Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 110:

Forslag til folketingsbeslutning om økonomisk kompensation i forbindelse med klagesager.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 09.04.2013).

Forhandlingen er åbnet. Social og integrationsministeren, værsgo.

Dansk Folkeparti vil med B 110 pålægge regeringen at sørge for, at der kan udbetales en kompensation til borgere i tilfælde, hvor Ankestyrelsen giver en borger medhold i, at kommunen har truffet en forkert afgørelse efter serviceloven. Kompensationen skal stå i et rimeligt forhold til den ydelse, borgeren ikke har fået adgang til under klagens behandling, og til den tid, hvor klagen har været under behandling. Det skal være den kommune, der har truffet afgørelsen, der skal betale kompensationen. Et mål med forslaget er at motivere kommunerne til hurtigt og effektivt at træffe de rigtige afgørelser, og kompensationen skal endvidere virke som et plaster på såret til borgeren.

Forslaget ligger i væsentlig grad på linje med B 68 om opsættende virkning, som blev behandlet i Folketinget for kort tid siden, og mit syn på de to forslag er i al væsentlighed også det samme. Jeg mener, at hensynet bag forslagene er prisværdigt, men at redskaberne er de forkerte.

Retssikkerheden for borgeren er meget vigtigt for regeringen. Borgeren skal kunne regne med at få afgørelser, der er i overensstemmelse med loven, og jeg er derfor også fuldstændig enig i målsætningen om hurtige og rigtige kommunale afgørelser. Men det middel, som Dansk Folkeparti gerne vil bruge, er jeg derimod uenig i. Borgerens retssikkerhed skal i centrum, men jeg tror ikke, at økonomisk kompensation er det rigtige redskab til at sikre, at flere kommuner træffer de rigtige afgørelser i første omgang.

Det må være sådan, at udgangspunktet må være, at vi som politikere har tillid til, at kommunerne har viljen til at træffe de lovlige afgørelser. Og kommunerne skal sikre, at borgeren får den rigtige indsats ud fra en helhedsvurdering af borgerens behov. Her indgår naturligvis en balance mellem de faglige og de økonomiske vurderinger. Vi skal imidlertid hjælpe kommunerne til at blive bedst muligt klædt på til at træffe de rigtige afgørelser, så borgerne med det samme kan få den hjælp, de har ret til.

Der har igennem de senere år været arbejdet på at understøtte, at kommunerne træffer de rigtige afgørelser i første instans på det sociale område. Ankestyrelsen har f.eks. i marts 2012 lanceret en juridisk hotline på sin hjemmeside, som giver juridisk vejledning til sagsbehandlere i kommuner og nævn. Ankestyrelsen har også forbedret sine principafgørelser med vægt på at tydeliggøre rækkevidden og betydningen af de enkelte principafgørelser.

KL og Social- og Integrationsministeriet har i samarbejde udviklet voksenudredningsmetoden, som giver sagsbehandlerne en systematisk ramme for deres faglige arbejde og understøtter lovmedholdelighed i sagsbehandlingen. Der gennemføres også løbende formidlingsprojekter og praksisundersøgelser.

I forbindelse med aftalen om en forenklet klagestruktur er det aftalt, at der skal ske en øget systematisk rådgivning af kommunerne fra Ankestyrelsen på baggrund af klagesagerne.

Jeg vil også gerne nævne den undersøgelse, vi er i gang med, om kommunernes brug af serviceniveauer. Undersøgelsen forventes at ligge klar ved årsskiftet.

Ud over de rigtige afgørelser i første instans fokuserer regeringen også på kortere sagsbehandlingstider i klagesystemet. Det forventes, at sagsbehandlingstiderne efter lovforslaget om et forenklet klagesystem vil blive kortere og mere ensartede, når et nyt ankecenter i Aalborg er fuldt etableret. En nedbringelse af sagsbehandlingstiden vil alt andet lige betyde, at en borger, der har fået nedsat sin ydelse og vinder ankesagen, har et tab i kortere tid. Et særskilt mål er kortere sagsbehandlingstid i principielle sager, der i det forenklede klagesystem kun skal behandles en gang. De principielle afgørelser, der skal vejlede alle kommuner, kommer hermed hurtigere ud til kommunerne, og på den måde kan flere afgørelser også træffes hurtigt og rigtigt i kommunerne i første omgang.

Der tages altså allerede rigtig mange gode initiativer for at styrke kommunernes sagsbehandling, så borgerne kan få den hjælp, de har ret til i første instans, og så borgerne undgår at skulle igennem den rigtig ærgerlige situation, det er at skulle klage.

En kompensationsordning som foreslået vil på flere måder være uhensigtsmæssig. Ordningen vil bl.a. medføre store administrationsudgifter, også udgifter til bl.a. individuel beregning af kompensationen i de enkelte sager. Hertil kommer, at et lovforslag om, at kommunerne fremover skal betale kompensation til borgere i klagesager, formentlig vil medføre en økonomisk kompensation til kommunerne, så det i sidste ende bliver staten og ikke kommunerne, der kommer til at betale. Og navnlig er det egentlig også min opfattelse, at en kompensationsordning ikke vil gøre kommunerne dygtigere til at træffe flere rigtige afgørelser i første omgang, og det er for mig et væsentligt mål.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg deler ønsket om at sætte borgerens retssikkerhed i centrum. Det skal være sådan, at borgeren kan regne med at få en afgørelse, der er i overensstemmelse med loven, men det er måske med nogle andre redskaber. Og på den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Så er det fru Karina Adsbøl, kort bemærkning.

Ministeren siger, at det her beslutningsforslag er uhensigtsmæssigt. Men er det ikke korrekt, at vi i Socialudvalget, og at ministeren også selv har fået en række henvendelser fra bl.a. handicaporganisationerne og bl.a. fra Evald Krog, som skriver til os, at nogle kommuner simpelt hen tænker i de her baner, i forhold til at de sparer den her ydelse, mens klagesagen kører? Er ministeren ikke enig i, at vi i Folketinget har fået de her henvendelser om, at der er store problemer i forhold til det her område?

Tak. Ministeren.

Det er sådan, at kommunerne skal overholde landets lovgivning. Og hvis man som borger ikke synes, at den kommune, man bor i, overholder den lovgivning, der er i landet, har man mulighed for at klage. Vi har desværre bare nogle gange lange sagsbehandlingstider, hvilket vi har drøftet rigtig mange gange, både her i salen og i forskellige samråd, bl.a. som følge af den strukturændring, man har lavet i form af statsforvaltningerne.

Derfor har regeringen lavet en ny aftale om en bedre klagestruktur, sådan at man for fremtiden skal få sine klager behandlet hurtigere, og hvor vi fokuserer på, at borgerne skal have de rigtige ting i første omgang. Det må jo være det, der er det vigtige: at kommunerne bliver klædt på til at kunne give borgerne den korrekte ydelse, den korrekte hjælp i første omgang, så man er fri for alt det der med, at man skal ud i en klagesituation.

Derfor har vi arbejdet ad det spor, der handler om, at kommunerne skal hjælpes til at træffe de rigtige afgørelser og forenkle klagesystemet, så borgere, der alligevel oplever, at de gerne vil klage, får en hurtigere afklaring end det, der kan være tilfældet i dag.

Tak. Fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Jo, men jeg synes alligevel ikke rigtig, ministeren har svaret på det spørgsmål, jeg stillede, om alle de henvendelser vi har fået, bl.a. fra handicaporganisationerne og også fra Evald Krog, som sådan set har skrevet et brev til ministeren og også til Socialudvalget omkring den store problemstilling på det her område, altså at kommunerne ligesom kan tænke i, at de måske sparer den her ydelse, mens klagesagen kører. Det er jo derfor, Dansk Folkeparti fremsætter det her beslutningsforslag. Det er jo netop for at undgå og for at forebygge, at man ligesom kører de her klagesager.

Er ministeren så ikke enig i, at der lige for nylig er afsagt en principafgørelse i Ankestyrelsen netop om en BPA-ordning i forhold til Line Myrup, som fik medhold i Horsens Kommune, fordi kommunen ligesom har vurderet, at hun skulle have hjælp efter en § 83, altså hjemmehjælp? Hvis ministeren accepterer det her beslutningsforslag og siger, at det her er en god idé, det vil vi gerne forebygge, vil det da forebygge sådan en sag som Line Myrups sag, der lige har været i Horsens.

Tak. Ministeren.

Nu tror jeg ikke, vi skal stå og sagsbehandle konkrete sager, men jeg vil gerne sige, at når ordføreren nævner, at en borger har fået medhold, viser det jo faktisk, at vores system virker. Når det så virker, men alligevel til tider godt kan opleves som meget tungt og besværligt for vores borgere, er der stadig væk grund til, at vi kigger på det. Derfor har vi fra regeringens side haft den vinkel til det, at vi gerne vil have, kommunerne bliver klædt bedre på til at træffe de rigtige afgørelser i første omgang, så der ikke er grundlag for at klage. Men hvis borgeren oplever, at det eksempelvis tager for lang tid, inden der bliver truffet en afgørelse, har vedkommende jo mulighed for som et selvstændigt punkt at klage over det. For hvis det tager for lang tid, inden afgørelsen når frem, vil man som borger kunne betragte det som et afslag, som man kan påklage. Så vi har jo allerede i forhold til de regler, der er, og også de ændringer, vi har lavet, taget højde for, at systemet skal være bedre set fra borgerens synspunkt.

Så derfor vil jeg egentlig sige, at når spørgsmålet drejer sig om, om man så skal sige til kommunerne, at de skal betale økonomisk kompensation, så tror jeg bare, det vil føre til, at der vil komme mange flere klager. Og det tror jeg ikke vil være godt for den enkelte borger. Jeg vil hellere have, at kommunerne bliver bedre til at træffe de rigtige afgørelser, og at klagesystemet kommer til at fungere bedre. Det er det, der er mit fokus.

Så er det hr. Finn Sørensen, Enhedslisten, for en kort bemærkning. Værsgo.

Tak til ministeren. Jeg forstår ikke rigtig ministerens begrundelse for at afvise det her. Der bliver sagt noget med, at det vil påføre kommunerne store administrative byrder at skulle opgøre, hvilken kompensation borgeren skal have osv. Altså, det vil det jo kun, hvis kommunerne ikke kan finde ud af at træffe de rigtige afgørelser, og det er vi enige om at de skal lære at gøre fra starten. Der ser jeg da sådan et forslag som det her i lighed med det, som Enhedslisten fremsatte forleden dag, som noget, som ellers er meget moderne her i samfundet, nemlig et økonomisk incitament til kommunerne om at træffe de rigtige afgørelser med det samme. Så jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være så slemt. Ja, hvis kommunerne ikke kan finde ud af det, kommer de til at betale ved kasse et, men så kan det jo være, at de lærer det. Så jeg savner altså en ordentlig begrundelse for, at man afviser sådan et forslag.

Tak. Ministeren.

Jeg tror, at det er vigtigt at have det udgangspunkt, at vi må regne med, at man i kommunerne træffer lovlige afgørelser. Jeg tror ikke, at vi kan have det udgangspunkt i Folketinget, at vi mistænker kommunerne for at ville omgå loven. Vi må have det udgangspunkt, at kommunerne forvalter loven, som vi har bedt dem om at gøre det.

Så bliver jeg af hr. Finn Sørensen spurgt: Hvorfor ikke bare sørge for, at man skal have den der økonomiske kompensation? Og er det ikke besværligt ude i kommunerne? Der vil jeg gerne sige, at det, som jeg egentlig læser det her forslag som gående ud på, er jo en slags dummebøder til kommunerne, når kommunerne har udført det, som vi har bedt dem om, nemlig at foretage et skøn. Når man foretager et skøn, er man nogle gange i tvivl, og så skal der træffes nogle afgørelser, men man ender med at træffe en beslutning. Hvis borgeren ikke er enig i den beslutning, kan borgeren påklage afgørelsen, og kommunen, som måske har skullet træffe en afgørelse, og som inden for en eller anden form for skøn har skullet vurdere, om det var ret og rimeligt, og om det svarede til det, borgeren var berettiget til, vil så efterfølgende, hvis kommunen taber sådan en sag, få at vide, at så skal man betale. Så skal man regne ud, hvad borgerne er gået glip af, og det vil selvfølgelig betyde, at man skal bruge nogle penge på at regne det ud.

Men jeg kunne også godt tænke mig at spørge tilbage: Skal det så gælde alle steder, hvor det offentlige foretager skøn, at man som borger skal have kompensation? For så tror jeg ikke, at der er råd til at udvikle den offentlige velfærd.

Tak. Så er det hr. Finn Sørensen.

Nu fremgår det jo af forslaget, i hvilke sammenhænge det skal gælde, og det må forslagsstillerne selv ligesom svare på. Jeg synes, at det drejer sig om princippet i det, og jeg synes, at det er helt i orden, at kommunen får en dummebøde, hvis den skønner forkert. Det er da fuldstændig rimeligt. Det får borgerne jo, hvis de laver en fejl, så det er vel rimeligt nok, hvis man vil opdrage kommunerne.

Så vil jeg bare sige til ministeren: Ja, vi skal som udgangspunkt tro på, at kommunerne træffer lovlige afgørelser. Uden at kende statistikken tror jeg også, at de gør det i meget stort omfang, så det her skal vel ikke opfattes som et forsøg på mistænkeliggørelse. Men jeg vil da gerne lige en gang til henvise til Statsforvaltningen Midtjylland, der undersøgte 80 sager, altså tog nogle stikprøver i 6 kommuner, 80 sager i alt, hvor disse kommuner havde stoppet kontanthjælpen til borgerne. Der var fejl i 76 af sagerne, og sådan har der jo været mange eksempler. Så mon ikke det var en god idé, at man ligesom også tog et lille redskab som det her i brug for at opdrage kommunerne. Jeg synes ikke rigtig, at ministeren tilbageviser, at det kunne være en fornuftig ting.

Tak. Ministeren.

Omgørelsesprocenterne var i 2011 på 31,9 pct. mod 28,1 pct. i 2010, 27,4 pct. i 2009, 28,6 pct. i 2008 og 31 pct. i 2007. Så man kan sige, at det altså varierer lidt over tid, hvordan omgørelsesprocenterne er. Jeg synes, at man skal have med in mente, når man går ind i den debat, som er meget væsentlig, og som også bliver rejst af handicaporganisationerne, når de påpeger, at borgere får frataget deres hjælp eller nedsat deres hjælp uretmæssigt, at de her omgørelsesprocenter ikke er meget skvulpende.

Men jeg vil også gerne sige, at vi også bliver nødt til at have fokus på, at kommunerne har mulighed for at have lokale serviceniveauer. Det har vi givet dem lov til, og den mulighed skal de have. Men de lokale serviceniveauer skal holde sig inden for servicelovens rammer, og derfor sidder man ude i kommunerne og foretager de her skøn. Det er fuldstændig lovmedholdeligt, at de gør det, og det skal de også have mulighed for at gøre. Vi skal bare sørge for, at hvis der er nogle borgere, som ikke får det, de er berettiget til, så får de hjælp, og der vil min indgangsvinkel til at give borgerne den rigtige hjælp være at klæde kommunerne på til at kunne træffe de rigtige afgørelser og lave et fleksibelt klagesystem.

Tak for det, og tak til ministeren. Så er det hr. Hans Andersen, Venstre, som ordfører, værsgo.

Med B 110 sætter Dansk Folkeparti fokus på en vigtig problemstilling, som vi også interesserer os for i Venstre, nemlig hvordan vi kan forbedre forholdene for ældre og udsatte borgere, så de får den støtte og hjælp, de har behov for. Forslaget går ud på at give økonomisk kompensation til borgere, der har klaget og under sagsbehandlingstiden går glip af en støtte og hjælp, de efter afgørelsen erklæres berettigede til. Det er et sympatisk forslag, men i Venstre mener vi alligevel ikke, at det er godt eller det bedste forslag for at imødekomme de borgere, vi taler om.

Udgangspunktet er jo, at vi har tillid til, at kommunerne træffer de rigtige afgørelser over for borgere, når borgere står med et problem og skal have det løst. Det gør kommunerne jo faktisk også, og det ser vi, når vi kigger på statistikken. I langt størstedelen af sagerne træffer de de rigtige afgørelser. Vi erkender dog, at det aldrig er optimalt for nogen, når der træffes forkerte afgørelser, og derfor er vi også helt enige i målsætningen om, at de rigtige afgørelser skal ske i første omgang og borgerne selvfølgelig skal have en god og effektiv service.

I den forbindelse er der sådan set nogle muligheder for at forbedre det eksisterende system. Det er f.eks. meget væsentligt, at borgerne i dag allerede har mulighed for at få forlænget støtten hos kommunen, så den ikke fratages borgeren under sagsbehandlingen. Det er noget, som jeg synes kommunerne skulle benytte sig af i højere grad. Så er der også lanceret en række forskellige tiltag, som ministeren netop nævnte. Jeg tænker her på den juridiske hotline på hjemmesiden, som skal sikre, at sagsbehandlerne i højere grad får og har den nødvendige viden til at træffe de rigtige afgørelser. Det handler også om, som ministeren også nævnte, en forbedring af styrelsens principafgørelser med vægt på tydeliggørelse af rækkevidden. Så er der jo også med den forenklede klagestruktur lagt op til – hvis vi skal tro på det, ministeren og regeringen siger – at der også her vil ske en systematik i rådgivningen af kommunerne fra Ankestyrelsen på baggrund af de klagesager, vi allerede ser.

Så man kan sige, at B 110, som Dansk Folkeparti fremsætter, er et sympatisk forslag, men vi vurderer ikke, at det er den bedste vej til at nå målet, som netop er de rigtige afgørelser. En af tornene her er jo en vurdering af, hvad der vil ske med antallet af klager, hvis vi går denne vej. Vil det stige, hvad vil de administrative byrder blive? Det er ikke nødvendigvis det, vi synes vores fælles skattekroner skal gå til, altså øgede administrative byrder og udgifter. Og det fører heller ikke nødvendigvis til, at kommunerne træffer nogle flere rigtige afgørelser, som jeg helst ser at de gør.

Så på den baggrund mener vi, at der er andre måder, hvorpå vi kan arbejde med at få kommunerne til at træffe flere rigtige afgørelser. Tak.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er en enkel kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Tak for nogle positive ord, men det er jo ikke nok, for Venstre vil ikke støtte det her beslutningsforslag. Jeg kunne da godt tænke mig at høre: Hvad vil Venstre så gøre for at undgå det her? Med hensyn til klagerne tror jeg da ikke, at der vil komme flere klager, for man får jo ligesom et incitament til at gøre det rigtige i første hug. Så det kunne jeg godt tænke mig at høre Venstre om.

Jeg forstår ikke rigtig, at Venstre ikke kan bakke op om det her, for det kommer jo ikke til at koste kommunen noget i den sidste ende, fordi det er en ydelse, som de alligevel skulle have leveret. Så på den måde bliver det jo ikke dyrere. Jeg tænker da også, at det vil forebygge, at der kommer klagesager, fordi der i første omgang bliver truffet de rigtige afgørelser. Og det handler jo ikke om at have tillid eller ikke have tillid. Det handler jo om, at vi somme tider får nogle breve fra flere organisationer om det her.

Ordføreren.

Vi er sådan set optaget af at få kommunerne til at træffe de rigtige afgørelser første gang. Og der er plads til forbedringer, når man kigger på statistikken fra Ankestyrelsen. Der er stadig væk, synes jeg, for mange sager, hvor kommunerne ikke er opmærksomme nok.

Men jeg mener, at det er forskelligt fra kommune til kommune. Der er nogle kommuner, der er rigtig gode til at overholde lovgivningen, intentionen i lovgivningen og til at have dialog med borgerne om servicen. Så er der andre kommuner, der udmærker sig ved at have plads til forbedringer – for at sige det med pæne ord – i deres dialog med borgerne og i den måde, de arbejder med lovgivningen på. Der tror vi ikke på at den korteste vej til målet, nemlig flere rigtige afgørelser, er, at vi skal indføre en kompensation. Og vi frygter altså øgede administrative byrder ved den her form for forslag.

Fru Karina Adsbøl.

Dansk Folkeparti er jo enig i, at det er vigtigt, at den rigtige beslutning bliver truffet i første omgang, og det er jo også derfor, at vi fremsætter det her beslutningsforslag. Det er jo netop, fordi vi gerne ser, at den rigtige beslutning bliver truffet i første omgang.

Er ordføreren ikke enig i, at det er et incitament til ikke at prøvekøre de her sager? Vi har jo hørt om, at der er nogle, der mener, at kommunerne vil prøvekøre de her sager for ligesom at spare de penge i det tidsrum, sagen kører i. Det er jo også det, vi hører om i Socialudvalget, og det er det, vi får henvendelser om. Så jeg forstår ikke helt Venstres begrundelse, men har Venstre selv nogle ideer til, hvordan det her område så kan blive forbedret?

Ordføreren.

Som jeg tidligere har været inde på, handler det jo om, at vidensniveauet om gældende lovgivning bliver højere hos de medarbejdere, der arbejder med sagerne i kommunerne. Det tror jeg kan være med til at føre til flere rigtige afgørelser i første hug.

Så synes jeg, at vi skal diskutere, om det med kompensation fører til færre eller flere klager. Jeg frygter, at det fører til flere klager. Der er jo andre områder, f.eks. på miljøområdet, hvor der er en eller anden form for brugerbetaling for at få adgang til at klage. Det synes jeg ikke er skitseret nogen steder i det her forslag. Det kan jo føre til mange klager, for man er sådan set sikker på, at man enten får et afslag, og det får man allerede i dag, eller også får man med det her forslag, som Dansk Folkeparti har fremsat, en gevinst. Så det kunne jo også godt føre til, at vi sådan set kommer til at bruge meget tid på behandling af klagesager. Og det er vel ikke det, der er meningen med det her forslag.

Jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Maja Panduro fra Socialdemokraterne.

Jeg har glemt min tale nede på min plads, men jeg tror, jeg kan huske den. Vi prøver.

Jeg skal selvfølgelig starte med at kvittere for, at Dansk Folkeparti ønsker at sætte det her på dagsordenen. Det er den lille blok – tak, minister. Sikke en service!

Jeg skal selvfølgelig starte med at kvittere for, at Dansk Folkeparti overhovedet sætter det her på dagsordenen. Jeg tror, vi alle sammen er meget, meget optaget af, at borgerne skal have den rigtige løsning, og at man skal have lige præcis det, som man er berettiget til, ikke mere, men bestemt heller ikke mindre. Derfor er det jo også, at vi har været så optaget af – og meget af det jo heldigvis bredt sammen her i salen – at forbedre mulighederne for, at borgerne får den rigtige indsats i første omgang. For det må jo være det, som skal være vores fremmeste mål, og som skal være udgangspunktet. Og der tror jeg, at de ting, som vi har sat i gang i forhold til at få forbedret indsatsen fra Ankestyrelsen, bl.a. med deres nye juridiske hotline, som alle sagsbehandlerne i kommuner og nævn kan henvende sig til, hvis de er i tvivl, idet Ankestyrelsen nu udsender sine principafgørelser på en ny måde, sådan at man netop tydeliggør, hvad det her har af helt klare konsekvenser for rækkevidden og for det arbejde, som de sidder med lige her, er godt, fordi det kan bruges det helt ned i den daglige sagsbehandling.

Så er der den voksenudredningsmetode, som ministeren har lavet sammen med KL, og så er der selvfølgelig også foruden en række andre tiltag i form af den nye klagestruktur, som regeringspartierne har lavet sammen med Liberal Alliance og sammen med Enhedslisten, som lige præcis handler om, at vi skal have forenklet adgangen, at vi skal kunne pille principafgørelserne ud allerede i allerførste instans, sådan at behandlingen af dem bliver hurtigere, og så de hurtigere kan komme ned og fungere som læring i systemet og netop dermed også være med til at sikre, at behandlingen er rigtig i første omgang. Som socialdemokrat, tidligere kommunalpolitiker og som en, der kender en del af de kommunale folk, som sidder derude både på politiske mandater og de folk, som er ansat i kommunen, bl.a. som sagsbehandlere, må jeg også bare sige, at det er de færreste af dem, som er dårlige mennesker, som med vilje sidder og træffer afgørelser, fordi de gerne vil skade borgeren. Såfremt de gør det, er det jo også allerede sådan i dag, at hvis man handlede culpøst, tror jeg det hedder på jurasprog, dvs. ansvarspådragende, så findes der jo sådan set allerede i dag et erstatningssystem og en måde, hvorpå det faktisk kan have konsekvenser, for det er jo ulovligt i dag.

Men i et sagsbehandlingssystem, hvor vi jo forhåbentlig stadig også med den sidste behandling in mente er enige om, at der skal være plads til et konkret og individuelt skøn, og hvor der er stor forskel på borgerne, så vil der nogle gange blive begået en fejl. Derfor har vi klagesystemet, og derfor har vi gjort ganske store krumspring netop for nylig for at få forbedret klagesystemet. Jeg tror, at det er vejen frem frem for – og jeg synes, at ministeren sagde det meget rigtigt – at opfinde dummebøder til kommunerne. Det tror jeg ikke at de i sig selv bliver hverken klogere eller dygtigere af, men det tror jeg de gør af, at vi hjælper dem. Det skal være vejen frem, tror jeg, til at vi sammen bliver bedre til at løfte den her opgave.

Så skulle jeg hilse fra SF's socialordfører, som ganske vist sidder her ved siden af mig, men jo nu leder mødet, og som derfor får lidt svært ved at komme herop og holde sin tale, og sige, at SF ligesom Socialdemokraterne ikke kan støtte beslutningsforslaget her.

Jeg siger tak til ordføreren. Så er der en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Jeg er lidt ked af ordførerens tale, for ordføreren får det til at lyde, som om Dansk Folkeparti mener, at de ude i kommunerne er nogle onde mennesker. Det er jo ikke det, det handler om. Det her handler om borgeren. Bare vi kan få det på plads. Det her handler ikke om, at Dansk Folkeparti mener, at socialrådgiverne er nogle værre nogen, det er ikke det, det handler om, der er mere i det, og det ved ordføreren også godt. Så hvis vi bare lige kan få det på plads.

Dansk Folkeparti er jo enig i, at der skal træffes den rigtige beslutning i første omgang, men jeg kan ikke forstå, at ordføreren ikke mener, det er rimeligt, at man, hvis man får frataget sin hjælp uberettiget og mangler den hjælp eller mangler sit hjælpemiddel eller andet i et stykke tid og i sidste instans får medhold i, at det ikke var rigtigt, så kan få en kompensation. Nogle er jo ude at betale for ekstra hjælp for at få den hjælp, de var berettiget til før, og har haft nogle udgifter, og de har måske også været ude at tage lån i banken for at få den hjælp, så de kunne komme ud i hverdagslivet igen.

Ordføreren.

Jeg er jo optaget af, at borgeren skal have den helt rigtige hjælp fra start af, og jeg er ikke i tvivl om, at også Dansk Folkeparti og forslagsstilleren er optaget af det. Jeg er glad for, at Dansk Folkepartis ordfører siger, at man heller ikke synes – ligesom jeg ikke gør – at vores socialrådgivere og sagsbehandlere er nogle røvere. Det er jeg meget, meget glad for. Jeg troede også, at det var både partiets og fru Karina Adsbøls holdning, men jeg synes bare, at nogle af undertonerne i forslaget her gør, at man kunne komme en lille smule i tvivl.

Derfor er det, jeg siger, at vores grundudgangspunkt og -indstilling til kommunerne, hvis vi overhovedet vil have dem, for ellers skal vi jo nedlægge dem, er, at de sådan set også ønsker at gøre det rigtigt i første omgang. Hvis ikke de gør det, er der rimelig kontant afregning fra deres vælgeres side, for så tror jeg, de lader være med at vælge dem. Det, vi så skal påse, er, at man handler inden for lovens rammer, og hvis ikke man gør det, har vi et klagesystem, som fungerer, endda i en grad, så hvis man har handlet culpøst, ansvarspådragende, har det også allerede konsekvenser i dag. Det tror jeg er den rigtige måde at gøre det på sammen med en fælles indsats for at blive bedre til at gøre det rigtigt i første hug.

Jeg siger tak til ordføreren. Så er det fru Karina Adsbøl.

Jeg kan forstå, at der er lidt forskel på, om man er en socialdemokrat, hvad angår tiden, eller om man er fra Dansk Folkeparti.

Nå, til det, ordføreren siger at der allerede er i dag, vil jeg sige, at det jo er sådan, at vi tidligere har drøftet det med tvangsbøder, og det er jo ikke, fordi der bliver givet ret mange af dem. Men jeg synes egentlig bare, at vi i Dansk Folkeparti lytter til de henvendelser, som vi får, og at vi også lytter til de folk, der skriver breve til Socialudvalget. Så det handler jo stadig væk ikke om, hvorvidt der, som ordføreren hentyder til, er undertoner, eller der ikke er undertoner. Det handler om, at vi skal varetage, man kan sige hele landets interesser, også borgernes og selvfølgelig også kommunernes.

Men vi bliver nødt til også at handle, når vi får nogle breve og bliver gjort opmærksom på nogle ting. Så bliver vi nødt til at handle ud fra det. Dansk Folkeparti mener jo, at det her er endnu et redskab i værktøjskassen i forbindelse med en række initiativer, der er taget. Og derfor er det da meget trist, at ordføreren ikke kan bakke op om det. Og jeg forstår ikke begrundelsen.

Jeg vil godt gøre opmærksom på, at formanden forsøger at være så loyal som overhovedet muligt over for samtlige partier.

Ordføreren.

Og jeg skal bestræbe mig på at holde mig inden for mit minut nu.

Jeg lytter også til borgerne i de borgerhenvendelser, som vi får. Jeg lytter også meget, når jeg går på gaden derhjemme eller er andre steder på besøg, hvor jeg møder folk og taler med dem om det her. Jeg må bare sige, at det, som langt broderparten af dem, jeg taler med, først og sidst er optaget af, da er at få den rigtige indsats fra starten.

Det er jo derfor, at jeg siger: Lad os nu prioritere alle vores kræfter og alle vores begrænsede økonomiske midler på det frem for på at opfinde forskellige avancerede bødesystemer, hvor vi så også skal sidde og lave udregninger og besparelser. Lad os nu bruge kræfterne på faktisk at få forbedret tilbuddet til borgeren. Det tror jeg er det, som først og sidst vil være allermest til gavn for borgeren.

Så jeg er enig i, at vi jo er nødt til at handle. Det er jo faktisk derfor, vi er gået i gang med det. Derfor er vi gået i gang med at få forbedret sagsbehandlingen i kommunerne, få forbedret den hjælp, de allerede får fra Ankestyrelsen, få forenklet det klagesystem, vi har. Vi er i gang med at handle.

Nu er det sådan, at det er De Radikale, og så afslutter fru Karina Adsbøl som ordfører for forslagsstillerne.

Fru Liv Holm Andersen, Radikale Venstre.

Den her debat minder jo lidt om den debat om den opsættende virkning i klagesager, som vi havde i sidste uge. Således er den sympatiske intention jo også her det bærende element, men i Radikale Venstre finder vi ikke løsningen rigtig. Løsningen er således også her, at kommunerne skal gøres bedre til at træffe den rigtige afgørelse, men det er der jo, som vi også snakkede om i sidste uge, blevet taget en række tiltag til for i højere grad at gøre dem i stand til.

Løsningen er derimod ikke, mener vi, at pålægge kommunerne at yde en økonomisk kompensation, når de begår fejl, altså en slags bødeordning. Dels tror vi ikke, at det, når kommunerne begår fejl eller ulovligheder, i ret mange tilfælde er overlagt, dels vil det formentlig betyde øgede administrationsudgifter, så man fra statens side enten vil være nødt til at kompensere kommunerne, eller at kommunerne vil blive yderligere presset på økonomien på det sociale område. Og man kan jo kun gisne om, om det så vil skabe bedre afgørelser.

I Radikale Venstre tror vi det sådan set ikke, og vi tror heller ikke, at truslen om at betale en kompensation, betale noget tilbage i en slags bødeordning vil få kommunerne til at agere anderledes. Vi tror tværtimod på, at det netop gøres ved – via forskellige redskaber – at gøre kommunerne i stand til at træffe de rigtige afgørelser, for det tror vi sådan set er det, de rigtig gerne vil.

Derfor vil jeg sige, at vi er enige i problemstillingen, og man skal også fortsat arbejde for at få de rigtige afgørelser hurtigere, men vi er uenige i løsningen, og derfor kan vi ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra Karina Adsbøl.

Jeg skal lige høre, om jeg forstod ordføreren rigtigt. Sagde ordføreren lige, at det her beslutningsforslag var en trussel, altså en trussel om kompensation i forhold til kommunerne? For jeg mener jo, at det er en foranstaltning i forhold til, at man træffer de rigtige beslutninger i første omgang. Så det kunne jeg godt tænke mig at ordføreren lige gjorde rede for.

Så siger ordføreren, at kommunerne ligesom gør det rigtige, og at de gør det så godt, som de kan. Men siger ordføreren dermed også, at det, der siges i alle henvendelserne, også fra handicaporganisationerne og f.eks. fra Evald Krogs side, som har skrevet til os, så ikke passer, altså den måde, de oplever tingene på, og det, de oplever ude i den virkelige hverdag? For det har jeg lidt svært ved at finde en balancegang i.

Ordføreren.

Jamen jeg siger tak for en række af spørgsmål, og så skal jeg prøve at se, om jeg kan gøre det lidt mere klart for fru Karina Adsbøll. I forhold til det sidste vil jeg sige, at nej, det er bestemt ikke det, jeg står og siger, altså at det, som borgerne oplever ude i den rigtige virkelighed, ikke er sandt. Det er jo også derfor, at det, som vi gerne vil, det, som vi har taget tiltag i retning af, netop er det at fremme de rigtige afgørelser til gavn for borgeren.

I forhold til det andet spørgsmål skal jeg også prøve at gøre det lidt mere klart, nemlig at vi ikke mener, at det her er løsningen. Og det er sådan set meget simpelt. Vi mener, at det er en anden vej, man skal gå, for at få kommunerne til at træffe de rigtige afgørelser, og det er ikke at lave den her kompensationsordning. Så den er sådan set ikke så meget længere.

Fru Karina Adsbøl.

Så må vi jo gøre den lidt længere. Jeg forstod det sådan, at ordføreren sagde, at det her beslutningsforslag var en trussel. Og der ville jeg egentlig godt lige høre ordføreren, om det var det, ordføreren mente, altså at det her beslutningsforslag er en trussel i forhold til kommunerne. Det følte jeg ikke at jeg fik et klart svar på.

Ordføreren.

Det, som jeg siger, er, at jeg ikke tror, at, hvad kan vi sige, truslen, tanken, om, at man skal betale penge tilbage, hvis man tager fejl, vil få kommunerne til at begå fejl i mindre udstrækning. For jeg tror, at kommunerne udfører deres arbejde samvittighedsfuldt og med henblik på ikke at begå fejl. Det vil sige, at jeg ikke tror, at man begår fejlene overlagt, og derfor tror jeg ikke, at det vil være sådan en præventiv løsning med den her kompensationsordning eller bødeordning, eller hvad man nu kalder det. Jeg tror, at det er nogle helt andre veje, vi skal gå.

Jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten.

Mange tak. Enhedslisten støtter det her beslutningsforslag. Vi kan jo ikke gøre andet, for det er faktisk hentet ud af et forslag om nedsættelse af en social retssikkerhedskommission, som Enhedslisten tidligere har stillet under det tidligere folketingsflertal og også en enkelt gang alene. Når jeg siger det på den måde, er det jo, fordi vi tidligere stillede det sammen med de tre nuværende regeringspartier. Det blev kaldt en godtgørelse på det tidspunkt, men efter beskrivelsen er det det samme som det, der ligger her i ordet kompensation.

Vi var faktisk enige med de tre nuværende regeringspartier om dengang, at det var et af mange elementer i forhold til, hvordan man kunne forbedre borgernes sociale retssikkerhed. Og derfor er det dybt skuffende at se repræsentanterne for de tre regeringspartier afvise forslaget her i dag med nogle begrundelser, som de jo så burde have ført i marken dengang, og som derfor ville have medført, at de havde afvist at være med til at stille et sådant forslag.

Vi synes, det er yderst rimeligt og nødvendigt at stille sådan et forslag – og i øvrigt vil jeg sige tak, fordi man stiller det; det glemte jeg at sige. Vi bilder os ikke ind – og det tror jeg heller ikke forslagsstillerne gør – at denne her lille ting i sig selv skulle løse problemet. Men det er et af mange håndtag, der kunne forbedre kommunernes sagsbehandling. Og vi har jo fået bekræftet i debatten her i dag, at det er der i allerhøjeste grad brug for.

Jeg tror, det var ministeren, eller også var det den socialdemokratiske ordfører, der sagde, at man har en omgørelsesprocent på 31. Altså bliver 31 pct. af klagerne omgjort. Men omvendt betyder det jo, at mange at klagerne får medhold. Og det siger jo sig selv, hvis jeg regner rigtigt, at det må være ca. 70 pct., der får medhold. Og det siger jo noget om, at kommunerne ikke gør det godt nok, uanset om det så er af ond vilje, eller fordi reglerne ikke er klare, eller hvad ved jeg. Men de gør det bare ikke godt nok.

Så er det jo rimeligt, at kommunerne også kan blive udsat for det, der her i dag er blevet kaldt en dummebøde, hvis man har truffet en forkert afgørelse. Og der må jeg sige, at jeg er bekymret over de argumenter, der bliver brugt, og den holdning, der ligger hos alle de partier, der afviser det her forslag. Der ligger jo den holdning, at man sådan set synes, det er i orden, at kommunen på en mistanke og en opfattelse af, at det er sandsynliggjort, at der foregår f.eks. socialt bedrageri, kan stoppe borgerens ydelse, mens borgeren så må anke den her sag.

Det kan tage måneder, hvor borgeren lever uden indtægt eller for en meget, meget nedskåret indtægt, i forhold til hvad borgeren havde før. Det er ofte borgere, der jo af gode grunde lever af overførselsindkomst, og som derfor ikke har ret mange penge i forvejen. Man synes, det er helt i orden, at kommunen kan gøre det på kommunens mistanke om, at der foregår noget ulovligt. Men hvis så kommunen bliver dømt for, at det faktisk var en forkert afgørelse, den foretog dér, så sker der ingenting. Borgeren har lidt tort og svie og har haft manglende indtægt i mange måneder, men det er bare helt i orden; der sker ikke noget for den myndighed, der åbenbart har truffet en forkert afgørelse.

Jeg tror helt klart, at det ville forbedre borgernes oplevelse af, at de lever i et retssamfund, hvis det var sådan, at myndigheden også kunne få en begmand eller en dummebøde, eller hvad vi nu kalder det. Og jeg nægter at tro, at administrative forhold skulle være begrundelsen, for hvis kommunerne sørger for at træffe de rigtige afgørelser, så vil de jo ikke få ret meget administrativt bøvl med at få udbetalt de her godtgørelser eller kompensationer. Så vi støtter forslaget.

Jeg tror, socialministeren lige vil op og præcisere, hvad det er, der er blevet sagt.

Jeg vil også gerne spørge, nej, ikke så meget spørge, men bare sige noget, inden vi fortætter debatten, og inden vi kommer til at bruge nogle forkerte tal.

Når jeg nævner, at der er ca. 30 pct., og det er sådan lidt frem og tilbage over det sidste år, som er blevet hjemtaget eller omgjort, så synes jeg, det er vigtigt at nævne, at vi har 70 pct., der ikke bliver klaget over, og at der så er 30 pct., der er blevet klaget over, hvoraf en tredjedel er blevet hjemtaget eller ændret, og det svarer altså kun til ca. 10 pct. Så bare for at vi har procentregningen sådan nogenlunde på plads, er det ca. 10 pct., der er det korrekte tal.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen til socialministeren.

Jo tak. Og tak, fordi vi fik bragt det på plads. Så vil jeg bare sige, at 10 pct. jo også er galt, for det skulle helst være 0 pct., ikke sandt? Men det er jo langt bedre end det andet forvirrende tal, så rigtig mange tak, fordi vi lige blev oplyst om det.

Men det siger jo også noget om, at så kan det jo ikke være den helt store katastrofe, hvis man nu vedtager det forslag, som Dansk Folkeparti har fremsat, og som Enhedslisten og ministerens eget parti tidligere var med til at fremsætte, om, at når kommunerne så begår fejl, skal de også have den der begmand eller dummebøde. Så hvor stort er problemet egentlig ved at vedtage det forslag, der ligger?

Ministeren.

Jeg synes, at problemet både er stort og egentlig også principielt. Som den socialdemokratiske ordfører gennemgik, efter at jeg havde været på talerstolen, så er der jo i forvejen de regler, der drejer sig om, at hvis en kommune bevidst har handlet forkert og har påført borgeren en form for skade, kan man sådan set blive idømt en form for erstatning.

Det, vi taler om her, er, at kommunen sådan set har foretaget et skøn, men hvor man kan spørge, om skønnet var foretaget på den rigtige side, eller om det ikke var. Det synes jeg bare er en anden situation, og der vil jeg langt hellere arbejde ud fra det, der handler om at hjælpe kommunerne til at blive så dygtige, at de træffer de korrekte afgørelser, så borgeren får den korrekte afgørelse i første omgang, så det slet ikke skal ende ud i en klage.

Jeg synes ikke, vi skal arbejde henimod at få et system i det offentlige Danmark, hvor kommunerne har en lovgivning, de skal foretage nogle skøn efter, og så skal borgeren klage, om det er inden for det ene, det andet eller det tredje system, hvor man ikke synes, at man har fået den hjælp, som man skulle have haft. Det vil altså alt andet lige føre til et offentligt Danmark med en masse klagesager, hvor man måske ikke bruger pengene på at udvikle den offentlige velfærd, men på at behandle klager. Det synes jeg ikke vi skal have.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg har jo prøvet at læse det forslag, vi skal forholde os til, og så vidt jeg kan læse, står der altså ikke noget om, at man ikke skal hjælpe kommunerne. Det lyder, som om der pludselig er en modsætning mellem det forslag, Dansk Folkeparti har fremsat, og det, at man skal hjælpe kommunerne. Ministeren siger så: Vi vil hellere hjælpe kommunerne. Men man kunne jo godt gøre begge dele, og hvis man nu var rigtig god til at hjælpe kommunerne, ville der jo ikke opstå ret mange sager. Så ville det jo kun dreje sig om de helt klare sager, hvor kommunerne ikke kan finde ud af at rette sig efter nogle klare retningslinjer fra Ankestyrelsen eller vejledninger herindefra, og så er problemet ikke så stort. Så der er vel ikke nogen modsætning mellem de ting, vel?

Ministeren.

Jamen jeg er sådan set ikke enig, for uanset om vi diskuterer det her forslag, eller om vi diskuterer det forslag om opsættende virkning, som vi havde på dagsordenen for ikke så lang tid siden, så er det jo sådan, at de forslag vil få den konsekvens, at der er rigtig mange borgere, der vil tænke, at de for at være på den sikre side lige vil klage, for det jo kunne være, at der kom noget ud af det. Det synes jeg bare er en forkert indgangsvinkel at have til det.

Jeg vil langt hellere have, at borgeren tænker: Min kommune bruger alle sine kræfter på at træffe rigtige og gode beslutninger, men hvis de ikke gør det, kan jeg gå klagevejen, og det vil være en klagevej, hvor jeg til gengæld så også ved, at der er systematik og ensartethed over hele landet, så jeg ikke skal finde mig i at læse om, at borgere, som står i præcis den samme situation som jeg, men som bor et andet sted i landet, får en anden behandling.

Så hvis man ser det fra borgerens synspunkt, men også hvis man ser det fra kommunernes eller fra os som lovgiveres synspunkt, må man da have det udgangspunkt, at kommunerne træffer lovlige beslutninger, og at borgeren skal have den bedste hjælp, og det får de, ved at kommunerne bliver styrket i at kunne træffe afgørelserne, og ved at klagesystemet bliver gjort smidigt. Det er i hvert fald den vej, jeg helst vil gå.

Tak. Så er det fru Thyra Frank som ordfører for Liberal Alliance.

Der er rigtig gode intentioner i forslaget fra Dansk Folkeparti, idet dette vil give kommunerne økonomisk incitament til at øge retssikkerheden omkring beslutninger som følge af serviceloven.

I Liberal Alliance er vi således meget positive over for forslaget og ser det i forlængelse af B 68, fremsat af Enhedslisten, som vi behandlede i begyndelsen af maj. Vi er i Liberal Alliance således positive over for intentionerne i dette forslag.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det fru Benedikte Kiær som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak. Der er jo ingen tvivl om, at vi meget hurtigt kan blive enige om, at vi alle sammen ønsker os et system, efter hvilket kommunerne træffer de rigtige afgørelser, og efter hvilket borgerne får den hjælp, som de er berettiget til, og som de har behov for. Her er det jo væsentligt, at kommunerne foretager det, der kaldes for en konkret individuel vurdering af, hvad den enkelte borger har af behov.

Men desværre oplever vi jo, særlig når det drejer sig om borgere med handicap, at der har været nogle rigtig kedelige eksempler på, at borgere er kommet alvorligt i klemme. Det kan være borgere, som i den grad har behov for det, der kaldes for BPA, hvilket vil sige hjælp 24 timer i døgnet for at kunne leve et liv i egne rammer hjemme i egen bolig. Eller det kan være, at man virkelig har behov for et hjælpemiddel for at kunne passe sit arbejde og for at kunne begå sig og for at kunne leve et liv som alle mulige andre mennesker, som ikke har det samme handicap. Der har vi jo så oplevet, at kommuner har været inde at fjerne en ydelse eller har truffet en afgørelse, som har stor betydning for den enkelte borgers hverdag.

Derfor finder vi jo også, at det her forslag er sympatisk. Det foreslås, at de borgere, som har fået taget noget hjælp fra sig, skal kompenseres for den overlast, de nu engang har lidt. Men som flere ordførere har nævnt, har vi jo for ikke ret lang tid siden, for få uger siden, behandlet et andet forslag inden for samme genre, nemlig et forslag om, at man skal have en øget grad af opsættende virkning, når det drejer sig om netop hjælp til mennesker med handicap, som virkelig har behov for det hjælpemiddel eller den ydelse, som den enkelte borger har fået, og derfor har det stor betydning, når man så fratager den enkelte borger den her hjælp eller ydelse. Det var et forslag, som Det Konservative Folkeparti kunne støtte. Det var et forslag fra Enhedslisten.

Derfor vil vi langt hellere arbejde med opsættende virkning, så det ikke går ud over den enkelte borger, at man har truffet en forkert beslutning i kommunen, frem for at arbejde med kompensation. Så det er baggrunden for, at vi ikke kan støtte forslaget her, men langt hellere vil arbejde med opsættende virkning.

Tak for det. Der er foreløbig to medlemmer, der har bedt om en kort bemærkning. Den første er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak til ordføreren for de positive bemærkninger. Men er ordføreren ikke enig i, at det ene beslutningsforslag ikke erstatter det andet, altså det, Dansk Folkeparti har fremsat, i forhold til det Enhedslisten har fremsat? I det, Dansk Folkeparti fremsætter, står der jo:

»... kompensation til borgere i tilfælde, hvor Ankestyrelsen giver borgeren medhold i, at kommunen har truffet en forkert beslutning efter serviceloven.«

Man kan sige, at det, som Enhedslistens beslutningsforslag måske ikke redder, gør det her beslutningsforslag. Så det ene afholder vel ikke en fra, at man kan støtte op om det andet.

Ordføreren.

Det er jeg sådan set ikke enig i. For hvis det er sådan, at der er opsættende virkning i forhold til nogle borgere, som får taget noget hjælp fra sig, og borgeren så gerne vil klage over, at den hjælp er blevet taget fra vedkommende, jamen så kan borgeren beholde den her hjælp, indtil der er truffet en afgørelse. Det synes jeg er langt bedre, end at borgeren skal vente i rigtig mange måneder på, at klagen bliver behandlet – det kan være, det tager endnu længere tid – og derved lider overlast i den tid.

Så jeg synes egentlig, det er bedre, at man kan beholde sin hjælp og samtidig klage, end at man får en kompensation, efter at man har fået taget sin hjælp fra sig og have klaget. Jeg synes, det første er at foretrække.

Fru Karina Adsbøl.

Jo, men man kan sige, at det her beslutningsforslag dækker noget af det, Enhedslistens beslutningsforslag ikke dækker. For så vidt jeg har forstået Enhedslistens beslutningsforslag, var der også meget omkring BPA, men det var der ikke i forhold til f.eks. andre ydelser i forbindelse med servicelovgivningen, og det er der jo i det her. Så det ene udelukker vel ikke det andet; det er jo bare det, jeg tænker. Enhedslistens forslag har nogle gode elementer – det er der noget i – men man kan sige, at det her så supplerer med resten.

Ordføreren.

Ifølge det, som Enhedslisten har beskrevet i deres beslutningsforslag, er det ikke kun begrænset til borgere, som modtager BPA; så er det også til borgere, som har brug for et hjælpemiddel for at kunne leve et liv som alle andre, altså i det hele taget borgere, som virkelig er afhængige af de hjælpemidler og den ydelse, som de får tildelt af kommunen.

Ja, der er sket en beskrivelse af målgruppen i det her forslag. Men det synes jeg egentlig også er hensigtsmæssigt i forhold til nogle af de ting, der ellers var fremme: bekymringer fra andre ordførers side for, at hvis det bliver til for små ting, kan man blive overrendt af klager.

Tak. Så er det hr. Finn Sørensen, Enhedslisten, for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil gerne kvittere for ordførerens tilslutning – nu ved jeg godt, at debatten er overstået, men alligevel kommer det ind – til det forslag, som Enhedslisten fremsatte. Og jeg er faktisk enig med ordføreren i, at der jo er lidt af en modsætning i det. Altså, det er ikke smart at gøre begge dele, vel? Og man kan sige, at hvis det med den opsættende virkning blev slået fast, behøvede man jo ikke det her med godtgørelsen, for så ville den borger, der fik medhold i sidste ende, jo ikke lide nogen svie og smerte, havde jeg nær sagt, i den periode. Når vi støtter det i dag, er det jo ud fra, at det desværre er konstateret, at der ikke var flertal for Enhedslistens forslag her i salen, og så synes vi godt, vi kan støtte det her.

Det, jeg lige vil høre ordføreren om, er, at jeg bemærkede, at ordføreren sagde, at man gerne vil arbejde videre med det her spørgsmål om opsættende virkning. Gælder det kun inden for den ramme, som Enhedslisten foreslog, altså på handicapområdet, hvis man kan sige det sådan? Eller kunne det tænkes, at vi kunne få nogle drøftelser om en lidt mere bred anvendelse af opsættende virkning?

Ordføreren.

Man har opsættende virkning på andre områder, f.eks. vedrørende udsatte børn og unge. Det kan være et barn, der er anbragt uden for hjemmet, hvor kommunen så har besluttet sig for at hjemtage barnet f.eks. til forældrene. Der kan man så indgive en klage og blive enten i den plejefamilie, hvor man er anbragt, eller på den døgninstitution, man er på, indtil klagen er behandlet. Der er der det, fordi det jo vil have en ret negativ betydning for barnet, hvis det viser sig, at den afgørelse, kommunen har truffet, er helt forkert. Det kan faktisk være ret skadeligt for barnet så at komme hjem til en familie, hvor barnet absolut ikke skal være.

Der ser jeg noget af det samme i forhold til mennesker med handicap, hvor de virkelig er afhængige af den hjælp, de får fra kommunen, og som de kan få efter serviceloven. Jeg kan ikke afvise, at der kan være andre områder, hvor der også er mennesker, som virkelig er afhængige af hjælp fra det offentlige, og hvor man kan opleve situationer, hvor hjælpen bliver frataget dem, og hvor det virkelig er væsentligt, at det er en situation, hvor der er opsættende virkning, mens man klager.

Hr. Finn Sørensen.

Så vil jeg gerne kvittere for de konstruktive bemærkninger og se frem til, at vi måske kan dyrke det lidt mere konkret, selv om vi desværre må se i øjnene, at der er et stykke vej, til vi får overbevist resten af Folketinget om, at det ville være et godt princip. Men nogle skal jo starte, så det ser vi da frem til. Tak for det.

Tak for det. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Adsbøl.

Jamen som det har været nævnt i tidligere ordførertaler, handler det her beslutningsforslag om kompensation til borgere, som får medhold i Ankestyrelsen i, at der er foretaget en forkert afgørelse i henhold til serviceloven. Der mener vi jo i Dansk Folkeparti at det er rimeligt, hvis en kommune træffer en forkert afgørelse og borgeren får medhold, at borgeren så får en kompensation. Kommunerne skal i dag træffe afgørelse ud fra en konkret, individuel vurdering af borgerens forhold på baggrund af den gældende lovgivning.

Virkeligheden er også, at kommunernes økonomi kan være en faktor, der påvirker afgørelsen, når kommunerne skal have økonomien til at hænge sammen, og det kan somme tider være på kant med loven. Vi er blevet gjort opmærksom på, at nogle kommuner prøvekører de her sager. Der er derved nogle uhensigtsmæssigheder, som Dansk Folkeparti ønsker at rette op på med det her beslutningsforslag, og kompensationen skal tjene to formål. For det første skal den være et plaster på såret, fordi borgeren i en periode har måttet tåle en forringelse, mens klagesagen har kørt. For det andet skal det være et forebyggende element og et signal om, at man skal være omhyggelig med at træffe de rigtige beslutninger i første omgang.

Der er i dag flere muligheder for at hjælpe kommunerne med at træffe de rigtige afgørelser, og det er da også blevet nævnt i dag. Kommunerne kan hente hjælp og rådgivning i tvivlstilfælde; de kan ringe til VISO, som så også kan være behjælpelig i forhold til rådgivning af kommunerne.

Den myndighed, som har truffet den forkerte beslutning, skal afholde udgiften til kompensationen, og kompensationen skal stå i et rimeligt forhold til det gode, borgeren har manglet, og så er det Ankestyrelsen, der skal udmåle kompensationens størrelse. Dansk Folkeparti er overbevist om, at sådan en kompensationsordning i forbindelse med en klagesag vil være en motivation for kommunerne til hurtigt og effektivt at træffe de rigtige afgørelser.

Et eksempel er, at Horsens Kommune for nylig tabte en sag i forhold til BPA-ordningen. Den sag har været omtalt i en række medier, så derfor kan jeg godt tillade mig at nævne den her, som jeg også gjorde nede fra min plads i Folketingssalen.

Det var Line Myrup, som fik medhold, fordi kommunen ikke var berettiget til at udmåle BPA'en efter servicelovens § 83. Det er en borger, som lider af muskelsvind, og som vandt den her sejr, som efterfølgende kan komme flere andre mennesker med handicap til gode. Det handlede om, at Horsens Kommune ville have hendes hjælpeordning kraftigt beskåret og i stedet for tilbød hjemmehjælp, og hun fik så færre timer. Men nu har hun fået Ankestyrelsens ord for, at det ikke var i orden. Og det er jo netop for at undgå disse sager, at vi i Dansk Folkeparti mener, at kompensation vil være en effektiv og præventiv løsning.

Nogle borgere har jo også en ekstra udgift i forbindelse med at få frataget deres hjælp. For ikke så lang tid siden var der en et indslag i nyhederne på TV 2 om en borger, der også havde fået frataget sin hjælp, og som blev nødt til at se, om hun kunne købe hjælp et andet sted. Og der er jo også en udgift i forhold til det.

Jeg havde håbet, at der havde været større opbakning til beslutningsforslaget. Jeg vil godt takke Enhedslisten, som jeg ikke lige kan se i salen, for at støtte op om det her beslutningsforslag. For som Enhedslisten også sagde, var der ikke opbakning til Enhedslistens forslag om opsættende virkning, som Dansk Folkeparti også har talt rigtig positivt om, for det handler jo om, at borgerne i Danmark får den rigtige hjælp i første omgang. Og det er vi da så enige om herinde i Folketinget: Det er vigtigt, at borgerne får den rigtige hjælp i første omgang.

Så jeg er lidt trist over det, og som Enhedslisten sagde før, kan jeg jo forstå, at den nuværende regering tidligere har fremsat et noget lignende forslag om sammen med Enhedslisten. Og så er det jo lidt underligt, at man ikke ser det som endnu et redskab i værktøjskassen, så vi ligesom kan få de rigtige beslutninger i første omgang. Som jeg tidligere nævnte nede fra min plads i Folketingssalen, har vi jo fået rigtig mange henvendelser om den problemstilling, og i hvert fald borgerne og organisationerne har en oplevelse af, at kommunerne prøvekører sagerne bevidst. Og det handler ikke om fra Dansk Folkepartis side, at vi mener, at de ude i kommunerne er onde, eller at socialrådgiverne er onde. Det skyldes ofte en kultur i socialforvaltningerne, og det handler jo også om, at der er en tydelig ledelse, som går forrest som en god rollemodel.

Men om ikke andet vil jeg godt takke for den debat, der har været i dag, og også tak til Liberal Alliance, som jeg tænker også vil kunne støtte forslaget. Og så håber jeg da, at vi i fællesskab kan finde nogle gode løsninger i forhold til at gøre det endnu bedre for borgerne ude i kommunerne. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.