B 90 Forslag til folketingsbeslutning om en styrket indsats over for ofre for kriminalitet.

Af: Peter Skaarup (DF), Pia Adelsteen (DF), Tom Behnke (KF) og Benedikte Kiær (KF)

Udvalg: Retsudvalget

Samling: 2011-12

Status: Forkastet

1. behandling den 29-05-2012

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

22) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 90:

Forslag til folketingsbeslutning om en styrket indsats over for ofre for kriminalitet.

Af Peter Skaarup (DF) og Tom Behnke (KF) m.fl.

(Fremsættelse 15.05.2012).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren har ordet.

Tak for det, formand. Med beslutningsforslaget pålægges regeringen snarest at fremsætte lovforslag og, som det hedder, foretage de nødvendige administrative ændringer, der styrker indsatsen i forhold til ofre for kriminalitet. Det skal bl.a. ske ved at sikre psykologhjælp og hurtig erstatning til ofre for kriminalitet ved at etablere en offerfond, ved at etablere separate venterum for vidner i retsbygningerne og ved at støtte offerorganisationerne yderligere.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg ligesom forslagsstillerne er og har været meget berørt over Marlene Duus' historie. Det tror jeg at vi alle er. Der er ingen tvivl om, at hun har været udsat for en ganske forfærdelig forbrydelse, som har haft store omkostninger for hende, og hun fortjener – og det mener jeg faktisk – meget stor ros for at stå frem i offentligheden med sin historie. Det er jo i øvrigt en historie, som har understreget det vigtige og også aktuelle i regeringens målsætning om, at ofre for forbrydelser skal hjælpes bedre.

Når det er sagt, må jeg altså også sige, at jeg er noget forundret over forslaget, som nu foreligger fra Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. I et helt årti har retspolitikken i Danmark manglet nytænkning, og man kan spørge sig selv, hvorfor de initiativer, som forslagsstillerne nu peger på, ikke er blevet gennemført under den tidligere regering. I den nuværende regering arbejder vi fokuseret på et udspil om, hvordan målsætningen om at hjælpe ofrene bedre også kan omsættes i konkrete initiativer.

Hvis jeg skal knytte et par kommentarer til nogle af de konkrete tiltag, som forslagsstillerne har fremlagt, kan jeg starte med at vende mig mod den del af forslaget, der handler om initiativer vedrørende erstatninger til ofre for forbrydelser. Efter beslutningsforslaget skal en person, som har lidt en personskade forvoldt ved en overtrædelse af straffeloven, have et retskrav på, at sagsbehandlingen i en eventuel erstatnings- eller godtgørelsessag som hovedregel ikke må overstige 3 måneder. I de tilfælde, hvor sagen ikke kan afgøres inden for 3 måneder, skal der efter forslaget udbetales et acontobeløb til offeret. Jeg vil godt minde om, at offerets krav på erstatning i første omgang er over for gerningsmanden, men i det omfang, skaden ikke godtgøres af gerningsmanden eller en forsikring eller lignende, yder staten som bekendt efter offererstatningsloven erstatning og godtgørelse til personer, der har været udsat for en overtrædelse af bl.a. straffeloven. Afgørelser efter loven træffes jo af Erstatningsnævnet.

Dertil vil jeg først sige, at det som udgangspunkt – som forslagsstillerne jo også peger på – er sådan, at en sag først indsendes til nævnet, når den er afsluttet hos politiet, anklagemyndigheden og domstolene. Når det er sagt, ja, så er det jo faktisk allerede i dag muligt at indsende erstatningssagen til nævnet, inden den er færdigbehandlet. Det kan ske, hvis forholdene taler for det, og det kan eksempelvis være tilfældet, hvor offeret har et alvorligt og også akut erstatningsbehov. Erstatningsnævnet har altså allerede mulighed for at dække bl.a. behandlingsudgifter, selv om sagen ikke er endeligt afsluttet.

Når det dernæst gælder spørgsmålet om sagsbehandlingstiden i Erstatningsnævnet, henviser forslagsstillerne selv til besvarelsen af spørgsmål 510 fra Folketingets Retsudvalg, som bl.a. indeholder en redegørelse fra Erstatningsnævnet om lige nøjagtig det her spørgsmål. Som det fremgår af svaret, har nævnet stort fokus på, at ansøgninger om erstatninger behandles så hurtigt som muligt. Det er samlet set min opfattelse, at de nuværende regler giver mulighed for en både smidig og saglig sagsbehandling. Der kan også være sager, der er vanskelige og tidskrævende, det tror jeg vi alle ved, men som jeg har redegjort for, er det allerede i dag muligt, f.eks. gennem acontoudbetalinger, at afbøde eventuelle uheldige konsekvenser heraf.

Jeg vil også tilføje, at Erstatningsnævnet i den nævnte retsudvalgsbesvarelse har fremlagt en række oplysninger om nævnets sagsbehandlingstid, ligesom nævnet generelt har redegjort for sin sagsbehandlingstid. Jeg synes, at tallene for nævnets sagsbehandlingstid ser fornuftige ud, og jeg må egentlig også forstå bemærkningerne til beslutningsforslag sådan, at forslagsstillerne heller ikke er utilfredse med nævnets redegørelse.

Jeg tror, at man skal passe på med at indføre rigide regler for, hvordan myndighederne skal tilrettelægge deres sagsbehandlingstid. Det gælder især, hvis der ikke kan peges på særlige forhold, som specifikt kræver, at der f.eks. indføres ultimative tidsfrister.

Anden del af beslutningsforslaget vedrører mulighederne for at adskille offer fra gerningsmand ved hjælp af separate venterum i retterne. Her vil jeg bare sige – og det tror jeg forslagsstillerne er ganske udmærket klar over – at Domstolsstyrelsen i forbindelse med de renoveringer og nybygninger af retsbygningerne, som finder sted i øjeblikket, allerede er meget opmærksom på behovet for at etablere separate venterum for bange vidner. I forbindelse med domstolsreformen har hovedparten af de nye retskredse fået eller vil få nybyggede og i øvrigt gennemrenoverede lokaler, og Domstolsstyrelsen har oplyst, at alle berørte retsbygninger indrettes med særlige venterum for bange vidner.

Herudover må jeg om beslutningsforslaget bare sige, som jeg også gjorde før, at jeg er oprigtig forundret over at se Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fremlægge en række forslag, som partierne, hvis jeg husker rigtigt, var imod, da de var en del af flertallet her i Folketinget. Jeg er nok særlig forundret over forslaget om, at der etableres en offerfond efter svensk forbillede. Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti fremsatte jo tilbage i 2009 forslag om oprettelse af netop en sådan fond. Hvorfor blev det egentlig ikke gennemført under den tidligere regering? Og hvorfor har Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti nu skiftet mening? Det kan man diskutere længe, men jeg synes, det er relevant i den her sammenhæng.

Afslutningsvis vil jeg bare sige, at det ikke er nogen hemmelighed, at vi mener, at retspolitikken i et årti har manglet nytænkning, og i forlængelse heraf har regeringen, som jeg også nævnte i starten, sat sig som mål, at ofre for forbrydelser skal hjælpes bedre – om ikke andet kan jeg da så være glad for, at forslagsstillerne også er kommet frem til den erkendelse nu, og jeg vil meget snart fremlægge mit udspil til en styrket indsats over for ofre for forbrydelser, et udspil, som vil gøre mere for ofrene. Jeg håber så, at forslagsstillerne mener det alvorligt, når de tilsyneladende er blevet opmærksomme på, at ofrene bør hjælpes bedre, end de bliver nu.

På den baggrund kan regeringen som sagt ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er korte bemærkninger. Den første er fra hr. Tom Behnke.

Jeg vil starte med at bekræfte, at vi tidligere har været imod oprettelse af en offerfond, men det, der jo typisk og ofte sker i den politiske debat, er, at man bliver ved med at diskutere det og får gode argumenter både for og imod, og her har der været en række argumenter for, der har overbevist os om, at det er en rigtig måde at gøre det på, og med Sverige som forbillede tænker vi, det er måden at gøre det på. Det er mere for lige at kvittere for den. Men så synes jeg, ministeren brugte al sin taletid på at sige noget om, hvorfor Konservative og Dansk Folkeparti ikke har gjort noget, mens de havde magten til at gøre det, og at der jo ingenting er sket i 10 år. Der må jeg nok lige stille ministeren et spørgsmål: Er det ikke korrekt, at i de 10 år styrkede man ofrenes stilling både under og efter retssagerne; at man oprettede kontaktperson i politiet; at man sørgede for, at ofrene får oplysning ved løsladelse af gerningsmanden, altså når han skal ud af fængslet; at vi har sørget for, at der er bistandsadvokat til offer og til efterladte for voldsforbrydelser og drab m.v.; at indretning af retssale ligger som en del af domstolsreformen; at vi har skærpet straffene for personfarlig kriminalitet netop for at varetage retsfølelsen og retsbevidstheden i forhold til ofrene; at vi har indført konfliktmægling, for at parterne kan få tingene lagt bag sig; at vi har indført offerrådgivning og sat penge af til det; at vi har oprettet og givet penge til hjælp til voldsofre? Jeg kunne nævne mange andre ting. Så det der med, at der ingenting er sket i 10 år, er vist ikke helt rigtigt.

Men det kan ikke nås inden for 1 minut. Ministeren.

Jeg skal gøre mit bedste, formand. Jeg skal blot konstatere, at det, jeg rent faktisk sagde, var, at retspolitikken havde manglet nytænkning de sidste 10 år, og det er det, som er grundlaget for den her regerings retspolitik, som man vil se, hvis man læser regeringsgrundlaget. Men så vil jeg bare rose hr. Tom Behnke og Det Konservative Folkeparti for nu rent faktisk at støtte det, som man altså var imod, da man selv sad i regering. Det er vi selvfølgelig tilfredse med, og vi håber som sagt på bred støtte til de initiativer, som regeringen er på vej med. For vi mener, som vi gjorde før valget, da vi fremsatte beslutningsforslagene her i Folketinget, og som den tidligere regering stemte imod, at der er behov for, at ofrene får bedre hjælp, og der vil komme initiativer, som vil udmønte regeringsgrundlaget.

Så synes jeg, at hr. Tom Behnke bare rammer hovedet på sømmet, når han selv nævner indretning af retterne. Det er jo rigtigt, at vi med domstolsreformen har aftalt, at man, når det handler om indretning af retterne i fremtiden, jo bl.a. skal se på de her venterum. Men det sker allerede, og det er også derfor, jeg ikke rigtig forstår, at det står i det beslutningsforslag, som De Konservative nu fremsætter.

Tom Behnke.

Grunden til, at det står der, er, at vi er lidt utålmodige med hele domstolsreformens implementering, og derfor er vores forslag, at man midlertidigt sætter nogle skillevægge op, så det her kan lade sig gøre allerede nu og ikke venter, til man får råd til de fuldstændige ombygninger i de danske domstole, som jo ligger lidt ude i fremtiden. Ministeren efterlyser så nytænkning. Det, ministeren sagde, var, at der ikke har været noget nytænkning i 10 år. Jo, den borgerlige regering tiltrådte i 2001, og der skiftede man kurs fra en slap og slatten retspolitik til en stram og konsekvent retspolitik. Det var et markant skifte, der skete dengang, og man gik ind og sagde, at der skal være fuldstændig proportionalitet i forhold til personfarlig kriminalitet og økonomisk kriminalitet. Før i tiden straffede man økonomisk kriminalitet meget, meget hårdere end personfarlig kriminalitet, og vi har trods alt brugt 10 år på at lave næsten 70 opstramninger og skærpelser – Socialdemokratiet har i øvrigt støttet dem alle sammen, som jeg husker det. Vi har nemlig skærpet straffene i forhold til personfarlig kriminalitet, for vi vil ikke finde os i det. Det var dog trods alt noget af en nytænkning, samtidig med at vi også lavede alt omkring det forebyggende, det præventive arbejde, lavede en historisk stor ungdomspakke, hvor vi satte 700 mio. kr. af til forebyggende arbejde over for børn og unge. Så nytænkning var der vist i den grad, og der var også behov for det.

Ministeren.

Jeg må bare konstatere, at der åbenbart ikke var mere nytænkning, end at man stemte imod, da Socialdemokraterne og SF i, jeg tror, det var i 2008 eller 2009, fremsatte forslag om en offerfond. Men det er da fint, at man nu har ændret synspunkt og er klar til at arbejde for det. Vi ser bare frem til at fortsætte det brede samarbejde, for det tror vi er vigtigt at fortsætte, fordi det er vigtigt, at ofrene som sagt får en hjælpende hånd.

Så er det hr. Jørn Dohrmann for en kort bemærkning.

Vi må jo konstatere, at hver gang vi har haft den her debat, har der været en masse folk, der gerne vil sige til os politikere, at man skal tage mere hensyn til ofrene. Og justitsministeren indrømmer nu åbenbart også, at det sådan set bare var retorik, man brugte i 2008, da man selv fremsatte forslaget om en offerfond. For nu kan man ikke støtte det. Det, som man selv fremsatte i 2008, kan man ikke støtte i dag.

Er det ikke lidt mærkeligt, lidt populistisk, at man på den måde vil slå mønt på, at der er nogle, der er blevet taget som gidsel i de her sager? Vi kender jo alle sammen Marlene Duus-sagen, som har kørt i mange år, og som ikke er afsluttet, og som man f.eks. ikke har fået sat erstatningskroner på. Er det ikke bare, fordi justitsministeren sådan set tager mere hensyn til overfaldsmanden, end man tager til offeret i den her sag og i så mange andre sager?

Ministeren.

Det lød til at være sådan et traditionelt kampretorisk skrift, der blev læst op fra Dansk Folkepartis side. Det, jeg stod heroppe og sagde, var faktisk ment som en ros til De Konservative. Jeg vil også gerne rose Dansk Folkeparti og temmelig sikkert også Venstre, som vil sige noget inden så længe, for, at man nu har skiftet holdning, i forhold til at ofrene har behov for en håndsrækning.

Der er ikke tale om, at regeringen har skiftet kurs. Det, vi sagde før valget på det her område, mener vi sådan set også efter valget. Vi er nu der, hvor vi som sagt arbejder med at udmønte regeringsgrundlaget, hvori der bl.a står, at ofrene skal have en håndsrækning, og vi håber da på, at den nyorientering, der er sket hos det tidligere VKO-flertal, også vil finde udtryk i, at man vil bakke op om de initiativer, regeringen kommer med. Det synes jeg er fint.

Der er ingen tvivl om, at den konkrete sag, der spørges til, har berørt os alle sammen, men det skal jo ikke betyde, at vi bør være uenige om det her, tværtimod. Der kommer et oplæg, og det synes jeg man skal se konstruktivt på. Jeg roser VKO for, at man har skiftet holdning, og det synes jeg er ganske fornuftigt.

Hr. Jørn Dohrmann.

Så er det jo mere ubegribeligt, at man ikke kan støtte det, der er lagt frem her. Man kunne have sagt, at det er noget, vi skal have forhandlet videre om med det samme. I stedet vælger regeringen nu bare at sige: Det her er ikke godt nok; vi vil komme med vores eget. Hvorfor ikke gå ind i en konstruktiv debat og sige: Det her er fantastisk godt; lad os udvide det; hvis ministeren har nogle flere gode ideer, som vi kunne samle sammen, skulle vi da gøre det, i stedet for bare at håbe, som justitsministeren siger her. Det er jo ikke godt nok for dem, det går ud over, de ofre, der skal vente derude.

Man kan igen konstatere, at den retorik, der har været fra ministerens parti, simpelt hen bare går ud på at sige nogle pæne ord, men når det kommer til handling, sker der ikke noget. Hvornår har ministeren tænkt sig at levere noget på det her område? Skal vi vente et halvt år, eller kan vi forvente, at der kommer et initiativ inden for 14 dage?

Ministeren.

Jeg vil sige til hr. Jørn Dohrmann, at årsagen til, at vi ikke kan støtte det her forslag, jo er, at nogle af de elementer, som er nævnt deri, allerede er iværksat i dag. Og det ville jo være sådan lidt underligt at støtte et forslag, som berører nogle elementer, som allerede er iværksat i dag, eksempelvis venterummene til bange vidner. Det er allerede – i øvrigt i den aftale, som både hr. Jørn Dohrmanns eget parti og Venstre og Konservative er med i om domstolsreformen – under udrulning i dag og har været det igennem flere år. Det er bare ét element. Som jeg nævnte, er spørgsmålet om udbetaling af acontobeløb til ofrene også et element, som allerede eksisterer i dag.

Så på bundlinjen står, at jeg er meget tilfreds med, at VKO-partierne, i hvert fald Konservative og nu Dansk Folkeparti, er vendt på en tallerken, og at man har fået nyt syn på sagen og vigtigheden af, at ofrene skal hjælpes bedre. Det står direkte i regeringsgrundlaget, og som alle andre elementer i regeringsgrundlaget arbejder regeringen selvfølgelig på, at det bliver gjort til virkelighed. Men jeg synes, det er positivt, at der tegner sig en så bred opbakning til regeringens intentioner, som der gør her i dag.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Det er jo lidt mærkeligt at høre justitsministeren være så negativ og nærmest bitter i sin ministertale over, at der er nogle partier, der før måske var lidt skeptiske over for nogle ting, som nu er positive over for noget, som dem, der sidder i regering nu, dengang de sad i opposition, var meget begejstret for. Man må undre sig lidt over, hvordan det kan være, at justitsministeren ikke bare omfavner det forslag, som ligger her, og som er ganske udmærket.

Jeg vil bare lige høre justitsministeren endnu en gang, om justitsministeren virkelig mener, at Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har stemt imod forslaget om en offerfond hernede i Folketingssalen. Er ministeren helt sikker på, at det er sket? Jeg ved godt, at det, at bl.a. Venstre har stemt imod det gentagne gange, er noget, hr. Ole Hækkerup turnerer med, og ministeren nævnte det vist også i sin tidligere besvarelse, men jeg vil gerne høre ministeren: Har de her forslag været til afstemning i Folketingssalen?

Ministeren.

Den tidligere regering var imod forslaget om en offerfond, og det tror jeg at hr. Karsten Lauritzen har svært ved at løbe fra. Det er fair nok, men jeg er på ingen måde bitter. Det ligger mig faktisk meget, meget fjernt. Jeg er glad hver eneste dag, og jeg bliver endnu mere glad, hver gang jeg hører en, der tidligere har siddet i regering, som har fået ny energi, og som også synes, at det, regeringen laver, rent faktisk er godt.

Derfor synes jeg, at hr. Karsten Lauritzen af hensyn til ofrene skal prøve at slå lidt ind på en anden bane og så prøve at gå konstruktivt ind i det, som regeringen kommer med, hvor vi udmønter det, der står i regeringsgrundlaget om, at ofrene i højere grad skal have en hjælpende hånd. Det er det, regeringen lægger op til, og det står beskrevet, hvad det er for veje, vi går. Det kunne være rigtig godt, hvis vi kunne komme væk fra det, der prægede den her debat under den tidligere regering, hvor bl.a. forslaget om en offerfond var noget, som den tidligere regering vendte sig imod.

Karsten Lauritzen.

Det, justitsministeren siger nu, er jo sådan set fornuftigt nok, men det var bare ikke det, ministeren sagde i ministertalen. Hvis ministeren ønskede en konstruktiv debat om, hvordan vi forbedrer vilkårene for ofre, så havde ministeren omfavnet det her forslag og sagt: Det indgår i forhandlingerne, lad os lave en bred aftale. Men ministeren afviste det, så der er jo ikke sammenhæng mellem det, ministeren sagde i ordførertalen, og det, ministeren siger nu.

Så bliver jeg nødt til at sige til ministeren, at ministeren sagde noget fra Folketingets talerstol, der ikke var korrekt. Ministeren sagde i sin besvarelse til hr. Tom Behnke, at man havde stemt imod en offerfond i Folketingssalen. Det er rigtigt, at der har været en debat, men ingen af de forslag, der handlede om en offerfond, har været til afstemning i Folketingssalen. Det forslag, der var i samlingen 2008-09, endte med, at der blev nedsat en arbejdsgruppe under Justitsministeriet, der så endte med ikke at anbefale det af en række administrative årsager, men det ændrer ikke ved, at f.eks. Venstres ordfører dengang, hr. Kim Andersen, talte positivt for en offerfond. Så jeg vil bare lige bede ministeren om at rette den usandhed, ministeren fik sagt tidligere, om, at man rent faktisk stemte imod, for det er ikke rigtigt.

Ministeren.

Hvis den tidligere regering havde været tilhænger af en offerfond, tror jeg måske nok, at man havde undladt at nedsætte et embedsmandsudvalg til at se på det, men bare gennemført det og bakket op om den tidligere oppositions forslag. Derfor er den diskussion sådan set ikke så lang, vil jeg sige til hr. Karsten Lauritzen. Men som sagt er jeg meget glad for, at der nu blæser nye vinde også i oppositionen, og at man måske nu kommer ind på den konstruktive bane. Nu er der efterhånden også gået 7-8 måneder, siden man kom i opposition, og tiden er ved at være der til, at vi kan få lagt sporene til en ny politik for ofrene.

Når vi ikke agter at støtte det her forslag, hvad handler det så om? Ja, det handler jo bl.a. om, som jeg sagde til hr. Jørn Dohrmann, at der er en række elementer i det her forslag, som der allerede er indført, og derfor giver det ikke nogen mening. Altså, venterummene er under udvikling; de er bygget massevis af steder; man tager hensyn til det i den daglige tilrettelæggelse af domstolenes arbejde, og derfor giver det ikke nogen mening, når det står, som det står. Acontobeløbsordningen er også allerede i dag virkelighed, og derfor giver det heller ikke nogen mening, når det står, sådan som det står. Men lad os nu bevare det gode humør og have fokus på det, det drejer sig om, og sikre, at ofrene rent faktisk i højere grad får en hjælpende hånd, end de fik under den tidligere regering. Det er det, det handler om.

Tak til ministeren. Så går vi til ordførerrækken. Først er det hr. Karsten Lauritzen fra Venstre.

For 3 måneder siden spurgte voldsofferet Malene Duus i en kronik, om hun også vil få en chance til. For 3½ år siden blev hun gennemtævet og kastet ud af vinduet af en voldelig ekskæreste. I dag er han en fri mand, mens hun er invalideret. Derfor spørger hun, om voldsofre får en chance til.

Malene Duus' historie stiller skarpt på et hul i vores retssystem, et system, hvor ofrene for grove forbrydelser til tider føler, at der bliver taget mindre hensyn til dem end til forbryderne.

I Venstre stiller vi os naturligvis på ofrenes side. Vi har også tidligere været med til at give ofre for grove forbrydelser bedre vilkår og udtrykt os positivt over for tanken om at oprette en offerfond. Derfor ser vi positivt på det nuværende forslag om oprettelse af en sådan fond og også på de øvrige elementer i forslaget.

Sidste år var Venstre med til at vedtage et lovforslag, der gav voldsofrene bedre vilkår. Lovændringen indebar en ordning for ofre for sædelighedsforbrydelser og vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitet. Med lovændringen kan de nu efter anmodning blive underrettet, første gang gerningsmanden får uledsaget udgang, og når gerningsmanden løslades eller eventuelt undviger. Dermed kan vi afhjælpe den psykiske belastning, som det for nogle ofre kan være at leve i uvished om, hvornår gerningsmanden atter er på fri fod. Vi har dog noteret os, at der i forhold til den her del er nogle implementeringsproblemer i Kriminalforsorgen, som vi håber Kriminalforsorgen hurtigst muligt får styr på, så loven rent faktisk også gælder ude i virkeligheden og bliver håndhævet på den måde.

Lovændringen indebar desuden også en lempelse i reglerne for at søge om erstatning fra Erstatningsnævnet. Lempelsen bestod i, at fristen for politianmeldelse forlænges fra de nuværende 24 timer til 72 timer, efter at forbrydelsen er sket. Denne frist skal sædvanligvis overholdes, for at offeret kan søge om erstatning. Herudover blev reglerne på området gjort mere gennemsigtige for ofrene. Det skete ved udtrykkeligt i offererstatningsloven at anføre, at forældelsesfristen for at få erstatning fra staten først regnes fra det tidspunkt, hvor straffesagen er afsluttet. Så justitsministerens påstand om, at VK-regeringen intet gjorde i 10 år, er ikke korrekt.

I Venstre bifalder vi som sagt tanken om en offerfond. Således har vi også stor sympati for ideen om at lade gerningsmænd være med til at betale for psykologbistand til ofrene, en betaling, der vil ske gennem afgiften til fonden.

Der udestår imidlertid en række spørgsmål, som vi ser frem til at få afklaret i den videre behandling af forslaget, nemlig hvorvidt den foreslåede hurtigere sagsbehandling kræver finansiering, hvorvidt det er forbundet med udgifter at udbetale acontobeløb til voldsofre, før deres erstatningssag er afgjort. Endvidere forholder forslaget sig ikke til den eventuelle difference, der måtte være mellem fondens indtægter og udgifter under opstart af fonden. Man må derudover forvente, at en del af dem, der pålægges at betale afgiften, enten ikke kan eller vil betale. Men hvem skal i så fald holde fonden skadesløs? Endelig udestår spørgsmålet om afgiftens størrelse samt hvorledes fonden skal prioritere sine midler, samt hvilke grupper af gerningsmænd der skal pålægges at betale afgift til fonden.

Det var også nogle af de problemstillinger, som det embedsmandsudvalg, som så på forslaget efter behandlingen af det lovforslag i samlingen 2008-09, som der er henvist til tidligere, pegede på, men det er dog nogle udfordringer, vi i Venstre godt tror man kan overkomme i forbindelse med en konkret udfordring af sådan en offerfond. Derfor er vi som sagt positive over for den.

Nogle vil se det som en afgift på kriminalitet. Vi er generelt modstandere af flere afgifter, men i dette tilfælde vil vi ikke have noget problem med at pålægge folk en ekstra udgift. De har trods alt selv valgt, om de vil have den eller ej, i og med at de har begået kriminalitet, som de burde have ladet være med at begå.

Hensynet til offeret må altid stå over hensynet til den kriminelle. Vi finder det fuldt rimeligt, at kriminelle tvinges til at bidrage til at sikre en fornuftig balance mellem disse hensyn. Det kan man bl.a. gøre ved at gennemføre den offerfond, som ligger i forslaget her.

Vi står noget undrende over for, at justitsministeren ikke er glad for, at beslutningsforslaget her fremsættes, det må jeg sige. I Venstre har vi tænkt os, hvis det her forslag skulle komme til afstemning, at stemme for, og vi håber da, at de, der sidder i regering nu, også vil stemme for beslutningsforslaget. Vi forstår slet ikke, hvorfor justitsministeren ikke siger til Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Venstre, som her erklærer sig positive, at det her indgår i de videre forhandlinger, der skal være om at forbedre vilkårene for ofre, og at man vil tage de her elementer med.

Det må vi undre os over, men tilsyneladende må vi notere os, at justitsministeren er lidt skuffet over, at ministeren måske ikke var først med et forslag om, hvordan man skal sikre en bedre balance, men at oppositionen i det her tilfælde er kommet ministeren lidt i forkøbet. Tak.

Tak til Venstres ordfører. Vi går straks til Socialdemokraternes ordfører, hr. Ole Hækkerup.

Tak, formand. Som det allerede er fremgået, ønsker Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti en styrket indsats over for ofrene for kriminalitet, en styrket indsats, der bl.a. skal indebære en offerfond, hvor gerningsmænd skal indbetale et beløb til fonden, der derefter kan hjælpe netop ofrene.

Socialdemokraterne mener, at der skal være bedre forhold for ofrene, end der er i dag. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe mennesker, der har været udsat for en forbrydelse. Som det jo allerede er fremgået af justitsministerens tale, er det i virkeligheden et synspunkt, vi har haft længe. Vi mente det, da vi var i opposition. Vi fremsatte et forslag om en offerfond og bedre hjælp til ofrene i Folketinget i 2009, men det vandt i hvert fald ikke tilstrækkelig opbakning, forstået på den måde, at vi jo i dag ikke har nogen offerfond.

Det mente vi også, da vi overtog regeringsmagten. Faktisk skrev vi direkte ind i regeringsgrundlaget, at ofre for kriminalitet skal hjælpes bedre, og snart, som justitsministeren også nævnte i sin tale, kan regeringen præsentere et samlet udspil til at gøre det bedre for ofrene for kriminalitet. Det er der jo brug for. Det er jo en kamp i sig selv at vende tilbage til livet, når man har været udsat for en forbrydelse. Det er en tillid til andre mennesker, som kan være knækket fundamentalt. Samfundet skal stå på ofrenes side, så kampen bliver mindre ensom.

Så har der været lidt diskussion om det her med, hvor meget man skal glæde sig over de forslag, som andre kommer med osv. Jeg vil gerne glæde mig højlydt over, hvis det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti siger: Ja, vi vil gerne være med til at lave noget for at styrke ofrene. Jeg havde så selvfølgelig syntes, at det havde været smart og almindelig konduite og gentlemanånd, hvis man havde skrevet i bemærkningerne til forslaget, at man var ked af, at man aldrig var lykkedes med at komme længere med disse ideer eller få fuldstændiggjort disse ideer, dengang man selv sad for bordenden af samfundsudviklingen, men nu vil man så gerne positivt gå ind i det, som er skrevet i regeringsgrundlaget. Det synes jeg dog så havde været at lægge sagen et sted, som i hvert fald havde gjort det lettere for os andre at sige: Nå ja, lad os så se, hvad vi kan finde ud af.

Det, som jeg synes er vigtigt i den her debat, er at sige, at regeringen er på vej med et udspil for at hjælpe ofrene. Det er selvfølgelig et udspil, som vi gerne vil have der samler sig så bred opbakning som muligt til i Folketinget. Det siger sig selv. Det er udelukkende glædeligt, hvis der er mange partier, der tilslutter sig, at der er brug for at gøre noget i den forbindelse, og alle gode ideer er selvfølgelig velkommen. Derfor skal det ikke skorte på positive reaktioner fra min side, positive tilkendegivelser. Jeg går i virkeligheden ind for sådan en afart stimuleringspædagogik med, at uanset hvor meget fejl jeg synes folk har taget, skal man huske at rose og anerkende, når de så gør noget rigtigt. Det synes jeg om ikke andet, når vi nu tager det alvorlige emne i betragtning, er nødvendigt at vi samler så bredt et flertal om som muligt i Folketinget. Tak.

Der er flere korte bemærkninger, først fra hr. Karsten Lauritzen.

Jeg skal blot høre hr. Ole Hækkerup, der har sagt til TV-avisen, at Venstre har stemt imod det her forslag gang på gang: Hvilke lovforslag er det? Hvor er afstemningsresultatet henne? Eller har hr. Ole Hækkerup fortalt en usandhed til de mange tusinde mennesker, der ser Danmarks Radios TV-avis, når hr. Ole Hækkerup har sagt, at Venstre og en række af de borgerlige partier gang på gang har stemt imod det her forslag?

Ordføreren.

Det, som jeg har forholdt mig til, er, at både Socialdemokratiet og – i øvrigt uafhængigt af Socialdemokratiet – SF har fremsat forslag her i Folketinget om bl.a. en offerfond, og der er jo intet af det, der på nogen måde er blevet til noget. Det er i virkeligheden pointen, synes jeg.

Jeg synes, det er rigtig, rigtig fint – apropos det med, at man skal have en positiv tone i debatten og alt det her – hvis der er nogle, der så kommer og siger: O.k., den bold skulle vi nok have grebet på en anden måde, og hvis den nye regering spiller bolden op, vil vi gerne være med til at gribe bolden på en anden måde. Fremragende!

Karsten Lauritzen.

Tak. Hr. Ole Hækkerup svarer ikke på spørgsmålet, og det er jo, fordi hr. Ole Hækkerup har talt usandt, har sagt noget, der simpelt hen ikke passede, hvad justitsministeren også gør sig skyldig i. Og det er egentlig utroligt, at ordføreren for det største regeringsbærende parti, Socialdemokratiet, og justitsministeren ikke har styr på, hvad der er blevet stemt ned i Folketingssalen. Det er da bekymrende, at det er de mennesker, der sidder og skal føre landets politik og i øvrigt forbedre vilkårene for ofre, der ikke engang er klar over, hvordan afstemningsresultatet har været i Folketingssalen. Det er rigtigt, det er SF, der har fremsat det forslag, som Socialdemokratiet taler positivt om, og jeg skal fortælle hr. Ole Hækkerup, at det, hr. Kim Andersen sagde dengang – og nu citerer jeg bare fra ordførertalen, som hr. Ole Hækkerup godt selv kan se – var:

»Jeg vil sådan set godt begynde med at takke Socialdemokraterne for det forslag, vi her har til behandling, om en styrket indsats over for ofre for personfarlig kriminalitet. Ja, indrømmet, det er ikke noget, der sker så ofte fra min side, men ret skal jo være ret, og når man peger på noget rigtigt og noget relevant, skal det fremhæves og anerkendes.«

Så er der en lang positiv tale om forslaget, som ender i, at det ikke kommer til afstemning og man i stedet for nedsætter et arbejdsudvalg. Det er da ikke at stemme imod, vil jeg sige til hr. Ole Hækkerup.

Ordføreren.

Men bundlinjen, det, der står tilbage til slut, er jo bare, at det endte med – i det her tilfælde, hvor det gælder en offerfond – at der ikke kom nogen offerfond. Derfor synes jeg jo, det havde været helt reelt, hvis man i bemærkningerne til forslaget havde skrevet:

Den idé kom frem for nogle år siden, da vi selv sad for bordenden og havde regeringsmagten i Danmark. Vi valgte på daværende tidspunkt ikke at gøre mere ved det. Det kan der så være en række argumenter for og imod – og dem kunne man jo så præsentere. Imidlertid synes vi nu faktisk alligevel, at det kunne være en god idé, og derfor har vi fremsat det her beslutningsforslag.

Jamen det havde da været fair. Så havde man jo også fået den ædruelige forklaring på, hvorfor der ikke er nogen offerfond i Danmark i dag, og det er, fordi det bare ikke er blevet til noget, selv om det godt nok har været bragt i forslag i Folketinget. Og der synes jeg da det er lidt mærkeligt, hvis det største parti i den daværende regering siger:

At der ikke skete noget, dengang vi sad ved magten, er ikke vores skyld. Det blev godt nok bragt frem i Folketinget, men når der ikke er sket noget, er det ikke vores skyld.

Jamen hvis ikke det var VK-partierne, der skulle have ansvaret for, at det ikke blev til noget dengang, hvem i himmeriges navn skulle så have det?

Så er det hr. Jørn Dohrmann for en kort bemærkning.

Man kan tydeligt høre, at hr. Ole Hækkerup ligesom forsøger at finde en undskyldning, som ikke rigtig kan findes. Løgn og latin kan man nogle gange sige der kommer ud over læberne på nogle personer, når det er, de ligesom påstår, at der er blevet stemt om noget, der ikke er blevet stemt om. Men derfor skal man jo ikke sige, at vi ikke kan komme videre. Jeg synes, det er en helt forkert måde, Socialdemokraterne griber det an på, for hvis der er nogle ting, man ikke kan stå inde for i det her forslag, som bl.a. Dansk Folkeparti har været med til at lave, jamen så burde man da komme med nogle ændringsforslag, eller man burde sige: Lad os da tage en forhandling om det, men det gør man ikke. Man vil hellere sige nej til, at der kommer til at ske noget på det her område.

Jeg tror, hr. Ole Hækkerup udmærket er klar over, at når der bliver nedsat nogle udvalg herinde i Folketinget, får vi ikke resultaterne i morgen af det arbejde. Så derfor er det helt naturligt, at ting tager tid. Men hvorfor bruger man den retorik at sige, at man slet ikke vil være med til noget?

Ordføreren.

Næ, vi siger ikke nej, tværtimod. Vi tog lige præcis det her emne så alvorligt, at vi skrev det ind i regeringsgrundlaget, og siden – og det er jo ved at være en 8 måneders tid – har regeringen så arbejdet med at komme med et udspil. Det udspil kan vi komme med relativt snart, og i den forbindelse ville det da være fremragende, hvis også Dansk Folkeparti ville være med på at gøre en indsats. Jo flere, vi kan få med, jo bedre.

Det eneste, jeg bare påpeger, er, at det jo er lidt specielt at stille sig op efter 8 måneder og sige, at nu må den her regering da være usædvanlig sløv, sammenlignet med, at man selv har siddet i mindst 8 år, hvor man ikke har gjort noget ved selv samme emne. Og det er jo ikke, fordi Dansk Folkeparti ikke har haft nogen indflydelse i løbet af de der mange, mange år, hvor VKO sad der. Der var jo finanslovforhandlinger, hvor man kunne påvirke med alle mulige ting, man fik igennem.

Hr. Jørn Dohrmann.

Ja, og det skete jo også en hel masse ting dengang. Vi var med til at støtte regeringen, også på det her område, med bl.a. domstolsreform og penge og den slags ting. Men det, der ligesom er essensen i det her, er jo: Hvad vil den nuværende regering? Der er fremlagt nogle konkrete tiltag, som vi egentlig ønsker man skal komme i gang med. Der kan vi bare høre på den retorik, der er, både fra ministeren og nu også fra ordføreren, at man ikke vil noget, at man sådan set vil vente på sit eget forslag, inden man vil tage stilling til noget.

Selv det med offerfonden, selv det med, at ofrene skal have et retskrav på, at de skal have den her erstatning og godtgørelse inden for 3 måneder, altså sådan en simpel ting, som at man kan hjælpe ofrene videre, vil Socialdemokraterne ikke være med til. Det vil man nu sige nej tak til. Hvorfor tager man igen forbrydernes og voldsgerningsmændene parti og forsvarer dem i det her? Hvorfor er det, at regeringen stiller sig op på den side og siger, at ofrene skal vi ikke hjælpe?

Ordføreren.

Det sidste synes jeg var et mildest talt mærkeligt indlæg, hvis jeg må være så fri. Lad os skære ind til kernen af det politiske: Vi vil gerne gøre noget for at hjælpe ofrene, det har vi gerne villet gøre længe. Vi synes, det har været så vigtigt, at vi har skrevet det ind i regeringsgrundlaget, og relativt snart kan regeringen præsentere et udspil til, hvordan man gerne vil hjælpe ofrene. Forhåbentlig kan det udspil samle størst mulig opbakning i Folketinget. Kan udkommet af den her debat blive, at der er flere og flere partier, der siger: Ja, det tager vi rigtig, rigtig positivt imod, så synes jeg, det er fremragende. Derfor synes jeg heller ikke nødvendigvis, at der er nogen særlig grund til, at vi skal snakke os en hel masse fra hinanden.

Så stiller jeg mig helt uforstående i forhold til det der med, at vi skulle være særlig på forbrydernes side, sådan tror jeg det var formuleret. Det synes jeg overhovedet ikke har noget med den her debat at gøre. Jeg synes nærmest tværtimod, det bidrager til lige præcis det der med, at man får snakket sig væk fra hinanden i stedet for at sige: Hvad er det så, man kan lave sammen på det her felt?

Så må jeg bare sige igen til Dansk Folkeparti: Dansk Folkeparti sad i 10 år med den helt afgørende indflydelse. Man pralede af, at man var de mest magtfulde – måske ved siden af Venstre – i Danmark i de 10 år, og alligevel kom jo eksempelvis den her offerfond ikke på banen. Så er det måske lige frisk nok at komme efter 8 måneder og sige: Det er så i øvrigt nogle andres skyld, at der aldrig skete noget med det. Der var utallige finanslovforhandlinger, hvor der kom alt muligt op som krav fra Dansk Folkeparti: overdækning af Jellingstenen, grænsekontrol, og hvad ved jeg? Der kunne man jo bare have taget det her med, hvis det virkelig var noget, man mente dybt alvorligt.

Hr. Tom Behnke for en kort bemærkning.

Jeg synes efterhånden, det er lidt morsomt, hvor den her debat drejer hen. For det hele i hr. Ole Hækkerups tale handlede om proces og ikke om indhold. Det er et kæmpe problem, at forslagsstillerne i bemærkningerne ikke engang har skrevet, hvor ideen om offerfonden er opstået henne. Men det ved hr. Ole Hækkerup jo godt, så til hvis ære skulle det står i bemærkningerne? Er det sådan, at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti skal iklæde sig sæk og aske? Jeg kan se, at hr. Ole Hækkerup nikker, og nu nævner jeg det her, for det kan man jo ikke se i referatet. Og så er vi jo tilbage ved udgangspunktet, som i virkeligheden er min kritik, og det er, at hr. Ole Hækkerup bruger al sin tid på proces i stedet for indhold. Det, vi taler om her, er at gøre noget for ofrene. Jeg er med på, at regeringen kommer med forslag, men er der ikke bare en lille smule af det, der står i det her beslutningsforslag om at hjælpe ofrene, som Socialdemokratiet kan bruge i de videre forhandlinger, eller afviser man alt, hvad der står i beslutningsforslaget?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke rigtig med det der med hr. Tom Behnke iklædt sæk og aske – man skal jo passe på med, hvad man forestiller sig, og det kan i sig selv være en skræmmende tanke.

Jeg afviser ikke noget som helst på forhånd, tværtimod er hele ideen med at sige, at man gerne vil have så mange som muligt med i det her, selvfølgelig også, at alle gode ideer er velkomne. Derfor ville det jo også, hvis der kom et eller andet forslag – det kunne være en god idé fra Det Konservative Folkeparti – være helt uholdbart så på forhånd at skyde det ned og sige: Det kan umuligt blive til noget. Hvis vi skal have et bredt flertal for at gøre det bedre på det her område, skal man jo lige præcis ikke lukke ned for den slags gode ideer, der måtte komme.

Men selvfølgelig synes jeg, at man står sig meget bedre, hvis man lige afventer regeringens udspil til hele offerområdet. Og jeg synes faktisk også, der er en fornuftig historik i at sige: Der er en række opgaver, man vil løse på retsområdet, og det skriver man ind i regeringsgrundlaget, når man tiltræder som ny regering, og en lang række af de opgaver begynder man så at udføre. En af opgaverne er her at komme igennem hele offerområdet, og det kommer vi nu. Hvis hr. Tom Behnke sætter sig ned og kigger hele regeringsgrundlaget igennem, kan han ganske givet finde noget i regeringsgrundlaget, som vi ikke har gennemført endnu efter 8 måneder – valgperioden er jo trods alt også 4 år – og så kan han fremsætte beslutningsforslag om det i Folketinget, og så kan han sige: Hov, hvorfor gør I ikke noget?

Men jeg synes, der må være en vis rimelighed, hvis man skal finde hinanden og gøre noget fælles på det her område, i at sige, at det er glimrende, at der kommer nogle udspil, og glimrende med gode ideer, der kan spille ind i forhold til de der udspil.

Hr. Tom Behnke.

Jeg tror nu heller ikke, jeg har kritiseret regeringen, tværtimod sagde jeg, at jeg da også ser frem til, at regeringen kommer med et udspil. Men det er mere hele den der retorik, der ligger i at sige, at nu har Venstre og Konservative haft regeringsmagten i 10 år, og hvorfor har man så ikke gennemført alting? Hvis nu det skal holde, er det vel sådan, at hvis man én gang har været regeringsparti, kan man til evig tid aldrig nogen sinde fremsætte nye forslag i Folketinget, eller hvad? Eller er det i virkeligheden ikke sådan, at debatten jo altid kører videre, og at man tager én ting ad gangen? Man gennemfører det, som er relevant på det givne tidspunkt; verden ændrer sig, og situationen ændrer sig, og så kan der være behov for nye forslag. Det er den måde, det kører på. Og det er det samme i forhold til offerfonden, som vi i sin tid var skeptiske over for. Men vi har undersøgt det nærmere, og det bør man vel rose os for i stedet for at skose os for, altså at vi rent faktisk lader os påvirke af de informationer, vi får, og siger: Det kunne nu godt være, der var noget i det her, og at vi efter svensk forbillede kunne gøre noget her.

Retorikken lyder: I har jo haft regeringsmagten i 10 år, og hvorfor kom I ikke med nogle forslag? Til det vil jeg sige, at det gjorde vi jo også, men man kan vel ikke gennemføre alt, hvad man overhovedet har af ideer til evig tid, på 10 år for så derefter at være uden mulighed for nogen sinde igen at måtte fremsætte bare ét forslag. Eller hvad?

Ordføreren.

Men der er dog den centrale forskel, vil jeg sige til hr. Tom Behnke, at lige præcis den her idé faktisk er noget, der fremkom i Folketingssalen i beslutningsforslag, herunder fra mit eget parti, men sådan set også fra SF. Så på den måde kan man sige, at det ikke bare er alle mulige ideer, for det er jo en idé, som faktisk konkret har været diskuteret her i Folketingssalen.

Så vil jeg gerne sige igen, at jeg finder det udelukkende glædeligt, jo flere partier, der siger: Ja, vi har brug for at gøre noget her. Og der kan sagtens være sket en række ting, eksempelvis som i Marlene Duus-sagen, som har betydet, at der er kommet større opmærksomhed omkring det her, og at vi er nødt til at gøre flere ting. Men jeg vil også gerne understrege, at en af årsagerne til, at regeringen præsenterer et nyt udspil på hele offerområdet inden for en overskuelig fremtid, er en beslutning, som allerede var truffet, da vi skrev regeringsgrundlaget. Det var allerede på det tidspunkt en del af den politik, vi gerne ville føre. Og derfor er det jo ikke sådan helt nyt, og derfor må jeg også være ærlig og sige, at selv hvis Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ikke havde fremsat det her beslutningsforslag, ville regeringen jo alligevel være kommet med et udspil på offerområdet. Men det er selvfølgelig klart, at jo flere partier der siger, at man lægger sig i samme retning, jo bredere bliver samarbejdet, og jeg skal da ikke undlade at bemærke, at det er præcis den type bredt samarbejde, jeg foretrækker med andre, som tilpasser sig de synspunkter, jeg selv har.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det hr. Jeppe Mikkelsen som radikal ordfører.

Tak. Jeg vil ikke sige så sindssygt meget om dette beslutningsforslag. Vi er meget mere enige, end debatten umiddelbart giver udtryk for. Jeg tror sådan set, at vi deler intentionen, nemlig at man skal have styrket indsatsen over for ofre for kriminalitet. Det er vi rigtig, rigtig glade for at forslagsstillerne og Venstre også er enige i. Det ændrer dog ikke ved, at vi ikke kan støtte forslaget fra Dansk Folkeparti og Konservative, for vi har, som ministeren og hr. Ole Hækkerup har været inde på, et nyt udspil på trapperne. Det er et udspil, som vil gøre mere for ofrene. Det bør forslagsstillerne af dette beslutningsforslag også glæde sig over, for det betyder, at vi er meget langt i processen. Og hvem er det til gavn for? Joh, det er jo lige præcis til gavn for ofrene.

Jeg vil også sige tillykke, for man nåede at komme ned i salen før os. Det kan jeg måske ærgre mig over, for timing er jo en vigtig ting i dansk politik. Men det vil jeg ikke. Jeg vil derimod glæde mig over, at det tyder på, at vi har et bredt flertal, som gerne vil kigge på nye initiativer. Det håber jeg på vi kan gøre i fællesskab inden længe.

Men som sagt bliver det i denne omgang ikke med støtte til dette beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jørn Dohrmann.

Jamen det er jo ikke til at forstå, at De Radikale ikke vil hjælpe ofrene her og nu, når det kan lade sig gøre. Her er der nogle konkrete tiltag, noget, som vi egentlig mener der burde tages hånd om, og så burde man som et ansvarligt parti jo sige, at man skulle lade det indgå i forhandlingerne. Så kunne vi lave et bredt forlig, en bred aftale, på det her område, i stedet for at man bare siger nej til det, og man kunne komme med nogle gode, positive elementer i forhold til, hvad det egentlig er, man vil. For vi får nu i dag bare at vide, at De Radikale ikke ønsker noget på det her område, og hvis de ønsker noget, så står det hen i det uvisse, hvad det er, de ønsker. Så det ville være godt, hvis det var, at man kunne være lidt mere konkret og sige, hvad det er, man kan støtte i det her forslag, og hvad det er, vi i fremtiden kan forvente at se med hensyn til, hvad der vil blive lagt frem. For jeg tror, der er mange ofre, der i dag sidder tilbage med en fornemmelse af, at der, selv om der er politikere, som i lang tid har rendt rundt og har sagt, at de gerne ville gøre noget for ofrene, så ingenting sker, og vi må i dag igen konstatere, at det flertal, der egentlig skulle være der for at hjælpe ofrene, ikke er der; det kan vi ikke se. Så hvad er det, De Radikale fremadrettet vil?

Ordføreren.

Jeg synes, det er supersupersynd, at der er denne retorik, som der er. Jeg synes, at vi, i stedet for vi går på barrikaderne og skyder hinanden alt muligt i skoene, så skulle samarbejde en smule mere. Så spørger hr. Jørn Dohrmann til, hvorfor det ikke skal være lige nu, at der gøres noget, og hvorfor det ikke skal være med dette beslutningsforslag, at der gøres noget. Jo, men der er svaret på det jo givetvis, at det – som ministeren også har været inde på – er sådan, at der er nogle elementer i det, som allerede er blevet gennemført; det mener vi faktisk at de er. Der kunne man spørge: Kunne man så ikke kunne pille noget af det ud og stemme det igennem? Jamen det kunne man måske godt gøre, men man skal, hvis man gør det, også vide, at det så vil være sådan, at Folketinget dermed vil pålægge regeringen at gå i gang med at arbejde med det ovre i ministeriet, og at det er noget, der vil tage yderligere tid. Man kan bare sige, at vi er kommet langt i processen, og at det er noget, der kommer inden længe. Så jeg tror faktisk, at det er den hurtigste måde, det kan gøres på, til gavn for ofrene.

Hr. Jørn Dohrmann.

Jamen igen lykkedes det jo at holde en lille tale, uden at man sagde, hvad det var, man ville, og det synes jeg er en skam, når vi tænker på ofrene. For vi kan bare konstatere, at vi i dag ikke kan få at vide af De Radikale, hvad det egentlig er, de ønsker at gøre for at hjælpe ofrene. Så er jeg nødt til at spørge direkte: Er det det punkt, der handler om, at man i erstatnings- og godtgørelsessager får et retskrav på en sagsbehandlingstid, der ikke overstiger de 3 måneder, som De Radikale er enige i? Og sådan kunne vi gå hele forslaget igennem. Kunne vi ikke få noget konkret at vide om, hvad det er, De Radikale egentlig vil gøre?

Ordføreren.

Jeg sætter stor pris på, at hr. Jørn Dohrmann er meget nysgerrig, og det kan jeg godt forstå han er. Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt. Jeg tror også, at vi vil kunne finde nogle elementer frem, og at Dansk Folkeparti vil kunne se sig selv som en del af det. Jeg tror ikke, jeg kan komme det så meget nærmere i dag. Vi har et udspil, som er på trapperne, men det er nok bedst ikke at løfte sløret for, hvad der er i dette udspil, her fra Folketingets talerstol, men vente, til det ligger færdigt, og til det er gennemarbejdet, således at vi forhåbentlig kan få den hurtigst mulige behandling af det, så det hurtigst muligt kan blive realiseret, til gavn for ofrene.

Hr. Tom Behnke for en kort bemærkning.

Det beslutningsforslag, vi har fremsat sammen med Dansk Folkeparti, og som vi behandler i øjeblikket, indeholder en lang række konkrete tiltag. Er der nogen af de forskellige forslag, som Det Radikale Venstre på forhånd vil udelukke overhovedet kan indgå i de kommende forhandlinger?

Ordføreren.

Nej, jeg vil sådan set ikke stille nogen ultimative krav op. Jeg vil f.eks. i forhold til det med venteværelser ved domstolene sige, at meget tyder på, at det allerede er implementeret eller ved at blive implementeret, så det vil jeg måske stille mig skeptisk over for. Men jeg vil ikke på forhånd udelukke noget af det, nej. Jeg synes, det er lidt af en uskik, hvis man skal have en god behandling, at man stiller ultimative krav.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Jamen jeg vil godt rose hr. Jeppe Mikkelsen for modsat den socialdemokratiske ordfører og justitsministeren at sige, at man sådan set er enig i en hel del af de ting, der ligger her, og at man da synes, det er positivt, at vi har debatten, og lad os så glemme processen. Der er jo en grund til, at den socialdemokratiske ordfører og justitsministeren siger, som de gør. Det er, fordi de ikke vil komme i en situation, hvor de er tvunget til at stemme for det her forslag. Så det naturlige spørgsmål er så: Når hr. Jeppe Mikkelsen siger, at vi skal skære processen væk, og at vi skal fokusere på det, det handler om, ofrene, og at vi skal hjælpe dem hurtigst muligt, så regner jeg også med, at Det Radikale Venstre stemmer for det beslutningsforslag, der ligger her, er det ikke rigtigt?

Ordføreren.

Hvis jeg har tilkendegivet det, så vil jeg meget gerne undskylde over for hr. Karsten Lauritzen. Jeg tror, at jeg til at starte med i min tale sagde, at det dog ikke ændrer på, at vi ikke kan støtte forslaget fra Dansk Folkeparti og Konservative, for vi har et nyt udspil på trapperne, som ministeren nævnte. Det var i hvert fald det, jeg havde skrevet ned, inden jeg gik herned.

Vi vil meget gerne være med til at kigge på det her, absolut. Det vil vi meget gerne. Men som sagt er der noget på trapperne, og vi skal også passe på, at vi ikke obstruerer den proces ved at smide alt muligt nyt over i embedsværket. Lad os nu tage det, og man kan glæde sig til de initiativer, der kommer.

Hr. Karsten Lauritzen.

Altså, det er jo fair nok. Det er jo sådan, at embedsværket opererer efter, hvad der er politiske ønsker for; sådan må det nu engang være, forhåbentlig, sådan burde det være. Så jeg forstår godt, hvorfor Det Radikale Venstre ikke kan støtte beslutningsforslaget, for meget politik handler jo om, hvem der kommer først med ting. Men jeg synes måske lidt, at når hr. Jeppe Mikkelsen siger, at vi skal glemme processen, og at vi skal fokusere på det, det handler om, ofrene, så ville det jo være naturligt også at stemme for, og så indgår det her i det arbejde, der er ovre i ministeriet. Der er jeg sikker på at det ikke obstruerer noget. Jeg er sikker på, at det bare vil kvalificere den pakke, som regeringen kommer med, og som – hvis man tog de her ting med – sikkert vil samle et bredt flertal i Folketinget, så mit spørgsmål er blot en opfordring.

Ordføreren.

Lad os tage det den anden vej omkring. Vi er kommet med vores politiske ønsker til embedsværket. Det er jo den fordel, man har som regering, altså at man har et embedsværk til også at tage en række initiativer osv. Skulle det så vise sig, at der er noget, vi har glemt, og noget, vi efterfølgende kan enes om partierne imellem, når vi får det her fremsat og vi kommer til at forhandle det, i udvalgsbehandlingen osv., så kan vi jo altid smide det tilbage i embedsværket. Så har hr. Karsten Lauritzen fuldstændig ret i, at så reagerer embedsværket jo på politisk ønske efter flertallet.

Tak til den radikale ordfører. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt som SF's ordfører.

Nu er jeg jo desværre kommet lidt for sent ind i processen, så jeg har ikke hørt hele debatten, men jeg har dog lyttet til lidt af det, der er foregået. Det er jo en sådan lidt sjov situation, for det er næsten som at høre debatten med omvendt fortegn, for i 2009 fremsatte Socialdemokraterne og SF jo et forslag om at gøre noget mere for ofrene, som vi jo ikke kunne få den daværende regering til at stemme for. Det resulterede dog i nedsættelsen af et udvalg, som fik kigget på nogle ting, bl.a. offerfonden, som vi så dengang fik afslag på at gennemføre. Så jeg ved ikke, hvad det er, men Dansk Folkeparti og De Konservative har måske fået nogle nye oplysninger, som betyder, at man nu godt kan gennemføre forslaget om en offerfond. Det synes jeg i hvert fald er lidt interessant.

Lidt efter fremsatte vi i SF også et forslag, som skulle forbedre vilkårene for voldtægtsofre, som også er i en meget, meget svær situation som ofre for en forbrydelse. Det resulterede faktisk i, at der blev nedsat et udvalg. Man kunne heller ikke stemme for det beslutningsforslag. Der skulle være en politisk proces, der skulle komme en redegørelse, og det skulle gøres ordentligt og fornuftigt. Der var mange gode argumenter for, hvorfor man ikke lige kunne stemme for det forslag, som SF dengang fremsatte i Folketingssalen.

Nu er tingene i proces og er ved at blive gennemført under den nye regering, så det nytter jo noget at rejse debatten. Derfor synes jeg også, det er positivt, at Dansk Folkeparti og De Konservative har meldt sig ind i kampen for ofrene, for det synes jeg faktisk at jeg har manglet i de år, jeg sad i opposition. Der har været snakket rigtig meget om retsfølelse og om straf, men jeg synes, at når det handler om at tage konkrete initiativer, som løfter ofrene, har der faktisk ikke været meget at byde på. Det er jo det, som den nuværende regering rigtig gerne vil medvirke til at rette op på.

Jeg synes, det er godt, at vi får debatten her i dag, men jeg siger ikke for meget ved at afsløre, at SF selvfølgelig heller ikke kan stemme for det her forslag, fordi vi netop har gang i en proces. Vi har givet os det ambitiøse opdrag i regeringsgrundlaget at gøre noget ved lige præcis det her, så vi har sat et arbejde i gang. Jeg er sikker på, at både Dansk Folkeparti og De Konservative bliver rigtig glade og overraskede, når udspillet engang kommer. Det her er nok lidt udtryk for en slags politisk drilleri. Det tror jeg faktisk også at de synes i Enhedslisten, som jeg har lovet lige at sige et par ord for her i dag.

Enhedslisten siger, at de har sympati for forslaget, men de minder om, at Enhedslisten faktisk selv har fremsat et forslag om en offerfond, og at det faktisk er fremsat før det her forslag, som indebærer, at langt de fleste af forslagets elementer vil blive til virkelighed. Enhedslisten betragter forslaget som rent drilleri fra forslagsstillernes side og kan ikke støtte forslaget.

Det er også SF's indstilling, men jeg synes, det er godt, at vi finder hinanden, og jeg tror på, at Dansk Folkeparti og De Konservative vil blive glade og tilfredse den dag, vi fremlægger udspillet. Men det er nødvendigt med en ordentlig proces. En af de ting, jeg har lært ved at være medlem af et regeringsparti, er, at der faktisk en gang imellem er nødt til at komme mere end et beslutningsforslag på bordet, før man kommer skridtet videre.

Hr. Jørn Dohrmann for en kort bemærkning.

Jeg vil da gerne spørge fru Karina Lorentzen: Hvad er det, man kan støtte i det her forslag? For vi fik slet ikke at vide med et eneste ord, hvad det var, der var positivt. Det, vi fik at vide, var, at Enhedslisten engang havde fremsat et beslutningsforslag om en offerfond, men det er jo taget af bordet igen. Så måske kan fru Karina Lorentzen Dehnhardt fortælle, hvorfor det er taget af bordet igen. En ting er, at man ligesom siger, at man gerne vil fremsætte forslag, men en anden ting er, at man rent faktisk gør det. Her har vi gjort det, at vi har lagt nogle ting frem, som vi ønsker, at partierne skal forholde sig til, og om de også ønsker at gå den vej. Vi kan så konstatere, at SF sammen med de andre partier ikke ønsker at gøre noget for ofrene på nuværende tidspunkt. Det skal i en syltekrukke. Der skal gå tid med det og sådan noget. Har ofrene ikke ventet lang nok tid? Det er mit konkrete spørgsmål. Hvor lang tid skal ofrene vente, og har de ikke ventet lang nok tid?

Ordføreren.

Man kan spørge sig selv, hvorfor Dansk Folkeparti ikke har gjort noget ved situationen i den tid, hvor man var støtteparti. Man har haft 10 år til at gøre noget ved det her. Der er blevet stillet utallige forslag, bl.a. fra Socialdemokraterne, fra SF og fra Enhedslisten på det her område tidligere, men man har jo ikke gjort noget. Det er, fordi hr. Jørn Dohrmann udmærket godt ved, at der er en politisk proces omkring det her, og det er også derfor, at hr. Jørn Dohrmann udmærket godt ved, at jeg ikke kan kommentere på de enkelte forslag. Så kan man konstatere, at nogle af dem jo også er gennemført, bl.a. det her med ventesalene ved domstolene. Det er faktisk et arbejde, som man selv har sat i gang, dengang Venstre og Konservative var ved magten.

Så jeg synes, at det her er en omgang drilleri. Det skal man selvfølgelig også have lov til, det er en del af det politiske spil. Det, jeg glæder mig over, er, at vi får gjort noget for ofrene. Det sikrer den her regering. Vi har skrevet det i regeringsgrundlaget. Vi kommer med nogle forslag, og vi gennemfører det. Det synes jeg ærlig talt er mere end det, den tidligere regering faktisk gjorde.

Hr. Jørn Dohrmann.

Vi kan jo konstatere, at fru Karina Lorentzen Dehnhardt i hvert fald ikke vil fortælle, hvad det er, man gerne vil gøre, men vi skal alle sammen vente. Jeg fik heller ikke svar på det spørgsmål, jeg havde omkring beslutningsforslag fra Enhedslisten, og hvorfor det var taget af bordet igen. Så alt i alt kan vi konstatere, at vi ikke får svar på de spørgsmål, som vi stiller, fordi man ikke ønsker at svare, og så må vi jo konstatere, at det så er, fordi den nuværende regering ikke vil hjælpe ofrene. Vi fik jo heller ikke svar på, hvor lang tid de skal vente, og hvorfor man ikke kan hjælpe ofrene hurtigere end det, man egentlig gør. Her er der mulighed for at sige til embedsmandssystemet, at her er der nogle forslag, som man kan indarbejde i det, man sidder og roder med til daglig, fordi det er der et politisk flertal for. Nu spilder man igen tiden med snak i stedet for at hjælpe ofrene.

Så hvornår vil SF være med til at hjælpe ofrene, i stedet for at det bare ryger i en syltekrukke, og dermed også ligesom fortælle, hvad det er for nogle tiltag, man ønsker?

Ordføreren.

Jeg må lige minde om, at SF faktisk fremsatte et forslag under den tidligere regering, som Dansk Folkeparti ikke hjalp os med at få gennemført, nemlig forbedrede forhold for voldtægtsofre og en række andre tiltag i forhold til ofre. Det gjorde Dansk Folkeparti ikke noget ved. Nu er man pludselig rigtig, rigtig optaget af ofrene. Det synes jeg er positivt, fordi så har vi en fælles interesse her. Vi har faktisk gjort det, at vi har skrevet noget om det her i regeringsgrundlaget, fordi vi faktisk anser det for at være rigtig, rigtig vigtigt. Når der begås kriminalitet, er der først og fremmest mennesker, som kommer til skade, og det er noget, som vi som samfund bør tage rigtig alvorligt, og vi bør hjælpe de mennesker til at komme over forbrydelsen, så godt som vi kan, hurtigst muligt. Derfor lover jeg hr. Jørn Dohrmann, at der kommer noget ambitiøst fra regeringen, og jeg glæder mig til, at hr. Jørn Dohrmann måske vil stemme for og hjælpe ofrene denne gang, for det har man ikke gjort tidligere.

Hr. Tom Behnke for en kort bemærkning.

Nu har SF's ordfører to gange sagt, at der ikke er sket noget tidligere, og at den tidligere regering ikke har gjort noget for ofrene. Man har ingenting gjort. Det er jo ikke rigtigt.

Faktisk har man styrket ofrenes retsstilling både under og efter sagen. Der er oprettet en ordning med en kontaktperson i politiet, der sørger for, at man bliver ført hele vejen igennem og bliver vejledt om, hvordan retsmøderne fungerer. Man har fået bistandsadvokater, man får oplysninger om, at gerningsmanden bliver løsladt fra fængslet, når det sker på et tidspunkt. Der har været indretning af retssalene som led i domstolsreformen, det hænger bare lidt i bremsen. Der har været skærpet straf for personfarlig kriminalitet, altså hele retsbevidstheden og retsfølelsen. Vi har gennemført konfliktmægling. Vi har sørget for at oprette det, der hedder offerrådgivning, og vi har styrket det, der hedder hjælp til voldsofre, ved at give dem en millionbevilling, som den nuværende regering i øvrigt har skåret ned. Vi foreslår så, at den bliver sat op igen.

Så det der med, at der ingenting er sket, er altså ikke rigtigt. SF støttede sådan set alle de her tiltag, så det kan ikke være, fordi SF har glemt det. Eller hvad?

Ordføreren.

Nu var SF jo faktisk ophavet til en del af de ting, og SF var anledningen til, at en del af de ting blev undersøgt, så selvfølgelig støttede vi det. Men jeg må bare konstatere, at det, man gjorde, var at udvælge de forslag, som ikke kostede noget. Det var måske ikke så ambitiøst. Jeg synes måske godt, man kan gå skridtet videre og se på, hvad vi så kan gøre for ofrene. Jeg er sikker på, at det, der kommer fra regeringen, er ambitiøst. Derfor glæder jeg mig til, at vi kan finde sammen om det her, og at vi i fællesskab kan finde noget, der støtter ofrene.

Hr. Tom Behnke.

Men så er det igen faktuelt forkert. Det, der virkelig hjælper ofrene, er, at de overhovedet ikke bliver ofre. Det vil sige hele den forebyggende, præventive indsats. Den tidligere regering lavede en historisk stor ungdomspakke, hvor man afsatte over 700 mio. kr. til forebyggende, præventivt arbejde blandt børn og unge, så de ikke kom ud i kriminalitet.

Så først skulle vi altså høre, at man ingenting havde foretaget. Det havde man så alligevel, men man havde i hvert fald ikke prioriteret det og sat penge af til det. Jo, det havde man. Her er et helt konkret sted, hvor man har sat penge af. Derudover satte man, mens der var en borgerlig regering, flere penge af til to af de foreninger, som vi foreslår skal have flere penge. Nu er der en socialistisk regering, og så mindskes bevillingerne. Så det der med, at man ikke ville prioritere og sætte penge af, var jo heller ikke helt rigtigt, vel?

Ordføreren.

Jeg husker den ungdomspakke, som skulle forebygge. Det var den, som også indeholdt en nedsættelse af den kriminelle lavalder, som jo netop er blevet sat op igen. Så jeg er ikke enig i alle de initiativer, der lå lige præcis i den pakke. Jeg er heller ikke sikker på, at lige præcis den pakke var med til at sikre det offer, som blev udsat for kriminalitet. Så det tror jeg vi må afvise.

Jeg vil bare sige her til sidst, at jeg er rigtig glad for, at vi om lidt kan fremsætte noget, som vi synes er rigtig ambitiøst. Og jeg glæder mig også over, at der tilsyneladende vil blive et flertal for det her i Folketingssalen. Det er i hvert fald det, jeg har lyttet mig frem til. Det synes jeg er en god nyhed for ofrene, for vi trænger til at gøre noget på den front. Det har haltet rigtig meget.

Tak til SF's ordfører, der også dækkede Enhedslistens ordfører. Så er det hr. Leif Mikkelsen som ordfører for Liberal Alliance.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll kan ikke være her, derfor er det mig. Jeg vil da gerne sige, at det sikkert er meget underholdende at høre på, hvad den tidligere regering ikke lavede, og hvad den her regering skulle have lavet; man kan måske sige, at det for ofrene er mindre befordrende at høre på. For dem er det vel mere interessant, om der bliver vedtaget noget.

Her i dag har vi så igen set regeringen opføre den samme bestræbelse og sige det, som den siger til et ethvert beslutningsforslag, nemlig at vi bare skal vente lidt, for den kommer selv med noget bedre, og at der skete for lidt før. For en sikkerheds skyld vil jeg gerne understrege over for ministeren, at vi stemmer for det her forslag sådan for en sikkerheds skyld, mens vi venter på, at ministeren kommer med alt det, han har sagt er bedre.

Så vi er sådan set helt klar til at gå ofrenes vej, for man bliver berørt, når man i Politiken læser Marlene Duus' kronik om, hvad hun har været udsat for. Så bliver man faktisk lidt bekymret, for det kunne tyde på, at der er noget, der trænger til at blive rettet op, og det synes jeg egentlig bare vi skulle samle os om. Så uanset at det her beslutningsforslag ikke bliver vedtaget, vil vi gerne allerede nu sige, at vi med de bemærkninger, der er faldet fra ministerens side, har en forventning om, at regeringen kommer med noget, som vi så til gengæld også vil støtte, af hensyn til de ofre, som der er for mange eksempler på står tilbage med en følelse af, at der sådan set var mere bekymring om, hvordan man fik den kriminelle videre, end hvordan man fik hjulpet det offer, der står tilbage, videre.

Hvis det er målet, hilser vi også regeringens initiativ velkommen, men for en sikkerheds skyld stemmer vi altså for det her forslag i mellemtiden. Tak.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Hr. Tom Behnke som konservativ ordfører.

Tak for det. Vi er som Konservative meget optaget af det her område, og det er også derfor, at vi har været med til at udfærdige det her beslutningsforslag og få det fremsat.

Vi har jo igennem de 10 år, hvor vi havde regeringsmagten, ydet en meget stor indsats i forhold til at få bekæmpet den personfarlige kriminalitet. Vi vil ikke acceptere, at man sådan render rundt og slår på hinanden, og hvad der ellers ligger i begrebet personfarlig kriminalitet. Vi har sat hårdt ind. Vi har stillet næsten 70 ændringsforslag til, at der skulle strammes op, og at det faktisk er lykkedes, er også begyndt at vise sig: Risikoen for at blive udsat for en voldshandling i Danmark er den laveste i 40 år. Så der sker altså nogle ting på det her område.

Det er jo den ene side af det, nemlig at sørge for at gøre noget for at forhindre, at forbrydelserne sker. Men når de så alligevel er sket, har vi nogle ofre, og dem skal vi tage hånd om. Som jeg nu flere gange har haft lejlighed til korrekse andre ordførere om, har vi selvfølgelig igennem de 10 år fremsat det ene forslag efter det andet, der styrker ofrenes retsstilling, og som sørger for at tage hånd om ofrene. Men vi kan gøre det endnu bedre, og det er så det, beslutningsforslaget her handler om.

For det, vi kan konstatere, er, at til trods for de mange tiltag, den tidligere regering gennemførte med støtte fra et meget bredt flertal i Folketinget – ofte et enstemmigt Folketing – så er sagen jo stadig væk den i dag, at ofrene selv må kæmpe sig igennem det offentlige system for at få hjælp. Når man møder op og beder om at få noget hjælp, bliver man bedt om at trække et nummer, og det nummer er et meget, meget højt tal, og så må man i øvrigt vente, indtil det offentlige har tid til at tage sig af det.

Omvendt, hvis man kommer som gerningsmand, fordi man har lavet en forbrydelse og er blevet dømt for den, så behøver man ikke engang selv at trække et nummer, for det er der en sagsbehandler, der sørger for at gøre for en, og helt tilfældigt står der nr. 1 på den seddel, man får, og man står forrest i køen til at få det ene tilbud efter det andet og den ene form for hjælp efter den anden. Men det er ikke rimeligt, at vi på den måde prioriterer gerningsmændene højere. Jeg siger ikke, at gerningsmændene ikke skal have hjælp, men jeg synes, at der er en moral og en kultur i vores måde at håndtere de her ting på, som er helt grundlæggende forkert, nemlig at ofrene selv må kæmpe, mens man søreme nok skal sørge for at tage gerningsmændene i hånden og lede dem hele vejen igennem. Der er en forkert prioritering af de her ting, og derfor har vi så sammen med Dansk Folkeparti fremsat et beslutningsforslag med en lang række konkrete forslag til, hvordan vi kan gøre det bedre for ofrene.

Det, jeg hørte med stor tilfredshed, var jo, at bl.a. hr. Ole Hækkerup fra Socialdemokratiet gav udtryk for, at alle forslagene her vil indgå i de videre drøftelser af det, som regeringen spiller ud med. Og det er jo godt og positivt, at man på den måde holder dørene åbne, og det er vi da meget tilfredse med. Det er jo på den måde, altså ved at fremsætte beslutningsforslagene og konkret sige, hvad det er, man gerne vil, at man som opposition er i stand til at påvirke processerne. Hvis vi stadig væk sad i regering, hvad havde vi så gennemført? Det er jo det, vi skriver i et beslutningsforslag, og det kan så indgå i de videre drøftelser.

Det, som det her handler om, er jo en lang række tiltag, bl.a. i forhold til sagsbehandlingstiderne, når vi taler om erstatning til ofrene. I mange af de her sager må ofrene vente og vente på at få den erstatning, de skal have. Nogle gange kan man sidde og diskutere, om méngraden er 40 eller 45 pct., og det kan trække ud i årevis med speciallægeerklæringer osv. Men hvis uenigheden drejer sig om, hvorvidt det er 40 eller 45 pct., kunne man starte med at udbetale de 40 pct., og så kunne man diskutere de sidste 5 pct., og så måtte de så komme, når man var blevet enig. Man kunne også sige, at hvis ikke en sag kan afgøres inden for 3 måneder, skal der ske en acontoudbetaling, som vi foreslår her, sådan at offeret trods alt har noget at gøre godt med. Og det er jo igen henset til, at vi ved, at det offentlige system ikke er specielt god til at tage hånd om ofrene, men hvis de så får en erstatning, kan de dog trods alt selv prøve at gøre noget ved deres egen livssituation.

Vi har jo mange gange, også her i Folketinget, diskuteret hele problemstillingen om psykologhjælp. Det er selvfølgelig farligt bare at give los og så sige, at enhver, der selv synes, at vedkommende har behov for psykologhjælp, kan få uendelig meget psykologhjælp på det offentliges regning. Men her går vi trods alt ind og siger, at vi altså bliver nødt til at lukke op for, at man kan få mere end 12 timers psykologhjælp. Der må være et andet tal. Det må være sådan, at man kan få den hjælp, der skal til, indtil man ikke har behov for den længere. Det er selvfølgelig ikke personen selv, men fagfolk, der skal vurdere det, og i den sammenhæng skal vi også gøre, hvad vi kan for at reducere egenbetalingen.

Der kommer offerfonden, som vi laver efter svensk forbillede, jo så ind i billedet, for den skal nemlig finansiere det her. Den er en del af forslaget her, og det er der jo også blevet kvitteret for hele vejen rundt; den er så noget, der kommer uanset forslaget, kan man sige.

Men det sidste, som jeg også lige vil nævne, er jo, at vi har kunnet konstatere, at der er to konkrete foreninger, som den nuværende regering har skåret ned i bevillingerne til. Det synes vi er lidt ærgerligt. Vi synes, det er ærgerligt, at foreningen Hjælp Voldsofre ikke får helt så meget, som den har fået tidligere, og derfor foreslår vi, at den skal have dobbelt så meget, som der er sat af. Det samme gør sig gældende i forhold til Offerrådgivningen – der mener vi også, at den skal have dobbelt så meget, som der er blevet sat af med den nuværende regerings velvilje; altså dobbelt op på de her bevillinger til de to konkrete foreninger, fordi de udfører et rigtig, rigtig godt stykke arbejde og der er behov for dem.

Så vi er som forslagsstillere naturligvis positive over for beslutningsforslaget.

Tak til den konservative ordfører. Så er det hr. Peter Skaarup som ordfører for forslagsstillerne.

Tak for det og tak for en forholdsvis positiv behandling af forslaget her fra De Konservative og Dansk Folkeparti. Vi glæder os over, at der er støtte at hente både fra Venstre og Liberal Alliance. Så mangler vi jo egentlig bare, at regeringspartierne får fundet ud af, hvad de mener, og kommer med et udspil, som det er blevet annonceret i dag at de vil. Kunne vi nå en bred enighed i Folketinget om at hjælpe voldsofre bedre og hurtigere, ville vi i hvert fald være nået et rigtig godt stykke ad vejen.

Noget af det, vi har haft fokus på i forbindelse med fremsættelsen af forslaget, er bl.a. de erstatninger, der gives; de hurtige eller nærmere de meget langsomme sagsbehandlingstider, der findes på området, og også størrelsen. Det er klart, at den meget omtalte sag om Malene Duus, voldsofferet, der var tæt på at blive dræbt, og som skrev en kronik i Politiken om hele sin sag, ikke mindst om situationen efter sagen, har været en øjenåbner for mange. Vi håber, at lige netop den sag vil blive fulgt meget nøje af regeringen, når der kommer et udspil, for det er lige præcis sådan nogle sager, der viser, at det, som mange måske går og tror fungerer, i virkeligheden ikke fungerer. I virkeligheden belønner vi gerningsmænd til voldsforbrydelser, som i den sag med Malene Duus, mere, end vi hjælper de ofre, der har været for de voldsforbrydelser.

Der skete jo det med Malene Duus, at 3 år efter at hun blev brutalt overfaldet, viste det sig, at hun endnu ikke havde fået erstatning. Det er desværre langtfra et enkeltstående tilfælde. Ofre for eksempelvis grov vold lider jo ofte både fysisk og psykisk hårdt i lang tid efter overfaldet, måske i resten af deres levetid. Så skal de jo ikke belemres med et sløvt og rigidt system, der mangler kræfter. Sagen er, at der kan gå år, før man får erstatning, en erstatning, som man retligt har krav på. Her må og skal samfundet indrette sig meget bedre på at hjælpe ofrene i stedet for de kriminelle.

Gerningsmanden til Malene Duus fik til gengæld hjælp, han fik lov til at få udgang meget tidligt efter at have lavet den her meget voldsomme kriminalitet og stået bag det her meget voldsomme overfald og drabsforsøg, som det var, på Malene Duus. Han kom ud og fik job hos kokken Claus Meyer, hvor han den dag i dag har job, uden at voldsofferet Malene Duus er kommet videre. Det er krænkende for retsbevidstheden, og det er det, der gør det svært for borgerne at tro på systemet, hvis det er sådan, at man hjælper gerningsmanden, før man hjælper offeret.

Vi håber så, at vi med forslaget har peget på nogle af de områder, hvor der virkelig er et behov for at sætte ind. Det handler altså om sagsbehandlingstiden i de her erstatningssager. Vi synes, at en rimelig sagsbehandlingstid er maksimum 3 måneder, og kan man ikke afklare sagen inden for dem, skal der altså være mulighed for, at man kan give et acontobeløb inden for rammen af det, offeret i hvert fald ville kunne få.

Desuden er det vigtigt, at man har en kontaktperson, ikke bare under selve sagen hos politiet, men også løbende, så man har en, man kan henvende sig til, for det er jo ikke alle mennesker, der, hvis de bliver slået til plukfisk og lige pludselig står uden det sædvanlige netværk, den sædvanlige tilgang til det, man f.eks. har fra sin arbejdsplads, bare sådan lige kan komme over det. Der er det vigtigt, at man har en kontaktperson, der kan hjælpe, og selvfølgelig også har mulighed for at få god psykologhjælp, også ud over den grænse, der er i dag.

Så har vi selvfølgelig bemærket os, at regeringen skar i Landsforeningen for Voldsofres tilskud, faktisk fik de her i 2012 kun 1 mio. kr. Vi synes, at det er rimeligt, at de får de 2 mio. kr., der gør det muligt at hjælpe voldsofre, som de jo gør i foreningen. Vi synes også, at offerrådgivningen skal blive endnu stærkere. Der gøres jo i og for sig et fantastisk godt arbejde i begge organisationer, men der er brug for, at man får en fast forankring og en bedre forankring end det at leve på Rigspolitiets nåde, som man gør i dag, hvor vi i høj grad må håbe på, at Rigspolitiet giver dem en ordentlig behandling. Og der pågår jo også nogle samtaler i øjeblikket om det, men det er bare vigtigt, at man som rådgivning har mere fast grund under fødderne.

Så synes vi som nævnt også, at en offerfond vil være en god idé. I hvert fald vil der være nogle gerningsmænd, der så vil blive pålagt direkte at betale penge til de ofre, som har været udsat for deres forbrydelser.

Endelig er det også, når man møder i retten, ikke bare som vidne, men også som offer, vigtigt, at man sådan ikke nærmest per automatik støder ind i gerningsmanden. For det er meget, meget krænkende og meget uheldigt, at man på den måde kan blive udsat for, det kan være både verbale og fysiske repressalier, fordi man render ind i gerningsmanden til den forbrydelse, der er tale om. Så er det vigtigt, at retterne tager det seriøst og får lavet en adskillelse, om det så bare er et kopirum, eller hvad det nu er, man kan have hos retterne, sådan at ofre og vidner ikke ramler ind i gerningsmanden unødigt i forbindelse med sager.

Vi håber altså med forslaget at sætte hensynet til ofrene højst. Det var, som om man, specielt op gennem 1970'erne, mente, at det var langt mere synd for de stakkels voldsmænd end for ofrene. Det er en tendens, der er fortsat. Der er forsøgt en del ting under den borgerlige regering for at vende det om, men der skal gøres endnu mere, for at det er hjælp til ofrene, der kommer i højsædet, og ikke hjælp til gerningsmændene. Hvis man gennemførte de her tiltag, mener jeg, at man så i hvert fald ville være kommet et rigtig godt stykke ad vejen.

Vi har været udsat for – og det skal være mine afsluttende bemærkninger – at der er nogle partier, der siger en masse fine ting i medierne om, at nu vil de også hjælpe voldsofrene, og så skærer de alligevel i landsforeningens støtte. Man siger, at nu må man jo også gøre noget ved det her, men alligevel gør man ikke rigtig noget ved det i Folketingssalen. Altså, der har været forskel på det, man siger man vil, og det, man så rent faktisk gør. Derfor er det jo, at det her forslag er fremsat på vegne af De Konservative og Dansk Folkeparti, nemlig for at give nogle fuldstændig konkrete muligheder for at følge op på det, man selv har sagt, i form af konkret lovgivning.

Der synes vi, at det er ærgerligt, for regeringen nøler og der kommer ikke noget, og man kan heller ikke få noget at vide, når man spørger her i salen i dag – selv SF, der jo ellers tidligere har sagt nogle ting om, at voldsofre skulle have bedre hjælp, kan ikke rigtig rykke ud med noget af det, man så præcis vil. Der synes vi, at det er ærgerligt, at tiden går, for nu er der ret kort tid til slutningen af folketingssamlingen, og det betyder, at der ikke kan laves lovgivning, og det betyder igen, at det er svært at komme voldsofrene til hjælp nu og her. Det vil sige, at vi skal frem til efter den 1. oktober, hvor Folketinget samles igen, og så kan der måske komme nogle forslag fra regeringen, hvis vi er heldige, og så kan der måske ske en færdigbehandling af det hen mod slutningen af året, måske først i 2013.

Det synes vi er for fattigt. Derfor opfordrer vi til, at det her forslag bliver vedtaget nu under andenbehandlingen af det. Og vi håber på, at man også kan regne med støtte fra regeringen til de punkter, der står her, for det er sund fornuft.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.