Det næste punkt på dagsordenen er:

24) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 82:

Forslag til folketingsbeslutning om dobbelt statsborgerskab.

Af Jørgen Poulsen (RV) m.fl.

(Fremsættelse 04.03.2011).

Forhandlingen er åbnet. Integrationsministeren.

Det Radikale Venstre har på ny fremsat et forslag om dobbelt statsborgerskab, som åbner for en principiel debat om statsborgerskabet og dets betydning. Det er naturligvis en debat, som jeg hilser velkommen. Et lignende forslag blev fremsat i april 2008 af Ny Alliance og genfremsat af Det Radikale Venstre i november 2008, så vi har allerede her i Folketingssalen haft en række drøftelser om spørgsmålet.

Der er tale om et vanskeligt spørgsmål, og det er derfor vigtigt, at vi nøje overvejer argumenterne for og imod dobbelt statsborgerskab i forhold til den enkelte borger såvel som i forhold til de lande, hvor den pågældende har statsborgerskab. I april 2009 oversendte Integrationsministeriet som et led i den politiske aftale af 22. september 2008 mellem regeringen og Dansk Folkeparti en udredning til Folketingets Indfødsretsudvalg om reglerne om dobbelt statsborgerskab i Danmark, i andre lande og i forhold til internationale konventioner. Det er netop denne udredning, som forslagsstillerne henviser til i bemærkningerne til forslaget, og som ganske glimrende skitserer nogle af de fordele og ulemper, der kan være forbundet med en accept af dobbelt statsborgerskab.

Som bekendt er det et grundlæggende princip i den danske indfødsretslovgivning, at dobbelt statsborgerskab skal begrænses, så vidt det er muligt. Baggrunden herfor er, at det er den generelle politiske opfattelse, at statsborgerskabet betyder noget ganske særligt. Statsborgerskabet er noget, vi bliver født med og vokser op med, og som er med til at forme vores identitet. En person opnår et særligt loyalitetsforhold til det land, hvor den pågældende er statsborger. Derfor er spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab principielt.

Det Radikale Venstre henviser i sit forslag til et ønske om at bringe den danske indfødsretslovgivning på højde med de fleste europæiske landes lovgivninger på området, således at også den danske lovgivning tager højde for den øgede bevægelighed af personer over landegrænserne, for stigningen i antallet af ægteskaber mellem personer af forskellige nationaliteter og for øget kulturel mangfoldighed.

Jeg er enig i, at globaliseringen har medført øget bevægelighed. Det ser regeringen selvfølgelig positivt på, og det er vigtigt, at danske statsborgere er mobile og dermed kan bidrage til globaliseringen og til den vækst, der også kan følge i kølvandet på den. Globaliseringen betyder, at mange danske statsborgere på grund af arbejde eller familiære forhold flytter til andre lande for at tage permanent bopæl dér, og jeg har stor sympati for, at disse personer kan have et ønske om at opnå statsborgerskab i det land, hvor de nu bor, uden derved at miste deres danske statsborgerskab. En af fordelene ved dobbelt statsborgerskab er netop muligheden for at overføre dansk indfødsret til sine børn, og herudover kan det ikke udelukkes, at der i visse tredjelande vil være en nemmere adgang til at indrejse, når man er statsborger i landet. Samtidig er jeg udmærket godt klar over, at danske statsborgere, uanset at de flytter permanent til f.eks. Amerika, stadig føler sig særdeles danske, fastholder den danske kultur, fortsat danser om juletræet og holder andre danske traditioner i hævd.

Men spørgsmålet om det dobbelte statsborgerskab er vanskeligt og skal overvejes nøje. Globaliseringen og den øgede mobilitet betyder også, at mennesker i mange tilfælde kun slår sig ned i et andet land i en begrænset periode. Mennesker er ekstremt mobile, og muligheden for at bevare mere end et statsborgerskab behøver derfor ikke i alle tilfælde at imødekomme nutidens behov. Svaret på globaliseringen er ikke, at mennesker skal have flest mulige statsborgerskaber og dermed pas, afhængigt af hvor de arbejder på et givent tidspunkt. Derimod forudsætter den øgede mobilitet, at nationale regler, f.eks. krav om bestridelse af job, adgang til bestyrelser m.v., i videst muligt omfang skal ændres, således at der ikke stilles krav om statsborgerskab i det pågældende land.

Det Radikale Venstre henviser også til, at udredningen af reglerne om dobbelt statsborgerskab konkluderer, at en videre accept af dobbelt statsborgerskab ikke har medført problemer for de lande, der giver mulighed for det i deres lovgivning, og at udredningen desuden dokumenterer, at fordelene ved at tillade dobbelt statsborgerskab langt overstiger ulemperne.

Når man argumenterer for og imod accept af dobbelt statsborgerskab, er det ikke blot et spørgsmål om at veje fordele og ulemper op mod hinanden. Der er en relation – en relation til den danske indfødsretslovgivning – og der er mest af alt tale om et principielt spørgsmål. Men i overvejelserne indgår naturligvis også de ulemper, udfordringer eller ligefrem direkte problemer, som personer med dobbelt statsborgerskab kan blive mødt af. Jeg vil gerne pege på netop det forhold, at den enkelte kan stå over for problemer, som når den pågældendes ene hjemland ikke er i stand til at yde beskyttelse f.eks. i forbindelse med fængsling i den pågældendes andet statsborgerretsland. Det betyder også, at et land som Amerika, som ellers generelt accepterer dobbelt statsborgerskab, advarer om, at dobbelt statsborgerskab kan medføre en række problemer for borgerne, og at dobbelt statsborgerskab derfor ikke kan anbefales som sådan. I forlængelse heraf har Amerika i forhold til spørgsmålet om valgbarhed i flere lande på samme tid indsat en bestemmelse i lovgivningen, hvorefter det skal vurderes, om en amerikansk statsborger ved at blive valgt ind i et andet lands lovgivende forsamling derved har ønsket at frasige sig sit amerikanske statsborgerskab.

Det Radikale Venstre argumenterer også i sit forslag med, at det af udredningen fremgår, at flere af de adspurgte lande fremhæver, at dobbelt statsborgerskab understøtter integrationen, fordi det for den enkelte person bl.a. medfører en solidaritetsfølelse, som er motiverende for den pågældendes lyst til at uddanne sig og søge arbejde.

Jeg vil gerne først og fremmest slå fast, at erhvervelse af statsborgerskab i Danmark ikke er en del af og dermed ikke er det absolutte mål med integrationsprocessen. Jeg er imidlertid enig i, at mange flygtninge og indvandrere med opholdstilladelse i Danmark ville føle en større samhørighed med landet, hvis de opnåede indfødsret. Og netop gennem integrationsprocessen bliver de i stand til at kunne opfylde de betingelser, der stilles for erhvervelsen af dansk statsborgerskab. Personer med dansk indfødsret har stemmeret, er valgbare ved folketingsvalg og har mulighed for at få udstedt dansk pas. Der er altså tale om rettigheder, som kan være væsentlige faktorer for den individuelle persons samhørighedsfølelse med landet.

På den anden side er jeg af den opfattelse, at danske statsborgere med udenlandsk oprindelse, som har givet afkald på deres hidtidige statsborgerskab, vil have nemmere ved at knytte stærke bånd til Danmark og dermed integrere sig, end det er tilfældet for dem, som har bevaret deres hidtidige statsborgerskab. Jeg vil også bemærke, at der kun stilles krav om løsning fra hidtidigt statsborgerskab, hvor det vurderes at være muligt eller hensigtsmæssigt. Der gælder således en række undtagelser fra kravet om løsning fra hidtidigt statsborgerskab i forhold til udlændinge bosiddende i Danmark, som ansøger om dansk indfødsret.

Lad mig først og fremmest nævne, at mange af de udlændinge, som ansøger om indfødsret, kommer fra lande, hvor der sker automatisk fortabelse af statsborgerskabet ved erhvervelsen af et fremmed, ligesom tilfældet er i Danmark. Herudover stilles der ikke løsningskrav over for ansøgere med flygtningestatus eller over for ansøgere fra lande, hvor erfaringen har vist, at det er umuligt eller forbundet med overordentlig store vanskeligheder at blive løst. Har en ansøger dokumenteret at have gjort et seriøst, men forgæves forsøg på at blive løst, vil der heller ikke blive stillet løsningskrav.

Herudover accepterer regeringen i overensstemmelse med den europæiske konvention om statsborgerret dobbelt statsborgerskab for personer, der ved fødslen automatisk opnår dobbelt statsborgerskab. Et eksempel herpå er personer, som er født af danske forældre i Amerika eller Canada, hvor barnet ud over dansk indfødsret tillige opnår amerikansk og canadisk statsborgerskab ved fødslen som følge af det såkaldte territorialprincip. Tilsvarende gælder for et barn, der bliver født af forældre med forskellig nationalitet, og hvor barnet automatisk erhverver begge forældres statsborgerskab. Som følge af de undtagelser, jeg her har nævnt, er der faktisk mange danske statsborgere, som også har et andet statsborgerskab.

Det er fortsat regeringens holdning, at man opnår et særligt tilhørsforhold og en særlig loyalitet over for det land, man er statsborger i. Man kan derfor spørge sig selv, om det er hensigtsmæssigt at være nationalitetsmæssigt knyttet til mere end ét land. Ud over de mere principielle betragtninger er der nemlig efter regeringens opfattelse også en række ulemper forbundet med dobbelt statsborgerskab. F.eks. bør det som nævnt undgås, at en person gennem dobbelt statsborgerskab har stemmeret og valgbarhed i flere lande, og det er væsentligt, at det som udgangspunkt alene er personer, som fuldt ud har vedkendt sig at være danske, der kan stemme og stille op til et dansk folketingsvalg.

Imod dobbelt statsborgerskab taler også risikoen for, at familieretslovgivningen samt proces- og strafferetslovgivningen i flere lande kommer i konflikt med hinanden, og risikoen for ikke at kunne opnå diplomatisk beskyttelse af det ene land ved ophold i det andet land. Jeg kan som eksempel nævne, at en person med dobbelt statsborgerskab, hvor det ene er dansk, efter omstændighederne vil kunne undgå retsforfølgning for en forbrydelse begået her i Danmark ved at flygte til sit andet hjemland, hvis dette land ikke har mulighed for eller ønsker at udlevere egne statsborgere eller at overtage retsforfølgningen. Som et andet eksempel kan jeg også nævne, at vi har oplevet store vanskeligheder med at yde beskyttelse af danske statsborgere, som tillige har f.eks. tyrkisk statsborgerskab, ved en eventuel fængsling i Tyrkiet. Danmark vil i et sådant tilfælde alene kunne yde beskyttelse af sine egne statsborgere, hvis det andet land, hvor den pågældende tillige er statsborger, accepterer, at Danmark yder den beskyttelse.

Udredningen fastslår som bekendt, at der er en tendens til, at flere lande i større eller mindre omfang accepterer dobbelt statsborgerskab. Bl.a. accepterer Finland, Frankrig, Irland, Island, Italien, Luxembourg, Polen, Schweiz, Sverige og Storbritannien dobbelt statsborgerskab. Af lande uden for Europa, der accepterer dobbelt statsborgerskab, kan blandt andre nævnes Australien, Canada og Amerika. Blandt de lande, der som udgangspunkt ikke accepterer dobbelt statsborgerskab, kan ud over Danmark nævnes Holland, Norge, Østrig og Tyskland. Tyskland accepterer dog dobbelt statsborgerskab for blandt andre EU-borgere.

Lad mig i den forbindelse understrege, at den europæiske konvention om statsborgerret stiller de kontraherende stater frit med hensyn til spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab, og regeringen har i overensstemmelse med konventionen valgt et princip om at begrænse dobbelt statsborgerskab. Regeringen anerkender naturligvis, at andre lande accepterer dobbelt statsborgerskab, og vi undersøger som nævnt løbende udviklingen og overvejer på den baggrund fortsat argumenter for og imod dobbelt statsborgerskab.

Som det bl.a. fremgår af udredningen om reglerne for dobbelt statsborgerskab i Danmark, i andre lande og i forhold til internationale konventioner, har de lande, som har forladt princippet om at begrænse det og nu accepterer dobbelt statsborgerskab, erfaringer med, at de problemer, der kan være forbundet med dobbelt statsborgerskab, ikke er af væsentlig betydning, og at de ofte kan løses enten gennem internationale konventioner på området eller ved, at landene indbyrdes indgår samarbejdsaftaler på området. De lande, som fastholder princippet, lægger vægt dels på principielle betragtninger, dels på betragtninger af mere praktisk karakter. Regeringen er på linje med disse sidstnævnte, og regeringen kan på denne baggrund ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jørgen Poulsen.

Tak. Jeg vil gerne takke ministeren for den alvor, hvormed ministeren går ind i argumentationen om dobbelt statsborgerskab, og jeg er fuldstændig enig med ministeren i, at det er en alvorlig beslutning for et menneske at skulle tage stilling til, om man vil frasige sig sit statsborgerskab. Men jeg vil gerne have ministeren til at bekræfte, at der for så vidt ikke i den rapport, som regeringen har udarbejdet, om dobbelt statsborgerskab, findes noget, der egentlig forhindrer Danmark i at tillade dobbelt statsborgerskab.

Så er det ministeren.

Det er en beslutning, det er helt op til den lovgivende forsamling i Danmark at tage. Der er ikke noget problem, altså, der er selvfølgelig et politisk problem, hvis man er uenige, men bortset fra det er det jo op til Danmark at beslutte, hvad vi vil på dette område.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Jørgen Poulsen.

Tak for det svar, for det indkredser jo det her spørgsmål om, om der er praktiske forhindringer eller et politisk problem. Så tak for det.

Ministeren var også inde på, at der var nogle ulemper, og jeg synes nok, at de er rimelig teoretiske, men lad os nu tage dem. Ministeren nævner jo også, at mange allerede har dobbelt statsborgerskab, og jeg tror, man regner med, at ca. 40 pct. af de mennesker, som får dansk statsborgerskab ved naturalisation, altså ved lov, beholder deres oprindelige statsborgerskab. Så der er mange. Og jeg vil egentlig godt stille et spørgsmål, når man nu udlægger det som et probem: Findes der nogen dokumenterede eksempler på, at det har givet Danmark problemer, at vi har disse dobbelte statsborgerskaber?

Så er det ministeren.

Der findes dokumenterede problemer for de pågældende borgere, som er rejst til andre lande, hvor de problemer, jeg beskrev her, er opstået, og hvor vi ikke kunne afhjælpe de pågældende borgeres situation.

Tak til integrationsministeren. Vi går så i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er Venstres ordfører, hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Jeg har overtaget ordførerskabet på lovforslaget fra Venstres indfødsretsordfører, fru Marion Pedersen, der desværre ikke kunne være til stede her i salen i dag, så jeg skal læse hendes ordførertale op og uddybe den lidt.

Kort fortalt er det jo ikke første gang, at det her beslutningsforslag ser dagens lys. Et tilsvarende forslag blev fremsat i 2008 af Ny Alliance, og derefter blev det genfremsat af Det Radikale Venstre i november 2008. Nu er det så igen Det Radikale Venstre, der er på banen med forslag om indførelse af dobbelt statsborgerskab i Danmark.

Spørgsmål om dobbelt statsborgerskab er jo et principielt spørgsmål, og det åbner for en kompliceret diskussion, som Venstre naturligvis stadig væk byder velkommen. Hvor kompliceret den er, har integrationsministeren bl.a. redegjort for. Der er en række hensyn, der skal tages. Verden er i konstant forandring, og to personer fra hver sin verdensdel er i dag tæt forbundet, fordi vi lever i en stadig mere globaliseret verden. For mange i de yngre generationer – det kunne være nogle på min egen alder, tror jeg – er det lige så naturligt at flytte fra land til land, som det er at flytte fra Sjælland til Sønderjylland. Det er derfor også en naturlig konsekvens at tage debatten om dobbelt statsborgerskab. I Venstre er vi positive over for globaliseringen og de muligheder, den afføder for Danmark og resten af verden, men vi mener ikke, at en øget globalisering nødvendigvis skal modsvares af, at man automatisk skal tillade dobbelt statsborgerskab eller tripelstatsborgerskab, hvilket jo også kunne være konsekvensen.

Det Radikale Venstres begrundelse for indførelse af dobbelt statsborgerskab læner sig op ad den udmærkede redegørelse, som er udarbejdet af Integrationsministeriet i 2009 som følge af debatten om beslutningsforslagene fra tidligere. Den rapport afdækker fordele og ulemper ved dobbelt statsborgerskab. Jeg vil godt sige, at vi i Venstre anerkender, at der er nogle praktiske udfordringer, men det er nu ikke hovedårsagen til, at vi ønsker at afvise det her beslutningsforslag. Hvis man vil, kan man håndtere situationen med dobbelt statsborgerskab. Det er der jo rigtig mange lande der gør. Selvfølgelig er der nogle praktiske udfordringer, men det er der med stort set alle lovforslag og al lovgivning.

Det, der er årsagen til, at Venstre afviser beslutningsforslaget, er, at vi er af den opfattelse, at beslutningen om dobbelt statsborgerskab altså ikke kan træffes ved at se på fordele og ulemper af praktisk karakter, som der er redegjort for i undersøgelsen. Det er et politisk spørgsmål, og vi mener, at vi skal et spadestik dybere i diskussionen, fordi det som sagt er en principiel diskussion om loyalitet og nationalt tilhørsforhold til det land, man har statsborgerskab i. Der står vi i Venstre fortsat fast på det grundlæggende princip, som er i dansk indfødsretslovgivning, om, at dobbelt statsborgerskab skal begrænses i videst muligt omfang.

Når vi beder nytilkomne indvandrere og nydanskere, der ønsker at blive danske statsborgere, om at frasige sig deres tidligere nationale statsborgerskab, hvis det er muligt, så vil det være lidt dobbeltmoralsk ikke at forlange det samme af folk, der allerede er danske statsborgere, men står i den samme situation i et andet land. Hvis man går ind for og mener, at folk som udgangspunkt skal have ét statsborgerskab, så må det gælde både folk, der kommer hertil og ønsker dansk statsborgerskab, og danske statsborgere, som ønsker at få et andet statsborgerskab end det danske.

Et statsborgerskab er ikke noget, man bare trækker i en automat. Det er noget, der er unikt, og det er det, fordi man opnår et særligt tilhørsforhold til og en særlig loyalitet over for det land, som man er statsborger i. Med den politiske argumentation, den politiske begrundelse, ønsker vi i Venstre at afvise beslutningsforslaget, men vi anerkender dog, at der selvfølgelig er en udvikling i gang, hvor flere og flere lande tilslutter sig ordningen med dobbelt statsborgerskab. Det stiller jo hele tiden den danske beslutning om ikke at tillade dobbelt statsborgerskab, men at begrænse det, under pres, og derfor må vi have den her diskussion en gang imellem. Den får vi så her i dag med Det Radikale Venstres beslutningsforslag, men Venstres indstilling er fortsat at afvise det.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jørgen Poulsen.

Tak for det. Det glæder mig da også, at Venstres ordfører – som den unge mand, han er – går ind for globalisering. Jeg har så godt nok svært ved at få tingene til at gå op i en højere enhed. Hr. Karsten Lauritzen siger, at det skal gælde for både dem, der kommer hertil, og dem, der rejser ud. Jeg er meget, meget enig i det princip, men det lyder jo næsten, som om hr. Karsten Lauritzen, hvis bare det ikke var for de her udlændinge, nemt kunne leve med dobbelt statsborgerskab. Er det sådan, jeg skal forstå det?

Så er det ordføreren.

Nej, det skal forstås sådan, at vi i Venstre og i Venstres folketingsgruppe har den principielle holdning, at vi ønsker at begrænse dobbelt statsborgerskab, men vi anerkender dog, at i takt med at flere og flere lande anerkender dobbelt statsborgerskab, bliver det jo sværere og sværere for Danmark at fastholde den indstilling til tingene, og vi er jo – hvad skal man sige – sat under pres som følge af, at en betydelig del af de folk, der får statsborgerskab i Danmark, jo ikke af praktiske årsager kan frasige sig deres tidligere statsborgerskab, og derved så de fakto jo har et dobbelt statsborgerskab. Men vores holdning er fortsat den samme. Det er jo en lignende holdning, som Norge, Holland og en række andre lande i Europa fortsat har, så derfor ændrer vores synspunkt sig ikke med beslutningsforslaget, der ligger her.

Det er hr. Jørgen Poulsen for yderligere en kort bemærkning.

Tak for det, og jeg synes også, at det er ærlig snak, at hr. Karsten Lauritzen ser, hvad der kommer. Jeg kan ikke lade være med at spørge, hvorfor vi så i Danmark skal være sidst med det her, og hvorfor hr. Karsten Lauritzen tror, at det skulle give særlige problemer i Danmark, når det ikke har givet problemer i de over 20 andre EU-lande, som har indført det her.

Så er det ordføreren.

Det har jeg jo redegjort for. Vi har en principiel holdning om, at det at få dansk statsborgerskab er noget, man skal ville, og noget, man også skal være villig til at ofre noget for, og det viser man bl.a. ved at frasige sig sit tidligere statsborgerskab. Min pointe var blot, at i takt med at der er flere og flere lande, der accepterer dobbelt statsborgerskab, kan det jo lægge pres på den danske holdning. Men det er et spørgsmål, som også EU og andre, altså internationale konventioner og andet, binder os på, nemlig at det er det her Folketing, der suverænt bestemmer, hvem der skal have dansk statsborgerskab, og om vi accepterer dobbelt statsborgerskab eller ej, og Venstres principielle holdning er, at vi ønsker at begrænse dobbelt statsborgerskab, i det omfang det er muligt.

Tak til Venstres ordfører. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det hr. Lennart Damsbo-Andersen som ordfører for Socialdemokraterne.

Det er jo altid spændende, når vi her i Tinget skal diskutere temaer, hvor hverken spørgsmål eller svar er sort-hvide. Det gælder også spørgsmålet om det fornuftige i at indføre mulighed for dobbelt statsborgerskab i Danmark. Da vi sidste gang behandlede forslaget, var det med baggrund i en mængde af uafklarede spørgsmål, og derfor var der fra vores side en helt klar holdning til, at det ikke var tiden til at gennemføre muligheden for dobbelt statsborgerskab. Efterfølgende er der nu kommet en udmærket udredning fra Integrationsministeriet, der besvarer en lang række af de spørgsmål, der med rette kan stilles. Svarene viser med tydelighed, at der ikke er grund til at være bekymret over f.eks. retslige og økonomiske konsekvenser, og jeg har da også noteret mig, at forslagsstillerne har vedhæftet redegørelsen til det fremsatte forslag.

Men det betyder jo ikke, at alle spørgsmål er afdækket og besvaret i denne sag. For uanset om der ikke er væsentlige faglige eller saglige begrundelser for ikke at gennemføre eller indføre dobbelt statsborgerskab, så står der tilbage at få afklaret, om det at være dansk statsborger med de rettigheder og pligter, som det giver, er foreneligt med samtidig at være statsborger i et andet land. Er det at være statsborger blot en praktisk foranstaltning, eller er det noget, der reelt betyder noget for ens følelse af tilhørsforhold og loyalitet? Stiller vi som nation nu ingen krav til vores statsborgere, eller er det forbundet med både forventninger og pligter at være dansk statsborger? Og så er der også det spørgsmål, jeg stillede allerede i 2008: Påvirker dobbelt statsborgerskab tilknytningen til Danmark?

Det er blot tre spørgsmål, som jeg ikke kender svarene på, og som vi i Socialdemokratiet mener det er afgørende at kende svarene på, inden vi tager stilling til, om det er godt eller skidt at indføre muligheden for at opnå dobbelt statsborgerskab, og derfor er det Socialdemokratiets indstilling, at vi ikke kan støtte det fremsatte forslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jørgen Poulsen.

Også tak til Socialdemokraterne for redegørelsen her og for, at man har fået svar på de fleste spørgsmål, som hidtil har bekymret Socialdemokraterne meget. Jeg mener så, at vi kan konstatere, at der ikke er nogen økonomiske eller praktiske spørgsmål af den art, som vi haft oppe før, som gælder nu, men jeg kunne vel godt ønske at høre, hvad det så er, der skal til her og nu, for at Socialdemokraterne kan acceptere, at vi tillader dobbelt statsborgerskab.

Så er det ordføreren.

Det er jo rigtigt, som jeg sagde før, at den redegørelse, der er kommet fra ministeriet, indeholder en række besvarelser på en lang række af de spørgsmål, som vi har stillet os selv både i debatten her i salen og i forbindelse med udvalgets arbejde. Og med den baggrund, når man læser den igennem, føler vi i Socialdemokratiet, at der ikke er grund til at være nervøse for de økonomiske og retslige og andre konsekvenser, netop fordi de viser sig at være ganske ubetydelige. Men tilbage står der det, som jeg sagde før: Kan man være loyal over for mere end ét land?

Altså, jeg vil sige, at diskussionen er flyttet en lille smule fra hjernen og ned til hjertet og maven, og den diskussion er vi, kan man sige, jo nødt til at have tid til at have, også i den socialdemokratiske gruppe, inden vi kan tage endelig stilling til et forslag om dobbelt statsborgerskab.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Jørgen Poulsen.

Ja, det er jo unægtelig et ganske svært spørgsmål om, hvorvidt man kan være loyal. Jeg mener helt afgjort, at man kan være loyal over for mere end ét land – det er jeg helt sikker på at man kan – ligesom børn kan være loyale over for mere end en forælder; man kan jo godt være loyal over for både en far og en mor. Men jeg synes, det vil være godt, hvis Socialdemokraterne kan få svar på de her spørgsmål, og det håber jeg så kan lade sig gøre i det videre arbejde.

Men jeg kunne nu godt tænke mig at vide: Hvornår sådan cirka tror Socialdemokraterne at de kan være positive over for det her?

Så er det ordføreren.

Ja, hvis der nogen sinde kan sættes en dato på det, vil jeg sige, at det må være senere. Jeg tror, at vi, som den tidligere ordfører fra Venstre sagde, er i en verden, hvor tingene hele tiden udvikler sig, og vi kan jo også se af den debat, vi har om det her punkt i Folketinget, at tingene hele tiden bevæger sig. Det betyder jo ikke nødvendigvis, at diskussionen om, hvad det er, der er konsekvenserne af f.eks. at indføre dobbelt statsborgerskab, stopper, og den debat tror jeg vil fortsætte, ikke kun her i Tinget, men i hvert fald også i Socialdemokratiet en tid endnu, inden der er mulighed for at tage endelig stilling.

Det, jeg siger her, betyder jo så også, at vi ikke har sagt ja eller nej i forhold til den endelige beslutning om statsborgerskab, men hvad angår det direkte forslag, der ligger her i dag, er vi nødt til at sige nej.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg kan så forstå, at man siger nej til forslaget, og det har man jo også gjort tidligere, fordi man kun kan vise loyalitet over for enten sin far eller sin mor, som hr. Jørgen Poulsen så smukt formulerede det – men det kan vi jo tage en diskussion om en anden gang.

Liberal Alliance har jo tidligere fremsat forslag om, at man skulle nedsætte en kommission, der skulle se nærmere på det her, så det, jeg godt kunne tænke mig at spørge om, er, om Socialdemokraterne, når nu de har så mange overvejelser om emnet, faktisk godt kunne tilslutte sig, at vi lavede et egentligt udvalgs- eller kommissionsarbejde. Det behøver ikke at være en bestemt model – det er ikke det, jeg søger efter – det skal være noget, der ikke bare er en redegørelse fra ministeriet, som man tidligere har haft, men et egentligt udvalgsarbejde med eksperter osv., så vi kunne få den her diskussion et skridt videre, og så vi ikke bare skal diskutere et beslutningsforslag her en gang om året.

Så er det ordføreren.

Jeg kan godt huske, at vi havde diskussionen om kommissionen, og så vidt jeg erindrer, sagde vi også dengang nej til at nedsætte en kommission, bl.a. fordi vi i forbindelse med lige netop den her diskussion ikke tror på, at man kan bruge eksperter til noget som helst; det handler netop om, at hver enkelt må tage stilling, og at man må diskutere både med sig selv og med hinanden, og det mener vi ikke – og det mener jeg ikke – at vi kan bruge en kommission til at gøre for os.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Nu begynder det at blive svært, hvis vi skal ransage sjælen for hvert eneste af Socialdemokraternes 45 folketingsmedlemmer her på et minuts tid – det kan jeg nok ikke nå, selv om jeg gerne ville gøre forsøget, hvis det skulle være. Men jeg er nødt til at høre: Skal det forstås sådan, at der egentlig slet ikke er noget fagligt eller indholdsmæssigt i det? Det var også lidt sådan, jeg forstod det tidligere, altså at der intet er indholdsmæssigt, som i virkeligheden bekymrer Socialdemokraterne i forhold til det her, men at det hele sidder i hjertet. Sådan har jeg i hvert fald forstået det, der er blevet sagt, og det skal man ikke sige noget ondt om – altså, folk med store, varme hjerter er jo dem, vi helst vil møde. Men hvis det alene handler om det, er det lige før, man skulle fritstille den socialdemokratiske folketingsgruppe – ikke fordi jeg skal blande mig i det, men så kan man jo aldrig komme frem til at træffe en egentlig politisk beslutning.

Men der er altså ikke nogen faglige eller saglige bekymringer i forhold til dobbelt statsborgerskab – er det korrekt forstået?

Så er det ordføreren.

Jeg sagde – hvis jeg skal citere helt nøjagtigt i forhold til det, som jeg sagde, da jeg læste op før – at der ikke er nogen væsentlige faglige og saglige argumenter. Og det skal forstås sådan, at det godt kan være, at der et enkelt punkt, hvor nogle vil sige, at det er væsentligt for dem, men det er rigtigt, som spørgeren siger, at det mere er en følelsesmæssig overvejelse, altså om man f.eks. kan være loyal over for to nationer – altså også en anden nation end Danmark – og have dobbelt statsborgerskab.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Vi går videre, og den næste ordfører er hr. Søren Krarup som ordfører for Dansk Folkeparti.

I min snart fjerne ungdom var der et meget folkeligt udtryk, der hed: En gang til for prins Knud. Udtrykket betegnede ikke den store respekt for prins Knud, der en gang til skulle se den scene på teatret, som han ikke fik set godt nok første gang. Og jeg må tilstå, at jeg føler i dag den samme overbærende despekt, som det folkelige udtryk betegner. En gang til for prins Knud – det vil i vores sammenhæng sige: En gang til for De Radikale. For det er naturligvis Det Radikale Venstre, der endnu en gang møder frem med dette forslag til folketingsbeslutning om dobbelt statsborgerskab.

Vi behandlede det for 2 år siden, og vi har endnu tidligere mødt det. For De Radikale kan ikke opgive deres drøm om at kunne opløse dansk indfødsret eller statsborgerskab i så mange bestanddele, at dansk indfødsret mister sin mening og sit indhold. Dette er hensigten. Det ligger dybt i Det Radikale Venstre at relativere og bagatellisere dansk indfødsret og dermed dansk nationalitet, så et menneske er frigjort fra enhver historisk identitet og ethvert nationalt tilhørsforhold. Det ligger i sagens natur, at en svoren medarbejder på dette angreb på dansk indfødsret er Institut for Menneskerettigheder, som naturligvis foragter og modarbejder den konkrete virkelighed eller den historiske bundethed, som indfødsretten betegner.

Hvad er nemlig indfødsret? Ja, det er understregningen af, at ethvert menneske har en bestemt identitet og et bestemt tilhørsforhold, som fortæller, hvem dette menneske er. Indfødsret er respekten for historien, for nationaliteten, for dette bestemte menneske i denne historisk bestemte sammenhæng.

Hvad er modsætningen til indfødsret? Ønsket om at indføre dobbelt statsborgerskab er tilsvarende et udtryk for foragten for det historisk givne, for national identitet, i sidste instans foragten for Danmark som danskernes land, sådan som det udtrykkes i dansk indfødsret.

Nej, det er meget nemmere at lade alting være lige meget. Det er meget nemmere at være dobbelt, tredobbelt, firedobbelt, femdobbelt menneske, der som sådan kan blæse på enhver national og historisk forpligtethed og flyve frit over alle grænser og udslette alle forskelle. Det er meget nemmere. Men det er samtidig en løgn vedrørende mennesket og dets virkelighed.

Det er i al enfoldighed denne sandhed, vi må gentage, når vi endnu en gang står over for De Radikales ønske om at indføre dobbelt statsborgerskab. Hvorfor fik vi nemlig loven om indfødsret i 1776? Hvorfor gjorde den danske grundlov fra 1849 så meget ud af at understrege indfødsretten? Fordi danskerne havde lært, at det for landets og folkets skyld er nødvendigt at kunne skelne mellem dem, der er danske, og dem, der ikke er det.

Hvad er det nemlig at være dansker? Ja, i al korthed kunne vi svare, at det er at have dansk indfødsret. Dette er virkeligheden, som danskerne under tryk fra udlandet havde lært at fatte. Derfor 1776, som sagde, at landets børn skal nyde landets brød. Derfor 1849, som sagde, at ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov. Det var det danske folks forsvar for sin eksistens og for sin selvstændighed. Og tilsvarende er De Radikales ønske om dobbelt statsborgerskab drømmen om at slette alle grænser og gøre alting lige meget og udslette indfødsretten og nationen i den store, fromme ligegyldighed og overnationale ensartethed.

Hertil sagde vi og siger vi et klart nej. Vi kan godt have medfølelse med de danskere, der flytter til udlandet og gerne vil fortsætte med at være danske, samtidig med at de søger fremmed statsborgerskab. Det er altid nemmere at kunne være forskellige ting på samme tid. Men vi må bede dem forstå, at prisen for denne nemhed og ubesværethed er opløsningen af dansk identitet. Vi må bede dem prøve at forstå, at ingenting i denne verden er gratis. Og vil man have forskellige ting på samme tid, er det ensbetydende med at svigte noget afgørende, her nemlig det, der hedder dansk indfødsret og dermed Danmark.

Vi taler her om noget ganske grundlæggende menneskeligt og folkeligt. Vi taler om noget afgørende, som De Radikale aldrig har villet fatte og respektere, men som er en dansk eksistensbetingelse. Derfor siger vi også denne gang nej til De Radikales forslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jørgen Poulsen.

Jeg forstår, at det er foragt for demokratiet, når nogle her i Folketinget rejser en debat, som hr. Søren Krarup ikke kan lide. Jeg mener nok, at det må stå i en klasse for sig.

Spørgsmålet er jo, når hr. Søren Krarup mener, at det her fører til nationens undergang, hvordan det kan være, at alle de lande, som har indført dobbelt statsborgerskab, betegner det som vældig positivt både for egne borgere og for dem, der er kommet udefra.

Så er det ordføreren.

Jeg vil da ikke begynde at forklare, hvorfor andre mener noget andet, end jeg gør. Jeg konstaterer kun, at i vores sammenhæng er det helt afgørende at respektere den nationale identitet eller det tilhørsforhold, der ligger i indfødsretten.

Det, der jo er tale om her, er jo, at det sådan er en mode, der breder sig. Jeg har også ligesom hr. Jørgen Poulsen fået et notat fra det, der hedder Danes Worldwide, hvori de fortæller om, hvor tilbagestående vi er, hvor reaktionære vi er, hvor utidssvarende vi er, hvor lidt globaliserede vi er, når vi holder af dansk statsborgerskab og vil bevare det. Det er jo ensbetydende med, at det, der driver dette her, er sådan den store modedille, og den store modedille består altid i, at man vil hæve sig over det, der forpligter en. Det har altid været det mest tiltrækkende at kunne være ikke kun en, men to, tre, fire på samme tid, og det er den samme fuldstændig livsfjerne virkelighedsflugt, der ligger i denne tale om dobbelt statsborgerskab.

Der er ikke flere korte bemærkninger til hr. Søren Krarup. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er fru Hanne Agersnap som ordfører for SF.

Det her forslag, som vi nu diskuterer igen, drejer sig jo om det princip i indfødsretsloven, at man skal begrænse dobbelt statsborgerskab. Det er jo et princip, der allerede er gennemhullet. Vi har, som ministeren sagde i sin tale, rigtig mange med dobbelt statsborgerskab. Det er dels folk, der bliver det ved fødsel, dels flygtninge eller andre, der får dansk statsborgerskab uden krav om at løses fra deres tidligere statsborgerskab, fordi det ikke er praktisk muligt. Derfor drejer diskussionen sig også om to ting: dels om praktiske problemer ved at have dobbelt statsborgerskab, dels om noget, vi kan kalde følelser, loyalitet og sådan noget.

Med hensyn til de praktiske problemer er der flere, der har sagt, at udredningen, som vi fik sidste år, viser, at mange af de lande, der accepterer dobbelt statsborgerskab, ikke opfatter, at der er problemer. Ministeren nævner dog, at der stadig er nogle problemer, og det er jo så i hvert fald på tide, at vi får løst dem, for vi har allerede mange, der har dobbelt statsborgerskab Danmark. Med hensyn til retshåndhævelse og beskyttelse af danske borgere i andre lande er det jo vigtigt, at vi får de internationale aftaler, så vi kan få løst de problemer, der er der.

Den følelsesmæssige side af sagen synes jeg er lidt svær at diskutere. Det er jo et spørgsmål om, hvor meget vi med formaliteter og lovregler kan bestemme over folks følelser. Selv om man afsiger et tidligere statsborgerskab, kan man jo godt føle noget for sit gamle fædreland. Det er jo altså meget svært at diskutere, hvilke slags følelser folk fra forskellige andre lande har for deres land. Det er ligesom danskere i udlandet, der har afskrevet deres danske statsborgerskab, stadig i generationer kan kalde sig danskere og føle noget særligt for Danmark.

Så jeg synes, at vi i den her diskussion skal passe på ikke at blande formaliteter og følelser, og her drejer det sig om nogle formaliteter i forbindelse med de rettigheder, der følger med et statsborgerskab. Her viser udredningen jo, at mange af de lande, der er blevet spurgt, siger, at det fremmer integrationen, at folk kan deltage i demokratiske processer og på den måde gå mere ind i processerne i det land, som de nu opfatter som deres land.

Forslaget her adskiller sig jo ikke meget fra de forslag, vi tidligere har diskuteret. Det er kun et beslutningsforslag, og det vil sige, at der opfordres til, at der bliver lavet et lovforslag, der tager højde for de ting, der skal tages højde for. Derudover vil vi gerne have, at der kan tages højde for, at der ved dobbelt statsborgerskab på nogle områder ikke vil være dobbelte rettigheder.

Men vores vurdering af det er, at vi gerne vil støtte det som et beslutningsforslag, fordi vi støtter princippet om, at danskere skal kunne rejse og deltage i globaliseringen, uden at de underlægges nogle begrænsninger, som andre europæiske borgere ikke er underlagt.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Krarup.

Jeg har ligesom SF's ordfører, fru Hanne Agersnap, fået et notat fra Danes Worldwide – sådan taler man jo dansk i dag. I dette notat – det synes jeg er ganske morsomt, og jeg vil gerne bede fru Hanne Agersnap forklare mig det – fortælles der om to tilfælde med danskere, der er flyttet til udlandet, og som gerne vil være dobbelte statsborgere. Den ene er en kvindelig professor Hau, der er taget til USA, og der har hun gjort en smuk karriere, som jeg under hende alt muligt held med. Men hun er ked af, at hun ikke, hvis hun søger amerikansk statsborgerskab, kan bevare sit danske. Hun siger, at hun føler sig hundrede procent dansk og hundrede procent amerikansk samtidig.

Jeg var meget dårlig til procentregning, da jeg gik i skole, men vil fru Hanne Agersnap forklare mig, hvordan man kan være hundrede procent amerikaner og hundrede procent dansker samtidig. Er det muligt?

Ordføreren.

Jeg tror, det er muligt på samme måde, som jeg kan være hundrede procent loyal over for min far og hundrede procent loyal over for min mor og elske dem begge.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Søren Krarup.

Det var et meget interessant svar, fordi det jo deler noget, der er udeleligt. Fru Hanne Agersnaps far og mor udgør nemlig tilsammen et hjem af ganske samme art, som et land udgør et hjem for dets borgere, og deri ligger indfødsrettens betydning. Jeg hørte også hr. Jørgen Poulsen prøve på at sondre mellem far og mor og dermed se væk fra, at far og mor i fællesskab udgør det hjem, man har indfødsret i, og det er helt afgørende i dette spørgsmål.

Jeg har egentlig lyst til at rose ministeriet, for i det notat, vi fik tilsendt, citeres der fra et afslag, der blev givet af ministeriet i november 2010, og deri siger ministeriet til den pågældende på en meget sød og høflig måde: Statsborgerskabet betyder noget særligt. Statsborgerskabet er noget, den enkelte vælger med hjertet, og en person opnår et særligt tilhørsforhold og en særlig loyalitet over for det land, hvor den pågældende statsborger. Dermed er det også regeringens opfattelse, at der er tale om et meget principielt spørgsmål og meget stort skridt, hvis Danmark skal ændre på dette grundlæggende princip.

Jeg synes, det er så fornemt formuleret, at jeg har lyst til at bringe ministeriet min kompliment og sige, at de i modsætning til De Radikale virkelig har forstået, hvad sagen drejer sig om.

Jeg skal sige, at selv om det meget sjældent forekommer, at regeringen får ros, så er det ifølge forretningsordenen tilladt at rose regeringen. Så er det ordføreren.

Der var egentlig ikke noget spørgsmål i den sidste kommentar, men jeg kunne få lyst til at sige noget om det eksempel med en forsker, der ikke har mulighed for at forfølge sine forskningsprojekter, fordi det kræver noget særlig sikkerhedsclearing, som kræver statsborgerskab. Så skal man frasige sig det danske statsborgerskab, der så f.eks. kunne give problemer, hvis man har gamle forældre i Danmark, som man får behov for og lyst til at tage sig af, og får behov for at blive i Danmark i længere tid end de 3 måneder, eller jeg ved ikke, om man nogle gange kan få 6 måneder, fordi man har en forælder, man skal tage sig af. Det er jo ved, at man føler sig dansk, føler for sin danske aner og danske forældre, at man har det behov for at komme til Danmark oftere og måske i længere tid. Så er det jo bare sådan et argument for, hvordan den her globalisering besværliggør, at en dygtig forsker ikke kan få de sikkerhedsclearinger, der er nødvendige.

Der er ikke flere korte bemærkninger til SF's ordfører, og så er det den konservative ordfører, hr. Tom Behnke.

Beslutningsforslaget her er jo en genfremsættelse. Vi har tidligere – flere gange endda – diskuteret det med dobbelt statsborgerskab, og jeg vil godt som indledning her sige, at jeg fuldt ud anerkender det dilemma, der kan opstå for nogle, at man kan komme i den situation, hvor det kan være vanskeligt at skulle vælge, og hvor det ville være mere rart og komfortabelt, at man kunne slippe for at skulle vælge, for jeg anerkender de mange, der har et ønske om muligheden for dobbelt statsborgerskab.

Der er mange, der har henvendt sig og berettet om, hvilken situation de er i, og hvorfor det lige nøjagtig for dem ville være hensigtsmæssigt, at de kunne have dobbelt statsborgerskab. Det er jo typisk nogle, der er rejst ud i den store verden, bosætter sig der, arbejder dér og forsker der, men hvor deres udfoldelsesmuligheder i det pågældende land kan være begrænset af, at de ikke har statsborgerskab i det pågældende land. Mange af de mennesker vil gerne have et dobbelt statsborgerskab, de vil gerne have det pågældende lands statsborgerskab for at kunne opnå de fordele, der er ved det, men de er samtidig i det dilemma, at de ikke har lyst til at afskrive sig deres danske statsborgerskab.

Det er jo et dilemma. Jeg synes egentlig, at det også meget godt illustrerer, hvor svært dilemmaet er, fordi det vel er dem, som ønsker dobbelt statsborgerskab, der mest har en loyalitetsfølelse over for Danmark. Altså, der er dem, der rejser ud og siger: Skidt være med det danske, det fraskriver jeg mig bare, nu tager jeg det nye, og så er det det, der er mit liv og min fremtid, og hvis jeg flytter til et tredje land på et tidspunkt, afskriver jeg også bare det andet statsborgerskab, og så har jeg et tredje statsborgerskab. Det er jo netop dem, som ikke har rod nogen steder. Så jeg anerkender det dilemma, det kan være, når man er et eller andet sted derude i den store verden og stadig føler en tilknytning til Danmark og det netop er derfor, man gerne vil have dobbelt statsborgerskab, så man kan bevare sit danske. Det anerkender jeg.

Men vi har også på den anden side, og det er derfor, at det bliver til et dilemma, nogle udfordringer i forhold til de problemer, der kan være forbundet med dobbelt statsborgerskab. Vi har de problemer, der kan være forbundet med, at en person med flere statsborgerskaber dermed også vil være i stand til at opnå flere forskellige nationalitetspas og dermed være i stand til at kunne rejse fra land til land på forskellige rejsedokumenter og dermed lave forvirring nok til, at man kan nå at gemme sig, hvis man f.eks. har lavet kriminalitet eller lignende og selv føler, at man har behov for at kunne gemme sig og komme hurtigt væk. Den udfordring synes jeg ligger der.

Jeg synes også, der ligger en udfordring i, at hvis man har flere statsborgerskaber, vil det være muligt for en sådan person at bosætte sig i de forskellige lande, hvor man har statsborgerskab, i de perioder, hvor der f.eks. er valg til de nationale parlamenter, og dermed have stemmeret i flere forskellige lande, måske oven i købet kunne blive valgt til forsamlinger i forskellige lande. Det er ikke hensigtsmæssigt. Jeg ved godt, at det forudsætter, at man rent faktisk opholder sig i det pågældende land, hvor man kan stemme og stille op, men det ville man jo kunne gøre, og det er heller ikke hensigtsmæssigt, at man på den måde kan have flere muligheder for at stemme og på den måde øve indflydelse på, hvilken politik der føres i flere forskellige lande. Så der er også en udfordring, synes jeg.

Så er der også hele problemet med hensyn til den diplomatiske beskyttelse af egne borgere. Vi har jo en fin ordning, at hvis danskere kommer i klemme i systemerne ude i fjerne lande, starter der en diplomatisk ordning, hvor man tager kontakt til det pågældende land og prøver at hjælpe den danske statsborger til måske at kunne komme hjem igen eller i hvert fald være under ordnede forhold, og der vil det jo være noget vanskeligt, hvis vedkommende har flere forskellige statsborgerskaber. Hvad er det så for et land, der skal varetage den pågældende persons interesser? Hvad sker der, hvis flere lande gør det samtidig? Og hvad sker der, hvis det er en konflikt, der er i forhold til et land, hvor borgeren har et statsborgerskab? Hvordan kan man så overhovedet hjælpe? Ja, det kan man ikke, så det kan give de problemer.

Der er også familieretlige stridigheder. Hvis man bortfører egne børn til et andet land, hvor man også har statsborgerskab, og hvor børnene måske også har statsborgerskab, er det igen meget, meget vanskeligt at kunne komme til at rede de tråde ud og håndtere de forviklinger, der bliver.

Så kan jeg heller ikke lade være med at tænke på det dilemma, der må kunne opstå, hvis man har statsborgerskab i to forskellige lande og de to lande kommer i konflikt med hinanden. Hvor hører man så til henne? Hvilket land er man så ven eller fjende med? Det må selvfølgelig også give et dilemma for personen og for myndighederne i de to lande. Hvad stiller man op med dem, der har dobbelt statsborgerskab? Jeg siger ikke, at det her har givet problemer indtil nu. Det har det formentlig gjort. Jeg skal bare sige, at under alle omstændigheder vil det kunne give problemer, og hvis vi indfører den her ordning, er det jo ikke bare for i morgen. Så er det i al fremtid, og derfor er vi meget tilbageholdende, og derfor er det vores indstilling på nuværende tidspunkt, at vi siger nej til beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jørgen Poulsen.

Den konservative ordfører maler en række tænkte problemer op, som kunne opstå for Danmark. Gør det overhovedet ikke indtryk på den konservative ordfører, at alle de lande, som har indført dobbelt statsborgerskab, herunder Sverige, som har haft det i 10 år, ikke kan vise et eneste dokumenteret tilfælde, hvor de ting, som den konservative ordfører remser op, giver nogen form for problemer?

Så er det ordføreren.

Jeg tror vist, at det var det, jeg sagde i min ordførertale, nemlig at jeg ikke skal stå her og dokumentere, at der har været problemer. Jeg er ret overbevist om, at det har der været, men jeg skal ikke stå her og dokumentere det, for det, at man kan fremvise eksempler, er jo egentlig ikke det, der er så interessant i forhold til det her. Hvis vi allerede på nuværende tidspunkt kan forudse, at det her kan give problemer, så vil forudsætningen for, at man overhovedet kan arbejde videre med det her spørgsmål, være, at man får en afklaring af, hvad man vil gøre den dag, hvor det problem opstår. Det bliver man nødt til at forholde sig til. Uanset om problemet er opstået indtil nu i andre lande, der har dobbelt statsborgerskab, eller ej, så bliver man nødt til at forholde sig til de udfordringer, der er, og have svar på de spørgsmål, jeg har rejst, og det er der ikke nogen der har.

Det er derfor, vi siger, at vi på nuværende tidspunkt med den viden, vi har, med den holdning, vi har til tingene, og med den diskussion, vi har haft om det her, står fast på at afvise dobbelt statsborgerskab. For os at se er argumenterne imod tungere end de argumenter, der er for. Jeg anerkendte også, at der er argumenter for. De vejer bare ikke så tungt som argumenterne imod.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Jørgen Poulsen.

Skal man så forstå den konservative ordfører på den måde, at han helt og fuldt underkender den rapport, som regeringen har fået udarbejdet, og hvor det jo er stipuleret emne for emne, at der findes løsninger på alle de problemer, som bliver remset op her? Det er jo bare at tage den rapport, det er jo bare at se, hvilke erfaringer de andre over 20 EU-lande har gjort. De kender ikke til de her problemer i virkelighedens verden. De har også været igennem dem, de har også haft disse fordomme og bekymringer, og de har endevendt dem, og de er endt med at sige, at de ikke findes, eller at de ikke er uløselige, når man indfører dobbelt statsborgerskab.

Så er det ordføreren.

Der er ikke nogen grund til at underkende rapporten. Rapporten er meget grundig, meget omfattende og belyser alle de her ting, og der er en analyse af dem. Men rapporten forholder sig ikke til, hvad man så gør, hvis de dilemmaer, de problemer, de udfordringer, jeg her nævner, opstår. Det er rent faktisk sådan – det har vi set eksempler på i historien – at der er nogle, der har stemt ved kommunalvalg i forskellige lande, fordi de i perioder har boet i ét land og dér stemt ved kommunalvalget, og så har de med det dobbelte statsborgerskab bosat sig et andet sted i den periode, hvor der var kommunalvalg, og stemt ved det pågældende kommunalvalg. Det er der sådan set eksempler på.

Der er også eksempler på, at der har været diplomatiske forviklinger, når diplomatiet skal træde i karakter og skal hjælpe egne borgere, der er kommet i klemme i udlandet. Hvem er egne borgere så? Hvilket er det pågældende land, der skal tage sig af det? Hvem er det, der skal yde den diplomatiske beskyttelse? Det vil komme til at give problemer, og jeg er helt overbevist om, at det også har gjort det. Vi har jo rent faktisk et antal borgere, som har dobbelt statsborgerskab, men på bundlinjen står der bare, at sådan som situationen er, kan vi ikke finde svar på de udfordringer og de spørgsmål, der er, og derfor siger vi nej til beslutningsforslaget.

Så er der en kort bemærkning fra fru Hanne Agersnap.

Hr. Tom Behnke kom lige ind på det til sidst: Er de problemer, der bliver nævnt der muligvis kunne være, ikke problemer, der bør løses for de borgere, vi har, der har dobbelt statsborgerskab? Er det ikke meningen, at vi allerede nu faktisk skulle få lavet de internationale aftaler, eller hvad der skal til for at sikre imod de mulige problemer?

Så er det ordføreren.

Jo, det ville være hensigtsmæssigt, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi så siger, at vi dermed også skal have dobbelt statsborgerskab. Der er en udfordring, og det er også deri, der ligger et dilemma. Det er nemlig i forhold til, at vi har et udgangspunkt, der er, at vi siger nej til dobbelt statsborgerskab i Danmark, men at der jo rent faktisk de facto er nogle her i landet, der har dobbelt statsborgerskab. For der er nogle, der kommer hertil, f.eks. som flygtninge, og når de får dansk statsborgerskab, kræver vi af gode grunde ikke af dem, at de skal tage tilbage til det land, de er flygtet fra, og fraskrive sig et statsborgerskab dér.

Så der er nogle, der har dobbelt statsborgerskab, og det vil sige, at de udfordringer, der er her, er udfordringer, der kan komme den dag i morgen, og derfor vil det være hensigtsmæssigt, at man under alle omstændigheder arbejder videre på at tage højde for det her i fremtiden, uanset hvad det skulle ende med om 10, 15, 20 år i forhold til dobbelt statsborgerskab som et princip.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og det er hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

Når man lytter til den her debat, kunne man godt få indtryk af, at Danmark, hvis vi indførte muligheden for dobbelt statsborgerskab, ville bevæge sig ind på uprøvet jord, hvor man ville løbe mange ukendte risici. Det forunderlige er, at man, så vidt jeg har forstået, har muligheden for dobbelt statsborgerskab i en lang række europæiske lande, der langt hen ad vejen har nogle af de samme karaktertræk som Danmark, og i disse lande har man den oplevelse, at muligheden for dobbelt statsborgerskab giver en lang række fordele, også f.eks. den fordel, at hvis man har mulighed for at tilkendegive over for det land, man er flyttet til, at man meget gerne vil have statsborgerskab og gerne være en del af det samfund fuldt og helt, uden at man endegyldigt sådan vil droppe de kærlige relationer, man nu har til der, hvor man kom fra, og de retsmæssige bevæggrunde, det giver, ja, så synes man faktisk, det er en fordel. Det er klart, at det, hvis man har den opfattelse, at det at føle noget for en nation kun kan ske over for en nation ad gangen, selvfølgelig er helt forkasteligt, for så er man jo et principløst menneske, som ligger under for alskens modeluner. Jeg tror sådan set, at der findes rigtig mange af den slags mennesker i dag, og jeg tror, vi kommer til at vænne os til i fremtiden, at mennesker rejser på tværs af landegrænserne, bliver gift på tværs af landegrænserne, og vi synes sådan set, at man skal skabe så gode betingelser for, at det kan ske på en fornuftig og organiseret måde, som det overhovedet er muligt. Derfor er vi meget positive over for det her beslutningsforslag, som vi jo har behandlet flere gange i Folketinget.

Vi synes, at de problemer, der er blevet nævnt, jo indtil nu er blevet håndteret på den måde, at man har undersøgt, hvordan det forholdt sig der, hvor man har indført det dobbelte statsborgerskab. Så må man jo sige, at det ser ud til, at det er muligt at håndtere disse ulemper på en måde, der gør, at fordelene ved det dobbelte statsborgerskab entydigt er større end ulemperne, for det ville jo være sært, hvis det var sådan, at vi havde et lovforslag, hvor der kun var fordele og ingen ulemper – det ville være helt usædvanligt, vil jeg sige. Den nuance vil jeg godt tillade at man indfører i den her debat. Jeg tror bare, at hvis vi, hver eneste gang vi behandlede et beslutningsforslag eller et lovforslag her i Folketingssalen, havde det udgangspunkt, at vi ikke, hvis der kunne argumenteres for, at der var et eller to problemer af større eller mindre omfang, som man ikke var helt sikker på hvordan man efterfølgende skulle løse, kunne vedtage lovforslaget, så vil jeg i hvert fald som oppositionspolitiker sige, at vi i de fleste af de forhold, der bliver bragt op her i Folketingssalen, da har fået et helt nyt redskab til at blokere for udvikling og fremskridt eller det modsatte, og det tror jeg er en rigtig, rigtig dårlig idé. Så Enhedslistens synspunkt er, at vi støtter det her beslutningsforslag.

Det, der gør det lidt besværligt, er, at man jo over for de konkrete problemstillinger, der bliver rejst, kunne spørge, om vi så ikke skulle gå i gang med at løse dem, gå i gang med at lave en plan for, hvordan de bliver løst, beslutte os for, hvad vi vil gøre den dag, Danmark befinder sig i krig med nogle lande, som vi har tilladt dobbelt statsborgerskab med – måske skulle man også være lidt mere forsigtig med, hvem man bevægede sig ud i krig med hele tiden – altså ligesom prøve at forudsige, hvordan vi løser det problem. Det samme gælder for alle de andre konkrete problemer – man kunne prøve at se, om man ikke godt kunne beskrive eller aftale sig ud af det problem.

Min idé er, at det kunne være måden at komme videre med det her på. Nu har jeg bare sådan lidt på fornemmelsen, at det, når det kommer til stykket, er lidt lige meget, hvad for nogle løsninger vi finder på, for der vil stadig væk være nogle, der siger, at disse løsninger ikke er gode nok, og så kan vi finde på et tredje problem, som endnu ikke er løst. Og hvis det kniber, vil jeg sige, har jeg selv ret store evner med hensyn til at udforme problemstillinger, som kan være besværlige at håndtere, så det kunne være, man kunne få en konsulentaftale med dem, som gerne vil være imod det her forslag uden at vælge den meget klare og konsekvente linje, som Dansk Folkeparti har, hvor man siger, at man ikke skal kunne have dobbelt statsborgerskab, og det skal man bare ikke kunne have, for det skal man ikke kunne have, for man kan kun være statsborger i ét land, og sådan er det, sådan har det altid været, og sådan skal det altid være, og det er der ikke noget at gøre ved. Det er jo et konsekvent standpunkt, efter min mening et forkert standpunkt og et standpunkt, vi er helt uenige i, men dog et standpunkt, der er til at tage og føle på. Det bliver vanskeligere med dem, som har alle de her praktiske problemer, som skal løses først, og hvis man løser dem, har man meget klart på fornemmelsen, at det ikke hjælper.

Alligevel håber jeg jo på, at vi engang vil kunne få et flertal for at indføre den her mulighed for dobbelt statsborgerskab, det vil også gøre det nemmere for de mennesker, der faktisk i forvejen har dobbelt statsborgerskab, fordi de, selv om de er blevet danske statsborgere, slet ikke kan slippe af med statsborgerskabet der, hvor de kommer fra, fordi de slet ikke kan komme ud af det. Så det ville også løse nogle praktiske problemer for de mennesker og også give nogle bedre betingelser for de mange danskere, som rejser rundt i verden og gerne vil have bedre muligheder for at blive integreret i det samfund, de lever i, men uden at slippe tråden til Danmark. Hvornår det sker, ved jeg ikke, men jeg ved jo af erfaring, at man nogle gange skal fremsætte beslutningsforslag rigtig mange gange, før de kommer igennem, og jeg ved også af erfaring, at det somme tider sker.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.

Det er jo et ganske godt og nydeligt forslag, som Det Radikale Venstre har fremsat her. Jeg tror sådan set, at partiets ordfører, hr. Jørgen Poulsen, fremsatte det her forslag, da han var ordfører for det parti, jeg er ordfører for nu, og jeg var ordfører for det parti, han nu er ordfører for. Da støttede vi gensidigt hinanden; det gør vi igen i dag.

I Liberal Alliance synes vi, at dobbelt statsborgerskab er en god idé, bl.a. fordi der er en række praktiske fordele. Den vigtigste fordel for os at se er sådan set den, at danskere, der flytter ud af Danmark, får mulighed for at bevare deres tilknytning til deres fædreland, samtidig med at de kan få statsborgerskab i det land, de skal leve i fremover, og at de får mulighed for at engagere sig i det land både politisk og arbejdsmæssigt, hvor der jo er mange steder især inden for den offentlige sektor, det kan give problemer, hvis man ikke har et statsborgerskab.

I dag tvinger vi dem til at frasige sig deres danske statsborgerskab. Det synes vi ikke der er nogen gode grunde til at gøre, og vi synes, at problematikken bliver udstillet meget godt, når man ser, at vi jo alligevel accepterer dobbelt statsborgerskab for mindst titusinder af udenlandske statsborgere, som kommer til Danmark og får lov til at beholde deres oprindelige statsborgerskab. Det her er et eksempel på, at man stiller folk med et oprindelig dansk statsborgerskab væsentlig dårligere end folk med et oprindelig ikkedansk statsborgerskab.

Så kan der selvfølgelig også være problemer med dobbelt statsborgerskab. Verden er jo ikke så ensidig eller endimensionel, at man kun kan se positive eller negative ting ved de spørgsmål, man diskuterer. Det er jo bl.a. blevet nævnt, at hvis man får brug for diplomatisk beskyttelse og man har et dobbelt statsborgerskab, kan man komme i problemer, hvis man nu opholder sig i det pågældende land.

Men der vil vi i Liberal Alliance som på så mange andre områder – i skattespørgsmål, sundhedsspørgsmål – sige, at voksne mennesker er voksne mennesker, og voksne mennesker må leve med konsekvenserne af de valg, de træffer. Hvis de træffer et valg om at sige ja til et dobbelt statsborgerskab, som vi ingenlunde har lyst til at påtvinge nogen, må de jo leve med den konsekvens, at de får en dårligere diplomatisk beskyttelse. Vi vil da også gerne gå med til, at den danske stat ved tildelingen af dobbelt statsborgerskab oplyser folk om, at de får en dårligere diplomatisk beskyttelse i visse situationer, hvis de takker ja til et dobbelt statsborgerskab. Det er den reelle situation. Jeg synes ikke, vi skal foregøgle, at det er anderledes. Men de eneste mennesker, det vil være et problem for, er jo de pågældende og ikke staten Danmark, og derfor generer det jo ikke nogen af os andre.

I forbindelse med dobbelt statsborgerskab taler man også om, om man kan have loyalitet over for flere lande. Jeg synes egentlig, hr. Jørgen Poulsen sagde det meget smukt: Kan man have loyalitet over for både sin far og sin mor? Det kan de fleste da heldigvis, og de lever fint med det, og jeg tror sådan set også godt, man kan have loyalitet over for både Danmark og USA eller Danmark og Tyrkiet eller Danmark og Brasilien, eller hvad vi nu skal forestille os.

Så må jeg sige, at jeg godt kan se, at afstemningsresultatet sikkert vil falde ud, som det plejer, og sådan er der jo mange rituelle danse herinde. Men vi ved også, at mange af de rituelle danse af en eller anden grund udvirker – jeg ved ikke, om man kan sige, at det er de højere magter, der gør det – at flertallene så alligevel ændrer sig på sigt. Det har vi set i andre sager. Derfor skal man ikke lade sig kue af det. Og jeg ser jo egentlig nogle åbninger i det, der bliver sagt. Især Venstre – det var både ministeren og ordføreren – kom med bemærkninger, jeg sådan set var rigtig glad for. Ministeren sagde: Vi overvejer fortsat argumenterne for dobbelt statsborgerskab. Det gjorde den forrige integrationsminister ikke, så vi har jo allerede rykket os langt. Det er dejligt at høre, at vi nu overvejer argumenterne, for så kan det være, at vi rykker os. Jeg kunne også forstå, at hr. Karsten Lauritzen, Venstres ordfører, sagde, at der er et stærkere og stærkere pres, og at man står mere og mere alene fra dansk side. Så jeg opfatter det, som om at der er overvejelser i gang.

Socialdemokraterne mente ikke, at der var væsentlige saglige eller faglige argumenter imod – der er det nu kun hjertet, der er tilbage. Det er også et stort fremskridt. Nu har vi fået hovedet med os. Så håber vi på, at resten af kroppen og de indre organer vil følge ved en kommende lejlighed. Derfor er vi sådan set meget tilfredse, også selv om det ikke skulle ende med, at det bliver vedtaget i denne omgang. Det gør det jo nok efter valget, lige meget hvordan flertallet så måtte blive.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Krarup.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll er jo et dannet menneske, og han ved selvfølgelig godt, at bestemmelsen om indfødsret i Danmark i vid udstrækning er præget af en N.F. Grundtvig, der i øvrigt var formand for det første indfødsretsudvalgs første indfødsretsrapport den 22. marts 1850. Men lad nu det ligge.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll kender selvfølgelig også som det dannede menneske, han er, Grundtvigs sang om folkeligheden, hvori han siger:

»Til et folk de alle hører,

som sig regne selv dertil,

har for modersmålet øre,

har for fædrelandet ild;

resten selv som dragedukker

sig fra folket udelukker,

lyser selv sig ud af æt

nægter selv sig indfødsret!

(…).«

Kort sagt: Indfødsret hænger sammen med, at man har et modersmål og et fædreland, en far og mor. Vil hr. Ammitzbøll ikke give mig ret i, at far og mor tilsammen udgør et hjem? Det er det, sagen her drejer sig om, nemlig at vi har et tilhørsforhold til et hjem, som netop forpligter os. Og det vil sige, at hele interessen i at få dobbelt statsborgerskab og rejse ud og være borger i flere lande på samme tid er en ophævelse af den forståelse af, hvad det er at være menneske, som bestemmer Grundtvig, og som gudsketakoglov også har bestemt store dele af dansk åndsliv.

Så er det ordføreren.

Tak for spørgsmålet, men jeg tror, at man skal tage som udgangspunkt, at der er sket meget siden Grundtvigs tid og også meget, som Grundtvig – med al respekt – næppe havde forudset, bl.a. at det er meget almindeligt for mange børn i vore dage, at deres far og mor repræsenterer hvert deres hjem, og at barnet sagtens kan komme begge steder, føle sig tryg begge steder og være loyal begge steder. Vi går dog også ind for, at folk må få en skilsmisse og deles om samværet med deres børn. Det har vi da også tidligere lavet aftaler med Dansk Folkeparti om. Så det ser jeg ikke som noget problem som sådan.

Jeg tror, at det ville have været svært og måske også urimeligt at forestille sig, at de i 1800-tallet skulle have kunnet indgå en diskussion om, hvordan statsborgerskab skal fungere i en globaliseret verden. Det synes jeg ikke at vi kan bede Grundtvig om at give os svar på i dag.

Så er det hr. Søren Krarup for yderligere en kort bemærkning.

Først vil jeg sige, at en af de ting, jeg fast sagde i konfirmandundervisningen, da jeg var præst igennem 40 år, var, at begrebet en lykkelig skilsmisse ikke findes. Skilsmisse imellem en far og mor er altid en ulykke. Den kan være en nødvendighed, men den er en ulykke, og den betyder, at børnene på mange måder bliver hjemløse. Det er også det, der gælder her.

Så vil jeg lige med hensyn til globaliseringen, som hr. Simon Emil Ammitzbøll talte om, sige, at det jo mildest talt er et udtryk, som man finder til bevidstløshed dagen igennem i alle medier osv., men globaliseringen er jo en frase. Det er et forsøg på at ophøje rodløshed til en kvalitet, hvor det jo tværtimod er sådan, at globaliseringen betyder, at netop det hjemlige, det, at der er en far og mor, der skaber et hjem, bliver slået i stykker. Man kan sige, at det er en ulykke, og det er det afgjort, men det kan aldrig blive gjort til et ideal. Og hele den tale om globalisering er jo simpelt hen en eneste virkelighedsforfalskning, og det er en lykke, at vi i Danmark tør stå ved, at det er en virkelighedsforfalskning.

Så er det Simon Emil Ammitzbøll.

Det kan aldrig gøres til et ideal, siger hr. Søren Krarup, og det er måske der, vandene skilles. I Liberal Alliance mener vi ikke, at staten skal gå ind og gennemføre dens idealer hen over hovedet på borgerne, men at borgerne skal leve det liv, der er deres, og at borgerne kan leve, som de har lyst til, fordi det er dem, der er menneskene, og det er dem, der skaber deres egen tilværelse.

Vi synes, det er meget farligt med politiske ideologier, som ønsker at skabe idealer for, hvordan menneskelivet skal være. Det er ikke noget, vi kommer til at støtte, hverken i forhold til spørgsmålet om statsborgerskab eller i øvrigt spørgsmålet om familiens indretning, som vi jo også har forskellige diskussioner om.

Tak til ordføreren. Og så er vi kommet til ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Jørgen Poulsen.

Jeg vil egentlig starte med at sige tak for den her debat. Jeg synes faktisk, vi er kommet et godt stykke vej, når vi her i dag har kunnet fastslå, at der jo rent faktisk ikke findes nogen praktiske forhindringer for at indføre dobbelt statsborgerskab, så vi på den måde ville kunne lette tilværelsen for alle de danskere, der bor uden for vores land, og såmænd også for de udlændinge, som bor og arbejder i vores land. Jeg kan så være en lille smule ærgerlig over, at vi skal skynde os så langsomt, for vi er jo ved at blive de sidste – i hvert fald i Europa – til at tilrette vores lovgivning til de tider, vi befinder os i.

Jeg vil egentlig godt citere Venstres politiske ordfører, fru Ellen Trane Nørby, da hun forleden tiltrådte som politisk ordfører for Venstre, for da sagde hun nemlig om de her ting, hvor vi er bagefter i forhold til det internationale:

Verden er større end Danmark, og vi må forholde os til, at vi er en del af en global verden. Vi skal have ind i den danske debat, at vi ikke lever hverken i en osteklokke eller et akvarium.

Problemet her er jo, at vi med det her dobbelte statsborgerskab faktisk fortsat befinder os i en osteklokke. Vi er et af de meget, meget få lande, der ikke har villet tilpasse os, og det synes jeg er ærgerligt for netop et land som Danmark, som jo lever af at være udadvendt og internationalt. Og det er jo også det, vi vil med det her forslag, selv om vi får skudt andre motiver i skoene, som om vi vil nedbryde nationalstaten. Vi vil gerne bringe Danmark på højde, også på det her område, med de andre lande, vi sammenligner os med.

Jeg vil så også sige – for det skal da siges – at for Radikale Venstre handler spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab også om integration. Det handler om lighed. Det handler om demokrati. Vi finder det helt urimeligt, at danskere, som bor i udlandet, og de udlændinge, som bor her i Danmark, skal forhindres i at tage del i den almindelige demokratiske proces i samfundslivet i Danmark. Det, der sker med det her, er jo, at der bliver en voldsom risiko for, at danskere i udlandet og udlændinge, der bor i Danmark, bliver låst fast i en status som udlændinge hele deres liv. Det kan ingen være tjent med.

Så vil jeg godt sige, når hr. Søren Krarup nedgør det eksempel, som Danes Worldwide kommer med i dag i Berlingske Tidende, at jeg ikke synes, man skal nedgøre det. Her er der tale om en verdenskendt dansk forsker, som er ansat ved Harvarduniversitetet i USA, og problemet er jo, at hun ikke kan få adgang til laboratorier i USA, som er belagt med den sikkerhed, der gør, at man skal have et amerikansk statsborgerskab for at komme der. Hun kan ikke søge stillinger, som kræver, at hun har et amerikansk statsborgerskab, og hun kan ikke få over sit hjerte at give slip på det danske statsborgerskab, for hun vil tilbage til Danmark. Og Danmark kunne jo egentlig have god brug for, at et sådant menneske kunne færdes i de forskermiljøer og arbejde i de forskermiljøer; det ville da være til stor gavn for Danmark. Men nu må hun sidde og se på, at kandidater fra andre lande, f.eks. Finland eller Sverige eller Belgien, hvor man jo tillader dobbelt statsborgerskab, kan søge de her stillinger. Og jeg synes, Danmark skyder sig lidt i foden ved fortsat at opretholde disse rigoristiske regler.

Jeg må jo så desværre erkende, at debatten heller ikke i dag har ført frem til, at det står lige for døren at indføre dobbelt statsborgerskab. Jeg synes, det er, som om man her i Folketinget vil nægte, hvordan verden er indrettet. Men jeg synes, vi er kommet det stykke videre, at der ikke findes nogen praktiske forhindringer for at indføre dobbelt statsborgerskab. Jeg synes, det er en helt utrolig fint gennemarbejdet rapport, vi har fået fra ministeriet, fra regeringen; den gør jo punkt for punkt op med alle de myter og fordomme, der har været på det her område – som om nogen kunne gå ind og snylte på det danske velfærdssamfund; som om nogen kunne gå ind og sko sig på at have mere end ét statsborgerskab. Det er helt ubegrundet. Der er ikke så meget at være bange for.

Jeg synes jo også, det må gøre meget indtryk på medlemmerne her i salen, at de lande, som har gennemført det, og som har haft det i årevis, ikke kan sige andet, end at det har været positivt, både for dem, der bor i landet, de udlændinge, der er kommet til landet, og også for de borgere, som er flyttet ud af landet.

Men jeg vil ende med endnu en gang at sige tak til ministeren for at gå ind i det her med den alvor, som jeg synes ministeren gjorde det med, og tak til alle ordførerne fra de andre partier. Jeg synes, det har været en fuldstændig anderledes og langt mere rimelig debat, end vi tidligere har haft om det her spørgsmål. Jeg fornemmer rent faktisk, at det bevæger sig i den rigtige retning, og at vi ligesom godt vil erkende, at det her nok kommer en dag; det handler bare mere om, hvornår det så kommer.

Jeg vil selvfølgelig sige særlig tak til SF for støtten og ikke mindst til Liberal Alliance, og også tak til Enhedslisten for den støtte, man har givet os. Jeg håber stadig væk ikke, at vi skal være de sidste til at indføre dobbelt statsborgerskab. Men tak for en ordentlig debat.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Søren Krarup.

Hr. Jørgen Poulsen og jeg er så uenige, at jeg ikke vil fortsætte en polemik mod ham. Men jeg vil sige til hans oplysning, at når jeg nævnede den kvindelige professor Hau, der fra Danmark rejste til USA, og som åbenbart har gjort en meget fornem forskermæssig karriere, så var det ikke for at skose hende, men det var for så vidt for at hænge min egen mangel på evne til procentregning ud. For jeg stillede spørgsmålet: Hvordan kan hun sige, at hun samtidig føler sig hundrede procent dansk og hundrede procent amerikansk? Altså, som jeg siger, er jeg meget dårlig til procentregning, og jeg er ikke i stand til at forstå det – medmindre jeg skal være så grov at sige, at vi her har et udtryk for en menneskelig umodenhed, der tror, at man både kan blæse og have mel i munden. Og dermed går meningen med indfødsret selvfølgelig tabt, for hvis det bare er sådan et mærkat, man klistrer på, når man kommer til et nyt land, så er det jo ikke indfødsret, som vi har det, og som den danske tradition har det. Og som ministeriet så fornemt udtrykte det i det svar, jeg citerede – og som Danes Worldwide, som det jo hedder på dansk, også har sagt det: I Danmark vælger man med hjertet, og det er det, der er indfødsrettens mening.

Så er det ordføreren.

Jamen eksemplet her er jo ikke det eneste eksempel, og det ved hr. Søren Krarup jo også godt. I Indfødsretsudvalget har vi jo set på mange af de her sager. Tag nu f.eks. bare Halfdan Mahler, som bor i Schweiz. Halfdan Mahler blev chef for Verdenssundhedsorganisationen, WHO, dvs. en meget høj international stilling. For at hans to drenge kunne studere til læge i Schweiz, måtte de tage et schweizisk statsborgerskab, for derefter at forkaste det danske. De to drenge er nok noget af det mest danske, som i hvert fald jeg kender, og de kan så ikke komme til Danmark, fordi de har måttet opgive deres danske statsborgerskab for at få deres eksamen i Schweiz. De ville gerne have været læger i Danmark, men det kan så ikke lade sig gøre. Jeg siger ikke, at det ikke er helt efter bogen, men det er dog sådan, at jeg synes, vi skyder os selv i foden alt for mange gange.

Så er det hr. Søren Krarup for yderligere en kort bemærkning.

Netop i forbindelse med Mahler citeres der fra ministeriets afslag det fornemme, at statsborgerskabet er noget, den enkelte vælger med hjertet, og at en person opnår et særligt tillidsforhold og en særlig loyalitet over for det land, hvor den pågældende er statsborger. Det er det, jeg synes er så fornemt udtrykt af ministeriet. Og jeg vil sige, at jeg bilder mig ind, at det var familien Mahler, jeg engang havde en korrespondance med, hvor jeg til fulde forstod deres sorg over, at de ikke både kunne blæse og have mel i munden. De er schweizere, de vil gerne vedblive med at være schweizere, men de vil også være danske. Og jeg sagde: Jeg kan godt forstå det, men De må da kunne se, at De må træffe et valg, for man kan jo ikke være begge dele på en gang. Jeg forstod udmærket deres sorg og bekymring, men jeg må indrømme, at jeg finder det en smule umodent, at man ikke ser problemet i øjnene og ser i øjnene, at man som sagt ikke kan både blæse og have mel i munden. Og det er det, sagen drejer sig om. Det er til syvende og sidst et spørgsmål om menneskelivets virkelighed. Og her har De Radikale som sædvanlig – undskyld, jeg siger det – ligesom igennem hundrede års historie, været tilhængere af uvirkeligheden, hvilket vil sige forræderiet over for det, jeg kalder den nationale eksistens. Og det er det, vi møder her igen.

Så er det ordføreren.

Jeg synes jo på en måde, at den måde, vi behandler de her mennesker på, er mere hjerteløs, fordi de er helt nytteløse. Jeg var lige ved at sige, at jo, det der med hjertet er jo det nærmeste, man kommer på en omvendt Fænrik Stål, om hvem man sagde, at hjertet var godt, men hovedet var slet.

Det citat var vist ikke hundrede procent korrekt, så vidt jeg husker Fænrik Stål, men det nærmede sig meningen.

Så er det hr. Jesper Langballe.

Et dårligt hoved havde han, men hjertet det var godt. Det var Sven Duva i Fænrik Ståls verscyklus, der sagde det – blot til orientering.

Jeg synes, der er en mærkelig tilbøjelighed til, når man diskuterer statsborgerskab, at fremstille det, som om det at mangle statsborgerskab er som at være spærret inde i en kælder i flere år, hvor man sidder og sulter og ikke kan få lægebehandling osv. Vi så det her for nylig med de statsløse palæstinensere, hvor der opstod et hysteri af den anden verden, som hr. Jørgen Poulsen også deltog i. Skulle man ikke en gang imellem gøre op, hvad statsborgerskab egentlig betyder? Det betyder stemmeret til Folketinget, og så betyder det pas.

Jeg synes jo, at det går igen her i diskussionen om denne dansk-amerikanske forsker, som er 200 pct. dansk og amerikansk. Det synes jeg også ligesom hr. Søren Krarup er meget interessant. Jeg synes, at hr. Jørgen Poulsen retter smed for bager. Det var da amerikanerne, han skulle kaste sin vrede på, som stiller som betingelse for, at en fremragende forsker kan få adgang til USA's laboratoriefaciliteter, at hun er amerikansk statsborger. Det ville være fuldstændig utænkeligt herhjemme. Vi er nemlig et åbent folkefærd i Danmark, vi inviterer forskere fra udlandet, vi giver dem skattefrihed osv. Det der med at lukke laboratorier af for udenlandske forskere, som ikke er amerikanske statsborgere, er jo uhørt. Hvorfor kaster hr. Jørgen Poulsen sig ikke over det?

Så er det ordføreren.

Nu er det sådan, at amerikanerne hellere end gerne ville give denne danske professor et amerikansk statsborgerskab. Et amerikansk statsborgerskab betyder, at hun så bliver sikkerhedsclearet og kan få adgang, hvilket jo er rimeligt nok. Ikke amerikanerne, men Danmark forhindrer hende i at få adgang. De vil hellere end gerne give hende et amerikansk statsborgerskab. Hun har boet længe nok i landet, fint nok. Danmark forhindrer danskeren i at få det.

Så er det hr. Jesper Langballe for den sidste korte bemærkning.

Undskyld, jeg siger det, men det er det rene sludder. Hr. Jørgen Poulsen forstår jo ikke, hvad jeg siger.

Det, jeg angriber, er, at amerikanerne overhovedet gør statsborgerskab til et spørgsmål om, at man skal være sikkerhedsclearet for at kunne komme ind i nogle bestemte laboratorier. Det er jo fuldstændig dødssygt. I modsætning til det fremhæver jeg Danmark som et åbent land, der inviterer udenlandske forskere hertil, jo flere, des bedre, og selvfølgelig ikke stiller betingelser for, at de skal kunne komme ind i et laboratorium, men uden videre byder dem velkommen. Og når man er et så grænsende til det paranoiske lukket land, som USA er i den her sammenhæng, skal man da ikke rette smed for bager og så skyde skylden på danskerne. Så kunne danskerne bare strø om sig med dobbelte statsborgerskaber for at imødekomme sådan en urimelighed fra amerikansk side.

Jeg ved ikke, om det nu er lykkedes at få hr. Jørgen Poulsen til at forstå, hvad mit anliggende er.

Så er det ordføreren.

Jeg har nok gennemgående meget svært ved at forstå Dansk Folkeparti, men lad mig bare sige, at jeg da heller ikke tror, det er sådan her i landet, at vi lukker alle døre op til alle institutioner, som måtte ligge inde med forsvarshemmeligheder og sikkerhedsbelagte hemmeligheder, og hvad ved jeg. Sådan tror jeg da heller ikke det er her. Der forlanger vi da også en vis sikkerhed. Men det, jeg siger, er, at amerikanerne gerne vil give vedkommende et statsborgerskab, det vil danskerne så ikke være med til, og så kan hun se på, at folk fra andre lande søger de stillinger, som hun ikke kan søge, og får adgang til de steder, hun ikke kan få adgang til.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.