Jeg vil gerne give lovforslaget her nogle få ord med på vejen om Socialdemokraternes stilling til det, for da vi havde førstebehandlingen af forslaget, var vi positivt indstillede, men dog afventende, fordi vi ville vente og se de svar, der kom på de mange spørgsmål, vi havde.
Fra Socialdemokraternes side skal der ikke være nogen tvivl om, at vi ikke har noget imod, at forældre skal mere på banen og tage langt mere ansvar for deres børns handlinger. Men vi er altså endt med at sige, at vi vil stemme imod det her forslag, fordi når man lægger det, der er i forslaget, sammen, vil det ikke komme til at rykke noget som helst.
I dag er det sådan, at hvis et barn begår noget kriminelt, eksempelvis noget hærværk, er det barnet selv, der ender med at få regningen og være erstatningspligtig. Det, der sker med det her lovforslag, som nu bliver vedtaget, er, at forældre, selv om de ikke har tilsidesat deres tilsynspligt, og selv om de måske endda har gjort alt, hvad de kunne for at påvirke børnene til, at de skulle opføre sig ordentligt, skal betale en del af den regning, som børnene i dag skal betale. Der er altså ikke tale om, at bøden eller hæftelsen bliver større, men at forældrene overtager en del af det erstatningsansvar, som børnene har i dag.
Så kan man stille sig selv spørgsmålet: Vil den her frygt for at få en økonomisk sanktion få nogen forældre til at blive bedre opdragere? Jeg tror, de fleste ikke vil bekymre sig synderlig meget om det. Rigtig mange, som har en familieforsikring, vil blive dækket ind. Det er kun forsikringsselskaberne, der på den lange bane vil vinde på det her. Dem, som ikke har nogen familieforsikring, kan til gengæld, hvis de slet ingen penge har, ende med at blive fritaget for at betale.
Men der, hvor det hele falder fuldstændig sammen, er, når man ser på, hvordan man så skal få forældrene til rent faktisk at betale de her 7.500 kr., som lovforslaget nævner. Ja, der er vedtagelsen altså sådan, at hvis et barn har begået noget kriminelt, skal man som den, der har bilen, der er blevet sparket til, eller containeren, der er blevet brændt af, selv gå hen at anlægge et civilt søgsmål mod barnets forældre. Hvis barnets forældre så ingen penge har eller ikke ønsker at bidrage til at få opklaret sagen og få domstolsbehandlingen hurtigt overstået, så vil det her trække ud. Jeg ved ikke, hvem man forestiller sig gide ligge i en eller anden domstolskrig i årevis for 7.500 kr., og hvem forestiller sig i øvrigt, at det her forslag på nogen som helst måde vil forhindre noget af det hærværk, som vi meget gerne vil til livs?
Vi er enige i, at ungdomskriminalitet skal bekæmpes. Vi er enige i, at man skal gøre det på en helt, helt anden måde, end man gør i dag. Men det her forslag er noget sjusk. Forsikringsselskaberne er de eneste vindere. Alle andre almindelige mennesker rundtomkring i samfundet vil ende med at være forsikret mod det her, og dem, som ingen penge har, vil ende med at blive friholdt. Der kommer ikke til at være ret mange, der vil få den her forældrehæftelse, og det er sikkert udmærket, for det kommer ikke til at virke.
Hvis man endelig ønsker at ville straffe forældre, skulle man have gjort det sådan, som man gør eksempelvis med spritbilister. Der siger man, at dem, der tjener mest, altså også skal have det største smæk. Det vil sige, at der er en eller form for ligelighed i, hvordan smækket rammer. Det ville man have gjort, hvis man havde villet lave en økonomisk progression. I stedet for skal beløbet nu være det samme, og man må da være ærlig at sige, at for direktørens pengepung er 7.500 kr. ikke det største smæk, men for en, der ingen penge har, er det noget, der kan mærkes rigtig meget.
Problemet med det her lovforslag er, at det overhovedet ikke hjælper forældre, der har problemer med deres børn. Det giver ikke andet end angst for en økonomisk straf. Men hvorhenne er forældrekurserne? Hvorhenne er medinddragelsen? Hvorhenne er hjælpen til forældrene til at påtage sig det ansvar, de har? Det er der ikke meget af. Derfor ender Socialdemokraterne med at stemme imod, selv om vi sådan set synes, at hensigten er god nok, nemlig at man skal få forældre til at tage mere ansvar for deres børn, men det er bare ikke det, man opnår med det her forslag.