Det sidste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 41:

Forslag til folketingsbeslutning om anvendelse af forsigtighedsprincippet i forbindelse med anvendelse af nanosølv.

Af Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 16.12.2010).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er miljøministeren.

Det her forslag ligger i forlængelse af de forslag, de to forslag om nanoområdet, som Enhedslisten tidligere har fremsat, og som blev debatteret her i Folketinget, både et i 2007 og igen et i 2008. Til forskel fra de tidligere forslag, som handlede om hele nanoområdet, er Enhedslistens forslag den her gang fokuseret på nanosølv, men alligevel må jeg sige, at der selvfølgelig er flere fælles træk med vores generelle tilgang til nanomaterialer.

Da Folketinget drøftede emnerne tilbage i 2007 og 2008, var der bred enighed om, at den eksisterende EU-lovgivning for kemikalier også dækker nanomaterialer og altså også dækker nanosølv. Det siger jeg nu blot for at understrege, at myndighederne jo altså allerede nu kan skride ind, hvis der er belæg for, at et konkret nanostof udgør en risiko. Det er blot for at sige, at vi ikke står i et reguleringsmæssigt tomrum, når det gælder nanomaterialer.

Jeg vil starte med at sige, at min anbefaling går i retning af, at vi afviser beslutningsforslaget lige nu og her, som det er. Jeg vil gerne begrunde det og samtidig også anerkende hele diskussionen om det her nanoområde, for det er noget, vi skal være opmærksomme på. Lige præcis nanosølv ved vi allerede en del om. Vi ved f.eks. nu fra undersøgelser, at nanosølv kun optages i ekstremt lille omfang gennem huden, også i forhold til andre kemikalier.

Som Enhedslisten også ganske rigtigt bemærker, har vi faktisk allerede et fortilfælde, hvor Miljøstyrelsen her sidste år i 2010 greb ind over for et konkret nanosprayprodukt, som havde vist akutte skader på mus. Men med nanosølv står vi altså ikke i en situation, som ligner den, vi stod i i forbindelse med nanosprayen, fordi nanosølv kun har vist effekter på celleprøver i laboratoriet ved helt urealistisk høje koncentrationer. Så må jeg blot minde om, at vi også her, når vi står med det her nanosølvområde, har at gøre med et område med et stort miljøteknologisk potentiale, fordi nanomaterialer helt generelt f.eks. vil kunne spare os for nogle af de mere kradse kemikalier, vi ellers ville have brugt. Derfor er min anbefaling, at vi ikke bare skal fravælge nanoteknologien i blinde, for der er altså en risiko for, at vi så fravælger nogle mulige gevinster for både miljø og sundhed.

Når det så er sagt, vil jeg også gerne understrege, at jeg faktisk også mener, at der generelt er brug for mere viden om nanomaterialer. Vi skal blive ved med at skaffe mere viden om, hvordan nanosølv virker, men der er ikke i dag grundlag for at gribe til forsigtighedsprincippet og bare helt forbyde produkterne.

Enhedslisten foreslår så en national regulering, men der må jeg sige, at nanomaterialer jo handles på et globalt marked, og derfor er det altså EU-lovgivningen, som regulerer området. Derfor mener jeg ikke, at en national regulering vil være den mest hensigtsmæssige løsning. Hvis vi skal bruge forsigtighedsprincippet, som forslagsstillerne mener, så kræver det jo altså, at der foreligger en konkret risiko, og at risikovurderingen er påhæftet så stor videnskabelig usikkerhed, at der ikke er udsigt til, at den her risiko vil blive afklaret inden for en rimelig tidshorisont. Der må jeg bare sige at det ikke er tilfældet med nanosølv. Der er allerede stor aktivitet med at skaffe viden og vurdere nanosølv. Lige nu er man eksempelvis i Sverige i gang med at vurdere nanosølv under biociddirektivet, og man forventer faktisk at være færdig inden for det næste års tid. Herhjemme indgår nanomaterialer jo også som en del af indsatsen i kemikaliehandlingsplanen, og der er Miljøstyrelsen lige nu ved at lægge sidste hånd på en rapport, som opgør, hvad vi ved om de mest udbredte nanomaterialer og deres miljø- og sundhedsegenskaber. Nanosølv indgår også i den opgørelse.

Så vil jeg samtidig sige, at Danmark i øvrigt spiller en aktiv rolle i OECD, hvor vi bidrager til at få sat fælles retningslinjer op for, hvordan man skal teste nanomaterialer for eventuelle effekter, og vi ser også netop der på nanosølv. På den måde er det blot for at sige, at der målrettet arbejdes på mange forskellige spor og på mange forskellige fronter på at få klarlagt eventuelle risici ved det her produkt.

Som sagt er der enighed om, at EU's kemikalielovgivning REACH jo også regulerer stoffer, der er i nanoform. Man kan måske spørge, om der er behov for nogle justeringer, sådan at nanomaterialer bliver bedre dækket. Derfor er det også positivt, at EU-landene og Kommissionen har nedsat en særlig arbejdsgruppe, der ser på, hvordan nanomaterialer håndteres i den nye kemikalielovgivning.

Det første EU-forslag til en fælles nanodefinition har været i høring her i efteråret, og endelig kan vi i løbet af i år se frem til Kommissionens svar på en lang række spørgsmål, som Parlamentet stillede i april 2009, herunder bl.a. også en oversigt over anvendelsen af nanomaterialer i EU. Jeg tror, at vi deler interessen og opfattelsen på det her område, men jeg må blot sige, at jeg ikke kan anbefale det her forslag, som det er lige nu og her, men er enig i interessen for området og det videre arbejde, der skal gøres.

Der er en kort bemærkning. Hr. Per Clausen.

Netop fordi det jo ikke er første gang, vi diskuterer det her i Folketingssalen, og der efterhånden er gået nogle år, siden vi gjorde det første gang, kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren, om det ikke stadig væk er sådan, at selv om man godt kan sige, at det her område er reguleret af EU's kemikalielovgivning, for det er det, så er problemet jo, at man faktisk ikke ved, hvorvidt de risikovurderingsmetoder og paradigmer, man bruger, overhovedet kan bruges, når man snakker om nanoprodukter. Det er vel oven i købet sådan, at hvis man spørger forskere, der arbejder med det her, så siger de, at det nok er usandsynligt.

Så man har altså ikke noget redskab til at vurdere risikoen, og det er vel det, som er hovedproblemet. Man kan muligvis beskylde mig for at ville fravælge nanomaterialet ubeset, men man kan i hvert fald med fuldstændig sikkerhed sige, at det, man indtil nu har gjort i Danmark, er at tilvælge det uden at vide, hvad man gør.

Ministeren.

Nu handler forslaget her i dag specifikt om nanosølv, til forskel fra de to foregående forslag, vi havde i 2007 og 2008. Og jeg må bare sige, at nanosølv jo er blandt de mest og bedst undersøgte nanomaterialer, og at der altså er flere grundige oversigtsrapporter, som samler den eksisterende viden.

Lad mig starte med at sige, som jeg jo også gjorde under min første tale, at jeg er enig i, at vi fortsat bør have fokus på, om nanosølv har nye, ukendte virkninger, men det er altså vigtigt at slå fast, at lige præcis nanosølv altså er blandt de mest undersøgte nanomaterialer.

Hr. Per Clausen.

Netop derfor er det jo så spændende, at når vi snakker om nanosølv, så ved vi faktisk heller ikke, om vi har nogle redskaber, der kan bruges til at gennemføre en tilfredsstillende risikovurdering. Det er jo det, der er kernen i det her: Når vi undersøger det med de redskaber, vi har, kan vi se nogle risici, men tilbage står, at når man diskuterer det her med forskere, der beskæftiger sig med det, så siger de jo klart, at vi ingen sikkerhed har for, at de redskaber eller de paradigmer, som man også kalder det, som vi bruger til at vurdere risikoen her, overhovedet duer, når der er tale om et nanoprodukt.

Ministeren.

Det er stadig væk sådan, at der her i beslutningsforslaget bliver foreslået, at vi skal gribe til forsigtighedsprincippet. Det er det, som hele forslaget handler om nu og her. Og der må jeg bare sige, at for nanosølvs vedkommende er der ikke videnskabeligt grundlag for nu at gribe til forsigtighedsprincippet.

Men jeg vil igen også understrege, at jeg altså tager det her nanospørgsmål meget alvorligt. Det var jo også baggrunden for, at vi kunne sidde og blive fuldstændig enige under forhandlingerne om kemikaliehandlingsplanen, for det er også noget, vi prioriterer. For vi skal selvfølgelig sørge for at have den fornødne viden på det her område, og vi kan jo helt sikkert også se frem til en udbredelse af nanosølv i flere produkter, så derfor gælder det selvfølgelig om hele tiden at være optaget af at tilegne sig den fornødne viden om eventuelle risici.

Tak til ministeren. Så går vi over til ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Eyvind Vesselbo, Venstre.

Debatten om det her beslutningsforslag kunne jo meget nemt komme til at blive en tro kopi af den, vi havde om det tidligere punkt, og jeg har svært ved ligesom at finde en lang række andre argumenter end dem, jeg havde under det forrige beslutningsforslag. Jeg roste nemlig hr. Per Clausen og Enhedslisten for vedvarende at tage de her sager op og bekymre sig om befolkningens sundhed. Det er jo også det, der er tilfældet i forbindelse med det her beslutningsforslag, og jeg synes, at ministeren gjorde meget klart rede for, hvad regeringen har gjort, bl.a. omkring det her med nanosølv.

Så det er jo en del af EU-reguleringen, det er en del af den aftale, vi har indgået om REACH, det er en del af det arbejde, der foregår med at kortlægge farlige stoffer og få et grundlag, som gør, at man kan finde ud af, hvordan og hvornår man skal forbyde de stoffer, som påvirker vores sundhed.

Jeg glædede mig sådan set over, at hr. Per Clausen havde noteret sig og bekræftede det, jeg sagde om, at vi egentlig havde det samme udgangspunkt, den samme intention, nemlig at sikre, at de her stoffer hen ad vejen enten bliver forbudt, når man kan dokumentere, hvor farlige de er, eller bliver udfaset ifølge de retningslinjer, der er i REACH. Jeg synes, det var en god anerkendelse, hr. Per Clausen kom med, da han her fra talerstolen sagde, at han havde forstået, at flertallet af partier – og det er jo selvfølgelig også Venstre – var enige i intentionen i de her forslag.

Ja, det er vi, men metoden til at nå frem til målet er vi sådan set ikke enige om, for det er, som jeg sagde under det tidligere punkt, ligesom alt for nemt bare at sige, at nu forbyder vi de der ting, at vi bruger forsigtighedsprincippet, og så er det problem løst. For det er jo sådan, hvad angår nanosølv i her forslag, og hvad angår de ting, man har foreslået i det andet forslag, at der er nogle redskaber, nogle maskiner, nogle ting og sager, som de her stoffer indgår i, og det betyder simpelt hen, at der i det her forslag ikke er noget forslag til, hvordan man så kommer videre med nogle af de ting, som vi bruger i vores hverdag, og hvor det her indgår.

Så hvad er det, hr. Per Clausen og Enhedslisten gerne vil forbyde? Man vil gerne forbyde stofferne, men vil man også forbyde de ting, som stofferne indgår i, og som danner nogle redskaber, som vi bruger i vores hverdag? Det står ikke helt klart. Nu er det mig, der skal svare på spørgsmål, men det kan jo være, at hr. Per Clausen i de spørgsmål, han stiller, måske også indirekte kunne svare mig på det her spørgsmål.

Så alt i alt blev det jo alligevel en lidt længere tale, end jeg havde regnet med. Jeg vil nødig gentage mig selv, men der kom da også nogle nye indfaldsvinkler.

Vi kan bare ikke støtte det forslag, fordi det ikke er muligt at realisere det på en seriøs måde.

Så er det hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg synes alligevel, at det er lidt ærgerligt, at det er tredje gang, vi diskuterer nanoprodukter i Folketinget, og at hr. Eyvind Vesselbo så kan stå og sige det, han siger, nemlig at det her er det samme som det forslag, vi behandlede lige før. Pointen er, at vi lige før diskuterede nogle stoffer, som der findes nogle metoder til at gennemføre risikovurderinger af. Så kan man enten have gennemført risikovurderingen, eller man kan have undladt at gennemføre risikovurderingen, og det var der så en række stoffer man ikke havde gjort det ordentligt og seriøst af endnu.

Men her er vi i den situation, at fordi nanoprodukter på en række områder er anderledes end de kemiske produkter, som findes i den oprindelige form, så er det sådan, at vi ingen metoder har til at gennemføre en risikovurdering med sikkerhed, og det vil sige, at hvis der er noget område, hvor det at bruge forsigtighedsprincippet vil være oplagt, er det jo netop her. For her er vi slet ikke sikre på, at vi med de redskaber, vi har i dag, kan gennemføre en risikovurdering, og det er jo det, der er kerneproblemet, når vi snakker om nanoteknologi og nanomaterialer.

Ordføreren.

Det ændrer jo ikke ved, at det, der er ens i de to beslutningsforslag, er ønsket om at bruge forsigtighedsprincippet for at få forbudt de her ting. Det var sådan set det, jeg mente var det samme. Så mener jeg heller ikke, at man som hr. Per Clausen bare skal give op på forhånd og sige: Det her ved vi ikke noget om, så det undersøger vi ikke. Selvfølgelig skal vi blive ved med at finde nogle redskaber til at få analyseret de her ting og få kortlagt, hvor problematiske de er, sådan at man kan få lavet en videnskabelig vurdering af, hvornår noget skal forbydes, hvornår noget skal udfases, og hvilke nogle af de her ting der skal udfases. Så på den måde er de to beslutningsforslag fuldstændig ens i princippet.

Jeg synes, at det er en noget opgivende holdning, hr. Per Clausen har, når han siger: Vi ved ikke noget om det her, og derfor skal vi heller ikke finde ud af det; så forbyder vi det bare, fordi vi ikke gider at gøre noget ved det. Det er vi ikke enige i, må jeg sige til hr. Per Clausen.

Hr. Per Clausen.

Nu synes jeg sådan set ikke, at der er meget opgivende holdning ved som det eneste parti gang på gang at rejse den her diskussion i Folketinget. Det opgivende består vel i, at man lader produkterne komme ind. Man ved i grunden godt, i hvert fald hvis man gad undersøge det, at man ikke er i stand til at lave en seriøs risikovurdering af det, men man lader bare stå til. Det er jo det, hr. Eyvind Vesselbo gør.

Jeg vil bare spørge hr. Eyvind Vesselbo, om han ikke synes, at det er betænkeligt, at vi nu efter at have diskuteret det her i Folketingssalen tre gange inden for de sidste 3 år og ude i samfundet, om jeg så må sige, i endnu længere tid, faktisk ikke har noget redskab til at gennemføre en sikker risikovurdering. Hr. Eyvind Vesselbo bliver ved med at sige, at vi er nødt til at acceptere, at produkterne er der. Altså, hvor længe vil hr. Eyvind Vesselbo acceptere, at vi i Danmark har produkter, der ikke kan gennemføres nogen egentlig risikovurdering af?

Ordføreren.

Igen må jeg sige, at det er fuldstændig det samme, som at man endnu ikke for en lang række stoffers vedkommende har fundet ud af, hvor farlige de er. Man har ikke den videnskabelige dokumentation. I det her tilfælde er det problematisk at få dem risikovurderet, men når jeg siger, at det er en opgivende holdning, hr. Per Clausen har, er det, fordi hr. Per Clausen siger: Jamen det kan vi heller ikke finde ud af, og det vil vi ikke gøre noget ved, og derfor skal vi bare forbyde det.

Man skal da blive ved, og det kan så godt være, at det tager lang tid at finde ud af det her. Men først når man har fundet ud af, hvor farligt det her er, hvilke stoffer det drejer sig om, og hvilken indfaldsvinkel man skal have til det, kan man jo handle. Men man kan selvfølgelig sige det, som Enhedslisten siger: Vi opgiver at finde ud af, hvad det her er, og så forbyder vi det. Men det er ikke en måde at bruge forsigtighedsprincippet på.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for Socialdemokratiet, hr. Benny Engelbrecht.

Socialdemokraterne deler den bekymring, forslagsstillerne til dette beslutningsforslag har, for, hvilke effekter på miljø og sundhed nanomaterialer har. Forslagsstillerne indgår, skal jeg minde om, i det samme kemikalieforlig som Folketingets øvrige partier.

Det foreliggende forslag opfatter vi derfor som et ønske fra forslagsstillernes side om, at den proces, vi alle her i Folketinget indgår i, skal gå endnu stærkere. Jeg forstår sagtens utålmodigheden, men vil dog understrege, at det fortsat er Socialdemokraternes ønske, at Folketinget også fremover vedtager en så restriktiv kemikaliepolitik som muligt i så bred enighed som muligt.

Kemikalier forekommer overalt i det moderne samfund; de indgår i mange forskellige produkter, som ofte er med til at gøre hverdagen lettere. Desværre kan nogle af dem have en uønsket virkning, som giver risiko for skader på sundhed og miljø, og derfor skal kemikalier altid bruges med omtanke og på baggrund af grundige risikovurderinger.

I kemikaliereguleringen REACH er det industrien, der har ansvaret for at bevise, at kemikalier er ufarlige, inden de kan anvendes. Dette princip er helt afgørende, idet det sikrer, at borgernes sundhed sættes først. Problemet er imidlertid, at nanomaterialer ofte falder igennem REACH-systemet, og her vil den vægtbaserede mængde af nanomaterialer, der markedsføres, typisk være lavere end almindelige industrikemikalier, og derfor er der behov for en revurdering af deklarations- og klassifikationsgrænserne.

Både nationalt og internationalt efterlyses der i stigende grad information om nanoteknologiers miljømæssige og sundhedsmæssige virkninger. Den gængse toksikologiske viden om, hvordan stoffer kan påvirke mennesker og miljø – kemisk, fysisk og biologisk – kan ikke nødvendigvis anvendes, når der arbejdes på nanoniveau. Der er iværksat forskning i nogle enkelte partiklers effekter, men vurderingen af risici forbundet med nanoteknologi vanskeliggøres bl.a. af, at stoffer ændrer egenskaber, når de optræder i nanostørrelse, og dermed er den gængse viden om stofferne ikke tilstrækkelig. Nanoteknologi anvendes i kombination med andre teknologier, og nanopartikler kan være designet til at ændre karakter alt efter det miljø, de udsættes for, og hvor de befinder sig i deres livscyklus.

I den kemikaliehandlingsplan, alle partier i Folketinget har tilsluttet sig, udgør nanopartikler et af de særlige fokusområder, og det er vi glade for. Som der direkte står i kemikaliehandlingsplanen:

»Med hensyn til nanomaterialer hviler REACH på et teknisk fundament, der endnu ikke er fuldt udviklet i forhold til nanomaterialer. I de kommende år er der behov for at udvikle fundamentet, og Danmark vil bidrage aktivt til dette arbejde. Indtil de nødvendige metoder og teknikker er udviklet, må håndteringen af en eventuel risiko ved nanomaterialer basere sig så vidt muligt på resultaterne af mere afgrænsede undersøgelser og erfaringer.«

Socialdemokraterne er tilfredse med denne prioritering af nanomaterialer i planen, men det er klart, at det også forpligter regeringen. Som det fremgår af ministerens svar på mit spørgsmål 283 om risikoen ved nanosølv, forventes der således to væsentlige undersøgelser af stoffet i år. Samtidig slår svaret fast, at der ikke er den fornødne viden på nuværende tidspunkt til at afgøre, om nanosølv kan udgøre en risiko for forbrugeren eller miljøet.

Den første undersøgelse, som svaret omhandler, er en del af indsatsen under netop kemikaliehandlingsplanen, og den forventes klar allerede i dette forår. Socialdemokraterne vil derfor afvente denne undersøgelse, før vi tager stilling til en videre indsats. Det skal nævnes, at det andet projekt er en igangværende EU-biocidvurdering, som undersøger nanosølv som bakteriedræbende middel, og dette arbejde, forstår jeg, forventes afsluttet sent i 2011.

Socialdemokraterne mener derfor, at forslagsstillerne har en god pointe med de bekymringer, de fremfører, og som også blev fremført under kemikalieforhandlingerne, og selv om vi ikke kan støtte et forbud her og nu, mener vi, at der er god grund til at skærpe indsatsen. Vi mener derfor, at der er basis for at formulere en fælles beretning på baggrund af dette forslag, når vi kender resultatet af den undersøgelse, som vi forventer at få i denne samling.

Der er en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Benny Engelbrecht: Når man har med et stof at gøre, som vi ved at EU sådan set ikke ved hvordan man skal risikovurdere, mener hr. Benny Engelbrecht så ikke, at vi har en sag, hvor det at bruge forsigtighedsprincippet virker rimelig oplagt?

Ordføreren.

Det kan virke som en udmærket idé. Det, som jeg bare må forholde mig til, er, at den relativt begrænsede viden, som vi har på nuværende tidspunkt, i virkeligheden ikke umiddelbart peger på, at der er en vej at gå med hensyn til at kunne løse problemstillingen i forhold til nanosølv. Det er også derfor, at vi faktisk mener, at vi lige skal afvente det, der kommer, som er igangsat under den nationale kemikaliehandlingsplan, og som vi alle sammen har været med til at iværksætte, for jeg tror faktisk, at det vil kunne skabe noget afklaring og sandsynligvis også et bedre videngrundlag end det, vi har på nuværende tidspunkt. Så set i den sammenhæng tror jeg, at vi alle sammen bliver lidt klogere i løbet af relativt kort tid.

Hr. Per Clausen.

Det håber jeg sådan set også vi gør. Jeg synes f.eks., at det ville være fantastisk, hvis vi kunne få et bud på, hvordan man gennemfører en risikovurdering.

Men jeg vil bare spørge hr. Benny Engelbrecht igen. Her har vi et produkt, og vi har en diskussion, vi har haft i flere år, hvor vi i hvert fald fra Enhedslistens side gang på gang har spurgt: Kunne vi ikke snart få en stillingtagen til, hvad vi stiller op, når vi ikke er i stand til at gennemføre en risikovurdering af et produkt? Og så får vi at vide, at nej, det er ikke her, vi skal bruge forsigtighedsprincippet. Hvis man ikke skal bruge det, når man ikke er i stand til at gennemføre en risikovurdering, hvornår skal man så bruge det?

Ordføreren.

Det er faktisk også derfor, jeg mener, at det er fuldstændig relevant, at Enhedslisten nu går ned på enkeltstofniveau til forskel fra det forslag, vi arbejdede med under det foregående punkt. For her kan vi nemlig gå ind og dyrke relevansen. Og fordi der er et konkret arbejde i gang vedrørende netop nanosølv i Danmark på baggrund af kemikaliehandlingsplanen, synes jeg sådan set, at det er helt relevant at afvente det resultat, som jo altså åbenbart skal komme i løbet af relativt kort tid. Hvis ministerens svar står til troende, er det inden for ganske få måneder, kan jeg forstå, at det her svar vil foreligge, og dermed altså også vise vejen i forhold til netop risikovurdering. For det vil jo være et retningsgivende svar, det antager jeg i hvert fald.

Det er også derfor, jeg synes, at det relevante er at sige: Lad os lige klappe hesten en eller to måneder, eller hvor lang tid der nu går, før vi har et svar, og så lad os tage det som udgangspunkt i forhold til den videre indsats. Set i det store perspektiv, set i forhold til hvor lang tid det i øvrigt kan tage at arbejde med de her forholdsvis farlige stoffer, så er det i hvert fald en ret lille grad af tålmodighed, vi beder om.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Jørn Dohrmann.

Tak for det. Igen har vi jo en vigtig sag, som vi i Dansk Folkeparti synes fortjener stor opmærksomhed, og vi er glade for, at den bliver sat på dagsordenen. Vi har stor sympati for det, der bliver beskrevet vedrørende nanosølv her, nemlig at man bruger forsigtighedsprincippet. Men jeg kan jo igen konstatere, at flertallet ligesom forsvinder. Hver gang Socialdemokraterne står heroppe, ønsker man ikke, at der skal ske noget på det her område. Det skal ske med ganske, ganske små skridt, kan man høre, hvis man lytter rigtig efter. Det synes vi er lidt ærgerligt, men jeg har også lyttet mig frem til, at man taler for en beretning på det område. Det er da set med vores øjne i hvert fald et skridt i den rigtige retning, så jeg håber på, at der kan være opbakning til det, så det ikke også smuldrer væk.

Men vi ønsker i hvert fald i Dansk Folkeparti at gøre noget ved netop de her sager, som man selvfølgelig kan sige vi en gang har sat fokus på igennem kemikaliehandlingsplanen. Der skal man også nogle gange turde udfordre regeringen og EU lidt på de her områder. Vi ønsker simpelt hen, at befolkningen kan være tryg ved at bruge de produkter, der bliver sendt på markedet. Vi ønsker, at man ligesom sætter fokus på, om de her ting kan være kræftrelaterede på en eller anden måde, om de er hormonforstyrrende, eller om det er allergi, det ligesom drejer sig om.

Det her er jo ikke et nyt fænomen. Det er noget, som har haft Folketingets bevågenhed for også flere år siden, kan man sige. Det er et flerårsprojekt, og man kan jo bare spørge sig selv, hvor lang snor regeringen og EU skal have, inden der sker noget på det her område, og der synes vi at der går for lang tid. Der er nogle, der er for langsomme i det her system. Der vil vi gerne give større sikkerhed til borgerne, men jeg kan så konstatere, at det er det ikke alle partier i Folketinget der vil.

Vi glæder os i hvert fald til det videre arbejde i udvalget for at lægge maksimalt pres på både regeringen og EU, som jo er utrolig langsomme i det her. Man skal nogle gange turde bruge forsigtighedsprincippet, og det tør vi godt i Dansk Folkeparti. Så er det selvfølgelig ærgerligt, at andre hellere vil holde hånden over EU og sige, at de gør det rigtig godt, når de ikke gør det særlig godt.

Så vi ser frem til udvalgsarbejdet og arbejder videre med sagen, for det er en vigtig sag, hvor vi selvfølgelig skal tage borgerne alvorligt. De skal ikke udsættes for de her skrækkelige ting og have den uvidenhed om, hvorvidt det nu er de her ting, der er med til at påvirke deres dagligdag. Der må vi jo i hvert fald sige, at Dansk Folkeparti i forbindelse med kemikaliehandlingsplanen har været med til at sætte fokus på bl.a. det med kombinationseffekter og den slags ting, vi gerne ønsker undersøgt noget mere, og vi har også sammen med regeringen netop afsat penge til, at man får taget hånd om det problem. Men problemet med nanosølvet er i hvert fald ikke løst på nuværende tidspunkt, så det skal vi arbejde målrettet videre med. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pia Olsen Dyhr som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Tak. I SF er vi meget enige i, at man skal være varsomme med nanosølv i forbrugerprodukter. Man har meget lidt viden om det, og set med vores øjne kan et midlertidigt nationalt forbud faktisk være en del af løsningen. Men jeg understreger med vilje »et midlertidigt nationalt forbud«, fordi vi netop gerne vil understrege principperne i REACH, altså at bevisbyrden må ligge hos industrien og ikke hos myndighederne. Ved at lægge bevisbyrden hos industrien må industrien jo netop påvise, at det er uskadeligt at benytte sig af nanosølv, før vi i virkeligheden slipper det helt løs.

Problemet på nanoområdet er jo, at vores viden er uhyggelig lille, og hvis vi sammenligner det med andre områder, kan vi se, at vi på nanoområdet står på præcis samme måde, som vi har stået på gmo-området, altså med en meget lille viden, som vi så senere skal indhente med enorm hast, fordi industrien allerede har produceret produkterne. Og derfor er der en udfordring i forhold til nanostofferne. Vores udgangspunkt må være, at industrien altså her må oppe sig og over for os bevise, at det ikke er problematisk, før vi tillader det på markedet. Det andet er jo i virkeligheden absurd, altså at det skal være sådan, at det først er tilladt, og at vi som myndigheder så efterfølgende skal løbe efter dem, når vi får påvist, at der kan være en eller anden fare ved et produkt.

Nanosølv er jo i dag ikke en del af REACH. Det er muligt, at det bliver reguleret under REACH, men da der er tale om forholdsvis små mængder, når man snakker om nanostoffer, har jeg svært ved at se, at det sådan umiddelbart kommer til at indgå i REACH. Men jeg er enig med miljøministeren i, at vejen frem er, at EU også laver fælles europæisk lovgivning på nanoområdet, også hvad angår nanosølv, som er nævnt i det her forslag, fordi forbrugerprodukter jo handles over grænser, i særdeleshed mellem EU-lande. Så udgangspunkt må bare være, at vi ikke tillader stoffer, uden at vi har tilstrækkelig viden om, at de er sikre at have på markedet, og vi ved altså som sagt alt for lidt om nanosølv i dag.

I kemikaliehandlingsplanen har vi på netop Enhedslistens initiativ afsat midler til mere forskning i og viden om nanostofferne. Jeg mener, at vi skal kigge med spænding på den undersøgelse, som Miljøministeriet kommer med, for at få mere viden på det område. Men jeg vil ikke afholde mig fra at sige, at vi fortsat støtter Enhedslistens beslutningsforslag, selv om vi så eventuelt kan havne i en beretningssituation, og det er vi selvfølgelig så også åbne over for, for vi skal have fundet en løsning på det her.

Det sjove ved det her med sølv i nanoform er jo, at det tilsættes en række forbrugerprodukter, der findes på det danske marked. Som Enhedslisten nævner i deres forslag, er det cykelshorts, undertøj og strømper. Jeg ved fra en, der sælger idrætstøj, at det findes i rigtig meget, altså sådan noget som løbesko, løbestrømper og lignende, for netop at undgå visse dufte eller lugte, som man ikke bryder sig specielt meget om. Det viser for mig at se, at der er tale om noget kemi, der er unødig kemi. Det er jo det, der er centralt her.

Jeg vil mene, at man faktisk kan klare det her problem på andre måder, f.eks. ved at benytte sig af en vaskemaskine, og derfor synes jeg også, at vi skal holde det lidt i hævd, at når vi har unødige kemikalier på markedet, som kan have voldsomme konsekvenser, må vores udgangspunkt være, at vi siger, at der ikke er brug for det her. Der er intet, der tyder på, at vi har brug for det her. Hvis industrien mener, at vi har brug for det, må de påvise, at det er ufarligt, før vi tillader det. For vi ved jo også, at nogle af de her nanostoffer kan være farlige; de kan påvirke vores celler. Undersøgelser viser i øjeblikket det ene og det andet, og jeg tror altså egentlig grundlæggende, at jeg vil have, at vi har et resultat, der siger, at det er uskadeligt, før vi begynder at jonglere for meget med det.

Men jeg noterer mig også, at ministeren er meget åben i sin holdning til Enhedslistens beslutningsforslag. Jeg noterer mig selvfølgelig også, at hun ikke støtter det, men jeg hører fra ministerens side, at nu ser man på den her undersøgelse, og så ser man på det videre forløb og på, hvordan vi kan spille ind i forhold til EU, og det vil jeg gerne takke ministeren for. For det, jeg tror vi har brug for, hvis Danmark skal have mulighed for at flytte noget på det her område, er faktisk, at vi har et Folketing, der kan stå sammen om nogle de her sager, altså at vi reelt flytter noget i EU og ikke bare bruger retorik på en talerstol i Folketinget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Tage Leegaard fra De Konservative.

Tak. Man skal altid være forsigtig, når nye midler implementeres på markedet. Omvendt skal man samtidig være åben, hvis nye midler åbner mulighed for at implementere stoffer, der åbenlyst påvirker omgivelserne mindre end de stoffer, som så eventuelt erstattes.

Der har tidligere i Folketinget været fokus på nanomaterialer, og siden hen er et nanospraymiddel blevet fjernet fra markedet efter Miljøstyrelsens anvisninger. I EU har der været fokus på midlerne på nanoområdet, og der arbejdes på at afdække eventuelle risici ved anvendelse af nanosølv. I den forbindelse er det blevet påvist, at huden har svært ved at absorbere stoffet, og indtil videre er det ikke lykkedes at påvise skadevirkninger ved brug af midlet.

Eftersom det er EU-lovgivning, der dækker området, vil dansk enegang være uden betydning, og eftersom der ikke er påvist risici ved at anvende nanosølv, kan forsigtighedsprincippet ikke tages i brug. Lige nu arbejdes der i EU med et regelsæt, som skal anvise, hvordan nanosølv og andre nanomaterialer skal håndteres i forhold til en ny kemikalielovgivning, så lige nu ser Det Konservative Folkeparti ikke nogen grund til at stramme yderligere op, hvorfor vi afviser forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Johs. Poulsen som ordfører for De Radikale.

Nogle gange opstår der en række problemstillinger eller dilemmaer, kan man vel godt kalde det, hvor man ikke nødvendigvis kan behandle et givet problemfelt på samme måde, som man kan med dem, man sammenligner med. Altså, man kan vel godt sige, at når vi taler om nanopartikler, er vi i den situation, at de ikke rigtig kan passes ind i nogen af de undersøgelsesformler, eller hvad man nu skal kalde det, som man har for en række kemiske stoffer og farlige stoffer i vores miljø.

Det er jo en af grundene til, at diskussionen også kan blive en lille smule vanskeligt håndterbar, altså at man så at sige ikke netop kan passe den ind i nogen af de systemer, vi normalt bedømmer produkter ud fra. Det gør også, at man i den her diskussion måske i virkeligheden kan få en lidt vanskeligt håndterbar diskussion, fordi vi vel alle sammen i et eller andet omfang famler i forhold til et forslag af den her karakter, når det handler om stoffer af den her karakter. Ikke desto mindre hører jeg i al fald, at man i debatten hele vejen rundt har sagt, at man jo ikke kan sige, at man ikke taler om et stof, som i hvert fald med den tilgang, der har været, og de undersøgelser, der trods alt er blevet lavet på området, indikerer, at her er noget, der er stærkt problematisk. Jeg tror, at alle ligesom siger, at det er det muligvis.

Det er derfor heller ikke så underligt, synes vi, at man fra Enhedslistens side har den opfattelse, at man kan forsøge at gribe det an, som man har gjort med det beslutningsforslag her. Det er vi sådan set i bund og grund positive over for. Når det forholder sig sådan, at man med de begrænsede resultater, man har kunnet tilegne sig fra dem, der har beskæftiget sig med eventuelle skadevirkninger, bl.a. partiklerne, får en indikation af, at der er tale om stoffer, som kan være stærkt problematiske over for levende organismer, så må man nødvendigvis forholde sig til, om man under en eller anden form så kan sikre, at de risici minimeres.

Der har vi også den opfattelse, at det har vi dog forsøgt at adressere i den nationale kemikaliehandlingsplan. Vi synes, ligesom andre ordførere har været inde på, at det vil være ganske væsentligt, at vi meget snart får resultater fra de undersøgelser, der som aftalt skal ligge her i foråret, som vil kunne fortælle noget om, hvordan man i givet fald kommer videre. Det er en ting, som vi synes man skal afvente, før man endelig forholder sig til beslutningsforslaget, som det ligger her.

Vi synes måske også nok, at man yderligere kunne dyrke, hvilke konsekvenser det i øvrigt har, hvis man beslutter sig for at anvende forsigtighedsprincippet og gennemfører et forbud, som vi kan have stor sympati for. Også det mener vi der er grund til at man i udvalgsarbejdet beskæftiger sig med. Men hvis man i øvrigt kigger på nogle af de ting og nogle af de andre ting, som en række ordførere har været inde på, vil vi formodentlig også i løbet af en måned eller to kunne være klar til endeligt at forholde os til, om man skal anvende forsigtighedsprincippet i en sag som den her med et stof som det her, eller om der er andre veje at gå. Vi er altså i vores udgangspunkt, medmindre vi bliver overbevist om noget andet, positive over for, at det her er en fremgangsmåde, som så må tages i anvendelse.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Per Clausen fra Enhedslisten.

Det er rigtigt, som det også er fremgået af diskussionen i dag, at det her forslag jo tager afsæt i et forsøg på at rejse diskussionen om nanoprodukter, som vi har arbejdet med i flere omgange. Det er også rigtigt, at vi den her gang har valgt nanosølv, vel vidende, at det var et af de produkter, man vidste mest om. For jeg synes, at diskussionen om nanoprodukter i hvert fald tidligere her i Folketingssalen tit er endt med at gå fuldstændig i opløsning, fordi ingen overhovedet tilsyneladende vidste, hvad man snakkede om, måske inklusive forslagsstilleren selv.

Det, som det her handler om, er et forsøg på at indføre et midlertidigt forbud mod nanosølv i forbrugerprodukter, indtil de mulige sundheds- og miljøskadelige effekter er undersøgt til bunds. Her må man sige, at det ikke er så svært at svare på det spørgsmål, der blev stillet af hr. Eyvind Vesselbo, om, hvad man skulle gøre som alternativ til at bruge nanosølv i forbrugerprodukter, for i 98 pct. af tilfældene tror jeg problemet kan løses ved at vaske tøjet. Det er bare for ligesom at understrege, hvor vigtigt og betydningsfuldt det her produkt er. Det er altså et produkt, der gør, at man kan blive fri for at vaske sit tøj. Det er for nogle af os selvfølgelig meget velsignelsesrigt, men på den anden side er det næppe sådan direkte livstruende, hvis man ikke har den mulighed.

Det er jo så baggrunden for, at nanosølv bliver tilsat en lang række forbrugsprodukter som sportstøj, sokker og køleskabe. Ja, sågar ammebh’er har jeg set det anvendt i. Der må man nok stille sig selv det spørgsmål, om der, hvis det indgår i ammebh’er, ikke er en vis risiko forbundet med at bruge det i den sammenhæng. Formålet er jo så det ganske banale, at man vil undgå lugten af sved og sure tæer eller en bakterievækst i det hele taget.

Det, man så til gengæld godt ved, når man snakker om nanosølv, er, at sølv er giftigt, og meget tyder på, at sølv på nanoform er endnu mere giftigt end sølv, der ikke er på nanoform, også selv om det da er rigtigt, at vi ikke ved så forfærdelig meget om nanosølv. Vi ved ikke præcis, hvordan det påvirker den menneskelige organisme. Vi kender ikke den præcise eksponering, for vi ved ikke, hvor meget der frigives fra f.eks. sportstøjet, og vi ved heller ikke, hvordan det præcis opfører sig ude i miljøet, når det bliver vasket ud af produkterne.

Men der er jo og har været forskere i både Danmark og andre steder, som har undersøgt nogle ting ved stoffet, og det, de siger, er, at nanosølv frigives fra tøj, når det bliver anvendt, at nanosølv kan optages gennem huden, og at nanosølv skader cellerne, hvilket vil sige, at det skader cellernes dna, hvilket kan få meget alvorlige konsekvenser. Hos mus har nanosølv haft alvorlige reproduktionsskadelige effekter. Vi ved, at nanosølv vaskes ud af produkter, når de f.eks. vaskes i vaskemaskinen, og vi ved, at det ender i vandmiljøet, hvor det stadig har en meget, meget negativ effekt på vandlevende organismer og derfor har alvorlige miljømæssige konsekvenser. Vi ved, at det højst sandsynligt opkoncentreres i fødekæden og igen ender på vores spisebord. I hvor høje koncentrationer ved vi så til gengæld ikke.

Kort og godt har vi at gøre med et stof, som er giftigt, som vi ikke ved hvordan påvirker os mennesker, og som vi ikke ved hvor meget vi er eksponeret for. I sådan en situation burde alle alarmklokker ringe højt. Vi ved også fra de danske forskere, som arbejder med det her, at man fra EU’s side ikke ved, hvordan man skal risikovurdere nanomaterialer. Altså, man ved ikke, hvordan man skal risikovurdere nanomaterialer. Det er også derfor, den her sag er helt anderledes end de andre forslag, vi diskuterer, om kemikalier og hormonforstyrrende stoffer, for når det er nano, er det grundlæggende anderledes. Vores problem er bare, at vi ikke præcis ved, hvordan den anderledeshed virker.

Derfor er der selvfølgelig også et stort udredningsarbejde i gang på det her område, og indtil nu – så vidt jeg har forstået, men jeg kan blive klogere, når der kommer en færdig rapport her i foråret – så er hovedsynspunktet nok, at man ikke kan anvende de metoder, som man anvender ved almindelige kemikalier, når man skal risikovurdere nanomaterialer. Jeg synes sådan set, at det er uansvarligt, at vi ikke sikrer befolkningen den nødvendige beskyttelse og som et minimum sørger for, at vi har en helt grundlæggende viden på plads om de her stoffer, før det tillades, at de tilsættes alle mulige forbrugsprodukter. Jeg mener faktisk også, at fru Pia Olsen Dyhr har ret i, at her kan man i modsætning til ved nogle af de andre produkter, som man kan tale om er nødvendige ting og nødvendige produkter med en stor nytteværdi, godt diskutere, om der ikke er tale om overflødig anvendelse af kemikalier.

Det, der også vækker bekymring, er, at bakterier kan blive modstandsdygtige over for nanosølv. Når det vækker bekymring, er det jo, fordi nanosølv er nyttig i en række medicinske produkter, f.eks. til at få besværlige sår til at hele. Så hvis bakterier bliver resistente over for nanosølv, vil det miste sin anvendelighed i hospitalsverdenen, hvor altså ingen behøver være i tvivl om at nanosølv er et vigtigt og godt produkt. Derfor er der sådan set ikke nogen tvivl om, at det er et produkt, der skal anvendes – spørgsmålet er hvordan.

Det er vores opfattelse, at hvis de miljø- og sundhedsmæssige effekter af et kemikalie ikke er undersøgt til bunds, bør det slet ikke markedsføres. Det gælder i særlig grad for nanomaterialer, da de opfører sig fundamentalt anderledes end de kemikalier, der er dækket af den nuværende kemikalielovgivning. Og det hjælper ikke noget at sige, at den er dækket af den almindelige kemikalielovgivning, hvis de metoder, man skal bruge, ikke virker.

Antallet af forbrugerprodukter, der indeholder nanomaterialer, er i eksplosiv vækst, og i Enhedslisten er det vores klare opfattelse, at man generelt burde anvende forsigtighedsprincippet på det her felt. Så kan man spørge, om det her ligger inden for rammen af, at man kan bruge EU’s forsigtighedsprincip, og det er der jo også forsket meget i, skulle jeg hilse og sige. Ifølge det, som Europa-Kommissionen selv skriver, skal man opfylde tre betingelser:

Den første betingelse er, at der skal være identificeret en potentiel negativ effekt. Jeg mener ikke, der er meget tvivl om, at der er registreret en potentiel negativ effekt.

Den anden betingelse er, at der skal foreligge et forsøg på at færdiggøre en ekspertrisikovurdering, der er ufuldstændig på grund af den videnskabelige usikkerhed. Faktisk har Den Europæiske Kommission samlet op på den litteratur, der findes på området, og har konkluderet, at det ikke er muligt at gennemføre en risikovurdering, fordi man ikke har tilstrækkelig videnskabelig viden. Den betingelse er altså også opfyldt.

Den tredje betingelse er, at de mulige risici ikke stemmer overens med det beskyttelsesniveau, der vurderes at være acceptabelt. Vi i Enhedslisten mener sådan set også, at den betingelse bliver opfyldt her.

Så for os er der altså ikke nogen tvivl om, at det for så vidt ville være fuldstændig muligt og inden for EU-rettens bestemmelser at bruge forsigtighedsprincippet i den her sag. Vi har også bemærket, at lige præcis EU-retten ikke er blevet trukket ret meget frem i denne sag, så det er nok udtryk for, at man anerkender, at det kunne man godt, hvis man ville. Det er så vores udgangspunkt for at fremsætte det her beslutningsforslag.

Jeg vil så selvfølgelig godt på baggrund af den debat, der har været i dag, sige, at vi er med på at afvente, at der kommer den rapport, som miljøministeren nævnte. Det er fornuftigt nok at vente på det. Vi havde i virkeligheden troet, at den ville foreligge, inden det her beslutningsforslag blev behandlet – selvfølgelig med den risiko, at den viden, vi så fik, ville feje vores synspunkter af bordet, men det ville vi så have levet med. Vi har en klar opfattelse af, at det vil forholde sig anderledes, men det må tiden jo vise. Så det er vi med på.

Vi er også med på, at vi i udvalgsarbejdet diskuterer, hvad vi skal gøre, i forlængelse af at vi så får noget mere viden, både i forhold til at sikre os, at vi faktisk får mere viden, og i forhold til at vi så får en diskussion af, om vi på baggrund af den viden, som vi kan få her i løbet af foråret, skal prøve at se, om forsigtighedsprincippet skal tages i anvendelse, eller om der er andre initiativer, der skal tages.

Jeg har i hvert fald lidt på fornemmelsen, at vi i dag er kommet tættere på at handle på nanoområdet, end vi har gjort under nogle af de tidligere debatter, og det er jeg glad for. Jeg synes selvfølgelig altid, det er ærgerligt, at Dansk Folkepartis principfasthed synes at vokse omvendt proportionalt med Socialdemokraternes. Det skal forstås på den måde, at ønsket om at kaste sig ind i at være meget håndfast og beslutsom fra hr. Jørn Dohrmanns side desværre tit er større, når flertallet ikke lige er der, end det er, når der er mulighed for, at der kommer et flertal. Men det synes jeg ikke man skal trampe så meget yderligere rundt i.

Jeg er sikker på, at vi, når vi kommer i gang med udvalgsarbejdet, vil få landet den her sag på en fornuftig måde, og at vi måske kan få afprøvet, om vi også kan anvende forsigtighedsprincippet, når det er nødvendigt, eller få afklaret, at vi faktisk i løbet af relativt kort tid kan komme i besiddelse af nogle redskaber, der gør, at vi også kan gennemføre en egentlig risikovurdering af nanomaterialer.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Planlægningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.