Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 39:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod bromerede flammehæmmere og ftalater i elektronikprodukter.

Af Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 14.12.2010).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er miljøministeren.

Lad mig starte med at takke Enhedslisten for at sætte det her på dagsordenen, for jeg er sådan set enig i, at det er et område, som er vigtigt, og som dermed også er relevant at tage op.

Men selvfølgelig skal man gøre sig klart, at det her brede nationale forbud mod alle ftalater og alle bromerede flammehæmmere i elektronikprodukter, sådan som Enhedslisten foreslår det, altså også vil få nogle ganske markante konsekvenser for de danske forbrugere. Og jeg må sige, at der er en risiko for, at vi på et løst videnskabeligt grundlag reelt kommer til at udelukke en lang række produkter som f.eks. en radio, et tv-apparat, en barbermaskine eller en brødrister eller sådan noget fra det danske marked, fordi det ganske enkelt ikke vil kunne betale sig for producenterne at lave særlige produkter til vores i den store sammenhæng lille danske marked.

Der skal vi selvfølgelig ikke glemme, at flammehæmmere jo faktisk er noget, som bruges for at undgå, at elektronikprodukter bryder i brand under brug. Og oven i det er der altså bare ikke videnskabeligt belæg for at sige, at alle ftalater og alle bromerede flammehæmmere medfører risiko for miljø og sundhed. Så derfor må jeg sige, at det samlede forslag om at forbyde alle ftalaterne og forbyde alle de bromerede flammehæmmere kan jeg ikke støtte.

Vi skal jo også huske på og glæde os over, at de mest problematiske bromerede flammehæmmere, bl.a. som resultat af en dansk indsats, allerede i dag er forbudt i elektriske og elektroniske produkter. Da vi for nylig deltog i forhandlingerne om EU's RoHS-direktiv, tog vi udgangspunkt i en omhyggelig videnskabelig gennemgang af stoffernes iboende egenskaber og en omfattende konsekvensvurdering, og den analyse gav os så et udgangspunkt for at ønske en EU-begrænsning af fire af stofferne, HBCDD, DEHP, DBP og BBP. Men den her undersøgelse viste jo samtidig, at der ikke er videnskabeligt belæg for at begrænse alle de bromerede flammehæmmere og alle ftalaterne i elektronik.

Så det er der, jeg må sige at vi har uenigheden, og det er også der, jeg må anføre, at en begrænsning jo ikke har en værdi i sig selv, hvis den ikke medfører en miljø- og sundhedsmæssig gevinst. Derfor skal en begrænsning være styret af videnskabelig dokumentation. Vi kan ikke bare sigte bredt mod alle stoffer, vi skal koncentrere os om de stoffer, som udgør en risiko, ganske ligesom vi jo gør det allerede i dag.

Så er der også et andet aspekt i Enhedslistens forslag, som jeg finder lidt betænkeligt, nemlig ønsket om, at vi opbygger en praksis for national enegang i forhold til resten af EU. Det er generelt langt bedre, ikke bare for miljøet, men så sandelig også for forbrugerne og vores erhvervsliv, hvis vi regulerer på EU-niveau.

Jeg vil sige, at jeg bestemt ikke er bange for at lade Danmark gå forrest, men det er et skridt, som man bør reservere til de tilfælde, hvor der er en reel umiddelbar risiko for danskernes sundhed, og hvor det kan være den mest effektive vej frem. Det vurderede jeg faktisk – det har jeg jo gjort for nylig – var tilfældet med de to problematiske parabener, som vi nu forbyder som det første land i EU.

Men jeg må sige, at selv hvis vi zoomer ind på de ftalater og flammehæmmere, som udgør et problem, mener jeg altså, at det giver bedre mening at arbejde for europæiske regler. Og der må jeg sige i den her forbindelse, at EU-systemet altså er godt i gang, og jeg tror, at hvis vi ellers støtter op om den udvikling, får vi en løsning, som er videnskabeligt underbygget, og som altså også hænger sammen rent samfundsøkonomisk.

Hvad angår de fire ftalater, mener jeg faktisk, at der er grundlag for yderligere EU-regulering, bl.a. på basis af Miljøstyrelsens egne undersøgelser. Derfor kan jeg oplyse, at Miljøstyrelsen altså er i fuld gang med at udarbejde et begrænsningsforslag til EU, og det gør vi så i rammen af REACH, hvor vi også følger processen omkring HBCDD særdeles tæt. Der er REACH-lovgivning på vej, som sikrer, at virksomheder i EU ikke længere må anvende HBCDD i deres produkter uden en speciel tilladelse, så stramningen kommer også dér.

Under RoHS-direktivet skal Kommissionen inden for de næste 3 år komme med sin vurdering af, om HBCDD i elektronik udgør en risiko for mennesker og miljø, og vi vil selvfølgelig også fremover følge den proces tæt. Og skulle det – meget mod forventning, må jeg sige – så vise sig, at der ikke tages ordentlig hånd om risikoen, er det klart, at jeg vil genoverveje muligheden for at lave et begrænsningsforslag.

Jeg vil godt understrege, at opgaven med at værne om danskernes sundhed selvfølgelig er en opgave, som jeg tager dybt alvorligt. Det synes jeg at jeg har demonstreret med al tydelighed, også nu i forbindelse med parabenerne. Men jeg kan ikke tilslutte mig det forslag, sådan som det nu er fremsat – og det kan regeringen ikke – hvor de mulige negative konsekvenser er så store, og hvor man også må sige at de positive sundhedskonsekvenser er så udokumenterede, som det er tilfældet på nuværende tidspunkt.

Jeg vil blot afslutningsvis konkludere, at vi selvfølgelig vil fortsætte arbejdet med at sikre danskerne og sikre miljøet mod effekterne af de mest problematiske ftalater og de mest problematiske bromerede flammehæmmere, men jeg vil altså afvise ordlyden af Enhedslistens forslag om et bredt forbud mod alle bromerede flammehæmmere og mod alle ftalater i elektronikprodukter.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger. Først er det hr. Per Clausen.

Det stod ikke helt klart for mig, hvad det var, ministeren havde tænkt sig at foretage sig i den her sag. Hun refererede til noget, hun havde gjort på området for parabener. Man må vel sige, at vi ikke har grebet nogen minister i den nuværende regering i at tage initiativer på det her område, uden at Folketinget har været på banen først, men lad nu det ligge.

Om det med de bromerede flammehæmmere siger ministeren, at man har taget hånd om de mest problematiske. Er realiteten ikke, at vi sådan set ikke med nogen som helst sikkerhed ved, om de flammehæmmere, der ikke er blevet reguleret, er mindre farlige end dem, der er blevet reguleret? Man kan bare konstatere, at der på nogle områder er gjort en større indsats for at skabe dokumentation, end der er på andre områder, og derfor er der nogle af områderne, hvor vi er mere usikre på faren, end vi er på de områder, hvor der er blevet reguleret.

Ministeren.

Jeg er sådan set ikke enig i den præmis, som hr. Per Clausen giver udtryk for her, for hele vejen igennem handler det selvfølgelig netop om at have den videnskabelige dokumentation for, at alle bromerede flammehæmmere og alle ftalater skulle udgøre en risiko for miljøet og for forbrugernes sundhed – og det er der altså ikke videnskabelig dokumentation for.

Det er baggrunden for, at jeg ganske klart tilkendegiver, at beslutningsforslaget, som det er sammensat her, ikke er et, jeg kan støtte. Men samtidig redegør jeg jo også for, hvordan vi arbejder på det her spor, og hvordan vi netop allerede har godkendt det i forbindelse med dem, hvor vi har kunnet dokumentere, at der var tale om en sundhedsrisiko.

Hr. Per Clausen.

Men det er vel rigtigt, at når ministeren ved, at der er nogle af de her bromerede flammehæmmere, som der er så klar dokumentation for er farlige, at EU skrider til et forbud, så modsvares det af, at der er nogle andre bromerede flammehæmmere, hvorom man i realiteten kun ved, at det er sandsynligt , at de er farlige, men at man, fordi man ikke har gennemført de tilbundsgående undersøgelser, man har lavet for de første, så endnu ikke har dokumentationen.

Det er jo den situation, vi står i, og ikke i en situation, hvor vi med nogen seriøsitet kan sige, at vi har noget, der minder om dokumentation for, at der er tale om bromerede flammehæmmere, som ikke er farlige.

Ministeren.

Igen må jeg bare anføre, at jeg ikke er enig i den præmis, spørgsmålet stilles ud fra, for vi ved, at ikke alle bromerede flammehæmmere udgør et problem – det ved vi. Men vi ved også, at de to mest problematiske grupper af bromerede flammehæmmere jo i flere år har været forbudt i elektronik netop i kraft af RoHS-direktivet.

Så jeg må bare igen anføre, at jeg ikke er enig i præmissen, som spørgsmålene stilles ud fra, i forhold til den viden, der ligger, og den handling, som den viden også har affødt.

Fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Jeg noterer mig, at ministeren i et svar til mig på spørgsmål 413 i sidste samling – nu forventer jeg ikke, at ministeren kan alle spørgsmål og svar udenad – som netop handlede om bromerede flammehæmmere, sagde, at Frankrig havde tænkt sig at indlede en sag for netop at lave de her begrænsninger, som ministeren nu også lægger op til.

Der vil jeg bare spørge: Hvor langt er Frankrig i det sagsforløb, og hvad er det for nogle stoffer, Frankrig helt præcist har tænkt sig at lave begrænsninger for?

Ministeren.

Jeg kan bekræfte, at jeg ikke lige på stående fod kan huske et spørgsmål, jeg har besvaret i sidste samling. Så i forhold til at skulle redegøre for Frankrigs videre arbejde vil jeg meget gerne besvare det skriftligt og bede om at få spørgsmålet stillet gennem udvalget, sådan at jeg kan redegøre for det videre arbejde.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Ministeren nævnte selv i sin egen redegørelse for forslaget, at Danmark eller Miljøministeriet i øjeblikket overvejer at lave et begrænsningsforslag i forhold til REACH. Hvad er det så præcis for nogle bromerede flammehæmmere – vi har alligevel 70 stykker af dem – vi snakker om?

Ministeren.

Det, som jeg redegjorde for, var, at jeg arbejder målrettet på at forbyde de farligste ftalater i produkter til indendørs brug og i produkter, som man kommer direkte i kontakt med. Der er det så, at jeg i april måned sender et restriktionsforslag til EU, og det bygger så på undersøgelser, som Miljøstyrelsen har lavet. Jeg mindes, at jeg lige her for lidt siden nævnte bogstavkombinationerne på de fire, der var tale om – nu står jeg her og roder i papirerne for at finde bogstavkombinationerne – men jeg skal gerne supplere med et skriftligt svar, så vi får de helt præcise bogstavbetegnelser for de produkter.

Jeg tror, alle kan huske de fire forkortelser, og hvad de stod for.

Hr. Benny Engelbrecht for en kort bemærkning.

Jeg antager, at formanden dermed gav mig ordet og ikke ville eksaminere mig i bogstavkombinationerne.

Jeg vil godt fortsætte fru Pia Olsen Dyhrs spørgerække med hensyn til andre europæiske lande, for det er meget nærliggende at have fokus på EU og den regulering, vi kan finde der, og ikke mindst også at finde partnerskaber – Frankrig kunne være et eksempel.

Men er det ikke også ganske nærliggende at kigge på vores nordiske fællesskab? Jeg noterer mig eksempelvis, at hvis man kigger i »Guide to Greener Electronics«, som bliver udarbejdet af Greenpeace, så er en række af de producenter, som er virkelig langt fremme i forhold til at sikre gode produkter uden den farlige kemi, virksomheder, som har hovedkontor i f.eks. Finland og Sverige.

Så er det ikke meget naturligt at kigge nærmere på, hvad vi kan lave af effektive partnerskaber, og også på, hvad vi kan gøre for at påvirke den europæiske proces yderligere? Altså, til næste år har Danmark eksempelvis formandskabet i EU.

Ministeren.

Man skulle næsten tro, at jeg havde bedt hr. Benny Engelbrecht om at bringe spørgsmålet op. Der er tale om, at hr. Benny Engelbrecht sparker en åben dør ind her, for jeg kan bekræfte, at sådan et nordisk samarbejde faktisk er ved at starte op. Jeg er fuldstændig enig i, at vi også i nordisk sammenhæng har en rigtig god fordel af lige præcis også at samarbejde på det her punkt.

Hvis nogen skulle være interesseret i de fire bogstavkombinationer, har jeg fundet dem frem – nu er fru Pia Olsen Dyhr gået, så jeg tror, at vi gemmer dem til en skriftlig besvarelse – men de fremgår som sagt her.

Hr. Benny Engelbrecht.

Nok så væsentligt er det selvfølgelig også at have en klarlægning af problemets omfang i Danmark. Jeg synes i hvert fald, at det i det materiale, som vores ellers udmærkede bibliotek kunne finde frem, var vanskeligt at danne sig et præcist overblik over udbredelsen af især de bromerede flammehæmmere i elektronik i Danmark, så har Miljøministeriet et klart overblik over omfanget?

Jeg kan i hvert fald forstå, at taler vi eksempelvis om pc'er og mobiltelefoner, er der en forholdsvis lav udbredelse. Nu nævnte ministeren selv brødristere, som jeg dog ikke er klar over om der er bromerede flammehæmmere i, men i hvert fald ved vi, at for så vidt angår tv-apparater, er der en forholdsvis stor udbredelse. Har man et sådant overblik, eller er det et overblik, som man kan skaffe i forbindelse med eksempelvis dette forslag?

Ministeren.

Altså, en fuldstændig udtømmende produktliste kunne jeg forestille mig er vanskelig lige at levere, men det er altså korrekt, at det findes i en række elektriske og elektroniske produkter.

Samtidig synes jeg også, at det er vigtigt at sige, at der faktisk er en række virksomheder, som går foran her og viser, at det også kan lade sig gøre at udfase nogle af de her produkter. Men man skal stadig væk også huske produktets funktion, altså at en flammehæmmer forhindrer, at der går ild i selve produktet. Det er sådan set derfor, at det også er vigtigt at holde sig for øje, at der må findes nogle af dem, som altså er mindre skadelige, fordi vi sådan set har fået udfaset de skadelige og dermed kan dokumentere – og det er der virksomheder der kan dokumentere – at det faktisk kan lade sig gøre at udfase nogle af de stoffer, vi taler om.

Tak til miljøministeren. Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Så går vi til ordførerrækken. Den første ordfører er hr. Eyvind Vesselbo.

Jeg vil godt starte med at rose Enhedslisten for at bekymre sig om befolkningens sundhed og vedvarende fastholde, at vi skal have fokus på alle de farlige kemikalier, der er i det danske samfund og også i det internationale samfund. På den måde ligger Enhedslisten jo fuldstændig på linje med det, Venstre mener i den her sag, og det, som regeringen jo også arbejder for både lokalt og på EU-plan. Så det er godt nok flot af Enhedslisten med sådan et forslag her, som måske går lidt ud over rammerne, men hvor intentionerne støtter op om regeringens initiativer og de holdninger, som vi bl.a. har i Venstre på det her område, nemlig at gøre noget for at beskytte befolkningen og befolkningens sundhed, sådan at man ikke bliver påvirket af farlige stoffer.

Når jeg giver den her ros, er det, fordi jeg jo nu oplever, at det ikke er første gang, at jeg behandler det her forslag fra Enhedslisten om at forbyde de her bromerede flammehæmmere og ftalater i elektronikprodukter. Det er jo et forslag, som mig bekendt har været her flere gange, og hvor argumentationen og debatten helt sikkert vil være den samme i dag, som den har været tidligere, nemlig at vi selvfølgelig skal få de stoffer ud, som helt klart bevist er farlige – som er dokumenteret farlige. Det skal vi gøre i fællesskab med EU.

Så er det klart, at der er en række andre stoffer inden for det her område, men jo 100.000 andre stoffer i REACH, som ligesom skal have samme manøvre, nemlig at man skal få dokumenteret, hvor farlige de er, og så sikre, at man kan få udfaset dem. Det er jo ikke holdbart, at vi har over 100.000 kemikalier, som på en eller anden måde i hvert fald har en farlighed i sig, som kan påvirke mennesker. Det, der er vigtigt, er at få dokumenteret, hvor farlige de er, og enten at forbyde dem eller at bruge den procedure, som man jo gør i REACH: Har vi et mindre farligt stof, skal det ind i stedet for. Det er jo den rigtige måde at gøre tingene på.

Det, Enhedslisten gør her, er jo, at man ligesom slår et slag i luften og siger: Vi tager sådan set ikke stilling til bromerede flammehæmmere, altså om det sådan er det ene eller det andet element, de indgår i, vi vil bare have forbudt det hele. Så er jeg helt sikker på, at hr. Per Clausen om lidt vil sige, at vi jo skal bruge forsigtighedsprincippet. Jo, det er også rigtigt, men man skal vel bruge forsigtighedsprincippet forsigtigt, for hvis man brugte forsigtighedsprincippet, som hr. Per Clausen og Enhedslisten gør det i den her sammenhæng, så kunne man jo næsten forbyde alting i det danske samfund, fordi der jo altid, i biler og i alle mulige ting, er stoffer, der påvirker os og vores sundhed. Så siger vi, at vi er så forsigtige, at vi må forbyde det her, for ellers påvirker det vores sundhed. Så kunne samfundet jo ikke fungere, og det er jo lige netop det, der er hovedelementet i det her forslag. Det er derfor, at vi ikke kan støtte det.

Det er jo ikke realistisk at forestille sig, at man kan have et samfund, hvor man forbyder de her stoffer ud fra et forsigtighedsprincip. Det, der er vigtigt, er selvfølgelig også ud fra et seriøst videnskabeligt grundlag at få dokumenteret, hvor farlige de her er, og at de derfor skal forbydes eller udfases. Derfor kan vi sådan set ikke støtte det her forslag.

Der var jo en diskussion om de her fire stoffer, og jeg synes lige, jeg vil nævne dem, så fru Pia Olsen Dyhr kan tænke over det, inden hun måske stiller et spørgsmål til mig. Det ene hed HBCDD, det andet hed DEHP. Så var der et, der hed DBP, og BBP. Nu er der ingen grund til, at man ikke kan huske dem. Så var der et, som er under observation, og det hed HBCDD, så nu er der kommet fire plus et, og så kan vi måske få en seriøs debat om dem. Jeg vil ikke love, at jeg så kan nævne dem, som er under yderligere opsyn.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning.

Det er jo altid mere spændende at høre en debat, hvor man ikke skal ud i en redegørelse for, hvad forkortelserne betyder inden for området. Det er lidt specielt.

Hr. Per Clausen.

Under forudsætning af at vi kan få udvidet taletiden med 3-4 timer, kan vi måske klare det, men vi må vel hellere nøjes med det, vi har. Jeg synes jo, at det, hr. Eyvind Vesselbo siger, er lidt spændende, for jeg kan huske, at da vi diskuterede REACH, blev det jo solgt til befolkningen med, at det nu ville være sådan fremover, at det var industrien, der skulle bevise, at stofferne var ufarlige, og så ville man bruge dem, som industrien havde bevist var ufarlige. Nu er vi kommet til realiteterne, og så er det alligevel blevet omvendt, kan jeg forstå, nemlig at vi skal bevise, at stofferne er farlige.

Så vil jeg bare spørge hr. Eyvind Vesselbo, om det er sådan, at han er vidende om, at der skulle være noget videnskabeligt belæg for at sige, at de bromerede flammehæmmere, der ikke er forbudt, skulle være mindre farlige end dem, der er forbudt, eller om det bare er, fordi vi ved mindre om dem, at vi ikke har forbudt dem.

Ordføreren.

Svaret på det spørgsmål gav jeg egentlig ganske klart i min ordførertale, nemlig at for så vidt angår dem, der er blevet forbudt, har man en klar dokumentation for, at de er så farlige, at de skal forbydes. Man er simpelt hen ikke nået til den slutning endnu igennem videnskabelig forskning og dokumentation, at man kan slutte, at de, der ikke er forbudt, er så farlige, at de skal forbydes, eller at de eventuelt skal udfases. Derfor er svaret på det spørgsmål: Ja, vi mangler den rygende pistol for en lang række af de her stoffer, så vi kan sige, at de er så farlige, at de skal forbydes.

Men dermed er jo ikke sagt, at man skal gøre det, som hr. Per Clausen siger, nemlig at vi, fordi vi mangler viden, bare forbyder det hele. Det er en luksuriøs holdning at have, men sådan kan man selvfølgelig ikke gøre, når man sidder i regering og skal gennemføre de beslutninger, der træffes. Det er nemmere for Enhedslisten.

Hr. Per Clausen.

Nu har jeg deltaget i mange diskussioner om REACH og fået at vide, at man her netop kunne se, hvor rigtig velfungerende og god EU var, for nu ville det blive sådan fremover, at det var industrien, der skulle bevise, at stofferne var ufarlige, før de kunne tages i anvendelse. Så må man bare sige, at diskussionen med hr. Eyvind Vesselbo i dag jo demonstrerer, at det ikke er blevet sådan, for vi er stadig i den situation, at det skal bevises, at et stof er farligt, før det tages ud af anvendelse.

Derfor vil jeg bare gentage mit spørgsmål til hr. Eyvind Vesselbo: Hvad baserer man den tro på, at de stoffer her, som ikke er forbudt, skulle være mindre farlige end de stoffer, der er forbudt? Hvis man kigger på de undersøgelser, der er lavet, vil man se, at der kun er én forskel, og det er, at man i nogle tilfælde har fået lavet nogle mere grundige undersøgelser, og de har vist, at det her virkelig er farligt. I andre tilfælde har man kun nogle foreløbige undersøgelser, der antyder, at det her er farligt, altså at det nok er farligt, men man mangler at lave de resterende undersøgelser.

Så kunne man stille hr. Eyvind Vesselbo et spørgsmål: Hvornår tror hr. Eyvind Vesselbo vi får gennemført en ordentlig analyse af de stoffer, vi altså ikke mener vi i dag har den viden der skal til for at forbyde?

Ordføreren.

Jeg forstår ikke helt, hvorfor hr. Per Clausen stiller mig det her spørgsmål, som han jo selv så glimrende svarer på ved at sige, at for de stoffer, der er forbudt, har man en klar dokumentation, og for de stoffer, der ikke er forbudt, har man noget, der siger, at de måske er farlige, men ikke hvor farlige. Det var egentlig det svar, jeg skulle give, men det gav hr. Per Clausen jo selv. Det var imponerende.

Så må jeg sige – og det sagde jeg også i min ordførertale – at det jo drejer sig om mere end 100.000 farlige stoffer, som skal analyseres, og der er det ikke et spørgsmål om, hvem der skal analysere dem, det er da virksomhederne og andre, der har forstand på det her, og de skal kortlægge, hvor farlige de her stoffer er, og lave en dokumentation.

Så jeg kan ikke se, at tingene har ændret sig overhovedet, fordi vi har drøftet det her tidligere. Tværtimod mener jeg, at når jeg siger, at Venstre ikke kan støtte det, så er der en helt klar linje i det, for det har vi heller ikke kunnet de andre 6-7 gange, det har været på dagsordenen her i Folketingssalen. Så på det punkt holder vi fast.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet.

Det foreliggende beslutningsforslag består af to dele. For det første ønsker forslagsstillerne, at der i EU indføres et totalt stop for brug og salg af elektronikprodukter, der indeholder bromerede flammehæmmere og ftalater. Dette sigte er Socialdemokraterne helt enige i. For det andet ønsker forslagsstillerne at indføre særregler i Danmark, der forbyder salg af elektronikprodukter, der indeholder bromerede flammehæmmere og ftalater. Denne del af forslaget mener Socialdemokraterne på nuværende tidspunkt er meget lidt effektiv i forhold til at opfylde målsætningen, nemlig det, at der er forbrugerelektronik uden farlig kemi, så længe der vel at mærke ikke opnås fornuftige alliancer med andre progressive lande. Jeg vender tilbage til dette senere.

Lad mig først slå fast, at det kan betale sig at føre en aktivistisk politik, når det handler om farlige kemikalier i elektronikprodukter. Det viser den sag om bromerede flammehæmmere, som Danmark anlagde ved EF-Domstolen, en sag, der blev vundet i april 2008. Her annullerede Domstolen en kommissionsbeslutning, som fjernede en bestemt type bromerede flammehæmmere, nemlig deca-BDE, fra en EU-liste over farlige stoffer. Det viser sig altså her og i øvrigt også i andre sager, eksempelvis sagen om bisfenol-A, hvor dette Folketing gik forrest, og ikke mindst med hensyn til forbuddet mod ftalater i legetøj til de mindste børn, at det kan betale sig at være aktivistisk, hvis man gør det på det rigtige tidspunkt og vælger de rigtige strategier. Disse tre sager har det tilfælles, at Danmark er gået efter specifikke stoffer og specifikke anvendelsesområder, samt at stofferne hører til de farligste og de mest veldokumenterede. Det kunne med fagkundskaben i hånden med andre ord lade sig gøre at vinde vigtige kampe på forbrugernes vegne.

I det foreliggende forslag males der med en bredere pensel, og det har den ulempe, at vi kan få vanskeligt ved at løfte vores del af bevisbyrden. Det vil være direkte kontraproduktivt, hvis vi på den måde kan medvirke til at blåstemple anvendelsen af potentielt farlige stoffer i forbrugerelektronik. Socialdemokraterne mener derfor, at vi skal lægge en meget præcis plan for, hvilke stoffer vi ønsker at undersøge så detaljeret, at vi kan løfte den nødvendige bevisbyrde, så vi kan forbyde dem. Man kan kalde det at anvende pisken over for industrien, mens vi anvender gulerodsmetoden til at få industrien til at udfase de potentielt farlige stoffer så hurtigt som muligt, dem, vi ikke forbyder. Planen for, hvilke stoffer vi aktivt skal sikre den nødvendige dokumentation for, ikke bare på elektronikområdet, men i det hele taget, mener vi at Folketingets partier bør blive enige om i forligskredsen om kemikaliehandlingsplanen.

Socialdemokraterne er desuden bevidste om, at de multinationale elektronikproducenter for en god dels vedkommende er i fuld gang med at udfase de farligste stoffer. Greenpeaces »Guide to Greener Electronics« er et glimrende eksempel på, at det kan lade sig gøre at finde produkter, hvor de skadelige stoffer er blevet substitueret med ikkefarlige alternativer. Vi er med andre ord enige med forslagsstillerne i målsætningerne, men det, vi er meget optaget af, er, hvordan man opnår disse mål bedst og hurtigst. Vi mener ikke, at Danmark er en så stor del af det globale elektronikmarked, at man selvstændigt kan flytte noget. Vi ser derfor tre punkter i en strategi for bedre elektronikprodukter:

Vi skal arbejde målrettet for et endnu bedre RoHS-direktiv, hvor flest mulige farlige stoffer udfases, og hvor der i øvrigt lægges maksimal vægt på cradle to cradle-princippet. Vi skal indgå i strategiske alliancer med lande, der er enige med os. Det mest naturlige er de øvrige nordiske lande, hvor især Sverige og Finland har store elektronikvirksomheder, der ser ud til at trække i den rigtige retning, når det handler om grønne produkter. Endelig skal vi indrette statens indkøbspolitikker sådan, at produkter, der eksempelvis klarer sig godt i »Guide to Greener Electronics«, vægtes favorabelt. Der er ganske enkelt god grund til at tro, at producenter vil have en interesse i at kunne leve op til de udbud, som staten eksempelvis laver, ved at substituere farlige stoffer med ufarlige.

Det er i forhold til den sidste del af vores forslag til en strategi interessant at bemærke, at de pc'er, som i hvert fald nogle af de ærede medlemmer i dette Folketing netop nu sidder og arbejder med nede i salen og rundtom i huset, netop er svanemærkede og derfor ikke indeholder de farlige stoffer, og det er et godt eksempel på, hvordan man kan opnå resultater med en god indkøbspolitik.

Socialdemokraterne kan med andre ord ikke støtte det foreliggende forslag i sin nuværende form, men vi er positivt indstillede på at formulere en strategi på området, og det kan passende ske gennem en fælles beretning.

Så er der et spørgsmål fra hr. Per Clausen.

Jeg vil bare være helt sikker på, at jeg har forstået hr. Benny Engelbrecht rigtigt. Det, som hr. Benny Engelbrecht bl.a. siger, er – som jeg forstår det – at dansk enegang er Socialdemokraterne i denne sag ikke med på. Jeg synes, at der er blevet lidt længe imellem, at Socialdemokraterne er med på det, men vi kan håbe på bedre tider.

Men det, hr. Benny Engelbrecht i stedet for siger, er, at han godt kunne forestille sig, at man kunne forsøge at gennemføre forbud, som f.eks. var målrettet i forhold til en række EU-lande. Vi har jo tidligere i andre sammenhænge snakket om, at man skulle prøve at udnytte de muligheder, nogle ser – jeg ved ikke, om de findes i virkeligheden, men det vil jo vise sig – for at man som en gruppe af EU-lande faktisk kan gå foran med forbud. Og det skulle så være for at gøre et forbud mere effektivt og for at påvirke markedet, om man så må sige, i større udstrækning, end et dansk forbud kan.

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at vil det kunne lade sig gøre at få opbakning til sådan nogle tiltag blandt andre lande, skal det bestemt afsøges. Og som jeg også nævnte i mit spørgsmål til ministeren, er der ingen tvivl om, at nogle af de lande, som ligger tæt på Danmark holdningsmæssigt og geografisk, har en interesse, sandsynligvis også af erhvervsmæssig karakter, i at fremme netop så grønne produkter som overhovedet muligt. Det synes jeg da ikke vi skal undlade at være opmærksomme på i forhold til at lægge den her strategi, og naturligvis også, fordi vi i den her sammenhæng er et relativt lille land, hvilket jeg nævnte, set i forhold til mængden af elektronikprodukter, som vi aftager.

Så med andre ord: Kan vi rykke noget alene, eller kan vi bedre rykke noget ved at stå sammen? Vi mener, at vi i den pågældende sag kan rykke mere ved at stå sammen. Men derfor skal vi naturligvis fortsætte med at afsøge de muligheder, der er, og udpege specifikke farlige stoffer, som vi går efter. Det tror jeg også sagtens vi kan blive enige om i den forligskreds, der er omkring kemikaliehandlingsplanen.

Hr. Per Clausen.

Men det andet, som jo også er vigtigt, er, hvordan vi skal bringe os i den situation, at der foreligger dokumentation for, at de her stoffer enten er farlige eller ufarlige. Jeg ved det ikke, men hr. Benny Engelbrecht må vel være enig med mig i, at så længe der ikke er et meget klart pres på virksomhederne for at bevise, at stofferne er ufarlige, er der jo ingen grund til at tro, at de skulle have vældig travlt med at bevise, at de er farlige.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad hr. Benny Engelbrecht mener vi skal gøre for også at presse på i den proces.

Ordføreren.

Der er da ingen tvivl om, at man i forbindelse med den revision af RoHS-direktivet, som har været igennem en større proces i EU-sammenhæng, har forspildt en chance i forhold til at skærpe RoHS-direktivet på det her punkt. Det skal jeg være den første til at beklage, og det er jeg i øvrigt ikke ene om. Min kollega i Europa-Parlamentet, hr. Dan Jørgensen, har i øvrigt også beklaget meget, at det ikke kunne lade sig gøre. Men det er klart, at den linje naturligvis også skal forfølges i fremtiden.

Jeg tror og kan fornemme, at branchen på det her punkt i virkeligheden nok er mere moden til at bevæge sig i den her retning nu, bl.a. fordi den økonomiske forskel, der er på at lave grønne produkter, som eksempelvis kunne være svanemærkede, og produkter, der ikke er det, er ganske beskeden. Og set i forhold til hvad eksempelvis andre elementer i forbindelse med køb og forbrug af elektronik, altså serviceaftaler i forbindelse med pc’er, koster, så er det en ganske, ganske lille andel af den samlede pris.

Så med andre ord er der nogle rigtig gode muligheder for at bevæge sig i den retning, også europæisk.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Jørn Dohrmann som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det. Det er jo et meget spændende forslag, vi har her. Vi synes i Dansk Folkeparti, at det er sympatisk. Vi synes, det er godt, at vi får debatten om det. Der er sikkert nogen, som følger med i debatten, som spørger sig selv: Hvad sker der lige her? Hvad er der sket med Socialdemokraterne? Hvor er de henne? Vil de overhovedet noget for befolkningen? Man ved, at man har nogle folk, der ikke arbejder godt nok i EU. Hr. Benny Engelbrecht nævnte selv Dan Jørgensen, som ikke har gjort nok for at få forhindret det her.

Vi kan sige, at vi gang på gang gør en hel del her fra Folketingets side. Vi går enegang på det her område, hvor vi jo vil have forbudt ftalater i sutteflasker. Det lykkedes så at få EU med på det, men det var efter meget besvær. Og vi må igen bare konstatere, at europaparlamentarikerne ikke rigtig laver noget – i hvert fald ikke efter min opfattelse.

Derfor synes jeg, det er rigtig godt, at man tør sætte det her på dagsordenen. Man skriver jo egentlig bare, at Folketinget pålægger regeringen at arbejde for, at EU indfører et totalt stop for f.eks. brug og salg af de her elektronikprodukter, som indeholder de her flammehæmmere og ftalater.

Jeg synes, det er rigtig godt, at man gang på gang presser regeringen til at have en holdning, men det viser sig desværre, at ordførerne for regeringspartierne siger – det var så hr. Eyvind Vesselbo – at det er et slag i luften. Jeg opfatter det, som om nogle af ordførerne bare leverer en gang sniksnak her fra talerstolen, og at de så helst ikke vil have, at der sker mere. Vi synes, det er rigtig godt, at vi pålægger regeringen at arbejde i den rigtige retning.

Derfor vil jeg spørge hr. Per Clausen, om vi ikke kunne lave en beretning, sådan som også hr. Benny Engelbrecht var inde på, så vi virkelig får sat nogle datoer på og mål for, hvad vi gerne vil have der skal ske på det område. Vi mener nemlig ikke i Dansk Folkeparti, at vi bare skal lade stå til, når vi kan konstatere, at kræftområdet er et enormt stort område, hvor vi ikke kan forklare, hvorfor der i dag er så mange folk, der får kræft. Er det, fordi man bliver udsat for de her stoffer? Det samme gælder hormonforstyrrelser, som også er noget, vi ikke kan forklare, men vi kan konstatere, at de er der. Der er også allergiområdet.

Derfor ønsker vi simpelt hen, at vi får sat mere fokus på det her område, og at man nogle gange tør bruge forsigtighedsprincippet lidt mere, end man gør i dag. Hvorfor skal vi vente på, at industrien tager sig sammen? De har ikke nogen interesse i at samarbejde ret meget. Vi skal derfor ligesom presse industrien på det område, i hvert fald som vi ser det i Dansk Folkeparti. Det er jo klart, at bruger industrien nogle stoffer, som ikke er skadelige, er de også som industri parat til at bevise, at de er uskadelige. Men i dag er incitamentet til det ikke særlig stort.

Så vi er glade for den her diskussion. Vi vil gerne være med til at presse regeringen, så der kan ske noget på det her område, og så vi ikke hver gang skal vente på den videnskabelige dokumentation, som jo tager ufattelig lang tid, og hvor man så i den periode tager befolkningen som gidsel. Det mener vi ikke er rimeligt. Og igen vil jeg sige, at da vi pressede regeringen for det med sutteflasker, lykkedes det. Jeg tror også, at det, vi diskuterer i dag, kan være med til at rykke noget. Jeg tror ikke, at et forbud mod brand i elektronik alene løser det her. Vi skal jo netop have fat i de grundelementer, der bliver brugt i industrien. Derfor synes jeg, at den rigtige vej at gå er at få fat i nogle af de skadelige stoffer, som vi ved har en dårlig indflydelse på folks helbred. Dem skal vi tage fat i.

Vi ser frem til udvalgsarbejdet, og vi vil meget gerne medvirke til en beretning, som lægger pres på regeringen. Tak.

Der er korte bemærkninger, først fra hr. Benny Engelbrecht.

Først vil jeg gerne kvittere for, at hr. Jørn Dohrmann også er interesseret i at sikre en klar strategi på det her område, sådan som vi også har lagt op til det, altså ved at vi laver en fælles beretning. Det synes jeg er en klar og god udmelding.

Med jeg vil godt lige anholde et enkelt argument, som hr. Jørn Dohrmann fremførte, nemlig argumentet omkring min kollega i Europa-Parlamentet, hr. Dan Jørgensen, og jeg skal blot i den sammenhæng gøre opmærksom på, at årsagen til, at ikke blot jeg, men også en bred offentlighed ved, hvordan hr. Dan Jørgensen forholder sig til det, er, at han har udtalt sig om det her emne i pressen. Han har også udtalt sig om, hvordan han i øvrigt har stemt i Europa-Parlamentet, hvor han har stemt for, at listen over farlige stoffer skal udvides, altså sådan at flere stoffer vil blive omfattet af RoHS-direktivet. Imidlertid ved man faktisk ikke, hvordan Dansk Folkepartis medlemmer af Europa-Parlamentet har forholdt sig til det her, fordi de ikke har udtalt sig i pressen, og fordi de heller ikke har indikeret, hvordan de har stemmeafgivet.

Så jeg skal blot spørge hr. Jørn Dohrmann, hvordan det forholder sig med lige præcis det punkt, altså hvordan forholdt hr. Jørn Dohrmanns partifælle sig til præcis RoHS-direktivet?

Ordføreren.

Jamen så tror jeg, at man skal rette en henvendelse til vores europaparlamentsmedlemmer. Det er jo dem, der ved, hvordan de har stemt. Jeg går jo ikke og holder øje med hvert enkelt medlem, heller ikke i Folketinget: hvordan de stemmer, og hvad de går og laver.

Det, der er vigtigt for mig, er jo bare, at jeg kan se, hvad det er, der er sket i Folketinget. Vi kan se, at vi har lagt pres på regeringen for at få ftalaterne ud af sutteflaskerne. Det hjalp. Vi kan bare konstatere, at arbejdet fra hr. Dan Jørgensens side i Europa-Parlamentet ikke har båret de rigtige frugter. Det kan godt være, at man kommer med nogle meldinger i øst og vest, men det er jo et slag i luften, en gang sniksnak, når det er sådan, at man ikke ligesom er med til at rykke noget. Der, hvor det tæller – synes jeg – er der, hvor man opnår nogle resultater. Så kan man melde en masse ud i aviserne, og det er der mange der gør hver eneste dag, men det er jo ikke altid det, der hjælper i sidste ende.

Vi fik et klart signal med hensyn til ftalaterne i sutteflasker. Vi ønskede et forbud her i Danmark, og det har vi så fået ministeren, regeringen og alle med på, og det resultat er vi jo glade for, og det er det, der tæller for mig. Det er det, der ligesom skal besluttes på borgernes vegne, så borgerne kan føle sig sikre, og så vi ikke udsætter dem for, at de kan få kræft af sådan nogle ting og allergi, og hvad det ellers kan medføre. Så resultatet tæller for Dansk Folkeparti og ikke alt det sniksnak.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti.

I SF er vi enige med Enhedslisten i, at bromerede flammehæmmere skal væk fra elektroniske produkter. SF har faktisk tidligere, i 2005, fremsat et beslutningsforslag, som tilnærmelsesvis kunne ligne det beslutningsforslag, Enhedslisten fremsætter i dag.

Men når jeg kigger på det i forhold til den internationale regulering, der er sket siden 2005, mener jeg, at det især er den første del af Enhedslistens forslag, der giver mening, nemlig at Folketinget pålægger regeringen at arbejde for, at der i EU indføres et totalt stop for brugen af og salget af elektronikprodukter, der indeholder bromerede flammehæmmere og ftalater. Men vi må sige nej til delen om særregler i Danmark.

For hvis vi kigger på, hvordan EU-reguleringen har fungeret, ser vi, at det jo fungerer og går i den rigtige retning. Det er rigtigt, at det nok ikke går hurtigt nok. Vi havde også gerne set, at tempoet blev sat op, men med den måde, man regulerer i grupper på, hvor man reelt igennem REACH kan forbyde en hel gruppe af kemikalier, der har lignende tilbøjeligheder, så er det mere effektivt, end at vi fra dansk side skal gå ind og regulere hvert eneste, enkelte stof.

Vi kan se, at Danmark jo også i REACH-forhandlingerne har spillet aktivt ind, bl.a. hvad angår nogle af de stoffer, vi i særdeleshed har undersøgt i Danmark. Så jeg synes, at det er den rigtige vej at gå, altså at kæmpe for, at vi får det her forbud gennem EU og ved brug af REACH-lovgivningen.

Så den første del af forslaget kan vi støtte, men vi har altså problemer med den anden del.

Jeg skal ikke komme ind på, hvad bromerede flammehæmmere er, for det har der været mange der har sagt. Men jeg synes jo, at en af de ting, der i hvert fald vækker til eftertanke hos mig, er, at man stadig væk anvender bromerede flammehæmmere i bl.a. tekstiler. I Storbritannien har man en kæmpe debat om, hvorvidt man overhovedet kan forestille sig børnenattøj uden bromerede flammehæmmere, fordi man har åbne gassteder, og børns tøj kan jo brænde, og så får man en større eksplosion. Det viser, hvilket omfang vi snakker om, når vi snakker bromerede flammehæmmere. Det er en kæmpe udfordring, og det anerkender vi.

Ifølge Miljøstyrelsen i svar på spørgsmål nr. 414 til mig i sidste samling findes der ca. 70 forskellige bromerede flammehæmmere. De er ikke bundet til det elektroniske produkt, og det betyder altså også, at de kan afdampe fra produktet, når det er i brug. Det er jo en af de ting, vi skal være opmærksomme på. Derfor er vi også nødt til at få mere regulering på markedet på det her område.

Det er begyndt. De her ppb’er er dukket op på POP-konventionens sorte liste. Det beskidte dusin er altså nu udvidet til 21 stoffer, og det er sket via et pres fra EU, men også fordi Danmark har meldt ind i processen, bl.a. om bromerede flammehæmmere, til EU. Når vi får mere viden om de bromerede flammehæmmere, forventer jeg sandelig også, at Miljøstyrelsen og Miljøministeriet vælger at følge op, og at den danske miljøminister på den måde sætter sig i spidsen for det videre arbejde.

EU har jo bl.a. forbudt brugen af penta-PDE og octa-BDE, og så vidt jeg ved, er det også deca-BDE i elektroniske produkter, der er forbudt, men ikke generelt. Det er jo et af de stoffer, som Danmark har undersøgt nærmere og har været med til at spille ind omkring. Jeg tror ikke, at vi var kommet så langt på globalt plan, som vi er, hvis ikke EU aktivt havde spillet ind på den her bane. Hvis Danmark havde stået alene, havde vi stået svagere på en international scene.

Jeg synes, det er vigtigt, at fokus er alle tre steder lovgivningsmæssigt: EU-lovgivning, FN-lovgivning, men så sandelig også love i de lande, der i fællesskab med andre lande har muligheder for at flytte på de markeder, de udgør. Der tror jeg at bl.a. Socialdemokraternes forslag, altså om at søge alliancer med både Sverige og Finland, er en vej frem i forhold til at lægge et yderligere pres internt i EU. Der må vi jo erkende at vi ofte har samme interesser.

Jeg tror simpelt hen – hvis jeg skulle sige det på sådan meget fladt dansk – at et rent dansk forbud uden tilløb fra andre steder ville være som en prut i en spand vand. Det er ikke noget, man kan bruge til særlig meget. Jeg ved ikke, om man overhovedet må sige sådan noget på talerstolen, men nu gjorde jeg det.

Jeg synes, at det, vi skal arbejde for, selvfølgelig er at sørge for EU-regler – og EU-regler med mere tempo end det, vi ser i dag.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Nu ved jeg jo ikke, om det er, fordi SF har skiftet holdning siden 2005, hvor man foreslog et nationalt forbud, eller det er, fordi tingene har udviklet sig. Lad os bare lade, som om det er det sidste, det er det mest venlige.

Men jeg vil godt spørge fru Pia Olsen Dyhr: Hvad er tidsperspektivet i disse tanker om, at man skal komme længere ad EU- sporet? Det er jo ikke så lang tid siden, man nede i Europa-Parlamentets miljøudvalg afviste at gøre noget ved det her. Så hvad ser fru Pia Olsen Dyhr som et perspektiv, der kan gøre, at vi kan få resultater på det her område sådan rimelig hurtigt?

Ordføreren.

For det første er der sket noget på den internationale scene, og det er derfor, SF siger, at det ikke er tiden til et nationalt forbud. Det er det første, som spørgeren spørger lidt subtilt til. Til det andet element, som spørgeren spørger ind til, nemlig det her med tidsplanen, vil jeg sige, at der jo kommer en revision af REACH. Nu er REACH jo ligesom gået i gang, folk er blevet præregistreret, registreringsfristen udløb for nylig, og man kan sige, at REACH er på sporet. Det, det handler om, er, at næste gang REACH skal revideres, skal vi allerede fra dansk side have flere undersøgelser om bromerede flammehæmmere klar, så vi i virkeligheden kan melde ind i processen i forbindelse med REACH. Jeg forestiller mig ikke mere end et par år frem. Det er jo ikke sådan en proces, hvorom jeg siger, at om 30 år er vi kommet i mål. Det er en forholdsvis kort frist, og jeg forventer bestemt, at hr. Per Clausen minder os om det i kemikalieforhandlingerne, det er jeg faktisk ikke i tvivl om at han løbende vil gøre.

Hr. Per Clausen.

Det tror jeg godt jeg kan love, og jeg er helt med på, at SF ikke har ændret holdning, men at det er verden, der har forandret sig. Det er sikkert rigtigt. Men jeg vil så godt spørge fru Pia Olsen Dyhr, om det ikke ville være en idé at få, hvad skal jeg sige, en lidt mere udfoldet plan for, hvad Danmark skulle foretage sig, altså sådan at man ligesom sagde: Vi har et perspektiv om, at vi skal have lavet om på de her ting i forbindelse med nogle REACH-forhandlinger; vi skal styrke vores position i forhold til andre EU-lande; vi skal kunne være mere konkrete i vores kritik. Det ved vi jo godt kræver en indsats, og det kræver en indsats, der skal planlægges nu. Så der vil jeg så spørge fru Pia Olsen Dyhr, om hun ikke mener, at det ville være fornuftigt, at vi hjalp miljøministeren med sådan en plan i Folketingets Miljøudvalg.

Ordføreren.

For det første har verden forandret sig siden 2005, da SF fremsatte det her beslutningsforslag i Folketingssalen, og jeg synes, at det er vigtigt at understrege, at der er sket noget på internationalt plan. De første bromerede flammehæmmere er blevet forbudt i EU, og vi har også REACH, der faktisk er kommet til at fungere. Så ja, tingene har flyttet sig, og nogle gange må man også erkende, at verden ændrer sig. Det synes jeg måske også at hr. Per Clausen skal være opmærksom på.

For det andet synes jeg, at det i forhold til tidsplanen i den videre proces kunne være oplagt at diskutere med miljøministeren, om vi kan forestille os, hvordan vi vil spille ind i forhold til en revision af REACH, og vi kunne også lægge op til en drøftelse af, hvad det er for nogle stoffer, vi ønsker Miljøministeriet skal have så meget viden om, at vi faktisk kan melde ind og sige, at vi vil have det forbudt i EU – altså sådan at vi melder ind til listen. Det er det, der bliver relevant i den her sammenhæng, og der synes jeg jo at Danmark har gjort det, der er interessant. Vi kørte en benhård sag under RoHS om Deca-BDE, og det samme skal vi selvfølgelig gøre i den videre REACH-proces. Vi skal have samme viden, og vi har jo faktisk kompetencen i Danmark til at kunne varetage det her.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Tage Leegaard som ordfører for De Konservative.

Enhver kan vist forestille sig ubehaget, hvis barbermaskinen bryder i brand under brug, og derfor er det ganske betryggende, at vores elektroniske apparater, herunder barbermaskiner, er beskyttet mod, at der går ild i dem, ved hjælp af flammehæmmende midler. På den baggrund er der al mulig grund til skepsis over for Enhedslistens sikkert velmente forslag om forbud mod bromerede flammehæmmere og ftalater i elektronikprodukter. Der er ikke belæg for at begrænse alle flammehæmmere i elektronik.

Allerede i dag er der forbud mod de mest problematiske af slagsen, og en yderligere dansk enegang på området vil være ganske uden effekt. Der findes lige nu ikke noget videnskabeligt belæg for yderligere tiltag. Endvidere bør eventuelle nye tiltag finde sted i fælles EU-regi, og der er tiltag på vej. Der er således ikke grund til at forsøge at løse et problem, som måske slet ikke er et problem, for blot at øge risikoen ved brug af elektroniske hjælpemidler med de mange gener, det kan medføre.

Det Konservative Folkeparti er imod beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det hr. Johs. Poulsen som ordfører for Det Radikale Venstre.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget fra Enhedslisten er der gjort opmærksom på, at der er tale om en delvis genfremsættelse af det, der hed B 117, fra folketingsåret 2006-07. Jeg vil også gerne henvise til de bemærkninger, som Radikale Venstre fremførte dengang, dem kender hr. Per Clausen og de øvrige forslagsstillere sikkert udmærket. Men i den korte udgave går de ud på, at vi er positivt indstillet over for beslutningsforslaget og den tankegang, der ligger deri, dog således forstået, at vi gerne vil tage hensyn til de bemærkninger, der er faldet fra en række af de partier, der i debatten her i dag har sagt, at det her bør bruges til, at udvalget måske laver en beretning, der rent faktisk kunne være en hjælp til regeringen med hensyn til at anvise en vej for, hvordan vi kommer bedst muligt videre med det, som jeg opfatter er det vigtige formål med forslaget og også grunden til, at vi er positive over for forslaget, nemlig at man hele tiden og konkret arbejder med, hvordan man kan få flest mulige af de meget farlige og miljøskadelige stoffer og kemikalier, som findes i vores miljø, vores nære miljø og vores brugsgenstande og de ting, vi omgiver os med, udfaset på kortest mulig tid.

Det er der jo ikke enkle svar på, og det har debatten også vist. Men til gengæld synes vi, at beslutningsforslaget lægger op til, at man fastholder fokus på, at det er noget, vi hele tiden skal beskæftige os med. Der vælger vi altså positivt at høre bemærkningerne fra en række partier, herunder for den sags skyld også fra miljøministeren, sådan at det bør der kunne findes en måde at anvise veje til, som måske er endnu bedre end det, der hidtil har været lagt frem. Det arbejde deltager vi gerne i, og i den forstand finder vi som sagt, at beslutningsforslaget er positivt, og vi går også ind i arbejdet i udvalget med henblik på at kunne lave en sådan videre anvisning med afsæt i det, der er lagt frem.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Per Clausen fra Enhedslisten.

Det var meget godt med hr. Tage Leegaards indlæg, for det gjorde det klart for mig, hvorfor jeg altid har foretrukket at bruge en skraber, nemlig for ikke at løbe risikoen for at blive brændt af under barberingen – i mit tilfælde oven i købet med risikoen for, at overskægget ville bryde i brand, og det ville jo være en kedelig udvikling. Så det bare indledningsvis være sagt sådan lidt spøgefuldt.

Ellers vil jeg sige, at der jo ikke er nogen grund til at lægge skjul på, at Enhedslisten har den grundopfattelse, at det med at lave nationale forbud, når man ikke umiddelbart har mulighed for at komme igennem med det i EU, har to meget positive effekter. For det første har det den positive effekt, at forbrugerne i Danmark beskyttes mod de farlige stoffer, vi forbyder. Det synes vi sådan set er vigtigt, også når hensynet til EU’s indre marked, kemikalieindustrien i Europa osv. fører til, at det ellers ville gå ganske langsomt med at opnå et sådant forbud.

Men det har også en anden effekt, og den synes vi da også at det er værd at tage med i betragtning, nemlig den effekt, at det tilsyneladende – i hvert fald i nogle tilfælde – fremmer processerne i EU, hvis Kommissionen stilles over for det interessante valg mellem på den ene side at starte en sag mod Danmark, fordi vi forbyder bisfenol A i sutteflasker, eller at analysere sig frem til, at de hellere selv må lave et forbud. Man kan sige, at forbuddet i første omgang er blevet noget begrænset i forhold til det danske forbud, men det eksisterer dog. Vi har da også bemærket, at regeringen forholdsvis frivilligt, næsten frivilligt, har bevæget sig videre ad den bane med et forbud mod to parabener, hvilket den jo også er meget stolt af. Så på nogle områder er regeringen rigtig stolt af at bruge den strategi, som Enhedslistens synes er en god strategi. Det synes jeg jo er godt og dejligt.

Det er bare for at sige, at vi selvfølgelig ikke er så glade for, at den del af vores forslag her i dag, der handler om det nationale forbud, jo ikke sådan har fået direkte opbakning fra så forfærdelig mange. Hvis jeg tolkede hr. Jørn Dohrmann positivt, kunne jeg måske opfatte det, som om han godt kunne have været med til det, men det kommer vi jo ikke så langt med. Jeg vil ikke give udtryk for noget direkte ønske om, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten tilsammen skal have flertal i Folketinget efter næste valg. Det kunne have nogle andre omkostninger, som det ikke er værd at tage med, vil jeg sige.

Når vi har fremsat forslaget om forbud mod bromerede flammehæmmere og ftalater i elektronisk udstyr, er det selvfølgelig, fordi vi mener, at der er tale om en vigtig sag. Der er nemlig tale om, at bromerede flammehæmmere og ftalater frigives til indeklimaet, når de elektroniske produkter er i brug. Det kan godt være, at det ikke umiddelbart virker så dramatisk, som hvis der gik ild i ens overskæg, men derfor kan det jo godt være alvorligt alligevel, når mennesker bliver udsat for de her stoffer.

Vi ved, at der er tale om hormonforstyrrende og kræftfremkaldende stoffer, som forstyrrer fostres udvikling og nedsætter fertiliteten, og vi ved, at ftalater er hormonforstyrrende. Vi ved også, at når man snakker om flammehæmmere, er de meget vanskelige at nedbryde, og at de ophobes i fedtlaget hos de dyr, der befinder sig i den øverste del af fødekæden, og hvis nogen skulle være i tvivl, er det også mennesker.

Det gør sig også gældende, at det især er børn, der er meget udsatte for påvirkninger fra flammehæmmere, da de tilbringer meget tid på gulvet. Det er rent faktisk sådan, at hvis man ser på, hvor meget af de her stoffer, der ophober sig i små børns blod, er koncentrationen langt større hos dem, end den er hos udvoksede mennesker. Og det hænger altså sammen med, at børn kravler rundt nede på gulvet, hvor det her koncentreres. Man har også diskuteret det i forhold til modermælk, som er i søgelyset, og hvor man har fundet bekymrende høje koncentrationer af flammehæmmere i mælken.

Det er så sagt i dag, og det er rigtigt, at nogle af de her flammehæmmere er forbudt. Det er også sagt, at det er de farligste. Man kan sige, at når man kigger lidt på, hvad forskere siger og skriver og ytrer sig om i den her sammenhæng, vil det nok være mere rigtigt at sige, at det er dem, der er bedst undersøgt, der er forbudte. De, der ikke er undersøgt godt, har man ikke nogen dokumentation for, eller man har ikke den samme dokumentation for, at de er farlige. Til gengæld må man sige, at når nogen forsøger at beskrive det, som om der skulle være en direkte sammenhæng mellem dem, der er forbudte, og dem, der ikke er forbudte, og graden af farlighed, så foreligger der i hvert fald heller ikke nogen dokumentation for det.

Det var vel også en af begrundelserne for, at fornuftige kræfter – og så skal jeg ikke rode mere rundt i, hvilke EU-parlamentarikere der var fra Danmark blandt de fornuftige kræfter – faktisk forsøgte at få flammehæmmere forbudt, da RoHS-direktivet skulle genforhandles i juni 2010. Det er også derfor, at man kan sige, at det altså er et synspunkt, der findes rundtomkring i Europa, at de her flammehæmmere og ftalater skal forbydes, og at der altså også findes nogle mennesker, som man kan alliere sig med, hvis det handler om at komme videre. Desværre blev forslaget nedstemt, og de farlige stoffer er fortsat tilladte.

Man skal jo så i den sammenhæng være opmærksom på, at der faktisk er flere elektronikproducenter, som bakker op om et forbud. Det er jo ikke, fordi det, at der sådan er store multinationale koncerner, der støtter Enhedslistens politik, normalt gør mig rolig og tryg, men det viser da i hvert fald, at der findes ufarlige alternativer, og at de allerede er udviklet og de er bredt anvendt. Altså bare det, at man ved at bruge nogle af miljømærkerne kan sikre sig mod bromerede flammehæmmere, viser jo, at der findes alternativer, så det er jo ikke et spørgsmål om, at der er en frygtelig masse meget, meget gode og vigtige og væsentlige produkter, der vil forsvinde fra vores land, hvis vi indførte et forbud.

Desværre, kan man sige, blev forbuddet altså ikke vedtaget, og den chance, man så her havde for at begrænse tilstedeværelsen af farlige kemiske stoffer i elektroniske produkter, faldt så væk, så forbrugere, arbejdere og miljøet altså fortsat bliver udsat for de her farlige kemikalier.

Der er også andre, der har reageret. Der er en række forskere, som er gået sammen og har frarådet brugen af bromerede flammehæmmere. Deres synspunkt har sådan set været lidt det samme som miljøministerens i dag, nemlig at vi mangler data, men til gengæld siger de, at de data, vi har, indikerer, at de her stoffer er meget farlige, så der er altså al mulig grund til at være bekymret. Vi vil sådan set gerne lytte til forskere, samtidig med at vi prioriterer hensynet til befolkningens sundhed, især vores børns sundhed, væsentlig højere end hensynet til EU's kemikalielobby. Vi ser på det på den måde, at der ikke er vægtige grunde til ikke at forbyde disse stoffer. Vi ved, at de er farlige, og at alternativer er udviklet.

Så kan man sige, at den diskussion, der har været i dag her i Folketingssalen, jo har vist – synes jeg – at der tilsyneladende er rimelig bred opbakning til det, man kunne kalde indholdet i Enhedslistens forslag, den del af indholdet, der handler om, at vi skal have sat gang i noget aktivitet for at få fremmet et forbud mod de her bromerede flammehæmmere og ftalater. Synspunktet er så, at den måde, vi skal gøre det på, er ved at forsøge at fremme udviklingen i EU ved at fremme et samarbejde med andre lande, som også er medlemmer af EU, for at komme igennem med sådanne forslag. Enhedslisten medvirker gerne til at lægge en plan for den del af det og at lægge et pres for, at det kommer til at køre. Så kan vi jo godt have den opfattelse, at den proces i EU formentlig ville blive fremmet ganske væsentligt, hvis der kom et selvstændigt dansk initiativ. Det kan være, at der også bliver brug for det i løbet af de næste par år, eller det kan være, at der bliver brug for et selvstændigt initiativ, hvor Danmark sammen med nogle andre lande, f.eks. de nordiske lande, tager nogle initiativer også i forhold til at lave nogle forbud, der så er begrænset til en del af EU-landene.

Men jeg vil sige, at det, at der kan være en i hvert fald aktuel uenighed mellem Enhedslisten og et flertal i Folketinget om, hvilke konkrete skridt vi skal tage på den bane, selvfølgelig ikke skal forhindre, at vi i de kommende uger seriøst arbejder med at forsøge at få formuleret en politik, der gør, at Danmark effektivt kan gå ind og arbejde for, at vi får sikret et forbud mod de her farlige stoffer. Det medvirker vi gerne til i det videre arbejde.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Planlægningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.