Tusind tak.
Det er faktisk det, jeg gerne vil indlede med at sige.
Tak til Dansk Folkeparti, tak til Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet.
Med jeres hjælp har vi fået noget fra hånden siden valget.
Tak for det.
Mine ministre og jeg glæder os til at fortsætte samarbejdet for et endnu bedre Danmark.
Regeringen er nået et stykke vej gennem bredt samarbejde – det brede samarbejde, som jo er kernen i vores demokrati.
Oppositionen har også fremsat forslag, nogle af dem har fundet flertal, det er også demokrati, men vigtigst af alt har regeringen indgået aftaler med samtlige Folketingets politiske partier, 38 i alt, den første allerede dagen efter regeringsdannelsen, og den seneste i går; det er rundt regnet en ny aftale hver 10.
dag.
Vi forventer at få vedtaget 186 lovforslag og beslutningsforslag; det svarer til tæt på et forslag om dagen i folketingsåret.
Vi har genoplivet trepartsaftalerne, som jo ellers under den tidligere regering var erklæret både døde og borte.
Og alt det her glæder jeg mig over.
Særlig glad bliver jeg jo, når jeg møder det engagement, som holder hele Danmark levende og i gang og bringer os videre – lærere, skoleledere, ildsjæle, der hjælper unge, som kom skævt ind på voksenlivet; pårørende, der gør alt, hvad de kan, for deres kære, og mere til; virksomhedsledere, der ansætter flygtninge og bidrager til bedre integration; arbejdspladser, der åbner sig for unge på kanten af samfundet og giver dem en chance for at få kontrol over deres voksenliv.
Jeg har haft besøg af flere hundrede dedikerede danskere til temamøde og konference på Marienborg, og hvis nogle af jer lytter med her i dag, vil jeg gerne sige tak for inspirationen.
Ved siden af jer står de tusinder over hele landet, der hver dag tager ansvar og gør noget ekstra.
Tak for indsatsen.
I gør Danmark til Danmark.
Det land, vi har i dag, er jo ikke bygget af ét parti, én mand eller én kvinde.
Det er bygget af danskerne.
Vores land hviler ikke og er ikke skabt på lette løsninger, men på ansvarlige løsninger.
Derfor er Danmark et helt særligt land, et stærkt samfund med tryghed, med velstand, med harmoni.
Det skal vi passe på i en verden, der forandrer sig, det skal vi forbedre.
Sidste sommer, da regeringen trådte til, satte jeg fire pejlemærker for regeringens arbejde.
For det første skal vi have flere private arbejdspladser.
For det andet skal vi have en stærkere kernevelfærd.
For det tredje skal vi have flere ind i arbejdsfællesskabet.
Og for det fjerde skal vi føre en konsekvent og realistisk udlændingepolitik.
På alle fire områder er vi nu mindre end et år efter nået et stykke af vejen.
Flere private arbejdspladser var og er mit første pejlemærke, for private arbejdspladser er jo dér, indtjeningen kommer fra, det er det, velfærdssamfundet hviler på.
Virksomhederne skal have gode vilkår, så nye job kan skabes i Danmark og ikke uden for Danmark.
Vi har lempet NO
x
-afgiften til en femtedel.
Vi nedsætter arveafgifterne.
Vi har fjernet reklameafgiften, som den tidligere regering ville belaste virksomhederne med.
Og samlet har vi lavet skattelettelser for 4 mia.
kr.
Vi gør livet lettere for virksomhederne – et byrdestop; en målrettet indsats mod overimplementering af EU-regler; det sigte, at ny erhvervslovgivning kun træder i kraft to gange om året.
Reguleringen af vores landbrug, en vigtig del af fødevareklyngen, var blevet for rigid.
Det har vi gjort mere fornuftigt, så hele den store fødevareklynge får bedre vilkår, så de kan skabe arbejdspladser, også der, hvor der er brug for det.
Boligjobordningen har vi genindført, så håndværkere har noget at rive i, også derude, hvor der er lidt længere mellem husene.
Planloven er vi ved at liberalisere.
Jeg håber, at det senere på ugen ender lykkeligt med en bred aftale, der giver mere ansvar til dem, beslutningerne vedrører og kommer tæt på.
Det vil også være med til at give aktivitet i hele landet.
Vi gør mere end det.
Vi er i gang med den største udflytning af statslige arbejdspladser nogen sinde.
4.000 job rykker fra hovedstaden til resten af landet.
Jeg var selv med, da Færdselsstyrelsen som den første åbnede i Ribe.
I dag, 4 måneder senere, er mere end 650 arbejdspladser flyttet, og langt de fleste følger efter i år og til næste år.
Det gør vi, fordi vi må tage et ansvar for et Danmark, der hænger sammen.
Vi skal tro på, at hele landet kan løfte ansvaret.
Derfor flytter vi statslige job, og derfor skal vi have flere private job.
Det er også derfor, jeg er en smule ærgerlig over, at et flertal i Folketinget har besluttet at forringe virksomhedernes muligheder for at ansætte højt kvalificerede udlændinge.
Det trækker i den forkerte retning.
Men heller ikke det rokker jo ved, at det samlet set går den rigtige vej.
Der er kommet flere i arbejde.
De nye tal, som kom i går, taler deres meget klare sprog.
Siden sidste sommer er der skabt 38.000 flere private arbejdspladser.
Uden arbejdspladser ingen velstand, uden velstand ingen velfærd.
Så simpel er ligningen.
Derfor var og er mit andet pejlemærke, at vi skal have en stærkere kernevelfærd.
Jeg går ind for tryghed til alle, uanset hvilken familie man er født ind i.
Min egen mor gik selv ud af skolen efter 7.
klasse, jeg gik ud efter universitetet, og mange i min egen generation er eksempler på det samme.
Man skal kunne flytte sig.
Det er det Danmark, jeg er vokset op i.
Det er det Danmark, jeg ønsker, mine børn og børnebørn skal vokse op i.
Derfor lægger jeg også stor vægt på, at der er gode muligheder for at vælge den rette uddannelse.
Uddannelse er hovedvejen til at flytte sig socialt – gode uddannelser, rigtigt for den enkelte, nyttigt for fællesskabet.
Vi har fremlagt et ambitiøst bud på en reform af gymnasierne.
Målet er at styrke elevernes faglighed, fordi vi skærper kravene og gør de gymnasiale uddannelser bedre og mere målrettede.
Men gymnasiet er jo ikke den rigtige vej for alle unge.
Vi skal have flere til at vælge en erhvervsuddannelse og helst i første forsøg, så de får det bedst tænkelige afsæt ind i voksenlivet.
Jeg er varm tilhænger af et trygt velfærdssamfund.
Og hvad er mere grundlæggende for trygheden end at kunne få behandling, når man er syg?
Det er min vision, at borgerne skal have en sundhedsbehandling af høj kvalitet, uanset postnummer, uafhængig af pengepung.
Det var en vision, vi tog hul på at realisere tilbage i 2001, og siden er vi nået ganske langt – bedre kræftbehandling, supersygehuse, unikke patientrettigheder – men vi er ikke nået langt nok.
Det gør vi i virkeligheden heller aldrig, for vi skal altid have den ambition at gøre det gode endnu bedre.
Regeringen tilfører 2,4 mia.
kr.
ekstra til sundhed i år – 2,4 mia.
kr.
Det er præcis, hvad vi gik til valg på, og det er 0,5 mia.
kr.
mere, end den tidligere regering gik til valg på.
Og her i Folketinget er vi blevet enige om en række principper for prioritering af sygehusmedicin.
Tak for den brede opbakning til det.
Vi har vedtaget en ny udredningsret, en behandlingsret, og det med et ganske bredt flertal bag.
Nogle af dem, der ellers altid har været imod, stemte nu pludselig for.
Tak for det.
Det synes jeg er positivt, og jeg ser det som et udtryk for, at der er sket en holdningsændring.
Da jeg for 15 år siden annoncerede den idé, at patienter skal have stærke rettigheder, at de skal have mulighed for at vælge ventetiden fra uanset pengepungens størrelse, at man skal kunne flytte sig fra køen, at man også skal have en mulighed for at vælge privat, hvis køen er for lang, ja, da var det en ideologisk kampplads.
Det er det så åbenbart og heldigvis ikke længere.
Tak for det.
Nu sætter vi mennesket før systemet, og systemerne skal så i øvrigt blive bedre til at tale med hinanden.
Alt for mange ældre og deres pårørende har prøvet at falde ned mellem to systemer, og så slår man sig.
Derfor har vi afsat 1,2 mia.
kr.
til en handlingsplan for ældre medicinske patienter.
Vi har gennemført en akutpakke rettet mod det store problem, at patienterne må ligge på gangene.
Vi skal have behandlingen til at hænge sammen på tværs af sygehus, kommune og egen læge til gavn og glæde for patienten.
Det næste skridt bliver at gøre Danmark til et demensvenligt land.
Demens er en sygdom, der rammer flere og flere.
Det er en tung sygdom at bære på, og det er en meget tung sygdom at være pårørende til.
Forestil jer ikke at kunne føre en samtale med en, der står en nærmest.
Forestil jer, at den mand eller kvinde, man har været gift med i et helt liv, pludselig visner hen og bliver en anden.
Det skaber tunge bekymringer, det giver angst, det giver afmagt.
For 3 uger siden besøgte jeg bofællesskabet Æblehaven i Holte.
Her fik jeg en god snak med Aase og Mariann, der begge har mistet deres mænd efter sygdomsforløb med demens.
Som Aase sagde:
Man når at blive nedslidt.
Og når plejehjemspladsen så endelig er der – og det er jo godt – kan det alligevel blive det sværeste øjeblik, for som Mariann sagde:
Det værste er den dag, hvor man indser, at han ikke kommer hjem igen.
De pårørende bærer den tungeste byrde.
Vi skylder dem en stærk hånd, så de ikke segner under den byrde.
Regeringen har afsat 470 mio.
kr.
til en ny national demenshandlingsplan.
Vi skal styrke kernevelfærden.
Det skal der være råd til.
Det skal der være råd til, selv om grundvilkåret i den offentlige økonomi er klart – der er kun få penge.
På trods af det tilfører regeringen med en opbakning fra de partier, der har taget ansvaret for finansloven, i alt 3,4 mia.
kr.
ekstra til sundhed og ældreområdet i år.
2,4 mia.
kr.
til sundhed, 1 mia.
kr.
til værdighed i ældreplejen; det er penge, vi har prioriteret.
På trods af en stram økonomi har regeringen givet kommunerne ½ mia.
kr.
mere til service i år – ½ mia.
kr.
mere.
Under den tidligere socialdemokratisk ledede regering kunne kommunerne bruge 3 mia.
kr.
mindre
til service.
Sådan er det, selv om det måske ikke lige er det indtryk, man får af debatten.
Vi skal have flere med i arbejdsfællesskabet.
Det var og er mit tredje pejlemærke.
Danmark hænger ikke sammen økonomisk, når for få skal forsørge for mange.
Så hænger det heller ikke sammen menneskeligt.
Derfor skal vi indrette et samfund, hvor det bedre kan betale sig at arbejde.
Regeringen har gennemført en integrationsydelse, så udlændinge fremover får, hvad der svarer til de unges SU.
Vi har genindført et kontanthjælpsloft med det sigte, at kontanthjælpsmodtagere får en væsentlig indkomstfremgang ved at tage et fuldtidsjob også til en løn i den lave ende.
Det synes jeg er rimeligt.
Og begge dele indgår i den første fase af den jobreform, som vi gik til valg på at gennemføre.
Anden fase er målrettet skattelettelser på især små arbejdsindkomster.
Det skal vi gøre noget ved til efteråret, så det bedre kan betale sig at arbejde.
Vi skal skabe et mere velfungerende og fleksibelt arbejdsmarked.
Det er også et mål i trepartsforhandlingerne med arbejdsgivere og lønmodtagere.
Da vi indkaldte til dem og tog hul på dem, tog jeg det langtfra for givet, at de ville lykkes, for for 4 år siden brød de jo sammen, og den slags slider.
Men heldigvis har den danske model vist sig slidstærk, og jeg glæder mig over, at lønmodtagere og arbejdsgivere har udvist både mod og samfundssind.
Vi har nu indgået én aftale, og jeg forventer, at der kommer flere.
Den første aftale omfatter en ny integrationsgrunduddannelse, for de nye iblandt os – uanset hvor mange man synes der skal komme, er der kommet nogle – må ikke ende på offentlig forsørgelse.
De skal tjene deres egne penge, for gør de ikke det, skal de jo leve af vores.
Derfor er det en del af regeringens bredere mål at få færre på overførsler og flere i arbejde.
På et halvt år er antallet af mennesker på offentlig forsørgelse faldet med omkring 10.000 personer.
Det går den rigtige vej, men vi skal videre.
Vi er ikke i mål.
Mit fjerde pejlemærke var og er en konsekvent og realistisk udlændingepolitik.
Vi skal have styr på tilstrømningen af asylansøgere.
Problemet er kompliceret, baggrunden er alvorlig, situationen er ulykkelig.
Sidste sensommer gik der jo hul på Europa.
Mennesker på flugt fra noget eller på flugt til drømmen om et bedre liv strømmede totalt uhindret ind over de ydre grænser, fortsatte op gennem landene, også til Danmark.
Vi husker alle billederne af migranter og flygtninge, der vandrede på motorvejene fra Rødby og op gennem Sjælland.
Og fra starten stod det jo klart, at løsningen har to dimensioner, nemlig en europæisk og en national.
Grundlæggende var og er det jo et fælles europæisk problem, som Europa måtte løse sammen.
Men der var – for nu at sige det mildt – meget forskellige holdninger i EU, og derfor trak svarene ud og trak ud og trak ud, og derfor skulle vi selvfølgelig også handle selv.
Der var brug for at stramme op efter den tidligere regerings 31 lempelser af udlændingepolitikken – 31 lempelser.
Jeg tror, at formanden for Det Radikale Venstre plejer at opgøre det til 45, men lad nu det ligge.
Det var i al fairness 31 lempelser.
Vi har indført strammere krav for familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelse, skærpede regler for at få permanent ophold, integrationsydelse, kontrol ved grænsen.
Regeringen fører en konsekvent udlændingepolitik.
Sidste år steg antallet af asylansøgere i Sverige, Norge, Finland og Tyskland, i alle vores nabolande, med 100 pct.
eller mere.
I Danmark steg det med omkring 40 pct.
Det er for mange, men dog langt mindre end det, vi så i vores nabolande.
Prøv at forestille jer den situation, hvor der ikke var strammet op.
Regeringens holdning har hele tiden været – også før vi blev regering – at antal betyder noget.
Det er ikke noget, vi har opfundet til lejligheden.
Det har vi sagt i mange år.
Vi skal sætte massivt ind for at kontrollere EU's eksterne grænser effektivt.
Flygtninge hjælpes bedst i nærområderne.
Vi skal føre en realistisk udlændingepolitik.
Vi kan ikke løse verdens flygtningeproblemer i Europa.
Den holdning delte vi ikke med mange, da der gik hul på Europa.
Det var ikke noget, som alle medlemsstater ønskede at høre.
Til en start talte vi for døve øren, når vi talte om, at det ikke er en løsning bare at fordele problemet – men at problemet skal løses.
Nu er der kommet større lydhørhed.
Balkanruten er lukket.
EU har indgået en aftale med Tyrkiet.
Vi kan sende irregulære migranter og asylansøgere tilbage.
Kyniske menneskesmuglere må opgive at tjene penge på, at familier og børn sætter livet på spil i overfyldte og faldefærdige både.
I januar kom der op mod 70.000 mennesker fra Tyrkiet til de græske øer, i maj omkring 1.300.
Det mærker vi også i Danmark.
I januar modtog vi over 1.600 asylansøgere, i maj omkring 350.
Det er langt færre end i efteråret, og det er det laveste antal i en måned siden februar 2012.
Det betyder ikke, at vi kan læne os tilbage.
Strømmen fra Tyrkiet kan starte igen, og menneskesmuglerne kan finde nye ruter.
Men det viser, at når der presses på, er EU i stand til at handle.
Det viser, at der lyttes til Danmark.
Det viser, at et stærkt europæisk samarbejde er i Danmarks interesse.
Min holdning er klar:
Vi skal holde antallet af asylansøgere på et fornuftigt niveau.
Og det betyder, at vi skal betydelig længere ned end både de 21.000, der kom sidste år, og de tæt på 15.000, som kom for 2 år siden.
Der er vi sådan set nu, men det skal holdes under opsyn, og regeringen er klar til at handle for at sikre, at der ikke rokkes ved det.
Verden er rykket tættere på med dybt komplicerede konflikter, med skrøbelige stater og terrorisme.
Hvordan møder vi bedst de nye udfordringer og de nye muligheder?
Sidste år bad regeringen ambassadør Peter Taksøe-Jensen om at komme med nogle bud på det.
Taksøes rapport har allerede ført til gode drøftelser her i Folketinget, og jeg ser frem til de fortsatte drøftelser, når vi går videre med de enkelte anbefalinger.
I Danmark skal vi tage vare på vores sikkerhed og interesse.
Vi skal passe på vores land; vi skal værne om vores værdier, hjemme og ude i verden.
Vi skal ikke åbne døren for nogen, der ikke vil os det godt.
Derfor skal vi have lister over udenlandske hadprædikanter, så vi kan forhindre, at de kommer til Danmark.
For dem, der allerede er her, vil vi udvide kriminaliseringen af ytringer, der undergraver dansk lovgivning, og vi nægter at være til grin for vores egne penge.
Derfor er det slut med skattebegunstigelser og folkeoplysningsstøtte til dem, der prædiker imod vores demokrati.
Alt det indgik vi en bred aftale om i går.
Ude i verden skal vi af med ISIL's rædselsregime.
Det er centralt for at få stabilitet i Irak, Syrien og i resten af regionen, og det er også vigtigt for vores egen sikkerhed i Europa.
Der er lang vej igen.
Det bliver ikke let.
Men der er tegn på, at koalitionen presser ISIL i defensiven, og nu gælder det om at holde fast.
På den civile side øger Danmark støtten til at begrænse fremmedkrigere til ISIL, imødegå propaganda, afskære finansieringen og forhindre, at terrorbevægelsen igen får fodfæste i befriede områder.
På den militære side sætter vi ind med F-16-fly, specialstyrker og med et transportbidrag.
Og jeg vil gerne kvittere for Folketingets brede opbakning til det.
Det viser, at vi står sammen, når det gælder.
På længere sigt er moderne og funktionsdygtige kampfly nødvendige, både for vores beredskab herhjemme, men også for at vi fortsat kan deltage i internationale missioner.
Derfor har regeringen lagt op til, at vores næsten 40 år gamle F-16-fly, som meget snart er pensionsmodne, skal erstattes med F-35 Joint Strike Fighter.
Jeg kan sådan set godt forstå dem, der hæfter sig ved, at det koster mange penge, for det gør det jo.
Det er en stor investering.
Men det er en investering i Danmark, det er en investering i vores sikkerhed, det er en investering i, at Danmark altid kan forblive Danmark, og det er helt nødvendigt for, at vi fortsat kan udføre de samme opgaver som hidtil.
Materiellet skal være i top, for er materiellet i top, modsvarer det menneskene, og de er i top.
Danmark har nogle af verdens bedste soldater.
De danske soldater og vores andre udsendte yder en enestående indsats i Irak, i Afghanistan, i Mali og Kosova.
De fortjener vores dybeste respekt, og derfor vil jeg gerne i dag sige en dybtfølt tak til vores udsendte.
Når de udsendte kommer hjem igen, skal vi hjælpe dem, der har brug for hjælp.
Det manglede bare.
Det er vi blevet bedre til.
Vi tog hul på det tilbage i 2009-2010, da vi formulerede den første veteranpolitik, men vi skal hele tiden se på, om vi kan gøre det bedre endnu.
Derfor er regeringen ved at færdiggøre et servicetjek af indsatsen for veteranerne.
Vores udsendte har bragt større ofre og risikeret mere end nogen.
Derfor bakker Folketinget op om vores soldater.
Det fortjener de.
Tusind tak.
I sidste uge havde vi den årlige debat om rigsfællesskabet her i Folketinget.
Det var en god, livlig og lang debat, der også viste, at der blandt partierne er en bred opbakning til fællesskabet mellem vores tre lande.
Grønland, Færøerne og Danmark har sammen fundet ansvarlige løsninger på svære problemer.
Regeringen støtter Grønlands bestræbelser på at udvikle råstofsektoren og skabe nye indtægter, og inden ugens udgang forventer jeg, at vi vedtager det lovforslag, der skal gøre det muligt for Grønland at udvinde og eksportere uran.
Vi har sammen med Færøerne og Grønland afsluttet arbejdet med at identificere grænsehindringer i rigsfællesskabet.
Næste skridt bliver at fjerne de hindringer, som begrænser bevægelsesfriheden inden for rigsfællesskabet.
Både Færøerne og Grønland ønsker at overtage ansvaret for nye sagsområder.
Det er på Færøerne f.eks.
person-, familie- og arveretten.
I Grønland er det arbejdsmiljøet.
Det respekterer vi; det styrker selvstyret.
Rigsfællesskabet er noget særligt.
Jeg mener, at vi skal gøre mere for at markere vores fællesskab, respektere forskelligheden, vise, at vi sætter pris på hinanden, og derfor har regeringen, som alle ved, besluttet, at der skal flages med det grønlandske og det færøske flag på landenes nationaldage den 21.
juni og den 29.
juli.
Det glæder jeg mig til.
Jeg er stolt af rigsfællesskabet.
Jeg er også stolt af den del af rigsfællesskabet, der hedder Danmark.
Danmark er et fantastisk land.
Jeg kan ikke, uanset hvor meget jeg lader fantasien flyve, forestille mig et bedre sted at leve sit liv.
Jeg har selv haft større og rigere muligheder end mine forældre, der igen havde et bedre afsæt end mine bedsteforældre.
Det skaber en pligt til at aflevere et Danmark til vores børn, som er friere, rigere og rimeligere end det, vi selv overtog, nemlig et land, der stadig er et af de rigeste og tryggeste i verden, hvor en dansk familie har råd til det samme som en svensk eller tysk familie, kan tage på en ferie, hjælpe børnene lidt på vej, når de flytter hjemmefra, skifte den lille bil i garagen eller carporten ud, når den gamle er slidt ned – ting, der betyder noget i hverdagen, den nære velfærd i familierne.
Det er et land, hvor kernevelfærden fungerer og er tidssvarende, med gode uddannelser og tryg omsorg, sundhed i verdensklasse, en stærk fælles velfærd.
Det tror jeg at de fleste af os ønsker, om ikke – hvad jeg både tror og håber – os alle.
Vi har et ansvar, alle sammen, alle danskere, men i særlig grad os, der sidder her i salen i dag.
Danmark er mulighedernes land.
Hvert år har jeg fornøjelsen af og æren af at uddele en pris til et menneske, der har formået at gribe ud efter mulighederne, løfte sig selv op og tage ansvar for eget liv trods modstand.
Det sker i regi af Løkkefonden, et projekt for drenge på kanten, som jeg var med til at starte for nogle år siden.
I foråret overrakte jeg prisen som Årets Knægt til Jamil.
Jamils udgangspunkt fra skolen var – og det er ikke nogen overdrivelse – ikke prangende, lad os bare sige det sådan, men det blev det.
Gennem hårdt arbejde, vedholdenhed, en voksende tro på egne evner og disciplin bestod han 9.
klasse med 7- og 10-taller og er nu i gang med sin drømmeuddannelse som tømrer.
Det synes jeg er godt, det fremkalder en enorm respekt.
Jamil og mange med ham er jo ansigtet på, at vi alle skal forfølge vores drømme, og at det godt kan lade sig gøre, at man vokser, når man bliver mødt med udfordringer og forventninger.
De drømme skal vi forfølge som mennesker, og det skal vi også som land.
Vi skal gøre et stærkt Danmark stærkere.
Lige nu er ledigheden faldende, beskæftigelsen stiger, solen skinner, det går egentlig meget godt, vi er ikke i nogen dyb krise, som vi var det for nogle år siden.
Sidst jeg var statsminister, var Danmark ramt af den største internationale økonomiske krise siden 1930'erne, den var ikke sådan lige til at overse, og ud af den voksede der jo også en handlekraft frem, lidt hurtigere hos nogle end andre, men den voksede frem.
Vi gennemførte en dagpengereform, og vi ændrede efterlønnen.
Det var store reformer, store reformer, som stod, selv om regeringsmagten skiftede, og det betyder, at vi som land står stærkere i dag.
De reformer var jo mulige, fordi der var en udtalt krisebevidsthed, og derfor var der jo også opbakning til eller i hvert fald en accept af, at noget skulle gøres.
Sådan er det jo:
erkendelse er det første skridt til handling, ikke med lette svar, for de lette svar findes sjældent, eller måske aldrig, men med gennemtænkte og ansvarlige løsninger, og derfor skal vi i dag også erkende vores situation.
Vi er ikke i krise, men verden er i forandring.
Nogle vil sige, at det har den altid været, og det argument har faktisk en vis ret.
Allerede for 2.500 år siden påpegede den græske filosof Heraklit, at det eneste konstante er forandringer, og i dag kan vi så tilføje, at forandringerne sker i et tempo, som vi aldrig har set det før, på en måde, som vi ikke har kendt til, og i et omfang, der berører alle dele af samfundet, måden, vi lever på, måden, vi arbejder på, og måden, virksomhederne konkurrerer på.
Globalisering, ny teknologi og digitalisering smelter gamle brancher sammen og føder nye, alt ændrer sig.
Det åbner nye muligheder, og dem skal vi være klar til at gribe.
Vi skal handle, og som jeg ser det, tegner der sig syv udfordringer for Danmark.
For det første er vi ikke gode nok til at skabe vækst og arbejdspladser.
Vi får ikke nok ud af vores arbejdsindsats, vi skal have mere fra hånden, og nej, det betyder ikke, at vi skal stresse mere, eller at vi skal løbe hurtigere, men det betyder, at vi skal være helt fremme i skoene og udnytte robotteknologi og digitalisering og uddanne til erhvervslivets behov.
For det er et faktum, at produktiviteten i Danmark vokser langsommere end i alle andre lande i Europa, på nær Italien og Spanien.
Det er et faktum, at for mange investeringer lander på den anden side af Øresund eller syd for grænsen i stedet for i Danmark.
Det er et faktum, at alle danske virksomheder med over 1.000 ansatte er mere end 20 år gamle.
For det andet er balancen mellem dem, der forsørges, og dem, der arbejder, skæv.
Det er en udfordring, vi har haft i mange år, og den hænger bl.a.
sammen med en høj skat på arbejde og ret generøse overførselsindkomster.
For det tredje er de offentlige udgifter presset.
Olieprisen er lav, og vi får færre indtægter fra Nordsøen, langt færre.
Siden vi kom i regering, er statens olieindtægter blevet justeret ned med knap 9 mia.
kr.
i 2020, og det betyder, at vi har knap 9 mia.
kr.
mindre at gøre godt med.
Det er næsten lige så meget, som vi bruger på politiet hvert år, og ser man det i et lidt længere perspektiv, er tabet endnu større.
Siden 2013 er tallet det dobbelte.
For det fjerde er der migrations- og flygtningekrisen.
Udgifterne til flygtninge må ikke løbe løbsk, for så har vi simpelt hen færre penge til andre ting, ud over de sociale, værdimæssige og normmæssige udfordringer.
Hvor mange penge færre, ja, det afhænger jo af antallet, der kommer hertil, hvilke vilkår vi tilbyder dem, og i høj grad jo også af, om de kan forsørge sig selv.
Det er alt sammen områder, som regeringen har sat ind over for, og hvor vi vil sætte ind, af hensyn til økonomien, af hensyn til sammenhængskraften og af hensyn til vores værdier.
For det femte er vi også udfordret på den fælles kernevelfærd, og her er der bare ét eksempel:
Vi har gjort meget og forbedret kræftbehandlingen, men en dansker med kræft lever stadig kortere tid end en svensker med kræft.
Vi skal forbedre kernevelfærden i en tid, hvor de offentlige finanser er stramme.
Det er de nu, og det bliver de, når de store årgange trækker sig ud af arbejdsmarkedet, altså dem, der som jeg selv er født i 1960'erne.
Ud over de her fem udfordringer står vi med to meget akutte problemer, som ikke på samme måde vedrører vores samlede økonomi, men som vi alligevel er nødt til at adressere, og det bliver så den sjette udfordring, nemlig at de nuværende ejendomsvurderinger ikke er gode nok.
Vi skal have nogle mere retvisende vurderinger.
Der er blevet skubbet et uløst problem fra den tidligere regering til os.
Det skal løses, så boligejerne kan være trygge ved skatten nu og i fremtiden.
For det syvende skal vi finde en anden måde at finansiere den vedvarende energi på.
Vi skal lave en grøn omstilling.
Danmark er en grøn førernation, sådan er det, og sådan skal det være, men den måde, vi har finansieret den grønne omstilling på, holder ikke.
PSO-afgiften er i strid med EU's regler.
Den er i øvrigt også skruet sådan sammen, at den er meget dyr for de danske virksomheder og familierne, og derfor står vi med et klart og bundet valg.
Vi kan åbne PSO-afgiften og begynde at sende danske afgifter til udlandet – det vil i mine øjne være Ebberød Bank – eller vi kan afskaffe PSO-afgiften og flytte udgiften ind på finansloven og opkræve de samme penge – ja, står det til regeringen, er det færre penge – på en anden måde.
Det er derfor, regeringen har foreslået en neutral omlægning, præcis som vi i regeringsgrundlaget har sagt at vi ville gøre det, og vores forslag gør ingen nævneværdig forskel, i forhold til om det kan betale sig at arbejde og heller ikke i forhold til lighed og ulighed, regningen bliver ikke større, tværtimod, vi vil gøre regningen mindre.
Det er en udfordring, der
skal
løses.
Det blev så til syv udfordringer, og det kan måske synes tungt her på årets ifølge kalenderen første sommerdag, og derfor vil jeg da gerne lige til slut understrege, at jeg ikke ønsker at grave os ned i et sort hul, tværtimod.
Mit budskab i dag er, at vi har et stærkt udgangspunkt for at gøre Danmark stærkere, hvis vi handler i tide.
Vi skal udvise rettidig omhu.
Hvis ikke vi gør noget, ja, så tegner fremtiden lidt trist.
Hvis vi derimod gennemfører beslutninger og skaber nyt råderum, så vil vi få lysere muligheder, og derfor vil svaret på de syv udfordringer, jeg her har listet op, indgå i regeringens plan for Danmark, regeringens 2025-plan, som vi lægger frem efter sommerferien.
Danmark er et land med fantastiske muligheder, hvis vi ser problemerne i øjnene og løser dem sammen.
Det ansvar må vi tage på os, os alle her i Folketinget, og særlig dem, der repræsenterer mange vælgere.
Når man er et stort parti, der vil gøre en forskel, så må man tage et medansvar, uanset om man er i regering, støtteparti eller i opposition.
Mit eget parti har været med i mange aftaler under den tidligere regering:
en skattereform, to store vækstpakker, uddannelsesreformer og en finanslovsaftale.
Vi tog imod den hånd, der blev rakt frem, og jeg vil også gerne her i dag række hånden frem til samarbejdet i efteråret.
Vi har brug for brede aftaler her på Christiansborg, det er min ambition, og det tror jeg på.
Vi skal forbedre danskernes muligheder frem mod den næste generation.
Vi skal gøre et stærkt Danmark stærkere.
Udgangspunktet er godt, og det er langt bedre end for et år siden, takket være beslutninger her i salen.
Tak for det.