bevidst har vildledt og bevidst har misfortolket. Jeg husker jo debatten den dag i Folketingssalen, og jeg var faktisk den sidste, der stillede et spørgsmål, og jeg stillede et spørgsmål til ministeren. Nu har jeg ikke været inde at gentjekke, så jeg er ikke sikker på, at jeg kan gengive det hundrede procent ordret, men jeg kan meget tydeligt alligevel huske, hvad min intention med spørgsmålet var, og det var, om partierne, når man nu kunne misforstå det, for det kom jo op i debatten den dag, så ikke ville omformulere det. Men det blev klart afvist den dag, og nu skulle vi lade være med at misfortolke noget.

Det er rigtig ærgerligt, at det er blevet misfortolket, men det er bare meget svært at lade være med at misfortolke det, for det er jo ikke kun os herinde, det er også den lange, lange række af mennesker, som jeg er sikker på vi alle sammen har fået mails fra, som er mennesker af anden etnisk herkomst end dansk, og som følte sig voldsomt ramt. Så kan det selvfølgelig godt være, som Jakob Ellemann-Jensen spurgte om, at vi har været medvirkende til det herinde den dag, debatten var i Folketingssalen, men ikke desto mindre tror jeg ikke, vi kan forvente, at de drøftelser, vi har i Folketingssalen, og de forslag til vedtagelse, som bliver vedtaget, kan hemmeligholdes, for det hele er offentligt, og det vil sige, at det jo altså kommer mennesker for øre, og det er jo det, der har ført til den debat.

Så jeg er også utrolig glad for, at hr. Jakob Ellemann-Jensen læste den udtalelse op, som jeg synes er rigtig, rigtig fin, fordi det er vigtigt at understrege, at man kan være dansk, ligegyldig hvor man kommer fra, det handler også om, hvordan man føler det inde i hjerte, altså om man føler sig som dansker, og det skal vi passe på med vi ikke tager patent på at definere oppe fra den her talerstol. Det var det, der skete den dag, og det var det, vi kom til den dag, på baggrund af det forslag til vedtagelse, der blev vedtaget den dag, og det kan vi altså ikke komme udenom, ligegyldig om vi vil det eller ej. Jeg synes egentlig, det er ærgerligt, selv om det er fair nok, at det bliver degraderet til, at det bare er, fordi der var nogle oppositionspartier herinde, der skød de andre partier noget i skoene. Egentlig vil jeg sige, at vi skal lade det ligge. Jeg synes, det er rigtig fint, at vi har den her debat i dag, hvor vi faktisk får bekræftet hinanden i, at man selvfølgelig kan være dansk, selv om man ikke er af dansk oprindelse.

Så var fru Sofie Carsten Nielsen inde på en lang række fakta. Hvis man går ind og ser på, om der er problemstillinger i de her områder, vil man se, at ja, der er mega boligproblemstillinger, der er sociale udfordringer, og der er også beskæftigelsesudfordringer, men det er – og der bakker jeg fru Sofie Carsten Nielsen hundrede procent op – utrolig vigtigt at se på, hvad fakta så er, og dem kan jeg gentage: Vi ved, at 82 pct. af alle efterkommere fra ikkevestlige lande endnu ikke er fyldt 25, og det vil sige, at de de facto endnu ikke er kommet ud på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi huske på, for det var også en del af debatten den dag, at der er kæmpe store arbejdsløshedsproblemer. Vi skal bare huske at sætte det i relief. Vi ved også, at de her mennesker har store problemer med at kunne komme ud af de her boligområder. Vi ved fra mino.dk, at en med et mellemøstligtklingende navn skal søge 27 pct. flere gange for at komme i betragtning til en bolig, og vi ved, at blandt de fem største grupper af indvandrere er det kun knap 25 pct., som har en disponibel indkomst på over 30.000 kr. pr. husstand. Det tilsvarende tal for majoritetsdanskere er lidt over 65 pct. Så ja, der er nogle udfordringer, som vi kan gøre noget ved her i Folketinget, og som vi så har forskellige politiske opfattelser af hvad vi bør gøre ved. Der er helt klart nogle problemstillinger, og hvis det stod til Alternativet, var det selvfølgelig de ting, vi prøvede at gøre noget ved i første omgang.

Så lad mig slutte her og sige, at jeg faktisk synes, at den her debat lever op til det formål, som jeg synes vi havde i oppositionspartierne, nemlig at få diskuteret, hvad det egentlig vil sige at være dansk, og der hører jeg jo, at der heldigvis er et bredt flertal. Jeg vil endnu en gang sige, at selvfølgelig kan man være dansk, selv om man kommer fra et ikkevestligt land eller er efterkommer derfra.

Der er en enkelt for en kort bemærkning. Hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak til fru Josephine Fock for talen nu her. Jeg hæfter mig egentlig meget ved det sidste, nemlig at hvis den her debat kan have haft en oplysende effekt sådan i forhold til den bredere befolkning – der sidder en fem-seks stykker deroppe på tilhørerpladserne, og der er forhåbentlig nogle flere, der følger med – jamen så kan den jo have tjent et eller andet formål. Tjah?

Men hvis fru Josephine Fock allerede den dag, hvor vi havde det forslag til vedtagelse, som debatten i dag udspringer af, mente, at det var en misforståelse, eller at noget kunne misforstås, har man så ikke også et ansvar for at få tilbagevist den misforståelse og sikre, at den misforståelse ikke breder sig, og at der ikke er uskyldige mennesker, som bliver kede af det og bliver trådt over tæerne, i stedet for at deltage i den kampagne, som bliver dygtigt orkestreret af fru Sofie Carsten Nielsen? Har man ikke en forpligtelse, også når man repræsenterer en ny politisk kultur, til i stedet for at løbe med så at sige: Jamen det var faktisk ikke det, de sagde?

Ordføreren.

Jo, det vil jeg da anerkende. Men jeg blev selv personligt berørt den dag af den debat, der kom på baggrund af det forslag til vedtagelse, og jeg blev berørt – det må jeg jo helt klart erkende – af, at ministeren meget markant sagde: Nej, vi kan ikke lave det her forslag til vedtagelse om, for det er for sent, og det kan man ikke rent formelt. Det kan godt være, at man ikke kan det rent formelt, men så kan man jo heroppe fra talerstolen udtale – det er jeg sikker på at man må kunne: Det lyder, som om det kan blive misforstået, så det må vi selvfølgelig gøre noget ved. Der synes jeg at vi alle sammen bærer et ansvar for, hvordan de her forslag til vedtagelse lander herinde i Folketingssalen, så de ikke kan blive misforstået.

Det er jo et faktum, at der var rigtig, rigtig mange mennesker – og det må hr. Jakob Ellemann-Jensen også selv vide – der følte sig ramt af det forslag til vedtagelse. Jeg blev også selv kontaktet af adoptivbørn, og jeg tror, at det var fru Sofie Carsten Nielsen eller fru Johanne Schmidt-Nielsen, der nævnte noget lignende. Det betyder, at vi altså er kommet til at skrive noget – og nu siger jeg »vi« trods det, at jeg ikke var medansvarlig for det forslag til vedtagelse – som træder rigtig, rigtig mange mennesker over tæerne, og det må vi have et fælles ansvar for at rydde op i. Det er i hvert fald det, der fra min side er intentionen med den her debat i dag.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det synes jeg er vældig fint, og det deltager jeg jo også selv i. I tiden efter den debat, vi havde der, deltog jeg også selv ganske aktivt i den offentlige debat for at sige: Nej, det var ikke det, vi mente; nej, det har vi aldrig ment; nej, det synes vi ikke; ja, man kan sagtens være pæredansk, selv om man ikke er født i Danmark, osv. osv. Jeg synes simpelt hen bare ikke, at jeg så Alternativet på samme side som mig, altså på den side, der ønskede at bekæmpe misforståelsen. Jeg synes sådan set bare, at jeg så fru Josephine Fock stå og række dunken med benzin til De Radikale, og det ærgrer mig. For hvis man fra Alternativets side anerkender, at det her sådan set ikke var det, vi mente, så var der jo ikke nogen grund til at spille med på det.

Ordføreren.

Jamen så kan jeg sige klart, at en af grundene til, at jeg også har ønsket den her debat i dag, og at jeg også syntes, at det forslag til vedtagelse var et problem, er, at det for mig var et endnu et forkert skridt i forhold til den måde, vi debatterer på, og den retorik, vi har, når vi snakker om folk af anden etnisk herkomst end dansk. Det er gået alt, alt for vidt i Danmark, hvad angår den måde, vi omtaler andre befolkningsgrupper, som ikke lige er født som etnisk danske, på. Jeg var rigtig glad for hr. Jakob Ellemann-Jensens udtalelser dagen efter og ros til hr. Jakob Ellemann-Jensen for det, men jeg kunne rigtig godt tænke mig, at hr. Jakob Ellemann-Jensen også gik ud offentligt og sagde: Vi bliver nødt til at have en ordentlig debatform; vi bliver nødt til at have en ordentlig retorik, når vi snakker om mennesker med anden etnisk herkomst end dansk. For det modsatte er også medvirkende til, at vi får integrationsproblemer. Vi er aktivt med til at udstøde nogle grupper i øjeblikket, sådan som jeg ser det.

Der er endnu en for en kort bemærkning. Hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Josephine Fock, om Alternativet mener, at det er et problem, at vi i Danmark har områder, hvor danskere jo altså de facto er i mindretal. Hvis man mener, at alle kan være danskere, og at de sådan set bare skal sætte foden på dansk jord for at blive det, så kan jeg jo sagtens forstå, at man ikke synes, der er noget problem.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om Alternativet har den opfattelse, at det er et problem, at der er, tror jeg, over 20 boligområder i Danmark, hvor danskerne statistisk set er i mindretal – det er realiteten. Er det udtryk for en positiv udvikling, og ønsker Alternativet, at vi skal se mere af den udvikling? Og er Alternativet politisk og principielt modstander af, at man påpeger, at der statistisk set faktuelt er områder i Danmark, hvor danskere er i mindretal?

Ordføreren.

Nu synes jeg jo, at hr. Martin Henriksen gentager det, der står i forslaget til vedtagelse, når det gælder definitionen af danskere. Men hvis jeg lige lægger det til side og svarer på spørgsmålet, så vil jeg sige, at jeg synes, at vi skal sørge for, at man, hvis man har en anden etnisk baggrund end dansk, har de samme muligheder for at søge bolig, og at man får de samme muligheder for at have en indkomst, som majoritetsdanskere har, så vi ikke får de her meget, meget socialt belastede boligområder.

Som jeg også tror der var en der tidligere på dagen sagde i sin ordførertale: Hvis vi ser på kriminalitetsstatistikkerne, kan vi se, at det går meget bedre, men hvis vi ser på, hvem det er, der frygter at gå ud om aftenen, kan vi se, at det præcis er de mennesker, der bor i de boligområder, at det præcis er mennesker med anden etnisk herkomst end dansk. Det er da der, vi skal tage fat.

Så ja, der er problemer, men vi skal tage fat på dem med de værktøjer, som vi ved kan hjælpe, og det er at give folk mulighed for at komme til at bo i andre områder og komme ud på arbejdsmarkedet, få en uddannelse osv. Hvad angår arbejdsmarkedet, så har vi jo bakket op om den aftale, der er blevet lavet med regeringen, i forhold til bl.a. at få flygtninge ud på arbejdsmarkedet.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Hvis man kigger på det danske folk, så er det sådan, at der er nogle bestemte karaktertræk. Det danske folk taler dansk; det danske fok har en fælles kultur, nogle fælles traditioner; vi har også nogle frihedsrettigheder, vi har en grundlov osv. Det er jo en del af pakken, og det er det, der definerer Danmark og det danske folk. Er fru Josephine Fock enig i det? Det er den ene del.

Hvis Alternativet er enig i det, er Alternativet så også enig i, at du jo så nødvendigvis må tilegne dig de her ting, hvis du ønsker at blive betragtet som dansker? Det har sådan set ikke noget at gøre med ens baggrund eller hudfarve, det har noget at gøre med, at man tager de kulturelle ting til sig. Mener Alternativet, at man skal gøre det, for at man kan blive betragtet som dansker? Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi i Dansk Folkeparti mener, at det skal man selvfølgelig gøre. Det er jo også derfor, vi siger, at det statistisk set – men det er også noget, man kan konstatere, når man bevæger sig ud i nogle af de her ghettoområder osv. – jo er sådan, at danskere er i mindretal i de områder.

Så vil jeg også bare for god ordens skyld spørge – jeg håber, det er i orden – om ikke fru Josephine Fock kan bekræfte, at der i det forslag til vedtagelse, som blev vedtaget sidste gang, bliver henvist til de officielle opgørelser på området, og at det er sådan, at i de opgørelser er adoptivbørn faktisk registeret som værende børn af dansk oprindelse? Der er bare for god ordens skyld, så også det er på plads.

Ordføreren.

Altså, jeg kan svare på det sidste først. Det er fuldstændig korrekt, at adoptivbørn er registreret som etnisk danske, og det var også det, jeg forklarede de adoptivbørn, som tog kontakt til mig. Men det ændrer jo ikke ved, at de er blevet berørt.

I forhold til de øvrige spørgsmål, som hr. Martin Henriksen stiller, så vil jeg sige, at jeg, efter at jeg er blevet ordfører på området for mennesker på flugt og nye danskere, faktisk forsøger at komme rigtig meget rundt i Danmark og snakke med de mennesker, vi taler om her. Der er folk med alle mulige forskellige kulturbaggrunde, og der er folk med forskellige religiøse opfattelser, og ligegyldig om de har forskellige kulturelle baggrunde eller religiøse opfattelser, så er der rigtig, rigtig mange af dem, der føler sig som danskere, eller også føler de sig f.eks. som danskpakistanere eller dansksomaliere. Det synes jeg de skal have lov til, og jeg synes, at vi skal give dem mulighederne for, at de selvfølgelig kan blive en del af det danske samfund. Det tror jeg også hr. Martin Henriksen er enig i, men det gør vi jo altså ikke med den retorik, vi er i fuld gang med at køre ud over hele landet i øjeblikket, i forhold til hele tiden at stigmatisere de omtalte grupper. Så jeg tror, vi skal huske at inkludere hinanden i fællesskabet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger for nuværende. Næste taler er hr. Holger K. Nielsen som ordfører for SF. Værsgo.

Jeg kunne forstå på hr. Jakob Ellemann-Jensen, at han var meget ophidset over den her diskussion, fordi han mente, man havde misforstået en bestemt formulering og kørt en eller anden stemning op. Men jeg synes nu måske, at regeringen og Dansk Folkeparti selv er lidt skyld i det. For den pågældende sætning var jo til at misforstå. Og så indgår det jo i en sådan en sammenhæng, hvor de nationalkonservative er begyndt at teste alt muligt, i forhold til om det er dansk nok, og der synes jeg i og for sig, at Venstre burde tage et større opgør med den nationalkonservative strømning, som er kommet op, og som Dansk Folkeparti jo repræsenterer. For det der med at teste alt for, om det nu er dansk nok, og hvad der er dansk, er jo mildest talt en noget besværlig diskussion.

Da Poul Henningsen udsendte sin danmarksfilm i 1935, kom der vilde protester – vilde protester. Man havde forestillet sig, at det ville være en film om Dybbøl Mølle og Dannebrog og bøgeskove og gymnastikpiger og gymnastikdrenge osv. Og i stedet for var det folk, der gik på arbejde og cyklede, mennesker, der producerede, skorstene med røg i og jazzmusik. Det var ikke højskolesangbogen; det var jazzmusik, negermusik, som det blev kaldt. Hvordan kunne der være negermusik i en film om Danmark? Det var sådan, de nationalkonservative reagerede dengang. Men i dag er der da ikke nogen, der overhovedet vil tage anstød af, at der er jazzmusik i en film om Danmark eller beskrivelser af folk, der arbejder eller cykler på arbejde, hvis man skulle beskrive Danmark.

Derfor er hele den diskussion jo også sindssygt flydende. Altså, hvad der i de bedre kredse på et tidspunkt opfattes som værende dansk, er jo noget andet på et andet tidspunkt. Og i den forstand er den her diskussion jo sådan set vigtig nok. Det er bare for at advare imod, at vi kommer ind i sådan en stor gættekonkurrence om, hvad det nu er at være dansk, og at der nu hele tiden skal være test af alle mulige mennesker af, om de er danske nok, og at vi skal til at diskutere, hvad det danske dna er, eller hvad man nu kan forestille sig.

Den her lidt mærkelige diskussion udspringer jo af en forespørgselsdebat om ghettodannelse, og det synes jeg bestemt er værd at diskutere. For ghettoer er efter vores opfattelse en dårlig ting. De gør, at folk lukker sig om sig selv, og det betyder, at der ikke er udsyn. Det skaber problemer, og man ser ligesom problemerne som noget, der er en del af ghettoen, i stedet for se dem som en del af samfundet uden for, og derfor er det i en enhver henseende en dårlig udvikling – i enhver henseende.

Men det er jo ikke et spørgsmål om, om man er dansk eller ej. Det er et spørgsmål om boligpolitik, som har været forfejlet, og om en socialpolitik, der har været forfejlet, og en beskæftigelsespolitik, der ikke har virket. Så lad os da se på hele ghettoiseringen ud fra det, som det jo primært er, og altså ikke ud fra, om det er dansk eller ej, men ud fra nogle sociale problemer, som er i visse boligområder, og som man i øvrigt også kender i stort set alle andre lande.

Så på den måde er det ikke så mærkeligt, at der er det problem, men vi skal jo løse det på en eller anden måde, og vi kan løse sådan nogle ting her i Danmark, vi har god tradition for det. Det er ikke, fordi vi er danske, men fordi vi nemlig er kloge og arbejder sammen om det og diskuterer det og forsøger at inddrage mennesker i stedet for at ekskludere dem.

Det er derfor, at den her danskhedsdiskussion, som de nationalkonservative er fortalere for, har haft den frygtelige konsekvens, at folk er blevet ekskluderet, og det er også derfor, at nogen har reageret, som de har gjort. Altså ikke på baggrund af en enkelt lille sætning, der opskræmte folk, eller på grund af en kampagne fra oppositionens side, men fordi det indgik i en sammenhæng, hvor der kom så mange negative kommentarer fra Dansk Folkeparti og også fra Venstrefolk om udlændinge og ikkedanskere, hvor man hele tiden – hele tiden – har skullet køres op imod muren: Er du dansk nok? Er du i virkeligheden dansk? Og så kommer man hele tiden i en forsvarsposition i forhold til det her.

Det er da en af grundene til, at der bliver reageret så voldsomt, når man nu, om jeg så må sige, kunne fortolke en vedtagelse i Folketinget på en måde, så det kunne siges, at man i virkeligheden ikke var dansk.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Jakob Ellemann-Jensen, værsgo.

Tak til hr. Holger K. Nielsen. Jeg er glad for, at budskabet om, at jeg er en anelse oprevet over den her debat, også er faldet i god jord, eller hvordan man udtrykker det, hos hr. Holger K. Nielsen. Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved, at det jo er en interessant indstilling at have til tingene, når man siger: Det var I selv skyld i. Men det er vel ikke i sig selv undskyldning nok for at viderebringe et forkert budskab.

Hvis hr. Holger K. Nielsen mener, hvad han siger, altså at det her ikke skal handle om danskhed, fordi det er ekskluderende og i virkeligheden et irriterende parameter at måle på, så har jeg sådan set respekt for det. Men hvorfor i alverden lægger hr. Holger K. Nielsen så i dag navn til en debat, der handler om, hvornår man er dansker, altså hvis det er en irrelevant debat? Altså, undskyld mig, men det er da spild af tid.

Ordføreren.

Der er lidt tale om abekastning her, ikke? Men det skyldes jo det tidligere forslag til vedtagelse. Altså, alt det her starter jo med en debat om ghettoer, om ghettoisering, og det bliver så til en debat om danskhed, ikke? Og så kommer der et forslag til vedtagelse, som bliver misforstået af mange – ikke fuldstændig med urette, synes jeg, men det bliver misforstået, det er jeg da enig i. Og så er vi nødt til at tage den her debat.

Så det har da netop baggrund i det, som sker. Man har en diskussion om ghettoisering, som jeg synes er en væsentlig problemstilling at diskutere, og det bliver så blandet sammen med, om man er dansk eller ej. Det er jo der, det hele ligger, og så er den ikke længere end det.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Nej, det burde den jo egentlig ikke være, og det er derfor, at det egentlig kommer lidt bag på mig, at det er så magtpåliggende for SF, for Alternativet, for Enhedslisten og for Radikale Venstre at fortsætte den her debat – altså til trods for at alle partier stiller sig op og siger, at vi i virkeligheden burde tale om det, vi skulle have talt om den dag, nemlig beboersammensætninger, ghettodannelser osv. Hvorfor har I så ikke rejst en debat om det i stedet for at rejse en debat om det, I synes er irrelevant? Det er simpelt hen bare ikke logisk for mig, og det er ikke for at deltage i abekastning, men jeg forstår det bare ikke. Hvis hr. Holger K. Nielsen synes, at den her debat er irrelevant, så lad dog være med at rejse den! Så kunne vi have holdt weekend.

Ordføreren.

Den her konkrete debat er ikke irrelevant, den er faktisk meget relevant, fordi regeringspartierne og Dansk Folkeparti kom til at køre en debat om ghettoisering af sporet og lavede et forslag til vedtagelse, som var så misforståeligt, som det nu var, og som opskræmte en masse mennesker. Så er det da meget relevant, synes jeg, og helt i orden, at man forsøger at sætte det på plads. Men det ændrer da ikke ved, at jeg synes, det er noget underligt noget, at hver gang man diskuterer et eller andet problem – i ghettoer eller andre steder – skal det gøres til et spørgsmål om danskhed, som de nationalkonservative har en tendens til. Jeg mangler stadig væk at se hr. Jakob Ellemann-Jensen tage det store ideologiske opgør med de nationalkonservative, for det er der altså virkelig, virkelig grund til.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og da Venstre har talt på Det Konservative Folkepartis vegne, er det udlændinge- og integrationsministerens tur. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes måske nok, at debatten i dag særlig har båret præg af, at vi fra de borgerlige partier har undret os lidt over den iver, som venstrefløjen har lagt for dagen, når det handler om at tillægge os motiver og intentioner, som vi aldrig nogen sinde har haft. Det kan man jo sige er en debat, der har pågået i nogle måneder. Jeg tror måske nok, at den toppede – og det er meget negativt ment – den dag, Det Radikale Venstre valgte at dele en særdeles manipulerende video med optagelser af grædende børn for at prøve at skyde os nogle motiver i skoene, som vi overhovedet ikke har. Jeg kan lige så godt bare sige det ligeud: Jeg synes, det er usmageligt. Jeg synes slet ikke, at det hører nogen steder hjemme, og jeg synes ikke, det er værdigt, når Det Radikale Venstre foretager sådan nogle handlinger, vel vidende at det fuldstændig er imod alt, hvad der har med virkelighedens verden at gøre.

I dag har diskussionen så, må man sige, bølget lidt frem og tilbage. Jeg synes stadig væk, at det er med en særdeles manipulerende tone fra venstrefløjen. Den var faktisk så manipulerende, at da fru Josephine Fock for ganske få minutter siden stod heroppe på talerstolen og sagde, at hun under den første debat om danskhed havde spurgt mig, om man ikke kunne ændre i forslaget til vedtagelse, i og med at det kunne misforstås, kunne jeg simpelt hen ikke huske det spørgsmål fra fru Josephine Fock, og man kunne høre på fru Josephine Fock, at hun ikke kunne huske, hvad jeg havde svaret under den første danskhedsdebat. Det kan man sådan set ikke fortænke fru Josephine Fock i, i og med at hun slet ikke stillede spørgsmål til mig. Fru Josephine Fock stillede ikke ét spørgsmål til mig den dag. Jeg har lige været forhandlingerne i Folketingssalen igennem. Det er da dybt manipulerende. Så kan man sige, at fru Josephine Fock havde taget fejl og havde stillet spørgsmålet til min partifælle, hr. Jakob Engel-Schmidt, som var ordfører den dag. Men nej, fru Josephine Fock stillede heller ikke spørgsmål til hr. Jakob Engel-Schmidt den dag.

Jeg synes måske nok, at det siger lidt om debatformen her i Folketinget, og jeg synes måske nok også, at det siger en lillebitte smule om moralen. Her gik jeg faktisk og troede, at Alternativet havde sat nogle helt nye regler og normer op for, hvordan debatformen skal være i Folketinget, men hvis det er den her slags regler, man har sat op, hvor man er dybt manipulerende og skyder folk motiver i skoene, som de aldrig nogen sinde har haft, og ovenikøbet står her på Folketingets talerstol og siger ting, der er direkte usande, siger jeg tak for kaffe.

Der er to korte bemærkninger, og dem tager vi så. Den første er fra hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg er sådan set enig i meget af det, som ministeren har sagt. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi fra Dansk Folkepartis side sådan set hele vejen igennem har været rigtig godt tilfreds med det forslag til vedtagelse, som blev vedtaget sidste gang, og jeg har egentlig ikke haft noget behov for at præcisere noget, som allerede blev præciseret under den debat. Men for god ordens skyld vil jeg høre, hvordan ministeren har det med det forslag til vedtagelse, som blev vedtaget sidst, og som vi i Dansk Folkeparti sådan set mener sidder lige skabet.

Ministeren.

Man kan i hvert fald sige, at der kom en debat ud af debatten, som ikke hørte nogen steder hjemme. Og det var selvfølgelig, fordi der var nogle, der valgte meget aktivt at misforstå den vedtagelsestekst, der lå. Jeg synes i virkeligheden, at hvis man ser på selve debatten og ikke på vedtagelsesteksten, står det jo klokkeklart, hvad det var, der blev ment i sin tid. At der så er nogle, der har valgt at manipulere med det – og det er jo så venstrefløjen anført, mener jeg, af Det Radikale Venstre, men der er flere, der forsøger at komme i førerfeltet der; i øvrigt ikke et særlig smukt førerfelt, vil jeg sige – er så en anden sag.

Jeg synes da i hvert fald også, at hvis man ser på, hvad hr. Martin Henriksen sagde den dag under debatten, så er der i hvert fald slet ikke noget at tage fejl af. Og venstrefløjen kunne jo faktisk have gjort sig den lejlighed at se på, hvad der egentlig blev sagt under debatten, og ikke bare manipulere med det efterfølgende. Men det er måske lidt a la det, vi hørte fra Alternativets side tidligere her i dag.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Tak for det. Jeg forstår det sådan, at ministeren egentlig synes, at det forslag til vedtagelse, som blev fremsat sidst, sådan set var et ganske udmærket forslag. Så må ministeren jo rette mig, hvis ministeren mener, jeg skal forstå det på en anden måde.

Så kunne jeg godt tænke mig spørge ind til, om ikke ministeren mener, at debatten om danskheden er en relevant debat at tage. For det, man ser, hvis man kigger på det danske folk, er, at det altså er kendetegnet ved nogle bestemte ting: Vi taler dansk, vi har en fælles kultur, fælles traditioner, nogle fælles frihedsrettigheder osv. Og der er det altså ikke for meget at forlange af folk, der kommer hertil og falder til, uanset hvor de så i øvrigt kommer fra – og hvis de har flygtningebaggrund, mener Dansk Folkeparti, at de skal sendes hjem igen, og alt det der – og skal blive her og stifte familie osv., at de bliver nødt til at tage del i det danske samfund og i et eller andet omfang tager kulturen og traditionerne til sig, hvis de af det omkringliggende samfund og af flertalsbefolkningen også skal opfattes som værende danske. Og det er meget, meget vigtigt, at det også fra Folketingets side og fra regeringens side stilles som et meget klart krav til de her mennesker.

Ministeren.

Jamen jeg tror, jeg har sagt det mange gange tidligere, også i debatten i dag. Altså, man er dansker, når man er dansk statsborger, og så mener jeg også, man har en klar forpligtelse til at tage det danske værdisæt til sig. Jeg mener ikke, at integration handler om, at vi alle sammen bøjer os lidt imod hinanden og mødes på midten. Det handler om, at når man bor i Danmark, må man tage det danske værdisæt til sig: vores traditioner, vores normer og værdier – netop det, at man kan sige, hvad man vil; at man kan tegne, hvad man vil; at man kan tro på den gud, man vil; og at der er fuldstændig ligestilling. Det er jo det, det handler om, når man er dansker. Og man skal tale sproget selvfølgelig og forsørge sig selv. Det mener jeg er ligetil. Sådan må det nødvendigvis være.

Man så bare lige for at afslutte det med vedtagelsen: Altså, det har jo været en dybt manipulerende debat, der har været efterfølgende – anført af Det Radikale Venstre – og som jeg bare ikke synes hører nogen steder hjemme. Der er jo ikke en eneste her i Folketinget, der har været i tvivl om, hvad der reelt stod i den vedtagelse i sin tid, men man har bare ønsket at lave polemik ud af det. Og så har man ovenikøbet brugt grædende børn.

Nu har vi en kort bemærkning mere. Fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal besvare ministerens tale. Jeg har på ingen måde forsøgt at beklikke ministerens troværdighed. Nu prøver jeg lige at finde min bemærkning – jeg kan ikke lige finde den teknisk, men jeg kan huske, at jeg stillede spørgsmålet, og jeg kan huske, at der blev svaret på fuldstændig samme måde som nu, altså det der med, at man bliver beklikket. Jeg synes faktisk, at vi har haft en debat i dag, der siger, at folk kan være danskere, uanset om de har en ikkevestlig baggrund, og det synes jeg er rigtig positivt. Så hvis ministeren ønsker at fortsætte den her skyttegravskrig, synes jeg faktisk, det er ærgerligt.

Ministeren.

Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg har været igennem Folketingets forhandlinger, og der blev ikke stillet det spørgsmål fra fru Josephine Fock, hverken til mig eller til hr. Jakob Engel-Schmidt. Så enkelt er det.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jamen jeg kan bare sige, at jeg nok skal forsøge at genfinde spørgsmålet. Og jeg må kunne se det på tv, hvis det ikke er noteret teknisk på hjemmesiden. Ja, jeg stillede spørgsmål til ministeren.

Har ministeren flere svar? Det har ministeren ikke, og så siger vi tak til ministeren.

Der er ikke flere i talerrækken, og da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Og jeg skal så gøre opmærksom på, at afstemningen om de fire fremsatte forslag til vedtagelse vil blive gennemført tirsdag den 9. maj 2017.