Det sidste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 219:

Forslag til finanslov for finansåret 2010.

Af finansministeren (Claus Hjort Frederiksen).

(Fremsættelse 25.08.2009).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er fru Tina Nedergaard.

Første behandling af forslag til finanslov gennemføres i år i skyggen af den internationale økonomiske krise. Krisen har kostet verden flere tusinde milliarder dollar. Den internationale krises omfang er således ubegribelig, men den bliver mere håndgribelig, når man kaster blikket rundt i verden. I Kina, i USA, i Europa, i Sydamerika, ja, overalt kan man se tomme spøgelsesagtige containerskibe, der ligger for anker side om side, så langt øjet rækker i verdens store havne. Tusindvis af lastbiler holder tomme og formålsløse i garagerne, fabrikshaller står forladte og aflåste, huse står til salg til højestbydende. Lagre af luksusvarer og dagligvarer har hobet sig op og bringer produktionen i knæ.

Det er virkeligheden overalt i verden, men der er heldigvis lyspunkter. F.eks. har OECD og IMF opjusteret forventningerne til økonomien, og G20-landene mødtes i weekenden for at drøfte de store økonomiers exitstrategi, ikke at de er parate til at afblæse krisen, men fordi de vil forberede landene på, hvordan man bedst kan udfase de mange tiltag, når krisen er drevet over.

Vi ser da også lyspunkter i form af svagt stigende forbrugertillid, lidt vækst i produktionen og positive tendenser på aktiemarkederne. Også i det hjemlige ser vi lyspunkter i økonomien, og man kan derfor håbe på, at vi er ved at have set bunden af krisen. Den er dog endnu langtfra afblæst.

Det er midt i denne virkelighed, at regeringen har fremsat sit forslag til finanslov for 2010. På den ene side befinder vi os stadig midt i krisen og har endnu ikke set de fulde konsekvenser i form af tabte arbejdspladser og flere ledige, men på den anden side er der altså lyspunkter. Finanslovforslaget tager elegant højde for denne dobbelthed. På den ene side iværksættes yderligere aktivitet i det danske samfund i form af massive offentlige investeringer og skattelettelser og bl.a. satsning på forskning og uddannelse. På den anden side har mange af udgifterne en udløbsdato. F.eks. vil skattelettelserne blive finansieret, når økonomien forhåbentlig snart vender, og de mange investeringer, vi foretager i det danske samfund i år og til næste år, skal så ikke finansieres efterfølgende. Samtidig holder finanslovforslaget balancen ved at skabe arbejdspladser nu, uden at det sker på bekostning af arbejdspladser på sigt.

Det massive underskud, forslaget lægger op til, skyldes naturligvis øgede udgifter og færre indtægter som følge af krisen, men det omfatter også regeringens mange tiltag: Bank- og kreditpakken, som er forudsætning for tillid til den danske finanssektor og forudsætning for at undgå en egentlig kreditklemme; de forlængede kreditter til erhvervslivet, som vi har skabt for at holde ressourcerne ude i virksomhederne og holde gang i arbejdspladserne; puljen til renovering af private boliger for at sætte gang i byggeriet; investeringer i infrastruktur og miljø, og udbetaling af SP-pengene, der med skattereformen er med til at løbe økonomien i gang. De mange initiativer omfatter også milliardinvesteringer i det danske samfund i form af skoler, plejehjem, daginstitutioner og modernisering af sygehuse og universiteter.

Finanslovforslaget lægger op til den største stigning i de offentlige investeringer siden midten af 1960'erne. Faktisk vil den samlede stigning i de offentlige investeringer, dvs. aktivitet og skabte arbejdspladser i år og til næste år, svare til 30 pct.s stigning. Det ligger langt over niveauet i de seneste årtier. Men regeringen stopper ikke her. Regeringen har nemlig yderligere foreslået en vækstpakke på 5 mia. kr., som skal tilgodese virksomhedernes behov for likviditet, ligesom regeringen netop har slået fast, at den vil bruge næsten 1½ mia. kr. for at sikre unge et tilbud om uddannelse, praktikplads og hurtig indsats ved ledighed.

Danmark ligger blandt de lande, som har gjort allermest. Vi gør dobbelt så meget som EU-gennemsnittet for at komme skånsomt ud på den anden side af krisen. USA har gjort en kæmpe indsats, vi gør mere. Faktisk overgås vi kun af Storbritannien, hvis vi måler på, hvor stor en vending der er sket i finanspolitikken fra 2008 til 2010.

Regeringens mange initiativer og den lave rente betyder alt i alt, at vi har mellem 70.000 og 75.000 færre ledige, end hvis vi havde ladet stå til. Dette kan kun lade sig gøre, fordi vi har været fornuftige. Det nuværende flertal i Folketinget har sikret, at vi har lagt til side i de gode år. Vi har polstret dansk økonomi i en sådan grad, at vi nu har råd til de mange initiativer. Vi høvlede af på gælden, da det gik godt. Nu har vi rum til at bevæge os klogt igennem krisen. Sådan er det langtfra i alle lande. Med finanslovforslaget trykker den danske regering yderligere på speederen, mens lande som England og Frankrig må i frigear og Irland og Letland må træde hårdt på bremsen. Der er grund til at glæde sig over, at danskerne har bakket op om vores politik.

Gennem de senere år har vi haft utallige drøftelser her i salen om, hvorvidt vi har brugt nok. Budskabet fra oppositionen har været: Brug flere penge, brug flere penge, brug flere penge, ja, brug nogle flere penge. Havde vi fulgt rådet, havde vi ikke kunnet investere på det niveau, som vi gør det i dag. Men det er jo danskerne, som har skabt værdierne. Vi på Christiansborg kan blot hjælpe på vej. Det er befolkningen, som er fundamentet for den vækst og velstand, som vi herinde alene kan prioritere og understøtte.

Vi er blevet skoset for at gennemføre skattelettelser og skattestop. Reformerne har dog været med til at styrke strukturen i det danske samfund, for når det er danskerne og ikke os politikere på Christiansborg, der skaber velstanden, skal det også kunne svare sig at gøre en indsats. Og med planen er arbejdsstyrken også blevet styrket, så vi kan imødegå fremtidens udfordringer.

Med finanslovforslaget stimulerer regeringen den danske økonomi, men de offentlige finanser kan ikke gøre det alene. Borgerne skal trække med, og det kræver tryghed og tillid. Det er ved fælles hjælp, at vi får sat gang i dansk økonomi igen. For som Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har formuleret det, og jeg citerer:

Uanset hvor meget man gør med finanspolitikken nu, så vil arbejdsløsheden stige og måske runde 150.000 mennesker til næste år.

Det er altså uundgåeligt, at flere bliver afskediget, hvilket er barskt, men vigtigt er det, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik, som skaber grobund for fornyet vækst. Vi vil følge udviklingen time for time, uge for uge og justere efter behov og muligheder. Vores politik står således i klar kontrast til særlig Socialdemokraterne og SF's politik. De to partier har igen, igen og igen foreslået ufinansierede vækstpakker på mellem 30 og 40 mia. kr. og gør det uden skelen til, hvad regeringen gør, hvad befolkningen gør, og hvad andre lande gør.

Der er fire ulemper ved en sådan pakke. For det første kommer pakken oven i det, vi allerede har gjort, som jo er langt mere, end de fleste andre har gjort. For det andet er der risiko for, at en sådan pakke først får effekt, når krisen er overstået. For det tredje bliver en sådan pakke vanskelig at afvikle, uden at det vil medføre afmatning eller rentestigninger, og for det fjerde har vi ikke værdierne i det danske samfund. Vi skal låne de penge, vi laver i merforbrug.

Svaret fra Socialdemokraterne og SF er konsekvent: Send flere penge. Det er der ikke noget nyt i, det siger de to partier altid. Til gengæld er det noget nyt, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti nu er samledes om et fælles skatteudspil. Efter 8 års totalt kaotisk slingrekurs i oppositionens skattepolitik, hvor man først var imod skattestoppet, så for, så imod, så for og så nu igen er imod, fremlagde hr. Villy Søvndal og fru Helle Thorning-Schmidt for 10 dage siden deres fælles udspil. Målet med forslaget var efter partiledernes egne udsagn at skabe tryghed om Socialdemokraterne og SF's skattepolitik.

Men hvad sker der? Efter bare 6 dages kritik måtte fru Helle Thorning-Schmidts og hr. Villy Søvndals kolleger trække i land. Med et snuptag fjernede de finansieringen for omkring 24 mia. kr. over 5 år. Danskerne kunne ikke lide vejafgifterne, og så turde Socialdemokraterne og SF ikke stå fast. Oven i dette vil 2,3 millioner danskere miste penge på reformen, hvis den en dag bliver gennemført. Det er ikke trygt at have partiledere, som ikke kan stå ved deres egne forslag i bare en uge.

Underskuddet er blevet bagatelliseret med, at det bare er et likviditetsmæssigt udlæg, men det er jo kort og godt god gammeldags underfinansiering. Det er heller ikke trygt at have partiledere, som igen vil hæve skatten. Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har simpelt hen stadig ikke styr på, hvad man egentlig mener om skat. For den ene dag er man for topskat, den næste dag er man imod. Den ene dag er man imod ufinansierede skattelettelser, den næste dag er man for.

Socialdemokraternes og SF's udspil er da heller ikke blevet vel modtaget af omgivelserne. Det er klart, at erhvervslivet ryster på hovedet af forslaget, for vi vil både miste investeringer i det danske samfund og tabe arbejdspladser. Forskerne er også meget bekymrede, da forslaget efterlader huller i statens finanser og efterlader byrder for fremtidige generationer. Borgerne har da heller ikke meget at glæde sig til, for de checks, som S og SF agter at sende ud til dem, bliver mere end rigeligt modsvaret af nye afgifter, f.eks. skal det jo være dyrere at køre på arbejde.

Socialdemokraternes egne politiske ordførere har beskrevet forslaget meget præcist. Jeg citerer hr. Henrik Sass Larsen:

Der, hvor der er noget nyt og noget banebrydende i forbindelse med vores udspil, er, at vi går ud, og så siger vi til danskerne åbent og ærligt, at det bliver dyrere på en lang række områder.

Vi er ikke enige med S og SF i, at det skal være dyrere at være dansker. Det er dyrt nok. Og vi har da også bevist, at vi kan holde skatterne i ro og forbedre velfærden samtidig. Det er ikke et enten-eller, det er et både-og.

Men heller ikke i den røde blok er der megen sympati at hente for forslaget. Den radikale finansordfører, hr. Morten Østergaard, anfører, at det næsten er komisk, at man først hidser sig op med ultimative krav, og så viser det sig en uge efter, at der er store økonomiske huller i det, man vil gennemføre. Også den radikale nestor hr. Niels Helveg Petersen udtrykker sig klart. Han finder det ikke forsvarligt, og han kalder forslaget direkte dumt. Men det bliver Enhedslistens gruppeformand, hr. Per Clausen, som giver forslaget nådestødet. Han karakteriserer forslaget som både statsfinansielt og miljømæssigt helt håbløst.

Reaktionerne fra Det Radikale Venstre og Enhedslisten viser endnu en gang, at noget så grundlæggende som skattepolitikken kan man stadig ikke finde ud af at blive enige om i rød blok. Det er utrygt for borgerne.

I Venstre medgiver vi, at det her midt i krisen er vanskeligt, måske endda umuligt at ramme hundrede procent nøjagtig i dosering og timing af tiltag. Det er også meget vanskeligt at sige hundrede procent præcist, hvor stort et underskud Danmark kan bære. Men regeringens forslag er afbalanceret, troværdigt og ansvarligt, hvorfor vi støtter det.

Vi ser frem til debatten i dag og de forhandlinger, som ligger forude. Tak.

Vi går nu over til korte bemærkninger, og jeg har noteret hr. Morten Bødskov, hr. Ole Sohn, hr. Morten Østergaard, hr. Frank Aaen, hr. Anders Samuelsen, hr. Carsten Hansen, fru Sophie Hæstorp Andersen, fru Margrethe Vestager, fru Christine Antorini, hr. Jonas Dahl, fru Line Barfod, fru Nanna Westerby, hr. Simon Emil Ammitzbøll, hr. Rasmus Prehn og fru Mette Frederiksen.

Det er sådan, at vi jo har mulighed for at have i alt elleve spørgere, hvis man bruger tiden fuldt ud. Der er jo to gange 1-minuts-spørgsmål og to gange 1-minuts-svar. Det er 44 minutter. Så vi kan altså nå elleve en kvart spørgere. Det er altså op til medlemmerne selv at overholde spørgetiden, så flest muligt kommer til, og det vil sandsynligvis være omkring fru Nanna Westerby, at skæringslinjen vil ligge. Men i hvert fald er det sikkert, at hr. Morten Bødskov er den første, der spørger eller har en bemærkning. Værsgo.

Tak. Man efterlades jo med det spørgsmål, når man hører ordførerens tale: Hvad er det i grunden, Venstre vil? Der var masser af ting om, hvad Socialdemokraterne og SF vil, og det er vi sådan set meget glade for, selv om udlægningen af det ikke var helt rigtig, men hvad er det i grunden, Venstre vil?

Når man lytter til talen, fristes man til at sige, at det eneste, Venstre sådan set klynger sig til, er håbet om bedring. Men pointen er vel den, at det er et meget spinkelt grundlag at føre politik på, ikke mindst når situationen er den, at vi kan få op mod 170.000 arbejdsløse næste år, at vi har en regering, der har et kæmpe hul i kassen, en regering, som ikke har et flertal for at sikre sammenhængen i sin egen økonomiske politik, og hvis eget parlamentariske grundlag ikke vil bakke op om at lave de reformer, som kunne lukke det her hul. Man er altså efterladt med et håb og med udsigten til, at arbejdsløsheden stiger.

Hvorfor vil Venstre ikke være med til at skubbe mere gang i dansk økonomi, således at vi kan undgå, at tusindvis af familier skal opleve, at arbejdsløsheden vil ramme dem i de kommende måneder?

Ordføreren.

Sådan som regeringen fremlægger det i forslaget, er der langt, langt flere ressourcer til offentlige anlægsinvesteringer, end der har været tidligere, der er stigninger på 30 pct. fra i år til næste år; vi ligger klart over det niveau, som Socialdemokraterne mestrede, da der på et tidspunkt var omkring 300.000 ledige i Danmark; da lå man langt under det niveau, som regeringen lægger op til.

Derudover er der penge til mere velfærd. Vi har afsat penge til skoler og plejehjem; der er flere investeringer i sygehuse og en massiv investering i universiteterne. Så der er mange fortrin ved at gå denne vej.

Det, der særlig bekymrer os, er, at Socialdemokraterne med deres skatteforslag og finanslovforslag er parat til at forgælde danskerne i en sådan grad, at vi risikerer at miste konkurrenceevne. Socialdemokraterne må jo sande og være bevidste om, at den arbejdsplads, vi skaber i dag, meget vel kan ske på bekostning af to arbejdspladser i fremtiden, for så vidt man ikke gebærder sig klogt. Jeg tror, at danskerne er fulde af forståelse for, at når man bruger 86,3 mia. kr. og opbygger et underskud i en tid, hvor der er krise, så gør man meget. Og som jeg nævnte tidligere, gør Danmark langt mere end de fleste andre lande.

Hr. Morten Bødskov.

Desværre for ordføreren tegner der sig et billede af, at danskerne ikke har forståelse for regeringens politik. Sandheden er jo den, at de initiativer, som man fra regeringens side har fremlagt, ikke rykker ved, at arbejdsløsheden eksploderer, de rykker ikke ved, at vi kommer op i nærheden af 170.000 arbejdsløse – nogle siger 190.000 arbejdsløse – næste år. Der er ingen svar, man har kun håbet at klynge sig til. Ingen svar er der.

Det er det, der er bekymrende, for hvis langtidsarbejdsløsheden stiger, hvis ledigheden eksploderer, som den gør nu, forringer det holdbarheden i dansk økonomi. Det viser alle beregninger, og derfor er det da naturligt at spørge: Hvornår kommer der initiativer fra regeringen, og hvornår vil Venstre bakke op om initiativer, som kan skubbe mere gang i dansk økonomi, og som kan bringe Danmark sikkert igennem krisen?

Ordføreren.

Der er jo faktisk initiativer for omkring 55 mia. kr. i det her udspil. Det, der er interessant, er, at hvor vi samlet set bruger 55 mia. kr. ekstra – fra krisen begyndte for alvor omkring vintertid sidste år og så frem til nu – foreslog Socialdemokraterne, at der skulle bruges 36 mia. kr. ekstra. Det er altså stadig væk det beløb, man forklarer om og forsvarer sig med over for befolkningen – 36 mia. kr. ekstra. Men det, vi gør, er altså at bruge 55 mia. kr. ekstra med de udgifter, vi har haft i år, og de udgifter, vi har næste år.

Derudover mener jeg også, at det er væsentligt at pege på, at vi jo f.eks. har taget initiativ til en indsats på 1,5 mia. kr. for bl.a. at skabe praktikpladser. Den tidligere regering var ved det, og man manglede ca. 6.000 praktikpladser, altså et niveau, der svarer til det her, og der indgik fru Margrethe Vestager en aftale med arbejdsmarkedets parter om, at de kunne prøve at skabe dem. Men det, vi gør, er, at vi går ud og giver en finansiering til, at de rent faktisk bliver skabt, så unge ikke ender i ledighed, men får et egentligt job- og uddannelsestilbud.

Så er det hr. Ole Sohn for en kort bemærkning.

Jeg forstår godt, at Venstres ordfører måske mener, at min socialdemokratiske kollega har været lidt hård i sin måde at spørge på. Men når man nu tænker på, at regeringen i januar måned sammen med Dansk Folkeparti sagde her i Folketinget, at der er et solidt fundament for en fortsat sund udvikling af dansk økonomi med høj og stabil beskæftigelse, gode rammevilkår for vækst og en holdbar udvikling af de offentlige finanser, og man så kort tid efter hører finansministeren sige, at han ikke havde set krisen komme, forstår vi jo godt den rådvildhed og handlingslammelse, der er i regeringen.

Men man kan vel ikke blive ved med at håbe på, at omverdenen skal redde Danmark. Vi må vel også gøre noget selv, og så er spørgsmålet: Hvornår ønsker regeringen – hvis den ønsker det – at træde i karakter og forsøge at styre landet gennem den økonomiske krise med den eksplosivt høje arbejdsløshed?

Ordføreren.

Jamen de ord, der blev sagt i januar, står jo stadig ved magt. Situationen er den, at netop fordi vi er gået glat igennem i dårlige tider, har vi et frirum at bevæge os inden for nu. Det ville vi ikke have haft – og det er det ærlige svar – hvis S og SF havde siddet i regering, for det eneste svar, de to partier har på de udfordringer, vi har, uanset om der er gode tider eller dårlige tider, er at bruge nogle flere penge og smide dem alle sammen ind i den offentlige sektor, for så går det nok alt sammen.

Men situationen er jo bare den, at uanset hvad man gør, vil der – som arbejderbevægelsen selv har været ude at sige – være en stigende arbejdsløshed. Vi kan ikke tvinge tyskere, svenskere, franskmænd, englændere, amerikanere eller andre til at købe vores produkter, så løsningen er, at vi kommer gennem denne krise i smult vand med massive investeringer. Vi anerkender, at der er et massivt underskud i udspillet, fordi vi gør en historisk indsats for at sætte gang i hjulene ude i omverdenen, men der kommer jo også en morgendag.

Vi må se, om den morgendag kommer før eller efter valget, men situationen er jo den, at vi tager ansvar og ikke blot løber efter, hvor popularitetsbølgen ligger. Situationen er den, at det danske samfund er nået frem til toppen af, hvad vi kan mestre, hvis vi ikke skal have rentestigninger, som igen koster ledige.

Så er det hr. Ole Sohn.

Jeg forstår godt irritationen hos Venstres ordfører, også over at SF, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre bliver ved med at kritisere. Vi opfordrede faktisk ved den samme forespørgsel i januar regeringen til at fremlægge en realistisk økonomisk plan, der kunne imødegå tilbageslaget i vækst og beskæftigelse og sikre den langsigtede holdbarhed.

Hvis man havde lyttet til oppositionen i tide, havde vi ikke stået med det kæmpe hul, der er slået i statskassen, bl.a. på grund af ufinansierede skattelettelser, og fordi man tror, at man bare ved dankortets magi kan komme igennem krisen. Så havde vi måske fået fremrykket nogle offentlige investeringer, så private håndværkere og private arbejdsgivere kunne få noget at lave, og dermed sikret, at vi i den tid, hvor der ikke er eksportmuligheder, fik løst nogle af de uløste opgaver, vi har i samfundet. Det er det, der er kernen i krisestyring, og det er her, rådvildheden hos regeringen er slået igennem.

Ordføreren.

Jeg oplever ikke nogen rådvildhed, men jeg oplever, at man tager situationen alvorligt, og at den lange række initiativer, som regeringen har taget, er justeret i forskellige retninger.

Det, jeg synes er mest problematisk ved Socialdemokraternes og SF's vækstpakker og ideer om, hvordan man skal komme videre, er, at man finansierer tingene ved at skade erhvervslivet og dermed skaber flere tabte arbejdspladser; det er jo ikke medicinen for at komme igennem en økonomisk krise. Medicinen er, at man skaber en balance i sine tiltag, sådan som regeringen har gjort, hvor man både øger investeringerne i den offentlige sektor massivt og samtidig stiller kapital og muligheder til rådighed for det private erhvervsliv, som skal løfte os igennem denne krise.

Det kan godt være, at Socialistisk Folkeparti er af en helt anden opfattelse, men vi har faktisk den opfattelse i Venstre, at det er befolkningen, der i høj grad skal hjælpe os gennem. Det er jo befolkningen, der skabte de store værdier, mens det gik godt, og det er også befolkningen, som har ressourcerne til at hjælpe os igennem. Derfor har vi heller ikke spor ondt af, at vi har givet skattelettelser, der er med til at løbe økonomien i gang nu, det er langt bedre end det, S og SF lægger op til, nemlig store skattestigninger. Det er gift for vejen ud af krisen og ikke medicin.

Så er det hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Jeg kan se, at finansministeren har lagt jakken. Jeg ved ikke, om det skyldes en allergisk reaktion, fordi fru Tina Nedergaard i sin tale kom til at bruge ordet vækstpakke.

Efter oppositionen nu i mange måneder har efterlyst en vækstpakke, kom fru Tina Nedergaard, som jeg har forstået det, til at sige, at det sådan set var det, regeringen havde foreslået. Jeg har oplevet finansministeren ved flere lejligheder simpelt hen reagere i panikangst over ordet vækstpakke, og derfor vil jeg bare ytre håb om, at den allergiske reaktion går over, for det er jo det, der er behov for.

Hvis man f.eks. spørger de økonomiske vismænd, så siger de jo helt klart, efter at have set regeringens finanslovforslag og alle de planer, som regeringen har, at der fortsat er behov for at styrke yderligere ved at lave en vækstpakke med fremrykkede investeringer i omfanget 10 mia. kr.

Derfor vil jeg bare spørge fru Tina Nedergaard: Når man nu tog så grueligt fejl i januar og ikke kunne forudse, hvordan udviklingen i dansk økonomi ville blive, hvorfor er det så, at man ikke lytter til uafhængig rådgivning i stedet for at vedblive med at køre i det samme fejlagtige spor?

Ordføreren.

Jeg beklager meget at måtte svare på en lidt firkantet facon, men det er jo lidt vrøvlet at sige, at regeringen ikke tog situationen alvorligt i januar.

Allerede sidste år, altså i 2008, tog regeringen initiativer til den første bankpakke, og derefter fulgte kreditpakken og pensionsaftalen, der skærmede vores pensionskasser af; efter det kom trafikforliget, hvor vi fremrykkede milliardinvesteringer; så kom der en ny eksportlåneordning, hvor vi sikrede, at virksomhederne bedre kunne kom ud og konkurrere på de svagere markeder, hvor efterspørgslen var faldet; vi har givet længere kredittider til virksomhederne, og hvis hr. Morten Østergaard løfter blikket fra papirerne et øjeblik og kigger ud i omverdenen, vil han se, at det jo bl.a. er det, erhvervslivet har efterspurgt – det er dem, der skal skabe arbejdspladserne; vi har lavet en stor skattereform, som giver 13 mia. kr. i vækst ude hos danskerne. Faktisk vil danskerne i 2010 opleve en af de største velfærdsfremgange nogensinde.

Derfor er der jo taget en lang række initiativer. Det rækker for vidt til, at jeg kan nå at nævne resten, så det må jeg komme tilbage til.

Hr. Morten Østergaard.

Det får næsten besværgelsens karakter. Man fægter for sig og siger: Uha, vi har gjort noget.

Forleden var statsministeren jo ude og besøge en virksomhed, hvor virksomhedsejeren meget direkte sagde, at han ville ønske, at man ville benytte en mere offensiv krisestyringsstrategi i stedet for den her defensive strategi, hvor man slukker brande, når de opstår, og hvor virksomheder står på konkursens rand.

Der er det så bare, at vi må vende tilbage til, at regeringen jo altså med den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, i august sagde: Vi tror ikke på recession – og i januar sagde: Der bliver en fin udvikling med høj og stabil beskæftigelse og styr på de offentlige finanser. Udviklingen fra maj til august er kommet så meget bag på finansministeren, at han højt og flot i Politiken udtaler: Det er kommet fuldstændig bag på mig.

Der må vi bare spørge, om regeringen har troværdigheden i orden til at vurdere, hvad der er behov for i den aktuelle krise, eller om man burde lytte til uafhængige økonomer, som siger, at der ved siden af regeringens finanslovforslag både er plads til og fornuft i en vækstpakke på 10 mia. kr. for at sikre, at den ledighed, som givetvis vil vokse næste år, ikke bider sig fast i langtidsledighed.

Hvorfor lytter man ikke, når man nu har taget så grueligt fejl måned for måned?

Ordføreren.

Der er jo en lang række uvildige økonomer, og et sted, hvor der er mange økonomer, er Nationalbanken. Nationalbanken advarer jo kraftigt mod øget gældsætning og advarer dramatisk imod, at vi gældsætter danskerne således, at vi ødelægger vores konkurrenceevne på sigt.

Det, der er særlig bekymrende ved oppositionens forslag, er jo, at man alene fokuserer på at udbygge den offentlige sektor. Vi går langt – faktisk med historisk store stigninger – i, hvor meget vi vil bruge i den offentlige sektor. Vi løfter enormt meget til glæde for befolkningen og for beskæftigelsen. På den anden side skal der så også løftes ude i det private erhvervsliv, for når alt kommer til alt, er det der, den samlede kage skabes, hvorefter den så kan distribueres herindefra med nænsom hånd til alle de gode ting, som vi jo alle sammen gerne vil støtte.

Jeg mener ikke, der er noget overbevisende i, at hr. Morten Østergaard hykler omsorg for dansk økonomi, når han er på vej til at ville støtte S og SF, der har fremlagt en skatteplan, som han jo selv kalder uforsvarlig.

Så er det hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Tak. Vi oplever en arbejdsløshed, der eksploderer, at familier bliver tvunget til at flytte fra hus og hjem. Vi oplever virksomheder, der går konkurs. Der skulle gives milliarder i støtte til bankerne, og vi har i det hele taget den dybeste krise, Danmark har været i i årtier. Har regeringen noget som helst ansvar for, at vi er kommet så langt ud? Er der nogen som helst former for selvkritik i regeringen over den politik, man har ført, eller er det bare sådan, at det er alle andre, der har skylden for, at vi er kommet i krise?

Ordføreren.

Nej. Jeg vil sige det på den måde, at man jo altid kan diskutere, om man kunne have gjort det bedre, men man er jo også nødt til at se på, hvad alternativet er, og det var jeg inde på i ordførertalen. Hvis vi skulle have lyttet til oppositionen og ikke mindst hr. Frank Aaens eget parti, ville vi jo ikke have høvlet så meget af på gælden i de gode år, at vi nu har mulighed for at bevæge os. Altså, vi har jo ikke mange gange her i salen oplevet, at vi er blevet skoset for at bruge for lidt på den offentlige sektor og kræve for lidt op i skatter. Vi har gearet samfundet til at komme igennem krisen nu og her, men vi tager også et dobbelt hensyn, som er, at der også skal være arbejdspladser og virksomheder tilbage i det danske samfund, når vi kommer ud på den anden side.

Jeg finder det meget, meget skadeligt, når man mener, at en af løsningerne på at komme igennem en krise er at beskatte danske virksomheder og dermed arbejdspladser hårdere. Det er ikke et svar. Vi har et svar. Regeringen bærer et ansvar, Folketinget bærer et ansvar, men man kan glæde sig over, at det var os, der havde ansvaret, for havde det været alternativet, havde vi ikke haft et økonomisk frirum til at bevæge os nu.

Hr. Frank Aaen.

Ja, S og SF ville bare have gjort det endnu værre hjulpet af Enhedslisten, den har vi sådan set hørt nogle gange efterhånden. Man har selv ført en meget klog politik, siger man. Men jeg spurgte jo helt enkelt, om regeringen med den politik, regeringen har ført sammen med Dansk Folkeparti, er uden ansvar for, at vi er kommet ud i det morads. Og hvis det er sådan, at regeringen anerkender et vist ansvar, hvad har man så gjort forkert?

Det er ikke for at drille, men fordi vi jo gerne skal undgå at komme i den her situation en anden gang. Var det skattelettelserne, der var ukloge? Var det boligboblen, der var uklog? Var det de frie tøjler til spekulanterne og bankdirektørerne, der var ukloge? Eller har ordføreren nogen andre eksempler på, hvad regeringen har gjort, der var forkert, og som er med til at uddybe krisen?

Ordføreren.

Jeg har ikke den samme opfindsomhed, når det kommer til at påpege fejl ved regeringen, som hr. Frank Aaen har, det må jeg erkende. Men det skyldes jo også, at vi grundlæggende og fuldt og helt bakker op om den linje, som regeringen har lagt igennem de år, den har haft magten. I de gode år har man lagt til side og skåret betydeligt – 300 mia. kr. – af hele den gæld, vi tog med os fra SR-regeringen.

Det er så klart, at vi nu forbruger mere. Det er sund fornuft, at vi går ud og sætter gang i hjulene, det er vi også enige med regeringen om. Det, vi også er enige med regeringen om, er, at man så ikke gør det i et omfang, hvor vi fastlåser os i en situation, hvor vi forgælder danskerne nu og her på kort sigt og på lang sigt i en sådan grad, at vi også, når krisen er overstået, kommer til at mangle arbejdspladser til de mange ledige, som krisen naturligvis medfører. Vi kan jo ikke med danske vækstpakker tvinge tyskere og franskmænd og englændere til at købe danske produkter.

Så nej, jeg mener faktisk, at regeringen har ageret meget forsvarligt, og det er jo derfor, at vi er en del af det parlamentariske grundlag.

Så er det hr. Anders Samuelsen for en kort bemærkning.

Jeg havde egentlig håbet på, at sommeren kunne blive brugt til at nærlæse forslaget fra regeringen om, hvad de vil gøre med hensyn til hele reformdagsordenen. Jeg havde håbet på at høre noget nyt om skatten, på lidt større ambitioner, men i stedet for blev det et udspil fra justitsministeren om længden på hundesnore, som kom til at fylde en del i debatten. Jeg havde også håbet at høre noget om efterløn, og i stedet for blev det et forslag fra Venstres dyrevelfærdsordfører om at slå alle hundehvalpe ihjel, der kom til at fylde i debatten. Jeg havde håbet at høre noget om dagpenge- og førtidspensionsreformer, men i stedet for har jeg lige hørt Venstres finansordfører stå og sige, og jeg citerer: Vi går langt i regeringen med historiske stigninger i, hvor meget vi bruger i den offentlige sektor.

Hvornår får vi nogle bud fra regeringen om, hvad for nogle reformer der skal til, for at vi kommer godt igennem krisen, for at vi kommer ud på den anden side? Vi har i lang tid hørt, at man ikke kan lave reformer, når det går godt i Danmark – og man kan tilsyneladende heller ikke gøre det, når det går dårligt. Hvornår er det, Venstre og regeringen kommer med nogle bud på, hvornår vi kan lave reformer?

Ordføreren.

Der bliver jo hele tiden lavet reformer under den her regering – jeg tror faktisk, der er mange i omverdenen, der synes, at det er lidt rigeligt med reformer. Men de særlige reformer, som hr. Anders Samuelsen efterspørger, er jo bl.a. det med at forkorte dagpengeperioden, fjerne eller delvis fjerne efterlønnen. Og dertil er der jo det at sige, at vi har lavet mange reformer. Vi har gjort det mindre attraktivt at forlade arbejdsmarkedet nu, end det var, før vi lavede reformerne. Vi har lavet en jobplan, som nedbringer sygefraværet og giver et incitament til, at både folkepensionister og førtidspensionister kan prøve kræfter med det danske arbejdsmarked. Så på den led har vi gjort meget.

Men det, der jo nok er det helt afgørende, er de omlægninger, det er lykkedes os at få lavet på skatteområdet. Her har vi lavet det sådan, at det bedre kan svare sig at gøre en indsats. Vi har gjort det billigere og bedre at gøre det, vi gerne vil have folk til at gøre, nemlig at arbejde og bidrage til velfærden. Og vi har gjort det dyrere at gøre det, vi ikke er så vilde med, nemlig at man forurener eller forbruger for megen energi. Så vi har lavet reformer. Men der er ikke plads til at skabe utryghed i befolkningen i øjeblikket om dagpenge og efterløn, og det mener jeg også at hr. Anders Samuelsen burde sande.

Hr. Anders Samuelsen.

Se, det, jeg lytter efter, er, om viljen er til stede, altså om man egentlig har lyst til at lave reformer. Og der må jeg sige at jeg bliver en lille smule bekymret, for det lyder, som om det, man har gjort, er godt nok. Og så kommer der den her sætning ind til sidst nu med, at der ikke er vilje, plads, til det i befolkningen på nuværende tidspunkt. Men betyder det så, at man egentlig gerne ville lave det? Altså, vil regeringen egentlig gerne? Det er jo det, jeg håber er tilfældet. Man mangler bare lige at kunne tælle til 90 på den rigtige måde, man mangler, at Liberal Alliances mandater var de afgørende, for så ville man gerne være mere ambitiøs på skatteområdet, så ville man gerne gøre noget på efterløns-, på dagpenge-, på førtidspensionsreformområdet, med hensyn til momsen, på virksomhedsbeskatningsområdet, sådan at Danmark kunne komme op i superligaen igen, sådan at vi kunne få ekstra vækst, sådan at vi kunne skabe lidt arbejdspladser, så der faktisk var nogle midler at bruge af og nogle hænder at bruge, både i den offentlige sektor og i den private sektor. Altså, er viljen egentlig til stede, eller synes man, at man har gjort det godt nok?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, det er rimeligt at kritisere regeringen for manglende vilje eller mod i den retning. Det var jo Folketinget, der sagde nej sidste efterår til at vurdere, om vi på den måde kunne skabe en større arbejdsstyrke. Det var ikke regeringen, der manglede mod, det var jo Folketinget. Dertil er der så at sige, at der også er mange andre muligheder for at geare det danske samfund til fremtiden.

Vi har jo brugt historisk mange penge på uddannelse og forskning og fortsætter ad den vej. Der er jo massive investeringer i det udspil, regeringen er kommet med, ikke kun til ungdomsuddannelserne, men også til nye laboratorier og udstyr i forhold til at forske på universiteterne. Vi har skabt gang i innovationen, og vi har også skabt nogle erhvervsvilkår, bl.a. nedsat selskabsskatten – som de andre så godt nok vil sætte op igen – for at sikre, at man er konkurrencedygtige på det internationale marked. Men det er klart, at der ligger udfordringer i fremtiden. Og det er jo også derfor, det har været vigtigt for Venstre, at vi fik lagt skatten om, så vi gør det billigere at gå på arbejde, så man får mere ud af at gå på arbejde, mens det bliver dyrere at forurene eller forbruge energi.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Carsten Hansen.

En storsvedende finansminister måtte jo erkende, at pengene ikke fossede ud, men bare forsvandt. Regeringens politik slår nu for alvor igennem, vil jeg sige til fru Tina Nedergaard, og alt er ikke, som vi hørte det heroppefra, godt. Beskæftigelsen går den forkerte vej, virksomhederne mangler likviditet, ungdomsarbejdsløsheden er katastrofal på trods af de initiativer, som regeringen siger den tager, arbejdsløsheden tordner derudad, den økonomiske politik ligger i ruiner.

Så er det, jeg spørger mig selv: Udover at de bedst stillede i det her land har fået det bedre under VKO-regeringen, er der da nogle målbare parametre, som Venstre i dag kan finde, hvorefter det går fremad? Er det ikke sådan, at regeringens politik har spillet fallit på samtlige målepunkter? Er det ikke sådan, at rådvildheden og handlingslammelsen bare breder sig, og at man en gang imellem bare kaster en spand vand på det store mål, der nu brænder, og som hedder finanskrisen? Og at man i øvrigt beskylder udlandet for, at det er deres skyld, at det går ad pommern til i Danmark?

Havde det ikke været bedre at bruge pengene på at sætte folk i beskæftigelse frem for at give de bedst stillede i det her land skattelettelser?

Ordføreren.

Jeg må jo konstatere, at den skatteomlægning, som Socialdemokraterne og SF ønsker at lave, jo skal ramme alle, både i top og i bund. Ja, samlet set skal 2,3 millioner danskere slippe noget mere i skat. Det er jo en lidt anderledes skattepolitik end vores, må man jo sige, så på den led er vi altså enige.

Men det, der også er helt afgørende at sige, synes jeg, er, at mens det gik rigtig godt i Danmark og regeringen tog hånd om at skabe masser af velstand og vækst i det danske samfund, var det udefrakommende faktorer, der gjorde, at det gik så godt i Danmark. Det var søreme udefrakommende faktorer, der gjorde, at vi havde en historisk lav ledighed og en historisk høj beskæftigelse, men nu, hvor det går skidt, er det regeringens skyld.

Altså, man må jo vælge vej. Når vi som et lille land har en åben økonomi, bliver vi så påvirket af, hvad der sker i omverdenen, eller gør vi ikke? Jeg tror, at svaret er: Ja, det gør vi. Er svaret så, at vi skal forgælde os ud over alle grænser, at vi skal beskatte danskerne hårdere for at komme ud af krisen? Nej, svaret er at skabe nye anlæg i den offentlige sektor, nye skoler, plejehjem, daginstitutioner og forbedre sygehusene.

Hr. Carsten Hansen.

Nu er det jo den siddende regering, der har forgældet os, og ikke oppositionen. Regeringen overtog jo et fremragende regnskab fra vores side af, men lad os nu vende tilbage til rådvildheden og den handlingslammelse, som jeg mener har bredt sig.

Jeg sad sådan lige og kiggede min avis fra Fyn igennem i går, og der fremgik det, at 7 ud af 10 fynske kommuner vil hæve skatten. Lad mig citere en kendt Venstremand, der er borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune. Han hedder i øvrigt Bo Andersen, og ordføreren kender ham sikkert. Han siger: Jeg vil ikke lægge navn til at spare på børnehaverne, så vi kommer ned på 48 timer om ugen – det holder ganske enkelt ikke.

En anden kendt Venstremand fra Fyn er borgmesteren i Svendborg Kommune, Lars Erik Hornemann, der siger: Jeg mangler 90 mio. kr. for at få husholdningsbudgettet til at hænge sammen.

Er det ikke sådan, vil jeg spørge fru Tina Nedergaard, at nu slår regeringens politik på det her område for alvor igennem. Man kan ikke forbedre velfærden ved at betale mindre. Nu står 42 af landets kommuner og appellerer til – beder om – at de må få lov til bare at få en lille skilling, så de i det mindste ikke skal skære ned på deres service over for ældre og over for børn osv. Har Venstre en løsning på det problem? Venstreborgmestrene på Fyn beder om det.

Ordføreren.

Jeg anerkender fuldt og helt, at det kan være meget vanskeligt ude i den enkelte kommune at få tingene til at hænge sammen, fordi der er et massivt udgiftspres. Man ønsker hele tiden at bruge flere penge. Det er nøjagtig som med Socialdemokraterne og SF, det er meget naturligt, for der er mange gode ting at bruge penge på ude i kommunerne. Det anerkender vi fuldt ud i Venstre. Det er derfor, at regeringen har indgået den aftale med Kommunernes Landsforening, som sikrer, at vi kommer op på et historisk højt investeringsniveau ude i kommunerne, plus at vi afsætter flere penge til service ude i kommunerne.

Situationen er den, at vi i 2010 bruger 61,5 mia. kr. mere i den offentlige sektor, end vi gjorde, da vi tiltrådte – 61,5 mia. kr. Det er ikke nedskæringer, det er sådan en slags forøgelse af udgifterne. Derudover er der kommet 25.000 flere personer i den offentlige sektor, siden vi tiltrådte. Det er jo ikke en nedskæring, det er en udvidelse.

Det, vi anerkender i Venstre, er, at der i hver enkelt kommune ligger et pres for at gøre det så godt for sine borgere som overhovedet muligt, men det er også nødvendigt at prioritere. Ligesom flertallet herinde har formået at prioritere igennem de seneste mange år, er det også nødvendigt ude i kommunerne, at man ser på, hvordan man kan omlægge sine arbejdsgange, således at man kan frigøre ressourcer. Men der er i finanslovforslaget luft til forbedringer.

Så er det fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Ja, og for hver gang man har ansat en ekstra person i det offentlige, er der selvfølgelig også kommet flere ældre, flere folk, der skal behandles på vores sygehuse og andre steder, så måske har man alligevel ikke helt fulgt med udviklingen, selv om man står og bryster sig af det.

Et andet område, hvor vi har fået syn for, at pengene er fosset ud af kassen, er sundhedsområdet, vel at mærke det private sundhedsområde. Den 17. juni i år kom Rigsrevisionen med sin rapport, der slog fast, at regeringen gennem flere år har overbetalt de private hospitaler for de ydelser, som de har givet under det udvidede frie sygehusvalg. Havde det ikke været bedre, at man havde brugt de penge på de 15.000 hjertepatienter, der fortsat står og mangler behandling? Og uanset om det var lovligt eller ej, kan man vel ikke komme uden om, at det i grunden var rigtig, rigtig dumt at bruge penge på at betale direktører på private hospitaler frem for at bruge dem på de offentlige patienter.

Ordføreren.

Sundhedsområdet er jo altså noget, som denne regering har prioriteret meget, meget højt, måske allerhøjest, faktisk er der ud af det beløb, jeg nævnte tidligere, afsat 27 mia. kr. til sundhedsvæsnet. Og det, regeringen har gjort, er jo, at den har nedbragt ventelisterne og givet alle danskere lige ret til hurtigt at få behandling på sygehusene. Med det udvidede frie sygehusvalg kan alle danskere få behandlingen inden for 1 måned, uanset om man har en forsikring, eller om man ikke har en forsikring.

Derudover er det ikke rigtigt, at vi har udsultet den offentlige sundhedssektor. De har ude i regioner og kommuner sammenlagt ansat i alt 5.000 flere læger og sygeplejersker, end der var, da regeringen kom til. Det er rigtigt, at der er et befolkningspres for mere behandling, det er rigtigt, at der bliver flere ældre, men det er dog immer væk noget, som Socialdemokraterne må anerkende, nemlig at der er kommet langt flere ressourcer til sundhedssektoren; danskerne får en langt bedre behandling i dag, end de gjorde tidligere, og de får den meget hurtigere.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Hvis man tager et reality-tjek på, hvem det er, der får behandling i det danske sundhedsvæsen i dag, tror jeg, at man vil opdage, at der stadig væk er folk med livstruende sygdomme, folk med hjerteskavanker, folk med kræft, der stadig væk oplever ikke at få en god nok behandling, mens folk med åreknuder eller andre groft sagt lidt mere banale lidelser får lov til at komme til efter 1 måned. Vi har altså en fuldstændig skæv prioritering af vores sundhedspolitik i dag.

Det er ikke rigtigt, at ventetiderne er faldet – jo, det er de i perioder, men faktisk viser de nyeste opgørelser jo, at ventetiderne på de 18 mest almindelige operationer i dag ligger på 26,3 uger, hvilket svarer til opgørelserne fra juli 2002, lige efter at regeringen trådte til. Det kan jeg ikke rigtig se er godt.

Men o.k., priserne på de private hospitaler er nu sænket med 17 pct. Vi kan ikke få adgang til at få at vide, hvad de egentlig kunne være blevet sænket med, for sundhedsministeren nægter at oversende dokumentet. Hvornår kan vi få syn for sagen? Og hvornår vil man sende de private sygehusydelser i udbud, så vi er sikre på også at få konkurrence blandt de private hospitaler?

Ordføreren.

Til hele diskussionen om, hvorvidt man betalte for meget til de private sundhedsbehandlinger tidligere jævnfør Rigsrevisionen, vil jeg sige, at der jo var en præmis, der var vedtaget her i Folketinget, bl.a. med Socialdemokraternes stemmer, om, at man ønskede at give et frit sygehusvalg. Det efterkom vi. Og det, det betyder, er jo, at vi har sat ydelserne til det private sundhedsvæsen lavere end dem, man gav til det offentlige sundhedsvæsen. Det er situationen. Det var situationen under den tid, som er blevet kritiseret, og det er den i høj grad også nu, hvor niveauet ligger 17 pct. under det, niveauet var før.

Så vil jeg gerne sige med hensyn til ventelisterne, at det jo i høj grad var på grund af strejkerne, at man kom bagud på de danske sygehuse. Det er vi jo alle sammen klar over. Når sundhedspersonalet strejker i mange uger, hober det sig op på ventelisterne. Det tror jeg også at Socialdemokraterne må sande. Det, vi derfor har gjort, er, at vi har afsat 400 mio. kr. i samarbejde med regionerne til at få genindført det udvidede frie sygehusvalg hurtigt og effektivt til glæde for patienterne.

Det, jeg synes er problematisk, er, at Socialdemokraterne hellere vil bekæmpe privathospitaler, end de vil bekæmpe de ventelister, der tidligere har været forud for væsentlige og afgørende livsbevarende operationer.

Så er det fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning.

Jeg synes på mange måder, at det er velgørende, at Venstre nu har fået en ny finansordfører, for det gør, at vi kan tale mere ligeud om tingene. Finansordføreren har allerede meddelt, at der er udstedt en gigantisk check på 55 mia. kr. i 2009 og 2010. Og det gør jo, at med hensyn til den diskussion, vi har haft med finansministeren om den her gigantiske check, finansministeren hele tiden har talt om, og som han under ingen omstændigheder vil udstede, indrømmer finansordføreren blankt, at man selvfølgelig har brugt en masse penge. Det, der så er lidt ærgerligt, er, at det ikke virker. For det er den her privatiserede måde, man gør det på.

Det andet, som jeg synes er velgørende, er, at finansordføreren også bare siger helt åbent: Ja, vi har en vækstpakke. Det er så bare en, der er så lille, at børnene nok ville være blevet skuffede, hvis det havde været juleaften. Men det er et rigtig, rigtig godt skridt på vejen.

Når jeg er optimistisk, er det selvfølgelig på en lidt blandet baggrund, fordi finansordføreren så også siger: Vi står på toppen af, hvad vi kan mestre. Når det bekymrer mig, er det, fordi den konservative finansordfører meddeler her i Der Nordschleswiger – jeg har det fra Ritzau kl. 10.15 – at De Konservative har et helt katalog af ting, som skal gennemføres, hvis ledigheden stiger mere. Kan Venstres ordfører oplyse, hvad det er, Venstre har tænkt på i den anledning?

Ordføreren.

Jeg vedgår gerne på Venstres vegne, at vi synes, det er et meget stort underskud, der bliver lavet i år. Det er ikke sådan en snusfornuftig Venstrepolitik, at man strør om sig med penge. Men ret skal være ret, når det er nødvendigt, gør vi det gerne. Men vi vil ikke gøre det i et sådant omfang, at vi sender regningen lukt ind i fremtiden og det bliver sådan, at en arbejdsplads, skabt i dag, koster to i morgen.

Når nu fru Margrethe Vestager siger, at vi har taget en lang række initiativer, vil jeg sige, at det er korrekt. Det, der ikke er korrekt, er, at de ikke virker. Det er jo vurderet, at renten og de initiativer, som regeringen har taget, betyder, at der er mellem 70.000 og 75.000 færre arbejdsløse, end der ellers ville have været.

Det, der bekymrer mig allermest ved fru Margrethe Vestager er, at hun er så parat til at kaste sig ind i rød blok, hvor man er parat til at underfinansiere sit skatteudspil og tage mere i skat ude hos borgerne.

Fru Margrethe Vestager.

Jeg tror, at en del af vejen til at forstå regeringens krisestyring, er det, som ordføreren siger: Når det er nødvendigt, gør vi det gerne. Når det ikke længere kan afvises, når det tårner sig op foran os, gør vi noget. Det, jeg synes er ærgerligt, er, at der ikke er overblik, at der ikke er alvor, at der ikke er ro på, at der ikke er en solid prognose for, hvad vi skal gøre på hvilket tidspunkt. Det er derfor, jeg bekymrer mig lidt, når den konservative finansordfører siger: Skulle novemberprognoserne for arbejdsmarkedet for 2011 dog forværres, har vi en hel stribe elementer klar for at imødegå en endnu højere ledighed end de 175.000. Det er jo det samme.

Der vil jeg gerne spørge Venstres finansordfører: Er Venstres ordfører enig i, at det skal være den sædvanlige brandslukning, hvis det viser sig at blive endnu værre, end regeringen havde forventet? Det er jo dog det, vi efterhånden kender fra regeringen, nemlig at vi kan være helt sikre på, at det går værre, end regeringen forventer.

Ordføreren.

Som jeg sagde i min ordførertale, vil vi følge det her time for time, uge for uge og hele tiden tage bestik af, hvilken dosering, hvilken timing der er brug for. Men jeg må sige, at vi bevæger os på ydregrænsen af, hvad det danske samfund kan bære i ny gældsætning. Det er bekymrende, hvis det er sådan, at vi kommer ud på den anden side af krisen og har belånt os så dramatisk, at vi fuldstændig bliver låst fast efterfølgende og dermed risikerer, at arbejdsløsheden bliver permanent på et forholdsvis højt niveau. Vi så jo f.eks. efter 1980'erne og op i 1990'erne, at en meget høj ledighed brændte sig fast i det danske samfund og var svær at få bugt med.

Det lykkedes faktisk først i begyndelsen af det her årtusinde, at vi begyndte at få et dramatisk fald i ledigheden fra tårnhøje 300.000. Så vi vil bruge de initiativer, som er nødvendige, men set i situationen dags dato, 8. september 2009, er vi enige i regeringens forslag, at det er dette, der er brug for. Det er dette, der kan imødegå de værste konsekvenser af krisen, men den kan jo ikke fjerne den, for den kommer i høj grad udefra.

Fru Christine Antorini for en kort bemærkning.

Tak. Jeg har lagt mærke til, at Venstres ordfører gentagne gange har vendt et forsvar til et angreb og sagt, at oppositionens svar jo bare er at bruge flere penge. Nu hører vi det igen: flere og flere penge.

Altså, hvis der er noget, som regeringen har været rigtig dygtig til, er det at bruge flere penge, men bare på nogle helt andre ting end det, vi foreslår at pengene skal bruges til. De har brugt milliarder på skattelettelser. Hvis vi tager næste år, vil der for hver evig eneste dansker, som tjener mere end 1 mio. kr. – det er altså folk, som har penge – gives en skattelettelse på 40.000 kr. Så det er jo et valg, hvad det er man vil bruge penge på. I vælger at smide en masse penge ud til skattelettelser, som vi rent faktisk ikke ved om virker, andet end der er nogle rige, som bliver glade for dem.

Vi vil investere f.eks. i uddannelse. Vi har jo med spænding ventet på den ungepakke, som regeringen vil lancere, for vi står i en katastrofal situation, fordi vi er ved at miste en generation af unge, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse. Vi skal helt tilbage til 1993 for at se færre unge, der gennemfører en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse. Frafaldet er enormt.

Det, jeg bare vil spørge fru Tina Nedergaard om, er: Den ungepakke, den gigantiske satsning for, at vi ikke mister den her generation af unge, kan det virkelig være rigtigt, at den handler om 5.000 flere praktikpladser? Er det det, man har at byde på fra regeringens side?

Ordføreren.

Det kan godt være, at Socialdemokraterne har svært ved at huske, hvor meget det koster at skabe praktikpladser. Dengang man selv sad i regering, lod man jo arbejdsgiverne om at finansiere showet, altså, det var igennem Arbejdsgivernes Elevrefusion.

Det, regeringen her i dag gør, er, at man bruger af fællesskabets kasse til at sige, at vi vil gøre en helt særlig indsats for alle vores unge, og selv om vi er midt i en krise, selv om det er meget, meget vanskeligt at gebærde sig igennem og mange virksomheder kæmper for livet derude, så vil vi gøre en helt særlig indsats for de unge. 5.000 praktikpladser – der kan fru Christine Antorini jo spørge fru Margrethe Vestager, hvor nemt det er at skabe 5.000 praktikpladser, for det lykkedes jo i hvert fald ikke under den tidligere regering, da man også gerne ville op på omkring 35.000 praktikpladser.

Det er meget afgørende, at der kommer flere praktikpladser, men det er også meget afgørende, at der er et uddannelsestilbud til de unge. Det er også meget afgørende, at straks man bliver ledig som ung, har man en mulighed for enten at få et jobtilbud, et aktiveringstilbud eller et uddannelsestilbud, så der er mange facetter. Men praktikpladserne, ja, det er jeg helt enig i er kerneområdet; det er hovedvægten, der skal lægges der.

Fru Christine Antorini.

Jeg synes, det er meget bekymrende at høre, at regeringens eneste ambition i forhold til den gigantiske mangel på uddannelse til unge er at sørge for, at der kommer lidt flere skolepraktikpladser. Selvfølgelig skal vi da have skolepraktikpladser, hvis virksomhederne ikke er i stand til at oprette praktikpladser, det er der jo ingen uenighed om, men hvad med alle de andre problemer, der er på ungdomsuddannelsesområdet?

Men lad os bare holde fast ved det angående praktikpladser. Kan Venstres ordfører bekræfte, at den finansiering, som regeringen lægger op til, er sådan, at skolepraktikken ikke længere skal ske over finansloven? Det har været sådan, at den er blevet finansieret via finansloven, men hvad gør regeringen med Dansk Folkepartis støtte? Den siger: Åh, det fjerner vi lige fra finansloven, og så kan vi betale via globaliseringspuljen. Men det kommer der jo altså ikke flere investeringskroner af, man fjerner det bare fra finansloven, så man kan prioritere de skattelettelser, der ligger regeringen så meget på sinde.

Kan Venstres ordfører også bekræfte, at de penge, som vi i fællesskab i globaliseringsforligskredsen har afsat til efteruddannelse af erhvervsskolelærerne, er noget at det, der måske kunne løfte kvaliteten af uddannelserne? Der skulle have været 100 mio. kr. ude i sektoren pr. 1. januar, men der er ikke kommet en eneste af de 100 mio. kr. ud, fordi regeringen bare sidder på dem.

Endelig: Kan ordføreren også bekræfte, at det, som Venstre siger, når man ønsker praktikpladser, kun er til en halv uddannelse – det er det, som undervisningsministeren siger i forbindelse med trin 1 – og ikke engang til en færdig ungdomsuddannelse?

Så er det ordføreren.

Ungepakken er jo en del af håndteringen af krisen i øjeblikket, og derfor er det heller ikke en vedvarende bevilling, som skal løbe i al fremtid. Da tiderne var anderledes, var mere normale, gik det jo godt med at skabe praktikpladser. Vi havde et historisk højt niveau i moderne tid af praktikpladser, der var plads til de unge ude i virksomhederne, og virksomhederne ville godt tage det ekstra ansvar på sig, for de kunne magte det. Men det kan de jo ikke i dag, hvor de også afskediger faste og gode medarbejdere, som de har haft i mange år. Så kan de ikke tage nye elever ind, for de tør ikke forpligte sig på de lange kontrakter.

Derfor er det jo afgørende og vigtigt nu, at der er et hurtigt og effektivt tiltag, som bringer de unge igennem, til der forhåbentlig igen er rigtige praktikpladser ude i rigtige virksomheder. Vi ved nemlig af erfaring, at det er det, der giver de unge de bedste muligheder for også efterfølgende at få job og ikke ende i ledighed. Det gør de egentlige praktikpladser, og derfor er det en satsning her og nu for at hjælpe de unge i gang. Men vi håber da naturligvis, at krisen på et tidspunkt er overstået, og at vi er tilbage i lidt bedre tider, om jeg så må sige.

Så er det hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil godt tage lidt fat i sundhedsområdet igen. Jeg savner nogle klare svar på, hvad regeringen reelt set vil med det nye sygehusbyggeri. Vi kan se, at en fjerdedel af de nuværende offentlige sygehuse er fra før anden verdenskrig, og en anden fjerdedel er fra før 1964, da den nuværende statsminister blev født. Men samtidig kan vi også se, at privathospitalerne skyder op som paddehatte. Vi har vel rundet de 300 privathospitaler.

Jeg undrer mig bare over, hvad regeringens projekt er. Fra SF's side har vi foreslået, at regionerne skal have mulighed for at benytte sig af en låneramme. Såfremt de kan påvise, at de kan hente nogle effektiviseringsgevinster, skal de have lov til at låne et beløb, således at de kan bygge nye sygehuse, og endvidere har vi også foreslået, at regionerne kan bruge det provenu, de får ved at sælge eksisterende bygninger.

Jeg savner et svar fra Venstres ordfører: Hvad er det, Venstre reelt set vil på sygehusområdet med de sygehuse, som er nedslidte, og som medarbejderne er utilfredse med? Venstre har bare set til i den seneste tid, og vil regeringen bare sprøjte pengene ud til privathospitalerne, som vi har fået at vide gennem Rigsrevisionen? Er det det, der er regeringens politik?

Ordføreren.

For lige først at slå det angående det offentlige og det private sundhedsvæsen fast: Hver gang vi bruger 1,50 kr. i det private, bruger vi 100 kr. i det offentlige. Jeg siger det bare for at få proportionerne ind i den diskussion.

Vi tror også, at de 280.000 danskere, der har benyttet sig af frit valg mellem offentligt og privat og har kunnet bevæge sig frit rundt i det danske sundhedsvæsen, er utrolig glade for, at man har fået indført de muligheder. Det er ikke kun skidt med privathospitaler, det er rigtig godt for patienterne.

Med hensyn til den fremtidige struktur for sygehusene er det jo aftalt mellem regeringen og regionerne, at der samlet set skal afsættes 40 mia. kr. til nyinvesteringer i nye sygehuse. Men den proces, der kører i øjeblikket, er jo, at regionerne skal melde tilbage, hvad det er for nogle projekter de vil prioritere inden for de nærmest kommende år. De projekter skal så godkendes i en fase, og jeg synes, det er meget naturligt, når vi sender mange, mange milliarder ud i et samfund, at det sker, efter at der er lavet en langtidsinvesteringsplan, så vi ikke nu får lavet ret dyre investeringer, som viser sig ikke at kunne bruges til noget, fordi man laver noget helt andet med den anden hånd.

Hr. Jonas Dahl.

Vi har jo også fået påvist, at regeringen med statsministeren i spidsen har overbetalt privathospitalerne med op mod 1 mia. kr. Det er jo påvist fra Rigsrevisionens side, så jeg forstår ikke, hvorfor Venstre bliver ved med at kæmpe den her kamp.

Men jeg vil også godt holde fast i noget, som Anders Fogh Rasmussen sagde i folketingsvalgkampen, helt præcist den 1. november 2007. Her sagde den daværende statsminister: Regeringen har afsat 25 mia. kr. til sygehusnybyggeri, og dertil kan vi lægge 15 mia. kr., som investeres fra regionerne. Men oven i det kommer dertil 10-20 mia. kr. fra salg af gammelt, udtjent sygehusbyggeri og en gevinst på 30 mia. kr. som følge af, at arbejdet kan tilrettelægges mere hensigtsmæssigt.

Jeg undrer mig bare over, at det, statsministeren sagde tilbage i 2007, åbenbart ikke længere er regeringens politik, så regionerne rent faktisk kunne benytte det provenu, der kommer fra salg af gammelt sygehusbyggeri, til at bygge nyt. Endvidere fortalte den daværende sundhedsminister – og det var altså den nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen – dengang, at de offentlige sygehuse netop var forældede.

Jeg forstår ikke helt, hvorfor Venstre løber fra de løfter, man gav i folketingsvalgkampen i 2007.

Det svarer ordføreren på.

Jamen det kan jeg ikke med min bedste vilje se vi gjorde. Man blev jo stillet i udsigt, at der ville komme 25 mia. kr. til sygehusbyggeri fra regeringens side, for så vidt vi vandt valget, og det gjorde vi jo som bekendt. Det blev aftalt med regionerne, at de 25 mia. kr. kom fra staten, og at de selv skulle komme med 15 mia. kr., og dermed var valgløftet jo indfriet.

Jeg synes, at når man går ud og lover guld og grønne skove ud over de 40 mia. kr., skal man tænke lidt over, at alting har en pris. Der bliver en regning at betale, hver gang man mener, at man kan bruge engangsbeløb, engangssalgsindtægter, sådan som den tidligere regering gjorde. På bare 5 år brugte man 100 mia. kr. i engangsindtægter, mens vi på 8 år kun har brugt 4,5 mia. kr. Engangsindtægter har det med at forsvinde.

Så er det fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Det er ret utroligt at høre Venstres ordfører, der hele tiden fortæller om, at det er de andres skyld. Jeg kan forstå, at der aldrig nogen sinde er noget, denne regering kan gøre forkert. Der er aldrig noget at komme efter, det er altid de andres skyld. At der blev en boligboble i Danmark på grund af den måde, man havde lavet skattestop på, så boligpriserne bare kunne stige og stige, og den måde, man havde sluppet det fri på, er ikke regeringens skyld. At rigtig mange mennesker lige nu må gå fra hus og hjem, er ikke regeringens skyld. At rigtig mange mennesker mister deres arbejde, er ikke regeringens skyld. At kommunerne i disse dage sidder og lægger budgetter og river sig i håret, fordi de simpelt hen ikke kan få det til at hænge sammen og er nødt til at skære på børneomsorg, på ældreomsorg, på skoler osv., er ikke regeringens skyld. Der er overhovedet ingen ting, der er regeringens skyld. Det er altid de andres skyld. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Jeg kunne næsten ikke have sagt det bedre selv. Jeg ville jo nok have sløjfet ironien, men selvfølgelig har vi et ansvar, og det har det flertal, der er i Folketinget, jo også taget på sig. Bl.a. synes jeg selv, at det nogle gange har været vanskeligt at forklare en fru Christine Antorini eller en fru Margrethe Vestager, hvorfor vi ikke bare kunne forbruge mere og mere og mere på nogle af de områder, jeg selv har været ordfører på. Men situationen er jo den, at vi har taget ansvaret på os, og det er også derfor, det er vanskeligt at kritisere regeringen for det, der sker i dag. Det er, fordi vi jo netop i de gode tider ikke lod os besnære af tanken om, at vi bare kunne forbruge løs. Der var mange diskussioner – og det ved fru Line Barfod også – hvor vi diskuterede, om vi brugte nok i den offentlige sektor. Der var rigtig mange diskussioner, mens det gik godt. Havde vi fulgt de råd, havde vi i dag stået i en situation, hvor vi ikke havde kunnet bevæge os.

Så vil jeg også godt sige, at hvis det er sådan, at fru Line Barfod mener, at der er et alternativ til at holde boligskatterne i ro, og at fru Line Barfod mener, at hun kan overbevise sine fæller i rød blok om, at boligskatterne skal stige, så hører vi gerne om det i Venstre.

Fru Line Barfod.

Jeg kan forstå, at fru Tina Nedergaard mener, at det mest ansvarlige, man kan gøre, er at forbruge løs – forbruge, forbruge og forbruge, og så er man ligeglad med klima, miljø, arbejdsløshed og alt muligt andet. Det vigtigste er, at man forbruger løs af ting, der skal importeres fra andre lande.

Har fru Tina Nedergaard nogen sinde overvejet, at det kunne være, at det var mere ansvarligt at sikre, at vi havde nogle mennesker til at tage sig af vores børn, at vi havde nogle mennesker til at tage sig af vores syge og vores ældre; at det ville være ansvarligt at sikre, at vi fik nogle grønne job, der kunne sørge for, at vi lavede de investeringer, som stort set alle andre end regeringen ser er nødvendige, i vedvarende energi, i klimarenovering osv.; at det ville kunne sikre, at vi ikke stod i så dyb en krise, som vi gør; og at hvis man så lod være med bare at pumpe penge ud til banker og spekulanter og til mere og mere forbrug på det private område, ville vi ikke være i den her situation, hvor vi har gældsat os på grænsen af, hvad det danske samfund kan bære, som ordføreren siger?

Ordføreren.

Tak. Vi er i Venstre enige med ordføreren i, at det er vigtigt at investere i vedvarende energi, og det er jo også derfor, at vi med tilfredshed – ikke med stor tilfredshed, men med tilfredshed – nu kan notere os, at vi har 17,3 pct. i vedvarende energi, hvor andelen tidligere i 2001 var 11 pct. Derfor er vi jo meget flot på vej hen mod det mål om, at vi skal have 20 pct. vedvarende energi i 2011. De øvrige partier minus Enhedslisten har jo også anerkendt regeringens ambition på energiområdet og tilsluttet sig den energiaftale, der blev lavet.

Med hensyn til miljø har vi lavet en meget avanceret og også klog plan, »Grøn Vækst«, for, hvordan vi kan udvikle mere natur og mere miljø i det danske samfund, uden at det sker på bekostning af arbejdspladser. Vi skylder vores generationer fremover, at vi har god natur, rent miljø og vedvarende energi, men vi skylder også folk i nutiden, at de har et job.

Vi har lige passeret tidspunktet for taletiden, men fru Nanna Westerby slutter af med korte bemærkninger til ordføreren, værsgo.

Tak for det, det er jeg glad for. Jeg synes jo, at det, jeg gerne vil spørge om, er meget vigtigt. Der er nemlig lige nu 6.500 unge, der mangler en praktikplads til en erhvervsuddannelse. Det er 6.500 unge, der er motiverede for at tage en uddannelse, men som bliver bedt om at stille sig på venteliste for at gøre deres uddannelse færdig. Det er en stigning på 49 pct. i løbet af 1 år. HK forventer, at vi vil se endnu en stejl stigning her i løbet af efteråret, og at vi når op på 10.000 unge, som står uden en praktikplads.

Derfor synes vi selvfølgelig, at det er et skridt i den rigtige retning, at regeringen har været ude at sige, at man gerne vil se på, om man kan lave 5.000 nye skolepraktikpladser. Det er godt nok kun noget, der dækker lige knap halvdelen af de unge, det er 1 år for sent, men o.k., det er et skridt væk fra den totale passivitet, der har præget regeringen det sidste år.

Til gengæld vil jeg gerne høre: Hvad med resten af de unge? I SF vil vi gerne gøre noget for at skabe praktikpladser i virksomhederne. Vi vil gerne sørge for, at man forpligter de virksomheder, der handler med det offentlige, til, at de også tager lærlinge, for det er virksomhederne, der skal bruge arbejdskraften fremover. Men hvad er regeringens bud på, hvad man gør for de øvrige 5.000 unge, som lige nu står og kommer til at mangle en praktikplads på trods af regeringens initiativer?

Så er det ordføreren.

Jeg er enig så langt, at jeg også mener, at staten f.eks. skal tage sin del af ansvaret. Det vil også blive håndhævet som en del af den her ungdomsaftale, at staten skal gå med ind og løfte den uddannelsesforpligtelse, der ligger i forhold til vores unge. Hvis man går ind på konto 20.31.12 i finanslovforslaget, vil man notere sig, at det ikke er et forslag, der er kommet nu, men noget, der er bygget op efter det behov, der er opstået blandt de unge, fordi praktikpladsantallet jo langsomt er løbet ud, fordi kontrakterne udløber nu. Så vi har gearet op, afhængigt af hvor mange der er kommet ud. Faktisk er det sådan, at der er afsat betydelig flere midler i år, også mere end det, der fremgår af finanslovforslaget. Der bliver også i finanslovforslaget afsat endnu flere midler til næste år, og så er regeringen oven i det kommet med en pakke på 1,4 mia. kr.

Om de øvrige unge, som ikke er inde i praktikpladssystemet, må jeg sige, at den bedste hjælp, vi kan give dem, enten er et produktionsskoleophold, en egu-aftale. Vi har jo bl.a. i foråret aftalt, at vi kompenserer kommunerne, når de tager nogle egu’ere ind, for det er en forberedelse på, at disse kan tage en egentlig faglig uddannelse senere hen.

Det er klart, at vi skal tage hånd om de mest udsatte unge, men vi kan så også samtidig glæde os over, at der er rigtig, rigtig mange unge, der søger uddannelse nu, fordi de ikke bare lige kan gå ud og få et ufaglært job. De vælger uddannelse, og det er et klogt valg.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til fru Tina Nedergaard. Nej, det er der ikke. Vi er langt over tiden, så det skyldes god vilje, at fru Nanna Westerby ikke skulle sidde forgæves og vente. Tak til fru Tina Nedergaard.

Den næste ordfører er hr. Morten Bødskov.

Man kan roligt sige, at der var gnister i luften, da vi for et år siden sidst stod på den her talerstol. Økonomi- og erhvervsministeren trådte an på den helt store klinge. Politisk plat og uhyre uansvarligt kaldte hun Socialdemokraternes krav om en vækstplan for dansk økonomi. Hun mente ligefrem, at kravet om en vækstplan var at smide håndklædet i ringen og et udtryk for, at man ikke ville være med til at fremtidssikre dansk økonomi.

Hvad er konklusionen? Konklusionen er, at regeringen tog fejl, og at Socialdemokraterne fik ret. Igen og igen har regeringen fejlvurderet udviklingen i dansk økonomi. Dansk økonomi vendte ikke efter sommerferien, som statsministeren forudsagde i foråret. Væksten styrtdykker, og arbejdsløsheden når op på hen imod 170.000 næste år.

Det er faktisk alvor og ikke udtryk for politisk plat, og det er dybt ansvarligt og ikke uhyre uansvarligt, som økonomi- og erhvervsministeren sagde for et år siden, at skubbe gang i dansk økonomi igen med en vækstpakke. De økonomiske vismænd siger det, de vil også have en vækstplan, men finansministeren kalder ønsket for et blålys. Konsekvensen af det udsagn fra finansministeren er, at endnu flere familier hver dag må se arbejdsløsheden i øjnene, og at endnu flere virksomhedsledere hver dag må låse døren bag sig for sidste gang. Og alt imens arbejdsløsheden stiger endnu mere, ja, så foreslår et af regeringspartierne nu i ramme alvor, at efterlønnen og dagpengene skal forringes dramatisk allerede om 2 år.

Jeg vil i dag gerne starte med at slå en ting fuldstændig fast: Socialdemokraterne medvirker ikke til at forringe hverken efterlønnen eller dagpengene. Og lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Vi mener ikke, at de, der har de hårdeste job, og som har svedt, slidt og slæbt længst, skal betale for de enorme skattelettelser, som regeringen og Dansk Folkeparti har givet de mest velstående i vores samfund. Nej, den, der trænger til en rigtig sveder, er finansministeren; en rigtig sveder til ham er helt rimeligt, for hvordan kan man igen og igen tage så gruelig fejl af udviklingen i dansk økonomi og så stadig afvise et bredt politisk ønske om at skubbe gang i dansk økonomi igen?

Vi skal have Danmark sikkert gennem krisen, og det er nu, vi skal træffe de rigtige beslutninger, der hjælper her og nu og samtidig bringer Danmark og vores velfærdssamfund videre efter krisen. Udfordringerne er enorme, men mulighederne er meget vanskelige, for på trods af næsten 8 års konstant økonomisk fremgang under VOK-flertallet er mange af de byggeklodser, som vi skal bygge fremtidens Danmark med, misligholdt eller slået i stykker.

Andelen af unge, som ikke får den altafgørende kompetencegivende ungdomsuddannelse, eksploderer, og det er intet mindre end en katastrofe. Vi er på vej til at tabe en hel generation af unge på gulvet. Vores virksomheder savner indsprøjtning fra veluddannede unge og fra dygtige forskere. Der bliver stadig længere mellem de nye spring, der kan skabe de nye job og fremtidens velstand. Og i de her dage og timer er kommunerne og regionerne tvunget til beslutninger om dramatiske velfærdsbesparelser. Hverdagen for vores psykisk syge bliver forringet, besparelser for flere hundrede millioner kroner rammer de svageste af de svageste i vores samfund. Og mens lommerne fyldes på rige læger på privathospitalerne, ja, så må sygeplejersker og de mange andre ansatte på vores fælles sygehuse løbe endnu stærkere for at få besparelserne til at hænge sammen, fordi de ramler ned over dem.

Næste år vil både mange børnefamilier og pensionister opleve, at der er ekstremt langt fra regeringens store løfter i valgkampen om, at man ville skabe det 21. århundredes nye velfærdsmodel, og at man var klar til at sikre et megaløft i velfærden, til den hverdag, de oplever, hvor priserne på børnepasning stiger, og hvor den udbragte mad fra plejehjemmet bliver dyrere.

Vi har behov for en ny politik, der kan bringe Danmark sikkert gennem krisen og forny vores velfærd. Vi har ikke behov for en regering, hvor svaret på spørgsmålet om, hvad man egentlig vil gøre for at skabe orden i økonomien, nu synes at være: Hvad synes du i grunden selv? Vi har ikke behov for en regering, der den ene måned lover megaløft i velfærden til danskerne for i næste øjeblik at løbe fra løftet og acceptere enorme velfærdsbesparelser i kommunerne og regionerne, sådan som de udfolder sig lige i de her timer.

Der er ingen tvivl om, også for mange af dem, der sidder og kigger på den her debat, at der flyver mange tal gennem luften i dag, men for Socialdemokraterne er det faktisk ganske enkelt: Vi vil ikke have, at flere familier skal samles om middagsbordene for at se arbejdsløsheden i øjnene. Så enkel er den socialdemokratiske politik. Arbejdsløsheden behøver ikke at stige så meget, som den gør, malingen behøver ikke at skalle af væggene i børnehaven, og det behøver ikke at tage så lang tid at få forbedret boligerne for vores pensionister.

Når arbejdsløsheden eksploderer blandt bygningshåndværkerne, og underleverandørerne drejer nøglen om, hvorfor skal vi så ikke slå to fluer med et smæk? Lad os sætte de arbejdsløse bygningshåndværkere i arbejde, og lad os få renoveret skolerne, plejehjemmene og sygehusene. Det er det, Danmark har behov for, det er en vækstplan, en ansvarlig økonomisk politik, ansvarlighed over for vores børn og børnebørn, som skal leve i et bedre Danmark end det, vi lever i nu.

Vi danskere har gennem generationer levet af én ting: uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Og lige nu er vi som sagt ved at tabe en hel generation af unge på gulvet. Hvis vi ikke får sikret, at markant flere får den altafgørende ungdomsuddannelse, bliver Danmark et fattigere land. Vi må sikre, at folkeskolen får endnu tidligere fat i de vanskeligt stillede unge og får dem på rette spor. Vi må stoppe det alt for store frafald på erhvervsuddannelserne, sikre flere praktikpladser og så fjerne den misforståelse, at der ud af lærerfri timer kommer dygtigere elever.

Vi har behov for intet mindre end en revolution af vores ungdomsuddannelser, vi har ikke behov for en regering, der fortsætter besparelserne på ungdomsuddannelserne. Og én ting er helt sikker: Udtjente undervisningsmaterialer og slidte og dødkedelige undervisningslokaler er den stensikre vej til, at vi taber endnu flere unge på gulvet.

Gennem måneder har statsministeren forsvaret overbetalingen af privathospitalerne. Han har sagt, at det ikke vil forringe vores fælles sygehuse. Men hvorfor rammer besparelser for flere hundrede millioner kroner nu de ældre medicinske patienter, vores psykisk syge og vores dygtige sygeplejersker og læger? Mon ikke der er en hel del pårørende til patienter på vores hospitaler, der har svært ved at se sammenhængen mellem besparelserne og regeringens enorme løfter om det modsatte i folketingsvalgkampen for mindre end 2 år siden?

Pengene skal ikke længere flyde til de private sygehuse; fri og lige adgang til moderne sygehuse med behandling af højeste kvalitet skal være naturligt i dagens Danmark.

8 år med konstant økonomisk fremgang har sikret de mest velstående danskere enorme skattelettelser; regeringen og Dansk Folkeparti har med åbne øjne sikret millionærerne i Danmark i titusindvis af kroner i skattelettelser. Der er ingen tvivl om, at det vil Socialdemokraterne ændre på. Vi er af den opfattelse, at når vores pensionister igennem et helt liv har passet godt på os, skal vi også passe godt på dem, og derfor indfører vi nu en millionærskat og sikrer vores pensionister og førtidspensionister 5.000 kr. mere om året. Mange pensionister og førtidspensionister har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, og det mener vi godt at millionærerne kan være med til at hjælpe dem lidt med; det er helt fair.

Samtidig vil Socialdemokraterne også sikre et loft over prisen på udbragt mad fra plejehjem; mange ældre oplever urimelige prisstigninger i de her år, og sidste år hjalp den aftale, som regeringen og Dansk Folkeparti lavede om ældremad, lige nøjagtig ikke denne gruppe.

Her ved 1-års jubilæet for regeringstoppens skarpe udtalelser mod mere vækst og flere arbejdspladser i Danmark, hvor står vi så? Vi står midt i danmarkshistoriens værste økonomiske krise med en regering uden sammenhængende økonomisk politik og med en økonomisk strategi, som den selv har skudt sønder og sammen, en regering, som er handlingslammet og uden mulighed for at samle bare sit eget parlamentariske grundlag bag en langsigtet og holdbar økonomisk udvikling i Danmark, en regering, der har efterladt børnefamilierne, eleverne i folkeskolerne, vores pensionister og vores lejere i de almene boliger i en sky af brudte løfter.

Vi har i Socialdemokratiet fra starten sagt og gjort det helt klart, at vi ikke stiltiende ville se på, at dansk økonomi gik i knæ. Men på trods af Socialdemokraternes advarsler om behovet for mere vækst er vi nu ikke bare gået i knæ, vi er knockoutet, bl.a. fordi regeringen ikke hurtigt nok – hvilket finansministeren også har indrømmet – reagerede på krisen, og fordi man har ført en uansvarlig økonomisk politik.

Gennem alt for mange år gav man bankerne fuldstændig frit løb, bare det gik op, så gik det godt. Store skattelettelser til de bedst stillede pumpede dansk økonomi op til bristepunktet, og der var ikke efterladt nogen plads til nødvendige investeringer i bedre skoler, hjemmepleje og sygehuse. Nu er ballonen bristet, og hvad står vi så tilbage med? Vi står tilbage med et kæmpe hul i statskassen og med kommuner og regioner, som i de her timer sidder og kæmper med meget store besparelser.

Vi ser det her års finanslovforhandlinger som egentlige kriseforhandlinger. En vækstpakke skal kickstarte dansk økonomi, skabe arbejdspladser her og nu og tegne sporene til de nye eventyr, som dansk erhvervsliv skal leve af i årene fremover. Vi må sikre, at vi ikke taber en ungdomsårgang på gulvet, fordi de unge ikke får en ungdomsuddannelse. Vi håber, at regeringen er parat til at tage medansvar for dette, og opfordringen er derfor ganske enkelt: Prøv nu at se, om det ikke kunne lade sig gøre i år at lade blokpolitikken ligge i skuffen, så vi sammen i den vanskelige situation, Danmark står i, kan være fælles om at få vores velfærdssamfund sikkert gennem krisen og sikkert ind i den nye tid, vi skal leve i.

Tak til ordføreren.

Jeg har noteret følgende, der har ønske om korte bemærkninger: fru Tina Nedergaard, hr. Kristian Thulesen Dahl, hr. Mike Legarth, hr. Frank Aaen, hr. Anders Samuelsen, hr. Torsten Schack Pedersen, hr. Flemming Damgaard Larsen, hr. Bent Bøgsted, hr. Per Ørum Jørgensen, hr. Peter Christensen, hr. Simon Emil Ammitzbøll, hr. Erling Bonnesen, fru Line Barfod og fru Anne-Mette Winther Christiansen. Så den første, der får ordet for en kort bemærkning, er fru Tina Nedergaard.

Tak til ordføreren for talen. Jeg synes nu ikke, at man blev så meget klogere af den. Det havde jeg nu heller ikke forventet, for sådan er præmissen jo, når vi er i Folketingssalen, og vi meget gerne gentager det, vi har sagt andre steder.

Derfor vil også gerne høre, om hr. Morten Bødskov kan præcisere, hvad fru Helle Thorning-Schmidt egentlig mente tilbage i juli, da hun sagde, at man blev nødt til at opkræve noget mere i skat, og måske også præcisere lidt mere, hvad hr. Henrik Sass Larsen sagde i sidste uge, nemlig at det blev dyrere på en lang række områder, hvis S og SF skal gennemføre deres skatteplan. Situationen er den, at det i dag er dyrt at være dansker; situationen er den i dag, at vi mangler arbejdspladser; situationen er den i dag, at det er vanskeligt for virksomhederne at klare den belastning, der allerede nu er, og Socialdemokraterne og SF vil jo bare gøre det vanskeligere for dem. Kan hr. Morten Bødskov ikke uddybe de bemærkninger lidt og forklare meget præcis, hvor det er det skal være dyrere at være dansker?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at den skatteplan, som Socialdemokraterne og SF har fremlagt, er et brud med det, almindelige danskere har oplevet de sidste 8 år. Hvad er det, de har oplevet? De har oplevet en regering, som har foregøglet danskerne den opfattelse, at man kunne få meget mere for meget mindre. Det er et afgørende brud med den politik, som regeringen har ført. Det var nr. 1.

Det afgørende brud nr. 2 er, at der jo også helt åbenlyst er et alternativ i Folketinget nu, som vil investere mere i den grundlæggende velfærd, som ikke vil kaste vores pensionister, vores børn i skolerne, vores børn i daginstitutionerne ud i enorme besparelser, hvert eneste efterår når kommunerne og regionerne forhandler budgetter. Det er to meget afgørende brud, og det er rigtigt, at for at nå de mål gør vi det dyrere for nogle, eksempelvis millionærerne. De penge bruger vi bl.a. til at gøre livet bedre for vores pensionister.

Fru Tina Nedergaard.

Det er dejligt, at det nu også bliver sagt fra Folketingets talerstol, det har vi trængt til. Det bliver dyrere at være dansker, hvis S og SF får flertal, man vil opkræve mere i skat, man vil ikke præcis sige, hvorhenne det bliver, for det fremgik jo ikke af svaret. Det kunne jeg så tage at spørge om igen: Kan man lave sådan en beskrivelse af den dansker, der skal betale allermest for de her meget dyre tiltag, som fru Helle Thorning-Schmidt og SF jo har aftalt? Og så et enkelt spørgsmål mere: Hvad skete der egentlig med de vejafgifter i skatteudspillet? Skal vejafgifterne indføres, eller skal de gemmes, eller skal de tiltrædes senere? Det er jo ret væsentligt for, at forslaget overhovedet hænger sammen. Hvor er det, det skal blive dyrere?

Ordføreren.

Jamen altså, vi har jo fremlagt en fuldstændig detaljeret plan for, hvor pengene tages fra, og hvor pengene gives til. Altså, det er penge, der tages fra dem, der tjener mest i vores samfund, og de gives til dem, som har det sværest i vores samfund. Vi tager det fra dem, som tjener mere end 1 mio. kr. og giver det til førtidspensionisterne og pensionisterne. Vi tager det fra den finansielle sektor, som trænger til at bidrage mere til fællesskabet, og giver det til folkeskolen. Vi hæver nogle usunde afgifter og bruger det på kræftbehandling, hjertebehandling og bedre forebyggelse. Det er helt fair og fuldstændig åbent lagt frem.

Når det handler om kørselsafgifter, ja, så glemmer spørgeren jo, hvad det også hænger sammen med. Det hænger sammen med danmarkshistoriens største reduktion af registreringsafgifterne på private biler, hvis man vel at mærke vælger at købe en miljøvenlig bil. Det er da også et gode, som man som bilist får. Det er det, det handler om, og det har Socialdemokraterne åbent og ærligt lagt frem. Det vil skabe et mere retfærdigt og et bedre sammenhængende Danmark.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Jeg kan godt forstå, at hvis man starter med at hæve skatterne, hæve afgifterne, hæve omkostningerne til erhvervslivet med 8-10 mia. kr., har man behov for virkelig at sætte gang i nogle offentlige investeringer for at prøve at suge alle de arbejdsløse op, som vil komme som følge af de skattestigninger og afgiftsstigninger og øget belastning på erhvervslivet. Det forstår jeg godt. Derfor har Socialdemokratiet jo sagt, at det så må løses ved, at man fremrykker offentlige investeringer.

Mit spørgsmål er så: Hvorfor lander man så på det, som man lander på i sit forslag, altså, at der skal være offentlige investeringer lige præcis næste år ud over det, der er planlagt, for 13 mia. kr., når man ellers selv gør en dyd ud af, hvad vismændene har foreslået? De har foreslået 10 mia. kr. næste år. Er det ikke bare udtryk for, at hvis nogen siger 1, så siger Socialdemokratiet 2, hvis nogen siger 5, siger Socialdemokratiet 10, hvis vismændene så siger 10, siger Socialdemokratiet 13, fordi det bare skal være et højere tal? Det er jo den logik, man må finde frem til, når man læser det, Socialdemokratiet selv skriver i sine egne oplæg.

Ordføreren.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk synes, at Dansk Folkepartis returnering af regeringens finanslovudspil var meget positiv. Der var man jo enig med den øvrige del af oppositionen i, at regeringen var for fedtet, og at den ikke havde blik nok for, at arbejdsløsheden stiger så meget, som den gør.

Derfor går jeg da ud fra, at vi kan finde sammen om at få lavet en bred aftale om behovet for at få en vækstplan. Det tror jeg i hvert fald var det, som hr. Kristian Thulesen Dahl, dagen efter at regeringen havde fremlagt dens finanslovforslag – tror jeg det var – fik en hel forside på et af de store dagblade på her i Danmark. Så det tog jeg sådan set som noget naturligt.

Derfor overrasker det mig lidt nu, hvad Dansk Folkeparti åbenbart synes. Socialdemokraterne – som andre – er lidt mere skeptiske end Finansministeriet. Og modsat finansministerens beregninger af, hvordan arbejdsløsheden vil stige, ligger Socialdemokraternes beregninger lidt højere end vismændenes, når det handler om at sætte gang i fremrykning af offentlige investeringer, fordi vi ved, at det er det, der skaber arbejdspladser; det er det, der kan tage toppen af den stigning i arbejdsløsheden, som vil være til stor skade for mange langtidsledige og for holdbarheden i dansk økonomi.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nu bekymrer jeg mig jo om andres ve og vel – faktisk også socialdemokraters ve og vel – og jeg synes, at det, der præger Socialdemokratiet, er en lemfældig omgang med tal. Derfor mit spørgsmål, som jo overhovedet ikke blev forsøgt besvaret.

Når man i sit eget oplæg bruger det første afsnit på at referere vismændene og siger, at de pr. 1. september har vurderet, at det, der er behov for næste år – ud over det, der er igangsat eller foreslået – er 10 mia. kr. ekstra, hvorfor gør man så det fra Socialdemokratiets side, at man i afsnittet efter siger, at man derfor foreslår 13 mia. kr.? Er det ikke bare et udtryk for den sædvanlige socialdemokratiske måde at håndtere tal på: Hvis nogle siger 5, siger vi 10, og hvis vismændene siger 10, siger vi 13, for vores tal skal nu en gang være det største? Den måde at operere med tal på er jo ikke noget, der egentlig scorer topkarakterer mange steder, for der skulle jo gerne være en eller anden grund til, at man lige præcis siger 13 mia. kr. næste år.

Ordføreren.

Der er en helt klar grund, og det er, at vi er mere bekymrede end vismændene over, hvordan arbejdsløsheden vil udvikle sig, og vi er mere bekymrede end regeringen over, hvordan arbejdsløsheden vil udvikle sig.

Man kan forstå, at regeringens publikationer selvfølgelig skal ligge i forlængelse af regeringens politik, og det vil sige, at der helst skal ske så lidt som overhovedet muligt på det her område. Der er Socialdemokraterne bare af en anden opfattelse, for vi er oprigtig talt bekymrede for udviklingen i arbejdsløsheden. Vi tror, at stigningen bliver større, end regeringen regner med, og stigningen bliver større, end vismændene regner med.

Og så er der jo det helt særlige, som vi håber, at Dansk Folkeparti vil være med til at få regeringen til at forstå, nemlig at der er god samfundsøkonomi i en vækstpakke. Hvad sker der, hvis man fremrykker offentlige investeringer mere, end regeringen lægger op til? Så sker der det, at vi tager toppen af stigningen i arbejdsløsheden, og vi undgår, at så mange som nu risikerer at havne i langtidsledighed. Det er godt for dem, det er godt for deres familier, og det er godt for den langsigtede holdbarhed i dansk økonomi. Risikoen lige nu ligger i at gøre for lidt; risikoen ligger ikke i at gøre for meget. Hvis man gør for lidt, skader man for alvor den langsigtede holdbarhed i dansk økonomi.

Så er det hr. Mike Legarth.

Jeg har et spørgsmål til Socialdemokraternes skatteudspil. Alle ved, selvfølgelig også Socialdemokraterne, at selskabsskatten er den mest følsomme skat, erhvervslivet udsættes for, og den vil Socialdemokraterne hæve fra 25 til 28 pct. Her vil jeg gerne spørge hr. Morten Bødskov: Hvad vil Socialdemokraterne sige til de medarbejdere, der bliver afskediget, fordi man nu beder virksomhederne om at flytte til udlandet – de omkringliggende lande – som jo har en lavere selskabsskat?

Ordføreren.

Ja, hvad siger de borgerlige partier til de tusindvis af medarbejdere, som hver eneste måned bliver afskediget? Ingenting, har vi lige hørt. Man klynger sig til et håb om, at det på et eller anden tidspunkt vender. Og det passer ikke, at Socialdemokraterne skulle have sagt, at vi vil hæve selskabsskatten til 28 pct. – det passer ikke. Vi har sagt, at vi vil udvide grundlaget for selskabsbeskatning, således at vi sikrer, at der bliver en langt mere fair afregning for virksomhederne, herunder bl.a. de finansielle virksomheder.

Så er virkeligheden jo også den, at på trods af at den her regering nu i to omgange har sænket selskabsbeskatningen, hvad er der så sket? Ja, så er der sket det, at vi jo stadig væk står med et erhvervsliv, hvor produktiviteten halter voldsomt, og hvor væksten er utrolig svækket. Og så glemmer man hele tiden at fortælle, at Danmark jo, når vi sammenligner os med de øvrige EU-lande, ligger i bunden, hvad selskabsbeskatningen angår. Ergo er der selvfølgelig plads til, at vi kan bede virksomhederne om at bidrage lidt mere til fællesskabet, så vi kan få bedre uddannede unge, hvilket bl.a. vil være til stor gavn for dem selv.

Hr. Mike Legarth.

Det er utroligt, at vi igen og igen skal høre på, at man på den ene side kritiserer regeringen for at bruge for mange penge og på den anden side kritiserer regeringen for, at den ikke gør nok – men lad det nu ligge.

Lad os blive i samme boldgade. Vil hr. Morten Bødskov bekræfte, at den ene procent, der er mest produktiv i det her land, har en værdi af 27 mia. kr. i statskassen, og at hvis den ene procent flytter ud af landet, gør vi Danmark 27 mia. kr. fattigere? Vil hr. Morten Bødskov bekræfte det?

Ordføreren.

Jamen altså, det er jo sjovt, at De Konservative hver evig eneste gang bringer det i spil, at blot fordi man skaber mere retfærdighed i erhvervsbeskatningen, ja, så er det ensbetydende med, at alle virksomheder flygter ud over landets grænser. Der er ingen som helst sammenhæng i det. Ser man på de undersøgelser, der er lavet om, hvad det er, der udgør grundlaget for, at virksomheder rent faktisk gerne vil placere sig i et land som Danmark, ja, så er det jo eksempelvis, at de har adgang til veluddannet arbejdskraft; det er, at de har adgang til dygtige forskere, som kan bidrage til produktiviteten og væksten i virksomheden; det er, at deres medarbejdere har det godt, at de lever et trygt og sammenhængende liv, hvor deres børn kan få en ordentlig uddannelse.

Det, vi gør her, er helt fair. Vi har oplevet ikke mindst finanssektoren, bankerne, tjene styrtende de senere år. De skal bidrage mere til eksempelvis det, vi foreslår, altså vi kan få uddannet vores børn bedre, end tilfældet er i dag.

Så er det fru Line Barfod for en kort bemærkning. Fru Line Barfod har byttet med hr. Frank Aaen, og det er fuldt legalt. Værsgo.

Vi har jo en fælles målsætning om, at vi skal gøre noget både i forhold til krisen og i forhold til den stærkt stigende ulighed, der er i Danmark. Et af de steder, den kommer til udtryk, er jo de mange mennesker, der desværre bliver arbejdsløse i denne tid. Jeg har forstået, at regeringen siger, at det ikke er dens skyld – det er nogle andres skyld – men der er mange mennesker, der bliver arbejdsløse, og de oplever, når de kommer hen og skal have udbetalt dagpenge, at det altså ikke er meget, man får i dagpenge i dag. Når en murer bliver arbejdsløs og får dagpenge, får han kun 40 pct. af sin hidtidige løn. Så er der altså ikke mange penge tilbage til at betale husleje og til at betale mad til sig selv og sine børn osv. Det giver kæmpestore problemer, og mange er nødt til at gå fra hus og hjem.

Derfor vil jeg gerne høre, hvad Socialdemokraterne vil gøre, for at vi markant kan få hævet dagpengene?

Ordføreren.

Det, Socialdemokraterne vil gøre, er at sikre, at den arbejdsløse murer kan få et nyt job og en bedre uddannelse, gerne på dagpenge, således at han er klar til at stige ind i det nye job, som kommer, når krisen forhåbentlig vender. Det vil vi gerne være med til, og det er det, som vi i øvrigt også har fremlagt i vores finanslovforslag.

Vi mener, at hvis man skal fokusere på, hvordan man skal styrke beskæftigelsen i Danmark, så skal man styrke folks muligheder for at få et nyt job, og det er det, vi gør ved bl.a. at foreslå, at vi afsætter 300 mio. kr. om året til, at 10.000 personer eventuelt kan gå fra at være ufaglærte til at få en faglært uddannelse.

Fru Line Barfod.

Vi er fuldstændig enige om, at vi skal skabe flere job. Det har vi mange gode forslag til hvordan man gør. Men der er altså en del mennesker, der alligevel er arbejdsløse og kommer til at være det et stykke tid, indtil alle de gode forslag slår igennem, når vi har fået flertal for dem. Spørgsmålet er, hvad de her mennesker skal leve af.

Nu siger ordføreren også, at de skal kunne tage en uddannelse på dagpenge, men det kræver, at man kan leve af dagpengene. Dem, der ryger helt ud og på kontanthjælp, har endnu mindre – nogle af dem slet ingenting, fordi de er gift. Mener Socialdemokraterne virkelig, at en almindelig murer skal nøjes med dagpenge på 40 pct. af sin hidtidige løn og dermed risikere, at hele familien må gå fra hus og hjem? Eller mener Socialdemokraterne faktisk, at vi skal tilbage til, at man får en ordentlig dækning med dagpenge, så man faktisk har råd til nogenlunde at bevare sin levestandard og dermed også er klar til hurtigt at komme i job igen?

Ordføreren.

Det, Socialdemokraterne mener, er som sagt, at vi skal gøre, hvad vi kan, for hurtigst muligt at få de pågældende personer i beskæftigelse. Det er til gavn for dem selv, deres familie og ikke mindst det danske samfund, hvis vi kan få sikret en vækstpakke, som kan bringe også den arbejdsløse murer i beskæftigelse. Det er lige nøjagtig ham, som vi Socialdemokrater har tænkt på med vores vækstpakke. For som det fremgår af vores finanslovudspil, ja, så er hovedfokus i de 13 mia. kr. ekstra, vi vil sætte af til offentlige investeringer, jo netop på bygge- og anlægsindustrien. Det vil skabe et boost i beskæftigelsen nu og her i bygge- og anlægssektoren, og det vil helt sikkert hjælpe mureren, som spørgeren her taler om.

Så er det hr. Anders Samuelsen for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå, at millionærskatten skal sikre, at de ældre får bedre forhold – jeg tror, det var sådan cirka ordret, hvad der blev sagt fra talerstolen. Betyder det så, at dengang, da Socialdemokraterne var med til at sænke marginalskatten fra omkring 72 pct. til langt ned under det niveau, tog man penge direkte fra de ældre?

Ordføreren.

Det betyder det ikke. Nu er det jo nogle gange nogle spændende konklusioner, som Liberal Alliance kommer frem til i deres spørgsmål og politik. Pointen er den, at vi har set en skævvridning af Danmark de seneste år, som vi vil have stoppet. Vi mener ikke, at det, der er lagt til grund for den skattereform, som Liberal Alliance gerne havde set endnu skævere, er fair, nemlig at millionærerne får så store skattelettelser, som de gør. Vi mener, at det er helt fair, at vi gør, som vi gør, og at vi beder dem, der tjener over 1 mio. kr. om året, om at give en bid af det, de tjener over en million, til vores folkepensionister. Det er helt fair og helt rimeligt, i forhold til at vi ønsker at give vores pensionister et lidt bedre liv.

Hr. Anders Samuelsen.

Det er jo fantastisk, at man vil prøve at foregøgle befolkningen, at det her er det, der redder de ældre. Altså, vi taler om en millionærskat, som måske giver en halv milliard i statskassen. Vi har samlet indtægter for over 800 mia. kr., dvs. at det er 1/1600, som man ekstra vil hive ind, ud over at man altså så vil skævvride vores skattesystem yderligere og gøre det endnu mindre attraktivt at komme til Danmark, med hvad det vil betyde af manglende arbejdspladser. Vi ved i dag, at hver gang der kommer en udlænding til Danmark, som får fast arbejde, er vedkommende med til at skabe yderligere arbejdspladser.

Er det virkelig det, det nye visionære Socialdemokrati kan præstere som noget af det hotteste, altså at man vil indføre en millionærskat og påstå, at det er det, der redder det for de ældre, og så ellers gå til valg på det? Er der ikke flere boller på suppen, trods alt?

Ordføreren.

Jamen hr. Anders Samuelsen skal se for sig, at det, Socialdemokraterne gør, er, at vi annullerer en del af den lettelse, som de, der tjener mere end 1 mio. kr., får efter den 1. januar – en del af den. Så vi vender ikke engang tilbage til et marginalskattesystem, som svarer til det, vi har i dag.

Pointen er jo den, at det ikke er, fordi de rigeste i vores samfund med det marginalskattesystem, vi har i dag, er væltet ud over grænserne i desperation for at komme væk fra et helt urimeligt skattesystem – nu omgås jeg ikke så mange af dem, men det har jeg ikke fornemmelsen af. Så pointen er bare den, at det ikke hænger sammen. På baggrund af bare den marginalskat, vi har i dag, har der jo været ganske god gang i dansk økonomi.

Hovedproblemet er, at regeringen har ført en fordelingspolitik, som ikke i tilstrækkelig grad har hjulpet vores folkepensionister. Derfor vil vi give dem det løft, som vi gør. Samtidig har vi jo flere forslag til fordel for folkepensionisterne i vores finanslovudspil, som hjælper dem til at få bedre tandbehandling og så egentlig hjælper dem til at få lidt billigere mad, hvis de altså får maden bragt ud fra plejehjemmet.

Så er det hr. Torsten Schack Pedersen for en kort bemærkning.

Først synes jeg, at det var lidt påfaldende at skulle høre, at Socialdemokratiet nu endelig gjorde op med 8 års skattestop, fordi det åbenbart var så forfærdeligt, men dog ikke mere forfærdeligt, end at Socialdemokratiet mindst to gange i løbet af de sidste 2 år har tilsluttet sig skattestoppet. Det må der så ligge nogle andre betragtninger bag, men det har vi jo selvfølgelig også fået indsigt i: at det var ren valgteknik og valgtaktik.

Det, jeg vil glæde mig over, er den klarhed, der er skabt – en klarhed, som gør det soleklart, at danskerne skal betale noget mere i skat. Det bliver sagt af både partiformanden og den politiske ordfører, at det skal være dyrere at være dansker. Og det må man sige er sandt, når man læser S og SF's skattepolitik.

Det, der så er besynderligt, hvis man skulle have forestillet sig, at tingene havde hængt lidt sammen for Socialdemokratiet og SF, er, at man altså sender en ekstraregning til lavindkomstfamilierne. Personer med små indkomster får nogle små lettelser, som bliver langt mere end opvejet af stigende afgifter – afgifter på sukker, chokolade, tobak osv. Mener hr. Morten Bødskov virkelig, at det er rimeligt, at personer med små indkomster skal opleve, at de får færre penge ud af det som følge af S og SF's skatteudspil?

Ordføreren.

Jeg tror, at spørgeren henviser til det papir, jeg har liggende her fra Finansministeriet, som man jo må sige endnu en gang brillerer ud i farvede lanceringer og udlægninger af oppositionens forslag, men det om det.

Det, man kan sige om det her papir rent teknisk, er, at det jo er underligt, at når man måler på bundlinjen for Socialdemokraterne og SF's forslag til en skattereform, er man faktisk enig i – det tror jeg også at spørgeren tidligere har sagt – at der ikke er noget milliardhul i Socialdemokraterne og SF's forslag.

Det, man så glemmer, når man – apropos det, spørgeren spørger om – skal regne ud, hvordan det går med befolkningsgrupperne, eksempelvis dem, der tjener mindst i vores samfund, er selvfølgelig at regne adfærdsændringer ind som følge af, at det er rigtigt, at vi hæver nogle afgifter meget markant, eksempelvis på cigaretter, men vi sænker jo også registreringsafgiften meget markant. Og derfor giver det det forvredede billede, som Finansministeriet temmelig sikkert har ønsket at få frem i aviserne i dag, af, at den her plan ikke hænger sammen. Jeg kan jo se på grinene rundtomkring, at det er man godt klar over, for det her er et bestilt stykke politisk arbejde, som vi ikke kan tage alvorligt.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Jamen det er simpelt hen nærmest hysterisk morsomt, det her. Bare for at tage et konkret eksempel: Man regner med at forhøje fedtafgiften fra 25 til 50 kr. pr. kg, og så regner man med det dobbelte provenu; det er en finansieringskilde i S og SF's udspil, og så får man 1 mia. kr. ekstra ind. Men når regningen så skal betales af dem med de små indkomster, så taler man om adfærdsændringer. Det er dog imponerende, at man på en og samme gang kan sige, at når man regner provenu, er der ikke adfærdsændringer, men når man taler om dem, der skal betale det, så er der adfærdsændringer! Det er jo en klar tilståelsessag. Vi må jo bare konstatere, at udspillet stille og roligt falder fra hinanden.

Samme dag, som udspillet blev lanceret, blev SF's formand spurgt om flypassagerafgiften nu ville være smart for bornholmerne. Nja, det var den måske ikke; det skulle man nok kigge på. Registreringsafgiften har vi jo også fået en masse bortforklaringer om. Og selskabsskatten kører også rundt.

Jeg skal bare høre, om ikke hr. Morten Bødskov vil indrømme, at de forudsætninger, der er lagt ind, og hvor man selv siger, at eksempelvis fedtafgiften vil give 1 mia. kr., vil man ikke stå ved, når det gælder adfærden hos borgerne.

Ordføreren.

Vi har lagt det her frem, og det står vi fuldstændig bag. Vi er uenige i de beregningsforudsætninger, som Finansministeriet lægger ind i deres vurdering af det. Jeg vil sige, at vi ikke er overraskede over – det har man jo oplevet før med den her regering – at vi så dagen inden en sådan debat får svaret fra Finansministeriet, for man havde selvfølgelig fra finansministerens side ønsket, at det skulle præge debatten. Nu har det så ikke fået så stor omtale, og det kunne jo være, fordi man ikke har regnet adfærdsændringerne ind i fordelingsberegningerne. Det kunne jo være derfor.

Derfor er det altså vores vurdering, at det her papir ikke giver et retvisende billede af, hvordan vores skatteudspil hænger sammen. Det, der derimod står i det, er jo, at der er 2,3 millioner skatteydere, som rent faktisk får forøget deres rådighedsbeløb. Det er vi sådan set delvis enige i. Og hvem er det? Ja, halvdelen af dem er folkepensionister og førtidspensionister. Og hvem er de? Ja, det er dem, som tjener og har mindst i hverdagen i vores samfund.

Så det hænger faktisk ganske godt sammen, det skatteudspil, som SF og Socialdemokraterne har fremlagt.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Flemming Damgaard Larsen.

Jeg kan i hvert fald konstatere to ting. Den ene er, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti nu definitivt har forladt skattestoppet. Det var den ene konstatering.

Den anden konstatering er, at det nu er bekræftet af hr. Morten Bødskov, at i fremtiden – såfremt Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti får magt, som de har agt – vil det blive dyrere at være dansker. Derfor vil jeg gerne spørge: Tror Socialdemokratiet og hr. Morten Bødskov, at det vil give større økonomisk tryghed hos den enkelte dansker?

Ordføreren.

Jeg kan garantere for, at det, der ville give tryghed lige i øjeblikket, var, hvis man havde en regering, som rent faktisk ville skabe job til de mange tusinde, som bliver arbejdsløse nu. Det er det, tryghed handler om nu; det er, at vi får en regering, som fokuserer på hovedproblemet i dansk økonomi, nemlig den eksplosion, der sker i arbejdsløsheden. Det er tryghed.

Så er det rigtigt nok, at vi har lagt frem, at det med vores skatteplan bliver dyrere for nogle. Altså, det bliver dyrere for dem, der tjener over 1 mio. kr. Vi siger åbent og ærligt: Vi tager en bid af den meget, meget store skattelettelse, som I får af regeringen nu, og giver den til vores folkepensionister.

Vi siger også helt åbent og ærligt: Jamen altså, nu har den her regering jo så begunstiget den finansielle sektor igennem de sidste 7-8 år, og det stopper nu, fordi vi mener, at den skal bidrage mere til fællesskabet. Og hvad betyder det? Det betyder, at bankerne skal betale lidt mere til fællesskabet, således at vi kan bruge lidt flere penge på at løse de enorme problemer, som den her regering har efterladt os, nemlig at alt for få unge får den afgørende ungdomsuddannelse.

Hr. Flemming Damgaard Larsen.

Så kan jeg altså også konstatere en tredje ting, og det er, at Socialdemokratiets sorte hånd vil gå langt ned i den enkelte danskers lommer for at hente de sidste skillinger op, som den enkelte dansker har, og som man ellers skulle bruge til at sikre sin nutid og sin fremtid, således at man kan blive i sin bolig, eller hvad det nu måtte være, man gerne vil sikre. Men Socialdemokratiets sorte hånd vil nå langt ned i den enkelte danskers lommer. Det er virkelig beskæmmende.

En anden ting er så pendlerne. De vil også få det meget værre. Det vil blive meget dyrere for dem, når den røde blok kommer til – hvis den kommer til, gud forbyde det. Hvorfor vil Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti straffe de mennesker, der vil køre efter et stykke arbejde? De er parate til at bruge tid på at køre efter et stykke arbejde, men det skal altså straffes – hvorfor?

Ordføreren.

Vi vil ikke straffe nogen. Vi giver billigere registreringsafgifter, hvis man bærer sig fornuftigt ad, tænker på miljøet og køber en miljørigtig bil. Det er helt fair, og derfor er det fuldstændig uden grund, at ordføreren gør sig de bekymringer for eksempelvis pendlere.

Det, ordføreren glemmer at fortælle, når man skaber disse skræmmekampagner, hvad er det? Ja, det er, at ordføreren jo selv er meget aktiv på trafikområdet, og så må ordføreren jo vide, at da vi lavede trafikaftalen i foråret, blev de principper, der ligger til grund for Socialdemokraterne og SF's meget udmærkede og fair forandring af bilafgifterne, sænkning af registreringsafgiften og indførelse af kørselsafgifter, skrevet ind i den aftale, som regeringen selv står bag. Det er fuldstændig de samme principper, og jeg står med den her.

Derfor er det, som ordføreren spørger om, udtryk for en skræmmekampagne, og det vil ramme en i nakken, når regeringen fremsætter sit eget forslag til, hvordan man har tænkt sig at man vil gøre det dyrere at købe en bil og billigere at køre i den. Det er fuldstændig samme principper, som vores forslag bygger på.

Hr. Bent Bøgsted.

Jeg beder om, at man overholder taletiderne.

Tak. Vi kan jo fortsætte lidt i samme spor, for hr. Morten Bødskov siger jo, at det går sådan cirka lige op med registreringsafgifter og kørselsafgifter. Man sænker registreringsafgifterne på de miljøvenlige biler, og så siger man, at så har alle folk råd til at købe dem, på trods af at vi ved, at der er rigtig mange, der kører på arbejde i nogle forholdsvis brugte biler, og som måske ikke har råd til at købe de nye miljøvenlige biler alligevel. Men det, der jo så er sagen, er, at Socialdemokratiet selv har været med til at skabe reglerne om det fleksible arbejdsmarked, altså at arbejderne skulle være parat til at tage et arbejde, selv om det ligger langt væk, det kunne ligge over 100 km væk, måske op til 200 km, alt efter, hvad det er.

Mener hr. Morten Bødskov så virkelig, at det vil fremme mobiliteten på arbejdsmarkedet at lægge 35 øre på pr. kørt kilometer på motorvejene, og regner man med, at folk stadig væk vil gå efter at tage et arbejde, der ligger langt væk?

Ordføreren.

Forudsætningen for, at vi kan få gang i arbejdsmarkedet igen, er, at vi får arbejde. Og hvis vi skal have det, skal Dansk Folkeparti stå bag et bredt politisk ønske om, at vi får en vækstplan; det er forudsætning nummer et.

Det, Socialdemokraterne gør med forslaget om en markant sænkelse af registreringsafgiften og indførelse af et roadpricingsystem, som det er, er jo, at vi gør det markant billigere at købe en miljørigtig bil, og så laver vi – ja, det er helt fair af hensyn til miljøet – kørselsafgifter. Vores optik er den, at de to elementer – gang i dansk økonomi igen, og det, at vi sikrer en mere miljøvenlig bilpark i Danmark – er den bedste hjælp til, hvordan vi kan få skubbet gang i dansk økonomi igen.

Hr. Bent Bøgsted.

Jamen jeg synes, det er sådan lidt misvisende, for hvis vi bare tager strækningen fra Frederikshavn til Aalborg – vi kan jo begynde i det nordjyske – kan vi se, at det vil koste en, der kører til arbejde i Aalborg, rundt regnet 17.000-18.000 kr. om året, og for en, der kører fra Aalborg til Århus, er det omkring 20.000 kr. Og når det er fra Korsør til København, er vi oppe på omkring 25.000 kr. i kørselsafgifter, hvis man kører på motorvejene. De penge skal selvfølgelig bruges til at finansiere det skatteudspil, som Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti er kommet med. Men hvis den enkelte så vælger at køre fra Frederikshavn til Aalborg på den gamle hovedvej, sparer man altså de her 18.000 kr., og kører man fra Aalborg til Århus på den gamle hovedvej, sparer man de her 20.000 kr., og så fremdeles. Så kan trafikken blive flyttet over på de mindre veje i stedet for at blive på motorvejene. Tror hr. Morten Bødskov virkelig, at folk så ikke begynder at tænke økonomisk? Så flyttes trafikken, og så mister Socialdemokratiet de penge til at finansiere skatteudspillet – dem putter folk i deres egen lomme i stedet for.

Ordføreren.

Den del af vores skatteudspil er fuldt finansieret og helt holdbar. Det er der andre der har lavet beregninger på, så der er ingen problemer dér.

Jeg tror, man skal se på spørgsmålet om kørselsafgifter og registreringsafgifter i det lys, at den afgiftsomlægning, som Socialdemokraterne lægger op til, for det første vil betyde markante nedslag – markante nedslag – i prisen for miljøvenlige biler. For det andet indfører vi et system, hvor man skal betale for, hvor meget man bruger den. Men samlet set er der for os at se ingen grund til, at man skal være bekymret over ikke længere at kunne passe sit arbejde – det, man får er billige biler og et bedre miljø, og samtidig får man jo med den socialdemokratiske skatteplan frigjort midler til at investere i et langt bedre Danmark. Det er et opgør med den illusion, at man kan få meget mere for meget mindre, som Dansk Folkeparti og regeringen har ført frem de sidste 8 år, det indrømmer vi, men det skridt har vi taget, og det tog vi med åben pande.

Så er det hr. Per Ørum Jørgensen for en kort bemærkning.

Jeg blev faktisk glad, da hr. Morten Bødskov sagde, at den danske selskabsskat ligger i bund i EU, og jeg vil egentlig også undersøge det nærmere. Vil hr. Morten Bødskov ikke bekræfte, at gennemsnittet, når vi taler procent og selskabsskat i EU, er 23,5 pct., og at skattesatsen i Danmark er 25 pct. – det vil sige, at man ligger over gennemsnittet? Det, det røde kabinet så vil gøre, er at hæve selskabsskatten yderligere til 28 pct., et godt stykke over gennemsnittet i EU. Det er pinligt, at det røde kabinet ikke har mere styr på sine tal. Det synes jeg er pinligt. Men det er ikke det, jeg vil spørge til.

Det, jeg egentlig vil spørge til, er: Tror hr. Morten Bødskov, at en sådan forringelse af konkurrenceevnen i danske virksomheder vil have en gavnlig effekt, når det gælder beskæftigelsen, eller vil den have en negativ effekt?

Ordføreren.

Nu tror jeg, at spørgeren, inden han hidser sig for meget op, lige skal lytte til det, hvad det var, jeg sagde. For det, jeg sagde, var, at hvis man ser på de oprindelige EU-lande, altså EU-15, ligger vi nederst med Irland under os. Så er det klart, at der ligger en række østeuropæiske lande i det samlede EU under os. Men pointen er bare den, at vi mener, at dansk erhvervsliv godt kan bidrage mere til, at vi kan få et bedre velfærdssamfund, en mere veluddannet ungdom og en mere veluddannet arbejdskraft på sigt. Det siger vi åbent og ærligt.

Vi mener godt, at den finansielle sektor kan bidrage mere til fællesskabet, fordi vi som sagt mener, at den har været særligt begunstiget i en 7-8 år under den her regering – som jeg sagde i min ordførertale: Bare det gik op, gik det godt – og ikke i tilstrækkelig grad har bidraget til fællesskabet. Så derfor deler vi ikke opfattelsen af, at gør man, som Socialdemokraterne foreslår, nemlig udvider grundlaget for selskabsbeskatningen, så styrter virksomhederne ud over grænserne, tværtimod.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Jeg tror sådan set ikke bare, at virksomhederne styrter ud over grænsen. Når man forringer konkurrencevilkårene, tror jeg faktisk også, at det vil komme til at koste ordrer for danske virksomheder, og dermed vil det selvfølgelig også medføre en større arbejdsløshed. I Danmark vil det faktisk være det, man får ud af det.

Så vil jeg godt sige om den måde, man arbejder med tal på i Socialdemokratiet, at man siger, at det måske stiger til 28 på et eller andet tidspunkt, og at man kan sammenligne sig med nogle EU-lande, men at man ikke kan sammenligne sig med EU, men man slår sig alligevel op på at sige, at selskabsskatten ligger i bund i EU, men faktum er, at selskabsskatten i Danmark ligger over middel.

Men når det kommer til tal, vil jeg egentlig også godt spørge hr. Morten Bødskov: Hvordan har man så talt i forhold til sine venner i det her røde kabinet, altså Det Radikale Venstre og Enhedslisten, som ikke kan støtte det. Det er jo et klart tegn på, at man har en totalt splittet opposition på det her, og at man i hvert fald ikke har 90 mandater, hvis vi skal tro på, at Det Radikale Venstre og Enhedslisten ikke kan støtte det her udspil.

Ordføreren.

Der er rigtig meget, som samler hele oppositionen bag Socialdemokraterne og SF's skatteudspil. Uden sådan at kunne numrene i hovedet, vil jeg sige, at jeg vil tro, at der er op imod to tredjedele af det, som samler hele oppositionen. Og hvad er det, der samler hele oppositionen? Ja, det er en ændring af det faktum, at den her regering har foregøglet befolkningen de sidste 7-8 år, at man kan få meget mere velfærd ved at betale mindre i skat.

Vi siger det åbent og ærligt, som det er. Vi mener, at de, der tjener mest i vores samfund, skal bidrage mere til fællesskabet, således at vi kan få bedre sygehuse, bedre folkeskoler og et renere og bedre miljø. Vi siger det åbent og ærligt og er klar til også at samle oppositionen bag et sådant program forud for et kommende folketingsvalg. Og det er vi helt overbeviste om at danskerne nok skal bakke op om.

Jeg skal her oplyse, at jeg inden for den taletid, der er afsat, yderligere har noteret hr. Peter Christensen, hr. Frank Aaen og hr. Erling Bonnesen som talere. Og det er dem, der kommer til i den rækkefølge, jeg har nævnt, når vi genoptager mødet.

Vi udsætter mødet her, og det genoptages, når klokken er 13.00.

Årsagen til, at vi ikke bare kører videre med de sidste talere er, at der er aftalt mødeaktivitet i huset, hvor folk, som skulle være i salen, er nødt til at være.

Så mødet er udsat og genoptages kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:00).

Mødet er genoptaget.

Vi fortsætter med korte bemærkninger til hr. Morten Bødskov. Som annonceret før frokostpausen er der plads til yderligere tre korte bemærkninger. Den første er fra fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Tak. Det er sådan, at jeg har lyttet meget efter, hvad hr. Morten Bødskov har sagt. Jeg har hørt, at det er blevet sagt, at vi skal væk fra at skævvride Danmark, og jeg har hørt, at det er blevet sagt, at vi ikke skal straffe nogen, og jeg har hørt fru Helle Thorning-Schmidt sige i sommer, at det skal være dyrere at være dansker, og jeg har læst skatteudspillet fra Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne. Min tanke går så på, at der i det skatteudspil er nogle vejafgifter. Hvis jeg skal være helt lokal, kan jeg nævne, at Hovedvej 15 fra Grenå til Århus går direkte i motorvej et sted, og det betyder, at der så nu skal bygges et betalingsanlæg, hvor man skal afdrage sin vejafgift. Det omfatter så også pendlere fra Djursland – hvor mange bor og godt kan lide at bo – som kører ind og arbejder i Århus. Jeg må formode, og jeg forventer sådan set også, at svaret er, at den vejafgift, der er skrevet ind, er skrevet ind efter et pres fra Syddjurs borgmester, socialdemokraten Vilfred Friborg Hansen, og Randers borgmester.

Ordføreren.

Det er jo den sædvanlige skræmmekampagne, som vi selvfølgelig startede den her debat med, og som vi selvfølgelig også skal slutte af med, og det er helt fair.

Jeg vil bare sige stilfærdigt, som jeg også har sagt tidligere, at de principper, som det socialdemokratiske udspil bygger på, ligger helt i forlængelse af, hvad det er for nogle principper, som regeringen selv har skrevet ind i sin transportaftale. Så man skal passe på med at kravle for langt op i træet i aggression over det, som Socialdemokraterne foreslår, for det rammer som en boomerang i nakken, når regeringen kommer med sit eget udspil. For hvad er det, der står her? Der står jo, at det er en bred aftale, som vi heldigvis fik lavet i foråret, hvor regeringen forpligter sig til i den kommende samling at fremlægge et udspil, som gør det billigere at erhverve sig en bil, som der står, og dyrere at køre i bilen. Det er fuldstændig de samme principper som dem, der ligger til grund for Socialdemokraternes forslag.

Så er det rigtigt, at vi har lagt åbent og ærligt frem, hvordan vi har tænkt os, at det skal se ud. Jeg vil sige det sådan, at folk skal have nogle helt anormale kørselsvaner, for at det ikke skal gå hen og blive en gevinst. For det, som vi jo samtidig gør, er, at vi gør det meget tiltrækkende, kan man sige, for folk rent faktisk at købe en miljøvenlig bil. Det håber vi selvfølgelig at de vil gøre, og hvis de gør det, får de nogle enorme lettelser i registreringsafgiften.

Fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Men det om skævvridningen fik jeg jo ikke svar på. Det er jo udkantsområder, der bliver ramt, og det er mange pendlere. Det er ofte set, at transporten foregår på vores vejnet. Men jeg kan også sige, at det lader til, at den vejafgift ikke er skrevet ind i Socialdemokraternes skatteudspil, og det må så være, fordi hr. Morten Bødskov godt kunne se, at det helt klart var galt; det ville ikke gå, at den skulle med ind nu. Derfor skal afgiften så først komme om 5 år. Men hvordan er det så lige, at de 25 mia. kr. skal findes nu?

Ordføreren.

Det, der ville gavne udkantsområderne i Danmark mest, var, at man fik en ny regering, som var klar til at sætte gang i en vækstpakke. Det er i allerhøjeste grad yderområderne i Danmark, som taber på, at krisen bider sig så hårdt fast, som den gør lige i øjeblikket, fordi regeringen ikke vil sætte gang i en vækstplan. Det er soleklart. Det er yderområderne i Danmark, som taber på, at den her regering ikke i tilstrækkelig grad har prioriteret ungdomsuddannelserne. Vi kan se, at unge forlader yderområderne, fordi der ikke er uddannelser, de kan gå på, af tilstrækkelig kvalitet. Det er i høj grad det, der er behov for at få ændret. Så derfor er et sats på vækst og et sats på uddannelse en stærk, hjælpende hånd til yderområderne i Danmark.

Dernæst vil jeg sige, at vi jo har fremlagt beregninger, som helt klart viser, at det, vi foretager os, er holdbart. Finansministeriet har jo selv dokumenteret det, og man har selv sendt et svar rundt – og jeg tror også, at hele Venstres folketingsgruppe har fået det i dag – til dagens debat gående på, at der ikke er det milliardhul i kassen, som man forsøgte at få frem på forsiden af aviserne i sidste uge. Det er der ikke, der er et overskud, og det står sort på hvidt i det svar, som finansministeren har givet hr. Kristian Thulesen Dahl på et spørgsmål fra Finansudvalget, og som jeg er helt overbevist om at Venstres folketingsgruppe har fået til dagens debat.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Tak. Det er jo indlysende, at Enhedslisten peger på en socialdemokratisk ledet regering. Vi håber at kunne være med til at lave en finanslov sammen med en ny regering så hurtigt som muligt. Vi håber at kunne være med til at lave en skattereform, der er mere retfærdig end det, vi ser gennemført i øjeblikket under VKO, ingen tvivl om det.

Men lad mig også sige, at hvis man kommer med en skattereform, hvor man lader alle dem, der tjener op til 1 mio. kr., beholde de skattelettelser, der så ensidigt er givet til de rigeste i samfundet, og man først begynder at røre ved den skattelettelse, som VKO har givet, når vi når ud over millionen, hvilket ligger i S’ og SF's skatteforslag, og man samtidig siger, at til den arbejdsløse er der ikke en krone, som vi hørte før – tværtimod skal den arbejdsløse stadig væk døje med satspuljen, som betyder, at der hvert eneste år tages lidt penge fra dagpengene, sådan at de sakker bagud efter lønningerne – så vil jeg bare som en ren forbrugeroplysning sige til Socialdemokratiet: En sådan ulighedsskabende ting bliver gennemført uden Enhedslistens stemmer.

Ordføreren.

Så vil jeg lige foreslå Enhedslisten at læse Socialdemokraternes finanslovforslag, for det, der bl.a. står deri, er jo, at vi vil gøre op med den ulighedsstrategi, som regeringen har ført de senere år, hvor man har tvunget kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og indvandrere på starthjælp og andre ned i indkomst, ned på meget lave ydelser. Det står sort på hvidt i vores finanslovoplæg, at når vi får flertallet til det, og det gør vi snart, ja, så bliver det ændret.

Det vil da være et stort spring i retning af at give grupper, som på grund af den her regering har fået det sværere, bedre chancer i hverdagen. Det vil det her bidrage til. Samtidig er der en række andre initiativer i vores finanslovudspil, som vil gøre, at ideen om at have et samfund, der er båret af lige muligheder, vil stå langt stærkere med et regeringsskifte.

Hr. Frank Aaen.

Undskyld mig, vi har læst Socialdemokraternes forslag, oven i købet meget grundigt. Vi har oven i købet drøftet det med Socialdemokraterne. Så det er der ingen tvivl om.

Det er rigtigt, at kontanthjælpsloftet og andre af de ting, der er allermest fattigdomsskabende, bliver taget ud. Men vi står altså i en situation, hvor vi er på vej mod 150.000 arbejdsløse, som ikke er ramt af de særregler, men som bare er ramt af, at de har almindelige, dårlige dagpenge, når de bliver arbejdsløse, hvor de typisk får halveret deres indkomst. Det er en social katastrofe af rang, og det kan ikke passe. Jeg kan simpelt hen overhovedet ikke få det til at passe ind i det billede, vi ellers prøver at skabe af oppositionen, altså at de, der i den grad rammes af en social katastrofe i den kommende tid, skal have en hjælpende hånd fra en ny regering. Det er derfor, jeg heller ikke kan forstå det svar, der blev givet til fru Line Barfod før, om, at der er nul kroner til de arbejdsløse. Det kommer man til at lave om.

Ordføreren.

Der er ikke nul kroner til de arbejdsløse. Der er i det socialdemokratiske finanslovforslag 13 mia. kr. i ekstra fremrykkede offentlige investeringer, som vil skabe betydelig beskæftigelse i eksempelvis bygge- og anlægsindustrien. Og ser man på det eksempel, som fru Line Barfod hev frem, var det, hvis jeg husker rigtigt, en murer. Hvor er de beskæftiget? Inden for bygge- og anlægsindustrien.

Så det handler om hurtigst muligt at sikre job til dem, der bliver arbejdsløse, således at vi kan få taget toppen af stigningen i arbejdsløsheden og undgå, at folk havner i langtidsledighed.

Så tror jeg også, at vi må indstille os på, at det derudover også handler om, at omstillingen på arbejdsmarkedet skal sikres betydelig bedre end hidtil – bedre end den her regering har været i stand til – altså ved at man, som vi foreslår i vores finanslovudspil, løfter grupper, tre gange 10.000 de næste 3 år, fra en ufaglært uddannelse til en faglært uddannelse.

Så der er masser af social balance, masser af lige muligheder og et langt mere retfærdigt Danmark både i den socialdemokratiske skatteplan og i det finanslovforslag, som vi fremlagde i går.

Tak. Så er det hr. Erling Bonnesen.

Tak. Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti melder klart ud: Det bliver dyrere at være dansker. Det er jo da klar tale. Og det er jo også lysende klart – bøjet i neon – i forbindelse med kørselsafgifter, hvor man sagde, at det var langt over 20 mia. kr. Så ved man da, hvad man har at forholde sig til.

Så kan jeg godt se, at man begynder at vakle lidt, når man så skal til at forklare danskerne, at nu skal de til at betale ekstra for at køre på arbejde, måske ikke lige nu, men hen ad vejen. Så kan man diskutere huller i økonomien. Men så er det jo lidt interessant at prøve at kaste et blik på den side, hvor der står noget om kommunerne. For der har vi jo i månedsvis, i halve år, hørt tordentale fra Socialdemokraterne og SF om besparelser i kommunerne og alt muligt andet.

Hvad er det så lige præcis, Socialdemokraterne vil gøre? Der står et lille, forkølet ettal. Det drejer sig om 1 mia. kr. Det lyder af meget, men hvis vi lige skal prøve at få proportionerne på plads, vil jeg sige, at det jo svarer til 60 øre pr. dansker pr. dag. Det er da at gøre grin med kommunerne, når man nu har stået i månedsvis og sagt til kommunerne: Vi kritiserer regeringen; kommer vi til, vil vi gøre en masse for kommunerne. Og så står der et lille, forkølet ettal, som svarer til 60 øre pr. dansker pr. dag. Så spørgsmålet er: Hvorfor gør man grin med kommunerne på den her måde?

Ordføreren.

Spørgeren må have mig undskyldt, at jeg måske var lidt flakkende i blikket, men det var, fordi jeg stod og kiggede et andet sted i salen, for det kunne være, at spørgsmålet kom derovrefra. For det er dog den omvendte verden, at man skal høre en Venstremand påstå, at Socialdemokraterne gør grin med kommunerne.

Nu ved jeg, at hr. Erling Bonnesen går meget op i kommunernes ve og vel, men måske skulle man prøve at gå lidt op i, hvilket drama der udspiller sig lige i øjeblikket i de kommunale lokaler, i byrådssalene rundtomkring, fordi den her regering har valgt ikke at kompensere kommunerne for det stigende antal ældre, og fordi man har lavet en kommuneaftale, der ikke i tilstrækkelig grad sikrer kommunerne penge til at indfri de nye opgaver, de har fået. Hvis de så også skulle indfri de kæmpe løfter, som regeringen har givet på deres vegne, ville det være fuldstændig umuligt.

På bundlinjen er det sådan, at kommunerne er så pressede nu med hensyn til driften, at de jo regner med at skulle hæve skatten med op mod 2 mia. kr. samlet set – 2 mia. kr. Jeg tror ikke på, at det er for sjov, og at det kommer af ingenting. Jeg tror simpelt hen, det kommer af, at regeringen har presset kommunerne ud i den her situation, hvor det er umuligt at levere den velfærd til bl.a. ældre, syge og børn, som regeringen har lovet borgerne at de fik.

Hr. Erling Bonnesen.

Jeg kan fuldstændig bekræfte, at kommunernes ve og vel ligger mig som Venstres kommunalordfører meget på sinde, det er helt korrekt. Og jeg er da også glad for og stolt over, at den nuværende regering har sikret danmarkshistoriens største kommunal- og velfærdsbudgetter og faktisk oven i købet her i den seneste forhandling fik forhøjet driftsbudgetterne og især anlægsbudgetterne. Det er på plads. Og så er det jo velkendt, at der i forbindelse med budgetfasen skal prioriteres og diskuteres; det er jo det, som demokrati går ud på i forbindelse med budgetfasen.

Men det, der jo er kernen i den her sag, er spørgsmålet om, hvad Socialdemokraterne – efter at vi i månedsvis har hørt på den, viser det sig så nu, fuldstændig tomme retorik, som er kommet fra dem – så selv vil gøre. Og så kommer de med et lille, forkølet ettal, som svarer til 60 øre pr. dansker pr. dag. Det er da for det første at gøre grin med kommunerne, og for det andet er det i hvert fald en fuldstændig afsløring af, at man ikke sætter handling bag de ord, man selv har argumenteret med i lang tid.

Jeg kan så forstå, at det er penge, der faktisk allerede er brugt én gang på nogle andre pakker, og så falder det da fuldstændig til jorden. Så der er ingen logik bag.

Ordføreren.

Det er helt fair, hvis spørgeren ikke har haft tid til at læse det socialdemokratiske finanslovudspil, men sandheden er selvfølgelig den, at vi løfter kommunernes økonomi generelt med 1 mia. kr.; vi giver også 0,5 mia. kr. til de mindste af vores børn; vi sikrer, at vores pensionister kan få bedre hjælp til tandbehandling og tandpleje; og så råder vi bod på det problem, som regeringen efterlod sidste år, da man lavede aftalen om et prisloft over maden på plejehjem, for da glemte man dem, der får bragt maden ud, og der vil vi så have lagt et loft over.

Så det socialdemokratiske finanslovudspil og den socialdemokratiske skatteplan, som i parentes bemærket har et løft for folkeskolen på 2 mia. kr. – det ligger også i kommunerne, og det ved spørgeren ganske udmærket – tegner simpelt hen konturerne af et opgør med den politik, som spørgerens parti og regeringen har stået i spidsen for alt for længe nu, der er nemlig behov for at styrke den grundlæggende velfærd, således at børn, ældre og syge kan få en bedre hverdag.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det er hr. Kristian Thulesen Dahl som ordfører.

I virkeligheden kan jeg jo starte, som jeg plejer, for selv om der er rigtig meget, der er anderledes, er der en ting, der er, som den plejer at være.

Vi har nu hørt et ordførerindlæg fra Venstres ordfører, fru Tina Nedergaard, som på forskellig vis fortalte om, at der bliver taget rigtig mange gode initiativer, at det på mange måder går rigtig godt, at krisen bliver håndteret osv. Vi har senest hørt Socialdemokratiets ordførertale ved hr. Morten Bødskov, og mage til elendigheder skal man jo lede længe efter. Alt er sort, alt er frygteligt og forfærdeligt, og man kan ikke ane noget som helst positivt i noget som helst.

Så kommer jeg så som den tredje ordfører i rækken, og sagen er jo, at den virkelighed, som jeg så kan repræsentere, cirka ligger midtimellem de to ordførerindlæg, der er holdt. Den er nok knap så rosenrød, som et regeringspartis ordfører fremstiller det, og den er knap så sort, som de, der forsøger at være leder af oppositionen på venstrefløjen, forsøger at foregøgle at den er. Sandheden er, at det nok ligger et eller anden sted derimellem.

Sandheden er jo, at vi er i en krisesituation, og det har efterhånden længe været kendt. Vi er i en situation, hvor arbejdsløsheden er steget og fortsat er stigende. Vi er i en situation, hvor danskerne er bekymrede for fremtiden, fordi der er alle de her tegn på krise og en debat om den, man kan ikke åbne en avis, uden at man hele tiden skal forholde sig til krisen.

På den anden side er der også nogle lyspunkter. Jeg ved ikke, om det kun er mig, der har set dem, men Danmarks Statistik har lige offentliggjort en ny oversigt over vareeksporten, og det viser sig, at vareeksporten er steget for anden måned i træk. Det er jo ikke lige det, vi fik ud af det, da vi for et øjeblik siden hørte Socialdemokraternes ordførertale; at der her er et lille lyspunkt, nemlig at vareeksporten rent faktisk er steget for anden måned i træk. Det er selvfølgelig noget, som vi, der prøver at have meget fokus på, hvad der er det rigtige at gøre i situationen, har kig på, nemlig at der også er positive ting midt i elendigheden.

Vi har også set, at danskerne ser med lidt større optimisme på deres forbrugsmuligheder, på deres egen økonomi og på landets økonomi end tidligere. Det vil sige, at der hen over sommeren er kommet lidt mere optimisme. Der er lidt flere danskere, der tror, at vi kommer igennem krisen på en tålelig måde, og derfor tør forbruge lidt mere og dermed også er med til at sikre, at der er arbejdspladser, så der bliver færre ledige og ikke så mange flere ledige, som man ellers ville kunne forestille sig. Det er da også et lille positivt lyspunkt i forbindelse med den diskussion, der er herinde i dag.

Vi kan også se, at nogle af de offentlige investeringer, der er sket og skal ske, jo har en virkning. Vi kan se, at med hensyn til den renoveringspulje, vi lavede, og som gjorde, at så mange husejere blev motiveret til at få sat gang i renoveringen, melder mange håndværkere, at den helt konkret har en positiv effekt. Vi kan se, at det, at kommunerne i år fik lov til at bruge flere anlægskroner, er der i hvert fald kommuner, som synes har været meget gavnligt, fordi de har kunnet sætte gang i nogle renoveringsprojekter, som de ellers ikke ville have kunnet sætte gang i. Det er da også et lille positivt element.

Vi kan se, at infrastrukturaftalen fra januar i år og næste års fremrykkede vejinvesteringer for 5 mia. kr., også er noget, der gavner hele situationen. Så der er i forbindelse med kommuneaftalen for næste år taget mange initiativer. Der er taget det initiativ, at man må lave anlægsinvesteringer for 5 mia. kr. mere. Det er da også noget, som en række kommuner har kvitteret positivt for.

Det er bare for sige, at virkeligheden er, at vi har krise – vi skal lave krisestyring, vi skal håndtere krisen – men på den anden side bliver der også gjort noget, og der er også nogle lyspunkter.

Vi har så i Dansk Folkeparti det synspunkt, at der er plads til at gøre mere end det, som regeringen foreslår i sit finanslovoplæg. Vi lytter jo til og diskuterer meget med eksempelvis de økonomiske vismænd. Vi har dem inde til møder i Finansudvalget, når der kommer nye vurderinger. Og vi lytter selvfølgelig også meget til deres vurdering af, at der er plads til at gøre mere med hensyn til fremrykning af offentlige investeringer.

Hvor er det så, vi prioriterer fremrykning af offentlige investeringer? Ja, det er specielt inden for sygehusområdet. Der ligger nogle meget store planer om investeringer i nye sygehuse og renoveringer af eksisterende sygehuse i de kommende år. Det er da en øvelse værd at se, hvor mange af de renoveringer, der skal foretages inden for sygehussektoren, vi med fordel kan rykke frem og få foretaget tidligere. For ud over at det altså er krisestyring, i form af at folk er i arbejde i stedet for at være ledige, så har det også den sidegevinst, at vi hurtigere får nogle sygehuse, som er mere til gavn for patienterne end dem, vi kender, altså hvor arbejdsgangene er bedre, og hvor patienterne i det hele taget møder et mere velfungerende sygehusvæsen end det, vi kender i dag. Så det er et af de punkter, vi vil diskutere med regeringen i finanslovforhandlingerne.

Vi vil også i forhold til det her med krisestyring diskutere nogle områder målrettet. Regeringen har jo lavet et oplæg, som blev offentliggjort i fredags, om de unges situation. Vi ved jo, at hvis arbejdsløsheden specielt for unge får lov til at sætte sig, er der en meget større risiko for, at det bliver en langvarig arbejdsløshed, som vi får sværere ved at få bugt med end med så meget andet, og derfor er der grund til at gøre en særlig indsats her. Derfor vil jeg også kvittere for, at regeringen er kommet med et oplæg, der sætter fokus på det med ungearbejdsløsheden og på, hvordan vi dér kan tage nogle særskilte initiativer.

Men jeg vil også sige, at vi selvfølgelig også har nogle synspunkter om, hvordan sådan en pakke skal indrettes. Helt konkret vil jeg sige, at vi har et synspunkt om, at hvis man som ung er ved at være færdiguddannet inden for et område, hvor man kan se, at man vader direkte ud i arbejdsløshed, så vil det være bedre, at man får mulighed for at fortsætte de studier, man er i gang med på det pågældende studium, frem for at man først skal gå ud i arbejdsløshed, så henvende sig i jobcenteret for så derefter at få et tilbud af jobcenteret, som kan være mere eller mindre nyttigt. Var det så ikke bedre, at man videreuddannede sig inden for det felt, man var i gang med at uddanne sig inden for? Det vil vi i hvert fald gerne drøfte med regeringen. Hvis vi kan få det igennem, har det selvfølgelig en række afledte konsekvenser i forhold til midlerne til uddannelsesinstitutionerne, og det har selvfølgelig også en afledt konsekvens i forhold til de unges SU-mulighed i den længere tidsperiode, hvor de skal studere.

Vi synes også, der er behov for at kigge på sygedagpengene. Det har vi gjort fra tid til anden, for nogle af de mennesker, der tidligere kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet forholdsvis nemt, selv om de havde en skavank, får sværere ved at komme ind på et arbejdsmarked, hvor der fyres, i stedet for at der ansættes. Der vil vi gerne se, om man kan smidiggøre reglerne om sygedagpenge, så man tager højde for den situation. Det vil i praksis betyde, at flere skal kunne fortsætte på sygedagpenge, end hvad reglerne giver anledning til i dag.

Så der er altså en mængde ting omkring det med krisen, udgangspunktet for den økonomiske situation, der gør, at vi vil tage nogle initiativer ud over dem, som regeringen har foreslået i sit finanslovforslag, for at gøre mere her.

Det andet hovedområde, jeg vil nævne, er socialområdet. Vi mener, at der er behov for at kigge kritisk på, om der er områder på socialområdet, hvor vi skal gøre mere. Alle ved jo, at når det handler om de ældres vilkår, er der ikke en finanslovforhandling, uden at vi sætter det punkt på dagsordenen. Det vil vi også gøre i år dels i forhold til den generelle pleje, der sker af de ældre ude i kommunerne, dels selvfølgelig i forhold til de økonomiske midler, den enkelte ældre har at gøre med. I forhold til de økonomiske midler er det jo en årligt tilbagevendende begivenhed, at vi hele tiden kigger på mulighederne for at justere ældrechecken. Det forbigås jo af nogle, der ikke føler så stort et ejerskab til ældrechecken, som vi gør, men det gør vi, fordi ældrechecken jo er en målrettet ydelse til de pensionister, der økonomisk har mindst. Den er meget målrettet de pensionister, der økonomisk har mindst, og derfor er den altid velegnet at kigge på, med hensyn til om vi kan forbedre den.

Det, som også har været nævnt nogle gange, angår mad til de ældre. Der var det jo sådan, at vi sidste år med finanslovaftalen for i år lagde loft over prisen for mad til ældre på plejehjem og i plejeboliger. Vi annoncerede allerede sidste år, at vi selvfølgelig også i år ville kigge på et loft over prisen for udbragt mad. Det var allerede annonceret sidste år, og der er jo så også andre, der har set, at vi annoncerede det sidste år, og derfor har de taget det med i deres eget forslag, og det synes jeg er en helt ærlig ting at gøre. Det er i øvrigt nøjagtig samme måde, som vi har arbejdet med ældrechecken på. Den startede ikke på det optimale niveau, det er kommet hen over årene, i takt med at det har kunnet finansieres.

Det er det samme, vi gør på andre områder inden for vores ældreområde. For i modsætning til andre skal vi jo have kassen til at stemme til sidst, vi skal have det hele til at klappe, så kassen stemmer, når vi går. Andre kan jo bruge kassen tre-fire gange uden problemer, fordi de ikke selv har en forventning om at skulle sidde og lave en endelig finanslovaftale.

Der er andre områder end ældreområdet, jeg vil nævne, f.eks. handicapområdet. Vi har stået bag den her STU-uddannelse, altså at handicappede kan få et uddannelsestilbud, og vi vil også kigge på, hvordan man kan forbedre uddannelsestilbuddene til vores handicappede medborgere og sikre bedre mobilitet. Vi har også synspunkter i forbindelse med de psykiatriske patienter, altså hvordan deres vilkår kan forbedres. I regionsaftalen fra i sommer er der taget nogle initiativer i forbindelse med den fysiske indretning, men der er også behov for at kigge på kvaliteten af de tilbud, psykiatriske patienter mødes med.

Så vil jeg lige nævne et par ting på sundhedsområdet. Jeg har jo været inde på det med hurtigt at sikre bedre sygehuse for vores patienter og fremrykning af de offentlige investeringer i sygehusene for at bruge det som et krisestyringselement, men vi mener også, der er behov for målrettede forbedringer for bestemte grupper. De ældre medicinske patienter er jo løbende oppe til debat for at se, om de bliver trængt i den sygehusstruktur, vi har i dag, og der har vi tidligere også taget konkrete initiativer for at sætte ekstra penge af til at hjælpe ældre medicinske patienter. Også kræftområdet har tidligere haft vores bevågenhed, og det område lægger vi særlig vægt på i år. Det drejer sig om kræftrehabilitering, altså det med, hvordan man som kræftpatient også hjælpes efter behandling, så man kan blive velfungerende. Det er noget, vi synes man hele tiden skal have særlig fokus på.

Endelig vil jeg komme ind på det næste hovedområde, som er lov og ret. Vi har desværre igennem lang tid set, at der har været store problemer i det danske samfund – specielt selvfølgelig i hovedstadsområdet, men også andre steder, hvor bander har hærget, og hvor der har været skud i gaderne. Det er den hårde form for kriminalitet, vi desværre kan se i gadebilledet. Der er også en anden form for kriminalitet, der sker mere i det skjulte, og som ikke i tilstrækkeligt omfang bliver opklaret i dag. Det er jo bl.a. en følge af de åbne grænser, som et flertal her i Folketinget mod Dansk Folkepartis anbefaling desværre har stået bag. Det er klart, at når man ikke har en tilstrækkelig kontrol ved grænserne, heller ikke der, hvor grænsen i virkeligheden kontrolleres fra lufthavne og andre havne osv., så kommer der et større antal kriminelle ind i landet. Der kommer mere illegal indsmugling af våben, der kommer mere indsmugling af narkotika, og der kommer i det hele taget i højere grad kriminelle ind og virker i landet, kriminelle, der ved, at de hurtigt kan komme ud igen.

Det er et hovedområde for Dansk Folkeparti, at vi hele tiden sikrer at gøre det bedre. Vi har tidligere rost regeringen for at tage initiativer vedrørende de her Al Capone-metoder, altså at man bruger det, man har. Det drejer sig om, at når man kan se, at der f.eks. kører udenlandsk indregistrerede biler rundt, får man dem standset og får dem tjekket for alt muligt andet, det drejer sig om razziaer, telefonaflytninger osv. Men vi bliver nødt til at se på, hvordan det danske samfund kan ruste sig helt anderledes stærkt til den kriminalitet, vi ser, og den kriminalitet, vi ved der er, og det kræver nye værktøjer. Så det er et stort hovedområde.

Et andet stort hovedområde i forhold til kriminalitetsforebyggelse og kriminalitetsopklaring er selvfølgelig politiets vilkår. Vi har tidligere lavet aftaler, der generelt skal øge politistyrken. Det er vigtigt for Dansk Folkeparti at holde fast i, at det også sker som aftalt. Derudover sker der jo noget helt særligt i år, nemlig at klimatopmødet bliver holdt i København til december. Det giver to problemer for det danske samfund og for de danske borgere. Den ene udfordring er, at der er stor risiko for, at der kommer folk til Danmark i forbindelse med klimatopmødet, som bestemt ikke kommer for seriøst at diskutere miljø- og klimaspørgsmål, men som kommer for at sabotere, for at nedlægge, for at lave alle mulige ting, vi ikke bryder os om. Vi har noteret, hvordan man i København vil gøre alt for at reklamere for, at man vil huse alle dem, der kommer, og der vil givetvis også være nogle af dem, man kommer til at huse, der ikke kommer for det gode, men som kommer for det onde. Det skal vi vide som dansk samfund at sætte ind over for, og vi skal vise rettidig omhu i forhold til det.

Den anden udfordring er, at der jo rent faktisk sker kriminalitet, mens klimatopmødet forberedes og står på, og det er jo ret vigtigt for almindelige danske borgere, at man ved, at når der sker kriminelle gerninger, bliver de også efterforsket og forhåbentlig opklaret, så en lovløshed ikke breder sig over landet, fordi der er klimatopmøde og alle politiressourcer er allokeret til den opgave. Det er den anden side af det her, vi skal være sikre på. Det her har konsekvenser ind i 2010, som finanslovforslaget jo dækker, for vi risikerer jo, at der kommer efterdønninger fra klimatopmødet, som trækker spor ind i 2010. Vi har forhandlet med regeringen om, hvordan man prøver at håndtere de her ting, men det er afgørende for os at understrege, at vi selvfølgelig hen over efteråret, hvor forhandlingerne foregår, vil se på, om man gør tilstrækkeligt i forhold til den her indsats, eller om man skal tage yderligere initiativer.

Det er de hovedsynspunkter, vi vil have med, når vi møder op til forhandlingerne med finansministeren. Der vil selvfølgelig også komme andre initiativer, men det er de her hovedprioriteringer, vi vil have, og som jeg så har løftet sløret for her i dag. Så ser vi i øvrigt frem til forhandlingerne og håber, at der både bliver en god stemning i forhandlingerne, og også en alvor i forhandlingerne, så der sikres fremdrift i forhold til de store udfordringer, man står over for. Vi går i hvert fald benhårdt efter at lave en ny finanslovaftale med regeringen. Bare for en ordens skyld skal jeg sige, at vi jo har tradition for ikke at have noget som helst imod, at der også er andre partier, der byder sig til, men vi kan måske skimte – i hvert fald i nogle af de kommentarer, der allerede er kommet fra nogle partier, i forbindelse med at de har budt sig til i forhold til emner – at de ikke selv har en forventning om, at de emner skal bæres sådan helt ind til forhandlingsbordet. Men det er noget, som finansministeren må vurdere, han må vurdere, hvilken kreds han inviterer, og hvordan han vil tilrettelægge forhandlingsforløbet.

Vi møder i hvert fald op, og vi håber på, at vi får lavet en finanslovaftale til sidst, som altså håndterer de udfordringer, man står over for, herunder jo den krise, landet er i, med stigende arbejdsløshed, så man får igangsat det, der er plads til i økonomien, for at få gjort, hvad man kan for at undgå for stor stigning i ledigheden.

Tak til ordføreren.

Der er en række, der har bedt om korte bemærkninger. Hænderne fløj jo op, da hr. Kristian Thulesen Dahl startede sin tale. Jeg kan have overset nogle. Jeg tror det nu ikke, men for en sikkerheds skyld læser jeg lige navnene op. Det drejer sig om hr. Morten Bødskov, hr. Ole Sohn, hr. Morten Østergaard, hr. Frank Aaen, fru Margrethe Vestager, hr. Rasmus Prehn, hr. Jesper Petersen, fru Line Barfod, fru Julie Rademacher, fru Yildiz Akdogan, fru Sophie Hæstorp Andersen og fru Anne Baastrup. Er der nogle, der ikke er med på listen? Det er der ikke. Vi håber, at vi kan nå alle. Det er ikke sikkert, men vi går i gang med de korte bemærkninger. Hr. Morten Bødskov.

Det er jo selvfølgelig et meget sympatisk billede, som hr. Kristian Thulesen Dahl forsøger at tegne af sig selv som manden i midten i Folketinget, men virkeligheden er jo, at når hr. Kristian Thulesen Dahl går ud af glasdøren og klapper finansministeren på skulderen, bliver det jo igen bekræftet, at hr. Kristian Thulesen Dahl ikke er manden i midten, han er manden på skødet af den til enhver tid siddende finansminister. Det er jo det, der er virkeligheden, nemlig at man accepterer en økonomisk politik, som har været usikker, som ikke sikrer, at vi får taget toppen af arbejdsløsheden, og som nu er årsag til, at der i kommunerne og i regionerne foregår drøftelser om kæmpe besparelser for vores udsatte grupper, for psykiatrien, for de ældre medicinske patienter inden for vores sygehusvæsen, på ældre- og daginstitutioner og folkeskoler rundtomkring i kommunerne. Hvordan kan man så fra den her talerstol stå og foregøgle danskere, som sidder og kigger på det her, at man er partiet i midten og partiet, der de sidste 7 år har haft svaret på de problemer, som ikke er nye, eksempelvis i kommunerne og regionerne, hvor besparelserne flyver op om ørerne på folk lige i øjeblikket?

Ordføreren.

Hr. Morten Bødskov kommer i virkeligheden meget godt ind omkring det, som jeg startede min tale med, nemlig det her med, at de fleste danskere godt ved, at virkeligheden ikke er sort eller hvid. De ved godt, at der er nuancer. De ved godt, at der er ting, der bliver håndteret, gode ting, der bliver foretaget, og der stadig væk er en masse at gøre. Men herinde er det, som om man skal glemme det. Herinde handler det for hr. Morten Bødskov om at sige, at alt er sort, alt er frygteligt, alt er noget negativt noget. Hvis vi bare går tilbage til i sommer, og hvis vi f.eks. tager kommunernes situation, er det jo klart, at der er en masse kommuner, der sidder med nogle store udfordringer, sådan er det, men hvis man går til de kommuneaftaler, der blev lavet i sommer, som kommunerne selv valgte at lave en aftale om med regeringen, var kommunernes egen opfattelse af den aftale, at den ville give mulighed for uændret drift fra i år til næste år, uændret service fra i år til næste år. Til gengæld ville der komme et løft på anlægssiden. Man ville hurtigere kunne renovere de offentlige bygninger i kommunerne, end man ellers ville have kunnet.

Med hensyn til det med anlæg og det med bygningerne har hr. Morten Bødskov stået heroppe, jeg ved ikke, hvor mange gange nu, og sagt, at det er håbløst og der ingenting sker. Der lavede man altså en aftale, der inkluderer et historisk løft af renoveringen af offentlige bygninger. Det er slet ikke anerkendt i hr. Morten Bødskovs tale. Og i forhold til drift lyder det, som om aftalen gik ud på, at kommunerne skulle skære ned. Det gjorde den ikke. Den gik ud på, at der var mulighed for uændret service i kommunerne.

Hr. Morten Bødskov.

Når man hører svaret, får man jo bekræftet, at hr. Kristian Thulesen Dahl ikke er manden i midten. Han er manden, der sidder på finansministerens skød og fuldstændig accepterer regeringens økonomiske politik. For sandheden er jo om den kommuneaftale, der blev lavet, at det var regeringen og hr. Kristian Thulesen Dahl med temmelig sikkert stor accept, der ligesom lagde en overligger for, hvor meget kommunerne kan bruge. Nu er konsekvensen så den, at det, vi hører, er en hr. Kristian Thulesen Dahl, som jo ikke er manden i midten, men som er manden på skødet af finansministeren, og som er klar til at acceptere konsekvensen af de besparelser, der finder sted rundtomkring i kommunerne.

Som vi har hørt lige nu, har finansministeren jo tænkt sig at give kommunerne et drag over nakken, og de der skattestigninger kan vi godt glemme. Hvad betyder det? Udgifterne er der, så kommer besparelserne. Det accepterer hr. Kristian Thulesen Dahl. Hvordan kan man hele tiden stille sig op og tale for, at man er manden i midten og man finder de afbalancerede synspunkter, når man er klar til at acceptere en økonomisk politik, som betyder kæmpe besparelser i de her timer og minutter rundtomkring i byråd og regionsbestyrelser.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Situationen er jo bare den, at der blev lavet en aftale i sommer, som hr. Morten Bødskov overhovedet ikke anerkender. Han anerkender ikke, hvordan kommunernes egne folk, der forhandlede den aftale, vurderede den aftale. Det skøjter hr. Morten Bødskov let hen over og siger, at det kan vi ikke bruge til noget som helst, for der sagde de jo, at der var uændret service fra i år og til næste år.

Det andet, som hr. Morten Bødskov overser, er, at vi i dag står ved en første behandling af finansloven. Det er, som om vi står ved en tredje behandling. Hr. Morten Bødskov ved jo ikke, hvilke ændringer der vil komme som følge af forhandlinger om finansloven, og derfor kan han jo heller ikke konkludere, hvordan situationen vil være. Nogle af de ting, som jeg gjorde mig meget umage med at bruge mine 15 minutter på, var helt konkret at fortælle, hvad vi vil gå til finanslovforhandlingerne med, så det blev kendt også for hr. Morten Bødskov, og noget af det, jeg nævnte på ældreområdet, var jo bl.a. nogle af de ting, der foregår i kommunerne. Så hvordan hr. Morten Bødskov kan konkludere, som han kan, står hen i det uvisse, medmindre det bare er et forsøg på at tegne et eller andet bestemt taktisk billede, og at det slet ikke handler om at høre, hvad jeg siger.

Tak. Hr. Ole Sohn.

I januar støttede Dansk Folkeparti regeringen eller – går jeg ud fra – havde tillid til regeringens analyse af, at alt gik godt; der var et fantastisk fundament under dansk økonomi, der var en stabil udvikling, og det hele var bare fryd og gammen. Finansministeren havde så ikke set krisen, men hvornår så Dansk Folkeparti krisen? Og hvad er årsagen til, at Dansk Folkeparti, hvis man har set krisen komme, ikke ønsker at sætte massivt ind for at sikre, at der tages de værste virkninger af den voldsomt stigende arbejdsløshed ved at fremrykke nogle flere offentlige investeringer, for alene af den grund ville antallet af folk, der bliver langtidsledige og dermed til fremtidige sociale problemer, blive mindsket?

Ordføreren.

Jeg er ikke enig i, at konklusionen i januar var, at alt gik godt. Altså, jeg husker også debatten fra januar, og jeg kunne godt tænke mig at sætte mig sammen med hr. Ole Sohn og læse referatet igennem. Vi har den fordel her i salen, at tingene bliver referatført, og så kan vi jo se, om billedet var, at alt bare gik godt.

Jeg mener, at der, da vi fik budskabet om situationen omkring Roskilde Bank, var nogle alarmlamper, der lyste ud over det almindelige, og det markerede vi i hvert fald fra Dansk Folkepartis side at vi så på med dyb bekymring: at landets dengang ottende største bank var i store vanskeligheder og i virkeligheden måtte reddes af det offentlige. Så det var en øjenåbner for os. Siden har der jo været gennemført en krisestyring, må jeg bare minde om, også i januar i år, som var det tidspunkt, hvor vi lavede en fælles aftale om trafikinvesteringer, og hvor der var enighed om, at man skulle fremrykke trafikinvesteringer for 5 mia. kr. i år og næste år som et bidrag til krisestyringen.

Det der med at give et billede af, at der var nogen, der i januar troede, at der slet ikke var behov for noget, står jo i dyb kontrast til, at man selv laver en aftale, der netop gør noget. Så jeg tror, at hr. Ole Sohn lige skulle revurdere sin måde at omtale debatten fra januar på. Jeg har hørt det komme et par gange her i dag, så det kan måske blive lidt trægt at få hr. Ole Sohn til at erkende, at han måske bruger et sådan lidt for negativ udtryk om debatten i januar.

Hr. Ole Sohn.

Nu har jeg bestræbt mig meget på at efterleve hr. Kristian Thulesen Dahls anmodning om, at man forholder sig til referatet af det, der blev sagt. Det er sådan set et citat fra den vedtagelse, som regeringen fik Dansk Folkeparti med på, og den må jo bygge på tillid til regeringen og regeringens analyse- og vurderingsevne. Jeg medgiver, at oppositionen – De Radikale, Socialdemokraterne og SF – allerede i januar sagde, at der skulle gøres noget for at imødegå faldet i dansk økonomi med en vækstpakke, men det blev skøjtet til side. Men jeg forstår og anerkender jo, at Dansk Folkeparti siden hen har erkendt, at der faktisk er en krise i Danmark, og at tingene går værre og værre; regeringen har i sin økonomiske redegørelse været nødt til stort set hvert kvartal at opjustere arbejdsløsheden og nedjustere finanserne. Så det går fra slemt til værre, og det gør det også i 2010, og det betyder jo, at der er behov for at tage yderligere initiativer i forhold til dem, der er taget. Spørgsmålet er bare, hvornår Dansk Folkeparti er klar til at medvirke til at hindre, at alt for mange kommer ud i arbejdsløshed og dermed bliver ramt af krisen.

Ordføreren.

Det er altså svært. Hvis hr. Ole Sohn overhovedet ikke hører efter, hvad jeg står heroppe og siger, er det sådan lidt omsonst, at vi har noget, der kaldes en debat her i Folketinget.

I mit ordførerindlæg redegjorde jeg for, at vi mente, at der er behov for flere investeringer end dem, regeringen har lagt op til, at der er plads til at fremrykke flere offentlige investeringer. Jeg nævnte det med sygehusene meget specifikt, fordi det er et af de områder, hvor vi synes man med fordel kan se på, om man kan fremrykke investeringer, fordi det har både den effekt, at der bliver færre ledige, flere i beskæftigelse, og at sygehusene bliver hurtigere moderniseret til gavn for patienterne. Og det er åbenbart noget, som hr. Ole Sohn slet ikke har hørt.

Så må jeg bare sige om den der med bagklogskabens ulidelige klare og alt det der: Jeg sagde, hvornår det var, vi fik en øjenåbner om økonomien, altså om, at der var noget galt med økonomien; det var i forbindelse med Roskilde Bank. Det var et chock for os at opleve, at landets ottende største bank ikke kunne klare den. Så siger hr. Ole Sohn, at det i januar slet ikke var gået op for os, at noget var galt, men det er jo direkte i modstrid med det, jeg siger. Og jeg har tilbudt hr. Ole Sohn, at vi i fællesskab går referatet fra forhandlingen i januar igennem, og så tror jeg altså også, at hr. Ole Sohn vil erkende, at jeg og ikke hr. Ole Sohn har ret.

Hr. Morten Østergaard.

Jeg synes, hr. Kristian Thulesen Dahl slipper lidt let om ved det. Det er jo sådan, at når man lægger stemmer til en vedtagelse i Folketinget, må det antages, at det sker, fordi det er det, man mener.

Derfor vil jeg gerne spørge: Hvis det var sådan, at vi i dag havde en debat, som skulle afsluttes med en vedtagelse, kunne hr. Kristian Thulesen Dahl så forestille sig, at man fra Dansk Folkepartis side ville stemme for en vedtagelse, som konstaterede, at der er et solidt fundament for fortsat sund udvikling i dansk økonomi med høj og stabil beskæftigelse, gode rammevilkår for vækst og en holdbar udvikling i de offentlige finanser? Ville hr. Kristian Thulesen Dahl stemme for den vedtagelse, hvis den blev fremsat i dag – ja eller nej?

Ordføreren.

I dag ville den lyde anderledes, selvfølgelig ville den da det. Men jeg tror bare, at hr. Morten Østergaard ligesom andre må anerkende, at den bagklogskab, der gør, at vi i dag skal have en konkurrence om, hvem der vidste bedst på hvilket tidspunkt, og hvad der var dybden af denne krise, er tankevækkende. Det er egentlig specielt tankevækkende, at en repræsentant for Det Radikale Venstre kan have det synspunkt, at det er en konkurrence, der er værd at tage.

Sagen er jo, at det, konflikten har drejet sig om hele vejen igennem, har været, hvordan man tackler den krise. Venstrefløjen har givet det billede, at man med en vækstplan på 36 mia. kr. engang i starten af året kunne have fundet ud af, hvad man skulle gøre ved krisen, hvor vi har sagt, at vi ikke kender det nøjagtige omfang af det, vi står over for. Vi bliver nødt til løbende at vurdere, hvad der er behov for, og så tage de initiativer, som skal til.

Jeg tror faktisk, at netop den diskussion, vi har nu om en debat i januar og om, hvad der er sket indtil nu, illustrerer, at det var vores strategi, der var den rigtige. Hvis man tilbage i januar og februar troede, at man vidste, nøjagtig hvad der ville ske fra dengang til nu, havde man nemlig taget fejl, og det havde venstrefløjen også. Det havde vi alle sammen, og derfor er det nu godt at gøre tingene skridt for skridt, så vi gør det rigtige og sørger for, at skatteydernes penge bliver brugt med mest mulig varsomhed.

Hr. Morten Østergaard.

Jeg vil gerne takke for det klare svar. Det, hr. Kristian Thulesen Dahl sagde med mange efterfølgende besværgelser, var jo, at den vedtagelse ville man ikke stemme for i dag, fordi man tog fejl i januar.

Grunden til, at det er så interessant, er jo, at det betyder noget for den troværdighed, man kan tillægge hr. Kristian Thulesen Dahls evne til at vurdere, hvad der så er den rigtige dosering nu, og ikke mindst regeringens evne til det. Når man nu har taget fejl, når man nu fra regeringens side i maj lavede et skøn, som på alle væsentlige punkter var forværret i august, er man så de rigtige til at vurdere, hvad der skal til?

Hr. Kristian Thulesen Dahl var selv inde på de økonomiske vismænd i sin ordførertale. De økonomiske vismænd har sagt, at selv med regeringens finanslovforslag, dens aftaler med kommuner og regioner, dens trafikaftale og de initiativer, der er taget, er der behov for og fornuft i en vækstpakke med fremrykkede offentlige investeringer på omkring 10 mia. kr. Det er uldent, hvad vi får at vide, for det, vi har behov for at få at vide, er, om hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti er enige i det og villige til at gå ind i forhandlinger om en sådan vækstpakke, eller om man gør som regeringen og ser tiden an og håber, at det går bedre i november.

Ordføreren.

Det er altså fantastisk, at man skal høre sådan en tale fra et medlem af Det Radikale Venstre, der normalt sætter eksempelvis de økonomiske vismænd meget højt. De økonomiske vismænd har fremrykket offentliggørelsen af deres næste rapport for at kunne komme med deres seneste vurdering af, hvad der vil være klogt at gøre, umiddelbart før finanslovforhandlingerne skal afsluttes. Det gør de da, fordi de godt er klar over, at virkeligheden hele tiden ændrer sig, og at man da ikke kan sidde med den rapport, de sidst lavede, og vide, nøjagtig hvad der vil være klogt at gøre i 2010.

Men hr. Morten Østergaard foregøgler os, at han ved det. Han er altså klogere end de økonomiske vismænd tilsammen, for han ved allerede nu, hvad doseringen skal være i 2010. Vi andre, der prøver at befinde os lidt i virkelighedens verden, ved altså godt, at tingene ændrer sig.

Som jeg sagde i mit ordførerindlæg, er der da et lyspunkt i, at vi nu får at vide af Danmarks Statistik, at for anden måned i træk er vareeksporten steget. Jamen det kunne jo også være, at Danmarks Statistik havde fundet frem til, at den ikke var steget, og så skulle vi da tage højde for det i den økonomiske politik, der bliver ført. Alt andet ville være meget uklogt og ville være at forsøge at styre det her land igennem krisen uden at kigge på, hvordan virkeligheden hele tiden ændrer sig.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Tak for det, og tak for erkendelsen af, at regeringen og Dansk Folkeparti tog fejl af udviklingen i januar. Nogle få måneder efter, nemlig i maj, vedtager man en skattereform, der næste år giver skattelettelser for 55 mia. kr., som ikke er finansieret, og som gør, at råderummet for at bekæmpe krisen og råderummet for at øge velfærden bliver mindre, og at uligheden i samfundet vokser. Det er jo det, vi kalder rødvinsreformen, og synes Dansk Folkeparti stadig væk, at vedtagelsen af rødvinsreformen var det helt rigtige?

Ordføreren.

To ting: For det første har jeg ikke sagt, at vi tog fejl i forhold til vedtagelsen fra januar. Det påstår både hr. Morten Østergaard og nu også hr. Frank Aaen, men det har jeg ikke sagt, og det er væsentligt. Jeg sagde, at jeg ville have foreslået, den var skrevet anderledes, for hvis jeg havde vidst, at ledigheden ville stige så voldsomt, som den er steget, ville jeg selvfølgelig i højere grad have taget højde for det i teksten. Men at sige, at vi tog fejl, mener jeg er noget helt andet.

For det andet: Med hensyn til spørgsmålet om skat mener jeg faktisk, at den skatteomlægning, vi laver nu, er blevet mere aktuel med den krise, vi står i. Jeg synes faktisk, der er flere begrundelser nu for at gennemføre det, vi har vedtaget, end der tidligere har været, fordi det lige præcis drejer sig om at føre det, der kaldes en mere ekspansiv finanspolitik, altså en mere gang i hjulene-politik, som i højere grad kickstarter dansk økonomi.

Det ligger i aftalen, at man de første år har en underfinansiering, som så bliver hentet ind årene efter, og hvis vi ser foran os, at det er i år og næste år, vi for alvor har krisen inde over os, er der faktisk meget fornuft i at køre den politik igennem, som den er vedtaget. Jeg mener, at mere taler for at gennemføre det, der er vedtaget i foråret, nu end tidligere. Tiden har faktisk bestyrket vores opfattelse af, at det er den rigtige måde at gøre tingene på.

Hr. Frank Aaen.

Ja, det er jo en fantastisk udtalelse, her hvor krisen buldrer, arbejdsløsheden tordner i vejret, og uligheden vokser. Der er mindre råderum til at bekæmpe krisen, for på grund af de 55 mia. kr., som Dansk Folkeparti er med til at forære først og fremmest de rigeste, har vi næste år et underskud på 86 mia. kr. i statskassen. Man har simpelt hen tømt statskassen, øget uligheden og mindsket mulighederne for mere velfærd, og alligevel står man i dag og siger, at det søreme er rigtig godt, og at det er det, der er brug for.

Man kan vel bare sige, at det siger alt om Dansk Folkeparti. Man holder festtaler om mere velfærd og mere lighed, og når det kommer til virkeligheden, fjerner man det materielle grundlag for velfærden, lader krisen buldre derudad og øger uligheden.

Ordføreren.

Når man skal måle os, skal man måle os på resultater. Det er jo fuldstændig korrekt, og det betyder også, at når vi kommer til tredje behandling af det finanslovforslag, vi i dag har til førstebehandling, skal man selvfølgelig se på, hvad vi så har fået igennem. Er der velfærdsforbedringer – ja eller nej? Her vil svaret være ja, sådan er det, og hr. Frank Aaen ved også godt, at der vil være grupper i det danske samfund, der vil opleve helt konkrete forbedringer, når vi går ind og laver en aftale med regeringen, og det er velfærdsforbedringer.

I forhold til det med skatten må jeg bare sige, at nu kan hr. Frank Aaen jo næsten overhovedet ikke finde venner længere med hensyn til skat på grund af den ændring, der er sket her på det seneste. Men sagen er vel, at hvis man sagde til danskerne i dag: Den økonomi, I i dag kan regne jer frem til at I har næste år, laver vi om, så vi tager noget fra jer – så tror jeg, det ville forstærke krisen. Det ville få flere danskere til at være tilbageholdende og ikke turde sætte nogle ting i gang, ikke gå ned og købe nogle ting ind til husholdningen osv., og så ville vi få en forværring af krisen og en stigning i ledigheden. Derfor tror jeg faktisk, at hr. Frank Aaens medicin vil forværre den krise, vi står i nu, og alene af den grund kan jeg selvfølgelig ikke anbefale, at man på nogen måde tager højde for hr. Frank Aaens politik i den økonomiske politik, man skal føre.

Ja tak. Fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning.

Jeg er en stor beundrer af hr. Kristian Thulesen Dahls evne til afledningsmanøvrer, men kan dog forstå, at hr. Thulesen Dahl har haft for travlt på det sidste, for det er fra den 1. september, at vismændene advarer og siger følgende:

»Vores anbefalinger fra foråret svarer til, at de offentlige investeringer i 2010 bør øges med omkring 10 mia. kr. i forhold til det, der er igangsat eller foreslået frem til og med regeringens finanslovsforslag.«

Det er altså den 1. september. Vi har i dag den 8. september, og derfor synes jeg, at det måske er en lille smule friskt at sige, at de, der forholder sig til vismændenes anbefalinger, gør sig deres helt egne forestillinger. Så derfor vil jeg gerne spørge hr. Kristian Thulesen Dahl: Er det den her vismandsanbefaling, som hr. Kristian Thulesen Dahl lægger til grund for at gå ind i finanslovforhandlingerne, eller hvad er det for et økonomisk grundlag, hr. Kristian Thulesen Dahl bruger?

Ordføreren.

Svaret til det sidste er et ja, for det er selvfølgelig altid den nyeste anbefaling fra vismændene, vi lytter mest til.

Så må jeg i øvrigt også anerkende og kvittere modsat for fru Margrethe Vestagers forsøg på at komme hr. Morten Østergaard til undsætning, for det, hr. Morten Østergaard og jeg duellerede om for et øjeblik siden, var, om man i januar, altså først på året, kunne have sagt, hvad der ville være god medicin for dansk økonomi i 2010, altså ved at lave en stor, forkromet vækstplan, hvor man sagde: Hvad er der behov for også i 2010? Og jeg sagde, at udviklingen har vist, at den måde at håndtere krisen på, som regeringen og Dansk Folkeparti har været enige om – nemlig at man hele tiden sørger for at være klar med initiativer, ikke en stor plan, men mange mindre planer, der så bedre kan målrettes der, hvor de gør gavn i det danske samfund – har været rigtig.

Det er jo illustreret af den udvikling, vi har set, at det har været en rigtig strategi, og det bliver jo også illustreret af, at vismændene hele tiden vurderer, hvad der er det rigtige, og at de har valgt at fremrykke deres næste store konjunkturvurdering for at kunne komme med deres anbefaling så tæt på en finanslovaftale som muligt og dermed påvirke den.

Fru Margrethe Vestager.

Jamen igen må jeg sige, at hr. Thulesen Dahls afledningsmanøvrer sådan set er udmærkede, men jeg skal bare slå fast, at vi nu er enige om, både i Det Radikale Venstre og hos Dansk Folkeparti, at vismændenes seneste anbefalinger, der er en uge gamle, anbefaler, at man sætter i gang for 10 mia. kr.

Bekymrer det så hr. Kristian Thulesen Dahl, at Venstres ordfører siger, at vi er ved toppen af, hvad vi kan mestre, altså at den politik, som hr. Kristian Thulesen Dahl har lagt stemmer til, den meget, meget store og tilsyneladende ikke særlig effektive check, som finansministeren har udskrevet med hr. Kristian Thulesen Dahl som garant og som dækning, ikke har virket og vi derfor står i en situation, hvor vi er på toppen af, hvad vi kan mestre – efter Venstres ordførers udsagn – samtidig med at vismændene siger, at der faktisk skal 10 mia. kr. til, for at vi kommer nogenlunde mildt igennem den krise, som regeringen gang på gang på gang har undervurderet?

Ordføreren.

Nej, det er ikke en stor bekymring, jeg har, for jeg synes, det er naturligt, at Venstres folk bakker regeringen op i det finanslovforslag, som regeringen selv har fremlagt. Så indtil der måtte være kommet bud om andet fra regeringen, eller indtil vi igennem forhandlingerne får overbevist regeringen om noget andet, synes jeg egentlig ikke, at det er underligt, at Venstres folk har det synspunkt, at det, regeringen gør, nok er klogt.

Det skal jo så ikke forhindre mig i som ordfører for Dansk Folkeparti at komme med vores synspunkter, og det har jo været, at der er mulighed for, behov for en fremrykning af offentlige investeringer ud over det, der ligger i finanslovforslaget. Det har jeg jo så redegjort for, og der kan jeg så forstå, at jeg bliver bakket op af fru Margrethe Vestager i, at det er der mulighed for, og det kan jeg jo ikke være misfornøjet med. Det kan jeg kun være glad for.

Ja tak. Hr. Rasmus Prehn for en kort bemærkning.

Når jeg sådan har fulgt hr. Kristian Thulesen Dahls indlæg her i dag, synes jeg, det hele er kendetegnet ved, at man virkelig kvier sig ved at indrømme de store fejl, man har begået. Man har virkelig svært ved at erkende, at der simpelt hen er nogle af de ting, man har lagt ud som sin politik, som har været fejlslagne, men man åbner alligevel for det, vi kan kalde selvkritisk refleksion og siger altså: Hvis vi kunne have gjort det forfra, så havde vi nok gjort det på en lidt anden måde.

Det får mig til at tænke lidt på den kommunale velfærd, for jeg synes jo nok, det var helt usædvanligt, så lidt viceborgmesteren fra Vejle Kommune var på banen i forhold til kommunernes økonomi. Det er jo sådan, at hr. Kristian Thulesen Dahl også er viceborgmester i Vejle Kommune, og med det kendskab til kommunernes økonomi kan det jo undre, at Dansk Folkepartis ordfører ikke synes, at der skal bruges mere tid på at fortælle, hvad man rent faktisk vil gøre for at sikre kommunerne imod det voldsomme angreb, der er på den kommunale økonomi i øjeblikket, hvor kommunerne simpelt hen har svært ved at få enderne til at nå sammen. Alene i Vejle, hvor Dansk Folkepartis ordfører altså er viceborgmester, mangler man 130 mio. kr.

Hvad er Dansk Folkepartis politik for at sikre kommunerne mod de meget betydelige besparelser, vi ser i øjeblikket?

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, at når jeg finder tid for folketingsarbejdet, sidder jeg og nørkler med et kommunalt budget også, og det tror jeg faktisk egentlig er meget godt. Nu er hr. Prehn jo blandt de ufejlbarlige, og det må være skønt at have det sådan; det håber jeg ikke breder sig, sådan at vi alle sammen går rundt og tror, at vi er ufejlbarlige. Jeg tror faktisk, at vi alle sammen både som mennesker og politikere gør gode ting, og så tror jeg også, at vi en gang imellem gør nogle ting, hvor vi tænker, at der kunne vi godt gøre det lidt bedre. Og så prøver man at gøre det bedre. Det skal da ikke være nogen skam, at man har det sådan; det kan det somme tider lyde som om, når man hører socialdemokrater tale.

Men når hr. Prehn taler om et voldsomt angreb på kommunernes økonomi, må hr. Prehn jo også bare gøre sig umage med at huske den aftale, der blev lavet i sommer, og som kommunernes repræsentanter selv lavede med staten, og hvor kommunernes repræsentanter sagde, at den aftale isoleret set gav anledning til, at man kunne holde et uændret serviceniveau fra i år til næste år, og at man derudover kunne lave et stort løft i anlægsinvesteringerne, lige præcis de offentlige investeringer i børnehaver, i skoler, i ældreboliger, som jo har været efterspurgt – og som vi også har efterspurgt. Det giver jo bare et lidt mere, skal vi kalde det nuanceret billede af den kommunale økonomi, som jeg også synes vi skal have med i billedet.

Hr. Rasmus Prehn.

Jeg indrømmer såmænd gerne fejl, men vil gøre opmærksom på, at i forhold til den aftale, der blev indgået i sommer, gav Socialdemokratiet udtryk for, at det altså var begrænset, hvordan det her kunne hænge sammen, og at der var for få ressourcer i forhold til den opgave, der skulle løftes.

Der vil jeg da gerne høre: Hvordan forklarer hr. Kristian Thulesen Dahl, at man i Vejle Kommune, hvor han selv har økonomisk ansvar, står i en situation, hvor man på børneområdet frem til 2012 skal spare 64 mio. kr., hvis det er sådan, at det ikke er, fordi der simpelt hen er for begrænsede ressourcer fra samfundets side til kommunerne? Er det, fordi hr. Kristian Thulesen Dahl selv som viceborgmester har administreret forkert, eller hvad er årsagen? Er det ikke udtryk for, at alle kommuner i øjeblikket er utrolig hårdt spændt for og har svært ved at få enderne til at nå sammen, så vi er nødt til at lave en mere realistisk ramme over for kommunerne, hvis ikke vi herinde skal have ansvaret for, at der bliver ringere velfærd?

Ordføreren.

Vi skal altid kigge på, om ressourcerne er de rigtige; vi skal altid have fokus på, om der er bestemte steder, hvor vi skal sørge for at der kommer flere penge. Jeg nævnte i mit ordførerindlæg helt specifikt ældreområdet, og det var meget, meget bevidst, for lige præcis her ved man jo, at Dansk Folkeparti har et særligt fokus. Altså: Er der de ressourcer, der skal være, for at vi har en ordentlig ældrepleje, får de ældre nogle ordentlige vilkår eksempelvis i forhold til, hvad det koster at få mad, når man er afhængig af en kommunal madleverance osv.? Det skal vi altid have fokus på.

Jeg tror bare også, man må sige, at uanset hvad man gør, vil der være kommuner, der i det system, vi har, synes, at de er trængt. Vi har i Vejle, som hr. Prehn spørger specifikt til, vel en omsætning, altså et budget, på mellem 4 og 5 mia. kr., og der har vi så en udfordring i at prøve at få enderne til at nå sammen. Andre kommuner havde sidste år en større udfordring, end vi havde sidste år. For 2 år siden kunne vi lave en plan for at bruge et trecifret millionbeløb ekstra, fordi vi havde luft i vores økonomi. Det viser jo også noget om, at sådan kan det bølge frem og tilbage. Det er jo ikke det samme, som at staten, det år, hvor vi så skal gøre en ekstra indsats for at få enderne til at nå sammen, nødvendigvis skal komme med flere penge. Det er jo den afvejning, vi hele tiden skal foretage.

Tak til ordføreren. Hr. Jesper Petersen for en kort bemærkning.

Tak for det. Dansk Folkeparti støtter jo regeringens kurs. Man prøver sådan at lade, som om det er lidt anderledes, men i bund og grund støtter man regeringens kurs og laver finanslovaftale år efter år. Man støtter også den kurs, der hedder, at man for at modarbejde krisen laver skattelettelser i stedet for flere offentlige investeringer, selv om man godt ved, at de investeringer ville være langt mere effektive til at bekæmpe ledigheden. Den kurs bliver der fortsat bakket op om, man svigter altså de ledige. Det er o.k., at der bliver flere af dem, end man kunne have fået, for man vil have nogle skattelettelser.

Der er ellers blevet lavet et udspil nu, et alternativ på skatteområdet, fra Socialdemokraterne og SF, hvor vi ligesom tager skeen i den anden hånd, efter at vi har haft 7-8 år med skæve skattelettelser, og hvor almindelige lønmodtagere og pensionister kommer til at få mere i stedet for de velstillede, og der bliver råd til at investere mere i skoler og sygehuse. Og så med hensyn til de ældre, som hr. Thulesen Dahl var inde på for lidt siden, vil jeg faktisk gerne tage fat, for der er faktisk 5.000 kr. ekstra til pensionisterne i pensionstillæg i det udspil, bl.a. finansieret af en millionærskat, som fru Pia Kjærsgaard har givet tommelfingeren nedad. Hvorfor vil Dansk Folkeparti ikke være med til at tage fra dem, der tjener allermest – over 1 mio. kr. om året – og give til vores fattige ældre?

Ordføreren.

Først vil jeg sige til hr. Jesper Petersen med hensyn til det her med skattelettelser i forhold til offentlige investeringer: Vi tror, det er vigtigt, at vi gør begge dele. Vi tror, det er vigtigt, at man næste år kender økonomien for familien, at der ikke, som Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti foreslår, bliver taget penge fra husholdningerne næste år. De skal vide, at de har de penge, de har, at gøre godt med. Det er vigtigt, for at man også tør bruge nogle penge, man tør investere.

Det er ikke det samme som, at vi ikke samtidig skal fremrykke offentlige investeringer. Det skal vi, og det gør vi, og der skal fremrykkes flere offentlige investeringer, for vi kan lige så godt benytte os af den triste situation, vi har, med den stigende ledighed til så at få sat nogle mennesker i gang med hurtigt at få renoveret børnehaver, skoler, plejeboliger og sygehuse, som vi også senest her har sat på dagsordenen.

Når vi så har lavet et forlig, i øvrigt om skatten, har vi lavet et forlig, og så står vi selvfølgelig ved det, og alene af den grund kan vi jo ikke støtte andre partiers forslag til ændringer i skattesystemet. Men i forhold til det, jeg har set fra S og SF's side, vil jeg bare sige, at det ikke hænger sammen. Altså, det er nemt nok at komme med alle løfterne om, hvor man vil bruge flere penge uden at indtægtssiden stemmer overens. Så vidt jeg kan se, er der i hvert fald 4 mia. kr., som mangler i udspillet, plus at der er kommet en stor usikkerhed om mange af de indtægter, som man opererer med. Det betyder, at man opererer med nogle udgifter, som man ikke har indtægter til. Og vi vil altså ikke stå i den situation, når dagen er omme, at vi har brugt for mange penge, altså, at vi fører en ansvarsløs politik. Det er vel egentlig en af hovedforskellene mellem os og SF.

Hr. Jesper Petersen.

Hr. Kristian Thulesen Dahl siger, det er vigtigt at gøre begge dele. Man må vel sige, at hovedvægten ligger på at give skattelettelser. Der er et hul i statskassen næste år på over 80 mia. kr. Meget af det kommer jo af – et tocifret milliardbeløb – at man har givet så store ufinansierede skattelettelser, et råderum, der kunne være brugt til offentlige investeringer. Det har Dansk Folkeparti ikke villet, så pyt med, at der er mange flere mennesker, som bliver ledige, end der kunne have været, hvis man havde valgt et andet redskab. Det synes jeg simpelt hen er en katastrofe for de mennesker, der ender med at blive arbejdsløse.

Vi vil jo ikke tage nogen penge fra almindelige lønmodtagere. Hvis hr. Kristian Thulesen Dahl gjorde sig den ulejlighed at gå ind og læse udspillet, ville han jo se, at almindelige lønmodtagere vil vinde på udspillet. Det er millionærer, aktiespekulanter og andre, som kommer til at betale. Det er fint, at hr. Kristian Thulesen Dahl står ved, at de allermest velstillede skal have en lettelse, millionæren, der tjener godt 1 mio. kr., får en lettelse næste år på omkring 50.000 kr. Det kunne vi tage en smule af og bl.a. bruge til at finansiere fremgang for pensionisterne. Hvorfor vil Dansk Folkeparti ikke gribe den chance for at gøre noget godt for pensionisterne i stedet for at pøse flere penge ud til millionærerne?

Tak. Ordføreren.

Jeg er simpelt hen ikke enig med hr. Jesper Petersen i fremstillingen af det forslag, han selv har været med til at lave. Altså, hvis man kommer med et væld af kørselsafgifter, så vil pensionisten opleve at skulle til at betale for at køre på vejene. Så siger hr. Jesper Petersen: Nå ja, så halverer vi registreringsafgiften. Jo, men den pensionist, der har en bil i dag og ikke har planer om at skifte den, får jo ikke glæde af det, men skal stadig væk betale kørselsafgifter. Så kommer hr. Jesper Petersen og siger, at man vil hæve afgifterne på en lang række grænsevarer, altså det, vi normalt betegner som grænsehandelsfølsomme varer. Hvis vi hæver afgifterne, så siger vi til dem: Kør ned til Tyskland og køb varerne. Det ved vi godt vil ske for i hvert fald halvdelen af Jyllands vedkommende. Så vil det provenu, hr. Jesper Petersen regner med kommer ind på sådan nogle markedsstigninger, ikke komme. Plus vi ved, at det primært er lavindkomstgrupperne, der kommer til at betale regningen. Så jeg er simpelt hen ikke enig i det billede, hr. Jesper Petersen forsøger at skabe. Men jeg forstår godt, at han forsøger at skabe det.

Nu har vi jo så, hvis valget først kommer, når det skal efter grundloven, altså om godt og vel et par år, et par år til at få hudflettet hr. Jesper Petersen og kompagni på det oplæg, de er kommet med, så alle er bekendt med, hvad det er for noget, man vil få, hvis hr. Jesper Petersen og hans allierede kommer til magten en dag.

Fru Line Barfod.

Jeg synes, det er noget besynderligt at høre hr. Kristian Thulesen Dahl sige, at man ikke fra Dansk Folkepartis side ønsker at føre en ansvarsløs politik, når man er med til at føre en politik, der ikke bare har tømt statskassen, men har gjort, at pengene fosser ud, og at det, pengene fosser ud til, er rødvinsreformen, hvor man giver milliardskattelettelser til de rigeste i stedet for at bruge pengene ansvarligt til at sikre, at folk kommer i arbejde, til at sikre, at vi har en ordentlig omsorg for vores ældre og vores syge og vores børn, og til sikre, at vi får lavet de nødvendige investeringer, som vi ved skal til.

Hvorfor synes Dansk Folkeparti, at det er mere ansvarligt at give milliarder til de rigeste, tømme statskassen og lade pengene fosse ud til de rigeste end at sikre, at vi får en ordentlig velfærd og får skabt nogle job?

Ordføreren.

Nu er fru Line Barfod jo normalt meget optaget af, at man skal måles på resultater. Det håber jeg så også, hun er enig i, når jeg kan fortælle, at det i den økonomiske redegørelse her fra august måned, der jo kom samtidig med i finanslovforslaget, fremgår, at den offentlige nettogæld, som det gøres op, i 2001 var 21,9 pct. af vores samlede produktion – 21,9 pct. Den er med udgangen af næste år efter den vurdering, der ligger med finanslovforslaget, 0,8 pct. I penge er det 292 mia. kr. i offentlig nettogæld i 2001 og 13,9 mia. kr. med udgangen af næste år. Altså, det er bare lige med henblik på det billede af, at vi har tømt statskassen.

Det, vi har sikret siden 2001, er, at vi har betalt af på gælden. Vi havde år, hvor vi havde næsten 100 mia. kr. i overskud. Hvad var fru Line Barfods forslag dér blandt andre? Det var, at vi godt kunne bruge nogle flere penge. Vi stod fast og sagde: Nej, det er vigtigt at betale gælden af, for der kan komme en dag, hvor vi får brug for at bruge penge igen for at sætte gang i tingene, så ikke så mange bliver ledige, som ellers ville blive det.

Det er nøjagtig den situation, vi står i nu. Nu har vi mulighed for næste år at bruge nogle flere penge. Vi taler nu om fremrykning af flere offentlige investeringer for at sørge for, at folk er beskæftigede i stedet for ledige, og vi har lige præcis mulighed for at tage den diskussion, fordi vi har haft den nedgang i den offentlige nettogæld, som jeg her har refereret.

Fru Line Barfod.

Det, hr. Kristian Thulesen Dahl ikke fortæller med al sin oplæsning af de mange tal, er, hvor mange penge man har givet ud gennem årene, og som man nu fortsætter med at give ud til skattelettelser til de rigeste. Man lader pengene fosse ud til de rigeste, man gør intet for at forhindre den økonomiske krise, som vi nu ser – tværtimod har man været med til at skabe den. Man har ikke sørget for at investere fornuftigt og vil heller ikke nu investere fornuftigt i at sikre, at vi har en ordentlig velfærd, og at vi kan skabe job.

Kommunerne sidder lige nu og prøver at få deres budgetter til at hænge sammen, men det kan ikke lade sig gøre. Rigtig mange kommuner er nødt til at skære på velfærden og har været nødt til det igennem flere år, fordi det ikke hænger sammen, fordi Dansk Folkeparti hellere vil give milliardskattelettelser til de rigeste end sikre, at vi bruger penge på velfærd. Det er den stik modsatte vej af den, der igennem generationer har været med til at opbygge velfærdssamfundet i Danmark.

Ordføreren.

Jeg kan fornemme, at det ikke havde den store effekt, at jeg ligesom læste tallene op, som de fremgår. Altså, det forstår jeg godt, fordi det vil gøre det svært for fru Line Barfod at komme med sit fornyede angreb. Sådan er det, det er åbenbart den politiske realitet, når vi diskuterer herinde.

Jeg må bare sige, at når man tidligere i år lavede en aftale om, at kommunerne måtte bruge 2 mia. kr. mere i år på anlægsinvesteringer, altså børnehaver, skoler, ældrepleje; når man i sommer lavede en aftale om, at kommunerne næste år må bruge 5 mia. kr. mere på den slags investeringer; når man i trafikaftalen, vi lavede tidligere på året, blev enige om at bruge ekstra 5 mia. kr. til at udbygge veje, kollektiv trafik osv. i år og næste år, så er det alt sammen noget, der bliver fuldstændig negligeret af fru Line Barfod, når hun står og taler herinde.

Altså, enten ved hun ikke, at vi har lavet de ting – det kan jo selvfølgelig være, men det tror jeg nu ikke – eller også vælger hun bare at se bort fra dem, fordi det ville forstyrre hendes mulighed for at lave sådan et angreb, som hun altså her har forsøgt. Men nu har jeg så lavet lidt folkeoplysning ved at fortælle, hvordan nogle af de ting, vi har lavet, gør sig gældende.

Det er fru Julie Rademacher.

Dansk Folkeparti gør sig meget ofte til fortalere for de ældre, og hos Socialdemokraterne vil vi også meget gerne kæmpe de ældres sag – ikke kun de rige ældre, men også dem, der ikke har så meget. Derfor kan jeg ikke forstå, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til at give øget adgang til tilskud til tandbehandling og derudover også indføre gratis bus- og togkort til de økonomisk svagest stillede pensionister.

Hvis Dansk Folkeparti gerne vil de ældres sag og også de lidt svagere bemidlede ældre, hvorfor i alverden går Dansk Folkeparti så ikke med på disse to forslag?

Ordføreren.

Jamen jeg synes, at jo flere der taler om, hvordan vi forbedrer de ældres vilkår, jo bedre, og jeg synes, det er godt, at vi får det vendt, hver gang der er nogen, der oplever, at der er ældre, der svigtes på forskellig vis.

Når vi igennem årene har taget fat omkring de ældres økonomiske problemer, har vi specielt gjort det med udgangspunkt i ældrechecken, fordi vi ved, at ældrechecken meget målrettet gavner de pensionister, der økonomisk har mindst. Derfor har det været en mulighed for at kunne lave nogle målrettede forbedringer for nogle ældre mennesker, der ikke havde ret meget at gøre godt med.

Det lykkedes os i sidste omgang, hvor vi forbedrede ældrechecken, at få den op på 10.000 kr., og jeg tror så, at den nu kommer til at være på 10.600 kr. pr. år. Det er jo også noget, Ældre Sagen har kvitteret for, og de har sagt, at den så ligger på et godt niveau, men alligevel siger jeg i mit ordførerindlæg her i dag, at vi kigger på yderligere forbedringer.

Der kan selvfølgelig også være andre måder, man kan sikre gruppen af ældre på, som det, fru Rademacher beskriver med hensyn til nogle gratisydelser – det kan f.eks. dreje sig om, hvorvidt de ældre skal have større tilskud ved tandlægebesøg, eller om de skal have gratis tog- eller busbilletter. Det er alt sammen noget, vi kigger på, men vi har altså bare i første omgang gennem årene prioriteret den her ældrecheck, fordi den har været så målrettet til gavn for de pensionister, der økonomisk har mindst.

Fru Julie Rademacher.

Jamen jeg kan jo bare konstatere, at hr. Kristian Thulesen Dahl ikke svarer på de helt konkrete spørgsmål, jeg stiller.

Vil hr. Kristian Thulesen Dahl ikke være med til at indføre tandbehandling og gratis bus- og togkort, sådan at de svagt bemidlede ældre hjemme i min by, Kolding, kan få noget hjælp? Det kan jeg ærlig talt ikke forstå. Det er da også beskæmmende at se en pensioneret hjemmehjælper, fru Pia Kjærsgaard, gang på gang snakke om, at vi skal de ældre og dem, der arbejder i den offentlige sektor, det godt, og så bare kunne konstatere, at det godt nok er lang tid siden, at fru Pia Kjærsgaard har været ude i kommunerne og arbejde med de her områder, for kommunerne er enormt presset, bl.a. på baggrund af stemmer fra Dansk Folkeparti.

Jeg vil bare gerne bede hr. Kristian Thulesen Dahl om at svare på det spørgsmål, jeg først stillede.

Ordføreren.

Nu er jeg jo lige blevet beskyldt af hr. Prehn for at sidde meget tæt på tingene og derfor måtte have rigtig viden om, hvad der foregår derude, og når man så ikke rigtig kan bruge det, bliver det i stedet for min partiformand, der bliver kritiseret for, at det er for lang tid siden, hun har arbejdet med tingene ude i kommunerne. Sådan kan man jo fra to fra samme parti møde så vidt forskellige synspunkter og argumenter.

Det, der bare var min pointe med den måde, jeg svarede på før, var, at vi sætter de ældres vilkår på dagsordenen, og vi er glade, når andre gør det. Vi vil ikke deltage i et eller andet kapløb om, hvem der skal stå forrest med gaverne – i citationstegn. Det er os uinteressant. Det, der er afgørende for os, er, om vi skaber nogle forbedringer. Vi vil gerne måles på, om vi skaber forbedringer.

Så siger jeg, at vi de seneste år har prioriteret den her ældrecheck, som vi har brugt ganske mange penge på at få øget beløbet på, så de økonomisk dårligst stillede pensionister har fået noget mere. Jeg har også sagt, at vi på tilsvarende vis, når vi går ind i finanslovforhandlingerne i år, igen vil sætte de ældres vilkår på dagsordenen. Vi vil finde ud af, hvad der er mulighed for at vride ud af regeringen, når det drejer sig om at skabe forbedringer, og vi vil se, hvor de forbedringer gør bedst gavn. Der er det jo et spørgsmål om, hvorvidt der f.eks. er nogle ældre, der ikke får en tilstrækkelig pleje, og om at se på, hvor behovene er størst, så vi kan sætte ind der.

Det, det nemlig i virkeligheden handler om for os, er at komme med noget ekstra til de områder, hvor det gør mest gavn, og ikke at komme med sådan et automatforslag forud for de forhandlinger, der går i gang.

Fru Yildiz Akdogan for en kort bemærkning.

Tak for det. Ordføreren kom ind på en række områder, som ordføreren mener er relevante for velfærden. Velfærd er et område, som vi tager meget alvorligt i Socialdemokratiet, især fordi vi også har nogle konkrete bud på, hvordan man kan få en bedre velfærd.

Men det undrer mig en lille smule, at ordføreren slet ikke kom ind på området kultur, især når ordførerens formand hele sommeren har proklameret, at hun godt kunne tænke sig at blive den kommende kulturminister. Det undrer mig, især fordi ordførerens formand, fru Pia Kjærsgaard, til Politiken har sagt, at regeringens kulturpolitik er fraværende, og at hun ønsker sig en bredere kulturpolitik, men også fokus på værdidebatten. Hvordan hænger den her ambition fra fru Pia Kjærsgaards side sammen med Dansk Folkepartis støtte til de besparelser, der sker på kulturområdet lige netop med den her finanslov?

Ordføreren.

Der, hvor det vel er mere oplagt at tage en stor værdipolitisk debat om kulturlivet, er vel ved åbningsdebatten i oktober, hvor alt er i spil. Det, jeg har koncentreret mig om i mit ordførerindlæg her, er de punkter, hvor vi ønsker at ændre på den økonomiske plan, som regeringen har lagt frem – med hovedvægt på krisestyring. Det er jo nemlig rigtigt, som spørgeren siger, at det, vi har fokuseret på i forhold til regeringen, har været, at vi synes, at der på det værdipolitiske område har været en alt for slap holdning fra regeringens side, og at man ikke har været på i forhold til den diskussion. Man har simpelt hen ikke været engageret nok, og dér har vi efterlyst nogle bud. Det er efter vores opfattelse ikke noget, vi i første omgang skal ændre ved at ændre på Kulturministeriets økonomi, og det er derfor, jeg ikke har haft noget om det med i mit ordførerindlæg i dag. Det er noget, der er meget mere relevant under åbningsdebatten, der kommer til oktober.

Fru Yildiz Akdogan.

Men ordføreren var så optaget af hele området velfærd, og man kan jo sige, at kultur også er velfærd. Det betragter vi i hvert fald i Socialdemokratiet kultur som. Kultur er jo også et område, som er dannende, som medvirker til videndeling, og hvis man igen skal sætte lidt fokus på det i forhold til værdidebatten, betyder det også noget for den næste generation, de unge, som jo skal lære lidt om deres kultur, men også få indsigt i andre kulturer – altså få indsigt, vision og læring. Et eller andet sted spiller det også ind i forhold til vores velfærdsforståelse. Så kan jeg ikke få det til at hænge sammen med, at man på den ene side ønsker at gå efter kulturministerposten, men at man på den anden side ikke gør nogen indsats for netop at fremme, at kulturlivet kan blive beriget. Det er to modsætninger. Det vil jeg gerne have ordførerens kommentar til.

Mit andet spørgsmål er: Hvordan kan ordføreren egentlig affinde sig med, at vi faktisk har nogle områder, som der decideret er blevet skåret ned på, områder som egnsteatre, børneteatre, musikskoler og Københavns teatre? Der er nogen modsætninger i forhold til ordførerens redegørelse, som jeg ikke helt kan forstå.

Ordføreren.

Her til sidst kom nok egentlig det virkelige budskab, nemlig et ønske om, at der simpelt hen blev sat flere penge af. Når vi er gået kraftigt ind i kulturdebatten her i sensommeren og også i øvrigt er det helt generelt, er det jo ikke alene ud fra en diskussion om penge. Så er det ud fra en værdipolitisk kamp, et spørgsmål om, at man skal forfægte de danske værdier, den danske kultur. Alle de steder, hvor vi kan se at vi er presset og vi bliver presset, bl.a. jo af den sammensætning, vi har i befolkningen, hvoraf der er nogle, der ikke deler de danske kulturværdier, forlanger vi, at vi har en regering, der er udfarende, der er engageret, og som sætter tingene på plads med det samme. Når vi kan mærke, at vi ikke har det, råber vi vagt i gevær. Det har vi bl.a. gjort her i sensommeren, og det er forklaringen på, at det er dér, vi har taget den debat, og ikke i forbindelse med et forslag om øgede bevillinger til Kulturministeriet. Det er derfor, jeg ikke har nævnt det i mit ordførerindlæg her i dag.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg vil gerne følge op på noget i det svar, som hr. Kristian Thulesen Dahl gav til min kollega, fru Julie Rademacher, vedrørende spørgsmålet om tandsundhed.

Jeg anerkender selvfølgelig, at Dansk Folkeparti går efter de områder, hvor de ved at regeringen vil give sig, og hidtil har tænder jo været et af de områder, hvor regeringen ikke har givet sig en tomme. Der er ikke blevet tilført en eneste ekstra million i de seneste mange år, hvor regeringen har været her, på hverken det ene eller på det andet område. Så er det jo klart, at man ikke støtter Socialdemokratiets politik, for det ved man jo godt at regeringen aldrig nogen sinde selv vil gøre. Man er dødligeglad med danskernes tandsundhed.

Når vi så tager psykiatrien, er det heller ikke endnu lykkedes hverken Dansk Folkeparti eller den øvrige opposition at få regeringen til at afsætte penge på finansloven til at lave en forbedring af vores psykiatri. Der taler jeg ikke om retspsykiatrien, som jo er Justitsministeriets område. Jeg taler om behandlingspsykiatrien og den sociale psykiatri ude i kommunerne. Vil Dansk Folkeparti i år være med til, at vi nu for alvor går væk fra, at pengene kun kommer fra satspuljeinitiativer, og over til, at vi nu begynder at diskutere det her som en del af finansloven?

Ordføreren.

Altså, må jeg ikke godt lige først sige noget til fru Sophie Hæstorp Andersen om det at bruge sådan en vending, at vi skulle være dødligeglade med danskernes tandsundhed – dødligeglade med danskernes tandsundhed! Altså, helt ærligt, hvor er vi henne? Hvad er det for et udtryk at bruge? Jeg må spørge hr. Martin Henriksen: Er vi dødligeglade med danskernes tandsundhed i Dansk Folkeparti? Jeg må spørge fru Marlene Harpsøe: Er vi fuldstændig dødligeglade med danskernes tandsundhed? Altså, det viser bare, hvordan man somme tider debatterer her i Folketingssalen. Der er sikkert danskere, der ser eller hører debatten og tænker: Hvad er det for en måde at debattere på?

Selvfølgelig er vi ikke det. Det svar, jeg gav før vedrørende de ældres ve og vel, var, at de ekstra midler, vi kan vride ud af en finanslovforhandling, der skal bruges til de ældres ve og vel, skal bruges der, hvor de gør bedst gavn, altså hvor de kommer de ældre, der har mest behov, bedst til gavn. Og vi sidder så og vurderer, hvor det er.

Hvad angår det med psykiatrien, vil jeg sige: Ja, vi har en holdning om, at der bør være en større finansiering over den almindelige finanslov, løbende bevillinger, i stedet for at det altid er over satspuljen, man diskuterer psykiatriske patienters vilkår.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jamen det korte af det lange er jo, at Socialdemokratiets forslag går ud på, at man nu kigger på, hvordan man kan give tilskud til nogle af de typer behandling, der sikrer, at ældre mennesker og særligt udsatte ældre mennesker – mennesker, der ikke har en særlig god økonomi – nu kan få tilskud til andet end at få revet de sidste tænder ud af munden og indsat et gebis, men i stedet få et tilskud til at få lavet nogle kroner, og hvad det ellers hedder implantater og andet, således at man kan beholde de tænder, man trods alt har, altså kan få tilskud til det, som er fagligt forsvarligt. Tandlægerne siger jo, at de føler, at det er forfærdeligt, at de skal stå og rive tænder ud på borgere, når de ved, at der findes bedre behandling.

Der er det jo bare sådan, at det område mig bekendt ikke er et, der er blevet løftet i de forhandlinger, der har været i de sidste mange, mange år. På den baggrund må jeg da sige, at der ikke er sket meget for danskernes tandsundhed under den her regering. Og det er da noget, som bekymrer rigtig mange mennesker, ud over alle de andre ting, vi selvfølgelig også diskuterer her i dag.

Jeg er glad for, at man nu gør noget på psykiatriområdet. Jeg er glad for, at man nu tager det spørgsmål op, og jeg glæder mig til at mødes til nogle satspuljeforhandlinger, hvor vi så er enige om, at midler til psykiatrien i hvert fald ikke skal komme fra satspuljen.

Tak. Ordføreren.

I forbindelse med hele den her diskussion om ældres tænder bliver jeg altså nødt til at sige, at det og en lang række andre spørgsmål om ældres ve og vel optager mig og Dansk Folkeparti rigtig meget. Og det, jeg så har forsøgt at sige – fire eller fem gange, tror jeg – til forskellige socialdemokratiske folketingsmedlemmer, er, at de midler, der kan blive brugt ekstra på at hjælpe vores ældre medborgere, skal bruges der, hvor behovet er størst.

Det har været vores tilgang til det hele vejen igennem. Det er derfor, vi hele tiden nøgternt ser på, hvor pengene gør bedst gavn, og det gør det jo umuligt at tage et enkelt forslag ud og sige: Det er lige præcis her, man så skal prioritere først. Og det er jo forskellen. Vi er ikke dødligeglade med hverken ældres tænder eller danskernes sundhed i det hele taget.

Men jeg så også et forslag her hen over sommeren om, at skoletandplejen i højere grad skulle være omdrejningspunktet for ældre. Jeg lagde mærke til, at der var en rent faglig debat om, om det var klogt eller ej, blandt dem, der er engageret på skoletandplejens område, altså om det var godt eller ej. Der var for og imod, så hvis vi bare var sprunget ud i det og havde sagt, at den køber vi, ville der i hvert fald fagligt have været noget modstand også imod det. Så derfor er det nok klogt lige at tænke sig godt om og finde ud af, hvor midlerne gør bedst gavn.

Fru Anne Baastrup som den sidste til korte bemærkninger.

En af de grupper, der systematisk er blevet overset, er førtidspensionister, der er gift med en person i arbejde. Vi står ofte i en situation, hvor vi på bestemte områder har brug for ekstra arbejdskraft, men hvor det rent faktisk ikke kan betale sig for de mennesker, der arbejder i social- og sundhedsforvaltningen, eller andre at tage det her arbejde. Vi forsøgte fra SF's side at rejse debatten i nogle forhandlinger, dengang folkepensionisterne skulle have mulighed for at arbejde ekstra, og da var Dansk Folkeparti mærkbart stille.

Det, der jo er problemet for de førtidspensionister, der er gift med en person i arbejde, er, at de ingen jordisk chance har for at forbedre deres økonomi. Jeg vil derfor høre, om hr. Kristian Thulesen Dahl muligvis vil være indstillet på at indgå i nogle forhandlinger for at sikre, at ægtefælleafhængigheden ikke på den her måde holder folk uden for arbejdsmarkedet.

Ordføreren.

Nu er det jo en kender af området, der taler, for Socialistisk Folkeparti var med til at lave den førtidspensionsreform, der var gældende fra 2003, tror jeg. Derfor ved man selvfølgelig også, at der er nogle steder, hvor man måske kunne forbedre vilkårene for nogle grupper. Vi har været klar over i et stykke tid, at der er et problem her, og at der vil være mulighed for at lave nogle forbedringer, så det ser vi meget gerne på.

Jeg vil også sige, at man jo ikke har taget diskussionen om førtidspensionsordningen op sådan generelt, men vi har det syn, at vi skal have meget mere fokus på, hvordan vi sikrer, at folk ikke nødvendigvis ender som førtidspensionister. Det er et andet emne end det, som fru Anne Baastrup har rejst, men vi ser på forslag, der handler om, hvordan man i højere grad kan sørge for, at den offentlige sektor er gearet til at hjælpe mennesker, inden de ender på en varig førtidspension, så de kan hjælpes til at have fokus på den resterhvervsevne, de måtte have efter en erhvervsskade, eller hvad det kan være, der gør, at de har problemer.

Fru Anne Baastrup.

Det glæder mig, at Dansk Folkeparti vil være med til at forhandle muligheden for, at man rent faktisk kan få den relevante behandling. Mange af de mennesker, som lander på førtidspension i dag, er unge, og de lander der, fordi der overhovedet ingen behandlingstilbud er til dem, selv om de fagligt kloge eksperter rent faktisk kan se, at 16 psykologtimer plus opfølgning kan få de mennesker ud.

Vi har haft en finanslov, der er skruet sammen på en sådan måde, at der ikke har været ressourcer i regioner eller i kommuner til at løfte den her opgave. Så hvis hr. Kristian Thulesen Dahl vil være med til at løfte dette også, ser vi meget frem til det. Men det forudsætter så også, at regionerne får penge særskilt til det, og at kommunerne får penge særskilt til det. For det er jo ikke sådan, at folk ikke på sigt kan komme til at arbejde. Det kan de godt, hvis bare de får en behandling mod deres depression, deres angst, deres tvangstanker.

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at hvis man skal skabe forbedringer på det område, skal man have fat på flere forskellige ting, og givet skal man også diskutere de penge, der er til det. Men jeg tror altså også, at det handler om, at man ude i kommunerne bliver mere opmærksomme på, hvordan man kan hjælpe folk på anden vis end ved at ende med at tildele en førtidspension. Der har i hvert fald over tid været diskussioner om, hvorvidt det økonomisk er godt for kommunerne at skubbe folk over på en førtidspensionering i forhold til de andre ting, de skulle sætte i gang for at hjælpe folk ud ad en anden vej end en førtidspension.

Jeg tror også, at det handler om, at der generelt er større opmærksomhed på, at vi skal udnytte folks restevne i stedet for at fokusere på det, som folk ikke kan, og det vil vi meget gerne give os i kast med. Det er noget, som vi i forvejen har kig på, for det er en af de sårbare grupper, vi har i det danske samfund. Det er en udsat gruppe, og derfor skal vi se på, om vi kan gøre tingene bedre.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl. Det er hr. Ole Sohn som ordfører.

I et års tid rejste vores tidligere – jeg har jo ikke sagt noget endnu – statsminister, hr. Anders Fogh Rasmussen, verden rundt for at søge et nyt job. Siden fik vi en ny statsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, men han har faktisk været meget fraværende i den hjemlige politiske debat. Jeg erindrer faktisk kun en sag, hvor den nuværende statsminister virkelig trådte i karakter, og det var, da kongeriget blev truet af burkaer. Da skal jeg da lige love for at han kom på banen og sagde: Her må der gøres noget. Der skulle nedsættes et udvalg. Men når det drejer sig om landets økonomi, styring, ja, så mangler der ganske enkelt lederskab, og det er i realiteten også det, vi debatterer i dag.

Der er jo rendt meget vand i åen siden januar i år, hvor VOK-regeringen samlet gik frem og sagde, at alt var i den skønneste orden: Økonomien buldrer bare derudad, og den her regering har styr på alt. Oppositionen blev hånet, når vi påpegede, at vi faktisk var på vej ind i en dyb krise, og at der var behov for initiativer, der kunne modvirke tilbageslaget i væksten og sikre beskæftigelsen og ikke mindst den langsigtede holdbarhed i økonomien.

Siden hen har den nuværende finansminister i et interview i Politiken sagt: Jeg så slet ikke krisen komme. Det viser jo lidt om den situation, vi er i, at regeringen faktisk ikke har taget krisen alvorligt. Og når jeg siger det, er det egentlig ikke, fordi jeg specielt har et ondt sigte i forhold til finansministeren eller statsministeren eller den forrige statsminister, selvfølgelig ikke. Vi ved, at alle, hele Folketinget, har en fælles interesse, og det er at gøre det så godt som overhovedet muligt for samfundet. Vi ønsker alle, at vi har en god, sund og stærk økonomi. Vi ønsker alle, at der er en høj beskæftigelse, og vi ønsker alle en god fremgang for Danmark og for borgerne.

Så det, vi diskuterer, er egentlig mest, hvorfor det er gået, som det er gået. For hvis regeringen havde handlet, da finanskrisen begyndte, og da den fik alle opfordringerne og tilsagnene fra oppositionen om at medvirke til brede planer, ja, så ville vi ikke have været i en situation, hvor dansk økonomi har ændret sig fra slemt til værre, sådan som tilfældet er nu.

Det, regeringen har gjort, er, at når den endelig blev trukket ud af busken, når virkeligheden indhentede den og krisen faktisk blev værre og værre og arbejdsløsheden eksploderede, ja, så kom den med små, men også usikre tiltag, og vi står i dag med en kraftig stigende ledighed og et gigantisk underskud på finanserne. Vi har en negativ vækst. Ledigheden er mere end fordoblet, og den vil fortsat stige langt ind i 2010. Et overskud på 60 mia. kr. i 2008 er vendt til et underskud på 86 mia. kr. Pengene fosser ud af statskassen. Jeg ved, at det er et citat, der er taget fra den tidligere statsminister, men indimellem er der nogle formuleringer, som går over i historien som også værende sande, og det er det, der er tilfældet nu.

For blot få år siden ville den tidligere finansminister have købt hele verden, og nu har vi en finansminister, der ikke helt ved, hvad man skal gøre. Men så opfandt man jo plastikkortet, dankortet, og der var løsningen. Vi skulle bare alle sammen tage vores dankort op og køre det igennem maskinerne, så skulle vi nok komme ud af krisen. Så dankortministeren er virkelig trådt i karakter.

Fra SF's side vil vi opfordre til, at der bliver handlet, og at der bliver handlet nu. Der er faktisk brug for, at vi bruger den økonomiske krise til at gøre Danmarks økonomi grønnere, og det er derfor, vi foreslår, at vi prioriterer flere penge til massive energiinvesteringer her og nu. Det vil nemlig både gavne beskæftigelsen, klimaet og ikke mindst de fremtidige eksportmuligheder. Vi foreslår, at vi fremrykker de energikrav, der er tænkt at starte i 2015, sådan at vi kan komme i gang med energiinvesteringer her og nu. Vi vil sikre regioner og kommuner ekstra penge, sådan at de også kan fremrykke energiinvesteringer. Og så vil vi foreslå, at vi sikrer private boligejere gratis energirenoveringer, hvor man reelt betaler energirenoveringer via besparelserne på energiudgifterne.

Vi ved, at bankerne har svært ved at forstå, at den fantastiske generositet, samfundet stillede til rådighed for bankerne i form af bankpakke II, har svært ved at komme helt ud i yderste led. Her har både borgere og specielt små og mellemstore virksomheder haft svært ved at få de kreditter. Så skal nogle af de her initiativer løbes i gang, kunne det måske være værd at overveje, om ikke staten skal gå ind og sikre, at den opgave med långivning, der skal til, for at man kan få gang i energirenoveringerne, bliver løftet her og nu.

Men for os er det helt afgørende, at vi ser tingene i en sammenhæng, at vi ser klimaforbedringer og miljøforbedringer i sammenhæng med udviklingen af dansk erhvervsliv og beskæftigelse. For det er her, vi kan fremme og udvikle energi- og klimateknologi, og det er her, vi kan gavne den fremtidige eksport. Hvor man tidligere så klima og miljø stå i et modsætningsforhold til erhvervslivet, ja, så er det faktisk sådan i dag, at de er hinandens forudsætninger. Det er det, vi skal gribe og forstå at udnytte.

Det er ikke kun økonomien, der skranter. Det er ikke kun økonomien, der er slem. Vi står også med et velfærdssamfund, som har det ondt. Vi har set VOK-regeringen gradvist, men sikkert udhule den offentlige sektor igennem den tid, den har regeret. Vi har set, at regeringen forpassede den gode, fantastiske chance, der var i de gode år, hvor den lave rente var der, og hvor der var høj international vækst, til at sikre de offentlige velfærdsydelser. Derfor ser vi, at det eneste, der er fremgang i, faktisk er de private velfærdsydelser, vel at mærke oven i købet noget, der sker til overpris og med skattefradrag, så andre må finansiere det.

De årlige stramninger af den offentlige økonomi har betydet, at der bliver skåret ned ikke mindst i kommuner og regioner. Der bliver skåret ikke bare ind til benet, men faktisk også ind i benet. Der kan ikke skæres mere. Vi ser, at kommunerne nu, i de her dage og timer, er i fuld gang med at forhandle budgetter, og et fælles billede er, at velfærden rundtomkring i landet bliver forringet. Det er ganske enkelt ikke rimeligt. Derfor ønsker vi at prioritere flere penge til skolerne, plejehjemmene og sygehusene, netop nogle af kerneområderne i velfærdssamfundet.

Man kan sige, at vælgerne og danskerne står i et valg mellem en fortsat slingrekurs med den nuværende statsminister fru Pia Kjærsgaard og de fortsatte besparelser på den offentlige økonomi og ønsket om at skabe en fair forandring, sådan som SF og også Socialdemokraterne har fremlagt et bud på. Vi mener ikke, at der er afsat penge og tilstrækkelig økonomi til kommunerne i 2010, og det er derfor, at vi vil se nedskæringer ikke mindst på skoleområdet. Og hvem er det, der bliver tabere? Ja, det er selvfølgelig i første omgang børnene, men i anden omgang er det faktisk også samfundet, for det eneste og det bedste råstof, vi har, er faktisk den uddannelse, vi kan give vores unge, vores børn, og det er dem, der skal bære samfundet videre. Derfor er det nødvendigt med en styrkelse af folkeskolen, og også af ungdomsuddannelserne.

Vi synes også, det er forkert, at vi overlader de svageste grupper til besparelser. De ældre, som igennem et langt liv har sikret, at vi har det velfærdssamfund, som vi alt andet lige forvalter, skal nu straffes eller rammes i form af dårligere service på de kommunale plejehjem eller i den kommunale hjemmepleje. Det kan ikke være rigtigt, at mennesker, der et langt liv har bidraget, skal udsættes for en sådan behandling. Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt. Det er derfor, vi foreslår bedre vilkår i ældreplejen.

Vi foreslår således forbedringer frem for forringelser, og vi vil investere i mere og bedre velfærd, fordi vi ved, at det kan betale sig på længere sigt. Det er også derfor, vi foreslår, at der skal være to undervisere i dansk og matematik på de første klassetrin i folkeskolen, sådan at vi kan give eleverne et bedre afsæt.

Men også sundhedsområdet trænger til et gevaldigt eftersyn og et løft. Vi kan jo se, at regionerne også er i gang med at skære ned og spare. Faktisk er det sådan, at man kan se, at skattekronerne i stigende omfang glider de offentlige sygehuse forbi og bidrager til at fremme privathospitalerne. Man kan så have diskussioner om, hvorvidt det er godt eller skidt, men det er i hvert fald ikke rimeligt, at man både etablerer ulige konkurrencevilkår mellem offentlige og privat sygehuse og så oven i købet undlader at lave konkurrence på pris og kvalitet imellem de private sygehuse. På den måde får danskerne faktisk lov at betale regningen mere end en gang.

Regeringens fokus på behandlingsgaranti og ventelister betyder, at der i særdeleshed er to grupper patienter, der bliver ramt af prioriteringerne, og det er de psykiatriske og medicinske patienter. Derfor er der behov for at give de svageste patientgrupper bedre forhold.

Der er faktisk for at sige det lidt kortere brug for et økonomisk og politisk lederskab frem for den rådvildhed og handlingslammethed, regeringen præsterer. Der er brug for en fair forandring.

Også uddannelsessystemet er det ganske galt med. Det skranter. Vi har en fælles ambition her i Folketinget om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Det bakker vi fuldt op om, og vi konstaterer også med glæde, at det gør hele Folketinget.

Men vi ser desværre, at det går den modsatte vej under VK-regeringen. Der er færre og færre unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse. Det er ødelæggende ikke mindst for de unge, men det er også ødelæggende for samfundet og for erhvervslivet, for det er dem, der har brug for kvalificeret arbejdskraft. Det nytter jo ikke noget, at vi hele tiden presser de unge til at gå i gang med en uddannelse, hvis vi ikke også sikrer, at de unge har mulighed for at gennemføre uddannelsen.

Vi er faktisk i en situation, hvor man kan sige, at vi på ryggen af en historisk højkonjunktur kunne konstatere, at der ikke var nogen ende på regeringens selvtilfredshed med hensyn til, hvor godt det gik. I opgangstiderne skyldtes alt det, der skete i samfundet, regeringen – det var regeringens handledygtighed, der gjorde, at der var opsving i samfundet – og nu, hvor trængslerne trænger sig på, er det pludselig ikke regeringens skyld. Alle trængslerne i forbindelse med statsunderskuddet, omfanget af den økonomiske krise og velfærdskrisen er de andres skyld. Det er ikke regeringens skyld.

Jeg kunne forstå på Venstres ordfører, at regeringspartierne har en drøm og et håb om, at andre ude i den store verden kan finde ud af at få løst krisen, sådan at der kan komme gang i beskæftigelsen ude i omverdenen, så vi siden hen igen kan begynde at eksportere. Det er en drøm og et håb, som vi alle sammen kan have, men det kræver politisk lederskab, og at man også tager ansvar for udviklingen i sit eget samfund og gør, hvad der gøres kan, for at sikre en anden udvikling. Så der er ganske enkelt brug for fair forandring.

Tak. Der har meldt sig en række til korte bemærkninger. Den første er Tina Nedergaard, derefter er det Kristian Thulesen Dahl, Mike Legarth, Frank Aaen, Charlotte Dyremose, Jacob Jensen, Torsten Schack Pedersen, Karsten Lauritzen, Erling Bonnesen og Martin Henriksen. Den første er fru Tina Nedergaard.

Tak. Jeg vil gerne fastholde synspunktet fra min ordførertale om, at det netop i vidt omfang er regeringen og det folketingsflertal, som jo har været der siden 2001, der har sikret, at vi står så godt, som vi gør i dag. Og det kan man jo se på den måde, at da det gik frem i Europa, og da det gik frem i verden med økonomien, gik det bare endnu bedre med dansk økonomi. Da beskæftigelsen steg i Europa og i resten af verden, steg den bare endnu mere i Danmark. Da ledigheden faldt rundtomkring i Europa og i resten af verden, faldt den endnu mere i Danmark. Når vi så ser på, hvordan det går under krisen, kan vi se, at situationen er den, at når det går rigtig skidt rundtomkring i verden – Spanien står f.eks. med næsten 20 pct. ledige – ja, så får vi flere ledige, men vi holder os langt under det niveau, som man oplever i andre lande. Den forskel, som man ser på, hvordan resten af verden bliver udsat for krisen, og på, hvordan det går i Danmark, er selvfølgelig regeringens ansvar.

Mit korte spørgsmål er, om hr. Ole Sohn kan bekræfte, at han fortsat ikke mener, at et parti behøver at anvise finansieringen til de forslag, partiet kommer med, sådan som det blev udtalt sidste år af hr. Ole Sohn.

Hr. Ole Sohn.

Jeg går ud fra, at min gode kollega, fru Tina Nedergaard, glemte, at en af pointerne er, at når man har højkonjunktur, skal man være med til at robustgøre samfundet. Og når man i en situation med en højkonjunktur, hvor vi har alle muligheder, kan se, at antallet af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, bare rasler nedad, så burde der da have været nogle alarmknapper, der lyste hos regeringen. Det forstår jeg at der ikke har været; man har ikke set krisen komme. Vi er i en situation, hvor vi er et af verdens rigeste samfund, og alligevel oplever vi under en højkonjunktur, at der bliver skåret både på folkeskolen og over for de ældre. Det synes jeg sådan set ikke at et rigt samfund som det danske kan være tjent med. Og den sidste del af spørgsmålet forstår jeg ganske enkelt ikke.

Fru Tina Nedergaard.

Den sidste del af spørgsmålet rettede sig mod en udtalelse af hr. Ole Sohn i Politiken den 13. september 2008, hvoraf det fremgår, at hr. Ole Sohn mener, at det er urimeligt, at man som parti skal anvise finansieringen til sine mange velfærdsforslag, og der spørger jeg så til, om hr. Ole Sohn fortsat mener det.

Med hensyn til udviklingen i forbindelse med unge, der kommer i uddannelse og gennemfører uddannelsen, vil jeg sige, at vi jo har ligget på et historisk højt niveau i forhold til praktikpladser. En af grundene til, at mange unge fravalgte uddannelsen, var, at de kunne gå ud i højt betalte job faktisk helt uden uddannelse. Nu er det den modsatte situation, og der er det jo lykkeligt, at regeringen og folketingsflertallet har gearet vores uddannelsessystem til også at kunne absorbere dem og også komme med de ekstra ressourcer fra fællesskabets kasse, der skal til for at få dem godt i gang.

Men jeg har altså tre spørgsmål: Mener ordføreren stadig væk ikke, at man skal finansiere alle sine forslag, når man kommer med dem? Skal kørselsafgiften ramme alle i udkantsområderne? Og er hr. Ole Sohn ikke en anelse bekymret for, at dem, der bl.a. blev ramt af tobaksafgiften, måske er nogle af de mennesker, der har vanskeligst ved at lægge deres livsstil om, og dermed nogle af de mest udsatte i vores samfund?

Hr. Ole Sohn.

Tak. Jeg er glad for spørgsmålet, for nu forstod jeg den sidste del af det forrige spørgsmål om finansieringen af forslag. Jeg vil ikke påstå det fuldstændig, men jeg er lige ved at ville påstå, at SF faktisk som det eneste parti har fremlagt en alternativ 2015-plan med en langsigtet udvikling, på mellemlang sigt, af dansk økonomis udvikling. Vi har fremlagt et spareforslag, et omprioriteringsforslag, sådan at de ting, vi har lagt frem med ønsker om forbedringer af velfærden, investeringer i fremtiden og modernisering af den offentlige sektor, har vi lagt frem både med hensyn til, hvad vi ønsker, og hvordan det skal finansieres. Og det er jeg faktisk stolt over at vi kan tage en debat om.

Så kan man nemlig få den politiske debat: Hvor er det, vi vil sætte ind? Og jeg erkender gerne, at vi fra SF's side har et meget direkte ønske om at forbedre det danske sundhedssystem, både med hensyn til behandling af patienter med kræft og andre livstruende sygdomme, psykiatriske patienter, medicinske patienter. Og vi vil meget gerne være med til at sikre, at vi får en bedre folkeskole, at vi får et mere robust uddannelsessystem. Så vi er faktisk meget stolte over, at vi har leveret et alternativ, sådan at man kan få en politisk debat med den nuværende regering, for det er faktisk tiltrængt.

Ja tak. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Vedrørende bl.a. det forslag, hvori hr. Ole Sohn foreslog, at man skulle spare 1½ mia. kr. på mødevirksomhed, venter vi stadig væk på at finde ud af, hvad det er for nogle møder, der ikke skal holdes. Jeg kan tydeligt huske det forslag til finansiering, det var meget, meget spændende og lystig læsning.

Det, der er mit spørgsmål, er i forbindelse med det med pendlerafgift, som fru Tina Nedergaard var lidt inde på, altså de der flyafgifter, som man ville gennemføre i S-SF-forslaget. Jeg synes egentlig, man måske har behandlet en tidligere samarbejdspartner lidt brutalt. Dengang forslaget blev fremlagt, som jo ikke er lang tid siden, ikke mange dage siden, blev det jo både fra fru Helle Thorning-Schmidts og hr. Villy Søvndals side sagt, at det ikke var et forhandlingsoplæg, de lagde frem, det var altså ultimativt. De Radikale, som var den tidligere samarbejdspartner, jeg nævnte, fik at vide, at de bare kunne tage det, som det var, de havde ikke mulighed for at få indflydelse på det. Straks efter sætter man sig over på B.T.s redaktion, hvor der er en pendlerformand fra Bornholm, der ringer ind – det er gengivet meget godt i B.T.s spalter – og siger, at det da er et problem. Så siger hr. Villy Søvndal: Det må vi så kigge på, det kan da godt være, vi så skal lave det om.

Er det egentlig ikke at drysse ekstra salt i såret, når man lige har sagt til fru Margrethe Vestager og Det Radikale Venstre, at det er et ultimativt krav, at man ikke kan lave noget som helst om, at det ikke er et forhandlingsoplæg, og at man må tage det, som det ligger, når en telefonopringning via B.T.s redaktion fra en person på Bornholm – sikkert en god mand fra Bornholm – kan få SF's formand til at sige, at man nok hellere må revurdere det og måske lave det om. Hvordan er troværdigheden i det?

Hr. Ole Sohn.

Jeg er glad for, at hr. Kristian Thulesen Dahl kunne konkretisere fru Tina Nedergaards spørgsmål om SF's forslag om besparelser på 1½ mia. kr. i mødevirksomhed. Det har VOK-partierne forsøgt at gøre sig muntre over. Jeg har ikke noget imod, at man muntrer sig over vores forslag, og det, jeg så glæder mig over, er, at få dage efter at vi diskuterede det sidste år, sad hr. Kristian Thulesen Dahls partikollega, hr. Peter Skaarup, jeg selv og en række andre og forhandlede politiforlig. Hvad gjorde vi der? Da gennemførte vi en del af SF's forslag ved at effektivisere mødevirksomheden i politiet.

Jeg har lagt mærke til, at regeringen har været så interesseret i SF's forslag, at de har kalkeret det i regeringens finanslovforslag, hvor der faktisk er en fuldstændig afskrift af SF's forslag. Vi har sagt, at vi frem til 2015 vil spare 1½ mia. kr. Jeg er ret sikker på, at det bliver overgået. Vi lavede en hundrede millioner kroners-besparelse sidste år for politiet, og regeringen mener, man kan spare 365 mio. kr. i år ved at organisere den offentlige sektor på en mere effektiv og smartere måde. Så SF er meget glad for, at andre kan blive inspireret af vores forslag.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er godt, man har regeringen til at prøve at konkretisere, hvad man selv mener, for jeg kunne ikke få svar, da jeg spurgte hr. Ole Sohn om, hvordan man ville finde de der penge. Men nu vil jeg give hr. Ole Sohn en chance for at svare på det, jeg spurgte om. Man har et forslag til en skatteomlægning, man sidder og holder et pressemøde, man fortæller på et spørgsmål om, om Det Radikale Venstre kan få indflydelse på det her skatteudspil, at det kan de ikke, at de må tage det, som det ligger, og at det ikke er et forhandlingsoplæg. Sådan er det – punktum. Det er et ultimativt udspil, sådan bliver det, der er ingen usikkerhed, ingen rysten på hånden, man kan regne med det, der er ikke noget som helst problem med det.

Så vader man over til B.T.s debatredaktion, hvor der er en god mand, hr. Bjørn Carlsen, jeg kender ham ikke, men jeg tror bestemt, han er en god mand, han er i hvert fald formand for Bornholms Passagerforening, og det borger for, at han interesserer sig for noget væsentligt i samfundet. Han spørger så, om ikke det vil være et problem for folk på Bornholm. Så siger hr. Villy Søvndal: Vi vil lægge den her afgift på flytrafikken osv., så det kan godt være, vi skal overveje at lave det om.

Så spørger jeg bare hr. Ole Sohn om, hvordan hr. Ole Sohn sådan kammeratligt herinde i Folketinget opfatter det, at man lige har leveret sådan en kurv til en tidligere samarbejdspartner, der ikke kan få flyttet et komma i det her, det er ultimativt, det ligger, som det skal være, det er ikke et forhandlingsoplæg, når en god pendlerformand fra Bornholm på en telefonopringning via B.T. samme dag kan få SF's formand til at sige: O.k., vi skal nok lige genoverveje det, vi må nok hellere lige lave det om.

Hr. Ole Sohn.

Jeg vil nu sige, at jeg ikke tror, hr. Kristian Thulesen Dahl kan bidrage til at gøre SF’s og Socialdemokraternes forhold til Det Radikale Venstre hverken bedre eller værre. Jeg er hundrede procent sikker på, at det konstruktive samarbejde, vi har med Det Radikale Venstre, bliver udbygget. Når vi har fremlagt et forslag, et skatteudspil, hvor vi også bygger videre på den aftale, som regeringen er en del af, om omlægningen af bilbeskatningen, så er det faktisk, fordi vi har taget klimaansvaret alvorligt. Vi er simpelt hen nødt til at gøre noget, vi kan ikke bare lade tingene være, som de altid har været.

Vi har et ønske om at sikre, at borgerne får mulighed for billigere transport med det offentlige, så man kan køre ind og ud med togene langt billigere end i dag, så vi får flyttet ikke mindst noget af privatbilismen over til den kollektive trafik. Hvorfor det? Dels fordi det er en forbedring af miljøet, dels fordi det giver mere plads på vejene, sådan at dansk erhvervsliv, sælgere, transportører kan komme rundt med varerne. Det er sådan set det, der er hele opgaven, nemlig at vi gerne vil være med til at forandre Danmarks klimapolitik.

Så er det hr. Mike Legarth.

Jeg vil fortsætte i samme boldgade, nemlig det fælles skatteudspil fra Socialdemokratiet og SF, hvor jeg tidligere i dag spurgte hr. Morten Bødskov, men ikke fik et særlig klart og nuanceret svar, så nu prøver jeg hos Ole Sohn.

Med hensyn til selskabsskatten, som enhver, der beskæftiger sig med nationaløkonomi, ved er særlig følsom, og som vi jo i 2007 sænkede til 25 pct., vil S og SF nu udvide skattegrundlaget svarende til det, seriøse økonomer betegner som op imod 28 pct. Det er altså en meget følsom beskatning, og vi har fået tilkendegivelser fra erhvervslivet på, at det vil gøre, at folk eller virksomheder er nødt til at flytte ud af Danmark og placere sig et andet sted, hvor man er mere konkurrencedygtig på skatten, for det her er jo en væsentlig forringelse af vores konkurrenceevne. Hvad er hr. Ole Sohns svar til de medarbejdere, der bliver afskediget på den bekostning?

Hr. Ole Sohn.

Nu har jeg jo med glæde hørt min socialdemokratiske kollega give et flot svar på det, men jeg vil da gerne bidrage yderligere.

Det har faktisk været sådan, at vi – erkendt: også under denne regering, ret skal være ret – har fået en tilgang af udenlandske virksomheder, som har placeret sig i Danmark med det skattetryk på virksomhederne, som vi faktisk foreslår skal være gældende. Der er jo ikke noget med, at vi foreslår nogle forhøjelser, vi foreslår jo sådan set bare, at man ikke giver den yderligere lettelse, som den nuværende regering vil give, så man kommer ned i den allerbilligste ende.

Og hvorfor er det, virksomhederne har en interesse i at placere sig i Danmark? Det er jo ikke på grund af, om man skal give 1 pct. mere eller mindre i selskabsskat, det er på grund af, hvad man får ud af at være i Danmark. Det, der er helt afgørende, er, at der er nogle gode rammevilkår for erhvervslivet. Det kan være på transportområdet, så man kan komme til og fra sine virksomheder med produkterne, men det er så sandelig også, at vi har en veluddannet arbejdskraft, og det er jo det, erhvervslivet skal leve af.

Vi kan jo ikke leve af at konkurrere med asiatiske lønmodtagere på lønvilkårene. Vi skal leve af vores viden, vores dygtighed, vores akkuratesse. Derfor er det, erhvervslivet har brug for, en veluddannet arbejdskraft, og derfor er jeg også helt overbevist om, at erhvervslivet godt kan forstå, at det også skal bidrage til at sikre, at vi får en bedre folkeskole og nogle bedre ungdomsuddannelser.

Det er det, der er hele pointen: Vi ønsker at forbedre uddannelsessystemet til gavn for dansk erhvervsliv og til gavn for samfundet.

Hr. Mike Legarth.

Indledningsvis vil jeg sige, at det jo er dansk erhvervsliv, der finansierer den velfærd, som vi herinde slås om at skulle uddele. Men det er jo en meget, meget besynderlig argumentation.

Hr. Ole Sohn får det jo på vanlig oppositionsvis næsten til at lyde, som om det er en tiltrækningskraft at hæve selskabsskatten. Jeg kan også forstå, at procenten er ligegyldig, og det vil sige, at med hr. Ole Sohn i regering sammen med Socialdemokraterne – og må gud forbyde det – kan det også sket, at procenten bliver 35. Uha, uha, siger jeg bare, men det var da en almindelig brugeroplysning.

Med hensyn til de enkelte danskere og millionærskatten er det en kendt sag, at hvis den procent, der er mest produktiv i det her land, flytter ud af landet, vil det koste vores samfund 27 mia. kr. om året, og jeg vil gerne lige spørge hr. Ole Sohn: Er det dåbsgaven fra SF til næste generation?

Hr. Ole Sohn.

Jeg synes, det er meget muntert at diskutere, også med hr. Mike Legarth. Men lad os lige prøve at hæve os lidt op og se, hvad der egentlig er sket i danmarkshistorien.

I al den tid, jeg har været en del af dansk politik, har jeg hørt De Konservative sige, at der bliver betalt for meget i skat, så det er ikke nyt. Men alligevel har vi faktisk en af de mest veludbyggede erhvervsstrukturer. Vi er et af de lande i verden, der har den højeste erhvervsfrekvens, og hvor der er flest kvinder ude på arbejdsmarkedet; vi har en veluddannet arbejdskraft, og det får man jo ikke af ingenting. Det får man, hvis man er dygtigere, derfor har erhvervslivet brug for en veluddannet arbejdskraft, og det har også brug for noget andet. Det har brug for, at det politiske lederskab siger, at man gerne vil gå foran.

Da vi i sin tid f.eks. stillede nogle skrappere miljøkrav, ja, så råbte De Konservative, at det her går aldrig, det går aldrig, virksomhederne flytter. Nej, hvad gjorde de klogeste virksomheder som Danfoss og Grundfos? De indstillede sig på, at så måtte de blive bedre til at lave nogle produkter, som svarede til de nye krav, der blev stillet, og hvad skabte de? Et fundament for fremtidens industri. Så prøv nu at vise lidt lederskab og lidt overskud, vil jeg sige til hr. Mike Legarth. Tingene behøver ikke være så sure.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Frank Aaen.

Jeg ser jo frem til at lave en masse godt samarbejde med SF, både frem til valget og i særdeleshed efter valget.

Jeg er naturligvis enig med SF på lange stræk, men der er en ting, der undrer mig ganske voldsomt. Det er, at i det finanslovforslag, vi debatterer i dag, er der en post på 700 mio. kr. ekstra til militæret, som SF på forhånd har sagt de vil stemme ja til. Samtidig skal der her om nogle få uger forhandles om indkøb af nye kampfly for et stort, stort milliardbeløb. Er det en klog måde at bruge pengene på midt i en krise, hvor der er brug for, at pengene skal gå til arbejdsløsheden, velfærdet og klimaet?

Hr. Ole Sohn.

Jeg kan i hvert fald sige, at det var klogt, SF gik med ind i forhandlingerne. Man kan vælge enten at være et venstreorienteret holdningsparti, som står ude på sidelinjen og har de rigtige holdninger og lader virkeligheden passere forbi, eller også kan man være et venstreorienteret løsningsparti.

Hvad var der sket, hvis det var sådan, at Dansk Folkeparti havde fået held til at få gennemført deres krav til forsvarsforhandlingerne? 2 mia. kr. ekstra pr. år! Det gjorde altså en forskel, at vi tog ansvar og sagde: Det kan vi ikke tillade os i en tid, hvor krisen kradser så meget. Så fik vi faktisk lavet et forsvarsforlig, som for første gang satte ind med en skrap økonomistyring.

Det er jo lidt fantastisk, når man ser på forsvaret, det vil jeg gerne give hr. Frank Aaen ret i, at der er to steder, hvor den nuværende regering har ansvaret for økonomien – ikke i kommunerne og regionerne, for der sidder masser af dygtige folk rundtomkring i byrådene og regionsrådene – og skal vise lederskab. Det er i Justitsministeriet og i Forsvarsministeriet, og er der to ministerier, hvor det har sejlet med økonomisk slendrian, er det de to ministerier. Her har vi fra SF's side været med til at sætte tommelskruerne på Forsvarsministeriet og sige, at nu skal der styr på økonomien. Det gjorde altså en forskel, at vi gik ind og sagde, at vi kan gøre en forskel frem for at lade de andre sejle videre.

Hr. Frank Aaen.

Man kan jo altid bruge den undskyldning, at det kunne have været gået endnu værre uden os. Jeg vil sige: Lad nu Dansk Folkeparti sejle i deres egen sø. Først 55 mia. kr. i skattelettelser næste år, som vi heldigvis er enige om at være imod, og så et eller andet beløb, der måske vil være lidt større, til militæret, og lad dem da endelig mene, at der er råd til det i stedet for velfærd. Det, som jeg synes er det skammelige, er, at ikke alene binder man sig til 700 mio. kr. ekstra over en årrække, man binder sig også til en aggressiv udenrigspolitik, nemlig en fortsættelse af den krigsførelse, der foregår i Afghanistan i øjeblikket, og man binder sig til, og det vil man skrive under på her om nogle få uger, anskaffelse af kampfly, som er beregnet til nye krige og kasten med bomber, for et beløb, der måske ligner 60 mia. kr. i den tid, de kampfly skal flyve. Jeg mener, at det da er en drejning, og jeg synes, at det var bedre, hvis SF brugte sin store indflydelse og mange mandater og store opinionstal til at dreje dansk forsvarspolitik i en anden retning.

Hr. Ole Sohn.

Jeg håber, at det var en fortalelse fra hr. Frank Aaen, med hensyn til at det var ligegyldigt, om man lod Dansk Folkeparti sejle i deres egen sø. Hvis vi havde gjort det, havde statsgælden været 2 mia. kr. større. Hvis de var kommet igennem med deres krav, havde Dansk Folkeparti sikret, at danske skatteborgere i en rum tid fremover skulle betale afdrag på en 2 mia. kr. større gæld. Jeg er faktisk stolt over, at vi fik forhindret det.

Jeg er faktisk også stolt over, at vi var med til at sige, at de penge, der skal bruges, skal bruges fornuftigt. Selv om vi har været imod Afghanistanmissionen, har vi den opfattelse, at de unge mænd og kvinder, der bliver sendt af sted, skal have den størst mulige sikkerhed. Alt andet ville ikke være til at bære. Derfor sagde vi, at skal der bruges penge, skal de bruges på soldaternes sikkerhed – ja, og så brugte vi også 100 mio. kr. til at forbedre Nyboder, sådan at de arbejdsløse bygningshåndværkere i København kunne komme i arbejde. Men det tror jeg ikke at hr. Frank Aaen er så uenig i.

Tak. Så er det fru Charlotte Dyremose.

Tak. Nu hørte man jo igen den sådan helt klassiske fra SF: Vi vil gerne være med til forbedringer, men ikke til forringelser. Altså, oversat til almindeligt dansk: Vi vil gerne hælde milliarderne ud til alle mulige gode formål, som alle mulige mennesker kan blive glade for – og det er jo dejligt. Vi vil bare helst ikke være med til på ansvarlig vis at finde de her penge.

Men så kan jeg jo forstå på alle de svar, hr. Ole Sohn efterhånden er kommet med, at man nu er blevet åh så ansvarlige i SF og nu faktisk vil sørge for at finde pengene, inden man begynder at bruge dem. Og så når vi frem til det spørgsmål til SF, jeg sådan set har brændt inde med i efterhånden en del uger: Når man nu har valgt at bruge i hvert fald en rund milliard fra globaliseringsmidlerne, som man jo ikke har været med til at finde, skal jeg så forstå det, som at SF nu har erkendt, at de her velfærdsaftaler alligevel var ret fornuftige, at de her ændringer i efterlønsordningen faktisk var ret fornuftige, og at man egentlig godt kan tilslutte sig det nu og derfor også synes, at man kan tillade sig at bruge pengene? Eller er det bare endnu et eksempel på, at man gerne vil bruge pengene, men ikke være ansvarlig og finde dem?

Jeg

Hr. Ole Sohn.

Det der med at hælde milliarder ud tror jeg fru Charlotte Dyremose skulle have tænkt på, da man lavede ufinansierede skattelettelser. Tænk lige på, at over 10 mia. kr. af gælden i 2010 går til at finansiere de skattelettelser, som fru Charlotte Dyremose har været med til at give folk, der bor i den nordlige del af Sjælland, og som tjener mere end 1 mio. kr. Det tror jeg faktisk man skulle have tænkt lidt mere over – det der med at hælde milliarder ud.

Det er et spørgsmål om prioritering. Vi har nogle andre prioriteringer. Vi vil faktisk gerne være med til at prioritere uddannelser. På statens budget er der nogle midler, og dem vil vi gerne være med til at omprioritere. Vi vil gerne være med til at prioritere nogle af de midler anderledes, end regeringen har gjort, og sætte fokus på det. Regeringen kom jo, hvad jeg i øvrigt også roste, forleden meget sent til den erkendelse, at der var problemer med praktikpladserne. Det roste jeg regeringen for, og så supplerede jeg med at sige, at det jo ikke er nok, at man får praktikpladser, når man kan se, at erhvervsskolerne lider, og at der er flere og flere unge, der falder fra. Hvad er så mere ansvarligt end at se, om vi har nogle midler på statens budget, som kan kanaliseres over til at styrke ungdomsuddannelserne? Det har vi gjort, og det har vi finansieret.

Fru Charlotte Dyremose.

Så må jeg vist hellere komme med en serviceoplysning til hr. Ole Sohn, for nu har hr. Ole Sohn jo ikke været med til at lave de mange forbedringer på bl.a. erhvervsskolerne, som er blevet implementeret, for de flestes vedkommende siden august 2008, og som faktisk har betydet, at vi bare på det seneste år – bare på 1 år – har nedbragt frafaldet fra erhvervsskolerne med 5 pct. Så det der med, at frafaldet bare stiger og stiger, er decideret forkert. Det er nedbragt med 5 pct. på bare 1 år.

Men det er altså gjort bl.a. med midler, som SF ikke har villet være med til at finde. Og vi kommer til at fortsætte med at styrke vores uddannelsessektor markant over de kommende år med midler, som SF ikke har villet være med til at finde. Men nu står vi altså – og det var jo så den erkendelse, jeg fik fra hr. Ole Sohn – i den situation, at SF rigtig godt kunne tænke sig at være med til at bruge de her penge. Men man ønsker ikke at tage ansvar for at finde pengene, man vil kun bruge dem. Jeg vil gerne spørge hr. Ole Sohn: Er det ansvarlig økonomisk og politisk ledelse? Jeg synes det ikke.

Hr. Ole Sohn.

Som Henry Miller i sin tid sagde, får man for lidt kærlighed. Sådan oplever jeg det også med den aggressive tone, som fru Charlotte Dyremose kom med. Omvendt kan man selvfølgelig også sige, at det, man selv giver mindst af, også er kærlighed. Så jeg vil gerne forsøge at være lidt mild i min besvarelse.

Virkeligheden er jo, at der er færre unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse. Jamen det er der altså, og det har regeringen da heldigvis også erkendt. Men der skal jo gøres noget ved det for at forbedre det. For vi har en fælles ambition om her i Folketinget at komme op på 95 pct. af en ungdomsårgang, som gennemfører en ungdomsuddannelse. Og jeg er dybt bekymret over, at der er færre unge, der får en uddannelse. For der er ikke arbejde til ikkefaglærte grupper i fremtiden, og derfor skal der da satses på uddannelse. Alt andet er komplet uansvarligt. Der forsvinder masser af arbejdspladser på slagterier, på skibsværfter og i andre dele af industrien. Forhåbentlig kommer nogle af dem igen, hvis vi kan være med til at understøtte en ny udvikling af dansk industri i mere grøn retning, men vi må bare erkende, at kravene til arbejdskraften bliver mere og mere specialiserede, og det kræver større uddannelse. Derfor er det helt afgørende – i hvert fald for SF, og jeg glæder mig også over at kunne se, at de øvrige oppositionspartier har den samme opfattelse: Der skal satses på uddannelse, uddannelse og atter uddannelse.

Ja tak. Så er den næste spørger hr. Jacob Jensen.

Jeg skal da ellers love for, at SF's ordfører er godt i gang med at brænde broerne til de ellers formodede samarbejdspartnere. Enhedslisten bliver betegnet som et parti, som virkeligheden passerer forbi, og De Radikale får stukket det ultimatum op i ansigtet, at de hverken kan få indflydelse på skattepolitikken eller udlændingepolitikken. Nu skal jeg selvfølgelig ikke blande mig i det samarbejdsklima, det må andre jo om, men det, jeg gerne vil blande mig i, er det, som hr. Kristian Thulesen Dahl var inde på for lidt siden, nemlig troværdigheden af det udspil, der så kommer fra S og SF på skatteområdet.

Altså, jeg kan forstå, at De Radikale ikke kan få indflydelse på skattepolitikken, men jeg kan så forstå på hr. Villy Søvndal, SF's formand, at det kan pendlertalsmanden fra Bornholm, hr. Bjørn Carlsen fra Nexø, altså godt. Det synes jeg sådan set kan være ganske udmærket, men jeg vil bare spørge hr. Ole Sohn: Hvordan synes hr. Ole Sohn at troværdigheden er omkring det udspil, hvor man sidder med store plancher og puster sig op ved et pressemøde og siger, at sådan skal det være, for få timer senere efter en henvendelse fra en pendlertalsmand at sige: Nå ja, det kan måske godt være, at vi alligevel skal ændre på det?

Hr. Ole Sohn.

Jeg vil i hvert fald starte med at slå en ting fast, nemlig at Venstre og hr. Jacob Jensen ingen indflydelse får på udviklingen af samarbejdet mellem SF, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Enhedslisten. Det tror jeg godt at jeg kan love.

Vi er faktisk glade for, at vi har fremlagt et fælles skatteudspil med Socialdemokraterne, for hvad er det, vi har gjort? Vi har jo simpelt hen sagt: Man kan ikke få alting for ingenting. Vi vil gerne være med til at forandre verden, og vi starter med at tage nogle små skridt. Vi siger: Alle ved og alle erkender, selv regeringen, at vi er nødt til at ændre vores trafikstruktur. Vi kan jo ikke have, at hver eneste morgen man vågner, er det sådan her i hovedstadsområdet, at Holbækmotorvejen, Køge Bugt-motorvejen og Helsingørmotorvejen allerede kl. 6.00 er sandet til af trafikanter. Er det så ikke klog politik, at man forsøger at skabe en bedre trafikstruktur, sådan at man giver folk alternativer, så de f.eks. kunne tage toget i stedet for at sidde ene mand i en bil, og at vi viser politisk lederskab og siger, at det vil vi gerne gøre billigere. Det kan jeg simpelt hen ikke forstå at nogen skulle være uenig i.

Det, der er politik, er jo, at man har nogle muligheder. Jeg forstår på Venstre, at alting skal være, som det altid har været, men den måde skaber man altså ikke forandring på.

Så er det hr. Torsten Schack Pedersen. Undskyld, hr. Jacob Jensen har endnu et spørgsmål.

Tak for det, formand. Jeg vil nødig lade muligheden gå fra mig.

Mit spørgsmål var sådan set også i forhold til troværdigheden. Nu kunne jeg forstå, at SF gerne vil gøre en hel masse for pendlerne og den kollektive trafik, og det er jo alt sammen udmærket, men spørgsmålet er så, hvad det egentlig er, man vil gøre. Altså, man lægger et skatteforslag frem på bordet sammen med Socialdemokraterne og siger, at det er sådan, det bliver, uanset hvad både Enhedslisten og Radikale – og alle mulige andre i øvrigt – mener om den sag. Men skidt nu med det. Så går der ganske kort tid, ganske få timer, og så sidder formanden for SF, hr. Villy Søvndal, og erkender over for en, der ringer ind til B.T. og spørger bekymret om den afgift, man vil pålægge pendlerne, at det godt kan være, at man skal ændre det. Hr. Villy Søvndal siger: Ja, det kan godt være, at vi alligevel skal ændre det.

Altså, er der så andre elementer af det skatteudspil, der er kommet, som vi kan forvente ligesom vil bortfalde, hvis der kommer andre bekymrede danskere – og dem er der, skulle jeg hilse og sige, rigtig mange af – når de har læst SF's og S’ skatteudspil igennem? Er der andre elementer, der så vil falde bort?

Så er det hr. Ole Sohn igen.

S og SF har fremlagt et fælles skatteudspil. Det er det, vi går til valg på, og det er det, vi vil gennemføre efter valget. Det er der sådan set ikke noget specielt i. Jeg tror nok, at man i gamle dage kaldte det et valgløfte. Vi lover, at vi vil skabe nogle bedre hospitaler, en bedre forebyggelse i det her samfund. Vi siger også, at det jo skal finansieres, så det bliver en lille smule dyrere, hvis man lever usundt og ryger meget. Vi siger: Vi vil gerne være med til at skabe en bedre folkeskole, fordi det er forudsætningen for samfundets fremtid, og vi siger, at det jo skal finansieres.

Vi siger også, at den regering, som hr. Jacob Jensen er en del af, eller som hr. Jacob Jensens parti er en del af – undskyld, hvis jeg kom til at gå lidt for langt, men jeg går ud fra, at der sikkert også er et ministerbånd der – har været med til at støtte skattelettelser for de allerallermest velstillede i samfundet. Der vil vi gerne sige: Vi tager toppen af nogle af de skattelettelser og siger, at der altså er nogle folkepensionister og førtidspensionister, der har mere behov for dem. Det erkender vi åbent. Vi laver en omfordeling, vi vil gerne skabe en fair forandring.

Ja tak. Så går vi over til hr. Torsten Schack Pedersen.

Hr. Ole Sohn taler meget om et valgløfte, og når man har været så kontant i sin fremlæggelse af sit skatteudspil, kan jeg selvfølgelig godt forstå, at man mener, at man har givet et valgløfte. Nu bliver det så tredje gang, vi spørger, men det er indtil nu fuldstændig lykkedes hr. Ole Sohn at krybe uden om, han har ikke nævnt det med ét ord: Hvad er så hr. Villy Søvndals udsagn til pendlerforeningens formand på Bornholm, nemlig at det godt kan være, at man skal overveje det? Er det et valgløfte? Hvilket af de to løfter vægter hr. Ole Sohn højest? Er det løftet om, at De Radikale og Enhedslisten ikke må få nogen indflydelse, eller er det løftet til bornholmerne om, at det godt kan være, at man skal kigge på flypassagerafgiften for dem? Hvilket løfte står højest?

Hr. Ole Sohn.

Så prøver jeg at svare en gang til: Socialdemokraterne og SF har fremlagt et fælles skatteudspil, det går vi til valg på. Vi giver tilsagn om, at vi gennemfører det efter valget. I gamle dage kaldte man det et valgløfte, og jeg er villig til at gentage det: Det er et valgløfte.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Men valgløftet til pendlerforeningsformanden fra Bornholm er der så ikke meget ved, eller er der? Det kan vi ikke engang få et klart svar på her. Er det en flypassagerafgift på 75 kr., der gælder for alle, eller har man – 2 timer efter at man har fremlagt det – ændret holdning, givet sig lidt og mener nu, at der alligevel skal laves nogle ændringer i det, man har lagt frem? Det får vi overhovedet ikke noget klart svar på.

Det er jo det samme, vi har set omkring bilafgifterne, for samme dag var der jo en, der ringede ind til B.T. og spurgte om roadpricingforslaget – det var en, som bor i Sønderborg og arbejder i Kolding, og som er meget bekymret over, hvor meget det her kommer til at koste – hvor hr. Villy Søvndal så siger: Vi halverer samtidig registreringsafgiften – samtidig. O.k., det tror jeg også godt at hr. Ole Sohn så er klar over at der blev lidt palaver omkring, med hensyn til hvilke konsekvenser det ville have for danskerne, men så gik der jo ikke mere end en dag, så kunne vi forstå, at der nu skulle gå 5 år, fra man halverede registreringsafgiften, til man indførte kørselsafgifter.

Det er nu to helt konkrete eksempler på, at S og SF er løbet fra deres eget forslag. Jeg spørger bare igen: Hvilket løfte er det, danskerne skal tro på – er det løftet om at holde Det Radikale Venstre og Enhedslisten uden for indflydelse, eller er det et af de andre løfter, hvor man forsøger at tage afstand fra sit eget udspil?

Hr. Ole Sohn.

Jeg synes, det er lidt synd for Enhedslisten, at de skal drages ind i Venstres argumentation – jeg troede da, Venstre kunne klare sig selv.

Jeg prøver at gentage en gang til: Socialdemokraterne og SF har lavet et fælles skatteudspil, og det går vi til valg på, og vi lover at gennemføre det. Jeg kan da ikke se, at det kan siges mere klart. Jeg kan i hvert fald sige det på den måde, at det ikke bliver hr. Torsten Schack Pedersen, der får indflydelse på, hvordan det bliver gennemført. Vi vil gerne forhandle om det, for en ny regering vil gerne forhandle med alle Folketingets partier, men det er det her, vi går til valg på, og det er det, vi gerne vil gennemføre.

Tak. Den næste spørger er hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Jeg vil bare sige, at jeg er lidt forvirret over det, hr. Ole Sohn siger. På den ene side har SF og Socialdemokratiet lavet et skatteudspil, som der ikke kan røres ved – De Radikale kan i hvert fald ikke røre ved noget som helst – men hvis der på den anden side er, undskyld udtrykket, en tilfældig bornholmer, som ringer ind, mens hr. Villy Søvndal er på B.T., og påpeger, at det måske ikke er helt gennemtænkt at lave en afgift på flytrafikken mellem København og Bornholm, når man nu ikke kan tage toget, så får den pågældende bornholmer at vide: Jamen det kunne også være, vi skulle tage at lave det om.

Det er jo de to ting, der står op mod hinanden, og der synes jeg det er et fair og helt legitimt spørgsmål, som altså er mit spørgsmål til hr. Ole Sohn: Hvad er SF's løfte? Er det, at det udspil, man har lavet, står fast, eller gælder det løfte, man har givet til pendlerformanden på Bornholm om, at man måske lige vil se, om det nu også er gennemtænkt? Eller har man måske et tredje valgløfte om at bygge en bro til Bornholm og sikre sig, at der på et tidspunkt kan komme tog over?

Hr. Ole Sohn.

Jeg vil gerne prøve at give et lidt mere uddybende svar, for jeg kan forstå, at Venstre gerne vil give mig taletid til at forklare udspillet. Så det gør jeg gerne. Vi mener, at det er vigtigt, at vælgerne ved, hvad de får for deres penge. Derfor har vi lavet et skatteudspil, som bygger på det, man kan kalde nogle kryds. Vi siger, at vi agter at være med til at skabe et bedre klima, en anden transportstruktur som det ene. Vi ønsker at skabe en bedre folkeskole – og jeg kan godt forstå, at det er noget, som Venstre ikke ønsker at diskutere så meget – og vi ønsker faktisk også at skabe en bedre sundhedssektor, hvor vi kan sætte mere ind, hvad angår behandling af kræft og andre livstruende sygdomme, psykiatri og medicinske patienter.

Jeg synes sådan set, det er fair at gå ud at sige til vælgerne, at det er det, vi gerne vil gennemføre, men vi tager ikke pengene af kassen. Underskuddet er sådan set stort nok i forvejen. Derfor finansierer vi det. Vi laver en omfordeling af skatterne. Vi mener faktisk, at folk, der tjener mere end 1 mio. kr., har fået så mange skattelettelser af hr. Torsten Schack Pedersens parti, at vi kan tage lidt af toppen af dem. Vi flytter lidt rundt på det.

Så siger vi også, at vi jo har en livsstil i Danmark, som gør, at vi ikke kan blive ved med at sige, at alt det, der er usundt, bare skal være billigt. Vi vil gerne være med til at sige, at det skal koste lidt mere. Til gengæld sørger vi også for, at der bliver en bedre sundhedssektor. Det synes jeg da alt andet lige er en god politisk debat. Så kan man sige, at det er man uenig i, og at man synes, at det er for meget, at man skal give lidt ekstra for det usunde, for at man kan få et bedre sundhedsvæsen. Den diskussion synes jeg vi skal tage.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jamen jeg takker da hr. Ole Sohn. Nu fik vi klar tale: Det er det, der er lagt frem, som står fast. Det var også det, som hr. Villy Søvndal sammen med fru Helle Thorning-Schmidt sagde på pressemødet, nemlig at det, man lægger frem, må De Radikale såvel som alle danskere så acceptere. Det betyder jo så, at med det, hr. Ole Sohn siger, tager hr. Villy Søvndal fejl, når han siger til pendlerformanden på Bornholm, at dér vil man godt tænke sig om. Man må jo udlede, at det er ren varm luft, at det er et valgløfte, som i hvert fald ikke holder nogen steder. Man er ikke villig til at se på passagerafgiften.

Det er den der klare tale, som jo ikke helt harmonerer med troværdighed. Det er jo ikke troværdigt at sige: Vi gennemfører det, vi lægger frem her. Men hvis der er en bornholmer, der ringer ind til B.T., så siger man: Det vil vi gerne overveje. Hvad er det, der er rigtigt – det, man siger på pressemødet, eller det, man siger, når der bliver ringet ind til B.T.'s debattelefon og det bliver påpeget, at SF's forslag ikke er gennemtænkt og vil gå ud over udkantsområderne?

Hr. Ole Sohn.

Jeg tror sådan set, at vælgerne er helt opmærksomme på, at når flere oppositionspartier lægger et forslag frem, får de næppe ros af regeringen. På samme måde er det også oppositionens opgave, når regeringen fremlægger et forslag, at forsøge at skyde det ned. Men jeg tror ikke, at hr. Torsten Schack Pedersen skal gøre sig forhåbninger om, at det er Venstre, der ligesom kommer til at afgøre, hvor troværdigt vores skatteudspil er. Vi vil nemlig meget gerne åbent diskutere indholdet af skatteudspillet med vælgerne, for vi kan, på nudansk tror jeg nok det hedder stå på mål for det. Vi synes faktisk, det er lidt flot, at der nu er en politisk mulighed for at diskutere, hvordan vi får forbedret sundheden i Danmark, hvordan vi får forbedret uddannelsessystemet i Danmark, hvordan vi får ændret transportsystemet, sådan at vi også på sigt lever op til de klimaforpligtelser, vi har.

Så glæder det mig sådan set også – det har hr. Torsten Schack Pedersen nok lige overset – at der er en fælles forståelse i Folketinget vedrørende biler. Jeg ved ikke, om vi er helt enige med regeringen, men vi siger, at miljømæssigt rigtige biler gerne må blive billigere at købe. Til gengæld skal det være lidt dyrere at køre. Det er hele Folketinget enig i. Vi er kommet med et bud på det, og til det synes jeg da at regeringen skulle sige: O.k., der er da nogle, der tør handle ud fra de fælles holdninger, vi har.

Tak. Så er det hr. Erling Bonnesen.

Tak. Der er meldt klart ud fra Socialistisk Folkeparti, at det bliver dyrere at være dansker, det står jo fuldstændig klippefast. Men allerede nu kan vi konstatere, at der er to ting, der halter gevaldigt på indtægtssiden. Den ene ting har vi hørt mange ting om, og det er om det med kørselsafgifter, men når man lige pludselig skal til at begynde at forklare danskerne, at de nu skal til at betale ekstra for at køre på arbejde, vakler man og kan ikke rigtigt få det til at hænge sammen. Det er det første kæmpehul, man har på sin indtægtsside. Den anden ting er vi vidner til nu. Først melder man ud om en passagerafgift, som vi lige har hørt om, men ups, når man så skal til at forklare og stå ved det, flygter man straks fra det. Er det den nye troværdighed, som SF står for og vil føre finanspolitik på, hvis det er sådan, at SF kommer til magten i Finansministeriet og får magt, som man har agt? Er det den kurs, som SF's finansordfører vil stå på mål for som den faste kurs for den nye finanspolitik, hvis SF's finansordfører skulle gå hen og blive finansminister?

Hr. Ole Sohn.

Jeg vil sige det på den måde, at regeringen nedsatte Forebyggelseskommissionen, som kom med nogle bud på, hvordan vi kunne være med til at forbedre danskernes livsvilkår; de foreslog bl.a., at man gjorde cigaretter og nogle af de usunde varer, hvor der er meget fedt eller sukker i, lidt dyrere.

Men vi siger: Vi efterlever de anbefalinger, som kommer fra regeringens Velfærdskommission, og så siger vi til vælgerne, at pengene ikke bare skal gå ned i finansministerens store kasse, men skal kanaliseres direkte derover, hvor borgerne kan se, at det har en værdi at skabe en bedre sygehussektor, hvor kræftpatienter og folk med andre livstruende sygdomme kan få en bedre behandling. Og jeg synes sådan set, at tv-stationerne ret jævnligt kommer med eksempler på, at der godt kan trænge til at ske lidt mere. Men jeg forstår, at Venstre er uenig i, at man sætter ind der, og at Venstre er uenig i, at regeringens Forebyggelseskommission faktisk kommer med nogle gode bud. Den diskussion synes jeg da er ærlig.

Vi vil gerne sige, at vi synes, det skal være en lille smule dyrere at spise usundt, og at der til gengæld skal kunne gives meget bedre behandling på de offentlige hospitaler og være en bedre forebyggelse, sådan at vores børn og unge ikke kommer ind i det dårlige livsmønster.

Hr. Erling Bonnesen.

Det var faktisk dagens næsten allerbedste svar at få, for jeg fik jo lige nøjagtig bekræftet det, der er tesen, nemlig at man simpelt hen flygter fuldstændig fra sin egen påstand, så snart man bliver konfronteret med den. Der var det med en pendlerformand fra Bornholm, og straks er der en masse arbejdstagere, der skal på arbejde, der spørger: Hvorfor skal vi nu til at betale for at køre på arbejde? Straks SF får spørgsmålet, flygter man fra sine egne klippefaste holdninger. Og jeg kan levere en tredje ting nu.

Vi har nu i månedsvis også hørt SF tordne løs i forhold til kommunerne om, at der ikke var sat penge nok af, på trods af at vi har danmarkshistoriens største budgetter, men jeg kan så se, når jeg kigger efter med en stor kikkert, hvor meget man så har afsat ekstra, at der står et lille, forkølet ettal – godt nok på 1 mia. kr. – men når det skal sættes i perspektiv ud af den samlede klump af kommunemilliarder, svarer det til 60 øre pr. dansker pr. dag. Det er så det, der er det reelle SF-svar, som man vil stå på mål for at svare kommunerne med, når de nu siger, at de ikke kan få budgetterne til at hænge sammen. 60 øre ekstra pr. dansker – kære kommuner – er da at gøre grin med dem. Det er da en SF-finanspolitik, der vil noget.

Hr. Ole Sohn.

Nu er jeg skuffet. Jeg var så venlig, at jeg, et døgn før SF offentliggjorde sit finanslovudspil, sendte det til Venstres finanspolitiske ordfører. Og jeg troede da bestemt, at hun også lige orienterede sine kolleger om, hvad det var for nogle forslag, der var i vores udspil. Det har hun måske ikke gjort, eller også har ordføreren ikke læst det. Men nu har det jo også været offentliggjort i mange dage, og hr. Erling Bonnesen har haft rig mulighed for at læse vores finanslovudspil. Så ville det spørgsmål ikke have været blevet stillet på den måde.

Vi har i finanslovudspillet lagt an til, at de offentlige driftsudgifter stiger med 8,7 mia. kr., og vi gør det, ved at vi omprioriterer 4,1 mia. kr. af de reserver og puljer, der ligger i regeringens finanslovudspil, og vi tilfører 4,6 mia. kr. mere. Sådan er det. Men det står jo i finanslovudspillet, og det er hr. Erling Bonnesen velkommen til at læse. Vi har faktisk en idé om, at vi som et af verdens rigeste samfund også kan være med til at sikre, at der bliver sat ordentligt ind over for bl.a. de ældre, som i et langt liv har haft ansvaret for at udvikle det samfund, som vi i dag kan glæde os over og i øvrigt også diskutere hvordan skal videreudvikles, men de har altså ikke nogen mulighed for at få ændret deres livsvilkår. Vi har ansvaret for at sikre, at de får en ordentlig alderdom, og det ansvar tager vi alvorligt. Derfor peger vi på, at der er behov for, at der blev givet nogle bedre forhold for ældreplejen.

Tak. Så er vi kommet dertil, hvor tiden er ved at være gået. Den sidste spørger bliver derfor hr. Martin Henriksen.

Tak. Jeg synes, det er interessant at høre på hr. Ole Sohn, for det lyder lidt ligesom hr. Villy Søvndal under en afslutningsdebat, hvor man sådan set ved ikke at svare på noget som helst glider af på det meste. På et eller andet tidspunkt kan man vel ikke blive ved med at antage synspunkter, som sådan set stritter i forskellige retninger – i hvert fald ikke i en og samme debat. Nu må vi jo se, hvor lang tid det går godt med det.

Jeg synes nu altså godt, hr. Ole Sohn kunne forklare eller i hvert fald gøre et forsøg på at forklare, hvad der ligger bag det, at hr. Ole Sohns partiformand, hr. Villy Søvndal, samme dag, som man offentliggør et fælles skatteudspil med Socialdemokraterne, siger, at man vil genoverveje flyafgiften. Altså, hvorfor siger man det, hvis ikke der ligger en fortrydelse i det eller ligger en genovervejelse i det? Hvad ligger der i den udmelding, som hr. Villy Søvndal kom med i B.T. – hvis der ligger noget i den?

Hr. Ole Sohn.

Jeg er da sådan set stolt over, at hr. Martin Henriksen mener, at det med de svar, der bliver givet af mig, nogenlunde svarer til den måde, man diskuterer med hr. Villy Søvndal på. Det glæder mig. Til gengæld kan jeg så – måske til beroligelse – sige til hr. Martin Henriksen, at kvaliteten af spørgsmålene og variationen i spørgsmålene nogenlunde er, som de plejer at være, når man ser på VOK-regeringens spørgelyst.

Jeg synes – og jeg vil gerne gentage det, for det er jo altid rart, når man får mulighed for at gentage noget – at vi har lavet et skatteudspil, hvor vi konkretiserer nogle af de ting, som Folketinget er enig i. Jeg tror i øvrigt også, at hr. Martin Henriksens parti er med i den aftale, der går på, at vi skal gøre bilerne lidt billigere at indkøbe og lidt dyrere at køre i, fordi vi samfundsmæssigt har en fælles forpligtelse til at ændre trafikmønstrene i Danmark. Vi siger så, at det skal være de miljørigtige biler, der skal være lidt billigere. Det er muligt, at hr. Martin Henriksen har en anden opfattelse – og så siger han det – men vi har den opfattelse, at det skal være de miljørigtige, sådan at vi kan være med til at dreje bilindustrien over i at producere mere miljøvenlige biler. Og så har vi den opfattelse, at det skal være attraktivt at bruge de offentlige transportmidler, hvor der er mulighed for det, og det skal det være for at lette presset på vejene, sådan at dansk erhvervsliv kan komme rundt med sine produkter, sådan at sælgerne kan komme rundt, sådan at vi kan få et mere effektivt erhvervsliv, og sådan at medarbejderne ikke skal sidde i kø, kø og kø.

Vi har givet et bud på det, og (Den fg. formand (Bent Bøgsted): Ja tak!) lad os diskutere det; det gør vi gerne fra nu af og frem til valget.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg beklager, at der var en misforståelse; det var ikke ment som en kompliment, da jeg sagde, at hr. Ole Sohn mere og mere lød som hr. Villy Søvndal. Det vil jeg godt lige prøve at forklare.

Så vil jeg bare endnu en gang – nu er det jo sidste gang, hr. Ole Sohn får muligheden for at svare – bede hr. Ole Sohn om at give et svar på, om det er det skatteudspil, der er lagt frem, som gælder, eller om det er den udtalelse, som hr. Villy Søvndal kom med i B.T., hvor han sagde, at man ville genoverveje flyafgiften. Man kan altså ikke mene begge dele. Det kan man så åbenbart godt, men det giver da et lidt sløret billede udadtil. Hvis det er sådan, at det er det fælles skatteudspil, der står ved magt, må det jo betyde, at hr. Ole Sohn sætter hr. Villy Søvndal på plads, for så kan det, han har sagt, jo ikke stå til troende.

Måske er essensen af den debat, vi har haft her i dag, sådan set bare, at det fælles skatteudspil, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti er kommet med, vil man godt lige genoverveje lidt nærmere – det synes jeg er ærlig snak; det skal man bare gøre – og så vel også det budskab, at hvis De Radikale vil have indflydelse, skal de melde sig ind i Bornholms Pendlerforening. Jeg synes, det er rigtig godt, at Bornholms Pendlerforening gør sig gældende i debatten og fremstår med deres klare budskaber. Måske Socialistisk Folkeparti kunne gøre det samme.

Hr. Ole Sohn.

Jeg er faktisk glad for, at Socialdemokraterne og SF har fremlagt et skatteudspil, som har fået meningsmålingsinstitutterne til at spørge: Hvad synes I om forslaget om en millionærskat og en lidt bedre fordeling? Det synes et flertal af vælgerne er rigtigt. Man har spurgt vælgerne: Synes I, det er rigtigt, at man vil gøre de usunde varer en lille smule dyrere, hvis man vil forbedre sundhedssektoren? Det svarer et flertal af vælgerne ja til. Vi siger også: Kan erhvervslivet bidrage lidt mere? Og der vil jeg godt lige komme med en forbrugeroplysning om vores udspil: Det er jo ikke sådan, at selskabsskatten eller erhvervsbeskatningen stiger fra dag et, den stiger, når væksten vender tilbage, for hele humlen er jo, at der skal være et erhvervsliv, som er i stand til at generere nogle penge, og derfor skal vi have gang i væksten. Men også det synes vælgerne er rigtigt, hvis pengene går til bedre uddannelse.

Så det er faktisk lykkedes os at få placeret et skatteudspil i den offentlige debat, som gør, at vi kan sætte fokus på: Hvad er det, vi vil forandre, og hvordan er det, vi vil finansiere det? Det, jeg med glæde har konstateret, er, at regeringspartiernes mange spørgere overhovedet ikke har ønsket – eller evnet eller magtet – at tage en politisk debat om indholdet. Og det tror da pokker; det er jo, fordi de ikke har nogen modargumenter over for netop at sætte ind for at skabe fair forandringer. I må stå til ansvar for den politik, I har ført, så står vi til ansvar for de forslag, vi fremlægger.

Tak til hr. Ole Sohn. Den næste ordfører er hr. Mike Legarth fra De Konservative.

Tak, hr. formand. Vi lever på mange måder i en historisk tid, en tid, hvor verden er præget af en international finanskrise, en tid, hvor verdensøkonomien er udsat for et pres, som de færreste af os har oplevet tidligere. En sådan tid kræver tre ting. Den kræver handling, den kræver mod, og sidst, men ikke mindst kræver den, at handlingen og modet kombineres med en rolig hånd, der ikke ryster og heller ikke handler i panik.

Det finanslovforslag, som regeringen har fremsat, og som vi behandler for første gang i dag, afspejler netop disse tre ting. Finanslovforslaget er på en og samme tid handlekraftigt, modigt og afbalanceret. Når vi taler om handlekraft, vil jeg sige, at finanslovforslaget indeholder et historisk stort løft i de offentlige investeringer; investeringer, der skal være med til det, som man blandt økonomer kalder at stimulere økonomien. Jeg vil foretrække det mere jordnære ved at sige, at det er investeringer, som skal være med til at fastholde arbejdspladser. Investeringer, som skal være med til skabe nye arbejdspladser, er handlekraft.

Når vi taler om mod, vil jeg sige, at det også er indeholdt i finanslovforslaget. Modet ligger i, at vi har at gøre med et forslag, der ikke lader sig tryne af finanskrisen. Der er, til trods for de ugunstige økonomiske omstændigheder, blevet skabt plads til at fortsætte udviklingen af vort samfund. Det er mod.

Når man taler om en rolig hånd, vil jeg sige, at den også er repræsenteret i finanslovforslaget. Sagen er nemlig den, at regeringen med sit forslag lægger sig lige præcis der, hvor der tages højde for de store udfordringer, økonomien står over for lige nu, samtidig med at blikket også er rettet mod den tid, der følger efter. Med andre ord balancerer finanslovforslaget på den linje, der markerer behovet for på den ene side at sende penge ud for at skubbe til økonomien og på den anden side at gøre det på et niveau, hvor vi ikke på sigt ødelægger den sunde økonomi, som er blevet bygget op under den her regering. Det er et forslag, som vil understøtte behovet for vækst her og nu uden at gøre det for kommende generationers regning. Det er en rolig hånd.

I det hele taget ligger finanslovforslaget i fin forlængelse af den målrettede indsats, som regeringen har foretaget under finanskrisen, en indsats, som konkret og målrettet har sigtet på først at stabilisere og dernæst stimulere økonomien, alt sammen med det sigte at sørge for, at så få som muligt kommer i den ulykkelige situation, at de mister deres job.

Har vi så gjort nok? Har regeringen taget problemerne alvorligt og handlet? Tja, nu skal man jo være påpasselig med at svare på andres vegne, men jeg vover alligevel det ene øje. Hvis man spørger oppositionen, er svaret: Nej. Jeg vover dog også det andet øje og siger, at svaret ville have været nej, uanset hvad regeringen havde gjort. For det er jo netop det, som kendetegner oppositionen. Vil regeringen bruge 1 kr., vil oppositionen bruge 2 kr., vil regeringen bruge 2 kr., vil oppositionen bruge 3 kr. Det er skruen uden ende, og det er også historien uden ende. Det får mig faktisk til at tænke på, at en socialdemokrat eller en SF’er, der er til stede ved en auktion, må være ethvert auktionshus’ største drøm, for uanset hvad andre byder, kan man være helt sikker på, at der hele tiden bliver budt over.

Men når vi så nu kender svaret, nemlig at regeringen ikke har gjort nok, hvad er det så, oppositionen ikke mener er nok? Det vil jeg gerne dvæle lidt ved. Jeg tror måske, at det i den forbindelse kan være nyttigt at remse en række af de tiltag op, som regeringen har taget initiativ til for at understøtte den økonomiske aktivitet og beskæftigelsen. Vi har vedtaget en bankpakke, vi har vedtaget en kreditpakke og også en obligations- og en pensionspakke, vi har vedtaget en ny eksportlåneordning, vi har vedtaget en forlængelse af kredittiderne, og vi har fremlagt en erhvervspakke.

Men det stopper ikke her. Også en lang række andre tiltag er blevet gjort. Vi har gennemført en skattereform, som betyder, at danskerne til næste år vil få godt og vel 14 mia. kr. mere mellem hænderne. Og til de 14 mia. kr. skal lægges yderligere 25 mia. kr., som er frigivet til forbrug ved udbetaling af midlerne fra SP, Den Særlige Pensionsopsparing.

Men heller ikke her stopper det. Regeringen har også oprettet en renoveringspulje på 1,5 mia. kr., samtidig med at man øger de kommunale anlægsinvesteringer med 5 mia. kr. til næste år. Og endelig har regeringen også fremrykket en række anlægsinvesteringer på vej- og jernbaneområdet.

Heldigvis er vi da også i de her dage begyndt at se første tegn på, at regeringens mange tiltag virker. Flere tal tyder på, at der er ved at ske en stabilisering af økonomien. På samme måde er der også tegn på, at nedgangen så småt vil begynde at vende til fremgang, både herhjemme og i verden omkring os.

Det må derfor være mere end ualmindelig svært for oppositionen for alvor at vedblive med at kritisere regeringen for ikke at gøre nok – i hvert fald, hvis man er seriøs. Da jeg nu engang ikke er en, som ynder at beskylde mine politiske modstandere for alle mulige ting, vil jeg naturligvis heller ikke beskylde dem for at være netop det.

Hvis jeg igen skal vende mig imod de mere specifikke elementer i finanslovforslaget, tegnes der et helt overordnet billede af et forslag, som sætter ind på en række vigtige områder, et forslag, som vil indebære en betydelig indsats på en række områder, som borgerne vil kunne komme til at mærke direkte. Finanslovforslaget betyder bl.a., at der vil blive udført flere behandlinger på sygehusene, og at den kommunale og borgernære service styrkes.

Når det drejer sig om miljøet, klimaet og naturen, er det også steder, hvor der afsættes betydelige beløb.

Det samme gælder forskning og uddannelse. Senest har vi jo afsat 1 mia. kr. til at tilvejebringe flere praktikpladser til de unge mellem 18 og 25 år, fordi vi prioriterer vores unge generation meget højt. Også de svage og udsatte grupper prioriteres i finanslovforslaget.

I det hele taget er der tale om et finanslovforslag, der tager fat om de problemer, vi står over for nu og her som følge af den internationale krise, men som samtidig også understøtter og viderefører de mange positive tiltag inden for en række områder, som regeringen har taget initiativ til gennem årene. Og så er det også en finanslov, der ikke spiller hasard med den bundsolide økonomi, som vi ligeledes har oparbejdet gennem de senere år.

At spille hasard gør Socialdemokraterne og SF til gengæld, og det endda i en grad, der får poker til at fremstå som en harmløs omgang billedlotteri i en SFO til sammenligning. I deres iver efter at fremstå som et alternativ til regeringen har de to partier for nylig fremlagt et skatteudspil under parolen »Fair forandring«. Men der er desværre tale om alt andet end fair forandring. Udspillet burde nærmere have heddet farlig forbrænding. Faktum er nemlig, at alle de positive ting, som regeringen har gennemført til gavn for både den enkelte dansker og for landets økonomi som helhed, vil blive brændt af, hvis skatteudspillet fra S og SF skulle blive gennemført. Godt nok bruger Socialdemokraterne og SF meget tid på at forklare, at det er et udspil, der vil komme alle danskere til gode, og at alle indvendinger mod denne endegyldige sandhed blot er et led i en skræmmekampagne fra regeringen.

Sandheden er bare, at fakta ikke kan gemmes bag ord. Og hvad er så fakta? Fakta er, at udspillet indeholder en lang række afgifter til danskerne, som vil æde værdien af de politiske gaver op i løbet af ganske kort tid. Fakta er også, at udspillet punkt for punkt handler om, at staten skal kræve en masse penge ind og gøre livet surt for den almindelige dansker og for det erhvervsliv, der i forvejen er presset til det yderste af finanskrisen. Det vil koste en masse arbejdspladser.

Så vil man fra Socialdemokratiet og SF's side også sætte en lige højre ind på kæben af alle danskere, der eksempelvis er afhængige af at bruge deres bil til at komme på arbejde, ganske enkelt fordi de to partier opererer med en motorvejsafgift, der vil ramme alle lige, og hvor der altså ikke tages hensyn til, om det er fornøjelseskørsel, det er til og fra arbejde, eller om det er gods- eller varetransport.

Sådan kunne jeg blive ved, men det vil jeg alligevel undlade. Jeg har så meget respekt for mine medmennesker, at jeg ikke vil udsætte dem for unødige lidelser, og jeg ville alligevel heller ikke kunne overgå Socialdemokratiet og SF i den helt særlige disciplin.

Sluttelig skal jeg på vegne af De Konservative ytre ønske om, at vi nu går ind til forhandlingerne om næste års finanslov med et åbent sind og blikket stift rettet mod at tilvejebringe de løsninger, der skal bringe os videre. Og videre skal vi.

Som jeg sagde i indledningen af min tale, befinder vi os i en historisk tid, hvor vi og verden omkring os er vidner til en økonomisk krise af en dybde og et omfang, som man skal mange, mange år tilbage i tiden for at finde mage til. Som jeg også redegjorde for, har regeringen allerede taget en lang række omfattende initiativer til at imødegå de værste konsekvenser af krisen – initiativer, som vi nu ser de første tegn på er ved at virke. Og målet med den finanslov, som vi nu går i gang med at forhandle, er fra konservativ side, at den skal være med til at bringe Danmark og danskerne så skånsomt og nænsomt gennem krisen som muligt. Det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om.

Finansloven skal sammen med de mange andre tiltag være med til at sikre, at så få som muligt mister deres arbejde som følge af krisen. Det er det ene vigtige mål med finansloven. Det andet vigtige mål er at sørge for, at det foregår med en vis balance. Som situationen ser ud lige nu, sker alle yderligere tiltag for lånte penge. Faktum er jo, at vi allerede på nuværende tidspunkt kan konstatere, at finanslovudspillet opererer med et underskud på 86,5 mia. kr. til næste år.

Vi ser også frem til at forhandle i de år, der kommer fremover, og til at få skabt balance og bæredygtighed i den langsigtede økonomiske politik. Heldigvis har regeringen, som jeg har nævnt det, gennem en årrække sørget for, at vi har en sund og stabil økonomi, der betyder, at vi sammenlignet med mange andre lande står bedre rustet til at møde udfordringerne. Men det er også vigtigt at holde sig for øje, at vi ikke fra konservativ side er klar til at kaste dansk økonomi ud i et vildt overforbrug med skyklapper for øjnene. Faktum er nemlig også, at et overdrevet forbrug af penge lige nu og her skal betales tilbage på et senere tidspunkt. Med andre ord skubber vi en gæld foran os, som uanset hvordan man end vender og drejer det skal betales af de kommende generationer. Det er ikke og det bliver ikke konservativ politik. Vi har et ansvar for nutiden, men absolut også for fremtiden.

Fra konservativ side er målet med den kommende finanslov derfor at sikre balancen mellem at gøre så meget som muligt her og nu for at bevare arbejdspladser og gøre så meget som muligt her og nu for at skabe nye arbejdspladser og altså også at gøre det under hensyntagen til fremtiden og til dem, som kommer efter os. Tak.

Tak. Der har meldt sig en del for korte bemærkninger. Den første er hr. Morten Bødskov. Derefter er det hr. Ole Sohn, hr. Morten Østergaard, hr. Frank Aaen, fru Sophie Hæstorp Andersen, fru Line Barfod, fru Christine Antorini, fru Julie Skovsby, hr. Steen Gade, fru Anne Marie Geisler Andersen, hr. Benny Engelbrecht, hr. Jonas Dahl og hr. Jesper Petersen. Jeg skal lige for god ordens skyld sige, at vi nok når 10, måske 11 – det kommer an på, om man overholder taletiden – og det er muligt, at der er et par stykker, vi ikke når.

Den første er hr. Morten Bødskov.

Tak for det. Det er jo spændende at høre den konservative ordførers tale og ikke mindst hans egen karakteristik af talen som værende noget, der ligger lige præcis der, hvor det er svaret på de udfordringer, dansk økonomi står over for. Jeg tror, at det var nogenlunde ordret citeret. Jeg kan se, at ordføreren også smiler.

Men så er der bare to ting, der undrer mig. For hvis det er svaret, må sandheden jo så også være den, at Det Konservative Folkeparti er ganske tilfreds med, at vi står i en situation, hvor vi kan få op mod 150.000, nogle siger 170.000 arbejdsløse inden for de næste år. Er det rigtigt?

Hvis talen og finansloven altså er svaret på de udfordringer, dansk økonomi står over for – det er spørgsmål nummer to – hvordan kan det så være, at den konservative politiske ordfører, fru Henriette Kjær, åbner op for ændring af dagpengene og ikke afviser, at der er behov for at diskutere efterlønnen igen, bare inden for 2 år? Spørgsmål nummer to er altså: Betyder det, at De Konservative faktisk er parat til at springe fra den velfærdsaftale, som et meget bredt flertal i Folketinget lavede i 2006, hvor vi garanterede ro om bl.a. efterlønnen?

Ordføreren.

Det er klart, at vi som parti i regeringen, der har medvirket til, at vi har historisk lave ledighedstal, ikke sidder på hænderne og på intet tidspunkt synes, det er acceptabelt, at en eneste mere end nødvendigt bliver arbejdsløs. Vi bruger alle vores vågne timer på at overvåge konjunkturerne og situationen dag for dag, og det har vi også gjort i den periode, der er gået, for at forsøge målrettet at sætte ind over for de problemstillinger, dansk økonomi har været udsat for på grund af den internationale krise, som er bølget ind over os. Så selvfølgelig er vi ikke tilfreds med, at ledighedstallene stiger, og derfor gør vi, som jeg siger, også alt for, at de skal blive så lave som muligt.

Men det er også en naiv tilgang, hvis man forsøger at overbevise vælgerne i Danmark om, at man med indenlandske midler kan holde den internationale krise for døren. Det er ganske enkelt ikke muligt. Men vi skal gøre det, vi kan, for at skabe så meget vækst som overhovedet muligt.

Hr. Morten Bødskov.

Men er den politiske virkelighed ikke, at selv om den konservative ordfører står og taler om, at man skal lave reformer, og at man skal sikre, at hullet i kassen bliver lukket og den bliver fyldt op osv., så er man reelt lillebror i VOK-flertallet? Man bliver jo slået tilbage til start af Dansk Folkeparti, hver eneste gang man rykker frem med de her synspunkter. Så kan vi ikke bare uden at bevæge os ud i det helt voldsomme få en garanti fra De Konservative for, at det, som man er klar til, altså at diskutere efterlønnen og dagpengene, holder man sig fra, og at man står fast på den aftale, som er lavet i Folketinget, og som jo har lagt rammerne for efterlønnen fast frem til i hvert fald 2019, hvor den reform, som vi har lavet, endelig træder i kraft?

Ordføreren.

I Det Konservative Folkeparti hylder vi at holde de aftaler, som vi indgår, og det gør vi også i det her tilfælde. Men vi har selvfølgelig en udfordring på den lange bane i 2015-planen i forhold til at skabe en bæredygtig, langsigtet økonomi, og vi har også en langsigtet løsning på at levere tilstrækkelig arbejdskraft, sådan at der er tilstrækkelig arbejdskraft til rådighed, når udviklingen vender og der bliver efterspørgsel efter det.

Det, som vi nu har set fra Arbejdsmarkedskommissionen, altså den rapport, der er leveret, og dens mange gode råd og anbefalinger, har vi selvfølgelig taget til os med glæde. Vi synes, at der var mange begavede løsningsforslag, og dem bearbejder vi selvfølgelig i den Konservative folketingsgruppe. Når så vi er kommet over krisen og har mere stabile forhold – for på nuværende tidspunkt, hvor der er så meget utryghed og usikkerhed, mener jeg ikke, at det er betimeligt at begynde at tale om den slags ændringer i vores samfundsstruktur – skal vi selvfølgelig debattere og forholde os til den langsigtede økonomi.

Den næste spørger er hr. Ole Sohn.

Jeg ved ikke, om hr. Mike Legarth er opmærksom på, at De Konservatives ønske om at komme til at forringe dagpenge og efterløn nok ikke møder den store, hjertelige opbakning fra oppositionen i Folketinget. Jeg har også forstået, at Dansk Folkeparti sådan set heller ikke vil være med til det. Det må også være lidt ubehageligt altid at skulle spørge om lov, hvis man vil have nogle af sine ønsker igennem.

Men det, jeg egentlig bed mærke i, var mere ordførerens bemærkning om, at man var indstillet på at sætte så meget vækst i gang, som der var behov for. Jeg vil gerne spørge, om hr. Mike Legarth er enig med økonomer generelt i, at hvis man fremrykker offentlige investeringer, altså investeringer, som skal udføres af private håndværkere, og som skal laves i samfundet før eller siden – det kan være renovering af skoler, det kan være renovering af plejehjem, det kan være renovering af offentlige bygninger i det hele taget – har det en vis værdi at gøre det i en situation, hvor der er høj arbejdsløshed, og hvor eksporterhvervene lider, fordi man så sætter gang i den hjemlige beskæftigelse på områder, hvor man under alle omstændigheder ved at tingene skal laves før eller siden.

Ordføreren.

Det Konservative Folkeparti er jo et selvstændigt parti, vi har vores egne visioner og synspunkter og holdninger til, hvordan vi synes samfundet skal skrues sammen osv., og det er jo det, vi skal bedømmes på. Dernæst er der en forhandlingssituation, hvor man skal forhandle sig til et flertal, og der må vi indgå de kompromiser, der er nødvendige for at få den gennemslagskraft, vi skal have som regering. Det er jo naturligt og vil gælde for enhver.

Med hensyn til det andet led i spørgsmålet, om jeg gerne vil medvirke til at sætte så meget gang i hjulene som muligt, vil jeg sige, at det jo også er det, man har set et resultat af, nemlig at vi med den ene hånd har fremrykket offentlige investeringer, trafikinvesteringer, kommunernes økonomi osv. osv., og med den anden hånd har vi styrket private borgeres økonomi ved at give dem skattelettelser, frigivelse af SP, sådan at vi skaber optimisme og tryghed i familien. Det er det, vi synes er mest effektivt som værn mod den økonomiske krise.

Hr. Ole Sohn.

Man kan i hvert fald så konstatere, at de mange milliarder kroner, der er givet i skattelettelse i 2010, er givet for lånte penge. Vi låner dem og skal betale renter og renters rente af dem. Dankortmetoden med SP-pengene har ikke givet den effekt, som man havde forestillet sig, for når man er på vej ind i en dyb krise, er det meget sjældent, forbrugerne kaster sig ud i et forbrugerræs. Så sparer man, for det kunne jo blive værre. Derfor ville det have været klogere rent beskæftigelsesmæssigt, rent samfundsøkonomisk at have sørget for at få sikkerhed for, at pengene blev brugt indenlands til at skabe privat beskæftigelse og dermed gøre de private erhverv mere robuste til at klare krisen, til opsvinget vender tilbage igen.

Så hvad er egentlig begrundelsen for, at man har brugt den mindst brugbare metode med skattelettelser og privatforbrugspenge frem for at sætte målrettet ind med opgaver, som skal løses før eller siden, altså fremrykning af nogle af de offentlige investeringer? Jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan regeringen fuldstændig blindt har set bort fra alle de advarsler og anbefalinger, der er kommet fra økonomer.

Ordføreren.

Jeg mener rent faktisk – og det kan da også dokumenteres – at vi i den periode, vi har været igennem, jo hele tiden har fået ros og anerkendelse for de tiltag, vi har søsat, og for den måde, vi har ageret på. Vi har jo gjort det i enighed med alle seriøse økonomer, der har forstand på det. Så kan man have et politisk synspunkt, som hr. Ole Sohn har, om, at det skal være det offentlige, der skal have alle de her hjælpepakker stillet til rådighed. Det er jo formentlig den fundamentale forskel, der er. Jeg vil ikke sådan diktere og detailstyre alting fra Christiansborg. Vi deler den altså i to. Med den ene hånd skaber vi beskæftigelse og vækst og sætter gang i hjulene ved i en vis grad at fremrykke offentlige investeringer. Med den anden hånd giver vi den enkelte dansker sine egne penge tilbage. Det er jo skattekroner, vi taler om. Så der giver vi altså flere skattekroner tilbage, sådan at den enkelte familie selv kan bestemme og disponere over de penge. Det synes vi nu engang er et mere retfærdigt og velfungerende system.

Hr. Morten Østergaard.

Vi har tidligere i debatten erindret regeringspartierne om det forslag til vedtagelse, som de fremsatte på den første arbejdsdag i det her år, hvori der bl.a. blev sagt, at det var en sund og stabil økonomisk udvikling, vi så frem til. Men jeg synes da, at den konservative finansordfører tager prisen ved i dag at gentage det budskab, at dansk økonomi er sund og stabil.

Der skal jeg bare forstå: Er det, De Konservative forstår ved sund og stabil økonomi, at man har et galoperende underskud på de offentlige finanser, der nu har rundet 86 mia. kr. og som er kommet fuldstændig bag på finansministeren, et fald i BNP på 3 pct., et fald i huspriserne, som bare i maj overstiger, hvad man havde forventet, på trods af at man har pumpet penge ud til privat forbrug?

Jeg skal bare forstå: Synes De Konservative virkelig, at dansk økonomi med udsigten til 150.000 ledige og en historisk hurtig stigning i ledigheden er sund og stabil? Jeg begriber simpelt hen ikke, at man kan have det synspunkt.

Ordføreren.

Jamen nu tror jeg da, at noget af det første, hr. Morten Østergaard skal investere i, er et par nye ører. For hvordan man kan få så mange ting galt i halsen på en gang, forstår jeg ganske enkelt ikke. Jeg har jo aldrig sagt noget om sundhed og det ene og det andet, der her bliver lagt frem.

Vi har med al tydelighed tilkendegivet, at vi synes, det er en alvorlig situation, og det gælder jo også det underskud, vi har på de samlede offentlige finanser på 86,5 mia. kr., som vi jo med fuldt ansvar går ind for, for det mener vi er rigtigt at gøre for at forsøge at hjælpe danskerne så skånsomt igennem krisen som muligt og være med til at skabe vækst indenlands for at modvirke den afmatning, der er på grund af den internationale krise.

Jeg har så også godt hørt hr. Morten Østergaards påstand om debatten tidligere. Jeg må bare sige, at ved tredjebehandlingen af finansloven for 2009, altså i omkring november-december-måned, stod jeg her på talerstolen og gjorde opmærksom på, at vi var i en alvorlig situation, at der var krisetid, at vi godt vidste, at vi var ude i en situation, hvor der var usikkerhed om, hvordan fremtiden ville være. Så jeg synes, det er et surrealistisk billede, hr. Morten Østergaard fremstiller.

Hr. Morten Østergaard.

Altså, hvis det virkelig er hr. Mike Legarths opfattelse, ligger det surrealistiske jo i, at han og Det Konservative Folkeparti så trykkede på de grønne knapper den 13. januar 2009, da man sammen med Dansk Folkeparti vedtog, at der var et solidt fundament for en fortsat sund udvikling i dansk økonomi med høj og stabil beskæftigelse. For man må bare sige, at virkeligheden jo altså blev en ganske anden.

Men jeg vil gerne videre til det næste, for hr. Mike Legarth gentager, at der er et behov for genopretning af dansk økonomi, da man styrer med et enormt hul i de offentlige finanser. Og den økonomiske 2015-plan betyder jo ikke, at man kan vente med at gøre noget ved det til 2015, men at man gerne skulle skabe balance inden. Så siger hr. Mike Legarth, at det kan man ikke gøre, fordi det nu er dårlige tider.

Jeg skal bare spørge: Hvor gode skal tiderne være? For man gjorde jo heller ikke noget ved det, dengang man havde en historisk højkonjunktur, og det er jo det, der har fået økonomer til at sige, at der ikke siden 1970'erne er ført en så uansvarlig økonomisk politik. Da gjorde man jo ikke noget ved det, og af den økonomiske redegørelse kan man læse, at konkurrenceevnen for dansk erhvervsliv er svækket løbende i det nye årtusind. Det er, mens De Konservative har haft erhvervsminister- og økonomiministerposten.

Jeg må spørge hr. Mike Legarth: Hvor godt skal det gå, før De Konservative er i stand til at sætte sig igennem og få skabt balance i dansk økonomi?

Ordføreren.

Jeg vil godt igen henvise hr. Morten Østergaard til det, jeg sagde om ørerne. Altså, det er jo mindre end et år siden, at vi forsøgte at sætte en debat om at reformere arbejdsmarkedet osv. osv. i gang. Så det er jo ikke rigtigt, at man ikke har ført debatten, men det var ikke muligt at få nogen til at være med til at skabe nogle resultater politisk. Socialdemokraterne meldte sig ud, og efterfølgende var der ingen andre, der ville tilslutte sig det her. Jo, De Radikale ville, men især i ord; i handling synes jeg nu faktisk, det kneb lidt. Men lad det nu ligge.

Det er da klart, at vi har en udfordring foran os. Jeg tror da, at alle er enige om, at vores økonomi selvfølgelig skal være bæredygtig på lang sigt. Der er så forskellige politiske holdninger til, hvordan man skal løse det. Nogle synes, det skal være med små tiltag og justeringer løbende hen ad vejen, og andre synes, at det skal være en mere gennemgribende reform, hvilket vi er tilhængere af. Det skal ske på en måde, så det ikke rammer befolkningen negativt, altså sådan at det skaber utryghed og vil forværre den situation, vi er i. For vi fik jo præsenteret et udsagn om, at folk ikke bruger de penge, de bliver stillet til rådighed. Og det er klart, at hvis de er lidt utrygge, så gør de det ikke, men når tingene vender og der kommer optimisme og gang i hjulene, vil forbruget også stige, og det vil så være med til at hjælpe økonomien på plads.

Lad mig så i øvrigt (Den fg. formand (Bent Bøgsted): Ja tak!). Nå, det må jeg så vente med.

Den næste spørger er hr. Frank Aaen.

Har regeringen her under kriseforløbet lavet en eneste fejl?

Ordføreren.

Jeg er ikke i tvivl om, at hvis man kigger i bakspejlet, er det klart, at det så godt kan være, der var ting, man kunne have håndteret anderledes. Men jeg mener, at vi forholdt os konstruktivt til de problemstillinger, vi mødte. Vi har handlet, og vi kan jo se, at vi jo har gjort mere end de fleste i verden med hensyn til at minimere krisen. Vi har rent faktisk gjort mere end USA, når vi tager størrelsesforholdet i betragtning, og vi har brugt 55 mia. kr. på at stimulere økonomien over 2 år. Så ingen skal sige, vi ikke har gjort noget. Jeg har jo hæftet mig mest ved, at uafhængige økonomer roser regeringen for den måde, de har handlet på igennem krisen her.

Hr. Frank Aaen.

Så regeringen har altså ikke gjort nogen fejl, i hvert fald ikke nogen af betydning?

Ordføreren.

Jeg synes, det er et mærkeligt spil, hr. Frank Aaen gerne vil have os to ind i. Hvis der er nogen ting, som hr. Frank Aaen synes regeringen har gjort galt, må han jo præsentere det problem, og så skal jeg kommentere det. Men jeg sagde jo sådan helt overordnet set, at når man kigger i bakspejlet, er det de færreste, der ikke ville have gjort nogen ting anderledes. Men i det store og hele synes jeg, vi har været på forkant med tingene og har gjort det rigtige i forhold til den tid, vi jo er i, og den kan vi jo ikke lave om på, vi kan bare agere i forhold til det ved at minimere krisen og sørge for, at vi kommer så skånsomt igennem som muligt.

Tak. Så er det hr. Anders Samuelsen.

En af de ting, som kunne hjælpe os videre, var, hvis vi fik taget nogle yderligere skridt i forhold til den skattereform, som regeringen tidligere lavede med Dansk Folkeparti. Jeg vil bare høre, om den konservative ordfører er enig i og bakker op om det veto, som Dansk Folkeparti har sat i forhold til, at der ikke skal ske noget med skattepolitikken de næste 10 år.

Ordføreren.

Jeg har ikke hørt Dansk Folkeparti sige, at der ikke kan ske noget med skatten de næste 10 år. Jeg hæfter mig ved, at vi nu i det her gode samfund, i Danmark, har debatteret skat i 2 år. Først havde vi en skattelettelse i 2007, så nedsatte vi en skattekommission, og mens Skattekommissionen arbejdede i et helt år, debatterede befolkningen løbende, havde synspunkter, og interesseorganisationer bød ind med, hvad de syntes, der skulle ske. Så leverede Skattekommissionen sit oplæg til en skattereform, og så debatterede vi politikere og borgere i landet det oplæg. Det var der rigtig god tid til. Dernæst forhandlede et flertal af partier til vores tilfredshed en skattereform igennem med en historisk sænkelse af skatten på den sidst tjente krone. Og det er vi fuldt tilfredse med, det synes vi er glimrende. Det var en kompromisløsning, som vi på alle måder bakker op om.

Men enhver, der interesserer sig for de enkelte partiers politik, ved jo, hvad den konservative skattevision er, nemlig at ingen skal betale mere end 50 pct. i skat. Men jeg synes, at når vi nu har brugt 2 år på at debattere skat, må det være rimeligt, at vi lige venter en tid og får den skattereform til at virke, som vi har besluttet herinde, inden vi sætter en ny dagsorden.

Hr. Anders Samuelsen.

Jeg regnede egentlig heller ikke med at få et helt konkret svar på spørgsmålet, altså med at få den konservative ordfører til at sige, at der selvfølgelig ikke er givet den vetoret til Dansk Folkeparti, så vi lader den hænge i luften.

Jeg vil bare bede den konservative ordfører om at pege på tre eksempler i den fremlagte finanslov på, at De Konservative har benyttet sig af, at de har de afgørende mandater i det flertal, som der p.t. er mellem Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, altså eksempler på, hvor de konservative mandater arbejder. Kan man få den konservative ordfører til at pege på tre specifikke ting, som virkelig er konservative fingeraftryk i det finanslovforslag, som vi snakker om i dag?

Ordføreren.

Det kunne jeg sagtens, og jeg kunne nævne mange flere end tre. Der er jo ingen, der er i tvivl om, at vi har haft en kolossal indflydelse på skattereformen og sænkelsen af marginalskatten på den sidst tjente krone. Der er vel heller ikke nogen, der er i tvivl om, at vi har haft en enorm indflydelse på sundhedsområdet, hvor vi har en glimrende sundhedsminister, og på de mange forbedringer, der er sket, f.eks. med 130.000 flere operationer om året, flere ansatte, betydelig flere midler til rådighed. Hvis vi ser på udlændingeområdet, har vi også været med til at sikre en fast og fair udlændingepolitik.

Så er det fru Sophie Hæstorp Andersen.

En af de forbedringer, man kan se i sundhedsvæsenet, når man ser på de nyeste tal for ventetider, er, at patienter, der har grå stær og ønsker en grå stær-operation, kan vente i 43 uger, altså knap 11 måneder, frem for 32 uger som i 2002, da regeringen lige var kommet til. Det er jo virkelig en stor forbedring. Og det sker jo på trods af, eller måske netop på grund af, at den her regering har indført en behandlingsgaranti efter 1 måned, der betyder, at rigtig mange læger bijobber eller helt er forsvundet ud af sundhedsvæsenet for at stå og arbejde på private klinikker, og at den har ført en erhvervspolitik, der betyder, at de private klinikker er blevet overbetalt i den grad, at vi jo kunne have fået langt mere sundhed for pengene, hvilket Rigsrevisionen har slået fast.

Jeg vil egentlig godt høre den konservative ordfører fortælle lidt om, hvad baggrunden var for, at De Konservative selv var ude og påpege, at de her takster var for høje, og om man er tilfreds med, hvordan det ser ud nu.

Ordføreren.

Vores simple synspunkt var, at vi skulle sørge for at få mest muligt for pengene. Det var sådan set et udtryk for det. Så synes jeg, at det er en anelse populistisk at bruge de tal om ventelister, for alle ved jo, at de ser sådan ud, fordi der var en strejke og der opstod en kæmpe pukkel. Man har ikke fået afviklet de ventetider endnu. For sagen er jo den, at ventetiderne er blevet kortere.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Men det er jo ikke spor populistisk, for faktum er jo, at ventetiderne var kortest i 2006, 2 år før sygehuskonflikten, men så steg de – ikke under konflikten, men før konflikten – 1,3 uger, og det vil sige, at det ikke var sygehuskonflikten, der lavede en uoverstigelig pukkel, som man stadig væk ikke har fået bugt med. Faktum er jo, at der, hvor de er steget allermest, har været, da regeringen indførte behandlingsgaranti efter 1 måned, en garanti, som ingen læger, medmindre de er ansat i det private, kan stå inde for. Faktisk siger de fleste, at det giver en dårligere behandling eller en overbehandling af patienterne, og samtidig med at man har overbetalt, har det jo også givet et incitament til, at man nu behandler en masse patienter, som har lidt mere banale lidelser, hvorimod der stadig væk er 15.000 hjertepatienter, der venter på bare at få en behandling – en anelse mere livstruede.

Ordføreren.

Vi har altid prioriteret højt, at der er en valgmulighed, og det er den garanti og den valgmulighed, vi har haft, som er indbygget i det her system, og jeg forstår ikke rigtigt retorikken om, at vi ikke skulle have gjort mere. Det ene nøgletal efter det andet fortæller jo, at der er sket fremgang på sundhedsområdet, eksempelvis med hensyn til antal operationer, flere læger ansat, flere sygeplejersker ansat, og hvis baggrunden for det, spørgeren her henviser til, skulle være private midler i forhold til offentlige midler, skal vi huske, at der altså rent faktisk, for hver gang der bruges 100 kr. i det offentlige system, kun bruges 1,50 kr. i det private. Så vi støtter fuldt op om det system, vi har.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jeg kunne forstå på hr. Mike Legarths svar før til hr. Frank Aaen, at De Konservative ikke mener, at regeringen har begået nogen som helst fejl. Krisen er de andres skyld. Så kan det være, vi en eller anden dag kan få at vide, hvem de andre er, som åbenbart har skyld for alt det, der går galt, når regeringen ikke selv har noget ansvar for noget som helst.

Jeg kunne også forstå på den konservative ordfører, at han ikke mener, at regeringen kan gøre noget anderledes. Det synes jeg da den konservative ordfører skal tage ud og fortælle alle de arbejdsløse, altså at regeringen slet ikke kunne lade være med at give kæmpe milliardskattelettelser igennem de år, regeringen har siddet, til de rigeste i stedet for at investere i at sikre, at vi havde nogle gode grønne job, i at sikre, at vi havde en god velfærd. Regeringen kunne åbenbart heller ikke lade være med bare at give milliardskattelettelser til de rige og skære ned på ydelserne til de fattigste, skære i dagpenge og kontanthjælp. Det synes jeg da også den konservative ordfører skal tage ud og sige til dem, der lider under, at de er på de lave ydelser, nemlig at det slet ikke kunne være anderledes, og at det er nogle andres skyld. Så håber jeg, vi en dag kan få svaret på, hvis skyld det så er, når det ikke er regeringens, at man har ført den politik, man har.

Ordføreren.

Regeringen tager til enhver tid det fulde ansvar, og det har jeg også redegjort for, og det gælder selvfølgelig også i det her forhold. Men jeg tror da, det er fru Line Barfod, der skal tage med ud på virksomhederne. For det, vi har gjort i forbindelse med skattereformen, er jo at spørge hele det danske erhvervsliv: Hvad er det bedste, vi kan gøre for jer, for at I får styrket jeres konkurrenceevne, sådan at I kan ansætte flere medarbejdere? Vi fik et fuldstændig entydigt svar: Skattelettelser for den enkelte medarbejder, sådan at der skabes motivation til at yde en ekstra indsats, og sådan at man vil gøre noget mere i sin virksomhed. Og det er det, vi har leveret.

Jeg er sikker på, at når vi nu engang igen får gang i hjulene og erhvervslivet bliver konkurrencedygtigt og kan afsætte de varer, der bliver produceret, så bliver det jo til gavn for de medarbejdere og de virksomheder, og det betyder samlet set, at indtjeningen til staten så stiger, for jo flere varer virksomhederne sælger, jo flere penge tjener de, jo mere skat betaler de, jo flere medarbejdere kan de ansætte, jo højere løn får de, og jo mere skat betaler de til fælleskassen. Og så har vi – hokuspokus – flere penge til velfærd og service, og det er jo hele målsætningen for det arbejde, vi udfører.

Fru Line Barfod.

Det er lidt sjovt, at den konservative ordfører siger, at målsætningen for regeringens arbejde er at skaffe flere penge til velfærd, når det, regeringen har gjort i al den tid, den har siddet, er at fjerne grundlaget for velfærd ved konstant at lade pengene fosse ud af statskassen ved at give skattelettelser til de rigeste. Det er ikke den måde, man tidligere har opbygget velfærd på i Danmark. Det har netop været ved at opføre sig ansvarligt, det har været ved at sikre, at man investerede der, hvor man kunne se der ville være job i fremtiden. Det er bl.a. vedvarende energi og alle de grønne job, det er ved at sikre nogle gode uddannelser, ved at sikre god forskning, ved at sikre, at vi har et land, der fungerer, ved at sikre, at vi har en god offentlig velfærd, der fungerer. Men regeringen har gjort det stik modsatte.

Jeg mangler stadig væk svaret fra den konservative ordfører på: Når regeringen slet ikke har begået nogen fejl, og når den krise og den eksploderende arbejdsløshed, vi ser nu, er nogle andres skyld, hvis skyld er det så, at vi har den krise, vi har i dag, når det ikke er regeringens skyld?

Ordføreren.

Jeg forholder mig til, at krisen, som vi betegner den situation, vi er i, kommer udefra. Det er jo evident. Men vi har jo bare to fuldstændig modsatrettede politiske holdninger til, hvordan et samfund skal være skruet sammen. I Det Konservative Folkeparti synes vi, at der skal være et balancepunkt mellem, at man med den ene hånd opretter et socialt sikkerhedsnet, der tager sig af dem, der er født uden de samme evner som andre i det her samfund, og med den anden hånd sørger for, at der bruges tilstrækkelige midler til forskning og uddannelse af medarbejdere, sådan at virksomhederne har tilstrækkelig med arbejdskraft til at kunne producere de varer, der gør, at de kan sælge tilstrækkeligt til, at der – som jeg nævnte før – er penge nok i statskassen til, at vi kan dele dem ud til velfærd. Det balancepunkt er vigtigt, og det må fru Line Barfod jo også indse.

Så taler hr. Frank Aaen og andre ofte om, at vi har slået et hul i statskassen i forbindelse med skattereformen. Det er jo ikke rigtigt, for den er fuldt finansieret krone til krone.

Det er fru Anne Marie Geisler Andersen.

Den 12. april i år sagde finansministeren:

Der er nogle ting, jeg er optaget af, f.eks. en førtidspensionsreform. De seneste år har vi set en alarmerende udvikling, hvor flere unge med psykiske diagnoser bliver tilkendt førtidspension. Det skal vi have gjort noget ved.

Alligevel aflyser beskæftigelsesministeren den 21. august reformen, da regeringen ikke er indstillet på at lave reformer på førtidspensionsområdet, mens den internationale krise buldrer. Mener ordføreren også, at krisen skal bruges som undskyldning for, at vi ikke får lavet den nødvendige førtidspensionsreform, som kan være med til at sikre, at flere mennesker, herunder mennesker med psykiske lidelser, bibeholder deres tilknytning til arbejdsmarkedet?

Ordføreren.

Jeg synes, at det er fuldstændig rigtigt i en tid, hvor danskerne er usikre på fremtiden, og hvor man endnu ikke kender udviklingen af den økonomiske krise. Vi ved ikke præcis, hvornår vendepunktet kommer, og vi ved ikke, hvornår ledighedstallene slutter med at stige. Vi arbejder som sagt alle vågne timer på at minimere det og vende udviklingen. Det gør vi ikke bare i Danmark. Det tror jeg at alle ansvarlige politikere gør i alle lande, og det skal også nok lykkes, og der er også tydelige tegn på, at det er ved at ske. Men det er ikke lige nu, at man skal begynde at lave om på velfærdsydelser og struktur i folks indtægtsgrundlag. Det synes vi man skal vente med, indtil vi har bekæmpet den finansielle krise og der er kommet stabilitet igen. Så skal vi selvfølgelig der forholde os til reformer og skabe bæredygtighed i vores langsigtede nationaløkonomi.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Da man lavede førtidspensionsreformen i 2001, aftalte man også, at man ville genforhandle aftalen, hvis aftalens forudsætninger bristede. Ligeledes aftalte man, at der skulle laves en redegørelse over udviklingen på førtidspensionsområdet. Den blev færdig i 2007, og den viste, at udgifterne til de tre ydelser – førtidspension, fleksjob og ledighedsydelse – ligger 6,1 mia. kr. højere end skønnet med reformen.

Mener ordføreren, at forudsætningerne for aftalen er overholdt, og hvis ja, hvor stor skulle udgiftsstigningen da have været, for at forudsætningerne ikke var overholdt?

Ordføreren.

En ting kan jeg sige med sikkerhed, og det er, at vi gerne, som jeg nævnte, vil være med til at se på den her problemstilling, når nu vi kommer på den anden side af den økonomiske krise. For da er det vigtigt, at vi forholder os til hvert enkelt element på vores arbejdsmarked og de ting, der påvirker det arbejdsudbud, vi skal have, og også de parametre, som har indflydelse på nationaløkonomien på lang sigt.

Så vi er positive og konstruktive og har øjnene åbne for, at der er flere forskellige ting, der ikke fungerer så hensigtsmæssigt, som vi gerne så det.

Fru Christine Antorini for en kort bemærkning.

Jeg har lagt mærke til, at Det Konservative Folkepartis sprudler af optimisme og tro på fremtiden. Den konservative partiformand udtrykte forleden, at der ikke var grænser for, hvilken tro der var på fremtiden, og det kunne jeg også forstå på ordførerens indlæg her. Det er selvfølgelig dejligt at være positiv, men der er jo nogle ting, som ikke går så godt, som de burde.

Hvis vi kigger på uddannelsesområdet, kan vi se, at situationen er den, at i de 9 år, hvor Det Konservative Folkeparti har været med i regeringen, er vi gået fra, at flere og flere fik en uddannelse, til, at der faktisk er færre og færre. Vi skal helt tilbage til 1993 for at se så få unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse. Jeg vil godt være positiv over for Det Konservative Folkeparti, og derfor tog jeg som uddannelsesordfører for Socialdemokraterne imod med kyshånd, at man nu vil prioritere folkeskolen. Det er jo et godt sted at starte, og der er masser af initiativer – bedre undervisningsmiljø, og her kommer jeg – men hvad er virkeligheden? Hvordan kommer der nogle muskler bag ved det?

Når jeg ser på de udspil, der er kommet år efter år fra Venstre og De Konservative støttet af Dansk Folkeparti, og på det finanslovforslag, der ligger her, er der ikke en krone til at løfte uddannelsesinvesteringen. Så hvad har Det Konservative Folkeparti helt konkret andet end en masse optimisme, når vi ser på den virkelighed, hvor der bliver skåret ned på timetallet, hvor der ikke bliver efteruddannet lærere, hvor undervisningsmiljøet halter?

Ordføreren.

Vi i Det Konservative Folkeparti er fuldstændig enige i, at folkeskolen skal have højeste prioritet på samme måde som alle andre uddannelser. Vi tilfører jo altså også i forbindelse med globaliseringsmidlerne mange penge til universiteterne – 3 mia. kr. til nye laboratorier, og humaniora får 100 mio. kr. – så der gøres jo mange ting. Hvis det var et tilsagn, man ville have fra os om, at folkeskolen og uddannelserne også i fremtiden skal have højeste prioritet, er der hermed afgivet løfte om det.

Fru Christine Antorini.

Ordføreren svar viser jo fuldstændigt den manglende prioritering, der er fra Det Konservative Folkepartis side. Vi snakker om finansloven her, men vi kan da godt tage globaliseringspuljen med. Globaliseringspuljen har den præmis, at der ikke bliver givet til folkeskolen. Det kan så være, at Det Konservative Folkeparti nu vil finansiere hele sin indsats via globaliseringspuljen, hvor pengene altså er øremærket til ungdomsuddannelserne og til de videregående uddannelser.

Nu spørger jeg helt konkret, fordi vi har en finanslovdebat: Hvad er det egentlig, Det Konservative Folkeparti har sat af i deres eget finanslovforslag til at løfte alle de pæne ord om folkeskolen, som vi synes er ganske vigtige? Hvad er det helt konkret, Det Konservative Folkeparti vil investere i folkeskolen?

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at jeg syntes, at der var lidt manipulation i måden at besvare min redegørelse på. Jeg nævnte jo ikke noget om, at det var globaliseringsmidler, der skulle påvirke folkeskolen. Jeg gjorde rede for, hvad der var blevet brugt af globaliseringsmidler til uddannelsesområdet, nemlig til universiteterne. Lad det nu ligge.

Man kan jo ikke komme uden om, og det bør også stå lysende klart for enhver, at vi med den her finanslov opprioriterer kommunernes økonomi – anlægsinvesteringer på skoleområdet, det borgernære område – med 4 mia. kr. plus anlægsloftet, der stiger med 5 mia. kr., så der i alt tilføres 9 mia. kr., herunder til folkeskolen.

Hr. Steen Gade for en kort bemærkning.

Jeg synes, det har været lidt morsomt at overvære, hvor svært det er for hr. Mike Legarth at sige, at man godt kunne have været lidt klogere og lidt mere forudseende i forhold til krisen, og det lykkes nok ikke at få det klarere, end det er. Men egentlig er det lidt værre, at det fremadrettede sådan set savnes – så vidt jeg kan se. Da hr. Mike Legarth skulle forklare det, blev det jo noget med hokuspokus, og jeg ved ikke, om det er karakteristisk for det, at vi på et eller andet tidspunkt kom i en situation, sådan hokuspokus. En af de ting, vi skal leve af i fremtiden, tror jeg faktisk vi er enige om. Der er miljøteknologi, energiteknologi, det, der er knyttet til klima- og miljødagsordenen. Den konservative ordfører på miljøområdet har gået rundt og sagt i foråret og hele sommeren, at nu skulle vi have et udviklingsprogram for miljøteknologi. Så slår man jo op i sit finanslovforslag, og så ser man 0 kr. Det eksisterer ikke.

Hvad er meningen? Ønsker man den slags udvikling, der skaber fremtidens nye arbejdspladser? Eller hvordan skal vi forholde os til, at ordføreren siger et, og når finanslovforslaget kommer, er det der ikke?

Ordføreren.