Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 45:

Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk rådgivning af abortsøgende.

Af Per Ørum Jørgensen (KD).

(Fremsættelse 16.12.2010).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren.

En kvinde, der har anmodet om abort, har ifølge sundhedsloven krav på at blive vejledt, inden aborten foretages – og også bagefter. Det er regionerne, der har denne forpligtelse, dvs. typisk de behandlende læger, og det er altså en forpligtelse, de har i medfør af sundhedsloven.

Formålet med samtalerne før indgrebet er at give kvinden den nødvendige støtte til selv at træffe sin beslutning: om hun ønsker abort eller at gennemføre svangerskabet. Støttesamtalen må hverken presse kvinden i retning af at gennemføre eller afbryde svangerskabet. Støttesamtalen efter et indgreb har til formål at give kvinden støtte til at komme igennem eventuelle psykiske gener som følge af aborten.

Derudover er det fastsat i sundhedsloven, at lægen i forbindelse med en anmodning om abort er forpligtet til at give kvinden vejledning om indgrebets beskaffenhed og dets følger samt om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. Sundhedsstyrelsens vejledning fastsætter også, at lægen under samtalen generelt bør tilstræbe, at den abortsøgende kvinde ikke beslutter sig uden nærmere overvejelser. Lægen bør gøre kvinden bekendt med, at lovgivningen rummer muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og også støtte efter barnets fødsel. Endvidere kan kvinden gøres bekendt med muligheden for at bortadoptere barnet. Lægen skal desuden gøre kvinden bekendt med, at hun kan få nærmere oplysninger og anden bistand i forbindelse med svangerskab og fødsel. Lægen bør også opfordre kvinden til at søge bistand i opholdskommunen, hvis lægen skønner, at personlige, sociale eller økonomiske vanskeligheder er årsag til ønsket om svangerskabsafbrydelse.

I de situationer, hvor anmodningen om abort er fremsat på baggrund af en medicinsk indikation, f.eks. i forbindelse med konstatering af Downs syndrom, det, man tidligere kaldte åndssvaghed, skal kvinden efter sundhedsloven tilbydes oplysning om muligheden for supplerende oplysning og rådgivning fra relevante handicaporganisationer. I Sundhedsstyrelsens retningslinjer for fosterdiagnostik er det desuden præciseret, at den gravide skal oplyses om muligheden for at tage kontakt til en patient- eller handicaporganisation med henblik på information eller rådgivning uden for det sundhedsfaglige regi. Der er altså i dag allerede fastsat regler, som sikrer, at abortsøgende kvinder kan få vejledning og støtte.

Det beslutningsforslag, vi skal behandle i dag, foreslår, at abortstøttesamtalerne gøres obligatoriske. Jeg forstår godt begrundelsen; jeg er sikker på, at vi alle kan gå ind for intentionen med forslaget, nemlig at nedbringe antallet af aborter i Danmark, som stadig er alt for højt. Det er vigtigt at fokusere på antallet af aborter løbende og hjælpe de enkelte personer eller familier til at træffe den beslutning, som er rigtig for dem. Sundhedsstyrelsen overvåger løbende udviklingen i antallet af aborter. Udviklingen i abortkvotienten har overordnet set været faldende siden 1975. I de senere år har der dog desværre været en stigning blandt unge, men den generelle udvikling er stadig stabil.

Fra satspuljeaftalerne for årene 1999-2013 er der bevilget 73,2 mio. kr. til forebyggelse af uønsket graviditet og fremme af seksuel og reproduktiv sundhed i forhold til udsatte grupper m.fl. Af disse midler er omkring 3 mio. kr. anvendt til initiativer, der vedrører støttesamtaler for abortsøgende, fem modelprojekter om rådgivning af abortsøgende, udbredelse og forankring af støttesamtalerne, seminarer om støttesamtaler og lignende. Mødrehjælpen har bl.a. modtaget støtte til projekter vedrørende gennemførelse af støttesamtaler til abortsøgende kvinder samt kvalificering af læger til at gennemføre disse.

En kortlægning fra 2005 peger på, at et flertal af de kvinder, der har fået abort, ser lægen som en relevant person at drøfte beslutningen med. Det resultat, sammenholdt med at kun ganske få kvinder har benyttet alternative tilbud, har gjort, at der har været fokus på at styrke rådgivningsindsatsen hos den praktiserende læge. I 2010-11 er der ydet støtte til gennemførelse af kurser for læger og praksispersonale, udarbejdelse af informationsmaterialer herom samt udarbejdelse af en vejledning til brug ved støttesamtaler. Der er således fortsat fokus på at fremme den seksuelle sundhed og fokusere på, at uønskede graviditeter forebygges. Det mener jeg er den bedste vej frem.

En ordning, hvor det gøres obligatorisk for abortsøgende kvinder at have en samtale med en læge eller en anden anerkendt rådgiver, risikerer at skabe en samtalesituation præget af pligt. Jeg tror ikke, at det rigtige er at forpligte kvinderne til at tale om meget private og individuelle forhold med personer, der måske er helt fremmede, såfremt kvinderne ikke ønsker det. Men jeg synes, det er helt rigtigt, at lægerne skal vejlede om indgrebets beskaffenhed, dets følger og risiko, samtidig med at vi tilbyder abortstøttesamtaler både før beslutningen og efter en eventuel abort. Så de abortsøgende kvinder har krav på at få hjælp og vejledning, i det omfang de ønsker det.

Konklusionen er, at selv om regeringen udmærket forstår begrundelsen, og selv om regeringen også beklager, at der ikke er en nedgang i antallet af aborter, især ikke hos de unge, kan regeringen alligevel ikke støtte beslutningsforslaget af de nævnte grunde. Vi vil helst ikke tvinge kvinder til samtaler, som har karakter af pligt. Der er jo tilfælde, hvor kvinden er meget afklaret, og hvor det derfor ikke forekommer rimeligt.

Så på den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Per Ørum Jørgensen.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for, at ministeren også understreger, at antallet af aborter er for højt i Danmark, og at udviklingen faktisk bevæger sig i en forkert retning. Når vi fra Kristendemokraternes side ønsker at bringe fokus på det her spørgsmål igen, hænger det selvfølgelig også sammen med de tal, vi ser. Vi kan jo godt lidt børn, og derfor så vi også helst, at det her tal blev bragt ned.

Når ministeren så afviser obligatorisk rådgivning – nu er det jo ikke et spørgsmål om at straffe nogen, men måske for at kunne give dem et mere kvalificeret grundlag til at træffe så vanskelig beslutning, som det er – giver det så ikke også anledning til bekymring for ministeren på en måde, når man ser, at det specielt blandt de helt unge er meget få, der anvender den vejledning, der er til rådighed i dag? Og hvad vil ministeren så gøre for at få flere til at tage imod den vejledning, så de dermed også kan få et bedre grundlag til at træffe så svært et valg?

Ministeren.

Regeringen er bekymret over, at aborttallet fortsat er så højt, og også bekymret over, at der er så forholdsvis mange unge, som får abort. Om der er noget, der har været uforsøgt, når det gælder at tale med de unge abortsøgende, skal jeg ikke kunne sige. Jeg er selvfølgelig helt klar til over for udvalget at beskrive, hvad der er af initiativer i forhold til helt unge. Jeg vil tro, at de helt unge i mange tilfælde er nogle af dem, der er allermest fast besluttede på, at de vil have abort, og i mange tilfælde også med støtte fra deres omgivelser. Jeg ved det ikke, men jeg er klar til at undersøge det spørgsmål, for jeg er enig med spørgeren om, at det især er aborterne blandt de helt unge, som bør bekymre.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Når vi fra Kristendemokraternes side netop har rettet blikket på rådgivning og på at gøre den rådgivning obligatorisk, er det jo, fordi man i et land som Tyskland har praktiseret obligatorisk rådgivning igennem mange år. Jeg mener, det var på et tidspunkt sidst i 1970'erne, man påbegyndte den praksis. Vi kan jo se, når vi sammenligner – sådan er det i hvert fald ifølge Sundhedsstyrelsens tal – hvor mange af de kendte graviditeter, som ender ud i en abort, at tallet i Tyskland er 14 pct., hvor det i Danmark er 21 pct. Det er jo egentlig, når man har to lande, der på mange måder minder så meget om hinanden, et meget stort spring, der er for de erfaringer, man har i Tyskland i forhold til i Danmark. Det er egentlig det, der gør, at vi fra Kristendemokraternes side synes, at det måske er fornuftigt at kigge på nogle løsninger, der tilsyneladende virker. Det gør de i hvert fald i Tyskland.

Ministeren.

Mit gæt er, at obligatoriske abortsamtaler ikke vil flytte ret meget. Man skal tænke på, at Tyskland jo er et andet land, hvor en stor del af befolkningen er katolikker, hvor man måske har andre traditioner, og at der kan være en hel masse kulturelle faktorer, der spiller ind. Jeg ved det ikke, men det er da en diskussion værd, og jeg vil da ikke afvise, at obligatoriske abortsamtaler kan have en effekt. Jeg tvivler bare på, at den vil være ret stor.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, og så går vi til ordførerrækken. Den første ordfører er fru Birgitte Josefsen som ordfører for Venstre.

Når en kvinde bliver gravid, er det heldigvis for de fleste en glædelig begivenhed, som gør både kvinden og den eventuelle partner meget lykkelige. Desværre sker det også med jævne mellemrum, at en kvinde bliver gravid uønsket, og det sætter den pågældende i en situation, hvor der i løbet af kort tid skal træffes en beslutning om, om et foster skal vælges til eller fra.

Der er ingen tvivl om, at den, der står med en uønsket graviditet, har brug for hjælp, har brug for at vende situationen med nogen. Jeg synes derfor, det er af største betydning, at der kan tilbydes samtaler til en kvinde, der har en uønsket graviditet. Derfor er jeg sådan set også tilpas med, at man ude i regionerne har en forpligtelse til at tilbyde støttesamtaler. Regionerne, det vil typisk sige lægen, skal oplyse kvinden om dennes mulighed for at modtage abortstøttesamtaler, og lægerne skal også tilbyde støttesamtalerne til den abortsøgende kvinde.

I november-december 2009 foretog regionerne en rundspørge i samtlige fem regioner, og det, der kom ud af den rundspørge, var, at man kunne melde tilbage og oplyse, at der er abortstøttesamtaler i offentligt regi i samtlige fem regioner. Der tilbydes vejledning og støttesamtaler i forbindelse med ønsket om en abort. Det er jo typisk hos den praktiserende læge, at den her støttesamtale foregår. I alle fem regioner tilbydes endvidere en vejledning og en støttesamtale på et eller flere af regionernes fødesteder. Samtalerne varetages typisk af specialuddannede sygeplejersker og læger, og samtalerne foregår både før og efter aborten.

Desuden har de kvinder, der får foretaget en provokeret abort efter 12. svangerskabsuge, mulighed for at blive henvist til en psykologisk behandling, jævnfør bekendtgørelse om tilskud til psykologbehandling i praksissektoren for særlig udsatte grupper.

Jeg synes så, at der, frem for at vi bruger flere ressourcer på det her område, er mere behov for at bruge en større del af vores ressourcer på at tilbyde vejledning, undervisning og oplysning til både mænd og kvinder, specielt til de unge, for at de kan undgå at blive uønsket gravide og undgå at få sexoverførte sygdomme. Det var også derfor, at alle satspuljepartierne blev enige om at afsætte 73, 2 mio. kr. i perioden 1999-2013 til at fremme seksuel sundhed, herunder med fokus på uønsket graviditet. Og hvor ville det være dejligt, hvis alle tog den seksuelle sundhed til sig. Det vil gøre det meget mindre kompliceret for mange af dem, der trods alt kommer til at stå med et traume, når de skal igennem et abortforløb. Jeg tror ikke, at der er nogen, der kommer igennem et abortforløb uden mentale kvaler.

Men lad os bruge mange ressourcer på at forebygge de uønskede graviditeter, og lad så de abortsøgende bruge de allerede eksisterende tilbud om samtaler. I Venstre hylder vi ikke et princip om, at vi skal bruge tvangsmetoder, og hvis vi siger, at der skal være obligatorisk samtale, så siger vi, at man skal tage imod den her samtale. Og der vil være nogle, der har andre, som de kan vende situationen med, end lige det i offentligt regi at gå hen til en pligtsamtale. Lad kvinden selv vælge, om hun vil gå det ene eller det andet sted hen. Det, vi bare skal sikre, er, at mulighederne for at få samtalen er der, og det er de. Så vi kan ikke støtte det her beslutningsforslag.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning. Fru Sophie Hæstorp Andersen.

I lyset af, at der er tal på, at der er flere, der kommer og beder om at få foretaget en abort, vil jeg godt høre ordføreren, om ordføreren bare det mindste fortryder, at man nu har indført brugerbetaling på bl.a. sterilisation her pr. 1. januar. For allerede nu har vi jo hørt om den første sag, og den er fra Odense, hvor en kvinde, der har været stofmisbruger i nogle år og har to børn, der er tvangsfjernet, har forsøgt at blive steriliseret, så hun netop ikke fik flere børn eller havde brug for at få foretaget en abort, men hun har fået at vide, at det i brugerbetaling koster 13.000 kr.

Det viser jo, at det her med brugerbetaling på det her område kan være med til at gøre, at der kommer flere uønskede graviditeter, og dermed kommer flere kvinder – særlig de mest udsatte – i klemme på det her område.

Ordføreren.

Nu er der jo mange muligheder for at undgå at blive gravid. For det første kan man bruge prævention, og det kan både manden og kvinden, og man er altså to om at blive gravid – i hvert fald i den sammenhæng, som fru Sophie Hæstorp Andersen påpeger.

Det er korrekt, at vi har vedtaget en lov her i Folketingssalen med et flertal, hvor vi har indført brugerbetaling for sterilisation, og det fortryder vi ikke, for det var vi nødt til at gøre. Men jeg vil appellere til, at man bruger den sunde fornuft, når to af forskelligt køn mødes, for der er altså mulighed for at bruge billige præventionspræparater.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Nu ved enhver jo, at folk, der lever helt ude på kanten af vores samfund, jo ofte lever et meget kaotisk liv og derfor har svært ved f.eks. at tage p-piller, der skal tages jævnligt, nemlig hver 24. time eller lignende. Derfor står man i Odense Kommune med en kvinde, der allerede har fået tvangsfjernet to børn, men som altså ikke har råd til sterilisation og dermed helt tydeligt har mødt samfundets manglende opbakning til ikke at blive gravid igen. Det er jo ret absurd, at man skal ud i en situation, hvor kvinder, der faktisk ikke ønsker at blive gravide, kan ende med at få behov for en abortstøttesamtale alene af den årsag, at de lever helt ude på kanten af vores samfund og ikke har nogen valgmuligheder.

Ordføreren.

Jeg ved jo så også, at uanset om man er stofmisbruger, eller hvordan man lever sit liv, kommer de fleste hen i supermarkedet, hvor kondomerne er placeret lige ved siden af kasseapparatet. Så det er altså muligt at putte et par stykker i tasken, så man altid har garderet sig.

Så er det hr. Per Ørum Jørgensen for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil egentlig også sige tak til Venstres ordfører for en forholdsvis positiv modtagelse af Kristendemokraternes forslag. Kristendemokraterne har jo egentlig stået for Aborthandlingsplan I, i hvert fald stået fadder til den – og også Aborthandlingsplan II, som jo så udløb i 2007.

Ud fra vores optik ser det ud til, at vi mangler den her Aborthandlingsplan III i forlængelse af de andre for også netop igen at sætte fokus på den indsats, der er nødvendig. Er det noget, Venstre vil se positivt på? Vil Venstre også være positive over for, at man måske i forbindelse med udvalgsarbejdet kan finde nogle formuleringer og fælles fodslag i forhold til at se, hvordan man kan styrke indsatsen generelt, både den forebyggende og også i forhold til vejledning?

Ordføreren.

Som jeg var inde på i min ordførertale, synes jeg, at det, der er behov for, er at have meget fokus på, at dem, der ikke ønsker at blive gravide, ikke bliver gravide. Derfor er jeg meget glad for, at vi har fået afsat nogle midler til netop at have fokus på det område. Men vi er altså villige til i udvalgsarbejdet at kigge på de elementer, der er i det fremsatte beslutningsforslag. Vi kan bare ikke være med til, at vi skal påtvinge nogen en samtale, som ikke ønsker en samtale.

Tak til fru Birgitte Josefsen. Der er ikke ønske om yderligere korte bemærkninger. Så er det fru Sophie Hæstorp Andersen som ordfører for Socialdemokratiet.

Retten over egen krop er en af de allervigtigste rettigheder, vi har i vores samfund, særlig for kvinder, som kan risikere at blive uønsket gravide og komme i en situation, som man hverken havde planlagt eller regnet med, hverken hvis man bruger prævention, eller måske har brugt prævention, der ikke virkede, når man troede det.

Samtidig er det en rettighed, som er med til at redde kvinders og mødres liv verden over de steder, hvor man har adgang til sikker abort. Alligevel er der nogle uden for Danmarks grænser, som ønsker at begrænse den her rettighed, og indimellem hører vi også om enkelte internt i Danmark, men de er heldigvis få, og jeg håber, at det bliver ved det.

Vi er enige med Kristendemokraterne i, at der er alt for mange uønskede graviditeter i Danmark, men vi mener ikke, at vejen frem er påbud og obligatoriske samtaler om abort, men mere en god adgang til prævention og seksualvejledning, også på ungdomsuddannelserne, hvor vi jo typisk ser, at al undervisning og seksualvejledning næsten stopper, når man går ud af folkeskolen, til trods for at det jo er på ungdomsuddannelserne, at ens seksualliv for alvor tager fart.

Vi mener, at hvis man skal tage fat på det her område, skal man prioritere området og på den måde sikre sig, at der ikke er så mange uønskede graviditeter. Vi kan simpelt hen ikke forstå, at man på den ene side i dag nu taler om abortstøttesamtaler, der skal være obligatoriske, mens man på den anden side fra Kristendemokraternes side for få måneder siden lagde stemmer til at indføre brugerbetaling på sterilisation, som jo netop rammer de allerallersvageste i vores samfund, hvilket der jo har været et eksempel på i Odense, hvor en ung kvinde, der er stofmisbruger og allerede har fået tvangsfjernet to børn, nu alligevel kan opleve, at hun ikke kan få hjælp til at blive steriliseret og dermed risikerer at blive uønsket gravid igen og igen.

Jeg synes, vi skal støtte kvinders mulighed for at få støttesamtaler om abort, hvis det er det, de ønsker. Det havde vi jo tidligere, hvor Mødrehjælpen kunne give de her abortstøttesamtaler, og lægen kunne henvise til, at den mulighed stod åben for dem, der måtte have lyst. Men det faldt desværre bort, da man trak midlerne væk til det. Der savnede vi måske lidt, at Kristendemokraterne havde haft en lidt større stemme end den, man har hørt dem bruge til at få indflydelse på finansloven med, sådan at vi sammen kunne have gjort noget ved, at man har fjernet muligheden.

Men vi går altså ikke ind for, at der er obligatoriske abortstøttesamtaler. Vi mener, at det ikke er den rigtige vej at gå, så vi kan ikke støtte forslaget.

Så er det hr. Per Ørum Jørgensen for en kort bemærkning.

Nu var der jo en forholdsvis kendt kvinde, der i en reklame for nogle år siden sagde, at samtale fremmer forståelsen. Det er sådan set også lidt udgangspunktet for vores forslag. Når vi ser så mange unge, som fravælger at få vejledning, så mener vi faktisk, at der også er mange, der egentlig fravælger en mulighed for måske at få et mere nuanceret billede af, hvad det er, konsekvensen kan blive også efter en abort, hvad den psykiske konsekvens efterfølgende er. Derfor er det her jo sådan set ment som en støtte og en hjælp og ikke en straf.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre Socialdemokraternes ordfører, om ordføreren mener, at et sådant forslag her kunne bidrage til, at der bliver født flere børn i Danmark eller færre børn i Danmark.

Ordføreren.

Jamen det tror jeg er meget svært at svare på. Det kommer an på, hvordan kvinderne reagerer på den viden, der er om, at de skal gennemgå en obligatorisk støttesamtale hos en psykolog eller nogle andre.

Jeg vil sige, at jeg faktisk stoler på, at de læger, vi i dag har – de praktiserende læger – tager de samtaler, de har, når en kvinde henvender sig og siger, at hun er blevet uønsket gravid og godt vil diskutere mulighederne for abort, meget alvorligt, og at lægen så både orienterer om den fysiske risiko ved indgrebet med den ene eller den anden metode, afhængigt af hvor langt henne man er i svangerskabet, og om, hvilke muligheder der er for at få hjælp fra samfundets side, bl.a. ved måske at udlevere en pjece og fortælle om, at der findes Mødrehjælpen, man kan ringe til, og at der er mulighed for at tale med andre, hvis man ikke synes, det er lægen, man skal tale med om det.

Hvis man selv sad som menneske over for et andet menneske og skulle rådgive i den situation, har jeg svært ved at se, at man ikke skulle tage det meget, meget alvorligt. Og derfor kan jeg ikke se nogen grund til, at man indfører obligatoriske samtaler, der ligger i et helt andet regi.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Jeg hører jo sådan ligesom, at der er en anerkendelse bredt i Folketinget af, at antallet af aborter er for højt, og også, at der er et ønske om at bidrage til, hvordan vi kan sikre mere vejledning og forebygge bedre osv.

Så det, jeg selvfølgelig er interesseret i at høre fra Socialdemokraternes ordfører, er, om Socialdemokraterne i forbindelse med udvalgsarbejdet i forbindelse med det her forslag vil være med til at kigge på nogle initiativer – måske noget, der kan række fremad i forhold til en aborthandlingsplan III, som kan være med til at bevæge tingene i den rigtige retning.

Ordføreren.

Vi vil altid gerne være med til at diskutere, hvordan vi kan finde ressourcer eller midler til f.eks. en aborthandlingsplan III, men det kunne også godt være, at vi skulle prøve at se på, om der var nogle lidt mere strukturelle ting, der rakte længere ind i fremtiden end de måske 3-4 år, en aborthandlingsplan rækker.

Det kunne jo være at kigge på det faktum, som jeg var inde på i min ordførertale, at der for unge mennesker den dag, de går ud af folkeskolen og kommer ind på ungdomsuddannelserne og nogle af festerne og de glade dage virkelig tager fart, faktisk er en fuldstændig mangel på seksualvejledning og på, at man f.eks. er lidt tættere på at kunne komme i kontakt med en sundhedsplejerske eller lignende og tale om nogle af de problemer, som man måske har inde på livet, i forhold til hvilken type prævention man skal vælge, hvornår man kan risikere at blive gravid og alle de her ting.

Derfor vil jeg sige, at vi ikke vil stemme for forslaget, og at jeg har svært ved at se hvordan, men at vi selvfølgelig gerne vil benytte det som en anledning til at drøfte, hvordan vi kan nedsætte antallet af uønskede graviditeter.

Tak til fru Sophie Hæstorp Andersen. Så er det fru Liselott Blixt som ordfører for Dansk Folkeparti.

I Danmark har vi haft fri abort siden 1973, og siden har det været et emne, som jævnligt kommer til debat. Da jeg læste forslaget, kom jeg i tanke om, at obligatorisk rådgivning af abortsøgende var noget, vi havde talt om i Sundhedsudvalget, men det var åbenbart fra en anden kant, hvor man skulle have retten til at få en samtale hos lægen. Jeg ved, at der var en del spørgsmål om, hvordan og hvorledes man kunne gøre det. Jeg fandt så ud af, at forslaget her er, at kvinderne skal underskrive, at de har fået den rådgivning, før de kan få lov til at få en abort. Det synes jeg lyder som et forslag, som ikke er den vej vi i Danmark plejer at gå: at man skal pålægges en samtale for at få ret til det, som man har krav på.

Når det er sagt, kan vi jo godt se, at der er et problem. I Dansk Folkeparti er vi tilhængere af abortlovgivningen, som den er i dag, men vi er bare bekymrede over, at der er så mange, der vælger den løsning. Vi mener, at abort er et tilbud til de kvinder, der er kommet i en situation, hvor en graviditet eller et barn vil være uhensigtsmæssig, enten for kvinden eller for barnet selv, men alt for ofte ser vi, at aborten bliver brugt i en hurtig vending. Vi tror desværre ikke, at et lovkrav om, at kvinden skal rådgives, vil ændre på det. Vi ser faktisk en del, der ikke bare får abort én gang. Nej, de får flere aborter.

Vi mener tværtimod, at det er en værdi- og holdningsdebat, vi har brug for. Der er i dag kvinder, som vælger en abort, fordi fødslen er på det forkerte tidspunkt, fordi det er det forkerte køn, eller fordi man pludselig synes, at man skal lave noget mere interessant i sit liv end at have det barn, man måske fra starten havde planlagt.

Nogle kvinder kan få abort uden at tænke nærmere over det bagefter, hvorimod andre kvinder kan få livslange konsekvenser både fysisk og psykisk. Derfor skal der være tilbud om støtte, hjælp og rådgivning til kvinder, der ønsker en abort, men også en vejledning i forbindelse med bortadoption, så det kunne være et alternativ, og det synes vi man gør alt for lidt ud af i de her situationer, hvor det er så nemt bare at få abort. Vi kan se, at der sker bortadoption af mellem 13 og 20 børn om året. Det har det ligget på i årenes løb. Man må sige, at der måske var nogle kvinder, der ville have det bedre på den måde.

Formålet med de samtaler, vi har i dag, er netop, at kvinden skal have den nødvendige støtte til at træffe beslutningen, om hun ønsker abort, eller om hun vil gennemføre svangerskabet. Støttesamtaler må hverken presse kvinden i retning af at gennemføre eller afbryde svangerskabet, og støttesamtalen efter et indgreb har til formål at give kvinden støtte til at komme igennem eventuelle psykiske gener som følge af aborten.

Der kan være mange grunde til, at man vælger den person, man vil tale med, men vi mener, at det, vi har lagt til grund, og som man har kunnet se, da man evaluerede den aborthandlingsplan, som blev færdig i 2007, var, at den praktiserende læge var en af dem, man skulle fokusere på at give den her støttesamtale. Det er også der, man kommer op første gang og får konstateret, at man er gravid, og hvor man kan få den første samtale. Man skal måske komme igen, fordi man skal hjem og tale om det med sin mand eller familien og lige tænke over, hvilken situation man er i. Men dermed har vi så også sagt, at der er nogle, der måske ikke vil tale med den praktiserende læge. Der har vi så givet penge til f.eks. Sex & Samfund, hvor man netop også kan få rådgivning om abort.

Jeg gjorde selv det den anden dag, at jeg gik ind på nettet, som de fleste jo også har adgang til, specielt unge mennesker, og bare googlede »abort«. Der kom mange steder frem, hvor man kan få rådgivning enten via nettet eller ved at skrive og ringe osv. Så vi har forskellige tiltag. Vi synes jo, at der skal fokus på det.

Vi ved også, at det var Kristendemokraterne, der i sin tid netop foreslog en aborthandlingsplan. Vi kan se, at når vi kigger på den aborthandlingsplan, der går fra 2004 til 2007, at antallet af seksuelt overførte sygdomme også gik ned af. Derfor er det seksuel sundhed, vi skal fokusere på. Det er også en af grundene til, at jeg som folketingspolitiker og sundhedsordfører tager ud i uge 6 og taler med nogle skoler, sætter fokus på det, og det håber jeg da også andre politikere her, der brænder for det, går ud og gør, fordi vi på den måde måske kan få skabt noget debat og få snakket med nogle af de unge mennesker derude.

Med de her ord vil jeg sige, at vi ikke kan støtte forslaget, men vi ser gerne, at vi kan arbejde videre med andre metoder for at nedsætte aborttallet.

Tak til fru Liselott Blixt. Der er ikke korte bemærkninger. Så er det hr. Karl H. Bornhøft som ordfører for SF.

Tak. Som det er tilkendegivet flere gange, er graviditet jo i de fleste tilfælde noget, de fleste er jublende lykkelige over, det er en glædelig begivenhed. Det synes jeg er vigtigt at konstatere i den her sammenhæng. Hvad der også er vigtigt at konstatere er, at vi i SF er jublende lykkelige for, at vi har et samfund, hvor kvinderne selv bestemmer over deres krop. Der er jo andre steder, hvor det ikke er så enkelt som her.

Det ændrer jo ikke på, at vi nu står med et beslutningsforslag, hvis hovedindhold går på at pålægge regeringen at ændre sundhedslovens § 100, sådan at vi i stedet for et frit tilbud om en graviditetssamtale får det gjort obligatorisk. Vi vil ikke lægge skjul på, at det er et spørgsmål, som vi fortsat ønsker at behandle med frivillighed. Vi synes ikke, at det er oplagt, på trods af de initiativer der er blevet taget gennem de sidste år, at gøre det til et obligatorisk krav. Til gengæld synes vi også, at vi kan læse lidt ud af forslaget, at der næsten er et budskab om, at støttesamtalerne skal formuleres på en anderledes måde, så man i højere grad får præciseret den fysiske risiko ved indgrebet og den konkrete hjælp, som kvinden kan trække på, samt de mulige psykiske gener. Og der må jeg sige, at der har vi i SF faktisk stor tiltro til, at de faglige folk selv kan give den rådgivning, uden at vi som politikere naturligt skulle gå ind her og sige, at sådan skal det gøres. Vi tror faktisk, at fagfolkene godt selv kan finde ud af den del af det.

Jeg synes, det fremgår lidt af beslutningsforslaget fra Kristendemokraterne, at de har en klar holdning til, at det niveau, der er i dag, er for højt og skal sænkes. Det mener vi sådan set ikke nødvendigvis at der er fagligt belæg for at sige. Det, der for os er politisk belæg for at sige, er, at vi gerne så, at antallet var noget lavere, end det er i dag. Der vil vi så tilkendegive, at det, vi i den sammenhæng vil bidrage til, er rent faktisk at indgå i den her problemstilling, sådan at vi angriber det fra en mere forebyggende indgangsvinkel end den, der er lagt op til her. Der er for os ingen tvivl om, at det er en ubehagelig proces for mange kvinder at komme igennem, og vi har ingen opfattelse af, at det er noget, kvinder meget nemt kommer over eller bruger som prævention. Vi tror faktisk, at kvinder – og det har vi tillid til – i alle tilfælde selv kan finde ud af at træffe den beslutning, der for dem er rigtig, og det er, sådan som vi oplever det, under ingen omstændigheder nemt for noget menneske at træffe beslutninger af den her karakter.

Derfor vil vi sådan set fortsat støtte, at tilbuddet til kvinderne er et valgfrit tilbud. Vi vil til gengæld også støtte, at vi gør mere i forhold til det forebyggende. Vi er derfor indstillet på også at drøfte det videre i processen og mener egentlig, at der er godt grundlag for også at løfte den forebyggende del, og det bør i høj grad være det, samfundet bakker op om.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Per Ørum Jørgensen.

Jeg vil egentlig gerne kvittere over for SF's ordfører og over for, at SF også vil bidrage i forhold til den videre proces til måske at finde nogle løsninger omkring det her. Nu kan jeg ikke rigtig lige gennemskue det der med, om man synes, noget er for højt, eller om andre mener, at noget skal være mindre, og om ikke det grundlæggende er det samme, vi så mødes omkring, nemlig at der er for mange aborter i Danmark, og at det er værd at se på, hvordan man kan bringe det tal ned.

Jeg vil høre SF's ordfører, om ikke det er bekymrende – og det er ifølge en undersøgelse af uønsket graviditet og valg af abort blandt kvinder under 25 år fra 2010, en undersøgelse, som Sundhedsstyrelsen har lavet – at der faktisk kun er 8 pct. af kvinderne, der modtager en støttesamtale. Jeg er enig i, at sagkundskaben selvfølgelig har kompetencerne til at løse de opgaver, de skal, og til at orientere om tingene, men der er kun 8 pct., der benytter den sagkundskab. Er det ikke bekymrende?

Ordføreren.

I SF har vi faktisk den opfattelse, at vi ikke kan afgøre, om det er et bekymrende tal. Til gengæld kan jeg tilkendegive meget klart, at vi gerne havde set, at der var mange flere, der tog imod tilbuddet. Og der er vi så af den opfattelse, at det skal vi forsøge at medvirke til på andre måder end lige præcis at gøre den her rådgivning obligatorisk. Så hvis det er det, spørgeren efterspørger, er vi indstillet på at hjælpe med at få antallet af dem, der søger den her hjælp, betragteligt op, især hvad angår de helt unge.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Jeg bliver så nødt til at bede SF's ordfører om at uddybe det, man siger, om, at man så vil finde andre måder at gøre det på end at gøre det obligatorisk, netop fordi de 8 pct., der modtager den vejledning, der er mulig, faktisk ikke er ret mange. Hvad tænker ordføreren mere specifikt på?

Ordføreren.

Vi tænker i høj grad på at lade den her diskussion indgå i debatterne om og i skolen, vi tænker i høj grad på, at der skal være en højere grad af mulighed for at få hjælp til prævention, især hvad angår de unge. Der er faktisk masser af elementer, som man godt kan tage fat på, hvis det er det, man ønsker. Det vil vi meget gerne medvirke til.

Tak til hr. Karl H. Bornhøft. Så er det fru Vivi Kier som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Det er altid en stor og svær beslutning at vælge en abort frem for at fuldføre en graviditet. Derfor er det meget vigtigt, at man som gravid ikke står helt alene med en beslutning om at afbryde et svangerskab.

Den allerførste fagperson, man møder, er altså den praktiserende læge, som først og fremmest skal konstatere, at man er gravid. Dernæst er det også den praktiserende læge, som skal udfylde papirerne forud for en eventuel henvisning til en abort. Derfor har den praktiserende læge både den oplagte mulighed for og også en forpligtelse til at tage en snak med den gravide kvinde.

Det er jo korrekt, at samtale fremmer forståelsen, og jeg må sige, at jeg opfatter det møde med den praktiserende læge som en samtale, hvor kvinden skal oplyses om muligheder for hjælp og støtte og om de risici, som altid er forbundet med et kirurgisk indgreb, uanset hvad det måtte være for et. Og der er kun en – og jeg gentager: en – person, der kan træffe den endelige beslutning om afbrydelse af en graviditet, og det er den gravide selv.

For mig er det rigtig, rigtig vigtigt, at den gravide aldrig nogen sinde må blive presset til enten den ene eller den anden beslutning. For mig er den praktiserende læge den vigtigste person i forhold til en samtale med den gravide. Min påstand underbygges af den kortlægning, der var i 2005, som viste, at meget få kvinder har benyttet sig af et alternativt tilbud om rådgivning og vejledning, og at et flertal af alle kvinderne i den her kortlægning fandt, at den praktiserende læge også var en relevant person at drøfte sin beslutning med.

Jeg mener som mange andre ordførere, at vores fokus skal rettes mod, at vi får hindret, at så mange bliver uønsket gravide – det er der, vi skal sætte vores kræfter ind med oplysning, information. Det er det, der skal være vores førsteprioritet, og det har vi jo forsøgt at støtte via satspuljen, men det kan vi givetvis gøre endnu bedre. Jeg er enig i og så også gerne, at aborttallet var lavere.

På baggrund af disse tilkendegivelser kan vi fra konservativ side ikke støtte et forslag, som tvinger den gravide til at modtage en samtale.

Tak til fru Vivi Kier. Der er ikke ønske om korte bemærkninger, og så er det hr. Manu Sareen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak for det. Jamen som flere også har sagt, er det et rigtig sympatisk forslag, hvis baggrund er at hjælpe kvinder, der overvejer abort, bedst muligt. Men måske er præmissen for forslaget forkert – det skal jeg nok komme tilbage til.

Der skal selvfølgelig ikke herske nogen tvivl om, at vi mener, at gravide, som overvejer abort, skal have den bedste mulighed for støttesamtaler, og det er jo også helt rigtigt set af Kristendemokraterne, og al erfaring viser selvfølgelig også, at det i den grad er voldsomt at få foretaget en abort. Men muligheden for støttesamtaler findes jo allerede i dag.

Som det er i dag, har det siden 2000 været lovbestemt, at kvinder skal tilbydes de her støttesamtaler før abortindgrebet. Det kan enten ske hos den praktiserende læge eller lægen på hospitalet – så det sker. Man får vejledning, man får kyndig vejledning, og det er jo rigtig, rigtig positivt.

Det Radikale Venstre mener ikke, at loven skal skærpes yderligere, så det bliver obligatorisk med rådgivning. Vi mener, at det skal være op til den enkelte at træffe valget, og derfor kan vi ikke støtte forslaget om obligatorisk rådgivning til abortsøgende.

Så har der været talt en del om sammenligningen med Tyskland. Jeg tror, at der kan være mange elementer, som man ikke sådan lige umiddelbart kan tage med. Det kunne jo godt være, at man på skolerne i Tyskland har en helt anden vejledning fra sundhedsplejerskerne; det kunne være, at man har en hel anden seksualoplysning på ungdomsuddannelserne, som vi også har hørt nogle nævne tidligere; og så kunne det jo også godt hænge sammen med – jeg ved det ikke – at vi i Danmark har en anden alkoholkultur blandt unge, for der er jo også rigtig mange undersøgelser, der har vist, at hvis ikke vi ligger i top i Europa, gør vi det i hvert fald i Skandinavien. Og der er også rigtig mange erfaringer, der viser, at fest og druk og uønskede graviditeter hænger uvilkårligt sammen.

Så det kan man jo kigge på i udvalget. Det synes jeg er rigtig interessant, og det er der også mange andre der har været rigtig positive over for.

Det er jo ikke sådan, at man ikke kan få rådgivning i Danmark. Der er nogle, der har googlet det, og det viser sig, at man også kan gå på socialkontoret, og at man kan få anonym rådgivning. Der er rigtig, rigtig mange muligheder for at få rådgivning for mange kvinder, så det er jeg helt tryg ved.

Det er også fuldstændig korrekt, at samtale fremmer forståelsen, men det skal jo være sådan, at den samtale skal være frivillig, og det er også det, som vi ønsker.

Så var der det om præmissen for forslaget. Hvis man ønsker at nedbringe antallet af aborter, som der også har været talt om, så skal man vel ikke bare stille forslag om samtaler, når kvinden er gravid. Det handler vel om, som vi også har hørt ordføreren fra SF nævne, at gå ind og forebygge massivt – det kan være med oplysning på ungdomsuddannelserne; det kan være med sundhedsplejersker i folkeskolen osv. Der tror jeg helt klart at vi har en opgave, som jeg hører at alle er enige om at vi kan arbejde videre med i udvalget.

Der er ønske om en kort bemærkning. Hr. Per Ørum Jørgensen.

Jeg har bare lige nogle få bemærkninger i forhold til netop præmissen, som den radikale ordfører bringer frem, og der er jeg sådan set enig i, at det selvfølgelig er en bred indsats med flere virkemidler. Vi prøver så at bringe et af virkemidlerne til debat her, netop også for at få en god, konstruktiv debat om, hvordan man kan tage hånd om de her ting. Så jeg vil sige, at det ikke er for at udelukke det ene, at vi foreslår det her.

Derfor vil jeg egentlig gerne høre De Radikale, om man vil indgå i forhold til måske en aborthandlingsplan III. Er det et scenarie, som den radikale ordfører kunne se for sig, og som De Radikale også kunne se for sig, altså at man deltog i at få nogle konkrete løsninger, der kan bidrage til at få aborttallet i Danmark ned?

Ordføreren.

Jamen jeg synes også selv, at jeg har nævnt de muligheder, der kan være. Jeg tror, at det eneste, som skiller os ad – for vi alle sammen herinde mener jo lige præcis, at samtale fremmer forståelsen – er, om det skal være obligatorisk eller ej. Det er simpelt hen det eneste punkt.

Så jeg er meget, meget positivt stillet over for en handleplan nu. Jeg skal også lige sige – og det ved ordføreren selvfølgelig også godt – at jeg er ny i klassen her, så for helt præcist at sige noget om snittet i sådan en handleplan skal jeg lige have tjekket op på det. Men det lyder da rigtig, rigtig fornuftigt og tilforladeligt.

Tak til hr. Manu Sareen. Så er det hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

Når man kan konstatere, at antallet af seksuelt overførte sygdomme særlig blandt unge er meget stort og meget større, end vi ønsker, at det skal være, og når vi vel også kan konstatere, at antallet af uønskede graviditeter – og det er sådan set det, jeg vil fokusere på – også er større, end man kunne ønske sig, at det var, er det jo klart, at der er behov for at gøre en indsats.

Jeg er meget enig med dem, der har sagt, at hovedpointen i indsatsen jo må ligge, om man så må sige, før graviditeten opstår, for det er den forebyggende indsats, der må være kernespørgsmålet. Og her er der jo sagt mange gode og rigtige ting om oplysning, om at sprede viden, og det er helt givet rigtigt, men jeg tror også, man skal være opmærksom på, at det kan være et spørgsmål om, at præventionen er til stede, når man har brug for den.

Jeg deler sådan set fru Birgitte Josefsens opfattelse af, at det jo ikke er, fordi det er svært f.eks. at købe kondomer, så hvis man lever et nogenlunde organiseret, struktureret og planlagt liv, så går det nok. Men som andre også har været inde på, kan der jo godt undertiden, i hvert fald blandt unge mennesker, være tale om mere spontane handlinger, der måske ikke var planlagt. Og det er klart, at hvis vi kunne sikre os, at unge mennesker holdt op med at drikke alkohol og den slags, ville der sikkert ske færre spontane og uoverlagte handlinger.

Men jeg tror alligevel, at man skal overveje at gøre det, man gjorde som et led i at bekæmpe udbredelsen af hiv, nemlig at sørge for, at kondomer selv i homoseksuelle miljøer var meget nemme at få fat i. Det havde man jo rent faktisk meget stor succes med, og det var måske også noget, man skulle overveje her. Det ved jeg også at man har gjort nogle gange, og jeg tror, det er den slags, som er vigtigt. Altså, man skal ligesom tage udgangspunkt i, at folk ikke er lige så fornuftige og rationelle, som vi andre er blevet – muligvis belært af bitre erfaringer – men at man handler spontant, og at det er vigtigt at gribe ind over for det.

Så altså, en ting er oplysning og viden, men et eller andet sted tror jeg, at rigtig mange unge mennesker ved rigtig meget, men spørgsmålet er, hvordan man bruger den viden, når man er i den situation, hvor der kan være brug for det. Derfor tror jeg altså også, at man, hvis man skal diskutere en sammenhængende plan og politik på det her område, også skal snakke om muligheden for i hvert fald i nogle situationer at sørge for fri og gratis adgang til prævention. Det tror jeg faktisk er en vigtig del.

Nu er det jo blevet sagt fra flere sider, at man har lavet en aftale mellem satspuljepartierne om det her, og det plejer jo at være et sikkert signal om, at alt er i den skønneste orden, og at der ikke er brug for forbedringer, men det er jo ikke helt sikkert, at det forholder sig sådan. Det er det ene, jeg vil sige til det.

Det andet, som jeg så også vil forholde mig lidt til, er spørgsmålet om den her samtale. Jeg er jo også enig med dem, der siger, at der findes uendelige mængder af muligheder for at få både dårlig og god rådgivning og vejledning i vor tid; det er kun et klik på nettet, så kan man få alt det vrøvl at vide, som overhovedet findes i verden, og man kan, hvis man er heldig, også ramme noget fornuftig information.

Hvis det er rigtigt, som det står her i beslutningsforslaget, at det kun er 8 pct. af kvinderne under 25 år, der modtager den her støttesamtale, kunne det måske være værd at se på det. Måske burde man gøre sig nogle overvejelser og undersøge, om de her støttesamtaler er tilrettelagt og organiseret på en måde, som virker fornuftig i forhold til målgruppen.

Måske er det også rigtigt, som det antydes i det her forslag, at det at have Mødrehjælpen eller andre tilbud ud over lægen på banen også kunne være fornuftigt. Så jeg synes faktisk også, der kunne være fornuft i at overveje, om der kunne være brug for nogle forbedringer på det område. Vi vil i hvert fald slet ikke være afvisende over for, at vi kan diskutere det videre i det udvalgsarbejde, som jo kommer nu – særlig hvis forslagsstillerne insisterer, ved vi jo af erfaring.

Det sidste, jeg vil sige, er, at det jo er meget godt at sige, at man skal rådgive mennesker om de muligheder, der findes for at klare sig igennem som enlig forsørger, som det også nævnes her. Det er jeg helt enig i. Men det kunne måske også en gang imellem være værd at overveje at diskutere, om man har de tilbud, som gør, at unge kvinder i realiteten træffer et frit valg, eller om der er nogle sociale omstændigheder, der gør, at de ikke får mulighed for at træffe det valg, de måske gerne ville.

Altså, måske skulle man prøve at se på, hvad det er for en hjælp og støtte, vi tilbyder unge kvinder, som er blevet gravide, og som af den ene eller den anden grund enten kan se frem til at være 100 pct. enlige forsørgere eller måske i virkeligheden risikerer at blive en slags dobbeltmødre, fordi manden, de får barnet med, ikke er alt for moden og udviklet. Der synes jeg måske også, det kunne være værd at se på, om de tilbud, vi har i dag, er tilfredsstillende, fornuftige og rigtige.

Så min holdning er sådan set, at der kan være al mulig grund til at se på den her problemstilling i en samlet sammenhæng. Men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se, at det skulle løse noget som helst problem, at man havde en obligatorisk samtale, som man som kvinde var tvunget til at deltage i. Den eneste effekt, det måske kunne få, var, at der var nogle kvinder, der syntes, at det var så trist, ubehageligt og kedeligt at blive udsat for det, at det kunne få dem til ikke at få aborten – men det kan jo ikke være hensigten.

Tak til hr. Per Clausen. Så er det hr. Per Ørum Jørgensen som ordfører for forespørgerne.

Tak for det. Det er nu ingen forespørgsel, men vi kan også lave en forespørgsel, for det er noget, vi kan tale længe om.

Når en kvinde vælger at få en abort, er det jo en fuldstændig livsafgørende beslutning både for hende selv og for det barn, som ellers ville være født. Derfor besluttede Folketinget i 2000, at gravide kvinder, der ønsker abort, skulle have tilbud om at få en støttesamtale – før en eventuel abort, men også efter en abort. Målet med denne beslutning var klar, nemlig at en kvinde, der overvejer at få abort, kan få den støtte og oplysning, hun har brug for, til at træffe den beslutning, der er rigtig for hende.

Det skulle jo være muligt at træffe beslutning om abort på et solidt og et oplyst grundlag, for en abort er ikke noget, som nogen ønsker at fortryde bagefter. Ikke desto mindre er der ifølge Mødrehjælpen og Sundhedsstyrelsen mange, der rent faktisk enten fortryder eller oplever en stor sorg efter en abort. Desværre må vi indrømme, at Folketingets beslutning i 2000 ikke har haft den store effekt. Kun 8 pct. modtager rent faktisk støttesamtalen. Det kan man jo godt undre sig over, når vi ved, at op imod halvdelen af især de yngre kvinder, der henvender sig for at få en abort, rent faktisk er meget i tvivl.

Behovet for samtale er der altså, men det bliver ikke udnyttet. Det gør det måske ikke, fordi regionerne svigter deres ansvar. De midler, der skulle have været øremærket støttesamtalerne, bliver puttet ned i en generel pulje vedrørende seksuel sundhed. Samtalerne er altså meget svært tilgængelige. Det kan være den ene årsag.

Den anden årsag kan selvfølgelig også være, at kvinderne selv skal tage initiativ. På nogle virker det måske som den letteste løsning at lade være med at modtage en samtale, fordi det kræver endnu mere energi og overvejelse.

Men det er ikke den bedste måde at træffe sådan et vigtigt valg på. Med obligatorisk rådgivning slipper kvinden for endnu en overvejelse. Til gengæld modtager hun vigtige oplysninger om fysiske og psykiske konsekvenser samt om den tilgængelige økonomiske og sociale hjælp, der vil være fra samfundets side. På den måde er det altså kvinden selv, der på et velovervejet og oplyst grundlag skal træffe sin egen beslutning, som hun skal leve med resten af sit liv.

Derfor mener vi jo hos Kristendemokraterne, at støtteoplysningen inden abort bør være obligatorisk. Vi mener, at kvinden bør sætte sig godt ind i sagen, både for sin egen og for barnets skyld. Erfaringerne fra andre lande viser faktisk, at det vil nedbringe aborttallet. I Tyskland har man obligatorisk rådgivning. Her er abortprocenten på blot 14. I Danmark er det hele 21 pct. af alle graviditeter, der ender i en abort. Hvis den procentdel i Danmark kom ned på 14, ville vi faktisk få omkring 5.500 medborgere mere om året. Hos Kristendemokraterne kan vi godt lide børn, så derfor ser vi faktisk sådan på det, at det vil være yderst positivt. Det tror jeg ikke jeg er den eneste herinde der mener.

Vi har altså her muligheden for rent faktisk at nå det mål, som vi troede vi havde nået, da vi i 2000 indførte tilbud om rådgivning; et mål om at hjælpe kvinder, der er i tvivl om et svært og et afgørende valg. Det er det, vi kalder medmenneskelighed, altså at vi møder den enkelte kvinde der, hvor hun er, og giver den hjælp, som hun har brug for. Forhåbentlig vil det så betyde, at nogle af de 16.000 aborter, der foretages om året, går hen og bliver til nye medborgere i vores samfund i stedet.

Jeg vil gerne takke for de mange positive indlæg, der har været i debatten, og jeg ser meget frem til udvalgsarbejdet, hvor jeg håber på at vi i fællesskab kan finde nogle gode løsninger i forhold til den her problemstilling.

Tak til hr. Per Ørum Jørgensen.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget, hvis ingen protesterer.

Det synes ikke at være tilfældet.