Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 61:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af obligatoriske elevplaner.

Af Merete Riisager (LA) m.fl.

(Fremsættelse 30.03.2012).

Forhandlingen er åbnet. Børne- og undervisningsministeren.

Forslagsstillerne opfordrer regeringen til at fremsætte et lovforslag inden udgangen af 2012, som skal afskaffe det nuværende krav om obligatoriske elevplaner i folkeskolen. Forslagsstillerne ønsker, at folkeskolen skal få større metodefrihed til at vælge, hvilken evalueringsform de ønsker anvendt til at evaluere eleverne, og forslaget er begrundet i et ønske om mindre bureaukrati og detailstyring og en mere effektiv udnyttelse af lærerressourcerne.

Jeg vil godt understrege, at regeringen ligesom forslagsstillerne er optaget af, hvordan vi får mindre bureaukrati, og derfor har vi også fokus på netop afbureaukratisering af reglerne i folkeskolen, men samtidig mener regeringen, at der er en række fordele ved elevplaner, som ikke skal smides ud, hvis det er, at de rent faktisk er med til at løfte det, som det var intentionen at løfte med dem. Det vender jeg tilbage til.

Efter de gældende regler skal der udarbejdes en elevplan for hver elev fra børnehaveklasse til og med 7. klasse til brug for den løbende evaluering af elevernes udbytte af undervisningen. Elevplanen skal indeholde resultater af evalueringen og beslutninger om, hvordan der følges op på evalueringen med afsæt i fremadrettede læringsmål for eleven. Beskrivelsen skal vedrøre alle fag. Beslutninger om, hvordan der følges op på resultaterne af de nationale test, skal også fremgå af beskrivelsen.

Det, der er formålet med elevplanerne, er at styrke den løbende evaluering af elevens udbytte af undervisningen og at styrke samarbejdet mellem skole og hjem, som er helt afgørende for, at eleverne får så godt et udnytte af undervisningen som muligt. Elevplanen har herudover også til formål at styrke evalueringskulturen i folkeskolen gennem skriftlighed i evalueringen i de enkelte fag. Alle fag skal indgå i elevplanen, for at det sikres, at der bliver fulgt op på fælles mål i fagene, også i de fag, hvor der ikke afholdes test og afgangsprøver. Det har jo det udgangspunkt, at alle fag er lige vigtige i folkeskolen. Det er rigtig vigtigt med dansk, engelsk og matematik, det er også rigtig vigtigt med de praktisk-musiske fag, sløjd, håndarbejde, idræt, og det er netop for at give en samlet vurdering af tilbagemeldingen til elever, hvor der måske nok tidligere bl.a. har været en tendens til, at man har kigget på nogle af de få, men også centrale boglige fag. Men der er en række andre fag, som jo er lige så vigtige for, at eleverne bliver rigtig dygtige, og det skal også indgå i den fremadrettede evaluering i forhold til at løfte fagligheden bredt set.

Jeg har så kunnet høre på forslagsstillerne, at man især har fremhævet, at det er urimeligt, at der skal laves evaluering af lige præcis færdselsundervisning og seksualundervisning, men jeg kan berolige med, at det så heller ikke er sådan. Det er nemlig sådan, at der er et krav om løbende evaluering af elevernes udbytte af undervisningen, og det er noget, der har stået i folkeskoleloven i rigtig mange år, også før elevplaner blev indført. Den helt generelle evaluering skal omfatte de obligatoriske fag og emner, og det vil sige også det, som man kalder for de timeløse fag som bl.a. seksualundervisning og færdselslære A. Og det er altså noget, der fremgår af folkeskolelovens § 13, stk. 2.

Men folkeskolens obligatoriske emner er ikke omfattet af kravet om, at der skal være elevplaner i alle fag. Kravet omfatter kun de egentlige fag med fastsatte timetal. Det er bare lige for at præcisere, hvordan det er i forhold til folkeskolelovens paragraffer, nemlig som det har været længe, også før elevplaner, og hvad det er, der er omfattet af elevplaner. Men det ændrer jo ikke ved, at det kan være, at det er nyttigt, også i elevplanen, at have nogle betragtninger med i forhold til de timeløse fag. Det kan man vælge at gøre, og det er jo lige præcis det, der er ideen med elevplaner, nemlig at det skal være så godt et redskab som muligt til at understøtte elevens faglige løft, trivsel osv. og som et godt redskab i dialogen i skole-hjem-samarbejdet.

Det er sådan, at der har været en første evaluering af elevplaner. Danmarks Evalueringsinstitut offentliggjorde tilbage i 2008 en national undersøgelse af erfaringer med elevplaner på det tidspunkt, som viste, at lærere og forældre samlet set var positive over for elevplaner, og at elevplanerne især styrker samarbejdet mellem skole og hjem. Undersøgelsen viste også, at langt de fleste forældre mener, at elevplanerne bør dække alle fag. Regeringen er samtidig bekendt med, at nogle skoler finder kravene til elevplanerne unødvendigt bureaukratiske, og det tror jeg vi alle sammen har hørt, når vi har været ude forskellige steder.

Men igen er det meget forskellige tilbagemeldinger. Jeg må sige, at jeg, når jeg har været rundt på skoler, hører og ser lige så mange fremragende eksempler på, hvordan man har udviklet nogle elevplaner, som virkelig kommer hele vejen rundt i forhold til eleven, og som virkelig både indgår i at understøtte teamsamarbejdet i lærernes skole-hjem-samarbejde og er fremadrettede, i forhold til hvordan man løfter den enkelte elev. Det var også hele ideen med elevplaner. Det er nemlig ikke en fuldstændig standardiseret skabelon, det er en ramme, som man kan udmønte lokalt, og jeg synes, det er rigtig spændende at se, hvordan man arbejder med elevplaner rundtomkring.

Men det ændrer ikke ved, at nogle har oplevet, at det har været bureaukratisk, og derfor har regeringen givet mere end 50 kommuner dispensation til forsøg med elevplaner, som indebærer, at skolerne selv kan vurdere, hvad der ud fra en helhedsvurdering af eleven er væsentligt at medtage i elevplanen. Noget af det, der går igen i de forsøg, som kører nu, er, at man ikke nødvendigvis behøver at evaluere i alle fag, men ud fra en helhedsvurdering måske kan køre det over perioder, og at man kan tage mere individuelle hensyn. Og vi glæder os til at se resultaterne af den evaluering, så vi på et lidt mere sikkert grundlag kan tage stilling til, hvordan vi understøtter et styrket skole-hjem-samarbejde, og hvordan vi understøtter, at der er den her fremadrettede evaluering, altså hvordan det er, man sammen med eleven kan arbejde videre på det, som den enkelte elev skal løftes og udfordres på, for det er det, der er hele ideen. Derfor synes vi, det er rigtig godt og vigtigt, at der er sat de forsøg i gang med, hvordan vi får nogle enklere og mere ubureaukratiske elevplaner, som virker endnu bedre efter hensigten.

Regeringen er derfor som sagt enig med forslagsstillerne i ønsket om mindre bureaukrati, vi er også enige i ønsket om mere effektiv udnyttelse af lærerressourcerne, og det er jo derfor, de her forsøg kører. Og derfor vil det også indgå, når vi kigger på, hvordan vi forbereder en folkeskolereform, som regeringen vil fremlægge her i efteråret, for de værktøjer, der skal være til at styrke fagligheden, skal selvfølgelig være så gode som muligt i forhold til den hverdag, der er derude.

Derfor kan jeg heller ikke støtte det forslag, som ligger fra Liberal Alliance. Jeg synes, det er vigtigt, at vi ser på de erfaringer, der er med de forsøg, der er, som netop går på afbureaukratisering, og at vi på baggrund af det tager stilling til, hvordan det kan indgå hensigtsmæssigt i den fremadrettede reform af folkeskolen.

Det er to medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det fru Merete Riisager.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, udtaler her til morgen, at han synes, at regeringen bør støtte Liberal Alliances forslag, og han udtaler, at »... der er ingen, der kan leve op til reglerne, som de er i dag« .

Det vil sige, at vi altså har en situation, hvor vi har noget lovgivning, som ikke kan efterleves ude på skolerne. Det er så komplekst og kræver så meget tid, at man bliver nødt til at udvise civil ulydighed ude på skolerne. Hvordan forholder ministeren sig til det?

Ministeren.

Jeg må sige, at jeg er fuldstændig uenig i den vurdering, og det er jeg af mange grunde, bl.a. fordi jeg har set en række elevplaner, som er fremragende, og som lever fuldstændig op til loven, fordi det netop ikke er en detaljeret skabelon, der er blevet dikteret fra Folketinget, i forhold til hvordan elevplanerne skal laves. En af de ting, vi lagde rigtig meget vægt på, da vi gennemførte elevplaner, var, at det var en ramme, hvor der var en række mål, man skulle leve op til, men at der var en mulighed for en lokal udformning.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at det, at man skulle lave en evaluering i alle fag, er det, nogle har følt der har været brugt for meget tid på, fordi det var bedre med en helhedsvurdering i forhold til den enkelte elev. Og det er bl.a. det, vi nu har givet dispensation for, sådan at man kan lave nogle forsøg, der bliver evalueret, så vi får nogle gode erfaringer med, hvordan vi måske kan få nogle mere fleksible elevplaner. For vi er også optaget af, at det jo ikke skal være bureaukratiske redskaber, vi laver; det skal være nogle, der giver mening i dagligdagen. Og EVA-evalueringen viser så også, at det tilsyneladende vurderes som et rigtig godt værktøj i hverdagen, både af forældrene og stadig flere lærere.

Fru Merete Riisager.

Jeg er fuldstændig enig i, at man skal have værktøjer, der virker i dagligdagen. Og det er jo også derfor, at jeg siger, at skolerne skal have metodefrihed til at vælge, hvilken metode til løbende evaluering de ønsker. Hvordan kan det være, at ministeren, som tidligere har talt for tillid til skoleledere og skolelærere, ikke har tillid til, at skolerne selv kan fastlægge den bedste metode, men at ministeriet skal gøre det for dem?

Ministeren.

Det har været sådan i mange år, at der faktisk skulle være en løbende evaluering fra lærerne til forældrene af den enkelte elev, herunder også skriftlighed i evalueringen. Men igennem de sidste 10 år har der også været en række undersøgelser, som desværre har vist, at evalueringskulturen ikke er tilstrækkelig systematisk i den danske folkeskole. Og en af de anbefalinger, vi gang på gang har fået med fra forskellige undersøgelser, er at undersøge, hvordan vi får mere systematik i evalueringskulturen, herunder mere systematik i tilbagemeldingen for at styrke skole-hjem-samarbejdet.

Det var baggrunden for, at der blev etableret elevplaner, men vel at mærke ikke som en detaljeret skabelon, men som en ramme med en række mål, herunder at der skulle evalueres i alle fag, men ikke sådan, at der var en spiseseddel med anvisning på, præcis hvordan man skulle gøre det, netop fordi det skulle give plads til den lokale udmøntning af det. Det har jeg som sagt set nogle fremragende eksempler på, og det er virkelig gode værktøjer. Når vi ser på den evaluering, som EVA lavede i 2008, tyder det også på, at det er blevet godt modtaget. Det er blevet modtaget rigtig godt af forældrene og også af lærerne. Men hvis det er bureaukratisk, ændrer vi på det, og det er det, vi har et forsøg i gang med nu.

Hr. Lars Dohn for en kort bemærkning.

I det tidligere spørgsmål blev der henvist til lærernes formand. En anden, som repræsenterer dem, der skal arbejde med det, nemlig skolelederne, har udtrykt sig meget, meget tydeligt om skoleledernes holdning til det her spørgsmål:

»Folkeskolen er en sårbar institution, og det vil være en katastrofe, hvis den forsætter med at spilde tid og kræfter på nonsens. Når ordningen om udfordringsret stopper, håber jeg, at politikerne har tænkt sig at lære af erfaringerne, så intentionen om afbureaukratisering ikke ender med at blive merbureaukratisering«.

Det siger altså Anders Balle, der er formand for skolelederne. Nu er vi oppe på, at over halvdelen af de 98 danske kommuner har søgt udfordringsretten på det her spørgsmål. Var det ikke en overvejelse værd at lade sig friste af Liberal Alliances forslag om, at man lader skolerne selv afgøre, om de ønsker at afholde disse elevplaner?

Ministeren.

Jeg er fuldstændig enig i det, som blev citeret fra Anders Balle, som jo udtalte sig generelt om, at man ikke skal gennembureaukratisere folkeskolen. Vi skal have en rigtig god folkeskole, og de værktøjer, der skal være for at styrke evalueringskulturen, skal være ubureaukratiske, men nogle, der rent faktisk styrker evalueringskulturen, herunder sørger for, at forældrene får en rigtig god information om, hvordan det går deres barn, og hvordan de kan være med til at understøtte det faglige løft af deres barn.

Nu var Anders Balle også i News i morges, så der kunne jeg selv høre ham, og det, som Anders Balle, skoleledernes formand, sagde, var, at de faktisk var optaget af, at der var gode elevplaner, og at man kunne bruge dem mere fleksibelt og dynamisk, så man ud fra en helhedsbeskrivelse af barnet måske mere løbende kunne tage stilling til, hvor man skulle sætte ind, og hvordan man skulle bruge elevplaner. Og det er jo lige præcis det, der er igangværende forsøg med. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at se erfaringerne fra de forsøg, der er i gang, for jeg tror, at vi godt kan lave en mere ubureaukratisk og enkel model, der giver lidt større råderum, men holder fast i vigtigheden af, at der er en løbende også skriftlig tilbagemelding til eleverne, herunder også ud fra en helhedsbeskrivelse af eleverne. Det understreger jeg lidt, fordi jeg synes, det er vigtigt, at man ikke glemmer, at f.eks. fag som de praktiske/musiske fag også er vigtige at have med i en samlet evaluering.

Hr. Lars Dohn.

I samme interview illustrerer Anders Balle forskellen på det at være embedsmand i ministerierne og det at være praktiker ude i skolerne. Han taler om embedsmændenes kolde hænder mod de varme hænder ude på skolerne – og det er de varme hænder, som er i stand til at kunne foretage vurderingen af, om det nu er nødvendigt at lave elevplaner for alle elever i alle fag. Det, vi forventede os af den nye regering, var jo, at der nu var en ny form for tillid, som man ville blive mødt med. Her var muligheden for at vise tillid.

Ministeren.

Elevplaner er udtryk for meget varme hænder, og det viser den evaluering, som EVA lavede i 2008, jo også. Lærerne kan i stadig højere grad se, at det er et rigtig godt redskab, og grunden til, at det er et godt redskab og varme hænder, er, at det kan gå direkte ind i det løbende pædagogiske arbejde med eleven i klassen. Det er en kæmpe styrke for lærerne, at de kan bruge elevplaner i deres teamsamarbejde, og det er en kæmpe styrke, at de får et værktøj, der er fremadrettet i forhold til skole-hjem-samarbejdet, fordi de ved, at det er det, der giver værdi til, at de også kan løfte den store og komplekse, faglige opgave, man som lærer har i forhold til klassen og den enkelte elev.

Tak til undervisningsministeren. Så er det fru Karen Ellemann som Venstres ordfører.

Tak hr. formand. Jeg vil gerne starte med at takke ministeren for en meget fin præsentation af, hvad det er for et beslutningsforslag, vi står med her i dag, og hvorfor det er vigtigt at afvise det, og jeg er meget enig i de ting, der er sagt fra ministerens side.

Lad mig slå fast, at hvis der er et element i Venstres folkeskolepolitik, man både kan markere med en overstregningspen og også sætte to streger under, er det faglighed. Faglighed er og skal være et centralt omdrejningspunkt for folkeskolen. Når Liberal Alliance så med det her beslutningsforslag ønsker at afskaffe elevplanerne, så mener vi, at de er i gang med at udvande et vigtigt element i at sikre fokus på høj faglighed og udvikling, for elevplanerne er altså med til at sikre, at faglige problemer opdages i tide, at lærerteamet omkring en klasse og omkring en elev får evalueret indsatsen, og at teamet også får planlagt kommende indsatser både i samarbejde med hinanden og nok så vigtigt i samarbejde og i dialog med både eleven og med forældrene. Det bidrager alt sammen til, at eleven stimuleres efter behov. Samtidig spiller de her elevplaner jo altså også rigtig godt sammen med et andet vigtigt evalueringsinstrument, nemlig de nationale test.

Som sådan er elevplanerne et element, som burde være en selvfølgelighed i undervisningen: at man planlægger, at man evaluerer den enkelte elev, at man inddrager forældrene. Men det var ikke en selvfølge tidligere, og det var altså hele baggrunden for indførelsen af elevplanerne. Og de undersøgelser, der er lavet, som f.eks. den fra Danmarks Evalueringsinstitut, som ministeren også nævnte, viser jo faktisk, at elevplanerne er et rigtig godt redskab for skole-hjem-samarbejdet, både for lærerne og for forældrene, og at elevplanerne tjener som en indlysende god dagsorden, når man har skole-hjem-samtaler. Elevplanerne blev ikke indført for være et bureaukratisk lag, men fordi de netop forpligter elever, lærere og forældre til at samarbejde om at sikre god og udbytterig undervisning.

I Venstre er vi ikke rigide i forhold til elevplanerne. Vi vil gerne kigge på, om noget kan gøres klogere, om noget kan gøres smartere eller sågar også mere fleksibelt. Jeg synes også, at alle de her udsagn om forsøg med forenklinger af elevplanerne, både udfordringsretten og også frikommuneforsøgene, vidner om, at der er elementer og steder, hvor man kan gøre det mere fleksibelt. Men vi vil altså ikke være med til at afskaffe elevplanerne helt generelt, som det nyttige evalueringsværktøj vi betragter elevplanerne som. Og så er det jo altså også allerede sådan i dag – det var ministeren også inde på – at der altså ikke er tale om central styring eller en fast skabelon for, hvordan elevplanerne skal se ud. Tværtimod har kommunerne og skolerne udstrakt frihed til selv at beslutte, hvordan man vil opbygge og bruge elevplanerne.

Så afslutningsvis vil jeg understrege – både med fed pen og med en rød tusstreg nedenunder – at Venstres holdning til emnet er, at elevplanerne er et vigtigt element i at sikre fagligheden i folkeskolen. Derfor stemmer vi imod beslutningsforslaget om at afskaffe elevplanerne.

Der er to medlemmer, der har korte bemærkninger. Først er det fru Merete Riisager.

Tak til Venstres ordfører for åbningen over for at revidere loven om elevplanerne. Det synes jeg da er særdeles positivt, og jeg har også hæftet mig ved, at partiets nuværende ordfører udtalte til Børsen i 2011, at dispensation gennem udfordringsretten på sigt skulle betyde, at loven om elevplaner skulle ændres. Det vil sige, at hvis der var rigtig mange, der bad om at få det ændret, så skulle man se på at få det ændret. Det synes jeg er meget positivt, og jeg kunne godt tænke mig at få uddybet, præcis hvad det er, man ønsker at ændre.

Ordføreren.

Tak, hr. formand. Det er helt korrekt citeret, hvad jeg udtalte tilbage i 2011 om udfordringsretten generelt, for her har vi jo helt konkrete eksempler fra en række kommuner, som sidder og arbejder med lovgivningen, og som dermed også kan sætte fingeren på, hvor det kan forenkles. Jeg synes, at det er for tidligt at stå og sige, at det lige præcis er her og her, vi forenkler det, fordi vi faktisk har – og det har jo også været fremme – mere end 50 kommuner, som lige aktuelt nu og her har forsøg med, hvordan de arbejder med elevplanerne på en mere fleksibel måde. Det er en viden, som ministeriet indsamler, og det er jo også det, som jeg forventer vil indgå i ministerens udspil til reformen af folkeskolen, når vi ser på de konkrete elementer. Som sagt kigger jeg meget gerne åbent på dem, men jeg mener ikke, at vi skal afskaffe elevplanerne.

Fru Merete Riisager.

Så vil jeg også tillade mig lige at præcisere, at det med forslaget jo ikke er sådan, at man nødvendigvis afskaffer elevplaner. Skolerne kan vælge at lave elevplaner, hvilket der faktisk også er nogle friskoler der vælger at gøre helt ad frivillighedens vej, og der er det så også, at jeg vil sige til ordføreren, som repræsenterer, lad os bare sige det gamle liberale parti i Danmark, at man jo ikke både kan give frihed og ikke give frihed. Så hvorfor er det, at Venstre ikke ønsker at give den her metodefrihed til skolerne, så de selv kan vælge, hvad for en løbende evaluering de ønsker at udføre?

Ordføreren.

Jeg står her som repræsentant for Danmarks liberale parti. Det vil jeg gerne slå fast, og vi går ind for frihed under ansvar. Lige præcis når vi siger frihed under ansvar, taler vi netop om, at vi udstikker en overordnet ramme, som handler om, at vi f.eks. mener, at evaluering er ualmindelig vigtigt i den danske folkeskole for netop at sikre fokus på det faglige udbytte. Dertil er elevplanerne – det har de nu også vist sig at være med den evaluering, der er foretaget – faktisk et rigtig godt redskab. Om det skal foregå i alle fag hvert evig eneste år er sådan nogle ting, man kan diskutere, og det er meget af det, der bliver lavet forsøg med nu. Så som liberal vil jeg gerne sætte en tyk streg under, at vi går ind for frihed under ansvar.

Hr. Lars Dohn for en kort bemærkning.

Tak. I de 10 år, hvor Venstre sad på undervisningsministerposten, synes jeg nok, at det var en meget lidt liberal politik, vi blev udsat for. Der kom en haglbyge af kontrolforanstaltninger og bureaukratiske tiltag. Jeg vil spørge ordføreren, om ordføreren, hvis vi førte det over på en anden sektor inden for det offentlige, ville synes, at det var en god idé, hvis de praktiserende læger skulle lave handlingsplaner for samtlige af deres patienter, uanset om de var raske eller syge.

Ordføreren.

Et eller andet sted synes jeg måske, at det er lidt grotesk at sammenligne det med, om man er rask eller syg. Når man er elev i den danske folkeskole, er man i udvikling, så er man i en konstant læringsproces, og hvem har ansvaret for det? Ja, læringsprocessen, som den foregår i folkeskolen, er lærernes ansvar, og forældrene har et kæmpe medansvar her. Den dialog og det samarbejde tror jeg på er blevet styrket med elevplanerne. Jeg er selv forælder til elever i folkeskolen, og jeg er rigtig glad for de elevplaner. Jeg er rigtig glad for den konkrete dagsorden, jeg kan sidde med i dialog med mine børns lærere, når vi har den årlige skole-hjem-samtale. Det er et vigtigt værktøj, og det er kommet for at blive.

Hr. Lars Dohn.

Nogle gange drejer det sig jo også om at bringe erfaringerne ude fra den virkelige verden ind i det her hus, og jeg må sige, at i de 5-6 år jeg som lærer har skullet arbejde med elevplaner, har jeg aldrig nogen sinde været udsat for, at en forælder har henvist til elevplanerne eller bedt om at drøfte dem. Så for mig at se som praktiker har det været et fuldstændig overflødigt foretagende, og det skabte frustrationer og flyttede fokus fra skoleudvikling til ærgrelse og politikerlede, da man gennemførte dem.

Ordføreren.

Så kan jeg jo ikke undgå at undre mig over, hvordan man på hr. Lars Dohns skole valgte at arbejde med elevplaner. Jeg har også selv arbejdet i en folkeskole og siddet og lavet mange elevplaner og brugt dem umådelig aktivt netop i samarbejdet med hele lærerteamet, altså kollegerne, og så sandelig også i dialogen med de enkelte elever og nok så vigtigt i samarbejdet med forældrene. Så det vidner jo om, at der har været mange forskellige måder og er mange forskellige måder at implementere elevplanerne på. Der synes jeg det er så vigtigt, at man lærer af de gode eksempler. Ministeren var selv i gang med at fremhæve, hvor uendelig mange folkeskoler der gør det her rigtig godt, og hvor massiv forældreopbakning der faktisk også er til det her redskab.

Tak til Venstres ordfører. Hr. Troels Ravn som socialdemokratisk ordfører.

Tak. På rigtig mange måder har vi en god folkeskole i Danmark, og vi skal have en endnu bedre folkeskole, så flere elever lærer mere. Vi skal have en fagligt stærk folkeskole, som sikrer alle elever et højere fagligt udbytte, og som sikrer en skole, hvor alle trives fagligt og socialt. Det skal være en skole, som giver eleverne de bedste forudsætninger for at kunne leve et godt liv som aktive og kritiske medborgere.

Liberal Alliance foreslår, at regeringen inden udgangen af år 2012 fremsætter et lovforslag, der afskaffer det nuværende krav om obligatoriske elevplaner i folkeskolen. Socialdemokraterne kan ikke støtte dette beslutningsforslag.

Der er dog i bemærkningerne til forslaget flere gode intentioner, som vi kan være enige i. Det er vigtigt at give de enkelte skoler frihed og beslutningskompetence til at vælge egne evalueringsformer, og vi har også som socialdemokrater et stort ønske om afbureaukratisering. Det er derfor også med stor tilfredshed, at jeg har kunnet konstatere, at vi i Folketinget inden for vores område, børn og undervisning, her i salen allerede har behandlet flere forslag, som regelforenkler, afbureaukratiserer og letter kommunikationen mellem borgere og myndigheder.

Vi er også enige i, at Folketinget ikke skal detailstyre alt i kommunerne, og at en god evalueringskultur bestemt består af andet og mere end eksamener, prøver og test. Det er også vigtigt, at vi giver mulighed for, at lærerne anvender deres tid effektivt og reducerer skrivebordsarbejdet.

Når det er sagt, er det sådan, at Socialdemokraterne som sagt ikke kan støtte forslaget.

De obligatoriske elevplaner i folkeskolen blev sat i verden for at styrke evalueringskulturen og derigennem forbedre elevernes faglige niveau. Med elevplanerne har vi fået styrket evalueringskulturen, og vi har kunnet arbejde med en systematisk og løbende evaluering af elevernes faglige standpunkt og sociale udvikling og trivsel. Elevplanerne er nemlig et rigtig godt planlægningsredskab for lærerne, også med hensyn til at sikre en differentieret undervisning, der møder den enkelte elev der, hvor eleven er.

Elevplanen har i et meget stort omfang også været med til at kvalificere skole-hjem-samarbejdet. Forældrene er glade for, at elevplanerne giver et godt og konkret udgangspunkt for de samtaler, forældrene har på skolen med lærerne. De obligatoriske elevplaner har således i høj grad deres berettigelse i en kultur, der indebærer, at vi øver os og er på vej. Når målene, de faglige og sociale, er konkrete og operationelle på en sådan måde, at eleven, forældrene og lærerne ved, hvad der forventes og arbejdes henimod, øger det i høj grad muligheden for, at eleven får succes med sin læringsproces, oplever succes, anerkendelse, oplever trivsel under sit skolearbejde. Alle, eleven, forældrene og lærerne, ved, hvordan der skal øves, hvordan der skal arbejdes og bakkes op, og samtidig skal der være klare rammer for opfølgning. Jeg er sikker på, at også rigtig mange forældre er glade for den obligatoriske elevplan, fordi den altså er med til at kvalificere indholdet i skole-hjem-samarbejdet.

Også eleverne er glade for elevplanen. Det er rart løbende at blive evalueret af sine lærere og være med i et forløb, der indebærer, at man selv er med til at vurdere sit arbejde og sætte nye mål. Det skaber nemlig mening, det skaber bevidsthed om, hvorfor man går i skole og skal lære at lære, og det giver eleven en opfattelse af at have medindflydelse.

Regeringen har givet mere end 50 kommuner dispensation til forsøg med elevplaner, og det vil være fornuftigt at afvente resultaterne af disse forsøg, inden vi ændrer lovgivningen om elevplanerne. Endelig er regeringen også i gang med at forberede en folkeskolereform, og Liberal Alliance kan jo tage spørgsmålet om de obligatoriske elevplaner med til drøftelserne.

Derfor vil det ikke på nuværende tidspunkt være hensigtsmæssigt at fremsætte et lovforslag om afskaffelse af elevplanerne. Socialdemokraterne kan som sagt ikke støtte forslaget. Tak.

Fru Merete Riisager for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne på Liberal Alliances vegne takke for den principielle støtte til indholdet i forslaget. Jeg kan forstå, at Socialdemokratiet i princippet ikke ønsker at detailstyre og i princippet ønsker at reducere skrivebordsarbejdet for lærerne, men i handling ikke ønsker at stemme for forslaget. Jeg kunne derfor godt tænke mig at høre ordførerens reaktion på det, som også Anders Bondo Christensen sagde tidligere i dag, nemlig at regeringen burde stemme for forslaget, fordi det jo er sådan lige nu og her, at der sidder lærere og bruger deres tid på noget, som de ikke selv oplever som meningsgivende, og som skolelederne ikke oplever som meningsgivende, men som de i stedet for kunne bruge i klasselokalet.

Og så er der selvfølgelig hele spørgsmålet om den civile ulydighed, hvor det, man gør, ikke er i overensstemmelse med loven. Hvad mener ordføreren om det?

Ordføreren.

Jeg tror, det er vigtigt at gøre sig klart, at billedet af de obligatoriske elevplaner er meget nuanceret. Jeg er slet ikke enig i, at lærerne og skolelederne massivt ikke støtter op om elevplanerne; det gør de faktisk. Det er nuanceret. De kan godt se, at elevplanerne har været med til at kvalificere evalueringsarbejdet, at de tjener et vigtigt formål i forhold til den løbende evaluering, at de er gode i forhold til, at man kan lave en planlægning af sin undervisning, en differentieret undervisning, og at den ligeledes kvalificerer skole-hjem-samarbejdet, sådan at der er et konkret udgangspunkt for samtalen. Så det er meget, meget nuanceret, og der kan bestemt siges meget godt omkring de her obligatoriske elevplaner. Jeg mener bestemt, at elevplanerne har bidraget til hovedformålet: netop at sikre en kvalificeret evalueringskultur, skriftlighed, systematik, og at vi løbende evaluerer. Derfor støtter vi dem, men åbner også op for, som det er god skik, at vi frem mod folkeskolereformen kan drøfte indholdet, og her kan Liberal Alliance jo igen fremsætte sine synspunkter.

Endnu en kort bemærkning fra fru Merete Riisager.

Det kan godt være, at det er nuanceret, men så svært er det jo heller ikke. Altså, vi er i en situation, hvor halvdelen af kommunerne og en fjerdedel af skolerne har bedt sig undtaget fra reglerne for at få reduceret arbejdsbyrden. Det er en ret klar indikator i en situation, hvor formanden for Danmarks Lærerforening går ud og støtter Liberal Alliances forslag og skoleledernes formand også bakker op omkring principperne i forslaget. Det er egentlig for mig at se ret enkelt at rette op på det her. Hvorfor skal skolelærerne fortsat, indtil regeringen kommer frem til noget, bruge deres tid på noget, som de ikke opfatter som meningsgivende?

Ordføreren.

Jeg mener netop, at det er rigtig godt, at vi gennem frikommuneforsøgene får noget viden omkring det. Jeg forstår godt, at kommunerne også gerne, i øvrigt også i forhold til udfordringsretten, har villet have afprøvet det her spørgsmål. Jeg synes, det er naturligt og godt, og så må vi afvente svarene og tage stilling til dem.

Men igen: EVA-rapporterne viser også, at både skoleledere, lærere og forældre er rigtig glade for noget af indholdet i de her elevplaner, og det er netop i forhold til det her med at sikre evalueringskulturen, som er så vigtig for elevernes udbytte af undervisningen, og at det sker løbende, at der er en skriftlighed og en systematik. Det vil jeg henholde mig til.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti kan ikke støtte forslaget. Fru Merete Riisager skal dog have ros for at tage skolestof op til debat i Folketingssalen. Men man kunne måske have tøjlet sin tålmodighed, for vi er jo i gang med forberedelserne til ændringerne i folkeskolen.

Forslaget er forligsstof, og alene af den grund må vi afvise det. Det vigtigste argument imod forslaget er dog, at forslaget er et typisk eksempel på den Christianialiberalisme, som Liberal Alliance fører på uddannelsesområdet. SF fremsatte i folketingsåret 2007-08 et lignende forslag. Jeg kan se, at det giver anledning til lidt morskab, men det her er jo alvor. Vi kunne jo næsten bede om, at man omdøbte sig selv til Liberalsocialistisk Alliance.

For Dansk Folkeparti er elevplaner et godt redskab for både elev, lærer, skole og forældre. Eleven får på grund af elevplanerne mulighed for at forbedre sig. Læreren kan følge elevens udvikling, opdage mangler og sætte ind med forslag til forbedringer. Og så er elevplanerne uundværlige, hvis skolerne skal leve op til kravet om differentieret undervisning. Skolen har også på grund af elevplanerne mulighed for at arbejde hen imod at hæve niveauet for den generelle undervisning. Forældrene kan følge barnets skolegang år for år og se, hvordan det går med deres barn.

Så vi bliver nødt til at afvise forslaget med disse begrundelser.

Der er en kort bemærkning fra fru Merete Riisager, Liberal Alliance.

[Lydudfald] ... lige at kreditere ordføreren for det blomstrende sprogbrug. For det er jo lige præcis sådan, at vi i Liberal Alliance ikke kun kæmper for, at der er frihed på de bonede gulve, men også for de mennesker, der er udsatte, og alle dem, der er midtimellem, bl.a. skolelærerne. Så det ville jeg bare gerne lige kreditere ordføreren for.

Ordføreren.

Skulle jeg forstå det sådan, at man også opfatter sig som et socialistisk parti, eller var det bare en generel kommentar?

Fru Merete Riisager for en kort bemærkning.

Jeg kan helt klart afvise, at Liberal Alliance er et socialistisk parti, men jeg kan sige, at friheden på alle niveauer i samfundet og friheden for alle samfundsgrupper er noget, der optager os.

Ordføreren.

Men hvis man ikke er et socialistisk parti, hvorfor fører man så en socialistisk uddannelsespolitik? Det giver jo ingen mening. Se dog at komme ind i den borgerlige fold; vi har brug for Liberal Alliance.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Lotte Rod.

Det er jo dejligt at få lov til at komme herop på talerstolen og blive drillet lidt i dag. I Radikale Venstre brænder vi for at give skolerne mere frihed, fordi vi tror på, at vi får den bedste skole, når ledere, lærere, elever og forældre har stor medindflydelse på skolen, når det er vores skole. Jeg brænder for at udvikle evalueringskulturen i vores skoler. Jeg tror på, at skoleudvikling sker ude på skolerne, og ikke ved at vi opfinder alle mulige regler, skemaer og kontrol herinde på Christiansborg.

Jeg har en vision om, at vi ændrer den måde, vi styrer vores skoler på, så vi går væk fra kontrol, der begrænser de gode initiativer, og i stedet lytter til det, der virker godt, og giver rammerne for at skabe endnu mere af det. Jeg drømmer derfor også om, at vi kommer til at styre skolerne på en ny måde, ved at vi fra politisk side går over til at stille krav til skolerne om, at de skal arbejde målrettet med at forbedre undervisningen, så eleverne bliver opslugt og lærer mere.

Men det skal netop være op til den enkelte skole at lægge en strategi for, hvordan man gør, så man gør det, der giver mening på skolen, og så ledere, lærere, elever og forældre netop har stor medindflydelse. For vi ved jo alle sammen godt, at man gør tingene godt, når man gør det helhjertet.

For par måneder siden afholdt jeg en workshop for nogle af de mest inspirerende skolefolk, og deres budskab var to ting. For det første, at vi ikke skal sætte alle mulige spredte projekter i gang – det er rigtig vigtigt, at alting har en retning – og for det andet, at alting skal være lokalt forankret. Derfor tror jeg også på, at hvis vi virkelig vil lave skoleudvikling, så handler det om at styrke ledelsen, sikre, at vi har dygtige og veluddannede lærere, og at vi arbejder målrettet med at forbedre undervisningen, så alle elever bliver udfordret og opslugt. For det er jo, når vi bliver optaget af noget, at vi lærer bedst og også husker bedst.

Derfor er det helt afgørende for os i Radikale Venstre, at vi flytter evalueringskulturen fra kontrol og afrapportering til løbende udvikling ude på skolerne, og det er jo en større proces, vi skal i gang med. Derfor har vi sådan set også stor sympati for Liberal Alliances forslag. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi syntes, det var forkert, dengang man valgte at indføre de obligatoriske elevplaner, men vi kunne bare ikke rigtig gøre noget ved det, fordi der var et flertal uden om os.

Dengang som nu er Radikale Venstre meget optaget af evaluering. Det er jo helt afgørende, at vi hele tiden vurderer, hvordan det går vores elever, og hvad der skal til for at gøre dem endnu dygtigere. Der kan være rigtig mange måder at gøre det på, og en af dem kunne være de her elevplaner, som der kan være meget fornuftigt i, men det er jo meget vigtigt, at det ikke bliver for bureaukratisk

I dag er der en del skoler, som synes, kravene til elevplanerne er unødvendigt bureaukratiske. Derfor gennemfører regeringen jo også et forsøg med elevplaner som en del af udfordringsretten. I kommunerne er der ret stor efterspørgsel netop omkring elevplanerne, sådan at det i dag er over halvdelen af kommunerne, der har søgt om og fået dispensation i forhold til elevplanerne. Jeg synes, det er rigtig fint, at kommunerne har den mulighed, men det ændrer jo ikke på, at der stadig væk ikke er flertal her på Christiansborg for at gøre de obligatoriske elevplaner frivillige.

Liberal Alliance ved godt, at der ikke er flertal for det, så det her forslag er mere end så meget andet et udtryk for politisk drilleri. For Liberal Alliance ved selvfølgelig også godt, at Radikale Venstre ikke kan støtte forslaget i dag. Radikale Venstre er kommet i regering, og det er vi meget glade for. Vi er også kommet med i folkeskoleforligskredsen, hvilket vi også er meget glade for. Det giver os nemlig mulighed for at få indflydelse på de beslutninger, som vi træffer fremover, men det betyder så også, at jeg må bide i det sure æble i dag. For som medlem af forligskredsen står vi selvfølgelig inde for det kompromis, som det er at være en del af forligskredsen, og det er, at der lige nu ikke er flertal for at afskaffe elevplanerne. Sådan er det jo at være et ansvarligt parti.

I stedet for at sprænge forligskredsen, før vi rigtig er kommet i gang, vil jeg hellere kaste al min energi ind i at rejse den store og principielle debat omkring evalueringskulturen. Vi går snart i gang med at evaluere både udfordringsretten og de nationale test, og jeg håber, at vi alle sammen herinde vil bruge det som afsæt for at udvikle vores evalueringskultur, så vi flytter fokus fra kontrol over til at skabe udvikling med det samme ude på skolerne. Jeg vil gerne stå i spidsen for at skabe udvikling, begejstring og motivation ude på vores skoler, for det er det vigtigste for Radikale Venstre.

Vi kan godt tåle lidt politisk drilleri, for det er langt vigtigere, at vi som en del af forligskredsen får mulighed for at skabe en evalueringskultur, hvor vi fokuserer meget mere på at skabe udvikling ude på skolerne og bruge evaluering til hele tiden at gøre tingene bedre i stedet for at bruge det til afrapportering og kontrol.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Merete Riisager fra Liberal Alliance.

Tak. Først vil jeg gerne kvittere for ordførerens principielle støtte til beslutningsforslaget, og så vil jeg gerne afvise, at der er tale om politisk drilleri. Det her er et reelt politisk ønske om forandring og mere frihed til skolerne.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, om hun som en del af forligskredsen – og i det arbejde, der skal påbegyndes nu – vil arbejde for fuld metodefrihed i den løbende evaluering af eleverne.

Ordføreren.

Man kan jo gå til det her med at være blevet en del af forligskredsen på to måder: På den ene side kan man synes, det er træls, at man ikke kan få lov til at støtte det her forslag i dag, men på den anden side kan man også, netop som ordføreren opfordrer til, gå helt seriøst ind i arbejdet med evalueringskulturen, og for mig handler det jo om meget mere end bare det, vi diskuterer i dag. Der vil Det Radikale Venstre forsøge at spille så stor en rolle, som vi overhovedet kan, og jeg glæder mig til også at få opbakning til det af Liberal Alliance.

Fru Karen Ellemann fra Venstre for en kort bemærkning.

Tak for det. Ordføreren starter med at sige, at nu står man så på talerstolen og skal udsættes for politisk drilleri. Det har forslagsstilleren afvist, og jeg vil også afvise, at det her skulle være udtryk for politisk drilleri. Jeg har faktisk en politisk bekymring, for som forligspartner er man jo forpligtet af det forligsstof, der nu engang ligger. Og det er en kendt sag, at Det Radikale Venstre jo ikke var en del af folkeskoleforliget, men er blevet det, på grund af at man nu er med i regeringen. Men så er man jo også nødt til at støtte det, der er i forliget. Og en meget, meget vigtig del af folkeskoleforliget er, at vi har de obligatoriske elevplaner. Derfor synes jeg, at jeg må give udtryk for politisk bekymring, når man på den her måde faktisk står og siger, at man synes, det er noget fjolleri.

Ordføreren taler meget om, at udviklingen skal ske ude på skolerne, og i den forbindelse vil jeg gerne spørge, om der ikke kan ske udvikling ved brug af en elevplan. Er det helt utænkeligt, at elevplanen som redskab faktisk medvirker til, at der sker en udvikling både for den enkelte elev og for det enkelte lærerteam i forhold til hele evalueringen af undervisningen og udbyttet af undervisningen?

Ordføreren.

I Det Radikale Venstre går vi, som jeg også sagde, meget op i at evaluere, og vi synes, at det er vigtigt, at vi hele tiden kigger på, om vi gør det godt nok for vores elever, og hvad der skal til, for at vi kan gøre dem endnu bedre. Det kan der være mange redskaber til, og jeg anerkender fuldt ud, at elevplanerne kan være et af de redskaber.

Det, der er vores bekymring, er, at det bliver for bureaukratisk , og derfor synes jeg faktisk, at det rigtig gode ved den her debat, vi har haft i dag, er, at jeg har hørt nogle signaler fra Venstres ordfører om, at man gerne være med til at gøre det endnu mere fleksibelt. Jeg hørte også en åbning over for, at det ikke nødvendigvis behøver at være for alle elever i alle fag hvert år, og det synes jeg er en rigtig, rigtig god udmelding, for så er vi i virkeligheden slet ikke så uenige.

For mig handler det her jo ikke så meget om at afskaffe elevplanerne, men om at gøre det mere fleksibelt, og det var lige præcis det, jeg hørte Venstres ordfører sige.

En kort bemærkning fra fru Karen Ellemann.

Tak for svaret på mit første spørgsmål. Jeg vil sige, at jeg faktisk også hører svaret som en tilkendegivelse af, at elevplaner er gode evalueringsredskaber, og at elevplaner er en del af den danske folkeskole, og at man faktisk fra radikal side bakker op om, at der eksisterer elevplaner, og at man er optaget af, at det måske kan gøres på mere fleksibel vis. Hvis det er tilfældet, tror jeg sådan, set man kan stå at konstatere, at vi er enige, men der må jeg bare sige, at det tror jeg ikke er tilfældet.

Når man ruller tilbage i diskussionerne om indførelsen af elevplanerne og lytter til ordførerens forgænger på området, blev der virkelig massivt protesteret mod indførelse af elevplaner. Så derfor vil jeg gerne nu have et meget, meget klart svar fra den radikale ordfører: Har vi på den anden side af forhandlingerne stadig væk elevplaner i den danske folkeskole?

Ordføreren.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Det Radikale Venstre aldrig ville have indført obligatoriske elevplaner, men nu er der nogle elevplaner. Der er ikke noget flertal her i Folketinget for at afskaffe elevplanerne, og derfor gør det mig sådan set meget glad, at det lyder, som om debatten har rykket sig, ved at Venstre nu åbner for, at elevplanerne skal være mere fleksible, og at det ikke nødvendigvis skal være for alle elever i alle fag. Det synes jeg er et stort skridt, hvis vi når derhen, og derfor vil jeg gå meget konstruktivt ind i de diskussioner, vi skal have om elevplanerne.

Den næste for en kort bemærkning er fru Mai Henriksen, Det Konservative Folkeparti.

Jeg vil sige, at som forligspartner bliver jeg altså også dybt, dybt bekymret over at høre ordførerens tale, for det, ordføreren siger, er jo: Vi stemmer ikke for det her forslag, men vi er fuldstændig enige med Liberal Alliance i alt, hvad de siger om at afskaffe elevplanerne. Så det er den politiske holdning, jeg er bekymret for, også når vi skal til at forhandle om det her senere hen. Man kan sige meget, men det er jo radikalt hjerteblod at få afskaffet de her elevplaner.

Jeg bliver nødt til at spørge ordføreren: Hvem er det, der laver det her bureaukrati, når det er sådan, at det bliver besværligt? Det er jo ikke Folketinget, det er kommunerne selv, som beslutter sig for at gøre det til et stort monster og besværliggøre det i stedet for at bruge redskabet, som det egentlig var tiltænkt, altså lave en form for systematisk opfølgning eller en indgang til, at læreren sammen med eleven, sammen med forældrene kan finde ud af, hvordan eleven skal rykke sig, altså bruge det som et redskab i skole-hjem-samtaler, hvor man kan få forældrene på banen – noget, som familie og skole råber på i de her år, de råber på at få forældrene til at committe sig mere.

Elevplaner er jo et helt centralt værktøj til det, så jeg bliver rigtig, rigtig bekymret og rigtig, rigtig ked af at høre, hvordan den radikale ordfører stemmer, mens hun altså har en diametral modsat opfattelse end den, hendes stemme viser.

Ordføreren.

Nu kan jeg høre, at De Konservative er meget optaget af, hvordan det bliver gjort ude i kommunerne. Det er jeg sådan set også. Og det er ret interessant, at det er over halvdelen af de danske kommuner, som har søgt om og har fået dispensation fra elevplanerne. Det viser jo noget om, at i det arbejde, man laver med dem ude lokalt, synes man, at det kan være meget godt måske at gøre tingene lidt mere fleksible. Derfor synes jeg, at det er godt, at der er den mulighed for kommunerne, og det synes jeg da er noget af det, som vi skal tage med ind i de videre diskussioner.

Fru Mai Henriksen for en kort bemærkning.

Jamen ordføreren hører ikke en konservativ sige, at vi ikke gerne vil være med til at kigge på, hvordan man udvikler elevplanerne, og vi kan sagtens lægge noget mere fleksibilitet ind. Det, vi jo er interesserede i, er, at man får det bedst mulige værktøj ude på skolerne. Men det er jo noget helt andet, når den radikale ordfører står og siger, at indholdsmæssigt ligger ordføreren på linje med Liberal Alliance, og dermed siger, at hun helt vil afskaffe elevplanerne, for det er jo ikke at ville moderere og udvikle det bedst mulige værktøj osv. Med en afskaffelse har man sagt, at man ikke ønsker den her systematiske opfølgning, og det synes jeg er rigtig, rigtig ærgerligt. Og jeg bliver meget, meget bekymret som forligspart.

Ordføreren.

Det er netop sådan, at vi er en del af folkeskoleforligskredsen, og det, man aftaler i en forligskreds, vil jo altid være på baggrund af et kompromis og en politisk forhandling.

I Det Radikale Venstre vil vi gerne være med til at give skolerne større frihed, men vi anerkender samtidig, at der ikke er flertal for at afskaffe elevplanerne. Til gengæld begynder der at tegne sig et flertal for, at vi kan lave elevplanerne mere fleksible. Det synes jeg er et skridt i den rigtige retning, og det vil jeg gå meget konstruktivt ind i.

Der er endnu en med en kort bemærkning, nemlig fra hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Jeg har et spørgsmål til den radikale ordfører – og her vil jeg sige, at jeg i øvrigt kan tilslutte mig hr. Alex Ahrendtsens udtryk Christianialiberalisme – og det er: Hvad er egentlig forskellen mellem Det Radikale Venstre og Liberal Alliance, hvad angår værdipolitikken og skolepolitikken? For jeg synes egentlig, man må sige, at der jo bare er blevet givet los med hensyn til friheden; den skal gælde, og der skal ikke stilles nogen krav. Vil man også afskaffe eksamener på 8. og 9. skoletrin, for det skal folk derude selv finde ud af, det skal man i skolerne selv finde ud af? Hvad er meningen?

Ordføreren.

Jeg skal ikke udtale mig om, hvad Liberal Alliance måtte mene. Det, jeg som radikal er rigtig optaget af, når vi diskuterer evalueringskultur, er, at jeg gerne vil være med til at præge debatten hen i retning af, at når vi taler evaluering, så vil formålet være, at vi skal evaluere, hvordan det går med vores elever, med henblik på at vi skal gøre vores elever dygtigere, og at vi hele tiden bruger evalueringen som et internt pædagogisk redskab frem for et redskab til at rangordne og til at afrapportere. Det er sådan set den principielle debat, som jeg gerne vil sætte gang i, og det er også derfor, jeg godt kan leve med, at jeg i dag skal stå her og blive drillet lidt med, at jeg jo ikke kan støtte det forslag, der er. Men jeg siger: Lad os tage en større principiel diskussion omkring evalueringskulturen. For hvis vi virkelig vil udvikle vores skoler, skal det jo være noget, der sker ude på skolerne, og ikke så meget ved det, vi faktisk foreslår herinde.

Hr. Christian Langballe for en kort bemærkning.

Jamen ordføreren for Det Radikale Venstre tilkendegiver jo blot, at man i virkeligheden er imod evalueringskulturen, og at man er imod elevplanerne, men at man så alligevel er gået med til det. Og der vil jeg i forhold til det med rangordningen og alt muligt andet sige, at man jo faktisk gør de børn en tjeneste ved at lave de elevplaner, for så ved de, hvor de står, og så ved forældrene, hvor børnene står. Jeg synes, det er et klart fremskridt i forhold til den 1968'er-, 1970'er-kultur, som jeg er vokset op med, hvor det dalrede derudad.

Ordføreren.

Jeg vil igen sige, at man jo kan have to tilgange til det politiske. Man kan enten synes, at man var imod de obligatoriske elevplaner, da de blev indført, og at man derfor bare er imod dem for enhver pris, eller man kan sige: Der er et flertal, som gerne vil have de obligatoriske elevplaner, og så lad os da gå konstruktivt ind i debatten. Jeg synes faktisk, det har været en rigtig god debat, fordi der kom de her meldinger fra Venstres ordfører om, at man gerne vil være med til at gøre systemet mere fleksibelt, og at det ikke nødvendigvis er noget, der skal være for alle elever i alle fag og hvert år. Så jeg synes da allerede, vi er kommet et skridt i den rigtige retning, og på den måde er det måske ikke helt så skidt, at vi har den her debat.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er fru Annette Vilhelmsen fra SF.

Først vil jeg gerne sige mange tak til Liberal Alliance, tak, fordi Liberal Alliance med det her forslag får sat fokus på folkeskolen og på den måde viser, I er reelt interesseret i, at vi får skabt en debat om det, der sådan er hjerteblod for mange af os, og det er folkeskolen.

Liberal Alliances store interesse for folkeskolen ser jeg som noget meget positivt forud for den reform af folkeskolen, som skal forhandles her efter sommerferien. Jeg ser Liberal Alliances forslag som en interesse i at være med til at præge folkeskolepolitikken her i landet, og derfor glæder det mig, at Liberal Alliance går konstruktivt ind i de kommende forhandlinger om folkeskoleformen, og det kunne være godt, hvis partiet også kunne være med i et kommende forlig.

Samtidig er jeg nødt til, og det står jeg bag, at sige nej tak det forslag, der fremlægges i dag; nej tak til det, som jeg må sige, tilbud, som der lægges frem her; nej tak, fordi vi står på tærskelen til at finde nye rammer for fremtidens folkeskole, og nej tak, fordi vi i SF synes, at folkeskolen fortjener en samlet løsning, hvorfor jeg synes, at Liberal Alliance skal tage det her forslag med til forhandlingsbordet, så det kan indgå i en samlet afvejning af, hvordan vi får verdens bedste folkeskole.

Vores ønske for arbejdet med folkeskolen er, at arbejdet grunder sig i pædagogiske overvejelser og muligheden for at kunne følge op på de faglige, sociale og personlige udfordringer, eleverne står med. Det forudsætter et loyalt og udviklingsorienteret samarbejde mellem rigtig mange interessenter. Det er politisk, det er ledelser, det er lærere, elever, forældre, det er faglige organisationer, det er forskningsinstitutioner og flere. Der er et stort behov for en styrkelse af folkeskolen. Vi har en god folkeskole, men den skal blive meget bedre.

Vi har for mange børn og unge i dag, som ikke får det ud af undervisningen, som de kunne. 10 års fokus på kanon, kongerække og kadaverdisciplin, test, elevplaner m.m. har øget bureaukratiet, men ikke resultatet. Det har desværre ikke betydet, at alle elever er kommet godt igennem skolen. Vi har en kæmpe udfordring med at få de 17-20 pct. af eleverne med, som i dag forlader folkeskolen uden at have fået de mest grundlæggende færdigheder med sig. De elever er blevet svigtet.

Vi afventer evalueringen af elevplanerne, som kommer i 2013, og da vi ønsker at arbejde på et oplyst grundlag, kan vi ikke stemme for forslaget fra Liberal Alliance, som vi i den her sammenhæng ser måske som lidt af en symbolpolitik, eller som det også er blevet nævnt, som at der bliver sparket en åben dør ind, fordi arbejdet sådan set allerede er i gang.

I SF er vi meget ambitiøse, og vi har ambitiøse mål for folkeskolen. Vi vil have genskabt tilliden, tilliden til folkeskolen, til lærerne, til ledelsen, til eleverne og til forældrene.

Det er et mål, at alle elever skal kunne læse, skrive og regne så tidligt som muligt. Det øger indlæringen i de større klasser, og på den måde sikres det, at flere lærer mere og får mulighed for at have frihed til at vælge i deres liv. Det er også et mål at skabe bedre trivsel, for bedre trivsel betyder bedre læring, og endelig er det et mål, at alle elever skal have en reel mulighed for at tage en ungdomsuddannelse. Det betyder f.eks., at der skal være mere inddragelse af praktiske fag, så der i højere grad tages højde for børns forskellige måder at lære på.

Så der er meget at tage fat på, men Liberal Alliances forslag er et hjørne af hele debatten, som bedst behandles, når vi skal arbejde med hele reformen af folkeskolen, og derfor stemmer vi i SF imod forslaget, som det er fremlagt her.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Mai Henriksen, Det Konservative Folkeparti.

Hold da op! Man bliver som konservativ helt bekymret, når det lige pludselig er uvigtigt og unødvendigt at lære kongerækken. Det kunne jo lyde – det kan godt være, at jeg tager helt fejl – som om det nu er fuldstændig op til den enkelte skole og den enkelte lærer selv at bestemme, hvad man vil give af undervisning til eleverne. Om de lærer kongerækken, kan nu være helt ligegyldigt. Så vil jeg gerne spørge lige i forhold til det: Betyder det, at SF ikke ønsker, at der skal være en historiekanon, og at der ikke skal være en danskkanon? For det, der netop er pointen med en dansk- og historiekanon, er, at vi politisk har sagt, at der altså er nogle begivenheder og nogle forfattere, som er så vigtige, at dem ønsker vi at alle skoleelever skal lære at kende.

Man kan se det hele gå op i sådan en værdirelativisme, hvor det hele er lige godt eller lige skidt, og så kan det i øvrigt være lige meget.

Ordføreren.

Nu kunne jeg godt være sådan lidt fredagskåd og sige, at hvis jeg var konservativ, var der måske også andre ting end kongerækken, der bekymrede mig. Vi kunne måske også omdøbe den til dronningerækken, hvis vi skulle have det hele med.

Vi står absolut ikke for sådan værdirelativisme i SF, overhovedet ikke. Det, vi debatterer i dag, er, om det skal være obligatorisk eller frivilligt med elevplaner. Vi har tidligere haft en debat om kanon. Det var faktisk en meget udmærket debat rejst af Dansk Folkeparti.

Det, vi i SF rigtig gerne vil, er at tale om, hvad det er for en udfordring, folkeskolen står med. Udfordringen er ikke elevplaner. Udfordringen er ikke kanon. Udfordringen er, at en stor gruppe af de elever, der forlader folkeskolen i dag, ikke er synderlig tilpas med det og ikke får det ud af det, de skal, når de går i folkeskolen, og når de har forladt folkeskolen, har de ikke de mest basale, grundlæggende færdigheder. Så det største problem er, at folkeskolen ikke får givet eleverne det, de faktisk har krav på, og det, vi som samfund har brug for.

Om det så bliver bedre af en elevplan eller en kongerække, skal jeg sådan set ikke lige her gøre mig til talsmand for, men vi er nødt til at se på, hvad den største udfordring er. Der har været svigtet. Der er gået 10 år med en politik, som ikke har gavnet de elever, som vi ser forlade folkeskolen i dag uden grundlæggende færdigheder, og det er det, vi i SF sådan set er optaget af.

Fru Mai Henriksen for en kort bemærkning.

Jeg kan da også blive lidt fredagskåd og sige, at hvis jeg var SF'er, ville der nok være andre ting end elevplaner, der bekymrede mig. Men lad nu det ligge.

Jeg vil gerne spørge fru Annette Vilhelmsen om, om ikke SF anerkender, at elevplanerne som redskab godt kan være en fornuftig måde at komme ind at arbejde med elevens udvikling på: Man får sat nogle mål, og man følger systematisk op fra lærernes side, men også fra elevens side. Det kan være et redskab til en bedre måde at inddrage forældrene på, og man kan den vej rundt få en større forældreopbakning. Kan SF ikke godt anerkende, at elevplaner ikke kun er af det onde, men at det også har meget at gøre med, hvordan kommunerne har implementeret dem – nu ved jeg, at ordføreren har en stor erfaring med kommuner – og at det derfor ikke nødvendigvis er sådan, at det bureaukratiske monster, som nogle gerne vil gøre det til, er skabt herinde i Folketinget, men at det i høj grad kan være noget, kommunerne selv bygger op?

Ordføreren.

Sådan kan vi fortsætte vores fredagskådhed.

Det, som vi i SF er meget optaget af, som fru Mai Henriksen også siger, er at få lavet en faglig vægtning. Vi vil gerne arbejde systematisk. Vi vil også gerne arbejde med evaluering, og vi vil også meget gerne arbejde med inddragelse. Det nævnte jeg også i min tale. Det er ganske vigtigt, at den viden, som oparbejdes både på den enkelte skole, i den enkelte kommune og på tværs af kommunerne, bliver indsamlet og faktisk også bliver anvendt til at lave den skoleudvikling, som der er et stort behov for.

Vi vil rigtig gerne i forbindelse med arbejdet i forligskredsen være med til at implementere de erfaringer, der kommer fra elevplanerne, og det kan også være, at vi fra SF's side må sige, at vi var rigtig meget imod, men måske ligger der et redskab her, som vi kan inddrage og bruge i det videre arbejde. Men først og fremmest er den store udfordring, at der er for mange elever, der får for lidt ud af at gå i folkeskolen. Det er muligt, at elevplanen er et godt redskab, men det er i hvert fald helt stensikkert, at systematisk arbejde, målrettet arbejde på at blive klogere på, hvordan man arbejder pædagogisk, er det, vi skal frem til. Det er også derfor, vi sidder i forligskredsen. Vi vil gerne trække i arbejdstøjet.

Tak. Fru Karen Ellemann, Venstre, en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil godt starte med at takke ordføreren, for jeg synes rent faktisk, at vi nærmer os noget, der handler om en anerkendelse af et evalueringsværktøj, som har sin berettigelse i den danske folkeskole. Ordføreren står selv og siger, at der skal være fokus på lige præcis det faglige udbytte i folkeskolen, og taler meget om, at et mål naturligvis er, at alle elever skal lære at læse.

Mit spørgsmål er så: Hvordan skulle forældrene, eleverne og lærerne omkring den pågældende elev ellers kommunikere sammen i forhold til udviklingen, hvad angår læsefærdigheder, hvis de ikke havde et værktøj som elevplanen? Giver det ikke rigtig god mening, at vi faktisk har opfundet det her redskab, der hedder en elevplan, og som alle benytter derude på forskellig vis – og det har vi jo også talt om, i forhold til hvordan kommunerne hver især implementerer det – lige præcis det her evalueringsværktøj, hvor man eksempelvis kan fokusere på, hvordan det går med at lære at læse?

Ordføreren.

Jo, jeg vil gerne gentage, at vi er meget optaget af, at der arbejdes systematisk, og at der arbejdes videnbaseret. Vores bekymring er den måde, hvorpå elevplanerne opleves i nogle kommuner. Vi medgiver, at der er kommuner, der faktisk gør det her rigtig godt, og der er lærere, der er glade for det, men i forhold til timeforbrug og ressourceforbrug er der hele tiden en afvejning af, om det bliver gjort på den bedst mulige måde. Det er noget af det, som vi afventer evalueringen på, så vi kan se, hvordan vi faktisk får skabt viden om det her område, så vi får løftet hele området. Så hele systematikken og videnopsamlingen er vi selvfølgelig rigtig positive over for.

Det, som også er vigtigt at arbejde med, er f.eks. andre initiativer, som vi hilser meget velkommen, f.eks. hvor Danmarks Lærerforening sammen med Nationalt Videncenter for Læsning og ministeriet går sammen om at lave en indsats på læsning. Der vil det jo være naturligt, at man på de enkelte skoler så også har et særligt fokus på læsning, og at den enkelte lærer har et systematisk redskab til at finde ud af, hvordan der faktisk tages hånd om, at alle elever får lært at læse. Så det er et blandt flere redskaber. Vi skal bare finde det bedste.

Fru Karen Ellemann for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vælger at lytte mig frem til, at der rent faktisk er en opbakning til, at det her værktøj giver rigtig god mening, og at der også er en vilje til at diskutere større fleksibilitetsgrader i det, hvilket der jo også er blevet givet tilkendegivelse om fra Venstres side i den her debat.

Så anerkender jeg, at ordføreren nu også står og taler om netop det her med at få indsamlet viden om, hvad der foregår på den enkelte folkeskole, hvad der foregår i den enkelte klasse, hvad der foregår hos den enkelte elev. Og dermed er de forskellige værktøjer som elevplaner, nationale test og kvalitetsrapporter jo lige præcis det, der matcher ordførerens ønske om at have en systematisk indsamlet viden. Så jeg bliver lige pludselig helt opmuntret og bliver så glad for, at jeg rent faktisk hører ordføreren sige, at der er nogle værktøjer her, som ikke er så tossede endda.

Ordføreren.

Så bliver jeg bekymret. Hvis jeg kan gøre fru Karen Ellemann så glad, så tænker jeg, at der må være noget, jeg ikke har sagt helt klart, eller også er det faktisk sådan, at folkeskolen for os alle sammen er så utrolig vigtig, at vi måske også for en stund lige må glemme, at – hvad skal man sige – komme med politiske statements, hvor vi egentlig altid er imod hinanden bare for at være det, men at vi faktisk i fællesskab, som vi gør i forligskredsen, lægger den udfordring frem, som er, at vi simpelt hen skylder de børn og unge, der går i folkeskolen, at de skal have mere ud af det, end de har i dag. Hvordan det så skal gøres, er det vores opgave at finde ud af, da vi jo er valgt politisk til det her.

Vi har som SF'ere ikke en absolut holdning til noget. Vi vil gerne blive klogere, fordi vi tager det ansvar på os, at det er os, der sidder i regering og skal sørge for, at de her børn og unge bliver mødt med det bedste. Om det så skal være på den ene eller den anden måde, ved jeg ikke, og det er jeg helt sikker på at vi også vil bruge rigtig mange rundgange på i forligskredsen.

Men vi er åbne over for det, hvis vi er enige om, at det, vi skal, er at sikre, at flere børn kommer igennem deres skoleforløb med mest mulig læring. Det er ikke sket, men vi vil have, at det kommer til at ske nu.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Lars Dohn for Enhedslisten.

Jeg vil starte med at sige tak til Liberal Alliance for, at forslaget er blevet fremsat. Jeg tror, at når Liberal Alliance fremsætter det, er det lige så seriøst ment som vores anbefaling om at støtte Liberal Alliances forslag. Når Dansk Folkeparti antyder, at nu er Liberal Alliance rykket over på den anden side af midterstregen, så vil jeg sige, at jeg ikke tror, at en sådan udvikling ville være noget, der ville passe Liberal Alliances bankforbindelse. Så jeg tror ikke, at det er sådan, det forholder sig. Det kunne være kompasnålen, der var lidt forvirret et andet sted.

Det er sådan, at det er et stort ønske i Enhedslisten at få ændret den måde, som man fra centralt hold har forsøgt at styre den danske folkeskole på. Vi skal af med detailstyringen. Og hvis jeg skulle føre det over på en anden sektor, nemlig sundhedssektoren, er detailstyringen med de seneste 10 års VKO-dominans efterhånden blevet sådan, at de siger på de danske skadestuer: I gamle dage spurgte vi, om vi havde hænderne fri; nu spørger vi, om vi har ryggen fri. Derfor handler det altså om at genskabe tilliden til de offentligt ansatte, tilleden til, at de kan løse opgaverne, og at de ud fra deres professionalisme og de gode rammer, der kan etableres, vælger de rigtige måder at arbejde på. Det vil på evalueringsområdet betyde, at man vælger den rigtige måde at evaluere på.

Det her meget, meget rigoristiske krav, som jeg kan fornemme at flere partier også er parate til at bløde op i forbindelse med folkeskolereformen, betyder i praksis, når der skal være en skriftlig elevplan for hver enkelt elev, som læreren har, at der altså er lærere, der skal bruge tid på at lave 200 skriftlige elevplaner. Det giver jo ikke mening. Så føler man, at der bliver drevet gæk med en, og at der ikke vises tillid til, at man kan vurdere, hvad der er mest fornuftigt at lave. Derfor har vi også oplevet, at der var en markant vrede ude på skolerne, og vi har oplevet en politikerlede, fordi der blev taget beslutninger, der osede af mistillid.

Når vi så når videre i processen og det viser sig, at der formentlig – eller det er der – er skoler, som har gode erfaringer med elevplanerne, vil det være naturligt, at de fortsætter med elevplanerne, hvis de ønsker at fastholde dem. Men de steder, hvor de hellere vil lave andre ting eller inddrage andre måder at evaluere på, så er det det, de gør. Det er også sådan, at når det handler om den særligt tilrettelagte undervisning, er der jo en meget lang tradition for at lave elevhandleplaner. De er meningsfyldte, og alle de lærere, der arbejder på det felt, kan se en mening i at lave den skriftlige plan.

Men vi står altså i en situation, hvor kommunerne også stemmer med fødderne. Som det er blevet nævnt flere gange her, har over halvdelen af landets kommuner gennem udfordringsretten søgt om at lave ændringer i de her regler, og så er det jo, at vi som Folketing skal vurdere – ligesom man gjorde i 1963 med stænklapperne, da der overhovedet ikke kunne argumenteres for brugen af dem – om det her er en god idé at fortsætte med.

Derfor støtter Enhedslisten forslaget. Vi har den holdning, at vi hellere i går end i morgen får afskaffet pligten til de obligatoriske elevplaner.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Mai Henriksen.

Lad mig sige det ganske kort: Elevplanerne er kommet for at blive. Elevplaner og kvalitetsrapporter blev indført som en del af VK-regeringens mål om at sikre en større faglighed. Elevplanerne bidrager til, at lærere, elever og forældre får en viden om, hvad eleven allerede kan, og hvilke mål eleven skal arbejde hen imod, det være sig både fagligt, og hvad angår elevens personlige udvikling. Elevplanen fungerer som lærerens arbejdsredskab i den daglige planlægning af undervisningen af den enkelte elev og fungerer også som udgangspunkt for samtalen mellem skole og hjem. Dermed kan elevplanen jo også komme til at bidrage til at skabe sammenhæng ved klasse- eller lærerskift. Elevplanen kan også indeholde aftaler mellem lærere og forældre om, hvordan forældrene kan støtte op om elevens fortsatte udvikling, og det er altså et redskab til at få involveret og inddraget forældrene i elevens skolegang, noget, der rent faktisk råbes på i disse år. Elevplanen kan også indeholde aftaler om, hvordan eleven selv kan medvirke til at nå målene.

Så elevplaner er kommet for at blive, men vi vil gerne kigge på, om de er stykket godt nok sammen. For når en fjerdedel af landets folkeskoler har fået dispensation fra Undervisningsministeriet, så de ikke behøver at lave elevplaner i alle fag, så sender det jo et signal til os politikere. Så vi vil gerne være med til at kigge på, om elevplanerne er strikket sammen på den rigtige måde, men vi mener, at de er et værdifuldt redskab. Elevplaner skal jo ikke skabe unødigt bureaukrati. De skal være et redskab til udvikling og gensidige aftaler mellem lærere, elever og forældre.

Så vil jeg blot sluttelig sige tak til Liberal Alliance – eller Christianialiberalisterne – for at rejse den her debat.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, der slutter ordførerrækken.

På flere af de arbejdspladser, hvor jeg har arbejdet, hænger der en lille seddel på opslagstavlen, hvor der står: Ryd op efter dig, din mor arbejder ikke her! Beslutningsforslag nr. B 61 om afskaffelse af obligatoriske elevplaner er sådan en seddel sat op her i Folketingssalen om at rydde op efter sig. For politikere lever for at producere love. Så kan vi rigtig mærke, at vi er politikere, men vi skylder også at rydde op efter os, når vi er gået over stregen. Gør vi ikke det, efterlader vi opvasken til de næste, og der skal vaskes op og vaskes op og vaskes op. Lovene forsvinder ikke, hvis ikke vi selv fjerner dem.

De obligatoriske elevplaner skal afskaffes, fordi de er alt for meget. En gennemsnitlig lærer udfylder rundt regnet 100 elevplaner om året, og en virkelig uheldig lærer kan nå op 250 elevplaner på et år. Der skal udarbejdes elevplaner i alle fag, det er for meget, og det bidrager med for lidt. For det er jo sådan, at vi på tværs af de politiske partier ønsker lærere, der brænder for at undervise; lærere, der sætter fagligheden højt; lærere, der er motiveret for deres arbejde; lærere, der fokuserer på kerneopgaven, undervisningen, i stedet for at bruge tid på dokumentation. Vil vi have det, må vi give mere frihed. Som politikere må vi bestemme os for, hvad vi vil møde lærerne med: regulering og overvågning eller frihed og faglighed. Vi kan ikke gøre begge dele på en gang. At påstå andet er bragesnak.

Mere end halvdelen af landets kommuner er på baggrund af en ansøgning ud fra udfordringsretten, der har til formål at fritage kommuner for unødvendige regler, blevet fritaget for reglerne om elevplaner i alle fag. Det må siges at være et klart signal fra skolerne om, at evalueringsiveren har taget overhånd. I september 2011 sagde Christine Antorini, der dengang var undervisningsminister in spe, om dette:

»Når så mange har søgt om dispensation, så er det da et vink med en vognstang om, at der skal laves om på det her.«

Det har hun jo ret i, men med ministerstolen er ambitionerne åbenbart gået fløjten. Det er altså ikke godt nok, at en regering, der brugte ordet uddannelse i hver anden sætning under valgkampen, nu siger: Vi må vente, vi har tænkehatten på.

Skolerne ønsker i højere grad at tage udgangspunkt i en helhedsvurdering af eleverne for på den baggrund at finde ud af, hvad der er væsentligt at medtage i den løbende evaluering. Det giver ganske enkelt god mening, og når fagfolk taler, bør politikere lytte. Ellers gør vi os skyldige i præcis det, vi ofte anklages for, nemlig at leve afsondret fra virkeligheden bag Christiansborgs skærmende mure. Ved at give skolerne metodefrihed i den løbende evaluering af den enkelte elevs faglige udvikling, der i dag sker gennem elevplaner, gøres det muligt at bruge lærernes tid mere effektivt, reducere skrivebordsarbejdet og åbne for lokalt drevet innovation, så skolerne selv kan sørge for den bedste og mest effektive metode. Herefter kan ministeriet passende stille sig til rådighed ved at mangfoldiggøre de bedste metoder fra skolerne og sikre, at alle skoler får kendskab til disse, f.eks. ved at lægge dem på ministeriets hjemmeside.

Det er nemlig sådan, at skoleledere og skolelærere motiveres af præcis de samme parametre som alle andre: frihed til at tage initiativ og finde veje til at forbedre praksis. Ved at frisætte skolerne til selv at vælge den metode for løbende evaluering, der passer bedst til skolens ånd og vision, elevsammensætningen og forældrenes ønsker, giver vi plads til initiativet og virkelysten.

Lad mig understrege, at afskaffelse af bureaukratiske og obligatoriske elevplaner ikke er det samme som at lade eleverne hænge i et tomt rum frit for evaluering. Det er i højere grad en frisættelse af hvordan. Det skal da også nævnes, at når det her i dag bliver sagt, at elevplanerne blot er en overordnet ramme, så er det altså ikke helt rigtigt. Der er krav om, at det skal være en skriftlig evaluering, at det skal være i alle fag, og at det skal inddrage trinmålene og også de nationale test. Det er ganske vanskeligt. Aldrig har det været så veldokumenteret, hvad vores børn laver i skolen, og aldrig har fagligheden været så tyndslidt og tiden mellem lærere og elever så knap.

Jeg vil gerne på Liberal Alliances vegne takke for den principielle opbakning til at se på loven om elevplaner i dag, og jeg regner med, at de gode intentioner også vil udmønte sig i egentlig handling. Så vil jeg sige, at i Liberal Alliance er vi optaget af at måle de overordnede resultater for folkeskolen, men vi ønsker at give langt større frihed til, hvordan man skaber en god skole, og hvilke metoder man vælger til det. Liberal Alliance ønsker med dette forslag, at skolernes mulighed for fravalg af elevplaner gøres generel og permanent, og at ensretning og bureaukratisering erstattes af fuld metodefrihed i forhold til den løbende evaluering.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.