Det næste punkt på dagsordenen er:

13) Forespørgsel nr. F 13:

Forespørgsel til børne- og socialministeren:

Vil ministeren redegøre for, hvad der skal til for at indføre et generelt forbud mod diskrimination af personer med handicap, herunder om regeringen vil indføre adgang til, at klager over diskrimination på grund af handicap behandles af Ligebehandlingsnævnet?

Af Karina Adsbøl (DF), Pernille Bendixen (DF), Susanne Eilersen (DF), Morten Marinus (DF), Jan Erik Messmann (DF) og Karin Nødgaard (DF).

(Anmeldelse 02.12.2016. Fremme 06.12.2016).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 23. februar.

Vi skal have forespørgslen begrundet, og det skal vi af ordføreren for forespørgerne, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Dansk Folkeparti har indkaldt til denne forespørgselsdebat med ordlyden: Vil ministeren redegøre for, hvad der skal til for at indføre et generelt forbud mod diskrimination af personer med handicap, herunder om regeringen vil indføre adgang til, at klager over diskrimination på grund af handicap behandles af Ligebehandlingsnævnet. Det har vi gjort, fordi det er et stort ønske fra Dansk Folkeparti, at ingen mennesker med handicap skal diskrimineres, heller ikke uden for arbejdsmarkedet. Og så har vi lyttet til det store ønske, der har været fra organisationernes side, herunder Danske Handicaporganisationer, som længe har kæmpet for det.

Dansk Folkeparti vil med forespørgselsdebatten sætte fokus på området og fut på regeringen for at få regeringen til at handle og for at få den til at arbejde på et lovforslag, der medfører et forbud mod diskrimination af mennesker med handicap. Dansk Folkeparti sendte derfor tilbage i januar et forslag til en vedtagelsestekst til ministeriet, som ville pålægge regeringen at iværksætte et lovgivningsarbejde om et forbud mod diskrimination, og ca. 3 uger efter kom der en melding fra ministeren om, at ministeren gerne ville arbejde for et forbud og lovgive på området. Dette var til stor glæde for alle dem, som har kæmpet for det her rigtig længe.

Vi har desværre været vidne til igennem medierne og har hørt det gennem mennesker med handicaps egne fortællinger, bl.a. i de videoer, som Institut for Menneskerettigheder har lagt ud, at der desværre foregår diskrimination og forskelsbehandling. Det skal vi på ingen måde acceptere. Derfor er der brug for lovgivning på området, og der er brug for, at man, når man udsættes for diskrimination, har mulighed for at klage over det ved Ligebehandlingsnævnet.

Trods ministerens positive udmeldinger har Dansk Folkeparti valgt at fastholde forespørgselsdebatten, da vi mener, at det er vigtigt at tage debatten. Samtidig får alle partier mulighed for at give regeringen en række gode råd med på vejen, med hensyn til hvad lovgivningen også skal indeholde og hvad diskriminationsforbuddet skal indeholde. Det er ikke rimeligt, at man skal udsættes for diskrimination på grund af et handicap. Derfor ser vi frem til en rigtig god debat i dag. Tak for ordet.

Tak for det. Det er en forespørgsel, så vi får en besvarelse fra ministeren. Det er børne- og socialministeren. Værsgo.

Tak, formand. Dagens forespørgselsdebat handler om indførelse af et generelt forbud mod diskrimination af mennesker med handicap, og helt konkret bliver der spurgt til, hvad der skal til for at indføre et sådant forbud, og om regeringen vil indføre adgang til, at klager kan behandles af Ligebehandlingsnævnet.

Inden jeg går over til at svare på spørgsmålet, vil jeg godt slå fast, at diskrimination i enhver form er uacceptabelt, og det uanset om det sker på baggrund af køn, etnicitet, seksuel orientering, religion eller handicap. Det er et helt fundamentalt princip i dansk ret, at alle mennesker er lige for loven. I dansk ret gælder den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning for offentlige myndigheder, og offentlige myndigheder må således ikke foretage usaglig negativ forskelsbehandling af mennesker med handicap. Derudover har vi i en årrække haft et forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Det følger nemlig af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., at der ikke må ske en direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap inden for arbejdsmarkedet.

Da Danmark i 2009 ratificerede FN's handicapkonvention, blev det dengang vurderet, at det ikke var nødvendigt for at leve op til konventionen, at Danmark indførte en generel bestemmelse om forbud. Det var med andre ord vurderingen, at Danmark opfyldte de juridiske forpligtelser i konventionens artikel 5, som forpligter staterne til at sikre mennesker med handicap lige og effektiv retlig beskyttelse imod diskrimination af enhver grund. Derudover tiltrådte Danmark i september 2014 den valgfri protokol til konventionen om individuel klageadgang til FN's Handicapkomité, og dermed understregede Danmark også ønsket om et samfund med ligeværd, lige muligheder og lige deltagelse.

Siden ratifikationen af FN's handicapkonvention har Danmark imidlertid modtaget en række anbefalinger fra både internationalt og nationalt hold om at indføre et forbud, der beskytter mennesker med handicap mod diskrimination uden for arbejdsmarkedet. Det fremhæves bl.a. i kritikken, at det virker helt urimeligt, at man kan blive straffet, hvis man nægter at betjene eller give adgang for en person på grund af f.eks. vedkommendes race, hudfarve eller seksuelle orientering, men hvis en person med handicap nægtes betjening eller adgang til et teater, en biograf, et diskotek eller en restaurant, er der ikke nogen beskyttelse mod forskelsbehandling.

Prøv at tænke på, hvordan det må føles at komme ind på sådan en restaurant og så blive mødt med, at her kan man ikke komme ind, fordi man har et handicap. Man har ingen steder at gå hen med hverken frustration eller med sin anke over den forskelsbehandling. Det tænker jeg må være en meget voldsom følelse.

Samtidig kan vi se af en undersøgelse fra SFI om hverdagsliv og levevilkår for mennesker med funktionsnedsættelse, at disse mennesker i højere grad end personer uden funktionsnedsættelse er ramt af diskrimination alene på baggrund af deres funktionsnedsættelse, og det synes jeg egentlig er bekymrende.

Som socialminister kan jeg derfor ikke lukke øjnene for, at der er områder, hvor beskyttelsen af mennesker med handicap mod diskrimination ikke er god nok, og der er behov for at sætte fokus på, hvordan vi bedst modvirker diskrimination af mennesker med handicap. I dagens forespørgsel bliver jeg som nævnt bedt om at redegøre for, hvad der skal til for at indføre et generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap, og jeg bliver også bedt om at svare på, om regeringen vil indføre adgang til, at klager behandles af Ligebehandlingsnævnet.

Jeg vil gerne svare på det sidste spørgsmål først. For som I måske har kunnet læse i pressen, og som fru Adsbøl også nævner, så har regeringen foreslået indføre et generelt forbud mod diskrimination, og at det fremover skal være muligt klage til Ligebehandlingsnævnet ved overtrædelser. Derfor er jeg også rigtig glad for at kunne fortælle jer, at ministeriet allerede har igangsat arbejdet med at udarbejde et lovforslag, som skal udmønte beslutningen.

I de år, hvor jeg var socialordfører, var et forbud noget, vi drøftede adskillige gange i ordførerkredsen. Vi har talt om det i Socialudvalget, til konferencer, til rigtig mange møder rundtom i landet, og det er noget, som har været i baghovedet længe. Her vil jeg faktisk gerne fremhæve fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti, for hun har igen og igen sat fokus på handicapområdet, og hun formår som få at bide sig fast i en sag og stædigt arbejde med den, til det lykkes at overbevise hendes medmennesker. Og det er lykkedes, og tak for det. Det kan vi kun være glade for.

I forhold til den konkrete model for et forbud mod diskrimination af mennesker med handicap er det endnu for tidligt at sige, præcis hvad det vil indeholde, men jeg kan dog sige, at det er hensigten at indføre et generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap ved en civilretlig regulering. Og kort fortalt indebærer den civilretlige regulering, at der udarbejdes en ny lov indeholdende et forbud mod diskrimination af mennesker med handicap uden for arbejdsmarkedet.

Det vil sige, at vi lægger os op ad den samme model, som er valgt i forhold til etnisk ligebehandling, hvor lovgivningen gælder for diskrimination på grund af race eller etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet. Og der vil selvfølgelig skulle tages konkret stilling til anvendelsesområdet for loven, herunder også hvilke elementer der skal indgå for at sikre, at mennesker med handicap så vidt muligt kan opnå samme muligheder og udnytte samme rettigheder som personer uden handicap.

Ved en civilretlig løsning vil der også skulle tages stilling til, hvordan overtrædelser af et forbud mod forskelsbehandlingen skal håndhæves. Og som sagt foreslår regeringen her, at sager om overtrædelse af loven kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet, som er et uafhængigt administrativt klagenævn. Fordelen er, at der vil være tale om den samme klageadgang, som allerede gælder i forhold til diskrimination på grund af etnicitet og køn og i forhold til diskrimination på grund af handicap på arbejdsmarkedet. Ved en klage vil Ligebehandlingsnævnet således kunne træffe afgørelser om, hvorvidt forbuddet mod diskrimination er overtrådt, og eventuelt tilkende den forurettede en godtgørelse.

Med den her løsning imødekommer vi handicaporganisationernes, Institut for Menneskerettigheder og ikke mindst FN's Handicapkomités anbefalinger, og den indebærer en bred og detaljeret beskyttelse mod diskrimination og sikrer samtidig den samme regulering, som gælder i forhold til diskrimination af mennesker med handicap i forhold til arbejdsmarkedet. Det bliver gennemskueligt, og det bliver ensartet.

Afslutningsvis vil jeg gerne gentage, hvad jeg startede med at sige: Diskrimination i enhver form er uacceptabelt, uanset om det sker på baggrund af køn, seksuel orientering, etnicitet, religion eller handicap. Jeg er derfor stolt af, at arbejdet med en ny lov nu er igangsat – en ny lov, som skal sikre, at det fremover bliver forbudt at diskriminere mennesker med handicap, og at der er klageadgang til Ligebehandlingsnævnet. Der skal selvfølgelig laves et grundigt forarbejde, hvor man bl.a. forholder sig til, hvor omfattende forbuddet skal være, og dermed til, hvilke afledte konsekvenser det vil have. Der vil derfor i det kommende lovgivningsarbejde bl.a. blive inddraget erfaringer fra de andre nordiske lande, som alle allerede på nuværende tidspunkt har et forbud mod diskrimination på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet. Og jeg forventer, at lovforslaget vil blive fremsat i den kommende folketingssamling.

Til allersidst vil jeg egentlig bare sige, at jeg synes, at det er en meget relevant debat at tage – også i dag. Jeg er rigtig glad for, at Dansk Folkeparti har indkaldt til den, og jeg vil endnu en gang gerne fremhæve og sige tak til fru Karina Adsbøl, som har arbejdet med den her sag i mange, mange år og har kæmpet den her kamp – og også har kæmpet den så meget, at ordførerne igennem mange år har fået øjnene rettet mod, at der skal ske noget på området. Så tak for det.

Tak til ministeren. Der er ingen korte bemærkninger i denne omgang på min liste, så ministeren får fri nu. Så er det ordføreren for forslagsstillerne. Og der var ligefrem ros fra ministerens side til ordføreren for forslagsstillerne, og det er jo en sjælden god forbrødring her i salen. Jeg ved ikke, om rosen skal den anden vej også, men nu er muligheden der. Værsgo.

Mange tak for det. Tusind tak for de pæne ord fra ministerens side. Jeg vil også gerne rose ministeren for endelig at tage teten i forhold til at fuldføre det her store ønske, der har været for rigtig mange i rigtig mange år.

Det er Dansk Folkepartis holdning, at mennesker med handicap har krav på et værdigt og trygt liv, både i økonomisk og menneskeligt henseende. Mennesker med et handicap skal i størst muligt omfang sidestilles med personer uden handicap. Det gælder f.eks. i forhold til uddannelse, bolig og sundhed. Som ministeren også var inde på tidligere, er det sådan i dansk lovgivning, at der allerede eksisterer et forbud mod forskelsbehandling af personer med handicap på arbejdsmarkedet, men det gælder derimod ikke et generelt forbud mod at diskriminere personer med handicap, som sikrer denne gruppe borgere beskyttelse mod diskriminering, f.eks. i forbindelse med adgang til transportmuligheder, information, politisk deltagelse m.v.

Dansk Folkeparti mener, at der er behov for, at mennesker med handicap tilgodeses gennem et decideret diskriminationsforbud, således at vi sikrer, at alle mennesker med et handicap får en lovfæstet ret til ikke at blive diskrimineret og dermed til at kunne leve og fungere i det danske samfund på lige vilkår med andre borgere. Derfor er det faktisk en stor glædens dag i dag at stå her på talerstolen, fordi det endelig lykkes, og at ministeren har været lydhør og vil arbejde med det her.

I Institut for Menneskerettigheders forslag til lov om forbud mod diskrimination på grund af handicap fra 2016 fremgår det af indledningen, at Danmark ikke har et generelt forbud mod diskrimination på grund af et handicap. Institut for Menneskerettigheder skriver bl.a.:

»At problemet ikke blot er en teoretisk, juridisk diskussion viser bl.a. en SFI-rapport fra 2013 (Hverdagsliv og levevilkår for personer med funktionsnedsættelse ...). Heraf fremgår, at 23 procent af alle personer med en større fysisk funktionsnedsættelse har oplevet at være udsat for diskrimination. For personer med større psykiske funktionsnedsættelser er dette tal 32 procent.«

Citatet viser, at diskrimination af mennesker med handicap er et alvorligt og et konkret problem, som mange mennesker oplever i deres hverdag uden at have en retlig beskyttelse på andre områder end arbejdsmarkedet.

Jeg har også set flere af de videoklip, som Institut for Menneskerettigheder har vist, og de beskriver meget godt, hvordan det føles at blive udsat for diskrimination. En mor fortæller i videoklippet, hvordan hendes søn på 4 år blev smidt ud af en privat børnehave, fordi sønnen havde diabetes. Det er jo frygteligt for en familie at opleve dette og ikke mindst for den lille dreng, som netop havde behov for hjælp og støtte og vejledning på grund af sin diabetes. En blind mand fortæller, hvordan det var at blive smidt ud af en restaurant, da han havde sin førerhund med. Manden fortæller selv, at oplevelsen fik ham til at føle sig som en andenklasses borger grundet sit handicap. Der er flere ulykkelige eksempler på dette, og man kan se filmene på Institut for Menneskerettigheders hjemmeside.

Der er også eksempler på, at bygningsreglementet ikke altid bliver overholdt og fulgt. Jeg husker, da FN-bygningen i København blev bygget. Det blev udsat for en del kritik, fordi der ikke blev udsigt til, at bygningen ville blive udstyret med et teleslyngeanlæg, og derfor rettede jeg i sin tid henvendelse til Villy Søvndal, da han var udenrigsminister, og det fik ministeren til at sikre, at der blev installeret et teleslyngeanlæg. Tilgængelighed er utrolig vigtigt, både den fysiske, så man kan deltage, selv om man sidder i kørestol, men også i forhold til teleslyngeanlæg, tilgængelighed på nettet og mange andre steder. Derfor mener jeg, at det til hver en tid er den siddende regerings pligt at sikre, at der bliver fulgt op på, at bygningsreglementet også bliver overholdt. Dansk Folkeparti er af den holdning, at regeringen skal gøre sit for at øge tilgængeligheden i det offentlige rum, og at regeringen også bør sætte mål for dette.

Så skal jeg på vegne af alle partier – alle partier – ja, det er en stor dag i dag, læse en vedtagelsestekst højt:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget understreger, at diskrimination af enhver form er uacceptabelt, uanset om det sker på baggrund af køn, seksuel orientering, etnicitet, religion eller handicap.

Det er Folketingets klare intention, at personer med handicap skal beskyttes mod diskrimination også uden for arbejdsmarkedet.

Folketinget noterer derfor med tilfredshed, at regeringen vil igangsætte et arbejde med at udarbejde et lovforslag om indførelse af et generelt forbud mod diskrimination af mennesker med handicap, der gælder uden for arbejdsmarkedet. Modellen vil indebære klageadgang til Ligebehandlingsnævnet.

Folketinget konstaterer endvidere, at regler for tilgængelighed, der vedrører nybyggeri, skal overholdes.

Folketinget støtter, at lovgivningsarbejdet igangsættes hurtigst muligt, således at lovforslaget kan fremsættes i folketingssamlingen 2017-18.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 40).

Så synes jeg, at vi godt kan klappe hinanden på skuldrene og sige, at det jo fungerer rigtig godt, når vi samarbejder på tværs af partierne – så lykkes det at få noget igennem. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så ud over ros er der også enighed i hele Tinget. Det kan vi så glæde os over i så vigtig en sag.

Ordføreren for Socialdemokratiet, fru Karen J. Klint.

Tak for det. Der er også meget andet at glæde sig over, formand. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg får lov til at afløse vores hovedordfører på det handicappolitiske område i dag, for det er jo hr. Orla Hav, og han er et andet sted henne.

Efter mange år i det praktiske arbejde på det handicappolitiske felt synes jeg, det er rigtig dejligt at stå her i dag. Jeg har jo været med til mange års god udvikling, og derfor er det dejligt også at få lov til at komme herop på stolen i dag i så vigtig en debat som den, vi har nu, om, at der skal lovgives mod diskrimination på grund af en persons handicap eller funktionsnedsættelser, også uden for arbejdsmarkedet, hvor man jo har haft lovgivningen i flere år. Så tak for, at vi får forespørgselsdebatten i dag.

Jeg er meget enig med ministeren i hendes udsagn om, at vi ikke bare skal gøre det, fordi vi har en FN-konvention. Nej, vi skal jo lovgive imod diskrimination, fordi alt andet ville være urimeligt. Vi er så det sidste land i Norden, der tilslutter os den del af handicapkonventionen. Men det skal ikke skygge for, at vi nu endelig er nået frem til, at vi er parate til det – sådan skal det jo heller ikke være.

Da mit eget parti var i regering sidst, var vi også med til at tiltræde den frivillige tillægsprotokol, som giver mulighed for, at man netop kan klage til FN's Handicapkomité. Så der er jo sket noget undervejs. Der har også været et initiativ, der har kørt et par år, med Antidiskriminationsenheden, der har set på, hvad det er, der giver anledning til diskrimination, og hvilke diskriminationssager det er, der kører. Så vi har et undersøgelsesgrundlag nu, som gør, at vi alle sammen er parate til at gå videre. Beslutningsgrundlaget er både fagligt og holdningsmæssigt godt beskrevet. Så lad os lade være med at dyrke, at vi måske også kunne være nået frem til det for flere år siden.

Når jeg tillader mig at sige det, er det, fordi jeg faktisk har været Folketingets repræsentant i nordisk samarbejde, også dengang vi havde noget, der hed Nordisk Handicappolitisk Råd under Nordisk Råd, som havde sæde i Stockholm. Dengang satte vi fokus på tilgængelighed for alle, og da det var færdigt, satte jeg selv personligt fokus på noget, vi kaldte demokrati for alle. Der screenede vi alle parlamenter i Norden for tilgængelighed for mennesker med handicap. Og når vi kigger rundt i salen her, kan vi jo godt se, at det ikke er særlig kønt. Vi har også her for nylig haft et medlem herinde, som ikke syntes, at salen var særlig tilgængelig, når man sad i en kørestol.

Heldigvis er vi nu også nået så langt, at vi inden længe skal i gang med at gøre vores eget parlament mere handicappolitisk tilgængeligt. Så selv om den fysiske tilgængelighed ikke kommer med i det lovgivningsarbejde, der forestår lige nu, må vi som politikere ikke glemme, synes jeg, at der jo stadig væk er ulighed for mennesker med handicap i forhold til sundhed, men i høj grad også i forhold til tilgængelighed og særlig også, synes jeg, ulighed i forhold til foreningslivet. For når vi ikke indretter vores foreninger eller vores demokrati sådan, at mennesker med handicap kan deltage, er der jo stadig væk ikke fuld tilgængelighed, hverken på det mentale eller på det praktiske plan.

Så vi har nogle ting, vi skal løfte, ved siden af det, vi gør nu. Men vi ser som Socialdemokrati rigtig meget frem til det lovgivningsarbejde, der står foran os. Vi er også meget glade for den måde, som det fælles forslag til vedtagelse er blevet landet på. Så tak for det.

Og dermed tak til ordføreren for Socialdemokratiet. Så er det faktisk ordføreren for Venstre, og det er hr. Carl Holst.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse forespørgselsdebatten om et generelt forbud mod forskelsbehandling af mennesker med handicap. Også tak til ministeren for den imødekommenhed, der har været fra regeringens side, over for at igangsætte arbejdet med at udarbejde et lovforslag om indførelse af et generelt forbud.

Vi står her i 2017 og glæder os over noget, man kan undre sig over er nødvendigt. Nogle gør det, fordi de i deres argumentation for den her mangel på forskelsbehandling gerne vil henvise til nogle FN-konventioner. Jeg vil gerne henvise til, at for mig er det uacceptabelt, at et barn afvises i en privat børnehave på grund af diabetes. Nogle mener ikke, at det, vi har tilsluttet os, er udmøntet godt nok. Jeg vil gerne henvise til, at det er uacceptabelt, at en blind mand afvises på en restaurant, fordi han har en førerhund. Stadig væk er det mig ubegribeligt, at det er nødvendigt, men det er nødvendigt, og det er i det lys, at vi trods debatter rejst af forskellige over for skiftende regeringer ikke har været her endnu. Men det er vi så nu, og det vil jeg gerne ligesom ordføreren for Socialdemokratiet glæde mig over.

Når det så er sagt, tror jeg også, det er vigtigt, at vi ud over det fremadrettede, der er med referencen til bygningsregulativet i forhold til nybyggeri, som skal være handicapvenligt, også fremadrettet prøver at se på, hvad det er, vi kan gøre i kølvandet på det her, som jo er det civile og ikke det arbejdsmarkedsmæssige – se på, hvordan vi kan få indtænkt civilsamfundet. Foreningslivets betydning for, at folk med handicap føler sig som en del af et fællesskab, skal fremmes og gerne på en måde, så foreningslivet og civilsamfundet, altså det at være en del af et fællesskab, fremmer følelsen af og mulighederne for at være en del af et arbejdsmarked.

For ærlig talt: Det er ikke det, jeg er mest stolt af i dansk socialpolitik – at vi i de sidste 20-25 år ikke har oplevet en stigning, men nærmere en stagnation i antallet af folk med handicap, der har været en del af arbejdsfællesskabet. Værdien af at være en del af et arbejdsfællesskab gælder for alle, ikke kun dem, der er på kontanthjælp. Værdien af at have folk med handicap på arbejdsmarkedet gælder for alle, os som borgere, dem, der er arbejdstagere, og dem, der er arbejdsgivere, fordi vi her får en situation, hvor man møder diversiteten i befolkningen. Det er det, vi skal. Og med forslaget i dag og med den tekst, som Venstre også tilslutter sig, får vi skabt bedre rammer for mødet i det civile. Tak.

Tak til ordføreren, der er ingen korte bemærkninger. Og så er det ordføreren for Enhedslisten, fru Pernille Skipper. Værsgo.

Hej – eller tak, hedder det. Hej, hej, alle sammen. Det er noget mærkelig noget. Nå, men det her er også en god tale at holde, og så kan man godt starte med at grine lidt.

Jeg vil starte med at sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse debatten og tak til regeringen for at gennemføre det her diskriminationsforbud og til alle jer andre, fordi vi kan gøre det i fællesskab og være fælles om en vedtagelse. Det er helt sikkert noget at fejre, et skridt i den rigtige retning. Og noget af det, som jeg synes er vigtigt at markere, er jo, at mennesker med handicap er mennesker med ressourcer, evner og en hel masse at bidrage med til fællesskabet. Alle har noget at komme med, alle har noget positivt at give, og det her handler om, at alle også skal have chancen for at give det og chancen for at være med.

Vi lever i 2017, og det er lidt vildt, at der stadig væk er behov for at påpege, at man ikke er døv, fordi man f.eks. sidder i kørestol, eller at man er i stand til at gå på restaurant, selv om man har et fysisk handicap, men det er det desværre. Mennesker med handicap oplever at blive set ned på, oplever at blive diskrimineret både direkte og indirekte. Der har været mange gode folk her på talerstolen, som er kommet med en masse eksempler på det før mig: hvordan man bliver holdt ude af fællesskabet og bliver holdt væk fra de muligheder for at leve et ordentligt liv og for at bidrage, som alle andre, der ikke har et handicap, har. Og det skal vi ud over.

Derfor er det så sindssygt vigtigt, at regeringen har indvilliget i at ændre lovgivningen, så diskrimination af mennesker på grund af et handicap ikke kun er ulovligt på arbejdsmarkedet, men også alle andre steder i samfundet. Danmark er, så vidt jeg ved, det sidste land i Skandinavien, der ikke har det forbud. Og det er blevet bragt til torvs efter en vigtig kampagne af Institut for Menneskerettigheder, så nu sker der endelig noget, og det er rigtig, rigtig godt.

Vi i Enhedslisten ønsker et samfund, hvor alle har adgang, og derfor skal vores samfund også indrettes efter, at vi er forskellige. Derfor skal vi forbyde diskrimination alle steder, og det betyder, at vi skal indtænke tilgængelighed, når vi bygger huse, når vi indretter uddannelsesinstitutioner, når vi indretter samfundslivet, og når vi giver normer og værdier videre til vores børn. Så skal vi også tænke på, at vi alle sammen skal med.

Derfor bliver jeg også lige nødt til at påpege, at der er nogle steder, hvor det går i den forkerte retning med den her adgang og de muligheder, som burde være lige. Det er, når støtten til mennesker med handicap forringes, når det bliver sværere at få et fleksjob og være en del af arbejdsmarkedet, når man ikke kan tage sin hjælper med på ferie og det dermed bliver forbeholdt nogle få, fordi man selv skal betale for det, eller når det tager mange måneder at få en handicapbil. Der er rigtig, rigtig mange eksempler på, at mulighederne for og rummet til at deltage i fællesskabet bliver indsnævret for mennesker med handicap. Og rettigheder er måske ikke så meget værd, hvis man ikke har så gode muligheder for at bruge dem.

Derfor handler det her for os i Enhedslisten ikke kun om at have lige rettigheder. Det er et vanvittig vigtigt skridt, men det handler også om at have lige muligheder for at udnytte de rettigheder, og det må være det næste skridt. Vi skal som samfund påtage os at levere de lige muligheder, fordi det er mest fair, og fordi vores fællesskab går glip af ressourcer, når mennesker med fysiske eller psykiske handicap ikke har den samme reelle chance for at være med – for vi har alle sammen har noget at bidrage ned.

Vi er et af de rigeste samfund i verden. Vi har penge til at kunne inkludere alle i vores samfund meget mere, end vi gør. Vi burde have hjerte og hjerne nok til at forstå, at det ikke kun handler om almisser, men også om rettigheder og lige muligheder, og hvad det er, der er smartest for fællesskabet. Derfor håber jeg, at den her sådan voldsomme enighed, der er herinde, kan fortsætte, så vi også kan være med til at danne basis for, at mennesker med handicap ikke kun har rettigheder til at være en del af fællesskabet, men også har mulighederne for at udnytte de rettigheder. Det er mindst lige så vigtigt.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliance, og det er hr. Henrik Dahl.

Med forbehold for at det overhovedet kan lade sig gøre at gradbøje en krænkelse, vil jeg sige, at diskrimination er noget af det mest krænkende, et menneske kan komme ud for. Der er et eller andet træk ved ens person, og man har ikke nogen som helst indflydelse på, hvad det her træk skal have af konsekvenser for, hvad man må og kan, eller hvad man ikke må og ikke kan, og det er selvfølgelig helt grænseoverskridende og forkert. Det er der heldigvis mange mennesker der mener her i landet, og derfor har skiftende regeringer igennem mange år også ført en politik, som har haft til formål at forhindre diskrimination på en lang række forskellige områder.

Som led i kampen mod diskrimination ratificerede Danmark i 2009 FN's handicapkonvention, og i 2014 tiltrådte vi den valgfri protokol til konventionen om individuel klageadgang til FN's handicapkomité. På den måde har man fået has på diskriminationen af handicappede i forhold til offentlige myndigheder og på arbejdsmarkedet. Men desværre har der så været et problem, som er forblevet uløst, og det er diskrimination mod handicappede i det civile samfund. Derfor hilser vi det i Liberal Alliance yderst velkomment, at børne- og socialministeren nu vil gøre det forbudt at diskriminere mennesker med handicap overalt i det civile samfund og vil gøre det muligt at klage til Ligebehandlingsnævnet over diskrimination af handicappede.

Sådan som jeg forstår sagens stilling, er der nu sat et arbejde i gang med at udarbejde et egentligt lovforslag, som kan blive forelagt på sædvanlig vis for Folketinget. Det hilser vi naturligvis også meget velkomment, og vi ser frem til at behandle frugterne af ministerens og ministeriets anstrengelser i salen. Men i første omgang glæder vi os selvfølgelig til at stemme for forslaget til vedtagelse sammen med alle Folketingets øvrige partier. Tak.

Tak for det. Den næste i rækken er fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

Jeg vil også først og fremmest sige tak til Dansk Folkeparti for at tage denne vigtige problemstilling op, nemlig diskrimination på grund af handicap, og også tak til ministeren for at anerkende, at der er brug for en lovgivning på området.

På trods af at Danmark allerede i 2009 ratificerede FN's handicapkonvention, har vi i Danmark på nuværende tidspunkt kun et forbud mod diskrimination på grund af handicap inden for arbejdsmarkedet. Det betyder, at der er mulighed for at forskelsbehandle personer uden saglig begrundelse, alene fordi de har et handicap. Danmark er det eneste land i Skandinavien, der ikke har et generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap.

Problemet er også, at vi ikke har én lov, men derimod flere forskellige love, der dækker flere forskellige samfundsområder og diskriminationsgrunde, og vi har heller ikke ligesom i f.eks. Sverige, Finland og Norge et forbud mod diskrimination i grundloven. Når det f.eks. drejer sig om sundhedspleje og uddannelse, er der kun en spredt beskyttelse mod diskrimination, men altså ikke specifikt på grund af handicap.

At vi kun har lovgivning i forhold til arbejdsmarkedet, betyder f.eks., at en person med handicap kan nægtes servering på en restaurant eller kan få afslag på en forsikring. Vi har for nylig hørt eksempler her, og vi har også kunnet læse om eksemplet med en blind mand, der blev nægtet besøg på en restaurant med sin kone, fordi han ikke måtte have sin førerhund med ind. Det er selvfølgelig et stort problem, og det er selvfølgelig helt uacceptabelt.

Optimalt set burde vores samfund jo være indrettet, så mennesker med handicap kan leve et liv som alle andre. Det er det desværre ikke endnu, men i Alternativet mener vi, at vi i det mindste må have de samme forhold som i Sverige, Norge og Finland, og at der skal være én samlet lov, som tager sig af diskrimination af handicappede. Jeg vil anbefale ministeren at kigge på Institut for Menneskerettigheders forslag, som er et meget godt bud. Det er udarbejdet på baggrund af inspiration fra den norske, svenske og finske diskriminationslovgivning, fra Europa-Kommissionens forslag og FN's handicapkonventionen.

Vi støtter vedtagelsesteksten, og vi ønsker også at understrege, at vi i Danmark, som jeg nævnte i starten, allerede i 2009 har ratificeret FN's handicapkonvention, og at Danmark derfor helt naturligt har forpligtet sig til at sikre grundlæggende menneskerettigheder for personer med handicap. Tak.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører er fru Marianne Jelved, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Det er en rigtig god dag i dag. Det tror jeg der er rigtig mange mennesker, der tænker og taler om. Vi gør det i hvert fald her. Og derfor er det også et rigtig fint eksempel på, hvordan ni partier kan enes om også komplicerede sager. Det kan godt være, det tager tid, men på et eller andet tidspunkt lykkes det. Det vil jeg gerne kvittere for. Det er flot, at hele Folketinget kan slutte op om det, fru Karina Adsbøl sagde i sin indledning her fra Folketingets talerstol.

Nogle af os har jo nogle gange haft møder med Institut for Menneskerettigheder for at drøfte, hvordan man kunne lave en mulig lov med generelt forbud mod diskrimination af mennesker med handicap. Og Institut for Menneskerettigheder har haft en deputation i Socialudvalget og fremlagt sit forslag, som der var generel opbakning til. Og det er et gennembrud, fordi der har været træk, kan man sige, i diskussionerne, hvor man ikke har kunnet overskue de økonomiske konsekvenser af at skabe en lov mod diskrimination af mennesker med handicap. Men det kan man jo gøre på mange måder, og det er det, der bl.a. er udtrykt i det forslag, som Institut for Menneskerettigheder har udarbejdet.

Derfor kan jeg da godt afsløre over for ministeren, som jeg også gerne vil kvittere til for at tage sagen op, at vi også har et godt lovforslag, som vi kan holde op imod det, ministeren kommer med på et eller andet tidspunkt, hvor vi skal forhandle det. Der skulle ligge et godt råd i det her.

Det er historisk, og det er trist, at Danmark ikke har taget skridtet fuldt ud for lang tid siden, og jeg synes også, det er lidt pinligt, at vi er det sidste af de nordiske lande, som arbejder med et lovforslag af den her karakter. Vi ved, at det er slemt at blive udsat for diskrimination, og jeg synes, det er en forfærdelig historie – andre har nævnt den – med en dreng på 4 år, der får diagnosen diabetes, og får at vide fra sin private børnehave, at han ikke kan møde der længere. Det er jo altså næsten ikke til at holde ud at tænke på, hvad det barn må opleve i sådan en situation. Og det siger jo noget om, hvor forfærdeligt det er, når man oplever en reel diskrimination.

Det er også mærkeligt, at vi lever i et samfund som det danske, hvor bygningsreglementer er i orden med krav om tilgængelighed, når man skal lave nybyggerier og ombygninger osv., og at vi så kan få at vide, at det såmænd ikke altid overholdes. Men det skal det, og vi må også se på, hvordan vi kan få strammet op på netop det forhold. For når lovgivningen faktisk er der, burde man jo også sikre sig, at den kan holde i virkelighedens verden.

Vi burde også insistere på, at alle nye almene boliger får tilgængelighed, så der bliver en større mulighed for boligvalg for mennesker med handicap. Det kan fagministerierne i virkeligheden også bidrage til. Kulturministeriet har i hvert fald gjort det, både før jeg blev kulturminister og mens jeg var kulturminister. Jeg har ikke tjekket, om man gør det stadig væk, men gennem medieforlig osv. har man jo haft hånd i hanke med, at Danmarks Radio og TV 2 har fået bedre og bedre tilgængelighed for deres udsendelser. Og det har faktisk været en succes. Og det får mig til at sige, at vi jo også skal arbejde for den digitale tilgængelighed.

Nu står hele Folketinget så bag støtten til at lovgive om forbud mod diskrimination af mennesker med handicap. Det skridt skal være en reel beskyttelse, så forbuddet bliver parallelt med forbuddene mod diskrimination på grund af køn, etnicitet, race, religion eller seksualitet. Og det er jo bl.a. det, som vi også vil gå efter, tror jeg, alle sammen, nemlig at vi har en parallelitet på det område, når det gælder mennesker med handicap. Så tak til dem, der har bidraget til, at vi er nået så langt, som vi er i dag. Og tak for tilsagnet fra regeringen om at tage fat og for, at ni partier går ind i det konstruktivt og med et fælles ønske om at løfte opgaven. Så tror jeg vi får et langt bedre samfund.

Tak til den radikale ordfører. Så er det fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ligesom så mange andre ordførere vil jeg glæde mig over den samling, der er om den debat, vi har i dag, om det her, og også sige tak til regeringen for at følge op på det. Først vil jeg selvfølgelig sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her forespørgselsdebat, som er både vigtig og nødvendig.

I Danmark har vi jo et generelt diskriminationsforbud, som sikrer, at man ikke må diskriminere på baggrund af køn og etnicitet. Det betragter vi nærmest som en selvfølge i en demokratisk retsstat. Men diskriminationsforbuddet har hidtil ikke været gældende for handicap. Mennesker med handicap er med den nuværende lovgivning kun beskyttet mod diskrimination på arbejdsmarkedet, og det er uforståeligt og et eksempel på en helt urimelig ulighed i vores samfund. Ligebehandlingen af mennesker handler i bund og grund om, at vi som samfund anerkender menneskers forskellighed, og at alle skal kunne opnå samme muligheder i samfundet, uanset hvem man er, og uanset hvordan ens livssituation måtte være. Det er en kerneværdi i vores samfund og en grundidé for vores samfundsmodel, som jeg synes vi skal værne meget om.

Derfor har det selvfølgelig også været problematisk og udfordrende, at vi i Danmark ikke har haft et generelt diskriminationsforbud i forhold til mennesker med handicaps – ikke kun for os som samfund, men i allerhøjeste grad også for de mennesker, som i deres liv og hverdag har mødt diskriminationen og har oplevet konsekvenserne af den. Det gælder for den 4-årige, der ikke var velkommen i en privat børnehave på grund af diabetes. Det gælder for den blinde mand, der blev nægtet adgang til en restaurant, fordi han havde en førerhund med sig. Det gælder for manden med en psykisk lidelse, som ikke kunne tegne en livsforsikring. Det gælder for moren med en hjerneskade, som ikke kunne få skriftlig information fra sin søns skole. Og det gælder for en lang række andre medborgere med handicaps, som har oplevet diskrimination i deres hverdag.

I alle de tilfælde har manglen af et forbud haft direkte indvirkning på menneskers liv – og vel at mærke uden at de har haft nogen som helst mulighed for at klage over det til Ligebehandlingsnævnet. Og i alle tilfælde synes jeg at der er grund til at stille spørgsmålet, om vi som samfund kan se os selv i øjnene, hvis ikke der bliver gjort noget ved det.

I SF har vi i mange år rejst spørgsmål og fulgt debatten på området – både i forhold til diskrimination af handicappede i sundhedssektoren, i forhold til diskrimination af handicappedes ret til at tegne forsikringer og i forhold til det generelle diskriminationsforbud. Så sent som i foråret sidste år spurgte jeg den daværende minister på området, hvilke initiativer hun og regeringen agtede at iværksætte for at imødegå FN's kritik af, at Danmark ikke har et forbud mod diskrimination af folk med handicap. Da svarede regeringen, at den var i gang med at overveje mulighederne, og derfor kan jeg jo også kun en dag som i dag glæde mig over, at der kommer et lovforslag på området.

På den baggrund er jeg selvfølgelig også enormt glad for at opleve den tilslutning, der er. Det er samtidig et vigtigt skridt, vi nu tager, i forhold til at leve op til FN's handicapkonvention, som vi har tilsluttet os. Det skal ministeren have ros for, og det kan vi i SF støtte hundrede procent. Det begynder vi så med i dag – med det fælles forslag til vedtagelse, som vi støtter. Fjerner man så al forskelsbehandling med sådan en vedtagelse? Nej, det kræver, at der følges op på den, og det må vi jo så gøre i fællesskab.

Til sidst vil jeg også gerne rette en særlig tak til Institut for Menneskerettigheder for at have kvalificeret debatten med mange eksempler og også med input til løsninger, som jeg synes vi skal lytte til. De har spillet en væsentlig rolle for debatten og for, at der nu sker noget på området. Så med fælles hjælp får vi – i hvert fald snart – et generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap.

Tak til ordføreren. Så er vi nået til Det Konservative Folkepartis ordfører, hr. Orla Østerby.

Tak. Indledningsvis vil jeg sige, at vi jo befinder os i 2017, og at man kan undre sig over, at det er nødvendigt, at vi har den her debat, og at man ikke ude i civilsamfundet kan leve op til det, som vi så lovgiver om. Diskrimination i enhver form er uacceptabel, uanset om det sker på baggrund af køn, etnicitet eller handicap. I Danmark er alle lige for loven, og vi har også en retstilstand, hvor der gælder almindelig forvaltningsret og lighedsgrundsætninger for offentlige myndigheder. I Danmark har vi i mange år haft forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Det betyder, at der ikke må ske direkte eller indirekte forskelsbehandling på arbejdsmarkedet på grund af handicap.

Danmark ratificerede i 2009 FN's handicapkonvention, og derfor var man af den opfattelse, at det ikke var nødvendigt, at Danmark indførte en generel bestemmelse om forbud mod diskrimination på grund af handicap. Senere, i 2014, tiltrådte Danmark den valgfri protokol til konventionen om individuel klageadgang til FN's handicapkomité. Danmark markerede dermed, at man ønskede et samfund med ligeværd, lige muligheder og lige deltagelse, men trods alle gode hensigter har det vist sig, at mennesker med handicap bliver diskrimineret. De bliver bl.a. nægtet adgang til teatre, biografer, diskoteker, restauranter osv. Vi kan simpelt hen konstatere, at der er områder, hvor beskyttelsen af mennesker med handicap mod diskrimination ikke er god nok.

Som konservativ ordfører er jeg glad for, at vi har en borgerlig regering, der er parat til at beslutte at indføre et generelt forbud mod diskrimination af mennesker med handicap uden for arbejdsmarkedet. Fremover skal det være muligt at klage til Ligebehandlingsnævnet ved overtrædelse af forbuddet. Lovarbejdet er i gang, og det ser ud til, at vi kan finde en løsning, der imødekommer handicaporganisationerne og ikke mindst anbefalingen fra FN's handicapkomité, som indebærer en bred, detaljeret beskyttelse mod diskrimination, og som samtidig sikrer, at det er den samme regulering som den i forhold til diskrimination af mennesker med handicap på arbejdsmarkedet, der gælder. Det Konservative folkeparti støtter forslaget til vedtagelse.

Tak til ordføreren. Så er det børne- og socialministeren, der igen får mulighed for at få ordet.

Tak for det. Flere kender jo til eksemplet med Jørgen, som er blind. Om ikke andet er der i hvert fald flere ordførere, som har set klippet fra Institut for Menneskerettigheder. Jørgen var på en restaurant med sin førerhund og sin familie og blev afvist af restauranten. Jeg talte på et tidspunkt med en journalist, hvor jeg fremhævede eksemplet med Jørgen. Journalisten siger så til mig: Er det ikke okay, Maj, at hvis der sidder en blind mand, som ikke kan spise ordentligt ved et bord med pæne hvide duge, så afvises han? Hvorfor skal min middag ødelægges af den blinde mands tilstedeværelse? Prøv lige at udskifte ordene blind mand i den sætning med ordet kvinde. Det prøver vi lige et øjeblik: Er det ikke okay, Maj, at hvis der sidder en kvinde, som ikke kan spise ordentligt ved et bord med pæne hvide duge, så afvises hun? Hvorfor skal min middag ødelægges af kvindens tilstedeværelse? Eller vi kunne indsætte ordet muslim eller kristen eller homoseksuel eller en masse andre ting, og så ville vi jo alle sammen præcis se, hvor fuldstændig vanvittigt det er, at man overhovedet kan stille det spørgsmål. Det viser jo bare, at det er vigtigt med et forbud mod diskrimination af mennesker med handicap.

Et par af de kommentarer, der er kommet i dag, vil jeg godt tage og give et par ord med på vejen. Pernille Skipper sagde, at alle har noget positivt at give, og at det ikke kan passe, at man bliver holdt ude af fællesskabet, for det er vigtigt, at man bliver rummet. Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg synes, at det var rigtig, rigtig godt og flot og fint sagt. Marianne Jelved sagde, at der i et kommende lovforslag skal være indeholdt reel beskyttelse på lige fod med beskyttelsen mod andre diskriminationsformer. Det synspunkt deler jeg fuldt ud, jeg er fuldstændig enig. Karen J. Klint talte meget fint om det her med demokrati for alle og tilgængelighed i vores parlamenter. Er vores eget parlament egentlig tilgængeligt? Jeg synes, det var nogle rigtig gode betragtninger, der kom. Trine Torp sagde, at det at opleve diskrimination er noget, der har direkte indvirkning på menneskers liv, og det er fuldstændig rigtigt. Det er jo derfor, at vi, når vi hører de her eksempler på borgere, som bliver diskrimineret, og som oplever den lukkede dør, og som ikke får mulighed for at være en del af fællesskabet, må sige, at det har en betydning. Trine Torp sagde i øvrigt også, at et diskriminationsforbud er en selvfølge i en demokratisk retsstat, og at det er uforståeligt, at det ikke gælder mennesker med handicap uden for arbejdsmarkedet. Det synspunkt deler jeg sådan set også.

Til sidst vil jeg bare fremhæve Karina Adsbøl, som holdt en rigtig, rigtig fin tale, og som til sidst også sagde, at vi skal klappe hinanden på skulderen, og at vi skal være glade for, at det er lykkedes. Det bliver jeg bare nødt til at sige at jeg synes var for beskedent, for som vi også har kunnet se her i løbet af debatten, er der rigtig mange partier, som har rost DF, og det synes jeg er velfortjent og gjort med rette. Tak for alle kommentarerne. Jeg vil også sige tak til Dansk Folkeparti for at sikre opbakningen til et forslag til vedtagelse, som der er enighed om her i Folketinget. Det er jeg rigtig glad for som minister. Tak.

Tak til ministeren. Der er ingen korte bemærkninger.

Jeg skal dog minde om, at reglen om tiltaleformer også gælder for ministre, sådan at det er hr. og fru og ikke kun navnet ved tiltale af personer i salen.

Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Jeg bliver helt ked af, at ministeren får lidt skældud eller en påtale af formanden, når hun nu har været så fremragende i dag.

Jeg vil gerne sige tak for en rigtig god debat, og tak til de rigtig gode talere, der har været, hvor alle hver især er kommet ind på forskellige elementer. Når det er en af de dage, hvor sådan noget her lykkes i Folketingssalen, gør det en rigtig stolt af at være politiker, og det får også en til at tænke på, hvorfor man gik ind i politik. Jamen det gjorde man, fordi man gerne ville forandre og forbedre tingene, og det er jo derfor, vi er politikere. Somme tider bliver man lidt ked af det, når man hører folks snak om politikere som nogle, der ikke er mennesker, og som ikke interesserer sig, ikke forstår og ikke har empati, men sådan en dag som i dag viser virkelig, at alle ordførere herinde i Folketingssalen, som har stået på den her talerstol, har stor empati for mennesker med handicap, virkelig kan sætte sig ind i deres situation, med hensyn til hvordan det må være at blive diskrimineret på grund af sit handicap, hvordan det må være at blive afvist på en restaurant.

Jeg har selv en søn på 10 år. Han er døv på det ene øre, så når folk siger til ham: Philip, kan du ikke høre? Så siger han: Nej, det kan jeg faktisk ikke, jeg er døv. Han har også lært, at hvis der er nogen, der siger et eller andet til ham, skal han nok svare tilbage i forhold til det. Nogle handicap er også mere synlige end andre handicap, så derfor skal man også huske de usynlige handicap. Det er ikke altid, man kan se dem.

Men jeg vil gerne takke for en rigtig god debat, og tak til alle ordførerne og ikke mindst ministeren for at handle på det her område. Det er dejligt, at ministeren har taget teten og der egentlig sker noget handling. Tak for det.

Tak til ordføreren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen slut.

Afstemning om det i enighed fremsatte forslag vil som nævnt først finde sted torsdag den 23. februar 2016, så vi må håbe, at enigheden holder til den tid.

(Talen er under udarbejdelse)

Mødet er udsat. (Kl. 16:57).