Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 51:

Forslag til folketingsbeslutning om dispensationsmulighed for forældelsesfristen for anerkendelse af arbejdsskader.

Af Torben Hansen (S) m.fl.

(Fremsættelse 17.12.2010).

Forhandlingerne er åbnet. Den første, der får ordet, er justitsministeren.

Dette beslutningsforslag pålægger – hvis det bliver vedtaget, i hvert fald – regeringen hurtigst muligt at fremsætte et lovforslag, som gør det muligt at dispensere fra den absolutte forældelsesfrist på 30 år i forbindelse med anerkendelse og udbetaling af erstatning i arbejdsskadesager, hvor sygdomsudviklingen, fra man bliver påvirket, til lidelsen opstår, kan strække sig over mere end 30 år. Forslaget bliver i hvert fald bl.a. begrundet med, at der findes kendte arbejdsmiljøpåvirkninger, som kan indebære en sygdomsudvikling, som rækker ud over 30 år.

Det er jo et beslutningsforslag, som i alt væsentligt svarer til det beslutningsforslag, som hed B 241, der blev fremsat i foråret 2010, og B 200, der blev fremsat i foråret 2009. For begge forslag gælder dog, at de bortfaldt, uden at de var blevet behandlet endeligt af Folketinget.

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at regeringen ligesom forslagsstillerne ikke finder, at det er rimeligt, at krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af en erhvervsbetinget sygdom risikerer at blive forældet, inden sygdommen overhovedet har udviklet sig hos den pågældende. Jeg skal senere vende tilbage til, hvilke lovgivningsinitiativer regeringen agter at tage i den forbindelse.

Først vil jeg godt lige kort omtale de gældende regler på området. Det er sådan, at et bredt flertal i Folketinget i 2007 vedtog en ny forældelseslov. Med den lov, som trådte i kraft den 1. januar 2008, blev der indført en absolut forældelsesfrist på 30 år for fordringer på erstatning eller godtgørelse i anledning af en personskade. Indtil da var der en 20-årig forældelsesfrist, der som udgangspunkt var en absolut frist. I et enkelt tilfælde, den såkaldte eternitdom fra 1989, havde Højesteret dog fundet, at der forelå sådanne ganske særlige modhensyn, at fristen undtagelsesvis måtte anses for at være suspenderet. Arbejdsskadestyrelsen administrerede på baggrund af eternitdommen den 20-årige forældelsesfrist i sager med erhvervssygdomme således, at 20-års-fristen først begyndte at løbe ved erhvervssygdommens konstatering.

I en overgangsperiode på 3 år fra lovens ikrafttræden indtrådte forældelse efter de nye regler kun, hvis dette tillige fulgte af de hidtidige regler. I denne overgangsperiode, der altså udløb den 31. december 2010, anvendtes således det seneste af de tidspunkter for forældelsens indtræden, der følger af forældelsesloven og de hidtil gældende regler. Med denne overgangsperiodes udløb den 31. december 2010 er krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af en personskade, herunder krav i anledning af en erhvervsbetinget sygdom, i alle tilfælde nu underlagt en absolut forældelsesfrist på 30 år.

I den forbindelse har der så i den senere tid i den offentlige debat været nogen kritik af, at der gælder en sådan absolut frist på 30 år i sager om erhvervsbetingede sygdomme. Som det også er anført i beslutningsforslaget, er problemstillingen navnlig aktuel i forhold til personer, som mange år efter at have været udsat for asbest i forbindelse med deres arbejde får konstateret lungehindekræft. Der anmeldes ifølge arbejdsskademyndighederne ca. 100 sager om året, hvor den skadelidte har fået stillet slutdiagnosen lungehindekræft, og ifølge oplysningerne fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg vil sygdommen i ca. 30 pct. af de sager først udvikle sig mere end 30 år efter den skadelige påvirknings ophør. Konsekvensen af det vil være, at i størrelsesordenen 30 personer om året på grund af den absolutte frist på 30 år vil være afskåret fra at opnå en erstatning eller en godtgørelse i anledning af sygdommen.

Baggrunden for, at man indførte denne forældelsesfrist på 30 år, var bl.a. hensynet til skyldneren og dennes muligheder for at forsikre sig og så hensynet til at undgå procesførelse om meget gamle fordringer, navnlig på grund af de bevismæssige vanskeligheder, som jo tit opstår i sådan nogle sager. Derudover viste erfaringerne, at det kun meget sjældent forekommer, at erstatningskrav rejses efter mere end 30 års forløb. Den seneste tids debat om den gældende 30-års-frist og de oplysninger, som i den forbindelse er kommet frem, understreger imidlertid, at visse erhvervssygdomme er så længe om at udvikle sig, at et krav om erstatning eller godtgørele vil være forældet, inden sygdommen overhovedet bliver konstateret hos den pågældende.

Netop på erhvervssygdomsområdet, der jo til stadighed udvikler sig, vil der kunne forekomme nye typer af sygdomme, som skyldes skadelige påvirkninger i arbejdsmiljøet, som den tilskadekomne har været udsat for, mange år før sygdommen bliver konstateret. Derfor kan det ikke udelukkes, at der netop på dette område vil kunne være erstatningskrav efter mere end 30 års forløb i videre omfang end forudsat ved vedtagelsen af den absolutte 30-års-forældelsesfrist i 2007.

Hertil kommer så, at der på grund af den afgrænsning af erhvervssygdomsbegrebet som følge af arbejdsskadeforsikringsloven typisk vil være tale om klare tilfælde, hvor der ikke foreligger bevismæssige vanskeligheder, selv om der er tale om forhold, der altså ligger ganske mange år tilbage. De forhold, som jeg her har nævnt, er også baggrunden for, at beskæftigelsesministeren og jeg den 17. december 2010 udsendte en pressemeddelelse om, at regeringen i begyndelsen af 2011 vil fremsætte et lovforslag, som sikrer, at personer med en erhvervsbetinget sygdom, der først bliver konstateret efter mange år, ikke på grund af de gældende forældelsesregler afskæres fra erstatning eller godtgørelse. Som mange af de tilstedeværende her i dag nok er bekendt med, har Justitsministeriet i overensstemmelse med beskæftigelsesministerens og min tilkendegivelse i pressemeddelelsen fra december 2010 den 27. januar 2011 sendt et udkast til et lovforslag i høring, og det er min helt klare forventning, at lovforslaget vil blive fremsat for Folketinget inden for ganske kort tid. I det lovforslag, som Justitsministeriet har sendt i høring, lægger vi op til, at den 30-årige forældelsesfrist helt bliver ophævet for krav på erstatning og godtgørelse i anledning af en erhvervssygdom.

Efter lovforslaget vil et krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af en erhvervssygdom herefter alene være underlagt forældelsesfristen i arbejdsskadeforsikringslovens § 36, stk. 3. Forældelsesfristen efter den bestemmelse er 5 år og regnes først fra den dag, da vedkommende bliver bekendt med sit krav, eller fra den dag, vedkommendes manglende kendskab til kravet kan tilregnes denne som groft uagtsomt. Med andre ord vil det lovforslag sikre, at krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af en erhvervssygdom ikke som følge af den gældende 30-årige forældelsesfrist vil kunne forældes, før sygdommen overhovedet er konstateret hos den pågældende. Efter lovforslaget skal lovændringen også finde anvendelse for de krav, som måtte være forældet på grund af den gældende 30-årige forældelsesfrist, dvs. krav, som forældes i perioden fra den 1. januar 2011, til lovændringen træder i kraft. Herved sikres altså, at ingen skadelidte kommer i klemme på grund af de gældende regler.

Af min omtale af det lovforslag, som Justitsministeriet har sendt i høring, fremgår det, at regeringen altså ikke er enig i den løsning, der peges på i beslutningsforslaget. Efter beslutningsforslaget lægges der som tidligere nævnt op til en dispensationsordning, så der i forbindelse med anerkendelse og udbetaling af erstatning i arbejdsskadesager konkret skal kunne dispenseres fra den 30-årige forældelsesfrist, der som udgangspunkt fortsat skal gælde. Det er efter regeringens opfattelse ikke hensigtsmæssigt at etablere en dispensationsordning, så der i hvert enkelt tilfælde konkret skal tages stilling til, om der netop i den foreliggende sag er grundlag for at dispensere fra den 30-årige forældelsesfrist. Den absolutte 30-årige forældelsesfrist af krav i anledning af en erhverssygdom bør efter regeringens opfattelse i stedet helt ophæves.

Som jeg allerede har nævnt, er regeringen enig med forslagsstillerne i, at det er urimeligt, at krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af en erhvervsbetinget sygdom risikerer at forældes, inden sygdommen overhovedet har udviklet sig hos den pågældende. Med disse ord vil jeg gerne kvittere for beslutningsforslaget, og samtidig må jeg også konstatere, at beslutningsforslaget for så vidt er overflødigt, fordi regeringen allerede har taget initiativ til et lovforslag på området.

Som sagt kan regeringen af de grunde, jeg har været inde på, ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Bjarne Laustsen.

Jeg er glad for at høre, at hverken justitsministeren eller beskæftigelsesministeren er argumentresistente. Det var jo frygteligt, hvis det var tilfældet.

Grunden til, at jeg og forslagsstillerne syntes, at vi skulle behandle det her, og det blev fremsat som et beslutningsforslag den sidste arbejdsdag i Folketinget i det gamle år, var jo, at vi skulle passe på, at der ikke opstod et hul fra den 1. januar, og indtil noget nyt kunne træde i kraft. Vi vil meget gerne se på ministerens nye forslag. Men det har været vigtigt med det, ministeren kalder en debat – det er jo det pres, der er lagt på. Den 1. december stod jeg her i salen og spurgte direkte på foranledning af, at vi kunne se, at der var rigtig mange mennesker, der i fremtiden ikke ville kunne få tilkendt erstatning, fordi der er den her 30-års-frist. Da afviste beskæftigelsesministeren på regeringens vegne at gøre noget som helst ved det.

Jeg synes, det er fantastisk – og det vil jeg gerne kvittere for – at regeringen er blevet klogere og der nu kommer et lovforslag, og så ser vi på det. Men det har været vores ønske, at vi skulle have en debat om det her, for det er åbenbart ikke kommet af sig selv. Det er rigtigt, som ministeren nævner, at der to gange tidligere er kommet et beslutningsforslag, men af forskellige årsager er det aldrig blev færdigbehandlet. Men det er godt, synes jeg, at regeringen er blevet klogere.

Så er det ministeren.

Jeg ved ikke helt, om der lå noget spørgsmål i det. Jeg opfattede det mere som en forklaring på, hvorfor beslutningsforslaget er blevet opretholdt og genfremsat, og den forklaring synes at være, at hr. Bjarne Laustsen gerne sådan i en mere offentlig forsamling vil gøre opmærksom på, at hr. Bjarne Laustsen egentlig mener, at det er hr. Bjarne Laustsen, som kan tage æren for regeringens forslag. Og det har man ligesom haft et behov for at vise.

Jeg kender ikke den ordveksling med beskæftigelsesministeren, der har været i salen den pågældende dag. Jeg kan bare konstatere, at det er min og beskæftigelsesministerens og regeringens vurdering, at forældelsesfristen, den absolutte frist på 30 år, vil virke urimelig i forbindelse med sådanne erhvervssygdomme, som jeg har beskrevet det. Derfor fremsætter vi lovforslaget, og jeg fornemmer, at det er et forslag, som hr. Bjarne Laustsen og Socialdemokratiet vil kunne støtte, og det vil vi jo glæde os over, hvis det er tilfældet.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Bjarne Laustsen.

Jeg vil bare sige, at det jo er fantastisk, at regeringen ikke fatter budskabet den 1. december, hvor det bliver klart og alle eksperter siger, at det her går galt, hvis ikke regeringen lytter. Og regeringen har selvfølgelig ikke villet lytte til oppositionen, det er klart nok. Man har så haft nogle overvejelser selv om at ændre det her.

Det er jo fantastisk, hvad der er sket fra den 1. december, hvor beskæftigelsesministeren på regeringens vegne afviste det her, til man nu er kommet frem med det. Der kan jeg jo ikke afvise det, som ministeren er inde på, nemlig at det skyldes en vis form for pres, og at der var et beslutningsforslag at tage stilling til, og at der sandsynligvis ville være et flertal, der ville pålægge regeringen at gøre det samme som det, regeringen nu selv er kommet frem til at gøre. Derfor kvitterer jeg også for, at regeringen ikke er argumentresistent, men det ville have klædt regeringen allerede i december måned at have smidt håndklædet i ringen og sagt, at ja, det her skal vi finde en løsning på, i stedet for bagefter at komme og sige nøjagtig det, som jeg sagde i Folketingssalen her den 1. december 2010, nemlig at vi ikke kan være bekendt, at de mennesker ikke kan få erstatning, blot fordi sygdommen først udvikler sig efter 30 år. Det kan vi ikke være bekendt.

Så er det ministeren.

Nu er der stadig ikke noget spørgsmål, jeg sådan set skal svare på – og det behøver der jo heller ikke at være – men jeg konstaterer bare med tilfredshed, at hr. Bjarne Laustsen og Socialdemokratiet formentlig vil støtte det lovforslag, som regeringen fremsætter. Jeg konstaterer også, at hr. Bjarne Laustsen altså stadig væk tilsyneladende har opretholdt beslutningsforslaget og dermed fået denne debat i dag alene for at gøre et forsøg på at tage æren for regeringens lovforslag. Og så konstaterer jeg, at hr. Bjarne Laustsen synes, at han har oplevet noget fantastisk, og det er jo dejligt.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Det er jo dejligt, at regeringen på grund af bl.a. den offentlige debat er blevet presset til at skulle fremsætte det her lovforslag. Det er meget positivt. I lovforslaget lægger man jo op til, at man vil redde også dem, der ellers kunne komme i klemme fra den 1. januar i år. Hvis nu der bliver udskrevet folketingsvalg i nær fremtid, og det er jo da en mulighed, så vidt man kan forstå, vil det så betyde, at der er nogle af de mennesker her, som kommer i klemme, eller vil de stadig væk kunne reddes med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar?

Så er det ministeren.

Svaret på det spørgsmål kommer jo helt an på, om et folketingsvalg måtte komme, før eller efter at lovforslaget er vedtaget. Men hvis vi nu antager sådan helt teoretisk, at et folketingsvalg skulle komme, inden sådan et lovforslag er vedtaget, så må man jo tage stilling til sagen, når et nyt Folketing er samlet, og det kan naturligvis juridisk lade sig gøre at udforme sådan et lovforslag, så man opnår den retsstilling under alle omstændigheder, som er tilsigtet med det lovforslag, som regeringen netop har i høring i øjeblikket.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er Venstres ordfører, og det er hr. Peter Juel Jensen.

Jeg vil gerne starte med at takke ministeren for en meget grundig gennemgang. En grundig gennemgang betyder også, at jeg har kunnet sidde og strege lidt i min ordførertale. Men da jeg kan forstå, at vi bredt i Folketinget er meget enige i hensigten i det lovforslag, der er sendt i høring, og i det beslutningsforslag, vi behandler nu her i dag, bør det jo heller ikke blive nogen lang diskussion.

Beslutningsforslaget, som vi behandler her i dag, vil give mulighed for at dispensere for den absolutte forældelsesfrist på 30 år i forbindelse med anerkendelse og udbetaling af erstatninger i arbejdsskadesager, hvor sygdomsudviklingen fra påvirkning til lidelse kan strække sig over mere end 30 år. Venstre har sympati for forslaget, men vil ikke tilslutte sig dette, da lovgivningen, der vil rette op på det her, allerede er sendt i høring, og det går jeg ud fra at forslagsstillerne er bekendt med.

I lovforslaget, der er sendt i høring, foreslås det, at forældelsesloven ændres, således at den 30-årige absolutte forældelsesfrist ophæves, for så vidt angår krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af en erhvervssygdom. Lovforslaget indebærer dermed, at der fremover ikke vil gælde nogen absolut 30-årig forældelsesfrist for sådanne krav.

Som sagt tidligere: Da lovgivningsprocessen, der vil imødekomme forslagsstillernes beslutningsforslag, allerede er i proces, finder vi i Venstre, at der ikke er grund til at pålægge regeringen at fremsætte et sådant forslag. Processen kører allerede. Tak.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Bjarne Laustsen.

Tak. Jeg takker for, at Venstre synes, at nu skal der gøres noget ved det. Den 1. december 2010 stillede jeg spørgsmål til beskæftigelsesministeren på nøjagtig samme grundlag – jeg ved jo ikke helt, hvad det er, der foregår i Venstres folketingsgruppe – og der sagde ministeren jævnfør referatet fra Folketingstidende:

»Jeg mener, at det vil være mest rimeligt at give de nye regler tid til at virke og afvente justitsministerens redegørelse.«

Altså, der var der ikke tale om, 15 dage før vi fremsatte vores beslutningsforslag, at der skulle ændres noget her, og det, der var risikoen, var, at den 1. januar ville der være folk, der blev syge, og fordi den nye lov ikke var trådt i kraft eller der var fremsat et forslag, så ville der kunne opstå et hul. Det er derfor, at vi fra Socialdemokratiets side har holdt fast i, at den her sag skal løses fra den 1. januar. Jeg kan også forstå, at regeringen klogelig kommer og siger, at her laver vi sådan set lovgivning med tilbagevirkende kraft, således at hullet bliver lukket fra den 1. januar. Men hvorfor sagde man ikke ja allerede dengang, når man kunne se så tydeligt, at der var behov for at få lukket det hul allerede i december måned?

Så er det ordføreren.

Jeg glæder mig jo blot over, at det her hul bliver lukket. Jeg kan jo ikke stå og udtale mig på beskæftigelsesministerens vegne. Ordføreren har jo den mulighed at kalde beskæftigelsesministeren i samråd. Jeg kan ikke redegøre for, hvilke overvejelser der har været. Men jeg glæder mig over – ligesom ordføreren for Socialdemokratiet også burde gøre det – at vi får lukket det her hul. Det kan godt være, at vi så laver lovgivning med tilbagevirkende kraft, men vi får lukket et hul, som uheldigvis er opstået.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er Dansk Folkepartis ordfører, hr. Bent Bøgsted.

Det her beslutningsforslag er vi i Dansk Folkeparti egentlig rimelig godt tilfredse med er kommet, fordi det pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, der skal samle op på de ofre, der udvikler lungehindekræft forårsaget af asbest, for asbest giver lungehindrekræft, og det skal der samles op på.

Da loven blev ændret i 2008, kunne vi nok egentlig konstatere – og det kan vi ikke komme uden om – at der blev begået en fejl dengang, og det var, at man netop lavede en forældelsesfrist for erhvervssygdomme og specielt med hensyn til lungehindekræft. Men igen: Det er ikke så enkelt at vurdere, hvor lang tid en sygdom er om at udvikle sig.

I Dansk Folkeparti er vi enige i, at der skal ske nogle ændringer, og vi sagde også i december måned, at det ville være ret og rimeligt, at der blev lavet en lovændring, der samler op på de her ofre, så de ikke kommer i klemme i systemet, men kan få tilkendt erstatning, på grund af at de har fået lungehindekræft efter at have arbejdet med asbest.

Derfor er vi også meget tilfredse med, at det nu er kommet fra regeringens side, at den vil fremsætte et lovforslag, der skal ændre forældelsesfristen, og det er så blevet til, at der bliver lavet en generel fritagelse for forældelsesfristen for erhvervssygdomme. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor mange sygdomstilfælde med lungehindekræft der vil komme efter 30 år, vi ved, at der kommer nogen med lungehindekræft, men om der er andre erhvervssygdomme, der opstår efter 30 år, vil jeg ikke lige gøre mig klog på. Men vi er i hvert fald på den sikre side og ved så, at der ikke kommer nogen i klemme. Det er rigtig godt, hvad ministeren siger, at det sker med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar, for ellers ville vi få et problem der.

Så i Dansk Folkeparti bakker vi fuldt og helt op om det lovforslag, der kommer fra regeringen. Jeg er ikke helt hundrede procent sikker på, om der kommer nogen ændringer, men når det først er blevet sendt i høring, kunne det være, at der kom et eller andet, som ministeren synes skulle ændres, og det vil vi så også have fuld forståelse for, for forslaget skal leve op til, at der ikke kommer nogen i klemme. Men vi vil i hvert fald i Dansk Folkeparti gå positivt ind i arbejdet med det lovforslag, der kommer.

Man kan selvfølgelig så stille spørgsmålet: Var det her lovforslag kommet, hvis ikke debatten var kommet i december måned? Vi kan alle sammen blive klogere. Man kan også undre sig over, at debatten om det her ikke kom allerede i 2009, måske i 2008, efter loven var trådt i kraft, men bedre sent end aldrig; det er tit, det først dukker op, i det øjeblik man ser den endelige ikrafttrædelse af loven. Der er mange, der har fundet ud af, at der dengang blev begået en lille fejl, som vi måske burde have kunnet forudse var en fejl, jeg kan ikke mindes lige nu, at der er nogen fra sagkundskabens side, der har gjort helt vildt opmærksom på det problem, men nu bliver der rettet op på det, og som sagt ser vi frem til sagsbehandlingen. Det er i hvert fald en god ting for dem, der er blevet ramt af lungehindekræft, og for dem, der har udsigt til måske at blive ramt af lungehindekræft, og så må vi bare håbe, at der ikke er alt for mange, der bliver ramt, for vi skulle egentlig helst undgå, at folk skal til at gøre brug af loven. Det bedste er, at folk bliver ved med at være raske og rørige. Men det her sikrer, at der ikke er nogen, der kommer i klemme på grund af deres sygdom.

Så Dansk Folkeparti siger nej til beslutningsforslaget her, men vi vil gå positivt ind i arbejdet med lovforslaget, som har vores fulde opbakning.

Der er en kort bemærkning fra hr. Bjarne Laustsen.

Hr. Bent Bøgsted siger, at folk, der laver noget, også laver fejl. Så er vi jo i samme båd, for der er nemlig rigtig mange af Folketingets medlemmer, der er kommet til at lave noget galt, og det skal jeg gennemgå lidt senere, når jeg får lejlighed til at få ordet. Men grunden til, at jeg tager ordet, er, at hr. Bent Bøgsted den 11. december til Avisen.dk udtaler, at man ikke kan se, hvordan et beslutningsforslag vil kunne nå at ændre på den lovgivning, altså træde i kraft den 1. januar. Jo, det kan det, for det er nemlig politisk håndværk. Vi fik lavet et beslutningsforslag, dengang regeringen sagde nej, og hvis ikke regeringen var kommet med sit forslag, ville der jo være et flertal for at pålægge regeringen, at de skulle gøre det. Så det har jo virket.

Så jeg vil sige til hr. Bent Bøgsted, at det er politik, når det er bedst, nemlig at man kan se, at der er et problem, og at det skal løses, og der skal ikke opstå et hul fra den 1. januar, indtil en regering kommer med sit forslag. Så jeg tillader mig at tage det sådan, at også Dansk Folkeparti synes, det var urimeligt, at der kunne opstå et hul, og at de folk, der bliver ramt af en dødelig kræftsygdom, ikke kunne få erstatning.

Så er det ordføreren.

Jamen det tror jeg egentlig også var det, jeg sagde i min ordførertale.

Vedrørende det her citat fra Avisen.dk er det rigtigt, at den udtalelse faldt i forbindelse med, at jeg sagde, at hr. Bjarne Laustsen udmærket godt vidste, at et beslutningsforslag ikke kunne nå at blive vedtaget inden den 1. januar, og at jeg tvivlede på, at det kunne nå at blive fremsat inden den 1. januar. Det var egentlig det, der lå i den udtalelse. Avisen.dk har så ikke skrevet helt nøjagtigt, hvad man siger, men det ved hr. Bjarne Laustsen jo godt at journalister sjældent gør; det er ikke altid, de skriver det hele af det, man siger.

Jeg er også overbevist om, at hr. Bjarne Laustsen udmærket er klar over, hvor lang tid det tager, fra man får ideen til et beslutningsforslag, til man fremsætter det, og til det bliver vedtaget. Det var egentlig det, jeg gav udtryk for til Avisen.dk. Så jeg tror ikke, der var nogen egentlig uoverensstemmelse dér.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Bjarne Laustsen.

Jamen jeg vil gerne oplyse Avisen.dk's læsere og hr. Bent Bøgsted om, at vi faktisk har haft fat i det her tidligere, men af forskellige årsager blev det ikke realitetsbehandlet i Folketingssalen; det var fremsat som et beslutningsforslag på de tidspunkter, både i 2008 og 2009, som hr. Bent Bøgsted omtaler. Men vi er jo så der nu fremme ved snorene, hvor vi kan konstatere, at uanset hvad der står i avisen, udtrykte hr. Bent Bøgsted skepsis over for Socialdemokratiets vilje til at finde en vej her.

Jeg synes, det er godt, at vi nu finder hinanden i, at det her problem skal løses. For vi kan, som ministeren nu også kryber til korset og siger, her fra Folketingets side simpelt hen ikke være bekendt at have en lovgivning, der ikke sikrer, at nogen, når de har arbejdet med noget, der senere hen viser sig at kunne udvikle en dødelig kræftsygdom, så ikke kan få erstatning på lige fod med alle andre, fordi der er gået 30 år og 1 dag, inden sygdommen bryder ud. Men det får vi rettet op på nu.

Så er det ordføreren.

Jamen det er jo fint, at to nordjyske folketingspolitikere kan have sådan en diskussion og lidt drillerier af hinanden her. For det korte af det lange var jo, at der, uanset hvad regeringen havde gjort i december måned, så ville være et flertal for, at der skulle laves en ændring. Det har Dansk Folkeparti bakket fuldt ud op om. Så hvis regeringen ikke selv var kommet med ændringerne, kunne vi have været sammen om et ændringsforslag. Det er også derfor, jeg synes, det er et positivt forslag, og var regeringen ikke kommet med nogen ændringer, havde vi også stemt for beslutningsforslaget. Så jeg skal egentlig kun slutte af med at rose regeringen for, at den har fulgt op på det, og at der kommer det lovforslag fra ministerens side. At justitsministeren og beskæftigelsesministeren er blevet enige om, hvordan det skulle laves, skal de kun have tak for; det gav jo os andre lidt færre problemer at slås med her i det nye år.

Så vi ser frem til en positiv behandling af det kommende lovforslag, og hvis det ikke skulle nå at blive vedtaget, som hr. Eigil Andersen var lidt inde på, er jeg sikker på, at hr. Bjarne Laustsen, hvis der skulle komme en anden regering, jo så vil sørge for, at det bliver fremsat hurtigst muligt. Så hr. Eigil Andersen behøver ikke være nervøs af den grund, og Dansk Folkeparti skal til den tid så nok også stemme for det, hvis det skulle ende med det. Men jeg tror så ikke, det bliver det problem, vi kommer til at stå over for. Jeg tror, der bliver ved med at være en borgerlig regering.

Tak til ordføreren. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er hr. Eigil Andersen som ordfører for SF.

Til gengæld tror jeg ikke, det bliver en borgerlig regering. Jeg kan ikke dy mig for at sige til hr. Bent Bøgsted, at når hr. Bent Bøgsted somme tider citerer socialdemokrater og SF'ere for, hvad de har sagt ifølge medierne, så skulle man faktisk tro, at hr. Bent Bøgsted mener, at journalisterne altid refererer korrekt, men når det så drejer sig om udtalelser fra Dansk Folkeparti, kan jeg forstå, at der er et andet sæt regler, og så er det ikke sikkert, at journalisterne har refereret, sådan som man nu har sagt det.

Well, jeg vil vende mig mod selve beslutningsforslaget her og sige, at menneskekroppens reaktion på farligt arbejdsmiljø er meget forskellig. Når det i en række tilfælde er sådan, at asbest fører til en sygdom som den meget, meget alvorlige lungehindekræft, som kan bryde ud 40 år senere, så er det klart, at man stadig væk skal kunne få erstatning, og derfor bør 30-års-grænsen for forældelse selvfølgelig slettes i den slags arbejdsskadesager. Lungehindekræft er en stærkt livstruende sygdom, og selvfølgelig skal lovgivningen ikke fjerne muligheden for at få erstatning, bare fordi der er gået 30 år. Jeg mener, det er helt oplagt, at vi selvfølgelig skal hjælpe de arbejdsskadede asbestarbejdere fra virksomheden Dansk Eternit Fabrik i Aalborg og andre steder i landet, og det samme gælder, hvis man har været udsat for kviksølv eller har været udsat for tungmetaller i trykimprægneret træ, f.eks. som medarbejder hos firmaet Collstrup, der i øvrigt har efterladt en række forurenede grunde forskellige steder i Danmark, men det er så en anden historie.

Efter SF's mening kan det ikke gå hurtigt nok med at genindføre muligheden for at få arbejdsskadeerstatning, også efter at der er gået 30 år, og derfor er det et godt initiativ, som Socialdemokratiet er kommet med, og det er positivt, at det også har medvirket til, at regeringen nu vil fremsætte et lovforslag.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den konservative ordfører, og det er hr. Tom Behnke.

Jeg skal ikke forlænge den her debat unødig langt. Fra konservativ side kan vi ikke støtte beslutningsforslaget her, som jo går ud på, at der skal være en dispensationsmulighed. Grunden til, at vi ikke kan støtte forslaget, er såmænd ikke, at vi ikke ønsker at tage hånd om de her mennesker, for det gør vi, men vi ønsker at gøre det lidt mere konsekvent, nemlig med den løsningsmodel, som regeringen lægger op til, nemlig at vi helt fjerner forældelsesfristen. Så skal man ikke ind i dispensationsansøgninger og -muligheder osv. Vi fjerner simpelt hen loftet på de 30 år, og det forslag har jeg ladet mig fortælle skulle komme inden for ganske kort tid, og det ser vi frem til, så vi får løst det her problem en gang for alle.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den radikale ordfører, og det er hr. Manu Sareen.

Det Radikale Venstres arbejdsmarkedsordfører, hr. Morten Østergaard, kan ikke være til stede under debatten i salen i dag, så jeg skal på hans vegne fremføre følgende:

Uagtet hvem der kom først, er Det Radikale Venstre meget, meget positivt indstillet over for forslaget om at indføre en dispensationsmulighed for arbejdsskader, hvor sygdomsudviklingen fra påvirkning til lidelse kan strække sig over mere end 30 år. Vi deler ønsket om en retstilstand, hvor de skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse for følgerne af sundhedsskadelig påvirkning ikke forældes, inden følgerne af påvirkningen har vist sig.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, og det er fru Line Barfod.

Enhedslisten støtter også forslaget. Vi er rigtig glade for, at det er blevet fremsat, og vi er glade for, at det lyder, som om der faktisk kommer en lovændring. Det, der er det allerallervigtigste, er jo, at de mennesker, der virkelig har behov for at få en arbejdsskadeerstatning, også kommer til at få den. Vi støtter varmt, at man får ændret det. Jeg tror ikke, der var nogen, da loven blev ændret i 2007, der ønskede at udelukke folk, der havde de her meget alvorlige arbejdssygdomme, fra at få den erstatning, de skulle have, og det er glædeligt, at det nu kommer med.

Vi håber også meget, at man sikrer, at det bliver alle arbejdsskader, der kommer til at blive omfattet af dispensationsmuligheden. Der har været snakket en del om lungehindekræft her, men for os er det vigtigt, at det ikke kun er sygdomme. Det kan jo også være, at man har været udsat for en ulykke, og at følgerne så viser sig meget sent. Det sker nogle gange, at f.eks. knoglebrud efter faldulykker vokser forkert sammen, og så går der altså en del år, før det viser sig, at det giver nogle følger, som gør, at man altså har krav på at få en erstatning, hvis ikke den er forældet. Det håber vi meget kommer med i det lovforslag, der kommer, og det vil vi lige stille spørgsmål til i udvalgsarbejdet, for vi synes, det er afgørende, at det ikke kun er sygdomme, men også ulykker, der bliver omfattet.

Men vi støtter altså varmt forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Bjarne Laustsen.

Tak, hr. formand. Jeg skal også gøre det rimelig kort. Jeg vil gerne takke for debatten. Vi diskuterede da helt ærligt med os selv her i weekenden, om vi skulle trække forslaget, men regeringen reagerede jo, efter først at have afvist det, mere positivt. Jeg synes bare, at der også er grund til at notere det.

Jeg har fundet fremsættelsestalen frem, som justitsministeren holdt den 28. februar 2007, og der henviser man til gældende forældelsesregler i Danske Lov fra 1683 og til en anden lov fra 1908. Jeg har læst hvert et ord, som retsordførerne dengang sagde, og det er jo vældig interessant, men det, man ikke har gjort ret meget ud af, er den problemstilling, vi kigger på her i dag.

Derfor er der især grund til at takke Enhedslisten for som det eneste parti at kunne se det her. Hvis man kigger på bilagsmaterialet var der jo også klare udmeldinger, bl.a. fra Dansk Metal og fra, så kan jeg ikke huske, om det hed SiD eller 3F dengang, som sagde, at her har vi et problem, fordi der altså opstår mange sygdomme, som man har i så lang en periode, og hvis vi laver sådan en absolut forældelsesfrist, vil der være problemer. Det har vi så forsøgt at råde bod på flere gange, og nu her i ellevte time er det lykkedes.

Jeg er fuldstændig enig med fru Line Barfod i, at det skal være alle sygdomme, der er med, og at det skal være gældende fra den 1. januar – det skal vi se. Så vil jeg håbe, at vi meget, meget hurtigt kan få det lovforslag kørt igennem.

Men der er også grund til at sige, at vi skal passe på med herinde i Folketinget at lave sådan et bunkebryllup, hvor man tager alt muligt med, for det, at der kan være behov for at ændre en lov fra 1683, er jo selvsagt korrekt. Man begynder lige pludselig at gå ind og ændre på nogle ting, som er meget nutidige, og som vi også kan se er et problem. Så derfor en stor tak til de arbejdsmedicinske klinikker og en lang række andre, der har gjort opmærksom på, at en sådan lov kan vi ikke bruge, fordi man ikke kan have en tidsgrænse, der bare lige siger 30 år. Så det er meget fint, at de har spillet ind her og har gjort opmærksom på det.

Derfor skal jeg give en generel tak både til Enhedslisten, Det Radikale Venstre og SF, der helt tydeligt siger, at de vil være med til at løse det her. Det har været med til at lægge det pres på regeringen.

Så hang Dansk Folkeparti lidt i bremsen. Det er de tilgivet nu, fordi de er med og det er et spørgsmål om, hvordan det skal løses. Men de to ting, der skulle løses, er, at der ikke opstod et hul fra den 1. januar i forhold til de sygdomme, der kunne opstå, indtil noget kunne træde i kraft, og så Venstre og Konservative, der afviste det i starten, da vi rejste den her problematik, men er blevet klogere, og det er bare helt i orden.

Selv om det kommer lidt forsinket, er det rart at konstatere den debat, vi har. For det, det handler om, er jo de sager, hvor vi har set fortidens syndere. De drejer sig jo om Grindstedværket, værket i Kolstrup har været nævnt, og Eternitfabrikken. Eternit har været stoppet ind i tog, fly og færger, og hvad ved jeg, alle mulige steder, og derfor er det noget, som også kommende generationer vil komme til at arbejde med og dermed også have en risiko for ikke at slippe fra undtagen med alvorlige mén.

Når det drejer sig om lungehindekræft, ved vi, at det desværre er en dødelig sygdom, og det går meget, meget stærkt. Derfor ville det være ærgerligt, hvis vi var i en situation, hvor folk havde haft et langt sygdomsforløb og de så ikke kunne få den erstatning, som vi alle sammen er enige om de fuldt ud har fortjent.

Så jeg ser frem til, at ministeren rubber sig og får det lovforslag frem, således at vi seriøst kan behandle det, hvor det hører hjemme, nemlig i Arbejdsmarkedsudvalget med de folk, der har forstand på det. Og hvis der er folk i det åbne land, i organisationerne, der synes, at ministerens forslag ikke er fuldt dækkende, hører vi selvfølgelig gerne om det, for jeg kan høre på alle i dag, at vi er enige om, uanset hvem der skal æres, at den her sag skal løses. Så må vi slås om det ved en senere lejlighed.

Men jeg er glad for, at vi har holdt fast i og taget debatten, og så må vi tænke os om, når vi laver lovgivning i fremtiden, og kigge på, at der ikke opstår ting, som er ganske uhensigtsmæssige. Jeg kan også sige, at der var mit parti også med til at støtte regeringen dengang. Det skal man passe meget, meget på med, altså at støtte en regering i alt, hvad den kommer med. Der er grund til at hejse flaget en gang imellem og sige: Her er lige en sag, hvor vi skal tænke os godt om. Det har vi gjort i dag. Tak for det.

Ordføreren skal lige blive stående et øjeblik, for der er en kort bemærkning fra hr. Peter Juel Jensen.

Tak. Nu kan jeg høre på ordføreren, at ordføreren er godt inde i sagen, og så vil jeg selvfølgelig gerne have yderligere fakta på bordet.

Se, det her beslutningsforslag er blevet fremsat to gange tidligere, men er blevet trukket begge gange. Når ordføreren nu er så godt inde i sagen og har alle de rigtig gode argumenter, kunne ordføreren så ikke fortælle den store forsamling her, hvem der fremsatte de to beslutningsforslag, og hvorfor de blev trukket?

Så er det ordføreren.

Jeg kvitterer for, at Venstres ordfører mener, at den socialdemokratiske ordfører er godt inde i sagen; det er betryggende, synes jeg. Og jeg vil bare sige, at vi fra Socialdemokratiets side ikke har trukket dem, men har fremsat dem. Men der sker jo det, at hvis man i henhold til Folketingets forretningsorden ikke kan nå at få behandlet de sager, der er rejst, ja, så falder de simpelt hen bort og kan først fremsættes igen i næste samling, og det er sådan set det, der er sket med sagerne, så vidt jeg er orienteret.

Men nu har vi altså holdt fast i her, at nu skulle sagen behandles, og det har jo ikke skortet på opfordringer til, at vi skulle trække det her forslag, men vi har altså holdt fast i det for at være sikre på, at den rigtige løsning kom frem, og den har vi fået nu.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Peter Juel Jensen.

Tak. Men hvis man fremsætter et beslutningsforslag, som så af hensyn til tidsfristerne ikke kan blive behandlet, vil den, der virkelig brænder for det her, jo holde fast og genfremsætte det, første gang vedkommende har chancen.

Nu har jeg i næsten en time hørt på en ordfører, som virkelig har slået til lyd for det her og angrebet en regering, der allerede har fremsat og sendt et lovforslag i høring – undskyld, lovforslaget er ikke fremsat, men det er i hvert fald sendt i høring Så undrer det mig meget, at man ikke har været mere vedholdende fra ordførerens side, hvis det nu er så bundhamrende uretfærdigt. Og stod man ikke selv fra Socialdemokratiets side bag den lov, der gennemførte det her?

Så er det ordføreren.

Jo, den ildhu, der skal lægges for dagen, skal selvfølgelig være der. Jeg har ikke haft sæde i Arbejdsmarkedsudvalget i hele den periode, der er tale om her. Jeg har efter 15 års medlemskab af dette Ting kun status som stedfortræder og optræder derfor heller ikke som medforslagsstiller.

Det er jo klart, at når der kommer sager op, som er uomsættelige nu, skal vi have dem håndteret, og så er det ikke nok, at de bare falder bort, fordi Folketinget går på sommerferie eller noget andet; så skal vi have sagen gjort færdig, og det er jeg glad for at vi har fået i dag. Og så håber jeg, at den sag er løst.

Der er ikke flere korte bemærkninger.

Så skal jeg bare lige gøre hr. Bjarne Laustsen opmærksom på, at hr. Bjarne Laustsen faktisk er medforslagsstiller af forslaget, men det ændrer ikke noget.

Da der ikke er flere, der har ønsket ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Arbejdsmarkedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.