Tak.
Når jeg var så ivrig før, var det jo bare for at kunne svare Liberal Alliance, at vi ikke bare stemmer for en finanslov; det bliver et stort slagsmål, og om det ender med en aftale, eller det ikke gør det, er der ikke nogen, der kan vide i dag, heller ikke Liberal Alliance.
Så vil jeg sige, som jeg også har været inde på i et par af de korte bemærkninger, at det er noget historisk, at vi overhovedet har den her debat i dag.
Vi har fra Enhedslistens side hvert eneste år, hvor det her har været oppe i Finansudvalget, sagt, at vi gerne ville have debatten om det ned i Folketingssalen, men forskellige procedureregler og politisk uvilje i flertallet af partier i Finansudvalget har gjort, at det aldrig er lykkedes os.
Først i år, hvor Folketingets mødeperiode er blevet forlænget, er det lykkedes os at få en aftale om, at vi kunne få debatten herned i Folketingssalen.
En af grundene til, at jeg har rejst det et par gange undervejs, er, at vi faktisk synes, vi må finde en facon, hvor vi arbejder ud fra, at vi kan få debatten i Folketingssalen.
For det her handler jo ikke bare om økonomi.
Altså, det er ubetinget den største økonomiske aftale vedrørende velfærden og udviklingen i kommuner og regioner osv., der bliver indgået på noget tidspunkt af året – den er større, hvad det angår, end finanslovaftalen er; der kommer vi jo også med ting – for det her er jo virkelig den aftale, hvor tingene fastlægges i forhold til udviklingen i kommunernes og regionernes økonomi, og rammerne for den måde, de må bruge pengene på, bliver også aftalt her.
Hvis man prøver at se på, hvordan det er den her gang, kan man jo også se, at der i realiteten er blevet vedtaget en folkeskolereform sammen med kommuneaftalen.
Jeg ved godt, at ikke alle detaljer er aftalt, men hovedlinjerne er jo aftalt.
Og de bliver jo fastlagt, når det flertal af partier, som i dag har sagt, at de stemmer for aktstykket, når det kommer i Finansudvalget, stemmer for, for de binder sig jo til den tekst, der er skrevet i aftalen med kommunerne.
Man kan selvfølgelig godt flytte nogle ting i forbindelse med de videre forhandlinger i Folketinget, men selve hovedlinjerne i noget, der er så vigtigt som en folkeskolereform jo er, er i virkeligheden blevet aftalt af nogle få partier i forbindelse med en økonomiaftale med kommunerne.
Og det mener jeg altså er hammerforkert.
På samme måde vedtages der med aktstykket, når det desværre bliver vedtaget uden ændringer, også ændringer, hvad angår de arbejdsløses rettigheder og muligheder for at blive hjulpet til at komme i job.
Og der er aftaler, der gør, at der bliver mere privatisering og mere udlicitering ude i kommunerne.
Det er en hel række ting, der er meget afgørende for vores samfund, der aftales i noget, der kaldes en økonomiaftale, men som altså politisk set indeholder ganske mange andre ting.
Det burde jo være sådan, at vi først diskuterede folkeskoleaftalen her i Folketinget og blev enige om, hvordan den skulle se ud, for hvad angår den egentlige vedtagelse af hovedlinjerne i en folkeskoleaftale bør det besluttes her – men det skal naturligvis også være med inddragelse af organisationer, kommuner osv., for det er ikke sådan, at jeg mener, at Folketinget bare skal vedtage det uden at debattere det med andre – og at vi så bagefter kunne gå ud og forhandle med kommunerne om, om de skal have 200 mio.
kr.
eller 300 mio.
kr., eller hvad de skal have, som kompensation for den aftale.
Det ville være den rigtige måde at gøre det på.
Det her er den omvendte måde at gøre det på.
Men det er jo selvfølgelig meget bekvemt for de partier, der så siger ja til økonomiaftalen med kommunerne, for så har man samtidig lagt sig nogenlunde fast på en lang række meget væsentlige politiske temaer.
Hvad angår indholdet, er der nogen, der har sagt, at det her er et udtryk for vækst i kommunerne.
Men det er det jo ikke.
Servicerammen for kommunerne i 2014 er mindre, end servicerammen er i 2013, hvilket er mindre end det, den var i 2012, hvilket er mindre end det, den var i 2011.
Det er en meget skæv udvikling, en udvikling, der går i den forkerte retning.
På de 4 år har servicerammen for kommunerne, og det, der faktisk er blevet udnyttet i servicerammen, medført et minus på ca.
18 mia.
kr., som jeg også var inde på før, altså en meget stor flytning af penge fra servicen, eller rettere sagt et meget stort råderum for kommunerne til at lave service, altså velfærd, der nu er blevet mindre.
Nogle af pengene har man så flyttet fra velfærd og service over til anlæg.
Vi synes, det er en god idé med anlæg – naturligvis synes vi det – men det skal altså ikke betales, ved at man forringer kommunernes muligheder for at lave service, altså hjælpe de ældre, lave en god folkeskole osv.
osv.
Så har det desuden den uheldige virkning, at det koster ca.
1.100 stillinger, for der ligger flere stillinger i det at bruge penge på service end der ligger i det at bruge penge på anlæg.
Derfor vil jeg også sige, at det undrede mig, at finansministeren sagde, at den her aftale betød mere velfærd.
Der er altså blevet fyret ca.
30.000 i kommunerne over de senere år, i de kommuner, som ellers skulle lave velfærd, og nu fortsætter man sådan set linjen med flere fyringer.
Det er, fordi man prioriterer lettelser i selskabsskatten frem for velfærd i kommunerne.
Så enkelt er det, og det synes jeg man skal forholde sig til.
Hvad angår den stramning, som Konservative, Venstre og andre nu også taler for, med nulvækst, er det jo interessant, at der er ni ud af ti økonomer, der i dag i Berlingeren siger, at en nulvækst vil betyde forringelser og nedskæringer.
Kun én økonom, nemlig den meget berømte Steen Bocian fra Danske Bank, som bl.a.
ikke kunne se finanskrisen komme, mener, at det gør det måske nok ikke.
Men jeg tror, de andre økonomer har mere ret.
Vi synes, der er mere rum i forhold til service, at der er mere rum i forhold til det at foretage en udvidelse af kommunernes og regionernes økonomi.
Det siger EU, det siger vismændene, det siger en lang stribe af tidligere finansministre, og det synes jeg bare at man skulle gøre.
Det er det ene punkt, vi har, altså det at udvide det i forhold til økonomien for kommunerne og regionerne, og det andet punkt er at fjerne sanktionerne.
For det er jo, synes vi, også en ting, der er helt uholdbar, at de kommuner, der har penge, på grund af sanktionssystemet ikke må bruge dem.
Altså, det vil jo slet ikke berøre finansministerens pengekasse at sige til kommunerne:
De penge, I har i kassen, må I gerne bruge, uden at vi kommer efter jer.
Det ville da være såre simpelt at komme med sådan en løsning, særlig i 2014, hvor vi ikke har nogen EU henstilling.
Så jeg beklager selvfølgelig, at der er et stort flertal, der ikke ønsker at støtte vores forslag, og derfor kommer det til behandling i Finansudvalget og bliver godkendt uændret.
Det er vi kede af, men vi er glade for, at vi trods alt har haft debatten.