Det næste punkt på dagsordenen er:

6) Forespørgsel nr. F 19:

Forespørgsel til ministeren for sundhed og forebyggelse:

Hvilke oplysninger kan regeringen give om den forebyggende og lindrende indsats for mennesker med livstruende sygdomme, og mener regeringen i den forbindelse, at mennesker med livstruende sygdomme er stillet lige, når det gælder denne forebyggelse og smertelindring?

Af Liselott Blixt (DF), Karina Adsbøl (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Mette Hjermind Dencker (DF).

(Anmeldelse 20.02.2014. Fremme 25.02.2014).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 29. april 2014.

Først giver jeg ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti, til begrundelse.

Begrundelsen for, at jeg har stillet den her forespørgsel, er en rapport, der blev lavet sidste år af Palliativt Videncenter i samarbejde med TrygFonden og Danmarks Lungeforening. Den viste, at der var et stort behov for palliativ indsats, som ikke blev dækket. Det blev til flere artikler i medierne. Har man den forkerte sygdom, får man ikke den hjælp, der er nødvendig. Andre patientforeninger som f.eks. Hjerteforeningen kunne på samme vis berette om stor forskel i behandlingen på det palliative plan.

I Danmark har vi ellers de sidste mange år arbejdet med den palliative indsats og hospicepladser netop for at sikre, at bliver man uhelbredeligt syg, skal der sættes ind med en palliativ indsats for at sikre den pleje og omsorg, som man har brug for. Man er jo godt klar over, hvilke sygdomme som er uhelbredelige, og derfor er det også vigtigt, at vi har en indsats, som både er forebyggende og lindrende, så den enkelte kan leve livet lige til det sidste.

Hvis man på det forebyggende plan satte hurtigere ind med test og undersøgelser, ville man kunne yde en meget bedre behandling til gavn for patienter og samfund. Vi ved, at Sundhedsstyrelsen har mange gode anbefalinger, men vi ved også, at man ikke efterlever dem alle steder i landet. Det er grunden til, at jeg har stillet forespørgslen til ministeren og beder ministeren oplyse om den indsats, som man gør i dag for mennesker med livstruende sygdomme, samt oplyse, om ministeren mener, at patienter på den foranledning er stillet lige. Jeg glæder mig til at høre ministerens besvarelse.

Tak. Så er det netop ministeren for sundhed og forebyggelse til besvarelse af forespørgslen.

Jeg glæder mig til at svare. Tak til spørgeren for at rejse debatten i dag. Spørgsmålet om lighed i sundhed ligger regeringen meget på sinde, og derfor er det også en god lejlighed til at drøfte emnet i salen her i dag.

Lad mig først starte med at ridse op, hvad debatten handler om. Den palliative indsats handler om at lindre den lidelse, der er forbundet med at være ramt af en livstruende sygdom eller være uhelbredeligt syg. I den palliative indsats skelnes der mellem to niveauer: et specialiseret niveau og et basalt niveau. Det er vigtigt at sige, for der kommer vi så frem til spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for at foretage behandlingen. Og det er sådan, at regionerne har ansvaret for den specialiserede behandling, som omfatter hospicer, som omfatter de palliative afdelinger på sygehusene, og som omfatter de såkaldte udgående palliative teams fra sygehusene, som kan behandle patienterne i deres eget hjem. Den basale indsats er forankret hos de praktiserende læger og i kommunerne. I kommunerne varetages indsatsen af sygeplejen i eget hjem og på plejecentre. Den sammenhængende indsats på tværs af kommuner og regioner er jo noget af det, som har været i fokus i sundhedsaftalerne, og Sundhedsstyrelsen har i 2011, som der også blev refereret til før, lavet en grundig gennemgang af anbefalingerne for indsatsen på det palliative område i Danmark.

I anbefalingerne skriver Sundhedsstyrelsen bl.a. om de faglige retningslinjer, krav til uddannelse af personale og samarbejde mellem kommuner og sygehuse og de praktiserende læger. Som opfølgning på anbefalingerne har Sundhedsstyrelsen i 2012 udgivet et katalog over den bedste praksis for den palliative indsats i både kommuner og regioner. Særlig i forhold til kræftpatienter, som udgør en stor andel af patienterne med behov for palliativ behandling, har Sundhedsstyrelsen i 2012 udarbejdet et forløbsprogram om rehabilitering og palliation. Formålet med forløbsprogrammet er at sikre et ensartet og højt fagligt niveau på tværs af kommuner og regioner.

Det er vigtigt at sige, at arbejdet med forløbsprogrammet jo på den baggrund kommer alle patienter, der har behov for palliativ behandling, til gode og ikke kun kræftpatienter. Jeg synes desuden, der er grund til at nævne, at der i forlængelse af Kræftplan III og finansloven for 2012 er etableret et nyt Videncenter for Rehabilitering og Palliation. Videncenteret er en sammenlægning af det tidligere Palliativt Videncenter og RehabiliteringsCenter Dallund. Formålet med sammenlægningen er at styrke forskningen og sprede viden om de bedste løsninger kommunerne og regionerne imellem.

Den palliative indsats skal tage udgangspunkt i patienternes behov. Det er, uanset om man er ramt af kræft, lungesygdomme eller andre livstruende sygdomme. Og det er måske i virkeligheden det mest centrale at sige i forhold til forespørgselsformuleringen i dag, at den palliative indsats skal tage udgangspunkt i patienternes behov, uanset om de er ramt af kræft, lungesygdomme eller andre livstruende sygdomme.

Det samme gælder reglerne i medicintilskudssystemet. Reglerne sikrer, at døende patienter, som vælger at tilbringe den sidste tid i eget hjem eller på et hospice, ikke stilles økonomisk ringere end patienter, som forbliver indlagt på hospitalet. Det er på den baggrund min klare forventning, at kommuner og regioner følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger på området og tager udgangspunkt i patienternes behov, uanset hvilken sygdom de har. I forlængelse af den her debat er jeg derfor tilfreds med, at Sundhedsstyrelsen endnu en gang og med særligt blik på lighedsperspektivet vil følge op på kommunernes og regionernes implementering af Sundhedsstyrelsens anbefalinger for den palliative indsats.

Med til debatten om lighed hører også, at der ifølge undersøgelser fra Danmarks Lungeforening også – og man kunne sige: også på det her område – er en uddannelsesmæssig ulighed mellem de forskellige typer af livstruende sygdomme. F.eks. er det sådan, at hver tredje kræftpatient har en studentereksamen eller en erhvervsfaglig eksamen, mens det kun er hver fjerde KOL-patient, og tæt på seks ud af ti KOL-patienter er gået ud af uddannelsessystemet efter endt folkeskole. Så også på det her område må vi have fokus på de forudsætninger, som patienterne har for at navigere i sundhedsvæsenet, og de tilbud om behandling og opfølgning, de bliver præsenteret for.

Tak til ministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Liselott Blixt.

Jeg takker for ministerens besvarelse. Jeg er også rigtig glad for, at man har nogle rigtig gode anbefalinger i Sundhedsstyrelsen, når vi laver nogle aftaler herinde, men en gang imellem glemmer vi måske at se på, hvordan det fungerer ude i det virkelige liv. Det er også derfor, at det er meget rart, at der kommer en rapport en gang imellem fra nogle af de patientforeninger, det drejer sig om, også sådan at vi kan blive enige om, at vi nu ser på, hvad vi kan gøre ved den her problemstilling.

Cicely Saunders grundlagde tanken om en palliativ indsats. Hun mente, at hvis man som menneske ikke kunne helbredes for sin sygdom, måtte der være andre måder at lindre den sidste tid, med omsorg, kærlighed og effektiv medicin. Derfor har vi også i Danmark nogle rigtig gode faglige anbefalinger og retningslinjer, som skal dække alle de her diagnoser, der er livstruende. Sundhedsstyrelsen, kan jeg også se på hjemmesiden, har opdateret anbefalingerne for et par uger siden. Så det er rigtig rart, at man er med, og derfor hjælper det måske også en gang imellem, at vi sætter fokus på netop det område.

Der står jo netop i anbefalingerne for den palliative indsats, at den dækker hele det palliative område og har til formål at fremme livskvaliteten hos patienter og familie, som står over for problemer, som er forbundet med livstruende sygdom, uafhængigt af hvilken diagnose det er. Da mange patienter med behov for lindrende indsats har kontakt til både sygehus, almen praksis og kommune, har det derfor stor betydning, at de fagprofessionelle samarbejder, så patienter og pårørende oplever en sammenhængende indsats.

Men når vi så ser på rapporten vedrørende KOL-patienter, kan man læse, at kun 4 pct. af KOL-patienter får en terminallægeerklæring. Når man får en terminallægeerklæring, kan man få tilskud til medicin og pleje. Samtidig viser rapporten, at det som oftest drejer sig om personer med meget lav indkomst, som også ministeren var inde på, og de har faktisk svært ved at få hjælp.

Jeg talte med Lungeforeningen i går, der kunne berette, at der er KOL-patienter, der kommer op for at hente den medicin, der skal dæmpe deres angst – fordi det er utrolig svært og hårdt, når man ikke kan trække vejret, så bliver man angst, og det forværrer situationen – og nogle af dem vender om, fordi de ikke har råd til at betale for den medicin, som de skal have.

Hvordan kan man gøre det her anderledes? Terminallægeerklæringen er jo den, som jeg synes er vigtig, og vi bliver nødt til at se på, hvordan man udsteder den. Det er sådan, at når man som patient får en uhelbredelig sygdom, som er så fremskreden, at man har en tilstand som den, man i fagsproget betegner terminal, bliver der taget nogle initiativer, der gør, at den sidste tid skal blive så god som muligt.

Reglerne i dag er sådan, at det er egen læge eller læger fra palliativt team, der kan ansøge med terminalmedicintilskud og anmode om socialmedicinsk sagsbehandling i kommunen for patienter, hvor det lægefagligt vurderes, at helbredelse ikke er mulig og der er kort forventet levetid. Der er dog ikke fastsat nogen tidsgrænse for, hvor længe man kan yde hjælp. Her kan man så få de her økonomiske tilskud til medicin, ernæringspræparater samt en række tilbud fra kommunen til patient og pårørende, det være sig praktisk hjælp, hjælpemidler, fysioterapi, samt at pårørende kan få plejeorlov.

Der er kun 4 pct. af KOL-patienterne, som får sådan en erklæring. Hvis vi sammenligner med en tilsvarende gruppe, der har lungekræft, er der 55 pct., der får den erklæring. Det er en meget stor forskel. Ser man på andre diagnosegrupper, der også får specialiseret palliativ indsats, er 96 pct. af dem kræftpatienter. Vi ved, at vi har hjertepatienter, der har haft samme undersøgelser med de samme problemstillinger, og vi ved, at der er næsten lige så mange hjertepatienter, der dør i Danmark, som kræftpatienter.

I anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen i 2012 lød det, at alle regioner senest i år 2013 skulle have en plan for organisering af det såkaldte palliative forløb for døende. Det ønsker vi nu at få undersøgt, så vi også kan sikre, at andre sygdomsgrupper kan få den samme behandling. Derfor glæder det mig, at vi alle kan være enige om, at der skal sættes fokus på området, samt at Sundhedsstyrelsen skal undersøge, hvordan det står til rundtomkring i landet.

Jeg vil så læse forslaget til vedtagelse op, og det er tiltrådt af samtlige partier i Folketinget:

Forslag til vedtagelse

»Partierne er enige om, at den forebyggende og smertelindrende behandling af patienter med livstruende sygdom skal tage udgangspunkt i behovet hos den enkelte patient – uanset hvilken sygdom man har.

Partierne har også noteret sig, at alle patienter i henhold til lovgivningen er stillet lige, når det gælder den forebyggende og smertelindrende behandling.

Partierne har noteret sig, at Sundhedsstyrelsen har udarbejdet nationale anbefalinger i 2011, og at der er fulgt op på disse bl.a. ved udarbejdelse af et katalog over bedste praksis (ultimo 2012) for den palliative indsats i både sekundær- og primærsektoren, på tværs af sygdomsdiagnoser. Partierne er derfor tilfredse med, at Sundhedsstyrelsen bl.a. med afsæt i debatten om F 19 via dialog med kommuner og regioner i relevante fora i løbet af 2014 vil sikre sig, at der følges op på anbefalingerne i forhold til at understøtte den fornødne ensartede tilgang på tværs af patientgrupper med palliative behov«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 36).

Tak. Det netop oplæste forslag til vedtagelse fra fru Liselott Blixt på alle partiers vegne indgår naturligvis i de videre forhandlinger.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det fru Sophie Løhde som Venstres ordfører.

Tak for det. Tak til spørgerne for at rejse debatten her og tak til Folketingets partier for et fint samarbejde om et fælles forslag til vedtagelse, som opfølgning på debatten her i dag.

Den palliative indsats for mennesker, der desværre er ramt af en livstruende sygdom eller er uhelbredelig syge, er et utrolig vigtigt indsatsområde, som også ligger os meget på sinde i Venstre. Vi vil gerne fortsat prioritere udviklingen af den palliative indsats højt. Det viste vi i øvrigt også igennem alle de år, hvor vi var i regering, hvor vi sammen med Dansk Folkeparti fik sat fokus på rehabilitering og palliation og ikke mindst tog initiativ til og fik gennemført rigtig mange markante forbedringer på det her område.

Vi fik bl.a. styrket kvaliteten, og vi fik opbygget en langt større hospicekapacitet, der har betydet, at langt flere patienter i dag har mulighed for at få ønsket om at tilbringe den sidste tid på et hospice i stedet for på et almindeligt sygehus opfyldt. Jeg vil også gerne fremhæve Kræftplan III, hvor vi fik afsat midler til en række initiativer til at forbedre den palliative indsats i såvel regionerne som kommunerne, herunder bl.a. i forhold til de palliative teams og øget adgang til en specialiseret palliativ behandling og rådgivning.

Uanset om man er ramt af en livstruende sygdom eller er uhelbredelig syg, skal der være mulighed for at kunne få lindring og støtte, og formålet med en palliativ behandling er netop at lindre og fremme livskvaliteten, både for den, der er syg, og for de nærmeste pårørende, som hver dag lever deres hverdag med en livstruende sygdom.

Derfor er det også afgørende, at vi kontinuerligt sætter fokus på såvel at forebygge som lindre lidelse gennem bl.a. tidlig diagnosticering og behandling. Her er ikke mindst den tværfaglige indsats et rigtig vigtigt omdrejningspunkt, for uanset om man er ramt af kræft, KOL eller en blodprop, så handler det om, at vi skal kunne imødekomme de meget forskellige behov, som de enkelte patienter og patientgrupper har, og dermed tage udgangspunkt i den enkelte patient. Det må vi erkende at vi er gode til på nogle områder, men der er også steder, hvor vi halter bagefter, og hvor vi kan gøre det bedre.

Igennem de senere år er der i Danmark kommet et langt større fokus på den lindrende indsats både nationalt, i kommunerne og på hospitalerne, og vi er derfor også rykket meget på det her felt igennem årene. I december 2011 offentliggjorde Sundhedsstyrelsen så de nye anbefalinger for den palliative indsats, ligesom styrelsen umiddelbart herefter også offentliggjorde et katalog over bedste praksis for den palliative indsats i primærsektoren, herunder i almen praksis. Styrelsens anbefalinger er på mange måder rigtig vigtige, særlig vigtigt er det jo også, at vi nu får sat fokus på alle patienter med livstruende sygdomme og på, at den palliative indsats bør sættes tidligt i gang i patientforløbet og ikke først, når det vurderes, at patienten er uhelbredelig syg.

Endelig er det af stor betydning, at vi fortsat bliver bedre til at sikre, at patienter og pårørende oplever en mere sammenhængende indsats i vores sundhedsvæsen bredt set. Rigtig mange patienter med behov for en lindrende indsats har i dag kontakt til både sygehus, almen praksis og egen kommune, og derfor er det netop de fagprofessionelles samarbejde, der er helt centralt, så vi kan få sikret en mere sammenhængende indsats, og at vi har fokus på uddannelses- og efteruddannelsesmuligheder for de relevante faggrupper.

Rigtig mange steder gør man det rigtig godt og yder en god indsats, men der er fortsat behov for at sikre, at indsatsen varetages mere ensartet og med en høj faglig kvalitet, så det ikke er ens postnummer, der er afgørende for, hvilke tilbud man kan modtage som patient og som pårørende.

På den baggrund er vi i Venstre tilfredse med, at Folketingets partier nu her i dag som opfølgning på forespørgselsdebatten er enige om at pålægge ministeren at få fulgt op på implementeringen af Sundhedsstyrelsens anbefalinger for indsatsen på det her område med henblik på en videre orientering af Folketingets partier efterfølgende. Tak.

Tak til Venstres ordfører. Hr. Flemming Møller Mortensen som socialdemokratisk ordfører.

Tak. Emnet for den her forespørgsel i dag er alvorligt og væsentligt. Vi diskuterer muligheden for at give lindring til mennesker, som skal dø. Det er et utrolig væsentligt emne for hvert enkelt menneske, det er et væsentligt emne for samfundet, og det er absolut også et vigtigt emne rent politisk.

Meget ofte står jeg faktisk i dialogen med venner, bekendte og familie om det her emne, og som politiker giver jeg også meget hyppigt kommentarer til journalister om det her emne. Og vi har drøftelser blandt politiske kollegaer om den hjælp, der skal gives til mennesker, der skal dø af deres sygdom. Vi ved jo godt, at der meget ofte er meget frygt, at der er mange næsten uhåndterbare følelser, når tanken når til en selv, ens pårørende eller ens allernærmeste i forhold til døden.

Der er utrolig mange begreber, man skal forholde sig til, der er mange ord, som er svære at forstå værdien, vægtningen og indholdet af: palliation, hospice, udgående palliative teams, ja, alene sådan et dansk ord som smertelindring – hvad ligger der i de begreber? Det bliver alt sammen først rigtigt nærværende, når man selv står og har behovet for at få hjælpen enten til sig selv eller til ens nærmeste, som altså har en livstruende sygdom, hvor man har behov for at få lindret symptomerne.

Som Socialdemokraternes sundhedsordfører må jeg sige, at det her er et felt som alle andre felter i forhold til sundhedsvæsenets ydelser, hvor jeg ønsker, at borgerne skal kunne have tillid – ja, jeg vil sige fuld tillid – til, at der kan opleves det allerstørste nærvær med et meget højt fagligt niveau, næsten grænsende til det perfekte professionelle niveau. Det skal være der. Og det skal dreje sig om hjælpen til den enkelte, og derfor er forespørgslen her også på sin plads, for der må ikke være tvivl om, at der er nogle grupper af patienter eller borgere, som får tilbud, som andre ikke får, når man er lidende, og når døden ligger lige forude. Det skal være en hjælp, der skal gives til den enkelte og til de pårørende, og det skal være i hele landet, naturligvis.

Hvordan er det, udviklingen har været på det her område i forhold til at lindre, i forhold til det, at døden truer? Jeg husker, hvordan man 20 år tilbage i sundhedsvæsenet fik begreber som palliation og støttende funktioner til læger og sygeplejersker, uanset om det var på sygehusafdelinger eller hjemme i kommunen, altså i borgernes hjem. Der fik man nu støttende funktioner til læger og sygeplejersker, når de stod i vanskelige situationer – hvad var det bedste at gøre, hvad kunne man, hvad var bedste praksis? Man kunne rette henvendelse, man kunne blive vejledt til at sikre den bedste behandling for den enkelte patient og de pårørende.

Vi skal også forholde os til, at behovet for palliation stiger, og hvorfor gør det det? Jo, fordi flere får og flere lever længere med deres livstruende sygdom, og det gør de, fordi man bliver bedre til at stille diagnoser, og man bliver bedre til at behandle sygdommen. Andre lande var tidligere fremme med palliation med hensyn til organiseringen og at få formaliseret tilbuddet, end Danmark var, men vi er kommet rigtig godt efter det de sidste par årtier.

At vi har drøftelsen her i dag, synes jeg som sagt er rigtig, rigtig fint. Og jeg synes, at det er rigtig godt, at, som ministeren allerede har sagt, Sundhedsstyrelsen nu laver en evaluering for at kigge nøjere efter, om tilbuddet gælder alle, og om det gælder i alle hjørner af vores land, fordi det er det, Sundhedsstyrelsen har sagt skal være tilbuddet. Det skal være landsdækkende, og det skal dække alle grupper.

Hvis vi bare lige kigger på de sidste få år – min kollega fru Sophie Løhde fra Venstre har også repeteret det, og det gjorde ministeren faktisk også – kan vi se, at der er sket rigtig meget på området. I 2011 fik vi Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som jeg ved en nærlæsning nu her op til forespørgslen faktisk synes er fuldstændig dækkende og rigtig gode, og som har den ramme, som jeg synes skal til. I 2012 fik vi Sundhedsstyrelsens katalog til inspiration for, hvad der er bedste praksis. Nu får vi en gennemgang, en evaluering, og det er passende, og som ministeren også sagde, har vi også tilbage i 2012 fået et videncenter, som skulle rådgive i forhold til palliation og rehabilitering.

Socialdemokraterne har hver eneste time øje for dem, der har det sværest i vores samfund. Det her er en gruppe, hvor støtten og professionalismen fra samfundets side skal være høj og være på plads for alle, og jeg er rigtig, rigtig glad for, at vi er fremme ved en fælles tekst til et forslag til vedtagelse, som allerede er blevet læst op af fru Liselott Blixt. Tak.

Der er to, der bedt om korte bemærkninger. Først fru Mai Mercado.

Jeg blev utrolig glad for ordførerens tale, og noget af det, jeg bed mærke i, og som jeg skrev ned på min blok, var, at hr. Flemming Møller Mortensen sagde: Fuld tillid til behandling af livstruende sygdomme. Nu er det jo sådan, at over de seneste par måneder har der været nogle udfordringer i hvert fald med kræftbehandlingen på nogle af sygehusene rundtomkring i landet, hvor kræftramte patienter med netop livstruende sygdomme er blevet overmedicineret med kemomedicin. Først var det 12 pct.s overmedicinering af de første 100 patienter, og siden hen er der dukket 2 nye tilfælde op, som blev afdækket i går i BT, med en overmedicinering på 20 pct.

Jeg vil egentlig bare sådan i al stilfærdighed spørge, om hr. Flemming Møller Mortensen stadig væk, som han sagde, har fuld tillid til behandling af livstruende sygdomme på de sygehuse, eksempelvis de sygehuse, hvor man også har forsøgt at skjule, altså at flyve under radaren i forhold til at komme frem med den her information.

Ordføreren.

Det er faktisk et meget, meget alvorligt spørgsmål at få stillet, men det er meget, meget let for mig at svare. Og svaret er: Ja, jeg har fuld tillid. Som det fremgik af min ordførertale, har jeg selv beskæftiget mig med sundhedsvæsenet i rigtig mange år, og jeg ved altså, at det er mennesker, der behandler mennesker. Jeg ved også, at vi har et højt specialiseret sundhedsvæsen, højteknologisk. Der er nedbrud af vores dankortterminaler engang imellem; der sker også fejl inde på sygehusene rent teknologisk, noget, man ikke ønsker. Og jeg ved også, at jeg i min tidligere profession også kunne lave fejl. Fejl sker, og man må ikke foregøgle en dansk befolkning, at fejl ikke sker.

Men det, at der sker fejl, er ikke ensbetydende med, at man ikke skal have tillid. Man skal have tilliden til, at sundhedsvæsenet lærer af egne fejl og retter op og forhåbentlig ikke udfører samme fejl en gang mere, uanset om det er med baggrund i teknologi, eller det er en menneskelig fejl. Jeg har fuld tillid til, at de mange, mange tusinde, som hver eneste dag behandler meget syge danske patienter og borgere gør deres allerbedste for ikke at begå fejl.

Jeg synes også, at vi har taget aktion på det her i Folketinget. Den situation med fejlene i forhold til kemomedicin er blevet behandlet politisk, og den er der også blevet sendt de tydeligste politiske signaler om, med hensyn til at det er uacceptabelt, og at vi ikke ønsker, det skal gentages.

Fru Mai Mercado.

Det var i hvert fald klar tale, og det kan man jo kun være rigtig glad for. Jeg tror, at for de pårørende og de patienter, som oplever at blive udsat for en overmedicinering af den karakter, og hvoraf nogle jo potentielt har betalt den allerhøjeste pris, det kan vi ikke vide, men muligvis har de betalt med selve livet, er det ikke godt nok, når der sker fejl, som bliver systematiske. For ordføreren har jo fuldkommen ret, det er ikke let at undgå fejl og heller ikke, når man har med mennesker gøre, men det burde være lettere at undgå systematiske fejl.

Så vil jeg egentlig bare spørge ordføreren sådan i den sammenhæng, for nu kom ordføreren sådan lidt selv ind på, at det er blevet politisk behandlet i salen; jeg havde egentlig ikke tænkt mig at stille et spørgsmål om det. Men set i lyset af de seneste to sager med overmedicinering med kemobehandling oplever ordføreren så, at der er behov for at lave en ekstern undersøgelse, sådan at det altså ikke er hospitalerne, der skal ind og undersøge sig selv, men at man sætter nogle uvildige, udefrakommende til at undersøge de problematikker, der har været omkring netop det her med den systematiske overmedicinering?

Ordføreren.

Nu er det forespørgsel F 19, vi tager os af i dag, så jeg vil overhovedet ikke komme ind på de konkrete besvarelser her. Der vil jeg anbefale den konservative ordfører at stille spørgsmålene til ministeren. Men jeg vil gerne fra talerstolen her appellere til, at vi, der er sundhedspolitikere, og vi, der bærer et meget stort ansvar for systemet, også tager det ansvar på os og lader være med at drive en tvivl ind mellem personale, sundhedsvæsen og patienter og borgere. Jeg synes næsten, det spørgsmål, der bliver rejst til mig her på talerstolen nu, er tenderende. Jeg har sagt, at jeg har fuld tillid til det personale, som driver sundhedsvæsenet, eller ikke driver det, men er sat til at drifte sundhedsvæsenet i hverdagen.

Jeg vil også bare sige til ordføreren, at vi haft en anden ulykkelig sag, som er blevet behandlet politisk, og det var de mange tusinde kvinder, der gled ud af screeningsprogrammet i forhold til livmoderhalskræft. Der har vi politisk sagt: Det måtte ikke ske, det skete, vi tager det politiske ansvar i forhold til erstatning til patienter og pårørende.

Fru Özlem Sara Cekic for en kort bemærkning.

Tak. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at det er afgørende, at vi har tillid til de offentligt ansatte, i det her tilfælde sundhedspersonalet. Men på den anden side synes jeg også, det er utrolig vigtigt, at vi ikke bliver så systembevarende, at vi ikke kan se, hvor det er, ting kan gøres anderledes, og hvor det er, der er uhensigtsmæssigheder.

I det her tilfælde, hvor der faktisk er foregået overmedicinering, som man efterfølgende har prøvet at dække over, er det – som De Konservatives ordfører påpeger – en avis, der ligesom skal bringe det frem. Men bare sådan til orientering vil jeg sige, at jeg har orienteret Ombudsmanden og spurgt ham, om han vil gå ind i sagen.

Ordføreren sagde, at han glæder sig til, at der skal være en evaluering, så vi kan se, om der er forskelle i forhold til den måde, kronisk syge med livstruende sygdomme bliver modtaget på. Jeg står her med Dansk Palliativ Database, Årsrapport 2012, som klart og tydeligt viser, at der er forskelle. Der er geografiske forskelle; der er forskelle i forhold til alder; der er forskelle i forhold til uddannelsesniveauet, når det gælder den indstilling, de her mennesker bliver mødt med.

Derfor vil jeg høre ordføreren: Hvor mange evalueringer og hvor mange rapporter skal der til, før vi politisk kan træffe det valg, der hedder: Vi vil rigtig gerne have, at mennesker, der har livstruende sygdomme, selvfølgelig oplever lighed i den måde, de bliver modtaget på, i sådan et lille land som Danmark.

Ordføreren.

Det synes jeg er meget let at svare på: Der skal kun den ene gennemgang til, som ministeren nu sætter i gang, og som Sundhedsstyrelsen allerede, som jeg forstår det, er i gang med. Det er det, der skal til, for anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen er fuldstændig klokkeklar. Det står fuldstændig tydeligt skrevet – og det ved SF's ordfører også godt – hvad det er, der fra 2012 skal leves op til i forhold til en palliativ indsats til alle patientgrupper i alle hjørner af Danmark, hvis der er et behov for det.

Med hensyn til den politiske beslutning står SF, som jeg forstod det, også bag den vedtagelsestekst, som er blevet læst op her, og det er jo i og for sig det fælles resultat. Så det med at SF's ordfører på en eller anden måde ligesom angriber mig som Socialdemokraternes ordfører forstår jeg overhovedet ikke noget af.

Jeg synes, det her er et fælles ansvar. Der er en fælles politisk beslutning bag det her, og så synes jeg i og for sig ikke, det er passende at drive politisk gæk i en situation som den her. Jeg anser det her for at være alt, alt for alvorligt, og hvis SF's ordfører prøver at få det til at fremstå, som om SF er mere ulighedsbekæmpende end Socialdemokraterne, vil jeg bare sige, at det har i hvert fald ingen sandhed i sig.

Fru Özlem Sara Cekic.

Det var jo slet ikke ment som et angreb. Det er utroligt, at ordføreren opfattede det sådan. Vi er med som parti i forhold til selve vedtagelsesteksten, men jeg går da ud fra, at når man har en debat, som et parti har indkaldt til, i den hellige Folketingssal, så er det også muligt at stille et spørgsmål.

Jeg ved godt, at Socialdemokraterne er vant til, at de rigtig gerne vil diktere, hvordan andre partier også ligesom skal agere i Folketingssalen, men jeg vil gerne frabede mig den der meget dikterende tone.

Jeg vil gerne spørge en gang til, for jeg kan forstå, at ordføreren synes, det er utrolig vigtigt at have den palliative enhed. Derfor er mit spørgsmål: Vil Socialdemokraterne også prioritere midler til den palliative enhed, hvis evalueringen viser, at det halter bagud?

Ordføreren.

Det er igen et i og for sig lidt besynderligt spørgsmål, for den økonomiske ramme og det fastsatte politiske mål ligger jo i Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Og vi har de 5 regioner og de 98 kommuner til at sikre, at det her bliver efterlevet.

Altså, for mig at se er der overhovedet ikke rejst nye spørgsmål eller fremsat noget ønske om nye økonomiske midler i den her sammenhæng. Vi ønsker med den fælles vedtagelsestekst, der er, og med baggrund i den gode forespørgsel, vi har her i dag, at få et billede af, hvordan forholdene er i de 5 regioner og de 98 kommuner.

Er der en forskel mellem patientgrupper, diagnosegrupper? Det må der ikke være, og hvis det viser sig nu ved Sundhedsstyrelsens gennemgang, at noget af det, som eksempelvis Danmarks Lungeforening og Hjerteforeningen har sagt, bliver bekræftet, så skal der naturligvis rettes op på det. Og det er det, regionerne og kommunerne skal gøre.

Som min kollega fru Sophie Løhde også sagde, er der en problemstilling i sektorovergangene, og bredt politisk er der et skarpt fokus på, at patienter, pårørende og borgere ikke her skal falde ned mellem to stole. Tilbuddene skal hænge sammen, og de skal være af meget høj kvalitet.

Tak til den socialdemokratiske ordfører.

Skal vi forsøge, om vi kan nå den radikale ordfører inden pausen? Det vil ikke være tilfældet, hvis der er et hav af korte bemærkninger, men værsgo.

Tak for det. Nu håber jeg ikke, det afskrækker nogen fra at stille de spørgsmål, de måtte have lyst til at stille.

Jeg vil starte med at takke Dansk Folkeparti for at rejse den her forespørgselsdebat, for jeg synes faktisk, det er et både væsentligt og relevant emne. Alle kan jo sætte sig ind i, hvor dramatisk det må være for mennesker pludselig at få en livstruende sygdom, måske ovenikøbet en livstruende sygdom, som viser sig at koste livet. Det er jo ikke kun en sygdom, der bringer døden nærmere, men det er jo også en sygdom, som selvsagt ændrer det liv, der er tilbage, inden man dør.

Jeg er derfor også enig med de ordførere, som har sagt, at diskussionen om, hvilken palliativ indsats vi tilbyder, altså hvilken indsats vi tilbyder i sundhedsvæsenet, når folk ved, de skal dø, men der stadig væk er et stykke tid til, de dør, er en diskussion, der vil få øget betydning i fremtiden. Vi bliver nemlig stadig bedre til at behandle og dermed bedre til at udskyde døden, selv når der er tale om uhelbredelige sygdomme.

Det gør også, tror jeg, at der vil blive stillet nye og anderledes krav i fremtiden til den hjælp, man som patient bør have adgang til, før man dør. Som det er nu, kan hjælpen jo handle om smertelindring og sygdomshåndtering; den kan handle om praktisk hjælp i hjemmet, hvis man ikke længere kan, hvad man kunne før; den kan handle om, at man kan få et støttende ophold på et hospice; den kan handle om hjælp til følelsesmæssigt og mentalt at håndtere det faktum, at man ikke bare ved, at man skal dø – det skal vi jo alle som bekendt – men ved, at døden er tæt på.

Jeg er derfor også rigtig glad for, at alle partier i Folketinget er enige om en fælles tekst, således at ministeren efter debatten i dag vil gøre status over, om de anbefalinger, der allerede eksisterer for den palliative indsats, bliver fulgt op på en ensartet måde på tværs af patientgrupper. Jeg vil nemlig ikke afvise, at der kan være en tendens til skævvridning, i forhold til hvem der udnytter de tilbud, der findes.

Det behøver ikke kun at handle om, hvorvidt tilbuddene er til stede. Det kan også handle om, hvorvidt man selv eller ens pårørende har ressourcerne til at efterspørge dem og måske endda insisterer på at få dem, og det er ikke engang nødvendigvis begrænset til forskelle mellem sygdomme eller forskel i geografi. Det kan også være inden for sygdomme, at der er meget store forskelle, og jeg tror, at vi her har at gøre med kernen i ulighed i sundhed, at de ressourcer, man i øvrigt har i livet, får et direkte gennemslag for ens helbredstilstand, og derfor er der måske noget læring for os i at undersøge det her område nøjere.

Det betyder også, at lighed i sundhed kun kan opnås, hvis man fra systemets side er villig til at have øje for, at man nogle gange må behandle folk ulige, før de reelt er lige, altså være særlig opmærksom på, at nogle har brug for mere støtte, måske mere rådgivning, mere hjælp til at finde rundt i systemet end andre. Og så tror jeg, som nævnt, at vi kommer til at diskutere vores indsats over for patienter med uhelbredelige, dødelige sygdomme i fremtiden også.

Vi har allerede en bred vifte af muligheder for at hjælpe folk, der er døende, men vi har behov for at gøre det tydeligere for befolkningen som helhed, hvilke muligheder der eksisterer, og mit bud vil være, at udvikling i behandlingsformer vil stille os over for nye krav i den palliative indsats, som vi ikke kender endnu.

Radikale Venstre bakker i lighed med resten af Folketingets partier op om den fælles vedtagelsestekst.

Tak til den radikale ordfører.

Jeg skal her udsætte mødet. Mødet genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:01).

Mødet er åbnet.

Ministeren er på vej, og vi er i gang med drøftelse af forespørgsel nr. 19. Vi er nået til Socialistisk Folkeparti, så jeg giver ordet til ordføreren, fru Özlem Sara Cekic.

Tak, formand. Det ser lidt voldsomt ud med den der hånd, men ... (Næstformandens arm er bundet op i en slynge) .

Jeg vil gerne starte med at sige tak til fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti for at rejse den her debat, og jeg synes også, at hele debatten bærer præg af, at der er ret stor enighed om at kigge på det her område. At have en livstruende sygdom er ikke bare enormt invaliderende for den, der bliver ramt af den, men det er også rigtig, rigtig hårdt for de pårørende at stå på sidelinjen og være vidne til al den smerte, som den enkelte oplever.

I dag er det jo sådan, at plejepersonalet rundtomkring gør et kæmpe stykke arbejde for at lindre. Det er ikke altid, det er optimalt, men de gør forsøget. Jeg får også lige lyst til at lave en parallel til hele debatten om aktiv dødshjælp, som viser, at 70 pct. af danskerne mener, at det skal være muligt at få en værdig død. Det vil sige, at der sættes lighedstegn mellem aktiv dødshjælp og en værdig død. Jeg tror også, at det er udtryk for, at de pårørende og den enkelte borger ikke oplever, at den hjælp, vi yder vores meget alvorligt syge, er god nok.

Jeg tror bare, at vi er nødt til i fællesskab at kigge på, hvad vi kan gøre her på Christiansborg, for at den hjælp, man får som patient, er optimal. Som fru Liselott Blixt også nævnte, er det jo et problem, at der bliver udstedt så få terminalerklæringer. Jeg synes, at vi fra politisk side skal prøve at kigge på, om vi kan gøre noget i fællesskab for at sikre, at den hjælp, som man har krav på ifølge lovgivningen, også kommer ud, og at de intentioner, der lå bag lovgivningen, også bliver til virkelighed.

Det er også rigtig vigtigt, hvilket man ser, når man læser selve analysen, at det er nødvendigt med uddannet personale, som folk bliver mødt af. Det gælder ikke bare den syge, men sandelig også den pårørende.

Lige adgang til sundhed betyder i høj grad også, at der ikke er forskel på, hvor man henvender sig i vores lille Danmark. Uanset om det er i København, om det er Esbjerg eller en lillebitte landsby nede i Sønderjylland, skal det være sådan, at det ikke er geografien, der afgør, hvilken hjælp man får. Som ministeren også nævnte flere gange, er der i dag forskel på, afhængigt af om man har en akademisk uddannelse eller en kort uddannelse, hvordan man navigerer i det system, og hvilket sprog man skal bruge, for at kunne aktivere hjælp. Det er fuldstændig uacceptabelt.

Vi ved også godt, at vi har en ulighed i forholdene for de to køn. Vi ved om mændene, at det er dem, der har det sværest i sundhedsvæsenet, og vi ved også en anden ting, som vi ikke er lige så gode til at snakke om, nemlig at etnicitet har en betydning for uligheden. Derfor håber jeg, at vi i fællesskab kan kigge på det her område, og jeg glæder mig også til, når ministeren har fulgt det her område, at vi efterfølgende kan få en orientering og i fællesskab være med til at løfte området. Så endnu en gang vil jeg sige tak for, at ordføreren for Dansk Folkeparti rejser den her debat. Det er superfedt, at vi er så mange partier, der i enighed bakker op om vedtagelsesteksten.

Tak til SF's ordfører.

Jeg kan bekræfte, at mænd kan have det svært i sundhedsvæsenet.

Jeg giver nu ordet til fru Stine Brix for Enhedslisten.

Jeg er forholdsvis sund og rask i dag. Jeg vil først komme med en indrømmelse: Jeg er rigtig glad for, at vi havde en frokostpause, for det spørgsmål, som fru Liselott Blixt har taget initiativ til skal diskuteres, er jo meget bredt, og det handler jo også om den forebyggende indsats over for mennesker med livstruende sygdomme. Jeg havde nok læst spørgsmålet en lille smule anderledes end det, debatten har handlet om, så jeg har brugt min frokostpause til at blive klogere og også til at skrive min ordførertale lidt om.

Den palliative indsats, som er det, der er i fokus for debatten i dag, er bestemt værd at beskæftige sig med, og den er også meget vigtig at beskæftige sig med. Det er jo den indsats, vi giver til mennesker, som har en livstruende sygdom, og til de mennesker, som nærmer sig døden på grund af deres sygdom. Det er smertelindring med medicin, men det er i lige så høj grad også den lindring, man i øvrigt kan have brug for, altså hjælp til at håndtere svære tanker og følelser; det er den indsats, der skal være over for de pårørende, som har et familiemedlem, som nærmer sig døden. Det kan også være de praktiske løsninger, der skal til i sådan en situation.

Som flere har sagt i løbet af debatten i dag, før vi holdt frokost, er der taget en række væsentlige skridt i Danmark de seneste år. Vi var ikke et af foregangslandene på det her område. Det er vist ikke nogen hemmelighed. Men vi er godt på vej til at indhente nogle af de lande, som bl.a. England, der har været længst fremme. Det, der er målet for os, er jo selvfølgelig, at alle de patienter, der har et behov for sådan en smertelindring, får et højt kvalificeret tilbud, og for mig at se står vi over for to grundlæggende problemstillinger for at komme derhen.

For det første, som jeg også har læst det udtrykt af en kræftsygeplejerske, der hedder Tina Ølholm, har vi et grundlæggende problem med, at folk slet ikke ved, hvad vi rent faktisk kan, når det gælder palliation. Også i min folketingsgruppe kom det til udtryk ved, at flere spurgte om, hvad det begreb i det hele taget betyder. Og det er klart, at hvis man ikke har kendskab til, at vi faktisk kan rigtig meget for at gøre den sidste fase af livet mere udholdelig og lettere, så efterspørger man det heller ikke.

Nu var SF's ordfører inde på det i sin ordførertale, men det har ellers ikke fyldt noget i debatten, men jeg tror også, at den diskussion, vi har om aktiv dødshjælp i Danmark, hænger tæt sammen med den her problemstilling, for hvis man forestiller sig, at det at have en livstruende sygdom eller være uhelbredelig syg er et smertehelvede og en fuldstændig uudholdelig situation, kan jeg sådan set godt forstå, at de søger nogle andre løsninger end dem, der er i dag. Men heldigvis behøver det ikke at være sådan. Virkeligheden er den, at vi kan rigtig meget med den rigtige indsats. Valget står altså ikke imellem at forholde sig til at være aktiv i form af at yde hjælp til at dø eller at være passiv. Vi kan sådan set sagtens give en aktiv indsats til den døende, som gør livet bedre i den sidste ende.

Det er rigtig vigtigt, at der er kendskab til det, og at det er en del af den debat, som der er omkring afslutningen af livet. Det er et ansvar, vi har politisk, og det er et ansvar, sundhedspersonalet har til at oplyse om de muligheder, der findes, men jeg har bemærket, at det også er et ansvar, som en række patientforeninger sammen med Palliativt Videncenter har taget på sig ved at lave en kampagne, som jeg tror hedder »Fælles fodslag«, som netop handler om at oplyse om de muligheder, der findes. Det synes jeg er et rigtig godt initiativ, som jeg kun kan påskønne.

Den anden problemstilling, vi står over for – altså ud over det her med det helt grundlæggende kendskab – er den, som flere også har rejst i debatten, nemlig at den her viden, der findes, også skal omsættes i nogle tilbud, som når ud til alle de patienter, der har brug for det; at det altså ikke bare bliver ved hensigtserklæringerne i Sundhedsstyrelsens vejledning.

Her er vi helt rigtigt også nået et rigtig godt stykke. Flere patienter, især på kræftområdet, som har været et forløberområde, får en god og kvalificeret indsats, men der er også mange patienter, der ikke får det. Der er – flere har også nævnt det – både en ulighed mellem de forskellige sygdomme, hvor f.eks. lungeområdet er bagefter, og der er en geografisk ulighed, hvor vi kan se, at der kan være store udsving mellem regionerne i, hvor mange der får et palliativt tilbud. Men der er også, som flere har sagt, en ulighed, når det gælder, hvilke ressourcer man kommer til sundhedsvæsenet med og dermed, hvad man kan efterspørge.

Så vi har her en helt klassisk debat om ulighed i sundhed, og her har vi også et kæmpestort ansvar for, at den her del af vores sundhedsvæsen også bliver langt bedre og også kommer alle til gavn. Det er også grupper, som f.eks. ældre borgere, som er ramt af demens, eller grupper, som har misbrugshistorier eller psykiske problemer, der er blandt dem, der svigtes allermest, når det gælder den palliative indsats.

Kort sagt har vi en forpligtigelse til, at det ikke kun er juristen, men også sømanden, der får en plads på et hospice, hvilket den fine tv-serie, der blev sendt på DR, jo viste at vi heldigvis ofte også lykkes med.

Afslutningsvis vil jeg sige, at vi er glade for det fælles forslag til vedtagelse, som jo handler om at følge op på, at vi når de her ting, som vi fælles vil, og vi ser også frem til en fælles drøftelse af, hvordan vi kommer videre herfra.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det er en debat om et vigtigt emne, nemlig forholdene for nogle af de patienter, som har det svært, fordi de er i slutningen af livet, men stadig har brug for at få en behandling og en bedre livssituation, mindre smerter, komme ordentligt igennem den sidste tid. Det er til gengæld også en debat, hvor det i hvert fald indtil nu har været svært at oppiske en stemning sådan til de store uenigheder. Det nærmede sig vel mest at være tilfældet mellem S og SF – om man måtte stille spørgsmål eller ej – og det kan vi jo så diskutere i Udvalget for Forretningsordenen på et tidspunkt.

Jeg synes, det er godt, at vi får taget det her op, så vi kan få processerne til at blive hurtigere og få dem sat i gang og vi kan sørge for at lære af det katalog, som er kommet, og som viser, hvad det er, man skal gøre. Så i stedet for at man bare har det liggende og siger, at det burde man gøre, kan vi ligesom få hånd i hanke med, at man også gør det i den praktiske virkelighed. Det pålægger vi jo så i enighed sundhedsministeren at tage sig af i samarbejde med Sundhedsstyrelsen. Jeg forestiller mig ikke, at det er et pålæg, som sundhedsministeren er særlig bekymret over at modtage, så det er sådan, at vi egentlig i bredeste forstand kan arbejde videre med det her på en fornuftig måde.

Så er der alligevel sådan lidt debat indimellem hist og her om lighed i sundhed osv. Det er jo ikke et begreb, vi bruger så meget i Liberal Alliance. Jeg kan sådan set godt lide det, der også står i forslaget til vedtagelse, om, at man bliver stillet lige. Det er jo sådan set det, det handler om, nemlig at man får de samme muligheder og de samme tilbud. Det er sådan set det, som bør gennemsyre sundhedsvæsenet, og ikke nødvendigvis det her lighed i sundheds-begreb, som jeg stadig ikke helt har fået afklaring af hvad er, ud over at vi alle sammen skal leve en mere ens tilværelse, sådan at vi kommer til at opfylde nogle statslige standarder. Det tror jeg ikke bliver særlig rart.

Jeg synes, det er godt, at vi samles om at give folk en værdig afslutning på livet og hjælp, når de er i en situation, som er rigtig svær. Så vi er glade for at kunne bakke op om det fælles forslag til vedtagelse.

Tak til ordføreren. Og så giver jeg ordet til den konservative ordfører, fru Mai Mercado.

Tak for det, formand, og rigtig mange tak til Dansk Folkeparti og fru Liselott Blixt for at rejse den her forespørgselsdebat.

For os Konservative er det helt afgørende, at patienter kan få både den forebyggende og den smertelindrende behandling, som de har brug for. Det er også helt afgørende, at sygehusvæsenet er gearet til at håndtere livstruende sygdomme på en højt kvalificeret, professionel måde, og at patienterne har tillid til sygehusvæsenet. Patienter med livstruende sygdomme har brug for en tværfaglig og ikke mindst også en helhedsorienteret indsats, som tager udgangspunkt i den enkelte patients behov. Det står rent faktisk også i de anbefalinger, som flere har refereret til.

Som konservative anerkender vi, at det ikke er alle, der er lige, og at der også er en vis grad af ulighed i sundhed, men vi mener ikke, at et redskab til at skabe mere lighed er mere kassetænkning, og derfor er vi ikke specielt glade for en kategorisering af patienter ud fra uddannelsesniveau, altså at man, hvis man har den og den uddannelse, skal håndteres på den og den måde, og vice versa, og det være sig også alder, køn eller andet. Som før omtalt mener vi i høj grad, at sundhedsvæsenet skal tage udgangspunkt i den enkelte patients behov. Og behovene kan være meget forskellige, fordi også flere lever længere med livstruende sygdomme, og der kan være patienter, som gerne vil tilbringe mest mulig tid i eget hjem, men der kan også være patienter, for hvem et hospice vil være den bedste lise i den sidste tid. Derfor er det helt afgørende, at der foretages en behovsvurdering hos den enkelte borger, og at den generelle såvel som den specialiserede indsats arbejder tæt sammen. Det gælder de praktiserende læger, og det gælder plejehjemmene lige såvel som sygehusenes forskellige afdelinger og enheder.

Jeg er udmærket klar over, at anbefalingerne skal ses i lyset af samtlige sygdomme, som det også står skrevet i anbefalingerne fra 2011, men det er altså 96 pct. af patienterne, som er kræftpatienter, og som modtager specialiserede palliative indsatser, herunder også modtager behandling på sygehusenes afdelinger. De her anbefalinger fra 2011 er jo netop også koblet op på Kræftplan III. Kræftplan III har gjort en stor forskel, ingen tvivl om det, men man kan jo altid blive bedre. Derfor er det også rigtig godt, at vi har den her forespørgsel i dag, sådan at vi sammen i Folketinget kan få Sundhedsstyrelsen til at implementere og følge op på de her anbefalinger.

Men man kan altid blive bedre, og det er jo heller ikke nogen hemmelighed, at kræftbehandlingen også har trukket overskrifter gennem de seneste måneder, for på tre hospitaler har der desværre været en overmedicinering af mere end 100 patienter i det jyske og fynske, hvor flere jo potentielt har måttet betale den absolut højeste pris, der er at betale, nemlig med livet. Og det er altså alvorligt, når flere sygehuse systematisk har overmedicineret patienter i kræftbehandlingen med en overdosis på først 12 pct., og så sent som i går kom det frem, at yderligere, flere patienter var blevet overdoseret med 20 pct. Og det er meget for en kræftpatient i det offentlige.

Som kræftpatient skal man kunne være fuldstændig tryg ved den behandling, man får i sundhedsvæsenet. Det er derfor også bekymrende, at vi igen hører, at man ikke i tilstrækkelig grad har været påpasselig på Odense Universitetshospital. De sidste er sådan set ikke mine ord, de er faktisk sundhedsministerens ord, og de faldt i BT i går, hvor de seneste tilfælde blev afsløret. Det er derfor også mit håb i dag – og debatten tager jo ikke direkte afsæt i diskussionen om kræftbehandlingen på Odense Universitetshospital, men det er dog inden for kategorien, i og med at vi har med patienter at gøre, som lider af livstruende sygdomme – at ministeren tager konsekvensen og altså også får udarbejdet en ekstern undersøgelse frem for at lade hospitalerne undersøge sig selv. Det skal selvfølgelig ses i lyset af, at bl.a. OUH flere gange har forsøgt at undlade at informere offentligheden og har haft interesse i at skjule overmedicineringen. Vi mener, at alt skal frem i lyset, for som ministeren jo netop sagde: Som kræftpatient skal man kunne være fuldstændig tryg ved den behandling, man får i sundhedsvæsenet.

Tak til den konservative ordfører. Så er det sundhedsministeren, hvis han ønsker det.

Tak for det. Jeg kan, som ordførerne samstemmende har gjort det, også tilslutte mig bemærkningerne om det her vigtige emne, vi har haft i debatten. Jeg synes, det vigtigste, der står tilbage efter debatten i dag, er, at den palliative indsats skal tage udgangspunkt i patientens behov, uanset om man er syg af kræft, KOL eller en anden livstruende sygdom, og at indsatsen selvfølgelig skal baseres på en konkret sundhedsfaglig vurdering af, hvad det er for en sygdom, man har. Derfor er jeg også glad for, at Sundhedsstyrelsen med de faglige anbefalinger fra den palliative indsats, der blev offentliggjort i december 2011, kom med en række anbefalinger, som gælder sygdomsdiagnoserne. Så er det, vi kommer til det her med, at man selvfølgelig ikke kan afvise, at der i lokalkommunerne, hos almen praksis, på sygehuset har været særligt fokus på kræftpatienterne, da denne gruppe jo udgør en stor andel. Derfor synes jeg også, det er rigtigt i forlængelse af debatten her i dag at bede Sundhedsstyrelsen – noget, vi er enige om – i løbet af 2014 endnu en gang at følge op på, om der sker en utilsigtet forskelsbehandling af patienterne i kommuner og regioner, og det vil jeg så, som det også er ønsket, selvfølgelig efterfølgende give Folketinget en orientering om.

Så har der undervejs i debatten – og det synes jeg der er grund til at adressere – været rejst et spørgsmål om terminaltilskud. Jeg tror, at når det sneg sig ind i debatten her, var det, dels fordi vi jo snakker om terminalpatienter, dels fordi debatten jo udspringer af avisomtale, som der har været. Der har jo også i forbindelse med terminaltilskud været omtale af det her med, at de døende patienter, som vælger at tilbringe den sidste tid hjemme frem for på sygehuset, ikke skal stilles økonomisk ringere, og for bare at afklare det er det sådan, at det er den læge, der varetager patientens behandling, det være sig sygehuslægen, den praktiserende læge, som kan ansøge Sundhedsstyrelsen om terminaltilskud til patienten. Den eneste betingelse, der stilles for at modtage terminaltilskud, er, at lægen i ansøgningen erklærer, at patienten opfylder kriterierne for terminaltilskud, som er, at patienten er døende og med forventet kort levetid, og at behandlingen med henblik på helbredelse må anses for udsigtsløs. Er det sådan, opfylder man betingelserne, og så vil man kunne få terminaltilskud. Så der er ikke noget krav om, at patienten skal være døende af en bestemt sygdom.

Men igen her er vi måske i den situation, som debatten også har bevæget sig lidt omkring, at det jo ikke kan afvises, at kræftlæger er mere opmærksomme på muligheden for terminaltilskud, end læger i andre specialer er. Det er et af de områder, hvor den formelle lighed jo utvivlsomt er der, men hvor den reelle lighed måske lader noget tilbage at ønske, og også her er uddannelse bare en stærk markør for, om patienterne også reelt får de tilskud, som de skal have.

Jeg takker for debatten og glæder mig meget til at orientere Folketinget om den opfølgning, som nu vil finde sted.

Der er en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt.

Først vil jeg sige, at det er dejligt, at ministeren gik op, så vi også kunne stille spørgsmål. Så er jeg også fri for bagefter at gå op og takke alle ordførerne. Det kan jeg gøre med det samme og sige, at jeg er rigtig glad for, at vi kan stå sammen om et forslag til vedtagelse, fordi det er noget, der rører os alle sammen.

Jeg tænker også på, om ministeren er med på, at vi, når vi nu får en evaluering, så ser på: Er der noget, der skal laves om? Vi ved jo, at tidligere var det sådan, at når man fik en kræftsygdom, var man næsten sikker på, at det var det, man døde af, hvorimod det i dag er sådan, at kræft er blevet en kronisk sygdom og mere på linje med nogle af de andre sygdomme, som man kan leve længere tid med. Og det er måske en af de ting, man skal tage op og se på: Hvordan kan vi sidestille det? Det skal ikke forstås sådan, at kræftpatienter skal have en dårligere palliativ behandling, men vi skal sikre, at den bliver på linje med KOL-patienters og hjertepatienters. Er det noget, ministeren er villig til at se på efter en evaluering?

Ministeren.

Der er kræftsygdomme, som vi ved man dør af, men der er jo også, som ordføreren siger, kræftsygdomme, hvor vi må konstatere, at det er nogle, man lever med, til man dør. Sådan er det på den ene side, men på den anden side kan man spørge: Hvad dør danskerne af i dag? Den enkeltsygdom, der er flest der dør af, og som er enkeltårsagen til flest dødsfald i Danmark – det er, taget frit fra hukommelsen, omkring 30 pct. af dem, der dør hvert år i Danmark – er kræft. Og derfor kommer den sygdom selvfølgelig også isoleret til at fylde rigtig meget. Men jeg deler ordførerens bemærkning om, at det jo ikke er et argument for, at den sygdom så skal have en særlig positiv forskelsbehandling, tværtimod skal det være sådan, at vi gør det bedste i forhold til de forskellige sygdomme, som der er.

Tak til sundhedsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt finde sted på tirsdag, den 29. april 2014.