Tak. Der er jo blevet stillet ændringsforslag, men de blev desværre stemt ned. Regeringen valgte at føre strudsepolitik, og ministeren brugte sin ret til at lade være med at udtale sig. Jeg bruger min ret til at udtale mig, fordi der ved førstebehandlingen faktisk var et meget stort flertal for, at det, ministeren fremsatte, ikke var godt nok. Men det er sådan set fint nok i sig selv, at man bruger udvalgsarbejdet til at kvalificere et lovforslag.
Der var to punkter, som også især Dansk Folkeparti - lagde jeg mærke til - bed mærke i, og det ene var, at når man laver et løntilskudsjob, er det sådan, at det ikke automatisk giver genoptjeningsret til a-kassen. Der fandt vi så ud af under udvalgsarbejdet, at det er sådan, at for ganske almindelige tømrere og smede og murere og ufaglærte er der ingen genoptjeningsret, men på en hel masse andre områder, på videnskabsministerens område, på økonomi- og erhvervsministerens område og på andre områder, hvor det måske ofte mere drejer sig om akademisk arbejdskraft, er der sandelig genoptjeningsret.
Det syntes jeg jo var underligt, og da også Dansk Folkeparti syntes, det var underligt, og andre syntes, det var underligt, var det jo bare et spørgsmål om at få et samråd. Men der var Dansk Folkeparti ikke til sinds at gøre noget som helst, og det var andre heller ikke, for da var det godt nok. Det virker jo underligt, at man står heroppe på talerstolen og har stor sympati for nogle ting, og bagefter er det lige meget. Det var den ting.
Så er der en anden ting: Der var noget i høringssvarene om, at lovforslaget ikke var godt nok. Der var nogle grupper, man kunne tage med, og som man kunne gøre en tidlig indsats over for. Vi ved jo, at regeringen har sagt, at ledigheden vil stige til det dobbelte næste år - det er lige før jeg siger, at den arbejder med, at den skal blive større, for man gør ikke noget for at forhindre det, så det passer sådan set godt nok. Men det, der er problemet her, er, om de redskaber, der er i værktøjskassen, er gode nok. Jeg synes jo, det er fint med et system med en aktiv arbejdsmarkedspolitik, hvor den ledige ikke skal kvalificere sig via en lang ledighedsperiode, inden man kan gøre noget, men at man kan sætte tidligere ind.
Der har vi i oppositionen så foreslået en række ændringer. Det er noget, der ikke er administrativt besværligt, f.eks. at man kan sætte tidligere ind over for alle over 50 år. Vi ved, at folk i senioralderen har en højere ledighedsprocent end andre. Der er spørgsmålet om etniske grupper, hvor man også kunne sætte ind, og så er der spørgsmålet om de ufaglærte. Hvad er der i vejen for, at man kan sætte tidligere ind over for de grupper? Hvorfor vil regeringen ikke have, at der skal være en tidlig indsats over for dem? Hvorfor skal de gå igennem en lang periode, inden de kan få et løntilskudsjob, når nu ministeren selv siger, at det er det bedste redskab, der er i værktøjskassen? Det er da fuldstændig uforståeligt.
Det er lige så uforståeligt, som at beskæftigelsesministeren her en anden dag, sidste fredag helt nøjagtigt, udsendte en pressemeddelelse om, at det nu var slut med de fire jobansøgninger. Det var helt fantastisk, folk var glade; Dansk Folkeparti udsendte en pressemeddelelse om, at det var deres skyld, at det var ophørt, og vi kan læse i Altinget, at hr. Bent Bøgsted har udtalt, at den julegave, han ønsker sig, har han allerede fået, for den har beskæftigelsesministeren givet ham. Så hørte vi i går, at det skam ikke gælder, men at folk stadig væk i en ny 4-ugers-periode skal indsende fire ansøgninger.
Forvirringen er total. Der er jo ikke noget at sige til, at det går galt med regeringens politik, når man ikke engang kan finde ud af at håndtere så enkle ting som det her. Man meddeler det til Arbejdsdirektoratet og hele offentligheden, sender en pressemeddelelse ud om, at man stopper de fire jobansøgninger, men ugen efter trækker man i land og siger, at det stadig væk gælder.
Vi har selvfølgelig bedt om at få et samråd, og jeg forstår, at ministeren vil mødes med udvalget lillejuleaftensdag kl. 15.00. Det bliver hyggeligt, vi tager en snak om det, for det her er jo en vigtig sag for de ledige. Intet er mere vigtigt, end at vi får det her klaret. Jeg bad om et samråd for 3 uger siden, men det kunne ikke lade sig gøre før i det nye år, men nu får vi det så lige før jul, og det er godt. Jeg håber, at ministeren bliver klogere, for jeg synes jo, det er synd, når hr. Bent Bøgsted har fået en julegave af ministeren, at ministeren så trækker gaven tilbage, inden vi overhovedet når til juleaften. Det er da helt fantastisk.
De ledige skal jo ud at søge fire stillinger, og vi ved, at der ikke er ret mange ledige stillinger at søge lige for tiden, så derfor sender de ansøgninger næsten til gud og hvermand. Jeg hørte i går et rygte om, at nogen også har sendt en ansøgning til Beskæftigelsesministeriet, hvor man søgte stillingen som hofnar i ministeriet. Ministeriet har jo folk til at sidde og svare på alle de ansøgninger, der kommer, og de har så meddelt, at stillingen er besat for nærværende. Men man ville lade beskeden gå videre, hvis det var sådan, at det skulle ændre sig. Om det er Claus Hjort (formanden: beskæftigelsesministeren) - beskæftigelsesministeren, undskyld - der har jobbet som hofnar lige p.t., skal jeg lade være usagt, men det er da fint, at vi får at vide, at han måske trækker sig.
På det her område og på en lang række andre områder er der et flertal i Folketinget, der vil kvalificere og hjælpe ministeren, så han ikke kommer galt af sted en gang til. Det er ofte sket før, men der er folk her, der vil give ministeren nogle flere muligheder, og så er det da synd, at han ikke tager imod det. Derfor håber jeg, at han slutter med at føre strudsepolitik, at han går op og fortæller, hvad det er ved de her ændringsforslag, som han ikke kan lide og man ikke kan administrere efter, for det er meget, meget enkle og objektive kriterier, vi foreslår.
Vi ved, at kvinderne har en meget højere ledighed. Vi ved, at de 50-årige har en meget højere ledighed. Vi ved, at der er problemer med at få etniske minoriteter i arbejde, og derfor drejer det sig på de her felter om at få nogle flere muligheder. Vi kan jo ikke andet end at stille spørgsmål ud i rummet, når vi ikke kan få en debat med regeringens politikere om det her spørgsmål, og når vi heller ikke kan få svar fra ministeren om, hvorfor det er så forfærdeligt, at vi foreslår det her. Det er da helt uforståeligt. Det er synd og skam for lovgivningsarbejdet, at vi ikke ved, hvad regeringen vil på det her område. Hvis det bare var det eneste sted, at vi ikke vidste det, var det ikke så galt, men der er flere, og det gør det endnu mere kompliceret.