Det næste punkt på dagsordenen er:

21) Forhandling om redegørelse nr. R 7:

Energi-, forsynings- og klimaministerens klimapolitiske redegørelse 2015.

(Anmeldelse 16.12.2015. Redegørelse givet 16.12.2015. Meddelelse om forhandling 16.12.2015).

Sammen med dette punkt foretages:

22) Forespørgsel nr. F 17:

Forespørgsel til energi-, forsynings- og klimaministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens fremtidige klimapolitiske initiativer set i lyset af den klimapolitiske redegørelse?

Af Jens Joel (S), Mikkel Dencker (DF), Thomas Danielsen (V), Maria Reumert Gjerding (EL), Villum Christensen (LA), Christian Poll (ALT), Andreas Steenberg (RV), Pia Olsen Dyhr (SF) og Mette Abildgaard (KF).

(Anmeldelse 26.01.2016. Fremme 28.01.2016).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til den 23. februar 2016.

Den første, jeg giver ordet til for begrundelse, er ordføreren for forespørgerne, hr. Jens Joel, Socialdemokraterne. Velkommen til.

Tak for det. Jeg skal bare ganske kort på vegne af partierne, som også læst op af formanden, sige, at vi synes, det var nærliggende at få en drøftelse i Folketinget af den redegørelse, vi har modtaget fra regeringen, med henblik på også at få kigget på nogle af de fremtidsudfordringer, der er i forhold til energipolitikken.

Det er derfor, vi har stillet forespørgslen i dag, og jeg ser selvfølgelig frem til både ministerens besvarelse og debatten efterfølgende.

Tak for det, og så giver jeg ordet til energi-, forsynings- og klimaministeren til besvarelse. Værsgo.

Tak for det, formand. Før jul blev klimapolitisk redegørelse for 2015 fremlagt for Folketinget, og energi- og klimafremskrivningen for 2015, også kaldet basisfremskrivningen, blev udgivet. Samtidig havde vi i Folketinget en længere debat om målene for den danske klimapolitik.

Kort forinden lykkedes det alle verdens lande at blive enige om en global klimaaftale ved COP21 i Paris. Det var et historisk øjeblik, og Parisaftalen er et vendepunkt for den globale omstilling til lavemission. Den viser et markant skift i den internationale klimaindsats fra handling fra de få til handling fra mange.

Aftalen forpligter alle verdens lande til at udarbejde nationale planer for at reducere deres udledninger. 187 lande har allerede fremlagt deres nationale klimaplaner. De dækker over 95 pct. af verdens udledninger. Til sammenligning dækker Kyotoprotokollen under 15 pct. Aftalen er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men vi er ikke i mål. I de kommende år skal aftalen implementeres, og det globale ambitionsniveau skal øges.

Vi afsluttede således 2015 med et massivt fokus på klimapolitik både nationalt og internationalt, og budskaberne fra klimapolitisk redegørelse 2015 druknede måske lidt blandt de mange andre klimapolitiske udmeldinger. Jeg er derfor glad for at få denne lejlighed til at drøfte klimapolitisk redegørelse 2015 med Folketinget.

Inden jeg kommer nærmere ind på de vigtigste budskaber i redegørelsen, er der nogle forhold vedrørende netop denne redegørelse, som er værd at være opmærksom på.

Redegørelsen er nemlig en smule atypisk i forhold til de klimapolitiske redegørelser, der vil komme fremadrettet. Det følger af klimaloven, at der skal udarbejdes en årlig klimapolitisk redegørelse. Redegørelsen for 2015 er således den første lovpligtige klimapolitiske redegørelse. Ifølge klimaloven skal redegørelsen forholde sig til Klimarådets anbefalinger i den årlige klimapolitiske redegørelse.

Da 2015 har været et opstartsår for Klimarådet, kom den første udgivelse fra Klimarådet først i slutningen af november. Da den klimapolitiske redegørelse skal igennem både tværministeriel koordination og regeringsprocedurer, før den kan forelægges Folketinget, var det derfor rent tidsmæssigt ikke muligt at tage højde for Klimarådets anbefalinger i dette års klimapolitiske redegørelse.

Fra 2016 og frem bliver det således, at Klimarådet fremlægger sine anbefalinger til regeringen i juni, mens redegørelsen med regeringens stillingtagen til anbefalingerne vil blive fremlagt for Folketinget i november.

Et andet element, jeg vil fremhæve, er, at klimapolitisk redegørelse 2015 bygger på tal fra basisfremskrivningen fra 2014. Energistyrelsen udarbejder årligt den danske basisfremskrivning. Basisfremskrivningen for 2015 lå først færdig den 16. december 2015, og ligesom med Klimarådets anbefalinger var det derfor ikke muligt at indarbejde resultaterne fra denne i klimapolitisk redegørelse 2015, selv om det havde været oplagt.

Samlet set kan man således sige, at 2015 har været et opstartsår. Fremadrettet vil der komme en mere fornuftig kadence, hvor der er bedre sammenhæng mellem udgivelsen af henholdsvis Klimarådets anbefalinger, klimapolitisk redegørelse og den årlige basisfremskrivning.

Med disse ord vil jeg bevæge mig videre ind til budskaberne i den klimapolitiske redegørelse.

Med klimapolitisk redegørelse 2015 sættes rammerne for den danske klimapolitik og de internationale klimaforpligtigelser, som Danmark skal opfylde fremadrettet. Det bliver dermed tydeliggjort, at det er de langsigtede løsninger og de internationale forpligtigelser, som vi har i sigtekornet.

Det vigtigste budskab i redegørelsen er, at Danmark har opfyldt sine historiske klimaforpligtigelser, og at forventningen er, at dette ligeledes vil gøre sig gældende i forhold til de ambitiøse klimamål, som Danmark skal opfylde frem mod 2020. Faktisk forventer vi at overopfylde vores EU mål.

For så vidt angår reduktion af drivhusgasudledningen i de ikkekvotebelagte sektorer har Danmark sammen med Luxembourg og Irland påtaget sig det højeste reduktionsmål på 20 pct. i 2020 i forhold til 2005. Ifølge den seneste basisfremskrivning forventes Danmarks mål overopfyldt i perioden 2013-2020.

Også Danmarks mål for udbygningen med vedvarende energi i 2020 forventes overopfyldt. Her er vi pålagt at øge den vedvarende energis andel af det endelige energiforbrug til 30 pct. i 2020, men ifølge basisfremskrivningen ventes andelen øget til ca. 40 pct.

Ifølge den seneste basisfremskrivning forventes Danmark i 2020 at have reduceret den samlede drivhusgasudledning med 40 pct. i 2020 i forhold til 1990. Vi er således blandt de førende lande i verden og i EU, når det gælder om at nedbringe drivhusgasudledningen og omstille til vedvarende energi.

Et andet vigtigt budskab i den klimapolitiske redegørelse 2015 er, at Danmark forventes at skulle opfylde nogle ambitiøse klimamål på den længere bane, i første omgang frem mod 2030, hvor Danmark skal opfylde de forpligtigelser, der følger af EU's målsætning om at reducere EU's samlede drivhusgasudledning med 40 pct. i 2030.

Danmark har tradition for at arbejde for at sikre et højt ambitionsniveau på klimaområdet i EU, hvor vi samtidig påtager os vores del af ansvaret. Den tradition vil regeringen fortsætte.

Derfor yder Danmark et markant bidrag til klimaindsatsen inden for EU's fælles kvotehandelssystem, der dækker energisektoren og industrien. Danmark løfter hertil ambitiøse reduktionsindsatser inden for de såkaldte ikkekvoteomfattede sektorer, der populært sagt omfatter de tre b'er: bønder, biler og bygninger.

Forventningen er, at Danmark igen i perioden fra 2021-2030 skal påtage sig et højt reduktionsmål i ikkekvotesektoren. Det skyldes, at indsatsfordelingen mellem medlemslandene i høj grad skal baseres på BNP pr. indbygger. Som et af de rigeste lande i EU må Danmark derfor forvente at skulle påtage sig et højt reduktionsmål.

Der skal dog ske en justering, således at lande, der har relativt høje omkostninger forbundet med at reducere deres udledninger, får mindsket deres mål, mens lande med relativt set mindre omkostninger får øget deres mål. Denne justering har været en vigtig prioritet for Danmark i forhandlingerne i EU, men vi ved endnu ikke, i hvilken grad denne justering vil påvirke Danmarks reduktionsmål.

Europa-Kommissionen forventes at komme med et forslag denne sommer til, hvor meget de forskellige EU-lande skal reducere udledningerne i de ikke kvoteomfattede sektorer i 2030. Parallelt hermed kommer Kommissionen med et udspil til, hvordan udledninger og optag af CO 2 fra jorde og skove kan integreres i EU's klimaregulering. Når Europa-Kommissionen har fremlagt forslagene, skal de efterfølgende forhandles på plads i EU.

Vi forventer, at Kommissionens udspil vil give et fingerpeg om, hvordan de fremtidige klimapolitiske rammer vil se ud, og regeringen vil selvfølgelig følge med for at præge dette resultat, så der tages størst muligt hensyn til Danmarks interesser. Men det er vigtigt at understrege, at vi må forvente, at der vil gå nogen tid endnu, før vi har den endelige aftale om lovgivningen på plads i EU.

Der er en lang række forhold i den kommende EU-lovgivning, som får stor betydning for, hvordan vi skal tilrettelægge vores klimaindsats i de ikke kvotebelagte sektorer fra 2021 og frem til 2030.

For det første kender vi først Danmarks reduktionsmål for ikkekvotesektoren, når lovgivningen er forhandlet på plads i EU.

For det andet vil EU-lovgivningen indeholde en række elementer, der forventes at kunne bidrage til en mere omkostningseffektiv indfrielse af reduktionsmålet for de ikkekvotebelagte sektorer. Det består bl.a. i, at de allerede eksisterende muligheder for at købe andre medlemslandes udledningsrettigheder skal forbedres.

Derudover vil lovgivningen indeholde en ny fleksibilitetsmekanisme. Den skal bidrag til, at lande med store udfordringer i ikkekvotesektoren i begrænset omfang kan anvende kvoter fra EU's kvotehandelssystem til at opfylde målet for de ikke kvotebelagte sektorer.

Disse elementer er vigtige at få endelig klarlagt, før vi dykker ned i en mere konkret stillingtagen til, hvordan vi i Danmark tilrettelægger den mest hensigtsmæssige og omkostningseffektive klimaindsats frem mod 2030.

Det er nemlig en høj prioritet for regeringen, at vi sikrer, at den fremtidige klimaindsats indrettes under hensyn til vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne.

Det er ingen hemmelighed, at det kan blive en udfordring at indfri et forventelig højt 2030-mål for de ikkekvoteomfattede sektorer, og at udfordringen potentielt kan blive særlig stor for dansk landbrug og transportsektoren.

Derfor har vi nu først og fremmest fokus på at præge den kommende EU-lovgivning, så vi kan sikre, at der bliver taget mest muligt hensyn til Danmarks særlig udfordring i de ikkekvotebelagte sektorer.

Den kommende energikommission vil ud over at skulle komme med anbefalinger til tilrettelæggelsen af den overordnede energipolitik efter 2020 også skulle se på omkostningseffektive løsninger for håndtering af de internationale klimaforpligtigelser efter 2020.

Når vi ved mere om rammerne i EU, kan vi begynde at se nærmere på, hvordan vi tilrettelægger vores klimapolitik fra 2021 til 2030. Vi skal dog være bevidste om, at der stadig er nogen vej endnu, før vi har en endelig aftale om lovgivningen i EU.

Men den gode nyhed er, at netop fordi vi ser ud til at kunne opfylde vores klimamål i 2020 uden at skulle iværksætte ekstra tiltag, har vi nu tiden til at tænke os om og gøre vores forarbejde ordentligt.

Hvis vi gør det, er jeg fuld af fortrøstning til, at vi får løst udfordringerne og på samme tid lykkes med at opfylde vores internationale forpligtigelser og samtidig sikrer vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Herefter giver jeg ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Jens Joel, Socialdemokraterne.

Tak for det. Tak til ministeren for besvarelsen af forespørgslen. Der er mildest talt nok at tage fat på.

Regeringens redegørelse viser jo, at vi står foran ganske betydelige udfordringer. Det er sådan set også nogle udfordringer, som, hvis de håndteres rigtigt, kan give os nogle muligheder for at skabe nogle grønne jobs for at sikre nogle af de danske styrkepositioner. Og det er vel det, vi ligesom skal have diskuteret i dag, altså hvordan vi sikrer sammenhængen mellem høje ambitioner på det grønne område og det, at vi også får høstet de indtægter fra eksport og i form af arbejdspladser, som det kan give.

Nu har vi lige været i Paris før jul, og jeg er nødt til at sige, at det ikke var opløftende at gå rundt som en del af en delegation fra et land, der lige havde sat sin sine klimaambitioner ned.

I en situation, hvor alle andre satte dem op, og hvor Obama og resten af verden sagde, at nu skal vi gå sammen om at beslutte os for en ambitiøs klimaaftale, kom vi så fra dansk side og sagde: Vi sætter faktisk ambitionerne ned.

Nuvel, det endte lige efter Paris med, at vi fik en opgørelse, der viste, at vi alligevel ville ramme målet, men det var jo så at sige ikke med vilje.

Jeg synes, at når jeg dykker ned i den her redegørelse og i ministerens besvarelse, kan jeg se nogle ting, som undrer mig lidt. F.eks. synes jeg, at ministeren siger meget klart, at vi får nogle udfordringer i ikke mindst de ikkekvotebelagte sektorer.

Som der står i redegørelsen, vil vi få et reduktionskrav – altså et krav i de EU-beslutninger, der allerede er truffet – der vil udmønte sig i et krav i den høje ende for så vidt angår ikkekvotesektoren. Og det er særlig transport og landbrug, som ministeren sagde.

Samtidig fornemmer man jo, at det forarbejde, som ministeren sagde vi har god tid til, også går meget, meget langsomt i gang, vil jeg sige. Altså, jeg har ikke hørt noget om forarbejdet. Jeg tror ikke rigtig, vi er i gang endnu, og jeg kunne godt tænke mig at rejse den bekymring, at det måske faktisk bliver dyrere at løse vores udfordringer i 2030 på henholdsvis transportområdet og landbrugsområdet, hvis man venter til 2020 med at tage fat på udfordringen.

Det er jo derfor, vi har udfordret regeringen ved at sige: Det er fair nok, at I ikke ved, præcis hvordan reguleringen fra EU bliver, og at man derfor ikke kan slå de sidste søm i. Men når vi alle sammen ved, at det er en stor omstilling, der skal i gang, så tror jeg faktisk ikke nødvendigvis, det er en fordel.

Når regeringen går så meget op i omkostningseffektiviteten, tror jeg ikke, det bliver billigere af, at man venter 4 år med at gå i gang. Jeg tror sådan set heller ikke, de erhverv, hvad enten det er i landbrugssektoren eller transportsektoren, har bedre af, at vi lukker øjnene og gør ingenting de næste 4 år for så at vågne op og sige: Nu har vi rigtig travlt.

Derfor skal vores opfordring fra Socialdemokratiets side til regeringen jo være: Lad os nu tage fat på diskussionerne om det her. Som ministeren siger, når vi vores mål i 2020, så det kan jo godt være, at det ikke er i 2018 og 2020, der skal stilles nye krav. Men lad os da blive enige om, hvad det er for nogle krav, vi skal have i 2020, så vi kan komme i gang med at omstille, så det bliver billigere for alle.

Den diskussion vil vi meget gerne ind i med regeringen, men den er jo fraværende, al den stund at regeringen faktisk bare snakker så lidt om klima som overhovedet muligt.

Jeg vil sige, at det formodentlig også kommer til at få nogle negative konsekvenser for vores eksport og vores grønne arbejdspladser, hvis ikke man er sikker på, at vi mener det alvorligt.

Vi er i den lykkelige situation, at vi tjener rigtig mange penge på den grønne teknologi, og at vi er de bedste i verden til at udnytte det her. Det har været lidt ærgerligt at se, at der er nogle virksomheder, som så at sige har sagt: Hvis det her er en slingrekurs, hvis det her er et udtryk for, at man ikke er sikker på, at man mener det, så bliver vi lidt usikre på vores investeringer, og så trækker vi dem måske andet sted hen.

Derfor synes jeg, at regeringen både skal holde fast i den brede enighed, vi har, om energipolitikken – det hører jeg også at man gør – men også, at man oven på det skal sige: Hvordan sikrer vi så, at klimadelen kommer med? Altså det, som ministeren her har gjort rede for; de udfordringer, vi ved at vi får efter 2020.

Jeg synes, der er nogle uklarheder – hvis jeg må blive en lille smule mere tekstnær. Der står på side 14 i redegørelsen, og ministeren var også lidt inde på det, at Danmark forventes at blive forpligtet til at opfylde reduktionsmål i den høje ende – det har jeg nævnt – og frem mod 2020 forventes drivhusgasudledningerne fra landbrug og transport at udgøre en stigende andel. Og så står der, at det kan blive vanskeligt at opfylde et potentielt højt reduktionsmål for disse udledninger alene gennem nationale tiltag og uden høje omkostninger.

Jeg kunne godt tænke mig, at ministeren i næste runde måske kunne løfte lidt af sløret for, hvad man egentlig forestiller sig der. Altså, er det, fordi regeringen mener, at vi skal gøre udbredt brug af klimakreditter, eller hvordan er det? Det er i hvert fald ikke en løsning, som vi efter 2020 kan gøre brug af på samme måde, som vi har kunnet indtil nu. Derfor frygter jeg lidt, at man skubber problemet foran sig.

Så for at summere op: Vi glæder os over, at Danmark stadig væk er i den grønne førertrøje. Vi konstaterer også bare, at i Paris fik vi et stort marked for alle de dygtige grønne virksomheder, men vi fik også mange flere konkurrenter.

Efter Paris står det klart for resten af verdens lande, at der er penge at tjene ved at satse grønt og udvikle de her teknologier, og vi er muligvis i førerpositionen og i den grønne førertrøje lige nu. Men hvis vi står stille de næste 4-5 år, er der nogle andre, der kommer til at løbe med det. Så er der nogle andre, der overhaler os, og så er det dem, der kommer til at skaffe arbejdspladserne og eksportindtægterne fra den grønne teknologi.

Så vi synes, regeringen skal komme i arbejdstøjet, tage fat på nogle af de udfordringer. Vi anerkender, de er svære, men lad os da diskutere de svære ting. For det der med at vente til 2020, når der kommer et højt krav fra EU, som alle er enige om der kommer, og så tage fat på, hvad man skal gøre på transport- og landbrugsområdet, tror jeg hverken det bliver billigere på landbrugs- eller transportområdet af eller at nogen andre bliver lykkeligere af.

Så lad os få en snak om, hvordan vi kommer i gang, og lad os så lave en indfasning, som er så lang, at de faktisk også har en chance for at omstille sig og indstille sig på det. Det vil være vores opfordring forud for debatten i dag.

Mange tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti.

Jeg vil indlede med at takke ministeren for redegørelsen, som blev oversendt her i slutningen af sidste år. Det er en redegørelse, som jeg har læst med stor interesse. Den redegør jo både for regeringens egen politik her på området, men forklarer også mere nøgternt om, hvad status er på de forskellige målsætninger, som Danmark har, både i forhold til internationale forpligtelser, men også hvad man har besluttet af egne målsætninger her i Danmark.

Jeg vil sige, at Dansk Folkeparti er glade for, at vi er i mål med vores målopfyldelse, hvad angår de internationale forpligtelser, som vi har med klimagasudledning, som vi har lovet udenlandske parter at reducere. Vi konstaterer, at den målsætning er opfyldt, og det er i sig selv glædeligt.

Vi kan så også læse ud af redegørelsen, at der er en vis overopfyldelse af den her målsætning. I Dansk Folkeparti har vi jo gennem mange år advaret om, at Danmarks energi- og klimapolitik var unødvendig dyr, at vi gik meget enegang og gik meget hurtigt ud ad en vej, som ikke så mange andre lande bevægede sig på.

Det har påført os selv et stort samfundsøkonomisk tab, et tab af konkurrenceevne og arbejdspladser over for udlandet, fordi vi er gået enegang. Så længe vedvarende energi er dyr og dyrere end den konventionelle energi, synes vi, at vi skal holde igen og nøjes med at opfylde de målsætninger, som vi har forpligtet os til og har sat os, og ikke bevæge os ud i overopfyldelse af de her forpligtelser.

Når vi i Dansk Folkeparti ser på energi -og klimapolitikken, siger vi, at selvfølgelig skal man overholde vores forpligtelser, men man skal gøre det billigst muligt. Man skal sørge for at tænke sig rigtig grundigt om, inden man tager beslutninger om, hvordan vi skal håndtere vores energi- og klimapolitik.

Så en overskrift, som er vigtig for os, er, at vores energi- og klimapolitik skal være omkostningseffektiv. Den skal tilrettelægges på en måde, så den giver vækst, og så den giver arbejdspladser og ikke gør det modsatte.

For det er jo nemt nok at skabe arbejdspladser inden for den grønne industri, hvis man subsidierer i høj nok grad, eller hvis man ved lov fastslår, at landets borgere og virksomheder skal købe de produkter, som man producerer i den grønne industri.

Så skaber man nogle arbejdspladser i den grønne industri, men man taber sandelig også mange arbejdspladser blandt virksomheder, som får forringet deres konkurrenceevne over for udlandet. Så vi skal passe rigtig godt på med, hvad vi tager af beslutninger på det her område.

Det er vigtigt for os, som jeg sagde, at vores energi- og klimapolitik netop skal give vækst og give arbejdspladser og ikke det modsatte.

Så vil jeg også gerne minde om, at jeg tror, den bedste energipolitik, vi kan føre, og den bedste klimapolitik, vi kan føre, ikke nødvendigvis er, at vi skal udskifte hele vores produktionsapparat, altså at hele vores energiproduktionskapacitet skal omstilles fra fossil energi til grøn energi hurtigst muligt.

Jeg tror faktisk, den billigste måde at nedbringe CO 2 -udledningen på – og det ved jeg at der er rigtig mange her i Folketinget der interesserer sig for – er at lade være med at bruge så meget energi. Det er ved energibesparelser. Det er også noget, der er sund samfundsøkonomi i, i og med at borgere og virksomheder med garanti kan finde bedre måder at bruge deres penge på end at betale for meget for energien. Så jeg tror, vi kan spare meget samfundsøkonomisk, men også på CO 2 -udledningen, hvis vi bliver bedre til at spare på energien. Det er en billigere vej at gå ad end at udskifte hele produktionsapparatet.

Det sidste, jeg vil tage fat i her, inden min tid udløber, er, at vi skal blive bedre til at bruge den grønne energi, som vi allerede producerer.

Vi må konstatere, at vi har investeret i et meget stort grønt produktionsapparat, især vindmøller. Det har Dansk Folkeparti jo ikke altid været voldsomt tilhænger af at vi skulle gøre så hurtigt. Men vi konstaterer, at det er gjort, og at kapaciteten nu er der. Så skal vi bare blive bedre til at udnytte den nu, hvor produktionen er der.

Det er desværre et faktum, at meget af vores elproduktion produceres på skæve tidspunkter, hvor efterspørgslen ikke er der, og så kommer vi til at skulle eksportere noget subsidieret energi til udlandet til meget lave priser. Det er der ikke meget mening i. Så vi skal blive bedre til at bruge vores energi, som vi subsidierer. Vi skal bruge den bedst muligt.

Det er vores indspark i den energi- og klimapolitiske debat, nemlig at vi skal fokusere på energibesparelser og på at bruge den energi, vi allerede har. Med de ord vil jeg takke for ordet.

Tak til ordføreren. Der er tre med korte bemærkninger, og den første er hr. Jens Joel fra Socialdemokraterne.

Tak for det. Som jeg nævnte i ordførertalen, handler det her jo også om arbejdspladser, og det tror jeg at Dansk Folkepartis ordfører er enig med mig i. Der er faktisk også rigtig mange arbejdspladser i den grønne sektor, hvor der ikke bare er en uddannelsesmæssig spredning, så der både er ingeniører, 3F'ere og metalarbejdere, men hvor der også er en geografisk spredning, sådan at nogle af de grønne arbejdspladser, vi kan oprette, f.eks. kan være i et område som Holstebro, som godt kunne bruge 1.000 ekstra arbejdspladser. Og i den forbindelse er mit helt konkrete spørgsmål, om Dansk Folkeparti støtter det iblandingskrav, som kunne give de 1.000 arbejdspladser i området omkring Måbjergværket ved Holstebro.

Hr. Mikkel Dencker.

Jeg kender godt ønsket fra mange sider om, at man skal skabe en efterspørgsel på produkter fra Måbjerg ved at lave et iblandingskrav. Men det svarer jo lidt til at sige, at vi kan skaffe en masse arbejdspladser i bagerbranchen, hvis vi siger, at alle folk skal købe deres brød hos bageren i stedet for i supermarkedet.

Der er et EU-krav om en vis mængde vedvarende energi i transportsektoren om nogle år, og der ser vi da Måbjergværket og iblandingskravet som et godt bud på, hvordan man kunne opfylde det her VE-krav, som man vil møde om 4 år. Men som jeg sagde, er Dansk Folkepartis fokus også, at vi gør det så omkostningseffektivt som muligt, og hvis der derfor er andre løsninger, som er bedre end Måbjergværket, og som giver en bedre samfundsøkonomi, eller som måske giver flere arbejdspladser, så vil vi også gerne se på det. Vi har ikke lagt os fast på, om det er Måbjerg, vi synes det skal være, men en eller anden måde skal man jo løse det på i forhold til det her VE-krav , og der er Måbjerg et rigtig godt bud.

Hr. Jens Joel.

Jo, jo, men det er jo ikke nyt, og så er det heller ikke bagerbrød, vi snakker om. Vi snakker om den her redegørelse, som vi alle sammen lige har læst, og som siger, at vi skal gøre noget i transportsektoren, og her kan vi konkret gøre noget, som ovenikøbet vil give en masse arbejdspladser i Vestjylland til nogle ufaglærte og nogle faglærte, til nogle dygtige folk derovre, der har fået en god idé. Og jeg synes da bare, at det er væsentligt at høre, om de kan regne med Dansk Folkeparti dér. Eller vil Dansk Folkeparti hellere have en billig løsning fra i går end at skabe morgendagens arbejdspladser?

Hr. Mikkel Dencker.

Dansk Folkeparti vil have den bedste løsning, og hvis Måbjerg er den bedste løsning, er det den, vi gerne vil have. Som jeg også sagde i mit ordførerindlæg, er vi bevidste om, at vi har nogle forpligtelser, vi skal leve op til, og en af dem er kravet om 10 pct. vedvarende energi i transportsektoren i 2020. Det skal vi finde en løsning på, og der spiller Måbjerg ind som en løsning – det anerkender vi – og det kan også kaste nogle arbejdspladser af sig. Men vi tager den bedste løsning, og hvis der findes noget bedre, ser vi på det.

Så er det fru Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten.

Mange tak for det. Jeg vil gerne spørge ordføreren, om ordføreren anerkender, at det, at vi har været et globalt grønt foregangsland, har skabt tusindvis af grønne arbejdspladser i Danmark, og at det, at vi i en tidlig fase, for rigtig mange år siden, har turdet satse målrettet på vindenergi, har gjort, at vi så mange år efter – vi taler årtier – stadig væk har en global førerposition inden for f.eks. havvindmøller. Er det et billede, som ordføreren kan nikke til, altså at det faktisk er det, der er sket?

Hr. Mikkel Dencker.

Jeg vil jo ikke benægte fakta. Og det er et faktum, at vi har en stor grøn industri, at den har skabt rigtig mange arbejdspladser, og at den har skabt meget eksport, og det er jo godt, at det er forløbet på den måde. Men som jeg også har sagt, skal vi passe på, at det sker omkostningseffektivt, når vi fører energi- og klimapolitik, og det er da ikke sikkert, at den politik, vi har ført, har været den optimale. Det er rigtigt, at den har kastet en masse arbejdspladser og en masse eksport af sig, og det er jo isoleret set positivt; det anerkender jeg fuldt ud. Men som jeg også sagde i mit ordførerindlæg – eller også var det til hr. Jens Joel – er det jo ikke den store kunst at skabe arbejdspladser, hvis blot man vedtager en lov om, at folk skal købe produkterne fra en bestemt industri, eller hvis man beslutter, at man vil støtte en bestemt industri med en masse penge. For så kommer der arbejdspladser der, og det er jo så det, der er sket her. Men vi glæder os da over, at folk har været i arbejde i alle de år, og at de fortsat vil være det, og vi glæder os over den eksport, der har været.

Fru Maria Reumert Gjerding.

Er ordføreren så ikke enig med mig i, at der også kan være et meget stort potentiale for arbejdspladser i de sektorer, som hele verden lige nu står over for at skulle omstille, og det handler om transport, og det handler om landbrug? For der er jo ikke nogen, der kan køre på frihjul her på den lange bane, for alle har tilsluttet sig et globalt mål, så alle skal i gang. Så hvis vi også inden for de sektorer formår at være et globalt foregangsland og formår at udvikle de løsninger, som vi ved hele verden vil efterspørge, er der så ikke også rigtig mange arbejdspladser at hente her?

Hr. Mikkel Dencker.

Det er givet, at der med den klimaaftale, der er besluttet i Paris for at et par måneder siden, er skabt en større global efterspørgsel på grøn teknologi. Det ville alt andet lige også undre mig, hvis det var det modsatte. Så der er der en stor eksportmulighed for danske virksomheder.

Tak. Så er det hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Tak. Jeg kunne høre, at ordføreren var bekymret over tab af konkurrenceevne. Jeg går ud fra, at det er energipriser, som ordføreren tænkte på. Jeg vil godt spørge, om ordføreren er bekendt med, at det, som statistikken viser, er, at vi sådan set i Danmark har lavere energiomkostninger for industrien end i andre EU-lande. Det fremgår klart af nogle svar, som ministeren har givet mig i oktober måned sidste år. Det har endda været så markant, at ministeren har måttet ændre sin retorik om energipriserne i Danmark. Jeg vil godt høre, om ordføreren er bekendt med, at vi faktisk ligger i den lave ende og dermed har en bedre konkurrenceevne end andre EU-lande, når man ser på elpriser inklusive PSO-afgifter og ser på det hele, som industrien betaler for sin energiforsyning i Danmark.

Hr. Mikkel Dencker.

Det er rigtigt, at der er visse brancher, som er fritaget for at betale den fulde elafgift. Det har Dansk Folkeparti selv været med til at vedtage og forhandle igennem i visse aftaler, men det er jo ikke det generelle billede. Der er stadig væk masser af sektorer og også husholdninger, som betaler en meget, meget høj forbrugerpris på el, og det gør jo, at man ikke kan bruge pengene på noget andet. Den enkelte husholdning ville sikkert også opleve et højere velstandsniveau, hvis elprisen var noget lavere, for så kunne man bruge pengene på noget, der var sjovere end at betale en høj elregning. Det samme gør sig jo gældende for de dele af erhvervslivet, som ikke er fritaget for de her afgifter. De oplever, at det er dyrere for dem at købe el, og at det forringer deres konkurrenceevne.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Det forbedrer så deres konkurrenceevne, hvis de er gode til at holde deres energiforbrug nede.

Jeg hørte, at ordføreren er bekymret over eksporten af el til en lav pris. Jeg er sådan set helt enig med ordføreren i, at vi skal have fundet nogle løsninger. Jeg vil godt høre, om ordføreren så ikke synes, det er betænkeligt, at i den finanslov, som Dansk Folkeparti var med i, skar man de store varmepumper væk, og man reducerede udgifterne til forskning og udvikling til det halve af, hvad de har været tidligere. Er det ikke noget, der trækker i den forkerte retning, når man skal finde løsninger, der gør, at vi i højere grad får brugt vores strøm i Danmark?

Hr. Mikkel Dencker.

Den øvelse, der blev foretaget i forbindelse med finansloven, var jo, at regeringen efter sin tiltræden har gennemgået energiområdet for forskellige støtteordninger. Det er jo et område, som har fået lov til at vokse vildt og voldsomt under den foregående regering, fordi den havde et ideologisk ønske om, at det her skulle være et stort område. Det er så blevet gået efter i sømmene. Vi er i Dansk Folkeparti faktisk meget godt tilfredse med, at man er gået det efter. Men det er jo ikke de her små tilskuds- og støtteordninger, der på lang sigt skal fremme, at man bruger energien bedre. Det er det lange træk, og det er det, som vi laver lovgivning om her i Folketinget.

Så siger vi tak til hr. Mikkel Dencker. Næste ordfører i rækken er hr. Thomas Danielsen fra Venstre.

Tak for det, formand. Jeg er glad for, at vi i dag har anledning til at debattere og sætte fokus på Danmarks klimapolitik og klimaindsats. Der er meget at diskutere, og vores udgangspunkt i Venstre er, at vores klimapolitik skal basere sig på grøn realisme. Vi skal være ambitiøse, men vi skal frem for alt være realistiske. Danmark er et foregangsland på det grønne område. Det er også en af hovedkonklusionerne i den klimapolitiske redegørelse fra 2015, og det glædede mig at læse redegørelsen, som bekræfter, at det går godt med den danske klimaindsats, og det samme viste den basisfremskrivning, som også for nylig blev offentliggjort. Danmark har opfyldt sine historiske forpligtelser, og det er en klar forventning, at vi med de allerede planlagte klimaindsatser også vil opfylde vores forpligtelser frem mod 2020. Vi forventer endda at overopfylde vores EU-mål, selv om Danmark er et af de lande, som påtager sig det højeste reduktionsmål for drivhusgasudledning i de ikkekvotebelagte sektorer. På samme måde forventer vi også at overopfylde vores mål for udbygning af vedvarende energi.

I Venstre vil vi, at Danmark fortsat skal have en førerposition på det grønne område. Samtidig er vi helt bevidste om, at hvis den grønne omstilling bliver for dyr for staten og for erhvervslivet, vil det skade vores konkurrenceevne, det vil skade vores vækst, og det vil skade vores beskæftigelsesmuligheder. I så fald er der altså ikke nogen i udlandet, der vil finde den danske vej og den danske model for grøn omstilling attraktiv.

Vi er også bevidste om, at klimaudfordringerne er grænseoverskridende. Derfor skal løsningerne naturligvis også findes over grænserne. Hvor meget vi end vil det, hverken kan eller skal Danmark løfte ansvaret alene. I efteråret deltog mange af os i COP21 i Paris. Jeg glæder mig over, at vi fik landet en global klimaaftale, der er mere ambitiøs, end hvad de fleste havde turdet håbe på og forventet og har set før.

Med klimaaftalen blev alle verdens lande enige om at arbejde for at reducere deres udledninger. Det er den vej, vi skal gå. Vi skal sørge for, at alle lande handler for at imødegå klimaudfordringerne, og at vi i et lille land som Danmark ikke forsøger at løfte alle byrderne alene. Med alt dette for øje er vi i gang med at se på, hvordan vi tilrettelægger en klimapolitik frem mod 2030, der er i overensstemmelse med vores mål om at sikre vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne.

Det er klart, at en afgørende del af arbejdet afhænger af, hvordan EU's udspil til byrdefordeling for de ikkekvotebelagte sektorer kommer til at se ud. Når udspillet foreligger, skal vi se nærmere på, hvordan vi opfylder vores 2030-forpligtelser på den bedste måde. I forbindelse med forhandlingerne om EU's fremtidige klimapolitiske rammer vil vi i Venstre naturligvis i det omfang, vi overhovedet har mulighed for det, forsøge at påvirke forhandlingerne, så der tages størst muligt hensyn til Danmarks interesser. På nuværende tidspunkt kender vi endnu ikke EU's klimaindsats i de ikkekvotebelagte sektorer fra 2021 og frem mod 2030, og vi ved endnu ikke, hvordan fordelingen vil komme til at se ud, men det er klart, at det kan blive en udfordring for Danmark, når vi skal opfylde de 2030-mål, som kan forventes at blive meget høje for Danmark. Når vi kender 2030-målene for Danmark, skal vi så i gang med at tilrettelægge en indsats, som er så omkostningseffektiv som overhovedet muligt. Vi skal på den mest hensigtsmæssige måde opfylde de forpligtelser, der pålægges.

Med disse ord tilslutter Venstre sig fuldt ud de konklusioner og analyser, som står i redegørelsen, og vi ser frem til det fortsatte arbejde med at udarbejde en god og fornuftig klimapolitik og klimaindsats for Danmark, der bidrager til at løse klimaudfordringerne, samtidig med at vi sikrer vækst, sikrer udvikling og de danske arbejdspladser.

Der er nogle korte bemærkninger. Den første er fra fru Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten.

Tak for det. Jeg glæder mig meget over, at ordføreren også nævner aftalen i Paris, for der er jo ingen tvivl om, at netop aftalen ved COP21 har ændret det klimapolitiske billede globalt. Vi har aftalt, at vi skal arbejde for at holde den globale temperaturstigning omkring 1½ grad, altså »well below« 2 grader. Det betyder jo, at alle er nødt til at øge ambitionsniveauet. Det gælder alle lande. For lige nu går de globale temperaturstigninger mod 3-4 grader. Så er ordføreren ikke enig med mig i, at vi også har en dansk opgave i at lægge pres på EU og sige, at vi også i EU må øge vores mere langsigtede målsætninger, så vi bliver endnu mere ambitiøse i EU, og at vi også i Danmark vil påtage os en endnu større forpligtelse?

Hr. Thomas Danielsen.

Tak for det. Det glæder mig meget, at Enhedslisten støtter både Venstre og regeringens intention om at lægge pres på resten af EU på det klimapolitiske område, netop fordi Danmark er en meget lille spiller. Danmark har opnået nogle meget store reduktioner. Det betyder ikke, at vi er i mål, og at vi ikke skal gå videre, for selvfølgelig skal vi det, man skal vi opnå noget effektivt, skal vi selvfølgelig få resten af verdens lande til at flytte sig i Danmarks retning. At vi så kan have den positive sidegevinst, at det kan lukke op for nogle eksporteventyr osv., glæder vi os selvfølgelig over. Men jeg er fuldstændig enig med Enhedslistens ordfører på det her område.

Fru Maria Reumert Gjerding.

Vil det sige, at jeg hører Venstres ordfører således, at det er Venstres politik, at nu skal regeringen presse EU, også på 2030-målet, i forhold til at sige at vi har fået en aftale i Paris, og derfor bliver vi nødt til også i EU at skrue endnu mere op for vores mål både i 2030 og på den lange bane?

Hr. Thomas Danielsen.

Jamen både i Venstre og i regeringen håber vi, at resten af Europa vil flytte sig mere i retning af Danmark. Det er afgørende, hvis vi skal opnå nogle resultater. Så ja, vi håber, at resten af Europa vil nærme sig Danmarks ambitionsniveau.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Joel fra Socialdemokraterne.

Tak for det, og tak til Venstres ordfører for talen. Jeg noterer mig jo, at ordføreren også lægger vægt på det her med, at der skal ske noget med de ikkekvotebelagte sektorer, som bl.a. er landbrugs- og transportsektoren. Jeg noterer mig også, at Venstres ordfører siger, at det selvfølgelig skal være noget, som samfundsmæssigt giver bedst mulig gevinst.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren – for jeg synes jo, man måske skulle tænke mere end bare kroner og øre ind i en samfundsmæssig gevinst – om f.eks. de arbejdspladser, som jeg ved hr. Thomas Danielsen kender rigtig godt, og som ligger og venter ude på marken ved Måbjerg, også indgår, sådan at man kan sige, at det godt kan være, at det er en lille smule dyrere, men at der til gengæld er nogle arbejdspladser. Støtter Venstre på den baggrund faktisk iblandingskravet og realiseringen af Måbjergværket?

Hr. Thomas Danielsen.

Tak for det. Måbjergværket har en utrolig stor betydning særlig i det nordvestjyske, men kan også få det i resten af Danmark. Hvis man skal kigge lidt på historikken, er det sådan, at den tidligere regering sådan meget skuffende aldrig fik lavet de samfundsøkonomiske beregninger, som der skulle til for at kunne lave et beslutningsgrundlag for Folketinget. Den nye regering, der nu er kommet til, har så hurtigt sørget for at få sat de her beregninger i gang, og man har derudover sørget for, at de involverede parter, som har interesse i det her område, er blevet involveret i de beregninger. Dem forventer vi så snart at have, sådan at vi har et grundlag at træffe beslutning på.

Jeg har så også noteret mig, at Socialdemokraterne allerede nu, inden vi har fået lavet det her beslutningsgrundlag, er ude at støtte Måbjergprojektet. Det er fint med mig. Jeg kan trække lidt på smilebåndet af, at man kan støtte det nu her, ganske få måneder efter at man har sluppet ansvaret i ministerkontorerne, men det er helt fint med mig. Men nu gør den her regering noget ved sagen og får lavet de konsekvensberegninger, der er nødvendige.

Hr. Jens Joel.

Vi konstaterer jo fuldstændig ligesom regeringen, at det, der venter os i horisonten, er, at vi får reduktionskrav i den høje ende i de ikkekvotebelagte sektorer. Det vil sige, at der skal ske noget. Der er jo ikke nogen, der tror, at hvis vi siger ja til Måbjergværket og så får et krav på kun 35 pct., hov, så har vi overopfyldt kravet med Måbjergværket. Alle ved jo, at det formodentlig bliver en bred palet af ting, vi skal.

Derfor er jeg da glad for, at regeringen laver konsekvensberegninger, men det kommer der jo ikke nogen arbejdspladser ud af i Holstebro. Derfor er mit spørgsmål sådan set ikke, hvem der har gjort hvad hidtil, men bare: Indgår det også som en parameter, så man ikke behøver at vælge den nødvendigvis billigste løsning, men også kan vælge en beslutning om omstilling, som skaber arbejdspladser i Danmark?

Hr. Thomas Danielsen.

Vi har jo inddraget både DTU-MEK og Novozymes og andre interessenter i det her for at få input til, hvad man bør tage hensyn til for at lave de mest præcise og korrekte, retvisende beregninger. Resultatet ser vi så inden længe, og så kan både ordføreren og jeg vurdere, om vi synes, det er grundigt nok. Men uanset om vi laver Måbjergværket eller ej, forventer vi ikke, at vi lever op til de mål, vi bliver pålagt af EU på de ikkekvotebelagte områder. Men vi kender så hverken målet eller beregningsgrundlaget for at komme derhen, eller hvad der kan være af virkemidler og håndtag. Så det er lidt vanskeligt at svare meget mere præcist på ordførerens spørgsmål.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Tak. Jeg synes, der går lidt for meget snak i, hvordan det skal være i 2030, når jeg lytter til ordføreren.

Med hensyn til det sidste her om, hvordan vi får mere vedvarende energi i transportsektoren, synes jeg, det er lidt skuffende at opleve, at regeringen tilsyneladende ikke har tænkt sig at gøre noget før i 2017, når man kender EU's krav til 2030. Altså, vi står over for, at vi skal have 10 pct. vedvarende energi i transportsektoren i 2020, og der vil regeringen altså vente til 2017 med at finde ud af, hvordan man vil håndtere det. Det synes jeg er alt for fodslæbende.

Jeg vil godt høre ordføreren, om ikke han kan se nogle positive aspekter i, at vi formåede at bruge vores vindkraft lidt bedre i Danmark, i stedet for at ca. en fjerdedel af vores vindmøllestrøm i perioder bliver eksporteret til en for lav pris – om ikke der vil være nogle virkemidler i Danmark her og nu, som vi kunne iværksætte for at få mere strøm i transportsektoren.

Thomas Danielsen.

Jo, vi ser bestemt et større potentiale for en bedre udnyttelse af el videre bredt ud. Det er også derfor, at jeg ser meget frem til den tilskuds- og afgiftsanalyse, som der er blevet ventet på længe, men som ministeren har lovet han vil fremlægge så meget af, han kan, snarest muligt, hvorefter vi så kan have en kvalificeret drøftelse af, hvad vi kan gøre, og hvad vi kan tage af initiativer. Men det her bliver en meget stor diskussion og drøftelse, og man kan ikke blot tale om vedvarende energi til transportsektoren alene. Det bliver en meget stor drøftelse om hele den overordnede energi- og afgiftsstruktur, vi har i Danmark, for vi har jo, man kan sige den lidt negative realitet, at vi har fået dannet os sådan et afhængighedsforhold af de mange afgifter, vi får ind på energiområdet, hvorfor den her omstilling ikke bare er noget, vi gør med et fingerknips. Når vi får 40-50 mia. kr. om året ind på energiafgifter, finansierer det jo ikke alene den grønne omstilling, så er vi altså også inde og tale om mange andre områder inden for vores kernevelfærd. Derfor bliver det ikke blot lige til en diskussion om, om man synes, det er en god idé med mere vind i transportsektoren f.eks.; det niveau kan man simpelt hen ikke holde den på.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Jeg ser meget frem til den debat, for det kunne være, at den kunne vise, at der altså ikke er råd til skattelettelser, samtidig med at man skal lave den her omstilling af afgifterne. Det bliver en spændende proces.

Jeg kunne høre, at ordføreren ligesom hæftede sig ved, at Danmark er en lille spiller, når man skal løse hele klodens problemer, men jeg synes, vi skal have fokus på, at Danmark er en stor spiller med hensyn til at levere nogle løsninger. Det, som vi har opnået på vindmøllesiden, er jo det eksporteventyr, som vi skal have til at forplante sig til andre emner, f.eks. eksport af dansk energiteknologi – hvordan man styrer hele systemet. Jeg vil godt høre, om ikke ordføreren kan se de perspektiver.

Hr. Thomas Danielsen.

Jo, jeg er sådan set meget enig med ordføreren. Derfor har det jo sådan set også været skiftende regeringers strategi at understøtte erhvervsfremstød på energiteknologi i hele verden, og vi har utrolig gode erfaringer med det. Og det glæder mig jo kun, at den nuværende regering med ministeren i spidsen fortsætter det store arbejde, hvor man senest har været nede og levere nogle fantastiske og fremragende resultater i Kina. Det er klart, at det selvfølgelig er noget, der skal fortsætte, for det er jo netop det, som kan være med til både at lave en god samfundsøkonomisk case for Danmark, samtidig med at vi kan være med til at understøtte en grøn omstilling på en hensigtsmæssig måde, som ikke er sådan en forbudsstrategi, men en strategi, hvor man energieffektiviserer, og det er den rigtige vej at gå.

Tak til hr. Thomas Danielsen fra Venstre. Og så byder vi velkommen til fru Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten som næste ordfører.

Tak for det. COP21 har på mange måder ændret det klimapolitiske billede i hele verden, fordi alle verdens lande har tilsluttet sig en forpligtelse om at holde den globale temperaturstigning betydelig under de 2 grader. Problemet er så, at lige nu går den globale temperaturstigning med raske skridt mod de 3-4 grader. Der skal altså ske noget.

Der skal ske noget i hele verden, og det skal gå rigtig stærkt. Det er i virkeligheden rigtig, rigtig godt nyt for Danmark, fordi vi gennem mange år har opbygget en global førerposition inden for energisektoren. Vi har formået at vise, at det faktisk kan lade sig gøre at nå rigtig, rigtig langt med omstillingen til vedvarende energi.

Danmarks påvirkning af, hvad der kan ske ude i verden, skal man ikke undervurdere. Hvis vi kan demonstrere over for andre lande, over for organisationer, over for regeringer, at det faktisk kan lade sig gøre at fastholde og drive et velfærdssamfund, samtidig med at vi har omstillet os til klimaneutralitet, til et samfund, der ikke udleder CO 2 , så er vi et godt eksempel, et eksempel til efterfølgelse, og eksemplets magt er stor.

Skal vi nå det, skal vi meget videre end dér, hvor vi er i dag. Vi bliver nødt til at kigge frem mod 2030, og vi bliver nødt til at kigge på de sektorer, som indtil videre ikke har leveret det store, når det handler om drivhusgasreduktioner. Vi bliver med andre ord nødt til at tage fat om transport og landbrug.

Her synes jeg at tonen i redegørelsen er en lille smule ærgerlig, for det virker, som om man for alt i verden vil undgå, at der skal ske noget i de sektorer. Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at vi her i Folketinget anerkender det kæmpestore potentiale og de kæmpestore muligheder, der ligger i også på landbrugsområdet og også på transportområdet at kunne blive dem, der viser resten af verden, at det faktisk kan lade sig gøre.

Jeg tror, at hvis vi løfter blikket og kigger frem mod 2030 og mod 2040, som det jo giver mening at gøre, når man taler om klimapolitik, så vil vi her se, at vi bliver nødt til at tage fat på nogle mere grundlæggende ting omkring både landbrug og transport. Så skal vi videre end låg på gylletanke, og så skal vi videre end et mål om 10 pct. vedvarende energi i tanken.

Vi skal begynde at tegne konturerne af et transportsystem og en transportsektor og en landbrugssektor, som slet ikke udleder CO 2 , altså de store hjul – ikke bare febrilsk justere på de eksisterende knapper, men simpelt hen se på, hvordan det her skal hænge sammen på den lange bane.

Regeringen er i redegørelsen meget glad for det, vi har leveret i Danmark. Der er grund til at være glad for rigtig mange ting, men der er også to meget væsentlige aspekter, som redegørelsen desværre forbigår.

Det ene er, at mens CO 2 -udledningen jo falder i Vesten, stiger den i et land som Kina. Og det hænger jo bl.a. sammen med, at rigtig mange af de varer, vi forbruger i Danmark, bliver produceret i Kina. Det vil sige, at vi har tørret en stor del af CO 2 -regningen for vores vækst og vores forbrug af på et andet land – fordi det ikke skal indgå i vores CO 2 -regnskab.

Det andet er, at selv om vi har reduceret brugen af fossile brændsler i Danmark, bruger vi i meget høj grad biomasse – biomasse, der udleder CO 2 , når det brændes. Og det er totalt udokumenteret for rigtig mange kilder, i hvilket omfang det rent faktisk genoptages som biomasse, og hvornår det sker. Danmark har derfor et mørketal på omkring 15 mio. t årlig CO 2 -udledning – næsten lige så meget, som vi praler af at have reduceret med siden 1990.

Det er et ganske alvorligt, man kan sige fejlbillede, vi risikerer at tegne, når vi på den måde på grund af et sort hul i Kyotoprotokollen regner biomassen med som værende fuldstændig CO 2 -neutral, når der i allerhøjeste grad kan sættes spørgsmålstegn ved det regnskab.

Fra Enhedslistens side vil jeg tilkendegive, at vi mener, at vi skal være meget ambitiøse. Vi skal presse på i EU i forhold til at få EU til at øge ambitionsniveauet. Og her er jeg meget glad for Venstres ordførers tilkendegivelse af, at det vil man også gerne gøre i Venstre, altså simpelt hen tage til EU og sige, at vi skal skrue op for 2030-målet, og at vi i Danmark er parate til at påtage os en stor del af den forpligtelse. Det synes jeg er meget positivt. Men derudover skal vi huske, at for Danmark handler den her famøse grønne realisme i meget høj grad også om at se mulighederne, at se potentialerne i at være blandt de lande i verden, som er allerlængst fremme – ikke kun inden for energi, men også inden for de sektorer, som venter forude, nemlig transport og landbrug. Tak.

Vi siger tak til fru Maria Reumert Gjerding. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste i ordførerrækken er hr. Carsten Bach, som nu lige om lidt indtager podiet.

Mange tak for det. Og tak for redegørelsen fra ministeren, som indeholder et godt overblik over de aktuelle temaer i klimadebatten.

Vi er for så vidt enige med regeringen i, at Danmark ligger lunt i svinget, når det handler om CO 2 -reduktion og økonomisk indsats på området. Vi er også enige i, at indsatsen helt klart må knyttes tæt til EU's samlede målsætning. Der er med andre ord ikke noget at komme efter – vi mener, at Danmark lever op til standarderne, men dermed ikke sagt, at disse er fornuftige.

Danmark bruger ufattelig mange penge på energipolitikken, som jo langt hen ad vejen er midlet til at opnå de fastlagte reduktionsmål. Der bruges efter vores opfattelse også alt for mange penge, fordi de høje omkostninger er med til at skubbe de energitunge arbejdspladser ud af Danmark og ofte til lande, som har færre miljøkrav end dem, vi har herhjemme.

Jeg havde selv i går lejlighed til at være med Miljø- og Fødevareudvalget på en lille studietur til et par virksomheder lokalt i Københavnsområdet, og det blev bl.a. nævnt, at de høje energiafgifter herhjemme er skyld i et meget lavt investeringsniveau for danske fødevarevirksomheder.

Det er helt centralt for Liberal Alliance, at vi holder op med at diskutere klimapolitik, som om vi lever på en øde ø, for hvad hjælper det, at vi bryster os af nogle store og dyre reduktioner herhjemme, hvis CO 2 'en bare bobler op et andet sted. Liberal Alliance mener også, at vi skal væk fra en top-down-styret energipolitik, som bygger på planøkonomiske principper. Vi kan aldrig her fra Folketinget forudsige teknologiudviklingen, og lovgivningen vil derfor altid halte bagefter med det resultat, at vi får støttet energikilder, der ikke er omkostningseffektive. Vi kender jo alle til, hvordan solcellerne er faldet drastisk i pris, og at vi har måttet ændre lovgivningen på området 3-4 gange, mens pengene er fosset ud af statskassen. Så sent som i december måned sidste år sprængte investeringslysten jo alle rammer på grund af de høje afregningspriser og en lav installationsomkostning.

Den største mangel i redegørelsen finder vi på PSO-området, på trods af at den afgift nærmest udgør livsnerven i støttesystemet til den energipolitik, som er midlet til at opnå klimamålene. I Liberal Alliance forstår vi simpelt hen ikke, at man ikke finder anledning til at adressere det kæmpe problem, som knytter sig til lovligheden af PSO-støttesystemet. Milliarderne flyver jo op af lommerne på danskerne og ned i vindindustriens lommer, uden at man reelt ved, om de skal tilbagebetales.

Liberal Alliance synes bestemt ikke, at det er udtryk for rettidig omhu at gå ind i nye projekter, når vi nu ikke kender kravene til den permanente ordning. Det eneste, vi ved, er, at beløbet bliver større og større, og at vi nu har rundet omkring 8 mia. kr. Alligevel fortsætter vi tilsyneladende med at støtte nye projekter, selv om vi kan købe billigere strøm til 15-20 øre svarende til cirka en fjerdedel af, hvad vi garanterer vindmølleopsætterne. Det er på alle måder rigtig dårligt købmandskab, som jeg også har sagt i en tidligere debat i dag.

Hvis vi virkelig interesserede os for en omkostningseffektiv klimapolitik, burde vi jo opkøbe CO 2 -kvoter i bunkevis og brænde dem af eller deponere dem og så stoppe den uhyrlige vindmølleudbygning. Vi bør holde op med at producere al den strøm med milliardtilskud for at forære den væk til vores naboer, når det blæser for meget. Vi er nødsaget til at sælge op imod en tredjedel af den støttede strøm, og Liberal Alliance har meget svært ved at få øje på den påståede gevinst for klimaet.

Der er jo under alle omstændigheder de samme kvoter og udledningstilladelser i hele EU, uanset hvor mange møller vi herhjemme sætter op. Den reelle effekt ville som sagt først være til stede, hvis vi destruerede kvoterne, men jeg ved godt, at det jo ikke føles helt så godt, som hvis man kan bilde folk ind, at de skal købe dyr grøn strøm for at redde verden.

På trods af de her bemærkninger kan vi tilslutte os regeringens redegørelse, da den lægger vægt på omkostningseffektivitet og globaliserede løsninger. Så mangler vi jo bare at se, hvorledes regeringen vil leve op til det. Vi forventer, at det vil ske i det kommende energiforlig, hvor konkurrenceudsættelse vil blive det bærende princip i stedet for en politisk styret teknologiudvikling.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Nu nævnte ordføreren jo, at der var høje energiafgifter, og så var det ligesom underforstået, at det var noget, som erhvervslivet led under. Jeg har spurgt ind til de her forhold i efteråret sidste år og fået nogle svar fra energi-, forsynings- og klimaministeren, som klart indikerer, at erhvervslivets energiomkostninger i Danmark ligger under gennemsnittet i EU. Så vi har faktisk et erhvervsliv, som er begunstiget af lave energiafgifter, hvis man ser på det samlet set. Man har også kunnet konstatere, når man går ind og ser på deres regnskab, at for en virksomhed som Aalborg Portland, som har været ude at pibe over nogle PSO-afgifter, er det ganske få procent af deres overskud, som går til at betale PSO-afgifter.

Så det kan godt være, at hr. Carsten Bach indimellem kan komme ud og møde nogle erhvervsfolk, som piber over nogle afgifter, men hvis man ser på det ud fra statistikkerne, er der ikke noget at pibe over. Så burde man sådan set glæde sig over, at man i Danmark har mulighed for at sælge produkter med et grønt stempel på, fordi vi har en vedvarende energi-produktion. Jeg vil godt høre, om ordføreren ikke er bekendt med, at der er lave energiomkostninger for erhvervslivet i Danmark?

Hr. Carsten Bach.

Tak for kommentaren. Jeg hørte også godt den korte bemærkning, som spørgeren havde tidligere. Jeg har ikke været opmærksom på lige præcis de spørgsmål, der er blevet stillet i udvalget tidligere. Jeg kan bare konstatere, at når jeg snakker med erhvervsledere og virksomheder ude i Danmark, siger de, at PSO-afgiften og de høje energiafgifter generelt er et meget stort problem i Danmark, og at de er med til at bremse investeringer for de her virksomheder. Som sagt er der så sent som i går nogle virksomheder i Københavnsområdet, som netop har peget på energiafgifterne som værende skyld i, at der ikke investeres i øget produktion i Danmark, og det er jo de investeringer, som skal skabe arbejdspladser i Danmark og skabe vækst og udvikling i Danmark.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Man kan jo godt høre noget, uden at det er korrekt. Hvis det er sådan, at det refererer til nogle ting i forbindelse med fjernvarmesektoren, som skulle kunne ændres med hensyn til overskudsvarme, så er det korrekt, men hvis det bare refererer til elafgifter og elomkostninger, er det jo slet ikke korrekt. I sit første indlæg hørte jeg ordføreren omtale, at vi forærer strøm væk til vores naboer. Ja, det gør vi for 1 pct. af strømmens vedkommende. Jeg vil godt høre, om ordføreren så ikke synes, det ville være rimeligt, at man fandt nogle løsninger på at bruge strømmen i Danmark i de der korte perioder, hvor vi får en meget lav pris for den, når vi eksporterer den.

Hr. Carsten Bach.

Jeg synes da bestemt ikke, at vi skal begynde at brænde strøm af herhjemme, bare fordi den energipolitik, der bliver ført i øjeblikket, gør, at vi producerer strøm til fire-fem gange den pris, som vi kan få for den på markedet. Så nej, det synes jeg ville være en dårlig idé.

Jeg siger tak til hr. Carsten Bach og byder velkommen til den næste ordfører, der er ordfører for Alternativet, nemlig Christian Poll.

Først og fremmest vil jeg også gerne takke ministeren for redegørelsen. Jeg vil forsøge at sætte den i en lidt bredere kontekst af Parisaftalen. Jeg kan ikke rigtig læse i redegørelsen, at den reelt tager højde for Parisaftalen, for Klimarådets rapport, som jeg så ærgrer mig lidt over at vi ikke har nået at få med, eller for regeringens neddrosling af ambitionsniveauet i klimapolitikken. Jeg håber, at vi kan få en konstruktiv debat her, hvor vi lytter og er villige til at blive klogere, for de globale klimaforandringer er jo den største udfordring i vores tid og noget, der kræver et bredt samarbejde i Folketinget såvel som i hele verden.

Jeg er glad for, at ministeren i sin tale og sin redegørelse taler om Parisaftalen, men jeg er ked af, at han ikke drager konklusionen af den historiske globale klimaaftale, nemlig at verden er blevet enige om, at vi skal arbejde for at holde den globale opvarmning under 1,5 grader, og at et langsigtet mål om netto nul drivhusgasudledning i anden halvdel af århundredet får gennemgribende konsekvenser for den danske og europæiske klimapolitik.

Der skal virkelig skrues op for ambitionerne nu.

Skal vi have bare 50 pct.s chance for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader, skal verden ifølge FN's klimapanel nå netto nul drivhusgasudledning mellem 2060 og 2080 og senest i 2050 have udfaset CO 2 -udledningen og således også de fossile brændsler. Her skal de rige lande med størst historisk ansvar og størst kapacitet til at omstille sig selvfølgelig gå forrest og reducere markant hurtigere. Man kan også argumentere for, at 50 pct.s chance for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader ikke i tilstrækkelig grad lever op til aftalens mål om at forfølge 1,5 grader. I så tilfælde er kravene bl.a. til Danmark og EU endnu større.

Så jeg havde altså håbet på, at ministeren ikke ville nøjes med at nævne Parisaftalen, men også drage den nødvendige konsekvens af den, nemlig at vi virkelig har travlt nu, også i Danmark. Aftalen fra Paris i december er nemlig et vendepunkt, men samtidig en pistol for panden, kunne man sige. Vi er for første gang i verdenshistorien enige om, hvor vi skal hen, og nu skal der handles efter den bedst tænkelige videnskab. Opgaven bliver nu at sørge for, at vi kommer i mål i tide. Derfor er også en dansk indsats, der er mere ihærdig end hidtil, absolut afgørende.

Herhjemme skal vi i gang med at opgøre vores drivhusgasser forsvarligt og adressere alle vores udledninger, inklusive bl.a. arealanvendelse og biomasse. Vi skal ikke, som tilfældet er nu i Danmark og EU, anse biomasse som CO 2 -neutral, men tælle alle reelle udledninger med, præcis som FN-regimet tilsiger. Ikkebæredygtig biomasse skal anses som den begrænsede ressource, den er, og vi skal kun benytte den andel, vi kan, på en miljømæssigt forsvarlig måde.

Når vi politisk skal blive enige om at adressere alle vores udledninger, hænger det sammen med, at vi i dag kun kigger på dem i et nationalt perspektiv, mens sandheden jo er, at vores adfærd og forbrug er forbundet med store udledninger i hele verden. Derfor er der brug for ambitiøse og reelle reduktionsmål for både 2020, 2025 og 2030, og derfor er det desværre heller ikke godt nok med et reduktionsmål på 55 i 2030, hvilket nogen for tiden taler om, når dette ikke inkluderer vores reelle udledning i form af arealanvendelse, biomasse og det faktum, at langt de fleste af de goder, vi omgiver os med, er produceret i udlandet.

COP21 var det nødvendige bevis på, at verden godt kan finde fælles løsninger på grænseoverskridende problemer, men også en aftale uden de mest nødvendige tal og datoer. Men som vi forstår Parisaftalen, ligger disse tal og datoer implicit i teksten. Hvis vi skal nå at bremse klimaforandringerne, inden vi når 1,5 graders global opvarmning, fortæller videnskaben os, at vi har travlt, og vi har allerede nu overskredet 1 grad.

Diplomaterne gjorde deres arbejde i Paris, og det er nu op til os politikere, erhvervsfolk, forskere og hele civilsamfundet at gå i gang med vores opgave. Nu har vi den politiske og juridiske ramme og den fælles globale vision at navigere ud fra, og COP21 bør dermed blive startskuddet på en epoke, hvor den grønne omstilling for alvor bliver præmissen, vi måler alt op imod – politik, forretning, velfærd og hverdagen.

Parisaftalen kræver, at vi fremover indtænker klima- og miljøhensyn i al vores politik, mens regeringen indtil nu desværre har gjort det stik modsatte. Det så vi bl.a. i finansloven for 2016 og i regeringens landbrugspakke, som er på vej.

Med de nuværende nationale klimaplaner, der er indmeldt til FN, skal der ifølge Det Internationale Energi Agentur investeres 13,5 billioner dollar i energieffektivisering og low carbon-teknologier fra i dag og frem mod 2030. Beløbet er enormt, men det er ikke engang i nærheden af, hvad der reelt skal til. For som vi har hørt mange gange før, under og efter COP21, vil de nuværende klimaplaner ikke bringe os i mål. Det er kun det fundament, hvorfra ambitionerne skal vokse. Og det skal gå hurtigt. Der er ikke plads til selvtilfredshed efter COP21. Der er ingen plads til nølen, fordi nogle har den forkerte opfattelse, at vi i Danmark skulle være nummer et. Danmarks klimaindsats er ikke enestående i international sammenhæng. Efter at have analyseret vores klimaindsats i forhold til de omkringliggende landes konkluderede Klimarådet, at Danmark ikke er nogen klimaduks. Men det kan stadig nås at komme foran igen. Valget, vi står over for efter COP21, er klokkeklart. Vil den danske regering følge med den nye udvikling eller fortsætte den kurs, hvor man nærmest ignorerer den grønne fremtid, der mere og mere insisterende banker på?

I Alternativet mener vi ikke, at den grønne dagsorden skal være en markeringskamp, heller ikke i oppositionen. Samarbejdet om omstillingen skal være så dybt og omfattende som aldrig set før. Det kræver meget af os, og det kræver også, at vi tager fat der, hvor det gør ondt: i landbruget, i transporten, i selve forbruget. Her har vi store udfordringer foran os. Jo før vi går i gang, jo bedre.

I 2016 skal vi have gang i en seriøs debat om, hvordan fremtidens landbrug bliver bæredygtigt på alle tre bundlinjer, nemlig den sociale, den økonomiske og den miljømæssige. Vi skal i gang med at elektrificere og effektivisere hele transportsektoren, mens vi i forhold til vores forbrug skal turde tage den politiske debat om, hvordan vi hver især lever mere klimavenligt. Der er i nær fremtid kun plads til, at vi hver især udleder mindre end 12 pct. af den CO 2 , vi i dag udleder.

Et klimaaftryk på således mindre end en ottendedel af det, vi har i dag, lyder måske urealistisk for mange. Det virker måske håbløst og som et kedeligt liv i afholdenhed at leve klimavenligt. Det har ikke hidtil været en politisk vindersag at fortælle folk, at vi bliver nødt til at ændre radikalt ved vores hverdag. Men bare fordi store dele af det etablerede politiske system ikke tør tage debatten, betyder det ikke, at den ikke skal tages, måske tværtimod.

I Alternativet tror vi på, at et klimavenligt samfund gør livet kvalitativt bedre. Vi tror på nye måder at være sammen på og nye måder at være til på, hvor det materielle forbrug fylder mindre, og hvor det, det giver mening, fylder mere. Vi tror på, at, at tiden er inde til en seriøs genforhandling af måden, vi opfatter velfærd og velstand på. Vi har brug for nye politiske strategier, og vi har brug for at gå i gang med at debattere, hvad der kommer efter den udgave af kapitalismen, som vi kender i dag.

Klimakrisen er blot ét bevis på, at vores økonomiske system har spillet fallit. Forpligtelsen til at handle over for denne udfordring bør gennemsyre alle politiske debatter. Vi har helt konkret brug for at omstille samtlige af samfundets sektorer og sætte os reduktionsmål, der tager højde for vores reelle udledning svarende til opgaven, som så står mål med behovet. Parisaftalen hævede det globale ambitionsniveau, og det bør stå klart for os alle, at der skal gøres markant mere, hvis målsætningen skal nås. Der er derfor både en forventning om og et behov for, at de rige lande går forrest og klart signalerer en villighed til at reagere på aftalen. Det vil øge sandsynligheden for, at andre lande følger trop. Det er den form for post-Paris-momentum, der er afgørende for, at vi fastholder muligheden for at reducere temperaturstigningerne til så langt under 2 grader, som vi overhovedet kan. Det håber jeg vi kan få en konstruktiv debat om her i dag, altså hvordan vi derhjemme kan gøre det, der skal til, for at leve op til vores globale ansvar her efter COP21.

Vi siger tak til hr. Christian Poll. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi går videre til Det Radikale Venstres ordfører, og det er Andreas Steenberg.

I Radikale Venstre synes vi, at den her redegørelse bærer utrolig meget præg af, at regeringen ikke har så mange ambitioner på klimaområdet, hverken i Danmark, EU eller internationalt. Det synes vi er meget nedslående, når man tænker på, at det kun er få måneder siden, at verdens ledere sad i Paris og prøvede at tage ansvar og lægge nogle planer for, hvordan verdenssamfundet skal håndtere klimaudfordringen.

FN's klimapanel har meldt ud, at hvis man skal undgå alt for store temperaturstigninger, skal der ske en reduktion af udledningen af drivhusgasser på mellem 40 pct. og 70 pct. de næste 35 år. Hvis man skal nå det, tænker jeg, at vi har lidt mere travlt, end ambitionerne i den her redegørelse lægger op til.

Danmark har i mange år været foregangsland på klimaområdet, og jeg er helt overbevist om, at det er i Danmarks og i vores jobs interesse at fortsætte med det. Men hvis ikke man begynder at gøre noget for at opfylde de krav, vi selv har sat, og som verdenssamfundet har sat, jamen så får man ikke udviklet nye bæredygtige teknologier og løsninger, som kan løse udfordringen, men også skabe nogle nye arbejdspladser. I redegørelsen står der, at der er hele 56.000 arbejdspladser i energisektoren. Tænk, hvor meget det tal kunne vokse, hvis man havde en offensiv politik på det her område.

Som radikal glæder jeg mig selvfølgelig rigtig meget over, at energisektoren som sådan går i den rigtige retning og omstiller til vedvarende energi, især vindenergi. Det skyldes det grønne energiforlig fra 2012, hvor vi sad i regering. Det er vi rigtig stolte over. Der går hele tiden rygter ude i samfundet om, at Venstre vil skære i den energiaftale, begynde at rulle tilbage, begynde at tage ordninger væk. Der skal lyde en kraftig opfordring fra Radikale Venstre om at lade være og i stedet holde fast i de brede aftaler, som vi har tradition for her i Danmark.

Vi er også meget bekymrede for regeringens linje på landbrugsområdet. Landbruget kommer til at fylde rigtig meget i vores udledninger, men man vil ikke rigtig gøre noget. Og man vil også forsøge at undgå at gøre mere, når der skal forhandles i EU. Det synes vi er en fejl, også for landbrugets skyld, for jo længere tid, der går, før man kommer i gang med omstillingen, jo sværere bliver det.

Samlet set synes Radikale Venstre, at det, der går i den rigtige retning, er det, den tidligere regering vedtog. Til gengæld ser der ikke rigtig ud til at skulle ske så meget nyt, især der, hvor skoen trykker, nemlig i forhold til landbruget og transporten. Det ser også ud til, at man vil lægge sig i slæbegear i EU, når der skal diskuteres nye målsætninger.

Det var ordene fra os i den her omgang.

Vi siger tak til hr. Andreas Steenberg. Det udløste ingen korte bemærkninger, så vi går videre til SF's ordfører, hr. Jonas Dahl.

Tak for det. Aftalen i Paris gav optimisme hos os, der ønsker en reel grøn omstilling af energiproduktionen, landbruget og transportsektoren. Fra SF's side synes vi imidlertid ikke, at regeringens redegørelse er et udtryk for, at regeringen vil satse på at bruge den nye optimisme til særlig meget, og som på så mange andre væsentlige områder kan man sige at regeringen først og fremmest er optaget af at sikre kortsigtede økonomiske interesser og i særdeleshed nogle hensyn til interesser i erhverv, som står Venstre særlig nær.

Det er klart, at hvis alle nationer nu tænker, ligesom Venstreregeringen har gjort, så ville der ikke være meget grund til at nære optimisme efter Paris. Som ministeren så rigtigt skriver i redegørelsen, er landbrugets og transportens andel af klimaforureningen fra Danmark voksende. I stedet for at fokusere på klimapolitiske initiativer, der sikrer, at landbruget kommer til at bidrage positivt til den grønne omstilling og reduktionen af klimagasserne, satser regeringen i stedet på at løbe kapløb mod bunden med franske og sydeuropæiske landbrugsinteresser.

Nogle af de billigste virkemidler for samfundet ligger rent faktisk i landbruget. Ja, mange af dem giver ligefrem en samfundsøkonomisk gevinst. Hvorfor skal landbruget så ikke bidrage? Det, Venstre ofte siger, er: Mest miljø for pengene. Gælder det ikke også de samfundsøkonomisk mest effektive virkemidler, der kan findes i landbruget? Og bør det ikke være et væsentligt kriterie, der gælder alle andre erhverv og sektorer?

Jeg vil gerne læse et enkelt citat op fra redegørelsen:

»Forbliver sektoren en del af den ikke-kvotebelagte sektor, kan der også fremadrettet være et behov for, at reducere udledningerne fra landbrugssektoren. Dette, sammenholdt med at landbrugets udledninger udgør en relativ stigende del af de samlede udledninger i den ikke-kvotebelagte sektor, medfører, at det kan blive svært at friholde landbrugssektoren fra at skulle levere reduktioner i forbindelse med opfyldelsen af et højt nationalt reduktionsmål for den ikke-kvotebelagte sektor i 2030.«

Kommissionen er kommet med forskellige forslag til, hvordan landbrugets forurening kan reguleres fremover. Det afgørende for dansk stillingtagen må være, at landbruget i Europa, som står for den største del af EU's budget, yder sit bidrag ud fra en samfundsøkonomisk betragtning. Det må også sikres, at den store landbrugslobby i EU, men jo også i Danmark, reelt ikke sætter loftet for reduktionerne i landbruget. Det er ikke det, som regeringen lægger op til, men at andre sektorer i Danmark og Europa må holde for, nemlig den almindelige varmeforbruger, andre erhverv osv.

Herhjemme anser mange Bæredygtigt Landbrug , som i den grad har været i vælten de seneste dage, for at være en ekstrem organisation. Det kan jeg kun give dem ret i, men jeg skal hilse og sige, at Bæredygtigt Landbrug jo ikke er et isoleret dansk fænomen, og det er måske deri, problemet er størst. Det er heller ikke udelukkende et dansk fænomen, at der en gang imellem er en regering, som er endog meget lydhør over for ekstreme erhvervsinteresser.

På transportområdet er der også brug for en indsats, der peger lige præcis modsat af, hvad regeringen gør. Vi skal ikke gøre dyre, forurenende biler billige, samtidig med at vi hurtigt skruer op for afgifterne på elbiler, som regeringen har gjort. Og hvad blev der af satsningen på den kollektive trafik? Vi skal faktisk benytte de krav, der er til vedvarende energi i transportsektoren, og som EU har opstillet, til at finde perspektivrige løsninger. Det er det billigste på lidt længere sigt frem for at fedte med løsninger, der kan spare håndører her og nu. F.eks. ville der virkelig være perspektiver og arbejdspladser i en dansk produktion af bioætanol baseret på halm, men desværre har vi en regering, der ud over at sætte landbruget over samfundet og klimaet også tænker ekstremt kortsigtet.

Tak til hr. Jonas Dahl. Det udløste heller ikke nogen korte bemærkninger. Så vi går over til fru Mette Abildgaard, der er ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg skal lige have mikrofonen lidt ned; jeg har ikke helt samme højde som den forrige. Sådan.

Tak for den gode debat, der har været indtil nu. Jeg synes, det er rigtig fint, at vi får en anledning til at debattere klimaet, og at vi har fået den her årlige klimaredegørelse. Det er jo et resultat af den klimalov, som blev stemt igennem i 2014, hvor også Det Konservative Folkeparti stemte for, og vi synes, det er et vigtigt initiativ.

Man kan sige, at nu har klimadebatten jo sådan set fyldt ganske meget indtil videre i det her folketingsår, men det har den jo nok, først og fremmest fordi vi har haft et klimatopmøde, som naturligvis optog os alle sammen og var med til at sætte klimaet på dagsordenen. Men vi ved også, at klimaet nogle gange skal kæmpe lidt om opmærksomheden med de mange andre vigtige dagsordener, der også er i verden, og som naturligvis også fortjener en opmærksomhed. Men vi havde jo en god, lang klimapolitisk debat før jul, og det er klart, at noget af det, man kan sige i dag, vil være lidt en gentagelse af det.

Man må sige, at Paris på mange måder var et vendepunkt. Vi fik indgået en global klimaaftale med rigtig mange lande, der sluttede sig til. Det var første gang, man ikke gik efter den her top-down-model, men i stedet for en bottom-up-model, hvor det i stedet for er baseret på, hvad landene melder ind på egen hånd via de her handleplaner. Det var så at sige den gode nyhed, at mange lande har meldt de her handleplaner ind, og som ministeren også var inde på tidligere, dækker det en meget stor del af den udledning, der sker. Således den gode nyhed.

Men den dårlige nyhed er desværre bare, at de handleplaner, som er meldt ind, ikke på nogen måder er dækkende i forhold til den udfordring, vi står over for. Vi har en fælles målsætning om maksimalt 2 graders temperaturstigning, helst ikke over 1½ grad, men med de planer, der er meldt ind, mener jeg, at det hedder 3½ til 4,8 graders temperaturstigninger, vi må forvente. Det er i hvert fald cirka i den skala.

Det understreger jo, at Paris var en god begivenhed, men det kræver, at alle parter går hjem, kigger sig selv i spejlet og overvejer, hvordan man kan levere den samme ambitiøse tilgang, som gav den gode aftale i Paris.

Det er vigtigt, at revidering blev skrevet ind, og det skal ske hvert femte år, så man sikrer sig, at vi hele tiden sætter os nye mål og følger op på, hvordan det går. Det er også vigtigt, at det her princip om no backsliding blev skrevet ind i aftalen, og det er naturligvis også et princip, som Danmark skal leve op til. Vi skal altid tage et skridt i den rigtige retning og må aldrig trække den forkerte vej.

Det leder mig jo over til at se på Danmark og vores indsats herhjemme. Der er ingen tvivl om, at vi sagtens kan være stolte af den indsats, Danmark leverer. Vi er langt fremme, når man kigger på Europa, men også på hele verden. Det er godt, både fordi der er arbejdspladser i det, men også fordi vi forhåbentlig kan være med til at presse andre lande i samme retning ved at gå forrest.

Jeg er glad for, at det lykkedes os før jul at få regeringen med på, at der skal sættes et 2030-mål. Vi har snakket meget 2020-mål, men 2030 er på mange måder et skridt imod den fælles ambition, vi har for 2050, nemlig at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler. Det er et flot mål, men vi bliver nødt til hele tiden at komme tættere på og konkretisere, hvad det så er for nogle valg, der skal træffes, for at vi kan indfri det fælles mål, vi har.

I dag er der også blevet talt lidt om Danmarks rolle i EU. I min optik og i Det Konservative Folkepartis optik skal Danmark presse på i europæisk sammenhæng, presse på for, at Europa, EU, viser sig som den ambitiøse spiller, som sætter høje mål for sig selv og er med til at presse andre til at komme hurtigere på vej, end hvad vi ellers ligger til lige nu. Så det er vigtigt, at Danmark er ambitiøs i europæisk regi og presser på der.

Vi ved jo, at vi har en forpligtelse til at levere 10 pct. vedvarende energi i de ikkekvotebelagte sektorer inden 2020. Her kan jeg ærgre mig over at vi ikke har mere fokus på, hvordan vi når at få indfriet det mål, men jeg har lidt en fornemmelse af, at det bliver udsat lidt hele tiden, og man må jo sige, at det er ganske mange år siden, det her mål blev besluttet, så Danmark har haft mange år til at komme nærmere, hvordan vi ville nå en indfrielse. Så det vil være min opfordring herfra.

Vi har også øjnene rettet mod et 2030-mål, som vi også ved kommer på et tidspunkt, men vi må aldrig lade det, at vi sætter os målsætninger og kigger frem i tiden, være en stopklods for at tage beslutninger nu og her, som er ganske nødvendige.

Til sidst vil jeg sige, at den danske eksport er uhyre interessant. Jeg tror, det var Socialdemokraternes hr. Jens Joel, der sagde det tidligere, altså det her med, at Paris gav et større marked. Vi så Dansk Energi, Dansk Industri, som gik ud med armene hævede og så et kæmpe eksportpotentiale, men Paris gav også bare rigtig mange flere på markedet, som har lyst til at tage del i det eksporteventyr, som venter.

Vi snakker om statslig udflytning af arbejdspladser og alt muligt andet, men jeg tror, der er rigtig mange jobs i at bevare den ambitiøse profil, vi har på klima- og energiområdet, og det er jobs, som netop ligger fordelt over hele Danmark, og jo sådan set særlig i det jyske.

Til allersidst vil jeg også sige, at vi ser meget, meget frem til den her afgiftsanalyse, som vi nu efterhånden har ventet på i et stykke tid, og som også på mange måder er blevet noget, der udsætter, at vi får truffet nogle nødvendige beslutninger om omlægninger i vores energisystem.

Tak til ministeren for den klimapolitiske redegørelse og en god debat.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Jeg synes, jeg hørte ordføreren sige, at hun gerne så, at Danmarks rolle i EU havde en aktiv karakter, og at Danmark skulle presse på. Jeg synes, det lød interessant.

Det er jo sådan, at vi tilsammen har et grønt flertal uden om regeringen, hvis De Konservative er med. Så hvis det er sådan, at De Konservative har lidt højere ambitioner end regeringen, så er vi i Enhedslisten meget åbne over for en god dialog om, hvordan det kan udmønte sig i konkret handling. Og hvis vi skulle komme frem til noget om, at vi skal yde en mere aktiv indsats i EU for at få flere lande til at gå foran, så synes jeg, det kunne være spændende.

Ordføreren fremhævede jo selv, at godt nok var der lavet nogle aftaler om mål på 1,5 graders global opvarmning, men at det, der er meldt ind, jo er noget, der ender med, at det nok bliver sådan 4-5 grader. Så der er jo behov for, at lande går foran. Jeg vil godt høre, om ordføreren er med på, at vi tager nogle initiativer, så Danmark kan presse på i EU for, at der er en række lande, der går foran.

Fru Mette Abildgaard.

Jeg synes jo, at regeringen med den stil, man har lagt for dagen på det her område, selv har betonet det europæiske samarbejde rigtig meget og har lagt vægt på, at det er derigennem, vi kan lave forandringer. Derfor synes jeg også, at det er naturligt – og jeg tror også, det er i regeringens interesse – at presse på for, at EU skal være mere ambitiøs, end man er i dag.

Jeg synes, det var lidt svært under klimatopmødet helt at fornemme den europæiske position. Man hørte sådan lidt på vandrørene, men nogle gange havde jeg indtryk af, at EU godt kunne have været mere ambitiøs, også i forhold til 1,5-gradersmålet og andet, men jeg var ikke inde i forhandlingslokalet, så jeg kan ikke vide det med sikkerhed. Men nogle gange sad jeg tilbage med en følelse af, at EU var en lille smule fodslæbende. Det kan man ikke bebrejde den danske regering, men det er klart, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at presse på – men der er også mange andre lande, der tegner Det Europæiske Fællesskab.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Det var så ikke et helt klart svar.

Med hensyn til at have klimaet på dagsordenen synes jeg jo det er enormt vigtigt, at vi ikke glemmer det klimatopmøde, og hvad man ligesom har fastlagt af målsætninger, samtidig med at FN jo har lavet nogle globale mål, som også går efter at få en mere bæredygtig og solidarisk verden.

Jeg vil godt høre, om ordføreren kan se konturerne af, at vi kunne lave mere i Danmark, hvis vi ligesom havde et endnu bedre samarbejde mellem kommuner og fik kommuner og byer til at spille med i den her omstilling til et mere bæredygtigt samfund.

Fru Mette Abildgaard.

Det kan jeg helt sikkert se for mig. Jeg var også glad for, at der i hvert fald var en enkelt af vores konservative borgmestre, der deltog i klimatopmødet for at sætte fokus på kommunernes rolle i det her.

Jeg er ked af, hvis mit svar tidligere var lidt uklart. Min pointe var bare, at jeg egentlig ikke tror, at der er det store modsætningsforhold mellem, hvad regeringen vil, og hvad resten af Folketinget vil, når det gælder det europæiske samarbejde, for vi er fuldstændig enige om, at der skal presses på. Selvfølgelig kan der være uenigheder om graden , der skal presses på, men vi er altid åbne over for at tage en dialog med alle partier om, hvad der kan gøres yderligere.

Til fru Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten.

Mange tak. Jeg er meget glad for, at ordføreren nævner aftalen i Paris, for det har jo på mange måder ligesom sat et nyt klimapolitisk billede for hele verden. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om ordføreren og Det Konservative Folkeparti vil være med til at presse på for, at der laves en beregning af den internationale byrdefordeling som konsekvens af den her aftale. Der er jo ikke nogen tvivl om, at hele verden skal øge deres ambitioner. Vi går mod 3-4 grader, vi skal lande på 1,5, vi har rigtig travlt, men hvordan ser det store billede ud her? Hvor meget skal EU øge sit ambitionsniveau, og hvor meget skal Danmark? Det bliver man jo nødt til at få nogle overslag på. Var det noget, som ordføreren kunne være med på?

Fru Mette Abildgaard.

Jeg ved ikke, om det er beregninger, der sådan ville give mening at lave nødvendigvis i dansk regi, men det er klart, at når man skal revidere planerne hvert femte år i FN-regi, synes jeg ikke, at man tilfredsstillende kan blive ved med at se nye handleplaner, som konkluderer, at man er temmelig langt fra den målsætning, man har sat sig. Så er det klart, at man er nødt til der at sige: Okay, hvilken byrdefordeling skal der være, for at vi nogen sinde når i mål? Men det er jo bare diplomati, når det er finest, fordi vi har baseret det på hele den her bottom-up-aftale, for det var lidt det eller ingenting. Det var nok det indtryk, vi havde, så det er om at finde en balancegang mellem, at vi har valgt en bottom-up-tilgang, men at vi omvendt har det problem, at det bare ikke er nok, så vi er nødt til hele tiden at presse på for, at man får øget ambitionerne i de forskellige lande.

Fru Maria Reumert Gjerding.

Det er jeg sådan set enig i, men vi har jo et klimaråd, som kunne have adgang til at lave nogle beregninger for os, og selv Venstre er enige i, at vi skal tage til EU og presse på for, at de øger deres ambitionsniveau i 2030. Hvor er det, vi skal hen? Hvor er det, vi skal være i 2030, for at vi kan sikre, at vi leverer vores andel af den øgede ambition, altså af reduktionsstien mod 1,5 grader, om jeg så må sige? For lige nu svæver det lidt i vinden, og alle har nationale handlingsplaner. Det eneste, vi kan konstatere, er, at når vi lægger dem sammen, ender vi et helt forkert sted, men vi skal få hånd om, hvor det så er, de forskellige lande skal lægge sig, hvor det er, EU skal lægge sig. Det kunne jo passende være os, der spillede ind med det, bl.a. fordi vi har et klimaråd.

Fru Mette Abildgaard.

Jeg er meget glad for, at vi har et klimaråd. Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, at det her er en opgave, som ligger lige til højrebenet for dem. Jeg synes, at der er meget andet på klima- og energidagsordenen, som de kunne kaste sig over. Jeg er måske heller ikke så bekymret for, om Danmark kommer til at levere vores del i forhold til de mål, vi har sat os. Det er jeg ret sikker på at vi nok skal komme til. Jeg er ærlig talt noget mere bekymret for nogle af de supermagter, vi ser i verden, som jo desværre har lang vej igen på det her område.

Så er det hr. Jens Joel fra Socialdemokraterne.

Tak for det. Tak til den konservative ordfører både for beretningen i dag og selvfølgelig også for at presse på i forhold til den grønne omstilling. Jeg noterede mig også med stor glæde, at den konservative formand havde været på besøg i Holstebro og var positivt indstillet over for Måbjergværket, som jeg har nævnt et par gange her, og som kan give rigtig mange arbejdspladser i Holstebroområdet. Hvis vi så får Enhedslisten som det sidste parti i det grønne flertal med, har vi jo faktisk en plan her, der kan føres ud i livet.

Med det, jeg egentlig godt vil spørge ordføreren til, er, om man fra De Konservatives side er enig i, at det her med landbrugs- og transportsektoren i virkeligheden, når vi ved, hvad der kommer efter 2020, kan være lidt en bjørnetjeneste, hvis ikke man går i gang med at diskutere det inden 2020, og om De Konservative derfor vil være med til at sætte fokus på, at vi sådan set skal have en diskussion om, hvordan vi omstiller både transportsektoren og landbrugssektoren også inden 2020, og at vi allerede skal i gang nu her med den diskussion.

Fru Mette Abildgaard.

Nu kunne jeg heroppe fra talerstolen se hr. Søren Egge Rasmussens ansigt, da ordføreren stillede sit spørgsmål, og jeg må nok advare og sige, at der er et stykke vej til det grønne flertal på det her punkt. Men jeg kan bekræfte, at den konservative formand var på besøg, og at vi bestemt ser et potentiale i projektet.

I forhold til det her med, om man gør nogen en bjørnetjeneste, vil jeg sige, at jeg for det første er glad for, at ordføreren bruger udtrykket bjørnetjeneste. Det er ved at ryge ud af det danske sprog, fordi folk ikke forstår, hvad det betyder, men i virkeligheden betyder det jo, at man slet ikke gør en tjeneste. Og jeg tror, ordføreren har ret i, at man hverken gør landbruget eller transportsektoren en tjeneste ved at fritage for krav, for vi ved, der kommer krav – de venter i horisonten – fra EU. Vi ved, det bliver ambitiøse krav. Hvis vi vil gøre det så omkostningseffektivt som muligt – det er sådan et ord, alle godt kan lige at bruge – tror jeg, man gør dem den største tjeneste ved at komme i gang allerede nu.

Hr. Jens Joel.

Jeg prøvede ellers at signalere til formanden, at jeg var så tilfreds med ordførerens svar, at jeg ikke behøver anden korte bemærkning.

Det er forstået. Så vil vi gerne sige tak til fru Mette Abildgaard for ordførertalen. Og den næste på listen er energi-, forsynings- og klimaministeren.

Tak, hr. formand, for ordet, og ikke mindst tak for mange gode indlæg. Dagens debat om energi- og klimaområdet, som vi i dag har på dagsordenen med den her forespørgsel, viser jo, at der er et meget, meget stort engagement i Folketinget omkring det her. Det vil jeg godt sige tak for. Jeg vil også godt benytte lejligheden til at takke for det brede samarbejde, der er. Til trods for de forskelle, der er på området, lykkes det jo i Danmark at samle en bred enighed om klimapolitikken, og det vil jeg gerne sige ordførerne tak for.

Når man kigger ud i den store verden, og det er der flere ordførere der har gjort, kigger man først og fremmest imod klimatopmødet i Paris. Det var en succes, at det lykkedes at samle alle verdens lande om en global klimaaftale, men det viser også, at der er store udfordringer. Det er der også blevet peget på i debatten her i dag. Udfordringerne er jo nok større uden for Danmarks grænser, end de er inden for Danmarks grænser. Samlet set udgør den danske CO 2 -udledning ca. 0,1 pct. af verdens CO 2 -udledning, så man kan jo sige, at vi ikke kan redde klimaet i Danmark, men vi kan give vores bidrag til, at verden gør noget ved den her dagsorden. Og der er Danmark et foregangsland. Det skal vi udnytte – det skal vi udnytte kommercielt – men det er også forbundet med udfordringer.

Jeg tror, der er mange, der vil misunde det danske Folketing, når vi diskuterer klima. Vi kan bare vende blikket mod USA. I går underkendte den amerikanske højesteret den klimaplan, som amerikanerne har arbejdet med rigtig længe, og som jo er ret afgørende, i forhold til at verden gør noget ved den her dagsorden og at vi holder temperaturstigningen under 2 grader. Der er der virkelig en udfordring, som er langt større end den, vi ser i Danmark.

Der er vel egentlig grund til – og det gjorde jeg også, da vi snakkede om det her i Folketinget før jul – at kippe med flaget på Danmarks vegne. Vi er rigtig langt fremme. Vi er jo nok blandt de lande i verden, der i virkeligheden er længst fremme i forhold til at gøre noget nationalt på det her område. Vi når 40 pct.s CO2-reduktion i 2020 i forhold til 1990 med de tiltag, som et bredt flertal i Folketinget allerede har taget. Vi når 40 pct. vedvarende energi i 2020, hvor forventningen, da vi indgik energiaftalen i 2012, var, at vi ville nå 34 pct. Så man kan sige, at på en række parametre er vi rigtig langt fremme. Det er vi også, når vi taler energieffektivitet, energibesparelser. Det er også et område, hvor Danmark er helt klart i front.

Men det er også klart, som jeg påpegede i mit tidligere indlæg her i dag, at der er udfordringer. Der er udfordringer i forhold til at løse den her opgave i EU. Der forestår i det kommende halve år forhandlinger i kredsen af energiministre og miljøministre om, hvordan vi løser den her opgave, og der er en stor opgave at løse i forhold til at nå den 40 pct.s CO 2 -reduktion i 2030, som er EU's mål, herunder ikke mindst i forhold til fordelingen mellem landene.

Også i den sammenhæng vil der jo komme en dansk diskussion, som jeg også gerne i dag vil indbyde Folketingets partier til at deltage i at drøfte hvordan vi håndterer, altså hvordan vi håndterer, at Danmark når ambitionen og når den del af den samlede europæiske lagkage i forhold til at reducere udledningerne med 40 pct. i 2030, og hvordan vi indfrier den ambition bedst muligt.

Det er også baggrunden for, at regeringen i løbet af den kommende måned endelig nedsætter en energikommission. Det er jo for at se på, hvordan vi håndterer den opgave bedst muligt, hvordan vi sikrer, at Danmark når de europæiske mål så omkostningseffektivt som muligt, uden at det koster danske arbejdspladser og dansk konkurrenceevne. Tak for ordet.

Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra hr. Jens Joel fra Socialdemokraterne.

Tak for det. Jeg vil selvfølgelig også gerne kvittere for det samarbejde, vi har generelt på energiområdet. Jeg er sikker på, at det kan blive endnu bedre på klimaområdet, for der er vi ikke helt enige om ambitionerne. Men jeg vil gerne spørge ind til det, der står i redegørelsen om landbrugssektoren, for der står jo ret klart, at det er en større del af den ikkekvotebelagte sektor, og så står der også, at hvis landbrugssektoren forbliver en del af den ikkekvotebelagte sektor, kan der også fremadrettet være behov for at reducere udledningerne, og sammenholdt med at det er en stadig stigende del, kan det blive svært at friholde landbrugssektoren fra at skulle levere reduktioner i forbindelse med opfyldelsen af målene. Jeg beklager oplæsningen, men mit spørgsmål er på godt dansk: Det er vel ikke, fordi regeringen regner med, at landbruget skal friholdes fra reduktionsforpligtelser efter 2020 – er det?

Ministeren.

Det tror jeg ikke vil ske. Jeg tror, det er ret afgørende, at vi gør det på en måde, så vi ikke slår dansk landbrug ihjel. Landbrugs- og fødevareområdet er meget, meget presset for øjeblikket. Det er helt afgørende – og det fornemmer jeg også på ordførerens spørgsmål – at der også her i Folketinget er en enighed om, at vi skal tilrettelægge det her på en måde, så det stadig væk kan svare sig at have en stor dansk fødevareproduktion.

Hr. Jens Joel.

Det er jeg selvfølgelig meget enig med ministeren i. Vi lavede jo også, da vi var i regering, en vækstplan for at sikre, at der bliver ved med at være arbejdspladser og der endda kommer flere i det her erhverv, så den del er vi helt enige om. Men når vi så er enige om, at der selvfølgelig skal ske noget, så kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren, om ministeren og regeringen er villig til at indgå i en dialog. Selv om vi måske ikke er tvunget til at stille krav før 2020, kan vi jo godt begynde at tage en dialog om, hvordan vi vil omstille, sådan at sektoren også får bedre mulighed for at indstille sig på det og få gjort det på den billigst mulige måde.

Ministeren.

Det er jeg sådan set ret positivt indstillet over for. Og vi havde også så sent som i fredags et stort dialogmøde på Dalum Landbrugsskole, hvor landbruget, Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, de store naturorganisationer og andre var til stede, for netop at få en dialog om, hvordan vi løser den opgave så intelligent som overhovedet muligt. Opgaven er jo ikke nødvendigvis at skære ned på landbrugsproduktionen. Opgaven er vel mere at sikre, at vi gør det så rigtigt som muligt, bruger teknologiske løsninger osv. for at sikre, at vi opnår den CO 2 -reduktion, som Danmark pålægges, og som fødevareerhvervet også kommer til at tage sin del af.

Tak. Så er det hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Nu er den her redegørelse lidt speciel på den måde, at Klimarådets anbefalinger, som kom frem den 26. november, ikke er nået at blive indarbejdet i redegørelsen. Det er jo rigtig ærgerligt, for der er mange gode ting i Klimarådets kommentarer, bl.a. om biomassens rolle i energisystemet, hvor der står:

»Den nuværende udvikling medfører derfor, at dele af energisystemet i en periode fastlåses i en teknologi, der ikke er samfundsøkonomisk hensigtsmæssig. Disse forhold taler for at indrette reguleringen, så den afspejler biomassens reelle klimabelastning, og så biomasse ikke favoriseres af afgiftssystemet.«

Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at de anbefalinger ikke har kunnet blive trukket med ind i den redegørelse, som er blevet forelagt Folketinget, og jeg ser meget frem til, at vi får de her afgiftsanalyser, hvor vi så får mulighed for at se på, hvilke muligheder der er for at indføre afgifter på biomasse, for det, der foregår nu, er altså en skævvridning af hele systemet. Jeg vil godt høre ministeren, om ikke der snart kommer nogle forslag til, hvordan vi kan få reguleret det.

Ministeren.

Jeg kan sige, at det gør der – der kommer i hvert fald forslag, men om de også bliver gennemført, er så en anden sag. Men tilskuds- og afgiftsanalysen kommer; den er på trapperne, i hvert fald store dele af den, og jeg satser på, det bliver i løbet af relativt kort tid – det er der jo ministre før mig der har stået på den her talerstol og lovet, men jeg presser på så meget, jeg overhovedet kan, for, at vi får de analyser på bordet, også således at vi kan få en reel politisk debat om det, og således at vi kender rammevilkårene for det.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Hvis man ser på de statistikker, som er med i Klimarådets første rapport, er det meget tydeligt, at det er importen af træpiller, som boomer derudaf. Jeg synes, det er meget foruroligende, at der laves store investeringer på de store kraft-varme-værker, så fjernvarmen overgår til træpiller, og at man så samtidig ser, at en del private husholdninger vælger at udskifte et oliefyr med et træpillefyr og dermed vælger en løsning, som de så forventer at kunne bruge i mange år. Så jeg synes, at det haster med at komme frem til at få ændret på de her afgiftssystemer. Kan ministeren løfte sløret for, hvornår vi får de her afgiftsanalyser på biomasseområdet?

Ministeren.

Svaret er: så hurtigt som det overhovedet er muligt. Jeg er sådan set enig i, at der er udfordringer på biomasseområdet. Jeg må bare sige: Hvad er alternativet? Det er jo således, at biomasse erstatter kul, så jeg har måske lidt svært ved at se, hvordan vi skulle finde noget andet end biomasse, også i et energisystem, hvor vi gerne vil have tingene til at hænge sammen, og hvor vi ikke alene kan basere os på vind.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Christian Poll fra Alternativet.

Tak. Ministeren nævner selv, at mange lande måske misunder det danske Folketing, at vi kan have sådan en ambitiøs debat her, og så tænker jeg: Skal vi så ikke vise dem, at de har grund til at blive ved med at misunde os, ved at blive ved med at være ambitiøse? Det giver mening at gå foran. Vi ser vækstrater i den grønne energiteknologi, som overstiger alt andet, oppe i retning af 15 pct., så vidt jeg har forstået, hvor den normale vækst ligger under 1 pct. Skal vi ikke blive ved med at vise, at det er det, der er vejen frem – at vi kan skabe et velfærdssamfund som det danske, samtidig med at vi er ambitiøse på klimaområdet?

Ministeren.

Det er jeg sådan set enig i, og det er også den linje, som regeringen fører, selvfølgelig under hensyn til dansk konkurrenceevne og den fortsatte skabelse af danske arbejdspladser. Men det, at vi skal være i front på området, er vi helt enige om. Det giver også muligheder erhvervsmæssigt. Eksporten af energiudstyr vil stige med op imod 50 mia. kr. frem mod 2030. Det er i hvert fald vurderingen fra Dansk Industri. Så man kan sige, at Danmark er et foregangsland på det her område, og det skal vi fortsætte med at være.

Hr. Christian Poll.

Jo, men vi har jo hørt erhvervslivet være ude at sige, at her slækkes åbenbart på ambitionerne, og at man overvejer eller genovervejer sine investeringer i Danmark, hvis det er sådan, at ambitionerne falder. Gør det ikke indtryk på ministeren, at erhvervslivet er ude at sige, at der fortsat er brug for gode, stærke ambitioner om at gå foran, og at de har opfattet den linje, som regeringen har lagt, som værende at slække på ambitionerne?

Ministeren.

Sådan oplever jeg det ikke. Jeg oplever tværtimod, at der står stor respekt om Danmark og om vores ambitionsniveau på klimaområdet. Det oplever jeg både nationalt, når jeg besøger danske virksomheder, og det oplevede jeg også i Paris, da vi skulle gennemføre klimaaftalen, nemlig at der står stor, stor respekt om Danmark og det niveau, vi lægger.

Den næste korte bemærkning er fra fru Maria Reumert Gjerding.

Tak for det. Jeg synes, ministeren siger to lidt modsatrettede ting om landbruget. Jeg er meget glad for, at ministeren anerkender, at vi ikke når langt hen mod 2030 – og at vi slet ikke når nogen vegne hen mod 2040 – med vores klimamål, hvis ikke også landbruget leverer betydelige reduktioner. Men samtidig skal vi passe meget på det landbrug, vi kender, og det landbrug, vi har, hvor vi producerer i omegnen af 29 millioner svin om året. Forestiller ministeren sig, at vi kan nå de langsigtede målsætninger inden for landbrugssektoren, der immer væk snart skal til at levere, samtidig med at vi fastholder vores produktion uændret, i forhold til hvordan den ser ud i dag?

Ministeren.

Ja, jeg har rent faktisk en ambition om, at vi både kan udvikle dansk landbrug og fortsat have en høj produktion, også gerne mere end 29 millioner svin, og samtidig sikre, at vi gør det på en måde, så vi også tager hensyn til vores klima og miljø. Jeg har en ambition om, at vi kan gøre det ved bl.a. at bruge teknologiske løsninger, og derfor er jeg også i dialog med dansk landbrug om, hvordan vi kan håndtere den her opgave på en måde, så vi både sikrer, at vi fortsat har en høj produktion, som er en del af grundlaget for hele vores velfærd, og samtidig har fokus på, hvordan vi gør det så energi- og klimamæssigt rigtigt som muligt.

Fru Maria Reumert Gjerding.

Én ting er i hvert fald sikkert: Svineproduktionen er ikke grundlaget for vores velfærd, men lad nu det ligge.

Har ministeren nogen som helst anelse om, at der er teknologiske løsninger, der tyder på, at vi på den længere bane kan fastholde så stor en svineproduktion, så intensivt et landbrug, der brænder kulstof af i jorden og sender det op i atmosfæren for fuld skrue i stedet for at udnytte de potentialer, som landbruget jo har i forhold til at gøre præcis det modsatte, nemlig at trække CO 2 ud af atmosfæren? Altså, vi har et kæmpe potentiale her, og alligevel fastholder man et landbrugsspor, som er voldsomt klimaskadeligt.

Altså, kan ministeren se nogle teknologiske landvindinger sådan lige på den korte bane, eller er det mere sådan et drømmescenarie om, at vi på et eller andet tidspunkt har udviklet en eller anden stald, hvor vi kan spærre grisene inde og sikre, at der ikke slipper noget ud derfra, der kan skade klimaet?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg deler ikke spørgerens antagelse om, at dansk fødevareproduktion ikke er grundlaget for vores velfærd. Der er en milliardindtægt herfra, og jeg har svært ved at se, hvordan vi skulle klare de udfordringer, vi står over for, uden at vi havde den.

Så vil jeg sige, at dansk landbrug jo er helt i front på det her område i forhold til at reducere udledningerne. Over en mere en 10-årig periode er det lykkedes fødevareområdet at reducere udledningerne af CO 2 med ikke mindre end 20 pct.

Så siger vi tak til energi-, forsynings- og klimaministeren. Og den næste er ordføreren for forespørgerne, hr. Jens Joel fra Socialdemokraterne.

Tak for det. Det er bare ganske kort på vegne af forespørgerne for at sige tak for en god debat. Tak til ministeren for at stille op og besvare spørgsmål. Så tror jeg, vi alle sammen glæder os til, at vi næste år har årshjulet rigtigt på plads, sådan at vi får Klimarådets rapport indarbejdet i regeringens stillingtagen. Og så ser jeg frem til at fortsætte diskussionen om de punkter, der er blevet rejst i dag, herunder hvordan vi sikrer, at Danmark fortsat har den grønne førertrøje. Tak for debatten.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen slut.

Og forespørgslen er afsluttet, da der heller ikke er nogen forslag til vedtagelse.