Det sidste punkt på dagsordenen er:

11) Forhandling om redegørelse nr. R 6:

Uddannelses- og forskningsministerens forsknings- og innovationspolitiske redegørelse.

(Anmeldelse 23.10.2014. Redegørelse givet 23.10.2014. Meddelelse om forhandling 23.10.2014).

Forhandlingen er åbnet, og det er hr. Bertel Haarder, Venstre. Værsgo.

Tak. For 8 år siden blev der trådt på speederen i dansk forskning. Anders Fogh Rasmussen nedsatte et globaliseringsråd med deltagelse af forskere, erhvervsfolk og andre innovatører. Også fra organisationsverdenen var der repræsentation. Og der sad vi i 150 timer og endevendte hele forskningsområdet. I min første ministerperiode, hvor jeg også var forskningsminister, fik vi lagt grundstenen til Grundforskningsfonden, som blev finansieret ved salg af Statsanstalten for Livsforsikring. I dag kan vi konstatere, at Grundforskningsfonden blev en kæmpe succes.

Resultatet af denne stribe af vellykkede initiativer ser vi nu. Den offentlige forskning overgår den europæiske Barcelonamålsætning. Vores offentlige forskningsmidler er nu på 1,11 pct., og den private forskning er oppe på 2,03 pct. af bruttonationalproduktet, altså i alt forsker vi for 3,14 pct. af bruttonationalproduktet. Bl.a. lægemiddelindustrien, som jo i Danmark er utrolig ekspansiv i modsætning til i de øvrige nordiske lande, har bidraget rigtig, rigtig kraftigt.

Når det gælder innovation, så er vi nr. 2 efter Sverige. Når det gælder publikation af videnskabelige værker, de videnskabelige tidsskrifter, så er vi nr. 3 efter Sverige og Schweiz. Man kan selvfølgelig altid fremsætte ønsker for fremtiden. Ønsket, som Venstre har, er, at vi bliver endnu bedre til at omsætte forskning og udvikling til produktion og beskæftigelse, til nye job til erstatning for de gamle job. Vi vil også gerne have, at Danmark bliver endnu bedre til at tiltrække EU-midler, for EU's kasse bliver større og større, og konkurrencen om disse midler er jo i udpræget grad en kvalitetskonkurrence, så det er tegn på kvalitet, når nogen i Danmark kvalificerer sig til EU-midler.

Så har vi flagskibet i Skåne, European Spallation Source, ESS, der sammen med den svenske facilitet MAX IV lover rigtig godt for fremtidens materialeforskning. Det drejer sig om noget, man kan sammenligne med gigantiske mikroskoper og røntgenanlæg. Hvis det skal blive den store succes, som det tegner til, så kræver det, at vi udnytter den attraktion, der ligger i, at man her har verdens mest moderne anlæg, og at man, samtidig med at man arbejder der, kan bo i en af verdens mest attraktive byer, nemlig København. Der har vi haft indtil flere samråd med ministeren om, hvordan vi kan sikre, at det bliver så attraktivt som muligt at sige ja til at arbejde i dette eldorado, som Øresundsområdet bliver for nogle af verdens bedste forskere på et af verdens allervigtigste forskningsområder.

Vi er med på regeringens intentioner om, at visse forskningsbevillinger skal være mere langvarige, så man længere tid frem ved, hvor man er henne med hensyn til budgetterne. Til gengæld mener vi, at ministeren bør overveje størrelsen af de projektmidler, man udbyder. Jeg kan godt huske, at der er mange fordele ved at udbyde i store klumper, og det gør man jo også i Grundforskningsfonden. Man skal bare være klar over, at det også har en konsekvens, bl.a. for nogle af de mindre virksomheder, som måske kunne blive større og kunne bidrage, hvis der ikke var dette vældige krav til volumen.

Sluttelig vil jeg gerne takke ministeren for redegørelsen og takke alle partier, som har bakket op om denne ekspansive forskningspolitik. Når det er bemærkelsesværdigt, skyldes det jo, at sådan var det bestemt ikke for 30 og 40 år siden. Der lå Danmark nede i bunden på mange måder, når det gjaldt forskning. Nu ligger vi helt i top. Vi trådte på speederen for 8 år siden, og det har virket, og det har også givet kvalitet. Det kan dokumenteres, og det er jo det bedste argument for at gå videre i samme retning.

Tak for det. Der er et spørgsmål fra hr. Jeppe Bruus, Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak. Jeg finder sådan set bare anledning til at rose Venstres ordfører. Det var jo, som jeg har forstået det, i hr. Bertel Haarders tid tilbage i 1991, at man fremsatte lovforslaget om Danmarks Grundforskningsfond. Og vi kan jo se på de evalueringer, der er, også af Danmarks Grundforskningsfond, at de er overordentlig positive.

Nu har vi jo en redegørelsesdebat om hele det her område, og derfor finder jeg bare anledning til dels at takke Bertel for den fremsynethed, man havde dengang, og sige, at jeg håber, at vi kan være lige så fremsynede i dag, dels at anerkende den indsats og anerkende de visioner, der blev lagt frem.

Må jeg godt lige sige, at i anledning af den kærlige tone går det for en gangs skyld igennem bare at kalde ordføreren for Bertel.

Værsgo.

Det ønske kan jeg kun gengælde.

Så er det den næste ordfører, og det er så hr. Jeppe Bruus. Værsgo.

Tak for ordet. I går havde jeg lejlighed til at besøge Danfoss i Sønderjylland, og her mødte jeg Bettina i produktionen. Bettina er ufaglært og uvurderlig, som hendes chef sagde. Danfoss er et godt eksempel på en af vores store, globale virksomheder, der både forsker og udvikler og producerer. De ved på Danfoss, at ingen udvikling sker uden produktion, og ingen produktion i Danmark kan være succesfuld uden udvikling, og fundamentet for denne udvikling sker jo i et samspil mellem medarbejdere i produktionen, ingeniører og andre i udviklingsafdelingen, ledelsen og alle andre, der hver dag bidrager til at gøre Danfoss og andre lignende virksomheder succesfulde.

Danfoss' succes forudsætter jo, at vi som samfund er i stand til at levere uddannelse og forskning i verdensklasse. Derfor vil jeg gerne starte med at takke ministeren for redegørelsen, for jeg synes, den både giver et godt overblik over, hvor vi står i øjeblikket inden for forskning og innovation, og samtidig lægger den nogle ambitiøse, fremadrettede linjer for, hvor det er, vi skal hen. For vi skal turde være ambitiøse og visionære og stile højt, når det kommer til forskning og innovation. Det er et af de områder, hvor der ligger et kæmpe potentiale for at gøre Danmark endnu stærkere. Det er også derfor, vi i regeringens tid har prioriteret forskning og innovation højt, og at vi investerer massivt.

Men hvad er det så, vores forskning og uddannelse skal kunne? Ja, den nyeste udvikling og viden skal naturligvis være med til at løse de udfordringer, vi står over for som samfund. Som Socialdemokrater har vi i generationer kæmpet for at udvikle vores velfærdssamfund til glæde for alle, uanset pengepungens størrelse, og forskning og innovation bidrager år for år til den udvikling, vi går igennem, både i vores offentlige sektor og i vores private sektor. Investeringen i forskning er altså en investering i en fortsat udvikling af vores fælles velfærdssamfund. Samtidig fører innovationen i vores virksomheder til nye produktionsmetoder, produkter og forretningsgange, som gør, at vi ikke bare klarer os i den globale konkurrence, men at vi også kan være førende, og det skaber altså vækst og arbejdspladser.

Forskning og innovation skal dog ikke kun løse de udfordringer, vi står over for her og nu, men skal også arbejde på et mere abstrakt niveau. I vores frie forskning opstår der både identifikation af problemer, som vi ikke kendte, og der bliver skabt løsninger på udfordringer, som vi ikke havde forestillet os. Og med de meget positive evalueringer, vi netop har modtaget af både Det Frie Forskningsråd og af Grundforskningsfonden, kan vi sige, at der er meget at være stolte af. Der bliver leveret et topprofessionelt stykke arbejde af vores forskere.

Nu vil nogle så spørge: Jamen er alt så ikke i sin skønneste orden? Og nej, det er det selvfølgelig ikke. Selvfølgelig er der steder, hvor vi kan blive bedre, og vores fælles mål må selvfølgelig være at fortsætte med at blive bedre hver dag. Eksempelvis skal vi sikre, at vores uddannelser er af højeste kvalitet. Det skal være et vedvarende fokus. Vores forskningsbaserede uddannelser udgør fundamentet for, at vi når vores forskningspolitiske mål. Vi gør det godt, men vi kan blive bedre, og jeg mener, vi skal sætte ind på forskellige områder.

Vi skal sikre, at vores forskningsbaserede uddannelser får de dygtigste studerende, medarbejdere og forskere, som både er i stand til at indtage den nyeste viden og omsætte den til værdi til gavn for hele samfundet. Og vi skal have endnu bedre sammenhæng mellem vores uddannelser og vores arbejdsmarked, både for de studerende og for forskerne. Arbejdsmarkedet skal tænkes ind i vores uddannelser, og vores forskere og undervisere skal udvikle deres karriere i et miks mellem uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarked.

Men det er ikke kun på vores forskningsbaserede universitetsuddannelser, at vi skal sigte højt. Jeg mener også, at vi skal sikre, at vores professionshøjskoler leverer uddannelser, som baserer sig mere på forskning, og hvor det er nemmere at ansætte eksterne undervisere. Mange af vores dygtige medarbejdere i den offentlige sektor er uddannet på professionshøjskolerne, og det er en naturlig del af udviklingen af vores offentlige sektor, at vi også her har fokus på at løfte gode professionsuddannelser for vores skolelærere, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere osv. til glæde for både de studerende og for alle de borgere, der oplever kompetente medarbejdere i deres møde med daginstitutioner, skoler, hospitaler og andre områder af vores velfærdssamfund.

Som bekendt er der også et kæmpe potentiale at hente for vores erhvervsliv. Når det handler om forskningssystemets innovationskraft, ligger Danmark helt klart i den internationale top. Det skal vi være glade for. Men heller ikke her må det blive en sovepude, for der er stadig et betydeligt innovationsefterslæb i store dele af det danske erhvervsliv. Vi ved, at den gennemsnitlige produktivitet for en medarbejder er hele 15 pct. højere i de virksomheder, som er forsknings- og udviklingsaktive, end i de virksomheder, som ikke forsker. Som de sagde hos Danfoss i går, har de en produktivitetsstigning på omkring 10 pct. om året, hvilket er meget pænt over niveauet i forhold til resten af den private sektor.

Når vi har et efterslæb i innovationen i vores erhvervsliv, kan det mærkes. Danmarks produktivitetsvækst har i en periode været lavere end i de lande, der skaber mere værdi pr. arbejdstime, og konsekvenserne er ikke til at tage fejl af. Det betyder relativt lavere beskæftigelse, lavere realløn og lavere samfundsøkonomisk vækst, og derfor må vi arbejde målrettet på at komme innovationsefterslæbet til livs.

Men man kan kun ændre, hvis man ser på årsagen. Så hvorfor går det lidt tungt med innovationen i det danske erhvervsliv? Ja, en af årsagerne er, at den gode forskningsbaserede innovation ikke i tilstrækkelig grad bliver omsat til produkter og processer, og for at sige det, som det er, hører forskning ikke til omsætning eller bundlinje i virksomhederne, men det skal vi lave om på. Al den viden, som kommer til verden på universiteterne, og som vi er fælles om at finansiere, skal i langt højere grad vokse sig stor, også i erhvervslivet. Derfor skal vi fortsat udvikle regeringens innovationsstrategi fra 2012, så de mange gode og nytænkende ideer ikke bosætter sig bag lukkede døre, men kommer ud i virkeligheden og måske helt op at flyve – ikke kun i vores store og forskningstunge virksomheder, som bidrager med uvurderligt lederskab inden for forskningen, men også i vores mange små og mellemstore virksomheder. De halter bagud i dansen øjeblikket, og en udvikling af innovationskraften kan være en vej til også at få dem længere frem på gulvet.

Vi skal have alle med, og det tror jeg på kan lade sig gøre. Husk på, at en stor virksomhed i virkeligheden er en lille virksomhed, der bare har vokset sig meget stor. Og jeg har i den forbindelse store forventninger til Innovationsfonden, som har en stor opgave foran sig med at styrke broen mellem vores forskning og innovation og vores små og mellemstore virksomheder.

Men det er jo ikke kun inden for erhvervslivet, at vi skal have alle med. Inden for forskning og uddannelse skal vi også have alle talenter i spil uanset køn, etnicitet og social baggrund. Det kræver flere elementer. Et af dem er jo at se på, hvordan vi skaber et bedre match mellem studerende og uddannelsesinstitutionerne. Tiden er inde til, at vi i fællesskab udvikler et system, hvor vi ikke alene ser på karaktergennemsnittet, men bygger ovenpå med en bred palet af værktøjer. Erfaringerne viser, at det sikrer et bedre match mellem de studerende og uddannelserne og giver alle talenter en chance for at komme i spil til en videregående uddannelse.

Vi har meget at være stolte af i den danske forskning og innovation. Det viser redegørelsen fra ministeren med al tydelighed. Alligevel har jeg valgt at fokusere på nogle af de knapper, som vi stadig kan skrue på for at hive vores forskning og innovation op i en endnu højere klasse, for på trods af de gode resultater må vi ikke læne os tilbage. Vi har et rigtig godt udgangspunkt at arbejde ud fra, vi har dygtige medarbejdere som Bettina hos dygtige virksomheder som Danfoss, vi har stærke uddannelser, og vi har forskere i verdensklasse.

Jeg ser frem til samarbejdet med studerende og uddannelsesinstitutioner, virksomheder, den offentlige sektor, mine kolleger herinde og alle andre interessenter og til at gribe de nye muligheder og understøtte vores danske styrker og ikke mindst fortsætte med at udvikle Danmark til et foregangsland inden for forskning og innovation. Tak for ordet.

Der er et spørgsmål fra fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Jeg har et enkelt spørgsmål, som handler om professionshøjskolerne, for den socialdemokratiske ordfører nævnte, at professionshøjskolerne skulle have bedre muligheder for at forske og bedre muligheder for alle mulige andre ting. Det kan jeg sådan set godt være enig i, og derfor vil jeg gerne spørge ordføreren, om Socialdemokraterne er enige i, at der bør foretages en evaluering af professionshøjskoleloven, som blev lavet i 2007, og som faktisk ikke er blevet evalueret siden.

Tak. Ordføreren.

Det kan vi da godt diskutere. Jeg tror ikke, jeg vil stå her og sige ja eller nej til det. Det, jeg sagde, var, at jeg synes, de uddannelser, vi har på professionshøjskolerne, i højere grad skal basere sig på forskning. Der er allerede mange gode samarbejder i gang, både mellem professionshøjskolerne og med den forskning, der baserer sig på universiteterne. Om vi skal lave en evaluering eller ej, synes jeg må bero på en lidt længere samtale, men den deltager jeg da gerne i.

Tak. Så er det hr. Bertel Haarder. Værsgo.

Jeg er ganske enig med ordføreren, som er kommet med et meget seriøst oplæg. Men det, der får mig til at spørge, er denne tale om professionsuddannelserne og deres tilknytning til forskningen. Her har vi jo et kæmpe problem, når det gælder den pædagogiske forskning, som i stort omfang ligger på det, der tidligere hed Danmarks Pædagogiske Universitet – som nu er blevet en del af Aarhus Universitet – og som måske på visse måder er udmærket, men som den danske folkeskole ikke har særlig meget glæde af, om overhovedet nogen. Og det hænger jo sammen med, at DPU desværre trækker dygtige lærere ud af folkeskolen og opkvalificerer dem, uden at de vender tilbage.

Derfor ville jeg bare opfordre ordføreren til at være opmærksom på det problem, som jeg synes at vi i fællesskab skulle få gjort noget ved. Så ser jeg også over på ministeren, der nikker. Det kunne da være, vi kunne få et samarbejde om det.

Tak. Ordføreren.

Jeg deler fuldt ud den bekymring, at vi jo sådan set tager nogle af de dygtigste og uddanner dem ud af deres profession. Det er også derfor, jeg understreger, at jeg mener, de skal være mere baseret på forskning. Vi er simpelt hen nødt til at se på, hvordan vi løfter en god læreruddannelse og gør den endnu bedre – i tråd med de andre uddannelser, der er på professionshøjskolerne.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Den redegørelse, vi står med her i dag, er udsprunget af aftalen om Innovationsfonden, og det er en rigtig god anledning til at reflektere lidt over, hvor vi står i Danmark i dag. Evalueringer af det danske forskningsområde har peget på det, man har kaldt det danske mirakel, nemlig det, at dansk forskning i de senere år har udviklet sig voldsomt positivt og i dag faktisk står rigtig stærkt. Der kan ikke entydigt peges på hvorfor, men netop fordi der ikke entydigt kan peges på, hvorfor det går så godt, skal vi være varsomme med at lave alt for meget om.

I forbindelse med Innovationsfondens etablering lagde vi en række forskningsfonde sammen og forenklede dermed systemet på en måde, som jeg tror på er den rigtige. Siden har vi fået en evaluering af Grundforskningsfonden, som klart anbefaler, at vi lader den konstruktion være, som den er. Evalueringen af Det Frie Forskningsråd peger også på, at vi ikke skal ændre grundlæggende på konstruktionen. Det tror jeg er rigtigt, jeg er i hvert fald ikke den, som kan pege på væsentlige strukturelle ændringer i den ende af forskningsfondsstrukturen, altså hvis man tager grundforskning i den ene ende og strategisk produktionsspecifik forskning i den anden. Derimod er der for mig at se et klart behov for at se på strukturen i den anden ende, hvor udviklings- og demonstrationsprogrammerne nærmest falder over hinanden. Det er tydeligt illustreret i redegørelsens figur 1.

Dansk Folkeparti havde gerne set, at UDP'erne var blevet samlet under Innovationsfonden, men det var ikke en tænkelig tanke, da vi arbejdede med den. Så tænker jeg, at næste skridt må være en drøftelse af strukturen omkring UDP'erne. Jeg ved godt, at det kan være politisk ganske besværligt – de ligger i forskellige ministerier – men behovet er der, og hvis det ikke kan lade sig gøre under den her regering, må vi jo bære det videre til den næste.

Hvis vi gerne vil have, at Danmark uden for Christiansborg skal være innovativ, bliver vi også nødt til at prøve at være det selv – bare en gang imellem. Vi skal have alle talenter i spil, står der. Ja, det skal vi da. Vi skal have de dygtigste fra udlandet. Ja, det skal vi da. Der er bare det at sige til det, at over for den udvikling, som vi ser lige nu med EU-borgere, som kommer som vandrende arbejdstagere og, lader det til, i stigende omfang kommer systematiseret, bliver vi nødt til at gribe ind, for at vi stadig har råd til og studiepladser til først og fremmest vore egne dygtige unge og så de dygtigste fra udlandet.

Jeg er godt klar over, at vi i SU-forliget har sat en beløbsgrænse for SU til EU-arbejdstagere. Grænsen er ganske vist ikke overskredet endnu, men jeg håber, at regeringen forebyggende vil gribe ind over for den markante stigning, før vi står i en situation, hvor beløbet er overskredet og vi rent faktisk skal til at nedsætte SU'en for alle dem, der får SU.

Jeg er også nødt til lige at berøre YDUN-programmet. Det har fået et helt afsnit i redegørelsen. Der står, at programmet er til for at inspirere kvinder til at vælge en forskerkarriere. Det er ganske glimrende at opfordre og inspirere kvinder til at gå forskervejen, og der er rigtig mange værktøjer, der kan bruges, men lige præcis det, som bliver brugt i YDUN-programmet, er et problem, fordi et forskningsprogram, som prioriterer kvinder, jo ikke samtidig kan hævde at have som sit fremmeste mål at stile efter den ypperste forskning – når det så oven i købet er sådan, at vi ved, at hvis kvinder bare søger forskningsmidlerne, så får de dem lige så ofte, som mændene gør. Øvelsen burde jo så gå på at motivere de dygtigste kvinder til at søge og ikke på at sikre dem midler, når de søger – for det behøver de ikke.

Så er der i forhold til finansieringen af Grundforskningsfonden at sige, at den har et akut problem. Regeringen løser det i den kommende finanslov ved at lægge 3 mio. kr. i fonden, nej, 3 mia. kr.; 3 mio. kr. er ikke så meget, 3 mia. kr. er bedre. Jeg tror, vi alle sammen er enige om, at det er rigtigt og nødvendigt at finde midler til Grundforskningsfonden. De 3 mia. kr. skaffer staten ved, at der tages et lån, som fremadrettet tilbagebetales af midlerne i forskningsreserven. Man kunne sige, at forskningshunden fodres med sin egen hale.

Jeg har tidligere sagt, at der kunne etableres midler til forskning ved at lade universiteterne overtage deres egne bygninger og så lade provenuet herfra indgå i en pulje til forskningen. Københavns Universitet har for næsten 2 år siden bedt om selveje, uden at de har kunnet få et svar. Det er ganske uanstændigt. Men kernen i det er, at KU har bedt om selveje – andre universiteter har også ytret ønske om det, og de afventer naturligvis nok nu forløbet omkring KU. KU vil alene forventeligt kunne give et provenu på 6-7 mia. kr., og kommer de andre universiteter med, vil vi have over 10 mia. kr., som rigtigt anvendt formentlig nok kunne give et ganske pænt ryk til forskningen. Prisen for staten ville være at give afkald på universiteternes husleje, samtidig med at man så heller ikke skulle betale for vedligeholdelsen. Det er en pris, der burde være til at betale.

Konkluderende vil jeg sige, at vi skal se med varsomhed på større strukturelle justeringer i forskningsfondsstrukturen, men naturligvis tage fat der, hvor vi kan skabe forenklinger og sikre en mere sammenhængende fondsstruktur. Vi skal alle steder have fokus på at sikre, at den skabte viden og erkendelse kommer ud af forskningsinstitutionerne, kommer ud og skaber vækst i virksomhederne.

Der tales meget i tiden om behovet for fokus på teknisk forskning. Der er for mig at se et væsentligt potentiale i at fokusere på forskning, som bryder med de traditionelle søjler og går på tværs af faggrænser. Hvordan skaber vi en tænkning, som gør, at f.eks. teknisk forskning bliver et naturligt delelement i al anden forskning, så vejen fra sundhedsforskning eller samfundsforskning til teknisk forskning bliver en naturlig del af tænkningen? Det kunne f.eks. være ved i forbindelse med forskning på sundhedsområdet at kombinere og integrere sundhedsmæssig forskning i, hvordan vi som samfund håndterer det aldrende samfund, med samfundsforskning og med teknisk forskning. Hvorfor tænker vi ikke i helheder? Hvordan kunne vi grundlæggende ændre tankegangen om forskning, så vi tænker mere i helheder? Hvordan kan denne tankegang implementeres i uddannelserne og på forskningsinstitutionerne?

Vi skal arbejde for, at der bliver et længere tidsperspektiv i bevillinger, således at vi understøtter muligheden for, at der kan være plads til kontinuitet i bevillingerne, som gør, at der også bliver plads til den mere risikovillige forskning – den forskning, som betræder den tynde is, og som en gang imellem går til bunds, men som også er den forskning, som ville kunne finde de helt nye forskningsmæssige landområder, som på lang sigt er nødvendige for, at dansk forskning kan holde sin position.

Tak til ordføreren. Der er et par spørgsmål. Den første spørger er fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Også tak til Dansk Folkepartis ordfører for ordførertalen. Jeg har et spørgsmål angående det her med kvindelige forskere. Jeg kunne forstå af talen fra Dansk Folkepartis ordfører og har også i tidligere debatter forstået på Dansk Folkeparti, at man ikke er begejstret for YDUN-programmet. Derfor vil jeg gerne spørge Dansk Folkepartis ordfører, om Dansk Folkeparti overhovedet synes, det er et problem, at der er mange flere mandlige end kvindelige forskere.

Ordføreren, værsgo.

Jeg synes da, det ville være glædeligt, hvis der kunne være mange flere kvindelige forskere. Når jeg og Dansk Folkeparti har et problem med YDUN, handler det om, at vi mener, at når man laver forskningsprogrammer og afsætter midler til forskning, skal de entydigt gå til den excellente forskning, og at det er det, der skal være det eneste afgørende for, hvem der får midlerne.

Så er jeg med på, at det er spørgsmål om, hvordan man så får opfordret kvinderne til at søge. Vi ved jo oven i købet fra undersøgelserne, at hvis de kvindelige forskere bare søger, får de midler i samme omfang som mændene, så det er ikke kvalifikationerne, der mangler, men lysten til at søge. Og der vil jeg da gerne opfordre til at man ude på forskningsinstitutionerne og alle andre steder selvfølgelig arbejder med at opfordre de dygtige kvinder til at søge de puljer, der nu engang er at søge, og så er jeg helt sikker på, at de vil få midler i samme omfang som mændene, og at de også vil få de samme stillinger som mændene, hvis de søger dem. Og undskyld mig, men jeg mener ikke, vi skal have særlige programmer for at hjælpe kvinderne frem – jeg mener faktisk, de dygtige nok i sig selv.

Tak. Fru Rosa Lund.

Tak for det. Jeg er sådan set glad for, at vi er enige om, at det ville være dejligt, hvis der var nogle flere kvindelige forskere. Så jeg skal bare være sikker på, at jeg har forstået det helt rigtigt, nemlig at Dansk Folkeparti mener, at måden, vi løser det her – vi kan kalde det ligestillingsproblem – på, er ved at motivere kvindelige forskere på den ene eller den anden måde. Jeg kunne tænke mig, at Dansk Folkepartis ordfører ville være lidt mere konkret: Hvis det ikke skal være YDUN-programmet, der skal motivere, hvad skal det så være?

Tak. Ordføreren.

Nu har vi tidligere i dag hørt på Det Frie Forskningsråd, og der kunne vi forstå, at resultatet er, at over 500 kvinder ansøgte om bevillinger fra YDUN-programmet. Mange af dem, der ikke fik midler fra YDUN, har efterfølgende søgt de almindelige puljer.

Diskussionen handler så også om, at man kan sige, at de ledere, der er ude på universiteterne og lederne af de forskellige forskningsområder, ligesom ledere alle mulige andre steder selvfølgelig skal hjælpe med at understøtte og udvikle de medarbejdere, man har. Det vil sige, at de unge kvindelige forskere selvfølgelig skal opfordres til at søge. Det eneste, jeg bare siger, er, at de ikke bare skal have penge og midler til forskning; de skal have dem, fordi de er dygtige.

Tak. Og den næste spørger er hr. Jeppe Bruus, Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen og tak til Dansk Folkeparti for et godt og konstruktivt samarbejde. Det er en fornøjelse at være ordfører på et område, hvor der er bred konsensus om, hvordan vi arbejder os fremad.

Selvfølgelig kan der så være uenigheder, og en af de uenigheder fremfører ordføreren selv i snakken om udenlandske studerende, og der bliver nævnt et beløb på 350 mio. kr., som er den ramme, vi har til SU, og det skal ses som en del af den samlede SU-bevilling på omkring 19 mia. kr. Et af de løsningsforslag, som ordføreren tidligere har været ude med, er, at vi på vores universiteter og andre videregående uddannelser skal rulle nogle ting tilbage, så vi ikke i lige så høj grad underviser på engelsk.

Hele den her visionsdebat handler om, hvordan vi udvikler vores forskning og innovation, og den handler også om, hvordan vi i højere grad omfavner den internationalisering, som er hele forudsætningen for, at vi kan udvikle vores innovationskraft og vores forskning.

Så mit spørgsmål er bare det enkle: Mener Dansk Folkeparti, at vi skal omfavne den internationalisering, eller mener Dansk Folkeparti, at vi skal rulle den tilbage?

Tak. Ordføreren.

Det handler hverken om at omfavne eller rulle tilbage. Det handler om at sige, at når vi laver uddannelse i Danmark, laver vi det først og fremmest for de unge danske studerende. Vi laver det ikke, for at man som ung rundt omkring i Europa kan kigge sig omkring og sige: Man kan tage til Danmark, og der kan man få en betalt uddannelse og SU.

Det handler jo om, at vi skal bruge vores midler på de danske studerende og bruge vores ressourcer på at sikre, at vi har gode uddannelser i Danmark. Vi skal ikke oprette uddannelser, blot af hensyn til at f.eks. rumænere skal kunne komme herop og tage en uddannelse. Det forlyder, at man fra Rumænien har agenter, der ligefrem kigger sig omkring og ser på, hvor man kan sende de unge hen og få en gratis uddannelse på bekostning af danske unge. Det er ikke den vej, vi skal gå.

Tak. Hr Jeppe Bruus.

Tak. Jamen hvis der er nogen, der forsøger at udnytte systemet eller snyde, så skal vi selvfølgelig kigge på det. Det er ikke det, jeg spørger til. Jeg spørger, om Dansk Folkeparti mener, at vi skal have mindre undervisning på engelsk på vores videregående uddannelser for at sørge for, at der kommer færre hertil og læser på en relevant uddannelse i Danmark og er med til både at løfte vores uddannelsesniveau og sådan set også vores arbejdsmarked.

Ordføreren.

Jamen i Dansk Folkeparti mener vi, at man skal have det uddannelsessprog, der er relevant på det arbejdsmarked, der er efterfølgende. Og det er sådan set også en af de aftaler, der er på uddannelsesområdet, altså at det er den måde, uddannelser skal akkrediteres på. Vi skal ikke lave uddannelser på engelsk, af hensyn til at der kan komme hold fra udlandet og tage deres uddannelse her. Hvis vi skal have en komplet uddannelse på engelsk, skal det handle om, at vi har et konkret arbejdsmarked for danske arbejdspladser, hvor det er et behov.

På uddannelsesstederne er man begyndt at etablere uddannelser, hvor man siger, at det her skal foregå helt på engelsk, og på et tidspunkt har vi sågar hørt uddannelsesministeren sige, at vi burde have engelsk som koncernsprog på vores uddannelsessteder.

Jamen hvorfor skulle vi det? Det må jo handle om, at uddannelse i Danmark som udgangspunkt foregår på dansk. Hvis vi har danske studerende og danske undervisere og sproget skal være engelsk, så mister vi altså rigtig meget kvalitet i uddannelsen af de danske unge, der skal uddannes på engelsk. Det er ikke det, vi ønsker. Vi ønsker den højest mulige kvalitet for de danske unge, der får en uddannelse i Danmark.

Fru Liv Holm Andersen, værsgo.

Tak for det. Jeg studsede bare lidt over ordførerens bemærkning til YDUN-programmet om, at kvindelige forskere jo ikke skal have forskningsmidler, fordi de er kvinder, men fordi de er dygtige. Det er jeg sådan set fuldstændig enig i, og det tror jeg i øvrigt ikke at der er nogen der er uenige i. Det, jeg godt kunne tænke mig at høre fra ordføreren, er, om han mener, at det er det, der er tilfældet med YDUN-programmet, altså, om ordføreren mener, at der er kvinder, der får forskningsmidler via YDUN-programmet, fordi de er kvinder, og ikke fordi de er dygtige?

Tak. Ordføreren.

Jeg tror heldigvis helt konkret i YDUN-programmet, at den lillebitte procentdel, der har fået der, for der er rigtig, rigtig mange, der søgte, er rigtig kvalificerede, og jeg tror såmænd også, at de samme kvinder havde fået, hvis de havde søgt i de helt almindelige puljer. Men jeg undrer mig bare over, hvorfor man egentlig insisterer på at lave en pulje, der retter sig mod kvinder, hvor man definerer, at kvinder har fortrinsret til at få det her. Det er det, jeg ikke forstår. Jeg synes, at når vi uddeler forskningsmidler, skal der ikke være køn involveret i, om man får pengene eller ej. Så skal det handle om, at det er den bedste forsker, der får midlerne, og så skal den slutte der.

Tak. Fru Liv Holm Andersen.

Det er også meget godt, og jeg tror såmænd ikke, at der er nogen, der er uenig i, at de bedste forskere naturligvis skal have midlerne. I virkeligheden er YDUN-programmet jo heller ikke en favorisering af kvinder på grund af kønnet, men jo netop for at sikre, at alle talenter kommer i spil, fordi der lige nu er en skævvridning. Så kunne jeg da godt tænke mig at høre ordføreren, om han ikke var til stede ved det samme møde, som jeg var til stede ved for lidt siden, hvor Det Frie Forskningsråd netop berettede om YDUN og sagde, at der ikke var blevet gået på kompromis med kvaliteten her, og om det ikke er rigtig nok, at det jo ikke bare handler om, at kvinder skal have forskningsmidler, men at dygtige forskere skal have forskningsmidler, og at alle talenter skal i spil.

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at de dygtige forskere skal have forskningsmidler, og derfor undrer det mig fortsat, at man laver et program, hvor man definerer, at hvis man har to forskere og den ene er kvinde og den anden er mand og man som udgangspunkt ikke lige kan definere, hvem der er den bedste, så er det kønnet, der afgør det. Så går man jo ind og siger, at det her giver en fortrinsret til kvinder. Der er hele formålet med YDUN-programmet – ellers har jeg i hvert fald misforstået det. Altså, man har også en undtagelse fra ligestilling netop for at kunne lave den her skelnen, når man tildeler midler. Så derfor holder jeg fast i, at det altså er en forkert måde at gøre det på.

Tak til ordføreren. Så er det fru Liv Holm Andersen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Der er jo rigtig meget at sige om den forsknings- og innovationsmæssige situation i Danmark. Det kan man jo tydeligt mærke ud fra oplæggene fra ordførerne og debatten her. Og jeg vil starte med at kvittere for redegørelsen over for ministeren. Tak for den, det var interessant læsning.

I Radikale Venstre mener vi, at vi har et rigtig godt fundament at stå på i forhold til både forskning og innovation, og vi mener sådan set også, at der trods mindre uenigheder her i debatten generelt set er bred politisk enighed om det, og der er i øvrigt også enighed om det blandt danskerne, som i høj grad bakker op om, at vi bruger mange midler på forskning og innovation. Det er godt, fordi forskning betyder meget for dansk vækst, betyder meget for danske job, betyder meget for dansk velfærd og udviklingen af den danske velfærd. Det betyder også meget for Danmarks mulighed for at klare sig i den globale konkurrence. Så vi har brug for et forskningssystem i verdensklasse, og det har vi heldigvis også.

Det skyldes jo selvfølgelig vores store satsning på området, som også i de her år med lidt mere økonomisk smalhals under SR-regeringen har været historisk høj. Vi bruger over 1 pct. af BNP på området, og det svarer sådan set til over 20 mia. kr. Så skyldes det jo ud over midlerne naturligvis også alle de talenter, som vi har; de talenter, som kommer hertil; et godt samarbejde forskningslivet og uddannelsesinstitutionerne imellem, forskningssystemet og erhvervslivet imellem; og samarbejdet mellem forskere og forskellige andre samfundsaktører.

Men naturligvis, som flere ordførere også har peget på, er der masser af ting, vi også kan blive bedre til i Danmark på det her område. Selv om det går den rigtige vej, hvilket en nylig evaluering peger på, så kan samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv selvfølgelig blive bedre. Flere heroppe, og det vil jeg også gøre, har peget på mere internationalisering og samarbejde imellem lande på det her område, flere samfundspartnerskaber, bedre hjemtagning af EU-midler, større tværfaglighed, større tilgængelighed for forskning osv. Det er jo også målsætninger, som i hvert fald for nogle af tingenes vedkommende i vid udstrækning har været nogle af komponenterne bag ideen om at lave Danmarks Innovationsfond for på den måde at få et forskningssystem, som så at sige kan række sine grene endnu længere ud på mange forskellige områder. Det er også et arbejde, som vi fra radikal side er spændte på at følge fremadrettet. Jeg synes, det ser rigtig lovende ud.

Derudover er vi også glade for andre tiltag, som har været taget på forskningsområdet, eksempelvis ministerens nye initiativ for frivillige retningslinjer i forhold til at skabe bedre og større forskningsintegritet, da det jo selvsagt er rigtig vigtigt for det her område.

Til sidst kunne jeg godt tænke mig at adressere en tilbagevendende uenighed, og det er faktisk ikke YDUN, for det har vi jo lige været omkring, men det er Det Frie Forskningsråd. I Radikale Venstre er det vores holdning, at det her råd bør bevares i sin nuværende form, både fordi fri forskning simpelt hen er så værdifuldt og så væsentligt for, at vores forskere kan få lov til at afprøve nyt, og sådan at vi kan talentudvikle og skabe synergi på forskningsområdet og få forskningsmæssige gennembrud, men også, fordi rådet rent faktisk lige har fået rigtig gode evalueringer. Men der er selvfølgelig også ting, som Det Frie Forskningsråd kan blive bedre til, hvilket evalueringen jo også viser. Nu har vi haft lejlighed til at snakke med Det Frie Forskningsråd på vores udvalgsmøde i dag, og bl.a. det her med at tænke i større tværfaglighed er noget, som man kan mærke på dem, synes jeg, hver gang man mødes med dem og således også i dag, altså at de er ret obs på det. Så det synes jeg også er positivt

Så til allersidst vil jeg bare gentage fra min indledning, at vi fra radikal side synes, at vi står på et godt fundament – et forskningssystem i verdensklasse med meget at byde på; med høje investeringer i forskning og innovation; med bred politisk og folkelig opbakning til det, vi står på; og så til det også at komme videre på det her område. Der er jo, som jeg nævnte i min tale, mange områder, som vi kan kigge i retning af, men generelt set er det meget positivt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Annette Vilhelmsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

I SF er vi enige med ministeren i, at Danmark skal bevare sin gode internationale position i forhold til forskning og innovativ tænkning. Specielt ser vi meget gerne Danmark som et foregangsland i anvendelsesorienteret forskning inden for de offentlige opgaver, og det vil vi meget gerne, sådan at vi kan styrke kvaliteten og få en effektiv ressourceudnyttelse i den offentlige sektor. Det er jo f.eks. inden for dagtilbud, inden for skoler, sundhed, sygdomsbehandling, socialfaglig indsats m.v.

Vi synes, det er vigtigt, at de offentlige opgaver inden for sundhed, uddannelse og det sociale område baserer sig på den nyeste viden. På den måde garanterer vi, at de konkrete opgaver varetages på den mest effektive måde. Det giver rigtig god mening for os, at erhvervsakademier, professionshøjskoler, som direkte arbejder med anvendelsesorienteret forskning og udvikling, får flere ressourcer, så de her institutioner rent faktisk kan medvirke til at forske netop på de områder, som de er specialiserede i. Strategisk forskning kan bidrage til at finde smarte løsninger på de udfordringer, vi som samfund møder.

Men det er ikke kun inden for den offentlige sektor, at vi i SF ønsker mere relevant anvendelsesorienteret forskning. I SF prioriterer vi også mere forskning inden for miljø og klima. Vandteknologi er et væsentlig område at målrette forskningen mod, sådan at vi sammen kan sikre rent drikkevand, rensning af spildevand og mindske udslippet af klimagasser i vandsektoren. Miljøet – både det nære og det fjerne – er udsat for negative påvirkninger, hvilket kræver, at vi som lokalsamfund og også som verdenssamfund handler aktivt for at ændre vores nuværende måde at omgås naturen på.

Så i SF ser vi meget gerne, at der fra statens side investeres i forskning inden for de områder, hvor vi støder på de fleste udfordringer. Men det er lige så vigtigt for det samlede forskningsniveau i Danmark, at de private forskningsmiljøer får de politiske og økonomiske rammer til at kunne foretage den frie forskning. Man har faktisk ofte set banebrydende forskningsresultater, når der ikke har været fastlagte rammer, og derfor skal både de private og de offentlige forskningsmiljøer have forudsætningerne til at kunne varetage vigtige opgaver for Danmarks position inden for nytænkning og forskning.

Et højt forskningsniveau i Danmark, som gør os i stand til at konkurrere på verdensplan med de store spillere, kræver, at ansvaret for forskning deles mellem politikere i Folketing, de offentlige og de private vidensinstitutioner og private virksomheder. Det er et samfundsmæssigt ansvar at bevare Danmarks gode innovative kompetencer.

Tak for, at vi kan have drøftelsen her i dag.

Tak til ordføreren. Og så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten, som den næste ordfører.

Jeg vil også gerne starte med sige tak til ministeren for redegørelsen. Danmark er både et videnssamfund og et produktionssamfund, og sådan skal blive ved med at være. Hvis det skal blive ved med at være sådan, kræver det, at vi fra politisk side prioriterer, at der er gode rammer for innovation, som jo både kan skabe nye arbejdspladser, ny viden og nye produktionsmetoder. Det har vi bl.a. gjort ved at lave Innovationsfonden, og med den fond har vi sikret en fælles indgang for særlig små og mellemstore virksomheder, og i Enhedslisten tror vi på, at netop den konstruktion, vi har skabt med Innovationsfonden, skaber de rammer, der er behov for.

Det er også vigtigt for mig at understrege, at vi i Enhedslisten opfatter innovation som noget, der også foregår på gulvet, populært sagt, i virksomhederne. Altså, det er ikke kun noget, der foregår på et forskerplan eller et ledelsesplan, men det er i den grad noget, der foregår på gulvet. Og det er vigtigt for os, at vi på sigt kan udvikle nogle metoder og nogle veje, der gør det nemt for medarbejdere at komme ud over rampen med deres innovationsprojekter.

Modsat så mange andre af mine kollegaer, der har været heroppe, vil jeg faktisk ikke sige noget om vækst. Jeg vil sige lidt om nærmest det modsatte eller ikkevækst. Jeg synes jo, det er afgørende, at den innovation, som bliver udviklet i Danmark, baserer sig på, hvordan vi kan have en god produktion, uden at vi ødelægger vores planet, altså uden at vi bare vækster derudad og dermed forurener rigtig meget og smadrer hele økosystemer. Det er noget af den innovation, som vi tror rigtig meget på i Enhedslisten.

Det er vigtigt for mig at sige, at ideer ikke er noget, vi bare kan bestille herinde på Christiansborg, selv om jeg lige har stået og sagt, at jeg synes, det er vigtigt med det, der tager hensyn til vores miljø og klima. Det er ikke noget, vi bare kan bestille herinde på Christiansborg. Ideer er jo noget, som opstår alle steder, og de opstår i den grad i forskningsmiljøerne. Derfor er vi i Enhedslisten rigtig glade for, og flere har også været inde på det, at vi i finansloven har fundet en stor bevilling til Grundforskningsfonden, og at vi også har fundet penge til, at Det Frie Forskningsråd kan bevare og fastholde deres bevilling.

For Grundforskningsfonden og Det Frie Forskningsråd er netop dem, der giver plads til, at ideer og forskning kan blomstre og blive til virkelighed. Det er meget afgørende, at det ikke kun er den forskning, som vi kan se resultatet af i morgen eller i overmorgen eller om et år, som kan få lov til at blive udviklet, og som kan blive en del af store projekter, men at det også er den forskning, som er baseret på noget meget længere ude i fremtiden. Og der skal også være plads til, at forskningen kan gå galt, altså plads til, at man kan møde en lukket dør, var jeg lige ved at sige, altså at man ikke kan komme videre med sine forskningsprojekter, fordi man ikke kan skabe de resultater, der skal til. Det giver jo netop Grundforskningsfonden plads til.

For os i Enhedslisten er det meget afgørende, at der er fri forskning, og med fri forskning mener jeg forskning, der ikke er politisk bestillingsarbejde, forskning, der ikke er bestilt og betalt af erhvervslivet, for viden er som bekendt magt. Derfor er det så vigtigt, at der ikke kan sås tvivl om forskningsresultaterne i den forskning, som vi laver i Danmark, og om, hvem der har bestilt dem. Derfor mener vi i Enhedslisten, at Det Frie Forskningsråd spiller en meget vigtig rolle i vores forskningsstruktur, og vi mener, at Det Frie Forskningsråd burde få flerårige bevillinger, fordi det ville skabe sikkerhed i deres økonomi og sikkerhed om den forskning, som udspringer af Det Frie Forskningsråd.

Det undrer os, at så mange andre dele af vores forskningssystem – og sådan set også universitetsverdenen – har flerårige bevillinger, men at Det Frie Forskningsråd ikke har, og at det er noget, vi ender med at sidde og forhandle om inden for forskningsreserven år efter år. Det mener vi ikke skaber de bedste vilkår for den frie forskning.

Så kan man jo nævne, og flere ordførere har nævnt det, at det går godt med forskningen i Danmark, og at vi er oppe på beatet, altså at vi ligger i top. Det er jeg sådan set enig i. Men jeg er ikke enig i, at det går så godt, som vi godt kunne tænke os, for vi halter stort bagefter, når det kommer til ligestilling i forskning. Vi har diskuteret det lidt i dag, men jeg vil bare lige nævne et tal her. Hvis man måler på andelen af kvindelige professorer, ligger Danmark på en 17. plads. Det er altså ikke i top.

Til gengæld er det sådan i Danmark, at der er næsten lige så mange mænd som kvinder, der vælger at skrive ph.d.-afhandling. Det vidner jo om, at kvinderne ikke kommer det sidste stykke op ad stigen eller ud ad rampen, eller hvad for en formulering vi nu vil bruge. Det kan enten være på grund af de netværk og den kultur, der er i den akademiske verden, eller det kan være, fordi kvinderne mangler kvindelige rollemodeller og mentorer, som kan puffe dem i den rigtige retning. Jeg tror ikke på, at ligestilling kommer af, at vi bare opfordrer til, at det skal komme. Jeg tror ikke, at det kommer af ikke at gøre noget, og derfor er vi i Enhedslisten rigtig tilfredse med, at vi i en bred aftale sidste år blev enige om YDUN-programmet. Jeg tror sådan set heller ikke, at ligestilling kommer af enkelte programmer; jeg tror, der skal mere til.

Der kunne jeg rigtig godt tænke mig at vi på et tidspunkt i den her kreds diskuterede, hvad mere vi kunne gøre for at sikre ligestilling i forskningsverdenen. Vi har nogle forskellige ideer i Enhedslisten. Det kunne være, at man kunne oprette et dialogforum blandt forskningsrådene, som kunne rådgive ministeren og os folketingspolitikere om, hvordan vi sikrer flere kvindelige forskere. De er langt foran på området i Norge, og jeg synes, vi med fordel kunne kigge den vej.

Samtidig synes jeg, det er oplagt, at vi, når vi har den her debat om forskning og innovation, sætter gang i en debat om professionshøjskolernes rolle i det her. På den ene side forventer vi, at professionshøjskolerne samarbejder med universiteterne, men på den anden side forventer vi ikke det samme af universiteterne. Det skaber jo en ubalance, som jeg synes der er behov for at vi diskuterer for at opnå de bedst mulige forskningsmiljøer og videncentre.

Jeg er meget optaget af mere praksisforskning, men jeg mener ikke, at professionshøjskolerne skal blive små universiteter. Jeg mener heller ikke, at professionshøjskolernes uddannelser skal ligne universitetsuddannelser – jeg mener, de skal være praksisnære, som de er i dag – men jeg synes, det ville være meget relevant nu at diskutere, hvad for en rolle professionshøjskolerne skal spille i alt det her. De fik en ny lovgivning i 2007, og man har ikke rykket ved den lovgivning siden. Man har faktisk ikke engang evalueret den. Det mener jeg man burde gøre, så vi kan få en ordentlig debat om, hvad professionshøjskolernes rolle er i det her. Lige nu er de sådan lidt et sted midtimellem: Vi forventer både, at de leverer noget viden, men de har ikke mulighed for forskning, og vi forventer, at de samarbejder med universiteterne, men vi har ikke de samme forventninger til universiteterne. Så jeg synes, det ville være oplagt, at vi tog hul på en revision af den lovgivning.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det efter Enhedslistens opfattelse er sådan – og det gælder både for innovation og for forskning – at der skal være frihed for dem, der arbejder med det, og at det er vores opgave som politikere at sikre de bedst mulige rammer for det. Det er ligesom den rettesnor, som jeg håber at vi fremadrettet kan arbejde ud fra her i Folketinget. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance.

Tak for det. Det er jo en redegørelse fra ministeren, vi diskuterer her i dag, og der er sådan set grund til at takke ministeren for en redegørelse på dette område. Det er jo en af grundsøjlerne i et samfund som vores, der både er rigt på velstand og ånd, og derfor ønsker vi i Liberal Alliance at styrke forskningen generelt og den frie forskning i særdeleshed. Og det mener vi bl.a. sikres, ved at basismidlerne til den frie forskning på universiteterne øges i de kommende år. Vi bruger mange penge i den offentlige sektor – man kunne måske endda i vores optik godt finde nogle, der er givet dårligt ud, så vi kunne egentlig ganske enkelt bruge nogle af ressourcerne bedre ved at lægge dem i forskning.

Liberal Alliance har ad flere omgange forhandlet med regeringen om forskningsmidlerne, og for os har det været vigtigt, at de enheder, der tildeler midler, eksempelvis Innovationsfonden, er så uafhængige og professionelle og gennemsigtige som muligt. Vi ønsker ikke, at midlerne bare gives til emner, der er på mode, eller gives til Tordenskjolds soldater, hvilket jo let kan ske i et land, der er så lille som Danmark, hvor alle i de miljøer kender hinanden. Derfor har vi også været særlig opmærksomme på procedurerne og prøvet at få en international dimension ind i bedømmelsen af projekter. Vi skal vælge de dygtigste og mest lovende projekter hver gang, det tjener os nemlig bedst.

Vi synes generelt, der har været en positiv ånd i forhandlingerne om forskning; alle partier har ligesom været klar over vigtigheden. Og så er det her, jeg godt vil give Dansk Folkepartis ordfører ret i, at der har været en enkelt sten i skoen, da man på tværs af partierne valgte at tildele midler til kvindelige forskere direkte gennem YDUN-puljen. Vi er nemlig modstandere af, at man giver det ene køn fordele frem for det andet. Ønsker man på det enkelte universitet at tiltrække flere kvindelige talenter, kan man jo eksempelvis gøre det ved at undersøge, hvorfor de ikke søger de stillinger, man håber de søger. Og vi mener altså ikke, at løsningen er at lave forskelsbehandling, sådan som vi mener det er sket.

Vi ønsker som sagt, at man skal tænke langsigtet med hensyn til forskning i Danmark, så vi ikke hopper fra tue til tue. Det er vigtigt, at man kan planlægge de miljøer, hvor den gode forskning kan gro, og samtidig er det vigtigt, at vi skaber så gunstige forhold som muligt, for at vi kan arbejde internationalt, og for at offentlige forskningspenge kan spille sammen med de private midler.

Så er det jo sådan set lidt en stor dag i dag, for jeg vil gerne give Enhedslistens ordfører ret i en del af hendes ordførerindlæg. Ja, det sker ikke hver dag, det kan jeg love, men i dag giver jeg hende ret i den del af det, der gik på, at det faktisk er vigtigt, at den forskning, vi ofrer så mange ressourcer og kræfter på, har sigte mod og kan omsættes til praksis, altså at facit i sidste ende – og det er det, man skal sigte mod – er, at det faktisk skaber flere arbejdspladser i Danmark og dermed basis for at skabe mere velstand; så det ikke bliver forskning for forskningens skyld, eller fine, luftige projekter, der skal måles på andre parametre, men at man virkelig har øje for, at det når ud til de mennesker, der er på gulvet, og at det er den vej, vi udvikler det i. Så den del er vi helt enige i, måske fra den ene side af salen til den anden. Dermed vil jeg sige tak for ordet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Per Stig Møller, Det Konservative Folkeparti.

Det er jo en ganske velkendt banalitet, at Danmarks råstof er danskernes hjerner. Derfor er den bedst mulige undervisning fra folkeskolen til de højeste universitetsuddannelser altafgørende for vores fremtid, hvortil naturligvis kommer den bedst mulige forskeruddannelse. Vi skal forske og innovere stadig mere og bedre. For det bestræber alle andre lande sig jo også på. Det er ikke bare noget, vi har opfundet. Skal vores velfærdssamfund overleve i fremtidens konkurrence, nytter det altså ikke, at vi importerer alle de andres ideer og løsninger uden selv at eksportere.

Derfor er det vigtigt, at der drives såvel offentlig som privat forskning og udvikling i virksomhedsregi. Derfor er det væsentligt, at virksomhederne har de bedst mulige rammebetingelser og har et overskud, som gør det muligt for dem at investere i forskning og innovation. For forskning og innovation betaler sig altså ikke fra dag et. Virksomhederne skal så at sige have fedt på kroppen for at stå distancen.

Det ved de, og de gør noget ved det. Det viser tallene. Som hr. Bertel Haarder nævnte i sit indlæg, og vi kan godt gentage det her: Fra 1997 til 2014 er de private investeringer steget fra 1,18 pct. af BNP til 2,03 pct., mens det offentliges investeringer er steget fra 0,75 pct. til 1,11 pct. Dette afspejler sig også i, hvor mange forskere der er ansat i det private og det offentlige. Det er ikke sådan, at forskerne fortrinsvis er ansat i det offentlige. Nej, der er 25.000 forskere i den private sektor, mens der er lidt under 16.000 i den offentlige sektor.

Det betyder alt sammen, at Danmark i dag bruger mere end 3 pct. af vores BNP til forskning, udvikling og innovation mod knap 2 pct. i 1997. Jeg husker også ligesom hr. Bertel Haarder, hvor svært det var i begyndelsen at få øget forskningsbudgetterne. Jeg startede faktisk herinde for 30 år siden med at være forskningsordfører, og da var det en kamp overhovedet at komme op over 1 pct.

Vi er i gang med den rigtige udvikling, som VK-regeringen satte skub i, og som videreføres af den nuværende regering. At Danmark kan stå sig internationalt viser vore forskeres høje internationale placering på alle parametre. Vi har jo netop set et historisk eksempel på, hvor god dansk forskning er, da europæisk rumforskning landsatte et fartøj på en komet med afgørende udstyr fra den danske virksomhed Terma. Det virkede, hvorimod de tyske harpuner svigtede. Denne fornemme rumforskningspræstation viser, at de danske virksomheder udvikler og skaber løsninger inden for de allervanskeligste områder.

Det viser også, at grundforskning er al forsknings moder. Uden den kommer der ikke avanceret ny forskning. Derfor kan man stille det spørgsmål, om ikke de 430 mio. kr., der er afsat til grundforskning, er lidt vel beskedent, når det offentliges samlede forskningsbudget er på 21 mia. kr. Danmarks Grundforskningsfond, som vi jo har talt så smukt om i dag, er evalueret til at være en stor succes, hvorfor vi i fællesskab har afsat 3 mia. kr., så fonden kan fortsætte til 2036. Men det er et langt spand af år, det skal fordeles over, og derfor kunne jeg godt tænke mig, at man afsatte noget mere, for uden stærk grundforskning kommer der ikke avanceret forskning.

Den danske eksport kommer fra vore virksomheder, og deres gevinster ligger i høj grad i fornyelsen og opfindelsen. Det er klart, at det er vores store virksomheder, der har de bredeste skuldre. Over 70 pct. af de private investeringer foretages af dem, hvoraf lægemiddelindustrien vejer tungest til. De små og mellemstore virksomheder står således for 30 pct. af investeringerne, men denne andel bør vokse, og derfor bør deres muligheder for at investere i forskning og udvikling forbedres. De nye ideer og produkter kommer ikke nødvendigvis fra de største. Det tror jeg også Socialdemokratiets ordfører var inde på. Hvor var f.eks. Terma, før Terma blev Terma? Vi er rede til at se nærmere herpå i forbindelse med evalueringen af effektiviteten i teknologioverførsel, kommercialisering og videnssamarbejde mellem erhvervslivet og vidensinstitutionerne, ligesom vi også er rede til en konstruktiv drøftelse af evalueringen af Det Frie Forskningsråd.

Skal Danmark klare sig i fremtiden, er dette område altså afgørende. Derfor kan vi heller ikke være helt så glade som regeringen. Det er jeg ked af, men vi kan ikke være helt så glade som regeringen for, at Danmark er på en tiendeplads blandt OECD-landene, hvad angår de innovative virksomheders andel af dansk erhvervsliv. Hvis målsætningen er, som ministeren skriver i redegørelsen, og som vi er enige om, at vi skal være blandt de bedste til at skabe, forstå og omsætte ny viden, skal vi jo højere op end en tiendeplads i OECD-indekset.

Når vi nu taler om at skabe, forstå og omsætte ny viden, skal vi lige huske på, at humaniora og humanistisk forskning faktisk er forudsætningen for at forstå. At forstå fortiden og udstikke fremtiden er humanistiske discipliner. Hvor kommer vi fra, hvad er vi havnet i, hvor går vi hen, eller hvor vil vi hen, og får vi nu også sjælen med? Det er humanistiske spørgsmål. Det giver teknologien tekniske svar på, men værdierne, som vi bygger vores samfund på og vælger ud fra, kommer fra humaniora. Det er der en tendens til at overse, hvilket vi sidst har set i ministerens såkaldte dimensioneringsplan. Dimensionering er for resten et nyt ord, som Orwell ville have elsket. Det betyder nedskæring. Nedskæring vil ministeren især lade gå ud over de humanistiske fag og områder, men det er jo ikke dagens emne, så den debat tager vi en anden god gang.

Denne gang drejer det sig om at styrke dansk forskning og innovation, hvilket vi helhjertet tilsiger vores støtte.

Tak til ordføreren. Så er det uddannelses- og forskningsministeren.

Tak for det, og tak for debatten. Redegørelsen, som vi debatterer, tegner sådan et samlet billede af forsknings- og innovationsområdet. Som tidligere ordførere også har understreget, er den jo en følge af aftalen om Danmarks Innovationsfond, som blev indgået i efteråret 2013. Aftalen om Danmarks Innovationsfond er, som det også er blevet fremlagt af flere ordførere, baseret på en helt bred politisk konsensus, og jeg vil såmænd også gerne følge op med ros til den tidligere regering for netop i opgangstider at prioritere betydelige midler fra Globaliseringsfonden – globaliseringsmidlerne – til dansk forskning. Der er ingen tvivl om, at det gav et boost, som jo er blevet fulgt op og holdt fast, også i nogle tider, der siden hen er blevet langt, langt sværere.

Den aftale, den forståelse, den opbakning, som vi bredt politisk har, er jeg rigtig glad for i forhold til netop at bakke op om det fokus på den investering i forsknings- og innovationspolitikken, som jo helt generelt og bredt er kendetegnet ved brede forlig. Det vidner, synes jeg, om den her brede politiske enighed, som vi også har udtrykt her, og selv om debatten nogle gange har bevæget sig ud ad nogle små sideveje, finder jeg faktisk ikke anledning til at ønske at gøre det mere kontroversielt. Det er min klare opfattelse, at vi her virkelig også deler et oprigtigt ønske om en prioritering af dansk forskning og innovation. Det er vigtigt; det giver også danske forskere den nødvendige ro, som der er behov for, for at de kan fokusere netop på det vigtigste, nemlig at bedrive forskning og udvikling på det allerhøjeste niveau. Det er til gavn for forskningen, og det er ikke mindst til gavn for Danmark. Og den holdning og den brede opbakning, som vi giver udtryk for her i dag, deles også af befolkningen.

Ni ud af ti danskere mener faktisk, at forskning og ny teknologi har afgørende betydning, når det drejer sig om at løse fremtidens udfordringer i Danmark. Samtidig mener tre fjerdedele af danskerne – og det er fra en Gallupundersøgelse – at forskningen har helt afgørende eller stor betydning for at skabe økonomisk vækst i Danmark. At der er den opbakning fra befolkningen så bredt, er jo afgørende for, at vi kan prioritere, som vi gør, at vi kan øge de offentlige investeringer i forskningen år efter år. For på den måde er det lykkedes os at udvikle og opbygge et forskningssystem i verdensklasse, der også er kendetegnet ved det, som flere ordførere har været inde på, nemlig den gode balance, der er mellem fri og strategisk forskning, mellem basismidler, 1-årige midler, 3-årige basisbevillinger, der giver stabilitet, og de 10-årige bevillinger i Danmarks Grundforskningsfond, som også er så anerkendt.

Jeg vil ikke gennemgå selve redegørelsen i detaljer, men som det fremgår, og som flere også har været inde på, går det generelt godt med dansk forskning og innovation; det er en dansk styrkeposition. Vi klarer os godt i internationale sammenligninger, danske forskere er meget produktive. Danmark er i toptre, hvis man ser på antallet af publikationer i forhold til indbyggertal. Samtidig er danske forskere blandt de mest citerede; vi ligger nr. 3 i forhold til citationer pr. publikation, som jo er et af de mål, forskere har internationalt. Vi klarer os også godt på innovationsområdet. Danmark er nr. 2 efter Sverige på EU's Innovation Union Scoreboard, som det hedder – det er sådan en opgørelse, som sammenligner EU-landenes innovationsevne – det var vi i år, i 2014. Det er jo resultater, som vi kun har opnået, som følge af at vi under skiftende regeringer har gjort en målrettet og vedvarende indsats.

I 1997 investerede den offentlige sektor – det var en tidligere ordfører måske også inde på – hvad der svarer til 0,75 pct. af BNP i forskning og innovation, og i år er det 1,11 pct. af BNP, som vi investerer. Det er altså over 21 mia. kr., som den offentlige sektor investerer i forskning og udvikling i 2014.

En ting er selvfølgelig de offentlige investeringer, som flere også har været inde på, men succesen er jo båret af de mange, mange dygtige mennesker, som arbejder med forskning og udvikling, både i de offentlige forsknings- og uddannelsesinstitutioner og i virksomhederne. Vores – regeringens – forsknings- og innovationspolitik hviler jo på, at alle de mennesker, alle de forskellige aktører, der er på området, tager ansvar og udmønter politikken.

Som det fremgår af redegørelsen, spænder forsknings- og innovationspolitikken jo rigtig bredt – den handler om at skabe de bedste forudsætninger, de bedste rammer, for forskning, udvikling og innovation i Danmark. Der er fire hovedformål, som jeg lige vil ridse op i forhold til vores forsknings- og innovationspolitik.

For det første ønsker vi at opbygge og vedligeholde et meget stærkt forskningsfundament. Det sker jo gennem uddannelse af ph.d.'er og postdocs, gennem støtte til de dygtigste forskere og ved at investere i en udbygning af forskningsinfrastrukturen. For på den måde sikrer vi også et stærkt udgangspunkt for de danske forskningsmiljøer, for uddannelsen, for de tværfaglige samarbejder og for videnudvekslingen.

For det andet vil vi investere i løfterige strategiske forskningsområder, områder, hvor danske virksomheder har et markant vækstpotentiale. Samtidig sikrer det, at investeringerne bidrager til løsningen af nogle af de væsentligste samfundsudfordringer, det gælder f.eks. inden for energi, klima og sundhed.

For det tredje mener vi – og det er en prioritet – at samarbejde styrker resultaterne. Og derfor skal vi sikre videnbaseret vækst, hvor et øget samarbejde mellem videninstitutioner og danske virksomheder har meget høj prioritet. Den videnoverførsel, der sker dér, er vigtig.

For det fjerde vil vi styrke det internationale samarbejde – det er afgørende for forskningen. Vi skal sikre, at danske videninstitutioner og virksomheder har adgang til den nyeste viden globalt, altså ikke kun den viden, vi producerer i Danmark, men helt globalt.

Hvad er der så sket i 2014, altså i det år, som vi snart eller i hvert fald om ikke så længe forlader? Den største reform af forsknings- og innovationssystemet er gennemført med Danmarks Innovationsfond. Etableringen af fonden har bidraget til at skabe et mere enkelt og et mere sammenhængende forsknings- og innovationssystem. Fonden skal jo investere i forskning, i teknologiudvikling og i innovation, som tager udgangspunkt i samfundets og i virksomhedernes udfordringer og behov. I 2015 vil fonden udmønte i omegnen af 1,6 mia. kr.

Fonden blev oprettet den 1. april og har i løbet af bare de seneste 2 måneder formået at skyde de første tre samfundspartnerskaber i gang. Fælles for de samfundspartnerskaber er jo, at de vender udfordringer til muligheder – det er målet med det – om det så handler om at teste nye lovende lægemidler på f.eks. uhelbredelige kræftpatienter, som ellers er opgivet af normal behandling, eller at udvikle nye miljøvenlige teknologier og løsninger til søfarten, noget, der også bliver set efter internationalt.

Innovationsfonden er generelt kommet godt i gang. Faktisk færdiggør Innovationsfonden netop i disse dage sin strategi og har også været ude at præsentere den offentligt flere steder, altså i forhold til, hvordan fonden så i praksis vil investere i at opdyrke og omsætte ideer og viden og teknologi til værdi for Danmark. Det er også en strategi, som i øvrigt indtænker – ad spørgsmålet fra Dansk Folkepartis ordfører – et tæt samarbejde, en tæt koordination med UDP'erne, og jeg glæder mig til at følge det videre arbejde i fonden.

2014 var jo også startskuddet til det nye og største – kan man rolig sige – forskningsinfrastrukturprojekt i nyere tid, som har været undervejs vældig længe, og som flere ordførere også har været inde på. I starten af september var jeg sammen med min daværende svenske ministerkollega i Lund for at tage det første spadestik til det, der netop bliver European Spallation Source, ESS, der bliver til noget, som jeg tror man kan kalde for verdens største, kraftigste mikroskop – Venstres ordfører forsøgte at sige det meget forenklet, hvilket kan være svært – det bliver adskillige hundrede meter langt, når det står færdigt i 2019. Det kommer til at koste 1,9 mia. euro, altså næsten 14 mia. danske kroner. Det er rigtig, rigtig mange penge.

Der var ikke noget land, der kunne have etableret og finansieret en sådan forskningsinfrastruktur alene, og sådan gælder det altså i dag for rigtig mange forskningsfaciliteter og forskningsprojekter. Og det viser bare igen vigtigheden af – den helt afgørende vigtighed af – det at kunne samarbejde på tværs af grænser og at have et tæt koordineret samarbejde i EU-landene, som jo er de lande, der er med til at finansiere det her, også centralt fra EU-hold.

I løbet af 2014 er der også blevet udarbejdet det her sæt af frivillige retningslinjer, et code of conduct, for forskningsintegritet. Det er et kodeks, som jeg er rigtig glad for at både universiteterne og de forskningsfinansierende fonde har bidraget til, og som jeg er allermest glad for at alle nu har tilkendegivet at de vil tilslutte sig. Det kodeks giver konkrete anvisninger på, hvordan god videnskabelig praksis sikres for de forskellige aktører i forskningsprocessen. Der er ingen tvivl om, at integritet i dansk forskning øger forskningens troværdighed. Det bidrager til og er enormt vigtigt for, at vi kan fastholde vores internationale position som en stærk vidennation, som er anerkendt på det her område. Udgangspunktet er, at der ikke må være tvivl om, at forskningen udføres under iagttagelse af høje standarder for god videnskabelig praksis.

For at gøre forskningen endnu mere tilgængelig, også for samfundet, har jeg og regeringen i år også offentliggjort en strategi for Open Access, åben adgang, hvilket skete i juni. Visionen her er, at der fra 2022 og fremefter skal være fri og gratis adgang for alle til videnskabelige publikationer fra offentlige forskningsinstitutioner og fra private fonde. Konkret har Open Access klare fordele for forskerne, for hvis man får den her åbne adgang, kan man jo hurtigere og nemmere lade sig inspirere af andre forskeres arbejde og opdatere sig med den nyeste viden. Men Open Access er også afgørende for, at den viden, som forskningen jo genererer, kommer i anvendelse i samfundet, også helt bredt. F.eks. får lærere, praktiserende læger og andre nem og gratis adgang til værdifuld viden, som de så forhåbentlig kan omsætte til bedre undervisning, til bedre behandling af patienter. Også virksomhederne kan jo så nemt og kvit og frit finde de forskningsresultater, som de skal bruge til udvikling af nye produkter og nye services. For at implementere og udvikle den ret ambitiøse strategi har jeg nedsat en national styregruppe for Open Access. Det her er jo også et arbejde, der foregår på europæisk niveau, der er adskillige lande, som også er meget optaget af det her, og som vi henter inspiration fra og arbejder sammen med, og jeg forventer, at styregruppen i starten af næste år, 2015, vil præsentere konkrete initiativer, der kan fremme Open Access i Danmark.

Så er der flere ordførere, der har været inde på YDUN. Der blev som en del af aftalen om forskningsreserven fra 2014 også afsat midler til YDUN-initiativet, et initiativ, der skal styrke kvinders deltagelse i forskningen på allerhøjeste niveau. Jeg har hørt de mange forskellige indlæg i den her debat, og jeg er også helt klar over, at det er en debat, der også er pågået, før jeg satte mig i ministerstolen, men set fra mit synspunkt kan der ikke være tvivl om, at der er behov for at gøre noget, fordi Danmark er så langt efter det øvrige Europa – kun 17 pct. af de danske professorer er kvinder. Det mener jeg faktisk er en skandaløst dårlig udnyttelse af den talentmasse, vi har. En udnyttelse af talentmassen og det at få alle talenter i spil er et emne, der ligger mig på sinde at få gjort noget ved. Og vi skal motivere flere kvinder til at komme op ad forskerstigen. Det handler ikke om at gå på kompromis med kvaliteten, det handler for mig alene om at få alle talenter i spil og udnytte det fulde potentiale, og det er det, der er formålet med YDUN-initiativet. Stort set lige mange kvinder og mænd får en forskeruddannelse, men de unge kvinder falder fra, når der skal konkurreres om at lede og igangsætte nye projekter.

De melder sig ikke i konkurrencen, og derfor var YDUN-initiativet en direkte invitation til kvinderne om at melde sig i konkurrencen. Og det virker med en direkte invitation: Over 500 ansøgere konkurrerede om de kun 17 bevillinger, og det betyder jo også, at det kun var de allerallerbedste, der kom gennem nåleøjet. Men det, som er opløftende, er, at vi allerede nu kan se, at mange af dem, der ikke fik en YDUN-bevilling, så nu har fået blod på tanden, for arbejdet er lavet, og de er nu på banen i en række andre sammenhænge. Så virkningen af YDUN rækker ud i fremtiden.

I 2014 har vi også fået taget temperaturen på henholdsvis Det Frie Forskningsråd – som flere ordførere var inde på – og på universiteternes samarbejde med erhvervslivet, og her er der bare kort nogle nedslag fra de evalueringer.

Evalueringen af Det Frie Forskningsråd viser jo, at rådet styrker dansk forskning. Det bidrager til, at dansk forskning netop hører til i den absolutte verdenselite, og derfor anbefaler det her internationale evalueringspanel også, at Det Frie Forskningsråd bevares som et selvstændigt forskningsråd, og det er jeg helt enig i. Selvfølgelig er der ting, der skal arbejdes videre med. Bl.a. påpeger evalueringspanelet, at rådet kan blive bedre til at arbejde med tværfaglig forskning, og at der, som jeg lige har været inde på, også er behov for flere kvinder i dansk forskning. Den anbefaling og de øvrige anbefalinger glæder jeg mig til at drøfte; det har jeg faktisk gjort i dag med bestyrelsen for Det Frie Forskningsråd.

Også evalueringen af universiteternes samarbejde med erhvervslivet tegner faktisk et ret positivt billede – et billede, der måske gør lidt op med nogle af myterne på området. For der er i de seneste 10-15 år sket en betydelig stigning i videnudvekslingen. Universiteterne har åbnet sig mod erhvervslivet. De organisatoriske og lovgivningsmæssige rammer er på plads, og ledelserne på universiteterne har i alt fald meget fokus på samarbejde med omverdenen. Rigtig mange danske universitetsforskere samarbejder med private virksomheder – det kan vi se af redegørelsen – og det samarbejde er jo selvfølgelig ikke kun en fordel for virksomhederne. Forskerne gør det da heldigvis også for deres egen skyld, og gennem det samarbejde får de inspiration udefra til forskningen og undervisningen.

Så nej: Danske forskere oplever ikke erhvervssamarbejde som et overgreb på deres forskningsfrihed – den myte har måske været noget til stede. Og nej: Universiteterne i Danmark er faktisk ikke tungere at danse med for erhvervslivet end andre steder i verden.

Jeg vil blot til sidst her sige, at forskningen også var på dagsordenen – og i den grad, for det var det eneste, det handlede om – da jeg tidligere på måneden var vært for det første forskningsmøde som en del af en ny og, håber jeg da, årlig tradition. En del af jer var til stede, da vi i et døgn var samlet for netop at debattere fremtiden for dansk forskning. Det var utrolig spændende og givtigt, og det gav også god inspiration til det videre forskningspolitiske arbejde. Så det glæder jeg mig til, og jeg håber, det kan blive opretholdt, uanset hvem der sidder i stolen.

Så afslutningsvis vil jeg sige, at vi har et godt udgangspunkt, men der er, som flere ordførere har været inde på, selvfølgelig altid plads til forbedringer. Vi må ikke hvile på laurbærrene, og derfor er jeg også glad for debatten i dag og de forskellige bidrag. Det viser, synes jeg, at vi er enige om, at det er vigtigt at skabe gode rammer for forskning og innovation i Danmark og fortsætte med den linje, som nu har været lagt i en årrække, som gør, at vi kan prioritere forskning og innovation så højt, som vi gør. Tak for det.

Tak til ministeren. Der er en spørger. Fru Annette Vilhelmsen, værsgo.

Tak for det. Og tak for redegørelsen fra ministeren, nu også her mundtligt. Man skal selvfølgelig altid lede efter det, der ikke bliver sagt, eller det, der ikke er skrevet. I forhold til det dokument, vi har fået, er der på side 4 om de primære offentlige forsknings- og uddannelsesinstitutioner specifikt ikke nævnt forskning ved professionshøjskoler og erhvervsakademier og de maritime uddannelsesinstitutioner. Jeg hører heller ikke ministeren nævne det i sin gennemgang, så derfor vil jeg spørge, om ministeren vil arbejde for, at institutioner som erhvervsakademier og professionshøjskoler, som jo direkte er dem, der arbejder med anvendelsesorienteret forskning og udvikling, i højere grad får ressourcer, som sætter dem i stand til at løfte denne opgave, som også har med forskning at gøre.

Tak. Ministeren.

Tak. Grunden til, at de ikke er med, er jo, at den her redegørelse udspringer af aftale om Danmarks Innovationsfond og det arbejde, der pågår i forbindelse med forskning og innovation knyttet dertil. Jeg synes jo, det er ordføreren forhåbentlig bekendt med, at forsknings- og evidensmidlerne, som vi netop har afsat i forskningsreserven igen i år til de maritime uddannelser for første gang og til professionshøjskolerne, er virkelig vigtige. Det er bestemt ikke et udtryk for en lavere prioritering, blot for, hvordan den her redegørelse indgår i aftalen.

Fru Annette Vilhelmsen.

Ja, for så har ministeren jo en rigtig god mulighed for det, hvis ikke det står i forbindelse med innovation, hvad jeg nu ikke forstår, for innovation handler selvfølgelig også om hele vores sundhedsområde og plejeområdet osv. Det er jo der, vi står rigtig stærkt. Så jeg køber ikke helt argumentet, men dejligt, hvis der kan ske noget fremadrettet. Derfor vil jeg gerne spørge ministeren, om ministeren vil være med til at bruge udviklingskontrakterne, som nu skal indgås med alle uddannelsesinstitutioner, om ministeren vil være med til at forpligte til et samarbejde på tværs af institutionstyper om lige præcis forsknings- og udviklingsarbejder. Så er muligheden der jo nu.

Tak. Ministeren.

Lige præcis udviklingskontrakterne fra 2015 til 2017 sidder vi og forhandler nu, og et af de mål, som til dels videreføres, og som faktisk udvikles i udviklingskontrakterne, der jo er de samme mål for alle videregående uddannelsesinstitutioner – dem, jeg fastsætter, til gengæld fastsætter de selv en række mål, som de selv har valgt – indgår sammenhæng. Det indgik også i den forrige udviklingskontrakt, sammenhæng mellem uddannelsesinstitutionerne, men også en pligt til sam arbejde , og det vil sige, det også gælder samarbejde den anden vej – for jeg mener, at ordføreren tidligere sagde samarbejde fra professionshøjskolerne til universiteterne – i og med at pligten og det pligtige mål gælder for alle videregående uddannelsesinstitutioner. Og det er med meget velberåd hu, at vi har tilføjet samarbejde, fordi det netop er nødvendigt, at uddannelsesinstitutionerne samarbejder også om forskning.

Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Når ministeren nu selv bringer YDUN på banen atter en gang og siger, at det handlede om en direkte opfordring til kvinderne om at søge de her midler, så undrer det mig bare, at man så ikke gør det, nemlig direkte opfordrer kvinderne til at søge i stedet for at blande det sammen med selve bevillingen og selve vurderingen af, hvilke forskningsprojekter der skal have midler, altså at lægge en vægtning på det kvindelige ind der. Hvordan kan det være, at man ikke kan klare det her problem ved at sikre en opfordring direkte til de her kvinder, som er derude i stort tal og er vældig dygtige? Hvis man opfordrer dem til at søge, vil de så ikke bare søge?

Ministeren.

Jeg opfordrer gerne: Flere kvinder, søg flere forskningsmidler! Det er hermed sagt og gjort. Det var nok ikke nok. Vi har i hvert fald ventet længe, og der er, som jeg redegjorde for, nogenlunde lige så mange kvindelige ph.d.-studerende, nogenlunde lige så mange kvindelige og mandlige forskere på et lavere niveau, men vi mangler kvindelige forskningsledere. For talentet er der, og vi skal have udnyttet alle talenter.

Som det er ordføreren udmærket bekendt, er YDUN jo en opfordring, men ikke en udelukkelse af mænd, som også har søgt. Det gælder blot om, at det er de dygtigste, der her får midlerne. Men det er åbenlyst klart, og det er jo det, der er søgt dispensation til, at hvis der er to lige dygtige ansøgere, så er det kvinden, der skal have bevillingen i den her sammenhæng. Det her er hele formålet med puljen, og det ser ud til at virke, ligesom det virkede med det forrige program, og vi har i dag fået kvindelige topforskere ud af det.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at de kvindelige topforskere, som kom ud af tidligere projekter, var blevet topforskere uanset hvad. Jeg synes, det store problem jo er, når ministeren også nu selv erkender, at der er brug for en dispensation for at kunne lave det her. Derfor mener jeg, at det her er direkte kompromitterende for Det Frie Forskningsråd, altså at man har den her slags programmer i stedet for at klare det på anden vis. Er ministeren ikke enig i, at det er problematisk, når man begynder at blande kønsdimensionen ind i bevillingen af forskningsmidler i en konkret ansøgning?

Ministeren.

Det mener jeg netop ikke det er, for excellence uanset hvad skal komme først. Der er ikke nogen her, der kan få en bevilling, hvis man ikke er dygtig nok, og det er det, der er hele målet med programmet, altså at få flere kvinder til at søge. Det er nu lykkedes. Det er jo en mindre bevilling. Der er 17, der har fået, men der var 500, der søgte, som nu forhåbentlig vil søge ud – det ser det også ud til – i andre forskningsprogrammer, og derfor får vi flere talenter i spil.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.