Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 74:

Forslag til folketingsbeslutning om øget tilgængelighed i forbindelse med deltagelse i demokratiet.

Af Stine Brix (EL) m.fl.

(Fremsættelse 12.03.2013).

Forhandlingen er åbnet. Økonomi- og indenrigsministeren.

Vi behandler i dag et beslutningsforslag fra Enhedslisten, der pålægger regeringen forskellige tiltag til at øge tilgængeligheden til vores demokrati for mennesker med handicap.

Forslaget pålægger for det første regeringen at ændre reglerne for hjælp til stemmeafgivning. Det skal ikke længere være et krav, men et muligt tilvalg for borgere, som har brug for hjælp til at afgive deres stemme, at en myndighedsperson overværer valghandlingen. For det andet pålægges regeringen at arbejde for tilgængelighed i bred forstand for mennesker med handicap i forbindelse med valg. Det handler bl.a. om tilgængelighed til valgmateriale, hjemmesider, vælgermøder og afstemningssteder. Endelig pålægges regeringen at arbejde med lavteknologiske løsninger i modsætning til elektroniske registreringer af stemmesedlen, som kan forbedre tilgængelighed og stemmehemmelighed for mennesker med handicap.

Regeringen er positivt indstillet over for flere elementer i beslutningsforslaget, men vi kan ikke støtte beslutningsforslaget i dets nuværende form. Det er der to grunde til.

For det første opstilles der i beslutningsforslaget en tilsyneladende forudsætning om, at lavteknologiske løsninger kun kan gennemføres som en modsætning til elektronisk støttede valg. Den forudsætning deler regeringen ikke. Vi har i denne folketingssamling faktisk fremsat lovforslag om digital stemmeafgivning og stemmeoptælling. Og en af de meget afgørende grunde til at gøre det er at give vælgere med handicap bedre mulighed for at kunne stemme uden hjælp fra andre. Teknologi giver nemlig gode muligheder for, at f.eks. mennesker, som er blinde, svagtsynede eller døjer med ordblindhed, kan få læst navnene på kandidater og partier op og blive guidet til selv at sætte deres kryds – vel at mærke, hvor vælgeren er alene i stemmeboksen.

Jeg synes ikke, at det hænger ordentligt sammen, hvis vi den ene dag fremsætter et lovforslag om digital stemmeafgivning og stemmeoptælling for den næste dag at stemme for et beslutningsforslag, hvis tekst synes at forudsætte, at man er imod, at en valghandling understøttes digitalt.

For det andet kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget, fordi regeringen ikke kan støtte forslaget om, at vælgere kan nøjes med at medbringe en hjælper efter eget valg, når de skal sætte krydset på stemmesedlen. Som det er i dag, skal der altid medvirke mindst én valgstyrer eller tilforordnet vælger. Det krav er der gode grunde til at holde fast i. Reglen er sat i verden for at beskytte vælgere, der har behov for hjælp, når de stemmer. Det vil ofte være en sårbar situation, hvis man som vælger har behov for hjælp til stemmeafgivningen, og det, der er ideen, er jo at skabe et rum, som forhindrer, at der bliver et pres for at sætte et kryds ved en, som man egentlig ikke ville have stemt på, eller at krydset bliver sat et helt andet sted end der, hvor hjælperen egentlig er blevet bedt om at sætte det.

Kravet skal også sikre offentlighedens tillid til valghandlingen. Tillid til valghandlingen rækker jo videre end ens egen stemmeafgivning, og derfor er det lige så vigtigt, at man som vælger kan stole på, at valget også har været frit for andre vælgere, og en grundlæggende ting i hele diskussionen om elektronisk understøttede valg, altså e-valg, er netop, at man skal kunne have tillid til valghandlingen.

Endelig er det sådan, at de regler, der gælder i dag, blev vedtaget af et stort flertal i Folketinget i 2008. Samtlige partier undtagen Enhedslisten, der undlod at stemme, stemte for de regler, vi har i dag.

Når det er sagt, vil jeg gerne kvittere for de overvejelser, der i øvrigt ligger bag forslaget. For som sagt var en af baggrundene for at fremsætte forslaget om elektronisk understøttede valg netop at give vælgere med handicap bedre mulighed for valgdeltagelse. Derfor tror jeg, at vi deler den intention. Dermed jo også sagt, at vi så absolut er positivt indstillet over for det formål bag beslutningsforslaget, og vi vil meget gerne arbejde videre med spørgsmålet om øget tilgængelighed for vælgere med handicap.

For mig at se er det en afgørende rettighed, jeg har som borger og som vælger, at jeg kan sætte mit kryds, uden at andre ser, hvem jeg stemmer på. Jeg tror nu ikke, at det ville være nogen overraskelse for nogen, men det er så en anden sag. For nogle kan det jo være en overraskelse, og derfor er det en helt central rettighed, at vi kan stemme, uden at andre ser, hvad vi stemmer. Jeg synes, at den rettighed skal være tilgængelig for så mange vælgere som overhovedet muligt. Så hvis der findes løsninger, som kan fremme det, skal vi undersøge det. Der skal ikke være nogen tvivl om, at regeringen ønsker at bistå og hjælpe folk med handicap til at kunne stemme uden andres hjælp. Og som sagt er forslaget om e-valg det tydeligste bevis på det. Det gælder jo sådan set uanset beslutningsforslaget fra Enhedslisten.

Desuden har vi været i tæt dialog med handicaporganisationerne om at fremstille et letlæseligt materiale, der på en tilgængelig og enkel måde forklarer vores vælgere, borgerne, hvordan vores demokrati fungerer. Endvidere overvejer vi at foreslå en ændring af valglovgivningen, sådan at man som handicappet vælger kan blive tilmeldt det mest tilgængelige valgsted. Det er ikke en given ting, at det er det valgsted, hvor man hører til, og derfor er selve tilgængeligheden, altså den fysiske tilgængelighed, til valgstedet også afgørende. Det forslag er også et resultat af den dialog, som ministeriet har haft med handicaporganisationerne.

Men det er jo ikke nok, at regeringen tager initiativer på området. Selve spørgsmålet om at have et tilgængeligt, åbent demokrati er et, som alle kan bidrage til svaret på. Det var jo også pointen i den forespørgselsdebat, som vi havde her i salen for et par uger siden. Den handlede om unges valgdeltagelse og adgang til demokratiet, et lidt andet emne, men jo dog grundlæggende det samme. Man har et åbent demokrati, hvis man oplever sig inviteret til at deltage, hvis man oplever det som en åben, stor dag, hvor det forventes af en, at man deltager. Det er det samme, det er med til at sikre et stærkt og levedygtigt demokrati, hvis alle føler og reelt oplever, at de kan være en del af det.

Jeg synes, at hvert enkelt parti og også at vi selv som politikere har et ansvar for at række ud og inddrage de vælgere, som måske oplever, at de får mindre opmærksomhed end andre, men som i sagens natur har den samme selvfølgelige og lige ret til at deltage som andre. Deres stemmeret er lige så meget værd som andres stemmeret.

Under forespørgselsdebatten om Valgretskommissionens betænkning opfordrede jeg bl.a. partierne til at overveje at holde vælgermøder måske mere utraditionelle steder. Det kunne være steder – klubber, dagtilbud – hvor vælgere med handicap har nem tilgængelighed, og jeg tror også, det er afgørende i det hele taget at holde vælgermøder og være til rådighed på steder, hvor vi måske sådan i det helt almindelige ikke holder vores vælgermøder, altså komme ud af forsamlingshuset, ud af biblioteket og være til stede dér, hvor folk er.

Vi kunne sikkert også blive bedre både i partierne og på vores hjemmesider og i vores profiler på de sociale medier til at udtrykke os i et sprog, som er til at forstå. For ikke så længe siden fik jeg et brev fra Udviklingshæmmedes Landsforbund, som satte ord lige præcis på det problem. De oplever bl.a., at politikere taler hen over hovedet på mennesker med udviklingshæmning, også selv om de går op i politik og forsøger at følge med i, hvad der sker i samfundet. Det er jo også deres samfund.

De nævnte også, at de ofte sender spørgsmål fra personer med udviklingshæmning videre til politikere, men desværre oftest ikke får svar. Det vil vi i hvert fald forsøge at tage til os og sørge for at lave om på.

Jeg tror heller ikke, det er viljen, der mangler, men måske mangler vi viden, både i partierne og hos os selv, om, hvordan man bedst muligt henvender sig på en tilgængelig måde, hvis der er vælgere, som har et særligt behov. Den viden tror jeg vi kan få ved at søge dialogen med organisationerne, og derfor vil jeg i sagens natur opfordre til, at vi tager budskabet til os og giver det videre, både til baglandet, til partierne, lokale foreninger og andre steder, hvor vi som politikere møder vælgere. Vi har et ansvar for at inddrage de vælgere, som måske af og til føler sig en lille smule holdt uden for demokratiet.

Som jeg nævnte i starten, kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget, om end vi som sagt deler det, der er baggrunden for det, i hvert fald som jeg oplever det. Men jeg vil meget gerne kvittere for lige præcis den gode hensigt og dermed jo også forsikre Folketinget om, at vi sammen med handicaporganisationerne vil fortsætte arbejdet med at gøre valghandlingen mere tilgængelig for vælgere med handicap. Dermed jo også sagt, at jeg ser frem til et konstruktivt arbejde i udvalget om de spørgsmål.

Tak til ministeren. Hr. Michael Aastrup Jensen som Venstres ordfører.

I dag skal vi jo behandle beslutningsforslag B 74, som Enhedslisten har fremsat. Som ministeren også var enig i, er formålet jo at fremme tilgængeligheden for mennesker med handicap i forbindelse med valg og sikre dem mulighed for at afgive deres stemme anonymt.

Der er ingen tvivl om, at det kan virke diskriminerende for den enkelte, når et handicap er en forhindring for at deltage på lige fod med alle andre, ikke mindst når det kommer til deltagelse i vores demokrati. I dag er det et krav, at en myndighedsperson overværer selve valghandlingen, hvis borgeren har et handicap og har brug for hjælp til at afgive sin stemme. Men det er ikke at give mennesker med handicap samme muligheder som alle andre. En stemme skal selvfølgelig afgives anonymt, og derfor bør det være et valg og ikke et krav at have en myndighedsperson med sig i stemmeboksen.

Flere af handicaporganisationerne har sagt, at den nuværende lovgivning er decideret umyndiggørende, og at en ny løsning skal findes. Det er vi i Venstre faktisk enige i, og vi er også indstillet på at prøve at finde en løsning på det. Borgere, som er fysisk og psykisk udfordrede, bør have samme adgang til hemmelig stemmeafgivelse som andre borgere, og de skal kunne deltage fuldt ud i den demokratiske proces, bl.a. i politiske partier, debatter og arrangementer.

Debatten vedrørende et eventuelt elektronisk valg i Danmark satte fokus på de ringe muligheder, som mange borgere med handicap har i dag. Venstre vil derfor stadig gerne tage hånd om ønskerne fra de forskellige handicaporganisationer, som deltog i selve e-valgsdebatten, for der er ingen tvivl om, at der skal findes en bedre løsning på stemmeafgivelse for borgere med handicap.

Så selv om Enhedslistens beslutningsforslag har rigtig mange gode intentioner, som vi absolut også deler i Venstre, så må vi bare også være ærlige og sige, at der mangler finansiering af selve forslaget. For hvor skal midlerne til forslaget komme fra? Enhedslisten foreslår i sin fremsættelse af beslutningsforslaget, at tiltaget skal finansieres af midler, der ellers var tiltænkt e-valg. Men e-valget var påtænkt at skulle finansieres af kommunerne selv. Med en udgift på mellem 250.000 kr. til over 1 mio. kr. er det de færreste kommuner, som har råd til sådan en investering. Så medmindre Enhedslisten havde forestillet sig, at kommunerne skulle finansiere borgernes ret til at stemme anonymt og bedre tilgængelighed til eksempelvis Folketingssalen, så ser jeg et beslutningsforslag uden reelt finansielt grundlag.

Så opsummerende vil jeg sige, at Venstre er enige med handicaporganisationerne og faktisk også med Enhedslistens intentioner. Handicap bør ikke være til hinder for at deltage aktivt i vores demokrati og gøre brug af politiske rettigheder på lige fod med alle andre. Grundet den manglende finansiering kan vi på stående fod ikke tilslutte os beslutningsforslaget, som det ligger, men vi vil gå ind i udvalgsbehandlingen med åbent sind og håbe på, at vi måske eventuelt kan lave en beretning eller andet, som sørger for, at der bliver arbejdet videre med de gode intentioner. Tak.

Tak til Venstres ordfører. Fru Karen J. Klint som socialdemokratisk ordfører.

Tak for det. Det er ikke altid, man bliver så glad, når man bliver bedt om at være ordfører for en sag, som jeg blev forleden dag, da jeg blev spurgt, om jeg ville overtage ordførerskabet på en sag i Kommunaludvalget, hvor jeg sådan set ellers ikke sidder. Men det blev jeg, netop fordi det at have tilgængelighed ved valgforhold og til demokratiet er noget, der er utrolig vigtigt, men også er noget, som jeg selv har haft som kæphest i nogle år.

Tilbage i 2005 havde vi i Nordisk Råds handicappolitiske råd et projekt, hvor vi var gået fra det med tilgængelighed til samfundet, der hed »Design for alle«, til et projekt, som jeg lavede, da jeg var formand for rådet i et års tid, og som hed »Demokrati for alle«. Og da stod vi faktisk her fra Folketingets side i spidsen for en undersøgelse af alle de nordiske parlamenters tilgængelighed på både det fysiske område og it-siden og i andre forhold.

Vi undersøgte også alle partierne i de nordiske parlamenter: om partierne selv var tilgængelige for demokratiet. For det hjælper jo ikke noget, at man godt kan blive valgt som politiker og kan komme ind i et parlament, hvis man næsten ikke kan blive medlem af et parti, fordi man ikke kan deltage i partiets aktiviteter. Det var lidt trist, at de daværende regeringspartier slet ikke ønskede at medvirke til undersøgelsen, men det gjorde andre partier. Og så er det, at jeg kommer til at rose Enhedslisten lidt, for de var faktisk det parti, der scorede højest på tilgængeligheden dengang i 2005, da vi screenede de danske partier. Mit eget parti lavede hjemmesiden om, efter at vi havde screenet den, og det var der også andre der gjorde. Og her i huset blev husets arkitekt og bygningsafdeling faktisk så inspireret af den store konference, som vi lagde hus til i november 2005, at nogle af de forhold, der kom op der, også er det, vi rent fysisk kan se i den nye indgang, vi har til Christiansborg.

Men skal vi vende blikket lidt mere mod de andre nordiske lande, kan vi faktisk lære rigtig meget af den måde, man har grebet det an på i Norge. De er gået fra »Design til alle« og »Demokrati for alle« til, at det skal være inklusion i samfundet for alle. Og de har faktisk under stor bevågenhed fået indrettet deres valglokaler, deres skiltning til valghandlinger og andre forhold på en bedre måde, end vi andre har. Men de har også været så heldige, havde jeg nær sagt, at en af deres politikere selv var kørestolsbruger, og når hun sådan kunne fortælle, at nu havde hun været i endnu en vareelevator i et parlament i et andet land, for ellers kunne hun ikke komme ind i bygningen, så giver det jo nogle skred, altså når man har sådan nogle personlige oplevelser.

Så jeg synes, at det er godt, at vi får debatten nu igen. Det er meget vigtigt, at vi også tør gå foran, men jeg er meget usikker på, om det lige er de tre konkrete ting, som er ridset op her i beslutningsforslaget, der er de vigtigste. Jeg vil i hvert fald være dybt bekymret, hvis det alene er private borgere, der skal med ind i stemmeboksen for at hjælpe mennesker med behov for hjælp til selve valghandlingen. Jeg synes, at der skal være meget diskretion, men der skal også være en tryghed for, at det er frivilligt, at man stemmer, som man gør. Når man har været tilforordnet på et valgsted, eller når man som jeg også sidder i Udvalget til Valgs Prøvelse, får man jo set nogle klagesager, hvor mennesker føler, at de ikke helt har fået de hensyn vist på stedet. Så jeg synes egentlig, at den ordning, vi lavede for nogle år siden, med, at det både kan være en privat person og en tilforordnet, er den rigtige måde at gøre det på.

Jeg synes, at vi skal tage en god debat i udvalget om, hvordan vi kommer videre med forslaget her. Jeg tror bare ikke, at vi skal komme videre i den retning, at vi pålægger regeringen at komme med et hurtigt lovforslag. Jeg er mere stemt for, at vi går dialogbaseret til det, og at vi så taler om en beretning og måske genoptager den undersøgelse, vi lavede for 6 år siden, eller 8 år siden, er det jo sådan set. Det kunne jo være, at vi kunne lære af de andre lande og så gøre noget, der er endnu klogere, her i Danmark.

Men tak til Enhedslisten for at bringe emnet op. Det er utrolig vigtigt, og det er at snyde på vægten, at ikke alle borgere på grund af it-udviklingen eller gammeldags indretning har mulighed for at være aktive i det danske demokrati. Det skal vi have gjort bedre. Tak.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Hr. Hans Kristian Skibby som Dansk Folkepartis ordfører.

Det beslutningsforslag, som Enhedslisten har lagt frem her i dag til behandling i Folketinget, er faktisk et beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti har stor sympati for. Det er da rigtigt, sådan som ministeren også sagde, at der er nogle ting, der skal udfordres, der er nogle ting, der skal kigges lidt nærmere på, og der har regeringen jo så valgt at vende tommelfingeren nedad i den forbindelse. Men det skal nu ikke hindre Dansk Folkeparti i at sige, at det her beslutningsforslag absolut er inden for den ramme, som gør det muligt, at vi i hvert fald kan finde et fælles aftaleafsæt for at gøre det her langt, langt bedre for de handicappede.

Dengang vi sidst havde det til behandling her i Folketinget – det var i 2008, og der var jeg i øvrigt også ordfører på de ændringer, der blev gennemført – var der jo også meget kritik af det, bl.a. fra Dansk Blindesamfund, som mente i forhold til reglerne om bisiddere og at få folk med ind i stemmeboksen, at man skulle have en valgstyrer med, frem for at man alene kunne nøjes med eksempelvis sin ægtefælle eller en god ven. Der var en stor diskussion om, hvorvidt det var den måde, man skulle håndtere det på, for mange mente faktisk, at det var en form for formynderi, at den enkelte, eksempelvis en blind, ikke havde lov til selv at beslutte, at man faktisk ønskede at få sin datter eller sin ægtefælle med ind i stemmeboksen og faktisk ikke ønskede, at der skulle være andre inde i stemmeboksen.

Det er jo en principiel diskussion, hvor man kan mene både for og imod, for selvfølgelig er det jo vigtigt, at valgene bliver gennemført, sådan at det er den enkelte selv, som bestemmer, hvor krydset skal sættes. Men omvendt synes jeg også, vi har en opgave i at se det i forhold til den enkeltes personlige frihed og i forhold til den enkelte handicappedes rettigheder. Så derfor synes jeg egentlig, det er godt, at vi får den her debat i Folketinget i dag.

Beslutningsforslaget her er jo bredt lidt ud – der er flere forskellige delelementer i det – men grundlæggende synes Dansk Folkeparti, at det er positive forslag, som der lægges for dagen. Og med hensyn til det her med, at det tilsyneladende bliver afvist, på grund af at det ikke er finansieret, sådan som hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre sagde det, synes jeg nu, det er i peanutafdelingen, for med al respekt kan vi til et beslutningsforslag af den her karakter sagtens finde en passende finansiering af de delelementer, som der måtte komme, hvis der er et politisk flertal for det.

Så grundlæggende støtter Dansk Folkeparti beslutningsforslaget, men vi anerkender også, at det selvfølgelig skal ses nærmere på i udvalgsbehandlingen. Og så håber vi selvfølgelig også, at vi på den måde kan få committet regeringen til at gå lidt mere engageret ind i det her beslutningsforslags grundpræmisser, netop om at sikre en nemmere tilgængelighed for de folk, der har det ene eller det andet handicap. Og med de ord vil vi lade det gå til den videre behandling.

Tak til ordføreren. Fru Marlene Borst Hansen som ordfører for De Radikale.

Først og fremmest vil jeg gerne takke Enhedslisten – som lige nu ikke er til stede i salen, men derfor vil jeg jo gerne takke dem alligevel – for med det her beslutningsforslag at sætte fokus på noget meget vigtigt i vores demokrati, nemlig tilgængelighed.

Vi har tidligere – faktisk for ikke ret lang tid siden – her i salen diskuteret, hvordan vi får flere unge til at engagere sig i demokratiet, deriblandt at få flere unge til at stemme, fordi det er så vigtigt i et demokrati, at så mange som overhovedet muligt, allerhelst alle, får givet deres stemme til kende, får indflydelse på, hvordan samfundet skal udvikle sig. Derfor er det også vigtigt, at vi får sikret, at alle borgere med den ene eller den anden form for handicap på en forholdsvis nem og tilgængelig måde kan afgive deres stemme.

Så hovedformålet – nemlig øget tilgængelighed for flere borgere – er vi fra radikal side helt enige i.

Men som nogle af de øvrige ordførere har været inde på, ser vi også nogle problemer i det konkrete forslag, bl.a. kan vi ikke støtte forslaget om, at vælgere kan nøjes med at medbringe en hjælper efter eget valg, når de skal sætte krydset på stemmesedlen. Jeg er sikker på, at langt, langt de fleste hjælpere er uvildige og bare vil hjælpe borgeren – den handicappede – med at sætte krydset der, hvor vedkommende vil sætte det. Men vi bliver nødt til at sikre os mod situationer, hvor borgeren, som jo har brug for hjælp og derfor kan være i et afhængighedsforhold til hjælperen, udsættes for pres, i forhold til hvor han eller hun skal sætte sit kryds. Det sikrer vi ved, at en uvildig myndighedsperson er tilstede under valghandlingen.

Allerhelst havde vi jo set, at lovforslaget om forsøg med e-valg var blevet til noget, for på den måde kunne man faktisk gøre borgeren uafhængig af både hjælper og myndighedsperson, men desværre kunne der ikke findes flertal for det. Det er også årsagen til, at vi ikke kan støtte det sidste punkt i Enhedslistens forslag, da man jo her afviser de forsøg med elektroniske valg, som vi fra radikal side gerne så.

Til gengæld er vi åbne over for nye teknologiske løsninger, som kan øge tilgængeligheden, men jeg vil dog fremhæve, at jeg ikke synes, det er særlig ambitiøst kun at ville arbejde for lav teknologiske løsninger. Jeg synes faktisk, Enhedslisten plejer at være lidt længere fremme, men lad os se på det.

I forhold til hvordan vi generelt sikrer øget tilgængelig for handicappede borgere, er vi fra radikal side meget positivt indstillede i forhold til at arbejde videre med det område. Vi har konstateret, at ministeriet allerede er i gang med nogle tiltag, som vil øge tilgængeligheden, men vi vil fra radikal side gerne indgå i en dialog med Enhedslisten om, hvordan vi gør det endnu bedre.

Så alt i alt er det et forslag med mange gode intentioner, hvor vi er enige i en del af dem, men som helhed kan vi ikke støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Fru Anne Baastrup som SF's ordfører.

Da fru Pernille Vigsø Bagge ikke kan være til stede, skal jeg på hendes vegne læse talen op.

B 74 er på lange stræk et sympatisk beslutningsforslag, da det har som mål at forbedre handicappede medborgeres mulighed for at deltage i bl.a. folketingsvalg og kommunalvalg. Det er alt sammen mål, der ligger i klar forlængelse af SF's ligestillingspolitik. Jeg vil især fremhæve Enhedslistens forslag om lettere tilgængelighed til valgsteder og gode teknologiske fix i form af mindre tillempede elektroniske valgløsninger, der kan forbedre synshandicappede borgeres mulighed for at stemme.

Når SF alligevel ikke kan stemme for forslaget, skyldes det primært forslaget om at ophæve pligten til at have en myndighedsperson til at overvære valghandlingen i de tilfælde, hvor en handicappet borger har benyttet sin ret til at have en selvvalgt hjælper med til afstemningen. I SF anerkender vi, at der er et dilemma, men for SF vægter hensynet til, at borgerne ikke må blive påvirket i deres valghandling af uvedkommende hensyn og offentlighedens tillid til valgresultatet, over den enkeltes valgfrihed.

I forhold til brug af elektroniske løsninger vil jeg blot henvise til regeringens eget forslag, L 132, hvori vi foreslår muligheden for digitale valg. Hvis man vedtager dette forslag, vil man kunne bane vejen for bedre løsninger i forhold til de synshandicappede, men som jeg har forstået det, er Enhedslisten sammen med de borgerlige endnu ikke klar til at starte forsøg med digitale valg.

Tak til SF's ordfører. Så giver jeg ordet til hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.

Enhedslisten har fremsat et forslag om øget tilgængelighed i forbindelse med deltagelse i demokratiet, og på mange måder er det jo et forslag, som rent idémæssigt læner sig op ad det forslag, vi diskuterede tidligere. Det tager nemlig udgangspunkt i, hvordan vi kan sørge for, at borgere med handicap får nogle muligheder, der minder om dem, som andre borgere har. Derfor kan jeg lægge mig på det samme synspunkt som før, nemlig at det ikke alene er sympatisk, men også er noget, som vi gerne vil bakke op om. Liberal Alliance vil stemme ja til beslutningsforslaget, fordi vi selvfølgelig mener, at mennesker med handicap skal have mulighed for at deltage i vores demokrati.

Så har der været diskussion om, om det så i forhold til hemmeligheden er værre, at disse personligt udvalgte mennesker kommer ind og skal hjælpe med stemmeafgivelsen, end hvis det er en offentligt udpeget person, altså en, der er udpeget gennem valgbestyrelser osv. Der må jeg sige, at vi har større tiltro til mennesker med handicap, end vi har til offentlige myndigheder, så vi tror sådan set, at folk selv er i stand til at udpege den, de gerne vil have med, i stedet for at det offentlige udpeger en.

Jeg har selv som ganske ung været med min papfarmor, som var næsten blind, inde at stemme, og vi sagde det ikke til nogen, for jeg kom sådan set bare med, og så kørte det ad den vej, og så var der ikke så mange problemer, som man kunne have forestillet sig. Jeg var under 15 år, så der er nok ikke noget at komme efter.

Hvis man hverken kan stemme for eller imod det her forslag, håber jeg, vi i fællesskab kan finde nogle løsninger. Jeg kan godt høre, der ikke er et flertal, men det vil være godt, hvis man kan finde de løsninger på en måde, så alle bliver glade, og så folk kan deltage i demokratiet, for det er jo i virkeligheden det, vi alle sammen ønsker.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det den konservative ordfører, hr. Mike Legarth.

Tak, formand. Det er vigtigt at slå fast fra konservativ side, at vi selvfølgelig til enhver tid synes, at man skal gøre mest muligt for dem, der har det sværest i vores samfund, herunder de handicappede, som har vanskeligt ved at udføre valghandlingen. Der skal det offentlige, kommunerne, det danske samfund, sørge for at skabe så gode vilkår, betingelser og præmisser for dem, så de får så meget hjælp og imødekommenhed, så mange hjælpende hænder, som muligt, både i forbindelse med at komme til valgstedet og i forbindelse med at foretage selve valghandlingen; det er klart.

Et samfund kendes på den måde, det behandler dem, der har det sværest i samfundet, de mest udsatte, på. Så vi vil gerne medvirke til at evaluere den her ordning, hvis der kan gøres mere med hensyn til tilgængelighed, adgang til valgstederne, og også med hensyn til hvis det kan gøres endnu mere individuelt at foretage valghandlingen. Jeg går da ud fra, at man har gjort alt det, man kan gøre, i dag, men jeg vil jo ikke afvise, at det kan gøres endnu bedre.

Derfor: Lad os da kigge os selv efter i sømmene og se, om ikke der virkelig skulle være nogle, der kan stemme uden at have en myndighedsperson med. Hvis det kan lade sig gøre og er bedre for den enkelte, og hvis det er ønskeligt og forsvarligt, så medvirker vi selvfølgelig gerne til det. Men når der i dag er en, der hjælper til, så er det jo, fordi vedkommende ikke kan håndtere det selv.

Vi bakker som sagt fuldstændig op om at kigge på ordningen, men vi kan ikke støtte beslutningsforslaget i sin helhed.

Tak til den konservative ordfører. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Pernille Skipper.

Jeg skal starte med at beklage, at vores ordfører på handicapområdet, fru Stine Brix, ikke kunne være til stede. Hun blev kaldt over i Sundhedsministeriet til et hastemøde. Derfor vil jeg nøjes med at læse en tekst op, som hun har givet mig.

Vores forslag består af tre dele.

Den første er en lovændring, således at der ikke er et krav, men et tilvalg for borgere, som har brug for hjælp til at afgive deres stemme, af, at en myndighedsperson overværer afstemningen, så de selv kan få lov til at bestemme.

For det andet er der en del om tilgængelighed i bred forstand, f.eks. at partierne forpligtes til at sikre tilgængeligt valgmateriale, hjemmesider og adgang til afstemningssteder.

For det tredje er der en del om lavteknologiske løsninger, som kan forbedre stemmehemmelighed og tilgængelighed for mennesker med handicap.

Lad det være sagt med det samme: I Enhedslisten deler vi handicaporganisationernes kritik af det nuværende valgsystem, hvad angår tilgængelighed. Selv om vi ikke er enig i, at løsningen er elektroniske valg af hensyn til sikkerhed, kontrol og tillid til valghandlingen, mener vi bestemt, at der kan gøres noget for at forbedre stemmehemmelighed og tilgængelighed for borgere med handicap.

Vi har indledt en dialog med Det Centrale Handicapråd, Dansk Blindesamfund og ITU for at komme videre med at forbedre tilgængeligheden ved valg. Vores forslag er dermed et oplæg til, hvordan man kan komme videre. Vi indgår meget gerne i dialog med Folketingets øvrige partier i forbindelse med udvalgsarbejdet, så man kan samles om noget, der kan bringe arbejdet videre.

Vi vil f.eks. meget gerne diskutere, om man på anden vis end med vores forslag kan imødekomme især Dansk Blindesamfunds ønske om mindre overvågning i forbindelse med selve valghandlingen. En mulighed er også at give borgeren og hjælperen mulighed for at kræve, at en valgtilforordnet overværer valghandlingen, men hvis hverken borger eller hjælper mener, at der er behov for det, skal man kunne vælge det fra.

Vi ønsker os brændende, at man styrker forskningen på det område, så Danmark kan blive det første land til at præsentere løsninger, der gør borgere med handicap i stand til at stemme selvstændigt.

Det er vigtigt at brede diskussionen ud til at handle om mere end selve situationen, i hvilken krydset sættes. En stor del af demokratiet udspiller sig, før og efter selve krydset er sat, f.eks. ved deltagelse i den politiske debat, debatmøder, politiske partier og ved deltagelse i parlamentariske forsamlinger, hvor tilgængeligheden mange steder er dårlig. Det gælder også den her talerstol, som jo ikke i dag kan benyttes, hvis man ikke selv kan gå.

Med de ord ser vi frem til udvalgsbehandlingen. Vi tager godt imod de mange positive tilkendegivelser, der er kommet fra Folketingets partier i salen i dag. Vi glæder os til at drøfte, hvordan man i fællesskab kan komme videre.

Der er en kort bemærkning fra fru Karen J. Klint.

Jamen det er sådan set bare en lille praktisk oplysning og ikke et spørgsmål.

Der findes faktisk i huset, netop i forlængelse af demokrati for alle-projektet , en model til, hvordan man kan gøre talerstolen tilgængelig. Det fik jeg bare ikke tid til at sige i min tale.

Der ligger en tegning og en model for, hvordan den kan gøres tilgængelig, for selvfølgelig skal man, hvis man har et handicap og er medlem af Folketinget, også op på talerstolen og ikke stå på gulvet.

Ordføreren.

Lad os håbe, at vi en dag får valgt et medlem af Folketinget ind, som kan få mulighed for at prøve den løsning af. Det ville jo være positivt.

Tak til både fru Karen J. Klint og ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Kommunaludvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.