Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 37:

Forespørgsel til ministeren for sundhed og forebyggelse:

Hvad kan ministeren oplyse om 4-årsfristen i den lægelige videreuddannelse, og hvordan vil ministeren sikre, at læger ikke falder for fristen med det resultat, at de bliver afskåret fra at søge uddannelsesstillinger, der kan føre til en autorisation som speciallæge?

Af Liselott Blixt (DF), Karina Adsbøl (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Mette Hjermind Dencker (DF).

(Anmeldelse 20.03.2013. Fremme 02.04.2013).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 14. maj 2013.

For begrundelse for forespørgslen giver jeg ordet til Liselott Blixt, ordfører for forespørgerne.

I Danmark mangler vi læger, og i Danmark mangler vi især speciallæger. Det gjorde vi også i det herrens år 2007. Det var før min tid som medlem af Folketinget, så jeg kender blot forløbet ud fra, hvad jeg har læst eller fået fortalt. Men vi havde et rekrutteringsproblem til visse specialer, og regionerne havde svært ved at forsyne specialer som geriatri, onkologi og psykiatri.

Derfor valgte den daværende sundhedsminister at indføre en 4-årsregel. 4-årsreglen tilsiger, at en ung læge 4 år efter påbegyndt basisuddannelse skal være i gang med sin hoveduddannelse. Efter denne frist er vedkommende afskåret fra at søge uddannelsesstillinger, der kan føre til en autorisation som speciallæge. Det lød for nogle som en god idé dengang. Dog har det vist sig, at der er læger, der falder for 4-årsreglen og derved ikke får en speciallægeuddannelse. Samtidig ser vi læger, der i stedet rejser udenlands for at få den uddannelse, som de ønsker. Så vi ser i øjeblikket læger, der falder for 4-årsfristen, og opgørelser fra Sundhedsstyrelsen viser, at mange flere læger vil falde fra.

I Dansk Folkeparti er vi af den opfattelse, at man selvfølgelig altid må evaluere de love eller ændringer, man gennemfører, ja, faktisk er det vel det, hele vores arbejde går ud på. Derfor har vi rejst denne forespørgsel for at få ministerens besvarelse på, hvad ministeren agter at gøre for at sikre, at læger ikke falder for 4-årsreglen i fremtiden, da det ser ud til, at vi kommer til at miste en hel del speciallæger på den konto.

Jeg siger pænt tak til ordføreren. Jeg giver ordet til ministeren for sundhed og forebyggelse.

Tak for forespørgselsdebatten om 4-årsreglen og dens betydning for lægers videreuddannelse. Lad mig starte med at understrege, at den vigtigste prioritet for mig i forbindelse med lægers videreuddannelse er at sikre god behandling til borgere i alle dele af landet inden for alle specialer. Det kræver, at der er læger i alle dele af landet i de forskellige specialer efter patienternes behov.

Som man ved, er jeg også meget optaget af at skabe mere lighed i sundhedsvæsenet, og det er et faktum, at de specialer, som behandler mange af de socialt udsatte grupper, f.eks. specialer som psykiatri og lungemedicin, har haft relativt mange ubesatte uddannelsesforløb. 4-årsreglen har bidraget til færre ubesatte uddannelsesforløb, og det synes jeg er positivt. Jeg synes i det hele taget, at vi i debatten om 4-årsreglen ofte glemmer det bredere samfundsperspektiv, og hvad det er for nogle positive effekter, 4-årsreglen rent faktisk har haft. Det er min indledning.

Så vil jeg sige, at det danske sundhedsvæsen jo har været udfordret af det veldokumenterede misforhold, der er mellem de uddannelsesforløb, som de yngre læger søger, og det behov, som det danske sundhedsvæsen og de danske patienter i sidste ende har for speciallæger. Før 4-årsreglen kunne man konstatere, at mange læger brugte mange år, inden de startede i deres hoveduddannelsesforløb, samtidig med at der var mange ledige hoveduddannelsesstillinger, bare ikke i de populære specialer, bare ikke i universitetsbyerne.

Tanken bag 4-årsreglen, som blev aftalt mellem Lægeforeningen og den daværende indenrigs- og sundhedsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, som også var her i salen for kort tid siden, var at give de yngre læger et venligt puf i retning af større faglig og geografisk spredning, så sundhedsvæsenet får det nødvendige antal speciallæger i alle specialer og i alle dele af landet, men også at lægerne kommer hurtigere igennem uddannelsen.

4-årsreglen betyder, at lægerne skal starte hoveduddannelsen i deres speciale senest 4 år efter, at de påbegynder den kliniske basisuddannelse. Det er det, der i gamle dage hed turnus. Overordnet set har reglen virket. Antallet af ubesatte hoveduddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen er faldet markant. Andelen af ledige hoveduddannelsesstillinger er i Danmark samlet set faldet fra 17 pct. til 7 pct., siden 4-årsreglen blev indført. Og især i de ydre beliggende regioner er effekten tydelig, og det er her blevet lettere at rekruttere læger til uddannelsesforløb.

Det kræver mange ressourcer for vores samfund at uddanne læger, og derfor er det også helt legitimt og kun rimeligt, at vi uddanner læger i forhold til det behov, vores sundhedsvæsen har. Hvad behovet er, ja, det beror selvfølgelig på skøn over fremtiden. Konkret er det Sundhedsstyrelsen, som sammen med regioner, specialeselskaber m.fl. fastlægger antallet af hoveduddannelsesstillinger. Målet må være, at den dimensionering bliver opfyldt, så der bliver uddannet det antal, som det efter bedste skøn er muligt og nødvendigt at uddanne, fordelt på de specialer, vi har behov for, og de regioner, der har behov for dem.

Jeg vil nævne, at antallet af fuldt besatte specialer er steget fra 13 i 2008 til 23 i 2012. 4-årsreglen og det pres, den skaber, er en væsentlig årsag til, at vi kan se den udvikling fra 13 til 23 fuldt besatte specialer.

Jeg har sagt fra starten, da jeg satte mig i sundhedsministerstolen, at jeg ikke er gift med den her regel. Jeg anerkender gerne, at reglen kunne have været mere fleksibel. Det er jo ikke meningen, at de uddannelsesforløb, vi har dimensioneret med og skønnet, vi har behov for, skal stå tomme, hvis der er kvalificerede læger til at udfylde dem, og som er villige til at udfylde dem. Derfor har jeg taget initiativ til – i øvrigt for anden gang, siden jeg blev sundhedsminister – at justere 4-årsreglen. Justeringen betyder konkret, at læger, der er faldet for 4-årsreglen, fremover vil få mulighed for at blive speciallæger. Hoveduddannelsesforløb, som det ikke har været muligt at få besat, vil nu kunne blive besat med en læge, der ellers var faldet for tidsfristen. På den måde kan vi holde fast i 4-årsreglens positive effekter, fordi der stadig er en motivation til at overholde 4-årsreglen, samtidig med at vi opnår en endnu større sandsynlighed for, at næsten alle hoveduddannelsesforløb bliver besat i hele landet og i alle specialer.

Den aktuelle justering indebærer som nævnt også, at 4-årsfristen ved udsendelse i humanitær lægevirksomhed forlænges fra 6 til 12 måneder. Det har vi tidligere indført i dispensationspraksis. Det var første gang, 4-årsreglen blev justeret med mig ved roret som sundhedsminister, var jeg ved at sige. Nu får vi det også skrevet ind i reglerne. Samtidig forlænges fristen ved ansættelse som læge i forsvaret med op til 12 måneder, hvor det tidligere var op til 8 måneder. Ændringerne har været sendt i høring med frist den 24. april, og de forventes at træde i kraft den 15. maj i år.

Min fornemmelse er efter at have lyttet til debatten om 4-årsreglen nu i relativt lang tid, at der også kunne være andre steder at tage fat på i forhold til organisering af speciallægers uddannelse, som ikke har noget direkte med 4-årsreglen at gøre. Som jeg har nævnt før, er det vigtigt, at vi i debatten om 4-årsreglen ikke glemmer det bredere perspektiv i tilrettelæggelsen af den lægelige videreuddannelse. 4-årsreglen er jo bare en blandt mange faktorer, som har betydning for, hvordan læger kommer gennem deres videreuddannelse.

Jeg synes, at jeg støder på mange bekymringer, mange argumenter, som ikke har direkte noget med 4-årsreglen at gøre. Det kan være yngre læger, som oplever problemer med vejledning af de lægestuderende, eller at der mangler fokus på, hvad det er for nogle forløb i den lægelige videreuddannelse, der gives merit for. Det er jo reelle problemer, det er bekymringer, jeg gerne vil lytte til, når de bliver bragt til torvs. Vi skal tage dem alvorligt, men de har ikke umiddelbart noget at gøre med 4-årsreglen. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi fremover i diskussionen om speciallægers uddannelse ser området ud fra det brede perspektiv og ikke kun snævert i sammenhæng med 4-årsreglen.

I den forbindelse ser jeg også meget frem til mit kommende møde med Yngre Læger, hvor jeg håber, at vi kan få en konstruktiv dialog om, hvordan vi bedst organiserer lægers videreuddannelse mere bredt.

Så bare som en afslutning vil jeg konstatere, at 4-årsreglen medvirker til, at der er flere speciallæger til rådighed for sundhedsvæsenet, og at den nødvendige faglige spredning i sidste ende finder sted til gavn for de patienter, der har brug for dygtige læger, der kan hjælpe dem, når de er syge.

Udover det bidrager 4-årsreglen til at mindske rekrutteringsvanskelighederne i de dele af landet, hvor det førhen har været indiskutabelt svært at få besat hoveduddannelsesforløbene. Det skylder vi også alle danskere, altså at det er hele landet, det drejer sig om.

Som tidligere nævnt har jeg taget initiativ til at foretage det, jeg mener er en hensigtsmæssig justering af reglen, så de læger, der er faldet for fristen, får mulighed for at blive ansat i de hoveduddannelsesforløb, der ellers ville være ledige.

Men som sagt er 4-årsreglen altså ikke en, jeg er gift med, eller en, der er specielt hjerteblod for mig. Den er jo indført af den tidligere regering. Det, jeg er optaget af, er reglens virkninger, og det, jeg kan konstatere, er, at den faktisk har medvirket til at løse et alvorligt problem, vi har i vores sundhedsvæsen.

Hvis der er andre metoder, der kan løse samme opgave, skabe samme resultat, så ser jeg gerne på det – det har jeg også sagt hele vejen igennem – og derfor vil jeg selvfølgelig også fortsat følge udviklingen på området med det udgangspunkt, at regler og administration skal understøtte samfundets behov for uddannelse af speciallæger.

Jeg vil også tage initiativ til en drøftelse med de relevante parter for at diskutere mulige tiltag for en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af speciallægeuddannelsen i et bredere perspektiv. Jeg vil tage nogle af de pointer med, som jeg har stødt på indtil videre, der ikke har noget decideret med 4-årsreglen at gøre, og høre, hvad der i øvrigt er, når vi kaster et bredere blik på speciallægeuddannelsen. Det er et initiativ, jeg håber der er bred opbakning til i Folketinget her i dag. Tak for ordet.

Jeg siger tak til ministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Liselott Blixt.

Jeg takker for ministerens besvarelse. Det lød jo alt sammen meget godt, men jeg kunne da godt have tænkt mig, at ministeren måske havde sagt: Vi suspenderer reglen, indtil vi har fundet en ordning, som kommer lægerne, sundhedsvæsenet, og borgerne til gode, og til vi i det hele taget får lavet en ordning, som alle kan være tilfreds med.

Jeg ved, at sundhedsministeren på et tidspunkt ved en lægekongres, tror jeg det var, har talt om slik, og jeg tænker på den her aftale, som ministeren har indgået, som en pose slik, hvor der altid er nogle små lakridser, der bliver tilovers. Det er på samme måde med den aftale, man nu har indgået, for de læger, der falder ud, må nøjes med de lakridser, der er tilbage.

Sådan tror jeg i hvert fald de vil opfatte det, for det drejer sig lige præcis om de specialer, de ikke selv har søgt ind på. Så jeg ved ikke, om de synes, at det er en god gave. Jeg ved ikke helt, om jeg kunne tænke mig at komme op til en psykiater, som hellere ville arbejde med sår eller nogle andre ting, eller om der var nogen, der ville have, at deres ældre pårørende skulle have besøg af en speciallæge i geriatri, som faktisk ikke interesserede sig for det speciale.

Vi har tænkt over, hvad det er vi vil med vores sundhedsvæsen. Vi vil være verdens bedste – det har vi sagt flere gange. Vi vil være foran, når det gælder helbredelse og behandling. Opnår vi det, hvis vi får læger ind i nogle stillinger, som de faktisk ikke interesserer sig for? Hvem er det, der går ud og forsker, og som interesserer sig for og brænder for nogle ting – ildsjæle, der vil noget på et specialområde?

Når man bliver læge, er det jo mange gange, fordi man har et ønske om f.eks. at arbejde med børn, eller fordi man har lyst til at stå og skære, eller hvad man nu har lyst til. Det er jo forskelligt fra person til person, og derfor går jeg ikke ind for det her med tvang. Jeg har heller aldrig brugt det over for mine børn, og vi prøver også at nedbringe tvang i psykiatrien, så tvang er jo normalt ikke noget, vi bryder os om, men med den her regel bliver der tale om tvang.

Man prøver ved hjælp af den her 4-årsregel at tvinge læger ind i specialer, som de ikke ønsker. De kan enten vælge at gøre det, eller også kan de rejse til et andet land og arbejde. Nogle af dem forlænger også deres uddannelse, så de undgår at vælge og dermed undgår at føle, at de bliver tvangsuddannet. For hvem har brug for læger, som ikke interesserer sig for det speciale, de arbejder med?

Hvad angår antallet af læger, der er i højrisiko eller i risiko for manglende opfyldelse af 4-årsfristen i første og andet halvår af 2013, så er henholdsvis 36 læger i høj risiko – det vil sige, at de ikke har gennemført introduktionsuddannelsen endnu og derfor ikke har kvalificeret sig til at søge uddannelse – mens 111 læger er i risiko for det. Jeg synes, det er høje tal i betragtning af, at vi er et lille land. Hertil skal vi yderligere lægge det antal læger til, som af den en eller den anden grund har udsat deres forløb i en periode, men som genindtræder i ansøgerskaren til hoveduddannelsesforløbet. Det er således forventeligt, at antallet af læger, der ikke kan opfylde tidsfristen, vil stige i løbet af 2013, og antallet vil blive væsentlig højere end de 18 læger, der på nuværende tidspunkt ikke kan opfylde tidsfristen.

Som en overlæge, der ansætter yngre læger, siger, mærker man tydeligt, hvordan 4-årsreglen presser de yngre kollegaer. Kun få har overskud til at gå i gang med større forskningsprojekter inden hoveduddannelsesforløbet. Derudover har 4-årsreglen betydet en ulige konkurrence mellem dem, der er kandidater fra før 4-årsreglens indførelse, og dem, der er kommet til efter reglens indførelse. Jeg kan ikke få øje på nogen fordele ved 4-årsreglen, hverken for yngre læger eller for de afdelinger, de skal fungere for.

Man har samtidig også samlet 8.000 underskrifter, som jeg tror ministeren har fået overrakt. De blev samlet på knap en uge. Jeg tænker på, om ikke det gør indtryk på ministeren. Der er utrolig mange, der udsætter deres forløb, og som Yngre Lægers formand siger, er de 42, der er faldet for reglen, alt, alt for mange.

Desværre, om jeg så må sige, har vi fået mere end ret i vores forudsigelser: Det er nu tydeligt, at reglen resulterer i færre speciallæger, end vi kunne have haft. Der er særlig behov for flere introstillinger, men også for flere hoveduddannelsesforløb, og derfor skal der handles. Så jeg håber, at man, når ministeren får den samtale med Yngre Lægers formand, finder frem til flere konkrete løsninger.

Jeg siger tak til ordføreren. ( Liselott Blixt (DF): Skal jeg læse forslaget til vedtagelse op?) Ja, det bliver ordføreren så nødt til.

Jeg vil gerne (på vegne af DF, KF og LA) fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager ministerens redegørelse til efterretning og værdsætter ministerens initiativ til at opbløde 4-årsreglen. Forslaget er bare ikke tilstrækkeligt til at løse de fundamentale problemer.

Folketinget konstaterer, at de seneste tal fra Sundhedsstyrelsen bekræfter de tal, som Yngre Læger tidligere har fremført i debatten, nemlig at ca. 20 pct. af en årgang falder for 4-årsfristen. Et frafald på 20 pct. af en årgang vil udgøre ca. 150 læger, som hvert år forventes at falde for fristen.

Folketinget opfordrer ministeren til at løse problemet én gang for alle, og i mellemtiden bør 4-årsreglen suspenderes. Ministeren bør som ansvarlig for området tage initiativ til, at parterne sætter sig sammen og får lavet en langtidsholdbar løsning på de fundamentale problemer i relation til uddannelse af speciallæger i Danmark; en ordning, som sikrer, at Danmark både får uddannet det rigtige antal speciallæger hurtigere, samt at vi får speciallæger i hele landet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 68).

Jeg siger tak for forslaget til vedtagelse, der nu vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Flemming Møller Mortensen.

Jeg vil gerne spørge fru Liselott Blixt som Dansk Folkepartis ordfører om nøjagtig det sidste, fru Liselott Blixt læste op af teksten til forslaget til vedtagelse fra et mindretal her i Folketinget, nemlig det om dækning med speciallæger i hele landet.

Nu er jeg borger i Region Nordjylland. Jeg synes, at fru Liselott Blixt udviser en total blindhed over for, hvad det er, 4-årsreglen har betydet for min region. Den har jo netop betydet, at hoveduddannelsesforløbene er blevet fyldt op på en hel anden måde, end det var tilfældet tidligere, sådan at borgerne i min region har fået væsentlig bedre dækning med speciallæger. Her synes jeg, at kæden hopper af i argumentationen i diskussionen, justeringen, moderniseringen af 4-årsreglen.

Ordføreren.

Jamen jeg har ikke sagt, at 4-årsreglen har gjort, at der ikke kom flere speciallæger til. Jeg siger bare, at den er uhensigtsmæssig. Vi ser for mange læger forlade Danmark. Vi ser, at der er flere læger, der søger til Sverige og Norge, fordi de får nogle andre tilbud, end vi har i Danmark.

Det kunne jo så også være, at nogle af de problemer, vi ser med de speciallæger, vi har, skyldes, at det er mennesker, der ikke ønsker at arbejde med det speciale. Altså, det er vel ikke det, vi ønsker?

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Nej, men jeg bliver alligevel nødt til at sige, at jeg synes, at det er totalt ubalanceret. Vi har en væsentlig debat her i Folketingssalen om, hvordan vi som Folketing, hvordan vi som land, hvordan vi som parlament skal prøve at balancere og justere uddannelsen af højt specialiserede læger i vores samfund. Jeg synes, at det er højst besynderligt, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til den tekst til forslag til vedtagelse, der bliver læst op om lidt af min kollega fra Venstre, fru Sophie Løhde, hvor man siger: Vi forsøger at gribe det her; vi forsøger at lave et samarbejde med alle interessenterne.

Nej, Dansk Folkeparti vil suspendere. Dansk Folkeparti vil ud at proklamere, at Dansk Folkeparti står i spidsen for at gøre det her endnu bedre, og så lukker Dansk Folkeparti øjnene for de positive effekter, der er af 4-årsreglen, mens vi andre siger: Vi vil bibeholde de positive effekter, men vi vil gerne gøre det yderligere godt. Er det ikke et paradoks? Eller er der ikke noget, der er gået op for Dansk Folkeparti i den her sammenhæng?

Ordføreren.

Nej, der er noget, der ikke er gået op for hr. Flemming Møller Mortensen, nemlig at der er læger, der er utilfredse. Det vil sige, at alle læger siger nej til den her ordning. Det kan godt være, at det har fået nogle flere speciallæger ind, men dem, der hænger efter, dem, der falder ud af ordningen, er jo dem, der ikke er interesseret. Det er dem, der ikke får en speciallægeuddannelse. Det er dem, der kan tvinges ind i en uddannelse, de ikke bryder sig om, eller som tvinges til at flytte til Sverige eller Norge.

Så der er noget, hr. Flemming Møller Mortensen ikke har forstået i den her sag.

Jeg siger tak til ordføreren. Så går vi til ordførerrækken. Fru Sophie Løhde, Venstre.

Lad mig da bare starte med at slå fast, at vi står på mål for hele formålet med at indføre 4-årsfristen, nemlig at øge udbuddet af speciallægekapaciteten og sikre, at der uddannes speciallæger i alle specialer og i alle dele af landet.

4-årsfristen eller 4-årsreglen, som den jo også bliver kaldt, havde til formål at sikre flere speciallæger hurtigere og samtidig sikre en hensigtsmæssig dækning med speciallæger både geografisk og på tværs af specialer, sådan at alle danskere kunne få mulighed for at blive behandlet af en speciallæge, uanset hvor de boede, og uanset hvilken sygdom de blev ramt af.

Begge dele er 4-årsfristen jo sådan set med til at sikre, forstået på den måde, at videreuddannelsesforløbene for yngre læger er forkortet siden 4-årsreglens vedtagelse, ligesom 4-årsreglen har bidraget til at reducere nogle af rekrutteringsvanskelighederne i de dele af landet, hvor det før har været rigtig vanskeligt at få besat hoveduddannelsesforløbene.

Det var de positive ting. Og jeg er da heller ikke i dag bleg for at indrømme, at enhver mønt har to sider og dermed også, at der er en bagside af medaljen, og at der har været en række negative konsekvenser af 4-årsreglen, som jo også potentielt dækker over dygtige speciallæger, som Danmark risikerer rent faktisk at gå glip af. Derfor er vi sådan set heller ikke mere tungnemme, hvis man må bruge det udtryk her i Folketinget, end at vi godt kan lytte til de gode argumenter om nogle af de skævheder, som der har været påpeget, og som jo også bl.a. Yngre Læger har fremført i debatten i forhold til den, kan man sige, manglende fleksibilitet, som 4-årsfristen altså også indebærer.

Det er også derfor, at vi i dag i Folketinget siger, at vi står på mål for intentionerne i ordningen, men vi er også pragmatiske nok til ikke at være bange for at se kritisk på beslutninger, som vi selv har været med til at træffe. Det er også bevæggrunden for, at vi gerne vil være med til nu at igangsætte et arbejde – vi havde jo gerne set et hurtigt arbejde med et serviceeftersyn af 4-årsreglen i samarbejde med de relevante parter på området, herunder Yngre Læger – sådan at vi netop kan få nogle konkrete forslag på bordet, som kan være med til måske at bløde 4-årsreglen op og sikre, at den kan indrettes på en mere fleksibel måde.

Målet skal bare fortsat være klart, nemlig at vi skal øge udbuddet af speciallægekapacitet, ligesom der fortsat skal være nogle incitamenter, som motiverer og belønner læger til hurtigt at søge et hoveduddannelsesforløb.

Derfor ser vi jo også gerne et alternativ. Vi håber, at der er nogle parter, som kan sætte sig ned sammen og komme frem til nogle forslag, hvor de netop går ind og ser på modeller til, hvordan man kan motivere og belønne læger til hurtigt at søge et hoveduddannelsesforløb, men som måske ikke på samme måde indeholder den her helt så ultimative tidsfrist, der jo i sin yderste konsekvens potentielt afskærer i øvrigt kompetente læger fra at gennemføre en speciallægeuddannelse.

Det er også derfor, at vi i dag har valgt at gå med i et fælles forslag til vedtagelse sammen med regeringspartierne og Enhedslisten. Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi i Venstre gerne var gået længere end det her forslag til vedtagelse, men jeg synes da trods alt, at vi er kommet et stykke ad vejen, og dette forslag til vedtagelse var så så langt, som vi kunne komme – det er trods alt et forslag til vedtagelse, der peger lidt fremad.

Så kan jeg dog alligevel ikke i parantes lade være med at bemærke, at ministeren flere gange sagde, at ministeren jo ikke var gift med den her regel. Så har jeg lyst til at sige til ministeren, at så har man jo friheden til at blive skilt fra den, men det må jeg jo forstå at ministeren ikke interesseret i. Derfor synes jeg måske også, at jeg savner en lille smule ærlighed i forhold til at kunne stå på mål for nogle ting og dermed også turde sige tingene ærligt til hinanden. For hvis man bliver ved med at lægge afstand til en masse ting, pege fingre ad andre og sige, at det i øvrigt slet ikke er ens hjerteblod, og så samtidig ikke vil påtage sig ansvaret som ansvarlig minister til at sige, at så laver regeringen det hele fuldstændig om, så er der bare nogle ting, som ikke stemmer i argumentationsrækken, hvis man spørger Venstre.

Men vi vil gerne indgå i et konstruktivt samarbejde, og vi ville også gerne være gået meget længere end det, som regeringspartierne i dag er villige til. Men vi anerkender, at vi har nået et kompromis. Jeg synes, at vi faktisk har sat os sammen på tværs af Folketingets partier med et forslag til vedtagelse, som peger fremad, men det er også vigtigt for os at understrege, at det her selvfølgelig ikke må gå hen at blive en syltekrukke.

Jeg skal på den baggrund fremsætte følgende forslag til vedtagelse på vegne af Venstre, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager til efterretning, at ministeren nu gennemfører en hensigtsmæssig justering af 4-årsreglen, således at læger, der er faldet for fristen, får mulighed for at blive ansat i hoveduddannelsesforløb, der ellers ville være ledige.

I forlængelse heraf vil ministeren nøje følge udviklingen på området med henblik på at sikre, at regler og administration understøtter samfundets behov for uddannelse af speciallæger.

Ministeren vil sikre, at der snarest muligt inden sommerferien indkaldes til et samarbejde med de relevante parter såsom Lægeforeningen, Yngre Læger, Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner og videreuddannelsesregionerne med henblik på en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af speciallægeuddannelsen bredt. Der gøres status på arbejdet ultimo 2013.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 69).

Jeg siger tak for forslaget til vedtagelse og tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken.

Hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokraterne.

Tak. Jeg skal starte med at udtrykke, at jeg er rigtig glad for den tekst i forslaget til vedtagelse, som min kollega, fru Sophie Løhde fra Venstre, netop har læst op. Den betyder, at der nu skal samarbejdes, og det er alle parter på området, der skal mødes hurtigt; det varer ikke længe, inden der er sommerferie, og der står direkte i teksten i forslaget til vedtagelse, at man skal i gang inden sommerferien. Man skal granske den eksisterende 4-årsregel, man skal kigge på muligheder for at gøre tingene endnu bedre, ikke blot i forhold til 4-årsreglen, men også i forhold til uddannelsen af speciallæger generelt. Og så bliver vi trommet sammen igen allerede inden årets udgang, ja, for at høre, hvad parterne har at dele med os politikere.

Unge under uddannelse, eksempelvis læger, skal specialisere sig; vores samfund udvikler sig i den retning, at specialerne og en yderligere specialisering er nødvendigt. Sundhedsvæsenet er et rigtig, rigtig godt eksempel herpå. Her i Folketingssalen er det også en klar forpligtelse, at det sundhedsvæsen, som vi rent faktisk på alle måder er rigtig stolte af, skal kunne det, vi forventer – i dag, i morgen og i fremtiden. Derfor skal der også sikres en balance, sådan at der er læger i hele Danmark, og det med de nødvendige kvalifikationer.

Det kræver rigtig mange samfundsmæssige ressourcer at uddanne højt specialiseret personale. Derfor skal ressourcerne forvaltes og prioriteres på den bedst mulige måde. Vi skal sikre, at de rette kompetencer i forhold til uddannelse, og jævnfør det, der er behovet, sikres.

Sundheds- og forebyggelsesministeren har i sin tale sagt, at 4-årsreglen kunne ønskes mere fleksibel. Der er lavet justeringer af den allerede. Det, jeg som Socialdemokraternes sundhedsordfører gerne vil give udtryk for i dag, er, at den tekst i forslaget til vedtagelse, som nu ligger, åbner for, at vi lytter, at vi lytter rigtig meget; at vi ikke peger fingre af, at der er nogen, der kritiserer den her ordning. Vi vil arbejde konstruktivt frem mod at gøre tingene endnu bedre.

Det er et ufravigeligt socialdemokratisk princip, at vi i sundhedsvæsenet skal fokusere på kvalitet. De to elementer, der helt overvejende afgør, hvilken kvalitet man får i sundhedsvæsenet, er, hvilken kapacitet man har at kunne stille til rådighed for syge danskere, og hvilken faglighed man kan kombinere med kapaciteten. Og derfor er det bare helt, helt afgørende, at alle sundhedsfagprofessionelle i sundhedsvæsenet er uddannet med de kompetencer og i det omfang, som der er behov for, herunder jo eksempelvis speciallægerne.

Derfor vil jeg slutte af med at sige, at vi glæder os rigtig meget over det samarbejde, som nu skal i gang. Der er lagt op til dialog, der er lagt op til respekt; alle, som har en aktie i det, en holdning og noget at byde ind med til en bedre uddannelse af speciallægerne i Danmark i fremtiden, kommer med ved bordet.

Jeg synes som sagt, at teksten i forslaget til vedtagelse er fin, og at den er rammende, og jeg vil nu slutte af med at ønske alle dem, der skal til at arbejde med det allerede inden sommerferien, og som skal gøre arbejdet færdigt frem mod nytår, god arbejdslyst.

Tak til ordføreren. Jeg giver ordet til den næste ordfører, fru Camilla Hersom

Jeg har som sundhedsordfører for Radikale Venstre modtaget adskillige henvendelser om 4-årsreglen fra læger, der enten er faldet for 4-årsreglen eller frygter at gøre det. Årsagerne er mange. Nogle har været syge, nogle er blevet rådgivet forkert, nogle oplever, at de ikke bliver valgt, fordi de ikke har satset på præcis de ting, der lægges vægt på, og nogle oplever, at de ikke har tid til den brede uddannelse, de finder nødvendig for at kunne udføre deres gerning som læge. Afmagten og frustrationen er stor, når drømmestillingen synes uden for rækkevidde. Og de historier, jeg modtager, gør indtryk.

Det, der til gengæld også står, er, at alle, der ytrer sig i diskussionen om 4-årsreglen, fremhæver, at de er enige i det overordnede mål om, at det er væsentligt, at der uddannes speciallæger i alle specialer i alle dele af landet. Det er helt fundamentalt for et godt og dækkende sundhedsvæsen, at borgerne kan blive behandlet, uanset hvor de bor. Problemet er så, at når man har regler, er der også nogle, der falder for dem, og nogle falder måske endda for reglen af urimelige årsager.

For Det Radikale Venstre må det styrende for, hvordan vi indretter vores uddannelsessystemer, være samfundets behov. Vi uddanner læger, fordi vi har behov for dem. Det er ikke det samme som at sige, at der ikke også findes en selvstændig værdi i, at en gruppe mennesker får dyb indsigt i lægevidenskaben, men det er ikke den bærende årsag til, at vi uddanner dem. Til gengæld er det også for os af afgørende betydning, at de systemer, vi indretter, tager hensyn til de mennesker, der skal fungere i dem, og til den praktiske virkelighed, de oplever.

Vi kan ikke tvinge nogen til at gennemføre et speciallægeforløb, de ikke selv ønsker. Men på den anden side virker det jo også urimeligt, hvis man som læge skulle have krav på en særlig speciallægeuddannelse. Sådan er det jo ikke engang ved optagelsen på grunduddannelsen, hverken her eller inden for andre fag. Der findes optagelseskrav i starten af forløbet, og der finder en udskillelse sted senere i forløbet. Og baggrunden er jo bl.a., at nogle specialer er mere eftertragtede end andre, og dermed kan alle ikke få deres ønske opfyldt.

Men systemer kan også føre til uhensigtsmæssig adfærd, og det er måske den situation, vi er ved at nærme os, når mange f.eks. opfatter en ph.d. som en nødvendig forudsætning for overhovedet at kunne søge et hoveduddannelsesforløb. Sådan bør det ikke være. Opgaven for os må derfor være at fastholde et fokus på at uddanne tilstrækkelig mange forskellige speciallæger i alle dele af landet, men at reglerne ikke skal være så rigide, at de kommer til at virke mod deres hensigt.

Sundhedsministeren har allerede blødt op på reglen i flere omgange. Det har hun også klart tilkendegivet her i salen i dag. Hun har også slået en streg under, at regeringen er åben over for at diskutere reglen fremadrettet. Det er også det, der fremgår af det forslag til vedtagelse, som et bredt flertal af Folketingets partier heldigvis kan bakke op om.

4-årsreglen vil blive fulgt nøje, og ministeren vil tage initiativ til samarbejde med de relevante parter om, hvordan man mest hensigtsmæssigt kan tilrettelægge speciallægeuddannelserne. Der er med andre ord nu fri bane for de gode ideer, der kan understøtte det overordnede formål, som vi alle sammen er enige om. Det er en tilgang, Radikale Venstre er enig i, og vi kan derfor støtte forslaget til vedtagelse, som blev læst op af Venstres ordfører. Og vi vil benytte lejligheden til at appellere til alle interessenter om at deltage i det fremadrettede forløb.

Tak til den radikale ordfører. Så går vi til Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Özlem Sara Cekic.

Det er muligt i dag at forlænge tidsfristen i 4-årsreglen. Når vi hører debatten og alle dem, der henvender sig til os, kan man godt nogle gange blive i tvivl om, om alle kender de muligheder, der er i dag. Derfor får jeg lyst til sådan lige at remse op, hvad der er af muligheder.

Det er som sagt muligt at forlænge tidsfristen. Det kan man gøre ved barselsorlov, ved gennemførelse af godkendt ph.d., ved ansættelse i forsvaret, ved udsendelse i militær lægevirksomhed eller efter forhåndsgodkendelse i Sundhedsstyrelsen samt ved deltidsansættelse i forbindelse med klinisk basisuddannelse og introduktionsuddannelse. Tidsfristen forlænges ved afholdt orlov i henhold til lovgivningen, hvilket betyder, at anden lovgivning, der giver orloven, automatisk forlænger tidsfristen.

Læger har også mulighed for at forske i forbindelse med speciallægeuddannelsen, idet en gennemført ph.d. forlænger 4-årsreglen med 3 år. Ved ansættelse i forsvaret forlænges tidsfristen, og det samme sker i forbindelse med militær lægevirksomhed. Ved længerevarende sygdom er det også muligt.

Nu justerer vi så 4-årsreglen. Justeringen betyder konkret, at læger, der er faldet for 4-årsreglen, nu vil få mulighed for at blive speciallæger via ubesatte hoveduddannelsesforløb, som det ikke har været muligt at få besat, men som så kan blive besat af en læge, som ellers var faldet for tidsfristen. Desuden forlænges tidsfristen ved udsendelse i humanitær lægevirksomhed fra 6 til 12 måneder, og endelig forlænges 4-års fristen ved ansættelse som læge i forsvaret med op til 12 måneder, hvor det tidligere var op til 8 måneder.

4-årsreglen har haft positive effekter, som vi har behov for at holde fast i. Antallet af ubesatte hoveduddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen er faldet markant, og det er blevet lettere at rekruttere læger til forløb i de ydre beliggende regioner, hvilket tidligere har været en stor udfordring. Jeg synes faktisk, det er en vigtig målsætning i sig selv at sikre, at der er læger alle steder, men vi er åbne over for yderligere ændringer, som på den ene side ikke ødelægger de gode virkninger, reglen har haft, og hvor man på den anden side samtidig også er lydhør over for den kritik eller den bekymring, de aktører, der er på området, giver udtryk for.

Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har lavet en tekst til et forslag til vedtagelse sammen med Venstre og Enhedslisten, som siger, at der skal være inddragelse af de relevante aktører med henblik på hensigtsmæssig tilrettelæggelse af speciallægeuddannelsen. Jeg vil mene, at Dansk Folkeparti også burde have været med til at lave teksten til det forslag til vedtagelse, så Dansk Folkeparti bagefter, når arbejdet efterfølgende skal laves, selvfølgelig kunne sidde med ved bordet og vi kunne se på, hvordan vi i fællesskab kunne afhjælpe de bekymringer, nogle af lægerne har. For jeg synes, det sender et ret stærkt signal her fra Folketinget, hvis vi er så mange som muligt, der kan være med i et fælles forslag til vedtagelse.

Tak til SF's ordfører. Så giver jeg ordet til fru Stine Brix, der taler for Enhedslisten.

Først vil jeg gerne sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her forespørgselsdebat. Som jeg både hører det fra Dansk Folkepartis og fra Radikales ordfører, er det et område, som de får mange henvendelser om, og det gør jeg også. Og jeg tror, at der er mange i den almindelige danske befolkning, som aldrig har hørt om 4-årsreglen før. Men for de unge læger, som det drejer sig om, og for de organisationer, som repræsenterer lægerne, er jeg ikke i tvivl om, at det er et af de allervigtigste spørgsmål overhovedet. Derfor synes jeg bestemt også, at det er både vigtigt og relevant, at vi her i Folketinget tager en diskussion af reglen for at se, om vi kan gøre det bedre.

Som flere har været inde på før mig, er det ved at være 6 år siden, at reglen blev indført, og den trådte i kraft den 1. februar 2008, så det er ved at være noget tid siden. Fra Enhedslistens side var vi kritiske over for reglen, fra den blev indført, og jeg kan for så vidt godt støtte Lægeforeningens og Yngre Lægers ønske om at få reglen suspenderet. Men jeg synes, det er meget vigtigt, at der er noget, der så kan træde i stedet, for ellers stilles vi alle i en fuldstændig uklar og uholdbar situation.

Så jeg vil sige, at derfor er vi endt med at gå med i et forslag til vedtagelse sammen med regeringspartierne og Venstre, selv om vi ikke deler begejstringen for 4-årsreglen. Og jeg håber, at det arbejde, som sundhedsministeren så skal tage initiativ til, kan føre frem til, at vi får en regel, der er bedre.

Jeg synes, der er en vigtig ting, der mangler i den her debat, og som har været fremhævet af de tre formænd for videreuddannelsesregionerne i forbindelse med lægeuddannelsen, og de siger grundlæggende set, at reglen måske har haft en berettigelse, at reglen måske har givet mening, men de mener, at betingelserne er grundlæggende ændret. Vi står i en situation, hvor vi er gået fra for få år siden virkelig at have et alvorligt problem med speciallægemangel, til at vi nu kommer til at have mange læger og – ifølge formændene – ikke kommer til at se problemer med at få besat hoveduddannelsesforløb.

De tre formænd appellerer sådan set til, at man ændrer reglen. De foreslår en 5-årsregel til at starte med, og de foreslår også, at man giver de unge læger nogle langt bedre muligheder for at komme ind og få nogle specialer, også selv om de ikke har fået den introstilling, det kræver.

Jeg synes i hvert fald, at jeg hører nogle gode takter fra forskellige parter, ikke kun fra de unge læger, som direkte har fingrene i klemme, men også fra dem, der har en helt klar interesse i at sikre alle slags specialer i hele landet, om, at den her regel har udspillet sin rolle, eller at den er alt for stiv.

Jeg synes også, der mangler nogle yderligere perspektiver. Nogle af dem har været lidt fremme i dag, men nu kommer jeg lige omkring dem igen.

For det første er jeg enig i, at der er en ret stor risiko for, at vi taber en gruppe unge læger på gulvet, så de ikke bliver speciallæger, selv om de er kvalificerede til det, og selv om de gerne vil. Vi ser en tendens til, eller vi hører i hvert fald om en tendens til, at det betyder, at de rejser til udlandet i stedet. Det vil være et kæmpe tab og et kæmpe spild af penge, hvis vi skal se på det samfundsøkonomisk.

Der foregår jo lige nu en heftig talkrig mellem Yngre Læger og Sundhedsstyrelsen om, hvor mange der vil risikere at falde for reglen. Faktum er jo, at det ved vi ikke endnu, for det er ikke sådan, at alle sammen på den første årgang er nået igennem forløbet, og om det ender på de 5 pct., som Sundhedsstyrelsen siger, eller de 20 pct., som Yngre Læger siger, ved vi sådan set ikke. Jeg tror, det kunne ende et sted midtimellem. Men det vil jeg sige jeg nu også synes er rigtig, rigtig mange unge læger at give slip på.

En anden ting er den her pointe med, at reglen alene skulle have en positiv effekt på, at folk hurtigere bliver speciallæger. Spørger man de lægestuderende, de, som ganske snart bliver færdig med uddannelsen, nemlig her til sommer, svarer de faktisk nogle interessante ting. Halvdelen af dem svarer f.eks., at de på grund af 4-årsreglen har forlænget deres studier, f.eks. ved at tage et lægevikariat, før de var færdiguddannet, eller ved at tage et forskningsår.

Mellem 15 og 20 pct. af de studerende, som bliver færdige til sommer, svarer, at de ikke vil starte direkte på den kliniske basisuddannelse, men udskyde punktet for, hvornår uret begynder at tikke og det tæller, og så at sige arbejde som læger, før de har fået den egentlige grunduddannelse som læge. Og det er jo nogle uheldige incitamenter, man kommer til at lægge ind, når den unge læge i sidste ende stiller sig bedre ved at gøre noget andet for i sidste ende at få det speciale, vedkommende drømmer om.

Jeg synes også, de unge læger svarer noget spændende i den her undersøgelse. Halvdelen af dem svarer nemlig, at de gerne vil flytte for at få det speciale, de drømmer om. Halvdelen af dem svarer, at de vil flytte over 120 km. Så at de ikke vil flytte eller ikke gider at arbejde uden for storbyerne, tror jeg ikke er sandheden om de generationer af unge læger, som vi kommer til at se.

Så synes jeg også, der er en vigtig pointe i forbindelse med at rose 4-årsreglens fortræffeligheder, nemlig at en stor del af den positive udvikling, som flere fremhæver, altså det her med, at unge bliver hurtigere færdig, allerede var i gang, før 4-årsreglen blev indført. Fra 2006 til 2009 faldt tiden, fra man blev færdiguddannet som læge, til man startede på en speciallægeuddannelse, med 2½ år. Så tendensen var i gang.

Det, som jeg tror var det vigtigste, var, at man gik væk fra det system, der gik på, at man skulle optjene point, og at man så igennem mange forskellige typer af ansættelser og andre pointgivende discipliner kunne gøre sig fortjent til en speciallægeuddannelse. Vi havde altså et system, der var omvendt, som belønnede folk, der brugte lang tid. Det afskaffede vi, og det er i virkeligheden det, der har været en af hovedårsagerne til, at lægerne nu hurtigere bliver speciallæger.

Så for at runde af vil jeg sige, at vi sådan set deler ønsket om at komme af med reglen. Jeg mener, at det er helt afgørende, at der kommer et bud på, hvad der skal træde i stedet, inden man suspenderer den. Derfor har vi været med til at lave et forslag til vedtagelse, som forpligter ministeren til sammen med de mange parter, der er på området, både dem, der skal være de kommende speciallæger, og dem, der skal bruge de kommende speciallæger, nemlig regionerne, at sætte sig sammen og forsøge at finde en model, som er langt, langt bedre end den, vi har i dag.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, hr. Joachim B. Olsen.

Når man hører debatten i dag, kan det jo undre, at vi ikke har kunnet blive enige om et fælles forslag til vedtagelse. Det er jo sådan lidt underligt, at Enhedslisten går op og skoser 4-årsreglen, men så alligevel er med i forslaget til vedtagelse, som ikke går ud på at afskaffe 4-årsreglen. Men summa summarum anerkender alle partier, at der er nogle problemer. Alle partier synes, det er godt, at der er en incitamentsstruktur, der gør, at læger bliver hurtigt færdige. Det synes vi også; i Liberal Alliance er vi sådan set ikke mod 4-årsreglen, men vi kan konstatere, at der er nogle problemer.

Et af de problemer, jeg kan forstå der er, er, at da 4-årsreglen blev lavet, blev der også indgået nogle aftaler; de lægestuderende blev lovet nogle ting, der gjorde, at de så kunne blive hjulpet hurtigere gennem uddannelsen. Og som jeg kan forstå det, har det knebet lidt med at leve op til den del af aftalen. Det blev f.eks. aftalt, at 4-årsreglen skulle følges op af individuelle uddannelsesplaner, tilbud om karrierevejledning og tilstrækkelig mange uddannelsesstillinger og kvalificerede stillinger. Alligevel er det f.eks. halvdelen af de uddannelsessøgende, som ikke har fået en individuel uddannelsesplan, og det er et problem. For vi kan jo alle sammen blive enige om, at hvis mange falder for den her regel, så må det betegnes som et spild af ressourcer. Om det så er 5 pct. eller det er 20 pct., ved vi som sagt ikke endnu, som Enhedslistens ordfører redegjorde for, men vi kan alle sammen konstatere, at der er et problem.

Derfor kunne det måske være en god idé at suspendere reglen i en kort periode, indtil der blev rettet op på de strukturer, der skal være i orden, for at folk netop kan komme hurtigt igennem. Tak.

Tak til Liberal Alliances ordfører – nej, der er en kort bemærkning fra ... Nå, den frafaldes. Så giver jeg ordet til den konservative ordfører, fru Benedikte Kiær.

Der er blevet sagt meget om 4-årsreglen her i løbet af eftermiddagen, og 4-årsreglen har fået nogle knubbede ord med på vejen. Der er blevet fremhævet nogle positive ting med, at man har kunnet få nogle læger hurtigere igennem systemet og derved også fået nogle speciallæger hurtigere, hvilket der er behov for, for vi mangler speciallæger. Men som sagt er der også nogle ganske alvorlige bivirkninger ved den måde, som reglen er skruet sammen på i dag.

Der har været nogle tal fremme, bl.a. et tal fra Yngre Læger, hvor det bliver fremhævet, at vi kan tabe op mod 20 pct. af en årgang. Der var jo ingen af os, der ønskede det; det var jo ikke meningen med 4-årsreglen. Og det er jo ikke, fordi det ikke er nogle dygtige mennesker – det er ganske gode kræfter, som så prøver lykken andre steder, måske i andre lande – og det er jo ikke, fordi de ikke vil være færdige, men der er måske nogle omstændigheder, der gør, at de simpelt hen er kommet i klemme og ikke er kommet i gang med deres speciallægeuddannelse.

4-årsreglen var jo møntet på, at man kunne komme hurtigere igennem, men som sagt har den også nogle uhensigtsmæssigheder. Det har vi så hørt alle ordførerne fremhæve i dag, og det er vi Konservative jo sådan set enige i. Ministeren har jo også selv erkendt, at der er nogle problemer med den måde, som reglen er skruet sammen på i dag, og ministeren har også selv været fremme med nogle forslag.

Spørgsmålet er bare, om de forslag er nok – det tror vi ikke fra Det Konservative Folkepartis side. Vi mener faktisk, at der virkelig er behov for en god og positiv dialog med dem, det egentlig drejer sig om, særlig dem, som netop er blevet ramt af 4-årsreglen, og som ønsker at få 4-årsreglen gjort mere hensigtsmæssig, nemlig Yngre Læger.

Jeg kan forstå, at bølgerne er gået lidt højt på et møde, hvor der blev talt om fredagsslik og flødeskum. Og jeg tror, at man skal væk fra den dialog- og debatform og så egentlig få nogle konstruktive løsninger på bordet. Det er jo baggrunden for, at vi går ind og støtter det forslag til vedtagelse, som Dansk Folkeparti er kommet med, altså netop om en suspendering af den måde, som reglen er skruet sammen på i dag, og så får en ny løsning på bordet, som sikrer, at man ikke taber de her gode kræfter på gulvet.

Grunden til, at vi egentlig vil foreslå en suspendering, er, at vi gerne vil lægge pres på systemet, så man hurtigst muligt kan få indrettet en regel, en måde at organisere det på, så man ikke taber gode kræfter på gulvet, men opnår de gode ting, som man gerne vil, altså får flere speciallæger hurtigere og også i hele landet.

Der er par korte bemærkninger, først fra hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak for det. Jeg bider mærke i, at fru Benedikte Kiær siger, at det er nødvendigt med en god dialog fremover, og at man skal ind på en konstruktiv bane. Man skal forsøge at få nye løsninger på bordet, som fru Benedikte Kiær også siger.

Så stiller jeg bare spørgsmålet: Mon fru Benedikte Kiær har læst den tekst til forslag til vedtagelse, som jeg har sendt til fru Benedikte Kiær så sent som her i dag, hvor vi jo lige nøjagtig slår ind på, at alle interessenter på området skal indgå i et samarbejde, som skal starte før sommerferien og barsle med en status inden nytår, lige nøjagtig i et forsøg på at prøve at finde løsninger, modeller, via dialog? Det er mit spørgsmål til fru Benedikte Kiær.

Ordføreren.

Jamen det vil jeg da gerne kvittere for, altså det forslag til tekst, som kom, lige før vi gik i gang med den her forespørgselsdebat. Og som jeg fremhævede i min ordførertale, så vi gerne, at man, mens vi netop havde den her gode dialog – og jeg er også glad for, der bliver lagt op til en god dialog, og at fredagsslikket bliver lagt på hylden – så egentlig suspenderede 4-årsreglen, indtil man havde en god løsning, simpelthen for at få lagt et yderligere pres. Det fremhævede jeg jo så også i min ordførertale.

Flemming Møller Mortensen.

Ja, og så er mit spørgsmål: Vil det være gunstigt for parterne at suspendere reglen? Jeg synes, at det ville være gunstigere, at vi kunne have fået et endnu bredere flertal end det, der nu står bag teksten til forslag til vedtagelse i dag. Her kan det undre mig med baggrund i Det Konservative Folkepartis holdning til sundhedsvæsen, specialisering, sikring af kompetencer og kapacitet i sundhedsvæsenet, at Det Konservative Folkeparti vil foreslå, at vi suspenderer reglen. Det her er en meget kort periode; det er et halvt år, det drejer sig om, inden der skal gives en status på det samarbejde, som nu skal i gang.

Jeg forstår ikke Det Konservative Folkeparti i den her sammenhæng.

Ordføreren.

Jeg tror, det er meget alvorligt for dem, det egentlig drejer sig om, dem, som så bliver tabt på gulvet, mens vi venter på, at der kommer en god løsning på bordet. Og jeg tror faktisk, at man vil kunne finde en god løsning meget hurtigere, hvis der er et yderligere pres på alle parter ved netop at lave den her suspendering. Men vi er jo alle sammen enige om målet, så det kan vi jo glæde os over i dag, nemlig at der er et flertal for, at vi får en mere hensigtsmæssig metode og en mere hensigtsmæssig 4-årsregel.

Fru Camilla Hersom for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil egentlig starte med at beklage, at Det Konservative Folkeparti ikke kan støtte det forslag til vedtagelse, som vi og et bredt flertal står bag.

Så har jeg lyst til at stille fru Benedikte Kiær et spørgsmål, for fru Benedikte Kiær har jo selv en fortid som minister og ved derfor, hvad det vil sige at tage den form for ansvar på sig: Hvad forestiller Det Konservative Folkeparti sig egentlig der skulle ske, hvis man suspenderede 4-årsreglen i en periode?

Der bliver sagt, at det er for at lægge pres på parterne, men hvad ville der ske ude i den virkelige verden, hvor der faktisk lige nu er læger, der er i gang med uddannelsesforløb, og som skal vide, hvad de har med at gøre? Hvad vil konsekvensen være? Har man overvejet det? For det er jo heller ikke omkostningsfrit at lægge sit navn til en vedtagelsestekst, som ville have det som konsekvens, hvis der var et flertal for den.

Ordføreren.

Jamen jeg kan ikke forstå, hvorfor fru Camilla Hersom mener, det kan have en konsekvens for dem, der gerne har villet ind i et forløb og faktisk er kommet ind i et forløb, at fortsætte med det forløb. Jeg kan overhovedet ikke se, at det skulle have nogen negative konsekvenser, derved at man finder en meget, meget hurtig løsning på, hvordan man får en mere hensigtsmæssig 4-årsregel.

Camilla Hersom.

Men en suspendering vil jo sige, at det, der er det gældende regelsæt i dag, ikke længere gælder. Hvad har Det Konservative Folkeparti så forestillet sig man skulle sætte i stedet? Altså, folk skal jo agere efter noget derude i de forløb, de er i gang med, og i den måde, de planlægger deres uddannelse på, og de stillinger, de søger. Selv om der er tale om, at det måske er en suspendering resten af året, er det jo en lang periode, når det, der egentlig er den samlede periode for øjeblikket, er 4 år, og når man ikke har nogen som helst idé om, hvad der måtte komme ud af de drøftelser, der nu skal startes.

Har man slet ikke gjort sig den overvejelse, hvad konsekvensen ville blive, hvis der rent faktisk havde været flertal for det, der er lagt frem i salen i dag, og som der gudskelov ikke er flertal for?

Ordføreren.

Konsekvensen skulle meget gerne være, at der ikke var nogen, der – sådan som vi ser det nu i papirerne – falder for 4-årsreglen. Og så havde jeg da ikke en forventning om – heller ikke med den vedtagelsestekst, som flertallet er blevet enige om – at det skulle vare meget lang tid, flere år, før man fandt en mere hensigtsmæssig ny regel for, hvordan man kunne sørge for, at vi får flere speciallæger hurtigere i hele landet.

Jeg kan ikke helt forstå, hvad det er, fru Camilla Hersom siger, for det lyder jo nærmest, som om det skulle tage halve år, måske hele år. Det er jo ikke det, jeg egentlig forventer – heller ikke, når jeg hører de andre ordførere. Og grunden til, at vi også fremhæver muligheden for at suspendere, er netop, at vi vil lægge et yderligere pres, så man får en hurtig løsning – og gerne en løsning inden sommerferien.

Tak til den konservative ordfører.

Da der ikke er flere, der ønsker ordet, er forhandlingen afsluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil, som det er nævnt, først finde sted på tirsdag, den 14. maj 2013.