Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 31:

Forespørgsel til ministeren for nordisk samarbejde, justitsministeren og social- og integrationsministeren om grænsehindringer i Norden:

Hvad kan ministeren for nordisk samarbejde, justitsministeren og social- og integrationsministeren oplyse om forebyggelse og fjernelse af grænsehindringer i Norden?

Af Bertel Haarder (V), Karin Gaardsted (S), Marie Krarup (DF), Jeppe Mikkelsen (RV), Anne Baastrup (SF), Finn Sørensen (EL), Villum Christensen (LA), Mike Legarth (KF) og Sjúrður Skaale (JF).

(Anmeldelse 30.03.2012. Fremme 10.04.2012).

Sammen med dette punkt foretages:

2) Forhandling om redegørelse nr. R 10:

Ministeren for nordisk samarbejdes redegørelse om fjernelse af grænsehindringer mellem de nordiske lande.

(Anmeldelse 11.04.2012. Redegørelsen givet 11.04.2012. Meddelelse om forhandling 11.04.2012).

Jeg skal her gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 24. april 2012.

Vi mangler justitsministeren, og vi går ikke i gang, før han er her. O.k., det er i orden. Det er normalt, at ministeren skal være til stede, men da det er accepteret af ordførerne, vil vi gå i gang med en begrundelse, og ordfører for forespørgerne er hr. Bertel Haarder, Venstre.

Tak, formand, tak for fleksibiliteten.

Grænsehindringer mellem de nordiske lande generer vores borgere, skader mobiliteten, og dermed hæmmer grænsehindringerne også den økonomiske vækst. Når der f.eks. er 50.000 eller 60.000 ledige job i Norge, som kunne være søgt af danskere, svenskere, finner og islændinge, er det rigtig dumt, hvis man lægger hindringer i vejen for det, hvis man gør det besværligt, hvis man gør det dyrt, hvis de risikerer at ryge ud af sociale sikringsordninger osv. Så kan det være, de lader være, og det koster vækst, både i Norge og i de lande, hvor de kommer fra, hvor de så i stedet for skal hæve arbejdsløshedsunderstøttelse.

Så derfor generer grænsehindringer ikke blot borgerne, de skader også mobiliteten, og de hæmmer væksten. Derfor skal vi gøre bekæmpelse af grænsehindringer til et led i den nordiske vækstpolitik, til et led i den nordiske model – hvis ellers de svenske socialdemokrater tillader, at vi bruger det ord – og vi skal gøre fjernelse af grænsehindringer til et borgernært eksempel på, hvad det nordiske samarbejde er til for.

Bekæmpelse af grænsehindringer er en opgave lige præcis for os, der er samlet her. Det er lovgivningen, som er ansvarlig for de forskelle, der skaber grænsehindringer, og det er jo også os, der som parlamentarikere kan holde ministrene ansvarlige for den administration, der bidrager til problemet. Men ofte er der jo ifølge sagens natur flere lande involveret. Det handler ikke bare om, at et enkelt land skal flytte sig. Det handler om, at landene skal samarbejde, og derfor er det så vigtigt, at vi netop i disse uger har debat om denne sag i alle de nordiske parlamenter. Den 11. april havde man debatten i Sveriges Rigsdag, i næste uge, den 24. april, har man debatten i det norske Storting, og den 25. april er det Finlands tur. I dag, den 20. april, er det Danmark, Island, Åland og Færøerne, der holder debat om nordiske grænsehindringer.

Det er historisk, at alle de nordiske parlamenter holder debat om det samme emne på næsten samme tid. Det lover godt for, at der nu sker noget, og jeg kan fortælle tilhørerne, at vi har forberedt os, ved at vi har afholdt en grænsehindringshøring for et par dage siden. Og ved den lejlighed fik vi bevis for, hvor mange grænsehindringer der er, hvor generende de er, og hvor skadelige de er for landene. Jeg tror, nogle af os blev næsten flove over, at der er så mange grænsehindringer, når man tænker på, at det nordiske samarbejde har eksisteret i 60 år. Så jeg ser med stor forventning frem til dagens debat og til det arbejde, som den er startskuddet til.

Tak til ordføreren. Så går vi over til besvarelse, og den første er ministeren for nordisk samarbejde. Vi skal lige huske de rigtige titler.

Tak formand. Jeg er rigtig, rigtig glad for, at vi med denne fælles nordiske forespørgselsdebat viser, at fjernelse af grænsehindringer mellem de nordiske lande har fået prioritet. Det er også noget af det, som jeg har sagt igennem rigtig, rigtig mange måneder, og det er rigtig fint, men det, som måske er bedst, er, at der er så stor opbakning fra de forskellige partier.

Det fremgår allerede af regeringsgrundlaget, og statsministeren gentog det på et møde med delegationen den 14. marts 2012, men lad mig sige det igen: Grænsehindringer hindrer den fulde virkeliggørelse af det nordiske samarbejde, nemlig at kunne arbejde, studere og handle på tværs af de nordiske grænser. Grænsehindringer, som vi også hørte tidligere, hører ikke hjemme i det nordiske samarbejde, og der er ingen tvivl om, at de skal fjernes en efter en.

Jeg deltog også i høringen den 17. april på Christiansborg om grænsehindringer, som hr. Bertel Haarder nævnte. Det var ikke kun en høring om abstrakte regler; vi hørte også beretninger fra nordiske statsborgere, der havde mærket grænsehindringerne på egen krop. Vi fik med andre ord sat menneskeansigt på grænsehindringerne, og det var helt klart en øjenåbner for os alle sammen. Jeg vil gerne kvittere over for dem, som arrangerede dagen, det var en fantastisk dag. Det burde vi have meget, meget mere af, ingen tvivl om det.

På dagen hørte vi også om det økonomiske potentiale, der går tabt på grund af grænsehindringerne, og min tanke var helt klart: Har vi virkelig råd til dette ressourcespild i disse krisetider? Og svaret er naturligvis, at vi aldrig nogensinde har råd til det. Nogle lande mener muligvis, at der kan bygges toldmure og andre begrænsninger for at beskytte den hjemlige økonomi, men det nordiske svar må være mere åbenhed og øget mobilitet mellem landene. Tiden er inde til at tage fat på de sidste grænsehindringer, som desværre har hobet sig op, som vi har hørt så rigtig meget om. Og igen: Der er en bred enighed, nogle har sagt en måske historisk enighed, og det skal man selvfølgelig kvittere for.

Derfor er der, set i lyset af det, vi hørte den 17. april, selvfølgelig også gode grunde til, at fjernelsen af grænsehindringerne udgør en central del af det nordiske samarbejde og den danske regerings politik. Regeringen ønsker en bred politisk enighed om bekæmpelse af grænsehindringer. Vi har med redegørelsen til Folketinget om fjernelse af grænsehindringer mellem de nordiske lande givet status for en række prioriterede konkrete grænsehindringer samt nogle bud på konkrete videre skridt til fjernelse af de hindringer, og ligeledes skitseres der rammer for en styrket dansk national indsats i forhold til fjernelse af grænsehindringer.

Det er selvfølgelig håbet, at vi i fælles flok kan løfte de udfordringer, som grænsehindringerne udgør, men vi må desværre også se i øjnene, at de letteste grænsehindringer er fjernet, og at det er de mest komplicerede, der står tilbage. Lad mig fremhæve et eksempel fra bilaget til redegørelsen. For at kunne stemme til folketingsvalg og til folkeafstemninger i Danmark, skal man ifølge grundloven have fast bopæl i riget. Reglerne i folketingsvalgloven er senest ændret i 2004 på baggrund af anbefalinger fra et sagkyndigt udvalg. Efter en samlet vurdering af de særlige forhold, der gør sig gældende for grænsegængere, konkluderede udvalget, at det ikke ville være foreneligt med grundloven at udvide valgretten for denne gruppe. Det viser, hvilke udfordringer man egentlig står over for, når selveste grundloven udgør en udfordring for mobiliteten. Det betyder dog ikke, at man bare skal acceptere tingenes tilstand, men det viser, at der er nogle grænsehindringer, som er rigtig, rigtig svære at fjerne. Der er ikke et alternativ til en konstant og ihærdig indsats. Erfaringer viser, at den før eller siden vil give resultater. Tag blot eksemplet med ligpas for bornholmere, et problem, der efter mange tovtrækkerier pludselig løste sig.

Regeringen vil derfor indbyde Folketingets partier til et nærmere samarbejde med henblik på at få skabt fremdrift og fastlægge en ambitiøs national indsats for fjernelse af grænsehindringer. Denne nationale indsats skal supplere den nordiske indsats. Regeringen kan derfor støtte Folketingets opfordring til regeringen om snarest at indbyde til forhandlinger med Folketingets partier for at indgå en forpligtende aftale om at fjerne flest mulige hindringer for den frie bevægelighed for borgere og virksomheder inden for Norden. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad en sådan indsats og aftale skal bestå i.

Den danske indsats bør stå på tre ben: Det ene er forebyggelse af grænsehindringer, det andet er fjernelse af eksisterende grænsehindringer, og det tredje er information om grænsehindringer.

Kigger vi først på forebyggelse af grænsehindringer, vil regeringen arbejde for, at ny lovgivning ikke skaber unødige grænsehindringer for de øvrige nordiske lande og borgerne. Justitsministeren vil lige om lidt komme nærmere ind på, hvordan det skal kunne lade sig gøre.

Når det angår fjernelse af eksisterende grænsehindringer, er der nok at tage fat på. Regeringen tror, at det er nødvendigt at prioritere og fokusere indsatsen for at rydde flest mulige grænsehindringer af vejen, for ellers skyder vi med spredehagl og risikerer, at vi slet ikke løser noget som helst. Regeringen har derfor bedt de centrale aktører på området udarbejde en prioriteret liste over grænsehindringer, der bør fjernes i 2012 og 2013. Der er tale om aktører, der daglig møder grænsehindringer, og som ved, hvilke problemer der er værst. Der vil derfor i 2012 og 2013 blevet taget udgangspunkt i de prioriterede lister, som er udarbejdet af Grænsehindringsforum, Øresundskomiteen og Bornholms Kommune.

Det er endvidere regeringens overbevisning, at vi naturligvis bør vie grænsehindringer på arbejdsmarkeds- og socialområdet opmærksomhed. Det er især på disse områder, at der opstår grænsehindringer, og hvor de sværeste grænsehindringer består. De kan være til gene for mange mennesker og en hindring for væksten. Regeringen vil derfor også tage udgangspunkt i rapporten, udarbejdet af Nordisk Embedsmandskomité for Arbejdsliv og Nordisk Embedsmandskomité for Social- og Helsepolitik. Social- og integrationsministeren vil efterfølgende give eksempler på det arbejde, der foregår inden for socialområdet for at fjerne grænsehindringer.

Når det angår det nordiske tiltag, er det især i min kreds af nordiske samarbejdsministre, at spørgsmålet følges rigtig tæt. Det gør det sammen med Grænsehindringsforum, og vi har således bedt om, at Nordisk Ministerråds sekretariat til hvert samarbejdsministermøde udarbejder en liste over eksisterende grænsehindringer og med anbefalinger om en eventuel indgriben fra ministrenes side. Jeg synes personligt, at det er en rigtig, rigtig god måde at arbejde på, at vi hele tiden følger med i, hvor langt vi er nået, hvilke hindringer der eventuelt er kommet, og selvfølgelig hvordan vi kan løse dem.

Samarbejdsministrene afgiver også på Nordisk Råds session en redegørelse for arbejdet med grænsehindringer, og Folketinget har – sammen med regeringens redegørelse – også modtaget seneste nordiske redegørelse sammen med en opdateret statusliste over grænsehindringer, der involverer Danmark. De nordiske samarbejdsministre besluttede den 22. februar 2012, at der skal udarbejdes en egentlig politik og strategi for bekæmpelse af grænsehindringer. Den skal have virkning fra 2014 og løbe 3-4 år ud i fremtiden. Nordisk Råds danske delegation har modtaget en nærmere beskrivelse af de tanker.

Sidst, men ikke mindst, er der informationsdelen om grænsehindringer. Der er løbende blevet arbejdet med at nedbringe grænsehindringer, men det må også erkendes, at de nordiske lande, herunder Danmark og Sverige, på nogle områder har forskellige regler og traditioner, som kan være svære at harmonisere. Derfor er det vigtigt, at vi i de nordiske lande er gode til at informere om reglerne på relevante områder, og hvor der er mulighed for forbedring, vil ministrene selvfølgelig forstærke informationsindsatsen. Der er heller ikke nogen tvivl om, at til den høring – som jeg nævnte tidligere, og som hr. Bertel Haarder også har nævnt – som vi var til den 17. april, var der, må man indrømme, nogle eksempler på, at informationen i hvert fald ikke er blevet forstået af alle. Jeg tror, at det er værd at kigge nærmere på, om man ikke kan gøre det lidt bedre der, så vi ikke står i de situationer. Det vil jeg i hvert fald helt klart opfordre til og også tage med på det forhandlingsmøde, vi skal have senere.

Ud over det vil regeringen selvfølgelig lægge op til, at indsatsen naturligvis evalueres, måles samt udvikles hele tiden. Dette vil typisk kunne gøres i forbindelse med regeringens årlige nordiske redegørelse til Folketinget kort før Nordisk Råds session.

Her afslutningsvis vil jeg igen understrege, at regeringen lægger stor vægt på den frie bevægelighed i Norden og ønsket om en mere offensiv politik, hvor man styrker indsatsen og forebygger nye grænsehindringer, reducerer antallet af eksisterende grænsehindringer samt informerer borgerne og virksomhederne om de nuværende grænsehindringer.

Jeg håber derfor, at vi i dag i fællesskab kan tage det første skridt til at gøre livet lettere for de nordiske borgere. Borgere og virksomheder skal sættes i centrum, og der skal tages fat om de konkrete eksisterende problemer inden for det nordiske samarbejde. Indsatsen mod grænsehindringer er et vigtigt værktøj i den sammenhæng. Det er vigtigt for de nordiske borgere og det nordiske samarbejde som sådan, at fokus og fremdrift fastholdes, så der kommer konkrete resultater til gavn for netop de nordiske borgere. På den måde styrker man Norden, og samtidig synliggør man selvfølgelig også det nordiske samarbejde.

Jeg vil her til allersidst også kvittere for det fantastiske samarbejde, der har været. Jeg synes, som jeg også har fået at vide af andre, at det er historisk, for tiden er inde til, at vi samarbejder om at få fjernet de førnævnte grænsehindringer, og jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Tak for ordet.

Tak til ministeren for nordisk samarbejde. Er der andre ministre, der ønsker at sige noget? Justitsministeren.

Tak for det, formand. Lad det være sagt med det samme: Vi skal værne om det nordiske samarbejde. Det er vigtigt, og vi skal bidrage til, at unødvendige grænsehindringer mellem de nordiske lande nedbrydes.

Siden Kul- og Stålunionens dage har forebyggelse af grænsehindringer været omdrejningspunktet i det europæiske samarbejde, og etableringen og gennemførelsen af det indre marked har sprængt mange grænsehindringer i EU. Af den grund har bevægeligheden i Norden da heller ikke siden de gode gamle Kalmarunionsdage været mere fri, end den rent faktisk er i dag. Det er jo meget positivt, og det skal vi være både glade for og stolte af.

Men selv det tætteste EU-samarbejde bør jo ikke fjerne fokus fra vigtigheden af et stærkt nordisk samarbejde. Når vi vedtager love, som kan betyde grænsehindringer i Norden, skal vi selvfølgelig være opmærksomme på, om det nu også er det, vi vil, for sandheden er ofte, at det slet ikke er det, vi vil.

Det er derfor vigtigt, at vi ved behandlingen af fremtidens love er opmærksomme på forhold, der i negativ retning kan påvirke bevægeligheden i Norden. Det er meget vigtigt at sikre, at Folketinget bliver gjort opmærksom på det, hvis et lovforslag her negativ betydning for det nordiske samarbejde. Det er alle ministres ansvar, når man udarbejder lovforslag. Det fremgår jo allerede af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, at der skal redegøres for det, hvis et lovforslag har særlige konsekvenser i forhold til den frie bevægelighed mellem de nordiske lande.

Men der kan måske være god grund til at minde hinanden om det her princip. Jeg vil i hvert fald gerne medvirke til, at der i det lovforberedende arbejde vaccineres mod nye utilsigtede grænsehindringer, når der er risiko for det. Også i forbindelse med implementeringen af EU-retten kan der være god grund til at værne mod grænsehindringer. Når direktiver overlader et spillerum for medlemsstaterne, skal det spillerum jo nødig bruges til at bygge utilsigtede grænsehindringer mellem de nordiske lande. Det er derfor også vigtigt at fokusere på nordisk samarbejde ved forhandlingerne i Bruxelles, og derfor er det vigtigt, at vi samarbejder med vores nordiske naboer, hvis gennemførelsen af EU-retsakter kan medføre utilsigtede grænsehindringer.

Vi skal dog være opmærksomme på, at det hverken er ønskeligt eller realistisk at stræbe efter en identisk gennemførelse EU-retten i Norden. Det vil simpelt hen ikke være muligt, for sandheden er jo den, at der er ganske store forskelle i de nordiske landes lovgivning. De forskelle gør, at det ville være umuligt og også uhensigtsmæssigt at gå efter en identisk gennemførelse af EU-retsakterne. En fuldstændig ens implementering vil i praksis forudsætte, at lovgivning i de nordiske lande på alle områder er og forbliver identisk. Det ville med andre ord forudsætte en nordisk retsenhed, og det er som bekendt på ingen måde virkelighedens verden.

Men jeg håber, at en skærpet opmærksomhed om den nordiske dimension kan yde et væsentligt bidrag til at forebygge nye grænsehindringer i Norden. Det er både til fælles gavn og glæde. Tak for ordet.

Tak til justitsministeren. Så er det social- og integrationsministeren.

Jeg vil gøre det grundigt i den her forespørgselsdebat, og det er naturligvis også for at understrege, at det er et emne, der er rigtig, rigtig vigtigt. Der er enorme gevinster at hente, hvis man får samarbejdet på tværs af grænserne til at fungere, ikke kun for de enkelte stater, men også for de mennesker, der kan opleve at leve i et miljø, hvor de kan leve og færdes på tværs af grænserne, og hvor det er nemt og overskueligt at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor er det nordiske arbejde så ekstremt vigtigt. Det nordiske arbejde betyder også, at vi skal have fokus på en høj mobilitet i Norden, fordi det lige præcis har betydning for de enkelte borgeres livskvalitet og også for alle landenes økonomier. Derfor arbejder vi naturligvis hele tiden på at forbedre disse forhold, sådan at borgerne oplever så få forhindringer som overhovedet muligt, når de ønsker at have mulighed for at flytte inden for Norden.

På det sociale område kan jeg henvise til, at der i regi af Nordisk Ministerråd i 2010 blev nedsat en ekspertgruppe, der har haft til opgave at komme med forslag til en løsning af de grænsehindringer, som Grænsehindringsforum har kortlagt, og denne ekspertgruppe fremlagde i går sin rapport. Ekspertgruppen har lavet et rigtig grundigt stykke arbejde, som giver de enkelte nordiske lande et rigtig godt grundlag for at kunne overveje nogle forskellige løsninger. Der er især én oplagt løsning, som jeg gerne vil nævne, og det er den, der drejer sig om, hvordan vi kan forbedre informationen. Information er en effektiv og billig måde til løsning af mange af de problemer, som den enkelte borger oplever i forbindelse med flytning mellem de nordiske lande. Information er det bedste middel til forebyggelse af grænsegængerproblemer, og erfaringen viser, at en god og overskuelig information til borgerne om de sociale ordninger, der er i de enkelte lande, og oplysninger om, hvor borgerne kan få mere information, er guld værd. Faktisk blev der i 2008 indviet en nordisk socialforskningsportal. Denne portal blev til på svensk initiativ og med deltagelse af eksperter fra alle nordiske lande. Den har været en succes for både borgere og myndigheder. Derfor vil jeg også se på, om vi fremadrettet vil kunne udbygge de oplysninger, der er på portalen, så de kan blive endnu bedre.

Helt grundlæggende skal man jo, som begge mine to øvrige ministerkolleger har været inde på, gøre sig klart, at de nordiske lande har forskellige ordninger, og at de enkelte lande kun kan bevilge indsatser og ydelser efter deres egen lovgivning, og sådan mener jeg også at det skal være fremover. De nordiske sociale systemer er ikke harmoniserede og skal ikke være det, og det er heller ikke det, der er meningen med det nordiske samarbejde. Derfor er det heller ikke altid korrekt at tale om grænsehindringer, når man henviser til, at tildelingen af tilbud og ydelser kræver en ny sagsbehandling i tilflytterlandet. Sådan må det nu engang være.

Når det er sagt, vil jeg sige, at vi skal blive bedre til at samarbejde om at løse de konkrete problemer, som opstår i den forbindelse. Det vil vi bl.a. gøre i forbindelse med arbejdet med en revideret udgave af den nordiske bistandskonvention. Særlig konventionens noget uklare formulering om ansvarsfordelingen landene imellem er en medvirkende faktor til, at vi i flere af sagerne ser problemer. Et andet vigtigt initiativ er initiativet om at indtænke grænsehindringsproblematikken i det fremadrettede lovarbejde, som justitsministeren også var inde på. Jeg lægger stor vægt på, at vi fra dansk side gør en særlig indsats for, at der med nye lovforslag ikke bliver skabt utilsigtede grænsehindringer.

Endelig vil jeg gerne pointere, at noget af det, som nogle borgere oplever som værende en nordisk grænsehindring, rent faktisk er noget, der bunder i EU-regler, og at det ikke vil være i overensstemmelse med EU-retten om ikkediskrimination at lave særlige regler for Norden. Det er noget, som både borgere og myndigheder og ikke mindst de enkelte nordiske landes parlamenter skal være særlig opmærksomme på. Et eksempel på det er, at Danmark i forhold til indrejse med førerhunde stiller nogle basale veterinære EU-krav, f.eks. krav om vaccination. Det er et krav, der godt vil kunne opleves som en grænsehindring i Norden, men det er et krav, som vi af veterinære grunde er forpligtet til at stille i EU.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at jeg finder det vigtigt, at vi skaber så gode muligheder, vi kan, for at der bliver så høj en mobilitet i Norden som overhovedet muligt. Det har vi alle glæde af, både kulturelt, menneskeligt og økonomisk. Vi skal derfor fastholde vores høje ambitionsniveau i arbejdet med at løse de eksisterende problemer og også undgå, at der i fremtiden kommer nye utilsigtede grænsehindringer. Tak for ordet.

Tak til social- og integrationsministeren. Så er vi igennem ministerrunden, og vi går til forhandling. Den første er ordføreren for forespørgerne, hr. Bertel Haarder, Venstre.

Tak, formand. Og tak til de tre ministre for deres redegørelser, og en særlig tak til samarbejdsministeren for hans fyldige skriftlige redegørelse på 34 sider, som rummer en meget lang og spændende liste over grænsehindringer og også nogle meget nyttige kommentarer, som jeg tror vi parlamentarikere har rigtig stor glæde af.

Det lyder spændende, når samarbejdsministeren fortæller, at der ved hvert samarbejdsministermøde i fremtiden vil være en debat om grænsehindringer på baggrund af en liste over de mest aktuelle af dem, afhængigt af hvordan man nu vil placere grænsehindringerne i forhold til hinanden. Det tror jeg at både den tidligere samarbejdsminister, fru Karen Ellemann, og jeg vil ønske den nuværende samarbejdsminister held og lykke med. Vi fik faktisk fjernet nogle grænsehindringer i vores tid, men det var sejt, og problemet er, at selv om vi fik fjernet nogle grænsehindringer – især nogle af dem, der generer bornholmerne – så opstår der hele tiden nye grænsehindringer.

Det er derfor, det er så vigtigt, at vi får en dialog med justitsministeren. Det er vigtigt, at han her har givet tilsagn om, at lovforslag for fremtiden ikke blot skal fortælle om økonomiske og administrative problemer, lettelser eller øgede byrder, men også skal vurdere den nordiske effekt af et lovforslag. Jeg glæder mig til ved afslutningen af min tale at oplæse det forslag til vedtagelse, som vi er enige om her i Folketinget, og som er startskuddet på en systematisk dialog mellem regeringen og Folketinget om disse vigtige spørgsmål.

Jeg er selvfølgelig enig med justitsministeren i, at vi ikke skal have en nordisk enhedsstat, selv om det selvfølgelig ville være en enkel løsning, hvis vi havde de samme regler alle steder og kun havde et parlament. Så var det hele så let, så kunne Nordisk Råd jo overtage det hele, og så kunne vi lukke de fem eller otte parlamenter.

Det er ikke det, vi taler om. Men vi, der var til stede forleden til grænsehindringshøringen, måtte jo konstatere, at samtlige de eksempler, vi blev præsenteret for – eller i hvert fald de fleste af dem – bestemt ikke havde noget at gøre med, at landene nu skal have frihed til at gå hver deres vej. Det var et resultat af tankeløshed. Der er ikke en kat, der har tænkt på: Hvad betyder den her regel for dem, der bor i det ene land, og som arbejder i det andet, eller som flytter til et andet land? Hvis man havde været mere bevidst om effekten for de hundrede tusinder borgere, som er berørt af det her, havde man ikke gjort det, man har gjort. Og det er derfor, vi må have justitsministerens ord gjort til virkelighed, altså så vi virkelig for fremtiden er mere opmærksomme på fremkomsten af nye grænsehindringer, bl.a. i forbindelse med gennemførelse af EU-direktiver.

Noget af det, som jeg som samarbejdsminister bøvlede med, var grænsehindringer, der opstod for personer, som har en uddannelse i ét land, og som gerne vil arbejde i et andet land. Her støder man ind i autorisationer – autorisationer, som man kan diskutere værdien af. Jeg er selv skeptisk over for autorisationer, men når de er der, må det konstateres, at de rummer beskrivelser af, hvilken uddannelse man skal have, hvis man vil autoriseres i det enkelte land. Når f.eks. en uddannelse i Sverige er anderledes end den, vi har i Danmark, ja, så kan man ikke blive autoriseret, hvis man kommer fra det andet land.

Her synes jeg, at vi politikere på en venlig, men fast måde skal sige til de relevante organisationer, at vi vil have disse grænsehindringer fjernet. Folk, der har en uddannelse i Sverige, er som regel lige så gode som dem, der har den samme uddannelse i Danmark, og derfor skal vi åbne op for hinandens kvalifikationskrav. Det er ikke så let. Jeg har selv kæmpet med de autorisationsregler, der gælder for SOSU-assistenter. Jeg skal ikke trætte med historien, de fleste af de tilstedeværende har hørt den. Jeg kan bare kort sige, at hvis jeg ikke selv var blevet sundhedsminister, efter at jeg havde været samarbejdsminister, ville jeg ikke have fået løst problemet. Og det er det, der gør mig pessimistisk. For hvis det skal være på den måde, får vi ikke fjernet mange grænsehindringer.

Nu ser jeg så i ministerens redegørelse, at der også er problemer for elektrikere, som altså har deres uddannelse fra et land og gerne vil arbejde i et andet. Der er problemer for lokoførere og for kranførere. Og forleden hørte vi fra en musiker, som ganske vist ikke havde problemer med autorisationer, men som virkelig havde en række andre problemer, og som påstod, at hun betalte 22 pct. mere i skat, fordi hun bruger sin uddannelse i Helsingborg, mens hun bor i Danmark.

Om nødvendigt må vi ikke blot tage en dialog med hinanden, regeringen og Folketinget, men også tage en dialog med de organisationer, som ofte har arbejdet for at få nedskrevet firkantede regler i autorisationsbestemmelserne. Dem må vi tage fat i, og dem må vi sige til, at hvis ikke de vil være lidt mere fleksible, risikerer de, at vi ophæver autorisationsreglerne. Så vidt skulle det nødig gå, men vi kan ikke leve med den tilstand, der er på nogle af disse vigtige områder.

Så er der hele pengesektoren, som ikke er belyst i samarbejdsministerens redegørelse. Men det var noget, som det danske medlem af Grænsehindringsforum, Ole Stavad, gjorde meget ud af ved høringen forleden. Det virker, som om man i Sverige har besluttet, at man vil gennemføre de regler, som EU forlanger skal gælde for eurolandene – en regel om, at det aldrig skal være dyrere at sende penge til et andet land end til en person i ens eget land. Den mente han at man i Sverige ville gennemføre på den måde, at man, selv om man ikke er et euroland, vil give borgerne den samme lettelse. Hvis man kan det i Sverige, så kan man også i andre lande. Det tema synes jeg at vi skal dyrke, for det er noget af det, jeg hører allermest om, altså besværlighederne med pengeoverførsler, som jo også har med lønkonti osv. at gøre.

Her synes jeg at vi skulle følge et princip, som er godt at følge i alle sammenhænge, nemlig: Lad os gøre som dem, der gør det bedst, lad os følge den bedste praksis. Hvis Norge og Sverige på nogle felter har bøjet sig for hinanden og fundet en løsning, mon så ikke også vi kan gøre det samme i Danmark? Der er adskillige eksempler i samarbejdsministerens redegørelse på, at Norge og Sverige har løst problemet. Vi har ikke, og så må vi feje for vores egen dør og spørge os selv, om vi ikke kan gøre det i det mindste lige så godt som Norge og Sverige.

F.eks. godkender Norge og Sverige hinandens uddannelser inden for byggesektoren. Hvad skulle dog årsagen være til, at vi i Danmark ikke på samme måde kan godkende de andres uddannelser? Jeg ved godt, at vi i Danmark siger: Vi har verdens bedste erhvervsuddannelser, ikke mindst inden for byggeområdet. Og det kan godt være, at der er nogle, der siger, at de er bedre end de norske og svenske, men undskyld, det er altså ikke den slags, man skal være stolt af at sige. Hvis Norge og Sverige kan give plads for hinandens uddannelser inden for byggesektoren, så synes jeg at vi uden forbehold skal være med på samme måde. Det gælder jo også elever, som kan finde en praktikplads i et andet nordisk land. Det kan de ikke eller kun meget vanskeligt i dag, fordi der gælder forskellige regler. Vi har jo lidt forskellige erhvervsuddannelser. Men jeg kender den svenske undervisningsminister, som er meget opsat på at få erhvervsuddannelser, der ligner de danske. Jeg er helt sikker på, at han vil være meget konstruktiv, hvis det handler om, at danske og svenske krav skal nærme sig hinanden, eller at vi slet og ret anerkender hinandens forskelligheder.

Så er der dette med, at når der ikke desto mindre bliver nogle grænsehindringer tilbage, skal vi informere borgerne om dem. Så skal det være vigtigt at finde en portal eller et sted, hvor man kan blive orienteret om: Hvad sker der med mig, hvis jeg med min uddannelse tager et job i 7 måneder i Lofoten? Hvad sker der så med mine socialsikringsordninger osv.? Det skal der kunne svares på.

Af alle disse grunde vil jeg nu gerne på et enigt Folketings vegne oplæse et forslag til vedtagelse. Det lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til snarest at indbyde til forhandlinger med Folketingets partier for at indgå en forpligtende aftale om at fjerne flest mulige hindringer for den frie bevægelighed for borgere og virksomheder inden for Norden.

Herunder fastlægge klare procedurer, der sikrer, at lovforslag på områder behæftet med grænsehindringer er blevet vurderet i forhold til anden nordisk lovgivning forinden fremsættelse i Folketinget, for at undgå, at der utilsigtet indføres nye grænsehindringer mellem de nordiske lande.

Endvidere skal der være det tættest mulige samarbejde mellem de nordiske lande om det forberedende arbejde i EU i forbindelse med nye retsakter, samt når disse gennemføres i de enkelte lande, for at undgå forskelligheder, som kan medføre grænsehindringer.

Formålet med en forpligtende aftale mellem regeringen og Folketingets partier er, at Danmark kan indtage en drivende rolle for at videreudvikle det nordiske samarbejde, der understøtter det betydelige potentiale inden for Norden for vækst og beskæftigelse.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 57).

Der er nu fremsat et forslag til vedtagelse, og det vil indgå i det videre arbejde i Folketinget.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Den næste ordfører er fru Karin Gaardsted fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Først og fremmest tak for en god og gennemarbejdet redegørelse, der viser den seriøsitet, som regeringen går til udfordringerne med de nordiske grænsehindringer med – eller mobilitet i Norden, som jeg hellere vil kalde det, for det er jo faktisk det, vi gerne vil opnå. Tak for ministerens klare udmelding om, at vi nu skal have gjort noget ved grænsehindringerne, og også tak til de øvrige ministre. Jeg lagde specielt mærke til justitsministerens udtryk om, at vi skal vaccinere imod kommende grænsehindringer; det synes jeg er et rigtig godt udtryk.

Det er, som det også er nævnt, en ganske historisk debat, vi har i Folketinget i dag. De nordiske landes parlamenter er jo nemlig blevet enige om, at der parallelt skal diskuteres og debatteres om de nordiske grænsehindringer – en debat, som ligeledes bliver afholdt i de øvrige nordiske parlamenter i disse uger, for nordiske grænsehindringer kan selvfølgelig ikke løses alene i Danmark.

Alligevel er det jo med en vis stolthed, at jeg hører nordiske kollegaer rose den danske regering for i sit regeringsgrundlag at ville opprioritere det nordiske samarbejde og styrke den frie bevægelighed i Norden. Jeg tror også, at debatten i dag kan inspirere vore kollegaer i de øvrige nordiske lande – ikke mindst det forslag til vedtagelse, som vi netop har hørt blive fremsat, og som alle Folketingets partier står bag. I den sammenhæng skal der lyde en særlig tak til formanden for delegationen; samtidig bør vi lytte til de forslag, der jo selvfølgelig kommer frem under de øvrige nordiske landes debatter, og tage det med i det videre arbejde.

Arbejdet for at sikre fri bevægelighed i Norden har historisk set været en af de vigtigste opgave for Nordisk Råd, hvor ambitionen ved Nordisk Råds etablering for netop i år 60 år siden var et fælles uddannelses- og arbejdsmarked. Man er jo nået langt, men det er et arbejde, som aldrig stopper og hele tiden skal tilpasses den aktuelle situation, som i dag jo bl.a. inkluderer et EU, der både bidrager med mange løsninger, men så sandelig også med mange nye udfordringer.

Norden er det største eksportmarked for Danmark. En del virksomheder har sæde i flere nordiske lande, og Øresundsregionen er en vigtig vækstfaktor for Danmark. Børne- og undervisningsministeren har lanceret et større arbejde om Ny Nordisk Skole, hvilket er fornuftigt, da det er nærliggende at forbedre det danske uddannelsessystem gennem erfaringer og best practice fra vores nordiske nabolande. Høj kvalitet i uddannelsessystemet kan således opnås gennem nordisk samarbejde. Det er med andre ord samlet set økonomisk fornuftigt at styrke det nordiske samarbejde og den frie bevægelighed i Norden. Det styrker målsætningen om et Danmark i vækst.

Mangel på nye standarder inden for byggebranchen er eksempel på et område, hvor vi lider økonomiske tab. Det gør vi bl.a., fordi der er op til 10 mm forskel på et trappetrin i de nordiske lande. Vi kan more os lidt over det, men sådanne små forskelle gør faktisk en stor økonomisk forskel. I en rapport til Nordic Innovation anslår Sveriges Tekniska Forskningsinstitut, at forskelle i byggeregler for nyproducerede boliger koster Sverige mellem 40 og 60 mio. euro pr. år. Der er ikke meget, der tyder på, at tallene for Danmarks vedkommende skulle være væsentlig anderledes, og det er derfor helt afgørende, at der udvises en politisk vilje til at tage fat på disse udfordringer, og at problemstillingen tages op i Nordisk Ministerråd. At man valgte at nedlægge det relevante ministerråd for området i 2006 hjælper desværre nok ikke, men det må ikke være undskyldningen for ikke at handle på det politisk; det har vi simpelt hen ikke råd til.

Et andet vigtigt område er autorisationerne og gensidig anerkendelse af erhvervsuddannelserne i Norden, som hr. Bertel Haarder også nævnte. Opgaverne som elinstallatør er nok meget ens i de nordiske lande, så når der ikke kan opnås autorisation på baggrund af en elektrikeruddannelse erhvervet i et andet nordisk land, så har vi et problem med bureaukratiet. Dette er en opgave, som kræver aktiv deltagelse af arbejdsmarkedets parter og relevante myndigheder i de nordiske lande.

Socialdemokraterne i Nordisk Råd har for nylig fremsat et forslag i Nordisk Råd om problemstillingen, som vi forventer kan vedtages på Nordisk Råds session i november. Herefter er det op til Nordisk Ministerråd at løse opgaven, men jeg vil da opfordre relevante myndigheder og arbejdsmarkedets parter i Danmark til allerede nu at begynde at se på nogle mulige løsninger.

En nordisk ekspertgruppe om grænsehindringer inden for social- og arbejdsmarkedsområdet har netop udgivet en præliminær rapport med beskrivelser af 35 grænsehindringer og forslag til løsninger. Nordisk Grænsehindringsforum har sociale velfærdsordninger og arbejdsmarkedet som to af de vigtigste områder at løse grænsehindringer indenfor. Det er to områder, der er meget komplekse at finde løsninger indenfor, og det er samtidig her, der virkelig kan findes nogle tragiske eksempler på borgere, der i den grad er kommet i klemme på grund af nordiske landes myndigheders forskellige afgørelser, uklare regler og mangelfuld information.

Med høringen om grænsehindringer i tirsdags, som jeg desværre ikke kunne deltage i – men nu har jeg fået linket, så nu skal jeg ind at se det på nettet – har jeg efterfølgende kunne sætte mig ind i tingene, og der deltog jo bl.a. to kvinder med hver deres fortvivlende historie. Der er derfor ingen tvivl om, at der er et stort behov for at finde løsninger på de udfordringer, og jeg ser frem til, at vi skal drøfte disse mere indgående med regeringen og i delegationen i den kommende tid.

Desværre kommer vi nok aldrig i den situation, at de nordiske landes lovgivninger i tilstrækkelig grad har taget højde for de øvrige landes lovgivninger, og jeg står heller ikke her i dag og taler for, at vi skal være ens i hele Norden. Derfor vil der nok også desværre i fremtiden være borgere, der oplever at komme i klemme, når de arbejder, de bor, de studerer i flere nordiske lande. Det må ikke føre til, at flere vælger at blive hjemme. Det er økonomisk og kulturelt set godt for os, at borgere og virksomheder bevæger sig over de nordiske landes grænser, og derfor siger vi nu, at der er brug for en instans, nordiske borgere kan henvende sig til, hvis de oplever urimelige afgørelser eller mangelfuld information fra nordiske landes myndigheders side.

Ved etableringen af nordisk Grænsehindringsforum fik vi et politisk organ, der arbejder med at identificere grænsehindringer og komme med forslag til løsninger til de nordiske lande og Nordisk Ministerråd. Men der er behov for en juridisk instans, der dels kan sikre en vis grad af juridisk bistand til borgere, dels kan bidrage til en hurtig og fair afgørelse fra de involverede myndigheders side. Socialdemokraterne i Nordisk Råd har foreslået, at der oprettes en nordisk ombudsmandslignende instans. Et lignende forslag er tidligere blevet behandlet i Nordisk Råd, men er blevet afvist, bl.a. fordi Grænsehindringsforum skulle oprettes.

I dag ved vi så, at der fortsat ikke er nogen nordisk instans, som borgerne kan henvende sig til direkte og få juridisk bistand. Hvilken form en sådan instans skal ende med have, skal selvfølgelig diskuteres, men det er afgørende, at borgerne ikke lades i stikken, blot fordi de har valgt at tro på den frie bevægelighed i Norden, og at det rent faktisk er en fri bevægelighed.

Det er ikke enkelt at løse nordiske grænsehindringsproblemer, men meget tyder på, at momentum er nu. Meget er nået bare inden for det seneste år, og nu skal det følges til dørs. Jeg er glad for, at Socialdemokraternes forslag om en arbejdsgruppe om grænsehindringer under delegationen nu kan føres ud i livet. Med arbejdsgruppen har vi mulighed for at gå mere i dybden med de enkelte områder og dermed også presse på for at finde de gode løsninger. Arbejdsgruppen vil få vigtig hjælp af Foreningen NORDEN, Hallo Norden og ikke mindst regeringens repræsentant i Grænsehindringsforum, Ole Stavad, som har stor indsigt i disse spørgsmål. Det er også her, vi kan få konkretiseret intentionerne i forslaget til vedtagelse, hvad angår opgaverne med at få lovgivningsproces og processen med forberedelse og implementering af EU-ret til ikke at skabe nye grænsehindringer. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er hr. Morten Marinus, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg skal starte med at sige, at Dansk Folkepartis ordfører for nordiske anliggender desværre ikke kan være til stede i dag, og derfor skal jeg læse ordførertalen op:

Tak til ministrene for redegørelserne, og tak til alle sammen for at have sat forespørgslen om grænsehindringer på dagsordenen.

Danmark har et stærkt kulturelt, sprogligt og historisk slægtskab med de nordiske lande. Derfor er vi i Dansk Folkeparti glade for det nordiske samarbejde og så det gerne udbygget på visse områder, og især vil vi gerne fjerne grænsehindringer der, hvor det giver mening. Vi skal tage særlige hensyn til bornholmerne, der for at rejse til andre dele af landet skal rejse igennem Sverige, og vi skal f.eks. gøre det muligt at arbejde og bo på hver side af Sundet uden at gøre tilværelsen alt for kompliceret.

Vi ser derfor positivt på nogle af forslagene i redegørelsen om fjernelse af grænsehindringer og kan også støtte det fælles forslag til vedtagelse, der foreligger i dag. Men de enkelte forslag i R 10 må naturligvis udsættes for en konkret behandling på det enkelte ressortområde.

De fælles nordiske værdier er respekt for individet, personlig frihed, personligt ansvar for begge køn og på samme præmisser, og disse friheder er kombineret med en stærk pligtfølelse over for fællesskabet. Dansk Folkeparti mener, at det er afgørende at bevare Norden som et område, hvor disse værdier er de dominerende og man kan leve og udfolde sig frit og føle det fællesskab, vi bidrager til, som værdifuldt. Men i denne periode bliver vi også udsat for massiv påvirkning udefra, som gør det vigtigere end nogen sinde at forsvare de idealer om frihed og ligeværdighed, som de nordiske samfund bygger på.

Vi kan ikke tage for givet, at alle indvandrere deler de samme værdier, som vi har i Norden. I perioden 2001 til 2011 lykkedes det heldigvis i stort omfang for Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti at bremse masseindvandringen til Danmark. Det samme kan man ikke sige om vores nordiske broder- og søsterlande. Det er derfor vigtigt, når vi taler om fri passage for nordiske statsborgere, at vi ser i øjnene, at vi skal holde et vågent øje med folk, der har ondt i sinde.

Vi ser i disse uger et eksempel på grænseoverskridende terrorisme udfolde sig i retssalen, hvor fire svenske statsborgere med rod i andre lande står tiltalt for forsøg på terrorisme imod JP/Politikens Hus, udført som hævn for Muhammedtegningerne. Det er noget, der viser noget om, at der er nye trusler i dagens Norden, og når vi taler om fjernelse af grænsehindringer, skal vi tage sådan et eksempel med i debatten og gøre os klart, at der også er brug for et godt politisamarbejde inden for Norden, for at der fortsat kan være pasunion og fri passage for nordiske statsborgere.

Vi skal også gøre opmærksom på den omgåelse af danske familiesammenføringsregler, der finder sted; en nylig undersøgelse viser, at dette foregår via Sverige og i høj grad bruges af ikkevestlige indvandrere.

Når vi taler om fjernelse af grænsehindringer i Norden, vil Dansk Folkeparti godt henlede opmærksomheden på, at vi tillægger nationale grænser stor betydning og fortsat går ind for grænsekontrol for at bekæmpe smugling og andre former for grænseoverskridende kriminalitet. Vi har derfor heller ikke noget imod, hvis der kommer mere toldkontrol i Danmark generelt.

Vi konstaterer, at der i dag finder udstrakt svensk toldkontrol sted. Dog skal denne kontrol ikke blive til chikane for bornholmere, der passerer igennem Sverige; det bryder vi os naturligvis ikke om. Vi noterer os samtidig med fornøjelse, at regeringen i sin redegørelse konstaterer, at det er de svenske myndigheder, der bestemmer, hvilken kontrol de vil have. Det forekommer Dansk Folkeparti, at dengang, der var tale om dansk toldkontrol, var det vist EU, der skulle bestemme.

R 10 oplister tre indsatsområder: 1) forebyggelse af grænsehindringer, som vi ser meget positivt på realiseres, 2) fjernelse af eksisterende grænsehindringer, som vi også ser positivt på, men som naturligvis skal gennemgå en grundig behandling på det område, hvor sagen hører hjemme; nogle vil kunne fjernes, mens andre vil kræve mere arbejde, og 3) information om grænsehindringer, som vi også synes er vigtigt, og som allerede realiseres i dag, f.eks. gennem Øresunddirekt.

Dansk Folkeparti ser derfor positivt på nogle af forslagene i redegørelsen om fjernelse af grænsehindringer og kan også støtte det fælles forslag til vedtagelse, der foreligger.

Der er et par korte bemærkninger, den første er fra hr. Finn Sørensen.

Tak. Tak til ordføreren, og også tak for, at ordføreren støtter det forslag til vedtagelse, der ligger, og som vi alle sammen i fællesskab har forhandlet.

Jeg synes jo, at debatten, indtil ordføreren kom på, var sådan meget positiv og fremadrettet og handlede om samhørighed i Norden. Men så syntes jeg, der kom nogle toner om, at der ligesom var nogle bestemte mennesker heroppe, som vi skulle passe meget på. Der blev ligefrem nævnt noget om terrorisme, som åbenbart var forbundet med folk af muslimsk orientering, hvilke jeg måske synes er lidt ude af proportion med den retssag, der kører i Norge i øjeblikket, men lad det nu ligge.

Men jeg kan forstå, at ordføreren bebrejder de andre nordiske lande, at de ikke har sørget for at begrænse indvandringen. Så spørger jeg bare: Hvilke konsekvenser får det for ordførerens syn på fjernelse af grænsehindringer inden for Norden? Er det sådan, at man måske kunne tænke sig at oprette nogle flere grænsehindringer, så vi forhindrer, at vi skulle få nogle af de her mennesker, som ordføreren åbenbart ikke gerne vil være sammen med, ind i vores land, eller hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Allerførst vil jeg sige, at vi selvfølgelig skal holde et vågent øje med alle, der har ondt i sinde, ikke kun en bestemt gruppe. Jeg ser også meget positivt på det her, det gør vi i Dansk Folkeparti, vi vil meget gerne være med til at fjerne grænsehindringer i Norden, og jeg nævnte det sådan set kun, fordi det er noget, vi skal holde øje med. Men det drejer sig selvfølgelig ikke kun om en bestemt gruppe, det drejer sig om, at man generelt skal holde øje med disse ting, som man jo også normalt skal andre steder. Så jeg ser ikke, at Dansk Folkeparti kommer her og er negativ. Vi er meget positive omkring det nordiske samarbejde, og vi er også meget positive over for at få fjernet så mange grænsehindringer som muligt.

Hr. Finn Sørensen.

Det svar er jeg selvfølgelig glad for. Vi skal ikke diskriminere, heller ikke når vi laver efterforskning i forbindelse med terrorisme. Der skal vi selvfølgelig også sørge for at undersøge borgere af nordisk afstamning, som kunne finde på den slags. Jeg er da glad for, at der ikke ligger nogen forslag om, at der skal indføres flere grænsehindringer for at opfylde det mål, som ordføreren ellers var inde på.

Så jeg må vel kunne tillade mig at konkludere, at det mere var sådan en retorisk bemærkning, hvor man lige skulle støve det der synspunkt af, og at det ikke havde så meget relevans lige for det her med grænsehindringer. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Altså, sådan kan man jo godt se på det. Jeg konstaterer bare, at der har været nogle problemer og er nogle problemer, som vi fortsat skal holde øje med, men jeg kan ikke se, at det skulle ændre på, at vi fortsat får en god debat om ophævelse af grænsehindringer i Norden.

Så er det fru Karen J. Klint.

Tak for det. Jeg ved godt, at det ikke specielt er kutyme, at man spørger ind, når det er en stedfortrædende ordfører, der læser en tale op, men jeg kan jo fornemme, at ordføreren er rigtig godt inde i området, så derfor vil jeg tillade mig at spørge lidt i samme retning, som ordføreren for Enhedslisten spurgte i, nemlig: Når DF taler om den her bekymring, der er, og snakker noget om grænser, er Dansk Folkeparti så ved at genindføre en eller anden form for pasunion i Norden?

Ordføreren.

Nej, det er vi bestemt ikke. Vi værner meget om den pasunion, vi har i Norden. Som jeg også sagde til hr. Finn Sørensen, vil vi meget gerne være med til at kigge på, hvor mange af de grænsehindringer, der er i dag, som vi kan ophæve. Det, jeg bare nævnte i forbindelse med toldkontrol, var jo, at der i regeringens redegørelse på side 29 står, at det er en beslutning, der alene foretages af de svenske myndigheder, og det syntes vi måske i Dansk Folkeparti var om ikke sjovt, så da en bemærkning, der var værd at nævne i forhold til den debat, vi havde forrige år om toldkontrol her i Danmark. Så sådan er det.

Fru Karen J. Klint.

Det er selvfølgelig korrekt, at der er forskellige muligheder for toldkontrol, og vi er jo heller ikke alle sammen i Norden med i EU, så vi kan ikke bare tage det samme med os hjem, når vi kommer i de forskellige lufthavne. Så hvad er det egentlig mere konkret, Dansk Folkeparti foreslår – det kan vi måske høre, hvis ordføreren er orienteret om det? Hvordan er det, en ekstraordinær toldkontrol skal gennemføres i praksis?

Ordføreren.

Jamen det forsøg, vi havde sidste år, syntes vi jo var et rigtig godt forsøg, og det virkede, som om man fik afsløret mere kriminalitet, mere smugling. Man fandt faktisk også både euforiserende stoffer og valuta, der kom ind over grænserne. Det var selvfølgelig et forsøg, som vi er kede af ikke blev til mere, end det blev.

Når det så er sagt, skal det siges i forhold til den grænsekontrol, vi nævner her, at både Danmark og Sverige jo er med i EU, så derfor syntes vi, det var lidt sjovt, at der står i regeringens redegørelse, at i det tilfælde er det altså svenskerne alene, de svenske myndigheder, der bestemmer, hvorimod det i den debat, vi havde i Danmark sidste år, lød, som om det var EU, der bestemte over danskernes toldkontrol.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jeppe Mikkelsen, Radikale Venstre.

Tak for det. Dagen i dag må siges at stå i Nordens tegn, ikke blot det danske parlament diskuterer i dag grænsehindringer, for Island, Åland og Færøerne har også emnet på dagsordenen i dag, og i sidste uge blev emnet diskuteret i Sverige, og i næste uge følger Norge og Finland. At alle de nordiske lande i fælles enighed har fået sat grænsehindringer til debat i parlamenterne er nyskabende. Efter flere år med megen snak om emnet og efter flere år med Grænsehindringsforum tror vi i Det Radikale Venstre, at dette kan tage debatten videre til det næste skridt; et skridt, hvor vi ikke kun taler, men hvor vi også handler.

Grænsehindringer er et vigtigt emne. Barriererne mellem de nordiske lande er små, men vi skal intensivt arbejde for at nedbryde dem endnu mere, især her i Øresundsregionen, hvor vi har stor interesse i at gøre det lettere at bo på den ene side af Sundet og arbejde på den anden. Det er der nemlig knap 20.000 mennesker, der gør dagligt. Det skaber vækst, og det skaber kulturelt sammenhold. Vi havde så sent som i tirsdags en høring her på Christiansborg. Her kunne vi høre, at Öresundskomiteen regner med, at tre enkelte grænsehindringer medfører et tab på 1 mia. kr. fordelt på tværs af Sundet. Det er tankevækkende i en tid, hvor økonomien er så presset, som den er.

Jeg vil på vegne af Det Radikale Venstre gerne takke for redegørelsen om fjernelse af grænsehindringerne. Regeringen har stort fokus på området, og jeg er enig i, at vi har brug for et tredelt fokus, når vi snakker om grænsehindringer. Det gælder både om at fjerne eksisterende hindringer, forebygge kommende hindringer og om at informere om dem, som det er lidt sværere at få ned med nakken.

Det er mærkværdigt, at konsensus af og til ikke fører til noget. Af og til er det, som om konsensus ikke nødvendigvis er noget positivt. Længe har politikere på tværs af grænser og partier været enige om, at grænsehindringer skulle nedbrydes, men vi har ikke udnyttet de fulde potentialer i vores konsensus. Derfor vil jeg faktisk godt takke samtlige partier, for der viser sig jo en sjælden enighed om det fremsatte forslag til vedtagelse, som opfordrer regeringen til at indkalde til forhandlinger om fjernelse af grænsehindringer. Det vil jeg gerne sige tak til den danske delegation for og frem for alt til hr. Bertel Haarder, som står i spidsen for vores arbejde, og så tror jeg også, at hr. Ole Stavad som dansk repræsentant i Grænsehindringsforum fortjener vores tak og anerkendelse for sit arbejde.

Jeg har været oppe siden kl. 4.00 i morges, fordi jeg skulle hjem fra Stockholm. De sidste par dage har jeg sammen med andre unge politikere fra Norden og Nordvestrusland været til et seminar. I den forbindelse traf jeg i går aftes et medlem af den svenske delegation. Hun fortalte, at der til deres debat den 11. april også havde været konsensus. Alle var gået op og havde talt for nedbrydelse af grænsehindringer, der var ikke nogen debat og ingen replikker, og alle var ligesom enige, men efterfølgende er der ikke sket noget reelt set. Jeg synes, at vi skal gå forrest og inspirere vores nordiske naboer. Konsensus er også til stede hos dem, men jeg tror godt, at de kunne bruge et kærligt spark i den rigtige retning.

Jeg er optimistisk omkring de kommende forhandlinger. Vi får næppe slettet samtlige hindringer på den lange liste, men jeg håber, at vi kan komme et stykke hen ad vejen. Så håber jeg også på, at vi kan få skabt præcedens på dette område om, hvordan vi tackler grænsehindringerne en for en, så forhandlingerne kan foregå, så vi kan lære det osv., for vi har næppe set de sidste nye grænsehindringer. De vil dukke op igen og igen, og derfor er det godt at være rustet til det også i fremtiden. Jeg ser frem til forhandlingerne, og som sagt kan vi både støtte regeringens redegørelse og forslaget til vedtagelse. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er fru Anne Baastrup, Socialistisk Folkeparti.

Ved højtidelige lejligheder taler vi altid pænt om det nordiske samarbejde, men den her debat, der har været de sidste år om grænsehindringer, har jo vist, at der er plads til forbedring. Vi skal derfor benytte os af den lejlighed, vi har her og i de andre nordiske parlamenter, til over for skiftende regeringer at holde fast på, at det her skal vi have ordnet.

Det er ikke lang tid siden, der var en mand, som fik en blodprop i Sverige. Han havde problemer med at komme hjem og blive behandlet i Danmark, fordi der var nogle betalingsproblemer. Det er bare ikke i orden. For et stykke tid siden købte jeg en bog af en af mine norske kolleger – og at overføre penge til Norge som betaling er altså en udfordring. Det er jo fuldkommen håbløst, at man ikke bare på sin NemID kan sende nogle penge til en norsk bank. Der er simpelt hen mange små ting, som ingen kan forstå skulle være et problem, men hvorfor får vi det så ikke bare løst? De der banker skal simpelt hen tage sig sammen, så jeg kan købe en norsk bog og betale den via min NemID-konto.

Vi står så foran – tror jeg, det handler jo om vores egen indsats – en historisk situation, hvor vi rent faktisk systematisk går i gang med at fjerne og forebygge grænsehindringer. Det er en udfordring, og jeg håber inderligt, at det her vil lykkes. Det er altid svært, når politikere hygger sig for meget, og det er et meget hyggeligt folkefærd, der deltager i det nordiske samarbejde, men vi skal så også have kanten. Vi skal holde fast i, at det svenske fællesskab, hvor parlamentarikerne var enige, skal holdes fast på, at det ikke bare er nok, at de sidder i deres parlament og bliver enige. De skal holdes fast på, at de også skal flytte deres regering.

Nu har vi jo en regering, der i selve regeringsgrundlaget har skrevet, at det her er en prioritet, så derfor har vi jo en regering, der gerne vil, men vi bliver hele tiden nødt til at holde de andre fast på, at de ikke skal glemme den beslutning, som jo træffes nu. Så skal vi i gang med de her forhandlinger, og det forslag til vedtagelse, som hr. Ole Stavad har hjulpet os med at lave – og tak for det – viser jo også, at der kommer forpligtende elementer ind i det. Vi skal systematisk, når vi laver vedtagelser i EU, sørge for, at det nordiske samarbejde, de nordiske særlige forhold er inde i det, før EU-direktivet bliver vedtaget. Og når det så skal implementeres, skal vi sikre, at det særlige nordiske samarbejde kan holdes fast, så grænsehindringerne kan fjernes.

Derfor er det en vigtig debat, vi har i dag, men vi ved også godt, at lige så snart debatten er slut, kan vi risikere – det er sket rigtig mange gange – at der intet sker. Så når vi nu vedtager det her forslag til vedtagelse, skal vi også holde hinanden fast på, at det er alvor, det her. Det skal være muligt at bo i Malmø og arbejde i København og omvendt, uden at det bliver et stort problem. Det skal være muligt for os at købe bøger og få overført pengene til en norsk bank, uden at det skal være et særligt problem. Der er så mange små ting, og det skal vi have ordnet.

Men vi støtter naturligvis forslaget til vedtagelse og holder fast i, at det så også bliver gennemført.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten.

Tak. Tak, fordi vi får den her debat. Tak til ministrene for redegørelsen. Tak til formanden for den danske delegation for hans ihærdige arbejde for at få samlet os alle sammen om det her udmærkede forslag til vedtagelse. Og også tak til den grå eminence deroppe på tilhørerpladserne, hr. Ole Stavad, for hans ihærdige indsats.

Som nyt folketingsmedlem vil jeg sige, at det har været noget af en øjenåbner at komme med i det her arbejde. Jeg har deltaget i det fagforeningsmæssige samarbejde i Norden i rigtig mange år, og det bestyrkede mig jo i den opfattelse, jeg blev bibragt gennem min skolegang, nemlig at vi her i Norden er én stor familie. Jeg synes jo heller ikke i oplevelserne med de nordiske faglige kollegaer, at problemerne var større, end at ordet grine er udtryk for to meget modstridende følelser på dansk og svensk, end at det samme gør sig gældende med ordet roligt og at svenskerne af samme grund ikke har et ord, der hedder hyggeligt. Det har nordmændene, men af en eller anden grund staver de det uden t.

Så dybest set er det jo bare dialekter af det samme fælles gamle sprog, som vi på Færøerne og i Island kan høre i sin oprindelige form – næsten da. Det forstår vi andre så ikke så meget af, men islændingene og færingerne er jo meget flinke. De slår gerne over i koloniherrernes sprog, så vi kan føle os hjemme. Nå ja, vi har jo også finnerne, men heller ikke her er sprogproblemerne større, end at de har kunnet løses over en olut eller to. Og lidt svensk kan vi jo alle sammen, især ud på de små timer. Der er selvfølgelig lige problemet med de unge skandinaver, for de gider ikke tale skandinavisk. De vil hellere tale engelsk, men o.k., så bliver det hele også så meget nemmere.

Men efter læsningen af det her baggrundsmateriale er det jo gået op for mig, at den her forestilling om én stor familie åbenbart var en stor vildfarelse. Jeg er faktisk dybt rystet over de mange hindringer, der er for almindelige menneskers fri bevægelighed med hensyn til bosættelse, uddannelse, arbejde, understøttelse og sociale ydelser, på trods af at fri bevægelighed jo er et af de principper, der bliver hyldet allermest i alle fem parlamenter stort set hver evig eneste dag.

Jeg er også rystet over, at grænsehindringerne især synes at ramme mennesker, der af den ene eller den anden grund kun står med det ene ben inde på arbejdsmarkedet. Lige for at nævne et eksempel vil jeg nævne svenskeren, som bor i Sverige – ja, det gør de jo ikke alle sammen, og derfor kan man godt sige det på den måde – men som arbejder både i Sverige og Danmark, hvilket medfører, at pågældendes danske arbejdsgiver skal betale svensk arbejdsgiverafgift. Det er nok ikke noget, der ligefrem er befordrende for samme svenskers beskæftigelse her i landet.

Der er også mennesker, der pendler til arbejde i et andet nordisk land, og som bliver uarbejdsdygtige i længere tid. Efter medicinsk behandling kan de få svært ved at få en arbejdsrelateret rehabilitering i bopælslandet for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. I stedet kan de blive tvunget til hver eneste dag at rejse til det land, de arbejder i, for at gennemgå en rehabilitering. Der er mange forskellige og modstridende regler for tilkendelse og opsparing af ret til førtidspension, hvilket medfører en øget risiko for, at disse mennesker ganske enkelt bliver fattige. Der er en lang række problemer for mennesker med handicap, deltidssygemeldte og arbejdsløse, som også er beskrevet på ministeriets uhyggelig lange liste over grænsehindringer.

Jeg er glad for, at vi kommer et skridt videre, for det fornemmer jeg trods alt at vi gør. Vi ved alle sammen, at det går meget langsomt med at få vendt sådan en supertanker, men det er jo en historisk begivenhed, at vi nu i hvert fald diskuterer tingene i fællesskab i alle de nordiske parlamenter, og vi må bestræbe os på, at vi får et samarbejde, der gør livet lettere for mennesker. Det er trods alt det, vi er sat i verden eller i Folketinget for.

En væsentlig udfordring er jo beskrevet af de to forskere, Mette Buskjær Christensen og Niels Fenger. De siger, at især i forhold til implementering af EU-direktiver har vi et stort problem, fordi den ofte bekræftede nordiske vilje til samarbejde – og nu citerer jeg – ikke synes at være blevet viderekommunikeret effektivt til de embedsmænd, der skal gennemføre direktiverne. Det er da en kritik af regeringerne, der vil noget. Deres barske beskrivelse af virkeligheden peger jo også på det helt grundlæggende problem, nemlig problemet i forhold til EU-lovgivningen, men der er jeg meget glad for det forslag til vedtagelse, vi har, for der står, at vi må ind i den forberedende fase, når EU lovgiver. Man skal stå meget tidligt op, ja, man skal nærmest slet ikke gå i seng, hvis man vil påvirke EU-lovgivningen, fordi det er en så lang og kompliceret proces, og det tror jeg godt vi er opmærksomme på.

Til sidst vil jeg lige komme med en konkret løsningsmodel. For der var en, der var heroppe – jeg har desværre glemt, hvem det var – og som pegede på problemet med pengeoverførsler. Hvis man på en eller anden måde gerne vil have et fælles arbejdsmarked, hvor det skal være nemt, så er det jo indlysende, at pengeoverførsler, lønoverførsler, skat, og hvad der ellers kan være, skal glide glat og smertefrit. Der har jeg da et meget enkelt forslag. Det er, at den danske regering sætter sig i spidsen for at tage kontakt til de andre nordiske regeringer. Så opretter vi en fælles almennyttig nordisk bank, og så kan vi jo løse mange af de her problemer. Den var da meget god. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Villum Christensen som ordfører for Liberal Alliance.

Jeg ved søreme ikke, om vi skal have en almennyttig nordisk bank – mon.

Men tak for en god redegørelse og for ministrenes opbakning. Jeg skal ikke holde noget langt indlæg, men jeg vil meget gerne rose vores ledelse, ikke mindst personificeret af hr. Bertel Haarder, for, at han nu langt om længe har lagt et politisk tryk på den her sag. Både pisk og gulerod skal der jo til. Det er en forandringsproces, som der har været snakket rigtig meget om, og som vi jo rigtig, rigtig meget glæder os til at se resultaterne af.

Egentlig burde det jo ikke være så vanskeligt, når vi snakker om de nordiske lande. Når vi sammenligner med, hvad der sker i EU med de kæmpe forskelle, der er på nord og syd, og de rigtig mange EU-direktiver, der ruller ud over det ganske Europa, så burde det være a piece of cake, men det har det jo altså vist sig ikke at være i rigtig mange år. Faktisk har det jo været sådan, at det ligesom har været skæbnens ironi, at når vi prøver at implementere de her EU-direktiver, som jo egentlig har til formål at samordne en bestemt indsats, har vi fået problemerne, fordi vi har forskellige ambitionsniveauer, når vi implementerer EU-direktiverne.

Der har vi en sådan særlig dansk specialitet, at vi gerne vil have, at der skal være højt til loftet, når vi implementerer vores EU-direktiver. Der skal være mange snirklede regler, og det skal være dyrt, og det er jo ikke altid, at man synes det i de andre EU-lande, så forskellene bliver faktisk større, når vi implementerer nogle fælles regler. Så er det jo rigtig godt, at vi nu får fokus på at tage det i opløbet allerede ved udarbejdelsen, selv om det selvfølgelig er svært, som det også har været nævnt, også i lovforberedelserne herhjemme.

Men det her skal jo ikke skygge over det faktum, at det er en historisk begivenhed, når samtlige nordiske parlamenter i disse dage debatterer den frie bevægelighed i Norden. Det synspunkt vil jeg gerne tilslutte mig. Jeg synes også, at det er rigtig flot, at det ser ud til, at vi kan sikre det her serviceeftersyn og at vi får lagt det ind i procedurerne. For som det blev sagt, jeg tror, at det var fra den radikale ordfører, kan der være noget farligt ved at have konsensus. Det kan godt indebære, at man hviler lidt på laurbærrene, og så ender det med, at implementeringen kommer ud af fokus. Så det, at vi kommer ind i processerne ved lovgivningens udarbejdelse, tror jeg er rigtig, rigtig vigtigt.

Skal vi realisere vores vision om, at Øresundsregionen skal være ét integreret marked, tror jeg også, at det er fantastisk afgørende, at vi får informationsopgaven styrket, hvilket jo også er et af indsatsområderne. Vi kunne jo drømme om, at man kunne henvende sig ét sted, hvor nogle vidste noget om det hele, så man ikke skal ringe til fire forskellige instanser og få fire modstridende svar, som en af deltagerne forklarede på høringen forleden.

Der er nok at tage fat på, og det bliver der også nu – det er jeg overbevist om – og heldigvis på en prioriteret måde, så de ting, der giver mest mulig effekt, også kommer under behandling først. Vi støtter selvfølgelig tekstforslaget og glæder os til at holde øje med dets videre skæbne.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Mike Legarth fra Det Konservative Folkeparti som ordfører.

Tak, hr. formand. Og tak for de positive, konstruktive indlæg, der allerede har været. Det er ikke en overdrivelse, når næstformanden for Folketinget, formanden for den danske delegation i Nordisk Råd, hr. Bertel Haarder, kalder denne fælles debat i de nordiske lande for en historisk begivenhed. Jeg kunne ikke være mere enig. I den politiske retorik bruges ordet historisk meget ofte i flæng om stort og småt ligesom for at skabe en højtidelig stemning om en ellers triviel politisk sag. Det, man ofte håber, er vel, at når man bruger ordet historisk, skaber det en særlig stemning om det, man taler om, som værende noget helt enestående og unikt. Det er der sjældent noget der er. Men netop det nordiske lovsamarbejde er slet og ret historisk, fordi der igennem et lille årtusinde har eksisteret et helt særligt samarbejde på tværs af de nordiske landes grænser lige fra Kalmarunionen over fælles lovbøger og op til Nordisk Råds og Nordisk Ministerråds oprettelse. Tidligere var vi ganske vist også temmelig krigeriske i perioder, men siden midten af 1800-tallet har historien villet det sådan, at samarbejdet mellem vores lande kun er blevet styrket dag for dag, særlig siden Nordisk Råds oprettelse efter anden verdenskrig.

Vi Konservative har altid været meget positivt indstillet over for det nordiske lovsamarbejde. Det er ikke kun på grund af de historiske og de kulturelle bånd, som forener os, men også på grund af meget andet og i høj grad også, fordi vi er lande med så ensartet en social og økonomisk struktur, som vi faktisk er. De udgør nemlig det nødvendige grundlag for et meningsfuldt og fordelagtigt samarbejde. Den samfundsmodel, vi har udviklet i de nordiske lande, er i de her finanskrisetider udfordret af lav vækst og globaliseringsprocesser, som truer med på længere sigt at kunne undergrave den velfærdsmodel, som vi alle holder af.

Hver især er vi små lande, og kun hvis vi går sammen om at løse udfordringerne i fællesskab kan vi bevare ikke blot det, vi har til fælles, man også det, som de enkelte lande betragter som deres vigtigste nationale særkende. At der bør herske fri bevægelighed for mennesker så vel som for varer i Norden, står hævet over enhver økonomisk tvivl. Det står også hævet over enhver tvivl i Det Konservative Folkeparti. Vores samkvem og ikke mindst samhandel landene imellem er nemlig dybt afhængige af den her frie bevægelighed.

Hvor samkvem og samhandel trives, opstår der vækst. Det er vækst, vi alle har brug for i de her år. I det danske Folketing må vi gøde jorden og skabe grundlag for den. Vi har ganske enkelt ikke råd til at lade være. Når vi derfor lokaliserer uoverensstemmelser i forhold til de nordiske landes lovgivning og administrative praksis, som fratager de studerende og de jobsøgende og de handlende i erhvervslivet deres frie bevægelighed, er det vores pligt at skride til handling. Vi Konservative går således ind for at fjerne enhver form for barriere og grænsehindring i Norden, som målt i velstand på kort sigt vil koste os milliarder af kroner, men målt i velfærd på længere sigt vil koste os endnu mere. Så vi ser med glæde frem til et kommende serviceeftersyn af lovgivningen og håber og tror da også, at regeringen vil være imødekommende over for den positive dagsorden og fremsætte nogle konkrete initiativer inden for den nærmeste fremtid. Jeg vil især rose hr. Bertel Haarders tale om de mange tiltag, han redegjorde for, og som vi kan bakke fuldstændig op om. Vi håber, at det meget hurtigt bliver almen praksis i alle landene.

Tak til ordføreren. Så er det fru Karen Ellemann, Venstre, som privatist.

Tak for ordet, hr. formand. Der er sagt rigtig mange gode ting her under debatten. Særlig hæftede jeg mig ved fru Anne Baastrups kommentar om, at vi er en frygtelig hyggelig forsamling i Nordisk Råd. Og det er jo rigtigt. Den hyggelige forsamling er også i arbejdstøjet, og det synes jeg så sandelig vi har været både med debatten her i dag og med den meget vigtige høring, som vi oplevede i tirsdags. Og hele vejen igennem har vi løbende insisteret politisk på, at det her altså har høj prioritet. Og det har mere end det. Der er et politisk krav om, at de grænsehindringer, som er identificeret, bliver løst.

Jeg er utrolig glad for, at der fra justitsministerens side nu også er tilkendegivet vigtigheden af hele det her fremadrettede arbejde med at forebygge, at der kommer nye grænsehindringer. Og særlig har jeg taget godt og positivt imod ministerens forklaring om, at det her med at lave en identisk implementering af EU's retsakter selvfølgelig ikke er muligt. For jeg skal jo ærligt indrømme, at jeg i min glade naivitet havde sådan et ønske om, at vi, når vi står med EU's retsakter og skal implementere dem, ville kunne gøre det på de nordiske sprog. Det var indlysende for mig, for når jeg går i Matas og køber et Matasprodukt, tænker jeg, at der altid er en deklaration på bagsiden, og den står jo på nordisk. Den står jo på alle sprog, så derfor er det da til at forstå. Jeg har lidt vanskeligt ved det finske, men det implementeres jo på den måde, i hvert fald på en Matasflaske. Det ville være fantastisk at kunne det. Men jeg forstår det, og jeg anerkender problemet.

Men jeg kunne godt tænke mig ved den her specielle lejlighed at spørge lidt mere konkret ind til hos ministeren, hvordan arbejdet i forhold til at forebygge, at der opstår nye grænsehindringer ved ny lovgivning, nu vil blive grebet an. Bliver det sådan, at der skal etableres et specifikt kontor med eksperter i Justitsministeriet, altså folk, som bliver eksperter i implementering af den nordiske lovgivning? Eller bliver det sådan, at der for hvert område skal være en, der udpeges til at være den nordiske vagthund, hvis man kan kalde det det? Det kunne jeg umådelig godt tænke mig at høre justitsministerens bud på, så vi kan komme det lidt nærmere.

Vi står jo helt konkret med grænsehindringslisten, og jeg ved godt, den er blevet kortere. Vores mænd i Grænsehindringsforum har kæmpet i årevis, og det er rigtigt, at der er sat hak ved nogle ting. Der er måske også nogle ting, der ikke skal stå på listen længere. Så lad os få det væk; lad os konstatere, at der er noget, der ikke kan løses. Det løses så ved virkelig at styrke informationen om det. Men i forhold til at forhindre, at der kommer nye hindringer på, kunne jeg utrolig godt tænke mig at høre justitsministerens mere konkrete bud på, hvordan man i Justitsministeriet agter at håndtere det.

Tak til ordføreren. Der var et direkte spørgsmål til justitsministeren. Er det noget, justitsministeren ønsker at svare på nu her eller skriftligt? Så er det justitsministeren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Hvis jeg sådan helt konkret skal svare på, hvordan det gribes an, så fremgår det jo allerede af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, at hvis et lovforslag har betydning for det nordiske samarbejde, så bør der i lovforslagets bemærkninger i relevant omfang henvises til de øvrige nordiske landes lovgivning på området. Det fremgår endvidere, at hvis et lovforslag har særlige konsekvenser i forhold til de øvrige nordiske lande, herunder i forhold til den fri bevægelighed mellem de nordiske lande, så bør der redegøres nærmere herfor i bemærkningerne til lovforslaget. Det er Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet. Den daværende justitsminister udsendte så i foråret 2010 et brev til samtlige ministerier, hvori der blev gjort opmærksom på, at lovforslag i alle relevante tilfælde bør indeholde en beskrivelse af lovgivning i de øvrige nordiske lande.

Vi vil i forbindelse med den førstkommende udgave af det årlige orienteringsbrev til samtlige ministerier om udarbejdelse af lovforslag erindre – det er helt konkret – om vigtigheden af, at bemærkninger til lovforslag indeholder en beskrivelse af lovgivning i de øvrige nordiske lande, selvfølgelig hvor det er relevant, det giver sig selv, og Justitsministeriet vil endvidere ved revisionen af lovkvalitetsvejledningen også i den forbindelse se på, om der er behov for yderligere vejledning om det nordiske samarbejde på lovgivningsområdet. Det ligger også i forlængelse af nogle af de drøftelser, vi har haft i forbindelse med det forslag til vedtagelse, som der også er.

Det er den helt konkrete måde, det kan gribes an på. Det er jo ikke Justitsministeriet, der skriver lovbemærkningerne til alle lovforslag, så derfor er det meget godt, at der er vejledninger. Det er jo det, der er med i Justitsministeriets vejledning om god lovkvalitet.

Det medførte lige et spørgsmål fra hr. Bertel Haarder.

Vi hørte fra samarbejdsministeren, at han vil bringe spørgsmålet om grænsehindringer op ved hvert eneste fremtidige møde i samarbejdsministerrådet. Jeg vil gerne spørge justitsministeren, om han vil love, at han vil bringe det op om ikke hver gang, så i hvert fald nogle gange i justitsministrenes forsamling, for hvis vi skal gøre noget ved grænsehindringerne, forudsætter det jo et nordisk samarbejde. Justitsministeren kan ikke sidde i Danmark og løse det alene, han er nødt til at samarbejde med sine nordiske kollegaer. Derfor ville jeg bare meget gerne have et tilsagn om, at den danske justitsminister vil bede om at få det på dagsordenen ved førstkommende lejlighed – også som opfølgning på de debatter, der har været – for at holde sagen varm, men også ved senere lejligheder, når der er nogen som helst anledning til det.

Justitsministeren.

Det kan jeg bestemt ikke have noget som helst imod. Jeg har stadig til gode at møde mine nordiske kollegaer første gang, men det vil da være naturligt i forlængelse af den debat, der har fundet sted, forstår jeg, i flere parlamenter nu om det her emne, at det selvfølgelig også er noget, der vil være på dagsordenen, næste gang der er møde mellem de nordiske justitsministre.

Tak til justitsministeren. Der er ikke flere spørgsmål. Så er det ministeren for nordisk samarbejde.

Tak, formand. Jeg vil gerne lov til at kvittere for alle de positive bemærkninger, der er kommet her i dag, og også takke de grå eminencer, som sidder deroppe på tilhørerpladserne, hvad flere har bemærket. Jeg er selvfølgelig også glad for at konstatere, at der er bred enighed om det fælles mål, som vi alle sammen har talt om i dag, nemlig fjernelse af grænsehindringer. Det er selvfølgelig også på tide, som fru Karen Ellemann meget rigtigt sagde, at vi alle sammen kommer i arbejdstøjet og starter det konkrete arbejde. Jeg synes også, vi har et rigtig godt udgangspunkt i regeringens redegørelse og i det kommende forslag til vedtagelse, og det vil udgøre en nyttig ramme for det videre arbejde, vi nu skal i gang med.

Helt konkret for lige sådan at slutte af vil jeg sige, at jeg vil tage skridt til at invitere delegationen eller udvalgte medlemmer af delegationen – det er ikke helt klarlagt endnu – inden sommerferien til nærmere forhandlinger med henblik på at indgå forpligtende aftale om at fjerne flest muligt hindringer for den frie bevægelighed for borgerne og virksomhederne inden for Norden. Dette skulle selvfølgelig gerne sikre, at Danmark kan indtage en drivende rolle med hensyn til at videreudvikle det nordiske samarbejde, der understøtter det betydelige potentiale for vækst og beskæftigelse, som vi også har inden for Norden.

En af grundene til, at jeg selvfølgelig tror på det her, er jo også ikke bare det, som flere har været oppe at sige, nemlig at det er historisk, men også, at vi rent faktisk angriber det fra flere forskellige niveauer. Som jeg også har sagt, tager vi – mine samarbejdsministerkolleger og jeg – også grænsehindringerne op på ministerniveau og sætter dem på dagsordenen. Og det er ikke helt, som hr. Bertel Haarder sagde, mig, der sætter det på dagsordenen. Vi gør det fælles. Men ud over det er det fuldstændig korrekt.

Så tusind tak for en rigtig, rigtig fin opbakning. Jeg synes, det lover rigtig godt for fremtiden.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Bertel Haarder.

Der har med rette været sagt pæne, rosende ord om arbejdsministerens redegørelse. Der er dog en ting, som er fraværende i den redegørelse, og det er det problem, som fru Anne Baastrup og også fru Karen Ellemann nævnte om private pengeoverførsler. Det hænger antagelig sammen med, at det jo ikke vedrører noget, som offentlige ministerier gør, men det vedrører sandelig borgernes hverdag og er stærkt generende.

Derfor vil jeg spørge samarbejdsministeren, om han kunne tænke sig at tage en snak med sin kollega, vækst- og erhvervsministeren, for at få denne minister til også at tage sagen op med sine kollegaer i de nordiske lande, så de får en debat på ministerniveau om, hvordan de kan lette deres borgeres liv. Jeg ved godt, det handler om at tage forbindelse til bankorganisationerne, men det er jo også det, vi bl.a. har vækst- og erhvervsministrene til, nemlig at de tager kontakt til relevante private organisationer.

Så jeg giver min støtte til samarbejdsministeren, men vil samarbejdsministeren love at presse på over for sine kollegaer, herunder vækst- og erhvervsministeren? Vi har lige fået tilsagn fra justitsministeren, men der er jo andre ministre, som også har brug for at blive bedt om at rejse sagen i nordisk sammenhæng.

Ministeren.

Jamen jeg noterede mig også fru Anne Baastrups indlæg omkring NemID og fik også skrevet det ned. Nu har jeg tilfældigvis et møde med vækst- og erhvervsministeren her senere i dag, og allerede der vil jeg tage det op med ministeren. Og så er jeg også sikker på, at ligesom det er tilfældet med justitsministeren, skal vi selvfølgelig nok også få kigget på det. Og så har vi jo et møde, som jeg har indkaldt til, hvor vi også skal tage det op. Så der bliver rig lejlighed til det, for jeg fuldstændig enig i, at det er noget, vi skal kigge på.

Hr. Bertel Haarder.

Jeg vil godt over til et lidt andet tema, for jeg tror, samarbejdsministeren er meget bevidst om, at uden hjælp fra statsministeren kommer man ikke så langt med disse ting. Og skiftende statsministre og justitsministre har jo skrevet breve til hele regeringen, hvor de formaner om, at nu skal man gøre noget ved f.eks. grænsehindringer og andet på det nordiske område. Men problemet er, at der som regel ikke kommer noget svar på de breve, og derfor vil jeg spørge samarbejdsministeren, om ikke han i samarbejde med statsministeren kunne overveje et nyt brev til ministrene, hvor de bliver bedt om at svare – ikke svare på, hvorfor problemerne er der, men svare på, hvad de har tænkt sig at gøre for at få dem løst. Altså, det handler jo om at stille det rigtige spørgsmål, og det rigtige spørgsmål er ikke: Hvorfor er der den hindring? Det rigtige spørgsmål er: Kan vi få to eller tre modeller for, hvordan man kan fjerne den hindring? Vil samarbejdsministeren sammen med statsministeren forsøge den model?

Ministeren.

Nu er brevmodellen jo ikke det eneste værktøj, vi har, vi taler selvfølgelig sammen, men som hr. Bertel Haarder ved, har jeg også skrevet med mine nordiske kollegaer, bl.a. min svenske kollega, så der er også sket nogle ting der. Jeg vil gerne tage en snak med statsministeren om at sende breve ud, men jeg tror ikke, det er det eneste, der skal til. Jeg tror, at noget af det, der skal til, er det, som vi rent faktisk har talt om i dag. Det ene udelukker ikke det andet. Jeg vil gerne skrive, men det, som virkelig vil rykke, er, at vi er et samlet Folketing, som bakker op om det her. Og hr. Bertel Haarder sagde faktisk også til mig, og det var ikke en fortrolig samtale, så jeg kan godt nævne det her, at vi jo er fælles om det her. Og det tror jeg er en meget, meget væsentlig forskel. Det er det ene. Og det andet er, at de forhandlinger, vi så også skal i gang med, helt klart vil sætte skub i løsningen af de her grænseudfordringer, der er. Og så skal jeg selvfølgelig nok også opfordre til at skrive breve. Så jeg vil sige, at det ene jo ikke udelukker det andet, og vi skal nok få løst mange af de udfordringer, der er.

Fru Karen Ellemann.

Tak. Jeg er med på, at et brev alene ikke løser det, men jeg vil godt følge op, hvor hr. Bertel Haarder slap, fordi det – og det kan vi jo også løfte sløret for kommer til at være en del af de forhandlinger, vi starter – jo netop vil være arbejdet nu med at være meget mere konkret. Vi står med listen, og her er 33, og dem kan vi fordele ud i de ministerier, hvor de rettelig hører hjemme og dermed også, hvor de rettelig skal løses. Derfor er der faktisk rigtig god mening i at lade være med at bruge brevskabelonen – den har ikke virket tilstrækkeligt – men at lave de meget mere specifikke optegnelser også på skrift, sådan så det ikke kun tilgår de pågældende ministre i de samtaler, man måtte have internt i regeringen, men selvfølgelig også kommer til hele ministeriet og dermed hele systemet bag ministeren, som jo altså har til opgave at løse de problemer, der ligger.

Ministeren.

Jamen jeg er fuldstændig enig i det synspunkt, og det er jo som sagt også det, vi har talt om i dag, og som alle har bakket op om. Jeg glæder mig helt vildt meget til at sætte gang i det arbejde. Og igen, det ene udelukker ikke det andet. Jeg synes, at det er fantastisk, at vi angriber det fra mange forskellige niveauer, også fra samarbejdsministrenes side. Så jeg ser meget, meget fortrøstningsfuld på det. Bare italesættelsen er også meget, meget vigtig, så jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der kommer til at ske noget.

Tak til ministeren. Så er det hr. Bertel Haarder i anden runde.

Jeg tror, vi er meget glade for, at vi også har socialministeren iblandt os, og for at hun ikke skal føle, hun har spildt tiden, vil jeg gerne stille hende et spørgsmål om det brev om grænsehindringer, vi har fået fra LO's formand, Harald Børsting, fra Bente Sorgenfrey, formand for FTF, fra Erik Jylling, formand for AC, fra Arne Nielsen, formand for Foreningen NORDEN, og fra generalsekretærerne for Nordens Faglige Samarbejdsorganisation og Foreningerne Nordens Forbund, Lóa Brynjulfsdottir og Kristín Ólafsdóttir. De skriver et fælles brev, et bemærkelsesværdigt brev, hvor de kræver handling nu med hensyn til tre alvorlige grænsehindringer. Det ene vedrører arbejdsløshedsforsikring, det andet vedrører rehabilitering, og det tredje vedrører arbejdsmarkedspolitik.

Nu er det jo ikke altid, at jeg synes, man skal gøre det, som organisationerne siger, men i det her tilfælde synes jeg altså, at disse fællesnordiske kræfter har en rigtig god sag. Noget af det er utrolig svært at løse, og jeg misunder ikke socialministeren opgaven på det her felt. Men før vi nu anbringer et eller flere af disse problemer i kategorien uløselige, synes jeg dog, at der bør gøres et alvorligt forsøg på at tage det op. Derfor vil jeg igen også spørge socialministeren, om hun vil love at bringe det op, når hun mødes med sine kollegaer, og få det på dagsordenen.

Jeg vil tilføje et spørgsmål, som selvfølgelig måske ikke rigtig er socialministerens område, men som alligevel er en meget bemærkelsesværdig grænsehindring, for det er jo sådan, at hvis man har været så uforsigtig at tegne en kapitalpension, og det er der jo rigtig mange læger og tandlæger og såmænd også sygeplejersker, som har gjort, så skal man passe på med at tage job i de andre nordiske lande, for så bliver man beskattet to gange. Nu ved jeg godt, at socialministeren er minister for sociale pensioner og ikke nødvendigvis for kapitalpensioner, men kunne ministeren alligevel ikke interessere sig lidt for det, og måske tale med vækst- og erhvervsministeren om det problem. For det synes jo at være sådan en helt indlysende, klokkeklar sag, som skulle kunne løses.

Tak til ordføreren. Så er det social- og integrationsministeren.

Nu fik jeg et konkret spørgsmål, og jeg vil gerne sige, at jeg faktisk har siddet og lyttet til debatten med stor interesse, for jeg vil da gerne afsløre over for salen, at det her spørgsmål er et, jeg har arbejdet med i rigtig mange år. Inden jeg blev medlem af Folketinget, var jeg medlem af Borgerrepræsentationen i København, og i den forbindelse har jeg siddet i flere forskellige komiteer, som har haft til opgave at lave en samlet vision for arbejdet mellem København og Malmø.

Jeg har efterfølgende, for 5 år siden, skrevet speciale om lige præcis hindringerne ved grænserne, og i den forbindelse synes jeg at det har været underholdende, måske lidt trist også, at sidde og høre på debatten i dag. For rigtig mange af de problematikker, som er blevet rejst, er jo gamle og velkendte. Det er rigtigt, at det er godt, der bliver gjort noget ved det, men mange af tingene har jo ligget klar i rigtig, rigtig mange år, og derfor er jeg sådan set også glad for at kunne sige, at jeg bakker op om den linje, som er blevet lagt, nemlig at man nu i Folketinget og i regeringen vil gøre mere for at løse problemet med grænsehindringerne. Det er problematikker, som har været velbeskrevne og velkendte i ganske lang tid, og jeg betvivler ikke hr. Bertel Haarders iver og engagement for at få løst dem. Men det har jo ikke altid været bakket lige meget op, heller ikke af dem, som har siddet og truffet beslutninger, når det drejede sig om at få løftet sagerne og fremmet dem fuldstændigt.

Jeg gennemgik i min tale, hvad det er for nogle initiativer, som vi tager på socialområdet. Jeg er meget optaget af at følge den her debat til dørs. Jeg føler mig også som borger i Øresundsregionen, og når jeg kigger på de ekstreme muligheder, der vil være for vækst og for klynger og for, hvordan vi kunne generere endnu større fællesskab og samarbejde, hvis vi fik gjort noget ved de her grænsehindringer, så vil jeg sige, at det ikke er et sekund for tidligt, at der bliver taget så meget og så seriøst hånd om det, som der gør med den debat, der har været i dag.

Jeg fik stillet nogle konkrete spørgsmål om, hvorvidt jeg ville rejse nogle problematikker, især i forbindelse med kapitalpensioner, over for mine ministerkolleger, og til det kan jeg naturligvis kun sige, at det gør jeg gerne. For mig er det rigtig vigtigt, at vi får gjort noget ved grænseproblematikken. Det er en problemstilling, jeg som sagt har arbejdet med i mange år, og som jeg glæder mig over at der nu i Folketinget er så bred enighed om at fremme i så høj grad, som debatten i dag har afsløret. Det synes jeg kun er glædeligt.

Tak til social- og integrationsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted på tirsdag, den 24. april 2012.