Det er jo ikke folketingssamlingens mest sprudlende forslag, vi her har til behandling, men det er et vigtigt forslag.
Man kan sige rigtig meget godt om digital tinglysning; når det kommer op i gear og kommer til at virke, vil det være en enorm gevinst for alle, som har med det at gøre. Man kan også sige meget skidt om digital tinglysning; den periode, det har været om at blive indfaset, er trukket ud, og det er blevet meget dyrere, end man havde regnet med, så det har altså ikke været nogen nem fødsel, denne tinglysning har haft.
Men for at holde mig til det gode, vil jeg sige, at det kommer til at virke, og det kommer til at blive rigtig godt, og derfor støtter Socialdemokratiet naturligvis forslaget. Vi kan også tilslutte os, at man må lukke for tilmelding til tinglysningen, for det er jo uundgåeligt, og der er ingen anden måde at gøre det på. Selvfølgelig skal man sikre, at dokumenterne efterfølgende bliver behandlet i den rækkefølge, de er kommet ind i.
Noget andet, som jeg synes man skulle tage at gå videre med, er, at når man snakker tinglysning, har vi ansat en hel masse midlertidigt personale, som hjælper med at få tinglysningsprocessen i gang. Vi ved, at ude ved domstolene bliver sagsbehandlingstiderne længere, og det gælder ikke kun for tinglysning, men generelt. Sagsbehandlingstiderne bliver længere for både straffesager og civile sager, og vi ved, det vil fortsætte med at være sådan, fordi bunkerne, som ligger i domstolene, vokser. Siden 2006 er de blevet 50 pct. større, så vi ved altså, at man kommer til at vente meget længere tid på at få behandlet en sag, uanset om det er en straffesag eller en civil sag; uanset om det er en voldssag, der skal behandles i retten, eller det er nogle forældre, der ikke kan blive enige om, hvor barnet skal bo, tager det lang tid.
Jeg synes, det er vigtigt at sige her, at Socialdemokratiet synes, det er helt urimeligt, at domstolene er i den situation. Det er nemlig ikke domstolene, der på nogen måde kan bebrejdes, at sagsbehandlingstiderne er blevet længere. Rent faktisk har domstolene oven i både indførelsen af digital tinglysning og domstolsreformen formået at forøge deres produktivitet. Selv om de har skullet flytte og har været midt i en reform, har medarbejderne ligget vandret for at løse deres opgaver, og de har gjort alt, hvad de kunne. Men nu må tiden også være kommet til, at man må sige, at nu skal der altså gribes ind, for nu kan domstolene ikke tåle mere. Det går ikke, at ventetiderne for de sager, der bliver behandlet, bliver så lange, og folk ikke får afklaring tidligere, uanset om det drejer sig om straffesager eller civile sager.
Der er ansat meget midlertidigt personale på grund af indførelsen af digital tinglysning, og jeg synes, det ville være passende, at man i det mindste sagde til de medarbejdere, som lige nu er ansat midlertidigt: Vi har brug for jeg ved domstolene, og I kan roligt regne med ansættelse, også når den digitale tinglysning er fuldt indfaset. Man burde give dem den garanti, for der er brug for de hænder ved domstolene, der er brug for folk, som ved, hvad de har med at gøre, og som kunne hjælpe med til, at sagsbehandlingstiderne blev forkortet. Det skal være mit inderste ønske, at ministeren vil tage det med i sit svar.
Så kan jeg bare ganske kort sige, at selvfølgelig bakker vi op om forslaget.