Det næste punkt på dagsordenen er:

13) Forespørgsel nr. F 17:

Forespørgsel til ældreministeren:

Hvilke oplysninger kan ministeren give om de problemer, der er konstateret i ældreplejen, herunder om, hvilke tiltag regeringen har i støbeskeen for at sikre, at danskerne trygt kan gå deres alderdom i møde?

Af Jeppe Jakobsen (DF), Karina Adsbøl (DF), Pernille Bendixen (DF), René Christensen (DF), Susanne Eilersen (DF), Dennis Flydtkjær (DF) og Karin Nødgaard (DF).

(Anmeldelse 09.12.2016. Fremme 13.12.2016).

Jeg forstår, at ministeren er undervejs. Jeg skal lige have ministeren ind.

Så kom også ministeren til stede, og så går vi i gang. Det er først ordføreren for forespørgerne, Jeppe Jakobsen, med begrundelse.

Tak for det. De seneste måneder har ældreområdet fyldt i mediebilledet. Mange historier har heldigvis handlet om, hvordan madlavningen nu igen rykker ud på plejehjemmene, om, hvordan kommunerne arbejder med deres værdighedspolitikker – historier, som en ældreordfører bliver glad over at læse. Men desværre er det ikke kun solstrålehistorierne, der har fyldt spaltepladserne og sendefladerne, men derimod alt for ofte historier om omsorgssvigt, uværdige forhold og konkurser. Det er historier, som skærer i hjertet, historier om mennesker, som med rette havde forventet en kærlig omsorg, men som i stedet er blevet svigtet af det samfund, som burde have været der for dem. Det bør vi ikke acceptere i et ordentligt velfærdssamfund som Danmark.

Selv om der naturligvis altid vil ske fejl, hvor mennesker er involveret, føler vi i Dansk Folkeparti et ansvar for at undersøge, om disse fejl kan undgås, og en forpligtelse til at gribe ind de steder, hvor fejlene kan undgås. Det er jo ikke bare billeder på fjernsynet og blæk på avisernes papirer, men beretninger om mennesker af kød og blod, som ikke har fået den trygge alderdom, de havde håbet på. Derfor har vi rejst denne forespørgselsdebat, altså for at høre, hvad den regering, der med ældreministerens egne ord prioriterer ældreområdet højt, påtænker at ville iværksætte for at sikre danskerne en tryg og værdig alderdom. Tak.

Under den forrige debat var der meget flytteri mellem partierne, og det er helt forståeligt. Men jeg beder lige om, at flytteriet bliver flyttet ud af Folketingssalen.

Nu har vi fået begrundelsen, og så er det besvarelsen – værsgo til ældreministeren.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for indkaldelsen til denne forespørgselsdebat om ældreplejen. Jeg har set frem til debatten i dag, fordi det er vigtigt at få en åben drøftelse af, hvordan vi sikrer en god ældrepleje. Jeg vil gerne starte med at gøre det helt klart, at alle plejetrængende ældre selvfølgelig skal have en ordentlig og værdig behandling. De skal den hjælp og støtte, som de har behov for, og der skal være den nødvendige tid til plejen, for vores ældre fortjener en værdig pleje og omsorg – en pleje, der tager udgangspunkt i lige præcis deres individuelle behov. Regeringen vil arbejde for at sikre, at alle ældre får en god og værdig pleje, for en værdig ældrepleje er en af grundstenene i vores velfærdssamfund.

Der er plads til forbedringer i ældreplejen. Det så vi bl.a. med eksemplerne fra TV 2 tilbage i december sidste år. For mig er det ikke værdigt, hvis man skal vente 1 time på at komme på toilettet, eller hvis man ikke kan komme i bad, selv om man har behov for det, slet ikke. Men jeg vil også advare imod, at vi kommer til at tale ældreområdet ned i et sort hul. Vi skal nemlig huske på, at ældreplejen i mange kommuner og på mange plejehjem fungerer godt. Beboerne har værdige forhold, og personalet møder beboere og pårørende med overskud og i øjenhøjde. Det har jeg bl.a. konstateret på mine ture rundt i landet. Igennem de seneste uger har jeg besøgt i alt ni plejehjem, hvor der i høj grad var fokus på at styrke de ældres selvbestemmelse og valgfrihed, i forhold til hvordan de ønsker at leve.

Som det tydeligt fremgår af regeringsgrundlaget, prioriterer regeringen ældreområdet. Vi fører en ældrepolitik med afsæt i Ældrekommissionens fem grundlæggende værdier, som jeg selv sætter meget højt. De fem grundlæggende værdier handler om, at ældre borgere, der får hjælp, fortsat har indflydelse på eget liv, at vi har respekt for, at alle mennesker er forskellige, at medmenneskeligheden er i fokus i plejen, at de ældre har mulighed for at få gode oplevelser, og at vi sikrer alle en værdig afslutning på livet. Det er værdier, som vi bør styre efter alle steder i ældreplejen.

Selvfølgelig er vi i regeringen meget bevidst om, at den demografiske udvikling indebærer, at der i fremtiden bliver flere ældre. Men det er vigtigt at holde fast i, at stigningen i antallet af ældre ikke nødvendigvis forudsætter en tilsvarende stigning i ældreudgifterne. Det skyldes bl.a., at vi har et stigende fokus på rehabilitering, og at kommunerne løbende arbejder med nye og bedre løsninger ved brug af velfærdsteknologi og bedre organisering af arbejdet. Samtidig er sundhedstilstanden blandt de ældre samlet set forbedret, også selv om ældre på plejehjem i dag typisk er stærkt svækkede og mange har demens.

Vi har i de tre partier, der nu udgør regeringen, sammen med Dansk Folkeparti igangsat en række initiativer i de to seneste finanslovsaftaler, der styrker ældreområdet. I finanslovsaftalen for 2016 blev vi enige om en samlet model for, hvordan vi sikrer mere værdighed i ældreplejen. Med indførelsen af værdighedspolitikkerne er det nu et krav, at den enkelte kommune beskriver sine overordnede værdier og prioriteringer på ældreområdet. Det er et meget vigtigt skridt, for på den måde har vi nu sat værdighedsdiskussionen på dagsordenen i alle 98 kommuner.

Med værdighedspolitikkerne i hånden har borgerne, pårørende og medarbejdere fået en rigtig god mulighed for at tage en dialog med deres lokalpolitikere om, hvordan vi sikrer, at plejen og omsorgen i kommunerne udføres med værdighed. Værdighedspolitikkerne står ikke alene. I finanslovsaftalen for 2016 blev der til at understøtte politikkerne afsat 1 mia. kr. ekstra årligt til en mere værdig ældrepleje. Hvis vi ser på udgifterne til ældreområdet, har kommunerne samlet set i 2016 budgetteret med øgede udgifter til ældreområdet på 1,2 mia. kr. i forhold til 2015. Kommunernes budgetter for 2017 viser, at kommunernes udgifter til ældreområdet stiger med yderligere 0,8 mia. kr. fra 2016 til 2017, når der tages højde for det løft, der følger af finanslovsaftalen. Fakta er altså, at kommunerne samlet set bruger flere penge på ældreområdet under denne regering end tidligere.

Med finansloven for 2017 prioriterede regeringspartierne og Dansk Folkeparti for andet år i træk at afsætte ekstra midler til ældreområdet. Over 4 år har vi afsat yderligere 2 mia. kr. til en bedre ældrepleje. Det dækker bl.a. over 380 mio. kr. årligt fra 2017 og frem til en klippekortordning, der giver alle plejehjemsbeboere ca. ½ times ekstra hjælp om ugen. Hjælpen skal bruges til aktiviteter ud over den daglige pleje, og plejehjemsbeboerne skal selv være med til at beslutte, hvad tiden skal bruges på. Derudover er der afsat en pulje på 450 mio. kr. i 2017 til bedre mad til ældre. Vi vil nemlig gerne være med til at få madlavningen tilbage på plejehjemmene og tættere på beboerne, for et plejehjem er beboernes eget hjem, og til et hjem hører et køkken.

Et andet vigtigt område er indsatsen over for mennesker med demens og deres pårørende. Demens er en forfærdelig sygdom – en sygdom, som vender op og ned på tilværelsen, ikke kun for den enkelte, men for hele familien. Mange steder er man kommet rigtig langt med at forbedre indsatsen på demensområdet, og mange medarbejdere og frivillige gør dagligt en stor og kvalificeret indsats for at skabe en god og tryg hverdag for mennesker med demens og deres pårørende. Men vi kan gøre det endnu bedre.

Derfor er jeg også glad for, at regeringen og satspuljepartierne i december sidste år blev enige om den endelige aftale om en ny national demenshandlingsplan frem til 2025 – en handlingsplan, som prioriterer 470 mio. kr. til nye initiativer, som skal give hele demensområdet et historisk løft og give mennesker med demens et trygt og værdigt liv. Med demenshandlingsplanen vil vi sikre bedre kvalitet i udredningen og behandlingen af mennesker med demens, ligesom vi vil sikre en pleje og en omsorg, der baserer sig på den nyeste viden, og som tager udgangspunkt i det enkelte menneskes behov. Demenshandlingsplanen indeholder mange gode initiativer, og jeg er bl.a. glad for, at der afsættes midler til et praksisnært kompetenceløft i kommuner og regioner; at der igangsættes en indsats i forhold til pårørende; og at der afsættes midler til at indrette flere demensegnede plejeboliger.

I satspuljeregi har vi også igangsat et initiativ om nationale kvalitetsindikatorer i ældreplejen. Det skal undersøges, om der er mulighed for at udvikle tre-fem overordnede kvalitetsindikatorer, der skal måle kvaliteten af ældreplejen. Arbejdet er igangsat, og vi mødes nu med KL og andre centrale parter med henblik på at få input til relevante kvalitetsindikatorer. Vi vil også se på, om erfaringerne fra andre lande kan bruges i dansk sammenhæng. F.eks. ved jeg fra mit besøg i Holland for et par uger siden, at de også der barsler med nogle nye kvalitetsindikatorer for ældreplejen. I den sammenhæng vil jeg gerne slå fast, at hovedfokusset i arbejdet skal være på, hvilken forskel hjælpen gør for de ældre. Det er ikke meningen, at vi skal indføre nye procestiltag blot for styringens skyld.

For at vi kan have en god ældrepleje, er det nemlig vigtigt, at medarbejderne kan koncentrere sig om kerneopgaven at yde pleje og omsorg for de ældre. Det er også derfor, at jeg sammen med KL har igangsat et arbejde, der med inddragelse af FOA, Dansk Sygeplejeråd og andre centrale parter skal pege på unødvendige regler og dokumentationskrav – krav, der kan lempes eller fjernes for at frigøre tid, som de ansatte kan anvende på omsorg og pleje.

En værdig ældrepleje handler også om indflydelse på eget liv og plads til det frie valg. Det er et centralt mål for regeringen, at borgerens behov og ønsker danner rammen om den hjælp, der ydes. Vi er ikke alle ens, og vi har forskellige ønsker og behov – det gælder for ældre, ligesom det gælder for alle andre. Ældre skal derfor opleve et forskelligartet udvalg og have mulighed for at vælge netop den leverandør, der opfylder deres behov. Mange ældre er nemlig glade for det frie valg, og mange benytter det til at vælge en privat leverandør af hjemmepleje.

Vi vil i regeringen sikre, at ældre hjemmehjælpsmodtagere også fremover kan gøre brug af deres frie valg uden at skulle bekymre sig om konkurser og den usikkerhed, der følger, i forhold til om man også i morgen får den hjælp, der er behov for. Vi går derfor i dialog med KL og erhvervsorganisationerne for bl.a. at drøfte de anbefalinger til forebyggelse af konkurser, som parterne har aftalt. Vi vil bl.a. drøfte, om principperne er tilstrækkelige, om kommunerne bruger anbefalingerne rigtigt, og hvordan vi sikrer, at alle kommuner bruger de nye principper. Parallelt med dette laver vi også et serviceeftersyn af ændringen af fritvalgsreglerne, som den tidligere S-R-SF-regering gennemførte tilbage i 2013.

På den baggrund vil regeringen i løbet af sommeren invitere Folketingets partier bredt til en drøftelse af udfordringerne og svarene herpå, så vi fremadrettet kan sikre hensigtsmæssige rammer for det frie valg på ældreområdet.

Lad mig således her til en afslutning gentage, at vi i regeringen har et stort fokus på ældreområdet og de udfordringer, der er på området. Det fremgår både af regeringsgrundlaget og alle de konkrete initiativer, som er blevet igangsat de seneste år. Jeg vil også gerne tilkendegive, at vi i regeringen selvfølgelig fortsat vil følge udviklingen på ældreområdet, så det også fremover sikres, at ældre, der har behov for hjælp, tilbydes en værdig pleje, hvor der er respekt for den enkeltes selvbestemmelsesret. Tak for ordet.

Tak for besvarelsen. Vi går i gang med forhandlingerne. Først er det ordføreren for forespørgerne, hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Tak til ministeren for besvarelsen. Jeg ser frem til, at ministeren indtager talerstolen efter ordførerrækken, så vi kan debattere besvarelsen.

Set fra min stol er omsorgen for vores ældre en af hjørnestenene i velfærdssamfundet. At man ikke skal være afhængig af pårørende eller en stor opsparing for at kunne gå sin alderdom i møde med tryghed, er en af de ting, som gør Danmark til et godt samfund at bo i. Alligevel er der en udvikling i gang, hvor man enten selv skal råbe op for at få den hjælp, man har brug for, eller man skal have stærke pårørende, der kan gøre det for en. Det et symptom på, at en del af velfærdssamfundet er i krise, når man skærer på hvert et hjørne, der kan skæres på, og der ikke er overblik til at se den enkeltes behov. Det falder tilbage på det politiske system, da det er os, der sætter de rammer, som velfærdssamfundet skal agere inden for.

Jeg har lånt et trick, som hr. Uffe Elbæk bruger til spørgetimen med statsministeren. Jeg har spurgt dem, som ikke har den direkte adgang til ministeren, som jeg har, om, hvad de ville have frem, og hvad de ville sige til ministeren, hvis de havde chancen. Samstemmende for alle, der svarede, var flere hænder og mere tid. Det var ikke for meget bureaukrati eller for lidt velfærdsteknologi, der fyldte hos hverken pårørende eller ansatte, men flere hænder først og sidst.

Selvfølgelig kan man nå et stykke ad vejen med at fjerne overflødigt bureaukrati eller bruge teknologi til at lette arbejdet, men hvis man stirrer sig blind på disse redskaber og fornægter behovet for flere hænder, har man ikke forstået omfanget af udfordringerne. Faktum er, at danskerne heldigvis bliver ældre og ældre, og de flere ældre medborgere kommer til at kræve en styrket økonomi for området, hvis det ikke skal gå ud over kvaliteten i ældreplejen. Der er simpelt hen ikke så meget papirarbejde i sektoren, at den opgave kan løses ved at skære i papirstakkene, og at påstå andet ville være at nægte at se realiteterne i øjnene.

Med fødslen af den nye trekløverregering har vi fået en ældreminister. For første gang har vi nu en minister, som alene skal have fokus på ældreområdet. Det peger i retning af en regering, der har ambitioner på de ældres vegne, og den nye minister siger jo også, at hun repræsenterer en regering, der prioriterer vores ældre. I Dansk Folkeparti vil vi holde ministeren op på sit ord, og vi vil meget nøje følge, at regeringen i mere end ord prioriterer ældreområdet.

Senere på året får den nye regering for første gang muligheden for at bevise, at regeringen, også når den agerer uafhængigt af Dansk Folkeparti, prioriterer ældreområdet. Når der skal forhandles økonomiaftale med kommunerne, vil vi se, i hvor høj grad ældreområdet er i toppen af regeringens dagsorden. Men jeg tager ældreministerens ord for gode varer og ser frem til en økonomiaftale, som husker vores ældre medborgere.

I Dansk Folkeparti vil vi fortsat have fokus på ældreområdet, og selv om opgaven med at levere ældrepleje er kommunernes opgave, føler vi et ansvar for at tilse, at den opgave bliver udført på betryggende vis. Det kommunale selvstyre sikrer mulighed for at tilpasse forholdene til det, der er mest behov for lokalt, og det er grundlæggende en god idé. Men vi har ingen berøringsangst, hvis vi føler, at kommunerne kommer på afveje. Når kommuner lader nattevagter være alene med snesevis af ældre, men samtidig mener at have råd til nye djøf'ere på rådhuset og kunst for millioner, så målretter vi gerne mere af kommunernes økonomi til det, der trods alt er kommunernes kerneopgave, nemlig at levere velfærd.

Samtidig påhviler der også os selv en opgave med at sikre, at der er de nødvendige rammer til at løse opgaven på ordentlig vis. Derfor er vi også glade for, at vi sammen med regeringspartierne har kunnet styrke ældreområdet med milliarder i forbindelse med de to finanslove, der er vedtaget siden valget. Hvis vi skal de forfærdelige historier til livs, der har udløst denne debat her i dag, er der én opgave, der står tindrende klart, nemlig at sikre, at de økonomiske rammer står mål med opgaverne. Det er det fundament en værdig og tryg ældrepleje skal stå på.

Jeg skal som afslutning på vegne af Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti oplæse følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at den demografiske udvikling stiller nye krav til ældreomsorgen og økonomien forbundet hermed, hvis serviceniveauet skal fastholdes.

Folketinget finder, at ældre borgere, der ikke længere kan klare sig selv, skal have den hjælp, de har behov for, og at der skal være den nødvendige tid og de nødvendige varme hænder til indsatsen.

Folketinget noterer sig, at der med finansloven for 2016 blev afsat 1 mia. kr. årligt til ældreområdet til understøttelse af værdighedspolitikkerne, og i finansloven for 2017 er afsat 2 mia. kr. over 4 år til bedre mad og øget selvbestemmelse.

Folketinget noterer sig det igangsatte arbejde med forebyggelse af konkurser i ældreplejen og forventer at blive inddraget i dette.

Folketinget forventer, at regeringen følger udviklingen på ældreområdet, herunder med flere ældre, så værdighed og selvbestemmelse sikres i alderdommen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 52).

Tak for ordet.

Det forslag indgår nu i den videre debat. Der er en kort bemærkning til fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for en tale, der kom omkring mange ting. Jeg hæftede mig især ved, at ordføreren lagde vægt på, at det ikke er nok at kigge på afbureaukratisering, det er ikke nok at kigge på velfærdsteknologi, hvis vi skal løse den udfordring, som vi ved der kommer, nemlig at der bliver flere ældre, som får brug for velfærdssamfundet til at hjælpe sig i den sidste del af deres liv.

Det, jeg godt kunne tænke mig at høre ordføreren om, er, hvad det konkret betyder ifølge Dansk Folkeparti. Vi ved jo, at hvis man bare skal følge med den udvikling, at der kommer flere ældre, så skal vi minimum have en vækst i det offentlige forbrug på 0,6 pct. Men vi har en regering, som siger, at man har en ambition om, at det kun skal være det halve. Så hvordan stiller det Dansk Folkeparti, når nu regeringen skal til at forhandle økonomi med kommunerne her til sommer? Kan Dansk Folkeparti støtte en aftale, som ikke som minimum lever op til, at man kan følge med den udvikling, at der kommer flere ældre?

Værsgo til ordføreren.

Det er klart, at der er en forskel på den politik, som vi gerne ser gennemført i Dansk Folkeparti, og den, regeringen fører på området her. Det betyder ikke, at vi kommer til at stemme imod en aftale mellem kommunerne og regeringen. Det er et system, som fungerer, og det er kommunernes mulighed for at have indflydelse på deres egen økonomi. Men det er klart, at hvis vi ser en aftale, som peger i retning af, at ældreplejen ikke kan følge med, og at ældreplejen bliver udhulet, så må vi jo se på andre tiltag, som kan løfte området. Det kan vi f.eks. gøre i forbindelse med en finanslovsforhandling, og det er jo så et af de redskaber, vi må gribe til. Men vi har et stærkt fokus på, at ældreplejen ikke bliver udhulet, og vi vil selvfølgelig også opfordre regeringen til at prioritere området, som de jo selv siger, de gør, også i forbindelse med økonomiaftalen.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Dansk Folkeparti har jo en gylden mulighed, når det gælder økonomiaftalen mellem kommunerne og regeringen. Vi har jo en mindretalsregering, så den skal finde opbakning her i Folketinget til at kunne gennemføre en aftale med kommunerne. Og vi ved alle sammen, at kommunernes mulighed for at få flere penge er rigtig dårlig, hvis der ikke er et flertal i Folketinget, som står bag den holdning, man nu engang har, om, at der skal være en bedre økonomi til kommunerne. Så hvorfor udskriver Dansk Folkeparti, når det gælder kommuneaftalen, på den her måde bare en blankocheck til regeringen på, at den kan føre en hvilken som helst politik over for kommunerne og også en politik, som kan betyde nedskæringer?

Ordføreren.

Vores forhold til økonomiaftalen mellem regeringen og kommunerne er, at hvis kommunerne selv mener, at de har en aftale, som de kan stå inde for, vil vi ikke på deres vegne underkende den aftale. Hvis KL derimod siger, at de ikke kan opnå en aftale og overlader det til Folketinget at fastsætte den kommunale økonomi, er det jo den situation, vi må forholde os til. Men sådan en aftale indeholder jo mange delaftaler, og man bliver derfor nødt til at se på summen af dem, og hvis vi på ét område ikke er tilfreds med aftalen, vil det på kommunernes vegne være at gøre vold på aftalesystemet at underkende alle de andre resultater, som kommunerne har opnået. Derfor vil vi ikke på forhånd sige, at ældreområdet kommer til at være det, som en aftale står eller falder med.

Der er endnu en til en kort bemærkning. Hr. Finn Sørensen, værsgo.

Tak. Og tak til ordføreren. Jeg synes jo altså, der er lidt bagvendt. Først stemmer man for en økonomiaftale i KL og derefter for et aktstykke i Finansudvalget, som faktisk forringer kommunernes muligheder for at sikre en ordentlig ældrepleje, og så vil man rette op på det bagefter. For faktum er jo, at Dansk Folkeparti gennem mange år, siden 2009, har stemt for alle de der kommuneaftaler, som faktisk har gjort, at kommunerne har langt færre penge til velfærd, end de havde i 2009. Det er der ikke så meget at gøre ved, men det er Dansk Folkepartis tilgang til det.

Men det, jeg gerne høre, er: Hvad er det så for en vækst, Dansk Folkeparti vil slås for kommer ind i finansloven, og som kan sikre, at der også bliver taget højde for det stigende antal ældre og det stigende antal plejekrævende ældre, for gruppen af over 85-årige eksploderer jo også? Så hvad er det for en vækst, Dansk Folkeparti mener der skal til, og vil Dansk Folkeparti benytte sig af flertal ovre til venstre i salen, hvor f.eks. Socialdemokratiet har meldt ud, at en vækst på 0,6 pct. da var noget, der skulle til, for i det mindste at bevare status quo? Hvor står Dansk Folkeparti der?

Ordføreren, værsgo.

Nu skal vi ikke tage sorgerne på forskud. Det kan jo være, at økonomiaftalen faktisk bliver en god økonomiaftale. Den er jo ikke forhandlet endnu. Vi skal også huske på, at det er et kommunalt valgår, så det kan godt være, at regeringen vil hjælpe sit kommunale bagland til at få en god aftale hjem. Det ved vi ikke. Det må vi se, når aftalen er landet.

I forhold til hvilken vækst, vi ser, er det sådan, at de økonomiske vismænd, som vi har fået det at vide, siger, at der skal en vækst på 0,8 pct. til i den offentlige sektor for at sikre, at serviceniveauet på alle områder bredt set kan fastholdes. Det er det mål, vi sigter efter. Man kan sige, at til trods for at regeringen har ambitioner om 0,3 pct. – det er gået i den rigtige retning – så har vi de 2 seneste år set vækstrater på først 0,7 pct. eller 0,8 pct., mener jeg, og sidste år var det vist 0,6 pct. Så der er jo den vækst, som bliver anbefalet, til trods for regeringens ambitioner om, at niveauet skal være lavere.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Altså, vi kan vel blive enige om, at forudsætningen for, at der kommer en bedre vækst end den, der er beskrevet i regeringsgrundlaget, jo ikke kommer af sig selv. Det kræver, at det bliver vedtaget her i Folketinget i form af en finanslov og alt det, der hører til den. Hvordan vil Dansk Folkeparti sikre, at der kommer en tilstrækkelig vækst, så man tager højde for den kraftige stigning, der er i antallet af ældre, og som jo fylder meget i økonomien, for sådan er det bare? Det skal vi have løst, men hvordan vil Dansk Folkeparti gøre det? Vil Dansk Folkeparti benytte sig af de flertalsmuligheder, som jo tegner sig, hvis man kigger over til venstre side af salen? 0,8 pct. – vi er med! Det er der nok ikke så mange andre der er, men der er da udmeldinger fra Socialdemokratiet, der lyder på 0,6 pct. Sådan har jeg forstået det, men det kan være, at vi bliver skuffet senere i dag – men så er der jo en flertalsmulighed. Vil Dansk Folkeparti benytte sig af den for at sikre den fornødne vækst i den offentlige sektor?

Ordføreren, værsgo.

Vi kan godt kigge over mod den anden side af salen, men hvis man f.eks. kigger på Socialdemokratiet, ser man, at der jo er en lang tradition. Jeg tror ikke, at Socialdemokratiet – nu må de jo rette mig – nogen sinde har stemt imod en økonomiaftale mellem en regering og kommunerne, så regeringens flertal er sådan set ikke i fare på grund af dem. Men det er klart, at spørgsmålet er, hvordan vi vil sikre det. Det kan vi ikke. Vi kan ikke garantere noget. Vi har dog 37 medlemmer af Folketinget, men vi kan ikke sikre noget. Men vi kan se, at det samarbejde, vi har haft med regeringen, har ført til de vækstrater, som der er behov for for at sikre velfærden. Så klog af erfaring vil jeg sige, at pilen peger i den rigtige retning til trods for de ambitioner, som regeringen har. Det er jo så ærgerligt for regeringen, at deres ambitioner om en lav vækst ikke bliver opfyldt, men at det er vores ambitioner om en høj vækst, som bliver gennemført.

Den næste for en kort bemærkning er fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Den demografiske udvikling tilsiger, at der skal bruges 1 mia. kr. mere om året hvert år på ældreområdet, hvis det er sådan, at vi skal tage højde for, at der kommer flere og flere ældre over 80 år – og der er der på forhånd taget højde for den rehabiliterende indsats. De tal bekræftes af KORA.

Dansk Folkepartis ordfører fremhæver også her, at der er afsat en værdighedsmilliard, og at der er afsat milliarder til bedre mad, men det gør det jo ligesom ikke i forhold til pleje og bedre behandling og hjælp til at komme på toilettet. Tænker Dansk Folkeparti, at vi fremadrettet skal nøjes med at øremærke milliarder til den direkte pleje?

Værsgo til ordføreren.

Altså, i Dansk Folkeparti er vi ikke færdige med ældreområdet med de to finanslove, som vi allerede har indgået aftale om. Det er stadig væk et fokusområde for os, og som jeg også var inde på i min ordførertale, er det et fokus, vi vil have fremadrettet, så vi sikrer, at økonomien følger med den demografiske udvikling, hvor vi ser, at andelen af ældre stiger, og at der dermed kommer flere plejekrævende personer. Så det er klart, at det vil vi også blive nødt til at se på fremadrettet og holde regeringen op på, at de siger, at de prioriterer området. Hvis man ikke kan blive enige om en god økonomiaftale, må vi jo se på, om vi f.eks. kan hente det ind i en finanslovsaftale.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Men er ordføreren enig med mig i, at den demografiske udvikling forudsætter, at der skal afsættes mindst 1 mia. kr. mere om året hvert år til ældreområdet, hvis vi skal undgå, at vi skal lave alvorlige nedskæringer i forhold til ganske almindelig pleje af ældre borgere?

Værsgo til ordføreren.

Hvis det er tal, som spørgeren har fra KORA, går jeg ud fra, at spørgeren har ret i det. Det har jeg ikke grund til at betvivle.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger for nuværende, og næste ordfører er fru Astrid Krag fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for den her lejlighed til at drøfte værdig og tryg ældrepleje og ikke mindst for at høre nærmere om regeringens fremtidige planer. Det glæder mig, at Dansk Folkeparti også bekymrer sig om de problemer, der har vist sig i ældreplejen, og som Dansk Folkepartis ordfører håber jeg også, at vi får ministeren på talerstolen her senere, hvor vi kan stille spørgsmål til ministeren. Det kan vi jo sige til dem, der følger med derhjemme og måtte undre sig, altså at det havde vi ikke lejlighed til i første omgang. Sådan er formatet nu her.

Vi har i Danmark et velfærdssamfund, hvor en af de fornemste opgaver er at sikre, at vi alle med tryghed i sindet kan gå alderdommen i møde, altså seniorårene, hvor vi er mere grå i toppen. Og det kræver altså en ældrepleje af høj kvalitet. Derfor er det så bekymrende, og jeg tror, det rører noget i os alle sammen, når der kommer eksempler frem som dem, der har været på TV 2, hvor ældre sidder i gennemvåde bleer i flere timer, eller hvor ældre, der ellers ikke har nogen problemer med deres blærer, får ble på, fordi der ikke er tid til at hjælpe dem på toilettet. Det kan også være ældre, der ligger i mange timer uden at komme op af deres seng, selv om de ønsker det. Og det er jo ikke kun TV 2, der kan fortælle de her historier. Seneste har JyskeVestkysten haft lignende eksempler, hvor pårørende beskriver, at der ikke er hænder nok til hverken pleje eller hygiejne, eller ældre, der sidder alene og passive i en konstant lugt af urin og f.eks. ikke får børstet tænder, fordi der ikke er nok tid til at gøre ordentligt rent efter uheld. Det er uværdigt, og det mener jeg ikke vi hverken skal vænne os til eller acceptere. Heldigvis har vi jo også en ældrepleje, der fungerer rigtig godt mange steder, men de her eksempler viser jo, at området er presset, og vi må også konstatere, at værdighedsmilliarden ikke har gjort en ende på uværdige forhold.

Ældreministeren har nedsat en taskforce, som vi har hørt meget om, således også i dag. Jeg skal ikke bruge meget tid på den, men jeg vil blot sige, at i forhold til den her taskforce om afbureaukratisering har ministeren jo ikke kunnet garantere os, at pengene efterfølgende vil kunne blive i ældreplejen. Og det er noget skidt, at vi ikke kan få den garanti, for så bliver det jo en truende skjult spareøvelse. I taskforcen sidder der i øvrigt heller ikke repræsentanter for SOSU'erne og sygeplejerskerne, men det gør KL, der jo i den her sammenhæng repræsenterer arbejdsgiverne. Heller ikke Dansk Ældreråd eller Ældre Sagen er kommet med i selve taskforcen, selv om de har meldt sig frivilligt, og det undrer mig ærlig talt.

Når man så holder det op over for, at ministeren ikke kan garantere, at de penge, der måtte blive frigjort ved afbureaukratisering, kan blive i ældreplejen, så kan jeg jo blive temmelig bekymret for, hvorfor man ikke vil lade repræsentanter for medarbejdere og de ældre komme med ind i selve taskforcen og lave anbefalingerne. Jeg mener, vi skulle gå grundlæggende anderledes til det. Socialdemokratiet har foreslået et egentligt partnerskab, hvor kommuner, faglige organisationer og andre gode kræfter sætter sig sammen for at finde holdbare løsninger, som kan frigøre medarbejderne til de kerneopgaver og den pleje og omsorg, som jo er det vigtigste.

Der er rigtig mange udfordringer på ældreområdet. Heldigvis er den gode side af historien jo, at flere lever sunde og raske i længere tid. Men det ændre ikke ved den overordnede udfordring, der handler om økonomien, som også blev berørt i debatten her, før jeg kom på talerstolen.

En undersøgelse lavet i 2014 af FOA, Dansk Sygeplejeråd og Ældre Sagen viste, at tre ud af ti medarbejdere mente, at de ældre kun i ringe grad eller slet ikke får en værdig omsorg og ældrepleje. Tre ud af ti er jo uhyggeligt, og det siger noget om, hvor presset man er derude, og hvor hårdt pres der er på at have tid til kerneopgaverne. Men hvis vi så kigger på regeringens målsætning om, at det offentlige forbrug kun skal stige med 0,3 pct. årligt, så bliver det altså bare endnu sværere at se, hvordan det her skal hænge sammen i fremtiden. Vi har været forbi det. Det kan jo lyde, som om det ikke er særlig meget, altså, hvad er forskellen på 0,3 pct. og 0,6 pct.? Men det er altså mellem en hel og halvanden milliard kroner, der vil mangle hvert eneste år. Det svarer til, at der vil være 16.000 færre offentligt ansatte i 2025, og man skal ikke have læst mange år på fine skoler for at regne ud, at det altså kommer til at kunne mærkes derude, også for de ældre. Derfor er jeg også så spændt på at høre, hvilke ting ministeren vil møde frem med i dag, når man nu har den økonomiske ambition, man har, og ministeren endda kommer fra et parti, der drømmer om decideret minusvækst i den offentlige sektor. Hvordan pokker vil man få det til at rime med en mere værdig ældrepleje?

Det er rigtigt, at Socialdemokratiet – hvad Enhedslisten også har nævnt nogle gange – i vores indspark til 2025-forhandlingerne har afsat midler til sikre, at væksten kan følge med det stigende antal ældre. Og ifølge Finansministeriets egne regnedrenge er det jo 0,6 pct. Det skylder vi de ældre, der har knoklet et langt liv og svaret enhver sit, altså at vi også kan tage godt hånd om dem, når alderen presser og man har behov for pleje og omsorg.

Jeg tror, jeg skal til at runde af. Ministeren har nævnt taskforcen og værdighedsmilliarden og penge til at anlægge køkkener for. I parantes bemærket er det jo nogle ting, som er kommet på banen, fordi Dansk Folkeparti har løftet dem ind i forhandlingslokalet, og så var ministeren også så venlig at nævne nogle af de aftaler, vi er sammen om, som bl.a. demenshandlingsplanen, og det er jo meget godt alt sammen.

Men med en taskforce, hvor vi ikke kan få nogen garanti for, at de frigjorte midler kan blive i ældreplejen, og en værdighedsmilliard, der ikke kan gøre det op for de voldsomme forringelser, det vil betyde, at man ikke lader den økonomiske vækst følge med det stigende antal ældre, ja, så havde jeg glædet mig til at høre, hvilke yderligere tiltag regeringen havde i støbeskeen. Og jeg må sige, at jeg står lidt skuffet tilbage i forhold til ting, der peger fremad frem for bagud.

Nu har jeg ikke fået læst vedtagelsesteksten højt, men det må man godt efter, siger formanden. (Den fungerende formand (Karen J. Klint): Det plejer at være indregnet, men alligevel).

Jeg skal på vegne af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF oplæse følgende

Forslag til vedtagelse

»Det er Folketingets klare opfattelse, at alle ældre, der ikke længere kan klare sig selv, skal have en værdig hjælp og pleje. Det forudsætter, at medarbejderne har tilstrækkelig tid til nærvær, omsorg og aktiviteter for de ældre samt frihed til at bruge deres faglighed. Folketinget konstaterer, at der frem mod 2025 bliver over 200.000 flere ældre over 70 år, hvilket stiller nye krav til ældreomsorgen og til, at den økonomiske udvikling følger med demografien, hvis serviceniveauet skal fastholdes.

Derfor finder Folketinget, at en årlig vækst i det offentlige forbrug på 0,3 pct., som regeringen lægger op til i regeringsgrundlaget, vil medføre velfærdsforringelser for de ældre og dårligere arbejdsbetingelser for de ansatte i ældreplejen. Folketinget noterer sig det igangsatte arbejde med forebyggelse af konkurser i ældreplejen og forventer at blive inddraget i dette.

Folketinget forventer, at regeringen følger udviklingen på ældreområdet og prioriterer dette, så alle ældre sikres en værdig alderdom.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 53).

Tak for det. Også det forslag til vedtagelse vil indgå i de videre drøftelser.

Jeg har foreløbig kun en enkelt til korte bemærkninger, og det er hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Inden jeg fik plads her i Folketinget, havde jeg en plads i byrådet i Kalundborg Kommune. Det var dengang, hvor der sad en socialdemokrat i Finansministeriet, og lad mig bare sige det ærligt: Det var ikke sjovt at lægge budgetter dengang. Men lad nu fortidens synder være fortidens synder. Hvordan vil Socialdemokratiet fremadrettet, hvis man skulle genvinde Finansministeriet, sikre, at der vil være penge nok til området? Hvad vil man konkret gøre for at sikre, at kommunerne ikke fjerner økonomien fra ældreområdet?

Ordføreren, værsgo.

Tak for det spørgsmål. Først vil jeg sige, at jeg ikke kun tror, at det var Dansk Folkepartis ordfører, der sad i et byråd og havde svært ved at få budgetterne til at gå op. Det var jo den hårdeste økonomiske krise, Danmark havde stået i vel siden 1930'erne, da vi havde regeringsmagten, og jeg skal ikke stå her og lægge skjul på, at det holdt hårdt. Alle var med til at betale regningen, det var man også i kommunerne. Det er jo også derfor, det er så paradoksalt, at man åbenbart fra regeringens side tror, at der er så meget mere at komme efter derude. Altså, der er skåret ind til benet rundtomkring i ældreplejen, der er ikke noget fløde tilbage at skumme. Så den oplevelse, som Dansk Folkepartis ordfører har haft, tror jeg sådan set man kan nikke genkendende til bredt. Jeg skal ikke stå og sige noget andet, og det har jeg i øvrigt heller ikke gjort tidligere.

Men helt overordnet vil vi jo sørge for, at pengene følger med det stigende antal ældre, og vi har lagt frem i vores eget indspil til forhandlingerne om en 2025-plan, hvordan det skal sikres. Så er det klart, at vi også bliver nødt til at følge området for at sikre, at pengene kommer det rigtige sted hen. Men Dansk Folkepartis ordfører ved, lige så vel som jeg gør, at hver gang man øremærker penge til noget og der skal søges puljer og der skal dokumenteres, så er det jo altså en djøf'er henne på rådhuset – jeg tror, at ordføreren selv brugte det udtryk – der får lidt mere at lave. Derfor skal vi være varsomme med det, hver gang vi øremærker penge til noget. Jeg siger ikke, at der ikke kan være behov for det, vi gjorde det jo selv med vores ældremilliard, men man skal selvfølgelig være varsom med at gøre det for meget, for så bliver det de såkaldt kolde hænder og ikke de varme hænder, der får gavn af det.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det kan man jo sige var et lidt vævende svar på, om man vil være en regering, der øremærker pengene, så vi sikrer, at pengene går til den velfærd, vi ønsker de skal gå til, og dermed sikrer, at plejen får det omfang, som vi synes den skal have. Kan Socialdemokratiets ordfører ikke blive lidt skarpere på, om man vil målrette pengene, altså om det vil være den taktik, man går efter, eller om man bare vil gå efter generelle tilskud? Og er det i øvrigt et udtryk for, at man som socialdemokrat garanterer, at der vil komme en stor vækst, hvis man genvinder magten?

Ordføreren.

Hvad man hører, afhænger vist af ørerne, der lytter. Jeg synes ikke, at jeg var specielt vævende. Altså, for det første skal der være penge til at følge med demografien. Det er jo meget konkret, der har man endda i Finansministeriet et helt konkret måltal, man kan holde det op på, med de 0,6 pct.s stigning. For det andet synes jeg egentlig, at det var et meget ærligt svar at sige, at nogle gange kan det give mening at øremærke og målrette, men hver gang vi øremærker til noget på den måde – og det går jeg ud fra at Dansk Folkeparti også vil nikke til er sådan, for ellers lyver vi jo for folk – så er der altså et øget krav til dokumentation. Der er papirer, der skal sendes, puljer, der skal ansøges om, og der skal afregnes osv.

Det kan være nødvendigt, det konkluderede vi jo også selv, da vi øremærkede vores ældremilliard, da vi havde regeringsmagten, men andre gange får man altså langt mere velfærd, hvis man lader pengene gå til kommunerne via bloktilskuddet. Det må jo være noget, man afgør fra forhandling til forhandling, og ligesom Dansk Folkepartis ordfører ikke vil stå her og tage forskud på finanslovsforhandlingerne til efteråret, kan jeg heller ikke stå og forhandle økonomi frem til 2025 år for år, selv om jeg kunne have lyst til det.

Der er også mange andre, der har lyst til at sige noget. Jeg har lige nu fem indtegnet til korte bemærkninger, og den første er fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg var åbenbart hurtig. Jeg mærkede, at den socialdemokratiske ordfører talte om, at hvis vi skal følge med den udvikling, vi ved der kommer, nemlig at der kommer flere ældre, så skal vi som minimum have en vækst i det offentlige forbrug på 0,6 pct. Og så har vi slet ikke taget fat på at rette op på den tilstand, som ældreplejen har i dag, som den socialdemokratiske ordfører jo fortalte meget levende om, f.eks. ældre, der sidder med en våd ble eller ikke kan komme op af sengen, når de gerne vil. Det har vi slet ikke taget fat på, hvis vi opnår en vækst på 0,6 pct.

Men mit spørgsmål er, om Socialdemokratiet kan støtte en kommuneaftale, som ikke indeholder en sådan vækst på 0,6 pct., når regeringen indgår en aftale med kommunerne her i løbet af foråret?

Værsgo til ordføreren.

Det er et tilbagevendende tema, kan jeg sige, når vi er samlet og diskuterer ældrepolitik her i salen. Sidst var det hr. Finn Sørensen, der spurgte mig om præcis det samme. Derfor vil det heller ikke overraske ham og de andre ordførere her i salen, at også vi Socialdemokrater har respekt for det aftalesystem, der er, og det er, at det er den til enhver tid siddende regerings pligt og ansvar – nu er det så med ældreministeren og de andre – at forhandle en økonomiaftale på plads med kommuner og regioner, som lever op til det, man politisk vil som regering. Det falder så også tilbage på regeringen, hvad det er, man forhandler på plads.

Jeg vil da sige, at jeg er enig med Dansk Folkeparti. Efter vi har fået en ældreminister – for første gang i danmarkshistorien – har vi nu ved de kommende økonomiforhandlinger lejlighed til at se, hvad man så egentlig mener fra regeringens side, når det kommer til stykket. Altså, kommer man til at forhandle en fornuftig økonomiaftale med kommuner og regioner på ældreområdet eller ej? Det kan vi jo få at se, men det er nu engang regeringen, der forhandler med kommuner og regioner om det.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Jeg synes, det er Folketinget, der har et ansvar for, hvilken økonomi kommunerne har, og det er jo et ansvar, som vi bør påtage os, fordi det har kæmpestore konsekvenser for, hvad det er for en ældrepleje, vi kan have. Det er jo en lidt mærkelig situation, hvis vi kan høre her først fra Dansk Folkeparti og så fra Socialdemokraterne, at der faktisk er et flertal herinde i Folketinget, som mener, at kommunerne skal have en bedre økonomi end den, regeringen har lagt op til. Men så vil det flertal alligevel ikke gør brug af det og sikre, at kommunerne kan få en bedre økonomi, som bl.a. kunne komme de ældre til gavn. Jeg synes, det er sådan lidt ansvarsfralæggelse, når man ikke, hvad skal man sige, tager stilling konkret til, hvad det er for en økonomisk ramme, som regeringen forhandler sig frem til med kommunerne. Altså, hvorfor bruger man ikke den stemme, man har? Er det bare en blankocheck, som regeringen kan bruge i deres forhandlingsudspil til, hvad de vil?

Ordføreren.

Nej, det er da lige præcis det modsatte af en blankocheck. Altså, ansvaret for, hvad det er for en aftale, der bliver lavet med kommunerne og også regionerne, men i det her konkrete tilfælde med kommunerne, hviler jo på regeringen. Hvad er det, man har af ambitionsniveau? Hvad er det, man vil? Hvad er det, man forhandler på plads med kommunerne? Det må de jo stå på mål for, det må de stå til ansvar for. Det må de forhåbentlig forklare et kritisk parlamentarisk grundlag, hvis det er en rigtig dårlig aftale, hvis ikke man indfrier de ting, vi har hørt ældreministeren stå og sige man vil, på de overordnede linjer. Det mener jeg da vil være et stort problem for regeringen. Det forestiller jeg mig at det parlamentariske grundlag vil tage op med den regering, de holder ved magten. Så jeg har ikke nogen intentioner – hr. Finn Sørensen må gerne spørge igen – om at ændre grundlæggende ved det aftalesystem, vi har, men jeg synes, det er stik modsat, hvis det betyder, at det skulle være en blankocheck. Tværtimod betyder det da, at ansvaret påhviler meget tydeligt den til enhver tid siddende regering.

Jeg har fortsat noteret fem til korte bemærkninger, så jeg vil lige gøre opmærksom på, at taletiden er henholdsvis 1 minut og derefter 30 sekunder. Der er jo også sager efter den her.

Den næste for en kort bemærkning er fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og også tak til Socialdemokratiets ordfører. Jeg kan forstå, at man er bekymret for antallet af varme hænder i ældreplejen. Nu er det jo ikke så forfærdelig længe siden, at Socialdemokratiet slap tøjlerne og regeringsmagten, så jeg vil bare gerne kort spørge: Hvordan var det, det gik med antallet af offentligt ansatte under den tidligere socialdemokratisk ledede regering? Kom der flere offentligt ansatte eller færre offentligt ansatte i regeringsperioden?

Ordføreren.

Jeg havde godt lidt på fornemmelsen, at Venstres ordfører ville komme med det spørgsmål. Det er jo sådan, at siden vi sidst diskuterede det her i Folketingssalen, er der kommet nogle nye tal, hvor man har taget højde for personer med løntilskud, som der var rigtig mange af under den tidligere Venstreregering, og det var jo med til at gøre, at tallet for offentligt ansatte så meget højt ud, og at det dermed også så ud, som om der var en voldsom nedgang. Men hvis man tager dem fra, er det sådan, at der faktisk var 4.000 flere offentligt ansatte under Helle Thorning-Schmidt. Og det, man overordnet set kan sige, er, at under SR-regeringen steg de realiserede kommunale serviceudgifter med 2,7 mia. kr. Der blev altså brugt knap 3 mia. kr. – 2,7 mia. kr. – mere på velfærd, da vi gik ud ad døren, end da vi gik ind ad døren. Og det var vel at mærke i en tid, hvor Danmark stod midt i en hård økonomisk krise – det vil ordføreren vide, for jeg har jo lige beskrevet det over for Dansk Folkepartis ordfører – og hvor det sådan set holdt hårdt mange steder – alle steder. Det tror jeg at alle kommunalpolitikere vil nikke genkendende til.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Hvis vi endelig skal snakke økonomi, og hvem der har brugt flest penge hvornår, så er det i hvert fald fuldstændig klart, at den her regering jo bruger markant flere penge på ældreområdet end den tidligere socialdemokratiske regering. Men lad nu det ligge.

Enhedslistens ordfører nævnte det med antallet, sidst vi havde debatten her. Jeg tror, han henviste til AE, som, så vidt jeg husker, havde en opgørelse over netop antallet af offentligt ansatte, og der blev tallet 14.000 nævnt, altså 14.000 færre offentligt ansatte under Helle Thorning-Schmidt. Er det et tal, som den socialdemokratiske ordfører kan bekræfte, eller er man til sinds at hælde AE's beregninger af brættet?

Ordføreren.

Altså, nu står jeg ikke lige med Finn Sørensens eget talepapir foran mig, men jeg står faktisk med et referat af et AE-notat, og de 14.000 færre offentligt ansatte, som jeg kan læse om i AE-papiret, gik på, hvor mange færre offentligt ansatte der ville være i 2025, hvis den her regering lykkes med den politik, som handler om at tage det økonomiske råderum, der er skabt gennem nogle hårde reformer, og så bruge dem på skattelettelser.

Den her regering bruger markant flere penge end den tidligere, siger Venstres ordfører. Jamen altså, der er også kommet flere plejekrævende ældre, så det skulle da gerne være sådan. Og i forhold til at kigge i krystalkuglen står det jo sort på hvidt i regeringsgrundlaget og sådan set også i Økonomisk Redegørelse, at man ikke vil lade pengene følge med det stigende antal ældre – ikke fordi pengene ikke er der, men fordi man vil bruge de penge på skattelettelser. Og den tilgang er jeg bare uenig i.

Den næste med et kort spørgsmål er fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti.

Tak. Historik er en ting, fremtiden noget andet. Men jeg vil egentlig godt lige prøve at vende det lidt, for det er jo ikke nogen hemmelighed – det har vi også hørt tidligere – at Socialdemokratiet har siddet i regering og har lavet nogle ting. Kunne ordføreren ikke lige prøve helt kort og præcist at sige, hvad det var på ældreområdet, S gennemførte, altså helt konkret og med eksempler, som gav så meget effekt, at vi i dag kan se, at det faktisk har gjort en forskel? Det var den ene del af det.

Den anden del er, at ønskescenariet for S jo sikkert er at komme i regering igen. Hvad er det så, man vil gøre, ud over det, som den siddende regering ofte med støtte fra og initiativer fra Dansk Folkeparti har gjort? Hvad er det, man vil gøre derudover?

Ordføreren.

Også tak for det spørgsmål. Det er store spørgsmål. Jeg vil se, om jeg kan nå det inden for min taletid. Jamen noget af det, jeg er stoltest over, den tidligere regering gjorde, selv i en tid med økonomisk krise, var jo at afsætte en ældremilliard, der var øremærket. Nu er det så en værdighedsmilliard, hvor der følger værdighedspolitikker med, og det bliver spændende at se, hvad det kommer til at betyde. Så er tanken om klippekort jo heller ikke en tanke, som er helt ny eller har groet i den her regerings have. Det var noget af det, vi indførte.

Så vil jeg sige helt overordnet set, at der vel, da vi havde regeringsmagten, var en helt grundlæggende omstilling af ældreplejen med ændring af serviceloven. Det handlede om, at når man møder den ældre fra kommunens side, har man pligt til at starte med at sige, at hvordan kan vi investere i dig, hjælpe dig, træne dig, så du kan vende tilbage til at kunne det, du hele tiden har kunnet, i stedet for den historisk klassiske tilgang, hvor man visiterer sådan mere til passiv hjælp. Det er jo ikke noget, der er foregået fuldstændig gnidningsfrit, og det er heller ikke foregået lige kønt i alle kommuner, vil jeg gerne sige, men det er jo en helt rigtig omstilling, og det er jo den, der skal få den betydning, at stadig flere ældre kan stadig mere i deres liv. Og jeg håber sådan set også, Dansk Folkeparti er enig i, at det var godt, vi gjorde det, og at vi skal følge det til dørs, så det bliver grundprincippet fremover, altså at man sørger for at hjælpe folk så godt som muligt til at kunne selv i deres eget liv så lang tid som muligt.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Tak. Det vil så sige, at der jo er taget nogle initiativer løbende, som så skal implementeres rundtomkring, og nogle steder er det forløbet godt og andre steder ikke. Hvad er det så, Socialdemokratiet vil gøre anderledes i forhold til det her? Ordføreren var i sin indledning inde på det der med, at hun sagde, at man vil følge området. Det er sådan lidt en politisk floskel at sige det, for det er måske ikke så effektivt. Men der er det med at øremærke midler. Den milliard, som ordføreren nævnte var øremærket, blev man jo ret kreativ med ude i kommunerne, så det endte med, at den ikke var særlig øremærket, fordi den kunne indgå i noget andet. Der gjorde Dansk Folkeparti jo det, at vi sagde, at nu skal vi have den her værdighedsmilliard, og der skal udformes politikker. Har det ikke været et skridt i en noget bedre retning i forhold til en mere værdig ældrepolitik end det, som Socialdemokratiet leverede i sin tid?

Ordføreren.

Jeg kan nu ikke genkende billedet af, at ældremilliarden ikke virkede efter hensigten. Det var jo lige præcis en øremærket ældremilliard, og den blev afsat som øremærket – og nu kigger jeg ned på Enhedslisten – som en reaktion på, at man i den foregående finanslov havde afsat penge til normering på børneområdet, på daginstitutionsområdet, som ikke endte det rigtige sted. Og sådan vil det jo være. Derfor synes jeg, det ville være forkert at stå her på talerstolen og sige, at vi skal øremærke alt i al evig fremtid, med hvad det i øvrigt betyder af øgede arbejdstimer på kontorerne og i administrationen i stedet for ude i ældreplejen. Det vil omvendt også være fuldstændig forkert at stå her og sige, at vi aldrig skal øremærke noget. For jeg tror, vi har brug for at gøre det nogle gange, men man skal gøre det med omhu. Vi gjorde det i forhold til ældremilliarden, og i andre tilfælde skal man ikke gøre det.

Den næste spørger er fru Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for mange af de gode ting, der også er blevet sagt heroppe. Men jeg vil godt holde lidt fast i det der med, når der er noget, der er øremærket og ikkeøremærket. Nu ser vi jo, at den der ældremilliard lige pludselig ikke er øremærket, og man har sådan en fornemmelse af, at nu er pengene forsvundet ned i et stort sort hul og der også er lavet lidt asfalt og andre ting for den.

Så er Dansk Folkeparti jo kommet med værdighedsmilliarden, hvor vi har fået den øremærket, og så var det jo lidt spøjst, at vi hørte fra ordførerens egen partifælle, borgmesteren i Aarhus, at han hurtigt var ude og skyde det her ned og sige, at vi fra regeringens side eller fra Christiansborgs side ikke skulle bestemme serviceniveauet, så han sparede andre steder, hvor han kunne hente værdighedsmilliarden ind, sådan at han fik et nulsumsbudget ud af det. Hvad mener ordføreren om det?

Ordføreren.

Jeg kender ikke det konkrete citat eller hvilken sammenhæng, det er sagt i. Jeg vil bare sige, at jeg jo synes, at det egentlig klæder os herinde, når vi er ærlige og ikke gør, som om man kan alting på en gang, for det kan man ikke. Man kan ikke både tordne imod dokumentation og papirarbejde og flere djøf'ere på rådhuset, som Dansk Folkepartis ordfører hr. Jeppe Jakobsen kaldte det, og så samtidig ville øremærke alting.

Jeg tror, at alle, der sidder i en kommunalbestyrelse rundtomkring, og alle, der sidder i forvaltningen og også ude på de enkelte plejehjem og hjemmeplejeenheder, der skal få de her ting til at gå op, når tingene er meget øremærkede, river sig lidt i håret, altså f.eks. klippekortet i forhold til ældre på plejehjem. Jeg har besøgt nogle plejehjem, hvor de har fået det til at glide rigtig godt og fornuftigt og ubureaukratisk ind i hverdagen i plejen af de her meget plejekrævende ældre – det er man jo i dag, når man skal på plejehjem. Det kan virke sådan lidt bizart, at så skal der være en halv time oven i den anden pleje, man ligesom skal få passet ind på en eller anden måde. Heldigvis kan det lade sig gøre ubureaukratisk.

Men der er også en risiko for, at det bliver sådan en papirtiger, som stjæler tiden og kontakten fra de ældre, når man skal ind og registrere og dokumentere og bevise, først over for sin kommunalbestyrelse og sidenhen over for regeringen, hvordan pengene er brugt. Det kan være godt i nogle tilfælde, og i andre er det ikke, men jeg tror bare, at vi skal være ærlige om, hvad det er, der sker, når vi gør det.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Jeg synes ikke lige, at jeg fik svar på mit spørgsmål om, hvad ordføreren mener om det, når borgmesteren fra Danmarks næststørste by har sådan en holdning til det, når der kommer øremærkede midler ud. Vil ordføreren ikke også bekræfte, at lige så snart man fjerner øremærkningen fra den ældremilliard, som ordføreren selv var så glad for at man fik indført, så smuldrer pengene alle mulige andre steder hen. Vil ordføreren ikke lige prøve at sætte et par ord på det?

Ordføreren.

Jeg svarede jo, for så vidt at jeg sagde, at jeg ikke kender til det konkrete citat, og jeg synes, at det her med at svare på, hvordan pengene bliver udmøntet ude i kommunerne, må vi jo spørge ældreministeren om. Hun har i al beskedenhed lidt flere medarbejdere bag sig og lidt mere regnekraft og vel sådan set også lidt større autoritet i forhold til kommunerne. Der er ikke så mange kommuner, der melder ind direkte til mig, hvordan deres budgetter og regnskaber lander i forhold til det her.

Den der diskussion om, hvorvidt midler skal øremærkes eller ej, er jo ikke ny, og det er ikke en, der er kommet med den nuværende regering. Det var også en, vi havde løbende i den tidligere regering, da det var mig og andre, der havde fornøjelsen af at sidde i forhandlinger, og den tror jeg at vi bliver ved med at have. Jeg appellerer bare til, at vi så også er ærlige omkring, at det altså også betyder noget, der ikke er helt så ønskeligt, når vi øremærker. Man kan ikke få det hele på en gang – desværre.

Den næste spørger er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ordføreren. Til det her med, at der kom 14.000 færre offentligt ansatte under Thorningregeringen, må jeg beklage og sige, at det desværre var under Thorningregeringen. Det er desværre også rigtigt, at det fortsætter med den politik, som Venstre står for, og som er beskrevet i regeringsgrundlaget. Så jeg vil sådan set bare have ordføreren til at bekræfte, at det, når der blev vedtaget økonomiaftaler for kommunerne under Thorningregeringen, som førte til et fald i antallet af offentligt ansatte, i alle tilfælde skete med Venstres stemmer. Der var en undtagelse, hvor Enhedslisten stemte for, fordi der kom et meget beskedent løft i kommunernes økonomi. Det er det første, jeg gerne vil have ordføreren til at bekræfte, altså at det var Venstre, der hjalp alle disse mange offentligt ansatte ud igennem porten.

Så vil jeg gerne glæde mig over, at vi her har et fælles forslag til vedtagelse. Jeg synes, der er en rimelig god, klar tekst, der jo siger, at økonomien er nødt til at følge med demografien. Så jeg synes, at vi skal glæde os over den enighed. Jeg håber, at vi kan holde fast i den, når vi efter næste folketingsvalg får et flertal.

Det sidste, jeg vil spørge om, er kommuneaftalerne. Jeg kan på formandens strenge ansigt godt se, at jeg har talt lidt for længe, så jeg vil vende tilbage. Men jeg vil først lige have det, jeg spurgte om, bekræftet.

Ja, det er korrekt set. Værsgo til ordføreren.

Det er en fordel, at jeg ikke kan se formandens ansigt, så kan jeg bare sådan køre lidt videre. Jeg vil sige til Enhedslistens ordfører, at jeg tror, at vi snart enten i udvalget eller her i salen må have et temamøde om det her med antallet af offentligt ansatte. Jeg ved, at der skete en stor reduktion i antallet af offentligt ansatte i administrationen og i forsvaret. De nye tal her viser jo, at hvis man trækker folk i løntilskud ud, er der slet ikke sket det fald under Thorningregeringen, som særlig Venstre har turneret med. Man kan måske synes, at det er lidt historisk, og jeg skal som sagt heller ikke stå her, overhovedet, og skjule, at det var en svær tid med økonomisk krise. Jeg har sagt det før, og jeg skal ikke stå og foregøgle nogen noget, men jeg mener nu ikke, at det er en helt rimelig kritik, der kommer fra Enhedslisten. Men det må vi måske tage i en anden sammenhæng, for det er ikke rigtig interessant, når tal flyver gennem luften på den måde, som de gør her.

Så vil jeg bare kvittere tilbage. Jeg er også glad for det forslag til vedtagelse, som vi har fået lavet. Jeg er sådan set også glad for, at jeg kan lytte mig frem til, at der, selv om der ikke er et flertal bag forslaget til vedtagelse, faktisk i Folketinget er – som jeg hører det – et flertal bag den opfattelse, at pengene skal følge med demografien. Det må vi så sørge for at holde hinanden op på.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det, der så er problemet, er, at den opfattelse ikke materialiserer sig i et flertal, for det er jo helt oplagt, at hvis Dansk Folkeparti kunne tage sig sammen til at stemme for den formulering, som vi har her, ville der være lagt et betydeligt pres på finansministeren, når han skal sidde og forhandle med kommunerne.

Mit andet spørgsmål er så: Kan ordføreren ikke godt se, at hvis vi nu her i Folketinget kunne få et flertal for den her formulering, hvis Dansk Folkeparti havde mod til at stemme for sådan en formulering, ville der netop være lagt et stærkt pres på finansministeren, når han skal sidde og forhandle med kommunerne? Det er jo ikke sådan, at kommunerne beder om, at der bliver skåret ned. Det er jo et krav, som finansministeren kommer med. Og vi skal give kommunerne den bedst mulige opbakning i de forhandlinger, fordi de gerne vil – det er jeg helt sikker på – have en økonomi, som betyder, at de kan undgå at skære ned over for de ældre. Der er det bare, at jeg synes, det er en rigtig kedelig linje, Socialdemokratiet har lagt sig på: Uanset hvad finansministeren kommer med af aftaler, stemmer man for. Man skulle hellere gå den anden vej og sige: Her er den ramme, der skal forhandles inden for.

Ordføreren.

Jeg skal ikke stå her og kloge mig på Dansk Folkepartis mod i en fremtidig situation, men jeg vil dog sige, at jeg hørte Dansk Folkepartis ordfører have nogle klare forventninger om, at de ambitioner, som vi har kunnet forstå på ældreministeren at regeringen har på ældreområdet, bliver indfriet. Det er jo godt, for Enhedslistens ordfører har fuldstændig ret i, at grunden til, at ældreministeren er ældreminister og statsministeren er statsminister, og grunden til, at det er den regering, vi har, er, at Dansk Folkeparti holder dem ved magten.

Derfor er det da klart, at jeg er glad for at høre Dansk Folkeparti sige så klart her i dag, at de har nogle forventninger og nogle ret klare forventninger, synes jeg, både til den økonomiaftale, der bliver forhandlet – det er ligesom første skud i bøssen, som regeringen har til at vise, at det ikke bare er snak, men at der er handling bag ordene – og så den kommende finanslov. Det må man jo sige bygger en forventning op, og vi er mange ikke bare herinde, men også ude i den danske befolkning, der vil følge med i det.

Den sidste, som jeg på skærmen kan se har en kort bemærkning, er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg er enig med ordføreren i, at ærlighed er en god ting, og jeg tror også på, at man kommer længst med ærlighed. Jeg står med forslaget til vedtagelse fra Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF, og der står ikke noget som helst om, hvad partierne ønsker at den offentlige vækst skal være på, ud over at de skriver, at de 0,3 pct., som regeringen lægger op til i regeringsgrundlaget, vil medføre velfærdsforringelser. Så hvad er baggrunden for, at I ikke i det her forslag til vedtagelse har fremlagt, hvilken procentsats I ønsker i forhold til den offentlige vækst? Kan ordføreren uddybe det?

Værsgo til ordføreren.

Det står der ikke med tal, men det står der jo med ord i afsnittet lige ovenover, hvor vi skriver:

»Folketinget konstaterer, at der frem mod 2025 bliver over 200.000 flere ældre over 70 år, hvilket stiller nye krav til ældreomsorgen og til, at den økonomiske udvikling følger med demografien, hvis serviceniveauet skal fastholdes.«

Vi ved jo, at det betyder 0,6 pct. – det ved vi fra Finansministeriet, og vi ved, at Finansministeriet har taget højde for det, der hedder sund aldring. Så det står der ikke med tal i forslaget til vedtagelse, men det står der jo med ord, så det behøver Dansk Folkepartis ordfører ikke lede yderligere efter og i øvrigt heller ikke foretage motivanalyse på. Det står der på den måde; det er rart at læse det på den måde – det ligger der ikke noget i.

Spørgeren til anden kort bemærkning.

Det var såmænd bare ren nysgerrighed. Det var et klart svar, med hensyn til at ordføreren går ind for den økonomiaftale, der bliver lavet, uanset hvordan den ser ud. Tak for det klare, ærlige svar.

Noget andet, jeg vil spørge om, drejer sig også om forslaget til vedtagelse, hvor I skriver:

»Folketinget noterer sig det igangsatte arbejde med forebyggelse af konkurser i ældreplejen og forventer at blive inddraget i dette.«

Er det ikke korrekt, at Socialdemokratiet i 2013 fremsatte et lovforslag netop om udbud i ældreplejen, og at det udbud også har ført til de konkurser i hjemmeplejen, som vi nu har set? Og hvis ordføreren skulle spole tiden tilbage, er der så noget i det lovforslag vedrørende udbud, som Socialdemokratiet fremsatte, som ordføreren fortryder?

Ordføreren.

Altså, først må jeg sige, at med hensyn til hvad for en økonomiaftale der bliver forhandlet med kommunerne, og hvad det er for en økonomi, der er i den, så falder det tilbage på regeringen – det sagde jeg også meget klart, da jeg drøftede det med Enhedslistens ordfører før – og dermed falder det jo så efterfølgende tilbage på dem, der sørger for, at regeringen er regering. Det syntes jeg sådan også var det, jeg hørte fra Dansk Folkepartis ordfører, da han stod heroppe, altså at det er sådan et grundprincip, som vi anerkender relativt bredt i Folketinget, når vi nu ved, at Enhedslisten synes, at det er noget pjat.

I forhold til det stigende antal konkurser har vi jo sagt meget klart, at vi mener, at man er nødt til at få en meget grundig analyse af alle konkurserne, så man kommer væk fra det, at man hver især tror – og de forskellige aktører hver især tror – at man ved, hvorfor konkurserne sker. Der er nogle, der peger på den lovændring, som ordføreren nævner; der er nogle, der peger på kommunernes økonomiske prioriteringer; der er nogle, der peger på, at det er et spørgsmål om, hvad det er for en type virksomheder, der byder ind; der er nogle, der peger på det ene, det andet og det tredje.

Jeg mener sådan set, at vi har brug for at komme ud over gætteriet, og hvad den enkelte synes, og komme et spadestik dybere, og der håber vi at regeringen vil komme med noget – vi er lidt ærgerlige over, at det ikke er blevet til en ekstern undersøgelse. Og så er vi også meget villige til at kigge på den lovændring fra 2013, hvis det er der, der skal gøres noget. Men det kan altså ikke være på baggrund af gætværk.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke flere til korte bemærkninger. Den næste taler i ordførerrækken er fru Jane Heitmann, Venstre.

Først og fremmest vil jeg gerne takke DF for at tage initiativ til forespørgselsdebatten i dag. Ældreomsorg og ældrepleje er en hjørnesten i det danske velfærdssamfund, og netop omsorg og pleje har endog meget høj prioritet for os i Venstre. Alle danskere skal trygt kunne gå deres alderdom i møde med visheden om, at uanset om man har et stort eller mindre behov for pleje og omsorg, ja, så er der varme hænder klar til at træde til, når f.eks. de pårørende ikke magter opgaven eller ikke har mulighed for at løse opgaven. I Venstre har vi taget den opgave på os at forsøge at løse en række af de åbenlyse udfordringer, som ældre- og omsorgsplejen står over for. Vi har både taget initiativer, som har krævet milliardprioriteringer, og initiativer, som har mere karakter af afsøgende eller opsøgende udvalgs- og kommissionsarbejde. Lad mig komme med et par eksempler.

Venstre gik til valg på et løft af sundheds- og ældreområdet. Alene i 2016 løftede vi sundheds- og ældreområdet med 3,4 mia. kr. Det er et markant løft, som vi er stolte af, og netop det løft er sikret gennem et godt samarbejde med DF. Det er et markant løft, som alene på sundhedsområdet er langt mere, end hvad den tidligere socialdemokratisk ledede regering lagde op til. For første gang i danmarkshistorien har vi fået en selvstændig ældreminister med eget ressortområde, og det sender et klart signal om, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at ældreområdet har høj prioritet. Med finansloven for 2016 afsatte vi 1 mia. kr., værdighedsmilliarden, så man i kommunerne – altså derude, hvor man er tættest på borgerne – f.eks. kan bruge pengene til flere varme hænder, og man kan kompetenceudvikle det personale, som man i forvejen har til at passe på vores ældre, for nu blot at nævne et par eksempler.

Når vi nu lægger alle pengene ud til kommunerne, er det jo, fordi vi godt ved, at kommunalpolitikerne, plejepersonalet og de lokale ældreråd har fingeren på pulsen og ved, hvor skoen trykker. For et år siden besøgte jeg et lokalt plejehjem, hvor de hyggede sig med stolegymnastik, og det første, jeg blev mødt af, var duften af lune frikadeller – og hvilken liflig luft! For det giver så god mening, at frivillige og ansatte dyrker stolemotion sammen om formiddagen og bagefter sætter sig sammen om middagsbordet og nyder de varme og frisk tilberedte frikadeller. Se, det er livskvalitet. Og når vi nu har afsat 450 mio. kr. til at bygge køkkener på plejehjemmene for, så er det jo, fordi duften af frisk mad og muligheden for selv at bidrage til madlavningen giver både livskvalitet og er en meningsfuld aktivitet.

Betyder det så, at alt er godt? Nej, der er jo plads til forbedringer, og det er derfor, vi bl.a. i satspuljekredsen netop har fremlagt en ny national handlingsplan for demens, som skal sikre tidligere opsporing og større fokus på de pårørende, og som skal gøre Danmark til et demensvenligt land. Det er derfor, vi med handlingsplanen for den ældre medicinske patient har afsat 1,2 mia. kr. Vi ønsker at få de ældre medicinske patienter væk fra kolde hospitalsgange, hvor vi alt for ofte har hørt at de ligger til offentligt skue. Det er uværdigt. Vores syge og ældre skal ligge på trygge, varme patientstuer, og når de er blevet raske, skal de hjem, og måske skal de have lidt ekstra pleje i den første tid. Alt for ofte har vi hørt historier fra ældreplejen, senest på Lolland, om, at der ikke leveres den rette pleje og omsorg. Heldigvis har Styrelsen for Patientsikkerhed involveret sig i sagen, og jeg har en klar forventning om, at der nu rettes op på det.

For man skal trygt kunne gå sin alderdom i møde, og man skal være tryg i sit eget hjem, hvis det er der, man ønsker at være. Værdighed er jo ikke blot omsorg og varme hænder, værdighed er også at kunne leve det liv, som man selv vælger, også når man bliver ældre. Derfor er det afgørende for os i Venstre, at der er noget at vælge imellem. Vi har ingen hellige køer, i forhold til om det skal være offentligt eller privat, men vi står fuldt fast på, at mennesker er forskellige og har forskellige behov og præferencer, og at de har det hele livet igennem, uanset om vi taler om daginstitutioner, skoler eller ældrepleje. Der skal være mulighed for, at man kan vælge de tilbud, som passer bedst til en fra vugge til krukke, for nu at bruge et lidt populært udtryk. Både klippekortsordningen til de selvvalgte aktiviteter, som vi har prioriteret 370 mio. kr. til, og fritvalgsordningen for pleje er rigtig gode eksempler på, at der er en palet af valgmuligheder.

Når vi ønsker et serviceeftersyn af udbudsdelen af plejesektoren, er det jo, fordi den lovgivning, som den tidligere socialdemokratisk ledede regering gennemførte, tilsyneladende er problematisk. For fokus bør jo ikke være på pris alene, kvalitet vægter i høj grad også, og det gav vi også udtryk for i 2013, da lovgivningen blev vedtaget med et rødt flertal. Vi bliver flere og flere ældre, og det betyder jo ikke, at vi vil se en 1:1-stigning i udgifterne på ældreområdet, men det betyder, at vi skal hejse et opmærksomhedsflag, så man ude i kommunerne holder fokus på velfærdsteknologi, innovative løsninger og ikke mindst god ledelse, så vi i fremtiden også kan leve op til Ældrekommissionens anbefalinger om en ældreomsorg, der giver indflydelse på eget liv, har respekt for forskellighed og sidst, men ikke mindst, giver en værdig afslutning på livet. Venstre kan bakke op om det forslag til vedtagelse, som DF's ordfører tidligere har læst op.

Tak. Der er foreløbig to indtegnet til korte bemærkninger. Hr. Finn Sørensen, Enhedslisten, er den første.

Tak, og tak til ordføreren. Jeg vil bare gerne have, at ordføreren bekræfter, at på trods af at der er sat en værdighedsmilliard af – og det skal jeg sådan set ikke benægte – på trods af at man har brugt flere penge på ældreområdet, er udgifterne pr. ældre faldet, også imens ordførerens parti har haft regeringsmagten. Det vil jeg bare gerne have at ordføreren bekræfter.

Det, jeg kan bekræfte, er, at der samlet set ude i kommunerne bruges flere penge på ældreplejen end under den tidligere socialdemokratisk ledede regering, som Enhedslisten jo støttede.

Jeg nåede ikke at give ordførerne ordet, men det gik jo alligevel. (Jane Heitmann (V): Undskyld, formand). Og så er det spørgeren for anden korte bemærkning.

Jo, men vil ordføreren ikke nok forholde sig til det, jeg spørger om? Det, der er afgørende, er, hvor mange penge der er sat af pr. ældre. For det kan jo ikke nytte noget, at man står og siger, at man har sat flere penge af på ældreområdet, hvis antallet af ældre forholdsmæssigt er steget langt mere. Det er jo det, der er interessant, ikke sandt? Så vil ordføreren ikke bare bekræfte, at også mens ordførerens parti har siddet med regeringsmagten – og jeg siger udtrykkeligt »også« – er det beløb, der bliver brugt pr. ældre medborger i det her land, blevet stadig færre kroner? Og det er jo det, der er årsagen til de meget kedelige historier, vi ser i medierne.

Ordføreren.

Jamen i Venstre er vi enormt optaget af, at er man ældre og har man et plejebehov, skal man have den hjælp og den omsorg, som man har brug for. Og det er jo fuldstændig korrekt, at der er flere ældre. Det, som vi har set, er en stigning i antallet af yngre ældre, som jo har et mindre plejebehov end de ældre ældre. Så derfor er jeg såmænd ikke så optaget af kroner og øre pr. ældre. Jeg er optaget af, at man får den pleje og omsorg, som man har brug for. Og vi kan se, at selv om der er kommet flere yngre ældre, bruger kommunerne samlet set faktisk markant flere penge på ældrepleje end under den tidligere regering.

Den næste til kort bemærkning er fru Astrid Krag, Socialdemokratiet.

Anerkender Venstres ordfører, at man kun kan bruge pengene én gang, og vil Venstres ordfører i så fald forklare os, hvorfor det er, at man fra regeringens side ønsker at bruge det økonomiske råderum, der er skabt gennem de seneste års reformer, på skattelettelser i stedet for på at sikre, at pengene følger med det stigende antal ældre?

Ordføreren, værsgo.

Jeg tror ikke, der er nogen her, måske andre end lige Astrid Krag i virkeligheden, som er i tvivl om, at den her regering i den grad prioriterer hele ældreområdet, og det er jo ikke bare noget, vi siger, det er faktisk også noget, vi handler på. Det er jo bl.a. derfor, at vi har sat 1,2 mia. kr. af til de ældre medicinske patienter, hvor Astrid Krag som tidligere SF-sundhedsordfører jo kun – i gåseøjne – prioriterede 200 mio. kr. til at få de ældre medicinske patienter væk fra gangene og ind på trygge patientstuer. Jeg tror helt ærligt ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi prioriterer ældreområdet. Jeg nævnte i min ordførertale, at vi har fået en ældreminister, som har et selvstændigt ressortområde. Det er jo i allerhøjeste grad at prioritere ældreområdet, ikke bare som noget, man siger, som dengang S, SF – og De Radikale var måske i virkeligheden også med – da man lagde en plan frem om, at nu ville man have de ældre medicinske patienter væk fra gangene. Måske var det bare S og SF – der bliver rystet på hovedet – men det var sådan noget, man sagde, det var jo ikke noget, man sådan for alvor gjorde noget ved.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Det var dog helt vildt, som det overhovedet ikke var i nærheden af at være et svar på det, jeg spurgte om. Jeg bliver bare nødt til at sige, at den handleplan for de ældre medicinske patienter, som ordføreren nu igen og også sidst, vi var her i salen sammen, skælder ud på, var ordførerens parti altså selv med til at indgå. Det var jo satspuljekredsen, der lavede den. Det er noget mærkeligt noget at stå og skælde ud over, når det var en aftale, man selv var med i, og det var overhovedet ikke det, jeg spurgte om.

De penge, der er i fremtiden, som kunne gå til at sikre, at økonomien fulgte med det stigende antal ældre, som kunne gå til at sikre en værdig pleje og omsorg, vil regeringen bruge på skattelettelser. Det står i regeringsgrundlaget, og det var det, jeg spurgte ind til. Vil ordføreren ikke godt forklare, hvorfor det er regeringen mere magtpåliggende at give skattelettelser end at sørge for, at pengene følger med det stigende antal ældre i kommunerne?

Ordføreren, værsgo.

Jeg bliver nødt til at sige til den socialdemokratiske ordfører, at jeg simpelt hen ikke anerkender den præmis, som ordføreren lægger til grund for sin argumentation, og jeg vil egentlig gerne bare sådan lige lidt for sjov læse lidt op fra det forslag til vedtagelse, som Venstre er med i, og det forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiet også er med i. Det er bare lige sådan en lille, kort sekvens. Det handler om demografi:

»... stiller nye krav til ældreomsorgen og til, at den økonomiske udvikling følger med demografien, hvis serviceniveauet skal fastholdes.«

Det er sådan et lille snit fra det fælles forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiet er med i. Og nu læser jeg lige det op fra den, som Venstre er med i:

»... stiller nye krav til ældreomsorgen og økonomien forbundet hermed, hvis serviceniveauet skal fastholdes.«

Jeg anerkender fuldt ud, at demografien ændrer sig, og at det også betyder, at vi skal se på den økonomi, som der er til at tage hånd om de ældre med, og jeg synes, at jeg har sagt meget klart, at vi fra Venstres side har en helt klar ambition og en helt klar målsætning om, at er man ældre, skal man have den nødvendige pleje og omsorg.

Den næste for en kort bemærkning er fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Altså, jeg synes jo, det er godt, hvis Venstre har skiftet holdning forstået på den måde, at man nu vil lade den økonomiske udvikling i den offentlige sektor følge med den demografiske udvikling, som vi ved der kommer – altså det forhold, at der bliver flere ældre, hvad der også kræver, at der følger flere penge med.

Men hvordan hænger det så sammen, når man har skrevet i sit eget regeringsgrundlag, at man kun vil have en offentlig vækst på 0,3 pct.? For finansministeren svarer, at det kræver en offentlig vækst på 0,6 pct. – altså det dobbelte af, hvad regeringen lægger op til. Det betyder jo, at vi kommer til at se en fortsættelse af den udvikling, vi allerede har set nu, ikke bare fra sidste år til i år, men faktisk over en lang periode, hvor udgifterne pr. den enkelte ældre falder og falder. Det kommer til at fortsætte med den politik, som regeringen lægger op til med sit eget regeringsgrundlag. Det hænger jo ikke sammen med den vedtagelse, som Venstre har skrevet under på her.

Ordføreren.

Jamen det, som det jo handler om, er – jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen – at vi fra Venstres side har et meget, meget skarpt fokus på, at er man ældre, og har man brug for pleje og omsorg, så skal man have den nødvendige pleje og omsorg. Jeg har også sagt før, og jeg siger gerne igen, at under den her regering er ældreområdet jo prioriteret på en helt anden måde, end vi tidligere har set, og det er også med økonomi. Ude i kommunerne bruger man samlet set flere penge på ældreområdet, end man gjorde under den tidligere, socialdemokratisk ledede regering.

Så jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor både Enhedslistens ordfører og Socialdemokratiets ordfører adskillige gange har nævnt 0,3 pct. For det, det jo må handle om, er at sige: Hvad er det rent faktisk, der foregår derude i virkeligheden? Bliver der prioriteret midler til de ældre? Ja, det gør der. Har vi prioriteret en værdighedsmilliard målrettet f.eks. flere varme hænder? Ja, det har vi.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Jeg synes i allerhøjeste grad, det er relevant at se på, hvad der foregår ude i virkeligheden. Og der synes jeg, der er flere ting, vi kan kigge på. En ting er, hvad der rent faktisk er af kroner og øre til de ældre. Jeg har nogle tal her, der siger: I 2015 havde vi 42.032 kr. pr. ældre, der var over 65 år. I 2016, altså året efter, var det tal faldet til 41.280 kr. Vi har altså en faldende tendens i økonomien pr. ældre derude.

Det betyder jo, at vi ser mange ældre – det kan man også se i pressen, eller hvis man spørger i sin egen omgangskreds – der får en pleje, som ikke er i orden. Den er ikke god nok, sådan som Venstres ordfører ellers står og taler om den her. Der er brug for både en udvikling, der ikke alene følger med det forhold, at der kommer flere ældre, men også en udvikling, der retter op på det forhold, at der er sket nedskæringer i mange, mange år på det her område.

Ordføreren.

Jeg anerkender helt bestemt, at der også er plads til forbedringer. Det sagde jeg også i min ordførertale. Er alt godt? Nej, det er det ikke. Vi har hørt nogle rigtig triste historier, bl.a. fra Lolland Kommune. Men det ændrer ikke på, at når man ser på kommunerne under et, vil man opdage, at der bliver brugt flere penge nu, end der gjorde under den tidligere, socialdemokratisk ledede regering, som Enhedslisten jo støttede. Og jeg synes, det er rigtig vigtigt også at holde et fokus på, at sammensætningen af ældre og plejebehovene ændrer sig. Og man kan ikke lave sådan en 1-1-sammenligning, fordi de yngre ældre har et mindre plejebehov end de ældre ældre.

Jeg har endnu en med en kort bemærkning, og det er hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Teknologi kan man bruge til meget godt, men som vi også har set med f.eks. digital post, er der jo en befolkningsgruppe, som ikke er så tryg ved den teknologiske udvikling. Nu var ordføreren inde på, at vi skal udnytte velfærdsteknologien noget mere, og i den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at høre, om man i Venstre har nogen forbehold for, med hvilken hast man skal indføre de her nye teknologiske løsninger, sådan at det kommer til at ske i et tempo, som er foreneligt med det menneskelige perspektiv i det her, sådan at der ikke er nogen, der får presset noget ned over sig, som de ikke er trygge ved. Har man nogen forbehold for, hvor hastigt man skal gå frem med velfærdsteknologien?

Ordføreren.

Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at man bruger velfærdsteknologien helt ud i hjørnerne der, hvor det giver mening. Jeg besøgte et plejehjem for nylig, hvor vi bl.a. drøftede muligheden for, at man kunne have de her måtter, der ligger ved siden af sengene, så hvis en dement eller en ældre træder ud på måtten, er der en alarm, der går, så det plejepersonale, der er der om natten, f.eks. er opmærksomme på, at der nu er en, der er faldet ud af sengen, eller at der måske er en, der er stået ud af sengen midt om natten. Det synes jeg er et rigtig godt eksempel på, hvordan man kan holde øje med og vise omsorg for ældre, som kan have brug for det, uden at det nødvendigvis er indgribende på en forkert måde i en ældres liv. Derfor er mit udgangspunkt, at man skal bruge velfærdsteknologi der, hvor det giver mening.

Spørgeren med den anden korte bemærkning.

Nu var ordføreren i besvarelsen inde på demensområdet, og vi ved jo, at demente tit har det med at vende tilbage til den periode i deres liv, hvor de var i 20'erne og 30'erne, og dengang var der ikke noget, der hed f.eks. robotstøvsugere, og derfor kan mange demente blive skræmt af en robotstøvsuger, fordi de simpelt hen ikke ved, hvad det er, der fiser rundt på gulvet dernede, og man kan ikke begribe, hvad det er, der sker omkring en. Bør man ikke vente lidt med at presse på med den her velfærdsteknologi, indtil de generationer, der er vokset op med den her teknologiske udvikling, bliver plejekrævende, sådan at vi ikke får væltet noget over i hovedet på folk, som egentlig ikke er klar til at tage imod den her teknologi?

Ordføreren.

Jeg tror, som jeg sagde tidligere, at det er rigtig vigtigt, at man bruger velfærdsteknologi der, hvor det giver mening, og der, hvor man føler sig tryg ved det. Jeg synes, det vil være helt naturligt, at plejepersonalet går i dialog med den ældre, dement eller ej, om, hvad der giver mening; det kan være en robotstøvsuger, et lagen på sengen, som reagerer, hvis man tisser i sengen, brikker nede på gulvet ved siden af sengen, der reagerer, hvis man træder ned på det, eller en alarm i lommen, der reagerer, hvis man går ud af en dør, man ikke skulle have været gået ud af. Der er jo et væld af muligheder, som både kan gøre hverdagen for den enkelte lettere, men også mere tryg for både den enkelte og for de pårørende, og der tror jeg det er rigtig vigtigt at man tager sig den tid, der skal til og går i dialog omkring, hvad det er for nogle velfærdsteknologiske løsninger, som giver mening for både plejepersonalet og for brugeren.

Jeg har nok den sidste spørger i denne omgang. Det er fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Og også tak for beskrivelserne af, hvordan velfærdsteknologi ser ud anno 2017. Jeg kan oplyse ordføreren om, at sådan så velfærdsteknologien også ud anno 1992, hvor jeg bl.a. selv arbejdede med demente. Dengang havde man også ringemåtter, og jeg har set demente springe over dem af den simple grund, at så slap de for at forstyrre nogen med klokkernes ringen, ved at de trådte uden om måtten. Jeg har for den sags skyld set demente pille brikker af deres tøj, fordi det var irriterende, at der var nogle, der fulgte efter, når man gik ud af døren, og at nogle åbenbart blev adviseret om det.

Jeg nyder sådan set Venstres optimisme, og jeg har også lyst til at blive smittet af den. Men jeg har også lyst til at understrege her, at innovation og afbureaukratisering og velfærdsteknologi i lange baner er noget af det, kommunerne har arbejdet med i de sidste 10 år. Til gengæld ser det sløjt ud med at høste gevinsten, som gerne skulle have resulteret i forholdsvis flere varme hænder, som man kunne bruge til de forholdsvis flere ældre.

En vækst på 0,3 pct. fremgår af regeringsgrundlaget. Så vil ordføreren komme med et bud på, hvor meget der derudover skal til for at imødegå den demografiske udvikling, hvad angår antallet af ældre i de kommende år?

Ordføreren.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår ordførerens spørgsmål. Jeg beklager. Jeg forstår, at ordføreren har en del brugererfaring fra sit tidligere virke. Jeg har også en del brugererfaring fra mit tidligere virke, nemlig som kommunalpolitiker. Og der har vi i allerhøjeste grad i min bopælskommune Faaborg-Midtfyn meget stor glæde af at se os om i det velfærdsteknologiske landskab og gøre brug af nogle af de løsningsmodeller. Og så skal jeg også være ærlig og sige, at jeg ikke skal kloge mig på, hvornår de opfundet, altså om det er før eller efter 1992, dengang spørgeren fik sin erfaring, kan jeg forstå. Men jeg forstår simpelt hen ikke spørgsmålet. Så jeg vil spørge formanden, om der er mulighed for, at spørgeren kan gentage det.

Spørgeren har i hvert fald et spørgsmål på 30 sekunder tilbage.

Så benytter vi os bare af det. Dengang havde jeg også erfaring, kan jeg så måske også lige understrege, altså tilbage i 1992. Jeg spørger såmænd bare om, om ordføreren er enig i, at 0,3 pct. betyder besparelser i den kommunale sektor, nemlig at det ikke rækker til den demografiske udvikling i forholdet til antallet af ældre. Når vi får flere og flere ældre i de kommende år, som også får et større og større plejebehov, betyder det også, at der bliver brug for forholdsvis flere ressourcer. Alle økonomer siger, at 0,3 pct. ikke rækker. Tværtimod har KORA regnet sig frem til, at det nærmere drejer sig om 1 mia. kr. om året i de kommende år for overhovedet at leve op til det demografiske udviklingsbehov, der er på ældreområdet. Vil ordføreren bekræfte, at det også er et tal, som hun kan genkende?

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald sige, at jeg ikke har læst KORA's rapport, så jeg kender ikke de tal, som ordføreren refererer til. Men det, som jeg kan bekræfte, er, at det er vigtigt, at man fortsat ude i kommunerne har fokus på ledelse, har fokus på innovation, har fokus på velfærdsteknologiske løsninger, og at man også gør sig klart, at de ældre, som vi ser flere af lige nu, jo er de yngre ældre, som har et andet plejebehov. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: De har et andet plejebehov end de ældre ældre. Og heldigvis bliver den generation af ældre, som vi vil se nu her, mere selvhjulpne, mere mobile. Vil der være nogle, der har et stort plejebehov? Ja, det vil der, men der vil også være rigtig mange, som faktisk kan klare sig selv på en helt anden måde, end vi har været vant til tidligere.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere til korte bemærkninger lige nu. Den næste taler i ordførerrækken er fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, formand. Min mormor havde fødselsdag for ikke så længe siden, og jeg har lovet ikke at sige, hvor gammel hun blev, men i anledning af dagen fik hun besøg af sin nabo, Torfinn. Han er over 90 år, og han har et godt helbred og klarer sig godt, men han var ret ked af det, da han kom på besøg – til trods for at der var kaffe og kage på bordet – fordi han har en kone, som er dement, og som også er plaget af urinvejsinfektioner, der tilmed gør hende mere konfus, og hun har brug for ret meget hjælp, og den hænger på Torfinn. Torfinn skal hjælpe hende op af sengen, han skal hjælpe hende i seng, han skal hjælpe hende på toilettet, og han skal køre ned til sundhedscenteret for at hente tabletter, som han også skal holde styr på. Det er faktisk ham, der står for at holde hus og for at hjælpe sin kone, og det har han svært ved at klare; han er en ældre herre, så det giver måske meget god mening. Derfor havde han søgt om at få hjemmehjælp til sin kone. Men kommunen gav dem afslag, og begrundelsen var, at når han kunne slå græsset ude i haven, ja, så kunne han også klare alle de andre ting. Derfor var svaret, at han måtte lade haven gro til, så han havde nogle flere kræfter, eller også så måtte de flytte hver til sit, så hans kone kunne komme i plejebolig og få hjælp i den sammenhæng – efter 65 års ægteskab!

Da jeg hørte den historie fra min mormor, da vi besøgte hende i forbindelse med hendes fødselsdag, blev jeg også ked af det, ligesom Torfinn var blevet det, for jeg synes, at det et godt eksempel på, hvor galt det af og til står til med den hjemmehjælp og den pleje, som vi tilbyder vores ældre. Det er en fuldstændig mangel på forståelse for, hvad der giver livet værdi – Torfinn har altid passet den have, den står pænt, der er blomster og det hele, så det med at sige, at man bare kan lade tingene stå til, er for mig at se lidt det samme som at sige, at man bare kan give slip på sig selv, og med en lille smule hjælp tror jeg faktisk godt de ville kunne blive boende i det hus, som de selv byggede tilbage i 1957 på grunden ved siden af min mormor og morfar. Men svaret var altså nej.

Desværre er det langt fra en enestående historie. Den siger noget om, hvor svært det er at få hjælp i dag, når man har brug for det som ældre. Der er rigtig mange svækkede ældre, der ligesom Torfinns kone ikke får den hjælp, som de har brug for. Det er konsekvensen af de nedskæringer, som vi her set igennem efterhånden mange år. Vi kan bare se det på antallet af hjemmehjælpstimer. Hvis vi kigger på det, vil vi se, at der siden 2008 på årsbasis er skåret knap 6 millioner timer i hjemmehjælp til de ældre over 65 år, og det er jo vel at mærke i en periode, hvor antallet af ældre over 65 år er steget betragteligt, over 20 pct.

Det kan ikke forklares med sunde ældre. Det kan heller ikke forklares med velfærdsteknologi, rehabilitering og alle de her ord om ledelse og alt muligt andet, vi hører om. Det kan først og fremmest forklares med historier ligesom den, jeg lige har fortalt, nemlig historier om ældre, der bliver overladt til sig selv og ikke får den hjemmehjælp, som de har brug for. Det betyder, at ældre oplever at måtte leve i snavs; at nogle kun kommer i bad f.eks hver anden uge; at de kommer meget lidt ud, så de kan ikke holde det sociale liv ved lige, og det er ikke i orden, det er ikke værdigt.

Vi ser også, at hjemmehjælpen er ramt af konkurser – vi har tal for det, og af dem fremgår det, at 43 private firmaer indtil videre er gået konkurs, og det har naturligvis også konsekvenser for de borgere, medarbejdere og kommuner, som har sat sig selv i en situation, hvor man er afhængig af, at de leverer.

Det er min holdning, at basal velfærd, som vi taler om her, altså personlig pleje og praktisk hjælp til ældre, som har brug for, at der er nogle, der hjælper dem, er et ansvar for fællesskabet. Det skal vi ikke tvinge kommunerne til at overlade til private. Og hvis kommunerne alligevel vælger at bruge private leverandører, ja, så skal vi som minimum her fra Folketingets side sikre, at der er krav til de private firma, som gør, at vi ikke ender i de situationer, hvor hjemmehjælpen lige pludselig ikke kan køre ud, fordi firmaet har drejet nøglen om.

Også på plejehjemmene kan vi gøre det langt bedre. De borgere, som kommer på plejehjem i dag, ved vi er mere svækkede, end tilfældet var tidligere. Derfor er det også helt uacceptabelt, når vi hører om plejehjem, hvor der kan være ned til kun en medarbejder på arbejde i nattevagten. Det er fuldstændig uforsvarligt, ikke kun over for de ældre, som er afhængige af hjælp, men også over for de ansatte.

Derfor mener jeg, at vi bør kigge på, at vi får nationale regler, som sikrer, at der er mindst to personer på vagt ad gangen, selvfølgelig med en relevant uddannelse.

Det er jo underligt, at vi som samfund bliver rigere, men samtidig oplever en stadig dårligere hjælp til de ældre. Forklaringen er jo desværre såre simpel, nemlig at vi har en regering, som hellere vil bruge penge på skattelettelser frem for på vores fælles velfærd. Og selv om der rigtigt nok er afsat penge i finansloven til de ældre, modsvarer det ikke det faktum, at der kommer flere ældre, som har brug for hjælp, og derfor ser vi jo, når vi kigger på kroner og øre pr. ældre, at tallet er blevet lavere. Hvis vi bare skal holde samme serviceniveau, som vi har i dag, og altså slet ikke går i gang med at rette op på de nedskæringer, der har været, ja, så skal vi have en vækst i det offentlige forbrug, som er på det dobbelte af det, som regeringen lægger op til.

Derfor er jeg glad for, at vi i det mindste har fremsat et forslag til vedtagelse sammen med Socialdemokratiet, Radikale og SF, som lægger vægt på det, og det vil vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at forfølge, så vi i fremtiden kan leve op til at have en værdig ældrepleje.

Tak for ordet.

Tak. Der er ikke ønsket nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til Enhedslistens ordfører. Den næste i rækken er fru May-Britt Kattrup som ordfører for Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Først og fremmest er det vigtigt at pointere, at det eneste rimelige og anstændige er, at vi i Danmark har en ordentlig ældrepleje, som giver mulighed for individuelle behov og ønsker, og som sikrer borgerne selvbestemmelse over deres eget liv. Liberal Alliance ønskede før valget at opprioritere ældreplejen, og det ønsker vi stadig væk. Og da vi gik i regering, blev opprioritering af ældreplejen skrevet ind i regeringsgrundlaget.

Ældre borgere skal trygt kunne gå deres alderdom i møde. Hele livet har de betalt verdens højeste skat, og hele livet er de blevet lovet, at der vil blive sørget godt for dem, når de bliver ældre og får brug for hjælp. Det skal vi leve op til, og derfor er der også tilført flere midler i både 2016 og 2017.

Et vigtigt element i værdig ældrepleje er muligheden for selv at vælge de løsninger, som man hver især foretrækker. Det er ikke trygt, værdigt eller respektfuldt, hvis andre, herunder offentlige myndigheder, skal bestemme, hvem der skal komme i ens private hjem, hvornår man kan komme på toilettet og i bad, hvilken mad man skal spise, hvornår man skal stå op, og hvornår man skal gå i seng, eller for den sags skyld hvor man vil bo, og hvordan man vil bo. Alle disse banale ting bør det være en menneskeret selv at bestemme, og for at gøre det muligt, er det nødvendigt med frit valg. Men retten til frit valg er jo kun noget værd, hvis der er noget at vælge mellem, og det kræver, at myndighederne samarbejder med private aktører.

Desværre har vi set flere kedelige konkurser, som har haft negativ betydning for både borgere og kommuner og selvfølgelig også for virksomhederne selv. For at minimere risikoen for konkurser fremover er det vigtigt, at kommunerne først og fremmest klart og tydeligt definerer, hvilken kvalitet de ønsker, og at prisen først spiller ind herefter. Ligeledes er det vigtigt, at kommunerne vurderer virksomhederne og det konkrete tilbud – at man ser på pris, på virksomhedens størrelse og kompetence i forhold til den efterspurgte opgave og kvalitet, og at man efter kontraktens indgåelse har løbende kontakt med virksomheden og følger op på, om den leverede kvalitet lever op til aftalen.

Der er sat et arbejde i gang for at se på problemstillinger i forbindelse med konkurser, og jeg håber, at det vil medføre øget kvalitet og bedre samarbejde i forbindelse med private leverandører. De er vigtige for en fremtidig tryg og værdig ældrepleje. I dette arbejde er det vigtigt at se på fejl og mangler i det offentlige såvel som i det private – vi har set fejl og mangler i begge sektorer. Og lige så vigtigt er det at se på de steder, hvor det fungerer godt, og hvor ansatte og beboere er glade. Dem er der heldigvis flere af, og vi skal blive bedre til at lære af de gode eksempler, uanset om de er private eller offentlige. Vi skal huske, hvor meget borgere værdsætter det frie valg, og tilfredsheden med de private er ret høj. Derfor er det også vigtigt, at borgerne oplyses om alle deres valgmuligheder og ikke automatisk kun henvises til kommunale løsninger. I mange tilfælde er der tale om svage borgere, som ikke har overskud til at foretage et aktivt tilvalg.

En anden udfordring er, hvordan vi bruger ressourcerne. Der bliver flere og flere ældre, som vi vist også har hørt nogle gange her i dag, og det skal der tages højde for, men ikke en til en. Vi skal medregne sund aldring, teknologisk udvikling, smartere arbejdsgange og mindre og mere intelligent bureaukrati. Dokumentation og registrering er nødvendigt og vigtigt, men vi skal af med den del, som ikke er nødvendig, og som ikke gavner nogen. Og den nødvendige dokumentation skal foretages mest hensigtsmæssigt. Også en analyse på det område er i gang, og jeg forventer, at der bliver meget at hente her.

Med fokus på god ældrepleje ønsker vi at sikre, at ældre borgere kan få den hjælp, de har behov for, og at der sikres de nødvendige rammer og varme hænder til omsorg og personlig kontakt. Liberal Alliance støtter det forslag til vedtagelse, som blev læst op af hr. Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti. Og jeg skulle hilse fra De Konservative, som desværre ikke kunne være her i dag, og sige, at de også støtter forslaget til vedtagelse.

Tak. Der er en kort bemærkning fra netop hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er jo ganske rigtigt, at vi skal udnytte det her med velfærdsteknologien, og at vi skal se på afbureaukratisering, men tror Liberal Alliances ordfører virkelig på, at der er så meget at hente på netop de to fronter? Vi ved det jo fra FOA, der har været ude at sige, at rigtig mange af deres medlemmer faktisk allerede bruger deres fritid på den dokumentation. Så vi skylder faktisk allerede penge på den konto, og hvis vi skulle betale for det arbejde, der bliver leveret, er vi altså bagud på point, hvorfor det første bureaukrati, vi måtte afskaffe, faktisk bare betaler en gammel regning, der ligger og venter. Kan ordføreren ikke godt se, at vi ikke har så meget papir derude, der kan afskaffes, at det kan rykke voldsomt meget i forhold til kvalitet på området?

Ordføreren.

Nej, det kan jeg egentlig ikke, og det er jeg ikke alene om ikke at kunne. Den tidligere regerings Produktivitetskommission kom også frem til, at der er mange milliarder at spare ved at effektivisere og ved at fjerne noget af papirarbejdet, og CEPOS har beregnet, at hvis alle kommuner blev drevet lige så godt som Frederiksberg Kommune og Vejle Kommune, kunne man spare 29 mia. kr., som man så kunne bruge til bl.a. ældrevelfærd. Så jeg er ikke alene om at tro, at der er rigtig meget at hente, og 29 mia. kr. er dog en hel del, som vi kunne bruge til rigtig meget velfærd.

Spørgeren.

Nu kan det være nemt at drive en kommune som f.eks. Frederiksberg Kommune, i og med at der er en meget høj befolkningstæthed, så de f.eks. i ældreplejen ikke skal ud og køre lange ture på landevejene, men lad nu det ligge.

Jeg vil gerne vende lidt tilbage til det her med bare at effektivisere lidt og skære ned på papirbunkerne. Det er rigtigt nok, at der er lavet mange beregninger, men kan ordføreren så måske afsløre, hvorfor alt det her ikke bare er blevet ført ud i praksis med det samme, når der nu er så mange penge at hente på det her område? Kunne det måske ikke pege i retning af, at mange af de her beregninger er nogle skøn, og at de måske egentlig ikke bygger på noget konkret, eller vil ordføreren uddybe, hvad det er, der skulle gøre, at folk siger, at det er vigtigt for dem at holde fast i unødigt bureaukrati?

Ordføreren.

Jeg vil lige vende tilbage til det her om at drive kommunerne, som man driver de bedste. Der er i de beregninger taget forbehold for sociale forskelle, og det var også derfor, at jeg f.eks. tog Vejle med. Men generelt er der i de beregninger taget højde for de forskelle, der er mellem Lolland-Falster og f.eks. Hørsholm.

Så spørger ordføreren, hvorfor jeg ikke tror det er indført for lang tid siden. Det tror jeg der er flere årsager til. Den ene er, at det ikke er særlig nemt at indføre det; det er ikke noget, man bare gør. Derfor er det nødvendigt at have så meget fokus på det, som vi nu forsøger at sætte på det. Det er også, fordi der ikke er nogen, der har gjort en stor nok indsats for det før. Det er også det, vi forsøger at gøre nu. Derfor håber og tror vi på, at det kan hentes nu.

Den næste spørger er fru Astrid Krag, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Da Liberal Alliance gik til valg i 2015, hvor vi andre jo også var til valg og der var valgkamp, gik de til valg på en økonomisk plan, som lagde op til en minusvækst på 0,5 pct. årligt. Der er vi jo som bekendt ikke, og der er regeringen heller ikke. Men jeg vil bede Liberal Alliances ordfører om at forklare, hvordan den ambition fra Liberal Alliances side, altså om at der skal skæres markant hårdere end det, der ville blive med regeringen, hvilket er slemt nok, hænger sammen med en værdig ældrepleje.

Ordføreren.

Nu var det sådan, at da Liberal Alliance gik til valg, havde vi fået gennemregnet vores plan af Finansministeriet, som jeg også fortalte fru Astrid Krag, sidste gang vi stod her. Vi havde sat 26 mia. kr. af til demografiske ændringer, og de var finansieret, så det hang rigtig godt sammen, og det var endda mere end 0,5 pct., vi ville effektivisere om året, det var faktisk 1 pct. om året. Og alligevel havde vi 26 mia. kr. til demografiske ændringer.

Spørgeren.

Så lad mig spørge anderledes. Liberal Alliance vil effektivisere den offentlige sektor 10 pct. fra 2015 til 2025. 10 pct. svarer jo til, at en ud af ti SOSU'er, du hilser på på plejehjemmet, skal være væk. Hvis vi kigger på kroner og øre, svarer det til mere end, hvad vi i alt bruger på vores ældrepleje i Danmark. Så lad mig bare prøve at spørge igen: Hvordan hænger det sammen med en ældrepleje, der allerede i dag er presset? Og nu har Liberal Alliance jo et partimedlem, som er ældreminister. Hvordan hænger det sammen med en værdig ældrepleje, hvis man skulle vinke farvel til hver tiende medarbejder ude på plejehjemmene?

Ordføreren.

Nu er det sådan, at Liberal Alliance aldrig nogen sinde har haft planer om at fyre en eneste medarbejder. Vi ville have færre offentligt ansatte ved naturlig afgang. Vi ville lade være med at ansætte flere, i takt med at man får udnyttet den teknologiske udvikling, at man får lavet smartere arbejdsgange og mindre bureaukrati, og det bureaukrati, der så skal være, for der skal jo være noget, ville blive planlagt på en mere hensigtsmæssig måde. Så det er sammenhængen i vores plan. Men vi har aldrig planlagt at fyre nogen overhovedet.

Den næste spørger er fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg noterer mig, at ordføreren lægger stor vægt på – og det kan jo ikke komme bag på nogen – at det offentlige i hvert fald ikke skal bestemme, hvem der skal komme i hjemmet hos den ældre, og derfor er det vigtigt med frit valg, understreger ordføreren i sin tale. Jeg går ud fra, at vi er enige om, at den ældre også må tage til takke med den eller de hjælpere, som det private firma eventuelt har ansat, og som derfor skal udføre hjælpen, men som, jævnfør de mange konkurser, borgeren også risikerer at miste. Hvilke initiativer forestiller Liberal Alliance sig, at der skal tages i den forbindelse?

Ordføreren.

De konkurser, der har været, har været meget kedelige, og de har desværre haft negative konsekvenser. Det er en kedelig ting, og den skal vi prøve at undgå fremover. Det er derfor, at der nu er nedsat en arbejdsgruppe for at finde ud af, hvad de her konkurser skyldes, og hvordan vi kan undgå dem eller minimere risikoen for dem, plus at hvis de så sker alligevel, skal der være et beredskab.

Det er sådan, at branchen jo allerede sammen med Kammeradvokaten har givet en guideline til, hvordan man kan prøve at undgå de her ting. Det er vigtigt, når kommunerne laver et udbud, at de meget klart og tydeligt fortæller, hvad det er for en kvalitet, de ønsker, hvad det er for en kvalitet, de efterspørger, og at de så vurderer den virksomhed, som byder ind på opgaven. Er prisen realistisk? Har virksomheden en størrelse, som gør, at det er realistisk, at den kan løfte opgaven? Har den kompetencen til det? Har den erfaringerne til det? Man skal gå ind og vurdere de ting, inden man laver en kontrakt med virksomhederne, og efterfølgende er det så vigtigt, at man holder en løbende dialog med den private virksomhed, således at man ser, om de rent faktisk leverer den kvalitet, som der er aftalt, og som der er betalt for, om der er opstået nogle problemer undervejs, om de kan få en dialog om de her ting, og om der er noget, der skal justeres.

Spørgeren.

Det er søreme godt nok mange ting, kommunerne skal tage sig af, hvis de skal nå at løse alle de opgaver. Men vi må jo konstatere, at det er nogle svære valg, som ordføreren også selv nævner det, når man skal gennemskue, hvad det er for nogle virksomheder, der er sunde, og som eventuelt bliver ved med at eksistere, og hvor det måske halter, og hvor man, hvis man bliver i den terminologi, også skal sikre et beredskab. Det kan være svært at have et beredskab, hvis det er rigtig, rigtig mange opgaver, der er udliciteret, men jeg tænker, om LA har konkrete forslag til, hvordan borgeren sikres indsigt i virksomhedernes økonomiske robusthed.

Ordføreren.

Det er såmænd ikke flere opgaver, kommunen skal tage sig af, i forhold til en hvilken som helst privat erhvervsvirksomhed, som køber ydelser af andre private erhvervsvirksomheder. Så der er ikke noget underligt i det. Enhver erhvervsvirksomhed eller enhver privatperson – vi gør det selv, når det er vores egne private penge – vurderer det, man køber, i forhold til det, man skal give for det. Det er såmænd en meget naturlig reaktion, hvis det er ens egne penge, man har med at gøre.

Med hensyn til at vurdere virksomhedens økonomi kan man jo bede om et regnskab. De ligger jo offentligt tilgængeligt, og man kan bede om fra en samarbejdspartner at få mere indblik i deres regnskaber og økonomiske forhold.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Den næste på talerstolen er fru Pernille Schnoor som ordfører for Alternativet.

Tak. Ældreplejen har gennem de senere år været diskuteret ofte og indgående i pressen, i Folketinget og i de danske hjem. Diskussionen har været kritisk over for en ældrepleje med manglende omsorg og stive regler, kontrolsystemer, stopure og skemaer. Ældreplejen er kort sagt blevet for maskinel og for lidt orienteret på omsorg. Kontrol og standardisering er gået ud over den menneskelige fleksibilitet og omsorg. Brugerne er i stigende grad blevet en kunde, der skal have leveret en standardvare frem for at være en borger, som skal have individuel støtte til et godt og værdigt liv. Det kan undre, at f.eks. hjemmehjælpen i Danmark er tilrettelagt ud fra styringsredskaber, som ikke anvendes i øvrige sociale serviceområder, hvor rammer og formål derimod er det fremherskende organiseringsprincip. Hjemmeplejens minutiøse tilrettelæggelse finder eksempelvis ikke sted i daginstitutionerne, hvor hvert barn ikke er tildelt et antal minutters højtlæsning, kram, toiletbesøg eller lignende. Derimod styres den pædagogiske pasning af målsætninger for arbejdet med børnene ud fra et udviklingsperspektiv og i tillid til personalets faglighed.

Ovennævnte pointer er stort set ordrette citater fra et beslutningsforslag fremsat af Socialdemokratiet den 17. februar 2004. I 2004, altså for 13 år siden, havde man et beslutningsforslag med den her ordlyd. Det er da bekymrende, at der er sket så lidt på de 13 år. Så kunne vi ikke give hinanden håndslag på, at vi nu får gjort noget ved den standardisering og det manglende fokus på omsorg og på trivsel, som vi desværre stadig i dag ser rigtig mange steder? Et godt sted at starte kunne være at se på de gode og positive eksempler, som vi også har i ældreplejen i dag, og at lære af dem.

I uge 10 tilbragte jeg to arbejdsdage på to forskellige demensplejecentre, nemlig friplejehjemmet Dagmarsminde i Græsted og det kommunale demenshjem Ålholmhjemmet i Hillerød. Dagmarsminde styres ud fra et princip, som de kalder for en omsorgsoase. Lederen har en mission om at erstatte piller med omsorg. Så hvis en beboer er urolig, sørger personalet for at aktivere på en anden måde, og det kræver intensiv pleje. Det var en rigtig dejlig oplevelse at besøge Grete, Lis, Jytte og alle de andre mennesker med demens, som bor på Dagmarsminde. De læste bl.a. små breve op, som de havde skrevet til mig, om, hvordan de mener ældreplejen skal være i Danmark, og det er altså borgere og mennesker med demens i en meget svær grad. De havde alle sammen skrevet et brev til mig, og de læste dem selv op.

En af beboerne sagde: Det er vigtigt, at der er tid til beboerne, at der er tid til at lytte, at der er tid til at gå små ture og få frisk luft, og så er det rigtig vigtigt, at der er tid til små daglige gøremål, f.eks. at lægge tøj sammen eller at skære frugt ud. En anden sagde i den forbindelse: Det er vigtigt, at man stadig er tilfreds med sig selv. Det er noget af det, de bruger tid på på Dagmarsminde. Samme gode oplevelser havde jeg på Ålholmhjemmet, der er et kommunalt demenshus, der drives ud fra Eden Alternative-principper. På Ålholmhjemmet bor 46 beboere i seks forskellige små huse. Jeg oplevede her et stort fokus på det enkelte menneske og på at bekæmpe ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed. Der er ingen institutionsmøbler, der er ikke noget institutionssprog, der er hunde og katte, og beboerne har en stor grad af selv- og medbestemmelse. F.eks. vælger beboerne selv farverne på væggene og deres møbler til deres fælles stue, og de har mulighed for at få et billede af deres hoveddør, som de havde der, hvor de boede før, på deres egen dør på plejecenteret, så det er nemt for dem at finde deres egen bolig. Her er det lykkedes på et kommunalt budget at skabe stor trivsel blandt beboerne og stor arbejdsglæde blandt medarbejderne. På Dagmarsminde har lederne og medarbejderne, siden de åbnede i februar sidste år, arbejdet for at trappe beboerne ud af deres daglige dosis af beroligende, antipsykotisk, smertestillende og antidepressiv medicin, og det er lykkedes.

I Alternativet er vi positive over for nye initiativer, eksperimenter og organisationsformer som dem, jeg har nævnt her. Vi tror på, at det er muligt at skabe en ældrepleje, der har fokus på medmenneskelighed, omsorg, medbestemmelse og det gode hverdagsliv. Det afhænger i høj grad af organisering, struktur, værdier og ledelsesfokus, og jeg har så et forslag til vedtagelse:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at den demografiske udvikling stiller nye krav til ældreomsorgen og økonomien forbundet hermed, hvis serviceniveauet skal fastholdes.

Folketinget finder, at ældre borgere, der ikke længere kan klare sig selv, skal have den hjælp, de har behov for, og at der skal være den nødvendige tid til indsatsen. Fokus bør fjernes fra standardisering og kontrol og i stedet være på medarbejdernes faglighed og på aktiviteter, nærvær, omsorg og det enkelte menneskes trivsel.

Folketinget noterer sig det igangsatte arbejde med forebyggelse af konkurser i ældreplejen og forventer at blive inddraget i dette.

Folketinget forventer, at regeringen følger udviklingen på ældreområdet, herunder med flere ældre, så værdighed og selvbestemmelse sikres i alderdommen«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 54).

Tak.

Tak. Det fremsatte forslag til vedtagelse vil herefter indgå i den videre forhandling.

Der er ikke ønsker om korte bemærkninger, så vi siger tak til Alternativets ordfører. Den næste på talerstolen er fru Lotte Rod som ordfører for det Radikale Venstre.

Tak. Det her er jo virkelig en farlig debat, når man er sådan en sønderjyde som mig, der plejer at spise aftensmad kl. 18.00. Men på trods af tidspunktet vil jeg alligevel bruge lejligheden til at sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her debat og jo dermed bede regeringen om at svare på, dels hvad man ser af problemer i ældreplejen, dels hvad det så er for nogle tiltag som regeringen vil gøre for at sikre, at alle danskere kan gå deres alderdom i møde med tryghed. For hvis der er én ting, der er sikker, er det jo, at vi alle sammen bliver ældre for hver dag, der går. Vi kan ikke vide, hvor gamle vi bliver, men jeg tror, vi alle sammen deler et ønske om at få et langt og godt liv, hvor vi har det godt indtil det sidste. For vi vil alle sammen gerne kunne gå alderdommen i møde med tryghed.

Som de andre ordførere har været inde på, hører vi jo forskellige eksempler. Vi ser jo både eksempler på steder, hvor man laver fantastisk smukke og meningsfulde aktiviteter, men vi hører også eksempler på mennesker, som ligger med en våd ble så længe, at man bare tænker, at det ønsker man virkelig ikke for nogen. Det er jo både et spørgsmål om ledelse, om faglighed og om menneskesyn, men det er jo også et spørgsmål om penge, sådan at der overhovedet er medarbejdere nok. Derfor har jeg også den holdning, at regeringen – det vil sige Venstre, Liberal Alliance og Konservative – svigter, når man lægger en økonomisk politik frem, som baserer sig på 0,3 pct.s offentlig vækst, når vi ved, at der skal 0,6 pct. til for at opretholde den velfærd, vi har i dag. For så kigger man jo med åbne øjne ind i besparelser, ikke bare på ældreområdet, men også på børne- og skoleområdet.

Det havde vi en lang diskussion om sidst. For jeg antydede over for Dansk Folkepartis ordfører, at man måske også skulle tælle Dansk Folkeparti med i en del af ansvaret, så længe Dansk Folkeparti holder hånden under regeringen. Hr. Finn Sørensen spurgte også lidt ind til det, og det er ikke, fordi vi nødvendigvis skal gentage debatten fra sidst, så derfor tror jeg bare, at jeg i stedet vil sige, at jeg håber, at Dansk Folkeparti på et tidspunkt vil lægge en samlet økonomisk plan frem, hvoraf vi også kan se, hvad det så er for en offentlig vækst Dansk Folkeparti ønsker, og hvordan det er finansieret, så vi ikke ender i samme situation som i sidste periode, hvor Dansk Folkeparti havde lavet den her i øvrigt meget fine folder om ønsker på ældreområdet, og de, da vi så spurgte ind til det, jo ikke havde finansieret et eneste af elementerne. Sådan fungerer politik jo ikke. Hvis ikke der er finansiering bag ved, kommer der jo heller ikke noget ud af det. Så det er bare en opfordring hertil, inden vi mødes igen næste gang og diskuterer ældrepleje, og at det jo så kunne være, at Dansk Folkeparti vil fremlægge en samlet plan.

Der er en kort bemærkning fra fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg vil bare gerne spørge De Radikale om, hvor høj De Radikale mener væksten skal være på ældreområdet, og hvordan den skal finansieres.

Ordføreren.

Vi har i vores 2025-plan lagt op til, at der skal være en samlet vækst i det offentlige forbrug på 0,6 pct.

Spørgeren.

Nu diskuterer vi jo ældreområdet, og hvad skal stigningen der være? Gælder der så også en stigning på 0,6 pct. på ældreområdet, og hvordan finansieres den?

Ordføreren.

Vi har ikke lagt os fast på, at det præcis skal være det samme. Vi mener, det giver god mening, at når den demografiske udvikling er, som den er, sætter vi penge af til det, men i det ligger jo også, at der skal være mulighed for at gøre de prioriteringer, vi vil gøre. Det, der er allervigtigst for Radikale Venstre, er børn og uddannelse. Det betyder, at der kan ske nogle forskydninger, men jeg mener, at man skal gå ind i diskussionen med et udgangspunkt om, at når den demografiske udvikling kræver 0,6 pct., er det også det, vi sætter af.

Tak til den radikale ordfører. Den næste taler i rækken er fru Kirsten Normann Andersen som ordfører for SF. Værsgo.

Tak for det. Der er ingen tvivl om, at ældreplejen er udfordret. Jeg ved det, for jeg har i mange år repræsenteret det personale, som arbejder i ældreplejen. Så sent som i sidste uge havde jeg besøg hjemme fra Aarhus af 20 tillidsrepræsentanter fra ældreområdet. De kunne berette, at situationen bestemt ikke har ændret sig, tværtimod. Alle taler om de pressede budgetter, og der gøres adskillige forsøg på i det mindste på papiret at få tiden til at slå til. En helt almindelig social- og sundhedshjælper skrev for nylig på Facebook, at hun mente, at der er brug for et oprør i ældreplejen på ældreområdet. Opslaget blev på kort tid liket og delt 700 gange, i øvrigt efterfulgt af talrige eksempler på problemer, der skal løses: 5 minutter til øjendrypning og skift af en kolostomipose, overarbejde for at nå arbejdet overhovedet, ingen køretid, overlap på tiderne, så man skal være to steder på en gang, 26 km på en cykel til 24 besøg på en enkelt vagt og så sent som i dag: mere vold på plejehjemmene – og alle interessenter peger på, at løsningen handler om, at der skal være flere hænder, så man kan få skabt den nødvendige ro.

Også den private ældrepleje er presset, og resultatet er desværre alt for mange konkurser til skade for de ældre og de ansatte. Jeg minder blot om, at inden for den sidste periode drejer det sig om 40.

Flere og flere ældre har svært ved at blive visiteret til den nødvendige hjælp, og det betyder faktisk, at vi har en masse sorte tal for borgere, som før i tiden ville have fået den nødvendige ældrepleje, men som i dag simpelt hen bliver henvist til at skulle klare sig selv. Eksemplerne står i kø og kalder på handling.

Det er ikke nok at tale om værdighed; værdighed skal opleves i form af et trygt ældreliv, hvor man kan regne med at få den nødvendige hjælp, eksempelvis til toiletbesøg, før det er for sent, eller til at få skiftet en ble, før den ikke længere kan holde, eller sådan at en borger ikke er nødt til at ligge klar for at få skiftet en stomipose, i det øjeblik hjælperen kommer ind ad døren, fordi hun skal gå med det samme igen. Men kære Folketing: Værdighed er altså meget mere end at holde kroppen i funktion; værdighed er at skabe rammerne for, at livet stadig kan leves resten af livet.

Det er nødvendigt, at vi sikrer, at medarbejderne har tilstrækkelig tid til nærvær, omsorg og aktiviteter for de ældre, og at vi også giver personalet frihed til at bruge deres faglighed. Det er nødvendigt, at vi anerkender, at den økonomiske udvikling skal følge den demografiske udvikling i antallet af ældre. Det er nødvendigt, at vi indser, at det med en årlig vækst i det offentlige forbrug på 0,3 pct. vil medføre velfærdsforringelser for de ældre og dårligere arbejdsbetingelser for de ansatte i ældreplejen. Vi er nødt til at prioritere det her problem i fællesskabet; vi er nødt til at tage den her opgave alvorligt. Derfor støtter SF selvfølgelig også forslaget, som vi har fremsat sammen med Socialdemokratiet, Enhedslisten og Det Radikale Venstre.

Der er en kort bemærkning fra fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Se, nu har vi jo været rigtig vidt omkring her. Vi har bl.a. drøftet afbureaukratisering. Der har også flere gange været talt om den her udbudslov, som SF jo vedtog sammen med Socialdemokratiet og Radikale, og jeg ved, at oppositionen er meget optaget af, om de her penge fra afbureaukratiseringen nu går tilbage til ældreområdet. Jeg er bare sådan en lille smule nysgerrig: Gik de 132 mio. kr., som man jo sparede, dengang S og SF og De Radikale ændrede udbudsloven, tilbage til ældreområdet sådan krone for krone? Eller hvad blev der af dem?

Ordføreren.

Jeg tror, de ligger ude i kommunerne. Jeg tror, at den ændring, man lavede i udbudsloven på det tidspunkt, havde et rigtigt formål, nemlig at man netop gerne ville forhindre, at det var svært at få enderne til at nå sammen, og kommunerne skulle bruge utrolig meget tid på at godkende rigtig mange virksomheder. Så det gav rigtig god mening sådan ligesom at sige: Vi prøver at dele opgaverne op i nogle større bidder. Og det er der nogle kommuner der har gjort, og det har så desværre haft den konsekvens, at vi også har set rigtig mange konkurser som følge af det, fordi man har konkurreret på prisen, og nogle steder er prisen simpelt hen så lav, at det ikke er muligt at drive en fornuftig ældrepleje.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg er helt enig i, at den lovgivning, som man vedtog dengang i 2013 – altså den røde regering med opbakning fra Enhedslisten – har vist sig ikke at være hensigtsmæssig. Dengang gav Venstre også udtryk for, at det ville være rigtig ærgerligt, hvis vi bare havde fokus på pris og ikke kvalitet, og gudskelov har ældreministeren jo nu taget initiativ til, at den skal revideres. Men jeg noterer mig, at ordføreren peger på, at de 132 mio. kr., som den tidligere røde regering sparede med udbudsloven, er gået tilbage til ældreområdet. Det er ikke noget spørgsmål; jeg noterer mig bare det svar og takker således oplyst.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at ordføreren kan konkludere, som ordføreren lige konkluderede, således oplyst.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til SF's ordfører, og så giver jeg ordet til ældreministeren.

Tak for debatten i dag. Jeg synes, at debatten er kommet godt rundt om de udfordringer, vi nogle steder ser i ældreplejen, og om, hvordan vi bedst sikrer en god og værdig pleje. Så jeg synes også, at der er god grund til lige kort at fremhæve nogle af de pointer, som jeg kom ind på i min indledende tale. For jeg kan høre, at det ikke kan gentages nok, at regeringen selvfølgelig finder, at plejetrængende ældre skal have en ordentlig og værdig behandling. Vi arbejder for at sikre, at alle ældre får en god og værdig pleje, for en værdig ældrepleje er en af grundstenene i vores velfærdssamfund.

I regeringen er vi meget bevidste om, at den demografiske udvikling indebærer, at der i fremtiden vil blive flere ældre. Vi har derfor et stort fokus på ældreområdet og de udfordringer, der er på det område. Det fremgår både af regeringsgrundlaget, hvor man kan læse, at regeringens ældrepolitik bl.a. tager udgangspunkt i Ældrekommissionens fem grundlæggende værdier, men det fremgår også af alle de konkrete initiativer, som er blevet igangsat på ældreområdet de seneste år. Jeg kan bl.a. nævne værdighedspolitikkerne, værdighedsmilliarden, klippekortet til beboerne på plejehjemmene, køkkenpuljen, demenshandlingsplanen og vores afbureaukratiseringsinitiativ.

Vi skal også huske på ikke at tale ældreplejen ned i et sort hul, for ældreplejen fungerer godt i mange kommuner og på mange plejehjem. Det er også et faktum, at kommunerne samlet set under denne regering bruger flere penge på ældreområdet end tidligere. Men det betyder ikke, at man må lukke øjnene for de udfordringer, der i ældreplejen.

Afslutningsvis vil jeg derfor endnu en gang slå fast, at der ikke er tvivl om, at vi i regeringen fortsat vil følge udviklingen på ældreområdet, så det også fremover sikres, at ældre, der har behov for hjælp, tilbydes en værdig pleje, hvor der er respekt for den enkeltes selvbestemmelsesret. Tak for ordet.

Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og god bedring til ministeren, som vist er ramt af en lille forkølelse.

Her den anden dag fik jeg en besked fra en af mine tidligere kollegaer, som arbejder på et plejehjem, og hun skrev til mig: Karina, vi har en udfordring i forhold til de demente beboere, som er udadreagerende, men er på et almindeligt plejehjem. Kunne I da ikke inde i det Folketing arbejde for at sikre nogle små enheder til demente beboere, som er udadreagerende, så de ikke kommer på de plejehjem, for almindelige plejehjemskrævende?

Derfor tænkte jeg, at den besked vil jeg da lige give videre til ministeren og høre, om ministeren har gjort sig nogle tanker om de udadreagerende, som bl.a. er blandt demente beboere på almindelige plejehjem, altså om man på en eller anden måde kan arbejde for at sikre en god og omsorgsfuld pleje og en rigtig visitation og kommer det rigtige sted hen.

Ministeren.

Jeg er ikke i tvivl om, at fru Karina Adsbøl bringer en meget vigtig ting op, og den er både vigtig for de andre beboere, der bor på det samme plejehjem, men selvfølgelig også for den enkelte demente beboer, som har en udadreagerende adfærd. Jeg ser med glæde på, at vi har fået en national demenshandlingsplan, hvor vi også taler om, hvordan der skal bygges boliger fremover. Og der håber jeg, at det her med demensvenlige boliger kan være en af tingene, vi får op at stå, så vi ved, hvor netop demente borgere med en udadreagerende adfærd kunne bo.

Spørgeren.

Det tager jeg som en imødekommelse fra ministeren, altså at ministeren gerne vil være med til at se på, hvordan vi kan sikre, at udadreagerende demente bliver visiteret til den rigtige plads. Det er både for at skærme andre beboere, men også for at hjælpe den demente og udadreagerende borger med den rette omsorg, så det både kan blive til gavn for den demente borger og for det personale, som indimellem er meget presset i nattevagterne, og hvor en dement, udadreagerende borger måske kan holde et helt plejehjem vågen.

Ministeren.

Ja, det er der ingen tvivl om. Jeg er fuldstændig enig med spørgeren, og jeg synes, det er meget vigtigt, at vi netop får folk til bo det sted, som er bedst for dem selv. Vi må se på det enkelte menneske, også i visitationen.

Den næste spørger er hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det er helt rigtigt, at de fleste steder går det godt; de fleste steder bliver der leveret en værdig og god ældrepleje. Men der er også nogle steder, hvor det ikke går godt, og der kan man jo ikke bruge statistikken, eller at andre har det godt, til særlig meget. Man plejer at sige om statistikere, at det er den type mennesker, der kan sidde med bagdelen i kakkelovnen og hovedet i fryseren og sige, at de i gennemsnit har det rigtig godt – men hver ende har jo nogle problemer. Og på den måde er der også nogle, som har nogle helt konkrete problemer, hvor kommunerne svigter deres opgave. Jeg ved, at der har været lidt debat om ordet ansvar i forhold til ministeren, og derfor vil jeg spørge ministeren, om hun føler et ansvar over for at gribe ind de steder, hvor kommunerne svigter deres opgave.

Ministeren.

Der er ingen tvivl om, at jeg som ældreminister har det overordnede ansvar for området, og det er også meget vigtigt for mig at have det ansvar, at jeg ligesom kan være med til at skabe nogle gode rammer for ældreomsorgen og også udstikke kursen. Det er klart, at når der sker nogle ting, vil jeg selvfølgelig være opmærksom på, hvordan der ude i kommunerne bliver handlet på det i forhold til de triste ting, vi har kunnet se – bl.a. noterede jeg mig tilbage i december 2016 i et tv-indslag om en bestemt uværdig pleje, at den pågældende kommune også greb ind. Og det er jeg meget glad for.

Spørgeren.

Men lad os forestille os den situation, hvor kommunerne bare accepterer, at det er den tilstand, der nu er – at det nu er det serviceniveau, man har valgt i den kommune – vil ministeren gå ind på den bane, der hedder, at det kommunale selvstyre ikke er perfekt, og at der skal være nogle, der kan gribe ind over for de kommuner, der svigter deres borgere?

Ministeren.

Det er klart, at man skal holde øje med, om de her ting sker, for kommunen har et ansvar for at sørge for, at de borgere, der har brug for hjælp, får den hjælp, de har behov for. Det kommunale selvstyre respekterer jeg, men dermed ikke være sagt, at jeg ikke følger det.

Den næste spørger er fru Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ministerens tale. Det har været lidt af en lang dag, men sådan er det jo, når der er emner, der optager nogle. Jeg vil godt gå lidt tilbage til ministerens indledende og rigtig fine oplæg, for jeg er helt sikker på, at ministeren også deler Dansk Folkepartis holdninger om, at vi skal gøre rigtig meget for de ældre. Det er jeg helt sikker på hun gør. Ministeren sagde i sin indledning, at vi skal gøre det endnu bedre, og det har ministeren sagt nogle gange. Kan ministeren komme lidt ind på nogle områder, hvor ministeren ikke mener vi i dag gør det godt nok og godt kunne gøre det bedre?

Ministeren.

Jeg ville rigtig gerne have, at vi får værdier og holdninger sat ind som noget overordnet, og at vi kan komme til at have det sådan, at når man en dag skal på et plejehjem, kan man selv eller ens familie simpelt hen komme ind og se på en eventuel hjemmeside og finde ud af, hvad det lige præcis er, det plejehjem står for. Jeg synes, det er meget vigtigt, at man, når man en dag vælger det, enten for den, man holder af, eller man måske selv vælger det, så kan se, hvad det er, man kan forvente, hvis man kommer der. Det synes jeg er vigtigt, fordi vi også har set nogle eksempler på, at der pludselig bagefter er noget, der måske ikke lige er, som man troede, og som man ikke var sikker på eller vidste, da man flyttede ind. Pludselig står man i den situation, når man er flyttet ind, og så er det svært at flytte. Det bliver ikke lettere af, at man er gammel. Så det er noget med værdier og holdninger, og det er også en af grundene til, at jeg er rigtig glad for, at vi har fået værdighedspolitikkerne med hjælp fra Dansk Folkeparti i finanslovsforhandlingerne tilbage i 2016.

Spørgeren.

Dansk Folkeparti er også rigtig glad for, at regeringen stemte for Dansk Folkepartis forslag om værdighedsmilliarden. Jeg er helt enig med ministeren i, at vi skal have nogle værdier og nogle holdninger ind. Tror ministeren, at vi kan løfte niveauet for ældreplejen op til, at vi også kan kigge mere på værdier og holdninger, med den økonomiske politik, som regeringen har lagt for dagen med ministerens eget politiske parti i spidsen, om, at vores velfærd kun skal stige med 0,3 pct.?

Ministeren.

Jeg tror ikke, det nytter kun at fokusere på det ene punkt i regeringsgrundlaget, altså de 0,3 pct., for regeringsgrundlaget lægger jo også op til en række justeringer, som betyder, at der kan frigøres penge, som kan bruges på vores kernevelfærd. Der er ingen tvivl om, at regeringen prioriterer ældreområdet. Men vi har også en tro på, at vi kan få en bedre offentlig sektor, og det handler ikke kun om penge, men det handler netop også om værdier, om ledelse. Vi tror på, at vi kan løse opgaverne i det offentlige på en bedre måde, hvor der kan være fokus på netop den enkelte borgers behov. Derfor skal der selvfølgelig være plads til de politiske prioriteringer, og regeringen vil løbende tage bestik af behovet for at tilføre ekstra ressourcer.

Den næste spørger er fru Astrid Krag, Socialdemokratiet. Værsgo.

Men ministeren siger jo meget det her med, at man løbende vil tage bestik af det og følge det, og ministeren siger også, at det er hende, der skal skabe de gode rammer og udstikke kursen. Men kursen er jo lagt i et regeringsgrundlag, hvor der hvert eneste år frem mod 2025 vil mangle mellem 1 mia. kr. og 1,5 mia. kr. for bare at holde det niveau for pleje og omsorg, som vi i dag har for de ældre. Derfor synes jeg i virkeligheden, at fru Susanne Eilersen indtil videre har stillet det bedste spørgsmål, da hun bad ministeren om at svare på, hvad de største problemer er. Der svarede ministeren, at det er noget med værdier og holdninger, og at man i øvrigt skal kunne læse om plejehjemmene på en hjemmeside.

Jeg vil bare spørge, om ministeren ikke har lyst til at føje lidt mere til den liste over, hvad det er for nogle udfordringer, som vi står over for, og også meget gerne løfte sløret lidt mere for, hvad der ligger i regeringsgrundlaget, som skulle gøre, at man ville kunne frigøre de her midler, der ville betyde, at kommunerne ikke hvert eneste år skulle starte med at skære ned på ældreplejen, fordi den økonomiske politik ikke følger med det stigende antal ældre. Hvad er det helt konkret, der kan frigøre så store summer, som der trods alt skal frigøres for at følge med? Det er jo milliardbeløb, vi her taler om. Synes ministeren ikke, at der trods alt er større problemer i ældreplejen, end at man ikke kan læse godt nok om alle plejehjemmene på hjemmesiderne?

Ministeren.

Jamen der er ingen tvivl om, at de plejetrængende ældre skal have den hjælp, de har behov for, også i fremtiden. Det er også derfor, at jeg netop siger, at regeringen vil følge udviklingen på ældreområdet tæt, herunder de nye krav til ældreomsorgen, som den demografiske udvikling medfører. Men jeg vil også gerne påpege, at vi skal passe på med at fortolke de demografiske træk sådan, at der er en 1:1-sammenhæng mellem flere ældre og udgifterne til ældre, for flere ældre kan ikke mekanisk omregnes til konkrete udgifter. Med andre ord vil stigningen i antallet af ældre ikke nødvendigvis forudsætte en tilsvarende stigning i ældreudgifterne. Fordi jeg fylder 65 år til maj, er det jo ikke ensbetydende med, at kommunen straks får øgede udgifter. Så det er mit svar.

Spørgeren.

Der var i hvert fald ikke noget svar på, hvad det så er i regeringsgrundlaget, der frigør de her mange milliarder, der skal til, for at vi i 2025 kan fastholde bare det niveau for omsorg og pleje, som vi har i dag. Det kommer jeg så måske til at stille et skriftligt spørgsmål om, for jeg vil faktisk gerne have det svar. Det er ret afgørende.

Men vil ministeren så ikke svare på den anden del af det, jeg spurgte om, nemlig hvad der er de største udfordringer i ældreplejen i dag? Her siger ministeren til fru Susanne Eilersen, at det er at få værdier og holdninger ind, men jeg tror, at der allerede er mange værdier og holdninger derude – det skal jeg hilse og sige. Er der ikke flere ting, ministeren vil føje til den liste end værdier og holdninger, og at det er vigtigt at kunne læse ordentligt om plejehjemmene på hjemmesiderne?

Ministeren.

Der er ingen tvivl om, at den demografiske udvikling også er en stor udfordring, og det anerkender vi i regeringen. Det vil stille nye krav til ældreomsorgen og den økonomi, der er forbundet hermed. Derfor vil vi følge udviklingen på ældreområdet tæt, så det fremover også kan sikres, at ældre tilbydes en værdig pleje.

Den næste spørger er fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg bliver da også nødt til at ønske god bedring, for det lyder altså godt nok alvorligt.

Jeg tænker, at det er helt rigtigt, at det de fleste steder går rigtig godt, men det er ofte også på bekostning af et personale, som skal nå mere og mere, og det bliver vi jo også nødt til at lytte til, når det er de meldinger, vi får. Jeg har f.eks. lyttet mig til, at flere og flere kommuner går fra at levere hjemmeplejen i visiteret tid til i stedet for alene at levere den ønskede opgave, og på den måde bliver det muligt at presse tiden for den ansatte, så man f.eks. risikerer at skulle besøge en borger og både dryppe øjne og skifte en fyldt kolostomipose på 5 minutter, hvilket jeg tror ældreministeren er enig med mig i simpelt hen ikke kan lade sig gøre, medmindre man skal stjæle tiden andre steder fra.

Så mit spørgsmål til ministeren er, om ministeren, når vi taler om værdighed, så også tænker, at den visiterede tid nødvendigvis må være den tidsramme, som borgerne har krav på.

Ministeren.

Jeg synes, det er meget vigtigt at slå fast, at vores ældre, som har behov for hjælp, skal have den hjælp, de har behov for. Det er vigtigt, at de får det, og det mener jeg også at vi skal sørge for at de gør. Det er en opgave, som den enkelte kommune må sørge for at få på plads, og jeg må gudskelov sige, at langt de fleste steder går mødet mellem et menneske, der skal have hjælp, og et menneske, der giver hjælp, godt. Det er jeg utrolig glad for. I langt de fleste tilfælde fungerer det godt.

Spørgeren.

Jeg foretrækker såmænd også sund fornuft, men ikke desto mindre lytter jeg mig til, hvordan flere og flere oplever de her besøg, der varer 5 minutter, hvorefter man skal ud af døren igen. Altså, man kan jo dårligt nok nå andet end at få tøjet og skoene af, sige goddag og gå sin vej igen. Er ældreministeren ikke enig med mig i, at man simpelt hen ikke kan udføre et besøg i ældreplejen på 5 minutter?

Ministeren.

Jeg er enig med spørgeren i, at personalet skal have nok tid til at kunne hjælpe den enkelte borger med det, de har behov for, men jeg er også glad for, at der gennem de sidste 2 år er blevet sat en række initiativer i gang, som er med til at løfte ældreplejen og styrke værdigheden for de ældre.

Jeg er f.eks. rigtig glad for værdighedspolitikkerne og værdighedsmilliarden, og med hensyn til værdighedspolitikkerne betyder det jo også, at de enkelte borgere i de enkelte kommuner, hvis de oplever noget, som de ikke synes er rimeligt, så kan stille spørgsmål til kommunalpolitikerne om, hvordan det nu er, de her værdighedspolitikker bliver udført i deres kommune.

Så er der en kort bemærkning fra fru Pernille Schnoor.

Tak. Der har været en del debat i dag om det her med dokumentationskrav og den problematik, der er forbundet med det. Der har jeg så set, at KORA – KORA er blevet nævnt tidligere i dag – har lavet en rapport den 30. november 2016, hvor man konstaterer, at tæt på alle medarbejdere arbejder i dag med administrative opgaver, altså tæt på alle medarbejdere, og så konstaterer de også, at færre medarbejdere udfører social omsorg som f.eks. at drikke en kop kaffe med den ældre. Så jeg vil høre ministeren, om ministeren ikke vil være med til at inspirere til nogle nye ledelsesprincipper, som i højere grad baserer sig på tillid og fagligt samarbejde frem for dokumentation og kontrol.

Ministeren.

Der er ikke tvivl om, at det ligger lige i tråd med noget af det, jeg også sympatiserer med. Vi må få fokus på kerneopgaven, som er den enkelte borger og beboer, og ikke have blikket rettet mod computeren og dokumentationen hele tiden. Det er også derfor, at jeg har nedsat den arbejdsgruppe, som skal være med til at finde de statslige, kommunale eller lokale krav, der kunne være opstået, og det må vi have set på. Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at vi også får set på ledelsen, og især også at vi har tillid til vores medarbejdere, for det er jeg ikke i tvivl om at vi kan have i langt, langt de fleste tilfælde.

Spørgeren.

Det glæder mig, og så vil jeg bare understrege, at det jo nok i høj grad handler om de ledelsesprincipper, man har, både politisk, men også ude decentralt i kommunerne. Så det kunne være rigtig godt, hvis der også bliver sat fokus på den ledelsesstil, som man arbejder med – om vi kunne prøve at få nogle nye øjne på det.

Ministeren.

Det er jeg fuldstændig enig med spørgeren i, og jeg vil da også sige, at det glæder mig, at der er nedsat en ledelseskommission hos innovationsministeren, og jeg kan oplyse, at der bl.a. også sidder en plejehjemsleder med fra Vejle.

Den næste korte bemærkning er fra fru Stine Brix fra Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil gerne tilføje en udfordring til den indtil videre korte liste over udfordringer i ældreplejen, som vi har diskuteret med ministeren, for jeg synes, der er et grundlæggende problem i, at der er rigtig mange ældre, som har behov for hjemmepleje, men som slet ikke bliver visiteret til det af kommunen. Altså, vi har set et drastisk fald i andelen af ældre, som får hjemmepleje. Jeg nævnte selv et eksempel, og det er bare om en ud af rigtig mange, som oplever at stå i en situation, hvor det at få en lille smule mere hjælp kunne gøre, at man kunne blive derhjemme.

Så er ministeren enig i, at vi har en udfordring, i forbindelse med at der er rigtig mange ældre, som egentlig har et behov for eksempelvis praktisk hjælp, men som slet ikke bliver visiteret til det af kommunen?

Ministeren.

Det er selvfølgelig sådan, at ældre skal have den hjælp, som de har brug for, og at det også er kommunernes ansvar at tilbyde den hjælp. Og det er rigtigt, hvad spørgeren siger om, at der er sket et betydeligt fald i hjemmehjælpsmodtagere fra 2010 til 2012, og at vi i de seneste år har set, at der er lidt færre ældre, der modtager hjemmehjælp, mens omfanget af hjælpen til den enkelte fastholdes.

Så udviklingen skal så ses i lyset af, at kommunerne i de senere år har arbejdet mere og mere med rehabilitering og siden 2015 har været forpligtet til at tilbyde rehabiliteringsforløb til de ældre, som kan forbedre deres funktionsevne. Men jeg vil medgive spørgeren, at selvfølgelig skal den ældre, der har behov for hjælp, også have den.

Spørgeren.

Det er uklart for mig, om ministeren mener, at det er tilfældet i dag. Altså: Får de ældre, der har behov for hjælp, den hjælp i dag? Vi har set, som ministeren selv siger det, et meget markant fald, og at på kun 6 år er antallet af ældre, som der får hjælp, faldet drastisk; hvis vi kigger på den gruppe, der er over 65 år, ser vi, at andelen, der har fået hjælp, er faldet med 33 pct., og det kan vi altså ikke forklare ved at sige, at de lige pludselig er blevet meget mere friske på kun 6 år. Så det hænger jo formentlig sammen med, at kommunerne i den periode har haft en meget, meget stram økonomi og har følt sig tvunget til at være meget strikse med, hvem de tildeler hjemmehjælp.

Så mit spørgsmål til ministeren er: Mener ministeren, at det i dag er tilfældet, at de ældre, som har brug for hjælp, rent faktisk også får den?

Ministeren.

Jeg forventer, at de ældre, der har brug for hjælp, også får den. Det forventer jeg bestemt at de gør. Men vi må sige, at der har været gjort nogle tiltag, og at det netop er rehabilitering, som har gjort, at der er flere ældre, som klarer sig godt derhjemme. Der er ingen tvivl i mit sind om, at det at kunne klare sig selv betyder utrolig meget, og det handler om værdighed og selvfølgelig også om livskvalitet for den enkelte. Men kommunerne skal selvfølgelig tilbyde den hjælp, som man har brug for.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, der har følt sig udfordret til korte bemærkninger. Så tak for i dag. Og den sidste, der har bedt om ordet, er ordføreren for forespørgerne, hr. Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg føler mig egentlig kaldet til at svare på det spørgsmål, som hr. Finn Sørensen stillede mig igennem fru Astrid Krag, og det spørgsmål, som fru Lotte Rod stillede mig fra talerstolen i stedet for fra salen, hvor jeg havde haft mulighed for at svare på det, men eftersom de pågældende folketingsmedlemmer har forladt salen, virker det omsonst at starte en debat op med dem. Jeg kan også ud fra mængden af retsordførere i salen se, at der er nogle, der gerne vil videre i programmet.

Så jeg skal ikke trække tiden yderligere ud, men blot takke for debatten, idet jeg kan konstatere og glæde mig over, at Folketinget trods alt har et fælles mål om en god ældrepleje, og at det, der i virkeligheden er udfordringen, er, hvilken vej vi skal vælge, og derfor skal jeg opfordre til, at vi alle sammen holder os målet for øje. Måske kan vi så blive enige om at finde den vej, som vi i fællesskab kan gå ad, så vi når vores mål om at sikre en tryg alderdom for danskerne.

Tak for ordet, og tak for debatten.

Tak til hr. Jeppe Jakobsen.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingerne er sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 23. marts 2017.

(Talen er under udarbejdelse)