Det næste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 8:

Forespørgsel til social- og indenrigsministeren:

Vil ministeren i lyset af diverse chokerende rapporter, senest rapporten fra Grønlands Børnetalsmand, dels give en udførlig status for, hvilken situation børn og unge fra mindrebemidlede eller svage familier generelt står i på Grønland såvel i bygderne som i de større byer, dels redegøre for, hvorledes hun som ansvarlig på Kongeriget Danmarks vegne kontinuerligt tilsikrer, at børnekonventionens § 19 overholdes af Grønlands Selvstyre og af grønlandske kommuner?

Af Søren Espersen (DF), Henrik Brodersen (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Martin Henriksen (DF), Jeppe Jakobsen (DF), Karin Nødgaard (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 11.11.2015. Omtryk 12.11.2015. Fremme 13.11.2015).

Forhandlingen er åbnet.

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 26. januar 2016.

Først går vi til begrundelse af forespørgslen, og den gives naturligvis af hr. Søren Espersen.

Tak. Så står vi her igen, havde jeg nær sagt. Jeg tror, det er tredje gang inden for en 7-8 år, at jeg rejser den her forespørgselsdebat. Og der sker ikke rigtig noget. Det er det samme, som det plejer at være. Den her forespørgsel er jo rejst på baggrund af endnu en rapport fra Grønlands Børnetalsmand, men havde det kun været den, det drejede sig om, kunne man som en selvfølge forvente, at det grønlandske selvstyre og de grønlandske kommuner nok selv ville tage fat og gå i gang med at rette op på forholdene. Men det er ikke en enlig svale.

De her rystende børnesager fortsætter jo bare år efter år og årti efter årti, som om intet er hændt og med de samme fortvivlede bortforklaringer fra det grønlandske selvstyre og de grønlandske kommuner. Lad mig minde om, at vi i 2009 havde den sidste forespørgsel om emnet, F 26, og at der også der fra Grønlands side blev lovet bod og bedring, og at Folketinget ligesom i dag var aldeles handlingslammet.

Der dukker igen og igen nye rystende rapporter og avisartikler op, og igen og igen lover selvstyret og før det hjemmestyret, at nu er der sat en masse i værk, og at der sker noget nu.

Så er der for en stund ro om sagen, indtil den næste dedikerede journalist afslører nye forfærdelige forhold for de grønlandske børn, eller indtil den næste officielle rapport dukker frem. Så bliver der igen ro om sagen, og nu altså en ny rapport, hvor præcis de samme ting oprulles.

Jeg vil her fra talerstolen senere dokumentere, hvordan det er gået inden for bare de sidste 10 år, altså fra 2006 og frem til nu. Jeg kunne sagtens gå yderligere 10 år tilbage og 10 år tilbage igen til 1986, hvis det skulle være, og man ville kunne lave den samme gennemgang af de samme sørgelige eksempler, med beretning efter beretning om seksuelt misbrug, mishandling og druk og narkoproblemer og mange, mange tilfælde af børn, som sulter. De bor i kongeriget, de er danske statsborgere, men selvstyret og før det hjemmestyret evner helt tydeligt ikke at løse problemerne. Derfor må regeringen tage affære. Det er regeringens forpligtelse, og det er det, fordi Danmark på hele kongerigets vegne har underskrevet FN's Børnekonvention og dermed også konventionens § 19, hvor forpligtelserne over for børn klart beskrives.

Det er mit formål med forespørgslen i dag, som det har været med tidligere forespørgsler år tilbage, at regeringen nu påtager sig det overordnede ansvar og ser at få gang i hjælpen til de forsømte grønlandske børn. Ellers står vi her bare igen om 5 år eller om 10 år eller om 15 år. Det er meget fortvivlende, men jeg ser frem til debatten.

Så fik vi begrundelsen for forespørgslen, og så får vi besvarelsen fra social- og indenrigsministeren.

Dagens forespørgselsdebat handler om udsatte børn og unge i Grønland, og forespørgslen indeholder to dele. Dels anmodes der om at få gjort status over forholdene for udsatte børn og unge i Grønland, dels spørges der konkret til, hvordan vi fra regeringens side kontinuerligt vil sikre, at FN's Børnekonvention overholdes af de grønlandske myndigheder.

Grønlands selvstyre har overtaget en række centrale områder, der har betdning for den grønlandske befolknings hverdag. Ansvaret for den lovgivende og udøvende magt og det økonomiske ansvar på overtagne områder ligger derfor hos Grønlands Selvstyre. Og det gælder også på det sociale område.

Den 21. juni 2009 trådte lov om Grønlands Selvstyre i kraft. Selvstyreloven afløste dermed den grønlandske hjemmestyrelov, der trådte i kraft i 1979. Selvstyreloven blev vedtaget af samtlige Folketingets partier, undtagen Dansk Folkeparti.

Forholdet mellem Danmark og Grønland tager overordnet udgangspunkt i folkenes selvbestemmelse. Af selvstyrelovens præambel fremgår det, at det erkendes, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse. Loven bygger derfor på en overenskomst mellem selvstyret og regeringen som ligeværdige partnere.

Samarbejdet på det sociale område mellem regeringen og selvstyret sker således inden for rammerne af selvstyreloven og på den præmis, at det sociale område netop er overtaget af Grønlands Selvstyre.

Uanset den formelle ansvarsfordeling berører det mig selvfølgelig dybt at både læse, høre og opleve de sociale problemer for børn og unge, som også eksisterer i Grønland. Børnetalsmandens rejsebeskrivelse tegner et dystert billede af livet i bygderne for mange børn og unge. Vi ved også fra andre undersøgelser og rapporter, at mange børn og unge lever i familier præget af sociale problemer, og det er en situation, der er meget bekymrende.

Jeg har fra grønlandsk side fået oplyst, at der ikke foreligger samlede officielle kvantitative data om forholdene for udsatte børn og unge. Men der er dog gennem de seneset år gennemført en række undersøgelser om grønlandske børn og unge.

Senest har SFI i foråret 2015 udarbejdet en samlet rapport om unge i Grønland, deres liv, deres erfaringer og deres tanker med særlig fokus på seksualitet og på seksuelle overgreb.

Undersøgelsen viser, at en stor del af de unge har været udsat for seksuelle overgreb. Der dokumenteres markante negative følger i forbindelse med seksuelle overgreb. Det gælder bl.a. tidligt og stort forbrug af alkohol, tidlige graviditeter og fødsler, igen uddannelse efter folkeskolen, lav tilfredshed med livet og dårlig selvopfattelse.

Dertil kommer bl.a. den rejsebeskrivelse fra september 2015, som den Grønlandske Børnetalsmand har udarbejdet om forholdene i to byer og seksten bygder i Nordkommunen. Rapporten er baseret på interviews og møder med ca. 1.300 børn samt 61 borgerhenvendelser.

Rapporten viser ifølge børnetalsmanden bekymrende forhold, særlig i bygderne. Børnetalsmanden skriver, at udfordringerne bl.a. er manglende reaktion på borgeres henvendelser til myndighederne, at såkaldte gavebørn bliver accepteret, og at det medfører tvivl om forældremyndigheden.

Der beskrives endvidere manglende fritidsaktiviteter, oplevelse af sult blandt børn i bygderne og problemer med vold og seksuelle overgreb mod børn og unge. Samlet set må man som sagt indledningsvis konstatere, at der foreligger væsentlige udfordringer i forhold til omsorgssvigt af grønlandske børn og unge. Det er et område, som også fremover vil kræve fokus og indsats i Grønland. Og hvad kan vi så gøre fra dansk side for at hjælpe de grønlandske myndigheder med at tackle den her udfordring?

I Danmark har vi et stort erfaringsgrundlag at trække på, når der skal sættes ind med løsninger til gavn for udsatte børn og unge. Og meget af den viden kan også bruges i Grønland. Regeringen har derfor både nu og tidligere tilbudt sin hjælp til de grønlandske myndigheder. Danmark og Grønland har tætte bånd og en lang fælles historie, og som ny social- og indenrigsminister var et af mine første møder netop med min grønlandske kollega, Martha Lund Olsen.

Efter at have modtaget og læst rejsebeskrivelsen fra børnetalsmanden tog jeg i november 2015 igen kontakt til Martha Lund Olsen og bad det grønlandske landsstyremedlem give et overblik over, hvad der er sket i Grønland som opfølgning på beskrivelserne af forholdene for børn og unge. Og samtidig bad jeg om at høre mere om de igangværende indsatsen, der er målrettet udsatte børn og unge.

Jeg understregede samtidig, at vi fra dansk side naturligvis står til rådighed med bistand og faglig sparring, og jeg efterspurgte i den forbindelse konkrete ønsker fra de grønlandske myndigheder vedrørerende bistand. Efterfølgende har jeg fra Grønland modtaget oplysninger om de tiltag, man har iværksat for at imødegå problemerne.

Der er fra grønlandsk side iværksat en lang række tiltag for at rette op på problemerne, og dem vil jeg gennemgå nu. Den 2. november 2015 er der åbnet en ny central rådgivningsenhed under Departementet for Familie, Ligestilling og Sociale Anliggender. Rådgivningsenheden tilbyder råd og vejledning til kommunale ledere og sagsbehandlere på området for udsatte børn og unge. Som en særlig afdeling i rådgivningsenheden indgår børnehuset Saaffik, der arbejder med sammenhængende tværfaglige udrednings- og behandlingsforløb for børn, der har været udsat for seksuelle overgreb.

Herudover er der på den grønlandske finanslov afsat ekstra midler i 2016 og budgetoverslagsårene for netop at kunne udvide tilsynet på socialområdet og særlig på børn og unge-området. Endvidere har Departementet for Sociale Anliggender iværksat landsdækkende kurser og individuelle kurser i familierådslagningsmodellen i forlængelse af positive erfaringer med metoden i Sermersooq Kommune. Desuden har Departementet for Sociale Anliggender sammen med Kommunernes Landsforening KANUKOKA afholdt landsdækkende kurser om netværksmøder mellem forældre og de instanser, der arbejder med udsatte børn.

Endvidere har Landstinget på efterårssamlingen 2013 vedtaget en strategi og handlingsplan mod vold, der skal realiseres i årene 2014-2017. Målet er, at voldsproblematikken skal tænkes med i alle indsatser, der er rettet mod at skabe trivsel, sundhed og social inklusion samfundet.

Desuden er der i 2015 åbnet et landsdækkende krise- og behandlingscenter. Her tilbydes professionel behandling og støtte til voldsramte kvinder og deres børn i op til 1 år. Illernit, som det hedder, har ligeledes fokus på barnets trivsel og udvikling. Derfor har centeret udarbejdet en overordnet behandlingsplan for både mor og barn, og planen omfatter også efterværn.

Det grønlandske selvstyre har endvidere i 2013 etableret et rejsehold med fokus på behandling af voksne med senfølger efter seksuelle overgreb. Det blev prioriteret, at indsatsen mod seksuelle overgreb skulle øges, og at den eksisterende viden på området skulle udbredes til resten af landet. Formålet er således at tilbyde terapeutisk behandling til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb. Endvidere er formålet at mindske risikoen for, at deres børn bliver udsat for lignende seksuelle overgreb og andre former for omsorgssvigt.

Jeg kan også nævne, at Socialministeriet og det grønlandske Selvstyre i 2015 som led i det netop afsluttede danske formandskab for Nordisk Ministerråd har afholdt et fælles seminar om senfølger efter seksuelle overgreb. Endvidere har Grønlands Selvstyre og UNICEF i 2010 indgået en langsigtet samarbejdsaftale, der har som mål at skabe de bedst tænkelige muligheder for opvækst og udvikling for børn i Grønland. I 2016 vil der bl.a. blive oprettet kommunale børneråd og rettighedsråd på alle Grønlands skoler. Yderligere er der mulighed for at søge tilskud til en række forskellige sociale formål hos Departementet for Familie, Ligestilling og Sociale Anliggender.

Endvidere kan jeg nævne, at Landstinget i 2015 vedtog at lade den danske forældreansvarslov træde i kraft. Loven styrker barnets tarv og høring af barnet i sager om forældremyndighed og samvær. Endvidere indebærer loven en fuldstændig afskaffelse af revselsesretten. Folketinget har netop i den her uge vedtaget den nødvendige lovgivning for netop at sætte forældreansvarsloven i kraft for Grønland.

Endelig har landsstyret i sidste uge sendt et lovforslag i høring om at give landsstyret hjemmel til under særlige omstændigheder at suspendere kommunernes forvaltning af det sociale regelsæt. Det giver landsstyret mulighed for at gribe ind, hvis der foreligger en væsentlig tilsidesættelse af kommunens forpligtelser eller borgernes rettigheder efter det sociale regelsæt.

Min grønlandske kollega, Martha Lund Olsen, og hendes departement har også fulgt op konkret i forhold til nordkommunen. Der er en tæt dialog med kommunens socialforvaltning om forholdene og løsningerne. Det drejer sig bl.a. om indsættelse af den nye centrale rådgivningsenhed. Og så har landsstyreformand Kim Kielsen i sin nytårstale udnævnt hele 2016 til børnenes år. Martha Lund Olsen har over for mig oplyst, at børneåret 2016 sætter øget fokus på samtænkning af indsatserne på de forskellige ressortområder i forhold til børn og unge. Det gælder således sociale indsatser, sundhed, skole, uddannelse og erhverv.

Alt det her viser, at selvstyret tager problemerne alvorligt, og at der er stor opmærksomhed på de sociale problemer for børn og unge i Grønland. Der vil selvfølgelig gå et stykke tid, før de mange indsatser, der er iværksat de seneste år, vil kunne måles med positiv effekt.

Som baggrund for denne forespørgselsdebat henvises der også til Danmarks ansvar i forbindelse med FN's børnekonvention. I forhold til FN's børnekonvention er det Grønlands opgave at sikre, at lovgivning og administration på børneområdet, som Grønland har ansvaret for, er i overensstemmelse med rigets internationale forpligtelser. I henhold til grundloven er det regeringen, der handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Det er således også kongeriget Danmark, der folkeretligt er ansvarlig for Grønlands overholdelse af FN's børnekonvention. Det er altså med andre ord kongeriget Danmark, der udadtil står på mål for Grønlands efterlevelse af konventionen.

I det interne forhold mellem Danmark og Grønland er det imidlertid selvstyret, der har ansvaret for overholdelsen på overtagne områder, og socialområdet er som sagt et overtaget område. Selvstyret har dermed også ansvaret for at overholde kongeriget Danmarks folkeretlige forpligtelser, det følger af selvstyreloven. Det er selvfølgelig klart, at hvis Danmark bliver opmærksom på, at der er problemer med at overholde internationale forpligtelser på socialområdet, så tager vi det op med selvstyret. Det er dog vigtigt at understrege, at Danmarks væsentligste bidrag i sådan nogle tilfælde er bistand med faglig og juridisk rådgivning og sparring om sociale problemstillinger, såfremt dette efterspørges af selvstyret.

Jeg er selvfølgelig fuldt opmærksom på, at regeringen som anført i bemærkningerne til selvstyreloven kan pålægge selvstyret at gennemføre foranstaltninger, som er nødvendige til opfyldelse af internationale forpligtelser. Samarbejdet inden for rigsfællesskabet er imidlertid ikke kendetegnet ved pålæg eller lignende tiltag, men ved dialog i gensidig respekt med fokus på politiske løsninger. Og det er jo lige præcis det, jeg gør. Som jeg tidligere har nævnt, har jeg haft drøftelser om denne sag med landsstyremedlem Martha Lund Olsen og vil fortsætte disse drøftelser. Så vil jeg endvidere understrege, at selvstyret tager denne sag meget alvorligt, og at der er stor opmærksomhed på de sociale problemer for børn og unge i Grønland.

Jeg mødtes i sidste uge med min grønlandske kollega Martha Lund Olsen, hvor det blev understreget, at man fra Grønlands side stiller sig positive over for et tættere samarbejde i de kommende år med henblik på at afhjælpe de omfattende udfordringer på børn- og ungeområdet i Grønland, og det er jeg rigtig glad for. Danmark og Grønland har siden 2006 haft en samarbejdsaftale på området for udsatte børn og unge. Aftalen er siden blevet udvidet til at omfatte hele det sociale område. Aftalen giver adgang til videns- og erfaringsudveksling samt faglig og juridisk sparring og giver også de grønlandske kommuner adgang til rådgivning fra VISO, altså den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – den kan man søge rådgivning hos i de komplicerede enkeltsager.

Som led i den her aftale har Social- og Indenrigsministeriet faste møder med de grønlandske myndigheder via Det Sociale Kontaktudvalg. Før jul havde vi møde i Det Sociale Kontaktudvalg, hvor vi drøftede, hvordan vi fra dansk side mere konkret kan sætte vores erfaring på socialområdet i spil til gavn for udsatte børn og unge i Grønland. Vi har fra dansk side identificeret nogle mulige bud på typer af bistand, som vi – »vi« er helt konkret Socialstyrelsen – vil kunne hjælpe Grønland med. Det drejer sig f.eks. om udvikling af enkle metoder og redskaber til håndtering af sagsbehandlingen samt tilsynet med sagsbehandlingen. Det drejer sig også om udvikling af en model for tilsynet med de sociale tilbud, og så drejer det sig om udvikling af den centrale rådgivningsfunktion i deres løbende understøttelse af kvalificering af kommunernes sagsbehandling og tilbudsvifte.

Det grønlandske departement for sociale anliggender har allerede taget kontakt til Socialstyrelsen med henblik på at få bistand og sparring i forhold til et styrket juridisk og fagligt tilsyn med sagsbehandlingen af de sociale indsatser i Grønland. Jeg er meget tilfreds med, at Grønland har tilkendegivet, at man gerne vil intensivere samarbejdet på det sociale område. Der er behov for konkrete og målrettede løsninger på området, det vil vi meget gerne bidrage med. Styrken i rigsfællesskabet er netop samarbejde i gensidig respekt. Fra dansk side vil vi meget gerne gøre vores til, at vi med den samlede viden og erfaring, vi har på det sociale område, kan bidrage til en positiv udvikling i Grønland.

Tak til ministeren for besvarelsen af forespørgslen. Så starter vi forhandlingen, og den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, hr. Søren Espersen.

Mange tak for det. Det var den samme socialminister, der stod her den 24. april 2009 og sagde stort set det samme – stort set det samme – om dialog, om ting, der er sat i værk, om alle mulige forskellige ting. Der sker jo ingenting ! Altså, vi kan godt stå her om 6 år igen og givetvis have den samme diskussion, som vi har nu, og høre, at nu er der sat ting i værk, og nu har man talt med Grønlands selvstyre, nu har man sat det og det i værk. Jeg tror bare ikke på det mere. Og jeg vil næsten garantere for, at har man den samme diskussion om 5-6 år igen, bliver det på præcis samme måde. Socialministeren siger: Hvis vi bliver opmærksom på problemerne, så tager vi fat.

Mon ikke I er blevet opmærksom på problemerne for lang tid siden – bare for 6 år siden eller for 10 år siden eller for 15 år siden? Der sker ingenting , så længe det er det grønlandske selvstyre, der opererer i det her felt. Derfor må regeringen skride ind. Man har den folkeretlige forpligtelse, og jeg synes, det er uanstændigt, at vi år efter år skal blive ved. Og dem, som er ofre i det her, er 5.000 grønlandske børn – en tredjedel af de grønlandske børn, 5.000 grønlandske børn – som givetvis bliver udsat for omsorgssvigt. Det er en skandale, som vi fortsætter i en uendelighed. Hvorfor tager vi ikke fat?

Jeg har som sagt gennemgået rapporter bare for de sidste 10 år – bare for de sidste 10 år. Og uden at gøre mig nogen større anstrengelser har jeg fundet over 100 avisartikler om sagen: om seksuelt misbrug, om mishandling, om forældre med drukproblemer, om sultne børn osv. – hele paletten af sociale problemer med børn på Grønland. Tiden tillader kun kortfattede eksempler:

Politiken 2006: »To store sager om misbrug af børn ryster Grønland«.

Kristeligt Dagblad 2006: »Nuuk beder om hjælp til pædofili-sager«.

Politiken 2006: »Grønland har 37 gange så mange pædofilisager som Danmark«.

Berlingske Tidende 2006: »Hver tredje pige i Grønland har været udsat for seksuelt overgreb«.

Kristeligt Dagblad 2007: »Endelig er der det seksuelle misbrug af børn, som har et omfang, der er svært at fatte. Således fortalte næsten halvdelen af bygdebørnene sidste år i en undersøgelse, at de var blevet seksuelt krænket ...«.

Politiken 2007: »... og seksuelt misbrug af børn forekommer seks gange så ofte som i Danmark«.

Kommentarer i Politiken 2007: »Grønlandske politikere har tilsyneladende givet op. Eller også har de travlt med at arbejde for dem, der trods alt har det godt i Grønland: dem selv«.

Information 2009: »De mange historier om vanrøgt og misbrug af grønlandske børn ...«.

Kristeligt Dagblad 2014: »Hvert tredje grønlandske barn har de svært på grund af problemer som omsorgssvigt, seksuelle overgreb, forældres misbrug ...«.

Samme år oplyser den daværende børnetalsmand, at af de 15.000 børn, der bor i Grønland, har en tredjedel problemer på grund af alkohol, selvmord, massive sociale problemer, og at børn ikke får mad nok – børn får ikke mad nok! Det er danske statsborgere!

Hvis det her var foregået i Maldiverne eller i Peru, er jeg sikker på, at der ville have været sendt en taskforce af sted allerede nu med protester over for regeringerne i de lande, men når det er Grønland, gør man ingenting.

Den nyeste rapport slår så fast, at FN's børnekonventions artikel 19 ikke overholdes, ligesom det menes, at også artiklerne 20, 27, 28, 29 og 34 ikke overholdes. Det er inden for kongeriget, vi snakker om.

Jeg spørger efter den her lemfældige opremsning – jeg kunne være blevet ved i timevis: Kan Folketinget stadig væk have tillid til, at Grønlands selvstyre er i stand til at løse problemerne? Selv – og det har jeg nævnt før – har jeg ikke den allerringeste tillid til, at selvstyret kan arbejde med de her ting, og derfor må regeringen påtage sig ansvaret. Regeringen har forpligtelser til at beskytte alle børn inden for kongeriget. Hvert og et af disse børn er som sagt danske statsborgere.

Man kan ikke længere dukke sig fra regeringens side og sige, at området er hjemtaget. Jeg kender godt selvstyreloven – jeg var selv med til at arbejde med den i sin tid, og jeg behøver ikke en gennemgang af den: Regeringen har det overordnede ansvar. Hvis ikke regeringen påtager sig det ansvar, vil den ikke alene gøre sig skyldig i en vis forsømmelse, den vil også gøre sig skyldig i, at endnu en generation af grønlandske børn udsættes for en grotesk grad af omsorgssvigt, at endnu en generation af grønlandske børn vil vokse op med seksuelt misbrug, at børn vil sulte. Det er uanstændigt. Hvornår tager man fat? Hvornår stopper berøringsangsten? Jeg glæder mig til at høre debatten og også, hvad mine kolleger i Folketinget vil sige til det. Regeringens indstilling til det kender vi, og den er sørgelig, men sand.

Det er baggrunden for, at jeg på Dansk Folkepartis vegne skal tillade mig at fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger regeringen at anerkende, at Danmark som underskriver af FN's Børnekonvention – på vegne af hele Kongeriget – har det overordnede og endelige ansvar for, at børnekonventionens artikel 19 overholdes af Grønlands Selvstyre og af grønlandske kommuner, og at regeringen i overensstemmelse hermed foretager sig det nødvendige for at leve op til konventionen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 17).

Det vil så indgå i de videre forhandlinger.

Der er nogle korte bemærkninger til ordføreren. Den første er fra hr. Christian Juhl.

Tak for det. Jeg vil gerne sige tak for, at Dansk Folkeparti har taget debatten op. Jeg synes, den er både vigtig og nødvendig, og jeg ved ikke, om der er nogen i Folketinget, der ikke er enige i, at det er meget alvorlige forhold, der er i Grønland.

Jeg vil gerne spørge, om ordføreren selv tror på, at hvis vi laver en dansk taskforce, så tager den op og løser problemerne. Vi har jo i Danmark erfaring for, at sociale problemer ikke er noget, man løser i løbet af 1 måned, ½ år, 1 år eller 5 år. Det er noget, man løser ved systematisk at opbygge et system, som, også efter at f.eks. en dansk taskforce har lavet et eller andet, kan fungere. Og derfor er det vel vigtigt, at der bliver uddannet og sikret, at grønlændere selv kan tage hånd om grønlandske forhold, samtidig med at man erkender problemet.

Ordføreren.

Jamen hvor længe skal det vare? Altså, som nævnt kunne jeg have fundet eksempler helt tilbage til 1985. Jeg kunne i halve timer have opremset bare overskrifterne på de avisartikler, der har været trykt, og også rapporter fra alle mulige sider om, hvordan man tog fat i det.

Nej, jeg tror ikke på, at selvstyret kan klare det her. Og ja, jeg tror på, at hvis Danmarks regering har viljen til, at det altså nu skal være slut med den her form for omsorgssvigt over for borgere i rigsfællesskabet, så vil der blivet taget fat på det. Ja, det tror jeg.

Hr. Christian Juhl.

Tak. Jeg tror, at hr. Søren Espersen er med til at skabe nogle illusioner, både om, hvor effektive danskere kan være på Grønland, og om, hvordan man klarer den her slags problemer. Og jeg er fuldstændig enig i, at man godt kan blive grebet af panik og sige: Hvad sker der dog? Men jeg vil minde om, at vi i Danmark, siden vi fik den første egentlige sociallov, har brugt 80 år til at prøve at få skik på vores samfund. Alligevel sker det jo altså, hvis vi skal være ærlige og selvkritiske, at der dukker ting op i det danske samfund, som vi i den grad også kan være flove over.

Ordføreren.

Altså, sammenligninger med dansk socialpolitik er fuldstændig uhørt, og så kunne det tyde på, at hr. Christian Juhl overhovedet ikke sat sig ind i de rapporter, der er tale om. De problemer, vi har, er vand i forhold til dem, som Grønland har. Og der bliver taget hul på det, hvis man finder ud af, at der sker et eller andet. Det har man gjort i talrige sager, som selvfølgelig også findes her – i Tøndersagen, Rebildsagen osv. Man tager fat på problemerne.

Og så mener hr. Christian Juhl, at jeg er grebet af panik. Så er det en meget langstrakt panik, der nu næsten har varet i 25 år. Jeg ved ikke, om det er sådan særlig panisk.

Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Mange tak, og tak for at tage emnet op. Jeg har jo selv været Grønlands første børnetalsmand og har italesat mange af de her ting, så jeg er egentlig glad for, at emnet bliver drøftet. Men som jeg ikke overraskende vil sige, er det et grønlandsk ansvar, og det vil jeg selvfølgelig holde fast i.

Jeg synes også, det er vigtigt, at vi har en nuanceret og en løsningsorienteret debat, så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren for forespørgerne, om han anerkender, at Grønland selv har et ansvar i forhold til det folkeretslige, det, at man selv går ind og underskriver, ratificerer FN's børnekonvention, men også de områder, som Danmark varetager på vegne af Grønland. Er der nogle områder, som ordføreren for forespørgerne mener at man også bør kigge på i forhold til at løfte det her område?

Ordføreren.

Jamen jeg anerkender fuldt ud, at Grønland i overensstemmelse med både hjemmestyreordningen, men også selvstyreordningen har det overordnede ansvar for, hvad der foregår også inden for socialområdet. Det har jeg aldrig sagt var anderledes. Det kunne være skønt, om man kunne løse de problemer, uden at man skulle involvere andre i det, og det håber jeg da sker, men jeg tror ikke på det.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Ordføreren henviser til FN's børnekonvention, artikel 19, men jeg synes i virkeligheden, artikel 3 og artikel 18 er langt mere interessante, fordi det egentlig er dem, der er sådan lidt mere handlingsorienterede. Det handler om forældreansvar, og så handler det om, at der er det tilstrækkelige antal ansatte. Noget af det, som Grønlands selvstyre selv påpeger i forskellige rapporter, er, at sagsbehandlere kan sidde med op til 300 sager pr. sagsbehandler, og det kan godt være, at man får hjælp i én sag, men så sidder man stadig væk med 299 andre sager. Det kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens kommentar til.

Ordføreren, værsgo.

Jamen jeg er selvfølgelig også opmærksom på, at fru Aaja Chemnitz Larsen selv har lavet en glimrende rapport tidligere, mens hun var børnetalsmand, og der bliver også peget på forskellige artikler i børnekonventionen. Jeg nævnte også i min tale, at der var flere paragraffer, eller hvad det nu hedder, som man havde peget på fra den nuværende børnetalsmands side, og det er bare med til at gøre det værre.

Som sagt har Grønland ansvaret, men det er en proces, som ikke ændrer sig. Det bliver værre på trods af aldrig så mange dialogsamtaler og strategier og planer.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så går vi videre ... Og der er en kort bemærkning fra fru Karin Gaardsted. Det beklager jeg, det overså jeg. Så er det først en kort bemærkning til fru Karin Gaardsted.

Tak for det. Som jeg forstår ordføreren, mener ordføreren, at den danske stat og den danske regering skal gribe ind i Grønland. Jeg vil gerne have at vide, hvordan ordføreren helt konkret forestiller sig det skal foregå.

Ordføreren.

Jamen altså, det kunne foregå ved, at man starter med at erkende sit ansvar. Det mener jeg ikke at man gør. Man henviser til, at det er Grønland, der har ansvaret, og så har man det overordnede ansvar, og skulle vi blive opmærksomme på noget, så ... Det kunne gøres ved at sætte en del af selvstyreaftalen ud af kraft, det kan ske ved et simpelt flertal her i Folketinget inden for det område, det kunne ske ved, at man aftaler med den grønlandske regering, at man udruster en taskforce, som tager sig af problemerne, eller som arbejder med den. Der er flere forskellige muligheder for at gøre det, men det kræver som sagt bare et almindeligt flertal i Folketinget, hvis viljen er til stede.

Fru Karin Gaardsted.

Jeg forstår det sådan, at ordføreren ønsker, at selvstyret faktisk skal ophæves på det område her, hvis ikke for evigt, så i hvert fald for en tid, og så skal der sendes en taskforce derop fra Danmark. Jeg vil bare lige gøre ordføreren opmærksom på, at det jo er et land med enorme afstande, og jeg vil gerne høre, hvor mange mennesker ordføreren regner med at der skal sættes ind fra dansk side.

Ordføreren.

Jeg ønsker da ikke, at selvstyreaftalen skal sættes ud af kraft, jeg ønsker, at problemerne skal blive løst. Jeg kan bare konstatere, at jeg har stået i den her situation mange gange før, at vi har haft forespørgsler om det her, at der er lovet bod og bedring, og at der sker ikke noget. Hvordan det rent praktisk skal organiseres, skal jeg da gerne svare på, hvis jeg skulle blive spurgt om det en dag, når arbejdet går i gang, hvad jeg tvivler på, for det vil gå, som det plejer: Et flertal af Folketingets medlemmer og regeringen vil sige, at det her kan de desværre ikke gøre noget ved, fordi de har berøringsangst.

Dermed siger vi tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det fru Karin Gaardsted nu som ordfører for Socialdemokraterne.

Når Børnetalsmanden i Grønland kan berette, at børn i Nordgrønland mistrives og ikke får den hjælp, som de har behov for og krav på, er det klart, at danske politikere spidser ører, og jeg tror, at mange af os får trang til at handle og til at hjælpe.

Grønland er en del af rigsfællesskabet, og vores relationer til det grønlandske folk er tætte. Hr. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, som har indkaldt til denne forespørgselsdebat, har sagt i pressen, at Grønland skal sættes under administration for at få løst de sociale problemer. Den indstilling deler Socialdemokraterne ikke. Alle her i salen ved, at Grønlands selvstyre har ansvaret for socialområdet. Det har Socialdemokratiet stor respekt for, og det bør andre også have, og det er i respekt og med omsorg for børn og unge, at jeg lader mine ord falde i dag.

De fleste børn og unge i Grønland har en god opvækst, og det skal vi huske, men der er børn og unge, der mistrives, omsorgssvigtes, misbruges eller udsættes for incest, og de skal have hjælp. Det er kommunerne og den grønlandske stats ansvar og pligt, at hjælpen til de sårbare børn er tilstrækkelig, og at den når frem.

Levevilkårene fra by til bygd er meget forskellig. Afstandene i Grønland er store, befolkningen lever adskilt, ja, nogle lever ligefrem afsondret. Det gør, at børn og unge i Grønland vokser op under meget forskellige vilkår. I bygderne er der stor fattigdom: Gennemsnitsindtægten i en bygd er ca. 125.000 kr., og dertil kommer, at madvarer er meget dyre. Forsyningsskibene kommer sjældent, familierne lever typisk af det, som de fanger på land eller på fjorden. Indbyggerne i bygderne lever med andre ord i isolation store dele af året, og det siger sig selv, at det er en udfordring i forhold til at løfte det socialfaglige arbejde, for ofte er der ingen med pædagogisk eller socialfaglig uddannelse blandt de personer, der tager sig af børnene. Uuddannede og måske ressourcesvage voksne skal tage sig af svigtede børn. Samfundene er små, og der kan være familiemæssige relationer mellem den udsatte familie og dem, der skal gribe ind. Måske er der måske endda også svigt blandt dem, der skal passe på børnene. Konsekvensen er, at problemerne bliver opdaget for sent, at sårbare udsatte børn og unge bliver isoleret i deres eget samfund.

Det synes helt nødvendigt, at den grønlandske stat og kommunerne satser mere på at sende pædagogisk og socialfagligt personale ud til bygderne på jævnlige besøg. Den grønlandske socialminister har oplyst, at hver socialrådgiver har op imod 300 sager. Altså 300 sager! Det er et fuldstændig uhørt og uholdbart tal, og måske er det en af årsagerne til, at det er svært at fastholde dygtige socialrådgivere. En oplagt opgave for den danske stat i denne sammenhæng kunne være at tilbyde hjælp til uddannelse af socialrådgivere, børnesagkyndige og psykologer, og et venligt ment forslag til det grønlandske selvstyre kunne jo være, at man prioriterede midler til at øge antallet af uddannede socialrådgivere og børnesagkyndige.

Efter folkeskolen har de unge i bygderne stort set intet at tage sig til. Ofte kender de kun deres egen bygd og måske nabobygden 40 km væk. Deres verden er lille, og for nogle forsvinder deres drømme om fremtiden. Selvmordsprocenten er høj, især blandt de 17-20-årige, fordi de har mistet troen på, at der er et godt liv for dem, og fordi de ikke får den professionelle behandling, som de har behov for. Derfor synes det oplagt at få set på, hvordan vi kan understøtte de unges mobilitet, så de f.eks. kan få mulighed for at få uddannelse uden for bygderne uanset størrelsen på familiernes pengepung. De geografiske forhold i al deres skønhed og styrke samt infrastrukturelle udfordringer kan ingen ændre på, men det er åbenbart, at der er en række andre felter, hvor der kan gøres en gavnlig indsats.

På Socialdemokraternes vegne lægger jeg op til, at den danske regering går i tæt dialog med det grønlandske selvstyre om, hvor vi kan støtte og hjælpe. Måske bør man løfte blikket og kigge ud i verden efter inspiration til løsninger hos andre samfund, der er tynget af lignende problemer.

Vi må ikke forfalde til at stille os an som overdommere, for det hjælper ikke børnene, og det løfter ikke de unge. Lad os i fællesskab få iværksat en langsigtet plan for, hvordan børnene og de unge i fremtiden får tilstrækkelig og kompetent hjælp til at blive stærke og livskraftige medborgere i det grønlandske samfund.

Lidt senere vil en vedtagelsestekst blive læst op af hr. Marcus Knuth, og den vedtagelsestekst vil Socialdemokraterne tilslutte sig.

Så er det først hr. Søren Espersen for en kort bemærkning. Værsgo.

Jeg håber ikke, det vil virke fornærmende, men jeg synes, fru Karin Gaardsted lyder fuldstændig som den grønlandske socialminister, der fortæller om store afstande, at der er vældige problemer, at der er små bygder, og at der er alt for mange sager osv. Det er jo den jammer, som vi hører fra Grønlands Selvstyre og før det fra hjemmestyret, og som vi har hørt på i årevis.

Fru Karin Gaardsted siger, at hun har respekt for selvstyret. Hvorfor har hun det?

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, at det kan lyde som den grønlandske socialminister med hensyn til de ting, men det er ikke jammer. Det kan godt være, at ordføreren mener, at det er jammer, men det er fakta. Man bliver jo nødt til at forholde sig til de vilkår, der er i Grønland, for de ligner overhovedet ikke de danske forhold, og det kan ikke nytte noget, at vi kommer med vores bedrevidenhed og skal agere i det grønlandske samfund, når de redskaber og tiltag, vi har i Danmark, ikke umiddelbart kan overføres.

Det er derfor, jeg vil have, at vi skal hjælpe selvstyret. Og ja, jeg tror på selvstyret.

Hr. Søren Espersen.

Men hvorfor har fru Karin Gaardsted respekt for selvstyret, når det nu i årevis har vist sig, at det ikke kan lade sig gøre og ikke kan lykkes? Hvorfor bliver man i årevis ved med den samme sang her i Folketinget, når problemerne ikke alene er, som de var, men faktisk bliver værre?

Det er rigtigt, at det ikke er sikkert, at det er jammer, for man magter jo ikke problemerne. Men altså, så lad os få en klar tilkendegivelse fra Grønlands Selvstyre: Nej, vi magter ikke de her problemer, så nu må den danske regering tage over. Lad os få den.

Ordføreren.

Jeg har respekt for Grønlandske Selvstyre, og det mener jeg at vi skal have i det danske Folketing. For Grønland har selvstyre, og der er mange områder, som Grønland har hjemtaget. Det skal vi respektere. Og det bliver ud fra det, at jeg siger mit: at hvis Grønland beder Danmark om hjælp, er jeg helt sikker på, at vi også fra Folketingets side vil være indstillet på at sende mere hjælp af sted.

Så er det fru Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti for en kort bemærkning.

Tak. Jeg havde den store oplevelse for et par år siden at være på en orienteringsrejse til Grønland, hvor jeg oplevede landet. Der var rigtig mange positive oplevelser. Men jeg oplevede jo også nogle af de ting, som debatten drejer sig om i dag, netop de udsatte børn og unge. Og i den forbindelse tænkte jeg: Hvorfor kan vi dog ikke hjælpe dem noget mere? Hvorfor kan vi ikke få dem på rette vej i forhold til at sikre, at vi ikke bliver ved med at høre de her forfærdelige historier?

Når ordføreren siger, at vi ikke kan bruge vores bedreviden, så tænker jeg, at det lyder lidt negativt, og jeg tænker egentlig mere: Hvorfor kan vi ikke bruge den erfaring, den viden, vi har på børneområdet, på området for udsatte børn og unge, til at hjælpe dem i Grønland til at komme videre på det her område, så vi ikke får det antal sager ... [Lydudfald]. Det vil jeg egentlig gerne høre ordføreren om.

Ordføreren.

Men jeg er heller ikke uenig i, at der er et ønske om, at vi kunne hjælpe dem bedre på vej. Jeg har også besøgt Grønland, efterhånden fem gange, og har også oplevet ting, hvor jeg tænker, at det burde gøres på anden vis. Men jeg mener bare, at vi bliver nødt til at respektere, at det er grønlænderne selv, der skal være med til at løse deres opgave. Det er ikke sagt negativt, når jeg siger, at vi ikke skal komme med vores bedreviden over for grønlænderne. Jeg vil bare gerne have, at de beder os om det.

Så tror jeg, der er et stærkt ønske fra Grønlands side om, at danskerne lader være med at komme 14 dage ad gangen og så smutter hjem igen. Hvis der skal rettes op på det her område, og det synes jeg bestemt også at der skal, så skal det være noget, der har en længere holdbarhed, og dermed skal det også være en længerevarende indsats, som vi kan tilbyde det grønlandske samfund, hvis de vil tage imod det.

Fru Karin Nødgaard.

Det er fint nok, at ordføreren siger, de skal bede om hjælp, men man kan jo også tilbyde hjælp, og det er det, som Dansk Folkeparti sådan set foreslår nu, nemlig at sige, at vi gerne vil tilbyde vores hjælp, fordi vi faktisk har nogle erfaringer på det område. Nu har vi jo hørt Dansk Folkepartis ordfører, Søren Espersen, sige, at det her har stået på i adskillige år. Det, vi gerne vil fra Dansk Folkepartis side, er at sikre de her børn og unge en ordentlig opvækst. Der vil jeg da også gerne høre: Synes ordføreren, at man, da ordførerens eget parti sad i regering, egentlig gjorde noget for, at vi kunne imødekomme nogle ting i forhold til hele det her område? Det synes jeg kunne være rigtig, rigtig interessant at høre.

Så vil jeg også sige til det der med, at ordføreren siger, vi skal respektere Grønland: Jeg vil gerne have, at vi skal respektere, at børn og unge får et godt liv, og det synes jeg faktisk ikke at vi gør lige nu.

Ordføreren.

Altså, at tilbyde hjælp til Grønland er jeg helt med på. Men Grønland skal også ville have det og skal synes, at de har behov for den hjælp, som jeg er enig i at det danske samfund her i Danmark kan tilbyde. Men det er ikke det samme som det, forespørgerne startede med at sige, nemlig at Grønland skal sættes under administration.

Hvad vi selv gjorde, da vi var i regering? Da havde vi hele samarbejdet med det grønlandske selvstyre, og det var selvfølgelig også med de her mål for øje.

Så er det hr. Henrik Brodersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg ved jo, at ordføreren har et stort engagement i forhold til Grønland, og derfor er det meget, meget skuffende at høre den indgangsvinkel, som ordføreren har til det. Ordføreren snakker om store afstande, om nogle forhold imellem dem, der skal tage hånd om det, hvis forældrene ikke kan – at de kan have familierelationer, og at det som sådan kan være svært i de små samfund. Jeg synes, det er rystende at høre.

Jeg har det på den måde, at om så der er en afstand, der er 30 gange rundt i Jorden, så må der ikke være børn, der lider overlast. Og så er jeg sådan set ligeglad med afstanden. Derfor vil jeg bare spørge ordføreren: Hørte jeg rigtigt, da ordføreren sagde, at der var hensyn at tage til de myndigheder og hjemmestyret og selvstyret, som har overset det her problem i årevis? Vil man hellere tilgodese deres, hvad skal man sige, følelser eller deres kompetencer, frem for at hjælpe børn, der lider overlast konstant og hele tiden?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at jeg har givet udtryk for, at der skulle tages hensyn til myndighederne i Grønland. Det har i hvert fald ikke været min hensigt. Jeg mener, at opgaven i den sammenhæng her ligger i Grønland hos de grønlandske myndigheder, i selvstyret og i kommunerne. Og det er dem, der skal løse den her sag. Vi kan fra dansk side tilbyde hjælp på mange forskellige fronter – det mener jeg faktisk også jeg nævnte i min tale.

Så vil jeg sige i forhold til det med de store afstande, at selv om ordføreren mener, det ikke skal være nogen hindring, så er det en faktuel hindring. Det er ikke let at komme rundt i Nordgrønland. Det er ikke nemt at sørge for, at uddannet personale, hvis man overhovedet kan få fat på det, også bliver på de steder, hvor man har behov for at det bliver. Det betyder ikke, at man ikke skal arbejde med det; man skal arbejde rigtig meget og målrettet med det.

Hr. Henrik Brodersen.

Jeg vil igen sige, at det jo er de store afstande og åbenbart manglende kompetencer, som ordføreren henviser til – altså, at så kan man ikke gøre noget ved det. Jeg mener, at med det kæmpe bloktilskud, som Danmark rent faktisk giver til Grønland, var der da al mulighed for at afsætte nogle af midlerne til at lave nogle børnehuse, ansætte nogle rigtig kvalificerede medarbejdere og anbringe dem i en hvilken som helst lille bygd. Altså, debatten er næsten lige gået i gang – vi har ikke stået her så forfærdelig længe – og der er alligevel et barn i Grønland, der er blevet misbrugt i den tid. Derfor vil jeg bare spørge: Hvad vil ordføreren konkret gøre for at tage hånd om det her, for at pålægge regeringen, at nu sker der altså noget til fordel for de grønlandske børn?

Ordføreren, værsgo.

Jeg vil gerne sige, at der jo allerede nu er familiehuse i en række både byer og bygder i Grønland, og det er min opfattelse fra de besøg, jeg har haft der, at de er velfungerende. Og det, jeg synes der skal satses på, og det, som Danmark kan hjælpe med, er flere uddannede personer, og det er nødt til at være grønlandsk personale, for ude i bygderne er der ikke mange, måske slet ingen, der taler dansk. Derfor skal vi arbejde på at styrke den indsats, som det grønlandske samfund selv kan yde over for de børn, der i den grad mistrives.

Så er det fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Bare for at sige det meget enkelt: Omsorgssvigt er alles ansvar. Omsorgssvigt over for børn i Grønland er også vores ansvar. Omsorgssvigt over for børn i Grønland er den danske stats ansvar, og det kan man ikke snakke sig udenom.

Så vil jeg bare sige, at den her rapport jo viser, at det er gået tilbage, det er gået tilbage, og det er gået tilbage. Der er ikke sket nogen fremskridt overhovedet. Så snakker ordføreren om, at vi skal i dialog med det grønlandske selvstyre. Så vil jeg gerne høre, hvad det er for en slags dialog, man tror der hjælper, når det ikke har hjulpet de sidste 30 år.

Ordføreren.

Jeg vil gerne sige endnu en gang, at vi bliver nødt til at respektere, at Grønland har selvstyre, og det faktum kan vi ikke komme udenom. Vi kan arbejde med det og tilbyde vores hjælp i forhold til uddannelse, til viden, som der også er blevet sagt fra ministerens side. Det bliver dét, vi kan. Jeg kunne ønske mig, at der kunne blive mange flere uddannede grønlandske socialrådgivere, som kunne bosætte sig eller i hvert fald med meget jævne mellemrum kunne komme og hjælpe med at få ryddet op i nogle af bygderne, for det er jo rigtigt, hvad børnetalsmanden har givet udtryk for, at der er børn, der mistrives, og det skal vi have gjort noget ved. Vi kan bare ikke sidde her i Folketinget og gøre det, medmindre vi tilslutter os hr. Søren Espersens forslag om, at vi skal sætte Grønland under administration. Det tilslutter Socialdemokraterne sig ikke.

Fru Pernille Bendixen.

Så er jeg simpelt hen nødt til at få et helt klart svar på: Hvad er vigtigst for Socialdemokratiet? Er det vigtigst at respektere det grønlandske selvstyre, eller er det vigtigst at hjælpe børn, der lider hver eneste dag?

Ordføreren.

Sådan kan man ikke sætte det op, for det er uhyre vigtigt, at børnene bliver hjulpet på den måde, de skal hjælpes på, og hen over den periode, som det er nødvendigt at de bliver hjulpet i. Det er det, jeg mener vi kan samarbejde med det grønlandske hjemmestyre eller selvstyre om at få ført ud i livet, for det er jo der, den halter.

Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Mange tak for indlægget. Man kan sige, at det er forældrene, der ifølge FN's børnekonvention har det primære ansvar, men når forældrene svigter, er det vigtigt, at det offentlige griber ind.

Der har været nævnt forskellige tal, og du har selv nævnt de her 300 sager pr. sagsbehandler, som er Grønlands selvstyre egne tal, men det er op til 300 sager, og det kan være 100-300 sager. Men socialrådgiverforeningen, NIISIP, i Grønland nævner også, at der findes 240 uddannede socialrådgivere, men at det kun er en lille del af dem, som arbejder som sagsbehandlere i Grønland. Det synes jeg er tankevækkende, også med de her mange sagstal, og man er nødt til at forholde sig til, hvad det er, man konkret kan gøre.

Jeg har selv fremsat et forslag om, at man laver vejledende sagstal, og som du selv er inde på, er det et grønlandsk ansvar. Men jeg tror, at den primære opgave, vi har her, er at sørge for, at der sidder nogen hjemme i Grønland og lytter til den her debat og selvfølgelig tager det her meget alvorligt. Så jeg kunne godt tænke mig at høre en kommentar.

Jeg skal lige minde om, at man ikke bruger direkte tale i Folketingssalen.

Så er det ordføreren, værsgo.

Jeg har også læst det, som socialrådgiverforeningen har udtalt sig om, og en af de ting, man kan gøre, er at sørge for, at det uddannede personale, man har, præcis bliver brugt i de sammenhænge, hvor man netop har brug for uddannelsen som baggrund for, at man kan få handlet rigtigt. Så det kunne da være en glimrende idé, at man tager socialrådgiverne væk fra at skulle lave alt for meget papirarbejde, men at de arbejder decideret med sagerne.

Men jeg vil stadig væk understrege, at man fra det grønlandske selvstyres og fra kommunernes side skal kunne forstå, at man er nødt til at have uddannet personale ud i bygderne, for ellers løses den sag her ikke til gavn for børnene.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak. Ordføreren nævner også selv bygder, og den her rapport fra MIO understreger jo, at der er en række udfordringer i en række bygder. Men jeg synes også, at det er rigtig vigtigt, at vi ikke får skåret alle over en kam, der hedder, at der er problemer i bygderne. Jeg har været i dialog med den nuværende børnetalsmand, som siger, at det ikke er et isoleret problem i Nordgrønland, men at det er et generelt problem, som vi har en række steder i Grønland. Hvis vi kigger på bygderne, tænker jeg, at der jo også er et ansvar her i forhold til kommunefogeder.

Ordføreren.

Lige præcis det problem, der er med at skaffe kommunefogeder i alle bygderne, synes jeg er et af de områder, som vi skal arbejde videre med i Grønlandsudvalget. For det er en rigtig stor udfordring, hvis man ikke har en person i bygden, som man kan henvende sig til, når der er nogle problemer af den ene eller den slags som f.eks. her, hvor det handler om børn, der bliver misrøgtet på den ene eller den anden måde. Og så vil jeg gerne understrege, at det er rigtigt, at vi ikke bare kan sige, at det kun sker nordpå. Men det, som børnetalsmanden har beskrevet her, handler om de nordlige bygder.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Herefter er det ordføreren for Venstre, hr. Marcus Knuth.

Mange tak. Lad mig begynde med at sige, at jeg deler Dansk Folkepartis store bekymring i det her spørgsmål, og det tror jeg alle partier og alle folketingsmedlemmer gør. Det er en forfærdelig situation, og det er jo også derfor, Danmark naturligvis skal være behjælpelig i det omfang, det overhovedet er nødvendigt og overhovedet er muligt. Når det er sagt, er det sociale område nu engang et hjemtaget område. Det vil sige, at Danmark selvfølgelig respekterer, at Grønland har ansvaret for at gøre den primære indsats.

Derfor er det også glædeligt, at vi ser, at der er gjort en øget indsats gennem de tiltag, som det grønlandske selvstyre har iværksat i de seneste år. Rådgivningsenheder, ekstra midler på den grønlandske finanslov til at udvide tilsynet på socialområdet og på børne- og ungeområdet og en handlingsplan mod vold er blot nogle af de ting, som er blevet iværksat. Indenrigsministeren nævnte en lang række tiltag, som jeg ikke vil stå her og gentage.

Betyder det, at vi fra dansk side skal være passive, når der stadig væk er en række problemer på det sociale område, som skal løses? Nej, det gør det jo selvfølgelig ikke. Vi skal bakke op om det grønlandske selvstyre og sørge for at tilbyde al den hjælp og vejledning, vi kan give, og dele al den viden, som vi ligger inde med på området.

Derfor støtter Venstre også den vedtagelsestekst, som opfordrer regeringen til en fortsat dialog og til et intensiveret samarbejde med selvstyret om de aktuelle udfordringer. Jeg mener ikke, at løsningen er at begynde at spole tiden tilbage til, hvor vi var for nogle år siden. Løsningen er at styrke det selvstyre, som vi nu støtter op om, for kun derigennem kan vi finde en langsigtet løsning. Det er vigtigt, at Danmark følger op, så vi kan være behjælpelige i det omfang, det er muligt og nødvendigt.

Jeg skal her sige, at Det Konservative Folkeparti også støtter op om vores vedtagelsestekst, som jeg vil læse op her og nu, og som jeg noterer at mig bekendt alle partier [Marcus Knuth (V) , Karin Gaardsted (S) , Christian Juhl (EL) , Carsten Bach (LA) , Torsten Gejl (ALT) , Martin Lidegaard (RV) , Karsten Hønge (SF) , Rasmus Jarlov (KF) , Aaja Chemnitz Larsen (IA) , Aleqa Hammond (SIU) og Sjúrður Skaale (JF)] med undtagelse af Dansk Folkeparti støtter. Vedtagelsesteksten lyder således:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at socialområdet er et overtaget område, og at de grønlandske myndigheder har ansvaret på området.

Folketinget konstaterer, at der er væsentlige udfordringer i forbindelse med forholdene for udsatte børn og unge i Grønland.

Folketinget er opmærksom på de tiltag, selvstyret allerede har iværksat for at understøtte de grønlandske kommuner i deres indsats for udsatte børn og unge, herunder den centrale rådgivningsenhed, der skal rådgive og vejlede kommunerne om, hvordan de kan styrke kvaliteten af sagsbehandlingen.

Idet Folketinget respekterer den kompetencefordeling, der følger af selvstyreordningen for Grønland, opfordrer Folketinget regeringen til fortsat dialog og intensiveret samarbejde med selvstyret om de aktuelle udfordringer.

Regeringen opfordres til fortsat dialog med selvstyret, herunder til løbende at orientere sig om selvstyrets arbejde på det sociale område, navnlig for så vidt angår selvstyrets opfølgning på de aktuelle problemstillinger.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 18).

Der er p.t. to korte bemærkninger. Den første er fra hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne spørge Venstres ordfører, om han har respekt for det grønlandske selvstyres evne til at løse de her problemer på en sådan måde, at han direkte kan sige: Ja, jeg har tillid til, at selvstyret nu kan løse de her problemer – til trods for at vi jo altså har haft en årrække forud, hvor det ikke har kunnet lykkes. Har Venstres ordfører grundlæggende tillid til, at det nu bliver klaret?

Ordføreren.

Jeg har tillid til, at den langsigtede løsning ligger i et samarbejde mellem Danmark og det grønlandske selvstyre, hvor vi styrker selvstyrets kompetencer, hvor vi styrker selvstyrets evne til at løse de her problemer. Jeg erkender, at der er problemer lige nu, som selvstyret har svært ved at løse helt alene, og derfor tilbyder vi al den hjælp, al den assistance, som vi her og nu kan tilbyde. Men den langsigtede løsning ligger ikke i at spole tiden tilbage. Den langsigtede løsning ligger i at lade selvstyret styrke deres kompetencer, således at de selv kan løse det her problem på sigt.

Hr. Søren Espersen.

Men hvor lang er en langsigtet løsning? Altså, nu er der gået 30 år – næsten. Jeg kan gå tilbage til noget, jeg sagde i 1986, og finde præcis de samme problemer som nu. Bare siden da er der gået temmelig lang tid, ikke? Skal vi vente lige så lang tid i den anden ende? For situationen er jo ikke blevet forbedret til trods for al mulig dialog, som der sikkert har været, handlingsplaner, små bygder og store afstande og alt sådan noget. Skal vi vente yderligere 25 år, inden der kommer en løsning på det?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at det løsningsforslag, som Dansk Folkeparti lægger op til, er det rigtige. Der er ikke nogen snuptagsløsning, der er ikke nogen løsning med en taskforce, der bare tager op og løser det her. Som Enhedslisten påpegede før, og det er jeg enig i, er sociale problemer ikke noget, man bare løser fra den ene dag til den anden. Sociale problemer løses bedst så lokalt som muligt, og derfor mener jeg ikke, at man skal sidde i København og tro, man har en langt bedre løsning end den, man kan komme frem til i dialog med og med støtte til selvstyret. Jeg mener, at på sigt er det selvstyret, der bedst kan løse det her problem med – i begyndelsen – støtte fra Danmark.

Så er det fru Karin Nødgaard.

Tak. Ordføreren indleder med at sige, at Venstre deler Dansk Folkepartis bekymring. Det er jeg sådan set glad for, men så synes jeg ikke rigtig, der kom så meget mere, som kunne følge op på noget af det, som Dansk Folkeparti egentlig gerne ser der sker. Derfor vil jeg gerne høre ordføreren, om ordføreren ikke mener, at når man taler om 5.000 børn, der er udsatte, så er det et stort antal.

Så kan jeg godt være lidt bekymret, for jeg har faktisk oplevet at se nogle af de her børn, som er meget forhutlede. Jeg har det bare sådan, at jeg tænker: Dem må vi bare kunne hjælpe på en eller anden måde. Og så tænker jeg: Hvad har vi gjort i Danmark? Vi har faktisk nedsat en taskforce, som har kunnet bruges her, og der hører jeg lige ordføreren sige, at en taskforce ikke er noget, der duer. Det kan jeg da ikke forstå. Hvis vi har gode erfaringer i Danmark med en taskforce, hvorfor kan vi så ikke også sende en taskforce til Grønland og hjælpe dem?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, som jeg sagde før, at en taskforce er en løsning, der bare kan få det her problem til at forsvinde i morgen. Jeg mener, at den danske regering skal støtte op om selvstyret, således at selvstyret udvikler de kompetencer, der nu engang er nødvendige til det her. Uanset om ordet for det er taskforce, eller man bruger den på den ene eller den anden måde, så er det her et problem, som ikke bare kan løses i morgen. Vi skal styrke selvstyrets evne til selv at løse det her problem.

Fru Karin Nødgaard.

Jo, men det er bare ikke sket. Og som hr. Søren Espersen også var inde på, er det her jo en proces, der har stået på igennem adskillige årtier. Vi forventer heller ikke, at der skal ske en revolution til i morgen på det her område, men vi vil gerne se forbedringer, og det er dem, vi ikke rigtig har set. Der undrer det mig, at Venstre som toneangivende regeringsparti igennem flere perioder egentlig ikke har sat det mere på dagsordenen, og derfor synes jeg jo godt, vi kunne være sammen om det her for netop at støtte grønlænderne i at sikre, at de her børn får en bedre tilværelse. For mig drejer det sig rigtig meget om respekten for børnene og børnenes liv og deres livskvalitet.

Ordføreren.

Jamen det er jo præcis det, vi vil gøre, nemlig tilbyde dem al den hjælp, som vi overhovedet har til rådighed. Jeg sad selv med i Grønlandsudvalget sidste efterår, da Martha Lund Olsen besøgte udvalget, og hvor samtlige partier – i hvert fald alle, der var til stede i lokalet den dag – enstemmigt sagde: Danmark ønsker at gøre så meget, som vi overhovedet kan. Men det kan nu engang kun foregå gennem dialog og gennem samarbejde. Jeg mener ikke, løsningen er at spole tiden tilbage og pålægge selvstyret en eller anden form for tvang. Det styrker ikke selvstyrets evne til på sigt at løse det her problem.

Så er det hr. Henrik Brodersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg deler jo ligesom fru Karin Nødgaard den opfattelse, at selv om ordføreren startede med at sige, at man sagtens kunne se de problemstillinger, som Dansk Folkeparti åbenlyst kunne se, så skete der ikke rigtig noget. Selvstyret er åbenbart det, der er det vigtigste for ordføreren: Det her er noget, vi skal bakke op om; det er dem, der tager hånd om tingene; det er dem, der løser problemerne.

Det har bare vist sig, at det er det jo ikke. Derfor må jeg bare høre ordføreren, hvorfor i alverden – når man kan se, at der er åbenlyse problemer og der ikke bliver taget hånd om det med den styreform, der er i Grønland – ordføreren ikke vil være med til at lave det om.

Ordføreren.

Jamen det er jo præcis det, vi tilbyder her. Nu vil jeg ikke gentage alle de mange tiltag, som indenrigsministeren kom med før, både fra dansk side i forhold til dialog om udvikling af sagsbehandlingen og om udvikling af rådgivningen og fra grønlandsk side i form af mange tiltag. Jeg mener, at man gør så meget, som man overhovedet kan lige nu, både fra dansk side og fra grønlandsk side. Dermed ikke sagt, at problemet bare bliver løst i morgen. Det er et meget omfattende problem, som kræver tid, og som kræver, at man samarbejder så tæt, som man overhovedet kan, mellem Danmark og Grønland.

Men det forslag, som Dansk Folkeparti kommer med om at spole tiden tilbage og sige, at så kan vi sidde her i København og fjernstyre en løsning, tror jeg bare ikke på.

Hr. Henrik Brodersen.

Jeg må sige, at jeg synes, at ordføreren og Venstre svigter vores børn oppe i Grønland ved bare at sige, at det nok skal løse sig, at vi tager den hen over årene, at vi har sat nogle værktøjer i gang, og at der bliver taget hånd om det. Det er hele tiden, det er konstant, at der er folk, børn deroppe, der ikke har tøj på kroppen, ikke får den mad, de kan spise, og bliver udsat for ting, som jeg slet ikke vil nævne.

Jeg synes, det er rystende. Hvorfor vil ordføreren ikke være med til at tage hånd om det her og være med til måske i en kortere eller længere periode at lade Danmark tage over på det her område og være med til, at vi så på enhver måde får sat de ressourcer af, der skal bruges, for at det lykkes?

Ordføreren, værsgo.

Vi er jo rørende enige om situationens alvor; vi er rørende enige om, at der skal gøres så meget, som vi overhovedet kan. Nu vil jeg nødig gentage mig selv og stå og opremse de tiltag, som er blevet taget, og hvor alvorligt den her situation bliver taget både af den danske regering og af det grønlandske selvstyre. Men løsningen er som sagt ikke at tro, at man kan sidde her i København og komme med en løsning, der er meget bedre end den, som det demokratisk valgte grønlandske selvstyre nu engang kan komme med.

Så er det fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Altså, det er jo en omgang kollektivt omsorgssvigt, vi er vidne til her i dag. Det er jo ganske, ganske skræmmende, at man på den måde kan fralægge sig alt ansvar og bare kaste det videre. Nu må jeg bare spørge ordføreren: Er ordføreren enig i, at det i hvert fald er gået den forkerte vej de sidste mange år på Grønland i forhold til de børn?

Ordføreren.

Jeg er enig i, at vi har et meget, meget stort problem. Om det er gået frem eller tilbage, skal jeg ikke kunne stå og sige lige her og nu. Det kommer an på, hvordan man måler det. Men faktum er, at det grønlandske selvstyre, som vi har hørt før fra indenrigsministeren, tager det her meget, meget alvorligt. Og hvis Dansk Folkeparti tror, at løsningen er at fratage det grønlandske selvstyre alt ansvar, og at det løser problemet, vil jeg altså mene, at I skal tro om igen. Løsningen er at styrke kapaciteten til at løse problemet lokalt. Løsningen er ikke at fratage det grønlandske folk og det grønlandske selvstyre ansvaret og tro, at man kan sidde i København og løse et problem i de grønlandske bygder.

Fru Pernille Bendixen.

Når noget ikke virker, må man jo gøre noget andet. Og så må man bare konstatere, at der har været dialog, og der har været sniksnak i årevis, uden at der er sket nogen progression overhovedet. Jeg ved ikke, om ordføreren har læst den her rapport, men der kan man jo se det sort på hvidt: Det er gået den forkerte vej.

Så jeg vil bare spørge: Hvad er det for en slags ny dialog, der skulle gøre en forskel?

Ordføreren.

Som sagt vil jeg nødig stå og gentage mig selv endnu en gang i forhold til de tiltag, som er blevet opremset før her fra talerstolen. Men jeg mener, at det grønlandske selvstyre tager det her meget, meget alvorligt, og løsningen er ikke at sige: Så fjerner vi alt ansvar fra jer, I kan ikke finde ud af det, og nu kommer vi med en eller en løsning, som jeg ikke helt rigtig kan sige hvad egentlig skulle være – altså, hvordan man skulle kunne løse det bedre fra dansk side. Løsningen er nu engang at styrke de lokale kompetencer.

Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Mange tak. Hvis man ser det fra barnets perspektiv, og særlig fra et grønlandsk barns perspektiv, så tror jeg ikke, løsningen er, at der kommer en dansk taskforce, som måske har svært ved at kommunikere med barnet, som skal løse de her problemer. Jeg tolker også den her debat sådan, at der i bund og grund er enighed om, at der er behov for handling, og at der er behov for, at der sker noget, og det ser jeg egentlig at der er hele vejen rundt. Jeg må også sige, at jeg, når jeg hører om de indsatser, som socialministeren nævner, personligt ikke synes, det er tilstrækkeligt, og jeg tolker egentlig det forslag til vedtagelse, som Venstre har fremsat, sådan, at der er behov for handling, og at der er behov for opfølgning, også herfra. Så jeg vil gerne høre, om ordføreren er enig i dette.

Ordføreren, værsgo.

Jeg er glad for, at ordføreren støtter op om, at en dansk taskforce her ikke er den rigtige løsning, og at der er initiativer i gang, og at det går den rigtige vej. Om de initiativer løser problemet hundrede procent her og nu, kan jeg ikke stå her og sige, men jeg er selvfølgelig glad for, at der er en god dialog mellem Danmark og Grønland, således at vi kan udvikle det samarbejde, der er, og intensivere det, og det er jo også det, der står i teksten i forslaget til vedtagelse. Og så ser jeg frem til en rigtig god dialog, også i Grønlandsudvalget, for at vi kan se, hvordan vi kan gøre endnu mere for at løse det her problem.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Vi bakker op om teksten i forslaget til vedtagelse, men man er jo selvfølgelig også generelt bekymret over de forhold, som der er for børn og unge i Grønland, i hvert fald for en tredjedel, for der er jo rigtig mange, som er velfungerende. Så jeg vil bare sige tak for kommentarerne.

Ordføreren.

Tak.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til Venstres ordfører, og derfor går vi videre til Enhedslistens ordfører, hr. Christian Juhl.

Tak. Jeg vil gerne endnu en gang sige tak, fordi man har rejst debatten, og jeg vil gerne opfordre til, at vi alle sammen er så konstruktive som muligt og ikke bare råber op om, hvem af os der er bedst til at råbe højest.

Det er en ufattelig alvorlig situation med udsatte børn, og det er ganske uacceptabelt, at der sker de overgreb på grønlandske børn, som der sker. Ansvaret er grønlændernes, de grønlandske myndigheders og de grønlandske forældres. Men det er på sin plads at sige til grønlænderne, at forholdene ikke er acceptable, og det er også på sin plads at sige, at overgrebene skal stoppe, og at børnekonventionen skal overholdes. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Vi skal ikke vente til den dag, de i Grønland siger, at de måske godt kunne bruge lidt hjælp fra Danmark, men vi skal aktivt styrke indsatsen sammen med grønlænderne og sige, at vi gerne vil bidrage alle de steder, hvor vi overhovedet kan, og det skal vi selvfølgelig gøre aktivt og offensivt.

Men at overtage opgaven hen over hovedet på grønlænderne vil være et tempotab. Det vil være at spilde gode kræfter, det vil være at se stort på den kapacitet, der er opbygget i Grønland, og som i fremtiden skal være den kapacitet, som er grundlaget for at løse de problemer, der er deroppe. For ellers er der så nogle, der kommer på besøg og siger: Hej, vi klarer lige det her problem for vores egen dårlige samvittigheds skyld, og så rejser vi i øvrigt igen. Og så kan vi gøre det sammen.

Derfor er der en god portion illusionsmageri i det, som hr. Søren Espersen lægger frem. Det er ligesom om nogle også tror, at man kan sende et bombefly og så kirurgisk løse et stort kriseproblem i et fjernt land, og så kan man tage hjem igen, og så er det løst. Men der har man som oftest skabt større problemer, end man har løst, og derfor vil jeg sige til Dansk Folkeparti: Lad nu være med at bilde folk ind – eller bilde jer selv ind, for det er jo endnu værre – at man bare sådan lige kan lave det med en taskforce. Og nu bruger I det der militære sprogbrug for netop at vise, at vi skal vise handledygtighed, og at vi sandelig er dygtigere. Hr. Søren Espersen nævnte også, at havde det været i Maldiverne, var vi nok rejst derned og havde løst problemet for længe siden.

Nej, vil jeg sige til hr. Søren Espersen, desværre er det sådan, at jeg også bliver ked af det, når jeg hører om børn i israelske fængsler, om gadebørn i Mellemamerika, der sniffer lim, om sultne børn i Korea og om misbrugte børn i Rumænien. Jeg synes godt nok, det ser ud til, at der er mange problemer i verden, der skal løses.

Betyder det så, at det alt sammen er ligegyldigt, fordi vi ikke kan magte det hele? Nej, det er ikke alt sammen ligegyldigt, og jeg er enig med hr. Henrik Brodersen, hvis han mente det, han sagde, om, at der ikke er nogen børn på denne klode, som må lide overlast. Det er jeg fuldstændig enig i. Vi skal gøre en endnu større indsats rigtig mange steder, og vi har selvfølgelig et særligt ansvar for, at vi har fejet for egen dør i rigsfællesskabet. Det er ingen undskyldning, at man i nogle grønlandske samfund lever isoleret, og det er heller ingen undskyldning, at det er et fangersamfund. Det undskylder altså ikke nogen forældre eller andre voksne for at lave overgreb på børn, fordi man lever under andre vilkår. Men det giver måske et billede af, hvor vi kan finde løsningen, og det er nemlig, at der er for få mennesker til at arbejde med det her i Grønland – der er måske også for få, der er dygtige til det, det skal jeg ikke kunne sige – og derfor skal økonomien i Grønland omprioriteres, og vi skal også hjælpe dem med finde den kapacitet, der er nødvendig.

Så er der fra DF's side gang på gang blevet spurgt, om man har tillid til grønlænderne, og der kan jeg jo lige så godt forebygge og sige: Ja, jeg har tillid til grønlænderne. Problemet er erkendt af grønlændere. Der sidder så nogle selvovervurderede danskere hernede og læser rapporterne og fortæller, hvor galt det er. Men løsningerne er jo udpeget af grønlænderne, de ved godt, hvad der skal til, og begrænsningerne er udpeget af grønlænderne, de ved godt, hvor problemerne er, og hvad der skal overvindes, før man kan lave et ordentligt stykke arbejde, og som det sidste kan jeg sige, at grønlænderne har skabt forbedringer på det her område.

Er det nok, og er vi tilfredse? Nej, og derfor er det godt, at vi får debatten igen, og derfor er det godt, at vi kan sige til hinanden, at vi gerne vil sige til grønlænderne: Ja, vi har brug for, at vi i fællesskab løser det her problem, men det er jer, der har hovedansvaret, vi vil ikke bare stå og vente, til I kalder på os; vi vil også gerne meget aktivt gå i gang med at få løst problemerne. Og der synes jeg det er helt okay, at ministeren siger: Jeg skal nok tage kontakt til dem, jeg besøger dem osv. osv. Det skal ske fra nu af og til de her problemer er løst, så de ved, at vi hele tiden kan gøre nogle ting, men det skal ikke ske, ved at man skaber illusioner, kære hr. Søren Espersen.

Så er det hr. Søren Espersen for en kort bemærkning. Værsgo.

Nu kan jeg altså i hvert fald lige afkræfte et forlydende om, at vi agter at sende bombefly til Grønland, for det er ikke med i vores forslag til vedtagelse. Når hr. Christian Juhl så nu siger, at vi skal hjælpe Grønland økonomisk, skal jeg lige spørge ham om noget: Er det, fordi han ikke respekterer selvstyreloven, hvoraf det jo klart fremgår, hvordan det økonomiske forhold er imellem Danmark og Grønland, hvor Danmark yder et årligt tilskud på 3,4 mia. kr. målt i 2009-penge, og det er så det? Så hvordan var det lige han havde forestillet sig at det skulle ordnes?

Ordføreren.

For det første snakkede jeg ikke om, at der skulle være bombefly, jeg sagde bare, at det er den samme holdning, der ligger bag hos dem, der tror, man isoleret kan løse et problem med et bombefly og kirurgisk gå ned og løse en krise. For det andet sagde jeg ikke, at Danmark skulle give flere penge til Grønland. Jeg sagde, at man i Grønland er nødt til at prioritere sine økonomiske midler anderledes, og det betyder, at man skal bruge flere penge på det her område og færre penge et andet sted. Grønlænderne er nødt til at erkende med sig selv, at det kun kan løses sådan. Det var det, jeg mente, og det var sådan set også det, jeg sagde.

Hr. Søren Espersen.

Okay, det vil altså sige, at Danmark ikke skal bidrage yderligere økonomisk til den her sag? Det kan jeg så forstå på Enhedslistens ordfører. Men jeg skal stadig væk lige have en forklaring på, hvordan det kan dreje sig om den samme idé at sende bombefly ud at bombe og så gerne at ville hjælpe omsorgssvigtede børn. Jeg har lidt svært ved at forstå det, men måske er det, fordi jeg ikke har den samme livlige fantasi som hr. Christian Juhl.

Ordføreren.

Jo, men jeg vil gerne prøve at forklare det en gang til. Jeg sagde, at når man skaber illusioner om, at man ved at sende en taskforce fra Danmark til Grønland – og nu bruger man endda et militært udtryk – så løser problemet, så er man med til at skabe illusioner både over for sig selv, men også over for den danske befolkning, om, at det kan man lige gøre, og at problemet så er løst i løbet af et år eller to. Men det er det ikke. Vi kan bidrage, og vi kan hjælpe, og vi kan bygge videre på det, grønlænderne har bygget op, men vi kan jo ikke komme og løse et problem hen over hovedet på folk.

Hr. Henrik Brodersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil da gerne kvittere for, at ordføreren går konstruktivt ind i debatten her og for så vidt også kommer med nogle løsningsforslag. Nu bliver der sagt flere gange, at vi kalder det en taskforce. For min skyld kunne man kalde det en teddybjørn, jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg mener bare, at vi har så mange ressourcer her i Danmark på det her område, som vi kunne bidrage med.

Så ved jeg godt, at det eksempelvis tidligere blev nævnt, at man ikke ville kunne forstå sproget, og alt muligt andet. Men hvis man tager den indgangsvinkel til det, at der eksempelvis er et børnehus, hvor der er ti grønlandske pædagoger, så har de formentlig været i Danmark for at tage uddannelsen og kan på den måde sproget. Hvis man så kom med ti her fra Danmark, var det da en mulighed for at løfte det. Er det et stort problem for ordføreren, at man eksempelvis kunne løse det på den måde?

Ordføreren.

Sproget er ikke noget problem. Altså, danskere kan også lære grønlandsk. Og hvis grønlænderne siger: Hej, Danmark, I har en kapacitet, vi gerne vil have lov til at gøre brug af, så tror jeg sagtens, det kan løses. Det er i hvert fald ikke det største problem her. Det største problem er, at vi får sat gang i tingene.

Nu spurgte hr. Søren Espersen, om vi ville bruge ekstra penge på det. Det er heller ikke et problem. Jeg vil ikke give en ekstrabevilling til det, men hvis det skulle være sådan, at nogle grønlændere kunne have gavn af en uddannelse i Danmark, eller at vi kom og uddannede dem eller brugte den kapacitet og den viden og de erfaringer, vi har, så er det jo også en slags værdi i penge. Men jeg mener, at det også er noget, vi kan finde ud af at være med til at løse. Så derfor skal hverken sproget eller for den sags skyld overførsel af erfaring til Grønland være noget problem, når vi tilbyder at være med til at løse de her problemer.

Hr. Henrik Brodersen.

Ordføreren sagde, at han gerne ville tage et af Dansk Folkepartis spørgsmål sådan på forkant, og at han havde den fulde tillid til, at selvstyret nok skulle klare det her. Men som vi jo har påvist flere gange, er der ikke sket noget i masser af år, og der har jeg det enkle spørgsmål til ordføreren: Vil ordføreren ikke være sød at komme med et par bud på, hvad ordføreren mener der skulle til, for at man kunne genoprette tilliden til selvstyret, også på børneområdet?

Ordføreren.

Tak for det. Altså ligesom i gamle dage, når vi snakkede om, at der var problemer i Afrika – tilbage i kolonitiden snakkede vi om, at afrikanere ikke kunne lære noget, og derfor behandlede vi dem, som vi gjorde, og så undskyldte vi den slags ting – siger man nu lidt på samme vis, lidt på koloniherrevis: Kan I så flytte jer lidt, så skal vi løse problemet for jer. Og det er den tilgang, jeg ikke kan lide.

Jeg synes, der er nået rigtig meget i Grønland. Det betyder ikke, at jeg ikke synes, der er problemer. Dem skal vi være med til at løse sammen med grønlænderne, og vi skal udnytte kapaciteten sammen med dem, for det er der perspektiv i i fremtiden, i stedet for at handle hen over hovedet på dem.

Så er det fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne lige slå noget fast. Når ordføreren snakker om, at en taskforce er et eller andet med militærsprog, så vil jeg sige, at det sådan set er noget, jeg som socialordfører ofte har anvendt, og noget, vi anvender meget. For det er noget, vi har brugt i de forfærdelige børnesager, der har været i Danmark, hvor vi har valgt at sende det, vi så kalder en taskforce, ud for at hjælpe de kommuner, som ikke har haft styr på deres område vedrørende udsatte børn og unge. Det er bare lige for at slå det fast.

Men somme tider skal man måske som parti ikke hænges op på, hvad tidligere ordførere har sagt år tilbage, men alligevel synes jeg, at det her er et emne, som har strakt sig over en lang tidsperiode. Derfor har jeg fundet nogle ting, som Enhedslistens ordfører sagde i en lignende debat tilbage i 2009 i forhold til de udsatte børn og unge: » ... vi skal holde de grønlandske politikere fast på, at det er deres ansvar.«

Så vil jeg egentlig bare i al stilfærdighed høre ordføreren, om ordføreren mener, at de har levet op til det ansvar, og hvad Enhedslisten egentlig har gjort siden 2009 for at holde dem op på det ansvar.

Ordføreren.

Vi har haft debatten med vores venner i Grønland ufattelig mange gange, og jeg kan fortælle, at f.eks. i Nordisk Råd, hvor vi jo sidder sammen i en venstrefløjsgruppe, har vi meget ofte diskussioner om de her ting. Vi har samarbejde med de grønlandske MF'er, og vi har diskuteret det og har diskuteret konkrete løsninger ufattelig mange gange. Og det synes jeg også giver resultat.

Jeg synes, det giver et forkert billede at beskrive Grønland, som om der intet er sket, altså som om det hele bare står stille, som om ingen erkender problemerne. Det er grønlænderne selv, der har identificeret problemerne, der skriver den ene rapport efter den anden, diskuterer mulige løsninger og tager initiativer, som kan forbedre det. Så kan man da ikke stå og sige her, at grønlænderne ingenting gør, at de ikke har nået noget som helst, og nu skal vi komme som kloge overherrer og løse problemerne for dem. Det er det, jeg reagerer imod. I stedet for skulle man sige: Hej, grønlændere, I har nået rigtig meget. Vi vil gerne hjælpe jer med at komme videre med det her.

Fru Karin Nødgaard.

Jeg spurgte sådan set også til, hvad der var sket. Altså, man har haft diskussioner, man har læst rapporter osv., men hvordan kommer det ud at virke i den virkelige verden, blandt de 5.000 børn, som er udsatte i Grønland? Det mangler jeg at høre Enhedslisten komme med et bud på, for det er jo det, der er kernen i det her.

Dansk Folkeparti vil have fokus på de børn, der har en elendig livskvalitet. Jeg er sikker på, at ordføreren også har set nogle af de her børn. Så diskussioner og venskabsklubber og alt muligt andet er meget, meget fint, men jeg synes egentlig, der skal handling til, og jeg synes ikke rigtig, der er kommet nogen handling og noget bud fra Enhedslisten på, hvad det er, vi så skal gøre.

Ordføreren.

Det er jeg da meget ked af, for jeg synes netop, jeg påpegede, at der er sket konkrete ting. Hvis ikke man læser de rapporter, der kommer fra Grønland, selektivt, så kan man jo se, at der også bliver gjort status, at der også sker forbedringer. Alene det, at der er uddannet og ansat folk, at de virker, at de forebygger; alene det, at der er familiehuse og børnehuse, og hvad ved jeg; alene det, at myndighederne er blevet meget mere opmærksomme på det; alene det, at der er et pres fra f.eks. Danmark – alt det har skabt konkrete resultater. Der er jo ikke så store overgreb, som der har været.

Betyder det, at der ikke skal ske mere? Nej, det gør det ikke. Vi har stadig væk et kæmpe ansvar, som vi også skal være med til at løfte sammen med grønlænderne.

Fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Kan ordføreren oplyse, om man har forsøgt at sende en taskforce til Grønland?

Ordføreren.

Enhedslisten har ikke sendt nogen taskforce til Grønland, og vi agter heller ikke at gøre det hen over hovedet på grønlænderne. Vi agter at samarbejde med grønlænderne om det, i det omfang vi kan. Jeg kan ikke fysisk gøre det, for jeg har ikke forstand på, hvilke løsninger der skal til i forbindelse med den slags problemer, men jeg kan være med til at tage nogle beslutninger om, hvad der kan ske.

Så er det fru Pernille Bendixen. Værsgo.

Hvis man ikke har prøvet at sende en taskforce til Grønland, hvordan kan man så stå på talerstolen og sige, at det ikke virker?

Ordføreren.

Jamen det er dog tilladt, også i den her sal, at bruge sin sunde fornuft. Grønlænderne har opbygget en kapacitet, og så vil man skubbe den til side, fordi man tror, at vi, der kommer fra en helt anden kultur og et helt andet samfund, er endnu bedre til det.

Det er da i feltet imellem vores erfaringer og grønlændernes erfaringer, vores indsats og grønlændernes indsats, at vi kan finde frem til de reelle forbedringer. Det er da fuldstændig uklogt bare at sige, at det skal vi nok klare for dem i stedet for sammen med dem. Det er der, jeg reagerer så voldsomt på jeres holdninger.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, IA, værsgo.

Mange tak. Jeg vil gerne anerkende ordførerens udtalelse om det, som jeg tolker som at føle sig lidt som et objekt. Jeg er rigtig glad for, at vi har to folketingsmedlemmer her fra Grønland, for ellers synes jeg, det er en lidt sjov debat. Så jeg synes, det er rigtig vigtigt, at man netop har respekten for os, der kommer fra Grønland og har lidt kendskab til forholdene derhjemme.

Jeg vil gerne til orientering til Dansk Folkeparti sige, at vi har en pædagoguddannelse i Grønland, og at man faktisk laver en rækker indsatser for at lave rejsehold ude i kommunerne, som kunne minde lidt om de her taskforces, som der tales om. Det var nogle af de ting, man kunne have undersøgt, inden man fremsatte forslaget.

Jeg plejer jo at være fortaler for, at vi laver en tidlig indsats, og snakker vi f.eks. seksuelle overgreb, vil jeg sige, at jeg langt vil foretrække en tidlig indsats frem for en sen indsats – eller endnu bedre: at man forhindrer, at der sker seksuelle overgreb. Og det er der, jeg synes man bør sætte ind fra Grønlands side. Hvad mener ordføreren om det?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i det der med tillid til grønlænderne. Men når jeg hører Dansk Folkeparti, lyder det, som om de spørger: Har I blind tillid til grønlænderne? Det er egentlig det, de gerne vil spørge om, og svaret der er nej. Vi har tillid til grønlænderne, ligesom vi har til alle mulige andre mennesker, ligesom jeg har tillid til, at Dansk Folkeparti arbejder efter bedste evne og efter bedste hensigt for deres politik.

Så er spørgsmålet, om man skal gøre en tidlig indsats eller en sen indsats. Principielt er den tidlige indsats den vigtigste. Den forebyggende indsats er den afgørende i alle sociale spørgsmål. Men i øjeblikket tror jeg at vi alle sammen må erkende, at der både er brug for at styrke den tidlige indsats, og at man fortsætter med den sene indsats og samler op på problemerne bagefter, når overgrebene er sket. Begge dele er nødvendige i en helhedsorienteret indsats på sådan et område som det her.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Tak. Hvad angår de børnehuse, som blev nævnt, findes der ét børnehus i Grønland, som hedder Saaffik, og desværre har vi set, at det er blevet nedprioriteret i forbindelse med den her centrale rådgivningsenhed, som man har lavet. Der har også været bred enighed i Inatsisartuts Familie- og Sundhedsudvalg om, at der er behov for at sætte noget mere ind. Det er ikke nok med en central rådgivningsenhed. Der er behov for flere indsatser for at sikre, at kommunerne kan løfte den opgave, som de har. Det er naturligvis et grønlandsk ansvar. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordførerens kommentarer til det.

Ordføreren.

Jeg er enig i de grønlandske politikeres holdning til det her spørgsmål, og derfor opfordrede jeg også i min tale til, at grønlænderne omprioriterer deres økonomi, så der er råd til den slags indsatser. Det er hamrende vigtigt, at pengene til det bliver fundet. Ligesom vi skælder ud på den danske regering for at give skattelettelser i stedet for at løse sociale problemer, vil vi også gerne opfordre til, hvis vi overhovedet skal blande os i andre landes økonomiske prioriteringer, at man altså skal finde pengene til at løse de her problemer. Det er nødvendigt.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, hr. Carsten Bach. Værsgo.

Det er på en meget alvorlig baggrund, at vi står her, og jeg er i virkeligheden meget ydmyg over for lige præcis den her problemstilling og ser på den med dyb bekymring, som også hr. Søren Espersen gør, og det er selvfølgelig også derfor, at forespørgselsdebatten er her i dag.

Jeg er ikke den eneste i Liberal Alliance, der er bekymret på den her baggrund. Det er hele folketingsgruppen, og jeg tror, som det også er blevet sagt af flere andre ordførere, at det er et problem, som bekymrer rigtig mange mennesker, og man kan føle en vis afmagt, når man læser om de her problemer for børn og unge, der er udsatte og lever under nogle måske kummerlige vilkår i Grønland. Det har vi i Liberal Alliance læst om ved flere lejligheder, og vi har hørt om, hvor lang tid det går tilbage. Jeg kan ikke som hr. Søren Espersen sige, at jeg har fulgt med i den del så langt tilbage.

Men for Liberal Alliance er det dog også helt afgørende, at vi i rigsfællesskabet har fuld respekt for de aftaler, vi indgår. I Liberal Alliance ønsker vi en konstruktiv dialog med Grønland om udviklingen af rigsfællesskabet, og vi mener, at det hen over tid skal være sådan, at der overdrages mere ansvar både på det pågældende sociale område her og på flere andre områder. Det skal gøres, i takt med at både Grønland og Danmark ønsker det og er parate til det.

Nu har jeg så haft lejlighed til at følge en faktisk efterhånden lang debat her i Folketingssalen, som også inkluderer svar fra ministeren, og jeg har også fulgt med i udvalget og har kunnet læse svar på en lang række spørgsmål, som specielt hr. Christian Juhl har stillet i udvalgsregi. Jeg finder sådan set egentlig, at ministerens svar både i dag og også til udvalget er fyldestgørende og helt parallelle med mine egne og Liberal Alliances holdninger. Og så finder jeg det sådan set også betryggende at vide, at der allerede er et samarbejde og er indgået en samarbejdsaftale mellem Grønland og Danmark på det sociale område, og at der jo allerede er iværksat en hel række initiativer, og der er vidensdeling på området. Det er ikke noget, jeg kan supplere med, kan man sige. Der er allerede givet en fyldestgørende liste fra ministeren på den front.

Så har jeg rent faktisk også noteret mig, at der er fagfolk, der mener, at Grønland på det her felt er på rette vej. Men måske er der tale om små skridt. Eftersom socialområdet jo er hjemtaget af selvstyret, deler Liberal Alliance regeringens opfattelse af, at det er selvstyret og de grønlandske myndigheder, der har ansvaret for at løse de konkrete udfordringer med udsatte børn og unge, og derfor, som det allerede er blevet nævnt af Venstres ordfører tidligere, støtter Liberal Alliance også Venstres forslagstekst.

Der er først en kort bemærkning til fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Mange tak. Som ordføreren også selv er inde på, er socialområdet blevet hjemtaget til Grønland. Vi ved dog, at der er en række områder, der grænser op til det her område, og hvor man fra dansk side kan være med til at støtte op om, at de forhold, som børn og unge vokser op under, er optimale. Det er bl.a. inden for familieret, og i den her uge har vi jo haft en behandling af en familieretspakke. Og der er også kommunefogeder, som det er blevet nævnt tidligere.

Jeg kunne godt tænke mig at høre Liberal Alliances holdning til at få løftet de her områder og få optimeret de driftsområder, hvis man kan sige det sådan, som den danske stat varetager på vegne af Grønland.

Ordføreren.

Tak. Ja, jeg har også selv, som andre har nævnt, haft mulighed for at deltage i Folketingets orienteringsrejse i Grønland for ganske nylig, og jeg oplevede flere bygder, hvor man netop efterspurgte de her kommunefogeder og bygdefogeder. Hvis der er et ønske ude i bygderne om at få løftet det område, tror jeg bestemt, det er noget, der konstruktivt kunne ses på i samarbejde med selvstyret. Så det kunne f.eks. være en løsning, uden at jeg dog på nogen måde skal gøre mig til ekspert på det her område.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Det samme gør sig jo også gældende på det familieretlige område, som er et ret stort område, som Danmark varetager på vegne af Grønland. I løbet af ugen havde vi jo en sag om konfliktmægling, og hvis man kunne sørge for at forebygge nogle konflikter i familierne, ville det have en rigtig stor betydning for børn og unge. Så derfor synes jeg, man bør være med til at bakke op om, at det område selvfølgelig også bliver optimeret.

Ordføreren.

Forebyggelse er jo altid godt, og jeg tror også, det er vigtigt, at der er åbenhed om de her spørgsmål, og at det ikke bliver gjort til et tabu, så man forsøger at dække over nogle helt tydelige problemstillinger i specielt bygderne.

Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det overrasker mig lidt, at hr. Carsten Bach siger, at Grønland er på rette vej. Det er meget svært at se, når det drejer sig om et land, som hvert år har et årligt strukturelt underskud på 750 mio. kr. frem til 2040 svarende til 80 mia. kr. efter danske forhold – hvert år. Det lyder ikke som et land, der er på rette vej, og heller ikke som et land, der har mulighed for netop at løse de her alvorlige sociale problemer.

Men der var én ting, jeg hæftede mig ved, og det var, at ordføreren for Liberal Alliance sagde, at vi skal respektere indgåede aftaler. Det er jeg sådan set enig i at vi skal. Vi har ikke den store tillid til konventioner, vi vil gerne have dem afskaffet, men så længe de er der, skal vi overholde dem. Når Børnetalsmanden påpeger, at FN's børnekonventions artikel 19 ikke overholdes, og at artiklerne 20, 27, 28, 29 og 34 overtrædes, har vi så levet op til indgåede aftaler?

Ordføreren.

Jeg har fuld respekt for og fuld tillid til de grønlandske myndigheder, ligesom jeg har fuld respekt for og fuld tillid til, at alle andre myndigheder og myndighedspersoner løser og forsøger at løse den opgave, de nu er blevet stillet, bedst muligt. Det tror jeg også er tilfældet for Grønlands vedkommende.

Hr. Søren Espersen.

Nu er det sådan set ikke tilliden til selvstyret eller hjemmestyret, jeg taler om. Jeg taler om den danske regerings forpligtelser i et internationalt arbejde, hvor man har underskrevet FN's børnekonvention. Lever vi op til FN's børnekonvention, når vi har underskrevet også på vegne af Grønland, eller svigter vi indgåede aftaler?

Ordføreren.

Sådan som jeg har forstået den juridiske vurdering, er det Grønland, der har ansvaret for konventionerne i den her forbindelse.

Så er det hr. Sjúrður Skaale for en kort bemærkning. (Sjúrður Skaale (JF): Jeg havde ikke tænkt mig at bede om ordet. Det var måske en fejl.) Aha, jamen så finder vi ud af det senere. Så er det hr. Henrik Brodersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Så vil jeg gerne følge op på de spørgsmål, som Søren Espersen stillede, og som jeg ikke føler at Søren Espersen fik svar på. Når vi nu engang har indgået aftaler – det være sig konventioner osv. – skal vi så overholde dem, eller kan vi selv gradbøje dem, efter hvordan de passer, når de ikke lige passer ind og Liberal Alliance føler, at det er et område, som man ikke lige synes det er rart at røre ved?

Ordføreren.

Jeg føler faktisk ikke, at vi i Liberal Alliance har berøringsangst i forhold til konventioner. Som jeg også sagde til hr. Søren Espersen, mener jeg, at den juridiske vurdering er, at det er Grønland, der har ansvaret for konventionsbindingerne på det her område.

Hr. Henrik Brodersen.

Jamen når det nu viser sig, at der er op til flere punkter, hvorpå kongeriget, rigsfællesskabet, Danmark overtræder konventionerne, fordi der er dele af vores rigsfællesskab, som ikke lever op til de forpligtelser, som man med rette kan forvente, så kommer vi jo til udadtil at stå i et meget dårligt lys. Det kunne jeg såmænd godt leve med – det er ikke så meget det – hvis ikke det var på den her tragiske baggrund, at vi gør det. Jeg må sige, at jeg faktisk synes, at ordføreren svigter lidt her ved bare at sige, at det er noget, som Grønland skal tage sig af. Vi overholder den del af konventionerne, som vi synes det er behageligt at overholde, og resten lader vi så være.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg opfatter det stadig væk sådan, at der er et meget konstruktivt samarbejde i rigsfællesskabet om at løse de her problemer, og at det må være måden at gøre det på.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det ordføreren for Alternativet, hr. Torsten Gejl.

Tak. Jeg vikarierer som ordfører på området, da vores ordfører er hjemme og have børnene i weekenden.

I Alternativet kan vi også godt se, at forholdene for børn og unge på Grønland skal forbedres, og hermed mener vi, at der er tale om en lang række forhold, der skal forbedres. Men vi anerkender også, at det er de grønlandske myndigheder, der har ansvaret på området, og vi er sikre på, at de er endnu mere opmærksomme på og optaget af de her problemer, end vi er. Så vi mener, at vi skal støtte Grønlands egen mulighed for at løse problemerne i stedet for at tage ansvaret fra dem.

Derfor glæder vi os også over de mange initiativer, som ministeren beskriver som igangsat, vi glæder os over de gode ideer, der kommer fra Socialdemokraterne, og vi glæder os over, at ministeren igen og igen betoner, at man vil sætte sparring og hjælp til rådighed i massiv grad, hvis selvstyret selv ønsker det. Derfor støtter vi også denne tekst fra Venstre, der bl.a. fokuserer på at være i dialog med selvstyret og støtte selvstyret i at løse deres egne konkrete problemer.

Så er der en kort bemærkning til hr. Henrik Brodersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil bare spørge ordføreren, hvordan Alternativet ser på tidshorisonten for den her åbenbart iværksatte handlingsplan, den gode dialog, alle de tiltag, der er lavet? Hvor længe går der, inden Alternativet føler, at der skal lidt mere konkret handling til end de ting, jeg lige har nævnt?

Ordføreren.

Det kan kun gå for langsomt.

Hr. Henrik Brodersen.

Nu er tid jo sådan relativt – nu er der foreløbig gået 30 år, hvor der ikke har været nævneværdige resultater. Den sidste rapport sandsynliggør med al tydelighed, at det faktisk er gået den gale vej. Så siger ordføreren, at det helst skulle være i morgen, og det er jeg meget enig med ordføreren i. Men har ordføreren en idé om, om det også bliver ført ud i livet – eller igen: Hvad er tidshorisonten for, at ordføreren føler at nu er det på tide, at der bliver taget konkret fat om det?

Ordføreren.

Vi tror ikke på en taskforce, vi tror ikke på et quickfix, vi tror ikke på at sende nogle ned for at forsøge at løse sagen hurtigt og tage ansvaret for selvstyret. Vi tror i virkeligheden, at det måske vil være en kortsigtet løsning, der måske løser nogle af problemerne, men der vil komme et kæmpe tillidsbrist mellem os og selvstyret. Så et længere og mere realistisk sigt end et quickfix, men gerne så hurtigt, det overhovedet går.

Tak til Alternativets ordfører. Så er det ordføreren for Det Radikale Venstre, hr. Emrah Tuncer. Værsgo.

Tak. Idet Martin Lidegaard ikke kunne være her i dag, har jeg fået til opgave at give Radikale Venstres mening til kende.

Jeg vil starte med at sige tak til Dansk Folkeparti for at bringe dette meget, meget vigtige emne op til diskussion, for der er helt klart et stort behov for at finde løsninger på de udfordringer, der er i Grønland på det sociale område.

I Radikale Venstre er vi dog uenig med DF i, at svaret – skråstreg – løsningen på de udfordringer er en dansk taskforce. Jeg skal ikke gentage de forrige ordførere, men vi mener ikke, at vi ved at sende en dansk taskforce kan løse de udfordringer, der er, for dem skal vi løse i samarbejde med de grønlandske myndigheder. Derfor mener vi ikke, en taskforce er løsningen.

Noget, vi glæder os over, er, at der er sket noget i Grønland her de sidste 8, 10, 15 år, og det er netop den her diskussion. Før oplevede jeg, det var tabubelagt at tale om de udfordringer, der er i Grønland, men det er det ikke længere, og takket være de meget dygtige politikere, der er på Grønland, har vi fokus på de her udfordringer på socialområdet, og det er sat på dagsordenen, og det er jo også noget, vi diskuterer her. Men vi mener stadig væk, at man skal finde løsningen på de udfordringer sammen med de grønlandske myndigheder og ikke ved at sende en taskforce til Grønland.

Så vi stemmer for det forslag til vedtagelse, der blev delt ud lige før, og ikke det af Søren Espersen uddelte.

Så er der en kort bemærkning til hr. Henrik Brodersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Nu siger ordføreren, at det med at sende en taskforce til Grønland ikke løser nogen problemer. Men det er sådan noget, der er kommet ind fra siden i debatten. Det er ikke det, der står i vores forslag til vedtagelse.

Der står bare, at vi ser et problem i, at Danmark ikke kan overholde de konventioner, som vi engang har indgået, på grund af at der er de massive problemer på et så ømtåleligt område som børneområdet. Og det er egentlig det, vi gerne vil tage hånd om, og så finde frem til nogle forslag til, hvordan man kommer på rette vej med det her.

Ordføreren.

Jeg er enig i, at vi selvfølgelig skal have løst de her udfordringer, og det er også dejligt at høre, at konventionerne er så vigtige for hr. Henrik Brodersen og Dansk Folkeparti. Jeg ville dog ønske, at DF var lige så optaget af at overholde andre konventioner.

Men som svar på spørgsmålet vil jeg sige, at det jo er rigtigt, som der også står i det forslag til vedtagelse, der er sendt rundt, at den dialog med selvstyret er vigtig og at den løbende orientering, der er på det sociale område, er vigtig.

Derfor mener vi stadig væk ikke, at det kunne være løsningen at sende en taskforce. Spørgeren spurgte også den tidligere ordfører om tidsrammen, altså hvornår man skulle have løst de her udfordringer, og det samme kunne man jo spørge om i forhold til den her taskforce. Hvor længe skal de være der, og hvordan er tidsrammen for, at den taskforce så kan komme ud af det igen, og de sociale myndigheder i Grønland kan klare alle udfordringer selv?

Hr. Henrik Brodersen.

Nu er det selvfølgelig lidt den omvendte verden, at det er ordføreren, der stiller spørgsmål til spørgeren. Men jeg vil da gerne svare på det, og det er: Indtil problemet er løst. Det vil være nok for mig, og indtil der blev indført en overgangsordning.

Der bliver igen talt om taskforce og konventioner, og jeg har det sådan, hvilket jeg har sagt tidligere, og jeg ved ikke, om ordføreren var til stede på det tidspunkt, at for min skyld kan man kalde det hvad som helst andet end en taskforce. Og det med konventionerne har jeg sådan set heller ikke nogen problemer med at se lidt nøgternt på.

Men nu er de indgået, og så skal de også overholdes. Kan ordføreren bekræfte det?

Ordføreren.

Jeg er helt enig. Vi skal overholde alle de konventioner, vi overhovedet kan, bedst muligt og til punkt og prikke. I forhold til om det kaldes en taskforce, en arbejdsgruppe eller noget andet, er det heller ikke noget, jeg er optaget af. Men jeg mener stadig ikke, det er løsningen at sende en gruppe af sted for at løse de udfordringer. Det skal være på en helt anden måde, hvor man ruster folk til at klare det på en helt anden måde end med en taskforce eller arbejdsgruppe.

Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det er altså bare en bemærkning. Jeg vil gerne sige åbent og ærligt her, at vi gerne ser langt, langt de fleste konventioner derhen, hvor peberet gror, vi vil sandsynligvis gerne have dem afskaffet alle sammen. Men nu er vi der, som også hr. Henrik Brodersen siger, og det overholder vi. Så det er ikke noget med det, som jeg forstod den radikale ordfører lavede lidt sjov med, da han sagde sådan noget, som at nu er det da dejligt at se, hvordan I er interesserede i, at lovene og konventionerne overholdes. Det gør vi, og det har vi altid gjort fuldstændig til punkt og prikke. Noget andet er, at vi så gerne vil have dem afskaffet. Det er det samme som med masser af love, som vi også synes er tåbelige og burde ændres. Dem overholder vi, så længe de er her.

Ordføreren.

Jeg er enig med hr. Søren Espersen i, at vi selvfølgelig skal overholde konventionerne, men i forsøget på at overholde de her konventioner, i forsøget på at løse de udfordringer, der er i Grønland, mener vi stadig fra Radikale Venstres side ikke, at en taskforce eller en arbejdsgruppe, eller hvad vi nu kalder det, er løsningen på at løse de udfordringer, der er i Grønland.

Hr. Søren Espersen.

Det er fint nok. Men hvad gør vi så, når statsministeren – og jeg citerer – siger:

»Selv om der er tale om et overtaget sagsområde, er det stadig regeringen, som i forhold til den internationale organisation har påtaget sig den folkeretlige forpligtelse?«

Hvad gør vi så?

Ordføreren.

Vi skal have løst de udfordringer, der er i Grønland, for vi kan selvfølgelig ikke sidde og se på, at ikke kun konventioner ikke bliver overholdt, men også det, at de her børn selvfølgelig bliver svigtet. Så dialogen med de sociale myndigheder i Grønland sammen med dialogen herfra er det, der er løsningen. Og jeg har ikke noget imod det, som vi diskuterede lige før, nemlig om der skal tilføres midler, eller om de skal omprioriteres. Jeg har ikke noget imod, at man tilfører området nogle penge, så man også kan højne den indsats, der sker, så vi også kan få nogle bedre resultater på det sociale område.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Mange tak. Ordføreren nævner FN's børnekonvention, og jeg synes jo i virkeligheden, at det fine ved en konvention er, når man kan få det ned fra det her meget højtflyvende, lidt fluffy juridiske sprog til noget meget konkret, altså mindske gabet mellem konventionen og lovgivningen og så lovgivningen og virkeligheden. Det er der, jeg tror at børn kan mærke den reelle forskel, og det er der, jeg synes at man bør sætte ind, for der er ingen tvivl om, at der er behov for at gøre noget mere, og det, der er lagt op til, er ikke tilstrækkeligt. Men det er jo i Grønland, at indsatsen skal ske, og jo tættere på børnene jo bedre. Det kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens kommentarer til.

Ordføreren.

Det, fru Aaja Chemnitz Larsen lige giver udtryk for, er det jo svært at være uenig i. Derfor siger jeg jo også, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at løse de udfordringer, der er. Og som jeg sagde lige før: Vi vil i hvert fald meget gerne være med til at drøfte, om vi skal omfordele nogle midler eller tilføre nogle midler, for det er netop børnene, der i sidste ende skal mærke en forskel gennem den indsats, der bliver gjort; det er ikke gennem en masse fluffy udtryk, hvad enten det er fra en konvention eller en eller anden hensigtserklæring. Vi skal gøre den forskel for børnene, for de er jo socialt udsatte.

Fru Aaja Chemnitz Larsen har ikke yderligere korte bemærkninger. Så er det hr. Christian Juhl fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg tror egentlig, at vi kunne gøre os selv en stor tjeneste, hvis vi i stedet for at snakke om den her taskforce og i det mærkelige sprog, der enten hører til i militæret eller blandt de enkelte socialrådgivere, som laver særlige opgaver, bare sagde, at det jo er en udrykningsstyrke, som i en særlig situation kan løse et særligt problem af kortere varighed.

Jeg mener, vi er nødt til at fokusere på, at det her er en særlig situation af længere varighed, hvor der er en række ting, der skal igangsættes. Nogle af dem er igangsat, andre er ikke igangsat. Jeg vil gerne høre: Når De Radikales ordfører siger, at der er noget, som det ville være godt at gøre – vi kan f.eks. give penge – er der så ikke andre ting, vi kan gøre, som ville være bedre end bare det at give penge? Jeg mener, penge er én ting, og så kan man håbe på, at de bliver brugt rigtigt, men kan ordføreren komme med nogle forslag til, hvad det kunne være?

Ordføreren.

Jeg er ikke ekspert i udfordringerne på socialområdet i Grønland, og det er jo noget, vi skal gøre i dialog med dem: Hvor mener de at der er de største udfordringer? Hvordan kan vi hjælpe dem dér? Det handler ikke nødvendigvis kun om flere kroner og øre, men handler om, hvor vi kan bidrage til den forbedring. Og som der også står i det forslag til vedtagelse, er det jo ved at have den her fortsatte dialog og intensivere samarbejdet med selvstyret omkring de aktuelle udfordringer. Det skal vi gøre i dialog med dem. Det er svært for mig lige nu at nævne otte-ti punkter, hvorom man kan sige, at der skal vi i hvert fald sætte ind. Den dialog vil jeg gerne have med selvstyret. Og ja, hvis det kræver nogle omlægninger eller nogle ekstra midler, vil jeg også meget gerne diskutere det.

Hr. Christian Juhl.

Tak. Så vil jeg gerne sige, at jeg blev dybt chokeret, da jeg hørte hr. Søren Espersens sidste indlæg om, at stort set alle internationale konventioner skulle sendes hen, hvor peberet gror. Nu ved jeg ikke, hvor peberet gror, men jeg forstår det sådan, at han er ligeglad med dem. Jeg er varm tilhænger af, at vi internationalt laver gode og holdbare konventioner. Jeg er fuldstændig enig med fru Aaja Chemnitz Larsen i, at der er en verden til forskel på at lave en konvention og en lov og så at få virkeligheden forandret. Hvordan stiller De Radikales ordfører sig til internationale konventioner? Er der nogle af dem, der skal væk?

Ordføreren.

Jeg har ikke den holdning, som hr. Søren Espersen har. De konventioner, vi har, skal vi overholde. Og jeg har ikke den holdning, at de skal et sted hen, hvor peberet gror. De er vigtige at have. De er vigtige at overholde. Og vi skal selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at overholde FN's børnekonvention, men det skal vi selvfølgelig gøre i et intensiveret samarbejde med selvstyret om de aktuelle udfordringer, der er i Grønland.

Tak til ordføreren for Det Radikale Venstre. Så er det ordføreren for SF, hr. Karsten Hønge.

Børnetalsmandens rapport er rystende læsning, og man kan desværre stille den i reolen blandt de andre rapporter om kummerlige forhold for mange børn og unge i Grønland.

Mens vi her i salen i varme og tryghed debatterer, oplever en del børn og unge i Grønland både sult og misbrug.

Jeg anerkender forslagsstillernes frustration og oprigtige indignation over, at vi gang på gang skal læse om mistrivsel.

SF vil være positive over for yderligere hjælp til Grønland, hvis de selv måtte ønske det. Og der er vi ved kernen, når det her spørgsmål diskuteres her i Folketinget: Det er Grønlands eget ansvar at tage de nødvendige initiativer. Vi skal ikke fra Danmarks side dirigere Grønlands interne politik, og SF ønsker ikke at lave grundlæggende om på aftaleforholdet mellem Grønland og Danmark.

Med selvstyrets fornyede fokus på børneområdet må vi forvente, at der tages de nødvendige skridt. Det vigtigste er ikke de juridiske eller politiske forhold mellem Grønland og Danmark, og det er heller ikke nye smarte handleplaner med alle de rigtige ord stillet op på rækker. Det vigtigste er at forbedre forholdene for børn og unge – ikke engang i fremtiden, men nu.

Meget tyder på, at selvstyret har svært ved at håndtere både den sociale og kulturelle udfordring. Forklaringer med henvisninger til landets geografi m.v. fører ingen vegne, for sådan har Grønland jo set ud hele tiden.

Jeg tænker også på, hvor længe flertallet i den grønlandske befolkning vil finde sig i tingenes tilstand. Politik er jo en prioritering, og i Grønland fortjener børn og unge at blive prioriteret. Men det er altså også en opgave for Grønland selv. Skulle Grønland ønske øget hjælp fra Danmark, vil SF gerne støtte det.

SF støtter i øvrigt forslaget til vedtagelse fremsat af hr. Marcus Knuth.

Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti, for en kort bemærkning.

Det er bare et enkelt spørgsmål. Hvordan tolker hr. Karsten Hønge den her udtalelse, som statsministeren er kommet med :

»Selv om der er tale om et overtaget sagsområde, er det stadig regeringen, som i forhold til den internationale organisation har påtaget sig den folkeretlige forpligtelse«?

Ordføreren.

Jamen det er jo en form for klemme, vi sidder i. Det vil jeg godt erkende over for hr. Søren Espersen. For formelt er det jo Danmark gennem regeringen, der står inde for konventionens overholdelse. Men vi vælger at se på det på den måde, at i praksis er det Grønlands Selvstyre, der skal leve op til intentionerne i konventionen. Derfor mener vi, at den bedste måde at leve op til intentionerne i konventionen på er gennem et godt og tillidsfuldt samarbejde med selvstyret i Grønland.

Hr. Søren Espersen.

Hr. Karsten Hønge tolker det, som om det er Grønland, der har forpligtelsen. Er det sådan, jeg skal forstå det? Det er en underlig tolkning, når det klart fremgår af statsministerens udtalelse, at rent juridisk er det os i Danmark, der har den folkeretlige forpligtelse. Det er jo ikke lykkedes for Grønlands Selvstyre – eller Hjemmestyre før det – at løse de her problemer. Som jeg pegede på før, er det 30 år, vi snakker om. Hvor lang tid skal der yderligere gå, inden den danske regering siger: Det er altså vores ansvar? Hvor lang tid skal der gå?

Ordføreren.

Jeg synes, at den anden halvdel af hr. Søren Espersens spørgsmål i virkeligheden er det interessante, nemlig det, der handler om substansen: Hvor længe skal der gå, og hvordan tager man hånd om det? Jeg synes, det første om, hvorvidt man skal tolke det sådan, at det er Danmark, der gennem konventionen skal tvinges til at gribe ind, mere er sådan noget juristeri i forholdet mellem Danmark og Grønland.

Vi må bare erkende, tror jeg, at hvis vi tager konventionen i den her sammenhæng og lader den overtrumfe aftaleforholdet mellem Grønland og Danmark, så når vi ikke nærmere det mål, som Søren Espersen i anden halvdel af spørgsmålet stiller op, nemlig det, det handler om her. Det vigtige er hverken konventioner eller for så vidt juristeri, men at få forbedret forholdene for de børn og unge, der oplever mistrivsel.

Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen, IA.

Mange tak. Rigsfællesskabet skal jo eksamineres af FN's børnekonvention – jeg mener, det er i februar – hvor man netop skal stå skoleret nede i Genève, og hvor man skal sige, om man lever op til FN's børnekonvention. Rigtig ofte er det jo et glansbillede, der lidt bliver tegnet af de udfordringer, som der er. Derfor har jeg også en række bekymringer i forhold til børn og unge-området, hvilket jeg også hører at der sådan bredt er her i salen. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ordføreren mener der er af forpligtelser fra Danmarks side i forhold til det folkeretlige.

Værsgo til ordføreren.

Vi er lidt inde på det samme, som jeg forsøgte at svare hr. Søren Espersen, nemlig at det interessante for mig at se ikke er juristeriet i det, men hvordan vi når hen til resultatet. Og resultatet skal være forbedrede forhold for børn og unge i Grønland. Det indebærer nogle juridiske aspekter, men det indebærer da først og fremmest, at der skal gøres noget ved det. Og jeg vil igen, som jeg også gjorde i min ordførertale, opfordre den grønlandske befolkning til at tænke over, hvor længe den selv vil finde sig i det her. Altså, én ting er, at det kan være rystende læsning for os, men jeg går ud fra, at det må være endnu mere rystende læsning for den grønlandske befolkning.

Men det er et grønlandsk anliggende, både politisk og i befolkningen. Jeg vil bare sige, at hverken fattigdom eller store afstande eller for få socialrådgivere eller for få kommunefogeder eller noget som helst andet kan forsvare misbrug af børn. Og her handler det lige så meget om et kulturelt opgør, ikke bare med krænkerne, men også med de mennesker, der i Grønland passivt ser på, at krænkere misbruger børn. Så det handler om økonomi, det handler om juristeri, og så handler det også for mig om en opfordring til, at den grønlandske befolkning både sætter sig igennem politisk i forhold til det økonomiske aspekt og sætter sig igennem kulturelt ved ikke at finde sig i at se en del af deres befolkning opleve mistrivsel.

Der er et spørgsmål til. Værsgo.

Mange tak for kommentaren. Jeg tænker, at vi i bund og grund er meget enige. Noget af det, der bliver drøftet i Grønland, er netop, at der nogle gange er en modstand eller et clash imellem de kulturelle rettigheder og børns rettigheder. Det er noget, der bliver drøftet rigtig meget i Grønland. Så der er rigtig mange i Grønland, som netop tager det her meget alvorligt. Det er også for sige, at det her jo også er en debat, som kører i Grønland, og at der er rigtig stor bekymring hos rigtig mange i Grønland.

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg vil så også bare bekræfte, at den måde, vi ser det på, er, at det netop først og fremmest er et grønlandsk anliggende. Det er først og fremmest et grønlandsk anliggende, forstået på den måde, at hvis man mener, man står over for problemer, man ikke kan håndtere – og noget kunne da tyde på, at selvstyret her står over for nogle problemer inden for børneområdet, man har meget svært ved at håndtere – så kan man henvende sig til Danmark og bede om øget hjælp. SF vil være positiv over for det.

Det er også et spørgsmål om, hvor længe den grønlandske befolkning vil finde sig i, at man prioriterer politisk på en måde, så man ikke prioriterer børn og unge tilstrækkelig højt. Og det er også et spørgsmål om både at få stoppet krænkerne, men lige så meget om, hvor mange der ser passivt til, at krænkere får lov til at udføre deres gerninger. Så det her er et grønlandsk anliggende, og mit håb er, at det både politisk og kulturelt bliver prioriteret.

Tak til ordføreren. Nu er der ikke flere spørgere. Den næste ordfører er fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak. Børn og unge er vores vigtigste råstof i Grønland. Det har jeg udtalt mange gange, også som børnetalsmand, og det synes jeg er vigtigt at holde fast i.

Børn og unges trivsel og adgang til uddannelse er sammen med forbedret økonomi i mine øjne de allervigtigste politiske emner i det grønlandske samfund og den grønlandske virkelighed i dag. Jeg har personligt arbejdet for at fremme børns rettigheder både kommunalt og landsdækkende som børnetalsmand, men også som frivillig som medinitiativtager til den frivillige forening MIBB/Bedre Børneliv, og nu, hvor jeg arbejder frivilligt i bestyrelsen for Red Barnet Grønland.

Det er ikke altid nemt at italesætte de her ting i Grønland, og det er til tider frustrerende, så derfor hilser jeg også opmærksomheden på emnet velkommen. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at den debat, som vi har her i dag, er åben, fordomsfri og løsningsorienteret med respekt for, at området er hjemtaget.

Der er behov for langsigtede indsatser med fokus på tidlig opsøgende indsats, men der er også behov for en konkret indsats her og nu. Det er en investering i vores fremtid og i vores børn. Noget af det, der meget konkret er behov for i Grønland, er, at vi får lavet en ny børn og unge-lov, noget, som vi fra IA's side satte i værk, dengang vi var i regering, samtidig med at vi lavede en børn og unge-strategi og afsatte minimum 20 mio. kr. årligt i ekstra bevilling til området. Dette arbejde er desværre blevet skrinlagt.

Jeg synes, det er vigtigt at sige herfra, at børn og unge-området ikke handler om partipolitik. Vi skal lægge partihensyn til side, og vi skal finde nogle løsninger og være løsningsorienterede, for socialområdet bør prioriteres højere i Grønland, end det bliver i dag, og de indsatser, som socialministeren henviste til man gør i Grønland, er efter min vurdering ikke tilstrækkelige. Socialområdet er et grønlandsk anliggende, og det er ikke ensbetydende med, at vi her fra Folketinget ikke kan se kritisk på området og forholde os til, hvordan vi kan støtte op omkring udviklingen af børneområdet herfra.

Folketinget har en række forpligtelser i forhold til Grønland, i forhold til det folkeretslige, men Grønland tiltræder selv FN's børnekonvention, da Danmark tiltræder med forbehold for Grønland og Færøerne. Så i Grønland har vi selv aktivt taget stilling til, at vi gerne vil leve op til FN's børnekonvention og de rettigheder, som den giver børn. Grønland har altså lovgivningsmæssigt, politisk og moralsk selv ønsket at tiltræde og leve op til FN's børnekonvention og de rettigheder og de forpligtelser, som der følger med. Det forpligter i høj grad i Grønland, også i en grad, som vi ikke helt lever op til i dag.

Som medlem af Inatsisartut – nu har jeg orlov – valgte jeg dengang at stille forslag om, at FN's børnekonvention skulle inkorporeres. Det vil sige, at den skulle skrives ind som vores egen lov i Grønland, noget, som jeg ved også har været en udfordring her. Jeg vil sige, at der har været bred opbakning til det forslag, og man vil gå videre med det. Jeg ser frem til det kommende arbejde, fordi jeg som sagt tror, at det her med at få de her meget højtflyvende konventioner ned til et plan, hvor det gør en forskel for børn og unge, er der, hvor vi skal sætte ind.

SFI vurderede i 2009, at det var knap en tredjedel af alle børn, eller hvad der svarer til 5.000 børn, som levede med svære sociale problemer. Der er desværre intet, der tyder på, at det har ændret sig mærkbart siden da – i hvert fald ikke, når man kigger på tallene. Børnene har som udgangspunkt rettighederne, mens det er forældrene og det er samfundet, der har forpligtelserne. Det er uacceptabelt, at der er så mange børn, der svigtes, ikke kun af deres forældre, men i konkrete tilfælde også af kommunerne og i nogen grad af os som politikere. Det er alvorligt, og det må som udgangspunkt løses i Grønland, og det kan ikke løses her fra Folketingssalen.

Grønland har fået langt mere fokus på de sociale udfordringer, som der er, de seneste 10 år. Vi har brudt en række tabuer, og vi taler nu åbent om seksuelt misbrug, omsorgssvigt og manglende trivsel. Det er en meget vigtig forudsætning, at vi erkender problemet og vi handler på det. Der er stadig lang vej.

Når vi står med en fremstrakt hånd herfra med tilbud om hjælp, må de ansvarlige ministre i fællesskab søge områder, hvor Danmark rent faktisk kan bidrage. Det kunne være i forhold til en fortsat opdatering af det familieretlige område, som har haltet, og som bør gøres mere tidssvarende. Det kunne være i forhold til konfliktmægling, familieretspakken, som vi har talt om, men det kunne også godt være i forhold til kommunefogederne. Det er et rent dansk ansvar, som halter i prioritering og i handling.

Vi har en stor opgave forude med de områder, som grænser til det sociale ansvar i Grønland, og som er under dansk varetagelse. Det er her, vi skal sætte vores kræfter ind ... ( Formanden (Pia Kjærsgaard): Ja tak. Taletiden er ved at være overskredet, men værsgo at gøre sætningen færdig) ... ligesom en tæt dialog og en opfølgning i forhold til den grønlandske regering bliver bakket op.

Fra IA støtter vi derfor Venstres vedtagelsestekst.

Så er det hr. Søren Espersen for en kort bemærkning. Værsgo.

Tak. Jeg hæfter mig ved en enkelt sætning i IA's ordførers indlæg. Hun sagde, og nu citerer jeg: Det er ikke nemt at italesætte disse problemer i Grønland. Det synes jeg kræver en forklaring.

Værsgo til ordføreren.

Jeg har været i dialog med den nuværende børnetalsmand, og jeg har også selv som børnetalsmand og i forskellige andre funktioner italesat noget af det her internt i det grønlandske samfund. Det er ikke altid nemt, og man bliver også tit kritiseret fra forskellige vinkler, når man stiller sig frem og siger, at det her er et problem. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi får det her løst. Vi har talt om det her i rigtig mange år. Vi har fået brudt nogle af de her tabuer, og nu er der behov for, at der kommer noget handling bag ordene.

Hr. Søren Espersen.

Hvorfor er det ikke nemt? Er det, fordi man i Grønland helst ikke vil tale om den slags? Man føler sig lidt som forræder, hvis man begynder at nævne ting? Hvis man f.eks. indberetter problemer? Er det det, der er sagen? Er der en anden måde at tale om den slags ting på, end vi kender her i Danmark, hvor jeg mener, som der også blev sagt i talen, at vi har en åben diskussion om det? Hvad er det for kulturelle forskelle, der kan betyde, at man har svært ved at tale om det her i Grønland?

Tak. Ordføreren.

Man skal huske på, at det er mindre samfund. Tænker du på en sagsbehandler, som f.eks. arbejder i en bygd med 50 indbyggere eller 250 indbyggere, så er det svært at være den sagsbehandler. Det er også svært at være kommunefoged. Det er også derfor, vi har så svært ved at rekruttere dem. Men også når du står som børnetalsmand, stiller du dig op og taler om de udfordringer, der er. Man kan sammenligne det med at lufte det beskidte vasketøj offentligt, men jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi erkender de problemer, der er, og får dem løst.

Tak for det. Så er det hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. I forslaget til vedtagelse står der, at der opfordres til forstærket samarbejde, forstærket dialog om det her. Men samarbejde og dialog kræver jo to parter. Kan ordføreren sige lidt om, om de grønlandske myndigheder er indstillet på et forstærket samarbejdet med de danske myndigheder og instanser om den her sag? Tak.

Værsgo til ordføreren.

Det tror jeg er bedst at overlade til den grønlandske regering. Vi sidder i opposition i Grønland, så det er svært at svare hundrede procent på det.

Jeg vil sige, at det, som jeg hæfter mig ved i vedtagelsesteksten, i virkeligheden er opfølgningen fra Grønlands selvstyre, så vi kan sikre, at det her ikke bare bliver ord, men at der også kommer til at ske noget. Så det er der, jeg egentlig synes der skal lægges nogle kræfter ind, også fra den danske regerings side, for at være med til at presse på for det.

Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Tak til ordføreren for den indsats, hun gør ud over det politiske. Og især også tak for den åbne måde, grønlændere er begyndt at tale om det på. I Danmark husker jeg som dreng at det var ganske tabubelagt, hvis der var familier, hvor der skete seksuelle overgreb på børn. Der skulle virkelig noget til. Heldigvis er vi nået langt i Danmark, og jeg synes, det er en fuldstændig rigtig holdning at have, at man skal tale åbent om det, uanset hvor svært det kan være i de små samfund.

Jeg vil gerne spørge om noget. Ordføreren nævnte kommunefogeden, og forleden talte vi om det her i salen, om de muligheder, der ligger der for mægling osv. Hvilke andre muligheder mener ordføreren at danskerne kan bidrage med i en fælles indsats?

Værsgo til ordføreren.

Det er primært på det familieretlige område, hvor der er en del love. Nu har vi heldigvis fået igennem, at børneloven bliver opdateret. Den var ca. 53 år gammel, så det siger sig selv, at det er et område, som kræver noget mere fokus fra vores side for at få gjort tidssvarende. Så det er der jeg vil sige at der skal lægges nogle kræfter.

Noget, jeg også gerne vil påpege, er, at jeg synes man bør nytænke socialområdet, og hvordan man løser dets problemer i Grønland. Vi snakker om nogle mindre størrelser, og derfor synes jeg også, at det her med at håndtere tingene lidt mere proaktivt i stedet for ikke nødvendigvis bare at tage den måde, man håndterer tingene på i Danmark, kunne være rigtig interessant at kigge på. Vi har et projekt, der hedder Tidlig Indsats, hvor man går ind og hjælper udsatte familier, allerede når barnet er i maven. Jeg synes, det er vejen frem at kigge på nogle af de ting, men måske også at være meget mere opsøgende i det sociale arbejde, så det er der, jeg synes man også bør lægge sine kræfter.

Hr. Christian Juhl, værsgo.

Tak for det. Jeg vil høre, om det ville være muligt for grønlænderne selv at løse det problem, at socialarbejdere i Grønland har, som det blev nævnt tidligere, op imod 300 sager. Det er jo et tal, hvorom en dansk socialarbejder ville sige, at det ikke kunne lade sig gøre at lave et forsvarligt socialt arbejde. Det er jo ikke kun et økonomisk problem, det er vel også nødvendigt reelt at uddanne det nødvendige antal socialarbejdere, eller vil der også dér kunne laves et samarbejde?

Værsgo til ordføreren.

Jeg synes, at den største udfordring er, at man sidder med så mange sager, for som du selv lægger op til, er der jo nogle, der løber skrigende bort, fordi det er så stor en byrde. Noget, jeg har stillet forslag om, er, at man har vejledende sagstal – det kunne være 30 sager pr. sagsbehandler – og det er noget, socialrådgiverforeningen NIISIP har bakket op om. Så det er nogle af de konkrete ting, man kunne gøre.

Jeg synes, at det bliver rigtig meget analyser og hensigtserklæringer og sådan nogle ting og måske også lidt for meget symbolpolitik, også når vi snakker børn og unge-området i Grønland, og det er egentlig det, jeg gerne vil bryde med.

Tak. Jeg skal bare sige, at i henhold til forretningsordenen tiltaler man ikke medlemmerne direkte.

Så er det hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Den grotesk ulykkelige mistrivsel blandt mange børn og unge i Grønland skærer jo i øjnene. Det, vi diskuterer her i salen, er jo hele tiden, hvordan vi når frem til en måde at gøre det på, så vi kan se en fremgang inden for området. Der ender det jo ofte med at vi siger, at så må Grønland anmode om at få mere støtte.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge fru Aaja Chemnitz Larsen: Kommer der så en opfordring? Jeg mener: Er vurderingen, at der er brug for mere støtte fra Danmark? Og hvilken form skulle den støtte så antage, hvis der var brug for den?

Værsgo, fru Aaja Chemnitz Larsen.

Jeg synes i første omgang, at det er de områder, som jeg har været inde på, altså de områder, som Danmark varetager på vegne af Grønland. Derudover synes jeg, at det er i form af viden. Jeg synes jo, at VISO – altså videncenteret for det sociale område – er rigtig interessant, og det kan være med til at bidrage til nogle nye indsatser i forhold til Grønland, så man kan få løst problemerne på socialområdet. Men ellers synes jeg at initiativerne bør komme fra Grønland. Jeg så gerne, at der kom endnu flere initiativer; jeg så gerne, at området blev opprioriteret. Det siger jeg meget klart, fordi jeg synes, at det stadig væk er problematisk, at der er så mange børn, som er omsorgssvigtede, og at vi ikke ser, at vi får knækket de kurver, som vi har behov for at få knækket.

Vi har jo set det i forhold til alkohol, hvor alkoholforbruget er faldet rigtig meget i Grønland. Selvfølgelig kan det også lade sig gøre på børne- og ungeområdet. Det har jo også en sammenhæng med uddannelse. Det, at uddannelsesniveauet er relativt lavt, tror jeg også hænger sammen med at der er så mange sociale problemer. Så det er rigtig vigtigt for det grønlandske samfund at få styr på de udfordringer.

Værsgo til anden korte bemærkning.

Jamen altså, børn er jo vores fælles ansvar. Det er jo hverken statens eller selvstyrets eller socialrådgivernes eller kommunefogedernes eller alle mulige andres ansvar – det er først og fremmest vores fælles ansvar. Hvad mener fru Aaja Chemnitz Larsen, der skal til, for ikke kun at stoppe de krænkere eller få afhjulpet mistrivslen ude i de familier, hvor der er de mere åbenlyse sociale udfordringer, men også for at andre borgere af sig selv tager et medansvar? Hvad skal der til, for at man opfatter det som et fælles ansvar at løfte børn ud af mistrivslen og ikke lukker øjnene for det?

Værsgo, fru Aaja Chemnitz Larsen.

Ser man det ud fra FN's børnekonvention, er det forældrene, der har det primære ansvar. Det ved vi også, når vi bringer børn til verden, for så er det os, der har det primære ansvar for vores børn. Det, jeg i virkeligheden synes er tankevækkende, når vi taler om de 5.000 børn, er, at bag dem står der endnu flere forældre, som ikke lever op til det forældreansvar, de har. Det er første instans. Anden instans er jo netop, at vi som samfund også har et ansvar.

Men jeg oplever desværre også, at der er folk i samfundet, som underretter myndighederne, men som siger, at der går lang tid, før der bliver handlet. Det er derfor, jeg er så optaget af den kommunale, offentlige indsats.

Tak for det. Så er det fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg har to spørgsmål. Nu synes jeg faktisk, det har været en rigtig god debat i dag – der er kommet meget frem, og vi har debatteret på kryds og tværs osv. Mit første spørgsmål er, om man afholder lignende debatter i Landstinget, og hvor ofte man i givet fald gør det. For hvis ikke man gør det, ville det måske være oplagt, at ordføreren tog initiativ til, at man gjorde det, for det her er jo ret vigtigt.

Det andet spørgsmål handler om, at ordføreren her til sidst siger noget om, at det er et forældreansvar, at der står nogle forældre bag. Nu ved jeg som socialordfører for Dansk Folkeparti her i Danmark, at vi ofte ser, at dem, der krænker, selv er blevet krænket som børn, og derfor er det jo svært at påtage sig det forældreansvar, hvis man aldrig selv har oplevet noget andet. Når vi hører, at det her er sket gennem årtier, er der så ikke noget, der gør, at man måske skulle have lidt mere fokus på det?

Værsgo til ordføreren.

Mange tak for spørgsmålene – jeg er faktisk rigtig glad for dem. I forhold til det første spørgsmål vil jeg sige, at ja, det er noget, som vi drøfter rigtig ofte i Grønland. Jeg har ikke haft fornøjelsen eller æren af være medlem af Landstinget så længe, men jeg fremsatte selv fire-fem forslag i den samling, jeg var med, før jeg kom her til Folketinget, og jeg ved, at der er en lang række andre, som også fremsætter forslag. Så det er noget, vi drøfter jævnligt i Inatsisartut, altså i Landstinget.

I forhold til det andet spørgsmål vedrørende forældreansvaret vil jeg sige, at jeg egentlig er meget enig. For ja, der er rigtig mange, som går fra at være ofre til selv at være krænkere, og der er rigtig mange forældre, som selv har ar på sjælen, og det er også derfor, vi ser generation efter generation, som oplever de samme sociale problemer. Det er også noget, jeg har italesat som børnetalsmand. Det handler jo om at bryde den sociale arv. Jeg har selv siddet i socialforvaltningen som ansat og set bedsteforældre og forældre med et lille barn på armen, og man vidste, hvad for en livsbane det her barn ville få, og det er noget, der påvirker rigtig meget. Så der er behov for at bryde den sociale arv.

Fru Karin Nødgaard.

Nu taler vi i hvert fald om den negative sociale arv, for en social arv kan jo også være noget godt at få med i bagagen. Men her er det jo absolut noget negativt.

I Danmark arbejder vi jo en gang om året med satspuljer, hvor vi sætter midler af og faktisk bl.a. også har haft fokus på det her område, med hensyn til hvad man gør med dem, der er blevet krænket, og som så selv bliver krænkere senere osv. Har man lignende tiltag i Grønland, hvor man arbejder med det og måske også afsætter midler til det? Hvordan arbejder man bredt med hele det område?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Vi har noget, der ligner. Der er afsat penge, som man kan søge om til forskellige projekter, som f.eks. nye metoder indenfor socialområdet. Så det har vi.

Jeg så jo også gerne, at vi som grønlandske folketingsmedlemmer blev kaldt ind som en del af de her satspuljeforhandlinger, for vi ved jo også, at der er flere og flere grønlændere, som vælger at bosætte sig i Danmark, og nogle af dem, der kommer hertil, har også de her ar på sjælen. Så derfor ser jeg også, at der er et rigtig stort behov for at følge op på den strategi for udsatte grønlændere, som vil løbe ud her i 2016.

Tak til fru Aaja Chemnitz Larsen. Så er der ikke flere spørgsmål, og så er det hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Nu står jeg ikke som medunderskriver på forslaget til vedtagelse, men jeg vil bare sige, at jeg støtter forslaget til vedtagelse, og jeg vil lige knytte et par kommentarer til, hvorfor jeg gør det. Jeg synes, det er meget fint, at den her debat bliver rejst. Jeg vil gerne kvittere for, at Dansk Folkeparti har gjort det, og det er også helt okay, at det bliver sat lidt skarpt op. Så har man det at forholde sig til. For den her sag er en af de vigtigste sager i kongeriget overhovedet, så vidt jeg kan se det.

Jeg vil også kvittere for, at fru Aaja Chemnitz Larsen har spillet en meget fin rolle i debatten. Det er meget befriende, at man som grønlandsk politiker tør stå ansigt til ansigt med de reelle problemer, der er. Nogle gange har jeg i mit stille sind ment, at der er nogle grønlandske politikere, der har en tendens til at gå op i lidt akademiske, abstrakte diskussioner, som i virkeligheden ikke vedrører befolkningen i Grønlands tarv. Så det har jeg stor respekt for. Jeg anerkender, at det er en svær situation for en grønlandsk politiker at stå i her i Danmark.

Politisk er der her i huset altid en balancegang mellem, hvordan man omtaler de to hjemmestyrelande. Nogle gange er der meget stor berøringsangst, og nogle gange har man en tendens til at overtage styringen, og man skal finde en balance mellem de to ting.

Der kan ikke være tvivl om, at respekten for børnene i Grønland må gå forud for respekten for ordningen. Og hvis det på nogen måde er således, at respekten for ordningen går forud for respekten for børnene, så er det galt. Det går simpelt hen ikke. Og hvis det skulle være tilfældet, må man sige herfra, at det går ikke. For de børn er altså statsborgere i riget, og det er man, uanset hvilket af de tre lande, man bor i, og man har krav på respekt.

Man skal finde en balance, og jeg kan give et eksempel fra Færøernes historie. Det var jo således i 1980'erne, at den økonomiske styring på Færøerne gik fuldstændig galt. Der var ingen kontrol over tingene, og der indløb rapport efter rapport til Statsministeriet, hvori det blev beskrevet, at det her går helt sikkert galt. Men berøringsangsten var total, og man gjorde ingenting. Man turde ikke engang sige sin mening om det, selv om der indløb rapporter. Så crashede det hele, landet gik fallit, og så valgte man den anden strategi, nemlig at overtage styringen. Der blev nedsat en Færøgruppe her i huset, som styrede Færøerne økonomisk. Og det gik slet ikke. Der blev jo næsten revolution på Færøerne, og man ønskede at træde ud af rigsfællesskabet osv. Man følte sig overtrumfet.

Så ingen af de to muligheder kan bruges. Som der står i forslaget til vedtagelse, må man gå ind i en konstant dialog og et konstant samarbejde for at løse tingene. Man kan ikke løse dem alene herfra og fjernstyre Grønland eller Færøerne. Men fællesskabet kan heller ikke overleve, at man har en så stor berøringsangst, at der ikke kan blive sat ord på sager, der vedrører hele riget.

Derfor synes jeg, at det er et fint forslag til vedtagelse. Men som jeg sagde, forudsætter det selvfølgelig, at man også fra grønlandsk side er rede til at indgå i en dialog og et samarbejde og tage imod den udstrakte hånd, som i dag er kommet fra alle steder i huset.

Tak for det. Den næste er faktisk ministeren. Værsgo.

Lad mig starte med at takke Dansk Folkeparti og hr. Søren Espersen for at rejse den her debat. Jeg synes, det har været en meget, meget vigtig drøftelse, vi har haft her i Folketingssalen. Jeg vil rette en særlig tak til to nordatlantiske mandater, fru Aaja Chemnitz Larsen og hr. Sjúrður Skaale, for også at bidrage til en meget vigtig drøftelse af et emne, som betyder meget her i Danmark, men som så sandelig berører rigtig, rigtig mange børn og unge mennesker i Grønland.

Den drøftelse, vi har haft, viser heldigvis, at der er et markant politisk flertal her i Danmark til at fortsætte ad og insistere på samarbejdets vej. Jeg deler helt frustrationen; jeg deler helt vreden; og jeg deler helt den sorg, man står med, når man bliver bekendt med de urimelige forhold, børn og unge mennesker udsættes for. Det er desværre ikke kun i Grønland, det sker. Jeg synes faktisk, at Enhedslistens ordfører var ærlig ved at sige, at vi ikke skal sidde her i Danmark og spille fuldstændig hellige, for der sker også omsorgssvigt i Danmark. Og ja, der er sket en udvikling, og noget af det, jeg tror lykkes i Danmark, og som også er ved at lykkes i Grønland, er, at vi gør op med berøringsangsten, at vi åbent og ærligt sætter foden ned og siger: Det her kan intet menneske tåle; hvis man oplever den form for overgreb og den form for svigt, er man mærket for livet, og man bringer det videre til kommende generationer. Derfor må og skal vi i alle de her debatter være meget, meget tydelige med, hvilke fatale skader der sker på børn og unge, når der sker overgreb og omsorgssvigt – og når det er så udbredt, som det er.

Det er vigtigt for mig igen her som afslutning på debatten at fastslå det, der er blevet sagt af mange af Folketingets partier, nemlig at selvstyreloven er vedtaget af samtlige Folketingets partier i Danmark bortset fra Dansk Folkeparti. Deraf er det jo også tydeligt, hvori den politiske uenighed består. Det gør det i hvert fald klart, hvad Dansk Folkepartis ønske om den her nærmest hjemtagelse af området grunder i, nemlig at man ganske enkelt ikke støttede selvstyreloven. Så der er stor forståelse for det politiske standpunkt, men jeg må igen give en tydeliggørelse af, at det sociale område er en del af det grønlandske selvstyre, og derfor må og skal opgaverne løses i Grønland med respekt for det samarbejde og også med en fremstrakt hånd fra Danmark.

Jeg noterer mig, og jeg var også inde på det i min besvarelse af forespørgselsdebatten, at landsstyreformand Kim Kielsen har udnævnt 2016 til at være børnenes år i Grønland, og jeg mener, det er værd at bemærke, at der her er tale om en mand, der også ved, hvad han taler om, hvilket fru Aaja Chemnitz Larsen også gør. Når jeg lytter til to så stærke politiske stemmer i forhold til en viden om grønlandske forhold, appellerer jeg til, at de virkelig gør deres viden og indflydelse gældende i Grønland, for at tingene for alvor kommer til at lykkes. Jeg mener, at det er et meget, meget vigtigt signal, at landsstyret i sidste uge sendte et lovforslag i høring, som giver landsstyret hjemmel til under særlige forhold at suspendere en kommunes forvaltning af det sociale regelsæt. For det er helt enestående, at landsstyret nu faktisk får mulighed for at gribe ind, hvis der foreligger væsentlig tilsidesættelse af en kommunes forpligtelser eller af en borgers rettigheder efter det sociale regelsæt. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Fru Aaja Chemnitz Larsen var også inde på den grønlandske socialrådgiverforenings udtalelser om og fokusering på behovet for veluddannet personale. Det vil jeg gerne kvittere for. NIISIP har også anerkendt, at der er iværksat tiltag i Grønland, men at man selvfølgelig også der insisterer på, at der er en udvikling, og at det er en udvikling, der skal gå fremad og forbedres.

Med disse bemærkninger vil jeg takke for den gode debat og stille mig til rådighed for spørgsmål.

Der er et par spørgere. Først er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ministeren. Jeg synes altså ikke, det er i orden, minister, at relativere det her ved at sige, at vi jo også har sådan nogle sager her i Danmark. Altså, de tal, der er for Grønland, er jo i nordisk regi helt unikt, eventyrligt høje, og det er sagt på en negativ måde. Altså, når Grønland har 37 gange så mange pædofilisager som Danmark, er det altså ikke uinteressant. Når over halvdelen af samtlige graviditeter i Grønland ender i provokeret abort, er der tale om helt groteske tal. Så jeg synes ikke, det skal relativeres; jeg synes, det ville være en skam at gøre det. De problemer, vi har her, skal vi løse – bestemt – men de er ikke noget i sammenligning med det her.

Jeg havde håbet på, at det her kunne ende med et gult kort – for ellers kan vi stå her igen om 5 år, men det kan vi jo vende tilbage til – altså et eller andet med: Sker der ikke en eller anden positiv ændring inden for de næste, lad os sige 3 år, vil Danmark gribe ind. Hvis ikke det sker, har jeg en frygt for, at det går, som det plejer.

Værsgo til ministeren.

Som jeg sagde i min tale til at starte med, er samarbejdet inden for rigsfællesskabet ikke kendetegnet ved, at vi udsteder gule kort. Jeg mener, det er afgørende vigtigt, at vi holder fast i lige præcis den respektfulde tilgang til det: at her samarbejder vi. Vi har dialog, og vi udviser gensidig respekt. Faktisk er jeg helt glad for, at hr. Søren Espersen siger: Lad være med at relativere til danske forhold, for vi klarer det selv i Danmark. Det er en god pointe, og sådan skal man også klare det i Grønland. Og dermed er det helt på sin plads at relativere diskussionen.

Hr. Søren Espersen.

Jo, men nu er der altså gået 30 år. Og stadig væk må jeg præcisere, hvad statsministeren har sagt:

»Selv om der er tale om et overtaget sagsområde, er det stadig regeringen, som i forhold til den internationale organisation har påtaget sig den folkeretlige forpligtelse.«

Det har nu varet i 30 år, og der er jeg nødt til at spørge: Hvor længe skal det så vare? Hvad er langsigtede løsninger? Hvor mange år skal det her vare? Skal vi igen om 5 år, hvis vi stadig væk er i live, have den her diskussion?

Ministeren.

Det vil jo være utopi at tro, at ethvert land vil være fuldstændig forskånet for omsorgssvigtede børn. Det ville være fantastisk, hvis enhver forælder var i stand til at tage det forældreansvar, som er så afgørende vigtigt, for at et barn er i stand til at stå på to ben og magte livet, også senere i sit voksenliv. Det ville da være fantastisk.

Så ja, vil jeg sige til hr. Søren Espersen, vi bliver ved med at have den her diskussion. Vi bliver også ved med at have diskussionen om de danske sociale forhold. For der vil altid være sager, og vi vil altid være frustreret over sager med omsorgssvigtede børn og vil til hver en tid kunne sige, at én sag er én sag for meget.

Men det at insistere på samarbejdet er det, jeg som landets socialminister vil vedblive med at gøre. Og jeg har allerede i min forholdsvis korte ministertid i denne omgang afholdt to møder med den grønlandske socialminister, så det vidner om en insisteren, som jeg også i høj grad oplever at min grønlandske kollega er enig med mig i. Det er jo derfor, jeg heldigvis kunne redegøre for den lange række af initiativer, man foretager sig fra Grønlands side. Og jeg har en forventning om, at det vil forbedre vilkårene, og at vi vil se en positiv udvikling. Det kunne alle være tjent med.

Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak til socialministeren for at tage det her rigtig alvorligt, det er i hvert fald sådan, jeg tolker udmeldingen. Det her handler i høj grad om balance, balancen mellem et dansk og et grønlandsk ansvar, og det handler også om at nuancere billedet, i forhold til at der findes to tredjedele, som er velfungerende, har det rigtig godt og trives rigtig godt i Grønland. Vi ved også, at der blandt de 5.000 børn, som vi taler om i dag, også er rigtig mange, som har en robusthed, en resiliens, en evne til at lykkes på trods af de svære opvækstvilkår, som de vokser op under.

Jeg synes også, det er rigtig vigtigt, at man balancerer billedet, i forhold til at det ikke kun bliver det officielle billede, men at man netop også har mulighed for måske at tale med børnetalsmanden i Grønland for også at få et andet billede af det og få nuancerne med i forhold til de udfordringer, som der er, for børn og unge i Grønland. Så det vil jeg opfordre socialministeren til at gøre.

Ministeren.

Jeg er beriget af at have et fornuftigt og godt samarbejde med bl.a. fru Aaja Chemnitz Larsen og får gode indspark til, hvad man kan gøre. Jeg værdsætter den erfaring, som fru Aaja Chemnitz Larsen bibringer det danske Folketing og den danske regering, med hensyn til hvordan man opnår et godt og stærkt samarbejde, et samarbejde, der giver resultater, for det ønsker alle.

Hvad angår den opfordring, som jeg hører fru Aaja Chemnitz Larsen komme med her, vedrørende min mulighed for også at have en dialog med den grønlandske børnetalsmand, vil jeg med det samme gerne bekræfte, at jeg meget gerne tager den.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Det er jeg meget glad for at høre. Hvad angår Kim Kielsen, som du henviser til har udnævnt 2016 til børnenes år, må jeg desværre konstatere, at der ikke rigtig er nogen nye tiltag i den nytårstale, som han kom med, og at han opremser en række eksisterende tiltag, og det synes jeg selvfølgelig er bekymrende. Jeg synes, man skal forholde sig kritisk til det, så det ikke bare forbliver en fin hensigtserklæring. Der må også ligge noget handling i det, at man udnævner 2016 til børnenes år. Det vil jeg gerne høre socialministerens kommentar til.

Tak. Og man skal virkelig bestræbe sig på ikke at tiltale hinanden direkte herinde.

Værsgo til ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg mener, at landsstyreformandens nytårstale viste en meget, meget klar vej og en klar retning, og jeg mener også, at der ligger politiske initiativer bag og netop også en opprioritering af økonomien på det her område. Så til det vil jeg sige: Vel vidende at fru Aaja Chemnitz Larsen i den sammenhæng tilhører oppositionen, minder jeg om, at man i den her sammenhæng husker på det, som fru Aaja Chemnitz Larsen selv var inde på tidligere, nemlig at man ikke lader partipolitiske diskussioner gå i det her forhold. Her er man fokuseret på målet og på, at der er en positiv udvikling i gang, og det er sådan, jeg har hørt landsstyreformanden, og det er også sådan, jeg har set den måde, man har tilrettelagt og prioriteret midlerne på.

Tak. Så er det fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg hører ministeren sige, at udviklingen skal gå fremad, og det er jo rigtig fint. Men så vil jeg også gerne høre, om ministeren synes, at det egentlig er gået hurtigt nok fremad med at få en mere positiv situation i Grønland. Altså, når vi stadig væk hører, at det er 5.000 børn ud af 15.000 børn ud af en befolkning på 50.000, så er det jo alarmerende. Hvis man sammenlignede det med forhold i Danmark, hvis man tog den samme procentdel af den danske befolkning, ville det jo være et enormt stort antal børn, der ville være udsat.

Jeg ved jo som socialordfører, at når vi har nogle af de her sager med udsatte børn, så reagerer vi hurtigt, og vi bliver alle sammen meget fortørnede, og vi sætter ting i værk og laver lovændringer osv. Der vil jeg gerne høre ministeren: Når nu vi har det her område og vi tidligere i debatten, som jo har været vældig god, har hørt, at man måske ikke rigtig beder om hjælp fra Grønlands side, var det så ikke en idé, at den danske regering nu gik ud og tilbød sin hjælp til mange ting i stedet for bare at snakke om, at der er en god dialog?

Ministeren, værsgo.

Lad mig starte med at erklære mig fuldstændig enig i, at når man konstaterer, at en tredjedel af børnene i et lands befolkning er i mistrivsel, så sidder man det jo ikke overhørig. Så handler man, og så gør man noget ved det, og så insisterer man på, at resultaterne begynder at komme. Og ja, jeg mener også, at det skal vi begynde at se resultater af.

Når jeg så samtidig mener, at man er på rette spor, så er det, fordi den fremstrakte hånd fra Danmark jo er taget imod. Vi har et samarbejde, vi har et stærkt samarbejde og et fornuftigt samarbejde, og rækken af initiativer, som jeg redegjorde for i min besvarelse af forespørgslen, tydeliggør det. Nu har meget af debatten handlet om et rejsehold eller en taskforce, eller hvad vi nu kalder det. Altså, man har i november måned – det er ikke særlig mange måneder siden – i Grønland åbnet en ny central rådgivningsenhed. Det er jo lige præcis det, som vi har talt om som et af de her elementer, der kommer langt tættere på, i forhold til hvordan sagsbehandlingen og indsatserne skal håndteres.

Fru Karin Nødgaard.

Vil det sige, at hvis vi nu i Dansk Folkeparti tager initiativ til at tage debatten om f.eks. 2 år – det er bare et eksempel – og den nuværende regering stadig væk er regering, så vil vi kunne sidde og sætte hak ved en masse ting, der er lykkedes, og at tallet på 5.000 er blevet reduceret markant? Og jeg vil ikke sætte tal på hvor meget. Det vil jeg egentlig gerne høre ministerens mening om, for nu skal der jo ske noget, kan jeg forstå. Det var den ene del af det.

Den anden del af det er: Det er rigtigt, at der har været snakket om den her taskforce, men var det en mulighed på en eller anden måde at få sendt den derop? Og så var IA's ordfører tidligere inde på det med satspuljen. Der vil jeg gerne høre ministeren: Er der nogen mulighed for, at man kan involvere det grønlandske Landsting i nogle af de ting, som vi arbejder med i satspuljekredsen, sådan at vi også derigennem måske kunne komme med et bidrag? Jeg kan overhovedet ikke selv lige overskue det, men det kunne være interessant at følge op på det ønske, der kom fra Grønlands side.

Værsgo til ministeren.

Jeg vil gerne gå mere i detaljer med, hvordan det konkrete samarbejde fungerer, i det sociale kontaktudvalg, hvor vi jo har mange møder i løbet af et år, og hvor lige præcis mange af de initiativer, der eksempelvis er udviklet i Danmark, er initiativer, som man beder om assistance til også at få implementeret i Grønland tilpasset grønlandske forhold. Det gælder eksempelvis hele implementeringen af et socialtilsyn. Hvad er det, man kigger på? Hvordan er det, man samarbejder enten med den pågældende kommune eller de pågældende institutioner om at udvikle området i en positiv retning?

Det er blot for at sige, at de erfaringer, man gør sig, er vigtige at samarbejde om at få udmøntet. Det er derfor, jeg på samme måde, som flere ordførere også har været inde på, siger, at det er lidt firkantet at tro, at hvis vi lige sendte en taskforce derop og så kom forbi efter en måned, så ville vi få ændret det hele. Den løsning tror jeg ikke på. Jeg tror på samarbejdet, på at vedblive med at have det samarbejde og bruge de modeller, der er udviklet, og som fungerer, og så få dem udbredt.

Tak. Så er det hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Nu har ministeren lige svaret på det spørgsmål, jeg ville stille. Der er to spørgsmål, vi har kredset om i debatten i dag. Det ene har været, om man under alle omstændigheder skal respektere det faktum, at Grønland har hjemtaget det sociale område. Og det andet har været, om det er således, at det er det, at man respekterer ordningen, der gør, at tusindvis af børn vokser op under grusomme forhold.

Hvis det sidste er tilfældet, må man sige, at det er menneskeligt forkert at respektere ordningen. Så for at skære ind til benet er spørgsmålet: Mener ministeren, at det faktum, at man respekterer, at det sociale område er overtaget af selvstyret, er årsagen til, at der er så mange børn, som har en forfærdelig opvækst?

Tak. Ministeren.

Jeg vil gerne igen, som jeg også gjorde i min besvarelse på selve forespørgslen, helt tydeligt sige, at det sociale område er et hjemtaget område. Det er Grønlands ansvar at håndtere det.

Det, der fra dansk side er vigtigt i forbindelse med diskussionen, er at få sagt, hvor det folkeretlige ansvar ligger. Jeg vil finde den helt præcise formulering, for Danmark er folkeretligt ansvarlig for de internationale forpligtelser, der gælder for riget, og det betyder, at det er Danmark, der har det folkeretlige ansvar, også i relation til Grønland, når det drejer sig om bl.a. FN's børnekonvention. Internt mellem Danmark og Grønland forholder det sig sådan, at det påhviler selvstyret at sikre, at lovgivningen og administrationen på området, som er overtaget, er i overensstemmelse med de internationale forpligtelser.

Jeg læser det så tydeligt op og – ja, undskyld mig – skærer det nærmest ud i pap igen for at sige, at det er sådan, opgavefordelingen er.

Hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Jeg håbede, at ministeren ville præcisere, om hun mener, at roden til den ondskab, der foregår, er, at området er overtaget. Det er det, man fornemmer nogle gange, altså at grunden til, at situationen er så horribel, er, at det er blevet Grønlands ansvar. Det var det, jeg måske tænkte ministeren ville sige, for det er det, som har ligget i debatten fra nogles side.

Når man nu ønsker at få en stærkere dialog, et stærkere samarbejde med Grønland om de her ting, kunne det så være en idé, at de grønlandske folketingsmedlemmer måske kunne deltage i satspuljeforhandlingerne? Det kan de ikke i dag, men det kunne være et lille skridt på vejen.

Tak. Ministeren.

Så forstod jeg det foregående spørgsmål med den opfølgende bemærkning langt bedre. Det er jo ikke på grund af selvstyreloven, at vilkårene er, som de er i Grønland. Det er en tilstand, som jo ikke er ny, og det er vi også nødt til at konstatere.

I forhold til diskussionen om satspuljeforhandlinger vil jeg minde om, at vi jo har hele vores bloktilskudsdiskussion, hvor Danmark yder et årligt tilskud på, jeg mener, det er 3,7 mia. kr., så i forhold til en diskussion om, hvorvidt landsstyret skal sidde og deltage i satspuljeforhandlinger, vil jeg sige, at det har jeg vanskeligt ved at se for mig. Men fra dansk side tager vi jo mange initiativer, som også er målrettet grønlændere, særlig grønlændere i Danmark.

Tak til ministeren. Der er ikke flere spørgsmål. Så er det hr. Søren Espersen i anden runde. Værsgo.

Mange tak. Jeg skal gøre det kort. Jeg synes, det har været en interessant debat, men jeg synes også, det set fra Dansk Folkepartis synsvinkel har været lidt trist. Ordførerne bruger den samme retorik år efter år og den samme retorik, som også selvstyrets skiftende socialministre har brugt. Alle tager det alvorligt, og alle vil gerne en hel masse, men det bliver ikke rigtig til noget. Man taler om store afstande, at det jo også er svært, at der er bygdlivet, og at der er mangel på ressourcer, og der er ikke alt det, der ikke er problemet.

Jeg har faktisk stor respekt for socialministeren for, at hun i det mindste gør et behjertet forsøg, for det tror jeg bestemt hun gør, og jeg vil kvittere for de møder, der allerede har været om Grønlands selvstyre. Og jeg håber sandelig, at det kan blive løst i mindelighed.

Ellers må jeg sige, som jeg også sagde i indledningen, at vi årti efter årti har diskuteret de samme problemer, nemlig om der er særlige kulturelle ting og bygdliv osv. involveret, og det er der helt bestemt, men så må man prøve at finde en løsning, for vi er altså nået frem til 2016 nu, og der er der ting, som vi simpelt hen bare ikke længere kan acceptere.

Jeg ser masser af strategier, jeg ser masser af handlingsplaner, jeg ser masser af dialog osv., men det fører ingenting til. Igen må jeg citere statsministeren for direkte at sige, at selv om det er et overtaget sagsområde, er det stadig regeringen, der har den folkeretlige forpligtelse. Det er også i dag igen bekræftet af socialministeren, og sådan forholder det sig. Efter vores opfattelse er det altså et ansvar, som regeringen nu må påtage sig.

Fru Karin Nødgaard nævnte tallet igen på de ca. 5.000 omsorgssvigtede børn, og efter danske forhold ville det svare til, at det var over 500.000 omsorgssvigtede børn. Det er altså kolossale tal, det er tal, som i nordisk regi er fuldstændig uhørt. Det er bare ikke i orden. Vi taler som sagt – jeg har sagt det flere gange – om børn, som har dansk statsborgerskab, så det er altså inden for kongeriget, og det er ikke acceptabelt i et af verdens bedste velfærdssamfund, kongeriget Danmark, at børn sulter. Vi har nævnt børn, som venter uden for børneinstitutioner, når de lukker i eftermiddagens løb, for at få lidt af den mad, der eventuelt bliver til overs og ikke bliver smidt ud i skraldespanden. Sådan gør vi ikke! Sådan foregår det ikke i kongeriget Danmark – i hvert fald ikke det kongerige, som jeg kender og holder af.

Man kan bestemt godt have respekt for grønlænderne, jeg har kæmpe respekt for Grønland og for grønlænderne, men jeg har ingen respekt for selvstyret, overhovedet ikke, ikke i den her sag. Man er nu kommet så langt, at man kan sige, at man jo har forsøgt gang på gang og med skiftende selvstyrer – det er ligegyldigt, hvem der sidder der – men der sker ikke afgørende ændringer. Jeg må sige, at så meget mere respekt har jeg altså for børnene i det her i forhold til selvstyret, og det, der sker, er ikke i orden. Jeg har ingen tillid til, at selvstyret kan løse de her problemer, og jeg tror heller ikke, at selvstyret har det selv.

Der er masser af forklaringer på det – hvordan man mangler ressourcer. Men det er da klart, når vi har at gøre med et land, som har et strukturelt underskud på 750 mio. kr. hvert år frem til 2040. Det svarer til, at Danmark havde et underskud på 80 mia. kr. hvert år frem til 2040. Det ville ikke være ret let at iværksætte særlige sociale tiltag i sådan en situation. Selvfølgelig har man ikke penge til det, så enkelt er det.

Jeg siger, at hvis ikke vi træder i karakter snart, pådrager vi os et stort ansvar. Igen vil jeg pege på berøringsangsten, som i den grad kendetegner det her Folketing, når det drejer sig om Grønland. Jeg har i dag selvfølgelig hørt ordet koloniherre, og det havde jeg også forventet. Racist blev jeg dog ikke kaldt, og det synes jeg var venligt, tak skal I have. Koloniherre blev det til. Bombefly blev lige nævnt, altså at det svarede til, at vi sendte bombefly ud og så bombede nogen, og så var det egentlig bare for at komme Grønlands omsorgssvigtede børn til undsætning. Sådan er det, og sådan er efterhånden den meget, meget triste debatform her i Folketinget.

Jeg bemærkede, at fru Aaja Chemnitz Larsen i sit indlæg sagde, at det er svært at italesætte disse problemer i Grønland. Jeg håber, der er en ændring på vej, for ellers får vi altså den samme debat om 3 år. Og hvis jeg lever så længe og også bliver valgt til Folketinget, vil jeg altså rejse den igen om 3-5 år og se, hvor det bærer hen. Jeg har en fornemmelse af, at det lander, som det plejer.

Jeg havde håbet på, at man kunne give selvstyret en advarsel, et gult kort, hvis ikke sagerne bliver bragt i orden. Og hvorfor egentlig ikke? Sådan gør vi ikke i rigsfællesskabet, siger justitsministeren. Nej, men det kunne godt ske, at man skulle have overvejet at gøre det alligevel. (Formanden retter taleren). Sagde jeg justitsministeren? Der kan man se. Det, som hjertet er fuldt af. Tak for det, og tak for i dag.

Tak. Og det er også ved at være sent fredag eftermiddag, så der er nok en god grund til det.

Fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Jeg vil egentlig gerne anerkende hr. Søren Espersens engagement og særlig det med, at vi trods alt også i den her debat har haft et fokus på børn og unge og har fastholdt det her fokus på børn og unge. For jeg synes, det er det, der er det vigtige i den her sag. Men jeg synes også, det er enormt vigtigt, at det bliver en nuanceret debat, og jeg synes, det er vigtigt i forhold til fakta, at fakta er på plads. Og hvad angår det samfundsøkonomiske, som du var inde på, så er det først fra 2040, at vi kommer til at mangle 700 mio. kr. årligt fremadrettet. Men ja, jeg kan sagtens dele din bekymring, også om samfundsøkonomien, som jeg nævnte i mit ordførerindlæg.

Jeg synes, det vil være rigtig fint at tage debatten op igen om 3 år, og jeg håber bestemt, hr. Søren Espersen stadig væk er i live på det tidspunkt. Så det vil jeg da i hvert fald gerne opfordre til. Mange tak for debatten.

Tak. Det er jo sent fredag eftermiddag, men man skal alligevel ikke sige »du«. Man skal bestræbe sig på at tale på en anden måde her i Folketinget og ikke bruge direkte tiltale.

Værsgo, hr. Søren Espersen.

Det er min egen skyld, fordi jeg begyndte at tale om mit vaklende helbred. Men tak for håbet, det har vi trods alt alle sammen.

Så vil jeg i øvrigt lige bestride det med pengene, men jeg synes, vi skal prøve at finde det frem sammen på et tidspunkt, vil jeg sige til fru Aaja Chemnitz Larsen. Men tak for i dag, og tak for debatten.

Der er lige en kort bemærkning fra hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Når det gælder berøringsangst, har hr. Søren Espersen fuldstændig ret, og det kvitterede jeg også for før. Jeg synes, det er fornemt, at han som en af de få slet ikke har nogen berøringsangst, hverken over for Færøerne eller over for Grønland. Det synes jeg er prisværdigt, for det er den eneste måde, man kan komme til bunds i mange sager på. Det andet skaber kun problemer.

Men hvad er det så, hr. Søren Espersen vil? Altså, skal de grønlandske myndigheder fuldstændig sættes til side? Skal Danmark overtage myndigheden over Grønland igen, og tror han helt seriøst, at det vil løse problemet?

Hr. Søren Espersen.

Jeg tror, det ville løse problemet, hvis selvstyret nu fik et gult kort og der blev sagt: Nu er det gået sådan, så træls, i 30 år, og nu ser vi gerne, at det her ophører. Et gult kort har altså effekter, og vi har i Folketinget, som jeg også siger, og specielt i regeringen jo altså en forpligtelse til at holde øje med, at det her bliver overholdt. Så ja, jeg tror faktisk, det vil have en effekt. Det kan somme tider sætte skub i nogle ting at få et gult kort. Jeg har aldrig kørt så godt, som efter jeg fik mit første klip i kørekortet. Det har virkelig hjulpet.

Jeg tør næsten ikke sige tak for i dag.

Det ser ud, som om der er grund til det nu, i hvert fald i forhold til den her forespørgsel. Tak til ordføreren.

Der er faktisk ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 26. januar 2016.