Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 68:

Forslag til folketingsbeslutning om en flekskontoordning som anbefalet af Familie- og Arbejdslivskommissionen.

Af Per Ørum Jørgensen (KD).

(Fremsættelse 09.02.2011).

Forhandlingen er åbnet, og beskæftigelsesministeren får ordet som den første.

Der skal ingen tvivl være om, at regeringen støtter alle bestræbelser på at sikre en god balance imellem arbejdsliv og familieliv. Det er formålet med Kristendemokraternes forslag, og jeg anerkender, at det bygger på gode intentioner. Men nu er det jo sådan, at det ikke er Folketingets opgave at lovgive om alt, der bygger på gode intentioner. Det er det her beslutningsforslag så også et godt eksempel på.

Forslaget hører efter regeringens opfattelse helt klart under arbejdsmarkedets parters kompetence i fuld overensstemmelse med den model og arbejdsdeling, vi har valgt i Danmark, når det handler om arbejdsmarkedet. Regeringen skal selvfølgelig skabe de nødvendige rammer for, at parterne kan indgå aftaler, som de ønsker, men der skal være et ønske fra arbejdsmarkedets parters side, før regeringen vil overveje at komme med forslag, der i den grad griber ind i parternes autonomi og arbejdsgivernes ledelsesret.

Når det er sagt, vil jeg gerne kvittere for, at arbejdsmarkedets parter allerede har medvirket til at gennemføre en række andre af Familie- og Arbejdslivskommissionens anbefalinger, som kan medvirke til at skabe en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv. Arbejdsmarkedets parter har ved de seneste to overenskomstforhandlinger sørget for, at der i overenskomsterne er mulighed for at sikre familierne mere fleksibilitet.

På det private område blev der i 2007 bl.a. aftalt forbedringer med ret til betalt fravær ved børns sygdom, øget fleksibilitet ved arbejdets tilrettelæggelse og mulighed for tidsopsparing. På det offentlige område blev parterne i 2008 enige om betalt fravær på barnets anden sygedag, en forlængelse af den betalte forældreorlov fra 12 til 18 uger samt mulighed for at aftale en arbejdstid, der overstiger normal fuldtidsbeskæftigelse med henblik på at kunne finansiere en eventuel senere periode med deltid og nedsat løn.

Masser af arbejdspladser har lavet aftaler om fleksible arbejdstider, hjemmearbejdspladser og andet og har haft fokus på, at arbejdslivet og familielivet skal kunne forenes. Arbejdsgiverne har en væsentlig interesse i at kunne tiltrække og fastholde lønmodtagere i alle aldre og selvfølgelig også dem med børn. Arbejdsgiverne rundtomkring har erfaret, at det jo er en ren win-win-situation, hvis virksomhederne har en politik, der understøtter sammenhængen imellem familie- og arbejdsliv, fordi man ud over at tiltrække og fastholde arbejdskraft også får medarbejdere, der er mindre stressede og desuden er en bedre arbejdskraft.

Men til forskel fra Kristendemokraternes forslag er det aftaler, der afspejler de konkrete hensyn, som man nødvendigvis må tage på den enkelte arbejdsplads. Danske virksomheder er meget forskellige fra hinanden, ligesom familier er meget forskellige. Hvad der vil kunne fungere på den ene virksomhed, vil ikke nødvendigvis kunne fungere på den anden, og derfor er regeringen imod at lave rigide regler for ret til frihed for den enkelte lønmodtager.

Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer med beslutningsforslaget, men jeg vil dog nævne to ting. Kristendemokraterne giver som eksempel på, at anbefalinger fra Familie- og Arbejdslivskommissionen ikke er blevet fulgt op af regeringen, at lov om børnepasningsorlov blev ophævet. Det er ganske enkelt ikke korrekt, for børnepasningsorloven blev erstattet af udvidelsen af barselorloven, der betyder, at forældre med virkning fra den 1. januar 2002 fik ret til i alt 52 ugers barselorlov med fulde dagpenge. Denne ændring havde netop til formål at forbedre vilkårene for børnefamilierne, så forældre fik mulighed for at have mere tid til børnene og til at give børnene den nødvendige omsorg og nærhed.

For så vidt angår finansieringen af en flekskontoordning, peger Kristendemokraterne på, at den kunne integreres i pensionsordningerne. Men det ville kunne betyde, at borgernes forsørgelsesgrundlag eller tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet reduceres betydeligt. Dette skyldes ikke mindst, at netop de bidrag, der indbetales, mens man er ung, på grund af forrentningen har størst betydning for udbetalingerne i pensionstilværelsen. Hvis man kan forbruge de opsparede midler, er risikoen med andre ord, at man får for lidt i pension.

Det vil være vanskeligt for den enkelte at planlægge forbruget på flekskontoen, for ofte indtræder der jo begivenheder som f.eks. sygdom eller lignende, der betyder, at man ikke set over hele livet vil kunne fortsætte med at indbetale til pensionsordningerne i samme omfang, som mens man er rask og rørig. Der er allerede en række fleksible muligheder som f.eks. orlovsordninger, mulighed for at gå på nedsat tid m.v., som de familier, som prioriterer dette, i stedet for at begge forældre arbejder fuld tid, har mulighed for at vælge. Desuden øges fleksibiliteten i forhold til tilbagetrækningstidspunktet, da man kan vælge at arbejde længere, undlade at gå på efterløn, gå på opsat pension m.v., hvis det er det, man har lyst til.

Efter regeringens opfattelse er det altså bedre, at sådanne valg imellem fritid og arbejde træffes på grundlag af borgernes egne aktuelle forhold, herunder selvfølgelig de økonomiske forhold, frem for at man skal gamble med forbrug af fremtidige opsparingsmidler.

Så regeringen kan med dette altså ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Per Ørum Jørgensen.

Jeg ved ikke, om jeg skal sige tak for ministerens modtagelse af forslaget, men formålet med at fremsætte forslaget her er jo også at få en generel debat for at imødekomme det, som mange undersøgelser viser, og det, som jeg egentlig også synes fremgår meget klart af danske familiers liv, nemlig at rigtig mange har svært ved at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen. Vi har bl.a. set oppositionen komme med forslag om, at man skal arbejde 1 time mere om ugen, som jo også er med til at presse børnefamilierne, specielt småbørnsfamilierne, i usædvanlig grad.

Så der er ligesom en tendens i tiden, som trækker i den modsatte retning af det, som vi hører mange børnefamilier give udtryk for, nemlig at de faktisk gerne vil have mulighed for at få mere fleksibilitet og mere frihed. Netop dette med mere fleksibilitet og mere frihed må jo klinge rigtig godt i en liberal ministers ører. Og der er det her måske den bedste model, som Familie- og Arbejdslivskommissionen har arbejdet med. Det er rigtigt, at det er arbejdsmarkedets parter, der skal inddrages, men politikerne kunne jo godt tage serveretten i forhold til at få det her indført og dermed tage initiativ til ligesom også politisk at sige: Vi prioriterer faktisk, at der skal være plads til familieliv, og at man skal have den her fleksibilitet og frihed i sin hverdag.

Så er det ministeren.

Jeg er fuldstændig enig med hr. Per Ørum Jørgensen i, at det klinger godt i en liberal ministers ører, når man siger frihed og fleksibilitet, for det er faktisk det, den liberale grundholdning langt hen ad vejen bygger på. Når det så er sagt, er det også sådan, at vi jo har en helt særlig model for arbejdsmarkedspolitikken i Danmark, og det synes jeg faktisk også man må sige at vi kan se ud fra de overenskomster, der er blevet indgået – nu henviste jeg bl.a. til det private område i 2007 og det offentlige område i 2008, hvor man netop har diskuteret frihed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet, især med hensyn til børnepasning, men også med hensyn til fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelse og sådan nogle ting. Og jeg synes, vi skal være ekstremt varsomme med her fra Folketingets side at gå ind og bryde med den danske model på det her område.

Man kan jo sige, at arbejdsmarkedets parter på mange måder har taget Familie- og Arbejdslivskommissionens ideer op, har kigget på dem i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, og det kan jeg sige at jeg er fuldt tilfreds med.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Per Ørum Jørgensen.

Nu kan der være forskel på ambitionsniveauet, når det kommer dertil, men det skal ikke være en stor diskussion.

Men vi synes, at det fine ved den her model jo sådan set er, at det er en model, som også kan indrettes, så der tages behørigt hensyn til samfundsøkonomien og til arbejdsudbuddet og de udfordringer, der selvfølgelig er. Kommissionen har jo fået beregnet den her model og er egentlig nået frem til, at man faktisk godt kan sikre den her frihed og fleksibilitet, uden at det har konsekvenser for samfundsøkonomien, og uden at det har konsekvenser i forhold til arbejdsudbuddet. Og dermed er det jo et eller andet sted ærgerligt, hvis man ikke kan finde ud af at indføre en ordning, som måske ikke har økonomiske konsekvenser, og som ikke har konsekvenser i forhold til arbejdsudbuddet, men som faktisk giver mere frihed og fleksibilitet til, at man som familie i perioder, hvor der er behov for det i ens liv, kan prioritere sit familieliv.

Så er det ministeren.

Men det er dog stadig også sådan – som jeg også nævnte i min tale – at det vil kunne skabe en vis usikkerhed, og at det vil kunne skabe en vis ufleksibilitet i virkeligheden, hvis uforudsete ting møder en i løbet af ens arbejdsliv. Og så kan man sige, at det jo sådan set er stik imod den hensigt, som der var med det.

Men jeg vil igen understrege, at jeg er stor tilhænger af den danske model og af, at arbejdsmarkedets parter er dem, der genererer ændringerne på arbejdsmarkedet, også med hensyn til ting som dem her. Og igen vil jeg sige, at jeg synes, det er vigtigt at rette blikket mod nogle af de overenskomster, som jo rent faktisk er blevet indgået, og hvor man har kunnet se, at arbejdsmarkedets parter har arbejdet i den retning, som hr. Per Ørum Jørgensen også arbejder for. Så når hr. Per Ørum Jørgensen sagde som indledning, at han var i tvivl om, hvorvidt han skulle takke for min modtagelse af det her beslutningsforslag, vil jeg da sådan set sige, at det synes jeg egentlig godt hr. Per Ørum Jørgensen kunne gøre.

Tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første er Venstres ordfører, fru Louise Schack Elholm.

Familien er kernen i de fleste danskeres liv, familien er en afgørende del af vores identitet, og den giver tryghed og støtte; for barnet er familien udgangspunktet i livet, og for forældrene er børnene det vigtigste i livet. Derfor skal vi værne om familien, og vi skal give familien de bedste vilkår, vi kan give.

Dette beslutningsforslag, B 68, af Kristendemokraterne har ifølge forslagsstilleren til formål at give forældre bedre mulighed for at være sammen med deres børn, når børnene er små og har særlig brug for omsorg og nærhed. Forslaget skal således give mulighed for at indgå aftaler på arbejdsmarkedet om en flekskontoordning, som det er anbefalet af Familie- og Arbejdslivskommissionen. Kristendemokraterne foreslår bl.a., at flekskontoen integreres i eksisterende arbejdsmarkedsrate- og kapitalpensionsordninger således, at det bliver en betingelse for udbetaling fra disse ordninger til flekskontoordningen, at man trækker sig tilsvarende senere tilbage.

I Venstre anerkender vi Kristendemokraternes ønske om en god balance mellem familieliv og arbejdsliv. Venstre kan dog ikke støtte beslutningsforslaget. Hvis forslaget blev gennemført, ville det nemlig være et brud med den danske model. Der skal nemlig eksistere et ønske om det fra arbejdsmarkedets parters side, hvis staten skal overveje at komme med et forslag, der griber ind i parternes uafhængighed og autonomi, herunder arbejdsgivernes ledelsesret. Et sådant ønske eksisterer ikke i dag hos arbejdsmarkedets parter.

Det betyder imidlertid ikke, at arbejdsmarkedets parter ikke allerede i dag udviser et stort ansvar for at sikre børnefamilierne gode vilkår og fleksibilitet; det har vi bl.a. set i forbindelse med de seneste overenskomstforhandlinger. F.eks. blev der i 2007 på det private område aftalt forbedringer med ret til betalt fravær ved børns sygdom, og på det offentlige område blev parterne i 2008 enige om betalt fravær ved barnets anden sygedag og forlængelse af den betalte forældreorlov fra 12 til 18 uger. Ligeledes har man på mange arbejdspladser også indgået aftaler om fleksible arbejdstider, hjemmearbejdspladser m.v.; dette medvirker også til at sikre en god balance mellem familieliv og arbejdsliv.

Jeg har derfor fuld tillid til, at arbejdsmarkedets parter kan integrere særlige hensyn til børnefamilier i deres overenskomster, og skulle arbejdsmarkedets parter en dag også nå til enighed om et ønske om at oprette en flekskontoordning lig den, Kristendemokraterne her har foreslået, så skal regeringen selvfølgelig være klar til at løfte oprettelsen af en sådan. Et sådant ønske eksisterer dog som nævnt ikke i dag.

Jeg skal derfor meddele, at Venstre til trods for forslagets gode hensigter om at sikre forældre mere tid med deres børn, når de er små, ikke kan støtte forslaget fra Kristendemokraterne.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den socialdemokratiske ordfører, og det er hr. Leif Lahn Jensen.

Kristendemokraterne har her fremsat et beslutningsforslag om en flekskontoordning, der netop vil betyde, at erhvervsaktive i perioder af arbejdslivet kan spare penge op for så at holde fri på andre tidspunkter.

Vi ved alle, at det kan være en rigtig stor udfordring at få familie- og arbejdslivet til at hænge sammen. Derfor er det også rigtig vigtigt at se på, hvad vi kan gøre for at forbedre børnefamiliernes kår. Vi har alle nogle historier om de her ting. Jeg har selv to skønne døtre hjemme i Grenå, og jeg skal da være den første til at skrive under på, at det har været en udfordring at forene arbejdsliv og familieliv, når mobilen bipper løs og mail tikker ind, og man kommer hjem og er godt og grundigt træt og så også skal være noget for sin familie. Det er selvfølgelig noget, som fylder meget for børnefamilier. Det tror jeg de fleste herinde har oplevet.

Derfor synes jeg selvfølgelig også, det er fornuftigt, at Kristendemokraterne og hr. Per Ørum Jørgensen har startet en debat op, så vi netop hele tiden debatterer, hvordan vi kan gøre livet lettere for de trængte børnefamilier. Det er en god debat, og det vil vi selvfølgelig også gerne takke Kristendemokraterne for, og den skal vi også være klar til at tage indimellem.

Som jeg ser det, er der dog nogle udfordringer forbundet med det her forslag, ting, som bør undersøges grundigere. Jeg kan godt blive bekymret over, hvorvidt den fremlagte model vil øge den økonomiske ulighed blandt danskerne. Helt konkret er jeg bekymret for, om man for det første øger uligheden mellem lavtlønnede og højtlønnede, sådan at højtlønnede, som kan tjene mere, hermed får mere tid med deres børn, fordi de er mere velstillede. Og det synes jeg måske ikke kan være rigtigt. For det andet udelukker modellen arbejdsløse. De kan jo ikke spare tid op, og det vil sige, at hvis de så senere får et job, har de ikke de samme muligheder som andre. Endelig er der for mig at se nogle uklarheder omkring fattigdom blandt de ældre lønmodtagere, der måske bruger løs af deres arbejdsmarkedspensioner midt i arbejdslivet.

Så det er klart, at der er nogle udfordringer, og at der er nogle spørgsmål, som arbejdsmarkedets parter skal tage højde for, hvis de vælger at arbejde for sådan en flekskontoordning, og også nogle spørgsmål, jeg stiller mig selv. Nogle sektorer har allerede etableret lignende ordninger. Det gælder f.eks. for politiet, hvor man har etableret en fridøgnsbank, der lader medarbejdere opspare tid, som de så senere kan bruge i forbindelse med personlige og familiemæssige formål. I Danmark har vi en lang tradition for at have tillid til arbejdsmarkedets parter fra politisk side. Derfor mener vi, at det må være en sag for netop arbejdsmarkedets parter at drøfte, hvordan der kan udvikles redskaber til at få arbejdet og familielivet til at gå op i en højere enhed. Men igen synes vi, det er rigtig fornuftigt og godt, at vi tager debatten.

Der er en kort bemærkning fra hr. Per Ørum Jørgensen.

Tak for de pæne ord. Jeg skal vende tilbage til de spørgsmål, som den socialdemokratiske ordfører rejser her, for jeg synes også, det er helt centrale spørgsmål som f.eks.: Hvad med folk, der er arbejdsløse, hvad betyder det i forhold til folks pension, osv. osv.? Det er også derfor, vi ikke har været mere konkrete, for selvfølgelig skal sådan en ordning udarbejdes i samarbejde med arbejdsmarkedets parter, så man tager de forskellige hensyn, der skal tages i forbindelse med sådan en ordning.

Men det, jeg ligesom hører den socialdemokratiske ordfører anerkende, er, at der faktisk er en ret stor udfordring, specielt for børnefamilierne, i forhold til at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen. Hvordan hænger det så sammen med, at Socialdemokraterne rent faktisk ønsker, at man skal til at arbejde 1 time mere om ugen? For det er jo netop børnefamilierne, der vil blive endnu mere presset på baggrund af det forslag, som er kommet fra S og SF.

Så er det ordføreren.

De udfordringer, der er på børnefamilieområdet, har vi hele tiden taget op. Vi har jo senest sagt, at vi vil gøre op med kommunal nulvækst, noget, som virkelig vil gøre, at kommunerne kan give børnefamilierne bedre vilkår, vi vil fjerne besparelserne på børnefamilieydelsen, så der er nogle, der måske bliver mindre trængt og ikke skal arbejde så meget, og vi vil begrænse lukkedage i daginstitutioner. Vi har masser af eksempler på noget, hvor regeringen i hvert fald ikke kan påstå at have gjort så meget, mens vi virkelig har forsøgt og forsøgt at gøre det lettere for børnefamilierne. Så jeg mener bestemt, vi kan sige, at vi har gjort, hvad vi kan – og det vil vi også stadig væk gøre, når vi kommer til – for at gøre det lettere for børnefamilierne derude.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Per Ørum Jørgensen.

Nu var det jo lidt en gratis omgang, vi fik her, i forhold til at gøre op med nulvækst, i forhold til børnefamilieydelsen osv. Det koster jo alt sammen penge, og jeg synes efterhånden – sådan fornemmer jeg det i hvert fald – man kan kigge lidt i vejviseren efter finansiering til alle de her ellers, synes jeg, fornuftige ønsker.

Men jeg synes ikke rigtig, der blev svaret på, hvilke konsekvenser Socialdemokraternes ordfører vil tro det får for de her børnefamilier – som egentlig siger, at de har behov for mere tid til familielivet og har svært ved at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen – at man vil have børnefamilierne til at arbejde 1 time mere om ugen.

Så er det ordføreren.

Dengang jeg selv var tillidsmand, kom der en del ud til os, som havde små børn, og der fik jeg selvfølgelig etableret nogle ordninger, som kunne gøre, at de kunne arbejde noget længere på et tidspunkt, og at de, når de fik børn og blev børnefamilier, så også kunne få lov til at have mere fri efter barslen. Det vil altså sige, at man derude, selv om der kommer de her 12 minutter, og selv om folk skal arbejde mere, så har mulighed for at lave de her ordninger, og det er det, vi bestemt ikke vil stoppe for.

Der skal stadig væk være mulighed for, at tillidsfolkene sammen med arbejdsgiverne kan lave nogle gode ordninger til de her børnefamilier, og det kan man sagtens, selv om man får de her 12 minutter.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Bent Bøgsted som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak, hr. formand. Det her beslutningsforslag, der er kommet fra Kristendemokraterne, er efter Dansk Folkepartis opfattelse et prisværdigt forslag. Vi kan sagtens følge intentionerne i det, altså at man skal se på, hvordan man kan sikre forældrene mere tid til børnene. Det skal jo så også være reel tid, når man skal se på, hvordan man som forælder planlægger, hvad man vil bruge tiden til. Desværre kan vi så også se, at der er en hel del problemer i den måde, et sådant forslag skal strikkes sammen på.

En flekskontoordning går jo på, at man opsparer en sum penge, og at man kan tage dem ud på et senere tidspunkt. Det er ikke så enkelt igen, for det har jo lidt at gøre med, hvordan ens arbejde er, og hvordan det passer ind i den virksomhed, hvor man har sit job, og om man i det hele taget kan planlægge efter det. Det vil jo være meget sværere, hvis man står ved et produktionsbånd, at planlægge med, at man skal have en flekskontoordning, og at man så kan gå til arbejdsgiveren og sige: Nu vil jeg gerne have nogle timer her på det og det tidspunkt. Det er ikke så enkelt igen, det er noget, der skal diskuteres godt igennem, og det er der, hvor det efter vores mening er nødvendigt at parterne kigger på, hvordan man skal tilgodese børnefamilierne.

Som hr. Leif Lahn Jensen nævnte, er der allerede i dag en hel del steder, hvor man kan planlægge efter at lave lidt flekstid af hensyn til børnene, og det bliver i vid udstrækning også brugt.

Det har også lidt at gøre med: Hvad hvis man skifter job? Vil den nye arbejdsgiver acceptere, at man har en opsparing på en konto, som man ikke har brugt? Det er ikke givet. Der er så mange uafklarede ting i det. Jeg er heller ikke sikker på, at sammenkoblingen med pensioner, kapitalpensionsordninger, er en model, der i den forbindelse er gangbar, overhovedet ikke. Men jeg synes, det er meget prisværdigt, at Kristendemokraterne tænker på børnefamilierne. Det gør vi også i Dansk Folkeparti, men jeg er ikke sikker på, at den måde her er den rigtige løsning. Der er i hvert fald en hel del, der skal undersøges.

Men i bund og grund tror jeg, det bedste var, at arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationerne selv fandt ud af, hvordan det kan lade sig gøre. Det kunne være, at man simpelt hen skulle overlade det til den enkelte virksomhed. Så kunne man tage op over for virksomheden, om man kunne lave en eller anden form for flekskontoordning, som de har det mange andre steder, i stedet for at vi skal lovgive om det herinde fra Christiansborg.

Derfor kan vi desværre ikke støtte forslaget, selv om vi har stor sympati for det. Men vi ved godt, at det med at have sympati for det ikke hjælper ret meget, når det har noget med lovforslag at gøre, og som sagt synes vi, der er for mange uafklarede ting i det, til at det er et forslag, som vi kan støtte.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører er SF's ordfører, fru Pernille Vigsø Bagge.

Det var jo faktisk en gave til de samlede danske lønmodtagere generelt, til vores børn, til stressede småbørnsforældre, til bedsteforældre, til ligestillingen og til arbejdsmarkedet overordnet set, da Familie- og Arbejdslivskommissionen i 2007 kom med sine anbefalinger til, hvordan man kan skabe bedre balance mellem familie- og arbejdsliv i Danmark. At regeringen så ikke har ønsket at følge anbefalingerne fra den her gennemgribende kommissionsrapport, er knap så gavepræget, men derfor er det også rigtig fint, at Kristendemokraterne nu tager et af forslagene op her i Folketingssalen, nemlig forslaget om flekskontoordningen.

Som det er i dag, betaler lønmodtagerne jo for fleksibiliteten på arbejdsmarkedet med et uforholdsmæssigt højt stressniveau, og derfor er SF også meget enig i intentionerne i forhold til at få sådan en flekskontoordning. Vi har selv foreslået en tidsbank, hvor alle skal have ret til at opspare overarbejde og selv bestemme, hvornår og hvordan det skal afspadseres, også selv om man skifter arbejdsplads.

Det er klart, at de konkrete lovændringer, der skal ligge til grund for sådan en tidsbank eller flekskontoordning som den, vi diskuterer i dag, skaber en række udfordringer og rejser en række spørgsmål, som forslagsstilleren da også selv nævner i bemærkningerne til sit forslag. Et spørgsmål kunne være den ændring af pensions- og skattelovgivningen, der lægges op til, og som nødvendiggør en diskussion af, om man vil ændre i efterløns-, folkepensions-, arbejdsløshedsunderstøttelses- og førtidspensionsreglerne. Kan man f.eks. hæve af sin pension inden pensionsalderen til normal pensionsbeskatning og dermed udskyde sin folkepensionsalder på ubestemt tid? Og sådan rejser der sig en lang række spørgsmål.

Men vi er altså indstillet på, at kan man finde fornuftige svar på de her spørgsmål, og kan man få nogle fornuftige forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og politikerne her på Christiansborg om, hvordan sådan en ordning kan strikkes sammen, så vil vi være overvejende positivt indstillet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Per Ørum Jørgensen.

Tak for de bemærkninger, der er faldet her.

Vi er jo ikke så konkrete i det forslag her. Det, vi fra Kristendemokraternes side egentlig ønsker, er lidt handling i forhold til at imødekomme specielt det, vi hører børnefamilierne sige, nemlig at de har svært ved at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Og det er sådan set også derfor, at det, vi egentlig lægger op til, er, at vi politisk – og det er jo egentlig der, jeg vil høre om SF er enig med ministeren, som siger, at det er arbejdsmarkedets parter, der har ansvaret for de her ting – prioriterer børnefamilierne og så sparker lidt til arbejdsmarkedets parter, så der bliver den her dialog. Det er sådan set det, vi foreslår her.

Hvad mener SF om den sag?

Ordføreren.

Det er min klare overbevisning, at vi er nødt til at indgå i nogle trepartsforhandlinger, hvor den ene part selvfølgelig er politikerne på Christiansborg. Vi har også set i forhold til barselregler, som faktisk er med til at frigive tid til børnefamilierne i forhold til deres små børn, at også her er det Folketinget, der er nødt til at gå ind og gå forrest med lovgivning. Så af og til er vi her på Christiansborg nødt til at gå forrest, og derfor anerkender jeg også Kristendemokraternes forslag her i dag.

Der er ikke flere korte bemærkninger, tak til ordføreren. Derefter er det den konservative ordfører, fru Helle Sjelle.

Jeg vil gerne starte med sige, at for mig som konservativ arbejdsmarkedsordfører er det et vigtigt mål, at der bliver skabt en ordentlig balance mellem arbejdsliv og familieliv. Familien – og her vil jeg gerne understrege, at familier kan være sammensat på mange måder – spiller en helt afgørende rolle i samfundet. Det er familien, som danner rammerne om børnenes opvækst, og det er familien, som giver børnene deres grundlæggende kompetencer. Derfor er det også en forudsætning for et velfungerende samfund, at der er en ordentlig balance mellem familie- og arbejdsliv. Og ved at skabe en sund balance sikrer vi både bedre forhold for familierne og en mindre stresset arbejdskraft til fordel for arbejdsgiverne.

Kristendemokraterne foreslår så i dag at indføre en flekskontoordning, der kort sagt går ud på, at det skal være nemmere for erhvervsaktive at spare penge op i perioder af arbejdslivet for så at holde fri i andre. Forslaget indeholder en model, der gør det muligt at bruge sine pensionsordninger tidligt i arbejdslivet for så senere hen at blive trukket tilsvarende.

Jeg vil gerne anerkende formålet med Kristendemokraternes forslag, nemlig det at skabe en ordentlig balance mellem familie- og arbejdsliv, men desværre holder den fremlagte model ikke. For det første vil forslaget være et brud med den danske arbejdsmarkedsmodel. I den danske model er det alene arbejdsmarkedets parter, der regulerer aftaler om fleksibel arbejdstid, og i Danmark er der en lang tradition for, at forslag, som hører under arbejdsmarkedets parters kompetence, er noget, som Folketinget ikke involverer sig i.

For det andet ser forslaget helt bort fra den store variationsrigdom, der findes blandt virksomheder i Danmark. At lave en lov, der kræver samme stive regler for alle arbejdspladser, vil skade fleksibiliteten på det danske arbejdsmarked. Det vil hæmme vores konkurrencemuligheder og derfor begrænse Danmark i en økonomisk krisetid. Derfor er det fremsatte forslag trods det sympatiske formål ikke en ordentlig løsning.

Set i et fremadrettet perspektiv skal problemet med at sikre en sund balance mellem familie- og arbejdsliv løses i et større perspektiv. At skabe en ordentlig balance må ses i sammenhæng med Danmarks store demografiske og økonomiske udfordringer. I de kommende år vil der være langt flere, der forlader arbejdsmarkedet, end der kommer ind på det, og det vil sige, at den tilbageværende arbejdsstyrke alt andet lige skal arbejde mere. Fremtidens udfordringer vil altså gøre det langt sværere for en familie at opretholde en god balance mellem familie- og arbejdsliv.

Hvis vi vil sikre fundamentet for et ordentligt forhold mellem familie- og arbejdsliv, er der behov for reformer. Vi må genoprette balancen i de offentlige finanser og øge arbejdsudbuddet. Den bedste løsning på problemet er den tilbagetrækningsreform, som regeringen har fremlagt. Ved at udfase efterlønnen øger vi arbejdsstyrken og styrker de offentlige finanser. Dermed skabes også grundlaget for, at der tages hensyn til både familie- og arbejdsliv. Jeg mener altså, at regeringens tilbagetrækningsreform er et svar på nogle af de udfordringer, som vi står over for.

Samlet set vil vi Konservative meget gerne sikre en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv, og derfor har vi i det seneste år også taget nogle initiativer, der medvirker til at skabe et bedre grundlag for en fornuftig balance. Det er en indsats, vi meget gerne vil fortsætte fremover, men vi ser altså ikke det her forslag som en del af svaret på de udfordringer, som vi står over for.

Hr. Per Ørum Jørgensen for en kort bemærkning.

Kristendemokraterne anerkender sådan set de – også – økonomiske udfordringer, vi står over for. Vi har også vist, at vi er klar til at tage ansvar i den sammenhæng.

Det fine ved den her model er jo – på baggrund af de beregninger, som kommissionen fik foretaget – at den ikke har konsekvenser for arbejdsudbuddet; den vil faktisk på kort sigt få folk til at arbejde endnu mere, i hvert fald give incitament til det, og så vil den faktisk også give et større arbejdsudbud lige præcis på den lange bane, hvor der virkelig er behov for det. Og med hensyn til økonomien er det jo også fint beskrevet i kommissionens rapport, at det heller ikke vil have økonomiske konsekvenser, fordi man dels vil få indtægter fra skat, dels vil spare penge på børnepasning. Så med hensyn til lige præcis den udfordring er det jo faktisk flot, at vi kan skabe mere fleksibilitet og frihed for familierne. Og det er egentlig det, der lige fik mig til at markere over for den konservative ordfører. Ordføreren siger, at det bliver mindre fleksibelt for virksomhederne, men er ordføreren så ikke enig med mig i, at det giver frihed og mere fleksibilitet for børnefamilierne til gavn for virksomhederne?

Ordføreren.

Jamen jeg synes jo, der skal være en fin balance mellem netop familieliv og arbejdsliv, og jeg mener også, at det skal være således, at man skal være i stand til at drive en fornuftig forretning her i Danmark, samtidig med at vi har nogle gode og ordentlige forhold for de private familier. Men jeg ser stadig væk en del problemer ved det her forslag, det bliver jeg nødt til at sige til Kristendemokraternes ordfører på det her område. Jeg bliver nødt til sige, at jeg har svært ved at se det som en del af løsningen på de udfordringer, som vi står over for.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Med hensyn til virksomheders konkurrenceevne, for det er jeg selvfølgelig også optaget af, synes jeg, at vi giver virksomhederne de bedst mulige muligheder. Når vi nu ser, hvad det er, der f.eks. får udenlandsk arbejdskraft til at vælge Danmark som arbejdsland, er det jo ikke på grund af vores erhvervsbeskatning. Der er ganske givet mange andre lande, hvor det kunne være mere lukrativt. Når man ser undersøgelser, så viser det sig faktisk, at det er det, at man som boss måske et par gange om ugen kan gå hen og hente sit barn i fritidsinstitutionen. Det, at der er plads til familieliv og arbejdsliv, er faktisk et konkurrenceparameter, som betyder meget i forbindelse med at tiltrække arbejdskraft. Anerkender ordføreren ikke også den tilgang til den danske model, som har været nævnt flere gange i dag: at det faktisk kan være et konkurrenceparameter, at vi i Danmark indretter vores arbejdsmarked, så der også er plads til familieliv? Det her kunne måske også være et skridt i den rigtige retning i forhold til at understøtte den udvikling.

Ordføreren.

Der er slet ikke nogen tvivl om, at der er andre ting, det vil jeg gerne medgive, end lige skat, der betyder noget for, om familier fra udlandet slår sig ned her i landet eller ej. Der er bl.a. skoleforhold, der betyder noget; der er også forhold for den medfølgende ægtefælle, som betyder noget for, om man vælger at bosætte sig netop i Danmark. Og det har selvfølgelig også en betydning for, om vi er i stand til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft eller ej, hvilket jeg mener vi bliver nødt til at se nærmere på i de kommende år, hvis vi også vil have, at vi har et erhvervsliv, der er i stand til at tjene pengene hjem til den velfærd, som vi meget gerne vil have at der også er råd til fremover.

Men når vi skærer fuldstændig ind til benet og ser på det forslag, som ligger her, bliver jeg også bare nødt til at sige: Jeg har egentlig meget svært ved at se fleksibiliteten i forhold til f.eks. virksomheden i det her forslag, og derfor mener jeg ikke, at det i virkelighedens verden har nogen gang på jorden.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, hr. Morten Østergaard.

Jeg synes, det er en relevant og interessant debat, Kristendemokraterne bringer liv i ved at bringe det her forslag fra Familie- og Arbejdslivskommissionen op i Folketinget i dag.

Jeg kan ikke lade være med at studse lidt over den konservative ordfører. Som jeg husker det fra valgkampen i 2007, mener jeg, at De Konservative var ude med et forslag om, at staten på en eller anden måde skulle understøtte eller finansiere, at alle børnefamilier fik rengøringshjælp. Det er jo en temmelig dyr måde, tror jeg, at skaffe børnefamilierne noget fleksibilitet på. Men bare inden man nu får skudt andre i skoene, at der ikke er styr på økonomien og den slags ting, så synes jeg ikke, vi har hørt meget til det forslag fra De Konservative siden valgkampen. Det andet, jeg også kunne forstå at De Konservative går op i, er, at vi skal tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Da jeg læste interviewet med den konservative partileder i Berlingske Tidende i fredags op til det konservative landsråd, kunne jeg forstå, at man betragtede indvandringen som en større trussel end vores økonomiske udfordringer. Det synes jeg for det første er forkert og for det andet lidt speciel tale fra en konservativ formand.

Men ikke desto mindre vil jeg sige, at vi er meget optaget af, hvordan vi kan skabe mere fleksibilitet for børnefamilierne, og hvordan vi kan skabe en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv. Jeg synes bestemt, der er grund til at gå tilbage til den kommission og se, om ikke der er nogen af de forslag, som ikke er blevet adresseret, som kunne være relevante at bringe i spil. Der er flere af ordførerne i dag, der har talt om, at det er vigtigt at bevare den danske model. Jeg tror, det er vigtigere end nogen sinde, at vi sikrer, at både arbejdsgivere og lønmodtagere fastholdes i det, som har tjent Danmark rigtig godt, nemlig at mange af de forhold, der omkranser arbejdslivet, er aftalt som et led i den danske model. Men det ser jeg sådan set heller ikke som sådan nogen kontrast til i det forslag, som hr. Per Ørum Jørgensen har fremsat, for der henvises jo præcis til, at også kommissionen pegede på, at det ville kræve, at man inddrog arbejdsmarkedets parter for at finde den rigtige model.

Det, der er afgørende at sige fra radikal side, er, at vi jo ser det her i en sammenhæng. Vi har den udfordring i Danmark, at vi kommer til at mangle arbejdskraft, og derfor får vi givetvis brug for mere udenlandsk arbejdskraft. Det er én side af sagen. Men vi får også brug for, som nogle jo har foreslået – herunder regeringen på det seneste – at danskerne trækker sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet, og der har vi jo et forslag om eksempelvis at udfase efterlønnen. Men vi får også brug for, hvad andre jo gør sig til talsmænd for, at danskerne arbejder mere, når de er på arbejdsmarkedet. Faktisk har Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der jo er overvismand, peget på, at det sådan set ikke er et spørgsmål om, om det er den blå plan eller den røde plan; det var sådan set en rigtig god idé at gennemføre begge planer, altså både forøget arbejdstid og længere tid på arbejdsmarkedet.

Hvis man tænker det her forslag ind i den kontekst, tror jeg, at der bliver god brug for, hvis vi skal blive længere på arbejdsmarkedet og gennemsnitligt skal arbejde længere, mens vi er der, at der så også er en større fleksibilitet, der tager højde for, at forskellige livssituationer kan give mulighed for forskelligt arbejdsudbud. Der synes jeg, det er en utrolig relevant problemstilling, vi her har foran os. Kunne man forestille sig, at vi, samtidig med at vi løser den her altafgørende samfundsudfordring, som både er grundlaget for vækst og også for at få sammenhæng i den offentlige økonomi – nemlig at vi samlet set har et større arbejdsudbud – også skaber en større fleksibilitet, så eksempelvis børnefamilier har mulighed for i en periode at arbejde lidt mindre, mens de så til gengæld på andre tidspunkter – og som jeg forstår på forslaget, jo altså inden de begynder at bruge af den opsparede tid – arbejder mere. Jeg tror, der er mange, der vil være villige til at planlægge sådan. Og hvis man har den forudsætning, at det jo ikke må svække arbejdsudbuddet samlet set, og samtidig skriver det ind i en kontekst, hvor vi altså laver en stor reform, der øger det samlede arbejdsudbud, så synes jeg bestemt, der er gode perspektiver i det. Jeg synes også, man må anerkende, som det er lagt frem, at der måske er mange, der kunne have lyst til at lægge nogle ekstra timer, hvis det giver mulighed for, at man på forskellige tidspunkter i livet måske kan arbejde lidt mindre – hvis man har ældre i familien, som måske nærmer sig døden, og som man gerne vil pleje, eller man har syge slægtninge, som man gerne vil gøre noget ekstra for. Den slags muligheder vil man også kunne få.

Så som jeg opfatter det her, og som jeg også hører hr. Per Ørum Jørgensen i dag, så var det et spørgsmål om, at man gerne ville sætte det her på dagsordenen, og det synes jeg bestemt er relevant. Hvis vi tænker det ind i den store sammenhæng, som fylder meget i debatten i dag om, at vi skal øge det samlede arbejdsudbud, så tror jeg, det er helt afgørende, at vi har det her perspektiv med ind i de diskussioner, for ellers ender det med, at vi skaber mere stress og dårligere vilkår for børnefamilierne, og så får vi endnu sværere ved at få tingene til at hænge sammen. Så vi synes, at intentionerne her er spændende. Det er jo ikke et konkret forslag, som man sådan kan sige man vil stemme ja eller nej til, men det er bestemt et perspektiv, som vi mener er nødvendigt at tage med ind i de diskussioner, svære diskussioner, vi skal have, om, hvordan vi øger det samlede arbejdsudbud, så økonomien hænger sammen, og så vi skaber grundlag for vækst.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, fru Line Barfod.

Der er ingen tvivl om, at der er et meget, meget stort behov for at få diskuteret og finde løsninger på, hvordan man kan få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Der er ingen tvivl om, at vi har fået skabt et samfund, der er så absurd indrettet, at det tidspunkt i livet, hvor de fleste arbejder mest, er, når de har små børn. Det er jo fuldstændig absurd. Der er heller ingen tvivl om, at vi har fået skabt et samfund, hvor alt, alt for mange mennesker får stress og bliver slidt ned, bl.a. fordi de ikke kan få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Det skyldes bl.a., at der er elendige vilkår på mange arbejdspladser og også, at man ikke kan få det til at hænge sammen med samtidig at skulle være et helt menneske derhjemme.

Jeg mener ikke, at den måde, det skal løses på, er at skabe et kæmpe bureaukrati, og at hele ens liv skal gøres op i et bestemt antal kroner eller et bestemt antal timer, som man så skal flytte rundt på gennem livet. Det giver bare endnu mere stress og skaber et kæmpe bureaukrati, og jeg synes absolut ikke, det er den vej, man skal gå. Hvad så, hvis man ikke har fået sparet nogen timer op, eller hvis man har brugt sine timer? Skal man så ikke kunne gå på pension, hvis man har behov for det? Jeg synes, det er en underlig måde at gøre tingene på.

De orlovsordninger, der blev indført i 1990'erne, da man skulle have gang i beskæftigelsen, hvor der faktisk blev givet mulighed for at få forældreorlov, uddannelsesorlov og sabbatorlov, kom rigtig mange familier til gode, samtidig med at det skabte job. Det er en god måde at gøre tingene på, og jeg synes, det er den vej, vi skal gå i stedet.

Så skal vi også se på, hvordan vi får skabt et arbejdsmarked, som er bæredygtigt, og hvor vi faktisk begynder at bruge bæredygtighedsbegrebet som det, det indeholder, så det ikke kun handler om, at der skal være ordentlige forhold i forhold til miljøet, men også i forhold til mennesker; hvor vi opstiller et mål om, at det faktisk skal være sådan, at man, når man går hjem fra arbejde, har lige så meget energi med hjem, som man havde, da man gik på arbejde, og ikke er fuldstændig nedslidt, men faktisk har et overskud til at være sammen med sine børn og sin familie. Og det skal være sådan, at man, når man er færdig med sit arbejdsliv, faktisk har kunnet holde til et helt arbejdsliv og har overskud tilovers til at kunne have en god pensionisttilværelse sammen med sine børnebørn og sin familie i øvrigt. Jeg synes, det må være det mål, vi skal stille op.

Det handler om, at vi skal ændre rigtig mange ting på arbejdspladserne. Jeg tror også, at noget af det, vi skal se på, er, hvordan man som småbørnsfamilie kan få mulighed for at gå ned i tid. Lige inden valget i 2001 lavede man faktisk i Køge, mener jeg det var, nogle forsøg med, at småbørnsfamilier fik lov til at arbejde på nedsat tid, og det kom der rigtig gode resultater ud af. Det giver jo samtidig arbejde til nogle andre, og man sparer dagpengene til dem, der så kommer i arbejde, og dermed kan det finansieres. Den slags ordninger synes jeg man skal se på, for det giver god mening. Og så bliver det ikke et kæmpe regnestykke og et kæmpe bureaukrati; man tager i stedet udgangspunkt i den enkeltes situation og den enkelte families situation. Det vil der i høj grad være fremtid i.

Det håber jeg bliver nogle af de ting, vi kan diskutere, i stedet for det her meget bureaukratiske system, hvor man vil til at gøre mennesker og familier op i en hel masse små bitte timer og kroner og øre, som man skal holde styr på et helt liv igennem. Jeg kan slet ikke se, hvordan det skulle kunne være med til at nedbringe stress – tværtimod tror jeg, at det vil gøre folk mere stressede.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Per Ørum Jørgensen, fra Kristendemokraterne.

Tak for det, formand.

Nu skal jeg ikke holde en meget lang tale, for vi skal selvfølgelig også her i Folketinget tage hensyn til, at der skal være sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv, så jeg vil ikke opholde medlemmerne alt for længe.

Jeg vil blot sige tak for en – synes jeg – god og konstruktiv debat og egentlig også en tilkendegivelse fra flere partier om, at den dagsorden, Kristendemokraterne sætter her i dag, faktisk er en relevant dagsorden, og måske også en dagsorden, som – jeg i hvert fald oplever det – vi har haft alt for lidt fokus på her i Folketinget igennem de allerseneste år. Jeg tror, det er vigtigt, at vi hele tiden er opmærksomme på, hvordan vi også politisk kan prioritere og løse og skabe nogle rammer for børnefamilierne i forhold til de udfordringer, man har i familien, så vi i Danmark faktisk af hensyn til den danske model også prioriterer familiernes mulighed for at have et godt og velfungerende familieliv.

Nu har den danske model jo været nævnt ganske mange gange i forbindelse med den her debat. En væsentlig del af den danske model er jo netop, at man i Danmark får mulighed for at prioritere arbejdslivet og familielivet. Nu er der blevet nævnt flere ordninger, men er det så godt nok, sådan som mulighederne er for børnefamilierne nu? Når vi ser undersøgelserne, ser vi jo undersøgelser, der viser, at mange siger, at deres familie er det, der betyder allermest for deres hverdag og deres liv. Samtidig ser vi så også undersøgelser af rigtig mange børnefamilier, specielt når det gælder småbørnsfamilierne, som har svært ved at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen. Så er spørgsmålet jo egentlig: Er det pengene eller livet? Jeg har endnu ikke set en med en seksløber for panden vælge pengene, hvis det var det valg, man stod med. Derfor er vi også optaget af at sætte fokus på det her, som reelt betyder noget.

Hvis man husker tilbage til valgkampen i 2005, tror jeg faktisk, at samtlige partier havde prioritering af familieliv og arbejdsliv i hvert fald i toptre blandt de politiske prioriteringer. Så fik vi så en finanskrise, efter at vi havde fået endnu flere fladskærme i de danske hjem, og så var det ligesom ikke en dagsorden, der var aktuel mere. Men netop på grund af finanskrisen er det jo ikke blevet lettere for børnefamilierne. Der er mange, der er blevet presset i forhold til deres job, der er også nogle, der har mistet deres job, og kravene på arbejdspladsen er generelt blevet større i forhold til effektivitet osv. osv. Min konklusion er, at finanskrisen har øget udfordringen i forhold til at få sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv. Der bør vi jo som et rigt samfund også have overskud til at foretage prioriteringer i den retning. Det synes jeg sådan set er ret væsentligt: At vi også har overskud som samfund til at prioritere det.

Når vi ser, hvorfor højt kvalificeret arbejdskraft f.eks. vælger Danmark som arbejdsland, er det jo ikke på grund af skatten. Det er jo derfor, at det er helt forfejlet, når De Konservative kører rundt med ønsker om store erhvervsskattenedsættelser eller hr. Anders Samuelsen dagligt prøver at fordoble i forhold til De Konservatives ønsker, for vi kommer jo aldrig til at være det land med den laveste skat i verden, alligevel. Det er jo ikke derfor, udenlandske eksperter vælger Danmark. De kan altid finde et land, hvor der er lavere skat i forhold til deres virksomhed. Mange vælger Danmark, fordi vi også har en prioritering, i forhold til at der er plads til et familieliv, som er unik, og som vi skal passe på. Det hænger faktisk meget sammen med den danske model, som jeg ser det.

Nu blev der spurgt meget i forhold til at det kunne øge uligheden og omkring de arbejdsløse. Det er selvfølgelig rigtigt, at der skal tages nogle hensyn, men kommissionen har faktisk ikke været særlig konkret, fordi kommissionen netop har respekteret den danske model, nemlig at man skal inddrage arbejdsmarkedets parter, i forhold til hvordan man løser de her ting. Det er jo en frivillig ordning, der er jo ikke nogen, der skal have den ordning presset ned over hovedet. Det er jo en ordning, man kan vælge dels i forhold til måske at være mere sammen med sine børn, dels en ordning man vælger, fordi man har en syg forælder, og man så gerne i en periode vil trække sig ud af arbejdslivet for at prioritere familielivet. Man kan sige, at det jo er begge ender af skalaen, alt efter hvordan ens liv nu former sig. Man giver mere fleksibilitet, mere frihed, og egentlig er det ud fra en betragtning om, at livsforløbet forandrer sig, så man, mens man er ung og ikke har stiftet familie, så måske har kræfter til at give den en ekstra skalle på arbejdsmarkedet. Når man så får småbørn, trækker man sig måske lidt tilbage – måske på deltid – og kommissionen lægger jo også op til, at man kan kombinere det med deltid, så man går lidt ned i arbejdstid, og så indgår modellen der.

Hvis man kommer i en situation, hvor der er behov for i forhold til ens familie eller slægtninge, at man måske også vil arbejde mindre eller træde ud af arbejdsmarkedet i kortere perioder, kan man gøre det. Det, kommissionen jo egentlig lægger op til i den model, de foreslår, er jo, at man f.eks. kan trække sig tilbage fra 6 uger og op til 6 måneder og varsler det til sin arbejdsgiver i den samme periode, som man ønsker at holde orlov, og at man så bliver på arbejdsmarkedet tilsvarende længere i den anden ende. Men kommissionen anbefaler også, at man sætter en øvre grænse for, hvor mange penge, man kan trække ud, netop også for at sikre, at man ikke udhuler pensionsordningen, så det ikke bliver noget, som får voldsomme konsekvenser i forhold til ens pensionsordning.

Men det er jo faktisk et samfund, der har overskud, hvis vi også – selv om der er finanskrise – som nogle ønsker, arbejder 12 minutter mere om dagen, og som også kan prioritere familie- og arbejdsliv. Skal man så overlade hele den dagsorden til arbejdsmarkedets parter? Er det ikke legitimt, at vi her i Folketinget også prioriterer familielivet, det, som egentlig betyder allermest for borgerne, når alt kommer til alt, og så også skaber rammerne for det her fra Folketingets side, skubber lidt på, så man får den her udvikling, og så starter en dialog med arbejdsmarkedets parter? Det er sådan set det, det her handler om. Det handler om, at man får startet en proces, så man får nye initiativer, så det ikke bare er noget, som vi alle sammen gik til valg på i 2005, men faktisk også, at man ser konkrete forbedringer, forbedringer, der er bedre, end at man uddeler en balancepris til den mest familievenlige virksomhed hvert år. Det er meget prisværdigt, at man gør det, men det er jo ikke noget, der gør livet lettere for ret mange borgere. Det er vel egentlig bare i bund og grund det, det handler om, når vi snakker om formålet med, at vi er her. Det er vel egentlig, når alt kommer til alt, at gøre livet lidt lettere at leve for vores medmennesker.

Så er der hele diskussionen om fleksibilitet set i forhold til virksomhederne. Det var den konservative ordfører, der var inde på det. Men hvor er det prioriteringen er? Er det fleksibilitet i forhold til virksomhederne på bekostning af fleksibilitet i forhold til børnefamilierne, eller skulle man lige vende den om? Jeg tror faktisk, også som den radikale ordfører var inde på, at vi ganske givet får nogle familier, der er mere velfungerende, hvor der er færre skilsmisser, hvor der er mindre stress, hvor der er færre psykiske lidelser og mange af de dårligdomme, som også er en udfordring i forhold til vores offentlige økonomi – hvis alting skal handle om det.

Jeg er glad for, at vi har kunnet bringe debatten op, og jeg er faktisk også glad for mange af de bemærkninger, der er kommet. Jeg håber, at vi måske kan samle os omkring en formulering og en hensigtserklæring, i forhold til at vi politisk også har ansvar her i Folketinget til at sikre, at der kommer en udvikling i den her retning, og dermed også får skabt en dialog mellem politikere og arbejdsmarkedets parter om at få mere sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv. Tak.

Tak til ordføreren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Arbejdsmarkedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.