For snart 2 år siden, da Ungdomshuset på Jagtvej blev ryddet, gik mange voksne, unge og børn amok i de københavnske gader og satte ild til biler og containere. De hærgede offentlig ejendom, og de satte ild på rigtig mange borgeres privatbiler. Nogle borgere var kaskoforsikrede, men ikke alle. Mange borgere vågnede altså op til en afbrændt bil, de ingen erstatning fik for. Af disse gerningsmænd blev kun ganske få fundet, i langt de fleste sager kunne det ikke bevises, hvem der var gerningsmanden, og derfor slap han eller hun fri uden at skulle betale for det, de havde ødelagt. Det skulle de ellers have gjort, hvis det havde kunnet bevises, hvem der var de skyldige.
Allerede dengang rejstes debatten om, hvad der kunne gøres for at få forældre til at tage et større ansvar for deres børn, så de ikke går på gaden og deltager i hærværk og hærgen. Debatten fortsatte, og da vi sidste år i uge 7 var vidner til en landsdækkende hærværksrus, hvor biler igen blev sat i brand, lød det fra mange sider, at det må have nogle økonomiske konsekvenser, såfremt forældre ikke har styr på deres børn, der render rundt i gaderne og brænder uskyldige medborgeres biler af, og som skaber både utryghed og frustrationer omkring sig.
Siden uge 7 har der ikke været landsdækkende aktioner, men der har været mange afbrændinger af både biler og containere, ligesom børnehaver og skoler er blevet brændt af, alt sammen noget, der er fuldstændig uacceptabelt, og som vi ikke kan tage nok afstand fra, men som vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at stoppe.
Regeringen har nu fremsat dette lovforslag, som den mener vil få forældrene til at holde bedre styr på deres unger. Debatten i foråret gik på, at forældrene skulle hæfte for hele det beløb, som deres børn havde ødelagt for. Det vil i virkeligheden sige, at det i stedet for at være den unge selv, der ender med regningen, sådan som det er i dag, fremover skal være mor og far, der skal have hele regningen, også selv om det ikke er dem, der har forvoldt skaden. I det lovforslag, der nu er fremsat, foreslår regeringen, at hæftelsen, altså bøden, som forældrene skal betale, fordi deres børn har forøvet hærværk, højst skal være på 7.500 kr. pr. skadegørende handling. Derudover skal barnet, præcis som i dag, erstatte de forvoldte skader.
Det nye er altså, at forældre kan gøres erstatningspligtige for deres børns kriminalitet, og det er noget, som med den nugældende lovgivning kun kan ske, hvis de har tilsidesat deres tilsynspligt.
Socialdemokraterne er fuldstændig enige i, at der skal gøres alt, hvad der kan gøres, for at stoppe børns og unges hærværk. Vi har ingen sympati med lømlers ligegyldighed over for den smerte - følelsesmæssige eller økonomiske - som de påfører andre, fordi de har trang til at brænde biler af. Vi er også enige i, at man skal gøre, hvad man kan - og meget mere, end der bliver gjort i dag - for at få forældrene på banen og for at få dem til at tage ansvar for deres børns handlinger. De sidste mange ildspåsættelser, der har været, har primært været forøvet i udsatte boligområder, hvor der bor mange med etnisk baggrund, og det er også deres biler, der er blevet brændt af.
Regeringen vil med det her lovforslag sende et signal om, at man vil straffe det hårdt for at få forældre til at holde styr på deres børn. Det vil samtidig sige, at de, der ikke er med på forslaget, er nogle slappe nogle. Sandheden er nok mere nuanceret, for forslaget er, som det er fremsat, slet ikke uden problemer, og derfor kan det være svært at skulle være ovenud begejstret. Og selv om Socialdemokraterne sådan set gerne vil være med til at straffe lømler, vil vi faktisk også meget gerne forebygge, at bilerne overhovedet bliver brændt af. Men vi er positive og vil gerne indgå i en dialog ikke kun med regeringen, men med alle partier i Folketinget, om, hvordan vi bedst muligt får forældre til at tage ansvar for deres børns gerninger til gavn for børnene.
Den måde, forslaget er udarbejdet på, har ikke fået regeringens ungdomskommissions samlede tilslutning, man er tværtimod stærkt delt, landsretterne udtaler sig kritisk, og flere af høringsparterne mener, at forslaget ingen effekt vil have, og nogle mener endda, at det vil have en negativ effekt. Der mangler forskning på området, og det kan faktisk ikke konkluderes, hvilken effekt forslaget vil få.
Socialdemokraterne vil stille en række spørgsmål, ligesom vi vil stille en række ændringsforslag, og så håber vi, at udvalgsbehandlingen vil give svar på de mange spørgsmål, som lovforslaget ikke besvarer, så det endelige produkt, som vi i forening kan komme frem til, forhåbentlig kan blive bedre end det, regeringen nu har fremsat. Allerede nu kan jeg se 3 ændringsforslag for mig:
For det første synes vi, man bør diskutere, om der skal laves en ordning, hvorefter man som supplement til eller i stedet for en bøde skal tvinge forældrene til at deltage i forældrekurser. For det andet ønsker vi en økonomisk progression i bøden, så rige betaler mere end fattige, efter samme model, som vi kender fra bøder for spritkørsel. For det tredje bør forslaget ledsages af en undersøgelse af de sociologiske effekter, som ordningen vil få i forhold til såvel stærke som svage familier.
Derudover har vi en bunke spørgsmål, som drejer sig om, i hvilket omfang regeringen mener loven vil blive brugt. Er den bare symbolpolitik? Eller hvad har man f. eks. tænkt sig at gøre for at opklare flere af de bilafbrændinger, som i dag ikke bliver opklaret, og som hverken gerningsmand eller forældre vil kunne stilles til regnskab for?
Vi har også spørgsmål til den måde, som erstatningen skal betales på. Hvis forældrene ikke vil betale, skal den, som har lidt skade, selv anlægge et civilretligt søgsmål for at få erstatningen. Er det ikke en meget besværlig løsning?
Der er også en problemstilling vedrørende forsikring, som vi skal have afklaret, for det bliver sådan, at man kan forsikre sig mod denne forældrehæftelse. Hvad vil det få af betydning, at man som forældre kan forsikre sig mod at skulle betale? Socialdemokraterne mener ikke, at lovforslaget kan stå alene, vi mener, det skal kobles med langt flere sociale initiativer - både smarte sanktioner og tvangsfjernelser. Forældre, der ikke magter deres børn, skal have hjælp til at klare det, og hvis det ikke duer, skal børnene fjernes fra hjemmet, men det har kommunerne jo ikke penge til.