Det næste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 111:

Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk brug af familierådslagning i anbringelsessager.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 09.04.2013).

Forhandlingen er åbnet. Den første er social- og integrationsministeren.

Jeg tror, alle godt er klar over, at det er rigtig vigtigt, når man står i en situation med et sårbart barn, som måske har behov for en anbringelse, at man gør alt, hvad man kan, for at det barn ikke cutter sine bånd til den familie, der kan være. At få inddraget netværket er utrolig godt for barnet, fordi der vil være nogle kontakter, der retter bagud og mod noget familie, som, hvis de kan anvendes for barnet på nogen som helst måde, er ekstremt værdifuldt. Derfor er det allerede sådan i lovgivningen, at kommunerne er forpligtede til at overveje, hvordan familie og netværk kan inddrages i sager om særlig støtte til børn og unge, og det er nævnt flere steder i serviceloven.

Jeg vil dog gerne sætte spørgsmålstegn ved det beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti har fremsat i dag, og det er, fordi Dansk Folkeparti foreslår, at man skal anvende en enkelt metode, som hedder familierådslagning. Familierådslagning er sådan set en rigtig god metode, og den er rigtig gavnlig og kan hjælpe familier, som står i en svær situation, til at der bliver truffet nogle fornuftige beslutninger omkring barnet og omkring, hvordan man kan støtte op om barnet og familien på en god måde. Men det er bare ikke en metode, der er den eneste, der lever op til lige præcis det her formål. Der er nogle kommuner, som bruger nogle andre metoder. Der er eksempelvis Københavns Kommune, som primært bruger den metode, der hedder signs of safety og sikkerhedsplaner, og der er andre kommuner, som bruger en metode, som hedder såkaldt inddragende netværksmøder, hvor man også mødes for at skabe fælles mål for indsatsen i samarbejde med familien.

Derfor synes jeg, at det ville være forkert at lovgive om, at vi skal anvende én bestemt metode, når der findes flere metoder, der gør præcis det, som Dansk Folkeparti gerne vil, nemlig at sørge for, at familien inddrages. For det er vi alle sammen enige om er rigtig godt, og lige præcis derfor er det også allerede skrevet ind i lovgivningen flere steder i serviceloven. F.eks. er princippet om at understøtte familiemæssige relationer og andet netværk fremhævet i servicelovens § 46, der er formålsparagraffen vedrørende særlig støtte til børn, unge og deres forældre, og kommunerne har også som led i den børnefaglige undersøgelse – den, som vi altid omtaler som § 50-undersøgelsen – pligt til at afdække barnets eller den unges familiemæssige situation og andre relationer.

Så derfor vil jeg sige, at jeg sådan set kan bakke op om intentionerne i det her forslag fra Dansk Folkeparti, men jeg kan ikke bakke op om forslaget, fordi der findes andre metoder, og jeg synes, det vil være synd at afskære kommuner fra at gøre brug af de metoder, som de har gode erfaringer med, når de virker lige så godt.

Jeg kan også oplyse, at vi bl.a. afholder kurser om forældresamarbejde, som er meget efterspurgt af kommunerne, ligesom der også er mulighed for konsulentstøtte til information og opstart og videreimplementering af inddragende metoder.

Jeg kan også oplyse, at jeg har bedt Ankestyrelsen foretage en undersøgelse, der skal afdække, hvordan kommunerne arbejder systematisk med at inddrage og afdække ressourcer hos familie og netværk, og belyse, hvordan inddragelsen af netværket og samværet fungerer set fra barnets perspektiv. Det er min forventning, at de undersøgelser kan give os et bedre grundlag for at vurdere, om der er behov for yderligere tiltag for at udbrede gode metoder – en dagsorden, jeg selv er stor fortaler for.

Tak for det. Der er foreløbig et medlem, der har bedt om en kort bemærkning. Det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Det, der står i serviceloven, er jo bl.a., at kommunerne skal overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse. Så kan man spørge: Er det som en tanke, eller hvad går den overvejelse ud på, for man kan overveje på mange områder?

Men må jeg ikke bare lige sige til ministeren, at hvis det handler om, at det er, fordi man ikke kun vil bruge en metode, men at man vil bruge flere metoder, så er vi da villige til i Dansk Folkeparti, at vi kan skrive ind, at kommunerne skal anvende en af de metoder, der forefindes, om det er netværksmøder, familierådslagning eller noget andet, så vi er sikre på, at man får afdækket alle netværkets ressourcer. Så det er vi da villige til at kigge på sammen med ministeren, hvis ministeren også er villig. Det handler jo sådan set om, at vi får sikret, at de gode ressourcer, der findes i netværket, bliver undersøgt ordentligt. Det er altså desværre det, vi hører fra Landsforeningen af Aktive Bedsteforældre og andre netværk, at de ikke føler, at de bliver inddraget i forhold til det her – og nu er min tid er gået, så jeg stopper.

Ministeren.

Jeg har stor sympati for, at Dansk Folkeparti gerne vil fremme den her dagsorden, men jeg ved ikke rigtig, hvad der ville være at mødes om, for det, som Dansk Folkeparti spørger til, findes jo i forvejen, for det er sådan, at man som kommunalbestyrelse skal inddrage familie og netværk, man skal overveje, hvordan det kan lade sig gøre.

Familierådslagning er en god og en anerkendt metode, men den kan jo ikke altid bruges, og derfor vil det være op til en kommune at vurdere, om det er den rigtige metode; om der er nogle ressourcer i netværket, som de kan trække på; om der måske er en anden metode, de skal inddrage; om der slet ikke er grundlag for at inddrage det. Det er det skøn, der er overladt til kommunerne, men det, de er forpligtet til, er at overveje, hvordan familie og netværk kan inddrages i sager om særlig støtte til børn og unge, og derfor er det indskrevet i serviceloven. Så det er en ting, kommunerne skal gøre i forvejen.

Fru Karina Adsbøl.

Som jeg sagde til ministeren, står der netop ordet overveje, altså at de skal overveje det, og det er jo meget bredt, kan man sige.

Jeg ved ikke, om ministeren er klar over, at der ligger rigtig mange sager hos Ombudsmanden, og jeg vil godt læse et stykke op for ministeren, fordi det er jo sådan, at Ombudsmanden har flere klagesager liggende, og de omhandler f.eks. samvær med anbragte børn. Der er rigtig mange klager, hvor både forældre og bedsteforældre og andre personer i de anbragte børns netværk klager over, at de ikke har samvær med børnene og børnebørnene. Det er også børnene, der klager over, at de ikke har samvær med netværket. Jeg ved ikke, om ministeren er klar over det, men der har i hvert fald været skrevet om det i dknyt, og det kan være, at ministeren kan redegøre for det, fordi så viser det jo i hvert fald, at der er nogle ting, der kan forbedres på det her område.

Ministeren.

Noget af det første, vi gjorde, da jeg var ny minister, var, at vi tog fat på en revision af forældreansvarsloven, og en af de ting, vi præciserede der, og det gjorde vi alle partier i fællesskab, var, at det skulle være lettere for et barn, som ville have godt af at have samvær med eksempelvis andre end forældrene, at få det samvær. Så derfor var vi jo sådan set i gang med med forældreansvarsloven at bløde op på den tekst, der var, om, hvem der kunne få mulighed for at få samvær. Så derfor har vi taget hul på den del af det i den revision, vi lavede af forældreansvarsloven.

Vi har også i forbindelse med tilsynsreformen, som snart bliver vedtaget her i Folketinget, aftalt med hinanden, og det har vi også gjort med alle Folketingets partier, at når et barn er anbragt, skal man forsøge at få opdyrket noget netværk, man skal vedligeholde det, der er, eller man skal forsøge at skabe noget, fordi det er så vigtigt for os alle sammen som mennesker at have rødder. Derfor har vi indsat det som en kvalitetsindikator i tilsynsreformen. Det er noget af det, socialtilsynene skal arbejde på.

Endelig gjorde den her regering, da den trådte til, det, at vi oprettede en børneombudsmandsstilling, et børnekontor ved Ombudsmanden, som lige præcis skal sørge for at give børnene de muligheder, som vi ikke synes at de havde tidligere.

Så det her er en dagsorden, der ligger regeringen meget på sinde, og som jeg synes at vi har leveret på.

Tak for det. Der er ikke yderligere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Venstre, fru Louise Schack Elholm.

Dette beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti vil pålægge regeringen at gøre det obligatorisk at benytte familierådslagning i anbringelsessager, medmindre tungtvejende grunde taler imod det. Familierådslagning er et møde, hvor barn, forældre, familie, venner og støttepersoner kan undersøge, om familien selv kan hjælpe med at løse barnets problemer.

Dansk Folkepartis hensigt med den her familierådslagning er at få flere netværksanbringelser. Netværksanbringelser er, når barnet anbringes i pleje i barnets eget netværk. Det kan f.eks. være bedsteforældre eller en onkel eller en tante eller en anden person, som barnet kender i forvejen og føler sig tryg ved. Ved netværksanbringelser sikrer man derfor, at barnet ikke fjernes fra sit vante miljø og omgivelser, som det ofte er tilfældet, hvis barnet skal flytte ind på en institution eller til en fjern og ukendt plejefamilie.

I Venstre mener vi, at det er meget vigtigt, at vi fastholder barnets tilknytning til dets netværk. Derfor lagde vi rigtig stor vægt på, da vi lavede Barnets Reform, at man fortsat skulle holde fast i det netværk, der er. Det, som Venstre finder problematisk ved det her beslutningsforslag, er, at det fjerner metodefriheden, det fjerner, at man skal tage udgangspunkt i det enkelte barn og se, hvad det er for en metode, der skal bruges her. Det er vigtigt, at man til enhver tid undersøger netværket og ser, om der er muligheder i netværket. Men det skal ikke være sådan, at man lægger sig fast på en metode frem for andre. Ifølge loven er de forpligtede til at undersøge de her ting. Det har vi allerede gennemført i loven.

Et andet problem, som Venstre ser det, er finansieringen af det her forslag. For der er ingen finansiering med, og det er altid sådan, at når man pålægger kommuner noget, vil de have penge for det. Så hvis man fjerner noget metodefrihed hos dem, vil de altid fortælle os, at det koster penge.

På den baggrund kan Venstre desværre ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er foreløbig et enkelt medlem, der har bedt om en kort bemærkning. Det er fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti.

Nu har vi rigtig gode effekter af familierådslagning, og det handler jo sådan set om, at man inddrager netværket. Det er det essentielle i det, altså at man bruger de ressourcer, der også er.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre om finansieringen, for det er jo sådan, siger ordføreren, at det skal man allerede gøre i forvejen. Så kommunerne skal altså have penge for det, de gør i forvejen, hvis de skal gøre det – jeg forstår ikke rigtigt, hvad ordføreren mener i forhold til det med finansieringen. Og man må da også sige, hvis vi nu snakker om finansieringen, at så har Faaborg-Midtfyn Kommune rigtig gode effekter af familierådslagning, og de har jo også udtalt, at det ikke koster mere. Tværtimod er det en rigtig god metode, fordi man netop finder de her ressourcer i netværket og ofte undgår anbringelse af et barn; man finder ud af, hvilke problemstillinger der er, og man får foretaget de foranstaltninger, der skal til.

Ordføreren.

Ja, det ville være dejligt, hvis kommunerne bare sagde: Det gør vi i forvejen, det koster os ikke noget. Men det er generelt ikke den måde, kommunerne reagerer på, når vi fjerner noget metodefrihed fra dem, for så plejer det at koste penge. Derfor plejer de altid at ville DUT'es, hvis vi fjerner metodefrihed.

Man kan også sige, at de alle sammen i dag forhåbentlig har tilrettelagt det på sådan en måde, at de inddrager netværket, og det er jo ikke sådan, at man nødvendigvis skal binde dem alle sammen op på at gøre det på den samme måde. Det er vigtigt, at man ser på det enkelte barn og ser på, hvad der er bedst i den enkelte situation.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg tænker, at ordføreren også har snakket med rigtig mange om den her problemstilling, og jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om det: Er det sådan, at ordføreren mener, at alle netværk og alle familier bliver inddraget i de her sager? Tror ordføreren ikke, at der er mange steder, hvor kommunerne ikke anvender de her gode metoder, der er, og simpelt hen gør, som de plejer at gøre – altså ikke bruger de her metoder, som netop afdækker netværkets ressourcer? Jeg tænker på, om ordføreren ikke mener, at der er mange kommuner, hvor man simpelt hen ikke får afdækket netværket og set, om der er nogle ressourcer dér, man kan bruge.

Ordføreren.

Jeg mener ingenlunde, at det fungerer perfekt med anbringelser. Jeg er ikke sikker på, at det altid er de helt rette børn, der bliver anbragt de rigtige steder. Jeg er heller ikke sikker på, at alle kommuner nødvendigvis får inddraget netværket lige så godt, som jeg gerne ville have dem til at gøre. Jeg tror bare ikke på, at det, at vi fjerner metodefriheden, får dem til at løse det bedre. De er allerede i dag forpligtet til at inddrage netværket. Det skal de gøre, det er de forpligtet til. At vi skrider ind ved at fjerne metodefriheden tror jeg ikke gør, at kommunerne i højere grad vil inddrage netværket.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger.

Så er det ordføreren for Socialdemokraterne, fru Julie Skovsby.

Tak for det.

»Anbringelser af børn og unge, som af den ene eller anden årsag ikke kan bo hos deres forældre, er et alvorligt indgreb i et barns liv. Derfor er det naturligvis kommunernes opgave at sørge for, at en anbringelse sker så nænsomt som muligt og under størst mulig hensyntagen til barnets tarv.«

Sådan skriver forslagsstillerne i beslutningsforslaget. Og ja, jeg er helt enig i den holdning, der ligger bag ordene. I disse situationer har vi som samfund et stort ansvar, og her må vi ikke svigte. Også budskabet om, at inddragelsen af familie og netværk er vigtig, kan jeg som socialdemokrat kun erklære mig helt enig i. Der er med andre ord rigtig mange gode intentioner i forslaget, men fra socialdemokratisk side kan vi ikke støtte en obligatorisk brug af familierådslagning i anbringelsessager.

Ser man på serviceloven, kan man se, at vi i dag allerede stiller krav om inddragelse af familie og netværk. Det er med andre ord et lovkrav, at kommunen skal afdække barnets familiemæssige relationer, og kommunalbestyrelsen skal overveje, hvordan familie og netværk kan inddrages systematisk.

Med forslaget udvælges én bestemt metode til at inddrage netværket, og som ministeren lige har redegjort for, findes der flere metoder, der kan være rigtig gode til at sikre, at familie og netværk inddrages systematisk. Derfor mener vi, at det kan være uheldigt at lovgive så regulerende i serviceloven, som forslagsstillerne ønsker. Dertil kommer, at man har igangsat en række initiativer, som vil understøtte kommunernes brug af metoder til at inddrage familie og netværk.

Ankestyrelsen er i gang med deres undersøgelse, som vil være færdig om ikke så længe, nemlig i september 2013, og her vil man afdække og give eksempler på, hvordan kommuner arbejder systematisk med at inddrage og afdække ressourcer hos familier og netværk til udsatte familier.

Et andet initiativ er it-sagsbehandlingssystemer, som understøtter en systematisk afdækning af ressourcer og inddragelse af familie og netværk.

Endelig har Socialstyrelsen gennem en årrække arbejdet på at udbrede brugen af metoder til inddragelse af netværk, dvs. kurser i forældresamarbejde og om muligheden for konsulentstøtte.

For at opsummere vores indstilling, vil jeg sige, at vi er enige i intentionerne i beslutningsforslaget, men vi kan ikke støtte det konkrete krav om en obligatorisk brug af familierådslagning i anbringelsessager.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har bedt om en kort bemærkning. Det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Det, der står i serviceloven, er jo, at kommunerne skal overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af netværket, men det er jo meget bredt. Jeg tænker på, hvordan ordføreren kan være sikker på, at netværket også bliver inddraget i de her sager. Hvordan sikrer vi, at kommunerne inddrager netværket? Vi har haft folk i foretræde i Socialudvalget, og vi har fået henvendelser om, at de altså ikke altid bliver inddraget i det her. Uanset om det er bedsteforældre, der ikke kan se deres børnebørn, selv om de har fået lov til det af forældremyndighedsindehaveren, eller om de kun kan se dem en gang hver tredje måned i 2 timer eller andet, er det jo et kæmpe problem også på det her område.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om, hvordan vi så sikrer, at kommunerne inddrager netværket, for der er jo ikke nogen statistikker om det. Med hensyn til det spørgsmål, som jeg stillede ministeren, ved ministeren heller ikke, hvor mange kommuner der anvender metoden familierådslagning.

Ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig vigtigt, når vi taler om serviceloven, at kommunalbestyrelsen ikke blot skal overveje, hvordan familier og netværk kan inddrages systematisk, men før man laver den øvelse, skal kommunen afdække barnets familiemæssige relationer, det vil sige, at de overvejelser, som man er forpligtet til at gøre sig senere, gør man jo ikke ud i det blå, for forinden har man afdækket, hvordan familierelationerne ser ud. Det synes jeg er en vigtig pointe at få med, i forhold til hvordan loven ser ud i dag.

Så i forhold til hvordan vi får noget statistik for, hvordan det ser ud ude i kommunerne, er Ankestyrelsens undersøgelse jo utrolig vigtig, for det er jo netop en undersøgelse, som kan afdække og give eksempler på, hvordan kommunerne arbejder systematisk med det her område, og derunder er der også familierådslagning.

Fru Karina Adsbøl.

Nu har jeg læst en kritisk analyse her. Der er to socialrådgivere, der har skrevet et bachelorprojekt. I deres opgave skriver de: Vi gør, som vi plejer. De har bl.a. interviewet nogle socialrådgivere i en kommune, som er helt uvildige i forhold til det her, og som siger: Vi gør, som vi plejer. Hvis vi ikke lige bliver gjort opmærksom på, at der er noget familie eller noget andet, er det ikke sikkert, vi lige får afdækket det. Det synes jeg jo er problematisk. Det kan godt være, at der står, at man skal overveje, hvordan man kan inddrage netværket til barnet for at finde nogle gode løsninger og også for at forebygge eventuelle anbringelser, altså at få iværksat de her foranstaltninger, men hvis nu man ude i en kommune gør, som man plejer, og ikke anvender de gode metoder, er det jo et problem i forhold til at sikre barnet og familien de bedste vilkår.

Ordføreren.

Ja, og som jeg sagde i min ordførertale, er jeg helt enig i intentionerne, der ligger bag det her forslag, og jeg er også helt enig i, at det her er en utrolig vigtig opgave, hvis ikke en af de allervigtigste opgaver, vi har i vores samfund.

Når det så handler om, hvordan kommunerne løser den her opgave, synes jeg, det er vigtigt at få sagt, at det jo er det, Socialstyrelsen netop igennem en årrække har arbejdet med, nemlig hvordan man kan udbrede brugen af de rigtig gode metoder, der er der, hvor man ikke bare har vanetænkning, men dér, hvor man gør tingene på den rigtige måde og på en rigtig god måde. Hvordan kan man få det udbredt til andre kommuner? Det er det, jeg synes er så vigtigt, også i den metodefrihed, som Venstre talte om.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Radikale Venstre, fru Liv Holm Andersen.

Det her forslag handler om at pålægge kommunerne at lave familierådslagning i alle anbringelsessager. Det er vi i Radikale Venstre ikke enige i. Vi synes, at familierådslagning er et godt redskab i rigtig mange sager, men det er ét blandt mange redskaber, og de, som har fingeren på pulsen derude, skal fra sag til sag vurdere, hvilke redskaber der skal bruges i konkrete sager. Derudover er der jo allerede i dag krav om familie- og netværksinddragelse.

Anbringelsessager er helt indlysende alvorlige sager, der ofte har vidtrækkende menneskelige konsekvenser. Alle disse sager skal selvfølgelig enkeltvis håndteres på bedst mulig vis. Men i stedet for at man herinde fra Christiansborg er nede i at vælge enkelte redskaber til og fra, mener vi, at det bør være de mennesker, der arbejder hands on med området derude, der fra sag til sag skal vurdere, hvilke redskaber der skal bruges. Derfor vil Radikale Venstre ikke være med til at pålægge nogen, at de skal bruge lige præcis dette redskab mere, end det i forvejen er beskrevet i serviceloven, qua at familie- og netværksinddragelse skal foregå. Således kan Radikale Venstre ikke støtte lovforslaget.

Tak. Der er et enkelt medlem, der har bedt om en kort bemærkning. Det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Inde på vidensportalen for udsatte børn og unge står der netop vedrørende effekter af familierådslagning – altså i forbindelse med at anvende denne metode – at det har en positiv effekt. Bl.a. er sandsynligheden for, at børn og unge, som er anbragt i familiepleje, genforenes med deres familier, 28 pct. større i sager, hvor der er afholdt familierådslagning. Så jeg tænker, at det vel også handler lidt om at bruge de metoder, der virker. Vi kan se, hvordan det ser ud i Sverige med hensyn til netværks- og slægtsanbringelse. De bruger den her metode, og i mange af deres kommuner er det også obligatorisk at bruge den her metode. Så jeg ser det som endnu et redskab til at indfri nogle af de intentioner, der er i lovgivningen, men som måske er lidt for vide eller brede, når der står, at man skal overveje, hvordan man inddrager familierne. Her sikres det i hvert fald, at der sker en inddragelse af familier og netværk.

Ordføreren.

Jo, men nu sagde jeg jo også indledningsvis, at det er et godt redskab og et redskab, som vi bakker meget op om i Radikale Venstre. Men det er også bare sådan, at alle de her anbringelsessager er forskellige, og derfor er det bare ikke nødvendigvis sikkert, at det er et godt redskab i alle sager. Og det, som ordføreren jo ikke kan vide, er, om de sager, hvor man ikke har brugt det, er sager, der ville være forløbet bedre, hvis man havde brugt det her redskab. Det tror jeg der er andre mennesker end mig selv og ordføreren som ved bedre.

Så synes jeg, det er lidt interessant med det, der nævnes om Sverige. Der bliver gjort opmærksom på, at man der har gode resultater med det. Det har man jo også i Danmark, og derfor er det noget, jeg gerne vil være med til at udbrede. Jeg synes også, vi skal undersøge, hvordan man udbreder gode redskaber på anden vis end ved at pålægge kommunerne bestemte redskaber. Men jeg synes, at det, der er interessant ved Sverige, er, som ordføreren netop nævner, at det er obligatorisk i nogle af kommunerne. Det kunne jo tyde på, at det var noget, kommunerne havde bestemt.

Fru Karina Adsbøl.

Jo, men jeg kan egentlig ikke se, hvad der skulle være galt i at bruge metoden og gøre den obligatorisk, for så sikrer vi jo netop det her. Og det er jeg bange for at vi ikke sikrer i alle sager. Jeg er nervøs for, at der er nogle familier, nogle bedsteforældre, nogle tanter og nogle onkler og mostre, som ikke har mulighed for at blive inddraget i det her. Det kan jo være, at vi med det her kan sikre, at der ikke sker en anbringelse. Det kan også være, at en bedstemor og bedstefar kan aflaste hver anden weekend, frem for at barnet har en plejefamilie og så samtidig har en aflastningsfamilie. Så derfor er der jo rigtig gode ting i familierådslagning. Det, Dansk Folkeparti vil, er jo simpelt hen at sikre det bedst mulige for barnet, også at barnet kan bibeholde kontakten til sit netværk og til familien. Med hensyn til familierådslagning og de andre metoder kan det jo skrives ind i lovgivningen, at man skal bruge en af de metoder, så man ligesom får afdækket de her anbringelser.

Ordføreren.

Nu siger ordføreren: Jeg kan bare ikke se, hvad der er galt i at bruge det her redskab – som om jeg har stået her på talerstolen og sagt, at det er der noget galt i. Så vil jeg gerne sige for tredje gang, at jeg og Radikale Venstre synes, at det er et godt redskab. Vi anerkender de gode resultater. Vi vil meget gerne være med til, at vi arbejder indgående med at udbrede gode resultater og redskaber til kommuner, hvor de måske ikke bruger dem helt så meget. Det, vi ikke vil være med til, er herindefra at diktere, at man skal bruge ét redskab frem for et andet, og at skulle gå ind og sige til en person, der sidder og arbejder fagligt med de her problemstillinger ude i virkeligheden: Selv om du har vurderet, at det i den her konkrete sag måske ikke vil være en særlig god idé at bruge familierådslagning – af gud ved hvilke årsager, det kan jeg af gode grunde ikke sige noget om – så skal du godt nok. Selv om vedkommende måske vurderer, at det her er skadeligt for barnet, eller at det ikke er det bedste for barnet, at det ikke tjener barnets tarv, skal man så bruge det her redskab, fordi det er godt i en lang række andre sager. Det vil vi bare ikke være med til.

Tak. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Socialistisk Folkeparti, fru Anne Baastrup.

Tak. Jeg er under den her debat blevet i stadig stigende tvivl om, hvad det egentlig er, forslagsstillerne ønsker. Jeg tager udgangspunkt i beslutningsforslagets tekst. Ifølge beslutningsforslagets tekst handler det om obligatorisk brug af familierådslagning i anbringelsessager. Familierådslagning er – også i bemærkningerne – defineret ganske præcist. Hvis det så er sådan, at der er tale om en dysfunktionel familie, hvor nogle har begået overgreb mod barnet, eller hvor andre har begået vold mod moren eller andet, har de så klageret, hvis det er, at man ikke anvender familierådslagning?

Altså, hvad ligger der i obligatorisk brug af familierådslagning? Jeg synes, det er en glimrende idé med familierådslagning. Jeg synes, det er glimrende med family first. Jeg synes, det er glimrende, at man hele tiden sørger for at involvere familienetværket, at involvere vennenetværket, at involvere lærere eller andre, som kan se barnet med de ressourcer, barnet har, og de udfordringer, barnet har. Men når man går ind og siger, at én bestemt ting skal bruges obligatorisk, har de mennesker, der så ikke er involveret i familierådslagning, klageret? Ja, jeg spørger bare.

Det næste er netværksanbringelser. Det har været en kamp at hoppe fra tue til tue for at få netværksanbringelserne gennemført i dansk socialpolitik. Det har nu sin egen bestemmelse, og jeg ved, at socialrådgiverne rundtomkring i kommunerne er ved at blive mere og mere opmærksomme på det. Men der er en kulturudvikling og en kulturudfordring i forbindelse med det her at få netværksanbringelser til at blive en del af værktøjskassen for den enkelte sagsbehandler. Samtidig skal vi også huske, at der er nogle situationer, hvor en netværksanbringelse kan være meget, meget uheldig for barnet. Der skal vi jo hele tiden holde fast i, at sagsbehandleren skal have retten til at vurdere, hvad der er det rigtige at gøre for dette konkrete barn.

Så jeg og SF synes, det er rigtig, rigtig godt at involvere netværket. Vi synes, det er rigtig, rigtig godt at involvere familierne. Vi synes, det er en rigtig dårlig idé at lave obligatorisk familierådslagning som defineret i Dansk Folkepartis beslutningsforslag, fordi det giver klageret til dem, der så ikke får den obligatoriske familierådslagning.

Så synes vi også, det er en god idé, at vi hele tiden arbejder målrettet i retning af at få netværksanbringelser, altså at involvere familien eller gode venner til børnene. Det, vi jo ved, er, at døgninstitutionsophold og ophold hos en plejefamilie holder op på et tidspunkt. Det, vi ved, er, at familien meget ofte stadig væk eksisterer. Så det er om, hvordan vi får kombineret de to ting, således at barnet kan have en tryg barndom, og således at de indsatser, vi gør, når man anbringer barnet uden for eget hjem, hjælpes mest muligt.

Men forslagsstillerne skylder at fortælle, hvad der ligger i begrebet obligatorisk familierådslagning – medmindre man ikke skal bruge det, og det står der så også.

Det næste er: Tror forslagsstillerne seriøst, at det er det eneste redskab, vi kan bruge til at fremme netværksanbringelser? For der findes jo også andre metoder, hvor man involverer netværket, uden at det er den der familierådslagning med de der helt bestemte rammer, inden for hvilke en samtale skal fungere.

Så jeg vil for det tilfælde, at forslagsstillerne mener, at vi ikke vil have involveret netværket, gentage: Vi ønsker i SF at involvere netværket, vi ønsker, at familien skal involveres, men vi ønsker ikke en obligatorisk familierådslagning skal være det rigtigste, for det er det ikke altid. Børn er forskellige, familier er forskellige, netværkene i øvrigt er forskellige, og vi ved heller ikke, hvordan vi afgrænser det.

Så vi er positive over for, at forslaget er kommet, men afvisende over for den konkrete udformning, det har, for det flytter ingenting, udover at det kan føre til klagesager.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har bedt om en kort bemærkning, og det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Jeg er fuldstændig forvirret over ordførerens tale. Der står klart i det her beslutningsforslag, at »Dansk Folkeparti mener, at kommuner i forbindelse med en anbringelse af et barn eller en ung person skal tilbyde familien familierådslagning, såfremt tungtvejende forhold ikke taler imod«.

Ordføreren startede i sin tale med at sige alt muligt om dysfunktion, og jeg ved ikke hvad, og at det i den forbindelse ikke altid er den bedste metode. Det, det handler om at få sat fokus på, er intentionen i servicelovgivningen og i retssikkerhedslovgivningen, altså de intentioner, man har i forhold til netværket og til at bruge de metoder, der er til rådighed. Det handler om, at man bruger de metoder, der er. Det er jo det vi ofte hører at man ikke gør.

Man har opnået gode resultater med familierådslagning; der har været positiv omtale af det fra familierne, og der er opnået viden om det her, og vi har netop fremsat det her beslutningsforslag, fordi det er en rigtig, rigtig god metode. Så sikrer vi nemlig også, at familierne og netværket bliver inddraget i at finde nogle gode løsninger sammen med barnet og de andre involverede.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i, at bl.a. Faaborg-Midtfyn Kommune har rigtig, rigtig gode erfaringer med familierådslagning, men Kolding Kommune, som vi jo begge har været ovre at besøge, brugte jo ikke familierådslagning, og jeg husker, at ordføreren der var meget optaget af, hvad der gjorde, at det også gik godt.

Det er, fordi der findes forskellige definitioner af, hvordan man involverer netværket, hvordan man involverer familierne, og forslagsstillernes definition af familierådslagning er meget, meget præcis; der er tale om familierådslagning med bestemte typer rundbordssamtaler, med bestemte typer mennesker, der deltager i det.

Hvis det er sådan, at ordføreren ønsker, at der skal være obligatorisk inddragelse af familie og netværk, så vil jeg sige, at vi har indført de bestemmelser i serviceloven, og der er en konstant udvikling i, hvordan vi tilrettelægger sagsbehandlingssystemerne – det er vi jo i gang med på fuldt drøn – således at man altid kan være sikker på, at netværk og familie bliver involveret, når det drejer sig om anbringelse af et barn.

Fru Karina Adsbøl.

Som jeg tidligere har sagt i den her debat står der, at man skal overveje. Man skal overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk – det er det, der står.

Så vil jeg lige sige til ordføreren, at i forhold til Kolding Kommune har de netop taget det her på deres dagsorden; de vil arbejde for at udbrede den her metode og bruge metoden med familierådslagning, netop fordi det har vist sig, at den har nogle rigtig gode effekter. Og det kunne jo være dejligt, hvis andre kommuner fulgte op, for det har faktisk været fremme, ja, siden 2002, tror jeg, at den her metode er rigtig god. Den er faktisk stadig ikke udbredt i alle kommuner, og der er stadig væk mange familier, hvor man ikke får afdækket, hvilke ressourcer der også er at hente der, og hvordan de kan støtte og hjælpe barnet eller den unge. Det er rigtig ærgerligt for dem, der kun kan se deres barnebarn 2 timer hver tredje måned.

Ordføreren.

Nu bliver der blandet to ting ind i det. Altså, det er rigtigt, at bedsteforældre har udfordringer i forsøget på at få den der gode kontakt med børnene, der er anbragt uden for eget hjem. Men det har jo ikke noget at gøre med familierådslagning. Man kan ikke anbringe et barn uden for eget hjem, medmindre man laver en § 50-undersøgelse. I § 50-undersøgelsen skal man afdække familieforhold, venskaber og andre relevante forhold, og den børnefaglige undersøgelse skal også afdække familiens og netværkets sammensætning, sociale og økonomiske forhold, forældrenes omsorgsevne og eventuelle problemer med misbrug eller helbred. Der står, man skal . Man kan ikke anbringe et barn, medmindre man har afdækket det, for så har man ikke lavet en ordentlig § 50-undersøgelse. Så på den måde hænger det sammen. Jeg vil bare ikke have, at vi anvender en helt bestemt metode, der hedder familierådslagning med rundbordssamtaler og mentorer, der skal ind og ud, osv. Det er det ene.

Det andet er, at jeg ikke synes, det er en god idé, at man laver noget obligatorisk, for hvad så med de mennesker, der ikke får den der familierådslagning? Skal man så som sagsbehandler stå i en situation, hvor der bliver klaget over, at der ikke kommer familierådslagning, selv om man er blevet involveret?

Tak. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Jeg ser ikke ordføreren fra Enhedslisten i salen, så derfor går vi videre til Liberal Alliances ordfører, fru Thyra Frank.

Hensigten med B 111 er at gøre det obligatorisk for kommunerne at benytte familierådslagning i anbringelsessager, hvor tungtvejende grunde ikke taler imod. Dette skal ske med henblik på at styrke netværksanbringelser. Familierådslagning kan benyttes som en af flere anerkendte metoder af kommunerne til at få afdækket, om der er ressourcer i netværket, der kan bruges. Fagpersoner i kommunerne har allerede i dag mulighed for at indkalde til familierådslagning, og det fremgår af serviceloven, at kommunerne skal overveje, hvordan familier og netværk kan inddrages.

Liberal Alliance mener, at vi skal understøtte kommunernes brug af mange gode metoder, men vi mener, at det skal være ad frivillighedens vej. Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Det Konservative Folkeparti, fru Benedikte Kiær.

Vi har hørt meget om familierådslagning i dag, og vi er også flere, der har stiftet bekendtskab med det, ved at vi har besøgt kommuner, som har gjort brug af den her metode, og vi har derved også fået at vide, at den flere steder fungerer rigtig godt. Så kunne man jo spørge, om det så ikke vil være en god idé, at det så skal være alle steder, for vi oplever desværre, at der er eksempler på børn og unge, som ikke har kontakt til deres netværk, som ikke har mulighed for at kunne se deres forældre, fordi de simpelt hen ikke har fået mulighed for det gennem deres kommune, trods at vi sådan set har givet dem en ret til fortsat at have kontakt til deres netværk.

Der må jeg blot sige, at vi på Christiansborg ikke kan sidde og detailstyre, hvordan og hvorledes de enkelte kommuner skal gå ned og udføre en sagsbehandling i hver enkelt sag. Selv om det er en rigtig god metode, selv om den har fungeret rigtig godt i rigtig mange tilfælde, og selv om der er flere og flere kommuner, der kan se ideen i at lave familierådslagning, at inddrage netværket, så mener jeg, det er ganske uhensigtsmæssigt, at vi begynder at detailstyre, hvordan sagsbehandlingen skal foregå, fordi vi simpelt hen efterhånden laver metervare af lovgivning, som har den kedelige konsekvens, at man simpelt hen skruer hovedet af folk ude i de enkelte kommuner. Derimod er det meget, meget bedre at gå ind og støtte op med rådgivning, med vejledning, med kompetenceudvikling, med uddannelse og ved at viderebringe de rigtig gode eksempler, man har fra en lang række kommuner, så man kan få gavn og glæde af det alle steder, hvilket også kommer børnene til gavn.

Så blev det af ordføreren for Dansk Folkeparti fremført, at det jo egentlig skulle fremgå af lovgivningen, at man skulle inddrage netværket meget mere betydeligt. Men det har vi jo sådan set sat fokus på med serviceloven og fokus på med "Barnets Reform", altså hvor vigtigt det er, at man inddrager familien, hvor vigtigt det er, at man kigger i netværket, og hvor vigtigt det er, at man også inddrager barnet i de beslutninger, der bliver truffet, og at barnet faktisk får nogle rettigheder. Jeg tror ikke, det hjælper, at man skriver det to eller flere gange i lovgivningen, hvis der er kommuner og der er eksempler, hvor det ikke sker. Derimod vil det hjælpe, at vi bliver klogere på, hvad der virker, og hvad der ikke virker, at vi bliver bedre til at udbringe de gode metoder, og at kommunerne også i langt højere grad bliver klar over, hvor vigtigt det er, at man lytter til børnene i de her ulykkelige sager, hvor vigtigt det er, man hører, hvad børnene egentlig har af tanker, og hvordan de egentlig oplever situationen, når man beslutter sig for, hvordan og hvorledes man egentlig skal anbringe det enkelte barn, den enkelte unge uden for hjemmet.

Jeg kan godt forstå, at ordføreren er begejstret for metoden familierådslagning. Det er jeg også. Jeg var begejstret for det, jeg så, bl.a. i Faaborg-Midtfyn, men derfra og så til, at den her begejstring skal føre til, at man indfører obligatorisk brug af familierådslagning i anbringelsessager i alle landets kommuner, mener jeg ikke er hensigtsmæssigt. Og der er flere ordførere, der har været inde at pege på, at det kan give nogle uhensigtsmæssigheder, da det så vil kunne misbruges i sager og i situationer, hvor det absolut er godt, at der ikke er familierådslagning, fordi der simpelt hen er tale om et barn, der i den grad er blevet misbrugt eller har været udsat for anden form for omsorgssvigt af forældrene, og hvor der sådan set ikke er et netværk, der kan bruges.

Men som sagt, selv om intentionerne er gode og vi alle sammen kan se de gode ting ved familierådslagning, må vi fra Det Konservative Folkepartis side afvise den obligatoriske brug af familierådslagning i anbringelsessager.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har bedt om en kort bemærkning. Det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Men nu ved vi jo, at lige netop den her metode er rigtig god og effektiv. Det har i hvert fald vist sig i flere kommuner, og det har også vist sig i Sverige.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om noget. Det, ordføreren sagde i forhold til familierådslagning, forstod jeg sådan, at man ikke skulle afdække netværkets ressourcer, hvis et barn var blevet seksuelt misbrugt. Men hvis et barn er blevet seksuelt misbrugt, kunne det jo godt være, at der var nogen i familien, der alligevel kunne bruges til at være barnets kontakt i forhold til at bevare båndet til familien. Så ordføreren får lige lov til at forklare sig.

Ordføreren.

Jeg behøver ikke at forklare mig, for det var ikke det, jeg sagde. Jeg sagde, at man i situationer, hvor et barn var misbrugt af forældrene, og hvor der ikke var et netværk, der kunne bruges til noget, måske desværre kunne se et misbrug af en lovgivning, hvor der blev anført, at man skulle have obligatorisk brug af familierådslagning. Og jeg mener også, at ordføreren fra Socialistisk Folkeparti netop fremhævede, at man sådan set kunne risikere, at der skete et misbrug af en ellers meget, meget god intention.

Fru Karina Adsbøl.

Men Dansk Folkeparti har jo netop skrevet, at Dansk Folkeparti mener, at kommuner i forbindelse med anbringelse af et barn eller en ung person skal tilbyde familien familierådslagning, såfremt tungtvejende forhold ikke taler imod. Så det står jo ligesom i beslutningsforslaget, og jeg tænker bare, at det vil jeg lige præcisere over for ordføreren.

Ordføreren.

Nu er vi jo alle sammen begejstret for det, der foregår i Fåborg-Midtfyn med familierådslagning. Hvis vi så spoler tiden 5 år tilbage, kunne det være, der var en anden metode, en anden måde gøre tingene på, som havde nogle gode resultater i nogle kommuner. Der kunne man så have sagt i al begejstring over den her gode metode: Sådan skal det være alle steder; der skal være obligatorisk brug. Så havde man måske ikke fået den her nye, gode metode fra Fåborg-Midtfyn med familierådslagning, fordi man simpelt hen allerede på forhånd havde sagt fra Folketingets side, at det er sådan her, man skal gøre det.

Hvis vi går ind og dikterer, hvad det er for nogle metoder, man skal bruge, og hvordan det er, sagsbehandleren skal tænke ude i de enkelte kommuner, så går vi glip af noget af det vigtigste inden for socialområdet, nemlig udvikling og innovation. Og det er baggrunden for, at vi ikke kan støtte det her forslag.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for ordet. Dansk Folkepartis beslutningsforslag omhandler obligatorisk brug af familierådslagning i anbringelsessager, og jeg vil starte med at sige, at det er hjerteblod for Dansk Folkeparti og ikke mindst mig selv som ordfører og forslagsstiller på dette vigtige område, nemlig at vi skal værne om familien.

I Dansk Folkeparti har vi et stort ønske om, at familie og netværk skal inddrages mere i anbringelsessager i form af metoden familierådslagning. Det at man i fællesskab finder gode løsninger for barnet, familien samt netværket, giver større tryghed fremadrettet for familien, netværket og barnet. I familierådslagning er barnet eller den unge den vigtigste person. Sammen med initiativtageren skal forældrene til barnet eller den unge beslutte, hvem der skal deltage i familiens netværk. Erfaringerne viser, at familier og slægt meget gerne vil hjælpe. Familier, som selv har været igennem en familierådslagning, vil også gerne anbefale metoden. Familierådslagning er et møde, hvor barn og forældre sammen med slægt, venner og andre betydningsfulde personer omkring familien samles for at drøfte, om der er ressourcer i netværket, der kan anvendes til at løse familiens og især barnets problemer.

I en række kommuner i Sverige anvendes familierådslagningsmodellen meget systematisk i alle sager, og i nogle svenske kommuner er det et krav, at der gennemføres en familierådslagning, inden der tages stilling til, hvilken indsats der skal sættes i værk over for et barn.

Hos Ombudsmanden ligger rigtig mange klager, hvor børn, forældre, bedsteforældre og andre personer i de anbragte børns netværk klager over, at de ikke har samvær med børnene, eller at de ikke har så meget samvær, som de kunne ønske sig. Også de anbragte børn klager. Hvis nogen fra netværket har ressourcer til at yde hjælp, som familien er positivt stemt over for, bør denne mulighed jo tænkes ind i planlægningen.

Dette beslutningsforslag understøtter den nuværende lovgivning samt Socialstyrelsen, som arbejder for at udbrede kendskabet til metoden. Men trods dette har vi erfaret, at metoden ofte ikke bliver anvendt i det omfang, den kunne, samt at loven ikke altid bliver forvaltet efter hensigten i praksis. Så derfor mener vi, at der skal yderligere til. Ved at gøre metoden obligatorisk sikrer vi, at netværket samt familien bliver inddraget i anbringelsessager.

Som jeg tidligere har sagt står der i servicelovens § 47, at kommunalbestyrelsen skal overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk, og i Barnets Reform har barnet ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner. Men desværre vidner praksis om noget andet, og vi kan se, at målsætningen i forhold til netværksanbringelser halter langt bagefter vores nabolande. Men det kan vi gøre noget ved her i Folketinget.

Efter lovgivningen i dag skal barnet anbringes så tæt som muligt på sine vante omgivelser, så kontakten til barnets vante miljø i videst muligt omfang kan bibeholdes og barnet herved også kan bevare kontakten til familie og venner. Ofte ender barnet eller den unge i en plejefamilie eller på et opholdssted hos ukendte mennesker. Familierådslagning har vist sig at have en positiv effekt. Bl.a. er sandsynligheden for, at børn og unge, som er anbragt i en familiepleje, genforenes med deres familie, 28 pct. større i de sager, hvor man har anvendt familierådslagning, og hvor der har været afholdt det.

Med Barnets Reform fik barnet ret til samvær, så det blev udvidet til at omfatte søskende, bedsteforældre eller andre nære familierelationer, men en undersøgelse, DR har lavet, viser, at de danske kommuner generelt er langt fra at leve op til landspolitikernes ønske om at anbringe flere børn i netværk tæt på frem for hos ukendte plejefamilier eller på opholdssteder, og det er på trods af, at mange undersøgelser viser, at de her netværksanbringelser har en gavnlig effekt for anbragte børn og unge.

Vi har efterhånden også så meget forskning og viden, der peger i retning af, at netværksanbringelser bringer børnene en god udvikling og trivsel, og det er jo netop hele formålet med den sociale indsats over for udsatte børn og unge. Og så kan det godt være, at man i forhold til den her familierådslagning finder ud af, at der et sted er meget få ressourcer, men så kan man gøre brug af de ressourcer, der er. Omvendt kan det godt være, at der er rigtig mange ressourcer, og at man derfor kan støtte med støtteforanstaltninger og andet og herved undgå, at barnet skal anbringes.

I Dansk Folkeparti mener vi, at tabet er uendelig stort ved ikke at gøre forsøget for barnet, den unge og ikke mindst slægten og netværket. Og som jeg tidligere har sagt, så har Faaborg-Midtfyn Kommune jo 10 års erfaring med at anvende den her metode, altså familierådslagning. F.eks. gennemførte de jo i 2010 100 familierådslagninger, og kommunen anvender netop metoden, fordi den sikrer, at der tages udgangspunkt i barnets behov.

Formålet med familierådslagning er at gøre en tidlig og helhedsorienteret indsats for barnet, familien og netværket. Nogle kommuner har så allerede erfaret, at det giver meget gode, holdbare løsninger i enkelte sager, når forældre, søskende og det øvrige netværk inddrages.

Så vil jeg sige til fru Anne Baastrup, som sagde, at vi allerede har ting i dag, og talte om § 50-undersøgelser m.m., at det altså så også har vist sig, at rigtig mange af de her § 50-undersøgelser har været fyldt med fejl og mangler. Det har der været skrevet rigtig meget om, og det har Ankestyrelsen jo også været inde på. Så det kan godt være, at der er nogle ting, man skal undersøge i forvejen, men hvis det er, at det ikke er undersøgt ordentligt og det er fyldt med fejl, så virker det jo ikke i praksis.

Jeg havde sådan set håbet, at man kunne bakke op om det her beslutningsforslag. Vi er også villige til i Dansk Folkeparti, at vi på en eller anden måde kan inddrage, at man kan bruge flere metoder, altså at det måske ikke lige præcis behøver at være familierådslagning, men at vi kan bruge nogle andre metoder. Det vigtigste, synes vi i rigtig mange sager, i de fleste sager, er, at barnet har kontakten til familien og kan bevare den, også til bedsteforældre, tanter, onkler eller andre personer, som er knyttet til barnet. Og det er desværre det, vi har hørt ofte ikke sker. Som jeg også sagde nede fra talerstolen, har den undersøgelse, som to socialrådgivere har foretaget, deres bachelorprojekt, vist, at vi gør, som vi plejer – man kan hente den – og det viser jo lidt, at man ikke altid bruger de redskaber, der er tilgængelige.

Jeg er ked af, at der ikke er større opbakning til det her forslag, og jeg kunne godt tænke mig, at vi fremadrettet på en eller anden måde kan sikre noget i forhold til nogle af de intentioner, der står, altså at vi overvejer systematisk at sikre, at man i hvert fald får afdækket familie- og netværksressourcer og får set på, hvad de kan byde ind med – også i forhold til eventuelt at forebygge, at man anbringer et barn eller en ung. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.