Det sidste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 40:

Forslag til folketingsbeslutning om en acontoerstatning til ofre for kriminalitet.

Af Peter Skaarup (DF), Simon Emil Ammitzbøll (LA), Tom Behnke (KF) m.fl.

(Fremsættelse 18.12.2012).

Forhandlingerne er åbnet. Jeg giver ordet til justitsministeren.

Tak for det, formand. Med beslutningsforslaget pålægges regeringen snarest at fremsætte lovforslag, der sikrer, at der sker udbetaling af et acontobeløb til offeret og/eller pårørende i de erstatnings- og godtgørelsessager, hvor den endelige erstatning og godtgørelse ikke kan opgøres inden 3 måneder.

Som det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, er der tale om en delvis genfremsættelse af et beslutningsforslag, nemlig det, der hedder B 90, fra foråret 2012. Som bekendt blev B 90 nedstemt af et flertal her i salen, og det kan derfor næppe komme som nogen overraskelse, at regeringen heller ikke denne gang kan støtte det foreliggende forslag. Regeringen er nemlig optaget af reelt at hjælpe ofre for kriminalitet bedre, og for regeringen er vejen frem derfor ikke at indføre rigide sagsbehandlingsregler. For mig er det i øvrigt fortsat en kilde til undren, som jeg også var inde på ved behandlingen af B 90, at se bl.a. Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fremsætte et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at gennemføre initiativer i forhold til ofre. Man kan til stadighed spørge sig selv, hvorfor de initiativer, som forslagsstillerne pegede på, ikke blev gennemført under den tidligere regering.

Inden jeg redegør for regeringens nærmere holdning til beslutningsforslaget, vil jeg gerne understrege, som jeg også tidligere har gjort her fra talerstolen, og som det fremgår af regeringsgrundlaget tilbage som sagt fra oktober 2011, at regeringen har sat sig som mål, at ofre for kriminalitet skal hjælpes bedre. Regeringen offentliggjorde derfor i juni sin offerpakke, som er blevet til i et i øvrigt meget tæt samarbejde med Enhedslisten, og tak for det gode samarbejde. Offerpakken skal sikre, at ofre for kriminalitet får mere og får en bedre behandling i retssystemet.

Offerpakken består i hovedtræk af følgende tiltag:

Først og fremmest vil vi etablere en offerfond. Midlerne til fonden skal komme fra gerningsmænd, og de skal anvendes til projekter og aktiviteter, der kan styrke viden om eller indsatsen til støtte for ofre for kriminalitet og trafikofre eller grupper heraf.

Dernæst vil regeringen som sagt for det andet og som en del af offerpakken udvide den såkaldte underretningsordning i forhold til ofre. Ofre, der ønsker det, skal fremover have mulighed for at modtage underretning, hvis deres gerningsmænd under afsoning skal medvirke som eksempelvis en fremtrædende person i et tv- eller radioprogram eller i et portrætinterview i et dansk dagblad.

Endelig er det for det tredje vores ønske, at offerets version af sagen kommer mere i centrum i retssager. Spørgsmålet om at sætte offerets version af sagen i centrum i retssager vil i første omgang blive behandlet af Strafferetsplejeudvalget. Tiltaget om etablering af en offerfond og tiltaget om udvidelse af underretningsordningen behandles i hvert sit lovforslag, som jeg forventer at fremsætte allerede i løbet af denne uge.

Med disse initiativer tager regeringen sammen med Enhedslisten som sagt et stort skridt i retning af at styrke indsatsen over for ofre for forbrydelser. Men vi stopper ikke her, for regeringen vil gøre endnu mere for at hjælpe ofrene. Som et yderligere tiltag ønsker regeringen – også her i et tæt samarbejde med Enhedslisten – at gennemføre en markant styrkelse af rammerne for behandlingen af sager om offererstatning. Vi vil tilføre yderligere ressourcer til Erstatningsnævnet, samtidig med at vi vil tage initiativ til at ændre rammerne for nævnets sagsbehandling, så der skabes mulighed for, at ofre for kriminalitet kan få afgjort de længerevarende erstatningssager eller dele heraf hurtigere, end det sker i dag.

Med den store interesse for området, som bl.a. Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti udviser lige nu, håber jeg selvfølgelig, at der vil være en bred politisk opbakning til de initiativer, som regeringen har taget i samarbejde med Enhedslisten. I forhold til det konkrete forslag, som forslagsstillerne har fremsat, vil jeg indledningsvis gerne understrege, at det samlet set er min opfattelse, at de nuværende, nugældende regler for offererstatning giver mulighed for en smidig og samtidig saglig sagsbehandling. Efter beslutningsforslaget skal et offer eller dennes pårørende dog have et retskrav på, at sagsbehandlingen i en eventuel erstatnings- og godtgørelsessag som hovedregel ikke må overstige 3 måneder. I de tilfælde, hvor sagen ikke kan afgøres inden for 3 måneder, skal der efter forslaget udbetales et acontobeløb til offeret.

Jeg vil i den forbindelse endnu en gang minde forslagsstillerne om, at offerets krav på erstatning i første omgang er over for gerningsmanden. I det omfang skaden ikke godtgøres af gerningsmanden eller en forsikring eller lignende, er det jo sådan, at staten efter offererstatningsloven yder erstatning og godtgørelse til personer, der har været udsat for en overtrædelse af bl.a. straffeloven. Afgørelser efter loven træffes som bekendt af Erstatningsnævnet.

Forslagsstillerne anfører så i beslutningsforslaget, at der ikke længere skal stilles krav om, at en ansøgning om erstatning først skal indsendes, når sagen er afsluttet hos politiet, anklagemyndigheden eller domstolene, men at ansøgningen som hovedregel skal indsendes snarest efter anmeldelse af en kriminel handling. Dertil vil jeg for det første sige, at det er ganske rigtigt, at udgangspunktet, som forslagsstillerne jo også rigtigt peger på, er, at en sag først indsendes til nævnet, når den er afsluttet hos politiet eller anklagemyndigheden eller ved domstolene.

Når det er sagt, er det faktisk allerede i dag muligt at indsende en erstatningssag til nævnet, inden den er færdigbehandlet. Det kan ske, hvis forholdene taler for det, og det kan eksempelvis være tilfældet, hvis offeret har et alvorligt eller i øvrigt også akut erstatningsbehov. Erstatningsnævnet har også allerede i dag mulighed for at træffe afgørelse om dækning af bl.a. behandlingsudgifter, selv om sagen ikke er endeligt afsluttet.

Når jeg læser bemærkningerne fra forslagsstillerne, føler jeg mig nødsaget til at understrege betydningen af, at der er konstateret et erstatningsgrundlag, før der udbetales erstatning. Hvis udgangspunktet om, at erstatningssager videregives til nævnet, før straffesagen er afsluttet af politiet, anklagemyndigheden eller domstolene, generelt ændres, kan nævnets vurdering af erstatningsgrundlaget jo vanskeliggøres, idet nævnet vil mangle den væsentlige sagsoplysning, der i dag sker hos politiet og under retssagens behandling. Det medfører en risiko for, at sagsoplysningen reelt flyttes fra politiet til Erstatningsnævnet, eller at der træffes afgørelse på et uoplyst grundlag.

Jeg tror, at forslagsstillerne kan være helt enige med mig i, at det jo hverken kan være i det offentliges eller i øvrigt selvfølgelig offerets interesse, at der udbetales erstatninger på et tidspunkt, hvor det endnu ikke kan afgøres, om betingelserne for at få erstatning overhovedet er til stede. Det vil kunne give falske forhåbninger hos det enkelte offer og indebære, at offeret mødes med et tilbagebetalingskrav, som han eller hun ikke havde ventet, og som vedkommende muligvis ikke kan honorere.

Det er derfor nødvendigt, at sagen belyses indledningsvis fra politiets side og efterfølgende gennem nævnets sagsbehandling, så det slås fast, at der er et erstatningsgrundlag for hele eller dele af erstatningskravet. Det er klart, at der så kan være sager, der er vanskelige og tidkrævende, men som jeg har været inde på, er det altså allerede i dag muligt f.eks. gennem acontoudbetalinger at afbøde eventuelle uheldige konsekvenser heraf. Det er således, i det omfang de fornødne erstatningsbetingelser selvfølgelig er opfyldt, muligt for nævnet at træffe afgørelse om en del af kravene, således at erstatning herfor kan udbetales, uden at man skal afvente den samlede sags afslutning.

Jeg mener derfor ikke, at der er grundlag for at ændre reglerne herom. En ting er naturligvis, at de retlige rammer for delafgørelser er på plads. Noget andet er, at forudsætningerne for at udnytte disse rammer også i praksis skal være på plads. Så lad mig i den forbindelse understrege, at jeg anerkender, at det for en gruppe af ofre kan være et problem, hvis erstatningen først kan udbetales, når hele sagen er endeligt afsluttet, når det nu rent faktisk er muligt for Erstatningsnævnet i nogle sager at træffe delafgørelser, såfremt enkelte erstatningsposter kan opgøres.

Derfor ønsker regeringen at skabe mulighed for, at Erstatningsnævnet i endnu højere grad kan fokusere på muligheden for at træffe delafgørelser i de sager, der i dag trækker ud. For at det skal være muligt, er det nødvendigt, at Erstatningsnævnet har den fornødne kapacitet til at kunne behandle en sag ad flere omgange. Der kan indføres nok så mange rigide sagsbehandlingsregler, men hvad hjælper det, hvis Erstatningsnævnet ikke har de fornødne ressourcer til at give området det løft, som det trænger til?

Som jeg tidligere har nævnt, er det altså regeringens opfattelse, at de eksisterende regler allerede giver mulighed for en smidig og saglig behandling af erstatningssagerne. Det, vi skal sikre, er som sagt, at Erstatningsnævnet har tilstrækkelig kapacitet. Det er derfor, at regeringen sammen med Enhedslisten som nævnt har besluttet at styrke rammerne for offererstatning ved markant at styrke Erstatningsnævnets kapacitet.

Forslaget herom indgår i et af de lovforslag om øget hjælp til ofre, som jeg tidligere nævnte, og som jeg vil fremsatte allerede i den her uge. Der skabes nu mulighed for at etablere et dobbeltnævn, om man vil. Antallet af nævnsmedlemmer kan således øges, uden at der dermed tilsigtes, at der skulle deltage flere medlemmer i afgørelsen af de enkelte sager end i dag. På den måde vil der kunne træffes flere afgørelser i Erstatningsnævnet, og det sker som sagt ved, at der tilføres Erstatningsnævnet yderligere ressourcer.

Målet med styrkelsen er, at nævnet i endnu højere grad fokuserer på muligheden for at træffe delafgørelser i de sager, der i dag trækker ud, så ofrene hurtigt kan få en del af deres erstatning. Målet er jo desuden – i øvrigt også meget vigtigt – at nedbringe sagsbehandlingstiden i de sager, der i dag trækker ud.

Med tilførslen af de nye ressourcer til Erstatningsnævnet, er det vurderingen, at nævnet vil have mulighed for, senest 3 måneder efter at det kan konstateres, at der er et erstatningsgrundlag, at vurdere, om der er grundlag for at træffe en delafgørelse, så en del af erstatningen i givet fald hurtigere kan udbetales. Samtidig er det vurderingen, at nævnet kan nedbringe sagsbehandlingstiden i sager, der i forvejen afsluttes inden for de første 60 kalenderdage.

Samlet set har regeringen igen taget initiativ sammen med Enhedslisten, som er med til at styrke indsatsen over for at hjælpe ofre for kriminalitet. Så initiativerne er taget. Det seneste er kommet her, men regeringen kan altså ikke på den baggrund støtte det fremsatte beslutningsforslag.

Tak for det. Der er ingen, der har bedt om bemærkninger. Den næste, der får ordet, er ordføreren for forslagsstillerne, fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti.

Det er blot meget kort. Forslaget her er jo en delvis genfremsættelse af B 90 fra samlingen 2011-12, og så er vi tre partier, altså De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der er gået sammen om det.

Forslaget går i al sin enkelthed ud på, at der skulle ske en udbetaling af et acontobeløb, 3 måneder efter at man har indsendt sit erstatningskrav. Jeg har jo noteret mig – justitsministeren var rimelig meget inde på det – at regeringen nu vil fremsætte et forslag, der har paralleller til det her forslag. Det er selvfølgelig ganske positivt, at regeringen vil gøre noget på området, og det er også meget tydeligt, at regeringen har fundet noget inspiration om ikke andet i det her forslag.

Det ændrer blot ikke ved, at regeringens forslag i vores øjne ikke for alvor batter noget. Regeringen vil give flere ressourcer, men det er jo ikke nogen garanti for, at ofrene bliver hjulpet, idet det blot bliver sådan, at man, senest 3 måneder efter det kan konstateres, at der er et erstatningsgrundlag, kan vurdere, om der er grundlag for at træffe afgørelse om erstatning. Og det er ikke godt nok, hvis man spørger Dansk Folkeparti. Vi vil nemlig meget gerne have, at ofrene får hjælp ved at sikre en udbetaling, en acontoerstatning senest 3 måneder efter.

Når jeg siger det, skal det også ses lidt i lyset af de sagsbehandlingstider, der er. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var i 2011 86 dage, og det var en stigning på 11 dage i forhold til året før, hvor det tog 75 dage. Men det er jo et gennemsnit, og der er altså nogle sager, hvilket også står i beslutningsforslaget, som trækker gevaldig lang tid ud. Vi kan her nævne en sag som den om Marlene Duus, som blev overfaldet og har fået hele sit liv ødelagt. Hun sidder nu på fjerde år og venter på en erstatning, hvorimod den mand, der blev dømt for at have overfaldet hende, fik 6 års fængsel, men kom ud efter 3 år og så i fjernsynet hos Claus Meyer. Hvor er rimeligheden i det, og hvorfor er der ikke udbetalt noget? Hvis muligheden eksisterer i dag, hvorfor er det så ikke sket? Der er andre eksempler på det, og det er derfor, at forslaget er fremsat.

Der er ingen, der har bedt om kommentarer. Så er det ordføreren for Venstre, hr. Jan E. Jørgensen.

Tak. Det ser ud til, at der er bred enighed i Folketinget om, at der i højere grad skal tages hensyn til de ofre, der har været udsat for kriminalitet. Og det er jo glædeligt og dejligt, at det ser ud til, at der kan opnås enighed her i salen.

Man skal smede, mens jernet er varmt, siger man, og jernet er åbenbart så varmt, at regeringen – næppe helt tilfældigt – i går valgte at offentliggøre et lovforslag med stort set samme indhold som det beslutningsforslag, vi behandler her i dag.

Godt nok har regeringen allerede i sit regeringsgrundlag skrevet, at man ville hjælpe ofrene for kriminalitet og forbedre rammerne for offererstatning. Men i mangel af konkrete forslag fra regeringens side har forslagsstillerne bag dagens beslutningsforslag taget sagen i egen hånd, og det synes jeg de skal have ros for.

Historien gentager sig, for vi så det samme i maj måned, hvor regeringens reaktion på et beslutningsforslag fra oppositionen var, at regeringen fremlagde sin egen offerpakke – blot 14 dage efter.

Det er dejligt at se, at regeringen nu – i hvert fald på det her område – er færdig med tom snak om gode initiativer og i stedet fremsætter konkrete lovforslag.

Beslutningsforslaget, vi behandler i dag, handler om muligheden for, at der skal ske udbetaling af et acontobeløb til offeret eller pårørende i sager, hvor den økonomiske kompensation ikke kan opgøres inden for 3 måneder. Selv om den nugældende lovgivning allerede i visse tilfælde indeholder den mulighed, er det Venstres opfattelse, at det slet ikke sker i tilstrækkelig grad, og vi mener derfor, det giver rigtig god mening, at det sikres, at den mulighed rent faktisk anvendes. Det er både i offerets, de pårørendes og samfundets interesse, at ofre for kriminalitet ikke skal kæmpe en langvarig kamp mod systemet. De skal derimod hurtigst muligt hjælpes til at vende tilbage til en så normal hverdag som muligt.

Venstre mener derfor, at forslaget tager hånd om en vigtig og væsentlig problemstilling, og vi støtter derfor forslaget.

Tak for det. Der er ingen, der har bedt om bemærkninger. Så er det ordføreren for Socialdemokraterne, hr. Ole Hækkerup.

Tak, fru formand. Vi har netop hørt ordførertalen fra Venstre, og jeg kan sige med det samme, at når det gælder offerområdet, så er der en del at rydde op i efter årene med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Det er derfor, vi har skrevet det ind i regeringsgrundlaget.

Forslaget om at etablere en offerfond var lige præcis noget, der aldrig kunne komme igennem i årene med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Det er så kommet igennem under den nye regering. Her kommer der så nye initiativer, som justitsministeren har talt om, der igen skal hjælpe ofrene.

Det er rigtigt – som det også er fremgået – at partierne med det her beslutningsforslag ønsker, at et offer eller en pårørende skal have udbetalt et acontobeløb efter 3 måneder. Det er jo Erstatningsnævnet, der afgør sagerne, og det er åbenlyst for alle, hvor ubehageligt det må være at vente på at få sin erstatningssag afgjort.

En ting er, at retssagen er afgjort, men hvis spørgsmålet om erstatning derefter trækker ud, så trækker det også ud at få afsluttet sagen for offeret, og muligheden for at begynde at komme videre med sit liv trækkes jo også ud.

Derfor var det også fremragende, at justitsministeren netop nævnte, at der er brug for at tilføre flere penge til arbejdet, og at regeringen netop vil gøre det. Det skal give den der hurtigere behandling af sagerne, der gør, at ofrene får lettere ved at komme videre i livet.

Som jeg nævnte, er det noget af det, regeringen har arbejdet på lige fra starten med offerpakke og offerfond. Og det er jo, fordi vi helt grundlæggende syntes, at de forhold, der var for ofrene efter de 10 år med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, ikke var i orden. Hvis man kigger på spørgsmålet om erstatninger, ser man, at det er præcis det samme, der gør sig gældende.

Hvis man slår op på side 6 i Erstatningsnævnets årsberetning fra 2011, kan man læse om antallet af sager. Og hvordan er det så gået med antallet af sager, som Erstatningsnævnet modtog i løbet af et år, men ikke nåede at blive færdige med inden årets udgang? Jeg vil formode, at det netop er de sager, som Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance bekymrer sig om.

I 2007 var der 201 af den slags sager, altså sager, der har varet i lang tid. De var ikke blevet ekspederet ved årets afslutning. I 2011, hvor Venstre, Konservative og Dansk Folkepartis æra sluttede, var det antal vokset til 403 sager. Det vil sige en fordobling – godt og vel endda.

Der blev altså under konservative justitsministre, og i hvert fald med Dansk Folkeparti som støtteparti, dobbelt så mange sager, der ikke var færdige ved årets udgang, altså hvor folk ventede.

Derfor er der alvorligt brug for at gøre noget ved det her, og derfor er det godt, at justitsministeren nu sørger for, at Erstatningsnævnet får flere penge til at løse opgaven, selvfølgelig først og fremmest fordi ofrene har krav på, at vi får ryddet op efter Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Hvis det her er udtryk for, at Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har skiftet politik efter at have haft ansvaret i 10 år og nu faktisk bekymrer sig om ofrene, så synes jeg, at det udelukkende er glædeligt.

Men den største opgave bliver at bevilge nogle flere penge og rydde op i de dårlige resultater efter de 10 år med borgerligt styre, først og fremmest fordi vi har brug for at gøre noget for ofrene.

Tak for det. Der er ikke nogen, der har bedt om ordet. Så er det ordføreren for Det Radikale Venstre, hr. Jeppe Mikkelsen.

Tak for ordet. Jeg beklager, at det lige tog lidt tid at komme herop. Jeg er så vant til at komme op efter Dansk Folkepartis ordfører, men nu er det jo Dansk Folkeparti, der er forslagsstiller.

Jeg vil sige: Kære venner, jeg vil sige meget lidt, for jeg tror, vi har en fælles interesse. Jeg tror, vi alle ønsker at forbedre vilkårene for ofrene, og jeg tror, vi alle ønsker at forbedre mulighederne for at få erstatning, når man har været udsat for en frygtelig forbrydelse. Derfor sympatiserer jeg med dette forslag, men jeg kan alligevel ikke støtte det, for regeringen og Enhedslisten er lige på trapperne med et lovforslag. Det har på mange måder samme mål, men lidt andre midler. Vi ønsker det samme, nemlig en forbedring af mulighederne for at få erstatning. Og så ville jeg jo selvfølgelig bare ønske, at vi kunne stemme for beslutningsforslaget, men det er som sagt lidt andre midler, vi vil bruge.

Derfor må jeg meddele, at vi fra radikal side desværre ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ingen, der har bedt om bemærkninger. Så er det ordføreren for SF, fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det kommer nok ikke som en overraskelse, at SF heller ikke kan støtte det her beslutningsforslag. Regeringen har allerede meldt ud, at den foretager sig noget på området. Den her problemstilling bliver jo adresseret i regeringsgrundlaget, og det varer ikke længe, inden der kommer et lovforslag, som retter op her.

Jeg synes, vi skal gøre meget mere for ofrene. Det er trods alt dem, der står med menene og arrene efter en grim oplevelse. Det har vi prøvet at adressere i regeringen med en offerpakke. Det har vi tidligere keret os om. Det blev blankt afvist under den tidligere regering, men nu varer det ikke længe, inden vi faktisk kan gøre mere for ofrene på den konto.

Vi sikrer også, at ofrene, i det omfang det er muligt, får oplysninger om, at en mulig gerningsmand skal på tv, så de pågældende i det mindste er forberedt på den begivenhed, hvis det sker. Så jeg synes, vi prøver at tage hensyn til ofrene og sikre, at der kommer mere hjælp, at der kommer bedre rammer. Nu vil vi også sikre, at det bliver muligt at udbetale acontobeløb i erstatningssager, så ofrene meget hurtigt får en økonomisk håndsrækning i forbindelse med de mange ting, som ofte skal løses, når man har men efter et overgreb. Det kræver, som jeg har forstået, mere kapacitet hos Erstatningsnævnet, og det er også derfor, vi kommer med en kraftig saltvandsindsprøjtning i form af flere penge, så vi sikrer, at de her afgørelser rent faktisk også kan træffes. Det er jo lidt trist at se på, at mængden af sager er forøget ganske kraftigt hos Erstatningsnævnet. Det er det i den tidligere regerings periode, hvor der absolut ikke blev gjort noget som helst for at gribe ind over for den udvikling.

Nu sikrer vi, at de her sager kan behandles med den hurtighed og den fleksibilitet, der skal til over for ofrene. Derfor ser jeg frem til, at den her regering endnu en gang tager et skridt i retning af at forbedre vilkårene for ofre.

Tak for det. Der er ikke nogen, der har bedt om ordet. Den næste ordfører i rækken er fru Pernille Skipper fra Enhedslisten.

Tak for det. I Enhedslisten er vi utrolig glade for, at om ikke andet kan vi enes med regeringen om, at vi skal gøre noget mere for ofrene for kriminalitet. Det er et område, hvor vi har et rigtig godt samarbejde. Vi har sammen med regeringen oprettet en offerfond, som skal styrke initiativer til at hjælpe ofre for kriminalitet. Vi har udvidet muligheden for at få en forhåndsunderretning eller en tilkendegivelse, hvis et offers gerningsmand kommer i medierne, og vi har gjort en masse ting.

Det, vi også har gjort, er at tage initiativ til, at de lange sagsbehandlingstider hos Erstatningsnævnet kommer ned. Det har vi gjort ved at sende et lovforslag i høring, som skal gøre nævnet bedre indrettet teknisk og samtidig sørge for, at der kommer midler til at behandle sagerne meget hurtigere. Det betyder jo dermed, at intentionerne i det ellers udmærkede beslutningsforslag, som vi behandler her i dag, allerede er opfyldt, og i Enhedslisten glæder vi os selvfølgelig til, at vi sammen med regeringen fremover kan gøre endnu mere for ofrene for kriminalitet.

Tak for det. Der er ingen, der har bedt om ordet. Den næste i ordførerrækken er hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.

Ja, hvis jeg ellers kan få mine ordførerkollegers opmærksomhed, vil jeg sige, at det her jo er sådan et typisk eksempel på, hvad der sker i det danske Folketing. Det, der sker, er, at når oppositionen kommer med gode forslag, kan regeringen simpelt hen ikke tage sig sammen til at støtte de forslag, som vi kommer med. De er da nødt til at komme med deres eget, som stort set minder om det forslag, oppositionen er kommet med, og det kommer selvfølgelig altid, lige inden vi skal førstebehandle oppositionens forslag. For det værste, der kan ske for en regering overhovedet, er, at man skal stemme for noget, som oppositionen kommer med. Det ville være ganske frygteligt at indrømme, at andre end en selv kunne komme med gode ideer.

Men der er nu stadig god grund til at se på det forslag, som vi er kommet med her, for det har i hvert fald mindst ét element, som er bedre end det, som regeringen og Enhedslisten kommer med. Det, regeringen og Enhedslisten kommer med, er jo sådan en typisk venstreorienteret løsning, hvor man tror at det eneste saliggørende er at komme med en pose penge, og så er det overstået. Det er jo sådan set det, man har kunnet blive enige om.

Det, vi ønsker, er, at der for ofrene for de allermest alvorlige forbrydelser skal være en garanti for, at de hurtigt får udbetalt acontoerstatning. Det er jo nemt nok at sørge for, at mange af småsagerne kommer til at blive behandlet hurtigere. Det, der er vigtigt, er, at dem, der bliver ramt af det her – som bl.a. Marlene Duus, som også nævnes i bemærkningerne til forslaget, og som var grunden til, at vi overhovedet tog det her op – selvfølgelig har en garanti for, at det kan ske; at loven sikrer, at det kan ske; at det ikke bare er gode intentioner.

Jeg ved ikke, om jeg håber, at regeringspartierne og Enhedslisten besinder sig, det kunne man jo i hvert fald håbe, men på denne baggrund støtter vi selvfølgelig stadig det her forslag – jeg mener faktisk stadig væk, at det gør en afgørende forskel – i stedet for bare at tilslutte os den aftale, som regeringen har lavet med den yderste venstrefløj.

Tak for det. Der er ingen, der har bedt om kommentarer, og så er det ordføreren for Konservative, hr. Tom Behnke.

I forlængelse af den af hr. Simon Emil Ammitzbøll netop afholdte ordførertale kunne man jo også spørge sig selv, om ikke regeringen, hvis det virkelig var sådan, at man ønskede, at der skulle laves en fælles løsning, kunne have indkaldt partierne og taget dem med på råd, og så kunne vi i fællesskab have lavet et forslag, men fred nu være med det.

Når vi har været med til at fremsætte beslutningsforslag B 40, er det, fordi vi er meget, meget optaget af, at der bliver gjort noget mere og noget bedre i forhold til ofrene. For der er ingen tvivl om, at i nogle sager i dag bliver ofrene overladt til sig selv og kan få lov til at vente. Der kan gå både 2, 3 og 4 år, inden man har fundet frem til, om der skal udbetales erstatning, og i givet fald hvor meget. Og de her ofre må selv betale for at komme videre med deres liv, må selv have penge op af lommen, må i banken og låne penge for at komme videre med deres liv. Det er helt, helt uhørt og urimeligt, for det, vi skal huske, er, at samtidig med det træder hele det offentlige apparat jo i karakter og funktion og gør alt, hvad man kan, i forhold til gerningsmanden.

Vi skal selvfølgelig også gøre noget for gerningsmanden, vi skal sørge for, at han holder op med at lave kriminalitet i fremtiden – eller hun – men det, der er vigtigt, er, at vi også gør noget for ofrene, og det har vi simpelt hen været for dårlige til. Der har været forskellige tiltag undervejs, vi har forbedret ofrenes retsstilling, også mens vi havde den borgerlige regering, ingen tvivl om det, men det kan gøres endnu bedre. Og specielt hvad angår udbetaling af erstatning til ofrene, hænger det i bremsen i alt for mange sager.

Derfor er det også rigtig godt, at regeringen nu har taget initiativ til at komme med et forslag, hvor der bliver strammet op på det her, hvor man rent faktisk sætter det på dagsordenen. Der kommer fokus på det, man sætter tempoet op i forhold til at få afgjort de her sager, få udbetalt noget erstatning eller i det mindste få udbetalt acontoerstatning.

Men når beslutningsforslaget bliver fastholdt, er det jo, fordi vi bliver nødt til at være helt sikre på, hvad det egentlig er, regeringen kommer med af forslag. For hvis regeringsforslaget er sådan et »kan«-forslag, at nu kan der udbetales acontoerstatning, så ved vi jo godt, at det bliver der så kun i de sager, hvor det allerede sker i dag, og så kommer vi ikke videre. Så er det kun ord uden handling, og det, vi er meget optaget af under behandlingen af det her beslutningsforslag, udvalgsbehandlingen og det kommende forslag fra regeringen, er at blive helt sikre på, at vi ikke i fremtiden har nogen sager, hvor offeret skal vente i årevis uden at få erstatning, uden endog at få en acontoerstatning. For ofte er det jo bare et spørgsmål om, at man diskuterer, om der skal gives 50 eller 60 pct. eller 60 eller 70 pct., og så kunne man jo starte med at udbetale det, som man er enige om, og så kan offeret komme videre med sit liv.

Vi er her i landet for dårlige til at tage hånd om ofrene. Det er derfor, vi har fremsat beslutningsforslaget, og det er derfor, at vi med tilfredshed har set, at regeringen har samlet handsken, som vi har kastet, op og taget sagen på bordet og sørger for, at der kommer nogle nye spilleregler. Og vi glæder os meget til at se det konkrete forslag.

Tak for det. Der er ingen, der har bedt om ordet. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Pia Adelsteen.

Jeg vil blot meget kort godt sige tak for debatten. Jeg synes, det er vigtigt, vi har den her debat. Uanset hvem der i øvrigt kommer med forslagene, er det jo vigtigt, at vi gør noget for ofrene. Det er faktisk det, vi alle sammen, kan jeg høre på debatten, går ind for. Så kan vi synes, at der er noget, der er godt, og noget, der er skidt, og noget, der er bedre end noget andet, men det er i hvert fald noget, vi er obs på.

Jeg synes bare, som hr. Tom Behnke nævnte, at det er vigtigt, at vi ligesom forsøger at undgå, at ofre venter i årevis på erstatning. Det er simpelt hen ikke rimeligt. Det er ikke alle, der kan få lån, det er ikke alle, der har forældre, der kan hjælpe, eller børn, eller hvad det nu måtte være. Det er det, der er vigtigt.

Tak til Venstre for så klart at støtte forslaget, sådan er det jo også en gang imellem. Så tak for debatten.

Tak for det.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er dermed slut.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.