Det sidste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 122:

Forslag til folketingsbeslutning om et dyreværnspoliti.

Af Dennis Flydtkjær (DF) m.fl.

(Fremsættelse 16.04.2013).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver ordet til fødevareministeren.

Tak for det, formand. Forslaget om et dyreværnspoliti pålægger regeringen inden udgangen af 2013 at fremsætte forslag om oprettelse af et særligt dyreværnspoliti.

Jeg vil sige, at jeg er enig med forslagsstillerne i, at det er vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at sikre den bedst mulige dyrevelfærd for vores dyr, og det er vigtigt, at der skrides effektivt ind i situationer, hvor dyr behandles uforsvarligt. Derfor kan jeg sådan set slå fast, og det vil jeg gerne, at regeringen fuldt ud kan støtte intentionerne og målet med forslaget. Spørgsmålet er bare, hvordan vi bedst når det mål.

Forslagsstillerne mener, at løsningen er at oprette et dyreværnspoliti, der udelukkende tager sig af sager, som vedrører overtrædelser af dyreværnslovgivningen. Der bliver henvist til en ordning i Stockholm, hvor man har et forsøg, og ifølge det oplyste er formålet med enheden i Stockholm at forebygge dyremishandling, styrke retshåndhævelsen og at skabe en mere sikker håndtering af sager om overgreb mod dyr.

Jeg er sådan set enig med forslagsstillerne i, at overtrædelser af dyreværnslovgivningen i nogle tilfælde kan være vanskelige at vurdere, og derfor kræver sagerne særlig ekspertise hos det politipersonale, der modtager og efterforsker sagerne, og hos de anklagere, der fører sagerne ved domstolene. Efter min opfattelse er løsningen dog ikke at oprette en særlig politienhed. Jeg mener, at vi løbende bør fokusere på at give det rigtige, ordinære politi de bedst mulige redskaber til at håndhæve dyreværnslovgivningen fremfor at oprette en særskilt styrke. Og jeg ved jo fra Justitsministeriet, at der er taget en lang række initiativer på området.

Man lavede en aftale i 2006 for politiet og anklagemyndigheden, hvori det blev besluttet, at dyreværnslovgivningen skulle være et ud af otte prioriterede indsatsområder for politiet, og hvori det blev besluttet, at dyreværnslovgivningen skulle håndhæves mere ensartet og effektivt i hele landet. Derfor blev der også i forbindelse med politireformen i 2007 oprettet specialiserede enheder i landets politikredse, de såkaldte Dyrevelfærdsenheder, til at behandle sager om overtrædelser af dyreværnslovgivningen. Og for at sikre, at personalet har den fornødne viden, har Rigspolitiet i samarbejde med Rigsadvokaten og Fødevarestyrelsen gennemført særlige kurser for de pågældende medarbejdere, og lige nu er man oven i købet i gang med en revision af kurserne.

Derudover har politiet jo mulighed for at indhente sagkyndig bistand fra Fødevarestyrelsens embedsdyrlæger ved behandling af sagerne på dyreværnsområdet. Politi og anklagemyndighed anmoder ofte Fødevarestyrelsens dyrlæger om bistand, og jeg har faktisk det indtryk, at det samarbejde fungerer godt.

Jeg vil også nævne, at der for at styrke politiets og anklagemyndighedens arbejde i dyreværnssager er udarbejdet en manual til politikredsene.

Så er der også spørgsmålet, forslagsstillerne rejser, om, at man burde have et fag om dyreværnsloven, dyreadfærd og dyrs rettigheder i selve politiuddannelsen. Det har faktisk også været en del af et tidligere beslutningsforslag, og der blev det faktisk klart, at de allerede indgår som emner i politiets grunduddannelse.

Rigspolitiet har i forbindelse med det foreliggende forslag oplyst, at politiskolen er ved at implementere en ny grunduddannelse, hvorfor der for tiden er elever på såvel den hidtidige uddannelse som den nye moduluddannelse. På den oprindelige uddannelse undervises i emnet dyrevelfærd i sammenhæng med en række andre emner og fagområder; deri indgår endvidere en række temadage.

På den nye moduluddannelse, der stadig væk er under udvikling, har man nøje overvejet, hvordan dyrevelfærd kan indgå i undervisningen. Uddannelsen indeholder i alt fem moduler. På hvert af de tre skolemoduler indgår en emneuge om et tema, og det er planen, at dyreværn og dyrevelfærd kommer til at udgøre temaet for emneugen på modul 5, som afvikles første gang i 2014.

Så der sker altså i forhold til organisering af politiet masser af ting, som både giver mulighed for en effektiv retshåndhævelse og ressourceudnyttelse, også når det gælder dyrevelfærden.

For regeringen er det jo helt centralt, at der er fokus på forebyggelse. Det er vigtigt, at vi har en – hvad skal man sige? – effektiv håndtering af reglerne, men det er også vigtigt, at vi forebygger, at overtrædelserne sker. Derfor kan jeg f.eks. nævne det forlig, vi har på veterinærområdet, som vi indgik i november 2012, og som handler om at øge regelefterlevelsen på dyrevelfærdsområdet, om et nyt kontrolkoncept, hvor kontrollen er blevet mere fleksibel, og hvor den løbende justeres og målrettes de områder, hvor det er mest effektivt. Samtidig er der specifikke dyrearter, man kan gå efter, hvis man ved, at det er der, reglerne ikke efterleves.

Vi er faktisk også i gang med at undersøge muligheden for, at Fødevarestyrelsen kan anvende administrative bøder på dyrevelfærdsområdet – det har vi også besluttet. Og der kan man sige at hvis Fødevarestyrelsen får den mulighed, så skulle det jo gerne nedbringe sagsbehandlingstiden hos politiet, fordi Fødevarestyrelsen kan håndtere sagen i første instans.

Så er der jo også en række initiativer i forhold til f.eks. familie- og hobbydyr, hvor der er pasningsvejledninger som noget nyt. Vi har også gjort det lovpligtigt, at sælgeren af en hund skal udlevere en skriftlig pasningsvejledning til køberen; fra den 1. januar 2014 vil dette også gælde for dyrehandlere. Der er et uddannelseskrav i forbindelse med erhvervsmæssig opdræt og handel med hunde for dyrehandlere, og så holder jeg jo løbende en række møder med interessenter for at udvikle dyrevelfærden.

Så jeg vil gerne sige, at jeg er enig med forslagsstillerne i, at vi skal have en effektiv håndhævelse. Det gør vi, politiet gør det, og Fødevarestyrelsen yder den faglige bistand. Jeg synes, at vi skal holde fast i, at en styrkelse af håndhævelsen på dyreværnsområdet først og fremmest bør ske gennem de initiativer, der allerede er iværksat, og i forbindelse med det, der kommer – som jeg allerede har skitseret – og ikke gennem oprettelsen af et dyreværnspoliti.

Det er regeringens opfattelse. Så derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Dennis Flydtkjær.

Tak for talen fra ministeren. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at man ikke kan støtte forslaget, men jeg vil da takke for, at man godt kan se, at der er behov for nogle specielle kompetencer, når de her dyreværnssager skal vurderes, og at der er behov for, at der rykkes hurtigt ud osv. Det er jo det, der gør, at jeg synes, det burde være sund fornuft, at man samlede de her kompetencer og den viden, man kan samle op, i netop en dyrevelfærdsenhed.

Der ville jeg spørge ministeren, om man ikke, når man ikke kan støtte det her, så om ikke andet ville være med på at lave et forsøg, som de har gjort i Stockholm, så vi trods alt også kunne få nogle danske erfaringer. Man kunne f.eks. vælge et område ud i Danmark, hvor man så lavede et forsøg med et dyreværnspoliti på samme måde, som de har gjort i Stockholm.

Ministeren.

Jamen jeg synes, vi skal holde fast i, at vi i Danmark har ét politi; altså, man jo kunne godt på alle mulige områder ønske sig, at der var et større fokus, med et miljøpoliti, et dyreværnspoliti, et byggepoliti, eller hvad ved jeg – på mange forskellige områder. Vi har her politiet, der håndhæver reglerne, og vi har Fødevarestyrelsens eksperter, som kan hjælpe. Samtidig er det, vi prøver, faktisk at overveje, om det er muligt at lave administrative bøder på det her område – alt sammen noget, der rigtig skulle kunne batte. Jeg kan ikke se nogen grund til at lave en Stockholmsmodel.

Dennis Flydtkjær.

Jamen så vil jeg høre ministeren, om ministeren ikke synes, at der er brug for, at politiet så, om ikke andet, opprioriterer deres indsats på området. Jeg får i hvert fald jævnligt mails – og jeg kunne forestille mig, at ministeren får de samme – om sager, hvor politiet ikke har taget det seriøst, hvor der f.eks. er grove sager med vanrøgtede heste, og hvor man bare ud fra billederne kan se, at de er totalt udmarvede, og hvor politiet ikke gør noget ved det, og hvor det skal anmeldes igen og igen, inden der sker noget.

Der er det jo min tro, at man, hvis man oprettede en specialenhed, som havde kompetencen, og som vidste noget om det, og som hurtigt kunne vurdere, at de her heste var vanrøgtede, så fik gjort noget ved det. For jeg vurderer i hvert fald ikke, at den indsats, der gøres i dag, er god nok.

Men jeg ved ikke, om ministeren har den samme overbevisning som jeg, altså at der er brug for, om ikke andet, så i hvert fald en højere profilering eller en højere prioritering internt i politiet af de her sager. For det er altså levende væsener, vi har med at gøre, og der duer det ikke, at man f.eks. har en sagsbehandlingstid, der er på over 600 dage, hvilket den nu er i dyreværnssager. For så er hesten jo død, inden man gør noget, og det synes jeg da er helt utilstedeligt.

Ministeren.

Jeg vil sige, at når det med den flerårsaftale, der blev lavet i 2006, er sådan, at dyreværnslovgivningen er et af de otte prioriterede indsatsområder for politiet, så kan man i hvert fald ikke sige, at det ikke er blevet prioriteret. Det vil jo så sige, at der faktisk også er specialuddannede politimedarbejdere derude, som ved særlig meget om dyrevelfærd. Jeg har da i hvert fald mødt flere af dem, engagerede folk, som også ved vældig meget om dyreværnssager, fordi de jo netop har dem derude rundtomkring i landet. Jeg synes ikke, man kan sige, at det her ikke er blevet prioriteret.

Jeg synes ikke, at et dyreværnspoliti er løsningen. Løsningen er, at vi hele tiden arbejder med at forebygge, at det sker, og at vi prøver at se, om vi kan få muligheden for at give administrative bøder, så – hvad skal man sige? – hammeren falder noget hurtigere. Det tror jeg er noget af det, der kan bidrage til, at vi får en bedre dyrevelfærd i Danmark.

Tak til ministeren. Så giver jeg ordet til Venstres ordfører, hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Dyrevelfærden skal være i orden, og dyrene skal have det godt, det kan der ikke herske nogen som helst tvivl om. Forslagsstillerne mener, at det er nødvendigt at oprette et særskilt dyreværnspoliti, bl.a. på grund af et stigende antal anmeldelser og sigtelser efter lov om dyr og jagt.

Kigger vi lidt på det, er der en stigning i antallet af anmeldelser og sigtelser efter lov om dyr og jagt. Det skyldes, at VK-regeringen indførte en succesfuld risikobaseret velfærdskontrol, der fokuserer kontrollen der, hvor risikoen for overtrædelser er størst. Fra 1998 til 2003 lå antallet af anmeldelser stabilt på cirka 4-5.000 og antallet af sigtelser stabilt på ca. 400-600.

Da VK-regeringen i 2004 indførte risikobaseret stikprøvekontrol, steg antallet af anmeldelser og sigtelser de efterfølgende år, og da vi i VK-regeringen sammen med partierne bag beslutningsforslaget i forbindelse med veterinærforliget i 2008 videreudviklede risikoudpegningen, steg antallet af anmeldelser og sigtelser igen. Vi fanger simpelt hen flere overtrædere, fordi vi går mere målrettet efter dem, og det virker tilsyneladende, for fra 2011 til 2012 faldt antallet af både anmeldelser og sigtelser for første gang i 5 år.

Der er i dag i alle politikredsene oprettet enheder med specialuddannet personale til håndhævelse af reglerne i dyreværnslovgivningen. Siden politireformen i 2008 har politikredsene haft særlige dyreværnsenheder, som dels kan varetage efterforskningen af sagerne og dels kan forestå den anklagemæssige del af behandlingen af dyreværnssagerne. Disse dyreværnsenheder har desuden et godt samarbejde med Dyrenes Beskyttelse, også i forbindelse med deres uddannelse.

Venstre mener derfor ikke, at der er grundlag for at oprette et særskilt dyreværnspoliti, og Venstre kan derfor ikke støtte forslaget.

Jeg skulle også hilse fra fru Lene Espersen og sige, at Det Konservative Folkeparti heller ikke kan støtte dette forslag. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Dennis Flydtkjær.

Tak for indlægget. Det er sådan, at når man ser på sagsbehandlingstiden i dyreværnssager, kan man se, at den i andet halvår 2010 var på 578 dage, hvilket selvfølgelig er utrolig lang tid. Men i første halvår 2011 var den så steget til 621 dage.

Jeg vil høre Venstres ordfører, om han ikke tror, at man – hvis man fik et effektivt dyreværnspoliti, som havde de nødvendige kompetencer, og hvor det altid var de samme mennesker, der rykkede ud – kunne nedbringe den her sagsbehandlingstid.

For som jeg sagde i mit spørgsmål til ministeren: Er det nu en sag om vanrøgt af heste, og sagsbehandlingstiden er på 621 dage, så tror jeg ikke, der er mange, der tror, at de heste stadig lever. Er Venstre ikke enig i, at det her da i hvert fald kunne være med til at nedbringe sagsbehandlingstiden?

Ordføreren.

Som jeg lige har markeret i min ordførertale, var der også i VK-regeringens tid netop sammen med Dansk Folkeparti tale om at have fokus på de her ting. Så der har jo, kan man sige, været gjort noget ved det, og der er også sket en udvikling i det.

Det er da meget muligt, at der så også skal kigges på noget med selve sagsbehandlingstiden og forløbet. Men der er ingen som helst tvivl om, at man skal holde fokus på, at de, der ikke passer dyrene ordentligt, skal vi have fat i kraven på. For dyrevelfærden skal være i orden.

Men vi mener, at man samlet gør det bedst ved at sige, at man har ét politi i Danmark, og de skal tage sig af sagerne. Jeg ved, at antallet af sager jo kan svinge op og ned, og så kan det være lidt uhensigtsmæssigt at have, man kan sige fastlåste grænser.

Så jeg tror, at det er bedst, at vi siger, at vi har det samlet ét sted, og det er hos politiet.

Tak til Venstres ordfører. Så går vi til Socialdemokraternes ordfører, hr. Orla Hav.

Lad det være slået fast med syvtommersøm: Dyr skal behandles ordentligt. Dyr har krav på beskyttelse fra de mennesker, der påtager sig et ansvar for dyr, og for den sags skyld også fra vi borgere i øvrigt. Dyr har krav på beskyttelse gennem de regler, som samfundet stiller op for hold af dyr. Dyrene er den svage part. De er undergivet de vilkår, vi som mennesker giver dem.

De normer forsøger vi som socialdemokrater at følge. Forslagsstillerne til beslutningsforslag nr. B 122 mener, at dette stykke arbejde sikres ved at oprette et særligt dyreværnspoliti.

I dag er opgaven jo som bekendt placeret hos politiet. Og der synes vi sådan set at opgaven er velplaceret. Det er politiet, der er indgangsdøren, hvis og når mennesker oplever, at regler og love tilsidesættes. Det er politiet, der har sagkundskab og mulighed for at trække på anden tilknyttet sagkundskab i form af betjente, jurister – og veterinærer for den sags skyld – der sikrer, at kendskabet til samfundets regler er til stede i politiets daglige arbejde over for borgerne og i forbindelse med de henvendelser, borgerne fremkommer med.

Det er politiet, vi som borgere forbinder med ordenshåndhævelsen. Det er politiet, der har kompetencer og rutine i at efterforske tilsidesættelsen af love og regler. Det er politiet, der med lovlig hjemmel kan gå ind på anden mands ejendom, og det er politiet, der har velkendte, anerkendte og entydige symboler i form af uniformer, køretøjer og mærker.

Hvis vi fulgte forslagsstillerne, ville der være en risiko for en udvanding af den entydighed, politiet har i vores samfund, når det gælder sikringen af overholdelsen af love og regler – også for dyr.

Jeg har kigget lidt i forslagsstillernes egne tal, som er medsendt som bilag til beslutningsforslaget. Der vil jeg bare tage udgangspunkt i de tal, der er sendt med. Jeg har lavet et ganske enkelt procentregnestykke.

Det er sådan, at i 2007 var der 6.231 anmeldelser. Det resulterede i 1.298 sigtelser. I 2012 var der 7.138 anmeldelser. Det resulterede i 3.059 sigtelser. Det vil sige, at der er en fremgang i anmeldelserne på 14 pct., mens der er en vækst i sigtelserne på 135 pct. Det er jo ikke udtryk for, at politiet ikke har taget den her opgave alvorligt. Det er forslagsstillernes egne tal, jeg har tilladt mig at regne en lille smule på.

Jeg synes, at det er et udtryk for, at politiet, som ministeren var inde på, godt kender sin opgave på det her felt. Der er enkelttilfælde, det anerkender vi, hvor man godt kunne ønske sig, at prioriteringen var mere entydig. Men vi anerkender det stykke arbejde, som politiet foretager. Og vi anerkender, at det er hensigtsmæssigt med én indgang.

Derfor kan vi ikke støtte det beslutningsforslag, som forslagsstillerne har fremsat.

Der er en kort bemærkning fra hr. Dennis Flydtkjær.

Det undrer mig egentlig, at Socialdemokratiet har lagt den linje. Jeg vil egentlig gerne læse et stykke op af den ordførertale, som Socialdemokratiets ordfører holdt, sidst vi havde det her forslag på dagsordenen i Folketinget, for vi har faktisk haft forhandlinger om det før.

Jeg prøver at læse op fra den tidligere socialdemokratiske ordførers tale:

»Vi vil arbejde for et lokalt dyreværnspoliti, hvor betjente med erfaring og lyst til dyreværnsområdet efteruddannes. Vi ved, at det er rigtig vigtigt, at politiet reagerer hurtigt, når dyr bliver mishandlet eller udsat for vanrøgt. Det er også vigtigt at sikre beviserne, så gerningsmanden bagefter kan blive dømt for sin forbrydelse.«

Det, man sagde i 2008, var sådan set utrolig rigtigt sagt. Man var fuldstændig enige i det, vi fremsætter her i beslutningsforslaget, så det undrer mig, at Socialdemokratiet har skiftet holdning. Hvorfor er det ikke en god idé mere?

Det er jo rigtigt, som man sagde dengang, at det er vigtigt, at der er nogle efteruddannede politibetjente, at de reagerer hurtigt, og at man får indsamlet beviserne af nogle gode, kompetente medarbejdere, som kender området.

Hvorfor mener man ikke det mere, når man mente det i 2008?

Ordføreren.

Jeg skal såmænd bare henvise til den redegørelse, som ministeren gav, om den prioritering, som dyrevelfærdsområdet har inden for politiet. Det er et af de otte punkter, der er prioriteret fra politiets side.

Dertil kommer så, at det jo faktisk indgår i uddannelsen, og at det indgår på forskellig anden vis i den måde, politiets beredskab er skruet sammen på.

Så hvis vi skulle have skiftet standpunkt – det tror jeg ikke vi har – så kan det godt være udtryk for, at vi i dag har en større indsigt i, hvordan det foregår i maskinrummet.

Dennis Flydtkjær.

Jamen sidst vi behandlede forslaget, var det faktisk også en del af det. Altså, vedrørende de forudsætninger, man nævner nu, om, at det skulle være en del af politiuddannelsen, vil jeg sige, at det var det faktisk også dengang – jeg mener, at man satte det ind i forbindelse med politiforliget i 2007.

Det er jo det, der undrer mig nu. Synes man ikke længere, at det på samme måde er nødvendigt, at vi får et dyreværnspoliti, hvor betjentene er efteruddannet; at det er vigtigt, at man får ageret hurtigt, og at der er folk, der brænder for området?

Det er jo netop det, der er tanken bag et dyreværnspoliti, hvor man så også kan inddrage dyrlæger og andre, som kan være med til at rykke ud, så man får nogle folk, der virkelig er fagligt kompetente til at kunne løse de her sager. Det tror jeg mangler nogle gange i de sager, der rykkes ud til.

Der undrer det mig bare, at man sagde det så smukt i en ordførertale i 2008, mens man nu ikke kan støtte det.

Ordføreren.

Jamen det er jo et udtryk for, at vi erkender, at politiet har opgaven. Politiet prioriterer den, og politiet er faktisk også klædt på til det i form af den uddannelse, man har givet sine medarbejdere.

Til det der med, at man brænder for sine opgaver, vil jeg sige: Det lyder næsten, som om vi er ovre i amerikanske tv-serier med sirener og bål og brand.

Vi har sådan set en hensigt om, at det her område skal prioriteres på linje med masser af andre tilsidesættelser af love i vores samfund. Og så skal det gøres på et systematisk, ordentligt og sagligt grundlag, og ikke med så mange, skal vi sige blå blink.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Så er det fru Lotte Rod, som taler for De Radikale.

Dansk Folkeparti er optaget af, at politiet er rustet til at tage sig godt af dyrevelfærdssager. Det er jeg også, men jeg mener ikke, at Dansk Folkeparti her kommer med den rigtige løsning. Der findes allerede i dag særlige dyrevelfærdsenheder i landets politikredse, og politiet har efter dyreværnsloven adgang til veterinærfaglig bistand i dyreværnssager, enten fra en dyrlæge i Fødevarestyrelsen eller fra en praktiserende dyrlæge. Og vi kan se, at de jævnligt benytter sig af denne mulighed.

Fødevareministeriet fortæller, at der lokalt er jævnlig kontakt, også uformelt, mellem Fødevarestyrelsen og politiet, og at samarbejdet om håndtering af konkrete dyrevelfærdssager fungerer godt. Også centralt er der samarbejde mellem Fødevarestyrelsen og Rigspolitiet.

I Det Radikale Venstre har vi ikke noget ønske om, at politiet skal deles op, og vi kan derfor ikke støtte forslaget.

Tak til den radikale ordfører. Så går vi til SF's ordfører, hr. Steen Gade.

Det problem, som Dansk Folkepartis forslag adresserer, er jo reelt. Man skal sikre, at der er tilstrækkelig viden og tilstrækkelig alvor i forhold til at sørge for, at dyreværn får en prioritet, som er i overensstemmelse med de synspunkter, der eksisterer. Så problemstillingen er jo reel.

Det, der er diskussionen, er jo så, om det vil hjælpe at lave et særligt dyreværnspoliti. Det tror vi ikke på. Jeg har før i min tid herinde været optaget af f.eks. at lave et miljøpoliti. Og hvad kom der så ud af det? Der kom det ud af det, at vi ikke fik et miljøpoliti, men vi fik faktisk lært politiet at få den viden og tage de forbrydelser og overtrædelser af lovgivningen, som er på miljøområdet, alvorligt. Og det er faktisk det, jeg synes der er sket i de senere år, nemlig at man har sørget for at skaffe viden, og at politiet har et uddannelsesniveau, som gør, at de her ting bliver adresseret, som de skal.

Kunne der så være brug for forbedring? kan man jo spørge til sidst. Og det kan vi jo kigge på under behandlingen her, ligesom vi kan stille nogle spørgsmål om, om der er brug for forbedring. Men det bliver jo altså ikke noget fra vores side, som fører til, at man skal lave et særligt politi. Hvis det viser sig, at der er brug for nogle forbedringer – altså at man måske skal kigge lidt mere på, om vi har en ensartet praksis rundtomkring i landet – jamen så må vi jo i stedet finde nogle måder, som vi kan adressere det på, inden for det eksisterende system, som er bygget op.

Der er en kort bemærkning fra hr. Dennis Flydtkjær.

I 2008, da vi sidst havde et forslag om det her til behandling i salen, endte SF faktisk med at støtte forslaget og stemte også ja ved andenbehandlingen. Og derfor undrer det mig jo, hvad det er, der har ændret sig i SF's politik, for dengang kunne man godt se, at der var behov for at have et dyreværnspoliti, men det kan man så ikke nu. Det er da lidt bemærkelsesværdigt, at man faktisk dengang havde de gode argumenter og havde set lyset, i hvert fald i forhold til mit synspunkt.

Hvorfor mener man ikke, at der er behov for det mere, når man mente det i 2008?

Ordføreren.

Bl.a. fordi der faktisk er sket noget. Jeg tror, det var hr. Erling Bonnesen, der nævnte, at der faktisk er sket noget. Og det er jo ikke sådan, at jeg ikke også kan se, at der sker noget under andre regeringer end under den, som mit parti er med i eller støtter. Så der er jo sket noget. Der er jo faktisk sket det, at man har sørget for, at der er bedre viden i politiet, og at man også arbejder med god rådgivning og sådan noget – at man trækker på den rådgivning, som eksisterer. Så der er faktisk sket noget siden 2008.

Jeg nævnte jo som eksempel, at jeg faktisk selv har været medforslagsstiller for over 20 år siden på et forslag om, at vi skulle have et miljøpoliti, og der indså jeg, at det klogeste i det system, vi har i Danmark, ikke er at lave parallelle politisystemer, men faktisk at sørge for, at politiet får kompetence, bliver uddannet, og at der er viden at trække på, så de kan udføre deres opgaver.

Hr. Dennis Flydtkjær.

Nu er det jo sådan set ikke et parallelt politi, vi mener skal være der, men at der skal være afdelinger under politiet, som skal tage sig af det her, på samme måde som med bagmandspolitiet, altså at der er andre afdelinger, hvor man specialiserer sig på nogle områder. Og det er klart, at hvis der så er et klimatopmøde eller andre ting, kan man selvfølgelig stadig væk trække på det personale, fordi de jo stadig væk er uddannet som politibetjente. Men man vil altså få nogle enheder rundtomkring, som hovedsagelig tager sig af det her, og som har kompetencen til det og er blevet efteruddannet til det, og som ikke mindst brænder for det.

Men når nu SF ikke vil støtte den del mere, vil jeg høre, om man så ikke om ikke andet kunne være med på at lave et forsøg, som de har gjort det i Stockholm, for at få nogle danske erfaringer med, om det så kunne være en god idé. For når man tidligere har kunnet støtte det fuldt ud, kunne man så ikke om ikke andet støtte et forsøg med, at der laves et dyreværnspoliti, på samme måde som de har gjort det i Stockholm?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk ikke, det er det, vi skal. Vi skal sørge for, at vi i udvalgsarbejdet – og det giver jeg så tilsagn om – får kulegravet, om den viden, der er til rådighed, er god nok, og om vi har en praksis, der er tilstrækkelig ensartet rundtom i landet, og om der er brug for at trække på viden. Det tror jeg faktisk er vejen frem. Vejen frem er ikke, tror jeg, at lave en specialafdeling.

Det er jo også noget med at have en forståelse i politikorpset for, at det her skal tages alvorligt, og det er noget med at have en viden om, hvordan man håndterer de her sager. Det er jo ikke ligesom i bagmandspolitiet, hvor man har brug for en total specialviden.

Tak til SF's ordfører. Så går vi til Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen.

Der er jo ikke nogen tvivl om, at der godt kan nævnes konkrete eksempler på dyreværnssager, som ikke er håndteret på den rigtige måde, og hvor man godt efterfølgende kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor myndighederne var henne, hvorfor de ikke greb ind, hvorfor sagen ikke blev undersøgt hurtigt, hvorfor der i givet fald ikke blev anlagt en sag hurtigere, hvorfor der ikke kom en dom hurtigt. Det tror jeg der kan findes rigtig mange eksempler på.

Vi havde her for ganske nylig en sag i Nordjylland fra Sindal Marked om den måde, man behandlede heste på der, hvor der tilsyneladende havde været en eller anden offentlig kontrol, men den havde i hvert fald ikke været særlig effektiv. Så jeg tror, man kan nævne rigtig, rigtig mange eksempler på konkrete enkeltsager, hvor der er problemer.

Det kan man jo også på en række andre områder. Og en af vores opgaver som lovgivere er vel i en eller anden forstand at skelne mellem, hvornår vi skal lave grundlæggende, strukturelle forandringer, hvornår vi skal lave lovgivningen om, og hvornår man, om jeg så må sige, kan klare sagen ved at forfølge sagen politisk, så der kommer øget fokus på et område.

Jeg deler fuldstændig Dansk Folkepartis opfattelse af, at spørgsmålet om dyr og behandlingen af dyr og selvfølgelig i særdeleshed dyremishandling er en alvorlig sag, som kræver, at vi er opmærksomme på, om politiet og andre myndigheder behandler det med den fornødne alvor. Man kan jo sige, som hr. Orla Hav også var inde på i sit indlæg, at på en måde indeholder bemærkningerne til forslaget jo sådan set en argumentation for, at det tilsyneladende tages mere alvorligt og undersøges mere effektivt og oftere fører til retssager og domfældelse end tidligere. Ikke alene er antallet af anmeldelser steget, men også antallet af sager, der fører til dom, er vokset.

Det kræver selvfølgelig flere undersøgelser at finde ud af, om det er udtryk for mere seriøst politiarbejde, eller om det er udtryk for, at sagerne er blevet mere alvorlige – at der var flere bagatelagtige sager tidligere. Jeg er sådan set enig med Dansk Folkeparti i, at man i forlængelse af det beslutningsforslag, man har fremsat her, og de bemærkninger, der er til det, kan stille mange uhyre relevante spørgsmål til, hvordan arbejdet mod dyremishandling, arbejdet med dyrevelfærd håndteres i politiet. Det synes jeg vi skal benytte anledningen til at gøre for også at konstatere, om den prioritering af arbejdet – den måde, man systematisk arbejder med sagen på hos politiet i dag – er den tilfredsstillende og den rigtige måde gøre det på, selv om jeg ud fra de tal og oplysninger, der fremgår af Dansk Folkepartis beslutningsforslag, må sige, at jeg ikke synes, der er så meget, der tyder på, at der er nogle helt særlige problemer på det her område, der kræver en særlig indsats og en særlig indgriben. Men det er jeg sådan set meget åben over for at vi undersøger.

Jeg deler sådan set også opfattelsen af, at der i nogle tilfælde kan være megen fornuft i at oprette nogle særlige enheder i politiet, hvor man udvikler en særlig ekspertise og en særlig dygtighed i forhold til komplicerede og vanskelige problemstillinger. Vi har et bagmandspoliti, og jeg ved, vi har en diskussion om, hvorvidt vi skal have en særlig enhed inden for politiet, der tager sig af spørgsmålet om pirateri og den slags ting.

Der kan givetvis godt findes eksempler på, at det er en fornuftig idé, og så skal man også gøre det og ikke altid lytte til, hvad politimestrene og Justitsministeriet siger, for politimestrene har altid en tilbøjelighed til at mene, at det er bedst, at det bare ligger under dem. Derfor kan man såmænd sagtens have en åben og fordomsfri diskussion af, om der på nogle områder er fornuft i det.

Men jeg er nødt til sige, at når jeg læser det her beslutningsforslag og de bemærkninger, der er til det, ser jeg ikke nogen særlig tungtvejende argumenter og grunde til, at man lige præcis skulle gøre det på det her område. Jeg synes, at hvis man har brug for at diskutere det med forsøg i Stockholm, ville mit første spørgsmål til ministeren jo være, om hun ikke kunne sørge for, at vi kunne få en redegørelse for, hvad baggrunden for forsøget i Stockholm var, hvad erfaringerne med forsøget var, og hvad det pegede på af videre handlinger, sådan at vi ikke – hvis vi sådan set kan få det at vide, vi gerne vil have at vide, ved at se, hvordan de har gjort i Sverige – af den grund behøver at bruge ressourcer og kræfter på at igangsætte et forsøg i Danmark.

Så trods en positiv holdning til intentionen og ønskerne bag Dansk Folkepartis beslutningsforslag kan jeg ikke umiddelbart støtte det.

Tak til Enhedslistens ordfører, og så går vi til Liberal Alliances ordfører, hr. Joachim B. Olsen.

På vegne af fru Mette Bock skal jeg holde denne ordførertale.

Med forslaget her vil man oprette en selvstændig enhed i politiet, der skal efterforske brud på dyreværnsloven for at sikre bedre vilkår for dyr. Det kan virke meget sympatisk, men det virker, som om forslagsstillerne har glemt, at al politik handler om prioritering, for ikke med et eneste ord er det nævnt, hvad man forestiller sig det vil koste, og hvorfra ressourcerne skal komme. Skal politiet bruge færre ressourcer på at efterforske voldsforbrydelser? Skal der skæres ned andre steder? Skal skatteyderne til lommerne? Ingen ved det, fordi forslagsstillerne ikke ønsker at angive, hvad de vil have mindre af, når de ønsker sig en opprioriteret indsats på dyreværnsområdet. Det virker som en gratis omgang.

Samtidig indskriver forslaget sig i en uheldig tradition, hvor politiske prioriteringer skifter hurtigere, end de kan nå at blive udført og hermed medfører administrative omkostninger, der ikke kommer nogen til gode. Når politikere den ene dag vil bekæmpe brud på knivloven, den næste dag bandekriminalitet og den tredje dag brud på dyreværnsloven, så er der omkostninger for politiet, der hele tiden må omprioritere. Denne type politisk profilering er hverken til gavn for retssikkerheden eller for borgeren.

Liberal Alliance kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Så går jeg til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Dennis Flydtkjær.

Først vil jeg sige tak for en vigtig debat, i hvert fald hvad angår vores holdninger til dyrevelfærd i Dansk Folkeparti.

Der er desværre ikke støtte til forslaget. Jeg vil sige, at i forhold til Venstre og Konservative er det ikke noget, der undrer mig, for det er sådan set normalt ikke dem, der har det største fokus på dyrevelfærd i Danmark. Men jeg er da mere ked af SF's og Socialdemokratiets holdning til det, specielt hvad angår SF, som jo tidligere har støttet forslaget, men nu har valgt at trække støtten og i stedet har skiftet over til at have den samme holdning som de andre. Dog vil jeg også kvittere for, at der trods alt er en vilje til, at vi arbejder videre i udvalget med det og får kigget på, om der kan være nogle ting, man kan forbedre, både i forhold til praksis, vidensdeling og andre ting. Det er trods alt positive tilkendegivelser, og det er da vigtigt at få med her fra talerstolen.

Vores mål i Dansk Folkeparti er jo som sagt at få oprettet et særligt dyreværnspoliti inden udgangen af 2013, og det er det, fordi dyreværnssager kræver en speciel ekspertise og viden på området. Det adskiller sig tit fra almindeligt politiarbejde på en lang række områder. Derfor synes vi jo, at det er sund fornuft, at man samler viden og kompetence på området fra de enkelte afdelinger rundtom i de forskellige politikredse.

Som hr. Per Clausen fra Enhedslisten også sagde, ser man altså jævnligt sager med dyremishandling herhjemme i Danmark, og jeg har indtryk af, at tendensen er stærkt stigende. Jeg synes i hvert fald, at jeg jævnligt får mange mails om sager, hvor jeg ikke synes at man har behandlet dyrene godt nok. Der har været voldsomme tilfælde fra markeder i Nordjylland og også andre sager, hvor heste er blevet groft vanrøgtet. Der har været mange anmeldelser. Der har også været sager i forbindelse med hundeloven, hvor politiet ikke har haft den nødvendige kompetence til at vurdere, hvilken race hunden har haft, eller om der f.eks. har været tale om et skambid. Jeg tror, at hvis man havde haft et dyreværnspoliti, så havde man været bedre til rustet til at tage sig af de her sager.

Hvad er så årsagen til, at man i nogle tilfælde ikke får foretaget den her ordentlige behandling af sagerne? Nogle gange kan det selvfølgelig være, at det er lokalt, politiet ikke har de rette kvalifikationer til at efterforske dyreværnssager, men det kan også være, at politiet ikke tager det alvorligt. En tredje årsag, som jeg måske vil tro spiller meget ind, kan simpelt hen være de ressourcemæssige hensyn, som vejer tungt. Altså, politiets ressourcer er generelt meget lave i forhold til den store mængde af sager, de skal behandle. Det sidste er jo specielt ikke rimeligt, altså at man fravælger det, fordi man ikke har ressourcer nok, så derfor synes jeg også, at vi som Folketing ved kommende lejligheder, når vi skal kigge på politiforliget, skal se på, om man ikke kan give politiet nogle flere ressourcer. For det vil jo også naturligt gøre, at de kan prioritere de sager, de får ind, noget højere.

Fordelene ved et dyreværnspoliti er selvfølgelig, at man får en mere effektiv sagsbehandling, men også at de betjente, som kommer ud, er bedre rustet til at tage sig af sagerne. I og med at de får en bedre efteruddannelse, vil de også være bedre til at lave nogle forebyggende foranstaltninger. Vi synes i Dansk Folkeparti, at man om ikke andet kunne starte med at lave nogle forsøg, som de har gjort i Stockholm. Formålet med deres enhed har netop været at forebygge dyremishandling ved at have en øget grad af retsforfølgelse og skabe lidt mere sikker håndtering af de her overgreb på dyr. Det synes vi da kunne være ganske væsentligt at man også fik gjort her i Danmark.

Et stort problem generelt i dyreværnssager er jo også sagsbehandlingstiderne, som jeg også nævnte i et af mine spørgsmål. Hvis man ser på andet halvår af 2010, kan man se, at sagsbehandlingstiden var helt oppe på 578 dage, og i første halvår af 2011 var den på 621 dage. Hvis sagsbehandlingstiden er så lang i en sag, som f.eks. går ud på, at en person har vanrøgtet sine heste eller andre dyr, er dyrene jo døde, inden man kommer frem til en konklusion. Der har vi en idé om, at et dyreværnspoliti kunne være med til at bringe sagsbehandlingstiden ned.

Men det er jo ikke alene dér, hvor der et problem med sagsbehandlingstiderne. Det er der også efterfølgende frem mod domfældelsen. Men et dyreværnspoliti kunne i hvert fald være en del af løsningen. Der kunne det også være fint, synes jeg, hvis vi i udvalgsarbejdet kunne gå lidt mere i dybden med, hvad man kan gøre for at få sagsbehandlingstiden ned, for det har jeg da indtryk af at der er en bred opbakning til at man får kigget på.

Generelt synes vi jo, at det skal være slut med alle de her sager om mishandling af heste og hunde og andre dyr. Vi har jo for nylig f.eks. set en sag med en mand, der havde banket en hund med en hammer og havde skåret halsen over på den. Det er uhyggelige sager, og der håber vi selvfølgelig på, at man ikke alene kan få lavet en holdningsændring i Danmark, men også at man fra politiets side kan hjælpe med at forebygge sager og også kan gribe hurtigere og mere effektivt ind, når sagerne nu opstår.

I øvrigt synes jeg også, at det er bemærkelsesværdigt, at man i en række andre lande har valgt at sige, at det her med et dyreværnspoliti faktisk er en god løsning, fordi man får mere specialisering og bedre viden hos de betjente, der tager sig af sagerne. Det er jo også en af grundene til, at vi synes, at man burde gøre det i Danmark.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg selvfølgelig synes, at det er ærgerligt, at der ikke er flertal for forslaget, men vi vil selvfølgelig kæmpe videre. Jeg synes også, at vi i udvalgsarbejdet skal finde ud af, om vi kan gå mere i dybden og se på, om der er nogle ting, vi kan gøre bedre. I Dansk Folkeparti mener vi selvfølgelig stadig væk, at der er brug for et dyreværnspoliti, men vi respekterer selvfølgelig Folketingets holdning og vil så prøve at se, om der kan findes nogle kompromiser, så man trods alt prøver på at løse problemstillingen bedre fremadrettet.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.