Tak.
Og tak for formandens fleksibilitet.
Allerførst vil jeg sige, at det jo allerede har været en fin eftermiddag, og det viser bare, at det er godt, at vi har den årlige redegørelse om situationen i rigsfællesskabet, så vi kan få trukket frem, at vi rent faktisk laver en masse gode ting sammen, som det fremgår af statsministerens skriftlige og mundtlige redegørelse.
Rigsfællesskabet er jo på mange måder en ret enestående konstruktion.
Der er vist ikke så mange andre, måske slet ikke nogen, forhenværende kolonimagter, der i deres lovgivning har indskrevet en ret til de tidligere kolonier til at rive sig løs den dag, de ønsker det.
Så ligger der selvfølgelig det i det, at vi også overlader til de mennesker at afgøre, om de vil benytte sig af den ret, og hvornår de i givet fald ønsker det.
Det ændrer ikke på, at vi alle sammen er glade for rigsfællesskabet, som det er blevet bekræftet her i dag.
Og det vil det såmænd også blive af de følgende talere; det er jeg helt sikker på.
Men som fru Annette Vilhelmsen var inde på, er det vigtigt, at det er et ligeværdigt fællesskab, og der kan jeg altså godt få øje på et par punkter, hvor der er plads til forbedring.
Lad os tage spørgsmålet om de områder, som Danmark har ansvaret for, og som ikke er overdraget eller ikke kan overdrages til Grønland i kraft af grundloven og selvstyreloven, f.eks.
spørgsmålet om retsvæsenet.
Det er noget, vi tit har diskuteret her i salen, og hvor de grønlandske medlemmer har peget på, at de standarder, vi har for retsvæsenet i Grønland, ikke lever op til de standarder, vi har her i Danmark, på trods af at vi jo faktisk er enige om, at på de punkter, hvor Danmark har ansvaret, skal der tilstræbes i hvert fald den samme standard, som vi har her i Syddanmark – hvis jeg må sige det på den måde.
Så der er helt givet plads til forbedring.
Og jeg siger ikke, at der ikke bliver arbejdet på det.
Jeg ved også godt, at det ikke er noget, man løser fra den ene dag til den anden.
Og det koster penge, ja.
Men det er dog vigtigt, at vi holder fast i den erkendelse, at sådan skal det være, så vi også over for de to andre dele af rigsfællesskabet bekræfter, at vi står ved den målsætning, som vi har lagt ind der.
Hvis vi kigger på det udenrigspolitiske, er der også grund til, ja, jeg kunne næsten sige, en vis ydmyghed, for de barske kendsgerninger er jo, at hvis ikke Grønland var en del af rigsfællesskabet, ville Danmark være nul og niks i Arktis.
Så havde vi intet at gøre i de vigtige fora, som vi i dag opererer i, og hvor vi gør en vigtig indsats – det er jeg helt enig i.
Jeg har sådan set ikke nogen kritik af den, men det er jo godt lige at tænke på, hvad der egentlig er baggrunden for, at vi kan operere internationalt.
Og der er rigsfællesskabet en vigtig faktor.
Derfor synes jeg også, det er rigtigt, som det tidligere har været fremført fra, tror jeg, grønlandsk og måske også færøsk side – det kan jeg ikke helt huske – at når det kommer til de store spørgsmål, hvor hele rigsfællesskabet bliver involveret, nemlig hvad der sker i tilfælde af en krig, så var det rimeligt at lytte til de ønsker, der kommer derfra.
Jeg ved godt, at der ikke er værnepligt for grønlændere og færinger.
De skal ikke stille op i en dansk krigsoperation et eller andet sted, men uanset hvad er de jo medansvarlige for det og for sådan en situation, og de burde i det mindste inddrages, forud for at så vigtige beslutninger træffes, ikke kun i form af de medlemmer, de har i det danske Folketing, men også i form af deres regeringer.
Det sidste var det her med grundloven, som hr.
Sjúrður Skaale havde fat i.
Det er jo en fuldstændig skarp iagttagelse, at grundloven ikke svarer til virkeligheden – heldigvis, kan man så sige, fordi vi har fundet ud af nogle pragmatiske løsninger.
Og vi har lavet en selvstyrelov osv., så på den måde er tingene vel rent juridisk nogenlunde i orden.
Men der skal jo helst være overensstemmelse mellem, hvad der står i en grundlov, og hvordan virkeligheden er, og derfor vil jeg da gerne melde ud, at når vi kommer frem til en grundlovsrevision, og det tror jeg vi gør på et tidspunkt, så er det her et af de punkter, som skal med i den debat.
En forudsætning for et godt fællesskab er jo, at vi kender hinanden, og desværre tror jeg, der er mange danskere, der ikke har noget særlig præcist billede af, hvad situationen egentlig er på Færøerne og i Grønland, og ikke har nogen konkret oplevelse af de vilkår, som man arbejder under og lever under de steder.
Og derfor synes jeg, det er rigtig godt, at vi nu får en oplysningskampagne og noget undervisningsmateriale om rigsfællesskabet.
Det er jo den første forudsætning for et godt fællesskab.
Så har jeg ikke så mange bemærkninger til Færørene og til det, der står i redegørelsen.
Det eneste, man kunne sige, var, at når nu man går meget ind i at beskrive den økonomiske udvikling på Færøerne, så skulle man måske også have taget et lille forhold med, som jeg ved har været genstand for en meget stor debat på Færøerne, nemlig den nuværende regerings indførelse af flad skat, der jo helt utvivlsomt bidrager ganske gevaldigt til en voksende ulighed på Færøerne.
Det er nok svært at undgå, når man indfører en flad skat, og det har måske også noget at gøre med den økonomiske situation, som Færøerne er i i dag.
Til diskussionen om Grønland har jeg altså en generel betragtning:
Jeg tror ikke, vi behøver gøre så meget ud af at fortælle grønlænderne om alle de problemer, de har.
Jeg tror faktisk, grønlænderne er meget udmærket klar over, hvad det er for nogle udfordringer, de står over for.
Så kan vi hver især have vores meninger om den ene eller den anden grønlandske regerings evne til at tackle problemerne, og det mener jeg også vi har lov til at give udtryk for.
Vi har jo sådan set sagt til hinanden, at vi har brug for en åbenhjertig debat om det, så ingen kritik af det.
Men måske var det godt og vigtigt, hvis medlemmer af Folketinget også fortalte noget om de gode sider, der er ved Grønland, så vi ikke understøtter danskerne i et billede af, at Grønland kun er noget med overgreb på børn og alkoholisme, og at de ikke kan finde ud af noget som helst.
Jeg har mine personlige erfaringer fra østkysten.
Og ja, der er fattigdom på østkysten.
Ja, der er børn, der sulter på østkysten, det er der.
Men der er altså også i hver eneste bygd ressourcestærke mennesker, der holder sammen på det samfund.
Der er familier, der løfter et ansvar for ikke bare deres egen familie, men for hele bygden.
Det er jo vigtigt at få med, at der er ressourcer ude i de bygder, som jeg håber at man i Grønland vil kunne finde ud af at udnytte i en udvikling af landets fremtid.
Så vil jeg sige, at når jeg kigger på den ungdom, som vi møder – dem, der rejser her til København, og dem, vi møder i Grønland, når vi er på besøg – så har jeg altså ingen bekymringer for Grønlands fremtid.
Det er unge mennesker, der engagerer sig i deres land, som kommer med mange gode, skarpe vinkler, som vi andre aldrig nogen sinde har tænkt over, og som for manges vedkommende klart giver til kende, at når de har fået gennemført deres uddannelse, så skal den bruges hjemme i Grønland til at bygge deres land op.
Jeg synes, det er vigtigt at få fortalt de her historier, så vi ikke er med til at understøtte et ensidigt billede af, hvad situationen er i Grønland.
Alle ved, at der er kæmpe udfordringer, men med de grønlændere, jeg omgås, og som jeg har kendskab til, både unge og ældre grønlændere, så har jeg tillid til, at det kan det grønlandske folk godt finde ud af.
Så er der Thulebasen.
Den skal lige have et par ord med på vejen.
Jeg vil gerne sige til statsministeren, når nu hun er til stede her, at jeg er ked af, at statsministeren endnu ikke er stillet op i de samråd, hvor vi har ønsket statsministerens tilstedeværelse.
Jeg forstår det ikke, for Grønland og Færøerne og rigsfællesskabet er statsministerens ressortområde, og vi er jo enige om, at det her med Thulebasen, og hvordan den sag bliver løst, allerede udgør en vis form for belastning af forholdet inden for fællesskabet.
Derfor synes jeg, det ville have klædt statsministeren at kaste sig ind i debatten med os andre i Grønlandsudvalget om den sag.
Når det er sagt, er vi sådan set enige om, at amerikanerne ikke har overholdt ånden i de aftaler, der er indgået.
Vi er også en del partier, der mener, at regeringen har begået nogle ret eklatante fejltagelser i det forløb.
Det var efter Enhedslistens opfattelse en fejl at overlade certificeringen af de her virksomheder til den amerikanske regering, og der er begået et par andre fejl som en konsekvens af den første fejl, man begår der.
Og det synes jeg også vi har lov til at tage med i en sådan debat her, for hvis den situation ikke bliver håndteret rigtigt, kan det jo blive en ganske alvorlig belastning for rigsfællesskabet.
Thulebasen er jo – jeg skal nok lade være at remse alle sagerne op – sådan lidt et sår, der meget nemt springer op, og som giver anledning til voldsom debat, både i Grønland og i Danmark, om amerikanernes tilstedeværelse deroppe.
Når det er sagt, er jeg glad for, at vi her i Folketinget den 22.
januar vedtog et fælles forslag til vedtagelse på baggrund af en forespørgselsdebat, vi havde om den sag, hvor der bliver ridset nogle meget klare mål op for, hvordan den her sag skal løses, nemlig at vi skal sikre, at kontrakten forbliver på dansk-grønlandske hænder; at vi skal sikre Grønland det størst mulige afkast af amerikanernes tilstedeværelse, ikke mindst af hensyn til arbejdspladser og lærepladser, men selvfølgelig også af hensyn til den grønlandske statskasse, der jo godt kan bruge det tilskud; men også at der ikke fremover må kunne opstå tvivl om de aftaler, der er indgået vedrørende Thulebasen.
Det er jeg glad for at vi er enige om.
Så ville jeg gerne have sagt noget mere, men formanden rejser sig lidt truende op, synes jeg.
Jeg ville have sagt om hvalfangst og salg af sælskind, at det er godt, at Danmark går ind på den side.
Det, der måske mangler, er, at statsministeren tager noget sæl på, næste gang hun skal til topmøde nede i EU, og foregår sine kollegaer med et godt eksempel.