Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 42:

Forespørgsel til udenrigsministeren. (Hasteforespørgsel):

Hvad kan regeringen oplyse om den igangværende retsforfølgelse af folkevalgte parlamentarikere i Tyrkiet og konsekvenserne for en mulig fredsproces?

Af Jakob Sølvhøj (EL), Søren Søndergaard (EL), Josephine Fock (ALT), Rasmus Nordqvist (ALT) og Jacob Mark (SF).

(Anmeldelse 23.05.2016).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 26. maj 2016.

Det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten, for en begrundelse. Værsgo.

Tak. Initiativet til dagens forespørgsel er taget af Enhedslisten, Alternativet og SF. Baggrunden er den alarmerende udvikling i Tyrkiet, hvor et flertal i parlamentet i fredags i sidste uge bøjede sig for presset fra den tyrkiske præsident Erdogan og vedtog forfatningsændringer, der fjerner immuniteten for 138 folkevalgte parlamentarikere, der har verserende sager imod sig.

Ophævelsen af immuniteten åbner op for retsforfølgelse af den politiske opposition i Tyrkiet. Ikke mindst vil det gå hårdt ud over det pro-kurdiske HDP-parti, et parti, der ikke alene repræsenterer store dele af landets kurdiske, men også kristne og alevittiske befolkning. Således vil 50 af HDP's 59 parlamentarikere være på anklagebænken. Den populære medformand for HDP, Selahattin Demirtaş, der tidligere har besøgt både Folketinget og udenrigsministeren, har alene 75 anklager imod sig.

Anklagerne mod parlamentarikerne er stort set alle absurde og uacceptable. Der er tale om anklager, som begrundes i udtalelser, som på ingen måde burde forbydes. Vi taler om opfordringer til en genoptagelse af fredsprocessen, så der kan findes en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål, eller en kritik af den siddende regering og præsident. Anklager, som er klokkeklare angreb på ytringsfriheden. Tyrkiet er lige nu i en farlig udvikling, hvor demokratiet kortsluttes og mulighederne for en politisk løsning på det kurdiske spørgsmål undergraves.

Jeg håber, at vi i dag i Folketinget kan få en god debat, at vi i dag i Folketinget kan samles om en klar kritik af retsforfølgelsen af folkevalgte parlamentarikere og om en opfordring til en genoptagelse af fredsprocessen.

Tak til ordføreren. Så går vi videre til udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for lejligheden til endnu en gang at drøfte den seneste udvikling i Tyrkiet, som vi har gjort det så mange gange i de seneste uger, og som vi givetvis igen vil gøre i næste uge, når beslutningsforslag B 185 skal drøftes. Forespørgslen i dag om »den igangværende retsforfølgelse af folkevalgte parlamentarikere i Tyrkiet og konsekvenserne for en mulig fredsproces« er rejst – det kan jeg også høre på begrundelsen her – særlig med sigte på spørgsmålet omkring parlamentarikernes immunitet, som det tyrkiske parlament har behandlet for nylig.

Tyrkiets regerende parti, AKP, fremsatte i april et forslag om en midlertidig forfatningsændring med henblik på at løfte den parlamentariske immunitet for parlamentsmedlemmer, der i øjeblikket har anklager om kriminelle handlinger hængende over hovedet. Efter til tider ophedede drøftelser i bl.a. parlamentets forfatningskomite blev forslaget endelig vedtaget af parlamentet i fredags, den 20. maj, med et stort flertal på 376 ud af de i alt 550 stemmer. Da flertallet var større end to tredjedele, er der ikke behov for en folkeafstemning. Regeringspartiets erklærede motivation for at have fremsat forslaget er Tyrkiets omfattende kamp mod terrorisme, hvor man ifølge forslagsstillerne ikke kan sidde parlamentsmedlemmernes angivelige støtte til terrorisme overhørigt. Med vedtagelsen indføres en midlertidig klausul i den tyrkiske forfatnings artikel 83, som i sin nuværende form siger, at parlamentsmedlemmer, der mistænkes for en kriminel handling, før eller efter et valg til parlamentet er beskyttet af immunitet. Den nye klausul ophæver immuniteten for medlemmer, der har anklager verserende imod sig i Justitsministeriet, Premierministeriet eller i parlamentet. Efter det, som er mig oplyst, er der p.t. 677 anklager mod 138 parlamentsmedlemmer. Parlamentsflertallet har i den situation ikke fundet, at det ville være muligt på rimelig tid at tage individuel stilling til en eventuel immunitetsophævelse i hver enkelt sag.

Fra EU's side har EU's høje repræsentant, Mogherini, og udvidelseskommisær Hahn i en fælles udtalelse allerede i fredags sagt, at beslutningen giver anledning til alvorlig bekymring. De har fremhævet, at regelsæt for parlamentarisk immunitet bør indeholde specifikke og objektive kriterier for eventuel beslutning om ophævelse af immunitet, at immunitet skal gælde alle uden diskrimination, samt at eventuelle beslutninger om at ophæve immunitet skal ske ud fra den enkelte sags meritter baseret på klare kriterier og fri for politiske hensyn.

I forhold til en mulig fredsproces, som spørgeren refererer til, kan man have en bekymring for, at immunitetsophævelsen vil ramme skævt. Det vil især være parlamentsmedlemmer fra HDP, som er det parti, som i overvejende grad repræsenterer det kurdiske mindretal, der bliver ramt. Over halvdelen af de verserende anklager er således rettet mod parlamentsmedlemmer fra HDP. Det skal dog bemærkes, at der foreligger anklager mod parlamentarikere fra alle partier inklusive regeringspartiet AKP, og det hævdes derfor af støtterne bag parlamentets forslag i fredags, at det ikke er diskriminerende eller rettet mod enkelte grupper eller partier.

Det ændrer dog ikke ved, at der er en risiko for alvorlig slagside og i øvrigt for processer, der ikke yder de pågældende parlamentsmedlemmer den beskyttelse, de rettelig bør have. Særlig sagerne mod parlamentsmedlemmerne fra HDP vedrører udtalelser eller politisk aktivitet, der påstås at støtte eller opfordre til terrorisme. Som det er blevet fremført fra mange sider, herunder Europarådet og Europa-Parlamentet, skal antiterrorlovgivning selvsagt ikke misbruges til at lukke munden på alle, man er uenig med. Derfor henviser udtalelser i sagen fra EU og fra f.eks. det amerikanske udenrigsministerium også til beskyttelse af ytringsfriheden generelt og for folkevalgte i særdeleshed.

Der er nu i Tyrkiet blandt uafhængige observatører, ngo'er og naturligvis de berørte parlamentsmedlemmer bekymring for, om de aktuelle skridt er led i en generel undertrykkelse af den parlamentariske demokratiske opposition, hvad angår ytringsfrihed og andre frihedsrettigheder for kurdere som for andre grupper. Det bringer for nogle mindelser tilbage om tiden midt i 1990'erne, hvor fire kurdisk-tyrkiske parlamentsmedlemmer blev idømt fængselsstraffe og en dramatisk blodig periode fulgte i den nu over 30 år gamle konflikt.

Så langt er vi dog ikke. Efter vedtagelsen i parlamentet skal beslutningen verificeres af den tyrkiske præsident for at træde i kraft. Det vil kunne ske hurtigt. Der kan herefter være den mulighed, at beslutningen bliver indklaget for forfatningsdomstolen, men de nærmere omstændigheder herfor er ikke helt klare. Herefter må vi se, hvordan situationen udfolder sig i det praktiske; hvilke sager der eventuelt tages, hvilke domfældelser det fører til; appelmuligheder osv. – med eventuelle forløb ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Alt i alt deler regeringen den bekymring, der er udtrykt af EU og andre. Jeg har selv bragt sagen og spørgsmålet omkring ytringsfriheden mere generelt op med Tyrkiets udenrigsminister i torsdags, da jeg mødte ham i forbindelse med NATO's udenrigsministermøde, og så sent som i mandags havde jeg lejlighed til at tale med tyrkiske redaktører og journalister om, hvordan de så på tingene. De to så naturligvis ikke ens på tingene, kan jeg hilse og sige. Men det klare budskab fra mødet med de tyrkiske journalister var sådan set, at det var væsentligt, at man fra EU's og fra de vestlige landes side holdt fast i en aktiv dialog med Tyrkiet, fordi det i deres øjne var den eneste mulighed for reelt at udøve en indflydelse på at presse Tyrkiet til at holde fast i de regelsæt, der gælder.

Regeringen vil således også gennem EU følge udviklingen nøje. I EU-regi besluttede man allerede i sidste uge med eksplicit dansk opbakning at sætte spørgsmålet om parlamentarisk immunitet på dagsordenen på det kommende møde den 31. maj mellem Europa-Kommissionen og Tyrkiets regering i den såkaldte Associeringskomité. Vi vil følge op på det og se, hvordan det videre forløb spænder af i forbindelse med det. Tak.

Tak for det. Vi går videre i ordførerrækken. Hr. Nikolaj Villumsen. Værsgo.

Situationen i Tyrkiet er meget alvorlig. Det er lykkedes den tyrkiske præsident Erdogan at kortslutte demokratiet og bane vej for retsforfølgelse af den politiske opposition. Med fuldstændig absurde anklager sker der grove krænkelser af ytringsfriheden og grundlæggende rettigheder. Kritikken af den siddende regering og præsident straffes hårdt som præsidentfornærmelse. Opfordringer til genoptagelse af fredsprocessen med PKK, så den blodige borgerkrig kan afværges og der kan findes en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål, udråbes som støtte til terror. Retsforfølgelsen af folkevalgte parlamentarikere kommer i kølvandet på fængslingen af kritiske journalister og tvungen statslig overtagelse af oppositionelle medier. Samtidig oplever den tyrkiske befolkning gang på gang, at der lukkes for sociale medier som Twitter, Facebook og YouTube for at undgå kritik af den tyrkiske regering og præsident Erdogan.

Tyrkiet er ved at udvikle sig fra et skrøbeligt demokrati til et undertrykkende regime under Erdogan. Den her udvikling er meget farlig. Angrebet på oppositionen går ikke mindst ud over det prokurdiske og venstreorienterede parti HDP. Det er et parti, der ved valget i juni sidste år lykkedes med at fratage Erdogan hans flertal. Det er et parti, der om nogen har stået i spidsen for forsøget på at finde en politisk og fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål. Det er et parti, der ikke alene repræsenterer store del af den kurdiske minoritet i befolkningen, men som støttes af kristne, alevier, yazidier, af hundredetusinder af kvindefrihedsforkæmpere, LGBT-aktivister og lønmodtagere i de tyrkiske storbyer som Istanbul, Ankara og Izmir.

Alting tyder på, at de demokratiske kræfter, der har kæmpet hårdt for fred, snart vil sidde i fængsel. Allerede nu sidder borgmestre, akademikere og journalister bag tremmer. Der er ingen tvivl om, at kortslutningen af demokratiet og retsforfølgelsen af parlamentarikere vil medføre en eskalation af borgerkrigen i de kurdiske dele af Tyrkiet. Allerede nu er mere end 200.000 civile jaget på flugt fra de belejrede kurdiske byer. Hundredvis af civile er blevet dræbt. Her i Folketinget taler vi ofte om at gøre noget i nærområderne. Tyrkiet er et nærområde til borgerkrigen i Syrien, men Tyrkiet er også et land, der befinder sig i borgerkrig. Den her borgerkrig vil eksplodere og sende hundredtusinder af flygtninge mod Europa, hvis det går så galt, som det ser ud til.

Desværre er det ikke første gang, at oppositionen står over for fængsel i Tyrkiet. Tilbage i 1990'erne blev bl.a. det kurdiske medlem af parlamentet Leyla Zana frataget sin immunitet, retsforfulgt og fængslet. Hendes forbrydelse var at tale kurdisk i det tyrkiske parlament. Hendes fængsling blev starten på en optrapning af borgerkrigen, der kostede titusinder af ikke mindst kurdiske civile livet, som drev millioner på flugt fra deres hjem, og vi så tusinder af landsbyer i den sydøstlige del af Tyrkiet blive brændt ned. Det var en blodig borgerkrig, som splittede det tyrkiske samfund og kostede alt, alt for mange tyrkiske familier deres kære. Sådan en borgerkrig skal for alt i verden undgås.

Vi har ikke brug for endnu en blodig borgerkrig på grænsen til Europa. Vi har ikke brug for endnu en despotisk leder i Mellemøsten. Vi har ikke brug for, at endnu flere mennesker i verden jages på flugt. Vi har brug for, at den tyrkiske regering bliver mindet om sine forpligtelser som medlem af Europarådet til at sikre grundlæggende demokratiske rettigheder. Det er på tide, at den tyrkiske regering lever op til sine aftaler og følger beslutningerne fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det er på tide, at den absurde terrorlovgivning, der kriminaliserer noget så legitimt som opfordringer til fred, ændres. Vi kan ikke vende det blinde øje til undertrykkelsen. Vi bør sige fra over for Erdogan. Vi bør støtte demokratiske kræfter. Vi bør arbejde for, at EU og Europarådet gør det samme. Vi skal presse parterne tilbage til forhandlingsbordet, så der sikres en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål, så der sikres fred for hele befolkningen i Tyrkiet.

På vegne af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti vil jeg foreslå følgende forslag til vedtagelse:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig med dyb bekymring det tyrkiske parlaments beslutning om at ophæve parlamentarisk immunitet for parlamentsmedlemmer med verserende sager imod sig og opfordrer regeringen til at følge udmøntningen og om nødvendigt søge sagen rejst over for Tyrkiet, bl.a. gennem EU og Europarådet, idet Folketinget henviser til V 28 fra 2016.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 75).

Tak for det. Og det forslag vil indgå i den videre drøftelse.

Så går vi til ordførerrækken – nej, der er søreme en kort bemærkning fra fru Mette Bock. Værsgo.

Det er bare en kort kommentar, for vi er jo enige om rigtig meget i det her, og det viser den meget brede samling i forhold til forslaget til vedtagelse også.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at stille et spørgsmål. Nu lagde ordføreren i sin tale meget vægt på forfølgelsen af kurderne, og det er der en god grund til at han gjorde, fordi det er så stor en gruppe i Tyrkiet, men der er jo en lang række andre, som også er udsat for de her urimeligheder. Har Enhedslisten konkrete forslag, altså ud over at vi skal gå ad de sædvanlige kanaler, som også påpeges i forslaget til vedtagelse, til, hvad man ellers kunne gøre for at presse på i forhold til det her?

Værsgo til hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det, og tak til fru Mette Bock for at understrege vigtigheden af, at det ikke bare er den kurdiske del af den tyrkiske befolkning, som bliver undertrykt. Vi oplever, at andre oppositionskræfter, kritiske journalister og kritiske medier, fagforeningsfolk, menneskerettighedsforkæmpere, kvindeaktivister bliver aktivt forfulgt. Det helt afgørende er jo, at vi både fra Danmarks side, men også fra Europarådets og EU's side holder Tyrkiet op på de aftaler, som man allerede har indgået. Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at Tyrkiet er medlem af Europarådet, at Tyrkiet har forpligtet sig til at følge de domstolsafgørelser, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsiger. Og når vi taler om eksempelvis den lovgivning, der nu kommer til at sætte rigtig mange parlamentarikere i fængsel, hvis alt går, som det ser ud til at gå, er det lovgivning, som er blevet underkendt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Så det er helt afgørende, at vi holder Tyrkiet op på de aftaler, som er indgået, og at vi lægger pres på den tyrkiske regering.

Fru Mette Bock.

Er Enhedslisten også villig til, at det faktisk skal have konsekvenser, når man ikke overholder de her aftaler, og hvilke konsekvenser synes Enhedslisten i givet fald det skal have?

Hr. Nikolaj Villumsen.

Vi har jo haft den diskussion før, og vi havde den eksempelvis forud for den aftale, som blev indgået mellem EU og Tyrkiet, hvor det var Enhedslistens forslag, at Danmark ikke skulle udbetale de her 286 millioner danske skattekroner til den tyrkiske regering, uden at den levede op til de aftaler, man allerede havde indgået, om eksempelvis efterfølgelse af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser. Og det var der desværre ikke flertal for i Folketinget. Men der er ingen tvivl om, at hvis vi skal presse den tyrkiske præsident Erdogan, er det afgørende, at vi sætter handling bag ordene, og det er vi i Enhedslisten parate til at gøre.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer. Så er det hr. Jeppe Bruus, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Beklager, men tidtagningen driller lidt. Jeg lader være med at lade mig distrahere af de 30 sekunder, der nu er tilbage her.

Tyrkiet er en vigtig alliancepartner for Vesten, ligesom Tyrkiet er officielt kandidatland til EU, og man må sige, at i de tider, vi står i, med flygtningestrømme osv. har det vist sig, at vi endnu en gang har fået bekræftet, at Tyrkiet og Europa er vigtige aktører i forhold til hinanden. Det gælder både i forhold til løsning af de udfordringer, der er, men sådan set også i forhold til den politiske udvikling.

Når det er sagt, er det ingen hemmelighed, og det har vi også diskuteret flere gange her i Folketingssalen, at Tyrkiet døjer med mange uheldige og til tider mange problematiske sager – en udvikling, som Europa-Kommissionens årlige rapport også påpeger. Ifølge rapporten »Tyrkiet 2015« går den politiske udvikling i landet den helt forkerte vej. Reformtempoet er bremset, en række tiltag fra AKP-regeringens side har sat spørgsmålstegn ved relevante områder som retssikkerhed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Domstolenes uafhængighed og princippet om magtens deling er blevet undermineret, og dommere og anklagere har været under stærkt politisk pres, skriver Europa-Kommissionen, som bl.a. også slår fast, at der er behov for en betydelig indsats for at genoprette og sikre retsvæsenets uafhængighed.

Udviklingen har jo som bekendt ført til forfølgelse af journalister og studerende, satiretegnere og unge mennesker, der på et mere eller mindre tvivlsomt grundlag er blevet forfulgt, bl.a. for fornærmelser mod præsidenten. Nu ser vi så, at regeringen forsøger at lykkes med at underminere oppositionen ved at ophæve udvalgte politikeres immunitet – heraf flest fra det kurdiske mindretal – og med anklager om bl.a. støtte til terror og PKK.

Udenrigsministeren har, synes jeg, redegjort meget fyldigt for forløbet og også for den kritik, der fra europæisk side har været, så jeg finder derfor ikke anledning til at gå dybere ind i processen her, men vil sige, at det selvfølgelig er svært at stå her i det danske parlament og dømme i de enkelte sager. Man kan jo ikke afvise det relevante i det ene eller det andet, men det er jo helt tydeligt, og jeg tror, man skal være en blind høne for ikke at kunne se, at tendensen er systematisk og åbenlys, og der er vel heller ingen tvivl om, at den udvikling skal ses i lyset af, at våbenhvilen med PKK er ophørt, og at fredsforhandlingerne med kurderne er brudt sammen. Derfor er det her selvfølgelig en beklagelig og dybt bekymrende udvikling, som ikke bare er foragt for civile, men sådan set også er foragt for dem, der har mandat som folkevalgt.

Vi ved jo godt, at en langsigtet løsning på konflikten må og skal rumme både en ny våbenhvile, men sådan set også en politisk forhandlet fred, og derfor er jeg glad for, at vi kan give vores opbakning til den udtalelse, der nu ligger bredt fra Folketingets partier, og som jo udtrykker dyb bekymring over udviklingen. Jeg vil sådan set også opfordre regeringen til – det fornemmer jeg også regeringen gør – at følge den her udvikling nøje, og så synes jeg også, det er et vigtigt og et godt signal endnu en gang at sende, at vi er et samlet Folketing, der står bag en udtalelse, der ser på den udvikling, der er i gang, med stor bekymring.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Tak til hr. Jeppe Bruus for at bidrage til, at det er et enigt Folketing, som kan sende det her signal til den tyrkiske regering og det tyrkiske parlament. Det synes vi også er værdifuldt. Men hr. Jeppe Bruus nævnte en ting, som jeg synes jeg godt vil spørge nærmere ind til.

Hr. Jeppe Bruus sagde nemlig, at Tyrkiet var en vigtig alliancepartner for Vesten, og så er det jeg tænker: mod hvem? Altså, vi har jo hørt, at f.eks. præsident Obama og andre har udnævnt Islamisk Stat som den største trussel mod vestlige værdier. Så kan man jo spørge: Er Tyrkiet en samarbejdspartner i kampen mod Islamisk Stat eller organisationer, der fuldstændig ligner Islamisk Stat – de har måske et andet navn som al-Nusra osv.? Der må vi jo bare konstatere, at en række journalister sidder i fængsel, og at deres aviser er lukkede, fordi de har afsløret, hvordan det tyrkiske regime har samarbejdet med Islamisk Stat.

Det er derfor, jeg godt kunne tænke mig at spørge lidt ind til, hvad hr. Jeppe Bruus egentlig mener med at sige, at Tyrkiet var en vigtig alliancepartner for Vesten. Er det i forståelsen et ønske om, at de skulle være det, eller er det en realitet, at de er det?

Værsgo.

Jamen, jeg tror, hvis du kigger på udviklingen og håndteringen af de flygtningestrømme og de konflikter, der er, synes det åbenbart, at Tyrkiet er en vigtig alliancepartner. Men det, som hr. Søren Søndergaard ikke spørger til, er jo den anden del af det: Er det så en undskyldning for at holde hånden over Tyrkiet i forhold til de ting, der går den forkerte vej? Nej, det mener jeg bestemt ikke det er. Det er også derfor, at vi nu engang deltager i et fælles forslag til vedtagelse her i Folketinget, der udtrykker dyb bekymring over den udvikling, der er i gang, og over en lang række af de punkter, som også hr. Søren Søndergaard var inde på her.

Tak, og så tror jeg, at ordet du også kunne sættes i stedet for ordet man. Sådan opfatter jeg det i hvert fald.

Værsgo.

Lad os så tage det der med flygtningene: Er de en vigtig alliancepartner der? Altså, for det første har de selv skabt en del af flygtningestrømmene ved at støtte islamistiske kræfter i Syrien. Det er en del af årsagen til, at der er så mange, der flygter. De har forsinket de kurdiske styrkers nedkæmpelse af Islamisk Stat, hvilket i sig selv også er et problem og en af årsagerne til flygtningestrømmene, og så overtræder de konsekvent flygtningekonventionerne. Jeg troede, at Vesten sådan, hvis vi ikke snakker geografi, i en eller anden forstand gik ud på nogle værdier – nogle værdier, der f.eks. handlede om, at man respekterede flygtningekonventionen. Der er de vel heller ikke nogen vigtig alliancepartner, som tingene ser ud i dag?

Værsgo.

Jeg er helt med på, at vi har et forskelligt syn på det om, hvorvidt man bør samarbejde med Tyrkiet i forhold til at løse de udfordringer, vi står over for. Det må jeg så anerkende og respektere vi har. Men jeg tror sådan set også, at vi deler det syn, som jo også den her debat er udtryk for, nemlig en bekymring og en kritik af den udvikling, som går i den forkerte retning i Tyrkiet.

Så er det hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Selvfølgelig skal Danmark samarbejde med Tyrkiet. Det er der jo ingen der ikke foreslår. Det afgørende er jo, at vi også kritiserer, når der så er noget at kritisere, og der må jeg bare sige, at jeg ærlig talt synes, at der er rigtig meget at kritisere, når vi snakker om Tyrkiets manglende indsats i kampen mod ISIL og Al Nusra i Syrien. Det er jo noget, som også har været diskuteret i Tyrkiet.

Altså, hvis vi ser på en af de anklager, der bl.a. er mod Selahattin Demirtaş, medformanden for HDP, så er det, at han konkluderede og sagde offentligt, at præsident Erdogan hævner sig, da præsident Erdogan sørgede for, at de journalister, der havde afsløret våbensmugling fra den tyrkiske efterretningstjeneste ind i Syrien til ekstremistiske grupper, blev fængslet for præsidentfornærmelse. Ærlig talt er problemet jo, at man har en situation, hvor den tyrkiske regering holder hånden over ekstreme kræfter, og at de kræfter i Tyrkiet, der kritiserer det, folkevalgte parlamentarikere, nu står til at ryge i fængsel, fordi de har kritiseret den tyrkiske præsident Erdogan. Er det ærlig talt ikke uacceptabelt?

Værsgo til ordføreren.

Det er jo lidt tankevækkende, at hr. Nikolaj Villumsen lige har læst en fælles erklæring op på baggrund af den her debat, som jeg lige har gentaget vi støtter fra socialdemokratisk side, og så spørger, om vi er uenige i at udtrykke den bekymring. Nej, det er vi sådan set ikke, det har jeg lige udtrykt. Så er det klart, at så føjer hr. Nikolaj Villumsen jo en række andre ting til den her debat, som ikke handler om den aftale, der er indgået om flygtningestrømmene, som der jo har været en anden forespørgselsdebat om.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Jeg er glad for, at Socialdemokraterne er med på det forslag til vedtagelse, som heldigvis alle Folketingets partier bakker op om, og som jo klart kritiserer retsforfølgelsen af parlamentarikere. Det, som jeg reagerede på, var jo hele den her diskussion omkring, om vi har en situation i dag, hvor Tyrkiet er en vigtig alliancepartner i kampen mod ISIL, for problemet er jo, at noget af det, som parlamentarikerne er fængslet for, er kritik af en støtte til ekstreme kræfter i Syrien. Jeg skal bare høre den socialdemokratiske ordfører, om han er enig i, at støtte til ekstreme kræfter inde i Syrien ikke er en aktiv indsats i kampen mod ISIL.

Værsgo til ordføreren.

Med al respekt for spørgsmålet er der mange ting, der bliver blandet sammen her. Det, jeg startede med at sige, var, at Tyrkiet selvfølgelig er en vigtig samarbejdspartner, både geografisk, men jo sådan set også politisk, men at det ikke er nogen undskyldning for ikke at kritisere, heller ikke at kritisere meget skarpt den forkerte udvikling, der er i Tyrkiet, nemlig de positive reformer, der nu bliver rullet tilbage, de forfølgelser, der er, som jeg også nævnte, af journalister, af unge, og som vi nu også ser det, af politikere, den kobling, der er til den konflikt, der har været med kurderne i Tyrkiet. Så kan man selvfølgelig godt gå ind og gøre det, som spørgeren jo så også gør, meget konkret i forhold til enkelte udtalelser. Når jeg sagde, at Tyrkiet var en vigtig samarbejdspartner, så var det sådan set i det store billede.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti.

Og så skal jeg sige, at man ikke skal lade sig forvirre af, at der kun står 1 minut i første omgang. Det er, fordi teknikken ikke kan vise 4 minutter. Derfor har man først 1 minut, og så lyser den igen efter 3 minutter. Man har 4 minutter i alt.

Værsgo.

Tak for det. Vi står så igen her i Folketinget og udtrykker kritik af Tyrkiets gøren og laden. Det er ikke mere end godt 2 måneder siden, at Folketinget sidst diskuterede udviklingen i Tyrkiet. Dengang drejede det sig om varslede retsskridt i sager, hvor tyrkere skal anklages for at have fornærmet præsident Recep Erdogan, og nu er den så gal igen. Nu ser vi, at det tyrkiske parlament for nylig har vedtaget en lovpakke, som kan føre til en ophævelse af den parlamentariske immunitet for bl.a. prokurdiske medlemmer af parlamentet. Hvis lovpakken bliver godkendt i sin helhed, vil et stort antal delegerede risikere at blive retsforfulgt, og angiveligt består forbrydelserne – i anførselstegn – i politiske synspunkter og kritik af regeringen. Det er jo en bananrepublik værdigt.

Jeg må derfor gentage, at Dansk Folkeparti helt grundlæggende ser med skepsis på Tyrkiet og dets præsident, Recep Erdogan. Det være sig vedrørende Tyrkiets egne forhold, dvs. frihedsrettigheder for egne borgere, men så sandelig også i forhold til Tyrkiets respekt for den vestlige verdens demokratiske traditioner. Dansk Folkepartis skepsis gør sig også gældende vedrørende Tyrkiets opfattelse af Europa som et tag selv-bord, som forventes at bistå Tyrkiet økonomisk til såvel generel udvikling som i forhold til den aktuelle migrantkrise. Som bekendt har Tyrkiets vilje og evne til at begrænse migrantstrømmen til Europa hidtil forekommet behersket, for ikke at sige fraværende, medmindre naturligvis EU med fru Merkel i spidsen desperat bønfalder Tyrkiet om at beskytte os – selvfølgelig mod en klækkelig betaling.

Det kan kun undre, at et overvældende flertal i Folketinget på den ene side snart endnu en gang vil støtte op om et kritisk forslag til vedtagelse om Tyrkiet og samtidig på den anden ufortrødent støtter EU's febrilske bestræbelser på at indgå aftaler med selv samme Tyrkiet om at forsvare EU's ydre grænser. Nej, der er åbenbart ingen grænser for, hvem EU vil samarbejde med, og hvor meget man vil betale, så længe der er enighed om, at vi så sandelig ikke må insistere på den mest oplagte løsning på migrantstrømmene, nemlig et håndfast forsvar af Europas ydre grænser – vel at mærke et forsvar udøvet af europæere.

Det kan også undre, at et samlet EU ikke omgående har afbrudt forhandlingerne med Tyrkiet om visumfrihed, så snart det blev kendt, at Tyrkiet ville ophæve den parlamentariske immunitet for kritikere. Og der er sikkert mere spændende i vente fra Tyrkiets side. I starten af maj skal formanden for det tyrkiske parlament, Ismail Kahraman, nemlig have udtalt følgende, og det er min egen oversættelse: Tyrkiet er et muslimsk land; det er derfor, at vi skal have en religiøs forfatning. Og tydeligere signal om, at Tyrkiet er på hastig vej væk fra demokrati i vestlig forstand, fås vist ikke.

I DF trøster vi os med, at det måske denne gang vil fremstå klart, at det er naivt at forvente, at Tyrkiet medvirker til noget som helst, som ikke først og fremmest er i Tyrkiets interesse. Dansk Folkeparti støtter det fremsatte forslag til vedtagelse.

Tak for det. Så der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Ligesom jeg takkede Socialdemokratiet, vil jeg også takke for, at Dansk Folkeparti er med til at sikre, at vi kan sende en enig afstandtagen fra det, der sker. Det synes jeg er vigtigt, fordi det i forhold til forsvar af parlamentarikere ikke bør være et partipolitisk spørgsmål, men et spørgsmål om, at parlamentarikerne ikke kan sættes i fængsel, uden at der foreligger en helt specifik anklage og afklaring omkring dens gyldighed.

Men det, som jeg godt kunne tænke mig at spørge Dansk Folkeparti om, er, om Dansk Folkeparti eventuelt ville være med til, da det netop er en sag om parlamentarikere, at vi her fra det danske Folketings side tog initiativ til enten at udvælge nogle eller mere permanent overværede de retssager og viste vores støtte til de parlamentarikere, der risikerer at komme på anklagebænken, som et rent interparlamentarisk initiativ. Var det et initiativ, som Dansk Folkeparti eventuelt ville være med til at overveje?

Værsgo til ordføreren.

Jeg takker ordføreren for forslaget. Jeg synes, det er en interessant tanke, og jeg kan bekræfte, at det er noget, som Dansk Folkeparti vil overveje.

Tak for det. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Der er jo ingen tvivl om, at det er et absolut relevant spørgsmål, som de tre partier har rejst debatten om. For ligesom vi jo også havde en rigtig, rigtig fin debat om Tyrkiet i marts, tror jeg det var, jamen så er der jo desværre også grund til nu igen at hejse det røde flag, i forhold til hvordan og hvorledes udviklingen er konkret i Tyrkiet lige i øjeblikket.

Med den konkrete beslutning, som det tyrkiske parlament traf i fredags, og som forventes at blive underskrevet af præsidenten, jamen så vil man jo gå ind at lave om på hele den lovgivning, som der er i Tyrkiet. Så kan man selvfølgelig vende det om og spørge, om det ikke set igennem danske briller er meget forståeligt, at man kan ophæve immunitet for valgte medlemmer. Det kan man jo også i Danmark, det kan man i en lang række europæiske lande, og det kan man jo på sin vis være enig i.

Men det er jo bare sådan, at det skal ses i kombination med den tyrkiske lovgivning, som er blevet strammet voldsomt op, ikke mindst i forhold til hele antiterrorlovgivningen, sådan at en lang række, ikke mindst kurdiske medlemmer af det tyrkiske parlament, jo nu kan blive retsforfulgt, bare fordi de har ytret sig i en retning, som de mener er den rigtige, f.eks. omkring mere selvstyre for kurderne osv. Så der er ingen tvivl om, at det ikke er til at komme uden om, at immunitetsophævelsen faktisk truer de grundlæggende europæiske rettigheder, herunder ytringsfriheden. Man kan være sådan ret bekymret, og faktisk kan man godt se, at det her i virkeligheden er et led i undertrykkelsen af oppositionen.

Derudover medfører ophævelsen af den parlamentariske immunitet også, at den generelle tillid til det politiske system bliver svækket. Og i et land som Tyrkiet, hvor den i forvejen er så lav, som den er, altså tilliden, jamen så skaber det også en rigtig, rigtig stor bekymring. Muligheden for at få holdbar fred og konsensus i Tyrkiet, i særdeleshed hvad angår problematikken vedrørende det kurdiske mindretal, vil med ophævelsen af den parlamentariske immunitet også blive meget dårlig.

Så hvad skal vi gøre? Jamen ud over at jeg synes, at det er rigtig, rigtig positivt, at hele Folketinget også i den her sag står sammen om den meget skarpe vedtagelsestekst, så skal vi også udnytte de organer, som vi har, nemlig EU, men også Europarådet. Og her kan man jo se, at Europarådet allerede har taget sagen op og meget skarpt har været inde at konkludere, at den udvikling, der foregår i Tyrkiet lige i øjeblikket, ikke mindst i forhold til den sag, vi taler om, går den fuldstændig forkerte vej, og at Tyrkiet derfor bør rette ind. Vi har bl.a. set, at den liberale gruppe i Europa-Parlamentet har lavet en meget, meget skarp vedtagelse omkring dette, som de sendte ud i torsdags, tror jeg det var.

Så alt i alt kan vi fra Venstres side sige, at vi er meget bekymret for udviklingen i Tyrkiet. Vi er meget bekymret for, om det er den europæiske vej, som Erdogan har taget. Vi ser tendenser til, at man går væk fra det, vi vil kalde helt grundlæggende parlamentariske rettigheder og demokratiske rettigheder. Derfor bør vi også melde klart fra og sige, at den her vej er forkert, og vi bør også udnytte de muligheder, der er, bl.a. i Europarådet og EU, til at få Tyrkiet på rette vej igen.

Så med ønsket om, at man også i Tyrkiet hører det skarpe signal, vi står sammen om i Folketingssalen, jamen så kan vi absolut støtte vedtagelsesteksten.

Tak for det. Og så er det hr. Søren Søndergaard for en kort bemærkning. Værsgo.

Igen vil jeg sige tak til Venstre for tilslutningen til det skarpe signal. Nu kender jeg jo Venstre som et parti, der i forskellige sammenhænge også har brugt det med at sende delegationer ud for at gøre opmærksom på menneskerettighedskrænkelser, f.eks. i forhold til Hviderusland, og med rigtig god grund.

Derfor tænker jeg, at det kunne være interessant at høre, om det også var en idé, som Venstre ville overveje, altså at vi som parlament i forhold til andre parlamentarikere, der er udsat for det problem, hvis det kom til retssager, overvejede at følge de retssager og på den måde signalerede en modstand mod det, der foregår, og en støtte til de mennesker, der bliver udsat for det. Ville det være et forslag, som Venstre ville overveje vi kunne lave som en rent interparlamentarisk aktion, eller hvad man nu skal kalde det?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Nej, jeg kan ærlig talt ikke se, hvad nytte det ville gøre, at jeg eller andre af mine kolleger sad nede i en tyrkisk retssal, selv om det sikkert kunne være meget alarmerende at få et indblik i, hvordan det parlamentariske retssystem fungerer.

Der, hvor jeg derimod tror det ville gøre en forskel, var, hvis nogle af de organisationer, som Tyrkiet er medlem af, og jeg har nævnt Europarådet, men også OSCE, sendte delegationer af sted, sådan at nogle af dem kunne overvære retssagerne og også kunne sige klart fra. Det er jo sådan, at Europarådets parlamentariske forsamling decideret har to rapportører, som er valgt til at være Euoparådets, skal vi sige forlængede arm i forhold til monitorering af Tyrkiet, og hvis jeg skulle komme med en opfordring, ville det være, at de f.eks. begge to kunne tage ned og være til stede i retssalen.

Hr. Søren Søndergaard.

For det første tak for tilsagnet om, at Venstres ordfører, som jo også er formand for Europarådsdelegationen, vil arbejde for, at Europarådets ansvarlige bliver sendt ned for at overvære retssagerne.

Nu sagde ordføreren bare retssag en , med tryk på sidste stavelse. Og jeg tror, ordføreren skal gøre sig klart, at det, vi kommer til at snakke om, er hundredvis af retssager med hundredvis af retsmøder. Derfor tror jeg måske, det er lidt vovet at satse på, at et par medlemmer af Europarådet kan klare den opgave. Altså, jeg tror, vi i en række lande interparlamentarisk bliver nødt til at blive enige om, at det følger vi. At det havde virkning har vi jo tidligere hørt, og det er også derfor, man har gjort det i forhold til Ukraine og andre steder. Det har en virkning, at der sidder repræsentanter fra andre parlamenter, der ikke kommer med en bestemt politisk holdning, men kommer med det udgangspunkt, at man er en parlamentariker, der ikke kommer med en bestemt politisk holdning, men kommer med det udgangspunkt, at man er en parlamentariker, der forsvarer andre parlamentarikere.

Så hvis nu de to repræsentanter for Europarådet ikke kan nå det hele, håber jeg, at Venstre vil genoverveje ideen om at lave et initiativ her fra Folketingets side.

Værsgo.

Jamen jeg hører, hvad der bliver sagt, og jeg er fuldstændig enig i, at der forventeligt vil blive mange, mange forskellige retssager med alle de sager, der allerede nu ser ud til at komme mod de forskellige parlamentsmedlemmer.

Men jeg må bare også sige, at med min erfaring fra Tyrkiet, ikke mindst i forhold til AKP-partiet, så kan de godt lide at være en del af det internationale samfund og ikke mindst en del af det europæiske samfund. Og derfor tror jeg, det ville spille en større rolle, hvis nogle af de etablerede organisationer kom og sagde: Nu er vi her, og vi overvåger så at sige, om tingene foregår korrekt eller ej.

Det tror jeg bare har en meget, meget større effekt, end hvis der sidder – i gåseøjne – tilfældige medlemmer fra det danske parlament.

Tak. Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Jeg vil bare starte med at melde mig i koret af folk, som roser Venstre for, at vi i dag står i en situation, hvor vi har et samlet Folketing, der bakker op om et meget, meget skarpt forslag til vedtagelse, som vi kan vedtage samlet i morgen i Folketinget.

I forlængelse af den her diskussion om, hvad vi kan prøve at gøre for at følge op på det, der sker, er det jo klart, at det signal, vi sender til regeringen fra Folketingets side, er, at regeringen skal følge op. Men det er også værd at overveje, hvad vi kan gøre. Det, vi desværre har set, eksempelvis ved retssagen mod de her chefredaktører, der havde afsløret våbensmugling fra den tyrkiske efterretningstjeneste til ekstreme grupper inde i Syrien, var, at da der var nogle EU-lande, der mødte op med deres delegationer for at følge retssagen, blev de afvist og fik ikke lov til at overvære retssagen.

Jeg synes, det understreger vigtigheden af, at vi er meget målrettede med hensyn til at være åbne over for, at der skal forskellige ting til, og at det kan være vigtigt med et europæisk samarbejde i regi af Europarådet, hvor vi begge har æren af at være aktive, men også i EU-kredsen for at presse på og måske bruge det, at parlamentarikere kan tage af sted, som et værktøj.

Tak. Ordføreren.

Jamen jeg er meget klar til at sikre, at vi får så meget fokus som overhovedet muligt på de retssager, som nu forventeligt kommer til at foregå i Tyrkiet. Og så må vi jo tale detaljer om, hvordan vi gør det i praksis. Vi er i hvert fald åbne over for ikke mindst at gøre det gennem Europarådet og OSCE – hvor jeg også sidder – og også bruge de redskaber. Jeg tror, vi er enige om målet. Nu skal vi så bare have fundet ud af, hvordan vi når til målet.

Tak. Den næste ordfører er fru Mette Bock.

Erdogan forfølger politiske modstandere. Fredsforhandlingerne med kurderne og andre er blevet sat på standby. Journalister forfølges. Censur kommer snigende med kontrol via de sociale medier. Og jeg kunne sådan set fortsætte rækken af emner, som det er værd at diskutere med et land som Tyrkiet. Jeg synes derfor, det er glædeligt, at vi har fået den her debat i det danske Folketing, og jeg synes ikke mindst, det er glædeligt, at så mange partier støtter op om det forslag til vedtagelse, som følger i forlængelse af debatten.

Det er vigtigt, at vi bliver ved med at lægge et pres på Tyrkiet, men jeg synes faktisk også, det er væsentligt, at vi i den sammenhæng får diskuteret, hvad Tyrkiets rolle er – nu og i de kommende år. Der sker rigtig mange ting i verden for øjeblikket, og i årtier har Tyrkiet ønsket at opnå medlemskab af EU. Forhandlingerne er fortsat. Forhandlingerne har stået stille. Forhandlingerne er blevet genoptaget. Men Tyrkiet har helt tydeligt stået i en venteposition, og det har trukket ud og trukket ud.

Nu er der så sket mange nye ting i landene omkring Tyrkiet, og for mig at se er der ikke ret meget tvivl om, at tyrkiske politikere med Erdogan i spidsen fornemmer, at nu kan Tyrkiet få en anden rolle. Altså, hvis EU vender ryggen til Tyrkiet, kunne det være, at Tyrkiet kunne spille en primær rolle i det, der sker i Mellemøsten for øjeblikket. Det er en situation, som rummer mange muligheder, men som mildt sagt også rummer rigtig mange risici. Derfor handler det for Liberal Alliance om at indse, at vi skal holde Tyrkiet fast på et demokratiseringsspor, og at vi skal holde fast i samtalen med Tyrkiet, men samtidig altså også bør have modet til at lade det få konsekvenser, når vi opdager, at Tyrkiet ikke overholder aftaler, som Tyrkiet selv har indgået.

Jeg synes derfor, at det, der ligger i det forslag til vedtagelse, som nu er fremsat, er fint. Det er fint, at vi bruger de politiske kanaler, som vi overhovedet har, til det. Men baggrunden for, at jeg spurgte Enhedslistens ordfører om, hvilke konsekvenser man ud over det var villig til at drage, er jo, at vi fra Liberal Alliances side faktisk efterlyser en større konsekvens. For hvis man kan blive ved med hele tiden at strække elastikken lidt længere og begå lidt flere overtrædelser i forhold til aftaler, man selv har været med til at indgå, uden at det får nogen konsekvenser, så ved vi jo udmærket, hvad der sker. Så vil elastikken bare blive strakt endnu længere ud.

Derfor er det glædeligt, at vi tager debatten. Det er glædeligt, at vi bredt i det danske Folketing kan blive enige om et forslag til vedtagelse. Fra Liberal Alliances side ønsker vi, at vi bruger de politiske kanaler, der er, men at vi også får en diskussion af, hvilke konsekvenser det faktisk bør have for Tyrkiet, at man vælger at overtræde aftaler og forpligtelser, som man selv har påtaget sig.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for nogle utrolig vigtige overvejelser, for vi er faktisk fuldstændig enige i, at det skal have nogle konsekvenser. Så er spørgsmålet selvfølgelig hvilke, for de konsekvenser skal jo også være af en sådan karakter, at vi f.eks. fastholder muligheden for at have en kontakt, i hvert fald til de kredse, som ønsker demokrati og menneskerettigheder. Og derfor er det ikke altid et let valg, hvad man rent faktisk gør. Altså, vi har nævnt nogle ting, hvor vi synes man oplagt kunne sige fra i forhold til Tyrkiet, men jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren havde nogle bud på, hvad det f.eks. kunne være.

Tak for det.

Jeg skal lige sige, at det er så dejligt at se så mange tilhørere, det er vi altid glade for. Men man skal ikke bruge blitz, det virker desværre lidt forstyrrende hernede i Folketingssalen. Og så må man godt sidde ned, ellers bliver jeg simpelt hen bange for, at der er nogen, der falder ned. Det ville ikke være så godt.

Værsgo.

Det ville være kedeligt.

Tak for spørgsmålet. Jeg er meget enig med Enhedslisten på det her område, og det er vi sådan set bredt i det danske Folketing. Det, jeg ønsker med det, jeg sagde i min ordførertale, er sådan set at rejse diskussionen om det, for vi er også usikre. Og som jeg selv sagde, er det jo vigtigt, at man ikke bare skubber Tyrkiet bort. For hvis vi gør det, risikerer vi, at det bliver endnu værre. Man kan næsten betragte Tyrkiet som et klemt midterbarn for øjeblikket – ikke at det er nogen undskyldning for at opføre sig på den måde, som Tyrkiet gør. Men det er vigtigt, at vi på den ene side fastholder dialogen med Tyrkiet, og at vi på den anden side så faktisk også er konsekvente i forhold til det, vi siger.

Jeg kan nævne én ting, og den er ikke gennemdrøftet med nogen, men når Tyrkiet er medlem af Europarådet, kunne man jo overveje, om Tyrkiet kan blive ved med at være medlem af Europarådet, i betragtning af hvordan det er, de opfører sig. Det kunne man måske også tage en drøftelse af i forhold til andre, der er medlem af Europarådet. Men jeg synes ikke rigtig, det giver mening, at vi har de her fora, hvor man forpligter sig til bestemte ting og så overtræder de ting, ikke bare én gang, men gang på gang. Skal man så blive ved med at være i det forum?

Jeg nævner det bare som et eksempel, der kunne være andre. Det kan også være, det er en dårlig idé, at de ikke skulle være medlem af Europarådet, men jeg synes bare, man må prøve at liste, hvad det så er for konsekvenser, det kunne have, når man opdager den her slags ting: Hvilke kunne vi prioritere, hvilke kunne vi ikke? Hvis vi nu skal have den diskussion igen om et år i Folketinget, hvilket jeg godt kunne forestille mig, er det vigtigt, at vi ligesom prøver at bringe diskussionen lidt videre end til at fordømme.

Så er det hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Jeg synes, det er en utrolig relevant og vigtig diskussion, som vi bestemt er indstillet på at bidrage til. Nu viser eksemplet med Europarådet jo sådan set meget godt dilemmaet, for hvis nu man siger, at man fjerner Tyrkiet fuldstændig fra Europarådet, så betyder det, at en tyrkisk borger ikke længere kan føre sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og det er jo den ultimative garanti, en individuel tyrkisk borger, der har været udsat for krænkelser fra den tyrkiske stat, har, at vedkommende kan gå til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Så er det ikke altid, det har den store virkning på, hvad der sker i Tyrkiet, men man kan i hvert fald få ret ved at gå til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Men jeg synes måske, det var noget, vi også kunne bede Udenrigsministeriet og udenrigsministeren om at komme med nogle bud på, altså hvilke skridt vi egentlig kan tage i den slags situationer, for det bliver ikke sidste gang, som ordføreren siger.

Tak.

Det er jeg helt enig i, det er fuldstændig korrekt, og der er dilemmaet så, om noget skal have konsekvenser. For vi har jo de to niveauer. Vi har det mellemstatslige niveau, hvor det er politikere, der taler sammen, og så har vi det niveau, som handler om civile. Det er nogle forskellige kanaler, man arbejder ad. Som sagt har jeg ikke svarene. Jeg synes bare, vi skal prøve at bringe diskussionen videre frem mod den diskussion, som vi formentlig får om et år igen.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Jeg vil også kvittere for Liberal Alliances vigtige ord om, at det er vigtigt at lægge pres. Vi har desværre en situation, hvor vi ser, at Erdogan strækker elastikken, og der skal sættes handling bag ordene. Heldigvis har vi jo en situation, hvor vi har et samlet Folketing, der bakker op om en meget skarp vedtagelse i dag. Det, der alligevel fik mig til at melde mig på talerlisten, var, at vi jo desværre lidt har en situation, hvor Liberal Alliance ikke støttede Enhedslistens forslag om at stille krav om overholdelse af Tyrkiets aftaler og efterfølgelse af Menneskerettighedsdomstolens afgørelser, forud for at vi gav mere end en kvart milliard danske skattekroner til den tyrkiske regering. Så jeg vil bare høre fru Mette Bock: Hvis det er sådan, at vi igen ender i en situation, hvor den tyrkiske præsident Erdogan afpresser EU og Danmark for penge, vil Liberal Alliance så være med på, at der skal stilles krav om, at Tyrkiet lever op til de aftaler, som allerede er indgået?

Fru Mette Bock.

Spørgsmålet er jo en meget god illustration af, at politik er et patchwork, altså hvor ting lapper ind over hinanden, for den aftale, som ordføreren refererer til her, er en aftale, som griber ind i hele situationen med flygtninge- og migrantspørgsmålet. Det er et andet meget, meget stort problem, som involverer en hel række andre ting end det, som vi diskuterer her, når vi taler om, hvordan den tyrkiske regering behandler sine egne borgere set ud fra en demokratisk målestok. Så jeg kan ikke sige andet, end at vi står ved den beslutning, som vi traf på det tidspunkt, da vi skulle træffe den beslutning, men samtidig er vi fuldstændig bevidste om, hvad det er, der foregår i Tyrkiet for øjeblikket, og ønsker at forfølge et spor, hvor vi kan sanktionere i forhold til det.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Det vil jeg sige at jeg er lidt ked af at høre, for det var jo en helt oplagt mulighed, når man giver mere end en kvart milliard danske skattekroner, så at stille krav. Det er jo en oplagt forhandlingssituation, hvor man har den mulighed, og man kan sige, at det at kræve, at Tyrkiet lever op til grundlæggende menneskerettigheder, er en ret god forudsætning for, at de kan tage sig af flygtninge, men jo også, at vi kan undgå den meget, meget tragiske situation, vi befinder os i lige nu, hvor det er tyrkiske statsborgere, ikke mindst i de kurdiske områder af landet, der bliver jaget på flugt. Mere end 200.000 befinder sig på nuværende tidspunkt på flugt. Så jeg vil bare opfordre Liberal Alliance til at overveje, om ikke også sådan nogle situationer i fremtiden kan være steder, hvor der skal lægges handling bag ordene og lægges pres på den tyrkiske præsident og regering.

Tak. Fru Mette Bock.

Vi vil selvfølgelig altid overveje det, ligesom vi overvejer det, hver gang vi træffer beslutning på et område. Man kan sige, at i det her tilfælde ville alternativet måske være værre forstået på den måde, at vi står med ryggen mod muren i forhold til en flygtninge- og migrantkrise. Og der kan man sige, spørgsmålet har været: Vil du drikke rottegift eller arsenik? Vi har så valgt anderledes, end Enhedslisten har gjort, i den her situation, men dilemmaet er der, det anerkender jeg fuldstændig.

Tak. Hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Nu bad jeg også om ordet her, da der blev talt om konsekvens, så det er egentlig ikke i et forsøg på at være polemisk, at jeg snakker videre om det her. Men det er netop en kæmpestor aftale, man fra EU's side har lavet med Tyrkiet, om flygtningesituationen. Det er jo rigtig, rigtig mange penge, vi smider på bordet, og også nogle meget, meget store politiske indrømmelser, vi giver til det tyrkiske styre.

Så mener ordføreren også, at det egentlig måske ville være værd at sætte spørgsmålstegn ved det; at man fra EU's side skulle sige, at der også er en blonde her, altså sige: Vi kan ikke bare blive ved, vi har lavet en aftale, men der sker så store krænkelser af fundamentale rettigheder, at vi måske bliver nødt til at suspendere det her på et tidspunkt, fordi vi ikke føler, at vores samarbejdspartner lever op til de krav, som vi stiller?

Tak. Værsgo, ordføreren.

Altså, hvis jeg skal bruge en metafor for det dilemma, vi diskuterer her, er det jo: Hvis du er i dit private hjem og der simpelt hen er nogle, der hele tiden angriber dit hjem, henvender du dig selvfølgelig til politiet i første omgang, men hvis du oplever, at politiet simpelt hen ikke er i stand til at beskytte dit hjem, så vil det være helt naturligt at begynde at overveje andre muligheder, herunder at henvende sig til nogle andre, som kan løse den her opgave. Det er jo ikke nogen god løsning.

Problemet i forhold til flygtninge- og migrantkrisen er jo, at vi bare har fået vist, at EU er fuldstændig handlingslammet i forhold til at få sikret de ydre grænser. Det ville være absolut den bedste løsning, og det tror jeg sådan set også der er en bred politisk enighed om. Vi kan bare konstatere, at det ikke finder sted, og at vi står med ryggen mod muren og skal have gjort et eller andet. Så har man lavet den her aftale med Tyrkiet, og det er bestemt ikke nogen aftale, som Liberal Alliance jubler over; det vil jeg gerne sige helt åbent. Vi har bare ikke set andre muligheder, sådan som situationen er for øjeblikket.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Er ordføreren så ikke enig i, at vi hele tiden bliver nødt til at revurdere? Altså, når vi laver så store aftaler, som har så vidtrækkende konsekvenser, og hvor vi jo desværre – synes jeg i hvert fald, når jeg ser på situationen – i Tyrkiet må se en præsident, som står og griner, fordi han hele tiden bare kan true os i forhold til mennesker, altså den her handel med mennesker, han er i gang med, så bliver vi også nødt til at stå op for de værdier og stå op for de rettigheder, som vi tror på i Europa.

Altså, er ordføreren ikke enig i, at vi bliver nødt til løbende at evaluere, og at vi kan komme til at blive nødt til at suspendere det her, også selv om der er en flygtningesituation, som er udfordrende?

Værsgo.

Det er jo sådan set det, jeg har lagt op til i min tale. Og i øvrigt vil jeg sige, at den aftale om flygtninge- og migrantkrisen sådan set er sat til revision fra samme dag, som blækket blev tørt, altså som den blev underskrevet. Altså, den er vi jo i fuld gang med at diskutere; så det forløb er vi i gang med.

Men jeg er meget glad for, at flere har tilkendegivet, at vi skal prøve at bringe diskussionen videre i forhold til konsekvenser.

Tak til fru Mette Bock. Der er ikke flere kommentarer. Så er det hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Det er første gang, jeg prøver at skrue talerstolen op. Sådan er det at være en af de små.

Ser man på tyrkisk politik, er det svært at få øje på lyspunkterne. Den tyrkiske regering er med Erdogan i spidsen ved at afmontere det tyrkiske demokrati, og det bør vi ikke stiltiende acceptere. Det seneste skud på stammen i den proces er det tyrkiske parlaments beslutning om at tage immuniteten fra folkevalgte politikere. Det er mere end nærliggende at tro, at den beslutning hænger tæt sammen med Erdogans forfølgelse af politiske modstandere, særlig de prokurdiske kræfter som HDP-partiet. Det er altså en politisk motiveret beslutning, der krænker den politiske ytringsfrihed og demokratiet.

Det er snart et år siden, HDP bragede ind i det tyrkiske parlament med 13 pct. af stemmerne. Befolkningen havde talt og ønsket, at tydelige og flere prokurdiske kræfter kom til orde. Det resultat blev allerede i november ændret, da Tyrkiet gennemførte endnu et valg før tiden og Erdogans AKP genvandt det parlamentariske flertal. Samtidig har fredsprocessen mellem PKK og regeringen i Ankara været på noget nær frysepunktet eller rettere faktisk ikkeeksisterende. Fronterne er trukket op, og volden er atter blusset op. Erdogans målrettede indskrænkninger af kurdernes ytringsfrihed er taget til. Jeg mener, at vi ser et mønster, hvor Erdogan bevidst og systematisk prøver at marginalisere og underminere kurdisk indflydelse på tyrkisk politik. Det er ikke en nyhed, men det sker med en hastighed og en intensitet, der burde få alle røde lamper til at blinke. Jeg må på det kraftigste fordømme Erdogans manøvrer.

Den tendens spiller ind i en bredere negativ spiral, hvor Tyrkiet i stigende grad sætter sin befolkning og særlig minoriteters grundlæggende frihedsrettigheder og politiske rettigheder over styr. Vi har i den seneste tid været vidne til Erdogans overtagelse af frie medier, til anholdelse og forfølgelse af kritiske journalister og til brutal og uretmæssig behandling af flygtninge, og Erdogans militære kampagne mod Daesh har ramt kurdiske mål inde i Syrien hårdt. I de sidste uger er det desuden blevet tydeligt, at Tyrkiet heller ikke overholder deres del af aftalen med EU om håndtering af flygtninge. Helt grundlæggende er aftalen dybt forkastelig. EU udliciterer sit ansvar for at beskytte flygtningene til et land, der ikke kan betragtes som sikkert tredjeland.

Men også mere isoleret har aftalen sat tilstanden i Tyrkiet under lup. Tyrkiet kan dermed ikke betragtes som en troværdig samarbejdspartner, og derfor håber jeg, at regeringen med den seneste udvikling in mente vil genoverveje den danske støtte til EU-Tyrkiet-aftalen. Ja, vi opfordrer til, at den bliver suspenderet.

Så sent som i december sidste år, altså for kun 6 måneder siden, understregede den danske regering, at man helhjertet bakkede op om den fælles EU-linje over for Tyrkiet, hvor spørgsmålet om grundlæggende menneskerettigheder, herunder ytrings- og pressefrihed, spillede en central rolle i optagelsesforhandlingerne. Jeg ser desværre p.t., at EU gennem sit samarbejde med Tyrkiet underminerer sine egne forpligtelser over for demokratiet og dermed ikke kan tale med en stærk stemme, når situationer som denne opstår. Jeg mener, der er behov for, at vi står fast og holder vores principper i hævd. Desuden opfordrer jeg regeringen til at lægge pres på regeringen i Tyrkiet, for at forhandlingerne med kurderne genoptages. Her kan og bør HDP også spille en helt central rolle. Vi opnår ganske simpelt ikke fremskridt, der rykker os hen imod en forhandlet fred og en retfærdig løsning på det kurdiske spørgsmål, hvis ikke vi lægger pres på den stærkeste part, nemlig den tyrkiske regering, for at man genoptager dialogen, også selv om vi selvfølgelig ikke bifalder metoder og handlinger, der er foretaget fra PKK's side.

Ser man på den regionale udvikling, er det klart, at et demokratisk Tyrkiet er afgørende for den regionale stabilitet. Det gælder ikke mindst i forhold til krigen i Syrien, hvor Tyrkiet spiller en central rolle. Den fortsatte undertrykkelse, hvor kurderne ekskluderes og nægtes deres politiske identitet i og uden for Tyrkiet, er ikke befordrende for dette ønske. Det er også her vigtigt, at vi klart og tydeligt siger fra over for Tyrkiet. Vores stemme betyder noget for Tyrkiets egen befolkning og for regionens fremtidige udvikling. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så det er hr. Johannes Lebech, Radikale Venstre. Værsgo.

Tyrkiet er et land, der spænder bredt, ja, helt konkret er det broen mellem Europa og vores nabokontinent. Tyrkiet har i mange år været ansøgerland til EU, og vi er mange, der har støttet Tyrkiet i den proces og kan se Tyrkiet som en del af Det Europæiske Fællesskab. Det er netop på den baggrund, vi vil udtrykke vores bekymring over de mange uheldige politiske tendenser, vi kan se i Tyrkiet i dag. Vi kan se angreb på pressefriheden, vi kan se nye parlamentariske love, der truer de lovligt folkevalgte, og vi kan se forfølgelse af det kurdiske mindretal.

Vi er ikke blinde for de store udfordringer, Tyrkiet står over for. Det gælder den voksende terrorisme fra mange forskellige grupperinger, men selvfølgelig også den store flygtningeudfordring, hvor Tyrkiet med 1,5 millioner syriske flygtninge tager sit medansvar for løsningen af det problem. Men selv om vi kan sige mange positive ting om Tyrkiet, kan vi ikke undlade og må ikke undlade at udtrykke vores bekymring over en række initiativer, som den nuværende regering har taget, og som nu også et flertal i det tyrkiske parlament tager. Disse må opleves som en udvikling i den forkerte retning med henblik på overholdelse af menneskerettighederne og udvikling af det tyrkiske demokrati.

Vi kan derfor selvfølgelig tilslutte os det forslag til vedtagelse, som er fremsat af et bredt flertal i Folketinget, og jeg noterer mig, at det også er en del af det forslag, at vi vil gøre vores indflydelse gældende i europæisk sammenhæng og sammen med andre europæiske partnere lægge et pres på Tyrkiet, så Tyrkiet kan komme i den rigtige retning.

Tak for det. Hr. Nikolaj Villumsen, en kort bemærkning. Værsgo.

Tak for det, og tak til den radikale ordfører og til Radikale Venstre for at bakke op om det her meget skarpe forslag til vedtagelse, som vi kommer til at vedtage i morgen.

Det, jeg godt kunne tænke mig at høre den radikale ordfører om, er: Hvad var egentlig baggrunden for, at Radikale Venstre ikke bakkede op om afholdelsen af den her hasteforespørgsel?

Ordføreren, værsgo.

Da jeg optræder som vikar for den egentlige ordfører, har jeg ikke deltaget i diskussionen om den her hasteforespørgsel, så jeg er desværre ikke i stand til at svare på, hvorfor vores sædvanlige ordfører, der er forhindret i at komme, tøvede over for det. Jeg er helt overbevist om, også ud fra den samtale, jeg har haft med ham, at vi fuldt ud deler det forslag til vedtagelse, der kommer her, og vi er også helt klart i Det Radikale Venstre opmærksomme på den situation, der er i Tyrkiet, og vi er meget bekymrede over den situation.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Så er det hr. Holger K. Nielsen. Værsgo.

Jeg er enig med alle de kolleger, der har udtrykt kritik af og bekymring over udviklingen i Tyrkiet. Det er jo noget, der har været på vej igennem længere tid, og har meget sådan baggrund i Erdogans magtbrynde. Det er, som om der er sådan nogle politiske typer som Putin, Erdogan og andre, der ligesom lægger meget stor vægt på, at de selv kan få magten i det land, hvor de sidder, og af den grund skyder al opposition til side, alle de kræfter til side, som måtte forhindre dem i det.

Der er ingen tvivl om, at når det på det sidste har udviklet sig negativt, har det også noget at gøre med det parlamentsvalg, der var i juni sidste år, hvor Erdogan havde regnet med, at han kunne få et kvalificeret flertal i parlamentet for, at han som præsident kunne få flere beføjelser. Det lykkedes som bekendt ikke, bl.a. fordi HDP fik et meget godt valg. Og HDP er som udgangspunkt et prokurdisk parti, men er også et bredere centrum-venstre parti, som er lykkedes med at slå igennem også i andre dele af Tyrkiet end bare de kurdiske områder. Det var derfor, det var så opløftende, at man var ved at få, kan man sige, en kraft, en opposition til venstre for Erdogan, som kunne udfordre ham og i hvert fald stoppe de værste dele af hans magtbrynde.

Siden det valg ikke gik, som Erdogan havde ønsket det, har han jo simpelt hen saboteret enhver form for initiativ, der kunne få Tyrkiet til at spille en mere konstruktiv rolle også i bekæmpelsen af Islamisk Stat. Når Tyrkiet med andre ord ikke har været særlig effektive i det – eller rettere sagt har været kontraproduktive i forbindelse med kampen mod Islamisk Stat – skyldes det, at man har villet bekæmpe kurdere, i højere grad end man har villet bekæmpe islamister, og at man har haft større fokus på den indenrigspolitiske kamp end på kampen mod Islamisk Stat. Det er selvfølgelig fuldstændig utilfredsstillende, specielt når Tyrkiet er allieret med os i NATO-sammenhæng og indgår i en række forskellige europæiske sammenhænge i et samarbejde også med Danmark.

Derfor har vi jo stor interesse i at få diskuteret, hvad der sker i Tyrkiet, og lægge et pres på Tyrkiet, og det er så også det, vi gør her i dag. Det er meget glædeligt, at der er enighed om det kritiske forslag til vedtagelse i forhold til Tyrkiet. Man kan spørge, hvad det får af betydning, men jeg tror nu, det får en vis betydning, at et enigt Folketing ligesom markerer det her, i forhold til hvad der sker, således at de tyrkiske parlamentarikere vil kunne se, at et enigt Folketing faktisk bakker dem op i deres kamp for mere demokrati, og at et enigt dansk Folketing kritiserer præsident Erdogan og hans autokratiske og udemokratiske politik. Så det er positivt, vi kan gøre det.

Tak til ordføreren. Der er ingen kommentarer. Den næste ordfører er hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Respekten for menneskerettighederne er blevet meget forringet de senere år i Tyrkiet. Den tyrkiske regering hævder officielt, at det er en del af kampen mod terror, men det er ikke helt sandt. Det generelle billede er, at regeringen og Erdogan fuldt har undertrykt enhver form for politisk opposition og her senest også den humoristiske opposition. Aviser lukkes, journalister og oppositionspolitikere fængsles, komikere retsforfølges. Det tyrkiske juridiske system er totalt politiseret og ikke længere uafhængigt. Det er dybt, dybt bekymrende. Tænketanken »Freedom House« har lavet en opgørelse over nogle af de krænkelser af menneskerettigheder, der foregår i Tyrkiet, og det er interessant læsning. Erdogan har udviklet sig til at blive en farlig mand, en humorforladt halvdiktator, der har smadret den tyrkiske model – ellers en udmærket model, hvor der var plads til det sekulære, men også at folk kunne være religiøse privat, så meget de ville.

Tyrkiet har selvfølgelig ret og pligt til at bekæmpe terror. Terrorhandlinger, der begås af såvel kurdiske grupper som islamistiske grupper, skal fordømmes og bekæmpes, men Tyrkiet skal passe på med ikke at se bort fra menneskerettigheder og de retslige principper i denne kamp. Samtidig er Tyrkiets svar på de militante gruppers angreb ikke altid proportionalt. Tyrkiet opfører sig meget repressivt over for det kurdiske mindretal og overholder stadig ikke menneskerettighederne. Det er enormt vigtigt, at dialogen mellem den tyrkiske regering og kurderne, PKK, genoptages, og at terrorhandlingerne stopper. Men indtil det sker, er det vigtigt, at omverdenen, EU, Europarådet, Danmark og andre institutioner insisterer på, at tyrkerne respekterer menneskerettighederne, pressens frihed, oppositionens frihed og løslader alle politiske fanger. Og så må man håbe på og opfordre den tyrkiske opposition til at træde i karakter. Den er enormt splittet, og det er også en del af Erdogans styrke.

Det er også vigtigt, at den interne opposition i hans parti, som vi så komme til udtryk her for nylig, da hans premierminister trådte tilbage, viser, at der også er en intern opposition. Man må håbe og opfordre oppositionen til at træde i karakter og give Erdogan modspil. Men indtil det sker, er det vigtigt, at vi i Danmark er med til at fastholde presset, og derfor er vi med i det fælles forslag til vedtagelse, som har deltagelse af alle de politiske partier i Folketinget. Det sender et meget, meget stærkt signal til Erdogan og viser også en afstandtagen til hans ugerninger.

Tak til hr. Naser Khader.

Jeg bliver nødt til at sige til tilhørerne, at man skal sætte sig ned på tilhørerpladserne, ellers så bringer det for meget uro hernede i Folketingssalen. Vi er glade for, at I her, men man skal sidde ned. Vær venlig at sætte jer ned. Det var dog utroligt. Vil I være venlige at forlade tilhørerpladserne, tak. (Naser Khader (KF): Skal jeg oversætte?). Jeg tror, de forstod det.

Jamen der er ikke nogen kommentarer. Tak til hr. Naser Khader. Så er det udenrigsministeren.

Tak for indlæggene i en debat, der jo først og fremmest har vist en meget enestående enighed; en enighed omkring det udkast til vedtagelsestekst, som blev læst op af hr. Nikolaj Villumsen, og som jo klart understreger den dybe bekymring, som der er i det danske Folketing over for udviklingen i Tyrkiet.

Et par enkelte kommentarer undervejs. Hr. Nikolaj Villumsen rejste bl.a. spørgsmålet, om Tyrkiet er en alliancepartner eller ej. Det kommer sandelig an på, hvad det er for en situation, vi snakker om. Der er ingen tvivl om, at de er med i NATO og dermed er en NATO-alliancepartner og en del af det samarbejde, vi har der. De er også en afgørende faktor, hvis man ønsker at få skabt en varig fred i Syrien.

Det er afgørende, at Tyrkiet som et stort og vigtigt naboland er med til at udforme den løsning, der skal være, og der er heller ingen tvivl om, at Tyrkiet efter en meget tøvende start er mere engageret i bekæmpelsen af ISIL – Daesh, som de også kaldes internationalt – end de var i starten. Det skyldes bl.a. også, at ISIL har været mere aktiv med at udføre terrorangreb i Tyrkiet, og dermed er konfrontationen tydeligere, end vi så tidligere, hvor nogle i hvert fald mistænkte Tyrkiet for at være mere interesseret i at lade ISIL være aktiv over for kurdiske styrker end i at bekæmpe dem.

Der er ingen tvivl om, at som vi ser på det i dag, er Tyrkiet på en lang række punkter afgørende for svaret på mange af de spørgsmål, som definerer udfordringerne både i Europa og i Danmark: Freden i Syrien, håndteringen af flygtningestrømmene, spørgsmålet om, hvordan vi sikrer en effektiv bekæmpelse af ISIL.

Omvendt er det også klart, at der er nogle af de ting, som sker i øjeblikket, der sætter store spørgsmålstegn ved de måder, vi arbejder sammen på, f.eks. spørgsmål omkring visumfrihed. Visumliberalisering er jo et spørgsmål, som bl.a. defineres af, hvorvidt Tyrkiet vil anerkende den måde, vi definerer terrorisme på fra EU's side, eller hvorvidt de eksempler på relativt fredsommelige udtalelser, der har været fra tyrkiske akademikeres side, men som blev behandlet som en opfordring til terror, egentlig er den måde, som Tyrkiet vil indrette sig på. Så der er masser af spørgsmål endnu.

Jeg vil stadig væk holde fast i det, som de to journalister, jeg talte med mandag aften, sagde til mig, nemlig at de hellere vil have et EU, der vender ansigtet mod Tyrkiet, engagerer sig, holder fast i debatten og også prøver at tage de svære spørgsmål – det, der ligger i kapitel 23 og kapitel 24 – ind i diskussionerne. Der er det jo sådan set ikke EU eller Tyrkiet, men et enkelt EU-land, nemlig Cypern, der af helt særlige årsager blokerer for, at vi kan komme videre. Det er der, man diskuterer; ja, man skal diskutere frihed for ytringer, frihed for presse, uafhængige domstole osv.

Det er blevet sagt flere gange, at Tyrkiet ikke respekterer Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det er delvis rigtigt, men også kun delvis. Der er faktisk en række domme, hvor Tyrkiet enten direkte eller via den tyrkiske forfatningsdomstol er blevet pålagt at efterleve afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen, og så er der en række afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende Cypern, som Tyrkiet ikke reagerer på overhovedet.

Det blev nævnt af hr. Nikolaj Villumsen som et spørgsmål eller en opfordring til flere, om man parlamentarisk skal prøve at følge nogle af de her retssager. Jeg synes, det er en glimrende idé at følge dem. Jeg ved ikke, om det skal være parlamentarisk. Det har vist sig, at EU-landene på skift har fulgt retssagen mod den ukrainske helikopterpilot, Savchenko. Jeg kan oplyse om, at mens vi har stået her og snakket, er hun er blevet frigivet og er landet i Ukraine sammen med præsident Porosjenko, så den uretfærdige dom på 22 års fængsel, som hun fik, nu er blevet erstattet af frihed hjemme i Ukraine.

Så det har en betydning. Og der er også en række andre lande rundtom i Europa, hvor EU-landenes ambassadører på skift sørger for at følge væsentlige og afgørende retssager for at sikre, at der er et klart signal om, at vi er opmærksomme på, hvad der sker, og at vi følger med.

Jeg tror helt sikkert på, at det kan være nødvendigt – om ikke i forhold til alle, men så i hvert fald for en række af de her retssagers vedkommende – at sørge for, at der er en tilstedeværelse for at holde øje med, at rettergangen er fri og fair, og at domstolene agerer uafhængigt.

Tak til ministeren. Så er det hr. Nikolaj Villumsen for en kort bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for, at vi står i en situation, hvor vi har et samlet Folketing, som sender et klart signal med vedtagelsen af forslaget til vedtagelse i morgen, og jeg synes, det er positivt, at ministeren går konstruktivt ind i dialogen om, hvordan vi som parlamentarikere kan bidrage fremadrettet, og hvad vi kan gøre på forskellige niveauer for at følge op på sagen.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge udenrigsministeren om noget helt konkret. Med vedtagelsen i morgen kommer der jo en opfordring fra Folketinget til regeringen om at følge op på og om nødvendigt rejse sagen over for EU og Europarådet, hvis forfølgelsen af parlamentarikerne fortsætter. Jeg kunne godt tænke mig at høre udenrigsministeren om, hvilke overvejelser udenrigsministeren gør sig helt konkret, med hensyn til hvilke initiativer det kunne være, regeringen kunne finde på at tage.

Ministeren.

Allerede i forhold til hvad EU skal gøre, er det, som jeg nævnte i indledningen, planlagt, at den 31. maj på mødet i Associeringskomiteen mellem Europa-Kommissionen og Tyrkiet vil spørgsmålet om ophævelse af immunitet blive taget op. Ligesådan vil vi forfølge den her sag på de møder, der er i Europarådet, om emner af forskellig karakter.

Jeg vil fra min side sige, at det måske også kunne være et meget oplagt emne at tage det her op i IPU, altså Den Interparlamentariske Union, hvor der sidder parlamentarikere fra en lang række lande for netop at bakke hinanden op i forhold til beskyttelse af immunitet, sådan at en regering ikke retsforfølger en opposition uretmæssigt, og på den måde sørger de for, at der er så mange stemmer som overhovedet muligt, der er aktive her. Og her er spørgsmålet jo, fordi IPU består af parlamentarikere og ikke af regeringer, at jeg har færre muligheder for at agere end parlamentarikerne her i Folketinget.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Det er helt oplagt, at vi som parlamentarikere kan spille en rolle både i Europarådets Parlamentariske Forsamling, i IPU-regi og givetvis også i OSCE-regi. Så jeg synes, det er meget relevant, at udenrigsministeren bringer det op. Det har været drøftet flere gange i dag, hvordan vi kan sætte handling bag ordene og lægge et pres. Der var bl.a. tale om, om vi kunne få mulighed for at drøfte det med udenrigsministeren for at høre, hvad for nogle forskellige værktøjer vi reelt har i værktøjskassen i sådan en alvorlig situation, som vi står over for.

Så jeg vil bare høre udenrigsministeren, om det er noget, som udenrigsministeren kunne være interesseret i at gå i dialog med Folketinget om, eksempelvis i regi af Udenrigspolitisk Nævn, hvor vi kunne få en drøftelse af, hvad for nogle værktøjer vi har i kassen for at lægge pres på den tyrkiske regering.

Tak for det. Udenrigsministeren.

Jeg er altid klar til en dialog, men jeg må nok sige, at der er forskel på, hvad man har af værktøjer i værktøjskassen, og så om der er den tilstrækkelige politiske vilje til at bruge dem i de forhold, der er. Husk på, at et af de værktøjer, som Europarådet har, nemlig fratagelse af stemmeret, er noget, der alene er blevet brugt over for Rusland, i forbindelse med at de har annekteret Krim og de har krænket Ukraines selvstændighed. Så det er et værktøj, der er meget, meget svært at samle opbakning til at bruge, på trods af at det ligger i værktøjskassen.

Så der er forskellige niveauer i det her: Et er, hvad der teoretisk kan oplistes af mulige værktøjer, noget andet er, hvad vi praktisk har en reel chance for at gøre. Men det, vi har en chance for at gøre, og det, vi ved vi kan gøre, er, at vi fra dansk side kan tage det her op, hver eneste gang vi har mulighed for det, i dialogen med den tyrkiske regering, ligesom vi gjorde i torsdags.

Tak for det. Tak til ministeren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Nikolaj Villumsen. Værsgo.

Jeg vil gerne sige tak til Folketingets partier for en vigtig debat, som vi har taget i Folketingssalen her i dag. Jeg vil gerne sige tak til Folketingets partier, fordi vi i morgen kommer til at stå samlet om at sende et meget klart signal og lave en skarp vedtagelse, der kritiserer menneskerettighedskrænkelserne i Tyrkiet.

Det er helt afgørende, at vi siger fra over for den retsforfølgelse, der finder sted af folkevalgte parlamentarikere; at vi siger fra over for den generelle undertrykkelse af grundlæggende demokratiske rettigheder, af de demokratiske kræfter, der er i Tyrkiet. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at et land, som er medlem af Europarådet, groft løber fra sit ansvar, krænker aftaler, krænker de grundlæggende menneskerettigheder, som man har forpligtet sig til at overholde med sit medlemskab af Europarådet, med sin underskrift på den europæiske menneskerettighedskonvention.

Jeg vil opfordre regeringen til at følge op på den vedtagelse, der kommer i morgen fra Folketinget; følge op i forhold til at sikre, at der bliver sat ind, både i Europarådsregi og i EU-regi og i alle andre relevante fora for at lægge pres på den tyrkiske regering, fordi vi desværre står i en meget, meget alvorlig situation, og vi har brug for, at den tyrkiske regering kommer under pres.

Det, vi desværre har oplevet i flere omgange, eksempelvis op til omvalget den 1. november sidste år, er jo, at man fra EU's side har tøvet, ja, sågar endte man i en situation, hvor man fra Europa-Kommissionens side tilbageholdt den årlige rapport forud for omvalget den 1. november. Det var en direkte støtte til den tyrkiske præsident Erdogan og hans islamistiske AKP-parti i valgkampen. For når rapporten blev tilbageholdt, undgik man hård kritik for angreb på grundlæggende demokratiske rettigheder, for fængsling af journalister, for angreb på oppositionspartier, ikke mindst på HDP, men også på andre, for den undtagelsestilstand, som var indført i store dele af den sydøstlige del af Tyrkiet, de kurdiske områder, hvor vælgerne dermed var frataget muligheden for at deltage aktivt i valgkampen.

Man kan sige, at man har ført en politik fra EU's side, der har været dybt kynisk i forhold til at se igennem fingre med undertrykkelsen i Tyrkiet, i forhold til aktivt at støtte den tyrkiske præsident Erdogan. Det har været en strategi om at undgå flygtninge, der kan komme ind i Europa gennem Tyrkiet, men det er en strategi, som risikerer at falde fuldstændig til jorden, hvis borgerkrigen i Tyrkiet eskalerer.

For lige nu står vi i en situation, hvor der i den sydøstlige del af Tyrkiet er borgerkrig; hvor hundredtusinder af civile er jaget på flugt; hvor hundredvis af mennesker er blevet dræbt; og hvor den nuværende situation med fratagelse af immuniteten fra ikke mindst de kurdiske parlamentarikere, risikerer at føre til en voldsom eskalation. Så vi står i en alvorlig situation – en alvorlig situation for Tyrkiet, en alvorlig situation for Mellemøsten, en alvorlig situation for Europa.

Eskalerer borgerkrigen i Tyrkiet, ja, så vil der blive jaget mennesker på flugt mod Europa i hundredtusinder, hvis ikke mere, og det er helt afgørende, at vi forholder os til situationen, at vi tager os selv seriøst. Ofte snakker vi om hjælp i nærområderne. Her har vi en situation, hvor der er et land, der kan falde ned i meget, meget blodig og brutal borgerkrig, hvis vi ikke handler, hvis vi ikke stopper med at holde hånden, som EU desværre har gjort, over den undertrykkende præsident Erdogan, men i stedet for sætter handling bag ordene. Det er helt afgørende, at vi støtter de demokratiske kræfter i Tyrkiet; at vi modarbejder, at der skal være en ny despot i Mellemøsten; at vi støtter initiativer, som opfordrer til fred; at vi støtter vores parlamentariske kollegaer i Tyrkiet, der meget, meget snart kommer til at deltage i alverdens retssager.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen kommentarer.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 26. maj 2016.

Så skal jeg udsætte mødet til kl. 15.00, hvor vi påbegynder den mundtlige spørgetid.

Mødet er udsat. (Kl. 14:25).