Aktstk. 5 Tilslutning til, at eksportordningen kan yde eksport lån med fast rente

Af: Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (KF)
Folketingsår: 2009-10
Status: Tiltrådt

Om aktstykket

Fremsat:
14-10-2009
Afgjort:
30-10-2009
Paragrafområde:
§ 8 Erhvervsministeriet
Afgørelse:
Tiltrådt af Finansudvalget den 30-10-2009.
Socialdemokraternes, Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget tilslutter sig aktstykket. Partierne finder, at initiativerne isoleret set kan være udmærkede, men er langt fra svar nok på den historiske krise, som Danmark befinder sig i:

1. Pakken er for lille.
Krisen er så dyb og har ramt så mange virksomheder, at 4 mia. kr. er alt for lidt. Samme synspunkt har organisationen Dansk Erhverv fremhævet i sin kritik af erhvervspakken.

2. Pakken kommer for sent.
Krisen for dansk økonomi og erhvervsliv udvikler sig dramatisk hver dag, og længe har S, SF og RV presset på for tiltag, der kunne afhjælpe erhvervslivets særlige problemer.

3. Pakken hjælper for få.
Pakken har fortrinsvist fokus på eksporterende virksomheder og vækstiværksættere. Andre typer af erhvervsdrivende - som fx håndværksvirksomheder, industrivirksomheder og butiksdrivende, der primært retter sig mod det danske marked - får ingen hjælp.

Dagligt må danske virksomheder dreje nøglen om. Siden juni 2008 er ledigheden eksploderet fra 45.900 personer til 113.500 personer, og prognoser for dansk økonomi viser, at krisen fortsætter længe endnu.

Danmark har behov for en vækstpakke for at komme sikkert gennem den historiske krise. Både S, SF og RV har fremlagt vækstplaner, som her og nu med fremrykninger af offentlige investeringer vil tage toppen af stigningen i ledigheden. Samtidig vil S, SF og RVs vækstplaner via investeringer i uddannelse og forskning bidrage til de nødvendige strukturelle ændringer af dansk økonomi, der er forudsætningen for, at eksempelvis dansk erhvervsliv kan vinde kampen om fremtidens arbejdspladser.

En effektiv erhvervspakke havde indeholdt satsninger på uddannelse, forskning, innovation og fremrykninger af offentlige investeringer.

Regeringen har valgt en anden strategi. Dette forslag er endnu et udtryk for regeringens dryp-strategi, som ikke for alvor tager fat om roden til problemerne for dansk økonomi; den kraftigt stigende arbejdsløshed.

De samlede initiativer i aktstykkerne er derfor udtryk for et isoleret tiltag fra regeringens side, som ikke er præget af udpræget sammenhæng med øvrige fremlagte tiltag. Den såkaldte erhvervspakke er derfor illustrativ for regeringens økonomiske politik; uden retning og bevis for at kunne bringe Danmark sikkert gennem krisen.

På trods af en historisk krise og behovet for brede aftaler for at bringe Danmark sikkert gennem krisen, valgte VK-regeringen endnu engang blokpolitikken ved denne aftales udformning. S, SF og RV har ikke haft mulighed for at få indflydelse på aftalen på trods af klare tilkendegivelser om interesse for det modsatte. Forløbet er udtryk for en svag regering uden evne til brede løsninger om store udfordringer.

Enhedslistens medlem af udvalget støtter aktstykket, fordi det giver bedre mulighed for at producere og eksportere udstyr til vedvarende energi, selv om det ikke, som Enhedslisten ønsker, lever op til, at statslige støtteordninger skal have et generelt krav om bæredygtighed såvel socialt som miljømæssigt.

Dokumentdato: 30-10-2009
Modtaget: 30-10-2009
Omdelt: 30-10-2009

Internt dokument