Det sidste punkt på dagsordenen er:

31) Forespørgsel nr. F 25:

Forespørgsel til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold:

Vil regeringen redegøre for sin familiepolitik generelt og for, hvordan den agter at gøre noget for pressede børnefamilier i Danmark med ubalance mellem arbejds- og familieliv, herunder hvilke initiativer regeringen påtænker at tage, og regeringens holdning til mulighederne eksempelvis for en bedre fordeling af arbejdet og for omsorgsdage efter en model a la den svenske og øvrig inspiration fra omkringliggende lande?

Af Trine Mach (SF) og Rosa Lund (EL).

(Anmeldelse 17.03.2015. Fremme 19.03.2015).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 21. maj 2015.

Jeg giver først ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Trine Mach, til begrundelse af forespørgslen. Værsgo.

Tak for det. Begrundelsen for at indkalde til den her forespørgselsdebat er egentlig ret enkel. I Enhedslisten og SF mener vi, at vi også på Christiansborg er nødt til at anerkende, hvad mange borgere, organisationer og aktører siger, nemlig at danske børnefamilier har brug for bedre rammer for at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen og gå op i en højere enhed. De siger også, at der er brug for politisk opmærksomhed og politisk handling, og vi har faktisk lidt svært ved at se, hvad der bliver gjort fra Christiansborgs side for de mange familier, som pisker af sted hver eneste dag for at hente og passe børn og passe arbejde.

Familiepolitiske løsninger er ikke lette, og vi er ikke ude efter små og hurtige lappeløsninger. Vi vil gerne have en bred politisk drøftelse, som forhåbentlig kan føre til brede politiske løsninger i samarbejde med de aktører i samfundet, som der er brug for at inddrage. Vi vil derfor gerne lægge ud med at bede regeringen redegøre for sin familiepolitik generelt og for, hvordan den agter at gøre noget for pressede børnefamilier i Danmark med ubalance mellem arbejds- og familieliv, herunder hvilke initiativer regeringen påtænker at tage, og regeringens holdning til mulighederne eksempelvis for en bedre fordeling af arbejdet og for omsorgsdage efter en model a la den svenske og øvrig inspiration fra de omkringliggende lande. Det er vores forhåbning, at regeringen ligesom SF og Enhedslisten og forhåbentlig flere partier i Folketinget vil være med til at drøfte yderligere tiltag til gavn for danske børnefamilier.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det ministeren til besvarelse af forespørgslen.

Tak, formand. Også tak til SF, fru Trine Mach, og til Enhedslistens fru Rosa Lund for at tage en interessant og kompliceret problemstilling op, som jeg tror at alle her i Folketingssalen er optaget af.

Det er helt afgørende, at man som familie i Danmark oplever stor tryghed i sin hverdag, at man har mulighed for at passe sit arbejde og få hjælp, hvis der er behov for det, og at man grundlæggende har mulighed for at få sin hverdag til at gå op. Derfor har regeringen fokus på at sikre, at familierne har mulighed for og gode rammer til at træffe personlige valg i tilrettelæggelsen af hverdagen. Kernen i regeringens familiepolitik er en tro på den danske model samt at sikre gode velfærdsinstitutioner i Danmark, som gør det muligt for familierne at skabe et tilfredsstillende familie- og arbejdsliv baseret på egne behov, prioriteringer og ønsker.

Når jeg taler om gode velfærdsinstitutioner for børnefamilier, tænker jeg det meget bredt. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi i Danmark har gode dagtilbud, hvor forældre trygt kan aflevere deres børn om morgenen, og det er også vigtigt, at der er gode barselsordninger, økonomisk støtte til børnefamilier og gode skoler.

Men der er også mange andre forhold rundt om familierne, der selvfølgelig skal fungere. Det gælder f.eks. et godt og effektivt sundhedssystem, gode transportmuligheder, tryghed i arbejdslivet og støtte til de familier, der har brug for lidt ekstra hjælp i livet. Vores dagtilbud har en meget væsentlig rolle at spille for børn og familiers trivsel. Forældre skal være trygge ved at aflevere deres børn om morgenen, og børnene skal opleve at få den omsorg og opmærksomhed, som de har brug for, samtidig med at de udvikler sig og lærer. Det ligger også regeringen meget på sinde, og det er et område, som vi har prioriteret. Det har vi sådan set gjort sammen med SF og Enhedslisten. Vi har prioriteret i alt 750 mio. kr. årligt til kvalitet og mere pædagogisk personale i dagtilbuddene.

Også på andre områder har vi arbejdet for at forbedre rammerne for børnefamilierne. Vi har f.eks. hævet beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere, skabt bedre muligheder for, at forældre kan passe børn med langvarige eller kroniske sygdomme, gennemført en folkeskolereform, så flere kan lære mere, afsat 280 mio. kr. til at hjælpe udsatte børn og unge og deres familier og afskaffet fattigdomsydelserne, som medførte, at børn voksede op i fattigdom. Og i disse dage er vi ved at lægge sidste hånd på et udspil, der har fokus på at styrke kvaliteten i dagtilbud.

Formålet med udspillet er bl.a. at sikre, at alle børn trives i deres hverdag, tilegner sig nogle gode sproglige kompetencer, at forældrene i højere grad inddrages i deres børns hverdag, og at flere børn oplever en smidig og god overgang til skolen. Regeringen har altså gennem de sidste 4 år haft et vedvarende fokus på at skabe bedre rammer for børnefamilierne, og det arbejde vil vi selvfølgelig fortsætte.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det er rigtig svært for nogle familier, som vi også har hørt fra ordførerne, at få det til at hænge sammen. Men jeg mener helt grundlæggende, at det at få familielivet til at hænge sammen i meget høj grad handler om at træffe nogle valg og prioritere, hvad der er vigtigst i ens liv. Jeg har selv været der og ved, hvor vigtigt og sådan set også hvor svært det kan være at prioritere. Men hvis ikke vi vil vælge – hvis man både vil gøre karriere og have spændende fritidsinteresser, se sine venner og være noget for sine børn, jamen så har man travlt, og så tror jeg sådan set, det er ligegyldigt, hvilke rammer vi sætter op herindefra. For så er der bare rigtig, rigtig mange valg, og det er vigtigt for mig at fastholde, at beslutningen om, hvordan den enkelte familie prioriterer, alene kan være familiens eget valg. Regeringen hverken kan eller skal blande sig i, hvordan de enkelte familier vælger at tilrettelægge deres tid og deres økonomi.

Når det er sagt, synes jeg faktisk også, at vi i Danmark har nogle rigtig, rigtig gode rammer for, at familierne kan træffe de valg, der passer lige præcis til dem – sådan set også set i international sammenhæng. F.eks. har OECD lavet en sammenligning af familie- og arbejdsliv i 20 OECD-lande, og sammenligningen viser bl.a., at danskere arbejder væsentlig mindre, end folk gør i landene omkring os. I gennemsnit arbejder en voksen person årligt 200 timer mindre end i de andre OECD-lande. Nu var ordføreren for forespørgerne selv inde på Sverige og det med at lade sig inspirere af Sverige: Vi arbejder 75 timer mindre end i Sverige. Sammenligningen viser også, at vi er det land, der har mest fritid.

En anden interessant undersøgelse fra Rockwool Fonden har tilsvarende vist, og det synes jeg personligt er rigtig interessant, at familier i dag har nogenlunde lige så meget fritid, som de havde for 45 år siden. Så reelt har børnefamilierne altså ikke fået mere travlt rent arbejdsmæssigt. Når vi oplever at have mere travlt end tidligere, kan det måske hænge sammen med nogle andre forhold, f.eks. vores ambitioner om at være succesfulde på alle parametre, og, som jeg også var inde på tidligere, at vi måske har flere valg at tage og flere muligheder i livet. Jeg tror personligt, at en stor del af arbejdet for at nedbringe stress blandt børnefamilier handler om, at vi forældre skal blive meget bedre til at acceptere, at vi ikke kan nå det hele.

Ordføren for forespørgerne spørger også om regeringens holdning til en model for omsorgsdage, der ligner den svenske. Omsorgsdage er en bedre fordeling af arbejdet – forhold, der i Danmark traditionelt aftales mellem arbejdsmarkedets parter, og det er sådan set også den model, som vi støtter op om i regeringen, og som vi ikke umiddelbart har planer om at udfordre. Men jeg har selvfølgelig bedt Beskæftigelsesministeriet om en beregning af, hvad det vil koste at indføre en model, hvor danske forældre kan afholde det samme antal omsorgsdage, som svenske forældre gør i gennemsnit, til en sats, der maksimalt svarer til satsen for sygedagpenge.

Beskæftigelsesministeriet skønner konservativt, men skønner ikke desto mindre – med den usikkerhed, der nu kan være i det – at det årligt vil koste i omegnen af 2,1 mia. kr. Det er immer væk en stor sjat penge. Beskæftigelsesministeriet skønner desuden, at hvis Danmark skal have en model, hvor forældrene i Danmark kan få fuld løn under hele barnets sygdom, vil det – igen med betydelig usikkerhed – koste i størrelsesordenen 2,6 mia. kr. om året, hvilket også er en stor sjat penge.

I en tid, hvor der bliver fremsat ønsker om at forbedre forholdene på mange andre velfærdsområder, synes jeg, man skal tænke på, om det er den bedste måde at bruge pengene på. Derudover synes jeg også, at det er ærgerligt, hvis diskussionen om at skabe balance mellem familie- og arbejdsliv bliver reduceret til at omhandle antallet af omsorgsdage. Balance handler om rigtig mange andre ting, f.eks. organisering af arbejdet på den enkelte arbejdsplads og mulighederne for fleksibel arbejdstilrettelæggelse. Det er forhold, som tilrettelægges af ledelsen på den enkelte arbejdsplads, og jeg synes, det er vigtigt, at vi får en debat om, hvordan arbejdspladserne kan tilrettelægge arbejdet, så det tilgodeser børnefamiliernes behov.

Vi er mange parter, der skal bidrage til at skabe gode rammer for børnefamilierne, både arbejdsmarkedets parter, ledelsen på arbejdspladserne og kommuner og stat. Fra regeringens side har vi lige nu som sagt fokus på at sikre gode velfærdsinstitutioner.

Tak for ordet.

Tak til ministeren for besvarelsen af forespørgslen. Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Trine Mach.

Tak for det. Jeg har egentlig lyst til, selv om det er tirsdag aften kl. 21.16, at indlede med at sige, at jeg faktisk har glædet mig rigtig meget til den her forespørgselsdebat. For jeg synes i den grad, at vi i Folketinget mangler og savner politiske drøftelser af familiepolitiske tiltag. Og derfor ærgrer det mig også en lille smule, at ministeren måske ikke er helt åben for diskussion af noget af det, som vi lægger op til, og måske slet ikke vil handle på det. For i vores øjne er det ikke et privat anliggende, som løses alene ved en enkelt løbetur mindre eller ved lidt lavere ambitioner i de karriereprægede børnefamilier. Det er grundlæggende et strukturelt og politisk problem.

Alt for mange børnefamilier i Danmark har svært ved at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Vi har i Danmark en relativt kortere arbejdsuge sammenlignet med andre lande, men opgjort på familier arbejder vi faktisk ret meget. Og utallige undersøgelser har vist, at danskerne synes, de arbejder for meget. Over 50 pct. mener, at deres arbejde fylder for meget i tankerne, når de har fri. Næsten hver tredje danske forælder oplever to eller flere gange om ugen, at deres arbejde er uforeneligt med planerne på hjemmefronten. Det har undersøgelser foretaget af Analyse Danmark vist.

Samtidig viser undersøgelser, at danskere gerne vil arbejde mindre. En familieforsker fra RUC, Thomas Boje, viser i undersøgelser, at mænd gerne vil arbejde 6-7 timer mindre, og at kvinder gerne vil arbejde 4-5 timer mindre om ugen. Og hvis der skulle være nogen tvivl, er familien det, der har størst betydning i danskernes liv, når man selv skal vurdere det. En undersøgelse fra en tænketank har vist, at 68 pct. peger på familien som det, der har størst betydning i deres liv. Til sammenligning angiver kun 4 pct., at arbejdet er det mest betydningsfulde.

Vi skal også diskutere familiepolitiske tiltag for børnenes skyld, for som Per Schultz Jørgensen har sagt det:

»Familien skal have det godt, for at et barn kan trives, og omvendt skal et barn have det godt, for at familien kan trives.«

Familien er rammen om et godt børneliv, og det er en af grundene til, at vi skal sikre gode forhold for børnefamilierne i Danmark. Jo tidligere vi sætter ind, jo større er sandsynligheden for, at vi kan forhindre mindre problemer i at vokse sig store. Det har den berømte økonom og nobelprismodtager James Heckmann vist med den nok så kendte Heckmannkurve. Og pointen er jo det her med, at tidlige indsatser betaler sig, både for børnene og for samfundsøkonomien.

For nogle få uger siden var der en familiepolitisk konference her på Christiansborg, og da sagde Dennis Kristensen fra FOA, at både fagbevægelsen, arbejdsgiverne og politikerne er centrale aktører, når vi skal få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Jeg er fuldstændig enig, og det ærgrer mig lidt, at ministeren ikke lytter til det. For nok er familiepolitik vanskeligt, fordi det berører mange interesser og politiske områder – hvor meget og hvordan vi arbejder, bestemmes af arbejdsmarkedets parter – men netop derfor er det så vigtigt, at FOA faktisk siger, at det er en udfordring, og at der er brug for, at også Christiansborg spiller med, når vi skal løse den her komplekse udfordring.

Så lad os nu være lidt visionære og inddrage eksperter og interessenter, som kan være med til at se på modeller og muligheder for f.eks. deltid, omsorgsdage, orlovsordninger og arbejdstidsbank. De skal være med til at se på, hvordan vores arbejdsliv kan blive mere fleksibelt, så det bedre kan forenes med familielivet. F.eks. kunne man gøre noget ved den dårlige organisering, hvor mennesker i slut-20'erne og i 30'erne og 40'erne både skal arbejde rigtig meget og forsøge at finde tid til deres børn, mens yngre, der ikke har fået børn, og ældre, som har voksne børn, har både mere tid og måske også mere lyst til at give den en ekstra skalle på jobbet eller til at passe børnebørn. I SF har vi tidligere foreslået en tidsbank. Det kunne da være interessant at se på den type fleksibilitet over livstid igen.

Vi skal blive bedre til at indrette arbejds- og familieliv også på familiens præmisser og ikke kun på arbejdsgivernes. Hvis vi skaber nogle gode rammer for arbejds- og familieliv, vil det også komme arbejdsgiverne til gode i form af endnu mere effektive, hårdtarbejdende og glade medarbejdere. Så lad os prøve at kigge på Sverige og deres model, hvor forældre har 30 omsorgsdage om året til at passe syge børn. Det finansieres gennem en fond. Forældrene får i udgangspunktet 80 pct. af deres løn. Vi synes, det er en interessant model, som måske kan inspirere og justeres til danske forhold.

Så synes jeg også, vi skal tilbage og kigge på Familie- og Arbejdslivskommissionens anbefalinger. Der er vel stort set ikke nogen af dem, der er blevet fulgt op, og det er lidt en glemt ting, der ligger. Det burde vi faktisk diskutere noget mere her på Christiansborg.

Så vil jeg sige, at familiepolitik også handler om pasning, om barsel, om ældre og om ligestilling. Det er jo en kendt sag, at SF ønsker øremærket barsel til mænd. Det synes vi også er et familiepolitisk anliggende, ligesom pasning, ældre og ligestillingspolitik i bred forstand er det. Og det er klart, at når vi diskuterer det her, skal vi ikke lave tiltag, der ruller ligestillingen tilbage. Den har vi trods alt kæmpet hårdt for, og den skal vi stadig væk kæmpe for at holde i hævd. Men alle de her tiltag er noget, der er med til at styrke og forbedre forholdene i familierne.

Så jeg vil sige, at jeg virkelig håber, at vi kan finde en model, hvor vi får taget de her diskussioner også politisk. Det er simpelt hen ikke sådan, at det alene er den enkelte families ansvar. Det er ikke noget, der kan løses med færre yogatimer eller færre hjemmebagte speltboller. Det er et samfundsproblem, et strukturelt problem og derfor også en politisk udfordring, der kræver politiske løsninger – løsninger, som sikrer et familieliv i balance mellem arbejde og familie, børns trivsel og udvikling, et velfungerende og stærkt arbejdsmarked, som er effektivt uden at fremkalde stress og tager særlige hensyn til kønslige uligheder.

Vi vil rigtig gerne, at vi her i salen kan diskutere, om vi ikke kan mødes til en drøftelse også med arbejdsmarkedets parter for at finde nogle løsningsmodeller, der rækker lidt ud over den almindelige Christiansborgpolemik.

Var der ikke et forslag til vedtagelse, som skulle med?

Nå, undskyld! Jo, det er lige foran mig. Jeg beklager, jeg blev så stresset af, at formanden rejste sig op. Nu skal jeg læse det højt. Der er faktisk et forslag til vedtagelse, og jeg skal på vegne af de to forespørgselsstillere, nemlig SF og EL, fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at mange danske børnefamilier oplever udfordringer med at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen, og at der er behov for at finde politiske løsninger – løsninger, der sikrer et familieliv med balance mellem arbejde og fritid samt familie, børns trivsel og udvikling samt et velfungerende og stærkt arbejdsmarked, der er effektivt uden at fremkalde stress og tager særligt hensyn til kønslige uligheder.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til i næste folketingssamling at indkalde Folketingets partier til drøftelse af løsningsmodeller. Heri skal indgå en drøftelse af, hvilke af anbefalingerne fra Familie- og Arbejdslivskommissionen (2007) der kan være relevante og gangbare i 2015 – f.eks. tidsbank, bedre fleksibilitet i forhold til omsorgsdage, bedre muligheder for deltid og orlovsordninger. Der skal indhentes inspiration og erfaringer fra relevante lande. Og fagbevægelsen og arbejdsgiverne skal inddrages i en dialog om løsninger, der vedrører arbejdsmarkedet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 55).

Det oplæste forslag til vedtagelse fra de to forespørgende partier indgår selvfølgelig i de videre forhandlinger.

Der er en kort bemærkning fra hr. Ole Birk Olesen.

Det er rigtigt, som fru Trine Mach siger, at forældrene i danske børnefamilier faktisk arbejder ret meget. Og det er nogle bemærkelsesværdige tal, der ligger bag, nemlig det forhold, at fædrene arbejder mindre i Danmark, end de gør i andre lande, mens mødrene arbejder betydelig mere, end de gør i andre lande. Sammenlagt bliver det til, at de danske forældre arbejder mere end forældre i de fleste andre lande.

Undrer det nogle gange SF, hvad årsagen mon er til, at de danske børnefamilier føler sig tvunget til at arbejde så meget? Spekulerer SF nogle gange over, at det måske kan skyldes, at de skal tjene rigtig mange penge til staten via deres skat, førend de kan få lov til at tjene penge til sig selv og deres børn?

Ordføreren.

Naturligvis undrer det også os i SF, at børnefamilier skal løbe ekstra stærkt for få tingene til at hænge sammen både familiemæssigt og økonomisk. Vi opfatter det bare ikke på den måde, at man skal tjene penge til staten, men at man skal tjene penge til sig selv og den velfærdsmodel, som vi har organiseret os med, og hvor vi får dækket vores sygehusbesøg, vores skolegang og vores lægebesøg via den fælles velfærdsordning, vi nu har sat op. Jeg tror, at rigtig mange danske familier i virkeligheden betaler deres skat med glæde, netop fordi de, uanset hvordan pengepungen ser ud, er garanteret at kunne komme på hospitalet, kunne komme til læge, kunne komme i skole og tage sig en uddannelse.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det kan vi jo så have forskellige opfattelser af, altså om de betaler deres skat med glæde, eller om de betaler deres skat, fordi de ellers kommer i fængsel. Men det ændrer ikke ved – og jeg synes egentlig også, at der faldt en indrømmelse fra fru Trine Machs side – at de arbejder så meget, fordi de skal tjene så mange penge til at betale deres skat, førend de kan tjene penge til sig selv og deres børn. Altså, det er simpelt hen en nødvendighed for at have en vis levestandard for en familie, at man arbejder enormt meget, fordi staten tager en meget stor andel og en større andel, end staten i noget andet land i verden gør.

Ordføreren.

Der lagde ordføreren mig nu en hel ord og hensigter i munden. Det, jeg sagde, var, at der er rigtig mange danske børnefamilier, der løber meget stærkt for at få familieøkonomien til at hænge sammen.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det fru Tina Nedergaard som Venstres ordfører.

Tak. Jeg vil gerne sige tak for lejligheden til at drøfte en aktiv familiepolitik.

Jeg synes, der har været mange gode betragtninger, også fra ministeren, og jeg forstår også udmærket ordføreren for forespørgerne. Man kan jo bekymre sig en lillebitte smule over, hvor pressede børnefamilierne er. Vi gør os nærmest alle sammen skyldige i, at vi kan have lidt vanskeligt ved at kombinere arbejde og familie. Men det ændrer ikke på, at det er vores egen beslutning, hvor hårdt vi vil presse vores hverdag, og at med tilvalg kommer der også nogle fravalg.

Venstre er et liberalt parti, og vores primære bekymring er ikke den familie med to forældre, der synes, de har lidt travlt – det er der jo mange der har – men som til gengæld har en god bolig og trygge rammer omkring deres familie og kan tilbyde deres børn muligheder, der er gennemsnitlige eller endda over gennemsnittet. Forudsætningen for, at et barn kan få et godt ungdoms- og voksenliv, er i høj grad, at forældrene er i job, og det går vores bekymring mere på. Det bedste, vi faktisk kan gøre for danske børn, mener jeg, er at vise, at der er brug for deres forældre i et aktivt arbejdsliv, at der er gode uddannelser til dem, at der er god efteruddannelse til dem, og at vi understøtter det på bedst mulig vis herindefra.

Det er også derfor, at vi i Venstre ikke er nær så tilbøjelige til at finde de institutionelle løsninger for familien og gå ind og sige, at fædrene må holde noget mere orlov, og tro, at det så nok bliver en familie i trivsel. Det er jo slet ikke sikkert, for hvis det er sådan, at morens indkomst er den laveste, kan det være, at de bliver presset yderligere.

Jeg synes også, at Liberal Alliances hr. Ole Birk Olesen stillede et fuldstændig relevant spørgsmål: Hvorfor er det, at man arbejder så meget? Der er da noget bizart i, at kvinderne i Danmark arbejder så meget, og jeg synes også, at mændene knokler godt. Alligevel føler folk sig lidt presset. Det er da bl.a. på grund af det høje skattetryk. Det er, fordi hver eneste gang der er en udfordring i det danske samfund, skal vi mødes herinde for at sige: Hvad gør vi så ved det? Men prøv nu at høre her: Vi har generelt en veluddannet befolkning. Vi har generelt nogle gode uddannelsesmuligheder. Vi har gratis adgang til de helt basale velfærdsydelser.

Vores primære bekymring går ikke på de familier, hvor man har lidt for travlt. Vores primære bekymring inden for familiepolitikken går på, at der er alt for mange børn, der ikke får betingelser, der er tilstrækkelig gode til, at de med en vis tryghed kan få et godt ungdoms- og voksenliv. Derfor vil vi, for så vidt der kan frigøres ressourcer i det danske samfund til det, til enhver tid prioritere de mest udsatte familier frem for den helt almindelige familie.

Det, vi så til gengæld kan gøre for den helt gennemsnitlige familie, er bl.a. at øge valgfriheden, give bedre orientering om – den mulighed vil jeg gerne kvittere for at andre partier også har fremhævet – hvilke valgmuligheder man har som familie, bl.a. hvad angår dagpasningsmuligheder. Vi vil også gerne understøtte, at der kommer flere private tilbud, og vi vil i høj grad gerne sikre, at de forældre, som har et barn med særlige behov – det er måske nogle af de familier, der er allermest pressede – har et større og friere valg, bl.a. af friskoler, hvor de så kan få pengene med.

Så vil jeg gerne understrege, at Venstre på intet tidspunkt, uanset hvad overskriften måtte være, vil bidrage til at reducere arbejdsstyrken på et tidspunkt i vores samfundsudvikling, hvor vi har brug for det stik modsatte, og det vil vi ikke, alene af den grund, at hvis det skal lykkes os at aflaste familierne og den enkelte medarbejder, som også er mor eller far, så kræver det, at vi får nogle flere i gang ude på arbejdspladserne, uanset om det er i den offentlige eller den private sektor.

Jeg skal på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Familierne er de bedste til selv at indrette rammerne for deres familieliv – ikke staten. Erfaringerne viser også, at arbejdsgivere og arbejdstagere selv er bedre til at skabe fleksibilitet og gode rammer for både familie- og arbejdsliv frem for staten.

Det gælder f.eks. muligheden for selv at tilrettelægge barselsorloven eller tilvalg af et privat pasningstilbud frem for et offentligt. Familierne skal selv træffe de valg, der passer til dem. Folketinget anerkender, at mange børnefamilier oplever en travl hverdag, hvor det kan være en udfordring at forene familie- og arbejdsliv. [Men vi mener, at løsningen herpå bedst findes mellem arbejdsgiver og arbejdstager].

Særlig for familier med børn med særlige behov er der brug for større valgfrihed. Folketinget pålægger regeringen at sikre børn og unge med særlige behov mulighed for – via et friere skolevalg, hvor pengene følger barnet – at blive optaget på frie grundskoler.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 56).

Jeg beklager, formand. Jeg kom til at tilføje noget undervejs. Vi må lige kigge på antallet af ord, og så må vi reducere det igen. Tak.

Det oplæste forslag til vedtagelse på fire partiers vegne indgår i de videre forhandlinger.

Der er en kort bemærkning fra fru Trine Mach.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren slet ikke anerkender, at der er nogle strukturer, der ligger ud over den enkelte families ambitioner om mængden af hjemmebagte boller eller fritidsinteresser eller noget, der afgør, hvordan man kan organisere balancen mellem familieliv og arbejdsliv. Hvad med eksempelvis en sygeplejerske med nattevagter, som er gift med en politibetjent, som også har nattevagter eller skæve vagter? Hvad er det, de bestemmer selv? Der er ikke meget fleksibilitet i forhold til at få de to arbejdsopgaver og en familie til at hænge sammen.

Er det ikke ordførerens opfattelse, at vi har et ansvar her på Christiansborg for at sikre også den type familier muligheden for en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv?

Ordføreren.

Det korte svar er nej. For vi skal ikke herindefra tilrettelægge, hvornår skiftende arbejdsgrupper ude på arbejdsmarkedet skal møde på arbejde. Det kunne jeg ikke drømme om at blande mig i. Det er jo sådan, at vi også skal have sygeplejersker på sygehusene om natten. Det kan vi ikke ændre politisk. Vi kan ikke sige til en sygeplejerske, at hun ikke skal arbejde på sygehuset om natten, fordi vedkommende er gift med en politimand. Det nytter ikke noget. Der hviler jo også et ansvar på den enkelte.

Men det, vi kan gøre, er, at vi f.eks. kan genindføre boligjobordningen, så familien har mulighed for et fradrag og lettere kan blive aflastet i de daglige praktiske gøremål, så de kan koncentrere sig om børnene, når de kommer hjem. Det, vi også kan gøre, er, at vi kan give friere adgang til valg af børnepasning mellem private og selvejende institutioner og kommunale udbud, så man kan indrette sig fleksibelt. Det kan vi hjælpe med, men hvornår sygeplejersken og politimanden arbejder, synes jeg ikke at vi skal blande os i på Christiansborg.

Fru Trine Mach.

Så må jeg stille spørgsmålet en gang til: Ordføreren hævder, at det alene er den enkelte families opgave at sikre, at der er en ordentlig balance i, hvordan man organiserer sig i familien. Spørgsmålet er så: Er man fuldstændig fri til det, hvis man eksempelvis er en familie, hvor den ene arbejder som sygeplejerske med nattevagter og den anden er politibetjent med nattevagter – blot som et eksempel? Er det alene et privat anliggende, eller kunne man fra politisk hold bidrage til at sikre fleksibilitet for den her familie til at få tingene til at hænge bedre sammen?

Ordføreren.

Nu antager jeg simpelt hen, at både sygeplejersken og politimanden er rigtig dygtige, kompetente mennesker inden for deres fag. Derfor vil de respektive arbejdsgivere, som de er ansat hos, selvfølgelig ikke fuldstændig iskoldt sige: Nu skal I høre her; vi ved, at I begge to er i risikozonen ved at have natarbejde hver eneste aften, så det sørger vi bare for at I har. Det, jeg oplever på arbejdsmarkedet, og det er både i den offentlige og den private sektor, er, at man er meget opmærksom på, at det at få kvalificerede og dygtige medarbejdere også kræver en fleksibilitet fra arbejdsgiveren, men vi kan bare ikke lovgive os ud af det, og det, vi foretager os i dette lokale, er at lovgive. Jeg overlader gerne til private og offentlige arbejdsgivere i samarbejde med arbejdstagerne at finde de konkrete løsninger.

Fru Rosa Lund, en kort bemærkning.

Tak. Nu handler den her forespørgselsdebat jo ikke om dygtige medarbejdere i den offentlige sektor. Jeg tror sådan set, at vi alle sammen er enige om, at vores sygeplejersker og vores politibetjente er meget, meget dygtige. Det spørgsmål, som Enhedslisten og SF prøver at rejse med den her debat, er, hvordan vi får sikret ordentlige vilkår for at have familie i Danmark.

Jeg er nysgerrig efter at vide, om Venstre slet ikke mener, at der er noget, vi kan gøre herindefra som politikere, som lovgivere for at sikre, at børnefamilier får en mindre stresset hverdag.

Ordføreren.

Jamen det mener jeg bestemt. Altså, jeg nævnte to ting, f.eks. boligjobordningen, der kan aflaste familien i forbindelse med de praktiske gøremål – det er hele blå blok jo enige om at vi gerne vil kigge på – og så mener jeg altså også, at en større fleksibilitet i valget af pasningsmuligheder er med til at skabe fleksibiliteten.

Jeg har ikke personligt kunnet få det dækket af – jeg er jo en af de der enlige mødre, vi taler en del om herinde – med det kommunale tilbud, det giver jo ligesom sig selv. Det har så haft den omkostning, at jeg har tilvalgt noget privat oveni. Vi træffer nogle valg som forældre, og hvis vi kunne aflaste herindefra på en meningsfuld måde, ville jeg ikke have noget principielt imod det. Jeg tror egentlig bare ikke på det.

Fru Rosa Lund.

Som dagtilbudsloven er skruet sammen i dag, er der jo masser af forskellige pasningsmuligheder: dagpleje, kommunal dagpleje, vuggestue, privat dagpleje, private børnepassere, børnehaver, offentlige, selvejende og kommunale institutioner. Altså, vi har virkelig mange forskellige pasningstilbud, og alligevel oplever vi, at børnefamilierne er rigtig, rigtig stressede og rigtig pressede, og det synes jeg jo siger noget om, at det her med pasningstilbuddene ikke er det, der løser det. Så jeg er nysgerrig efter at høre, om Venstre har nogle andre bud end boligjobordningen og de pasningsmuligheder, vi i forvejen har.

Ordføreren.

Vi kan jo godt, hver eneste gang vi mødes i salen om et eller andet, sige, at det er verdens vigtigste problem, men vi er af den opfattelse i Venstre, at vi bliver nødt til at prioritere, hvor vi lægger vores indsats, og hvor vi bruger vores ressourcer. Og man ved jo godt, at hver eneste gang vi blander os i arbejdsmarkedets forhold – giver adgang til deltid m.v. og fuld kompensation på løn – så koster det.

Der vil jeg blot sige fra Venstres side, at når det gælder familiepolitik, er vores vigtigste prioritet med de ressourcer, der måtte kunne frigøres – under den ene regering eller den anden regering, det er sådan set ikke mit ærinde her – at de primært bruges der, hvor den største udfordring er for danske familier. Og det er de udsatte familier, og så er det familier, hvor barnet f.eks. har nogle særlige behov. Det er derfor, at vi i vores forslag til vedtagelse netop understreger, at de i højere grad skal have adgang til frit valg, end de har i dag.

Tak til Venstres ordfører. Fru Julie Skovsby som socialdemokratisk ordfører.

Tak for ordet, og tak til partierne bag forespørgslen. Familiernes vilkår er en helt central del af det, som vi Socialdemokrater kæmper for. Det handler om gode institutioner og skoler, det handler om et stærkt sundhedsvæsen, og det handler om en stærk økonomi og et fleksibelt arbejdsmarked.

En af vores første gerninger, da vi overtog ansvaret i 2011, var sammen med SF og Enhedslisten at afskaffe VKO's fattigdomsydelser. Det betød, at nogle af de fattigste familier i Danmark fik bare lidt mere luft i økonomien, og det betød, at antallet af fattige børn her i landet faldt. Det var godt for familierne.

Vi afskaffede også den brugerbetaling på ufrivillig barnløshed, som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti havde indført, en brugerbetaling, der betød, at der i 2011 kom 900 færre børn til verden her i Danmark, end der ellers ville have gjort. Det var godt for familierne.

Endvidere har vi annulleret de ellers planlagte besparelser på børnechecken, som VKO havde stemt igennem. Børnechecken skal nemlig være til alle børn og ikke kun til barn nr. 1 og 2. Det var også godt for familierne.

Vores politik har betydet, at antallet af familier, der bliver sat på gaden, er faldet år for år. Det er rigtig godt for mange familier.

Inden for psykiatrien er ventetiden for børn og unge faldet fra 72 dage i 2011 til 30 dage sidste år. Det siger sig selv, at det også er godt for familier med en psykisk sårbar søn eller datter.

På institutionsområdet er jeg stolt af at vi sammen med SF og Enhedslisten har prioriteret i alt 750 mio. kr. om året til højere kvalitet og mere pædagogisk personale i vores dagtilbud. Og vores nye udspil, der skal styrke kvaliteten i dagtilbuddene, er lige på trapperne.

Særlig når det gælder småbørnsfamilier, er det at sikre et godt og stærkt dagtilbud set med mine øjne helt centralt. For når balancen mellem arbejdsliv og familieliv skal gå op i en højere enhed, har vi som forældre brug for at have vished for, at vores børn har det godt i de timer, hvor vi selv er på arbejde, ligesom et godt forældresamarbejde også kan være med til at skabe en bedre balance.

Noget af det, som i den seneste tid nærmest er blevet synonym med familiepolitik – i hvert fald når man åbner en avis – er omsorgsdage og orlovsmuligheder. Hos Socialdemokraterne er vi stærke tilhængere af den danske model. Det er bl.a. derfor, at vi i sidste finanslov fordoblede fradraget for faglige kontingenter; vi mener, at en stærk dansk model er en forudsætning for et stærkt velfærdssamfund, som vi kender det. Fordelingen af arbejde og omsorgsdage er noget, som i Danmark aftales mellem arbejdsmarkedets parter inden for rammerne af den danske model, og den model har vi ingen planer om at udfordre.

Familiernes vilkår ligger os Socialdemokrater meget på sinde. Et stærkt og solidt velfærdssamfund er den ramme, som giver familierne tryghed og sikkerhed, og den er vi garant for.

Der er fremsat to forslag til vedtagelser – Socialdemokraterne kan ikke støtte nogen af forslagene.

Tak til ordføreren. Fru Karina Adsbøl som Dansk Folkepartis ordfører.

Først og fremmest tak til Enhedslisten og SF for at sætte familiepolitikken på dagsordenen. Familien er samfundets vigtigste fællesskabsenhed. Det første fællesskab, vi stifter i livet, er med familien, og familien er den vigtigste grundsten i vores samfund.

I Dansk Folkeparti mener vi, at familien selv skal beslutte sig for, hvordan de indretter sig bedst. Her tænker Dansk Folkeparti på, at familien selv skal tilrettelægge deres barselsorlov og selv vælge, hvor de vil have deres børn i institution og skole m.m.

I forhold til skoler og det frie skolevalg er der nogle udfordringer, der skal løses, for at kommunerne selv kan vælge, om de vil lade tilskuddet følge barnet over i den frie grundskole. En væsentlig barriere i dag er, at kommunerne ikke er forpligtet til at lade det økonomiske tilskud, der tilfalder børn og unge med særlige behov i folkeskolen, følge disse børn og unge ved valg af en fri grundskole. Det betyder, at børn og unge med særlige behov ikke har de samme muligheder for at benytte det frie skolevalg og vælge en fri grundskole som andre børn og unge, og at de frie grundskoler stilles økonomisk ringere ved at optage børn og unge med særlige behov end ved at optage andre børn og unge. Det er også en udfordring, vi tidligere har debatteret her i Folketingssalen.

Men der er flere andre udfordringer på området. Der har også været artikler i dagspressen. Bl.a. har Politiken haft en række indlæg om stressede forældre og om, at forældre ikke bruger tid nok på deres børn. Jeg tror, at forældre gør det bedste, de kan og formår, og at nogle familier har større udfordringer end andre. Her tænker jeg specielt på de familier, der dagligt kæmper med et handicappet eller et meget sygt barn, og som oftest skal vente lang tid på at få bevilget hjælp, hjælpemidler, aflastning eller andet. De har brug for en hurtig afklaring, frem for at de skal vente lang tid på at få deres sag behandlet.

Familielivet handler også om prioriteringer. Det er familiens ansvar at prioritere den tid, de har, og træffe vigtige beslutninger i deres dagligdag. Det er samfundets ansvar og opgave at skabe de overordnede rammer. Her tænker jeg på offentlig transport, sikre skoleveje, skoler, pasning m.m. Det er vigtigt at hjælpe de familier, der har behov for det, herunder den scleroseramte mor, der har brug for ekstra hjælp i sin hverdag.

I Dansk Folkeparti vil vi gerne drøfte i udvalget, om der er nogle initiativer, vi kan tage, og vi tænker specielt på, hvordan vi kan gøre det nemmere og bedre for familier, der har et sygt eller handicappet barn. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er det fru Lotte Rod som radikal ordfører.

Tak. Mange børnefamilier har en travl hverdag, hvor det kan være svært at få det hele til at hænge sammen. Det er vigtigt, at vi har gode dagtilbud, hvor børnene elsker at blive afleveret, at vi har gode barselsordninger, at vi har gode skoler, at der er et godt sundhedssystem, og at der er støtte til de familier, som har brug for lidt ekstra hjælp.

Hvis jeg skal fremhæve især to ting, som vi har gjort sammen, så er det, at vi har afskaffet fattigdomsydelserne, sådan at færre børn nu vokser op i fattigdom, og at vi har fundet 750 mio. kr. om året til flere og dygtigere pædagoger. Jeg synes, der er god grund til at diskutere, om vi kan gøre endnu mere fra politisk side for at støtte op om børnefamilierne, men jeg er ikke sikker på, om lige præcis det her med omsorgsdagene er det, der står øverst på min ønskeseddel. Det hænger sammen med, som ministeren også var inde på, at det koster over 2 mia. kr. om året.

Hvis jeg kun kunne lave en ting om, skulle det være, at børns baggrund ikke må afgøre deres fremtid. Det må være målet for vores generation af Radikale, som vores formand, Morten Østergaard, også har sagt i dag. Derfor er spørgsmålet jo, om vi, hvis vi rent faktisk stod med de her 2,1 eller 2,6 mia. kr. i hånden, så ville bruge dem på omsorgsdage, eller om man kunne forestille sig, at man kunne gøre noget endnu mere målrettet for de børn og familier, som har allermest brug for det. Jeg tror, at der formentlig vil være andre ting, som kan gøre en større forskel. Den diskussion stopper jo ikke her, så selv om der måske ikke lige kommer det ud af debatten, som SF og Enhedslisten håber på, så synes jeg, at vi skal holde hinanden op på at fortsætte diskussionen.

Så vil jeg sige, at det undrer mig lidt i dag, at de blå partier har gjort deres beslutningsforslag om de frie skoler til den tilsyneladende vigtigste sag på familieområdet, fordi forslaget jo bryder med den fuldstændig grundlæggende ting ved de frie skoler, nemlig at de er uafhængige, både økonomisk og pædagogisk, af kommunerne. Det synes vi i Radikale Venstre har en meget stor værdi, og derfor vil vi gerne have, at det bliver ved med at være sådan.

Der er tre med korte bemærkninger, først fru Rosa Lund.

Tak, og tak til fru Lotte Rod for talen. Der er jo et spørgsmål, som – synes jeg – står lidt ubesvaret tilbage, for fru Lotte Rod har brugt rigtig lang tid på at snakke om, hvad De Radikale ikke vil på familieområdet. Men hvad vil De Radikale så? Jeg har forstået, at den radikale vision er – vi deler den også i Enhedslisten – at børns baggrund ikke skal betyde noget for, hvad de får af muligheder senere i deres liv, og De Radikale mener så ikke, at omsorgsdage kan være en brik i det her spil. Men hvad kan så?

Ordføreren.

En del af det svar ligger i det børneudspil, som vi er lige på trapperne med, og som jeg ved at fru Rosa Lund er virkelig spændt på at få lov til at se hvad der ligger i. Og jeg må desværre skuffe fru Rosa Lund og sige, at hun kommer til at vente et lille stykke tid endnu.

Fru Rosa Lund.

Det syntes jeg var et lidt utilfredsstillende svar. Jeg synes, at fru Lotte Rod, uanset hvad der ligger i regeringens børnepakke, godt kunne give Folketinget nogle svar på, hvad De Radikale vil med familiepolitikken. Fru Lotte Rod er selv inde på, at bedre barselsordninger kunne være en mulighed. Måske kunne hun prøve at uddybe, hvad det kunne være; det går jeg ikke ud fra er noget der ligger i regeringens børnepakke, men jeg har jo endnu ikke set den, så jeg ved det ikke. Men fru Lotte Rod kunne måske prøve at give nogle svar på det.

Ordføreren.

Når jeg giver svaret med børneudspillet, er det, fordi det er det, der står først, og det, som kommer til at fylde mest for os. Der er jo ikke så lang tid til, at Folketinget skal på sommerferie, og derfor er det rigtige svar til Rosa Lund, at der, hvor vi som Radikale Venstre og som regering har tænkt os at sætte ind, er med vores børneudspil.

Fru Karina Adsbøl for en kort bemærkning.

Grunden til, at jeg tager ordet, er, at jeg sådan blev lidt provokeret af ordførerens tale, og det gjorde jeg egentlig også under Socialdemokratiets ordførertale. For man bryster sig med, at man har gjort så meget godt på området. Men så skal jeg bare lige have ordføreren til at bekræfte, at ordføreren anerkender, at regeringens politik har øget den økonomiske ulighed i Danmark.

Ordføreren.

Er det i forhold til familierne, eller hvorfor spørger Dansk Folkepartis ordfører, som hun gør?

Fru Karina Adsbøl.

Ordføreren spørger, som hun gør, fordi netop ordførerens tidligere formand, Margrethe Vestager, i Politiken har indrømmet, at regeringens mange reformer har været med til at øge den økonomiske ulighed, så den økonomiske ulighed er blevet større. Så når ordføreren siger, at regeringen har ført sådan en fremragende politik, er det bare, at man må sige, at den økonomiske ulighed altså er blevet større. Jeg skal bare høre, om ordføreren ikke kan bekræfte det.

Ordføreren.

Altså, det, der er vigtigt for mig i det her, er jo, at vi som regering har sat et mål for, at vi vil bekæmpe fattigdom, og det er vigtigt for os, at der ikke længere er så mange børn, der skal vokse op i fattigdom, som der var under den tidligere regering. Det er også derfor, jeg fremhæver det, at vi har afskaffet fattigdomsydelserne, som en af de store sejre, også familiepolitisk, fordi fattigdomsydelserne jo netop betød, at der var flere tusinde børn, som voksede op i fattigdom.

Så er der en kort bemærkning fra Trine Mach.

Også tak fra mig for ordførerens tale. Jeg kunne godt tænke mig at bringe noget lidt tilbage i fokus. Forespørgslen handler om regeringens familiepolitik og den balance – eller ubalance – der er for rigtig mange børnefamilier mellem familielivet og arbejdslivet. Det er fint, at Radikale Venstre ikke går ind for den her model med flere omsorgsdage, men det ligger faktisk heller ikke i forslaget til vedtagelse; det var et eksempel på noget, man kunne kigge på.

Så vil Radikale Venstre ikke være med til, at vi opfordrer den regering, der måtte være efter ferien, til at indkalde alle Folketingets partier og arbejdsmarkedets parter til drøftelser af, hvad vi kan komme med af tiltag for at sikre en bedre balance, også for de familier, som ikke bare kan afgøre hjemme ved spisebordet, hvordan de får tingene til at hænge bedre sammen?

Ordføreren.

Jo, jeg vil meget gerne være med til, at vi fortsætter den debat, også i næste folketingssamling, men vi støtter ikke lige præcis de formuleringer, som SF og Enhedslisten her har lagt frem.

Fru Trine Mach.

Det, der står i forslaget til vedtagelse, er, at vi skal drøfte, hvilke af anbefalingerne fra Familie- og Arbejdslivskommissionen man måske kan opdatere til 2015. Men det er jo ikke specielt begrænsende at vedtage, at man gerne vil være med til at drøfte, om der er noget af det, man kan bruge, og derfor vil jeg spørge ordføreren igen – fordi ordføreren ligesom igen lufter det her med det hemmelige børneudspil, som har været hemmeligt ganske længe, men som vi i hvert fald ved ikke handler om bedre normeringer: Er det i virkeligheden et familiepolitisk udspil, regeringen barsler med?

For så synes jeg, I skal skynde jer. Det kan vi alle sammen have rigtig god brug for, for vi har nogle blå partier, der i hvert fald ikke ønsker at føre familiepolitik med andet end slagord.

Ordføreren.

Nu prøver SF's ordfører også af fiske lidt efter, om man nu kunne løfte en lillebitte smule af sløret for, hvad der ligger i børneudspillet, og det kommer jeg desværre ikke til. Og dermed må jeg skuffe SF's ordfører på samme måde som Enhedslistens ordfører og sige, at man desværre må vente lidt længere endnu.

Tak til den radikale ordfører. Så er det fru Rosa Lund som Enhedslistens ordfører.

Tak. I Enhedslisten er vi rigtig glade for, at vi endelig, har jeg lyst til at sige, har familiepolitik på dagsordenen herinde. Det har i den grad manglet. Over halvdelen af danske forældre oplever ofte, at det er svært at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen, flere og flere børnefamilier føler sig presset, og stress er et voksende problem. Det er ikke tilfældigt. Som en tidligere ordfører også har været inde på, er danskerne et af de folkeslag, som leverer allerflest arbejdstimer pr. familie, og forældre arbejder i gennemsnit 1 time mere end ikkeforældre, altså 1 time mere end folk, der ikke har børn. Samtidig er grænserne mellem arbejdslivet og privatlivet blevet mere og mere flydende for mange lønmodtagere.

Hvis vi sammenligner os med vores nabolande, f.eks. med Sverige og Norge, så kan vi se, at vilkårene for børnefamilierne er markant bedre dér, end de er i Danmark. Det gælder både i forhold til barselsrettigheder, ret til at holde fri på børns sygedage og mulighed for nedsat arbejdstid. I 2007 barslede den såkaldte familie- og arbejdsmarkedskommission med en række forslag til, hvordan der kunne komme større balance mellem familie- og arbejdsliv, men siden da er der ikke sket noget. Så derfor er det ikke så underligt, at danskerne ifølge en ny undersøgelse ikke oplever, at politikerne tager hensynet til børnefamilierne alvorligt.

Situationen afspejler sig jo også i et faldende børnetal. I 2013 fødte danske kvinder i gennemsnit 1,67 barn, hvilket er det laveste tal siden 1989. Vi har altså et faldende børnetal. Jeg synes, det siger noget om, at det ikke er særlig nemt at være børnefamilie i Danmark, at der ikke er så mange, der har lyst til at blive det. Der er brug for et helt andet fokus på børnefamiliernes vilkår.

En af de allerstørste udfordringer for danske børnefamilier er at få familie- og arbejdslivet til at hænge sammen. I langt de fleste familier er der to udearbejdende forældre med fuldtidsarbejde, og det skaber udfordringer og pres for børnefamilierne. Alt for mange forældre går rundt med en knude i maven, fordi de har dårlig samvittighed over for børnene. En undersøgelse viser, at halvdelen af danskerne mener, at børnene opholder sig for mange timer i deres daginstitution. Hele 41 pct. af danskerne ville ifølge undersøgelsen foretrække, at den ene forælder kunne gå derhjemme med børnene, hvis det kunne lade sig gøre for dem økonomisk. Men mens f.eks. svenske forældre har ret til at gå ned på 75 pct. deltid, har danske børneforældre ikke lignende rettigheder. Det synes vi i Enhedslisten at man skal kigge på.

I Enhedslisten mener vi også, det er et paradoks, at vi på den ene side har rigtig mange børnefamilier, som gerne vil arbejde mindre, mens vi på den anden side har en masse danskere, som ikke kan få plads på arbejdsmarkedet. Det er dog et paradoks, som vi i Enhedslisten godt mener at man kan løse, f.eks. ved at lave orlovsordninger, f.eks. ved at give bedre mulighed for deltid, ligesom vi også mener, at det ville være godt, hvis man fik bedre muligheder for at passe børn, der er syge.

I Danmark er retten til at holde fri med løn under barnets første sygedag bestemt i overenskomsterne, men man har typisk kun ret til 1-2 dage pr. sygdomsperiode. Mange forældre, der ikke bor i nærheden af bedsteforældre, har store udfordringer med at finde pasning til deres børn ved sygdom, og i takt med at pensions- og efterlønsalderen stiger, vil det ikke blive nemmere. Forældre til syge børn står ofte i et dilemma, og en undersøgelse fra 2014 viser, at hver tredje forælder har afleveret et sygt barn i daginstitutionen. Så der er i den grad behov for at se på forældres ret til at passe deres børn under sygdom. De forhold skal forbedres.

Også når det kommer til barselsrettigheder, sakker vi virkelig langt bagud i Danmark, hvis vi sammenligner os med f.eks. Sverige. I Sverige har børnefamilier ret til 69 ugers barsel, hvoraf hver af forældrene får øremærket 9 uger, mens de øvrige uger kan anvendes frit. Danske forældre har altså mere end 4 måneders kortere barsel end forældre på den anden side af sundet. I Enhedslisten mener vi, at man skal give danske forældre ret til samme barselsperiode, som de har i Sverige, og med samme øremærkning til hvert køn.

Sidst, men ikke mindst, er et godt familieliv også et godt børneliv, og vi mener i Enhedslisten, at man skal indføre en minimumsnormering, sådan at der, når børnene er i daginstitution, også er nogle voksne, som har tid til dem og tid til at udvikle deres sprog og deres motorik. For et godt familieliv og et godt børneliv hænger sammen for os i Enhedslisten.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Ole Birk Olesen som ordfører for Liberal Alliance.

Jeg synes, det er en meget væsentlig debat, som rejses her af SF og Enhedslisten. Den kunne vi også have rejst. Nu blev det SF og Enhedslisten, der gjorde det i stedet, og det har ført til det lidt besynderlige forhold her i salen, at de partier, der har rejst debatten, bevæger sig som katten om den varme grød, i forhold til hvad den egentlige årsag til problemet her er. For det er nemlig et problem, som de to partier ikke vil løse.

Årsagen til, at danske børnefamilier, som er i en etableringsfase, skal bruge forholdsvis mange penge på at købe bolig, bil og tøj til børnene og på daginstitutionstakster og alt muligt, og årsagen til, at de må arbejde så meget i Danmark, er, at Danmark formentlig er det dyreste land i verden at være børnefamilie i. Der er ingen børnefamilier i verden, der betaler så høje skatter som de danske børnefamilier, og for at betale de enormt høje skatter i Danmark bliver de nødt til arbejde ekstremt meget. Men hverken SF eller Enhedslisten vil jo sænke skatterne for børnefamilierne, og derfor taler de ikke om, at det er årsagen til problemet. § 1

Lad mig nævne fire punkter, hvor danske børnefamilier er helt vildt hårdt beskattet sammenlignet med andre lande.

Grundskyld: Det er en meget typisk ting for børnefamilier i Danmark, at når forældrene har fået deres første barn, måske deres andet barn, så vil de gerne flytte i hus, og hvad sker der så? Så skal de pludselig betale op til dobbelt boligskat for deres bolig, i forhold til hvis de blev boende i en lejlighed. Grundskylden gør, at man kommer til at betale helt op til dobbelt boligskat for et hus til samme værdi som en lejlighed i den samme kommune. Så det, at familierne har et ønske om at få en have til deres børn, hvilket er meget naturligt, gør, at de beskattes ekstra hårdt, selv om deres bolig ikke er mere værd, end hvis de blev boende i en lejlighed. Det er den ene ting.

Registreringsafgift på biler: Hvis man er en familie i Danmark, har man typisk brug for en bil. Der skal køres til arbejde, der skal køres hjem hurtigt, man skal handle ind, man skal hente børn i institution, man skal hjem med dem, man skal køre børn til sportsaktiviteter osv. Det kræver en bil. Intet sted i verden betaler børnefamilierne mere for en bil end i Danmark. Der er op til 180 pct. afgift, og jo større en familie man er, jo større en bil har man brug for, og derfor er det en meget større værdi, der skal betales 180 pct. afgift af. Men hvis man blot er en enkelt person eller to, kan man køre i en up!, og der kan man nøjes med 105 pct. afgift og få store fradrag. Men hvis man skal have en stationcar, bliver der smækket i skattebordet.

Ejendomsværdiskat: Der er en regel om, at hvis man skal have en familiebolig i en større by i Danmark, som koster over 3 mio. kr., så skal man betale tre gange så stor ejendomsværdiskat af den værdi, der overstiger 3 mio. kr., end hvis man kan nøjes med en bolig, der koster mindre end 3 mio. kr. Men det er jo netop børnefamilierne, der har behov for de store huse eller de store lejligheder og derfor har behov for at købe en bolig, der koster mere end 3 mio. kr. i de større byer i Danmark. Hvis man er uden for de større byer, kan man slippe billigere, men hvis man bor i København, Aarhus, Odense eller Aalborg, er en bolig til over 3 mio. kr. ikke noget særsyn, hvis det skal være en familiebolig. Så er der altså tredobbelt ejendomsværdiskat.

Topskat: Man skal forestille sig en familie, hvor mor tjener 400.000 kr., og far tjener 400.000 kr. Sådan en familie slipper for at betale topskat. Men hvis familien gerne vil prioritere, at den ene af forældrene ikke arbejder så meget og den anden så arbejder noget mere, sådan at mor tjener 600.000 kr. og far tjener 200.000 kr. f.eks., og hvor far til gengæld kan hente børnene hver dag i institutionen kl. 14.00, så vanker der topskat. Det betyder, at i den ene familie, hvor man tjener 800.000 kr. tilsammen, betaler man 296.000 kr. i skat, fordi det er ligeligt fordelt på mor og far. Men i den anden familie, hvor den ene af forældrene arbejder mere og den anden arbejder mindre og tjener 600.000 kr. og 200.000 kr., tilsammen også 800.000 kr., betaler man 322.000 kr. i skat, altså 25.000 kr. mere i skat, fordi man har valgt, at den ene forælder skal arbejde mindre end den anden.

Så vi har altså nogle store udfordringer her, og de kan løses, men ikke med venstrefløjens politik, kun med Liberal Alliances politik.

Så er der en kort bemærkning fra fru Trine Mach.

Jeg vil gerne sige tak for en meget levende ordførertale fra ordføreren for Liberal Alliance, og så vil jeg blot spørge, om det er faldet ordføreren ind, at hvis skatten nu sættes ned, kan velfærdsstaten måske ikke give gratisydelser til borgerne på en lang række områder. Så skal man punge ud af egen lomme, hvis man skal på hospitalet, hvis man skal til lægen, eller hvis man inden for sundhedsvæsenet har brug for nogen med en bestemt type uddannelse, og så er det en anden type udgifter, man skal løbe stærkt på arbejdet for at kunne tjene penge til at betale. Har ordføreren overvejet det?

Det med registreringsafgiften er korrekt. Det er overraskende for mig, at det også er familiepolitik, men så vil jeg bare komme med et lille reklameindslag her: Christianiacykler er rigtig gode i nærmiljøet. Dem får man også god motion af at bruge, og så sparer man måske også nogle af de der sundhedsudgifter, man skal til at betale.

Jamen det viser jo simpelt hen bare, hvor virkelighedsfjern ordføreren og venstrefløjen her med SF er. Familien kan bare købe en Christianiacykel i stedet for købe en bil! Sig mig, er det SF fuldstændig ubekendt, hvor nødvendigt et redskab en stationcar er i de fleste familier, måske lige bortset fra dem, der bor på Nørrebro og kun skal cykle ind til Christiansborg for at komme på arbejde? Altså, hvor befinder SF sig i den virkelige verden? Er det sådan noget, der foregår uden for de her mure. Det er helt utroligt at høre det dér: Køb en Christianiacykel.

Så var der spørgsmålet om, om der ikke bliver skåret ned på sygehuse og daginstitutioner. Altså, Liberal Alliance har fremlagt en plan, som hverken rummer nedskæringer i service på sygehuse eller daginstitutioner eller indførelse af ekstra brugerbetaling på sygehuse eller i daginstitutioner, og der er de lettelser, som jeg her har talt for, med.

Fru Trine Mach.

Jeg beklager, hvis mit forsøg på at være morsom på det her fremskredne tidspunkt prellede af som vand på en gås. Det med Christianiacyklen var mest for morskabens skyld. Det er jeg klar over. Jeg kommer selv fra Vestjylland, og der kan man ikke bruge den til at køre hen til noget. Der er nærområdet meget, meget stort.

Men jeg vil gerne tilbage til det her med, hvad det er, ordføreren siger, nemlig at vi bare skal lade borgerne beholde flere penge i egne lommer, og så skal det alt sammen nok gå. Hvis det skal hænge sammen med den debat, vi har her til aften, som nemlig handler om at finde en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv, så må ordføreren jo dermed sige, at folk skal arbejde meget mindre. Det plejer da ikke at være Liberal Alliances politik, at alle skal arbejde meget kortere tid.

Ordføreren.

Hvis man letter skatten på arbejde, vil nogle bruge det som en ekstra motivation til at arbejde ekstra, og andre vil bruge det til at holde mere fri. Den fordeling er der også i ministeriernes modeller. Der er nogle, der vil holde mere fri, og det skal folk være velkomne til. Vi har ikke et ønske om at piske børnefamilierne til at arbejde mere. Vi ved godt, at når man har små børn, har man behov for at holde tidligere fri for at få tingene til at hænge sammen, og derfor ser vi med største velvilje på, at familierne bruger en lettelse af skatten til at holde mere fri.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Ønsker ministeren ordet?

Tak for en god debat. Det er rigtigt, som fru Trine Mach siger, at man på det her fremskredne tidspunkt skal passe på med at være morsom, selv om jeg godt gad se hr. Ole Birk Olesen på en Christianiacykel. Men det må jeg så vente med, til vi måske skal ud et sted.

Jeg er meget enig i, at det er vigtigt, at danske familier har en hverdag, hvor familie- og arbejdsliv kan hænge sammen. Som jeg sådan set også indledte med at sige, tror jeg ikke, der er nogen, der er uenig i det. Det er heller ikke det, jeg har hørt. Vi er alle sammen dybt, dybt optaget af både familiernes ve og vel, men sådan set også de rammer, som de lever inden for. I regeringen prioriterer vi også familieområdet højt, som jeg indledte med at sige, og derfor har vi i løbet af de 4 år igangsat flere initiativer, der skal gøre det nemmere at være børnefamilie i Danmark. Som fru Lotte Rod også var inde på, fremsætter vi snart et forslag, et ambitiøst udspil, som gerne skulle gøre de danske dagtilbud endnu bedre. Vores mål er at skabe endnu bedre rammer for, at familierne kan få hverdagen til at hænge sammen.

Når det er sagt, mener jeg sådan set heller ikke, at en god balance mellem familie- og arbejdslivet er noget, som man bare kan lovgive sig ud af. Rigtig meget af det arbejde ligger ude på arbejdspladserne og handler om de rammer for fleksibilitet, der aftales lokalt eller mellem arbejdsmarkedets parter, som Socialdemokratiet også var inde på. Det handler også om, at man som familie må træffe nogle valg, som gør det muligt at få hverdagen til at hænge sammen. Vores opgave som politikere er at skabe nogle gode rammer for, at familierne kan træffe de valg, og det mener jeg sådan set at vi i allerhøjeste grad allerede har gjort. Det er ikke kun regeringen, der har gjort det, det gør vi sådan set i fællesskab, for det gør vi på rigtig mange områder. Det gør vi på daginstitutionsområdet, men det gør vi sådan set også, som jeg indledte med at sige, når vi snakker om transportmuligheder osv. osv. Så det vil jeg ikke snakke mere om nu.

Det, jeg mener, er, at vi i høj grad som sagt gør det her gode arbejde, og det skal vi selvfølgelig blive ved med at gøre, for Danmark skal i den grad være et godt land at være børnefamilie i. Tak for ordet.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted på torsdag, den 21. maj 2015.

(Talen er under udarbejdelse)