Jeg vil gerne takke for debatten.
Under anden verdenskrig var der jo en række danskere, der kom i kz-lejre og havde forfærdelige oplevelser med at sidde i kz-lejre.
I 1960’erne konstaterede man, at mange af børnene af de frihedskæmpere, politifolk og andre, der havde siddet i kz-lejrene, havde store problemer.
Man undersøgte det og døbte fænomenet kz-syndromet og fandt ud af, at det i høj grad var, fordi deres forældre, som havde haft de her forfærdelige oplevelser, ikke talte om dem, men var voldsomt påvirket af dem, og det påvirkede så hele familien og gjorde, at børnene også fik store problemer.
Det er efterhånden nogle år siden, og det er, som om vi har glemt den viden om, hvordan det påvirker børn, når deres forældre har været udsat for så forfærdelige oplevelser.
Det er derfor, vi har fremsat det her beslutningsforslag.
Jeg er selvfølgelig glad for, at ministeren og andre ordførere har opremset alle de behandlingstiltag, der er for dem, der selv har været udsat for torturoplevelser og andre forfærdelige oplevelser.
Men det her beslutningsforslag går på, at det er hele familien, især børnene, som har brug for at få en behandling.
Mette Blauenfeldt, leder af Center for Udsatte Flygtninge under Dansk Flygtningehjælp, har anslået, at der er omkring 30.000 sekundært traumatiserede børn, som lider under at have traumatiserede forældre, som ikke magter at tage sig af dem.
Det er et ganske stort tal.
Det er selvfølgelig i varierende grad, men det er ganske mange børn, som har brug for at få hjælp.
Vi tror på, at hvis man undersøger familierne, når de kommer til Danmark, og sørger for, at de kommer i behandling med det samme, vil man forhåbentlig kunne gøre noget med det samme.
Så vil man også bedre kunne være opmærksom på, at her er nogle børn, der måske har brug for noget ekstra hjælp og støtte på grund af det, deres forældre været udsat for.
Jeg hørte på et tidspunkt en historie om en flygtningefamilie fra Afghanistan, som havde været nødt til at efterlade det ene barn i Afghanistan.
Forældrene anede ikke, hvad der var sket med det barn, og havde jo også været udsat for nogle forskellige oplevelser, som påvirkede dem meget.
Moderen var simpelt hen gået stykker, hun var ikke i stand til at tage sig af de andre børn, fordi hun hele tiden tænkte på det barn, som hun havde måttet efterlade, og som hun ikke vidste hvordan havde det, hun vidste ikke, om det barn overhovedet levede mere, eller hvad der var sket.
Hun forestillede sig de forfærdeligste ting.
At det stod så slemt til i familien, blev først opdaget en dag i skolen, da en af lærerne opdagede, at et af børnene havde så voldsomme børnesår i hele ansigtet, så barnet var nødt til at blive indlagt.
Forældrene havde ikke opdaget det eller gjort noget ved det.
Man fik så taget fat i familien og sørgede for både det barn og de andre børn.
Men det burde slet ikke komme så langt.
Der havde jo også været en række andre problemer med børnene.
Derfor er vores forslag altså, at man skal være mere opsøgende.
Jeg forstår godt de mange, der siger her under debatten, at der er behandlingstilbud, og hvis man henvender sig til lægen, kan man få behandling osv.
Men mange af de her mennesker er jo netop i en situation, hvor de ikke kan overskue noget.
Og børnene er i hvert fald ikke klar over de behandlingsmuligheder, der er.
Og det er jo heller ikke børnene, der skal have ansvaret for at få sig selv og deres forældre til behandling.
Derfor er vores forslag altså, at man ikke bare skal lave en screening, når flygtningefamilierne kommer ...
(
Fjerde næstformand (Helge Adam Møller):
Det er lidt distraherende for taleren og andre, at man taler i salen.
Tak.)
… men skal spørge dem om, hvorvidt de været udsat for tortur.
Det er der nok mange der ikke har lyst til at fortælle om.
Mange opfatter det som utrolig skamfuldt.
Nogle prøver at fortrænge det.
Man vil nemlig ikke være offer, som Venstres ordfører var inde på.
Folk har ikke lyst til at se sig selv som ofre, men derfor kan de godt have nogle ting, der gør, at der er behov for, at de kommer i behandling.
Derfor er det vigtigt, at man laver en egentlig grundig undersøgelse, at nogle, der har forstand på det, også undersøger børnene for, om der er problemer, så vi kan få taget fat om det med det samme, inden problemerne vokser sig så store, at børnene virkelig bliver misrøgtet, eller de får det så dårligt, at de kommer ud i forskellige ting.
Når vi også har fremsat det her som et kriminalpræventivt tiltag, er det jo, fordi man i Danmark i mange år har haft en debat om, hvorvidt der var øget kriminalitet blandt folk med en anden etnisk baggrund, og hvor man har kigget på det, som om det bare var en samlet gruppe.
Man har bare set, at her var der nogle fra andre lande, der var kommet til Danmark, og her var deres efterkommere, og man har så set, hvor meget kriminalitet der så var i den gruppe uden overhovedet at se på, hvad det var for en gruppe, og at der var store forskelle.
Der er så begyndt at komme noget forskning.
Der er efterhånden nogle, der har set på, at det er forskellige grupper, og de er også begyndt at tale med de unge mennesker og finde ud af, hvad deres baggrund er.
Det, som mange af de undersøgelser tyder på, er, at blandt efterkommere af indvandrere, er der absolut ikke højere kriminalitet, end der er blandt danske unge, som ikke har indvandrerbaggrund.
Men blandt unge med flygtningebaggrund er der formentlig en højere grad af kriminalitet.
Når man interviewer de her unge, der har begået alvorlig kriminalitet, kommer de også med en forfærdelig familiebaggrund, og rigtig mange af dem kommer fra flygtningefamilier med voldsomme traumer.
Derfor:
Hvis vi kunne få sat ind over for alle de her familier med det samme, når de kom til Danmark, kunne vi måske undgå nogle af de forfærdelige sager, hvor det går ud over andre, hvor andre bliver til ofre, fordi der er nogle unge, der går amok og slår og sparker osv.
Derfor er det altså vores forslag, at man får en rigtig god indsats over for familierne og børnene, men også for at nedbringe kriminaliteten ved at få gennemført sådan en undersøgelse og både være opsøgende over for de flygtningefamilier, der er her, og også over for de flygtningefamilier, der kommer i fremtiden.
Jeg er rigtig glad for, at Socialdemokraterne og SF og De Radikale er positive over for forslaget, og jeg er helt enig i, at vi skal prøve at sætte os ned i udvalget og også, som hr.
Tom Behnke var inde på, få et overblik over, hvad der ligger af viden, og hvad der er i gang af projekter og initiativer på området, og så forhåbentlig lave en beretning om, hvad vi så kan gøre for, at det også bliver opsøgende og ikke kun bliver noget, hvor folk selv skal henvende sig, fordi børnene altså ikke kommer selv og siger:
Min familie har brug for at få noget traumebehandling.
Det kræver, at der nogle, der opsøger dem og sørger for, at familien får den behandling, så det håber vi at man kan få sat i gang.