Jeg vil gerne indlede med at slå fast, at privat og offentligt samarbejde har en meget høj prioritering for regeringen, for samspillet mellem det offentlige og private leverandører er med til at udfordre måden, vi gør tingene på, er med til at give et nyt perspektiv på begrebet plejer, så vi kan gøre tingene på en bedre måde.
Det er selvfølgelig allerbedst, når der netop udvikles nye måder at gøre tingene på.
Derfor ser vi meget gerne, at vi udbygger samarbejdet mellem det offentlige og private.
Sådan noget afhænger selvfølgelig af rammerne for samarbejdet, og det er en forudsætning, at der er gode rammer, at man ved, hvordan man gør, og at man kan overskue økonomien, for ellers bliver der ikke meget offentlig-privat samarbejde, og det skal være nemmere.
Derfor har regeringen for det første lavet en slags ramme, en standardmodel, for offentlig-privat partnerskab, som retter sig mod offentlige myndigheder og indeholder vejledning i de forskellige faser, der selvfølgelig er, når man etablerer et partnerskab mellem det offentlige og private virksomheder.
Der er faldgruber, der er besværligheder, der er overvejelser, og i stedet for at man opfinder den dybe tallerken til et middagsselskab for 12 rundtomkring i den offentlige sektor, kan vi lige så godt sige:
Sådan her kan man gøre det.
Derfor har vi lavet en standardvejledning.
For det andet har vi som led i aftalerne om kommunernes og regionernes økonomi for 2013 afsat en pulje på 100 mio.
kr.
til kommunernes adgang til lån og/eller fritagelse for deponering, når man laver offentlig-private partnerskaber.
Det ligger i forlængelse af tidligere års aftaler; det er gjort før.
Ud over de 100 mio.
kr.
afsættes der 300 mio.
kr., som er rettet mod offentlig-private partnerskaber i regionerne.
Så langt tror jeg at forslagsstillerne er ganske enige med regeringen.
Det, vi egentlig skal drøfte i dag, er beslutningsforslagets spørgsmål om behovet for de deponeringsregler, som i dag er en del af den samlede regulering af kommunernes låntagning.
Med andre ord:
Er det ikke nok med de styringsinstrumenter, som vi begynder at lære dem at kende, nemlig budgetlov, anlægslov og sanktioner; har vi også har brug for deponeringsreglerne?
Inden jeg svarer på det spørgsmål og dermed jo holder spændingen, vil jeg bare gerne sige noget ganske kort om deponeringsreglerne og om det, der egentlig er baggrunden for låne- og deponeringsregler, for de kan nemlig ikke ses uafhængigt af hinanden, og selv om det lyder teknisk, betyder det faktisk meget for, hvordan vores samlede økonomi er i balance, og for, hvad det er for en gæld, vi skubber videre til kommende generationer.
I Danmark har vi regler, der begrænser, hvor meget kommuner kan låne.
Normalt kan der ikke lånes til driftsudgifter og kun i begrænset omfang til anlægsudgifter.
I den forbindelse regnes det at leje eller det at lease for et lån.
Som allerede sagt antydningsvis er en af grundene til, at vi har de regler, at de indgår som et instrument, når vi skal styre den samlede finanspolitik.
Ordførerne ved lige så godt som jeg, hvor meget den kommunale og regionale økonomi fylder i den samlede offentlige økonomi, og derfor er det bestemt ikke ligegyldigt, hvor meget der bliver brugt, hverken i kommunerne eller i regionerne.
Det er jo netop det samlede hensyn, der gør, at der skal være mulighed for, at vi i fællesskab forholder os til, hvor meget skal kommuner, hvor meget skal regioner have af anlægsaktiviteter.
Det er faktisk, uanset om det sker i form af egne anlæg, altså at man selv bygger eller selv køber, eller om det sker igennem aftaler om at leje eller lease private anlæg, f.eks.
igennem et privat-offentlig partnerskab.
Lånebegrænsningerne gælder både for almindelige lån og for leje- og leasingarrangementer, som indgår i den slags partnerskaber.
Når det er sådan, altså at leje og leasing betragtes som lån, er det, fordi virkningerne økonomisk set er de samme, nemlig at man skaffer sig et aktiv og fordeler betalingerne over en årrække.
Sådan som jeg har fået det fortalt, går den ordning helt tilbage til 1980'erne.
Med andre ord sikres det, at der sker en ligestilling imellem det at leje eller det at opføre og det at købe et anlæg.
Det kan også siges på den måde, at man ikke skal have en likviditetsgevinst i kassen ved at gøre det ene i stedet for det andet eller i stedet for det tredje.
Kort og godt betyder reglerne, at en aftale om at leje eller lease et anlæg ikke bliver attraktiv alene ud fra en likviditetsmæssig overvejelse, altså alene ud fra overvejelsen om, hvorvidt man konkret har penge i kassen lige nu og her.
Så har vi derudover reglerne om deponering ved leje og leasing.
De regler betyder, at kommunen faktisk godt kan lave et lejearrangement eller et leasingarrangement, også selv om den ikke kan låne pengene til det.
Det kan den.
Blot den deponerer pengene i en periode, så der ikke bliver en likviditetsgevinst ved arrangementet, så bliver det bærende for beslutningen.
Det skal med andre ord være kvaliteterne ved det at leje eller det at lease, der er det udslagsgivende, og ikke de økonomiske forhold.
Dermed jo også sagt, at deponeringsreglerne ikke er en straf for eller en diskrimination i forhold til det at leje eller det at lease.
Det er faktisk lige omvendt.
Kommunen kan godt indgå leje- og leasingaftaler uden at have låneadgang, blot den deponerer, og det er faktisk lidt mere lempelige vilkår end vilkårene for almindelig låntagning.
Her kan man nemlig ikke, om jeg så må sige, deponere sig ud af en manglende låneadgang.
En gang imellem tager vi jo de her regler op til et kritisk eftersyn, og nogle kritikere beskriver reglerne, som om man slet ikke kan få en gevinst ud af et offentlig-privat partnerskab, og hvis man ikke kan få den gevinst, er det slet ikke interessant at geråde ud i sådan et partnerskab.
Det er jeg ikke enig i.
For de gevinster, som kan komme ud af et samarbejde mellem det private og det offentlige – f.eks.
i form af øget kvalitet, og at man er mere effektiv, når man løser opgaverne – er jo sådan set det, der er det egentlige og kvaliteten ved sådan et arbejde snarere end det at få en simpel her og nu-likviditetsgevinst.
Låneregler og deponeringsregler skal som sagt ses som et led i den måde, vi styrer vores økonomi på og dermed anlægsudgifterne i kommuner og regioner.
Forslagsstillerne peger i beslutningsforslaget på, at der i dag og fremover er flere styringsredskaber, end vi har haft før, når det kommer til den kommunale og den regionale økonomi.
Er behovet for reglerne da bortfaldet?
Og nu udløses spændingen.
Jeg kunne mærke det, der er bygget en ting op her i salen.
Svaret er nej.
Der er faktisk stadig væk behov for regler, for de her nye instrumenter retter sig faktisk kun i begrænset omfang mod kommuners og regioners anlægsudgifter.
Ganske vist skal budgetloven jo sikre den samlede balance i offentlige finanser, og den balance indeholder alle udgifter, også udgifterne til anlæg.
Men samtidig er det sådan, at de udgiftslofter, som vil blive udmøntet i forhold til kommuner og i forhold til regioner, faktisk ikke omfatter anlæg.
Det er ikke særlig praktisk og heller ikke særlig hensigtsmæssigt, fordi anlæg jo har nogle helt andre udsving, end en driftsudgift har.
Dermed også sagt, at anlægsudgifter ikke er med i de fastsatte udgiftslofter, men anlægsudgifterne indgår jo selvfølgelig som altid i de økonomiforhandlinger, regering efter regering har haft år efter år med Kommunernes Landsforening og med Danske Regioner.
I den sammenhæng kan der naturligvis godt aftales anlægslofter for kommuner og regioner.
Det er f.eks.
tilfældet her i 2013, og det var også tilfældet i 2007 og 2009.
Anlægslofterne er med andre ord heller ikke noget nyt, og det skal understreges, at anlægslofterne ikke omfatter leje og leasing.
Nyt er det derimod, at anlægsloftet er bakket op af sanktioner, idet en andel af bloktilskuddet på henholdsvis 1 mia.
kr.
for kommuner og 0,5 mia.
kr.
for regioner er betinget af, at kommuner og regioner budgetterer i overensstemmelse med de rammer, vi har aftalt.
Men det er en central pointe, at sanktionen kun gælder i forhold til budgettet og ikke det endelige regnskab og desuden er kollektiv i sin karakter.
Den er ikke rettet mod den enkelte kommune eller den enkelte region.
På den baggrund er vi ikke i tvivl om, at der også vil være behov for, at vi forholder os til, hvad man kan låne til, og hvordan man skal deponere, måske i en justeret udgave.
Det er vi meget åbne over for.
Men en total afskaffelse tror jeg ikke er mulig.
Herved når jeg frem til forslaget om et analysearbejde.
For vi er nemlig fuldstændig enige med forslagsstillerne i, at det er fornuftigt at give de nuværende låne- og deponeringsregler et serviceeftersyn.
Derfor nedsatte vi allerede sidste år en arbejdsgruppe som opfølgning på aftalerne med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner om kommunernes og regionernes økonomi for 2013.
Det, som arbejdsgruppen skal se på, er mulighederne for at modernisere låneregler og deponeringsregler, så at sige at give det hele et serviceeftersyn.
Arbejdsgruppen ser også på konventionel låntagning, leje og leasing, herunder i sammenhæng med forskellige samarbejdsformer netop mellem private og offentlige virksomheder.
Dermed også sagt, at deponeringsreglerne analyseres i sammenhæng med lånereglerne.
Arbejdsgruppen har ikke i første række fået til opgave at se på reglerne i sammenhæng med de øvrige styringsværktøjer som budgetloft og anlægsloft, men jeg vil finde det meget naturligt, at arbejdsgruppen medtager det i sin analyse.
Det giver næsten sig selv.
De er ikke færdige med arbejdet endnu, og derfor kan jeg ikke sige noget om, hvad resultatet bliver, men jeg ser frem til, at det kommer.
Lad mig blot her til sidst opsummere:
Regeringen er enig med forslagsstillerne i, at det er fornuftigt at give de nuværende låne- og deponeringsregler et serviceeftersyn.
Det bør være et eftersyn, som bliver set i den samlede helhed, der hedder styring af kommuners og regioners samlede anlægsaktivitet, hvorfor både låneregler og deponeringsregler må indgå.
Og regeringen har allerede fulgt opfordringen i beslutningsforslaget, idet der er igangsat et arbejde.
Jeg vil meget gerne præcisere over for arbejdsgruppen, at analysen af låne- og deponeringsregler i sammenhæng med øvrige styringsværktøjer også bør indgå.
Regeringen kan på den baggrund ikke støtte en vedtagelse af forslaget.