Tak og også tak for en god debat.
Jeg synes også, at jeg med glæde har noteret mig en vilje til netop at diskutere de her ting og en vilje til også at fokusere på, hvor vi kan mødes.
Jeg noterede mig bl.a.
synspunktet om, at vi har mere at mødes om end at skændes om.
Det synes jeg da var et meget positivt synspunkt, ikke mindst efter en temmelig stærkt polariseret debat omkring den 8.
marts, hvor der til tider var nogle finker, der røg af panden, men jo også nogle nuancer, der gik tabt i den overordnede debat.
Så selv om der jo er meget, der forener os, kommer vi ikke uden om – og det synes jeg også at den her debat har været præget af – at der er en principiel skillelinje.
Hvad vil det sige at være progressiv som ligestillingsminister eller for den sags skyld som ligestillingsordfører?
Hvad vil det sige at være succesfuld?
Hvad vil det sige at være en ligestillingsminister og ligestillingsordfører, der handler?
Ja, der synes jeg meget klart, at man kan fornemme i debatten, at der synes i hvert fald én klar fløj at mene, at det så er, når man lovgiver, når man tyer til at ændre lovgivningen; det er den eneste måde, hvorpå vi så kan komme frem til resultater.
En anden klar fløj i den her debat, og det er den, jeg så selv tilhører, argumenterer for, at vi lever i et samfund, hvor vi har formel ligestilling som den altovervejende hovedregel.
Det betyder jo, at når man skal opnå reel ligestilling, fordi vi jo stadig væk har nogle problemer der, så sker det ikke ad lovgivningens vej, så er det i højere grad ved debat, ved at ændre normer, ved at ændre traditioner i vores samfund.
Det kan godt være, at det ikke lyder handlekraftigt nok, men det er altså for mig at se det, der er det altafgørende, når vi ser på de udfordringer, som vi står over for.
Mit succeskriterium er derfor som ligestillingsminister, og så må jeg jo leve med ikke at blive kaldt progressiv, handlekraftig osv., ikke at nå en bestemt procentsats eller resultatlighed.
Det er netop, som også andre har nævnt, bl.a.
den forrige taler, at sikre lige muligheder.
Det kræver altså, at vi får rusket op i de her normer og traditioner.
Det er den eneste måde, hvorpå vi kan rykke os det sidste stykke, som vi jo skal for på den måde at få et samfund, hvor vi kan få alle talenter i spil, og hvor ikke de enkelte bliver blokeret i deres ønsker på baggrund af deres køn.
Derfor er det også så afgørende at få bredt ligestillingsdebatten ud, få den ud af de til tider lidt snævre kredse, den befinder sig i, og ud, hvor den så også kan være med til at ændre holdninger og gøre ord til virkelighed.
Det mener jeg i høj grad også er en politisk opgave.
Det er ikke noget, man kan overlade til andre, vil jeg sige for på den måde så at svare på det ene spørgsmål, der var, om man så overhovedet havde behov for at have de her debatter.
Det mener jeg i høj grad man har.
Der vil jeg også fortsat insistere på – det var der også flere der nævnte; det synes jeg faktisk der var almen enighed omkring – at vi selvfølgelig også bliver nødt til at få inddraget mændene i denne debat og også flere end de mænd, der er til stede her i dag.
Det er egentlig ikke noget nyt synspunkt.
Man kan gå tilbage til f.eks.
Thit Jensen, som spillede en central rolle i ligestillingskampen.
Allerede hun pegede jo på det for omkring 50 år siden.
Derfor har jeg så også nedsat et mandepanel, der skal bidrage til at gøre debatten aktuel for begge køn.
Og nej – og det var der så ikke nogen, der skød mig i skoene her i dag, men det har der været tidligere – jeg har naturligvis ikke sagt, at vi så er fuldstændig i mål med ligestilling for kvinder, at vi slet ikke kan få øje på nogen problemer for kvinder overhovedet.
Det er ikke det, der er pointen.
Pointen er bare, at vi ikke kommer i mål for ligestilling for kvinder, hvis ikke vi bogstavelig talt tager et herresving og får mændene med for på den måde at få rusket op i de her normer og traditioner.
Så det er i høj grad også for at få kvinderne det sidste stykke i ligestillingskampen, at jeg så netop har nedsat et mandepanel.
Selvfølgelig skal de også kigge på de områder, hvor mænd halter bagefter, men der er så også den overordnede målsætning med at få gjort det her til en egentlig samfundsdebat.
Hvis man nu skulle mene, at man var i mål med ligestilling for kvinder, så ville det også være underligt, hvis man så som ligestillingsminister lancerede alle mulige initiativer såsom Operation Kædereaktion eller gik ind i kampen for at bekæmpe partnervold osv.
Det er bare for at få det et hundrede procent præciseret.
Så er det også klart nok, at vi anno 2011 jo har en noget anden dagsorden, end da ligestillingskampen begyndte for mange år siden, og jeg synes da personligt, at nogle af de oplevelser, jeg havde den 8.
marts, har været med til at give yderligere stof til eftertanke, ikke mindst om mange af de fastlåste normer, der stadig præger vores samfund i forbindelse med uddannelsesvalg.
Lad mig lige nævne to eksempler:
Det første eksempel handler om en kvindelig officer, som jeg mødte i forbindelse med et besøg hos forsvaret, og som fortalte, at når hun skulle udstationeres og hun så kom ned i børnehaven og gjorde opmærksom på det, blev der altså kigget meget, meget skævt til hende, for man kunne da ikke som mor forlade sit barn i 6 måneder for at tage til Afghanistan, eller hvor det nu end var.
Hendes mand derimod, der også var i forsvaret, mødte stor forståelse og klap på skulderen, for det var vel nok godt, at han sådan påtog sig ansvaret for at kæmpe for værdierne og Danmark – osv.
derudad.
Det var ét eksempel.
Det andet eksempel handler om en mandlig sygeplejerske, der jo så kæmper for at overbevise andre mænd om, at maskulinitet og sygepleje ikke er to uforenelige størrelser.
Som han meget klart sagde det:
Sig mig lige engang, hvad er der egentlig specielt feminint ved en genoplivning?
Det kunne jeg sådan set heller ikke rigtig give ham et meget godt svar på.
Der er jo altså de her fordomme, som vi skal til livs.
Det er dem, der er centrale, og det er derfor, det er så vigtigt, at ligestillingsdebatten ikke kun er en debat for kvinder og om kvinder, for så kommer vi simpelt hen ikke i mål.
Derfor skal debatten bredes ud.
Ja, så er vi jo igen ved det sådan lidt principielle, nemlig hvad man så skal gøre, og igen vil jeg sige, som jeg har fremført, at det altså er sådan, at når vi ikke går efter resultatlighed og vi ikke går efter, at man skal opnå ligestilling ved hjælp af tvang, jamen så er det naturligvis heller ikke sådan, at vi ønsker at ty til lovgivning inden for det her felt.
Der er andre instrumenter, vi skal benytte os af.
Så må jeg også sige, at jeg ikke synes, vi har opnået vores mål ved at få en bestemt procentsats.
Nej, vi har opnået vores mål, når det simpelt hen er sådan, at den enkelte ikke længere bliver begrænset af sit køn i forbindelse med de forskellige valg, som vedkommende ønsker at gennemføre, eller føler sig diskrimineret på baggrund af sit køn.
Jeg synes egentlig, at forfatteren Erica Jong, der jo gæstede Danmark den 8.
marts, sagde det meget godt:
Feminisme har givet os et valg, men den dikterer ikke, hvad vi skal vælge.
Så kunne jeg godt bruge en del tid på at løbe de enkelte punkter i planen igennem.
Det vil jeg springe over, fordi jeg synes, at det på glimrende vis er blevet gjort bl.a.
af fru Helle Sjelle, så jeg vil sådan set koncentrere mig om nogle af de punkter, der er blevet nævnt i debatten.
Og det første punkt var jo så uddannelsesvalget, som fru Pia Adelsteen var inde på.
Bare lige for at præcisere vil jeg sige, at de initiativer, der tages i forbindelse med det kønsopdelte uddannelsesvalg, jo er et forsøg på at vise paletten, men ikke at gøre sig til overdommer over, hvad den enkelte skal bruge sit liv på.
Der er vi tilbage ved det med drømmene, nemlig at det gælder om, at den enkelte skal have mulighed for at udleve sine drømme, men der er ikke nogen, der skal diktere, hvad drømmene skal være.
Der er det selvfølgelig klart nok, at i de forskellige initiativer, som vi har taget, fokuserer vi på mænd
og
på kvinder.
Så er der nogle af initiativerne, som specifikt retter sig mod kvinderne, og det er jo bl.a.
initiativet i forbindelse med praktik, altså at man kan komme i praktik som problemknuser.
Men dermed jo ikke sagt, at vi ikke har et bredere perspektiv og især også tænker drengene ind.
Det er også derfor, vi er i færd med den her undersøgelse for at se, hvor det egentlig er, drengene bliver af i vores uddannelsessystem.
Der er jeg hundrede procent enig med hr.
Manu Sareen i det her med, at der ikke er én meget simpel forklaring, såsom at drenge har vanskeligt ved at sidde stille.
Jeg tror, det er et meget mere kompliceret billede, vi der skal ridse op, og derfor skal vi have en tilbundsgående analyse af det.
Til hr.
Per Clausen vil jeg sige, at når det handler om uddannelsesvalget, er det da rigtigt nok, at det på det punkt ikke er nok med kampagner og hjemmesider osv., og det er da klart nok, at uddannelsesinstitutionerne har en betydelig opgave her.
Tag bare universiteterne, det er i høj grad inden for deres selvstyre, at de naturligvis skal tænke over, hvordan det er – undskyld udtrykket – man markedsfører uddannelserne, men de skal selvfølgelig også hele tiden overveje, om de skal skrue uddannelserne sammen på en anden måde.
Når det f.eks.
handler om datalogiuddannelsen, er det jo alment kendt, at der ikke er mange kvinder, der søger ind på den, men når man så ændrer lidt på den og f.eks.
laver en kombinationsuddannelse med it og humaniora, ja, så ser man altså pludselig, at man får en væsentlig stigning i antallet af kvinder, der søger ind på den.
Så det er jo klart, at der kan man også gå ind og ty til diverse initiativer.
Det er så bare inden for selvstyret af f.eks.
vores universiteter som sådan.
Så var der det med de homoseksuelle, som der også specifikt blev spurgt ind til.
Jeg kan da sådan set godt umiddelbart forstå skuffelsen over, at der ikke står noget om de homoseksuelle.
Jeg skal da vedkende mig, at jeg også offentligt har tilkendegivet, at da jeg blev ligestillingsminister, var noget af det første, jeg gjorde, at storme ind og se på hjemmesiden, om man så også havde de homoseksuelle som ressort.
Jeg måtte bare konstatere, at det havde man ikke.
Så er det nu engang sådan, at det jo er statsministeren, der har kompetencen til at fordele ressorten, og derfor kan man ikke selv sige, at det ønsker man altså også at kaste sig over.
Min tænkning om det på sigt er:
Ja, mangfoldighed ser jeg i høj grad som værende en måde, hvorpå man også kan åbne den her debat på en ny måde og få flere med.
Men jeg må nu engang forholde mig til, hvad der står i den lov, som jeg er minister efter.
Der står ikke noget om de homoseksuelle, og derfor er der altså heller ikke nogen initiativer om homoseksuelle i perspektiv- og handlingsplanen.
Så det bliver ikke i dag, jeg så at sige springer ud af skabet på trods af den opfordring, der kom fra hr.
Manu Sareen.
Så blev der også spurgt ind til minoritetsgrupper og minoritetskvinder specifikt:
Nej, de er heller ikke glemt.
Vi fortsætter den rettighedskampagne, der er blevet lanceret.
Den bliver sågar også udvidet til mænd, og det er på vores overordnede voldsindsats, at vi også har et endnu større fokus på minoritetsgrupperne.
Så var der – synes jeg – det mest sådan principielle.
Med hensyn til kvoterne har vi jo, som også flere har sagt, været igennem det mange gange før.
Jeg kan kun igen sige, at jeg håber, at vi også i andre sammenhænge kan få løsnet os lidt fra, at det kun er det, vi diskuterer.
Men nu var der altså et specifikt spørgsmål fra fru Pia Adelsteen.
Derfor vil jeg naturligvis besvare det.
Det gik på, om jeg forventede, at det kunne føre til lovgivning på EU-plan, altså at man fra EU's side ville indføre kvoter, og hvad jeg i givet fald ville gøre ved det.
Der må jeg sige, at det er fuldstændig rigtigt, at den ansvarlige kommissær på det her felt, Viviane Reding, har tilkendegivet, at hvis ikke der kommer handling, hvis ikke man kan se resultater, så vil hun så ty til kvoter eller i hvert fald så komme med et forslag.
Der skal man bare være opmærksom på, at det så indtil videre er hendes opfattelse.
Det er ikke den samlede Kommissions opfattelse, og Kommissionen er som bekendt et kollegium.
Derfor vil jeg i hvert fald skyde ind, at jeg tror, at det vil være temmelig kompliceret at opnå den enighed bare i Kommissionen, og derefter skal man så blive enige på medlemsstatsplan.
Der kan man jo nævne en række lande, som er klart imod.
Man kan nævne et land som Tyskland med fru Angela Merkel i spidsen.
Man kan også nævne et land som Storbritannien.
Man kunne også gå videre og nævne den nuværende danske regering, så jeg tror altså ikke, at man i givet fald behøver at ligge vågen om natten og frygte eller tro, at det er lige rundt om hjørnet, hvis det er det, man ønsker at indføre – altså kvoter.
Lige til sidst – og det synes jeg igen er en meget klar indikation på, at det altså er muligt at agere inden for den her debat uden at ty til lovgivning – vil jeg lige kort nævne et af vores nye initiativer.
Det er så Operation Kædereaktion, hvor vi præcis har samlet erhvervslivet omkring et bord, møder erhvervslivet, hvor erhvervslivet er, og for første gang så bliver enige om nogle spilleregler, nogle anbefalinger til, hvordan virksomheder kan arbejde mere målrettet med at styrke mangfoldigheden i deres bestyrelser.
Det er så sådan, at initiativet nu har været i gang sådan i en 4-5-måneders tid, og der er 50 virksomheder indtil videre, der har meldt sig til – og vel at mærke også meget store virksomheder.
Det opfatter jeg som værende et klart tegn på, at det her er en dagsorden, som virksomhederne også i høj grad har erkendt er vigtig.
Men det er altså sådan, at de håndterer den på deres egen måde, som i høj grad er, som de her virksomheder peger på, fødekæden, som man skal sørge for at have på plads.
Det er det, der er det essentielle.
Der kan man så sige at det jo netop også er et vigtigt signal, at de sådan aktivt går ind i debatten.
Så skal man altså ikke – det synes jeg er temmelig useriøst – vurdere sådan et initiativ, når det så har løbet i 4-5 måneder, og så sige:
Hov, hvor mange kvinder er så blev udpeget til bestyrelserne?
Hele præmissen bag det her arbejde er, at der er tale om det lange seje træk.
Tak for opmærksomheden.