Det sidste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 86:

Forslag til folketingsbeslutning om udvikling af et nationalt lykkeindeks.

Af Line Barfod (EL) m.fl.

(Fremsættelse 15.03.2011).

Forhandlingen er åbnet. Socialministeren.

Lykke, lykkelig – det er begreber, vi danskere ofte bruger om os selv, og undersøgelser viser jo også gang på gang, at vi er blandt verdens lykkeligste folkefærd. Udenlandske medier fra bl.a. USA, England og Frankrig har besøgt Danmark, ja, selv den amerikanske talkshowværtinde Oprah Winfrey har gæstet landet for med egne øjne at se verdens lykkeligste folk og for at undersøge, hvorfor vi er det.

Det tror jeg faktisk at der er flere grunde til. For det første er Danmark et frit land, hvor vi har ytringsfrihed, og hvor vi kan forfølge vores ambitioner og drømme om det gode liv, som vi hver især ønsker det. For det andet er vi i Danmark rigtig gode til at give alle mennesker lige muligheder. F.eks. er halvdelen af de mennesker, der befinder sig i det, vi kalder for lavindkomstgruppen, ude af den gruppe igen efter et år, og det siger noget om, at vi i Danmark har nogle gode muligheder for social opdrift i kraft af uddannelse og arbejde. For det tredje har vi et velfærdssamfund i verdensklasse, et velfærdssamfund med et fintmasket sikkerhedsnet og et velfærdssamfund med en bred vifte af servicetilbud, som tilsammen giver os en masse muligheder for, at vi kan udfolde os, og som holder hånden under os, hvis vi i kortere eller længere perioder ikke kan klare os selv. Det er noget, vi skal værne om.

Derfor vil vi i regeringen også fremover fortsætte med at arbejde for at skabe nogle gode rammer, der sikrer, at vi alle har lige muligheder for at deltage aktivt i samfundet. Det gælder også for samfundets udsatte borgere. Dem, som kan, skal kunne klare sig selv og derved opnå den menneskelige værdi, som ligger i at kunne tage vare på sig selv og sin familie. Dem, som ikke kan, har vi naturligvis et samfundsmæssigt ansvar for at tage hånd om og give den bedst mulige hjælp og støtte. Og regeringen har allerede gjort meget for at hjælpe de socialt udsatte, de ældre og borgere med et handicap til at kunne få et værdigt liv og kunne få større indflydelse på deres egen tilværelse.

Lad mig give nogle eksempler. Regeringen har afsat 3 mia. kr. til ABT-fonden, der støtter anvendelsen af nye teknologiske løsninger – løsninger, der bl.a. kan give ældre mennesker med handicap større uafhængighed i hverdagen. Det kan f.eks. være velfærdsteknologier som robotstøvsugere eller spiserobotter, der hjælper med rengøring og hjælper til ved måltider. Vi har givet borgerne frit valg på centrale områder som sundhedsområdet, handicapområdet og ældreområdet. Regeringen lægger også stor vægt på at inddrage brugerne i de sociale tilbud. På ældreområdet har regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne bl.a. nedsat en kommission som led i finanslovaftalen for 2011 – en kommission, der skal undersøge, hvordan man på plejehjem og i plejeboliger kan understøtte de ældres livskvalitet og selvbestemmelse. Og i forhold til mennesker med psykiske vanskeligheder arbejder regeringen målrettet på at skabe de nødvendige forudsætninger for, at den enkelte kan leve et selvstændigt liv på egne præmisser med familie, egen bolig, netværk, uddannelse og job. Regeringens psykiatrihandlingsplan og den seneste psykiatriaftale skaber et godt fundament for det.

Hvor vil jeg så hen med alt det her? Min pointe er, at vores opgave som politikere ikke er at definere, hvad vi kan være for den enkelte. Vores opgave er at sikre de rammer, som giver den enkelte mulighed for selv at skabe sin egen lykke. Vi har forskellige forudsætninger, behov og drømme i vores liv, og derfor er det ikke de samme ting, der gør os alle lykkelige. Det er vigtigt, at vi ikke fratager de enkelte ansvaret for deres eget liv ved at fortælle dem, hvordan det skal leves. Derfor er regeringen imod forslaget om at udarbejde et lykkeindeks, som sætter lykken på formel.

Kæden hopper af for mig, hvis staten skal til at være smagsdommere over lykken; hvis staten skal bestemme, hvornår og hvordan vi alle så kan betegne os som lykkelige. Jeg tror f.eks. ikke, at den enkelte familie har behov for, at vi herinde på Christiansborg bestemmer, hvor mange timer deres barn skal opholde sig i vuggestuen, for at være lykkelig, eller hvordan arbejdsopgaverne skal fordeles i hjemmet. Det mener jeg faktisk godt at familien selv kan finde ud af.

Men det er svært for mig at se, hvad et indeks over en række usammenlignelige og vidt forskellige forhold som f.eks. antallet af selvmord, adgangen til rekreative områder, det antal, der stemmer ved valgene, og hvad man egentlig betaler for briller, har af betydning konkret for den samlede lykke og det samlede lykkeniveau i samfundet, eller hvilke beslutninger man skal træffe på baggrund af udviklingen i sådan et lykkeindeks.

Når vi er ved det her lykkeindeks og nogle af de forslag, som Enhedslisten remser op i deres forslag, mangler der jo det, som undersøgelser faktisk viser, nemlig at borgerlig-liberale faktisk er mere lykkelige end venstreorienterede. Så man burde jo egentlig også have partitilhørsforhold med ligesom spørgsmålet om: Hvad med familien? Der er mange, der siger, at det at have en familie og have nogle stabile og trygge relationer i familien er med til at gøre en lykkelig, men det er jo netop det, der viser, at det at lave en lang liste og derved sætte lykke på formel ikke giver nogen mening, for hvad skal man gøre i forhold til familie, når man ikke kan gå ind og fordele familie blandt borgerne i landet?

Jeg er da ikke bleg for at sige eller uenig i, at vi skal fokusere på andre ting end bruttonationalproduktet, når vi skal til at måle vores samfund, i forhold til hvordan det udvikler sig, og hvilken vækst der er i det. Regeringen vil også fremme vækst inden for det kulturelle område og i almenmenneskelig forstand i det hele taget. Et eksempel på det er bekæmpelsen af fattigdom og social eksklusion. Regeringen har en klar målsætning om at bekæmpe fattigdom og skabe lige muligheder for alle, og her nytter det jo ikke noget, at vi alene ser på folks indkomst. Skal vi hjælpe de mest udsatte borgere i vores samfund, skal vi se på deres grundlæggende problemer og finde løsninger, som kan gøre dem i stand til at komme ud af deres fattigdomssituation eller forebygge, at de kommer i den.

Det er baggrunden for, at regeringen har sat gang i et arbejde med at udvikle nogle retvisende fattigdomsindikatorer, som afspejler fattigdom som det komplekse og flerdimensionelle problem, det er. Hvis vi udvikler indikatorerne på den rigtige måde og med tilstrækkelig omtanke, mener jeg, at de faktisk kan blive et særdeles vigtigt redskab i en endnu mere målrettet social indsats.

Regeringen er altså, som jeg allerede har nævnt, optaget af at skabe nogle gode rammer for, at vi hver især kan skabe os det liv, som vi ønsker. Det er sådan, vi vil skabe vækst og lykke i samfundet, også for den enkelte. Regeringen ser lykke som et individuelt og et subjektivt begreb, der ikke kan sættes på en formel. Regeringen kan således ikke støtte beslutningsforslaget om at nedsætte en kommission, der skal udvikle et lykkeindeks.

Fru Line Barfod har bedt om en kort bemærkning.

Jeg er helt enig med ministeren i, at vi ikke kan bestemme, hvad der gør, at det enkelte menneske er lykkeligt, men det er jo heller ikke det, forslaget går ud på; det er at se på, hvad det er, vi som land mener er vigtigt, hvad det er, vi som land stræber efter at blive bedre til, og frem for kun at se på materiel vækst også se på en række andre parametre.

Jeg skal bare høre, om ministeren mener, at FN er helt på vildspor, at OECD er helt på vildspor, at EU er helt på vildspor, at den britiske premierminister er helt på vildspor, at den franske præsident er helt på vildspor, og alle de andre, der arbejder på at udvikle sådanne indeks. Er de alle sammen fuldstændig på vildspor efter ministerens opfattelse?

Ministeren.

Nu nævner fru Line Barfod f.eks. det, man arbejder med i England. Ja, der arbejder man med at gå ind og måle på folks lykke, men man går netop ind og måler på folks lykke, man går ikke ind og laver et indeks, man går ind og måler ved faktisk at stille folk en række spørgsmål, f.eks. om hvor lykkelig man følte sig i går, og hvor bekymret man føler sig i forhold til i går osv. Det har ikke noget at gøre med den lange række parametre, som Enhedslisten oplister i sit forslag.

Vi går da i forvejen i det her samfund ind og måler på en masse ting, f.eks. uddannelse. Uddannelse er jo også med til at give os et liv med muligheder for at skabe de ting i livet, som vi gerne vil, og nå de ambitioner, vi gerne vil nå, og de drømme, vi har. Uddannelse er jo noget, vi måler på, og uddannelse er et område, hvor vi går ind og siger, at det vil vi rigtig gerne fremme. Der er mange områder, hvor vi går ind og måler.

Det, jeg blot siger, er, at for alle de ting, som er opremset, og det gælder også i forhold til det materielle, mener jeg ikke, man kan gå ind og lave en eller anden entydig formel, der beskriver, hvor lykkelige vi er som folk.

Fru Line Barfod.

Mener ministeren, at det, som i øjeblikket er det afgørende indeks for, hvor godt det går i Danmark og i andre lande, nemlig bruttonationalproduktet, siger noget særlig godt om, hvordan det går? Altså, hvis der sker flere trafikulykker i Danmark, så forhøjer det jo det indeks, og hvis der er flere virksomheder, der laver forurening, som det er dyrt at rydde op efter, så forhøjer det det indeks, der hedder bruttonationalproduktet. Mener ministeren, at det er et særlig godt indeks, eller ville det være fornuftigt at have et andet indeks, der balancerer og tager hensyn til både uddannelse, forurening, kultur og en række andre ting? Der arbejder man på forskellige måder i forskellige lande og forskellige internationale organisationer på at finde nogle måder at lave nogle indeks på.

Ministeren.

En af de ting, jeg netop fremhævede, var, at det er nogle usammenlignelige parametre, der bliver nævnt i Enhedslistens forslag. Hvis vi skal ind og se på, hvad det er, der gør os lykkelige, og se på, hvad mange i det samfund, vi lever i, mener er lykke, så fremhæver de familien, de fremhæver tillid, de fremhæver en masse forhold, som man ikke kan sætte på formler.

Vi går også ind og måler på og undersøger, hvor ensomme folk føler sig, og det mener jeg er en væsentlig problemstilling at forholde sig til, når man laver en undersøgelse af lykke. Hvor ensomme føler folk sig her i landet? Der ved vi, at der er nogle ældre, der føler sig ensomme, og vi ved, at der er unge, der føler sig ensomme. Og så mener jeg, det er vigtigt, at vi går ind og løser den problemstilling, i stedet for at begynde at proppe det ind sammen med andre ting som klima, forurening og alt muligt andet, og så tro, at det kommer ud i den sidste ende som et lykkeindeks.

Jeg mener, det med hensyn til lykke er helt andre forhold, man skal forholde sig til end at kunne sætte det på en eller anden matematisk formel, for jeg mener faktisk, at vi som mennesker er mere komplicerede end som så, og jeg mener faktisk, at de mellemmenneskelige relationer er endnu vigtigere end at begynde at lave mærkelige formler, der skal beskrive vores lykke.

Tak til ministeren. Så er det fru Louise Schack Elholm som ordfører for Venstre.

Enhedslisten foreslår, at der skal laves et nationalt lykkeindeks. I Venstre mener vi ikke, at man kan sætte lykke på en formel. Lykke er en individuel følelse. Det, der gør den ene lykkelig, gør ikke nødvendigvis den anden lykkelig. Bliver man f.eks. mest lykkelig af at pleje de sociale bånd eller at have et udfordrende, lukrativt arbejde? Bliver man mest lykkelig af en uges ekstra ferie eller af en lønforhøjelse? Bliver man mest lykkelig af at leve på landet med en masse grønne områder til familien eller af at leve i en storby med hundredvis af arbejdspladser, specialbutikker og legepladser lige rundt om hjørnet? Og sådan kan man blive ved i en uendelighed. Og ingen af disse spørgsmål kan vi besvare her fra Christiansborg for landets borgere. Lykke er nemlig individuel og subjektiv og kan derfor ikke generaliseres til formler.

Søren Brun fra Radiserne sagde: Lykken er dit og dat, dit for dig og dat for mig. Og Søren Brun demonstrerer således individualiteten i lykke. Det forholder sig samtidig også sådan, at en person kan være lykkelig i det ene øjeblik og ulykkelig i det andet øjeblik, uden at der er sket egentlige forandringer i personens liv. Lykken er på den måde ganske lunefuld. Lykke er altså individuel og meget kompleks, og lykke kan ikke sættes på formel.

Når Enhedslisten alligevel forsøger at sætte den udefinerbare lykke på formel, er det svært ikke at forestille sig, at Enhedslisten i virkeligheden håber på at bruge fænomenet lykke til at ride deres egen politiske kæphest. Man vil nemlig uundgåeligt risikere at definere lykke i en retning, der på utidig vis fremmer ens egne ønsker på bekostning af alle andres. Venstre mener derfor, at vi på Christiansborg skal blande os helt uden om dette område. Samtidig vil et nationalt lykkeindeks betyde, at man gør lykke til et offentligt ansvar, og lykke er ikke et offentligt ansvar, og det skal det heller ikke være. Det er et personligt ansvar at søge sin lykke. Det offentlige ansvar er at sørge for, at alle får mulighed for at søge sin egen lykke. Hvis vi fra Christiansborg går længere end det, vil det være uberettiget indblanding i borgernes private liv.

Endelig kræver beslutningsforslaget, at der opbygges et kæmpe bureaukrati. Hvordan skal man f.eks. finde ud af, hvor stor ligheden er i hjemmet, eller hvor stor indflydelse man har på sit arbejde? Det er blot for at nævne nogle af de omfattende tal, der ønskes. Det er ikke tal, som findes, og det er ikke sikkert, at de nogen sinde vil blive skaffet. Hermed lægges der op til et enormt bureaukrati, og det ønsker vi ikke i Venstre, og Venstre kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget. Da den konservative ordfører ikke havde mulighed for at være til stede, skal jeg på vegne af De Konservative sige, at De Konservative også afviser beslutningsforslaget.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Først skal jeg sige, at vi altså har statistik i forvejen. Det er et spørgsmål om at få samlet den statistik og få den puttet i et samlet indeks, ligesom man med bruttonationalproduktet samler en masse statistik fra mange forskellige områder. Jeg skal bare høre, om Venstre ikke mener, at man som politiker har et ansvar for, hvordan samfundet udvikler sig, og om Venstre har den holdning, at det eneste saliggørende, som Venstres politikere skal se efter, er, hvor meget bruttonationalproduktet vokser? Er hvor meget økonomisk vækst, der er i samfundet, det eneste afgørende for Venstres politikere, eller mener man i Venstre, at det faktisk også er afgørende, hvordan vores samfund bliver udviklet, hvordan mulighederne er for mennesker i det her samfund, og hvordan det hænger sammen med udviklingen vedrørende miljø og klima osv., og om vi faktisk skaber et samfund, hvor også vores børn og børnebørn har mulighed for at leve?

Ordføreren.

Fru Line Barfod har fuldstændig ret i, at vi har rigtig meget statistik, og jeg synes, det er vigtigt at have fokus på rigtig mange forskellige aspekter af livet og af samfundet. Og det synes jeg også vi har herinde på Christiansborg. Jeg synes, vi har fokus på rigtig mange områder. F.eks. er arbejdsløsheden jo noget, vi går meget op i. Vi kan også nævne spørgsmålet om daginstitutionspladser, og hvor hurtigt man kan komme på sygehusene. Selvfølgelig har vi fokus på alle de her områder.

Men et lykkeindeks er jo et indeks, hvor man siger, at det udgør lykken. Jeg mener ikke, man kan definere lykke ud fra nogle parametre. Lykke er individuelt; vi kan ikke lave et lykkeindeks.

Fru Line Barfod.

Det, man arbejder med internationalt, bl.a. i FN, EU, OECD og mange andre lande – og også nu i Nordisk Råd – er at se på nogle indeks, så man kan se, hvordan det egentlig går med udviklingen i vores lande på de områder, hvor vi er interesseret i at det skal gå bedre. For man har erkendt, at bruttonationalproduktet ikke siger noget om, hvordan vores samfund har det. Det er ikke nok at sige: Der har været en masse trafikulykker og forurening og alt mulig andet, og derfor er den økonomiske vækst steget. Det er faktisk vigtigt at se på, om samfundet udvikler sig i den retning, som vi faktisk ønsker, og det er det, vi foreslår vi laver et indeks på. Og vi foreslår at tage befolkningen med på råd og høre, hvad det så er, der er vigtigt for Danmark og for de mennesker, der bor i Danmark – hvad det er, der er vigtigt for os at se på, når vi skal se, hvordan udviklingen går.

Men jeg kan forstå, at Venstre ikke ønsker, at man tager befolkningen med på råd om, hvad det egentlig er, der er vigtigt at se på, andet end bare øget materiel vækst.

Ordføreren.

Det er jo sådan, at man allerede i dag kan se, hvordan det går med udviklingen på mange andre områder end bare økonomien. OECD laver jo også opgørelser over, hvordan det går med sundhedsvæsenet og uddannelse i de forskellige OECD-lande, så der er fokus på mange forskellige områder.

Jeg mener ikke, man kan lave et lykkeindeks. Det kan man ikke. Jeg synes, det er at negligere lykken at ville putte den på formel. Jeg ville f.eks. føle mig enormt lykkelig, hvis jeg kunne komme hjem og kysse mine børn godnat i aften, men det kan man jo ikke måle. Man kan jo ikke måle, at det gør mig mere lykkelig. Det skal heller ikke hedde sig, at fordi man laver et lykkeindeks, er det kun de faktorer, der gør folk lykkelige. Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi siger, at vi har fokus på alle områder, men jeg mener ikke, vi skal lave et lykkeindeks.

Så siger vi tak til Venstres ordfører.

Jeg tror, der er en fair chance for at komme hjem til børnenes sengetid i aften.

Så er det den socialdemokratiske ordfører, fru Julie Rademacher.

Mange tak.

Forslaget her om at udvikle et nationalt lykkeindeks indeholder en del pointer, som Socialdemokraterne umiddelbart er positivt indstillet over for, det være sig graden af ulighed, arbejdsløshed og lige adgang til uddannelse som til sundhedsydelser. Man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved BNP’s evne til at måle et lands velstand eller succes. Eksempelvis blev vi vidne til BNP’s begrænsninger i forbindelse med finanskrisen, hvor beregningen af indekset, der sker på baggrund af den værdi, vi tillægger varer, skabte en illusion om en økonomisk succes, som viste sig at være urealistisk. Ejendommensboblen sprang i USA, og resten af historien kender vi.

Forslaget her berører dog et andet interessant spørgsmål, nemlig hvad et land og en regering bør fokusere på. Er det ren materiel velstand og økonomisk vækst, eller er det i højere grad borgernes velbefindende?

Så langt er vi enige med Enhedslisten i de pointer, der bliver trukket op, men jeg stiller mig dog skeptisk over for at gøre lykke op i tal og statistiske variabler. Der er tale om et meget subjektivt og udefinerbart begreb. Det vil sige, at uanset hvor mange eller mindre meningsfulde variabler, man bringer i spil, vil de altid indeholde en stor grad af usikkerhed, f.eks. graden af ligestilling, miljøpåvirkninger, diskrimination og politisk aktivitet samt deltagelsesdemokrati, alt sammen gode hensigter, som vi støtter med vores øvrige politiske program, men som ikke er umiddelbart målbare indikatorer.

Fagkundskaben fortæller os desuden, at jo flere faktorer, som kan forklare lykke, desto mere mudret og upålideligt bliver resultatet. Den engelske professor Adrian White, der er manden bag World Map of Happiness, indrømmer således, at indsamling af data om befolkningens velvære ikke er en præcis videnskab. Ligesom vi søger forelskelsen, stræber vi gennem hele livet efter en følelse af lykke. Fælles for begge efterstræbelsesværdige begreber er netop, at de er følelser, der ikke blot varierer fra kultur til kultur, men også er forskellige fra individ til individ, og et forsøg på at måle dette vil altid være bias.

BNP, uddannelsesniveau og andre indikatorer har som nævnt sine begrænsninger, men de bygger trods alt på mere håndgribelige objektive faktorer. Det er derimod problematisk at skulle lovgive om noget så flygtigt og uhåndgribeligt som følelser. På baggrund af den metodiske usikkerhed og det principielt problematiske i at gøre en følelse op i tal, ligesom vi ikke lovgiver om forelskelse og glæde, mener vi heller ikke, at det er realistisk at lovgive om lykke. Så selv om vi er enige i en række gode pointer i Enhedslistens forslag her, kan vi derfor ikke stemme for beslutningsforslagets vedtagelse.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Nu går forslaget jo ikke ud på at lovgive om følelser og lave en lov om, at man skal være lykkelig. Det tror jeg heller ikke der kommer noget godt ud af. Men det er et forslag til at få en debat i befolkningen om, hvorvidt det kun er BNP, altså den materielle vækst, der skal være det fuldstændig afgørende for, om det går godt eller dårligt i vores land. Hvis Socialdemokraterne er enige i den intention, synes jeg, at vi sammen under udvalgsarbejdet skal se på, om det går bedre, om Socialdemokraterne har nogle andre forslag til, hvordan man så kunne finde en måde at måle det på. Jeg skal bare høre, om Socialdemokraterne ikke mener, at det er et godt arbejde, der bliver gjort, bl.a. i FN, OECD, EU og andre internationale organisationer, for faktisk at prøve at finde nogle indeks, man kan bruge for at sammenligne udvikling i lande, både mellem landene og over tid.

Ordføreren.

Det arbejde går vi gerne ind i, og vi vil meget gerne nærme os, hvor vi kan. Der er dog i det her pågældende forslag en lang række indikatorer, hvor nogle er bedre end andre, som jeg også kom ind på i ordførertalen. Men jeg vil så også lige benytte lejligheden til at rose Enhedslisten for netop at starte debatten og stille forslaget for også at få sat fokus på, at vi meget nemt måler alt i tal. Det kan selvfølgelig være rigtigt på visse områder, men i forhold til velfærden og også i forhold til borgernes velbefindende vil vi helt klart også meget gerne tilkendegive, at vi bakker op om den debat, som Enhedslisten hermed rejser.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pia Adelsteen som ordfører for Dansk Folkeparti.

At være lykkelig er for Dansk Folkeparti at se ikke noget, der kan måles. Det er meget forskelligt, hvad mennesker mener gør dem lykkelige. F.eks. er der mennesker, som er lykkelige, fordi de har muligheden for at gå på et værtshus, ryge en cigaret og tale med andre. Der er mennesker, som er lykkelige, fordi de har den rigtige partner, mennesker, der er lykkelige, fordi de har det rigtige job, og der er mennesker, som sætter sig et mål og bliver lykkelige, når målet nås. Der er også arbejdsløse, der er lykkelige, fattige, der er lykkelige, ja, listen over, hvem der er lykkelige, rummer alle kategorier. Derfor forstår vi i Dansk Folkeparti simpelt hen ikke, hvad forslaget skal gøre godt for – slet ikke når man ser på de eksempler i forslaget, som et lykkeindeks kunne indeholde. F.eks. nævnes lav arbejdsløshed, og der må jeg simpelt hen spørge forslagsstillerne, om de er af den opfattelse, at fordi man er arbejdsløs, så kan man ikke være lykkelig. Eller der er eksemplet med, hvor mange der deltager i valg eller i foreningslivet: Er man nødvendigvis ulykkelig, fordi man ikke har været en tur ved stemmeurnerne, eller fordi man ikke hjælper frivilligt i den lokale fodboldklub?

Ifølge økonom og lykkeforsker Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen i Aarhus findes der ingen magisk opskrift på lykke. Ikke desto mindre er han kommet med tre bud på, hvad man skal gøre for at blive lykkelig: Man skal finde den rigtige partner, finde det rigtige job, og man skal lade være med at få børn. Når man hører de tre bud på lykke, studser man jo lidt over det sidste. Men de undersøgelser, som netop lykkeforskere har lavet rundtomkring i verden, viser rent faktisk, at mennesker er mindst lykkelige, når de har fået børn, fordi børnene i praksis giver bekymringer, færre frihedsgrader, en masse ekstraarbejde og stress og uforudsigelighed i hverdagen for forældrene. Da jeg går ud fra, at Enhedslisten vil bruge forslaget om lykkeindeks til at ændre på ting, så danskerne bliver lykkeligere, må et spørgsmål til Enhedslisten være: Skal folk lade være med at få børn?

For Dansk Folkeparti er lykke en personlig definition, som i øvrigt adskiller sig meget fra menneske til menneske, og som i vores øjne ikke kan måles. Vi kan som nævnt derfor ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pernille Vigsø Bagge som ordfører for SF.

Min veninde fortalte mig engang, at der var foretaget en sammenligning af alle lykkeundersøgelser på verdensplan, og sammenligningen viste, at uanset hvilken kultur eller hvilken religion eller hvilken økonomi der gjorde sig gældende i de enkelte samfund, så var der én ting, der gik igen, nemlig at det, som gør folk allermest lykkelige, er livsvarige, nære relationer til andre mennesker. Det er en meget sød historie, men det nytter jo ikke noget, hvis man af en eller anden grund er afskåret fra at være sammen med de mennesker, man har nære relationer til, fordi de enten er døde af sult eller gået til grunde på grund af sygdom, eller hvis ens nære tvinges til at rejse langt væk på grund af fattigdom eller ufred.

Derfor er det også en grundlæggende god idé, som det i virkeligheden er kongen af Bhutan, der har fået på et tidspunkt, at lave et nationalt lykkeindeks. Det er jo blevet fulgt op af flere andre på verdensplan, som egentlig synes, at der er en interessant vinkel i at kunne måle lykke på en anderledes måde end på BNP. Derfor ser vi i SF meget positivt på forslaget fra Enhedslisten, også fordi det er en god idé at kigge på, hvad det er, vi som samfund skal styrke, skal øge og fremme for at skabe den bedst mulige trivsel og lykke for vores befolkning. Jeg kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om det skulle være nødvendigt at sætte det her i kommission. Jeg er faktisk overbevist om, at repræsentanter for alle Folketingets partier kunne sætte sig sammen og blive enige om at lave nogle parametre for, hvad det var vigtigt at tage ind. Jeg synes, det er nogle glimrende forslag, Enhedslisten har – langt de fleste af dem, måske ikke nødvendigvis alle. Men det var jo en forhandling værd, og på den baggrund kunne vi måske blive enige om, på hvilket grundlag vi kunne lave et nationalt lykkeindeks.

Men SF er overvejende positive over for det her forslag. Dog synes vi ikke, at det nødvendigvis kræver et helt kommissionsarbejde.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Manu Sareen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak for det. Jamen først vil jeg sige, at det, som vi har hørt fra rigtig mange andre, er helt vildt svært og vanskeligt at måle lykke, og det er rigtig, rigtig svært at få det ned på papir og formler. Samtidig har vi selvfølgelig også hørt, at det er sket tidligere i Danmark, at vi på en eller anden absurd måde har fået målt os til, at vi er et af verdens lykkeligste folkefærd. Hvad man så skal bruge det til, aner jeg ikke – andet end at man så har inviteret Oprah Winfrey, CNN og alle mulige andre til Danmark.

Men det illustrerer måske også sværhedsgraden i eller det besværlige ved at bruge sådan et lykkebarometer, for samtidig har vi masser af undersøgelser, der viser, at unge mennesker har, jeg tror det er nordisk rekord i druk, at danskerne måske har verdensrekord med hensyn til at spise lykkepiller osv., og hvor meget vi generelt drikker og ryger.

Det kan være helt vildt vanskeligt at sammenligne de tal. Det, der måske er problemet med det her forslag, er, at vi måler meget, og at vi egentlig også måler de ting, som Enhedslisten har listet op i forslaget. Men spørgsmålet er selvfølgelig, hvad man skal bruge det til, altså hvad der er succeskriteriet, og i øvrigt også, hvad idealet egentlig er for, at noget er lykkeligt. Jeg har som nogle af de andre ordførere også lagt mærke til det, der står, om, hvor mange der deltager aktivt i foreningslivet. Men det er jo helt vildt vanskeligt, ikke? For hvad er idealet for, at noget er godt? Jeg forstår egentlig godt intentionen i forslaget, men det er bare helt vildt svært at have det her ideal. Hvem skal vælge, hvad der er korrekt, og hvad der er det bedste? Det er det samme som med det, der også står i forslaget, om, hvor mange der deltager i demokratiet ved valgene og i øvrigt også i forældrebestyrelser.

Hvis jeg sådan skal bringe mig selv ind, kan jeg jo sige, at noget af det, der gør mig lykkelig i livet, slet ikke er nævnt. Jeg føler mig egentlig meget lykkelig. Det er i øvrigt – kan jeg sige til forsamlingen – at spille fodbold på Kløvermarken en varm sommerdag. Og det illustrerer jo egentlig også, at vi skal have en langt større liste, hvis man skal have alle med, og det er jo det, der gør det rigtig, rigtig problematisk.

Jeg noterede mig, at Enhedslistens ordfører i en debat med Venstres ordfører sagde, at det ikke kunne være rigtigt, at man kun skulle bruge BNP til at måle. Og det er fuldstændig korrekt; det giver jo kun et billede af noget. Men hvis vi tager alle de her ting, som vi måler i forvejen, og blander dem sammen, er jeg heller ikke sikker på, at det giver et billede af andet end det, man lige måler. Og så er vi tilbage ved, om vi så skal måle noget, og hvad vi egentlig bruger vores målinger til i Danmark.

Det er jo sådan – og det er jo det, der bekymrer Enhedslisten – at man rent faktisk også bruger målinger i f.eks. de udvalg, der er i Folketinget, til at navigere. F.eks. går jeg ud fra, at man i Trafikudvalget måler, hvor mange trafikdræbte der er, og så derefter laver en politik på det område. Og sådan går jeg også ud fra at det er i Socialudvalget osv. Så vi har jo muligheden for at få den information i de forskellige udvalg, og det er jo ikke sådan, at man ikke vil reagere på det, for det gør man.

Så derfor synes Det Radikale Venstre ikke, at der er brug for et lykkebarometer. For man har allerede de forskellige informationer, som man bare kan trække på, når man gerne vil ændre nogle ting. Så vi kan altså ikke bakke op om forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Line Barfod fra Enhedslisten.

Jeg vil gerne takke for debatten, og jeg kan jo høre på debatten, at det her er noget, vi kommer til at bruge mere tid på – tage det op nogle flere gange og dykke længere ned i de indeks, man arbejder med i internationale organisationer og i andre lande – for at få afmystificeret, hvad det egentlig er, vi foreslår.

Jeg skal huske at sige fra Kristendemokraterne, at de støtter forslaget.

Når vi har fremsat det her forslag, er det jo, som jeg også har sagt lidt om under debatten, fordi vi mener, det er nødvendigt at komme væk fra, at bruttonationalproduktet er det eneste saliggørende, når man diskuterer, hvordan udviklingen er i et land. Man har i masser af lande og organisationer rundtomkring i verden mere og mere fået øjnene op for, at det simpelt hen ikke går med, at man bliver ved med kun at kigge på den økonomiske vækst, for slet ikke at tale om et indeks som bruttonationalproduktet, som altså også har alle de negative ting med, alle de ting, vi faktisk ikke synes er gode, som f.eks. trafikulykker, forurening osv., der er med til at øge den økonomiske vækst.

Men også på grund af klimaproblemer og miljøproblemer bliver vi altså nødt til at diskutere tingene, for det er nogle andre udfordringer, vi står med, og vi er nødt til at bruge nogle andre parametre til at se på, hvordan det egentlig går med udviklingen i vores lande. Det nytter ikke kun at se på en økonomisk vækst. Vi er nødt til også at tage nogle andre hensyn, vi er nødt til også at have noget, som er nemt at se på, og jeg er med på, at det er mange forskellige ting, der indgår i det.

Vi har også lagt op til en debat om det. Vi har sagt, at det her er det, som vi lige kunne se. Der kan være andre, der har nogle andre ting med. Det kan være, at nogle af de ting, vi har foreslået man skal have med, ikke kan lade sig give sig, på grund af at der mangler den nødvendige statistik, eller fordi det ikke vil passe ind i det samlede billede. Det kan vi jo forhandle om. Men jeg mener, at det er afgørende at få udviklet et begreb, som får lige så stor styrke i den politiske debat, som bruttonationalproduktet har.

Hr. Manu Sareen og andre har været inde på at sige, at vi jo har tal på uddannelsesområdet, så reagerer vi på det, og at vi har tal på trafikdrab, så reagerer vi på det osv., men det er jo ikke der, man for alvor går ind og siger: Nu skal der store reformer til, nu er det virkelig nødvendigt, at politikerne tager fat, for her er der stor krise, her er der noget, der er ved at gå helt galt. Det er jo kun, når det er væksten, det går galt med. Det er jo kun, når det er bruttonationalproduktet, der, som man siger, går den forkerte vej. Og der mangler vi altså at have et ordentligt indeks, som er lige så vigtigt, og som vi tager lige så alvorligt, for at det går dårligere med, at mennesker kan have det godt i det her land.

Vi skal jo ikke ind at definere, hvad der gør det enkelte menneske lykkeligt, og fastsætte det ved lovgivning, for jeg er fuldstændig enig med alle ordførerne i, at det kan man ikke gøre, men vi kan se på, hvad det er, der er med til at gøre, at vi har nogle gode rammer i Danmark for at blive lykkelige. Og der er en række ting, hvilket også flere af ordførerne har været inde på, som vi har opnået i Danmark, og som er med til at gøre, at vi faktisk i Danmark generelt synes, at vi har det bedre, end man har i mange andre lande. Det er ting, som handler om, at folk er i arbejde. Det er ting, som handler om, at vi har et gratis sundhedsvæsen, så hvis man bliver syg, kan man faktisk også få behandling, og det er en stor tryghed. Det er et spørgsmål om, at vores børn har det godt osv. Der er rigtig mange ting, som indgår i det, at det er lykkedes at skabe et rigtig godt samfund ved mange menneskers og mange generationers store arbejde.

Men hvis det skal holde og vi skal se på, hvordan det går, er det altså også nødvendigt, at vi har et indeks, der kan sige, at det her er ved at gå over styr – et indeks, som vi tager lige så alvorligt som bruttonationalproduktet.

Vi bliver også nødt til at diskutere, om det er den materielle vækst og bruttonationalproduktet, vi skal mene er de vigtigste ting. Nu har regeringen jo i dag fremlagt en 2020-plan, og både i den og andre økonomiske planer indgår der, at vores privatforbrug skal stige til over det dobbelte, og det er da væsentligt at diskutere. Jeg er helt med på, at de fattige har behov for et langt højere privatforbrug, at de, der har de laveste indkomster i samfundet, har brug for et langt højere privatforbrug, men hvad med mig selv og mange andre, der tjener lige så meget som mig eller mere? Har vi brug for at få dobbelt så meget rødvin, dobbelt så mange biler, dobbelt så mange fjernsyn og computere og komfurer og alt muligt andet som at udskifte vores køkkener og vores badeværelser dobbelt så tit? Det har jeg altså svært ved at se er det, der skulle gøre, at vi får det bedre. Derfor tror jeg, det er afgørende, at vi får diskussionen om, hvad det er, vi mener vil gøre, at vi får et bedre samfund end det, vi har i dag. Og der har det altså en betydning at have et indeks, som man faktisk måler det på, og som det altså er vigtigt at kigge på for at se, om det går den rigtige vej eller den forkerte vej. Så det er altså også et svar til ministeren om, at vi ikke skal definere lykken for den enkelte. Det er absolut ikke det, vi vil ind på, det kan man ikke gøre, men man kan skabe nogle rammer.

Venstres ordfører sagde, at for hende var lykken, at man kunne nå at komme hjem og kysse børnene godnat. Det tror jeg vi er rigtig mange der kan nikke genkendende til. Men det er vi jo som politikere med til at sætte nogle rammer for. Vi er med til at skabe nogle rammer for, hvordan arbejdsmarked og familieliv hænger sammen, så man faktisk kan nå at være sammen med sine børn.

Hvis vi mener, det er vigtigt at få kigget på, om det er muligt at have små børn, ved siden af at man er på arbejde, må vi lave nogle tal for det. Hvordan kan det lade sig gøre at måle og se, om udviklingen går den rigtige vej eller den forkerte vej? Det er jo derfor, vi har taget et tal med for, hvor mange timer børn tilbringer i daginstitution, for det kan være et problem, hvis børnene skal være i daginstitution i mange, mange timer hver dag i stedet for at have tid sammen med deres forældre, fordi forældrene tilbringer så mange timer både på arbejde og med at pendle til og fra.

Så der er mange forskellige ting, man kan gå ind og se på og tage med, hvis det, man gerne vil, er at skabe nogle bestemte rammer for, at folk kan få mulighed for at få lykke.

Vi kan ikke lave en lov om, at folk skal være lykkelige, men vi kan give nogle muligheder for det, og det mener vi faktisk er vigtigt altså at man får skabt den debat. Det er også derfor, vi i forslaget har lagt op til, at det her skal ud til offentlig debat. Jeg kan selvfølgelig godt forstå SF’s ordfører, der siger, at det her burde vi politisk kunne sætte os ned og blive enige om, det behøver vi ikke en kommission til, men den anden del – det, vi har foreslået, med en kommission – er jo faktisk at komme ud og diskutere med befolkningen i Danmark, så det ikke bare er noget, vi politikere sidder og bestemmer herinde bag Christiansborgs lukkede mure, men noget, vi faktisk går ud og diskuterer med befolkningen, altså så vi spørger dem om, hvad de synes er det vigtige, når vi skal diskutere den fremtidige udvikling, når vi skal se på, hvordan det går i samfundet. Er det så, hvor meget materiel vækst vi har, hvor mange flere ting vi har i privatforbruget? Eller er det også, hvordan det går med uddannelsesniveauet, hvordan det går med miljøet, hensynet til klimaet, hvordan det går med ligestillingen, og hvordan det går med at udrydde fattigdom osv.? Det synes vi er afgørende at man samtidig får set på.

Jeg håber, at vi kan få noget mere debat om det her, og vi vil i hvert fald prøve at sikre, at vi også får indhentet nogle flere oplysninger under udvalgsarbejdet, så flere kan komme med ind i den her diskussion, og så er det noget, som vi håber at der efterhånden kan skabes et flertal for. Tak.

Der er to medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, hr. formand. Jeg synes jo i og for sig, at det er en ganske fornøjelig debat, men spørgsmålet er egentlig, hvor meget vi kan få ud af det her ud over en fornøjelig debat.

Sådan som jeg hører Enhedslistens ordfører, fru Line Barfod, er det noget med, at alting åbenbart skal måles og vejes, at det skal procentliggøres, og at det skal puttes i kasser. Man vil simpelt hen til at analysere hele processen omkring det enkelte individ og se, hvad det er, der gør, at folk bliver lykkelige, og hvad der kan gøres bedre, for at vi kan blive endnu mere lykkelige. Der er jeg selvfølgelig glad for at ordføreren siger, at det ikke er det enkelte menneske, man fra Enhedslistens side har tænkt sig sådan at gøre lykkeligt – ud fra en lovgivning i hvert fald – men at det er samfundet som helhed.

Der tages bl.a. udgangspunkt i Bhutan, kan jeg se, og der har de jo en konge, der er gift med hele fire søstre, og så kan man jo godt sige, at en konge, der er gift med fire søstre, kun har en svigermor. Det er måske en god måde at blive lykkelig på. Der vil jeg gerne spørge ordføreren: Hvordan har man tænkt sig at det her skulle blive til noget som helst konkret? Handlingen skulle jo gerne komme efterfølgende, når man så siger, at nu har vi lavet en redegørelse over, hvad der kan gøre folk mere lykkelige, og nu skal vi så sætte nogle initiativer i gang, men hvordan har Enhedslisten overhovedet tænkt sig, at den her proces skulle kunne sættes i gang? Det ville jo være ret omfattende.

Det er ordføreren.

Det, vi foreslår i forslaget, er, at man skal samle en række af de statistikker, der i forvejen bliver lavet, altså ikke at man skal ud og måle og veje en hel masse følelser, men man skal tage de statistikker, der i forvejen bliver lavet for, hvor meget uddannelse folk får, hvor mange der er i arbejde, hvor mange der er arbejdsløse, hvor mange selvmord der bliver begået, hvor mange der går ned med depressioner, stress osv. Ud fra det skal man lave et indeks, nøjagtig ligesom vi har en masse forskellige tal for økonomisk vækst, der bliver samlet i det tal, der hedder bruttonationalproduktet.

På samme måde, som man, når man ser, det går dårligt med bruttonationalproduktet, prøver at analysere, hvorfor det gør det, og sætte ind, så vil vi også, hvis man får lavet et indeks for, hvordan det går med lykken, med tilstanden her i landet, kunne gå ind og se på, om det er, fordi uddannelsesniveauet falder, om det er, fordi der er flere, der begår selvmord, eller hvad det er, der gør, at udviklingen går den forkerte vej, og så diskutere politisk, hvad det så er for nogle måder, vi kan prøve at finde for at rette op på det. Hvad er det f.eks., vi skal gøre, for at flere tager en uddannelse, i stedet for det, vi ser i dag, hvor færre unge får en uddannelse?

Hr. Hans Kristian Skibby.

Undskyld mig, er det ikke nogle af de ting, vi allerede gør her i Folketinget til bevidstløshed, havde jeg nær sagt? Vi har store debatter om uddannelse, miljø, velfærd, sundhedsordninger osv. Der er da mange initiativer i gang, som hele tiden er til for at gøre velfærdssamfundet endnu bedre.

Et af de initiativer, som man gerne vil have en statistik på, og som vi i øvrigt også har i forvejen fra Enhedslistens side, er jo, hvor få børn der bliver anbragt uden for deres hjem. Men hvordan har Enhedslisten tænkt sig, at man skulle kunne bruge den statistik til noget? For Enhedslisten har jo selv været med til at sige, at når der bliver tvangsfjernet færre børn, er det et tegn på, at kommunerne ingen penge har, fordi så vælger de at spare på tvangsanbringelserne og lade børnene blive hjemme i kummerlige tilværelser. Hvis man så vælger at tvangsfjerne flere børn, vil man jo sige, at nu er vi blevet endnu mere ulykkelige, for nu bliver børnene tvangsfjernet. Det er jo så selvmodsigende, som noget kan være. Man kan jo ikke både tale for og imod tvangsfjernelser.

Ordføreren.

Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen i det her Folketing, der taler for, at vi skal fjerne så mange børn som muligt. Jeg tror, at vi alle sammen taler for, at vi skal have så meget forebyggelse som muligt for at undgå de situationer, hvor børn skal tvangsfjernes. Statistikker skal man gå ind og vurdere, ligesom man gør med statistikken i forhold til bruttonationalproduktet, hvor man prøver at analysere, hvorfor det er, at det går den forkerte vej, i forhold til hvad man politisk ønsker, og så ser man på, hvor man kan sætte ind. Det har vi så forskellige politiske holdninger til.

Nøjagtig på samme måde med det her indeks vil man også se, hvorfor det går den forkerte vej, og hvor det så er, at vi skal sætte ind, og det kan man så have en politisk debat om. Men ideen er at få et samlet indeks, som vægter lige så tungt som bruttonationalproduktet, så det ikke kun er bruttonationalproduktet, der kan tilsidesætte al anden politik i det her land, fordi man nu siger, at det afgørende for alting er at få en øget vækst, med hensyn til hvor mange ting vi har i vores privatforbrug, men så man faktisk også siger, at det er vigtigt, hvordan samfundet udvikler sig på andre områder.

Fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg sådan set heller ikke forstår det her, for jeg mener faktisk ikke, at bruttonationalproduktet bliver vægtet så højt, som fru Line Barfod gør det til. Når vi sidder og diskuterer sociale sager og sådan noget, er det meget sjældent, at vi sidder og kigger på bruttonationalproduktet. Så sidder vi netop og kigger på f.eks., hvor mange børn der bliver tvangsfjernet, og hvad vi kan gøre for at gøre det bedre osv. Man sidder og kigger på alt muligt andet.

Det er derfor, jeg simpelt hen ikke forstår det her. For på trods af at vi indtil nu ikke har haft et lykkeindeks i Danmark, er det lykkedes os at lave et gratis sundhedsvæsen, et gratis uddannelsessystem og en 37-timers arbejdsuge. Så kan man ønske sig mindre/mere af alting, men det kræver så også, at der er nogle penge til det, og derfor er man så alt andet lige nødt til på et eller andet tidspunkt at nå frem til bruttonationalproduktet.

Så jeg forstår simpelt hen ikke, hvad man vil bruge lykkeindekset til, for vi bruger jo netop alt det her i forvejen.

Ordføreren.

Det er muligt, at det er forskellige diskussioner, vi deltager i normalt, men det, som jeg hører i stort set alle de diskussioner, vi har, er, at man taler om, hvor afgørende det er, at bruttonationalproduktet bliver ved med at vokse og vokse, herunder har næsten alle partier lagt sig fast på det her med, at privatforbruget skal mere end fordobles over de kommende år – stort set fuldstændig uden nogen diskussion.

Der er det, at jeg tror på, at hvis man får et andet indeks, som vejer lige så tungt, vil man have nogle bedre muligheder for få den politiske diskussion om, at der altså også er andet i verden, end at det flertal af os, der har rigeligt med ting i forvejen, skal have mere end dobbelt så meget. Det er måske vigtigere, at vi går ind og ser på, hvordan det egentlig går med udviklingen på andre områder, så man, når man diskuterer, hvordan det går med vores land, så også ser på, hvordan det egentlig går med udviklingen, om den faktisk klimamæssigt og miljømæssigt er bæredygtig, så det ikke kun er os, der lever lige nu, men også vores børn og børnebørn, der har en mulighed for at have det godt i det her land.

Fru Pia Adelsteen.

Der er mit spørgsmål til ordføreren så bare: Er det ikke det, vi allerede gør? Altså, vi sidder og kigger på miljø. Jeg ved godt, at vi har forskellige holdninger osv., men det er jo det, vi gør i forvejen. Det er jo ikke sådan, at vi bare siger, at BNP’et skal være bum bum bum, og så er det kun det, vi styrer efter. Det mener jeg faktisk ikke er sådan tingene foregår i Danmark.

Vi sidder jo netop og kigger på, hvordan vi kan udvikle vores sundhedsvæsen, hvordan vi kan udvikle skolen, hvordan vi kan udvikle vores skole- og uddannelsessystem, hvordan vi kan gøre miljøet bedre osv. Og det gør vi jo ikke bare ved at kigge på BNP’et, men alt andet lige er man da nødt til på et eller andet tidspunkt at se på det, da man for at gøre de her ting også er nødt til at have nogle penge til at gøre dem for. Alt andet lige skal man have nogle penge for at kunne udvikle nogle ting. Der kommer BNP’et ind i det, så jeg vil medgive ordføreren så meget, at selvfølgelig kigger vi på det, men det er da også en nødvendighed, fordi det kræver penge at udvikle mange af de andre ting, og hvor vores politiske synspunkter jo så netop er det, der driver værket, kan man sige.

Ordføreren.

Selvfølgelig skal man have penge til det, man gerne vil, det andet går ikke. Men problemet er, at alle de andre diskussioner, vi har på alle andre områder i dag, bliver underordnet, hvordan udviklingen i bruttonationalproduktet er, og det, man sammenligner med, når man sammenligner landene internationalt, og det, der er den allervigtigste målestok for alle lande internationalt i dag, er bruttonationalproduktet.

Det duer bare ikke, hvis vi skal sikre, at det her samfund også vil være godt for vores børn og vores børnebørn. Hvis vi skal sikre det, er vi nødt til at få udviklet nogle andre indikatorer, der også tager højde for, hvordan udviklingen i samfundet er på en lang række andre områder end bare udviklingen i ting og trafikulykker osv.

Vi er nødt til også at have udviklingen i, hvordan vi tager hensyn til miljø og klima, med, og udviklingen i uddannelsesniveau og alt det andet med – og ikke via 117 forskellige statistikker, som man skal bruge tid på at finde, men i et indeks, som vi også kan bruge til at sammenligne os med andre lande med for at se, hvordan det egentlig går med udviklingen, og så vi kan sammenligne over tid og se, at hov, her er det ved at gå galt, her er vi nødt til at gribe ind. Og så ligger der også et politisk pres på os for at gøre noget.

Tak til ordføreren.

Jeg kan ikke tilbageholde en bemærkning om, at Bhutan faktisk også er interessant af andre grunde end kongens ægteskabelige forhold.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Det Politisk-Økonomiske Udvalg. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.