Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) 1. del af 3. behandling af lovforslag nr. L 57:

Forslag til finanslov for finansåret 2008.

Af finansministeren (Lars Løkke Rasmussen).

(Fremsættelse 05.02.2008. 1. behandling 21.02.2008. Betænkning 28.02.2008. 2. behandling 11.03.2008. Tillægsbetænkning 09.04.2008).

Forhandling

Formanden:

Før vi går i gang, skal jeg henvise til det omdelte brev med retningslinjer for forhandlingen. Som nævnt heri er det både ændringsforslag og forslaget, der sættes til forhandling under et.

Forhandlingen er åbnet, og første ordfører er hr. Peter Christensen.

(Ordfører)

Peter Christensen (V):

Hvor er det dejligt at være dansk. Hvis Danmark deltog i X Factor, ville vi vinde suverænt. Vi har rekordlav arbejdsløshed: Der var i alt kun 55.400 ledige personer i februar måned. Det er en ny, lykkelig bundrekord, ikke mindst fordi stadig flere af de udsatte grupper nu får fodfæste på arbejdsmarkedet.

Den lave arbejdsløshed er det største socialpolitiske fremskridt i årtier. Jeg vil ikke forklejne arbejdsmarkedskonsulenter og socialrådgivere, men deres indsats er intet imod, hvad den lave arbejdsløshed i sig selv har betydet for tusindvis af mennesker med sociale problemer. De har fået et rigtigt job og en rigtig fremtid.

I Danmark er vi gode til at ruste os til fremtidens udfordringer, det gælder for borgerne selv, det gælder virksomhederne, og det gælder det politiske niveau.

Danskerne selv er gode til at tænke nyt og tage en ny teknologi i brug. Den internationale tænketank World Economic Forum har netop udråbt Danmark som værende verdens førende it-nation. Blandt 127 lande er vi bedst til at bruge computere, internet og mobiltelefoni. Virksomhederne er faktisk så omstillingsparate, at Danmark ifølge Europa-Kommissionen er med blandt verdens mest innovative lande. Danmark kommer ind på en flot femteplads blandt de førende lande i »European Innovation Scoreboard 2007«.

Den politiske ledelse er heller ikke så ringe endda. Et Danmark, hvor vores velstand ikke skyldes, at staten er rig, men at borgerne er rige; et Danmark, hvor den enkelte får et større personligt råderum og et større personligt ansvar; og samtidig også et Danmark, hvor den service, som den offentlige sektor leverer, bliver stadig bedre. Og det gør vi gennem den finanslov, som Folketinget tredjebehandler her i dag.

Aftaleparterne er blevet enige om konkrete forbedringer for alle aldersgrupper, lige fra en forhøjelse af børnechecken og et sundt måltid mad i daginstitutioner over en tryghedspakke og nye initiativer for f.eks. hjertepatienter til en forhøjelse af ældrechecken og fast kontaktperson på sygehuse. Det er alt sammen med til at skabe bedre kvalitet i den offentlige sektor.

Med finanslovaftalen for 2008 udmønter vi også i alt 1,3 mia. kr. til bedre kvalitet i den offentlige service. Det gælder bl.a. bedre behandlingsforløb og patientundervisning for kronikere, styrkelse af akutberedskabet, fast kontaktperson for patienter på sygehuse og for modtagere af hjemmehjælp, færre forskellige hjemmehjælpere hos den enkelte ældre, ingen løsrevne lukkedage og et sundt måltid mad til børnene i daginstitutionerne. Dertil kommer, at vi forbedrer en række centrale velfærdsområder. Aftalen indebærer bl.a. en forhøjelse af ældrechecken til 10.000 kr. fra 1. januar 2009. Herudover får handelsskolerne et løft, som betyder, at de uforklarlige forskelle i de økonomiske vilkår mellem hhx-uddannelsen og de almene gymnasiale uddannelser fra 2009 er udlignet. Det er en gavmild finanslov, som samtidig rummer en række væsentlige nyskabelser.

Som bekendt er det landets kommuner, der er ansvarlige for at yde den offentlige service. Det gør de godt, men de kunne gøre det endnu bedre. Vi ønsker at ansvarliggøre kommunerne. Med finansloven for 2008 har vi strammet grebet en smule om kommunernes aftaleoverholdelse, og hvorfor nu det? Det er slet og ret, fordi vi ikke kan være ligeglade med, hvordan kommunerne opfører sig økonomisk, når over halvdelen af det offentlige forbrug foregår ude i kommunerne. Vi er netop nødt til at gøre det, fordi kommunerne har så stor økonomisk vægt og dermed så megen magt over samfundsøkonomien, at det er vigtigere end nogen sinde, at de overholder deres aftaler med resten af samfundet. Dansk økonomi er lige på grænsen af, hvad den aktivitetsmæssigt kan rumme. Det er de fleste enige om, og derfor kan vi ikke acceptere uplanlagt merforbrug ude i kommunerne. Det er ikke for sjov eller for at være til besvær, at vi skaber lidt mere kommunal budgetdisciplin; det er, fordi vi ønsker, at vores økonomi skal være sund - også de kommende år.

Derfor er der såmænd også visse steder, hvor vi bruger færre penge. Det har en række virksomheder mærket, da regeringen løbende reviderer erhvervsstøtten og fjerner unødig støtte. Danmark er faktisk blandt de lande, der er bedst til at gøre sig fri af tidligere tiders erhvervsstøtte til gamle særinteresser. Vi har nemlig gradvis reduceret erhvervsstøtten siden 2000. Det er velsagtens det eneste sted, hvor denne regering har skåret markant ned. I 2000 udgjorde erhvervsstøtten 1,9 pct. af BNP, i dag udgør erhvervsstøtten 1,2 pct. af BNP. Samtidig har vægten forskubbet sig over mod bl.a. støtte til erhvervsrettet forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Så lad os droppe al sniksnak om forceret omstilling af erhvervslivet, sådan som jeg kunne læse i en kronik forleden dag. Nej, den her regering omstiller målrettet og konsekvent.

Vi ruster Danmark til fremtidens udfordringer med små ungdomsårgange og mange ældre. Vi sætter ind for at øge grundlaget for vores velstand, nemlig vores arbejdsstyrke. Vi har brug for flere mennesker på arbejdsmarkedet for at fastholde de gode tider. Derfor glæder det mig, at et bredt flertal af Folketingets partier er med i aftalen om jobplan. Vi skal videre ad den vej. Vi skal forbedre integrationen af udlændinge på arbejdsmarkedet, vi skal nedbringe sygefraværet, som koster mindst 37 mia. kr. om året, og vi skal fortsætte bestræbelserne på at opmuntre de ældre til at blive noget længere på arbejdsmarkedet, så de kan udnytte deres potentiale til fulde.

Men selv om vi gør en kæmpe indsats, må vi se i øjnene, at vores arbejdsstyrke vil blive mindre de kommende år. Vi kan ikke løbe fra demografien. Derfor gør vi klogt i at fortsætte regeringens forsigtige og snusfornuftige linje, og det gør vi ikke mindst i kraft af et pænt overskud på de offentlige finanser. Det er en slags opsparing til fremtidens velfærdsbehov.

Lad mig sige ligeud til de politiske partier, som får nervøse trækninger, når den offentlige sektor har overskud på sine finanser: Hvis vi solder pengene op nu, kommer de til at mangle om få år. Det er ingen kunst at gentage katastrofekursen fra 1970'erne. Det var sikkert meget morsomt, mens det stod på - jeg er for ung til selv at have oplevet det, men til gengæld oplevede jeg 20 års tømmermænd i dansk økonomi gennem 1980'erne og 1990'erne. Man taler så meget om pligt for tiden, og den største pligt for danske politikere bør være at undgå, at historien gentager sig. Vi bør lære af historien i stedet for at solde de gode tider op og efterlade tømmermænd til vores børn.

Vi står i en situation med risiko for lav vækst og stigende inflation akkurat som i 1970'erne, og vi står i en situation med risiko for stærkt stigende offentligt forbrug akkurat som i 1970'erne, men det kommer ikke til at ske. Det kommer ikke til at ske, fordi vi netop er blevet klogere; vi arbejder netop på at øge arbejdsudbuddet mest muligt; vi ønsker netop ikke at lade det offentlige forbrug løbe løbsk. Den eneste virkelige risiko for, at tingene går galt, består i, at nogle ønsker, at det skal gå galt - at de skaber en selvopfyldende profeti.

»Økonomisk krise kan sikre S og SF magten«. Sådan stod der på forsiden af Kristeligt Dagblad i lørdags, og i artiklen kunne man læse en lille gennemgang af den socialdemokratiske analyse. Den går ud på:

». at landet står over for en alvorlig og langvarig økonomisk krise, som kan blive oppositionens chance.«

Jeg synes, at det er decideret smagløst at ønske sig en økonomisk krise for at kunne overtage magten. Tilsyneladende vejer i tusindvis af menneskeskæbner mindre tungt end oppositionens iver efter at komme til magten. Det er virkelig at sætte egne ambitioner over samfundets bedste. Den slags tangerer nærmest samfundsskadelig virksomhed. Jeg kan garantere Socialdemokraternes formand, at denne regering vil gøre sit yderste for at hindre en økonomisk krise i Danmark. Den prioritet må stå højere for alle partier end ønsket om at erobre eller for den sags skyld fastholde magten.

Ud fra et menneskeligt perspektiv kan jeg da godt forstå Socialdemokraternes formand. Det er svært at være i en slags permanent X Factor-konkurrence, ikke bare med hr. Villy Søvndal, men også med sine egne næstformænd. Jeg må indrømme, at det gør rollen som finansordfører for Venstre lidt udfordrende, for hvilken tale skal jeg bruge, når jeg skal udstille Socialdemokraterne? Skal jeg bruge fru Mette Frederiksen-talen, eller skal jeg bruge hr. Nick Hækkerup-talen? Den mørkerøde tale eller den lyserøde tale? Skal jeg lytte til Socialdemokraternes næstformand fra Ballerup eller Socialdemokraternes næstformand fra Hillerød? For de siger nemlig to modsatrettede ting. Skal jeg glæde mig over, at Socialdemokraternes næstformand fra Hillerød for nylig talte om at nedsætte skatten på arbejdsindkomst? Det lyder jo godt, men hvad betyder det monstro for alle dem, der går ind for millimeterlighed i Danmark? Og er det så her, at jeg skal konstatere, at Socialdemokraternes næstformand fra Ballerup mener, at uligheden i Danmark er stigende? Faktum er, at den her regering har gjort det mere attraktivt at arbejde ved at sænke skatten på arbejdsindkomst, og det er vi stolte af.

Hvor står Socialdemokraternes formand, fru Helle Thorning-Schmidt, egentlig? Er fru Helle Thorning-Schmidt mest enig med sin ene eller sin anden næstformand?

Jeg ved godt, at det er svære spørgsmål. Det er lidt ligesom at være dommer i X Factor, når to af ens egne sangere skal bedømmes. Hvem skal man egentlig holde med? Skal det være Vocaloca-Hækkerup - han kan jo synge, men han synger ikke det, de andre kan lide - eller skal det være Basim-Frederiksen? Basim leverede jo en meget charmerende præstation og gik videre gang på gang, selv om skønsangen kunne have været renere. Ja, nogle gange blev det simpelt hen for skingert, og sådan er det jo også med fru Mette Frederiksen, for Socialdemokraternes næstformand fra Ballerup kan jo i realiteten ikke blive enig med sig selv om, hvilket toneleje hun skal vælge.

Men hvad mener Socialdemokraternes formand egentlig om fru Mette Frederiksens Ballerupske næstformandsteser? Er fru Helle Thorning-Schmidt enig i tesen om, at velfærdsstaten ikke er et mål i sig selv, eller er fru Helle Thorning-Schmidt mest enig i tesen om, at velfærden hellere skal være fælles end privat? Er fru Helle Thorning-Schmidt mest enig i tesen om, at pligter er vigtigere end rettigheder, eller er fru Helle Thorning-Schmidt mest enig i tesen om, at det enkelte menneskes frihed står over alt andet?

Jeg må indrømme, at det er imponerende at mene så mange modstridende ting på én gang. Hvor ville det dog være rart, hvis der var lidt sammenhæng i alt det, der bliver fremlagt fra Socialdemokraternes hånd. Vi er nogle, der foretrækker debatter, der hviler på en vis form for logisk sammenhæng.

Jeg har noteret mig, at Socialdemokraterne formand også selv har fremsat en række venstreorienterede dogmer eller progressive valg, som hun kalder det. Et af disse valg handler om prioriteringer, men hvad betyder det egentlig, når Socialdemokraternes formand siger, at hun vil prioritere i sundhedsvæsenet? Så vidt jeg umiddelbart kan konstatere, må det handle om at nedprioritere mennesker, der har behov for knæoperationer. Det er, som om Socialdemokraterne tror, at man gavner hjertepatienterne ved at nedprioritere øvrige patienter. Det gør man ikke, man skaber bare større skel i sundhedsvæsenet.

Denne regering har et klart mål om, at det offentlige sundhedsvæsen både skal kunne behandle hjertepatienter og levere knæoperationer hurtigt og effektivt. Vi vil ikke give køb på de høje ambitioner. Når Socialdemokraterne siger, at man skal nedprioritere knæoperationer i det offentlige sundhedsvæsen, siger de jo samtidig, at operationerne skal udføres i privat regi og så under vilkår, hvor det kun er de mest velhavende, der kan betale regningen, f.eks. socialdemokratiske ministre. Hvad mon Basim-Frederiksen mener det gør ved ligheden? Nedprioritering af de kedelige og banale operationer er for alvor noget, der skaber skel i samfundet, og det er den udvikling, som Socialdemokraterne åbenbart gerne ser. Det overrasker mig egentlig ikke, for det er præcis den udvikling, vi så før 2001.

Jeg må konstatere, at Socialdemokraternes såkaldt progressive valg er et stort tilbageskridt. Det svinger ikke, som Thomas Blachman ville have sagt, og det er sandsynligvis derfor, vælgerne dømte Socialdemokraterne ude ved folketingsvalget sidste efterår. På det tidspunkt havde fru Helle Thorning-Schmidt ganske vist ikke udvidet sit repertoire fra slagordet med velfærd eller skattelettelser til yderligere otte punkter, men hvad nytter det at blive ved med at synge samme repertoire, hvis borgerne ikke gider høre på det?

Jeg synes, det er sørgeligt, at Socialdemokraterne insisterer på at konkurrere med SF om at være venstreorienteret. Hvor er det underligt, at Socialdemokraternes formand insisterer på at bruge sådan et belastet begreb om sig selv. Det vigtigste er ikke at være højreorienteret eller venstreorienteret, det vigtige er at være serviceorienteret, dvs. imødekommende over for borgernes behov.

Jeg startede med at sammenligne Danmark med en sikker vinder i det internationale X Factor-show. Jeg vil slutte af med at konstatere, at finansloven for 2008 er en sikker vinder i det politiske X Factor. Rytmen er velkendt, en rigtig evergreen uden for mange svinkeærinder, orkesteret er rutineret, den nye forsanger, finansministeren, har sin egen stil, han er mere til rock end pop, pianisten, hr. Thulesen Dahl, har endnu en gang vist sit håndelag og bevist, at han kan læse noder, og den senest tilkomne bassist, hr. Anders Samuelsen, har hurtigt fundet rytmen efter at have brudt med sin gamle manager.

På Venstres vegne vil jeg gerne takke alle dem, der på den ene eller den anden måde har deltaget i koret, det være sig, da vi sang fællessang om en styrket indsats på naturområdet, eller i forbindelse med aftalen om Det Kongelige Teater. Jeg synes, vi alle kan være resultaterne bekendt.

Formanden:

Tak til hr. Peter Christensen. Så går vi over til de korte bemærkninger. Der er afsat tre kvarter til korte bemærkninger i alt, og foreløbig har jeg noteret følgende: Hr. Morten Bødskov, hr. Ole Sohn, hr. Morten Helveg Petersen, hr. Frank Aaen, hr. Nick Hækkerup, fru Astrid Krag, hr. Rasmus Prehn, hr. Johs. Poulsen, fru Pernille Vigsø Bagge og fru Christine Antorini. Og det er en række, som vi skulle kunne nå igennem.

Den første ordfører, der får ordet for en kort bemærkning, er så hr. Morten Bødskov.

Morten Bødskov (S):

Jeg står her med regeringsgrundlaget, som kun er fra februar 2005, og som er et meget godt bevis på, hvad det er, almindelige mennesker har oplevet i forbindelse med den her finanslov, som vi jo behandler i dag - en lang række af brudte løfter.

Før valget kunne alt lade sig gøre; børnefamilierne blevet lovet guld og grønne skove. Og i det papir, jeg står med her, og som altså er regeringsgrundlaget, står der, som det rigtignok er, at mange børnefamilier har en trængt økonomi. Der står så, at fra den 1. januar 2006 sænkes forældrebetalingen for pasningstilbud for børn under 3 år fra 33 pct. til 25 pct. På den her finanslov sættes den op igen.

Er Venstres finansordfører enig med mig i, at det er et løftebrud?

Er Venstres finansordfører enig med mig i, at over for de 81 pct. af forældre, som har små børn i vuggestue, der i dag modtager et gratis måltid mad, leverer regeringen et klokkeklart løftebrud, når den nu gør det muligt for kommunerne at tage brugerbetaling for det gratis måltid mad, som man vil give - godt nok i 2010, men det betyder alligevel, at forældre for fremtiden skal til at betale for noget, som de i dag får gratis? En lang række af løftebrud over for børnefamilierne.

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Vi holder, hvad vi lover. Vi lovede forældrene, at vi ville sænke den maksimale betaling for en plads i en daginstitution til maks. 25 pct. Det gennemførte vi, det har forældrene fået.

Så har vi derefter sagt, at vi nu står over for den situation, at mange ønsker - hvad der er helt naturligt - at der skal være mad til de mindste børn. Lige så vel som det er en del af et godt tilbud på en arbejdsplads, bør det også gælde for de mindste børn. Og nu går vi ind og siger, at det kan man så tage forældrebetaling for, og det gør vi rent praktisk ved at hæve den maksimale andel til omkring 28 pct.

Formanden:

Det er hr. Morten Bødskov for en sidste kort bemærkning.

Morten Bødskov (S):

Jeg ved ikke, om det er, fordi vi nu begynder at tale om noget konkret, at Venstres finansordfører begynder at tale sort. For jeg synes da, at det er lidt underligt, at man siger, at det gratis måltid mad, børnene får i vuggestuen i dag, er noget nyt, og det vil man så begynde at tage brugerbetaling for i fremtiden. Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Altså, i 81 pct. af vore vuggestuer modtager de små børn i dag et gratis og ganske ofte sundt måltid mad, således at de kan klare dagen og vejen i vuggestuen. Forældrene er fri for at tænke på det, de får en lettere hverdag. Det fungerer i dag, det gøres i dag. Det er gratis for forældrene, det ligger inde under den gennemsnitlige forældrebetaling, der er for pasningstilbuddet. Det er der i dag.

Hvordan kan det være noget nyt? Hvordan kan det være noget nyt, regeringen lige pludselig har fundet på? Man fremstiller det som noget nyt, det er det ikke, det eksisterer allerede i dag. Og så vil man altså nu pålægge dem brugerbetaling for det. Det er det, vi ikke forstår, og det er der, hvor det første af en række af mange løftebrud sker, i forhold til hvad der er blevet sagt før valget, hvor den her finanslov oprindelig blev fremlagt, og hvad der er sket efter valget, hvor den altså nu bliver vedtaget med stemmer fra Dansk Folkeparti og Ny Alliance.

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Der er ikke tale om løftebrud. Vi har en situation, hvor man nogle steder i vuggestuer har haft madordning. Hvis det er tilfældet, at man har det finansieret i dag, får man jo heller ikke en ny udgift, i forbindelse med at vi nu siger, at der skal være madordninger i alle vuggestuer og børnehaver. Så kommer der jo ikke en ny udgift for kommunen, ergo er der jo sådan set heller ingen grund til at hæve den maksimale forældrebetaling set fra kommunens side.

Jeg synes da, at forældrene skulle tage en alvorlig snak med deres politikere, hvis det er sådan, at de i dag får den ydelse og kommunen dermed ikke på grund af vores lovgivning her får en ekstra udgift, men sender en yderligere regning videre. For det er der jo dybest set ingen logik i.

Men vi siger, at alle de steder, hvor madordningen ikke er en del af tilbuddet i dag, ja, der er det naturligt, at forældrene går ind og betaler, og det gør vi så rent praktisk ved at øge den maksimale betalingsandel for forældrene fra 25 pct. til omkring 28 pct. Det er ikke et krav, men en mulighed, kommunerne får.

Formanden:

Så er det hr. Ole Sohn for en kort bemærkning.

Ole Sohn (SF):

Vinder af X Factor-konkurrence i serviceorienterethed? Så kommer det første spørgsmål i konkurrencen, og så dumper hr. Peter Christensen! Det må jo være en falliterklæring. Men jeg tror, det simpelt hen er, fordi hr. Peter Christensen slet ikke har forstået ideen med X Factor. X Factor handler jo om at blive bedre og bedre og bedre og til sidst stå som den bedste.

Hvis man nu tager regeringens 6 år ved magten, hvad er så virkeligheden? Ja, der er blevet flere ældre, og de har fået dårligere service og dårligere pleje. Der er blevet flere syge, og periodevis ligger de på gangene på hospitalerne. Og i den samme periode, hvor regeringen har haft magten, er der blevet en stadig stigende mangel på social- og sundhedshjælpere; der er blevet en stadig stigende mangel på sygeplejersker, og der er blevet stadig færre unge, der søger ind på sygepleje- og SOSU-assistent-skolerne.

Er det ikke regeringens ansvar at sikre, at borgerne i det her samfund får en ordentlig service? Hvorfor har regeringen siddet på hænderne og intet gjort igennem 6 år?

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Det eneste, jeg sådan set kan være enig med hr. Ole Sohn om i alt det, der blev sagt, er, at der er blevet flere ældre. Det er jeg enig i, og resten er jeg helt uenig i.

Altså, de ældre i Danmark har ikke fået det dårligere de sidste 6 år. De har fået det bedre, og med den her finanslov sørger vi for, at vi går endnu et skridt i den retning, nemlig at øge kvaliteten for vores ældre medborgere. Det sker bl.a. ved, at vi tilknytter en fast kontaktperson for modtagere af hjemmehjælp, at vi vil gå ind og sikre, at der ikke kommer så mange forskellige hjemmehjælpere ud til den enkelte ældre, og at vi laver et forsøg med indberetning af fejl og utilsigtede hændelser i ældreplejen. Så man kan også i den her finanslov gå ned helt konkret og se den stribe af forbedringer, vi laver for vores ældre medborgere.

Så kan hr. Sohn jo gentage mange gange, at når han skal gøre sig til dommer, er der sket en forringelse. Men det er heldigvis ikke den virkelighed, vores ældre medborgere oplever.

Formanden:

Hr. Ole Sohn.

Ole Sohn (SF):

Jeg kan godt forstå, at man som ordfører har en interesse i at snakke sort eller snakke ved siden af, men hr. Peter Christensen vil da vel ikke benægte, at der mangler 2.500 sygeplejersker i Danmark? Hr. Peter Christensen vil vel ikke benægte, at der er en skrigende mangel på social- og sundhedshjælpere ude i kommunerne? Og hr. Peter Christensen kan vel ikke benægte, at der er færre unge, der søger ind på social- og sundhedsassistentuddannelsen og på sygeplejeskolerne? Altså, det er jo fakta. Jeg håber da, at vi kan blive enige om, hvad der er det reelle, for hvis ikke vi har det samme udgangspunkt, bliver diskussionen jo fuldstændig meningsløs.

Men jeg vil da gerne have, at hr. Peter Christensen over for Folketinget og over for borgerne i samfundet siger, at det ikke passer, at der er mangel på sygeplejersker, og at det ikke passer, at der er mangel på social- og sundhedshjælpere. Det svar vil jeg da gerne have af hr. Peter Christensen, hvis han mener det.

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Næ, vi er fuldstændig enige om, at vi ikke skal bruge tid på at diskutere fakta. Vi skal diskutere politik herinde i Folketingssalen, og det, jeg sådan set prøvede på at give et svar på, var, om den her regering har gennemført en politik, der har forringet vilkårene for de ældre. Tværtimod, og jeg kommer her med en række helt konkrete eksempler på, hvad det er, vi også i den her finanslov gør for at forbedre forholdene for vores ældre medborgere.

Ja, så har vi jo en stor udfordring, nemlig mangelen på arbejdskraft, og det gælder både i den offentlige og i den private sektor. Det er jo en åbenlys udfordring, som vi alle sammen i fællesskab bør finde svarene på. Men det er jo ikke, fordi midlerne ikke er til rådighed til at kunne ansætte f.eks. de sygeplejersker, vi taler om. Midlerne er til stede, men hænderne er ikke til stede. Og der synes jeg jo, at det er glædeligt, at vi bl.a. har lavet en jobplan, som er et skridt i retning af at tilvejebringe flere hænder.

Formanden:

Så er det hr. Morten Helveg Petersen for en kort bemærkning.

Morten Helveg Petersen (RV):

Allerførst vil jeg sige, at jeg tror, ordføreren sagde, at erhvervsstøtte var et område, hvor regeringen havde sparet - som noget af det eneste. Jeg tror nok, at man også må tage ulandsbistanden med i den sammenhæng, og jeg tror også, at man kunne nævne miljøet som et eksempel på et område, hvor regeringen har sparet massivt gennem årene. Men lad det ligge.

Mit spørgsmål går egentlig på, hvad regeringen vil i forhold til kommunerne og det kommunale selvstyre og den økonomi, som kommunerne har at gøre godt med, når de skal løfte nogle af de helt basale velfærdsspørgsmål, som vi har i samfundet i dag. Regeringen griber nu sammen med Dansk Folkeparti ind over for kommunerne og den kommunale økonomi, og det drejer sig åbenbart også om de såkaldte anlægsudgifter. Problemet er bare, at det jo ikke stod i den oprindelige aftale, som regeringen indgik med kommunerne.

Så, er det ikke korrekt forstået, at regeringen faktisk ikke overholder den aftale, som man selv har indgået med kommunerne, hvor kommunerne fik mulighed for at overføre anlægsudgifter fra et år til et andet? Er regeringen ikke på flugt fra den aftale, man selv i sin tid indgik med kommunerne?

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Når der indgås en aftale mellem staten og kommunerne om rammerne for et års økonomi, omfatter det jo både driftsudgifter og anlægsudgifter, og derfor kan man ikke adskille det. Det er afgørende i forhold til den konjunktursituation, vi står i, at begge områder overholder rammerne, da også den kommunale økonomi på grund af sin størrelse selvfølgelig kan medvirke til at øge risikoen for overophedning. Derfor går vi også ind og sikrer, at man overholder rammerne for anlægsudgifterne.

Det må ikke oversættes til, at der ikke er penge til nye anlæg ude i kommunerne i 2008. Det er et af de højeste anlægsniveauer, vi nogen sinde har set, så derfor er det jo ikke at gå fra et højt niveau til ingenting. Nej, vi siger bare, at den flotte aftale, vi har indgået, også skal overholdes.

Formanden:

Hr. Morten Helveg Petersen for en sidste kort bemærkning.

Morten Helveg Petersen (RV):

Det må jo betragtes som en ren tilståelsessag. Sandheden er jo så, at kommunerne ikke har en kinamands chance for at forberede sig i forhold til den aftale, som de egentlig troede var, skal vi sige en rigtig aftale. Sandheden er jo så den, at kommunerne nu skal spare nogle penge, som de egentlig troede de havde, fordi de i sin tid budgetterede ordentligt for anlægsudgifter. Sandheden er den, at kommunerne ikke har haft en kinamands chance for at forberede sig på det, som nu sker, når regeringen griber ind sammen med Dansk Folkeparti.

Det synes jeg er dybt problematisk, dels i forhold til hvad kommunerne egentlig selv har villet prioritere, dels i forhold til det principielle i, at en aftale burde være en aftale, også for denne regering.

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Det sidste synes jeg netop er det helt afgørende: En aftale burde være en aftale.

Regeringen har indgået en aftale med kommunerne om, hvad niveauet skal være også for anlægsudgifterne. I 2007 var der ét niveau, og der siger kommunerne, at de holdt lidt igen. Fakta er bare, at der blev brugt flere penge, end der var aftalt, også i 2007.

Så har vi 2008, og der siger vi igen, at man bare skal overholde det, der er aftalt. Det går vi nu ind og sikrer sker, og jeg synes sådan set, det er meget rimeligt, også set i lyset af den konjunktursituation, vi har, at man ikke går videre end det niveau, vi har aftalt, og som i øvrigt er et meget højt niveau.

Det betyder, at hvis kommunerne bare holder sig til det, de havde budgettænkt og planlagt fra starten, og hvis det er i overensstemmelse med det, KL på deres egne vegne har aftalt, er der jo ingen problemer. Men går man videre end det, ja, så er der jo et problem, for hvis alle kommunerne gør det, bliver aktivitetsniveauet simpelt hen for højt, i forhold til hvad vores økonomi kan bære.

Formanden:

Så er det hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Frank Aaen (EL):

I dag er der inden for velfærden startet en konflikt om løn, der er den største i 10 år. Det interesserer åbenbart ikke hr. Peter Christensen, men måske kan jeg hjælpe lidt på vej ved at stille spørgsmål.

Mener Venstre, at der er et problem med, at nogle - typisk i kvindefag inden for velfærden - får en lavere løn, end tilsvarende uddannede får inden for andre områder?

Mener Venstre, at der er et problem med, at lønningerne i visse dele af den offentlige sektor halter bagud, eller mener Venstre det modsatte?

Hvis Venstre skulle mene, at der er et problem med, at f.eks. nogle kvindelønninger halter bagud i forhold til mænds lønninger, hvad vil Venstre så gøre ved det?

Formanden:

Jeg vil lige for god ordens skyld sige til hr. Frank Aaen, at forhandlingerne i salen foregår mundtligt og ikke ved tekst påført påklædningen.

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Jamen altså, i dag er der så gået en konflikt i gang, og den synes jeg sådan set ikke vi fra politisk hold skal blande os i. Derfor har jeg egentlig ikke nogen holdning til, om lønniveauerne på de enkelte fagområder er rigtige eller forkerte, men konstaterer, at de jo er et resultat af en forhandling fra overenskomstperiode til overenskomstperiode. Man får jo den løn, man kan forhandle sig frem til, og arbejdsgiverne giver den løn, som de mener de kan give til gengæld for andre ting, fleksibilitet, og hvad ved jeg. Det er jo noget, som parterne selv forhandler sig frem til, og vi har heldigvis en god tradition her i Danmark for, at vi ikke fra Folketingets side går ind og fastlægger, hvad de rigtige lønniveauer er og skal være.

Formanden:

Hr. Frank Aaen for en sidste kort bemærkning.

Frank Aaen (EL):

Vi accepterer selvfølgelig, at der skal være forhandlinger på arbejdsmarkedet, men det er det rene hykleri at påstå, at der ikke sker nogen indblanding herfra. Det er altså landets budget, der i dag er til behandling. Det er heri, der afsættes penge til det ene formål og til det andet formål, og der er f.eks. ikke afsat penge i det her budget til at sørge for, at problemet med ulige løn på arbejdsmarkedet, især inden for det offentlige, bliver løst. Det er da indblanding. Man har simpelt hen ikke givet de økonomiske rammer for, at de problemer, der vitterlig er på arbejdsmarkedet, kan løses.

Men jeg fik ikke noget svar. Mener Venstre, at der er typiske kvindefag, som er bagud i forhold til mandefag med en tilsvarende uddannelse?

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Jamen igen, det synes jeg sådan set ikke at Folketinget skal blande sig i. Venstre vil i hvert fald ikke blande sig i, om lønniveauerne inden for de forskellige brancher er rigtige eller forkerte. Jeg tror, at vi kunne rode os ud i nogle forfærdelige ting, hvis vi begyndte at svare på, nøjagtig hvad forskellige grupper skulle tjene. Det ville virkelig blive sådan en popularitetskonkurrence, som jeg synes ville være helt forkert.

I dag foregår det ved, at man har forhandlinger, og kan man ikke blive enige, så har man også en konfliktmulighed. Den konflikt er så gået i gang i dag, men det ændrer jo ikke ved, at jeg håber, at man hurtigst muligt kan nå til enighed. Og det tror jeg i hvert fald ikke sker ved, at jeg her fra talerstolen begynder at blande mig i, hvilket lønniveau der er det rigtige.

Formanden:

Tak. Og så er det hr. Nick Hækkerup for en kort bemærkning.

Nick Hækkerup (S):

Jeg vil gerne vende tilbage til det, som hr. Peter Christensen sagde, da han svarede hr. Morten Bødskov før, nemlig at i regeringen holder man, hvad man lover. Af regeringsgrundlaget »Nye mål« fremgår det, og jeg citerer, at mange børnefamilier har en trængt økonomi, hvor udgiften til børnepasning vejer tungt. Det gælder især familier med små børn. Regeringen vil derfor pr. 1. januar 2008 forhøje børnechecken med 2.000 kr. årligt pr. barn under 3 år.

Det er jo sådan set meget fornuftigt. Nu står vi så med en finanslov, hvor den 1. januar så går hen og bliver til den 1. juli. Det er der to elementer i. Det ene er, at der hermed så brydes et valgløfte, og det andet er, at børnefamilierne svigtes. Deler ordføreren den opfattelse?

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Nej, det gør jeg ikke. Vi har hele tiden haft et ønske om at forhøje børnefamilieydelsen, det gennemfører vi nu. Så har der været et valg, og de forskydninger, det har givet, mærker vi jo så meget tydeligt i dag, for det er jo egentlig lidt sent at have tredje behandling af en finanslov, men det er som sagt på grund af valget. Af samme årsag har vi så også den senere ikrafttrædelse og behandlingen af forslaget om børnefamilieydelsen.

Jeg synes, at det afgørende er, at vi gennemfører det, vi har lovet, og at børnefamilierne fra 2008 nu kan få øget deres ydelse med 2.000 kr. om året.

Formanden:

Det er hr. Nick Hækkerup for yderligere en kort bemærkning.

Nick Hækkerup (S):

Det vil sige, at da Venstre den 30. november 2007, altså på den anden side af valget, her i salen sagde, at »vi er nemlig tilhængere af princippet af, at det, vi lover før valget, gennemfører vi efter valget, og derfor skal børnecheckens forhøjelse gennemføres pr. 1. januar 2008«, så ikke gælder mere?

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Vi gennemfører børnefamilieydelsen, og det kommer til at ske fra juni måned, og det afgørende er, synes jeg, at de familier - altså de mange familier, der har børn - nu kan se frem til, at de så fra resten af 2008 får 2.000 kr. mere om året, så længe deres børn er børn. Og det bliver de ved med at være, så længe de er små.

Formanden:

Ja, og så er det fru Astrid Krag for en kort bemærkning.

Astrid Krag (SF):

Nu nævnte ordføreren jo selv hjemmeplejen, og derfor vil jeg godt spørge ind til den store hovedpine, kommunerne står med nu, hvor 80 pct. af kommunerne har ubesatte stillinger inden for ældreplejen. Vi kan se, at det tal sidste år steg med 20 pct., og om 10 år vil vi have 260.000 flere ældre. De vil ikke alle sammen have brug for pleje, men rigtig mange tusind vil. Vi står altså med et voksende problem, og der er jeg lidt nysgerrig for at høre, hvordan regeringen mener, man imødekommer det her problem med finansloven. Vi har en velfærdsminister, der har været ude at sige, at det ansvar må vi skubbe over på de pårørende og skrive dem ind i lov om social service, og jeg er meget nysgerrig efter at vide, om det er hele regeringens filosofi, eller om ordføreren er enig i, at vi altså står med nogle meget store problemer, som man må tage alvorligt. Det handler om en faggruppe, der skal føle sig værdsat med hensyn til løn, til arbejdsmiljø, uddannelse og prestige. Hvordan har regeringen tænkt sig at løse det her problem?

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Det er da en stor udfordring. Det synes jeg da vi skal anerkende, og jeg synes, vi i fællesskab skal arbejde for også at finde løsninger netop på mangelen på arbejdskraft.

Så kan man selvfølgelig vælge at være polemisk, men jeg synes også, det er en god drøftelse at diskutere, hvad vores eget ansvar er, også over for vores forældre. Men det er jo ikke det samme som at sige, at vi ikke mener, at den offentlige velfærd skal styrkes og sikres. Og det kræver selvfølgelig, at vi også får tilvejebragt de hænder, der skal til, og der er jobplanen, som vi nu lige har gennemført, et af værktøjerne. Vi har nedsat en Arbejdsmarkedskommission, og vi har, hvad der også meget vigtigt, et hurtigtarbejdende udvalg, der skal se på det meget store sygefravær, som selvfølgelig er et problem for de mennesker, der bliver ramt af sygdom, men som jo også er et kæmpe problem i forhold til at have de hænder til rådighed, som der er behov for, også i den offentlige sektor.

Så har vi en trepartsaftale, som også indeholder en lang række initiativer, som skal gøre det attraktivt også at være i den offentlige sektor, og ikke mindst har vi en Skattekommission, som også gerne skulle hjælpe med til at øge arbejdsstyrken.

Formanden:

Fru Astrid Krag for en sidste kort bemærkning.

Astrid Krag (SF):

Hurtigtarbejdende udvalg og kommissioner er jo alt sammen noget, vi har hørt før, men det ændrer ikke ved, at det her problem altså vokser og vokser. Der er ikke nok unge, der søger ind på social- og sundhedshjælperuddannelserne. Blandt dem, der gør, dropper hver femte ud, en ud af hver seks, der arbejder i sektoren, er ufaglært, og vi ser tusindvis, som har uddannelsen, der søger væk. Det her problem forsvinder ikke af sig selv, og jeg synes jo, at de tal, jeg også nævnte før, at 80 pct. af kommunerne har ubesatte stillinger osv., viser, at det her er et meget stort problem, og det står altså i vejen for, at vores borgere får en ordentlig velfærd. Og her er ældreplejen jo en helt afgørende del.

Der er noget, der tyder på, at regeringen er ligeglad, når man snakker om kommissioner og henviser til hurtigtarbejdende udvalg osv. Jeg vil meget gerne have svar på, hvad man har tænkt sig at gøre for at sikre, at flere unge tager den her uddannelse, for at sikre, at færre falder fra, for at sikre, at vi får uddannet de tusindvis af ufaglærte, der arbejder med vores ældre borgere, og for at få de faglærte, der er flygtet fra en sektor, der mangler løn, anerkendelse og ordentligt arbejdsmiljø, tilbage. Hvordan får vi de folk tilbage? Der mangler jeg stadig nogle svar fra ordføreren.

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Jeg synes, det er underligt at sige, at der ikke kommer svar på netop det forhold, at vi mangler arbejdskraft over hele linjen, både i den offentlige og i den private sektor. Jeg synes sådan set, jeg kom med, var det fire eller fem helt konkrete ting, som vi vil sætte i værk. Så er der ting, vi allerede har gennemført, og det er jobplanen. Men jeg tror - og det ville SF jo også anerkende, hvis man havde en lidt realistisk tilgang til virkeligheden - at der jo ikke findes snuptagsløsninger, men at vi må bruge alle de værktøjer, der er, og det er selvfølgelig også at have uddannelser af høj kvalitet. Men det ændrer ikke ved, at det også handler om her og nu at få nogle af de medarbejdere, der er uddannet, til at blive lidt længere, at få nogle af de medarbejdere, som i dag har et højt sygefravær, til at få et lavere sygefravær. Det ville være godt for dem personligt, men det ville altså også virkelig være noget, som ville rykke i forhold til arbejdsstyrken, og også inden for den offentlige sektor er der nogle særlig store problemer, som vi bør og skal have løst.

Formanden:

Så er det hr. Rasmus Prehn for en kort bemærkning.

Rasmus Prehn (S):

Jeg vil gerne vende lidt tilbage til diskussionen om kommunernes anlægsloft, altså hele forholdet til, hvordan kommunerne skal have mulighed for at sætte ind med skolerenovering, rene skoletoiletter, idrætsanlæg, biblioteker og andet. Vi kan jo alle sammen huske landets statsminister stå på Venstres landsmøde og tage det op som det største problem, vi har overhovedet: de her uhumske skoletoiletter.

Det, der sker nu, er jo, at man har lagt et loft over anlægsudgifterne, så det i mange kommuner er 40 pct. af anlægsudgifterne, der bliver udskudt. Det vil sige, at der er helt konkrete uhygiejniske skoletoiletter, som der ikke bliver gjort noget ved i år; det bliver simpelt hen udskudt.

Vi hørte jo tidligere Venstres ordfører sige: En aftale er en aftale. Men det kan jo ikke helt passe, for vi ved jo, at i den skriftlige aftale, der er indgået mellem kommunerne og Venstres daværende finansminister, hr. Thor Pedersen, der nu sidder i formandsstolen, er der ikke noget om et anlægsloft. Vi var faktisk fra socialdemokratisk side så nysgerrige, at vi stillede et skriftligt spørgsmål til landets finansminister, som til § 7-spørgsmål nr. 31 af 18. juni 2007 svarer:

»Der er i forbindelse med aftalen ikke fastsat en grænse for anlægsudgifterne i 2008.«

Der er altså ikke nogen grænse. Så en aftale er ikke en aftale, når det er landets finansminister, der skriver det. Er det sådan, man skal forstå det?

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er lidt forundret over at blive angrebet for, at aftalen skal overholdes fra regeringens side. Jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at vi hellere end gerne så, at den aftale var blevet holdt. Hellere end gerne.

Så havde jeg ikke behøvet at stå hernede i salen i den her uge og sænke bundskatten med godt 2 mia. kr., og så havde det ikke været nødvendigt at gå ind og sikre, at rammen for anlægsudgifter ikke steg. For hvis aftalen var blevet overholdt, havde vi ikke haft noget problem. Og derfor synes jeg, at Socialdemokraterne skulle gå tilbage til deres kommunale bagland og aflevere den klare besked, som jeg lytter mig til bliver afleveret her i salen, nemlig at aftaler skal holdes, for så er vi mange problemer foruden.

Formanden:

Hr. Rasmus Prehn for en sidste kort bemærkning.

Rasmus Prehn (S):

Jeg tror ikke rigtig, at Venstres ordfører har forstået, hvad det her handler om. Altså, der er lavet en skriftlig aftale mellem regeringen på den ene side og kommunerne på den anden side. Og der står ikke noget om noget anlægsloft. Det vil altså sige, at kommunerne kan gå i gang med at indfri f.eks. det løfte, som statsministeren har givet om, at vi skal have renere toiletter, skolerenovering og andet. Det har de jo disponeret efter, og nu regner de med, at der skal ske noget på det her området.

Så sker der simpelt hen det, at man efterfølgende kan se, at der lige pludselig bliver lagt loft over. Vi har ellers her et skriftligt svar fra finansministeren, hvor der står, at der i forbindelse med aftalen ikke er fastsat en grænse for anlægsudgifterne. Altså, kommunerne har simpelt hen tilladt sig at stole på et skriftligt svar fra finansministeren.

Jeg skal høre Venstres ordfører: Er det sådan, at det princip, man prøver at knæsætte i forbindelse med den her finanslovaftale, er, at når man får et skriftligt svar fra landets finansminister, skal man ikke kunne stole på det? Er det det princip, man går efter nu?

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Nej. Vi ville være glade, hvis vi kunne lave en aftale med kommunerne, som fremadrettet ville være gældende og bindende. For det er afgørende, når den kommunale økonomi udgår sådan en stor del af den samlede danske offentlige økonomi.

I forhold til skoler og renovering af toiletter vil jeg sige, at der jo er en flot ramme for nye anlægsudgifter ude i kommunerne, og hvis kommunerne mener, at det er det absolut vigtigste for dem at få renoveret skolerne - det kan jeg sagtens følge dem i - så har man også mulighed for at foretage den prioritering. Men hvis man hellere vil bygge et nyt rådhus til 170 mio. kr., er det jo ikke så svært at forstå, at det så godt kan være, at der er nogle skoler, der ryger på den konto. Det er jo en kommunal prioritering. Men der er altså plads til at kunne prioritere inden for rammen, og det synes jeg er afgørende. Man kan bare ikke have en situation, hvor man sætter alle ønsker om nyanlæg i gang i 2008, for det har vi ikke behov for i den nuværende konjuktursituation.

Formanden:

Så er det hr. Johs. Poulsen for en kort bemærkning.

Johs. Poulsen (RV):

Det er jo fastslået via de sidste spørgsmål nu, at finanslovaftalen mellem Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti kom som en tyv om natten i forhold til anlægsbudgetterne i kommunerne. Og uanset hvor meget Venstres ordfører taler udenom, må vi jo konstatere, at her er et klokkeklart aftalebrud fra regeringens side. Det er jo ikke ligefrem medvirkende til at styrke tilliden mellem kommuner og regering, og måske havde vi brug for at få det vendt fuldstændigt om.

Men når hr. Peter Christensen hele tiden taler udenom på anlægsområdet, lad os så tale om driftsområdet. Det, der i virkeligheden lægges op til nu med det indgreb via finanslovaften mellem VKO, er jo, at man ikke kan overføre driftsmidler fra 2007 til 2008, uden man straffes for det. Er det ikke et signal til de decentrale ledere på skoler, på plejehjem og alle mulige andre steder om, at man nu bryder det princip, som de hidtil har haft tillid til, nemlig at de kunne overføre midler fra det ene år til det andet, i tryg forvisning om at kunne bruge dem klogt, nemlig spare op til forskellige ting og sager og kunne investere fornuftigt? Er det ikke at sende et signal, som er fuldstændig ødelæggende for det decentrale Danmark?

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Jeg vil gerne tilstå, at vi bryder med det princip, der har været gældende i alt for mange år, nemlig at man indgik aftaler om den kommunale økonomi, og så sagde man »nå«, når man så, at den blev overskredet. Det har været situationen i 20 år. Det er uholdbart, når den kommunale økonomi udgør så stor en del af vores samlede offentlige økonomi. Derfor går vi ind og siger, at de aftaler, man indgår, skal overholdes.

Jeg kunne endda forstå kritikken, hvis det var sådan, at man kunne konstatere, at kommunerne i 2007 havde haft sparebukserne på og havde holdt igen med at bruge deres penge, fordi de havde en drøm om, at de hellere ville bruge dem i 2008. Så kunne jeg forstå kritikken. Men det er bare ikke tilfældet.

Når vi ser tallene fra 2007, ser vi, at man også der har brugt flere penge end det, man havde aftalt. Så hvis man har flyttet noget, er det altså endnu en overskridelse, som man egentlig havde i tankerne, og som man ville have gennemført i 2007. Den overskridelse ville man så lægge oven i en overskridelse for 2008.

Formanden:

Det er hr. Johs. Poulsen for en sidste kort bemærkning.

Johs. Poulsen (RV):

Kommunerne har været igennem danmarkshistoriens største opgaveomlægning, kommunerne har været igennem danmarkshistoriens største strukturreform, kommunerne har været igennem den største udligningsreform nogen sinde i løbet af de sidste 2 år, kommunerne har haft fastlåste skatteprocenter i 2 år, og at man så derefter har brug for at justere en lillebitte smule på måderne at lave budget på er der åbenbart ikke plads til i Venstre i dag.

Jeg tror, at alle, der lytter til det her, kan høre, at hr. Peter Christensen taler fuldstændig udenom i forbindelse med spørgsmålene. Lad mig derfor spørge igen: Er det ikke et signal til det decentrale Danmark, altså til lederne af plejehjem, af skoler, af daginstitutioner, af alt mulig andet, at man nu siger, at de ikke kan overføre midler fra 2007 til 2008, som de plejer, og at de nu skal tilbage til den gode, gamle stil fra 1970'erne eller 1980'erne, hvor man brænder benzinen af den 31. december for at få brugt sit budget? Det er jo konsekvensen af den tankegang, som man nu lægger frem i finanslovaftalen mellem VKO.

Kan Venstre virkelig ikke længere se det? Er Venstre kommet så langt ud, at man ikke er i stand til at se det?

Formanden:

Så er det ordføreren.

Peter Christensen (V):

Det her er ikke kun et signal. Det er en klokkeklar beslutning om, at aftaler, der indgås, skal overholdes, og at vi nu sikrer, at det også kommer til at ske. Og det er nødvendigt. Det skal ikke oversættes til, at der ikke er mange ressourcer i den kommunale økonomi. Det er der; man kan jo gå ind og se helt konkret, hvad det er, der blev aftalt, også for 2008, netop et realløft på 1,6 mia. kr.

Det, vi bare finder bekymrende, er, at uanset hvor store realløft der aftales, så vælger kommunerne altid at bruge flere penge end det, der er aftalt. Det er uholdbart.

Formanden:

Så er det fru Pernille Vigsø Bagge for en kort bemærkning.

Pernille Vigsø Bagge (SF):

Hvor er det dog sørgeligt, at Venstres ordfører står dér på landets fornemste talerstol og siger, at vi er her for at diskutere politik, og så bruger halvdelen af sin taletid på at anmelde et musikalsk popprogram fra tv, især når den her regering er skyld i, at vi er på vej ud i en stor samfundskrise, en krise, der er afstedkommet af, at færre og færre vil tage helt basale velfærdsuddannelser som lærer, SOSU-assistent, sygeplejerske, pædagog osv. Det er sådan, at de her fag i forvejen er dårligt lønnede og har dårlige arbejdsforhold, men når man så endelig alligevel søger ind på uddannelsen, så oplever man massive nedskæringer på uddannelsen.

I den her finanslov er det sådan, at regeringen både laver en massiv tvungen opsparing uden garanti for tilbageførsel af midlerne, og at man nedlægger alle udviklingspuljerne, og jeg vil bare gerne spørge ordføreren: Hvordan i alverden vil regeringen få landet ud af den her krise?

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Jamen jeg ser ikke nogen krise, det gør jeg ikke. Vi har et uddannelsesområde, som tilføres flere midler år for år, fordi regeringen har prioriteret uddannelse som et af de helt afgørende svar på den globalisering og de udfordringer, den medfører, som vi står over for. Det er det helt afgørende: Uddannelse er det danske svar på de udfordringer, vi står over for.

Så har vi lige nu og de næste år frem, også på grund af den demografi, vi kan se, en udfordring i at skaffe hænder nok. Det prøver vi at adressere på mange forskellige måder, fordi jeg mener, at det også skal adresseres på mange forskellige måder, og jeg tror, der ligger arbejdsstyrker gemt ved at sætte ind både over for sygefraværet og over for at få de udsatte grupper ind at få en uddannelse og ved at få lavet en skattekommission, sådan at det også i højere grad kan betale sig at arbejde. Så jeg mener, at det skal adresseres på mange måder, men summen af de forskellige tiltag, vi tager, skulle gerne være svar på den udfordring.

Formanden:

Så er det fru Pernille Vigsø Bagge for en sidste kort bemærkning.

Pernille Vigsø Bagge (SF):

Ja, ordføreren er jo vidt omkring i forsøget på at tale uden om det helt konkrete spørgsmål om, hvordan det står til med de her uddannelsesinstitutioner, som mærker meget kraftige besparelser og må skære i kerneydelsen, som er undervisning.

Den her regering har åbenbart råd til skattelettelser; den har råd til at forgylde ældre, som i forvejen ville blive på arbejdsmarkedet; den har råd til at føre krige ude i verden; den har råd til at sænke virksomhedsskatten. Hvordan kan det være, at den her regering ikke har råd til et ordentligt niveau på de velfærdsuddannelser, som er fuldstændig basale for, at vores velfærd kan fortsætte i det her land? Hvad er det lige, regeringen har som svar på det her? Jeg hørte ikke noget svar fra ordføreren. Det vil jeg gerne have nu.

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Ja, jeg ved ikke, hvem det var, der var vidt omkring, men jeg kan bare konstatere, at der alene med den her finanslov tilføres det samlede uddannelsesområde 1,2 mia. kr. ekstra, og det er fraregnet den obligatoriske opsparing og indkøbseffektivisering og bortfald af kvalitetsudviklingsmidler. Så derfor: Sandheden er jo, at der ikke bliver skåret ned på uddannelsesområdet.

Det ændrer bare ikke ved, at jeg anerkender, at vi har en udfordring i forhold til at skaffe hænder nok, også på de helt konkrete områder, og det synes jeg da, at vi skal adressere med hensyn til så at finde løsninger, der virker, men ikke ved at komme med en påstand om, at vi skærer ned på uddannelsesområdet, for det er simpelt hen ikke rigtigt.

Formanden:

Så er det fru Christine Antorini for en kort bemærkning.

Christine Antorini (S):

Jeg vil da gerne tage tråden op her. Når hr. Peter Christensen så skråsikkert kan sige, at regeringen overhovedet ikke har skåret på uddannelserne, så synes jeg, at vi skal være lidt konkrete med hensyn til det, vi diskuterer her om finansloven.

Vi har i en bred kreds lavet en politisk aftale, der skal løfte erhvervsakademierne - det er alle de erhvervsrettede korte videregående uddannelser, finansøkonom, multimediedesigner osv. osv. - nogle områder, som regeringen selv siger at den prioriterer højt. Men hvad er der sket?

Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti fjernet hele underlaget for aftalen, fordi de lige med et lille pennestrøg har fjernet 54 mio. kr., som var de kvalitetsmidler, som erhvervsakademierne hele tiden har haft, og som var en forudsætning for, at man kunne løfte de nye uddannelser, der skal udvikles.

Så derfor er mit spørgsmål bare til hr. Peter Christensen, der er så skråsikker med, at der har været masser af investeringer: Hvordan kan det være, at erhvervsakademireformen ender med - ja, jeg vil jo ikke engang sige et rundt - et stort minus i forhold til det, man havde året før?

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Mit svar er, at der - hvilket jo også er åbenlyst - tilføres det samlede uddannelsesområde 1,2 mia. kr., og jeg anerkender, at der, når vi snakker om området, jo så er posteringer begge veje. Men den samlede reduktion ligger så omkring 1 pct. Det er så det, der er den kæmpestore besparelse, og vi skal selvfølgelig - mener jeg - også have proportionerne med i den her diskussion.

Formanden:

Så er det fru Christine Antorini for en sidste kort bemærkning.

Christine Antorini (S):

Det var jo godt at høre, nemlig at hvis man bliver konkret i debatten, så kan Venstres ordfører godt anerkende, at der er skåret på uddannelser, og det, der er blevet skåret på, som regeringen har gjort sammen med Dansk Folkeparti, er på de uddannelser, hvor der uddannes lærere, pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere, ingeniører, finansøkonomer osv. Alle disse uddannelser er blevet beskåret, man har fjernet deres kvalitetsmidler, det går op over 200 mio. kr., og jeg vil bare høre, om Venstres ordfører også vil anerkende, at det rammer alle de øvrige professionsuddannelser, at man skærer kvalitetsmidlerne bort.

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Så tilføres der jo også penge fra globaliseringspuljen, og derfor mener jeg da, at vi er nødt til at bevare proportionerne i den her diskussion. Altså, det handler om en reduktion på omkring 1 pct.; den udfordring tror jeg godt at man kan overleve. Og når det bliver sagt, at det er godt at få fakta på bordet, så synes jeg jo også, at det kunne have været glædeligt, hvis Socialdemokraterne ville anerkende, at der samlet set tilføres 1,2 mia. kr. ekstra til hele uddannelsesområdet. Så lad os få den store bekendelsesrunde. Jeg har ikke noget at skamme mig over, uddannelse er et område, vi prioriterer højt, og vi gør det helt konkret med flere midler.

Formanden:

Ja tak. Så er det hr. Orla Hav for en kort bemærkning.

Orla Hav (S):

Jeg kan forstå, at ordførerens univers åbenbart i høj grad er X Factor, og jeg kan også forstå, at rollemodellen for hr. Peter Christensen er den dommer, som er meget overbevist om egne fortræffeligheder og har som karakteristika at nedgøre andre.

Kigger man hen over det og på det, som konkret beskrives omkring kommunernes virkelighed, ja, så kan jeg konstatere ved at læse udvalgte aviser, at Vesthimmerlands Kommune efter 2 års besparelser på 29 mio. kr. nu efter 4 måneder i indeværende år skal ud og reducere yderligere med 66-100 årsværk. Årsag: stigende sygefravær. Udsagnet bekræftes af den tidligere borgmester hr. Knud Kristensen. Der mangler i Vesthimmerlands Kommune et sted mellem 40 og 50 mio. kr. Årsag: sociale ydelser til ældre og syge og til børn, og det er jo lovpligtige ydelser.

Passer dette billede fra en i øvrigt Venstrestyret kommune som Vesthimmerland med det skønmaleri, hr. Peter Christensen har malet her i dag?

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Jeg tror, der er en masse udfordringer i at være kommunalpolitiker. Det er der hvert år. Det afgørende er jo, om der er flere ressourcer til rådighed, sådan at man også har noget at adressere de udfordringer med. Og det er der.

Er der et problem - vi har faktisk diskuteret det flere gange i dag - i forhold til sygefravær? Ja, der er et problem. Udmønter det sig helt konkret ude i kommunerne? Selvfølgelig gør det det, for også inden for sygefraværet er der store problemer især i kommunerne. Hvis bare alle kommuner fik sygefraværet ned på det laveste, der findes i den bedste kommune, så ville vi få frigjort 7.500 helårspersoner - 7.500 personer!

Så der er selvfølgelig hænder til rådighed, hvis vi ellers får sat ind over for den udfordring. Det er klart, at når mennesker ligger derhjemme og er syge, kan de ikke tage sig af de ældre. Det er jo ikke svært, det her. Så vi skal have gjort noget ved det høje sygefravær, og det er regeringen meget opsat på og vil komme med svar på i år.

Formanden:

Så er det hr. Orla Hav for en sidste kort bemærkning.

Orla Hav (S):

Finder ordføreren det rimeligt i sin ordførertale at give det indtryk, at kommunerne frit kan prioritere mellem de lovhjemlede udgifter, som jeg har refereret til - bl.a. udgifter til sygefravær - og anlægsudgifterne? Kan kommunerne frit prioritere mellem disse områder og dermed overholde aftaler, som er indgået?

Er det ikke at tørre ansvaret af på de kommunalpolitikere og ansatte, der forsøger at få en dagligdag til at hænge sammen på trods af en særdeles stram økonomi, som jeg forstår ikke optager Venstres ordfører ret meget?

Formanden:

Ordføreren.

Peter Christensen (V):

Det optager mig. Og jeg prøver ikke at tørre noget ansvar af, som er mit ansvar, men jeg prøver at fastholde et ansvar over for kommunerne, hvor det er deres ansvar.

Man kan ikke frit flytte, nej, det kan man ikke, men man kan i hvert fald kommunalt gøre noget for at nedbringe sygefraværet. Så selv om det er lovbestemte udgifter, er det jo ikke ensbetydende med, at man bare skal læne sig tilbage som kommunalpolitiker og sige: Nå, det var da ærgerligt, at det steg. Nej, man kunne jo gøre nogle ting for at få sygefraværet nedbragt. Der findes i forvejen en lang række ting, som man har mulighed for at gøre. Kommunalpolitikerne skal derfor bare stå ved deres ansvar. Og så er der rent faktisk også et kommunalt råderum i forhold til at tilvejebringe midler og løse udfordringerne.

Formanden:

Ja tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren, hr. Peter Christensen. Næste ordfører er hr. Morten Bødskov.

(Ordfører)

Morten Bødskov (S):

For mange har det længe været en gåde, hvorfor statsministeren bruger så meget tid, som han gør, uden for landets grænser. Har han mistet interessen for almindelige familiers hverdag? spørger folk sig selv. Mener han ikke, at der er flere problemer at løse? Eller er han bare så træt af det hele, at han måske naturligvis nok er på jagt efter et nyt job?

Hos Scandic Bookmakers kan man nu vædde om statsministerens fremtid, og alle væddemålene peger uden for landets grænser. Nu, hvor statsministeren åbenbart har mistet interessen for danskernes hverdag, synes vi faktisk, at han skulle tage at finde sig et nyt job. De udfordringer, Danmark står over for, de bekymringer, almindelige familier har i hverdagen, ja, de er så vigtige, at de ikke lader sig løse fra distancen.

Dansk økonomi er på bristepunktet, uligheden stiger, og nedslidningen af velfærden fortsætter. På alle tre punkter havde regeringen chancen for at sikre brede aftaler bag et sporskifte for Danmark. Socialdemokraterne tilbød regeringen brede aftaler om forbedringer for vores syge, omsorgen for vores ældre og pasningen af vores børn. Vi tilbød et opgør med en udvikling, hvor flere børn hver dag står op til et liv i fattigdom, en fremtidssikring af vores uddannelser, så flere unge - og ikke som nu færre unge - får den rigtige uddannelse. Og vi tilbød en holdbar økonomisk udvikling, hvor vi med en ambitiøs jobplan ville sikre op imod 100.000 flere i beskæftigelse og en mindre økonomisk opstramning, som skulle fjerne dansk økonomi fra det truende bristepunkt.

Socialdemokraterne fremlagde et ambitiøst og ansvarligt finanslovudspil, men på intet punkt ønskede regeringen at skifte spor. Resultatet er, at flere vil leve et liv i fattigdom og ulighed. Nedslidningen af velfærden fortsætter. Dansk økonomi er stadig på bristepunktet, og med Nationalbankens ord kan udviklingen føre til en unødig høj og langtrukken stigning i ledigheden. Prisen betales af vores børn, pensionisterne, politibetjentene og de studerende. Det er dem, der vil mærke forringelserne i vuggestuen, på plejehjemmet, på erhvervsskolen og på politistationen.

Da finansloven blev fremsat, før udskrivelsen af folketingsvalget, blev vi lovet århundredets reform af den offentlige sektor, en såkaldt ambitiøs kvalitetsreform og mere og bedre velfærd til alle. Det var dengang.

Efter valget og med den finanslovsaftale, vi behandler i dag, kan vi se, at den er spækket med løftebrud: dagpengebesparelser for op mod 700 mio. kr. om året; besparelser på uddannelsesområdet på flere hundrede millioner kroner; øget brugerbetaling for forældre med børn i daginstitutioner; brugerbetaling for mad til de små i vuggestuen, som i dag er gratis; og store millionbesparelser på bl.a. politiet og erhvervsskolerne.

Før folketingsvalget lovede statsministeren 50 mia. kr. i en særlig kvalitetsfond til nye skoler, plejehjem og sygehuse. De offentligt ansatte blev lovet guld og grønne skove i fine valgkampsmaterialer. »Er du offentligt ansat?« spurgte en solbrændt og smilende statsminister på forsiden af Venstres valgkampspjece og lovede 50 mia. kr. over de næste 10 år til dem og deres arbejdsplads. På Venstres sommertræf i august måned viste statsministeren med forargelse i stemmen store billeder af nedslidte skoler. Det skulle være slut med uhumske toiletter i skolegården, huller i tavlen, utætte vinduer og skimmelsvamp, der krøb ned ad væggene.

I den finanslovaftale, som vi behandler i dag, er kvalitetsfonden forsvundet som dug for solen. Ordet kvalitetsfond er ikke nævnt med et eneste ord i aftaleteksten, og de 50 mia. kr. findes ikke. Ikke ét beskidt toiletbræt, ikke én hullet tavle eller et eneste utæt vindue bliver udskiftet med den her finanslov. Kvalitetsfonden og de løfter, som ikke mindst den tidligere finansminister gav, om de 50 mia. kr. som et megaløft til velfærden, var ét stort bluffnummer - et kæmpe løftebrud.

Prisen betales af vores børn. Flere børn får ondt i maven, fordi de ikke vil benytte de uhumske toiletter i skolegården. Der er flere syge børn med allergiproblemer og mere skimmelsvamp, der kryber ned ad væggene. Der er ingen enestuer til vores syge på hospitalerne. Og de forældre, der stolede på løftet om, at regeringen var parat til at forbyde lukkedage i daginstitutionerne, må være slemt skuffede. Der vil stadig være mange - rigtig mange - generende lukkedage for børnefamilierne.

Næste år bliver det meget værre. Her venter Løkkes løkke til kommunerne: 1 mia. kr. mindre til velfærd, krav fra regeringen om massive effektiviseringer og hårde opbremsninger i allerede planlagte renoveringer af bl.a. skoler og daginstitutioner. Der er meget langt fra den finanslovsaftale, vi behandler i dag, til statsministerens løfter om århundredets reform af den offentlige sektor. Det, vores børnefamilier, de syge og vores ældre står tilbage med, er ét langt katalog over brudte løfter.

I 2009 er Danmark vært for FN's klimatopmøde. Om det er derfor, klimaministeren pludselig kom i bevægelse i forhandlingerne om den nye energiaftale, vides ikke, men rigtig, rigtig mange måneder gik der, før der skete noget.

I Socialdemokratiet er vi tilfredse med, at det er lykkedes at få en bred aftale om dansk energipolitik. Indsatsen for vedvarende energi styrkes og skal i 2011 dække 20 pct. af Danmarks bruttoenergiforbrug. Derfor sikres der også bedre muligheder for opsætning af vindmøller og brug af anden vedvarende energi - ikke mindst på baggrund af en stærk socialdemokratisk indsats. Energiaftalen er et skridt i den rigtige retning, og jeg skal heller ikke undlade her at understrege, at vi har store forventninger til det meget vigtige opfølgningsarbejde, der nu skal gøres, således at vi kan sikre, at aftalen også nu kan være et brud med 7 års klimapolitisk ørkenvandring.

Alt for mange år er spildt på en statsminister, der ikke mente, at den smeltende indlandsis var et problem, Bjørn Lomborgs stadig mere pinagtige debatter og fantasifulde forslag om at nedprioritere kampen mod klimaforandringer og en vicestatsminister, der ikke mente, at CO2-udledningerne var et problem.

Siden 2001 har Danmark tabt førertrøjen i international miljø- og klimapolitik. I de sidste 7 år er der stort set ikke opstillet vindmøller. Vindmølleparker er aflyst, og støtten til vedvarende energi er forringet. Og i 2006 gik det helt galt. Udledningen af CO2 steg, og det samme gjorde vores energiforbrug, mens andelen af vedvarende energi faldt.

Energiaftalen er som sagt set med socialdemokratiske briller god, men den er ikke nok. Der er behov for en ny klimapolitik, som fremmer vedvarende energi, effektiviserer energiforbruget og satser på kollektiv trafik, så vi kan tage vores del af ansvaret for kampen for et bedre globalt klima og en mere solidarisk og retfærdig global udvikling. I den forbindelse er det skuffende og en skændsel at konstatere, at udviklingsbistanden - både med og uden Ny Alliance - i finanslovaftalen fortsætter på et historisk lavt niveau.

Som en del af forligskredsen bag den såkaldte satspulje er Socialdemokraterne igen i år med til at fordele og sikre millioner til vores udsatte grupper. Vi støtter selvfølgelig de ændringsforslag, der vedrører satspuljen. Dette års forhandlinger bliver også et gennembrud for de socialdemokratiske velfærdsrettigheder. Vi har hele tiden ment, at børn skal have ret til behandlingstilbud og opfølgning efter ophold på krisecentre. Volden i danske hjem er desværre alt for høj. Ikke mindst vores børn lider under det. Indsatsen mod vold i hjemmet skal styrkes. Nu sker der noget. Nu får børnene - ikke mindst efter en stærk socialdemokratisk indsats - ret til bedre behandling af deres svære lidelser og traumer. Samtidig er det efter lang tids diskussion med regeringspartierne nu endelig lykkedes at nå til enighed om forbedringer af løn- og ansættelsesvilkår for hjælpere til handicappede. Det sker nu fra 2009.

Bedre forhold for vores psykisk syge, vores handicappede, vores førtidspensionister og udsatte pensionister skal være hjørnestenen i udbygningen af vores velfærd. Derfor fortsætter vi i Socialdemokratiet kampen for deres rettigheder til bedre velfærd. Desværre afviste regeringen vores ønske om at sikre de udsatte pensionister 500 mio. kr. Men Socialdemokraterne støtter forhøjelsen af ældrechecken.

Socialdemokraterne er ligeledes tilfredse med, at det er lykkedes at lave en række andre aftaler: en ny flerårsaftale for Det Kongelige Teater, en opfølgning på globaliseringsaftalerne og ikke mindst en udbygning af Forebyggelsesfonden.

Vi er ikke med i aftalerne om en jobplan, initiativerne på sundhedsområdet eller flerårsaftalen for Kriminalforsorgen. Vi stemmer derfor imod de ændringsforslag, der vedrører finansieringen af de her tre aftaler.

Før finansloven blev fremsat, fremlagde Socialdemokraterne en ambitiøs jobplan, som skulle sikre op imod 100.000 flere i beskæftigelse ved at styrke indsatsen over for vores ledige og ved at mindske det alt for høje sygefravær. Vi afviste på forhånd at være med til, at folk med behov for supplerende dagpenge skulle betale for endnu en stor skattelettelse til veluddannede og velfungerende ældre.

Ikke overraskende, når man ser på rækken af løftebrud, blev dagpengebesparelser resultatet af finanslovforhandlingerne. 700 mio. kr. skal der i 2011 og årene frem spares på supplerende dagpenge. Vi stemmer imod dette enorme løftebrud og deler samtidig bekymringen for fremtiden for dansk økonomi og velfærd, når det for alvor går op for regeringen og støttepartierne, at denne jobplans bidrag til at sikre holdbarheden i dansk økonomi stort set er lig nul.

I Socialdemokratiet håber vi, at flerårsaftalen for Kriminalforsorgen styrker behandlingen af vores indsatte, sikrer færre gengangere i fængslerne og dermed forhindrer flere nye ofre for kriminalitet. Vi er ikke med i aftalen, fordi regningen skulle betales ved effektiviseringer af statslige indkøb. Det kan i sig selv være en udmærket idé, men så længe regeringen ikke kunne sandsynliggøre, at effektiviseringerne ikke ville resultere i endnu flere besparelser på uddannelsesområdet, blev der ingen aftale.

Med andre ord: Vores velfærdssamfund står ved en korsvej. Uden et sporskifte fastlåser vi en udvikling, som er i direkte strid med velfærdssamfundets grundlæggende værdier. I Danmark har vi paradoksalt nok en velfærdsminister og samtidig en fattigdom, der stiger. I eftermiddag får velfærdsministeren chancen for at vise, at hun rent faktisk er velfærdsminister - ikke bare af navn, men også af gavn.

Regeringens kontanthjælpsloft og den såkaldte starthjælp fastholder tusindvis af danskere i fattigdom. Socialdemokraterne vil af med dem begge, fordi de fastholder i forvejen meget udsatte grupper i fattigdom, og fordi de splitter Danmark - i en tid, hvor vi har behov for det modsatte.

I de senere år har Danmark oplevet historisk fremgang i beskæftigelsen. Og enorme indtægter fra olien i Nordsøen har kastet milliarder af kroner i statskassen. Men er fremgangen blevet forvaltet rigtigt? Har vi fået nok ud af fremgangen? Er Danmark blevet mere samlet, eller er Danmark blevet mere splittet?

Fremgangen er forvaltet forkert. Milliarder i skattelettelser har sat sammenhængskraften i vores samfund over styr. Familier fastholdes bevidst i fattigdom. Investeringerne i vores velfærd halter, og alle værner sig nu mod en forestående økonomisk krise.

Danmark er desværre blevet mere splittet. Flere børn står op til en dagligdag præget af fattigdom. Færre unge får en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Offentlige investeringer i udbygning af velfærden er faldet. Flere lejere bliver sat på gaden, fordi de ikke kan betale deres husleje. Sygefraværet stiger og stiger, og endnu flere bliver desværre marginaliseret.

Vi mener, at fremgangen skal fastholdes. Med lurende økonomisk krise er det ved at være tid til et sporskifte. De penge, vi har, skal bruges på at fremtidssikre vores velfærdssamfund.

I sidste uge mente vicestatsministeren - i øvrigt ikke overraskende - at nok en omgang store skattelettelser er den rette medicin til en økonomi på bristepunktet og et samfund, der er mere splittet end tidligere.

Vælger man den vej, og betaler man de skattelettelser, som vicestatsministeren foreslog - i øvrigt heller ikke overraskende - med endnu flere massive besparelser i den offentlige sektor, ja, så forstår vi faktisk godt dem, der mener, at både statsministeren og vicestatsministeren fuldstændig har mistet forbindelsen til og forståelsen for de bekymringer, som almindelige familier har i hverdagen.

Det vil være uansvarligt, og det vil splitte Danmark yderligere.

Formanden:

Ja tak. Vi går nu over til de korte bemærkninger, og følgende er noteret til at have et ønske om en kort bemærkning: Hr. Peter Christensen, hr. Kristian Thulesen Dahl, hr. Lars Barfoed, hr. Frank Aaen, hr. Jacob Jensen, hr. Martin Henriksen, fru Helle Sjelle, hr. Karsten Lauritzen, hr. Per Ørum Jørgensen og hr. Tom Behnke.

Den første, der får ordet for en kort bemærkning, er hr. Peter Christensen.

Peter Christensen (V):

Det Radikale Venstre har forfattet et notat, hvor de har været inde at kigge på de forslag, der kommer fra SF. Jeg vil ikke spørge Socialdemokraterne om SF's konkrete forslag, for det vil ikke være rimeligt, men konklusionen i notatet er, at SF ikke er økonomisk ansvarlige. Det er jeg faktisk meget enig i.

Jeg kan forstå på SF, at de vil i regering, og at de faktisk vil have Socialdemokraterne med. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om Socialdemokraterne også vil have SF med, og bliver det så den samme regering?

Formanden:

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Det, som vi forholder os til her i dag, er ændringsforslag til finansloven, og det er med afsæt i det socialdemokratiske forslag, som vi genfremlagde her i februar måned. Det er et forslag, som er ansvarligt, som bruger de penge, vi har, på det, som de skal bruges til, nemlig til at investere i den grundlæggende velfærd, og som også kommer med et forslag, som jeg tror blev karakteriseret som et modigt forslag, da vi sidst havde debatten, til, hvordan man kan holde dansk økonomi på rette spor. Det var en finansiel opstramning.

Spørgsmålet om SF kunne ordføreren meget rigtigt stille til SF, men jeg vil gerne sige, at vi fra socialdemokratisk side deler mange synspunkter med SF med hensyn til, hvilken vej det danske samfund skal bevæge sig, og vi har en fælles forståelse af vigtigheden af at udbygge vores velfærd. En eventuel regeringsdannelse tager vi som givet kommer efter næste folketingsvalg, og de spørgsmål, der rejser sig deraf, klarer vi selvfølgelig også i den forbindelse.

Formanden:

Hr. Peter Christensen for en sidste kort bemærkning.

Peter Christensen (V):

Jamen det var jo et høfligt og pænt svar. Men kan hr. Morten Bødskov slet ikke blive nervøs, for SF er jo blevet et stort parti, som vokser og tager stemmer fra Socialdemokratiet? Vi kan jo ende i den situation, at de faktisk kommer og beder om at få den her uansvarlighed gennemført. Tør Socialdemokratiet gå i regeringen med SF?

Formanden:

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Det, som jeg kan garantere spørgeren for, er, at når den tid kommer, og den kommer efter næste folketingsvalg, hvor Socialdemokraterne skal danne en regering, vil grundlaget selvfølgelig være en ansvarlig økonomisk politik, og det er det, vi har fremlagt ved opstarten til den her finanslovdebat. Det er klare prioriteringer til fordel for investeringer i den grundlæggende velfærd, og det er udbygning af vores uddannelser, således at de sygeplejersker, folkeskolelærere og andre af velfærdssamfundets kernetropper, som regeringen jo i øvrigt i ny og næ taler meget pænt om, ikke længere skal opleve besparelser, sådan som de kommer til nu. Det er et opgør med den politik, som har bragt dansk økonomi til bristepunktet, hvor man har givet større og endnu flere skattelettelser, uden at have blikket stift rettet mod at dansk økonomi bliver på sporet.

Nu har jeg jo også kun været aktiv i dansk politik på et sådant niveau i de sidste 10-12 år, men jeg har aldrig nogen sinde oplevet Nationalbanken være så skarp i sin kritik af en regerings førte økonomiske politik, som tilfældet er i dag. Så det vil være et opgør med det, og det kan ordføreren være fuldstændig sikker på vil bringe Danmark på ret kurs.

Formanden:

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Når jeg tager ordet, er det, fordi jeg helt oprigtigt gerne vil forstå Socialdemokratiets politik. Det er svært i en tid, hvor der næsten hver uge kommer et nyt bud fra en socialdemokrat på, hvad Socialdemokratiets politik er.

Da vi tilbage i november måned stod midt i valgkampen, var Socialdemokratiets politik baseret på 29 velfærdsrettigheder. Da vi forhandlede finanslov for en måneds tid siden var det det samme - baseret på velfærdsrettigheder. Det gik så vidt, at den socialdemokratiske formand, fru Helle Thorning-Schmidt, jo også under åbningsdebatten sidste efterår sagde:

»Klare rettigheder betyder, at det nu er slut med den gammeldags måde at føre politik på . Velfærdsrettigheder er moderne politik, for med velfærdsrettigheder inviterer man virkeligheden indenfor på Christiansborg«.

Jeg syntes egentlig, at det var meget flot, indtil jeg så kunne se fru Mette Frederiksen gøre op med den her tankegang om rettigheder. Fru Mette Frederiksen kommer nu med ni, eller var det ti teser - den sidste skulle vi vist selv finde på - om, at pligter går forud for rettigheder, altså gør op med hele rettighedstankegangen. Så bliver jeg nødt til at spørge den socialdemokratiske ordfører: Har Socialdemokratiet dermed gjort op med de her 29 velfærdsrettigheder, eller hvordan skal man fortolke Socialdemokratiets næstformands bud med på her teser?

Formanden:

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Spørgeren kan være helt sikker på, at Socialdemokraterne ikke har gjort op med ønsket om at investere i vores velfærd, og af de velfærdsrettigheder, som vi allerede har lanceret, er en lille håndfuld af dem også med i vores finanslovudspil, så det går jeg ud fra, at hr. Kristian Thulesen Dahls som finansordfører er fuldt vidende om.

Jeg vil dog advare imod det der med sådan at køre en retorik op om at skifte spor. Jeg husker, at Dansk Folkeparti forud for valgets udskrivelse, da der var stor debat om, om De Konservative ville have endnu en omgang massive skattelettelser, var meget langt fremme i skoene med hr. Kristian Thulesen Dahl som den fremmeste ordfører for synspunktet om, at der inden for denne valgperiode - altså sidste valg periode - ikke ville blive givet skattelettelser. Hvad skete der? 10 mia. kr. i skattelettelser. Hvem var det, der kritiserede de skattelettelser? Det var Ældre Sagen, som meget, meget direkte sagde, at den skattepakke, som Dansk Folkeparti - modsat tidligere løfter - havde lagt stemmer til, svækkede ikke mindst de mest udsatte pensionisters vilkår.

Så pas nu på med at puste sig for højt op i diskussionen om, hvad man tidligere har sagt. Det kan ramme en som en boomerang.

Formanden:

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for en sidste kort bemærkning.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Det er jo fantastisk. Jeg stiller et spørgsmål, hvor jeg understreger, at det er for at finde ud af, hvad den socialdemokratiske politik er, og så bruger hr. Bødskov 5 eller 7 sekunder på at forsøge at svare på mit spørgsmål og hele den resterende taletid på at tale om et eller andet vedrørende noget skat sidste år eller forrige år eller i hvert fald i sidste valgperiode.

Jeg bad faktisk om at få svaret for at finde ud af, hvad Socialdemokratiets politik går ud på, men når man skal bruge så meget tid på at tale om noget andet, kan det jo skyldes, at man har en rigtig dårlig sag.

Jeg vil bare prøve igen. Når man gik til valg, og når man for en måned siden forhandlede finanslov ud fra 29 klare velfærdsrettigheder - hele omdrejningspunktet for vores diskussion i finanslovforhandlingerne var, hvordan de her rettigheder kunne indfries - kræver det et spørgsmål. For Socialdemokratiets næstformand kommer så pludselig med ni teser - hun siger, at det er ti, men det er reelt ni, for den sidste skal vi altså selv finde på - hvor en af teserne er at gøre op med den her rettighedstankegang og sige, at det nu skal dreje sig om pligter. Og så spørger jeg den socialdemokratiske finansordfører: Hvordan skal vi som måbede tilskuere til det her skuespil, der foregår i den socialdemokratiske folketingsgruppe om at definere, hvad socialdemokratisk politik er, fortolke det? Hvad er det, vi skal gå ud fra er den socialdemokratiske linje? Og hvad får jeg så at vide? Et eller andet om, hvad jeg skulle have sagt om skat i sidste valgperiode. Jamen nu er det Socialdemokratiets finansordfører, der står på talerstolen, og så kan man stille spørgsmål til mig, når jeg lige om lidt kommer op som ordfører.

Formanden:

Så er det ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Jeg forsøgte faktisk at lede spørgerens interesse hen på det socialdemokratiske finanslovudspil, for der nævnes ikke mindre end tre eller fire af de her rettigheder, som vi også har diskuteret sammen. Så det kan jo ikke komme som en overraskelse, selv om man selvfølgelig skal spørge på den måde - vi kender jo godt gamet herinde, så det er helt fair.

I det socialdemokratiske finanslovudspil er der en lille håndfuld af de her rettigheder, som bliver søsat, og som er socialdemokratisk politik, for vi mener modsat Dansk Folkeparti - og det var det, jeg forsøgte at antyde tidligere, altså at man var sprunget fra løftet om modstanden mod skattelettelser - at de penge, vi har, skal prioriteres til grundlæggende velfærd. Socialdemokraterne holder fast i modstanden mod skattelettelser. Vi mener, at pengene skal gå til investeringer i uddannelserne, til forbedringer for vores ældre, til, at vores syge kan få en bedre velfærd.

Det er sådan set meget enkelt, og det er gengivet i det socialdemokratiske finanslovudspil, og det er Socialdemokratiets politik.

Formanden:

Så er det hr. Lars Barfoed for en kort bemærkning.

Lars Barfoed (KF):

Ja, jeg må tilstå, at jeg blev helt bekymret, da jeg hørte hr. Morten Bødskovs tale, for jeg tænkte, at der må være sket noget, siden jeg kom i morges, for det var jo en tale, der udmalede et billede af et ruineret Danmark bombet tilbage til stenalderen. Så jeg ville lige hen og kigge ud ad vinduet. Solen skinner stadig væk, trafikken kører, og folk ser ud til at have det godt, dronningen har fødselsdag, og der er flag på bygningerne, så jeg tror, at hr. Morten Bødskov har haft en dårlig drøm i nat, siden han udmalede det danmarksbillede.

Jeg vil gerne fortsætte lidt med det, hr. Kristian Thulesen Dahl nu har rejst, med rettigheder og pligter og det med det sociale. Jeg kan forstå, at man virkelig gerne vil gøre en indsats for at gøre noget for de svageste i det her samfund, for de fattige, for hr. Morten Bødskov mener åbenbart, at der er rigtig mange fattige i det her land.

Et af de punkter i Socialdemokratiets finanslovudspil, der virkelig koster penge, er gratis mad til alle børn i daginstitutioner. Det koster 750 mio. kr. om året, en kæmpe udgift. Skal jeg forstå det sådan, at det virkelig er en afgørende social rettighed, at alle familier, som sagtens har råd til selv at betale for deres børns mad og i dag giver dem mad med i en madpakke eller betaler for den i en ordning, der i forvejen er, nu skal have den gratis? Er det virkelig sådan, man skal prioritere pengene til de fattigste i det her land: at uddele milde gaver til alle familier, som egentlig sagtens selv kunne have betalt for deres børns mad?

Formanden:

Det er ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Jeg tror simpelt hen, det må være fordi, at gardinerne er trukket for, at hr. Lars Barfoed stadig lever i illusionen om, hvordan Danmark ser ud. Det må være derfor. Hvis hr. Lars Barfoed ikke har nogen forståelse for, hvad det er, der sker i den offentlige sektor, hvis hr. Lars Barfoed ikke lytter til de bekymringer, som udkrystalliserer sig i dag i adskillige fagforbund rundtomkring om situationen i vores grundlæggende velfærd, så er det, fordi gardinerne i mere end én forstand er trukket for.

Når det så handler om de socialdemokratiske velfærdsrettigheder, så er vi meget glade for, at der er så stor interesse for dem, fordi de er vigtige. Det er vigtigt, at vi prioriterer de midler, vi har, til velfærd, frem for til det projekt, som hr. Lars Barfoeds partiformand var ude med her i sidste uge, og hvori man oprigtig talt mener, at med en dansk økonomi, der er på bristepunktet, er den rette medicin endnu en omgang store skattelettelser, som er finansieret hvordan? Med massive besparelser på den offentlige sektor. Det må jeg sige er et sats, der vil noget, det er nedrullede gardiner, det er manglende blik for, hvad det er for udfordringer, vi står over for i Danmark lige i øjeblikket.

Formanden:

Det er hr. Lars Barfoed for en sidste kort bemærkning.

Lars Barfoed (KF):

Hr. Morten Bødskov var så ivrig efter at tale om gardiner, der var trukket for og sådan noget, at han helt glemte at svare på spørgsmålet. Mit spørgsmål lød egentlig: Er det sådan, at det er udtryk for en afgørende social rettighed, som virkelig kan betyde noget for de svageste i det her samfund, at prioritere 750 mio. kr. om året til at forære forældre, der sagtens selv kunne betale for deres børns mad, gratis mad? Er det sådan, man skal prioritere socialt ifølge Socialdemokratiet i det her land, for så er det jo virkelig velfærdsrettigheder, der bliver prioriteret langt over pligter og ansvar.

I Det Konservative Folkeparti har vi den opfattelse, at det først og fremmest er forældrenes ansvar og pligt at sørge for, at deres børn får mad, og derfor er det også helt naturligt, at når man har råd, så betaler man selv for børnenes mad. Der forstår jeg, at vi ser afgørende forskelligt på det, og at det er en vigtig social prioritering for Socialdemokratiet at sikre alle familier gratis mad til deres børn henne i daginstitutionen. Jeg synes, det er en dårlig social prioritering. De penge bliver taget fra de svageste, for så er der ikke råd til at bruge 750 mio. kr. på dem, når man vil klatte pengene ud til alle familier.

Formanden:

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Vi synes faktisk, at det er en rigtig god prioritering at give børnefamilierne muligheder for at få en lidt mindre stressende hverdag, sådan at de kan være sikre på, at når deres små børn, eksempelvis i vuggestuerne, bliver anbragt i vuggestuen, så er der garanti for, at de får et gratis og sundt måltid mad hver dag. Det er bevist adskillige gange, at det er vigtigt for børnene, det er vigtigt for deres indlæring, det er vigtigt for deres dagligdag.

Men der, hvor vandene skiller, er jo ved, at Socialdemokraterne giver det her som velfærdsrettigheder. Vi siger, at det er en vigtig prioritet i et af verdens mest moderne velfærdssamfund at sikre, at vi fortsætter en udvikling, hvor vi altså indfører velfærdsrettigheder, her et gratis måltid mad til børnene, eksempelvis i vuggestuen.

Det, regeringen gør, er - den taler meget om gratis mad, men efter valget bryder den sit løfte - at indføre brugerbetaling eksempelvis til forældre, som har små børn i vuggestue nu. De kommer til fremover at skulle betale for det, de i dag får gratis. I dag får 81 pct. af børn i vuggestuer et gratis måltid mad, og der er en risiko for, at forældrene får lov til at betale for det fremover. Det er ren konservativ politik, for så får man penge til de skattelettelser, som hr. Lars Barfoeds formand var ude med her i sidste uge.

Formanden:

Så er det hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Frank Aaen (EL):

Socialdemokratiet og Enhedslisten er enige om, at der er velfærdsansatte, der får for lidt i løn, og at der er ulighed mellem kvindefag og mandefag, som der bør rettes op på. Derfor var vi da også ualmindelig glade, da vi i december måned kunne læse Socialdemokratiets formand udtale i Jyllands-Posten, at man ville afsætte 5 mia. kr. ekstra over 3 år, så de offentligt ansatte kunne få et lønløft:

Vi er nødt til at acceptere, at der er et arbejdskraftproblem i den offentlige sektor. Det gør indtryk på os, at der er nogle områder, der halter bagud.

Fremragende - hvad blev der så lige af den udtalelse? Hvor kan vi se det i Socialdemokratiets ændringsforslag? Hvor kan vi se det i konkret handling? Er der noget, man har glemt, og som kun blev sagt, fordi der lige var en god stemning i en periode?

Formanden:

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Svaret på de problemer, som Socialdemokraterne pegede på i efteråret, for så vidt angår de problemer, som ansatte i den offentlige sektor oplever med nedslidning, med dårligt arbejdsmiljø, med forringede muligheder for at give en ordentlig service til de borgere, som de tager sig af, hvad enten det er i vuggestuen, børnehaven, på plejehjemmet eller sygehuset, kan hr. Frank Aaen se afbilledet i det socialdemokratiske finanslovforslag, hvor langt, langt størstedelen af midlerne går til udbygning af den grundlæggende velfærd. De ting, Socialdemokraterne pegede på i august, september eksisterer stadig væk, de problemer, der er, eksisterer stadig væk.

Når det er sagt, tror jeg, man må sige, at der nu er en konflikt i gang. Den skal have lov til at gå sin gang. Det kan jo være, at parterne finder sammen og finder en løsning. Det er set før, at man gør det. Jeg synes oprigtig talt, det vil være upassende, at man begynder at stå og diskutere lønløft og andre spørgsmål her fra Folketingets talerstol, men respekterer, at der nu er en konflikt. Den går sin gang, og det er den proces, som vi må affinde os med.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Frank Aaen.

Frank Aaen (EL):

Man lovede altså de offentligt ansatte, og man lovede de lavtlønnede kvinder 5 mia. kr. til at sikre et lønløft, sådan at de kunne indhente noget af det efterslæb, som de havde. Det lovede man sammen med SF, sammen med Enhedslisten og sammen med Dansk Folkeparti. Der var et flertal for en sådan ekstraordinær bevilling for at løse nogle åbenlyse lønproblemer, og med de partier, jeg lige har nævnt, er der jo et stort flertal for det i Folketinget. Derfor undrer det mig, at fra december og til nu, så kort tid efter, glemmer Socialdemokratiet sit løfte, for det er lige præcis de 5 mia. kr., man gav løfte om, som ville være i stand til at løse den konflikt, vi har i gang, både til gavn for de offentligt ansatte og til gavn for brugerne, de ældre og de syge.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Socialdemokraterne står selvfølgelig ved det, vi har sagt tilbage i august og september, og som jeg startede med at sige: De problemer, vi pegede på dengang, eksisterer stadig væk. Men jeg tror, at man må acceptere, at der er en konflikt i gang nu, som går sin gang, og som skal have lov til at gå sin gang. Det kan jo være, at parterne finder sammen og finder en løsning, men nu må vi se, hvordan det ender. Det synes jeg man må respektere.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Jacob Jensen for en kort bemærkning.

Jacob Jensen (V):

Nu brugte hr. Morten Bødskov en del af sit indlæg og i øvrigt også af sit svar til Venstres ordfører, hr. Peter Christensen, for et øjeblik siden på at tale om økonomisk ansvarlighed, og at Socialdemokraterne ville føre en økonomisk ansvarlige linje.

Derfor kunne det være meget interessant at følge lidt op på det og høre lidt til: Hvad er det så egentlig, Socialdemokraterne mener, når de siger, at de vil lave en økonomisk ansvarlig politik? Mener hr. Morten Bødskov, at det eksempelvis er fru Helle Thorning-Schmidt, som er ansvarlig, når hun til Politiken den 12. april udtaler, og jeg citerer: »Prisen for en ny og bedre offentlig sektor er, at vi ikke sænker skatten«? Eller er det ansvarligt, når Socialdemokraternes næstformand og skatteordfører, hr. Nick Hækkerup, samme dag, vel at mærke til en anden avis, nemlig Berlinske, udtaler, og jeg citerer igen: »Det er min vurdering, at topskatten skal sænkes«. Er det fru Helle Thorning-Schmidts politik, eller er det hr. Nick Hækkerups politik, som er en ansvarlig økonomisk politik ifølge hr. Morten Bødskov?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Hvis ordføreren havde fulgt lidt med og - tror jeg - læst disse indlæg og kommentarerne til dem, havde han opdaget, at der faktisk ikke er nogen konflikt mellem de to.

Socialdemokratiets grundlæggende synspunkt er, at de udfordringer, vores velfærdssamfund står over for, kræver prioriteringer. Det er derfor, vi har fremlagt et finanslovforslag, som indeholder meget kraftige prioriteringer. Jeg ved godt, at man ikke har interesse i det hos Venstre. Der har man interesse i at bruge de penge, vi har, på skattelettelser.

Det, som hr. Nick Hækkerup har sagt, er i fuldstændig overensstemmelse med det, fru Helle Thorning-Schmidt har sagt. Det handler om, at hvis Socialdemokraterne skal være med i en skattereform, skal skatteomlægningerne være fuldt finansieret og sikre et mere grønt skattesystem, en mere solidarisk finansiering af byrderne i vores samfund og ikke mindst også en mere retfærdig omfordeling i vores samfund. De her ting er på ingen måde i konflikt med hinanden. Tværtimod vil de give et Danmark, som er betydelig mere i balance end det, vi ser i dag, hvor den her regerings manglende vilje til at prioritere, har betydet, at vi har fået et Danmark, hvor uligheden stiger.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Jacob Jensen.

Jacob Jensen (V):

Ud fra det svar må jeg sådan set konstatere, at hr. Morten Bødskov faktisk mener, at de begge to, både fru Helle Thorning-Schmidt og hr. Nick Hækkerup, ikke fører en ansvarlig økonomisk politik i forhold til de udsagn. Man kan jo ikke som hr. Morten Bødskov stå og sige, at Socialdemokraterne vil gå med i en skattereform ved at lægge skatten om og dermed også sænke skatten. Det er i modstrid med det, som fru Helle Thorning-Schmidts siger, nemlig at man ikke skal sænke skatten. Omvendt siger hr. Morten Bødskov, at det også skal være på en socialt afbalanceret måde. Jamen hvordan hænger det så sammen med det, som hr. Nick Hækkerup siger, nemlig at topskatten skal sænkes? Altså, hvem er den ansvarlige? Er det fru Helle Thorning-Schmidt, eller er det hr. Nick Hækkerup? Man kan ikke stå og sige, at de to udsagn er i overensstemmelse med hinanden, man må vælge enten den ene vej eller også den anden vej.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Det er i ganske, ganske fin overensstemmelse med hinanden. Udgangspunktet er et spørgsmål om, hvad vi vil bruge de penge, vi har, til. Vil vi bruge dem, som De Konservatives formand har været ude at sige, til endnu flere og endnu større skattelettelser - finansieringen af dem skal så i øvrigt komme ved stærkere besparelser i den offentlige sektor - eller vil vi investere dem i den grundlæggende velfærd? Det er det valg, vi står over for i de her år.

Det er det, som fru Helle Thorning-Schmidt meget klart har sagt, nemlig at det er det socialdemokratiske valg. Vi har valgt, vi vil bruge pengene på velfærd. Det, som hr. Nick Hækkerup gør, er at skitsere, hvad de socialdemokratiske grundpræmisser er for at være med i det skattereformsamarbejde, som skal i gang. Det handler om skatteomlægninger, det handler om fuldt finansierede skattelettelser modsat det, som hr. Bendt Bendtsen har været ude at sige, som koster i daginstitutionen, som koster i vuggestuen, som koster i ældreplejen, når man skal finde endnu større skattelettelser til dem, som i forvejen har allermest i det samfund, som vi er en del af.

Det vil Socialdemokratiet ikke være med til, og derfor er der under ingen omstændigheder nogen modsætning mellem det, som fru Helle Thorning-Schmidt har sagt, og det, som hr. Nick Hækkerup har sagt.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Martin Henriksen (DF):

Jeg er ude i det samme ærinde, som bl.a. hr. Kristian Thulesen Dahl var ude i, nemlig at få klarhed over, hvad der er Socialdemokraternes politik. Hr. Morten Bødskov sagde i et af sine svar til hr. Kristian Thulesen Dahl, at man fastholder modstanden imod skattelettelser, og så vil jeg bare gerne vide, som andre også har spurgt ind til, hvordan det kan være, at Socialdemokraternes skatteordfører har været ude at sige, at der skal lettelser til i topskatten. Hvordan harmonerer det med, at man fastholder sin modstand imod skattelettelser?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Det anede mig, at det ærinde, hr. Martin Henriksen er ude i, er det samme som hr. Kristian Thulesen Dahls. Det kan godt være, at det var, fordi de to herrer sådan ligesom stod og snakkede sammen, at de ikke hørte mit svar til hr. Jacob Jensen, men der er sådan set ikke nogen konflikt. Det socialdemokratiske grundlag for at lave en skattereform i Danmark, som skal være langtidsholdbar, er, at skatteomlægninger skal der til, og de skal være fuldt finansierede. Vi vil ikke være med til det, som De Konservatives formand har været ude at sige, nemlig at vi skal have en ny omgang store skattelettelser. Det skulle være medicinen til et Danmark, hvor økonomien er på bristepunktet, og hvor vi kan se, at Danmark aldrig nogen sinde har været mere splittet, end det er nu.

Det er fuld finansiering, det er omlægninger, det er et mere grønt skattesystem, og det er et mere retfærdigt skattesystem. Det er de socialdemokratiske principper for det skattereformarbejde, der skal i gang.

Jeg må ærligt sige, at hvis Dansk Folkeparti ikke kan tilslutte sig det her, så forstår jeg godt, man kunne springe fra løftet om at sige nej til skattelettelser før sidste folketingsvalg og få den byge af kritik, man fik i nakken, eksempelvis fra Ældre Sagen, hvor man altså er blevet kritiseret for at lave en skattepakke, der forringer vilkårene for de dårligst stillede pensionister.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Martin Henriksen.

Martin Henriksen (DF):

Hvis hr. Morten Bødskov vil have Dansk Folkeparti til at tilslutte sig noget, som Socialdemokraterne går ind for, skal vi lige vide, hvad det er, Socialdemokraterne går ind for. Så det prøver jeg lige at få et svar på endnu en gang.

Altså, så vidt jeg husker, var det sådan, at da Socialdemokraterne gik til valg i 2005, syntes man, at der skulle skattelettelser til i toppen. Så kom der skattelettelser i løbet af valgperioden, og så sagde man: Det er forfærdeligt, for valget står mellem velfærd og skattelettelser.

Nu går man ud og siger: Nu skal vi have skattelettelser i toppen, det mener Socialdemokraterne. Det er altså ikke længere i strid med at have en god velfærd, at man også gennemfører skattelettelser.

Jeg vil så bare høre, hvordan man nu ud fra den socialdemokratiske logik prioriterer den økonomiske politik. Altså, mener man ikke længere, at skattelettelser er i strid med at skabe en fornuftig velfærd, eller mener man stadig væk, at skattelettelser er i strid med at skabe en fornuftig velfærd? Vi skal bare have klarhed over det.

Så kunne man måske også komme lidt nærmere ind på, hvor det er, man ønsker at hente den her finansiering til de skattelettelser, som Socialdemokraterne måske/måske ikke går ind for.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Det kan godt være, at jeg udtaler mig meget, meget uklart, men jeg tror nu nok, at Dansk Folkeparti trods alt er blevet klar over, at det, Socialdemokraterne mener er vigtigt, når vi skal diskutere, hvordan vi skal anvende de midler, vi har, er at turde prioritere. Og når Dansk Folkeparti har skullet prioritere, om de skulle give skattelettelser eller de skulle investere i velfærd, ja, så må jeg sige, at der på bundlinjen af de finanslove, som Dansk Folkeparti har båret igennem med den her regering, er et entydigt svar, nemlig at de har sagt noget før valget og gjort noget andet efter valget, sagt nej til store skattelettelser før valget og gennemført dem efter valget under stærk kritik fra Ældre Sagen.

På bundlinjen står også et meget, meget tungt medansvar for, at uligheden stiger i Danmark, og at velfærden stadig nedslides. Hvad kommer det af? Ja, det kommer af, at man ikke tør prioritere. Det kommer af, at man, modsat hvad man siger før valgene, ikke tør sætte sig op imod de tendenser, som er på vej igen fra De Konservative, om, at vi skal have endnu en omgang store skattelettelser. Det er deraf, at splittelsen i Danmark kommer, og det er det, Dansk Folkeparti har et medansvar for.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Fru Helle Sjelle for en kort bemærkning.

Helle Sjelle (KF):

Nu vi taler om økonomisk ansvarlig politik, kunne jeg egentlig godt lide at spørge hr. Morten Bødskov, om han virkelig mener, at det er socialdemokratisk ansvarlig politik at gøre, som man gør i Ritts København, hvor man faktisk bruger en hel del af skatteborgernes penge på at finansiere et hus til en gruppe unge som tak for, at de har hærget igennem byen. Er det den økonomisk ansvarlige linje, som Socialdemokratiet vil anlægge, hvis partiet indtager Statsministeriet? Synes man, det er i orden at bruge skatteborgernes penge på denne måde? Det kan der svares rimelig klart på.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Jeg har fuld respekt for, at fru Helle Sjelle går meget op i den her sag, for hun er jo valgt i København, så det er helt fair. Men jeg håber også, at fru Helle Sjelle har respekt for, at den her sag er et ærinde for partierne på Københavns Rådhus. Vi synes, at Københavns overborgmester har fundet en løsning her, som forhåbentlig kan være med til at sikre, at der kommer ro, og vi har lagt mærke til, at ikke mindst ledelsen i Københavns politi har appelleret til, at man finder en løsning, så der kommer ro.

Men når det er sagt, ja, så er det selvfølgelig også klart, at den opførsel, der har været, og de uroligheder, der har været, er fuldstændig uacceptable, og vi forventer selvfølgelig, at når der nu er lavet den her aftale, så bliver der ro. Vi forventer selvfølgelig også, at er der politimæssige opgaver, der skal løses, ja, så har Københavns politi viljen og ressourcerne til at prioritere dem.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Fru Helle Sjelle.

Helle Sjelle (KF):

Det her er jo netop ikke kun en storbykonflikt. Det her handler jo netop om, at man bruger penge, som kunne være gået til en masse andre gode ting. Resten af landet kommer jo også til at betale for de uroligheder, der er i København.

Jeg synes egentlig, at det er rimelig klart: Synes man, det er i orden at bruge pengene på den her måde? Er det i orden at sende fornuftige og velfungerende borgere ud af et hus til fordel for en gruppe unge ballademagere? Synes man, det er i orden at bruge skatteborgernes penge på den her måde? Det kan der jo svares meget klart på - ja eller nej?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Vi håber som sagt, at den løsning, der er fundet, holder. Vi synes, at den indsats, som Københavns overborgmester har gjort i samarbejde med Københavns politi for at finde en sådan løsning, er fornuftig.

Jeg forstår godt, at fru Helle Sjelle sådan bruger den her sag, for hun er som sagt valgt i Københavnsområdet, men jeg vil bare henlede opmærksomheden på, at da politiet skulle kompenseres for indsatsen i forbindelse med Nørrebrourolighederne, var der bred enighed i Folketingets Finansudvalg om at lave et aktstykke. Det synes jeg man skal være opmærksom på, altså at der faktisk har været meget bred enighed i Finansudvalget og i Folketinget om, at de ekstraudgifter, som Københavns politi har haft, skulle der selvfølgelig kompenseres for.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

En kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Karsten Lauritzen (V):

Jeg vil sådan set lidt tilbage til det, som hr. Martin Henriksen var inde på tidligere, for som svar på det spurgte hr. Morten Bødskov, om Socialdemokratiets politik, med hensyn til om man ønskede skattelettelser eller ej, var uklar.

Nu er jeg godt nok nyvalgt folketingsmedlem og har ikke været herinde så lang tid, og jeg er pr. definition så uvidende, at jeg nu vil bekræfte hr. Morten Bødskov i, at jeg synes, at Socialdemokratiets politik på det område er uklar. Den er uklar, fordi man jo faktisk den 12. april kunne læse i en avis, som hr. Jacob Jensen gjorde rede for, at partiformand fru Helle Thorning-Schmidt udtalte, at prisen for en ny og bedre offentlig sektor var, at man ikke sænkede skatten. Og den samme dag kunne man så læse, at skatteordføreren for Socialdemokratiet, hr. Nick Hækkerup, udtalte, at det var hans vurdering, at topskatten skulle sænkes.

Jeg er nyvalgt folketingsmedlem, og derfor bliver jeg simpelt hen nødt til at spørge hr. Morten Bødskov: Hvad er Socialdemokratiets politik, vil man sænke topskatten, eller vil man ikke sænke topskatten?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Socialdemokratiets politik er, som jeg har redegjort for, at vi går ind i arbejdet med en skattereform, fordi vi mener, at der er behov for en omlægning af vores skatter og afgifter, således at vi kan sikre en mere retfærdig fordeling af byrderne i vores samfund. Vi vil gerne have, at vi får et skattesystem, som med et fint ord er mere grønt og indeholder incitamenter til, at folk tænker og handler lidt mere grønt og miljømæssigt forsvarligt, og en omlægning, som betyder, at skatten på arbejdsindkomst kommer ned, og samtidig sikrer, at vi får et mere socialt retfærdigt skattesystem.

Det er ingen hemmelighed, at det, Socialdemokratiet i særlig grad har fokus på, er mulighederne for skattefusk, skatteunddragelse, amputeringer af skattesystemet og Skatteministeriets folk, således at det er helt umuligt at lave en ordentlig ligning af f.eks. de store virksomheder, hvilket ordføreren vil kunne se er en del af det socialdemokratiske finanslovudspil.

Jeg synes sådan set, at det harmonerer meget godt, og jeg håber da, at det vil kunne lade sig gøre på det grundlag at lave en skattereform, for så er der ingen tvivl om, at vi får et mere retfærdigt Danmark.

Men det, der er det gode spørgsmål, er, hvem der vinder kampen internt i regeringen, om det er økonomi- og erhvervsministeren eller det er finansministeren, der vinder den kamp. Det bliver meget interessant at se.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Karsten Lauritzen.

Karsten Lauritzen (V):

Jeg forstår det stadig væk ikke helt, og det skyldes som sagt, at jeg er ny, så derfor må jeg jo stille et yderligere spørgsmål.

Nu kan jeg forstå på hr. Morten Bødskov, at han bekræfter, at Socialdemokratiet ønsker at sænke topskatten, og det, jeg ikke rigtig forstår, er, hvordan det hænger sammen med det, som fru Helle Thorning-Schmidt som leder af Socialdemokratiet sagde i Politiken den 12. april, nemlig at prisen for en ny og bedre offentlig sektor er, at vi ikke sænker skatten. Jeg forstår ikke, hvordan man kan ville sænke topskatten og så ikke ville sænke skatten i to forskellige aviser.

Altså, hvem er det, der tegner linjen, og hvad er det helt præcis, Socialdemokratiets politik er på det her område? Vil man afskaffe topskatten, eller vil man ikke afskaffe topskatten?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Det helt grundlæggende er, at det, Socialdemokraterne vil, er fuldt finansierede skatteomlægninger, som samtidig fremmer en mere grøn ageren, fremmer miljøinteresser, fremmer et mere socialt retfærdigt afbalanceret skattesystem og også betyder, at vi får sænket skatten på arbejdsindkomst. Det valg og den politik står i skærende kontrast til det, som jeg nu forstår igen er konservativ politik - i øvrigt ikke overraskende, som jeg sagde i min ordførertale - at man mener, at medicinen for dansk økonomi og det danske velfærdssamfund, som er mere splittet end på noget tidligere tidspunkt, er endnu en omgang massive skattelettelser.

Hvis man kender De Konservative godt, ja, så vil de jo lægge sig i selen for, at de massive skattelettelser går til dem, der tjener allermest i vores samfund. Og hvor skal pengene komme fra? Ja, pengene skal komme fra endnu en omgang meget store besparelser i den offentlige sektor, camoufleret som effektiviseringer, som økonomi- og erhvervsministeren var ude at sige. Det er det valg, Danmark står over for, og den socialdemokratiske politik er meget klar.

Vi venter i spænding på, hvem det er, der vinder den interne kamp i regeringen om skattepolitikken.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Per Ørum Jørgensen.

Per Ørum Jørgensen (KF):

Jeg skal undlade at spørge hr. Morten Bødskov om skattepolitikken, for jeg er helt enig i, at det står meget uklart, hvad Socialdemokraterne mener på det felt.

Men på baggrund af ordførerens ordførertale må jeg sige, at der er flere ting, der står uklart. Vi har med et bredt flertal - faktisk alle partier, undtagen Enhedslisten - for nylig indgået en energiaftale, og vi har jo med en vis tålmodighed også haft Socialdemokraterne med i den her aftale. Så siger hr. Morten Bødskov, at Socialdemokraterne vil have en ny klimapolitik, en ny energipolitik, på trods af at man lige har indgået en aftale med regeringen og de øvrige partier i Folketinget. Jeg føler faktisk, at det også står lidt uklart, så jeg er nødt til at spørge: Hvad er det egentlig, Socialdemokraterne vil på energiområdet? Vil man stå ved den aftale, man har indgået, eller hvad sker der?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Det er i orden, man taler i sidegemakkerne, men man skal gøre det lidt mere sagte. Det forstyrrer faktisk debatten her i Folketingssalen. Tak!

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Det kan ikke komme som nogen overraskelse for spørgeren, at Socialdemokraterne er meget ambitiøse på vores miljøs og vores klimas vegne. Igennem ganske mange år efterhånden har vi med ihærdig socialdemokratisk indsats fremført synspunkter for et mere grønt og mere bæredygtigt Danmark - et Danmark, som er klar til at tage et langt større ansvar, end vi har set denne regering vil, for at få en mere retfærdig global udvikling, også når det gælder, hvordan man håndterer udfordringerne fra klimaet.

Vi står ved den aftale, som vi har indgået, det giver sig selv, og som jeg sagde i min ordførertale, har vi meget store forventninger til det udmøntningsarbejde, der nu skal finde sted, således at vi kan sikre, at den her aftale også bliver et sporskifte for det, som jeg mener er og har været 7 års klimapolitisk ørkenvandring, hvor man har givet Bjørn Lomborg næsten 100 mio. kr. og fortsætter med at betale Bjørn Lomborg for at komme med de mest vanvittige synspunkter om, at det overhovedet ikke er nødvendigt at engagere sig i at forbedre klimaet, men at man hellere skal bruge pengene på en hel masse andet. Vi har haft en vicestatsminister, som ikke mener, at CO2-udledninger var noget problem, og vi har haft en statsminister, som gudhjælpemig påstod, at det der med den smeltende indlandsis jo gik helt af sig selv, så det var der ikke nogen grund til at bekymre sig om.

Det er det sporskifte, vi håber nu er søsat med den her aftale, og den står vi selvfølgelig ved.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Det er ikke muligt at tilkalde højere magter her i Folketinget, så det udtryk må jeg påtale som Folketingets formand.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Per Ørum Jørgensen (KF):

Hr. Morten Bødskov skal dog være tilgivet, hvis han ønsker at tilkalde højere magter, det kan der måske være brug for.

Først vil jeg kvittere for, at man står ved den aftale, som man har indgået, selv om det disharmonerer med, at man så ønsker en ny klimapolitik. Det synes jeg ikke harmonerer. Det er så, hvad det er.

Den ørkenvandring, som hr. Morten Bødskov taler om, på klimaområdet forstår jeg så er den ørkenvandring under hr. Svend Auken, hvor man blot havde en stigning på 0,6 pct., når det gælder den gennemsnitlige andel af vedvarende energi. Under den nuværende regering har vi haft en stigning på 0,9 pct., og med den nye aftale har vi en stigning på 1,3 pct. årligt gennemsnitligt, når det gælder andelen af vedvarende energi. Det er så det, hr. Morten Bødskov kalder en ørkenvandring, og så kommer der nogle gamle travere frem med Lomborg osv., som jo hører fortiden til.

Men jeg vil gerne kvittere for, at Socialdemokraterne står ved aftalen. Det vil sige, at man ikke har en ny klimapolitik, men at man er klar til at deltage i arbejdet med at udmønte den plan sammen med de øvrige partier i Folketinget, og så er det egentlig bare tom snak, når man snakker om en ny klimapolitik.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Det er bestemt ikke tom snak, når vi fra Socialdemokraternes side snakker om en ny klimapolitik. Vi står selvfølgelig ved de aftaler, vi laver. Det er sådan med Socialdemokraterne, at bliver vi præsenteret for gode aftaler, så indgår vi også aftaler. Og vi er klar til at tage - som jeg sagde - et medansvar for at sikre, at den aftale, som nu skal udmøntes, også bliver udmøntet på rigtig vis, således at den bliver et sporskifte fra den klima- og miljøpolitik, som den her regering har ført, hvor det ikke bare er Bjørn Lomborg, der har ført an i vanvittige, pinagtige diskussioner om, hvad vi skulle bruge pengene på og ikke bruge dem på, og hvorfor vi ikke skulle gøre noget ved klimaforandringerne, men bruge pengene på alt muligt andet, og hvor statsministeren ikke har ment, at den smeltende indlandsis var noget problem, og hvor vicestatsministeren på et tidspunkt åbenbart heller ikke har ment, at CO2-udledningen var til nogen synderlig skade, så det var der ingen grund til at bekymre sig om. Så vi håber, at aftalen bliver udmøntet på rigtig vis, og det er derfor, vi selvfølgelig har store forventninger til, at også De Konservative vil være med til at sikre, at vi nu får et egentligt sporskifte i dansk klima- og miljøpolitik.

Så til det med Bjørn Lomborg: Der tror jeg måske, det er at tage munden en kende for fuld at sige, at Bjørn Lomborg er historie. Mig bekendt betales der stadig midler til den pågældende person med den her finanslov, således at det stadig kan sikres, at de dele af regeringen, Venstre, Konservative og måske ikke mindst Dansk Folkeparti, som er lidt lorne ved, at man nu skal gøre noget ved miljøet, kan beroliges.

Der må jeg bare sige, at den socialdemokratiske holdning er meget, meget klar, nemlig at vi står klippefast på værdien af en aktiv miljø- og klimapolitik, og når vi får regeringsmagten, så tror jeg også, at den pågældende person skal finde sig noget andet at lave.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Tom Behnke for en kort bemærkning.

Tom Behnke (KF):

Jeg følte mig noget fristet til at følge op på fru Helle Sjelles spørgsmål om Ungdomshuset i København og det, at Socialdemokratiet principielt mener, det er i orden at belønne unge, der udøver vold og laver hærværk, med, at de så får et sted at være, men det vil jeg lade være med, for hr. Morten Bødskov fik jo slået fast, at det er socialdemokratisk politik.

I stedet vil jeg kaste mig over skat og slå noget andet fast. Det er jo rigtigt, at Det Konservative Folkeparti mener, det skal kunne betale sig at arbejde, og historisk er der jo belæg for, at Socialdemokratiet mener det modsatte, nemlig at de, der arbejder, de, der arbejder rigtig meget, skal straffes for at gøre det. Men det er det historiske.

Nu står vi ved en korsvej her med rigtig mange udgange, for hvad vil Socialdemokratiet? Fru Mette Frederiksen havde sine teser, som i øvrigt var virkelig markante socialdemokratiske forslag, men som ikke nævnte skat. Fru Helle Thorning-Schmidt kommer så med sit om, at der ikke skal være nogen lettelser, og resten af punkterne er der ikke nogen der kan huske. Så er der Socialdemokratiets skatteordfører, hr. Nick Hækkerup, der mener, at der skal være lettelser i topskatten. Så hvor er Socialdemokratiet henne, hvem er det, der tegner politikken?

Jeg kan så forstå, at hr. Morten Bødskov siger - og han har så et budskab her - at det skal være skatteomlægninger, og de skal i øvrigt være fuldt finansieret.

Så vil jeg bare spørge: Når der nu skal være lettelser i topskatten, hvem skal så betale mere i skat? For det må der være nogle, der skal, hvis det er en omlægning. Hvem skal betale mere i skat fremover?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Jeg forstår godt, at De Konservative er blevet lidt nervøse, ikke mindst efter at deres partiformand i sidste uge var meget langt fremme i skoene og krævede endnu større og endnu flere skattelettelser til de mest velhavende i det danske samfund - og ikke mindst, fordi han jo vel af et ærligt hjerte kom til at sige, hvor pengene så skulle findes henne. De skulle så findes ved endnu en omgang massive besparelser på den grundlæggende velfærd. Det ved vi er konservativ politik, så man kan sådan set undre sig over, at det blev en nyhed på forsiden af Børsen, for det har altid været konservativ politik. Det, der er det åbne spørgsmål, er, hvordan Dansk Folkeparti forholder sig til det, om de igen vil springe fra løfterne vedrørende skattelettelser, og hvordan det store regeringsparti, Venstre, kommer til at forholde sig til det.

Socialdemokratiets indgang til det i øvrigt meget, meget vigtige reformarbejde, som vi skal have i gang, har jeg skitseret, og hr. Tom Behnke nævner det fuldstændig klart, så jeg forstår sådan set ikke, hvorfor man er i tvivl om, hvad der er Socialdemokratiets holdning, når man er i stand til at referere det. Det er positivt, at hr. Tom Behnke har lyttet efter.

Men omlægninger betyder jo bl.a., at man går ind og kigger på, hvilke fradragsmuligheder den her regering har indført, hvilke steder man har svækket kontrolsystemet og givet muligheder og åbninger for, at folk, der ikke spiller efter reglerne, kan omgå reglerne. Det er de der ting, som vi selvfølgelig vil i gang med at kigge på, og som vi sagtens kan forestille os skal indgå i finansieringen af en skatteomlægning, men som samtidig indeholder en sænkning af skatten på arbejdsindkomst.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Tom Behnke.

Tom Behnke (KF):

Jeg kan forsikre hr. Morten Bødskov om, at der ikke er én eneste konservativ, der ryster på hånden. Danmark har verdens højeste skattetryk, og hvis ikke vi skulle kunne formå at lave skattelettelser, er der jo ikke nogen, der kan. Selvfølgelig ryster vi da ikke på hånden - ikke et sekund.

Men jeg har lidt ondt af den socialdemokratiske finansordfører, for det er selvfølgelig svært at komme med nogle konkrete bud på, hvor det så er, tingene skal ske henne, fordi ordføreren jo ikke aner, hvor baglandet er henne. Hvor er resten af folketingsgruppen? Medlem efter medlem stritter i hver deres retning med hver deres budskab, og derfor er det selvfølgelig en utaknemlig opgave at skulle være finansordfører her i dag. Det har jeg forståelse for, og jeg har ondt af ordføreren.

Men det ændrer ikke på, at det jo altså nu er hr. Morten Bødskov, jeg kan stille spørgsmål til, og det, jeg bl.a. kunne forstå der var nogle stikord på, var noget om grønne afgifter, det var noget med, at det ikke måtte have social slagside, det skulle være noget med noget klima osv. Men er det ikke et faktum, at når vi taler om lige præcis grønne afgifter, får det meget nemt en social slagside? For antallet af liter vand, man bruger, er vel stort set det samme, om man er rig eller fattig, så hvis vi hæver afgifterne der, rammer det vel hårdest blandt dem, som ikke har de store indtægter. Så hvordan er balancen mellem den sociale sikring og de grønne afgifter? Det vil jeg gerne have uddybet.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Morten Bødskov (S):

Det er da rigtigt, at det er en af de ulemper, der er, og som vi også synes man skal se på. Det kan ingen være tjent med, så lad os da kigge på det. Jeg vil da være meget tilfreds, hvis vi kan komme dertil i dag, hvor De Konservative siger, at de sådan set er enige med Socialdemokratiet i, at vi skal nå et mål om et skattesystem, som har flere incitamenter - som det hedder - som fremmer en mere miljørigtig udvikling i det danske samfund.

Så vil jeg bare sige, at man skal passe på med at gøre sig klog på at udstille det socialdemokratiske bagland og den socialdemokratiske folketingsgruppe. I Socialdemokratiet diskuterer vi, og vi har højt til loftet. Hos De Konservative har man inden for bare den seneste korte tid set at der ikke var højt til loftet, og at folk flygter ud af partiet. Det er forskellen!

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Der er yderligere et par korte bemærkninger, men ifølge de regler, vi er blevet enige om her i Folketinget, er der ikke plads til flere. Jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Kristian Thulesen Dahl.

(Ordfører)

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Allerførst kan jeg jo sige, at det er lidt usædvanligt, at vi tredjebehandler et finanslovforslag på det her tidspunkt af året. Bedre sent end aldrig, kan man sige, men det er godt, at vi nu får en egentlig finanslov at styre efter, når vi bruger statens mange penge, og ikke en midlertidig tillægsbevillingslov, som det jo har været indtil nu.

Det næste, jeg vil sige, er en tak til regeringen for et fornuftigt samarbejde i forhold til at få lavet et finanslovforlig for 2008. Vi synes, at det også med en ny finansminister på posten er gået ganske godt. Vi har haft nogle gode forhandlinger, der jo også har resulteret i en lang række gode aftaler til gavn for en masse mennesker i Danmark, som vil opleve nogle forbedringer rundtomkring som følge af den her finanslov. Det har været et godt forløb, og det er et fornuftens resultat.

Jeg noterede mig, at finansministeren ved præsentationen af finanslovforslaget sagde, at det skulle være fornuftens finanslov, og det har vi så i al beskedenhed forsøgt at hjælpe til med at det så kunne blive. For der var nogle steder, hvor vi syntes at regeringens forslag bestemt kunne forbedres.

Så vil jeg sige, at nu er vi så i forhold til debatten her i salen kommet lidt tilbage på sporet. Under førstebehandlingen havde jeg det problem, at Venstres ordfører ikke kun var jubeloptimist, men også havde et lidt kritisk syn på, hvordan udviklingen var i dansk økonomi, og det forstyrrede jo billedet lidt, i forhold til hvordan jeg skulle gribe min ordførertale an. Nu er vi kommet tilbage på sporet. Vi har oplevet Venstres finansordfører, hr. Peter Christensen, aflevere en tale om, at stort set alt er fantastisk godt. Så har vi efterfølgende hørt en tale af den socialdemokratiske finansordfører, hr. Morten Bødskov, om, at alt er rent forfærdeligt, og at det er fiaskoer og tåbeligt, hvad der foregår. Og så kommer Dansk Folkepartis finansordfører i al beskedenhed og kan fortælle lidt om virkelighedens verden.

Virkelighedens verden er jo lige præcis midtimellem. Vi står i en verden, hvor der hele tiden er en masse problemer og en masse udfordringer, vi skal håndtere; der opstår nye problemer, og der er gammelkendte problemer, som vi skal have løst bedre, end vi har gjort hidtil. Men der er også en masse solstrålehistorier, f.eks. om en masse offentligt ansatte, der gør et fantastisk godt arbejde med at hjælpe mange af vores borgere, der har behov for hjælp; en masse ansatte i den private sektor, der knokler hver eneste dag fra morgen til aften med at producere en masse gode varer for Danmark, som vi kan sælge til udlandet og tjene penge på, hvilket kan gøre, at vi kan have en fornuftig velfærd.

Der er en masse solstrålehistorier om en masse mennesker, der gør noget for hinanden, som sikrer, at Velfærdsdanmark fungerer. Det er virkeligheden.

Det er jo så også illustreret i finanslovforslaget, som det ligger nu, at der er en masse områder, hvor det går godt, men så er der en masse områder, hvor vi kan gøre tingene bedre. Og det bringer mig frem til det næste. Under førstebehandlingen af finanslovforslaget sagde jeg på vegne af Dansk Folkeparti, at nogle af de ting, der er vigtige for os at gøre noget ved i forhold til den her finanslov, er de ting, der skaber øget utryghed i det danske samfund.

Vi har jo desværre set en udvikling, hvor bandekriminaliteten har floreret rundtomkring i gaderne; vi har oplevet perioder, hvor biler er blevet brændt af og containere sat i brand; vi har set, at storebrødre har brugt lillebrødre som nogle, der skulle udføre de kriminelle gerninger for dem, for var man under den kriminelle lavalder, var det nemmere at slippe for at blive sanktioneret efterfølgende og stillet til ansvar for det, man havde gjort; vi har set forældre ikke tage tilstrækkelig hårdt fat i nakken på deres børn, når børnene lavede skarnsstreger osv. osv. Det er alt sammen noget, der skaber en større grad af utryghed i det danske samfund.

Vi har i årtier haft en indvandring, der desværre har skabt en befolkningssammensætning i store dele af vort land, hvor problemerne i den grad er eskaleret. Med den her finanslov satte vi os for at sige, at det skal vi også bruge en del af vores kræfter på at få gjort noget ved.

Vi forlangte en tryghedspakke, og vi kan med glæde konstatere, at selv om der jo ikke står alt det i den tryghedspakke, som vi kunne ønske os - vi kunne godt have ønsket os en endnu strammere linje mange steder - er der mange positive elementer i den. Noget af det allervigtigste er at få bekæmpet den ungdomskriminalitet, vi ser. Det handler dels om at få den frem i lyset, dels at få den opklaret, men det handler jo også om at have nogle redskaber, der gør, at vi kan sætte ind over for den.

Det handler jo både om de unges eget ansvar, i forhold til hvornår man kan sætte de unge til ansvar for de kriminelle gerninger, de laver, og det handler om forældrenes ansvar. Hvordan kan vi sikre, at forældrene i højere grad bærer et ansvar for det, ungerne render rundt og laver af unoder i gaderne? Det handler om, at vi, når vi så har fået fat i de kriminelle, har steder at anbringe dem, så de får en straf. Og det gælder, uanset om det er en almindelig sikret institution for kriminelle unge, eller det er egentlige fængselspladser, der er tale om, for at kriminelle unge selvfølgelig også mærker en sanktion i forhold til det, de gør.

I finanslovforslaget er der en række initiativer, der skal forbedre vores muligheder for at handle her.

Med henblik på ikke bare at få opklaret forbrydelser, men også at få skabt mere præventivt arbejde har vi sikret en større grad af videoovervågning på særligt udsatte steder. Det er der mange der diskuterer ud fra en sådan lidt fintfølende opfattelse af, om vi nu kan det i et retssamfund, og at man jo også skal kunne gå omkring uden at blive overvåget for meget osv.

Men helt ærligt, vi tror på, at rigtig, rigtig mange danskere er glade for, at vi i forbindelse med de udsatte steder, hvor der er mange problemer, i højere grad siger til folk, at hvis der sker noget her, så bliver de videoovervåget. Det har en præventiv effekt, at man ved, at man nemmere kan blive snuppet, hvis man begår en kriminel gerning. Men det har jo også en god effekt for de mennesker - måske ældre medborgere - der færdes netop de steder. Det sættes der yderligere ressourcer af til i finanslovforslaget, og det har været vigtigt for os.

Det har også været vigtigt for os, at politiet råder over det materiel, der er nødvendigt for at gøre det, de skal. Vi har jo ofte diskuteret vandkanoner som et meget konkret eksempel på det, der kan være tale om. Vi har sikret, at der er flere penge til rådighed for politiet, hvis de vurderer, at de har behov for yderligere materiel til at bekæmpe den kriminalitet, der foregår - det har vi afsat penge til.

Det er jo særlig vigtigt, i lyset af at København næste sommer skal være vært ved en stor international miljøkonference, og vi kan frygte, at der er nogle, der vil misbruge den situation til at lave ballade. Der er det vigtigt, at vi i tide har givet politiet de arbejdsredskaber, der skal til, for at de kan gøre det, de skal gøre for at sikre fred og ro - for Københavns borgere, men i det hele taget i det danske samfund.

Jeg kan jo ikke gennemgå alle de punkter, der er i finanslovaftalen, som skal sørge for, at tingene fungerer bedre, og skabe større tryghed, men jeg vil gerne henlede opmærksomheden specielt på det her punkt, fordi vi også ved førstebehandlingen sagde, at det her var en af de afgørende ting for os at få adresseret i forbindelse med finanslovforhandlingerne.

Det andet hovedpunkt, jeg vil sige noget om, handler om social- og sundhedspolitik. For os er det jo vigtigt, når vi taler socialpolitik, at vores ældre medborgere har nogle gode vilkår. Vi har sagt, at det at sørge for, at vores ældre har gode vilkår, handler om to ting. Det handler om den pleje, de får, når de er plejekrævende, og så handler det om, at vi sikrer, at de pensionister, der økonomisk har det ringest, får nogle bedre økonomiske muligheder. Så i takt med at de pensionister, der har det økonomisk dårligst, kan se, at andre mennesker får del i, at det går bedre for Danmark, at vi tjener flere penge, at folk får højere lønninger, er det vigtigt, at de pensionister også kan se, at de får en forbedring.

Vi har jo haft den glæde at kunne se, at den ældrecheck, som vi fik igennem for nogle år siden og fik permanentgjort, er blevet stadig større. Og det har været et arbejde år for år for Dansk Folkeparti at sikre, at ældrechecken løbende er blevet forbedret til en højere og højere ydelse. Det, vi gør med den her finanslov, er, at vi vedtager, at ældrechecken, som i dag er på 7.600 kr. før skat - et lille positivt bidrag til de pensionister, der har mindst, men for dem, der har mindst, er det jo et vigtigt bidrag - hæver vi fra disse 7.600 kr. før skat til 10.000 kr., næste gang ældrechecken bliver udbetalt, og det er jo i januar måned, at den næste gang udbetales.

Det har været vigtigt for os at få det på plads med den her finanslov, så vi kan sige, at nu er det på plads forud for de forhandlinger, der jo kommer om ganske få måneder om en ny finanslov for 2009; at vi allerede nu har sikret, at næste gang ældrechecken udbetales, sker det på det her forhøjede grundlag.

Det, vi kan notere med tilfredshed, er jo så, at lige præcis de 10.000 kr. før skat, som ældrechecken nu er kommet op på, var det, Ældre Sagen havde i sit forslag om en ældrecheck for år tilbage, før vi politikere indførte den. Det var lige præcis det, de foreslog at vi politikere burde indføre. Og det er nu indfriet med den ældrecheck, som vi får igennem med den her finanslov, og det har selvfølgelig været vigtigt for os.

Samtidig ligger der i forhold til ældrechecken en lille forbedring, da vi jo i forbindelse med arbejdet med at skaffe flere ud på arbejdsmarkedet har sikret, at de folkepensionister, som ønsker det og har mulighed for at bruge nogle timer på arbejdsmarkedet, ikke bliver modregnet for de første 30.000 kr., de tjener.

Det har været et lille bidrag, der jo også har en afsmittende effekt på ældrechecken. Det gør, at flere kan modtage ældrecheck, fordi man så ikke modregner i den første arbejdsindkomst. Så det er også et lille positivt bidrag i forhold til, at flere får del i ældrechecken og den ydelse, der ligger i det.

Hvad angår plejen af de ældre, og hvad angår mange dele af sundhedsvæsenet, er vi ovre at diskutere noget af det, som jeg kan forstå nogle ordfører fuldstændig underkender betydningen af, nemlig kvaliteten i den offentlige sektor. Der er kvalitetsreformen, hvor der jo sættes nogle penge af. Der ligger f.eks. en investering på 3 mia. kr. i at forbedre arbejdsmulighederne f.eks. inden for ældreplejen. Hvis man har ansatte inden for ældreplejen, der har store problemer med f.eks. løft, får dårlig ryg og lignende, så kan vi investere i nogle bedre redskaber, nogle bedre hjælpemidler, så de ansatte får lettere ved at hjælpe vores ældre medborgere. Så er det jo en mærkbar og meget direkte måde at sikre en bedre ældrepleje på. Der ligger med den her finanslov 3 mia. kr. i investeringer, som skal målrettes bl.a. sådan nogle tiltag. Det er selvfølgelig vigtigt for os.

Det er også vigtigt for os, at der, når et ældre menneske eller andre mennesker kommer på sygehuset, er tryghed i et behandlingsforløb, at der er tryghed i hele processen. Man bliver så at sige nærmest holdt i hånd i forhold til at komme fra det ene sted til det næste. Noget af det, der har skabt store problemer i vores sundhedssektor, specielt jo for ældre medborgere, der kommer på sygehuset, er den utryghed, man oplever, når man bliver kastebold fra et kontor til det næste kontor, fra en behandling til den næste behandling. Vi har jo i årevis kæmpet, først med amterne, så med regionerne, for at få en kontaktpersonordning op at stå, altså det, at der er en fast kontaktperson, der har ansvaret for at hjælpe patienten igennem forløbet. Og specielt for ældre medborgere kan det jo være helt afgørende. Det har vi ikke kunnet få op at stå ad frivillighedens vej. Det ønske, vi har haft, har man ikke kunnet indfri, nemlig det løfte, man har givet ude i amterne og så i regionerne. Derfor er det nødvendigt at indføre det ved lov. Det er jo også en del af den her aftale.

Det er bare for at give nogle eksempler på, at der også i den her finanslovaftale, når det drejer sig om pleje og sundhed, ligger nogle helt konkrete punkter, hvor man stilfærdigt forbedrer vilkårene for nogle af de mennesker, der har allerstørst behov. Og det har selvfølgelig været vigtigt for os.

Det med kvalitetsreformen, altså kvalitet i den offentlige sektor, har vi jo taget i forbindelse med arbejdet med finansloven, måske ikke så ideologisk, som nogle har taget det, eller så frit svævende og med flotte ord og sådan noget. Vi har taget de enkelte punkter meget mere praktisk og adresseret, hvordan vi kan skabe forbedringer for borgerne. Men det er jo alt sammen noget, der har til formål at skabe en bedre kvalitet, og det er noget, der jo ikke er færdigt med denne finanslov. Det er noget, der er begyndt med den her finanslov.

Indtil nu har der været meget snak og mange løfter, men nu begynder løfterne at blive indfriet med finansloven, og det er et arbejde, vi også ser frem til at skulle fortsætte over de kommende år, altså at vi får udviklet arbejdet med kvaliteten i den offentlige sektor.

Så ligger der bag ved alt det her en masse diskussioner om, hvad der nu kommer i 2009 og 2010 osv. Regeringen har eksempelvis nedsat en skattekommission, som skal se på vilkårene for vores skattesystem. Jeg vil bruge den her finanslovtale til også at komme med den bøn, at man ikke glemmer værdien af skattestoppet. Skattestoppet har skabt tryghed for rigtig mange familier. Man har vidst, hvad man kunne disponere i forhold til; man har vist, at når vi eksempelvis sidder i finanslovforhandlingerne, så finder vi ikke penge til alle de gode ting, vi vil have, bare ved at udskrive nye skatter. Sådan var det jo tidligere. Hver gang man fandt på en eller anden god idé, så man et eller andet sted hen: Er der et område, hvor vi kan indføre en ny skat eller forhøje en eksisterende? Og så brugte man det til at betale for alle de gode ting, man gerne ville have. Det har skattestoppet jo været et effektivt værn imod. Det har skabt tryghed hos familierne, fordi de har vidst, at de vilkår, de havde, ikke pludselig blev afgørende ændret over night.

Det, der er problemet, når man nedsætter en skattekommission - en stor del af Folketingets partier taler jo virkelig ønsket op om en masse skatteændringer - er, at man samtidig skaber en masse utryghed. Det skal man huske på, når man taler om det. Hr. Nick Hækkerup fra Socialdemokratiet taler f.eks. for at nedsætte topskatten. Men så skal man huske på, at den eneste måde, man kan gøre det på - og sørge for en nogenlunde afbalanceret social udvikling - er ved så at øge beskatningen af boliger. Det er der nogle, der er ærlige nok til at sige at de også ønsker. Der har vi ikke Socialdemokratiet endnu. Det vil sige, at når man vil lempe topskatten, men ikke betale for det gennem højere boligskatter, hvordan vil man så? Og vil man mon ikke i virkeligheden, når det kommer til stykket, gerne finansiere det ved højere boligskat? Og se, er der noget, der kan skabe utryghed i det danske samfund og få noget, der måske kunne være en blød landing i økonomien, til at være en brat opvågning, så er det at skabe utryghed om boligejernes situation og begynde at rasle med øgede boligskatter.

Derfor denne advarsel fra Dansk Folkepartis side: Husk nu på de gode elementer i skattestoppet, som giver tryghed. Pas på ikke at gå i den faldgrube at skabe en markant utryghed i den danske befolkning ved at tale om massive skatteomlægninger.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Tak til ordføreren. Der er en række, der har bedt om korte bemærkninger. Vi har begrænset tid, og jeg skal fordele sol og vind lige. Men jeg har lavet følgende liste over medlemmer, der ønsker korte bemærkninger: hr. Frank Aaen, hr. Morten Helveg Petersen, hr. Ole Sohn, hr. Rasmus Prehn, hr. Jens Peter Vernersen, hr. Johs. Poulsen, fru Nanna Westerby, fru Christine Antorini, fru Karina Lorentzen og fru Astrid Krag. Jeg håber, at det kan nås. Men først er det hr. Frank Aaen.

Frank Aaen (EL):

Op til valget kom Dansk Folkeparti med ganske klare løfter til de lavtlønnede offentligt ansatte om, at der skulle penge til, sådan at de kunne få et lønløft. Og Dansk Folkepartis formand udtalte i august i Ekstra Bladet:

Vores forslag om at give 4-5 mia. kr. over de næste 4-5 år til de lavestlønnede i den offentlige sektor skyldes, at vi politikere bliver nødt til at gribe ind, hvis vi fortsat skal have ansatte i dag- og hjemmeplejen.

Se, hvad blev der af det klare udsagn om at komme med 4-5 mia. kr. til et lønløft til de offentligt ansatte? Hvorfor er det forsvundet ud i den blå luft? Det er jo Dansk Folkeparti, der har indgået forlig med regeringen om finansloven, hvor det her jo kunne have været vedtaget. Har Dansk Folkeparti skiftet mening om, at der er nogle, der har brug for at få det lønløft, man lovede, eller var det bare valgflæsk, sådan at man lige kunne score nogle vælgere op til valget og så straks efter valget glemme løfterne? Det kunne jeg godt tænke mig at få at vide.

Og så kunne jeg godt tænke mig at få at vide, om vi kan være sikre på, at Dansk Folkeparti ikke vil gribe ind i den konflikt, der er i gang.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Det pudsige, når man hører hr. Frank Aaens spørgsmål, er, at han i det samme spørgsmål på den ene side når at appellere til, at vi skal gribe ind i det, der foregår netop nu, ved at gøre noget bestemt med nogle penge til nogle bestemte grupper, og på den anden side appellerer han til, at vi skal garantere, at vi ikke vil gribe ind. Det er vel det problem, venstrefløjen har netop nu med den her konflikt. Man kan ikke rigtig finde ud af, om man skal lytte til fagforeningslederne, når de beder os om at blande os uden om, eller om man skal appellere til, at vi skal blande os, bare vi blander os på en bestemt måde.

Det, vi har valgt i Dansk Folkeparti, er at respektere, at parterne på den del af arbejdsmarkedet, det her handler om, det offentlige arbejdsmarked, siger til os politikere, at vi skal blande os uden om. Der er tale om en lovlig konflikt, der er varslet efter gældende regler. Den er trådt i kraft i dag. Det ville være helt utidigt, hvis vi bruger en finanslovdebat herinde, en tredjebehandling af finansloven, til at blande os i den konflikt.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Frank Aaen.

Frank Aaen (EL):

Man lovede jo 4-5 mia. kr. Hvor blev de penge af? Det er jo det, der skal til for at løse konflikten, for det er noget sludder at sige, at Folketinget ikke blander sig. Det er jo Folketinget, der fastlægger de økonomiske rammer for de overenskomstforhandlinger, der er i gang. Så Folketinget har blandet sig, både ved at komme med løfter og ved at fastlægge økonomiske rammer. Så det er bare sniksnak, vil jeg sige til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Kan vi så få et tilsagn om det med at gribe ind? Kan vi være sikre på, at Dansk Folkeparti ikke griber ind og stopper den konflikt, der er i gang, men lader arbejdsmarkedets parter klare det selv?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Det, der er afgørende for os, er jo, at det nødberedskab, som er iværksat, hvor der er strejke, fungerer. Og vi må rose og anerkende det store arbejde, der er gjort rigtig mange steder for at få nødberedskabet til at fungere, jo endda i et omfang, så man nogle steder har afblæst strejken af hensyn til at kunne have et ordentligt nødberedskab. Det er det, der er vores ærinde i det her, nemlig selvfølgelig hele tiden at holde øje med, at nødberedskabet fungerer. Det er jo af hensyn til, at folk, der er livstruet, kan få en behandling på et sygehus. Det handler om, at ældre, der f.eks. skal have livsnødvendig medicin, får den livsnødvendige medicin. Der er nogle helt grundlæggende ting, som vi selvfølgelig som politikere har ansvaret for sker. Det skal ske gennem det nødberedskab, der er.

Hvis parterne sørger for, at det nødberedskab er i orden, så skal vi jo ikke foretager os yderligere. Så skal vi jo anerkende, at der er en lovligt varslet strejke, som nu altså er gået i gang i dag, og det er det.

Så vil jeg egentlig appellere til den venstrefløj, der på den ene side vil tage fagbevægelsens ord om, at man ikke skal blande sig, til sig. De skal sige: Det er politikken. Men så hold dog fast i det, frem for på den anden side at sige: Vil I ikke nok blande jer, bare I lige gør det på den og den måde.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Morten Helveg Petersen for en kort bemærkning.

Morten Helveg Petersen (RV):

Jeg vil gerne spørge ordføreren om hele sagen om kommunernes økonomi og det, der sker nu i forbindelse med finansloven og Dansk Folkepartis medvirken hertil. Er det forhold, at anlægsudgifter for kommunernes vedkommende ikke var med i den aftale, som blev indgået mellem regeringen og parterne, ikke dybt problematisk på den måde, at kommunerne dermed bliver straffet for noget, som de ikke har haft en kinamands chance for at gardere sig mod?

En ting er Dansk Folkepartis principielle holdning, som jeg tror er velkendt, i forhold til centralstyre og på mange leder og kanter mistillid til det kommunale selvstyre, men er det ikke et problem i forhold til det med at indgå aftaler, at kommunerne ikke har haft en chance for at forberede sig her?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Nej, det er det ikke, og det er af den enkle grund, at det, man siger til kommunerne - jeg ved godt, at det er noget helt nyt, og at det er meget overraskende, og at det nærmest er noget, der truer det kommunale selvstyre på selve livet - er: I skal holde jeres egne budgetter. Det har kommuner jo aldrig prøvet. Det er noget helt nyt. Prøv at tænke på, at vi i Vejle Kommune, hvor jeg selv sidder som byrådsmedlem, har fået at vide, at vi skal holde vores budget, og at kommunerne under et skal holde deres budgetter. Det er jo altså noget, der virkelig vil noget.

Jeg tror helt ærligt, at der, hvis jeg gik ned til min bankrådgiver, ville være en vis interesse i, at jeg holder det budget, jeg har lagt. Sådan er det jo. Og det er jo egentlig det, det handler om. Hr. Morten Helveg Petersen og jeg er, tror jeg, fælles om at have en holdning til, at vores samlede samfundsøkonomi skal se fornuftig ud; jamen så er en stor del af den offentlige økonomi, vi har, selvfølgelig gennem kommunerne, herunder regionerne, men altså primært kommunerne, som vi taler om her. Og så siger man: Venner, vil I ikke godt holde de budgetter, I selv har lagt? Og det er jo det, de skal. I den virkelige verden er det jo ikke et stort krav at stille.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Morten Helveg Petersen.

Morten Helveg Petersen (RV):

Jeg spørger meget specifikt til anlægsudgifterne. Vi mener også, at aftaler skal overholdes, men det må være rimeligt, at man, når man indgår aftaler, så også gør det klart, hvad konsekvenserne er ved manglende overholdelse. Det har man jo ikke gjort i den her situation, i det her tilfælde. Og nu risikerer stribevis af kommuner at skulle gå ud og spare på driften, fordi man fra regeringens side ikke overholder den aftale, man egentlig oprindelig indgik.

Det står sort på hvidt i et svar til Finansudvalget: Der er i forbindelse med aftalen ikke fastsat en grænse for anlægsudgifterne i 2008.

Er det ikke et problem at bakke ud af den aftale nu?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Det, hr. Morten Helveg Petersen siger, er forkert. Man skal ikke spare på driften, tværtimod. I forhold til den aftale, der blev indgået i sommer, har kommunerne fået lov til at bruge væsentlig flere penge. De har jo lagt budgetter, der er væsentlig over det, man aftalte i sommer. Der har man så sagt: O.k., men vil I så ikke godt holde de budgetter, I nu har lagt? Jeg mener ikke, at det er den største spændetrøje, man kan trække ned over nogen, at de budgetter, de selv helt frivilligt har lagt, og som i øvrigt er langt over det, de selv havde aftalt de måtte bruge af penge, skal de så også holde.

Så er der den der anlægsdiskussion: Var det med i aftalen eller ej? Nej, men det handler om samfundsøkonomi. Det var derfor, jeg sagde til hr. Morten Helveg Petersen, at jeg tror, vi er enige om, at man skal kunne styre den samlede samfundsøkonomi, og en stor del af den økonomi ligger også ude i kommunerne. Derfor er der vel noget ræson i at sige, at der nu ikke lige er plads til at sprøjte en hel masse nye milliarder ud i anlægsinvesteringer lige i en højkonjunktur. Og så siger man: Vil I så ikke godt holde de budgetter, I har lagt for jeres egne anlæg? Det er jo egentlig det, man siger.

Jeg må så sige, at jeg i den praktiske verden - jeg har jo fordelen af, at jeg dels kan være med til at bestemme derovre, dels selv skal være med til at udføre de slyngelstreger, jeg har vedtaget her - befinder mig ovre på den anden side af bordet og skal være med til at udmønte det, og det er i virkeligheden ikke noget stort problem. Det bliver gjort til et stort problem herinde af politiske årsager, men det er det ikke ude i den virkelige verden.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Ole Sohn for en kort bemærkning.

Ole Sohn (SF):

Jeg er glad for, at hr. Kristian Thulesen Dahl gerne vil forholde sig til de konkrete problemer og sørge for, at der kommer konkrete forbedringer for borgerne. Dansk Folkeparti har haft medansvaret for dansk økonomi i mere end 6 år, og vi kan se, at der er en skrigende mangel på sygeplejersker, der er en skrigende mangel på social- og sundhedshjælpere, som faktisk er så markant, at man mange steder i landet ikke engang er i stand til at opretholde et nødberedskab - så dårlig er bemandingen. Det går jo ud over borgerne. Der er ufattelig få, alt for få, der søger ind på de to uddannelser, og regeringen og Dansk Folkeparti sidder på hænderne.

Hvor længe vil man gøre det, før man konkret tager fat på at sikre flere kvalificerede medarbejdere i social- og sundhedssektoren og blandt sygeplejerskerne til gavn for borgerne? Det er jo her, de konkrete løsninger kommer ind.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Vi sidder bestemt ikke på hænderne, for der er rigtig meget arbejde, der skal gøres for at sikre, at vi har både en god socialsektor - i forhold til vores ældrepleje specielt - og et rigtig godt sundhedsvæsen, hvor sygehusene er i top. Det er jo også for at sikre det, at der er af flere omgange bliver givet flere penge til både sygehusene og flere penge til bl.a. ændreplejen. Dem kan man bruge til eksempelvis at investere i mennesker, altså de mennesker, der skal være ansat derude.

Jeg nævnte f.eks. også i mit ordførerindlæg før, at der med den her finanslovaftale bliver afsat 3 mia. kr. til at investere i bl.a. de arbejdsredskaber, som vores ansatte i ældresektoren og plejesektoren råder over. For et af de store problemer, vi har i ældresektoren i forhold til vores ansatte, er, at de bliver nedslidt alt for hurtigt, de får dårlig ryg og lignende, fordi de løfter skævt, og de har i det hele taget ofte et rigtig besværligt arbejdsmiljø, når de hjælper vores ældre medborgere. Så en af løsningerne for at sikre bedre vilkår for vores ansatte, der også gør, at flere får lyst til at arbejde der, hvor vi har behov for, at de arbejder, er jo bl.a. at sikre, at de får alle de arbejdsredskaber, der kan gøre hverdagen lettere, altså eksempelvis i forhold til at kunne løfte ældre medborgere, der skal løftes fra stolen til sengen osv.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Ole Sohn.

Ole Sohn (SF):

Det er de her konkrete løsninger, jeg gerne vil have. Vi konstaterer - kan jeg forstå at vi er enige om - at der er for få medarbejdere i social- og sundhedssektoren. Der er for få hjemmehjælpere, der er for få sygeplejersker, der er endnu færre unge, der søger ind på uddannelserne. Hvad er Dansk Folkepartis svar? Man har haft medansvaret i 6 år, intet er sket. Det er bare blevet værre, det er gået fra skidt til værre. Og på et eller andet tidspunkt må Dansk Folkeparti da også erkende: Vi har ikke gjort det godt nok. Måske skulle vi ikke have givet så mange skattelettelser, måske skulle vi have sørget for, at velfærden var lidt bedre for ældre og for syge og for de medarbejdere, der gør et så stort og flot og uundværligt arbejde.

Men intet sker, man sidder på hænderne. Hvor længe vil Dansk Folkeparti gøre det?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Det, der kan være svært ved at diskutere med hr. Ole Sohn, er, at han ikke på nogen måde anerkender det, der sker. Han anerkender ikke, at selv om der er problemer, så bliver der også gjort noget for at løse de problemer. Og selv om jeg kunne stå heroppe og sige, at vi i to omgange har givet en halv milliard kroner mere til kommunerne, som skal bruges direkte til bedre vilkår inden for ældreplejen, vil hr. Ole Sohn ikke anerkende det. Altså, selv om pengene er udbetalt - de er konteret, de er flyttet fra København og ud i kommunerne - vil hr. Ole Sohn ikke anerkende det. Den debat har vi jo haft mange gange.

Selv om jeg siger, at vi med den her finanslovaftale afsætter 3 mia. kr. til bl.a. at sikre bedre arbejdsredskaber til vores ansatte i vores ældrepleje, for at det bliver lidt mere interessant at arbejde med at hjælpe vores ældre, vil hr. Ole Sohn ikke anerkende det. Selv om jeg kommer med sådan nogle helt konkrete bud på forbedringer, tager hr. Ole Sohn det overhovedet ikke ind, men siger, at i de 6-7 år, hvor vi nu har haft medindflydelse på tingene, er der ikke sket noget som helst til gavn for vores ældre. Og det er der, det bliver problematisk at diskutere herinde, hvis ikke man vil anerkende trods alt de ting, der godt nok politisk går den anden vej end det, hr. Ole Sohn ville - for han ville sikkert elske det, hvis vi havde forringet det hele, så han kunne stå der og sige: Se, nu skal SF rigtig gungre. Men det bliver besværligt at diskutere, hvis ikke man anerkender de konkrete forbedringer, der rent faktisk er sket. Selv om der er problemer derude, så gør vi faktisk noget for at løse dem.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Rasmus Prehn for en kort bemærkning.

Rasmus Prehn (S):

Jeg vil gerne vende tilbage til diskussionen om anlægsloftet, altså hele den her diskussion om, at regeringen faktisk lavede en aftale med kommunerne om, at der ikke skulle være loft over anlægsudgifterne, hvilket kommunerne har indstillet sig på. Og så pludselig med den her finanslovaftale, hvor Dansk Folkeparti jo også er med, kommer der et loft, og der bliver tilmed også sat tommelskruer på, så hvis kommunerne ikke overholder det her, bliver de straffet. Det er jo konkrete lovforslag, der skal behandles her i salen på torsdag, hvor der er straf for de kommuner, der ikke overholder det.

Det betyder jo helt konkret, at man ude i kommunerne må udskyde anlægsprojekter i størrelsesordenen 40 pct. Der er forældre, der er blevet inviteret hen på skolen og har fået at vide, at her skal vi have et spændende, fleksibelt læringsmiljø - men det bliver så ikke til noget, det bliver først til næste år eller næste år igen. Eller der er skolebørn, der er blevet stillet en ny cykelsti i udsigt, som så også bliver udskudt. Det er jo den konkrete virkelighed.

Så ved jeg godt, at Dansk Folkepartis ordfører siger, at ude i virkeligheden er det ikke noget problem. Men hvorfor får vi så det ene brev efter det andet fra bl.a. borgerlige borgmestre og fra kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Dansk Folkeparti, der siger: Hov, hov, I er løbet fra en skriftlig aftale her, det har konkrete konsekvenser, der er en masse projekter, der ikke bliver til noget? Hvordan hænger det sammen? Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Nej, det kan jeg høre at hr. Prehn ikke forstår, fordi så kunne han ikke spørge, som han gør.

Altså, det, vi siger til kommunerne, er: Kære kommuner, I har lagt nogle budgetter. I har altså besluttet jer for, hvor store udgifter I selv mener, I vil have f.eks. til anlægsinvesteringer.

Så beder vi kommunerne: Kære venner, gider I ikke godt lige at holde dem?

Det er en sej spændetrøje, ikke sandt? Det er godt nok en spændetrøje, der vil noget, at sige til vennerne ude i kommunerne: Det, I selv har ansvaret for, det I selv har lagt af budgetter og planlagt af anlægsudgifter - gider I godt at holde dem?

Altså, den type spændetrøje tror jeg ikke er af de vanskeligste at håndtere. Det er det i en socialdemokratisk retorik, men det tror jeg ikke det er sådan ude i den almindelige, virkelige verden.

Så kører der en masse historier rundt om, at hvis nu man skulle bruge det anlægsbudget, man har i år, plus alt det, der kommer væltende bagfra, og alt sammen inden den 31. december, giver det så nogle problemer? Ja, så giver det nogle problemer. Men det skal man heller ikke. For det typiske billede i den virkelige verden er, at man vil overføre nogenlunde det samme fra i år til næste år, som man overførte fra sidste år til i år, og så passer pengene.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Rasmus Prehn.

Rasmus Prehn (S):

Jeg synes, det er utroligt at høre, hvordan Dansk Folkepartis ordfører står og bagatelliserer det her problem. Det er jo det ene byrådsmedlem efter det andet, og det er den ene borgmester efter den anden, der gør opmærksom på, at det her har konkrete konsekvenser. Der er virkelig vigtige projekter, der bliver taget af bordet her.

Endelig er der jo også ting, som man simpelt hen ikke kan budgettere med. Nu ved jeg, at tidligere har Dansk Folkeparti engageret sig i debatten om skimmelsvamp, og der er jo offentlige bygninger, hvor der er skimmelsvamp. Vi ved jo, at det her skimmelsvamp er noget, man kan blive alvorligt syg af, i nogle tilfælde invaliderende syg. Hvis det så er sådan, at det offentlige er nødt til akut at gå ind og løse sådan et problem, bliver de straffet på grund af Dansk Folkeparti.

Der er lavet en straf. Hvis det er, at man afviger fra det budget, man har lagt, fordi man har en akut opgave, f.eks. med skimmelsvamp, så bliver man straffet, fordi man har en ekstra udgift. Det er jo konsekvensen af det her. Så jeg kan ikke forstå, at Dansk Folkepartis ordfører bliver ved med at stå og bagatellisere det.

Man lovede, at der ikke var et loft. Det løfte løber man fra, selv om det var en skriftlig aftale osv., og nu kommer man så og vil straffe de kommuner, som vil løse konkrete problemer, som Dansk Folkeparti i øvrigt selv har råbt op om skulle løses.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Jamen det er helt grundlæggende forkert; det er helt grundlæggende forkert. Jeg ved ikke, hvad det er for en verden, den socialdemokratiske ordfører her bevæger sig rundt i.

Altså, i den virkelige verden, der, hvor jeg selv sidder som byrådsmedlem, har vi lagt et anlægsbudget, hvor vi selvfølgelig skal håndtere nogle af de meget store problemer, vi eksempelvis har på nogle skoler, så vi har selvfølgelig afsat penge i anlægsbudgettet til at komme i gang med skolerenovering. Det er jo noget, man gør år for år for år, og det har vi så også inde i budgettet.

Så skal vi selvfølgelig - hvis vi skal holde vores eget budget - løbende kigge på, at vi så holder vores eget budget. Men jeg har altså som lokalpolitiker også altid haft det udgangspunkt, at det nu er en meget god ting, og før det var noget, regeringen fandt på, altså at man som kommune skulle holde sit budget, har jeg som byrådspolitiker selv spurgt til: Hvordan sikrer vi, at vi holder vores eget budget? For en almindelig sund forvaltning af borgernes penge består da også i, at man er i stand til at lægge et budget og så nogenlunde holde det. Så som lokalpolitiker har man da også en interesse i, at man lægger et budget og nogenlunde holder det.

Så kan det godt være, at der er sådan nogle Socialdemokrater rundtomkring og andre byrådspolitikere, som har den tanke, at det da er en ubehagelig kendsgerning, og som siger: Skal vi ikke bare køre rundt med pengene, som vi vil, og lade, som om budgettet er sådan noget vejledende materiale, vi har? Men det er det jo ikke, for selvfølgelig lægger man et budget, for det er den måde, man prioriterer pengene på, så pengene bliver brugt de steder, hvor det er bedst for borgerne.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Jens Peter Vernersen for en kort bemærkning.

Jens Peter Vernersen (S):

Jeg tror, at der er mange, der er her til stede, der husker bløderskandalerne i 1988 under Schlüterregeringen og under den daværende indenrigsminister. Vi ved, at der i de skandaler var 91 blødere, som blev smittet. Folketinget besluttede efterfølgende, at disse blødere skulle have hjælp; det skulle man, hvad enten man var hiv-smittet eller hepatitissmittet. Man har i Danmarks Bløderforening fået 1 mio. kr. om året til hjælp.

Nu beslutter man så med et pennestrøg at fjerne det tilskud til Danmarks Bløderforening til at udføre den psykosociale indsats, som har været aldeles vigtig. Der er fortsat 27 af disse blødere fra 1988, fra 1980'erne, som heldigvis lever. Der er desværre også rigtig mange, som er afgået ved døden. Man fjerner det her tilskud.

Socialdemokraterne foreslår som et ændringsforslag, at vi opretholder den ene million, som Danmarks Bløderforening får - 1 mio. kr., så få penge taler vi om. Vil Dansk Folkeparti virkelig være bekendt at bidrage til, at dette beløb fjernes fra Bløderforeningen?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Som det er hr. Vernersen bekendt, er jeg også forud for debatten blevet spurgt om det og har også udtalt, hvad der er vores linje, nemlig at vi meget gerne vil sikre, at foreningen fortsat får et tilskud, så man kan gøre det gode arbejde, der er foregået.

Det, vi konkret har foreslået, er så, at der af den pulje på 75 mio. kr., der er afsat i lige præcis den her finanslovaftale, hentes det beløb, der skal til for at sikre, at man fortsat kan gøre det arbejde. Det vil så konkret blive udmøntet på den måde, at vi i fællesskab blandt forligspartierne udmønter den del af puljen, og så vil det jo, når vi forhåbentlig kan være enige om det, blive udmøntet i et aktstykke i Folketingets Finansudvalg, til glæde selvfølgelig for de mennesker, der, som hr. Vernersen rigtigt fremstiller det, har et klart behov for at få den støtte, som de penge her giver mulighed for.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Jens Peter Vernersen.

Jens Peter Vernersen (S):

Jeg kan godt forstå, at hr. Thulesen Dahl får røde ører i den her fase, og det er der også al mulig grund til.

Den 10. maj 2007, altså for 1 år siden, var den her sag rejst af Finansudvalget over for indenrigs- og sundhedsministeren. Og der kom der et svar, der viste, at det her beløb ville blive fjernet ved kommende finanslove. Det er altså fuldstændig kendt viden, også for Dansk Folkeparti, at det her vil ske. På trods af det lader man stå til, på trods af det får man ikke ind i aftalen om finansloven, at bløderne skal have den million.

Fra Socialdemokraternes side stiller vi så et ændringsforslag, hvor vi siger: Lad os løse det; lad os ikke komme med et eller andet måske, men lad os løse det her i eftermiddag, når vi stemmer om ændringsforslag.

Dansk Folkeparti kunne bidrage til, at Bløderforeningen og bløderne allerede nu var sikret fremtiden og får den hjælp, som der er brug for. Det synes jeg anstændigvis Dansk Folkeparti burde bidrage til, da det jo har været kendt viden. Det har været kendt viden et helt år, det har været kendt forud for finanslovforslagene, at det her ville ske. Intet foretager man sig, før man bliver ringet op af Danmarks Radio her til morgen, og får røde ører, for det her er vist ikke så godt alligevel.

Jeg synes, at man skulle tage sig sammen ved afstemningen.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Se, jeg kan ikke rigtig forstå hr. Vernersen nu. For hvis det handler om de mennesker, som har et berettiget ønske om at få noget god rådgivning og de andre ydelser, der ligger i den støtte, som de her penge kan bruges til, så burde hr. Vernersen jo bare være glad nu, så burde han jo bare slå ud med armene og sige: Det er vel nok herligt, nu har vi konstateret, at der er en politisk vilje til at sikre det her.

Hvis det derimod handler om sådan et partitaktisk spil, hvor det bare handler om at genere hinanden, hvor det i virkeligheden bare handler om sådan noget Christiansborgfnidderfnadder, så kan man jo selvfølgelig køre den anden vej.

Men jeg synes egentlig bare, at hr. Vernersen med glæde skal konstatere, at der er en vilje til at løse det her, og at de mennesker, der så får glæde af den støtte, som de penge her kan bruges til, faktisk får den støtte.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ja tak. Hr. Johs. Poulsen for en kort bemærkning.

Johs. Poulsen (RV):

Hr. Thulesen Dahl indledte sin ordførertale med at sige tak til regeringen og konstaterede samtidig, at det jo var gået ganske godt med de her finanslovforhandlinger, og tilføjede forskellige ting, som Dansk Folkeparti og hr. Thulesen Dahl i al beskedenhed havde fået med - jeg bruger det udtryk, hr. Thulesen Dahl selv brugte - og han præsenterede så også sit skælmske smil. Det kan jeg godt forstå, for det, man fik introduceret, og som måske ikke mindst var Dansk Folkepartis fortjeneste, var jo det, som vi nu også har hørt hr. Thulesen Dahl indrømme i et svar, nemlig at man reelt har begået et aftalebrud på anlægsområdet over for kommunerne.

Jeg er selvfølgelig klar over, at Dansk Folkeparti et eller andet sted er ret ligeglad med, hvordan og hvorledes den slags ting foregår kommunalt, blot man selv kan sætte sit fingeraftryk her. Men synes hr. Thulesen Dahl, det er fair først at have en aftale, hvor der intet fremgår i forbindelse med anlægsområdet - og dermed er der jo også sagt, at her er der ikke begrænsninger på eller straffeforanstaltninger eller noget som helst andet - og så bagefter gøre det modsatte i en finanslovaftale? Synes hr. Thulesen Dahl, det er o.k.?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Jeg vil svare med to ting.

Det ene, jeg vil sige, er, at man kan sige, at hr. Johs. Poulsen jo næsten taler som en repræsentant for KL. Og der synes jeg jo altid, at man bør indlede med at beklage alle de gange, hvor kommunerne har brudt de aftaler, de har indgået med staten, for det er jo en alenlang række af aftalebrud, men det hører vi bare ikke ret meget om. Den er den ene ting.

Det andet, jeg vil sige, er, om det er aftalebrud at sige til kommunerne, at det i den økonomiske tid, vi er i nu, nu er en meget god idé, hvis man holder de budgetter, man selv har lagt, altså at vi ikke ser, at man skejer helt ud i forhold til de budgetter, man selv har lagt, altså om det er en meget god idé.

Der synes jeg jo lige præcis, at Folketinget i forbindelse med bl.a. diskussionen om finansloven har et ansvar for vores samlede nationaløkonomi, altså at hele Danmarks økonomi fungerer på et forsvarligt grundlag, så vi ikke bare i år og næste år har en god økonomi, men også om 5, 10 og 15 år. Og der har jeg egentlig i lang tid haft opfattelsen af, at vi også havde radikale politikere med på det hold. Og der er det bare, at hvis man har det udgangspunkt, så kan det jo ikke nytte noget, at man siger, at hele den offentlige økonomi, der ligger i kommunerne, er helt uden for diskussion. Dermed er anlægsudgifterne selvfølgelig også til diskussion i kommunerne, og der siger vi bare det mindelige, som jeg synes er ret stilfærdigt, nemlig: Gider I godt holde jeres egne budgetter?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Johs. Poulsen.

Johs. Poulsen (RV):

[Lydudfald] . til at sige ja til, at man havde lavet et aftalebrud, men skidt nu med det.

Hr. Thulesen Dahl læner sig meget op ad, at han mener, at der har været aftalebrud i rigtig mange år tilbage i tiden, og det er jo rigtigt, at når man lægger den kommunale økonomi og laver aftalerne mellem stat og kommuner, så er det sjældent meget let at ramme på anden decimal efter kommaet helt præcist for, hvordan økonomien ser ud.

Ser man det i et andet perspektiv, kan man jo sige, at aftalesystemet har været medvirkende til, at det decentrale Danmark - før amter og kommuner, nu regioner og kommuner - rent faktisk er medvirkende til, at vi har en meget sund økonomi i Danmark, og at man har et aftalesystem, som underbygger en ansvarlig økonomisk politik.

Derfor vil jeg også spørge hr. Thulesen Dahl om det, han selv kaldte slyngelstreger herindefra - han brugte det udtryk - og om det nu også er acceptabelt, når den type slyngelstreger går ud på, at det, man kalder store afvigelser i kommunerne, er det, man på en nat meget nemt kan give ekstra i en ældrecheck eller en børnecheck eller lignende; vi taler jo om samme beløbsstørrelsesorden. Handler det i virkeligheden ikke om, at hr. Thulesen Dahl bare vil være den, der er afsender på beløbene, på bekostning af kommunalbestyrelsesmedlemmerne?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Nej, det handler det ikke om.

Jeg synes også, det er utroligt, at man bagatelliserer en overskridelse, der vel sådan i gennemsnit er et par milliarder kroner om året.

Når vi sidder og forhandler finanslov, er 2 mia. kr. rigtig mange penge, og der taler vi om hele Danmarks økonomi. Når vi så taler om den del, der er ude i kommunerne, og om det sådan årligt i gennemsnit skrider med 2 mia. kr., så bagatelliserer man det fra Det Radikale Venstres side og siger, at det er noget ude på anden decimal. Det synes jeg er højst ejendommeligt.

En anden ting er jo også at sige, at når man sidder i en finanslovforhandling, så troede jeg også, at Dansk Folkeparti og De Radikale - uanset at vi kan have forskellige prioriteringer om, hvordan man skal bruge pengene - var enige om, at så skal man finansiere tingene. Man skal have den samlede ramme til at stemme; når man går fra kassen, så skal der være orden i kassen, efter at man har været der.

Se, det er jo ikke det, der er tale om. Hvis man lægger en ramme for den kommunale økonomi og siger, at det holder sig indenfor, altså så kassen stemmer, når man har været der, og man så bagefter siger, at det er der ingen problemer i - så kan man bare bruge 2 mia. kr. mere - så hænger det jo ikke sammen.

Altså, det er jo lige præcis et af de steder, hvor jeg faktisk troede - så kunne det godt være, at vi metodemæssigt havde en forskellig tilgang til, hvordan vi så skulle løse det - at vi i det mindste havde en fælles forståelse for de sådan helt grundlæggende behov for at kunne sørge for, at Danmarks økonomi samlet set er god, og ikke bare i år og næste år, men også om 5, 10 og15 år.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ja tak. Fru Nanna Westerby for en kort bemærkning.

Nanna Westerby (SF):

Tak.

Som nyvalgt folketingsmedlem, der har været så heldig at komme til at sidde i Folketingets Uddannelsesudvalg, har jeg jo glædet mig til at komme herind og rette op på nogle af de problemer, jeg selv har oplevet i uddannelsessystemet, og ændringer herinde kræver jo sådan set, at man kan tælle til 90. Derfor blev jeg også rigtig glad for og bed mærke i, at hr. Kristian Thulesen Dahl udpegede uddannelse som en af Dansk Folkepartis tre vigtigste mærkesager i finanslovforhandlingerne. Så tænkte jeg nemlig, at vi sammen kunne få rettet op på nogle af de problemer, som regeringen ikke gør noget ved, men som jeg ved at SF og Dansk Folkeparti er enige om, at der skal ske noget med nu.

Det undrer mig også, at Dansk Folkeparti er med i en finanslov, der medfører en tvungen opsparing, effektiviseringer og nedskæringer, der ifølge institutionerne selv kommer til at medføre forringelser.

Derfor vil jeg vil gerne stille et spørgsmål til Dansk Folkepartis ordfører. Nu var der sådan set et alternativt flertal, bestående af Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti, for at fjerne den tvungne opsparing, der kommer til at lægge bånd på uddannelsesinstitutionernes midler, der ellers kunne bruges på en ordentlig undervisning, og som ville ligestille handelsskoler og almindelige gymnasier, som handelsskolerne halter voldsomt efter. Hvorfor vil Dansk Folkeparti ikke være med til at ligestille dem og bruge det her alternative flertal?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Tak for spørgsmålet, vil jeg sige til fru Westerby. Jeg synes, det er rigtig godt, at vi lige får konstateret, at det er en del af finanslovaftalen at tilføre handelsskolerne ekstra penge.

Regeringen har jo ifølge en rapport sidste år konstateret, at der er en stor forskelsbehandling i handelsskolernes disfavør, og derfor har regeringen afsat 60 mio. kr. til at løse en del af det problem, men vi har så sagt, at vi skal helt i mål. Derfor har vi aftalt, at vi over 2 år kommer helt i mål.

Jeg har kunnet notere, at handelsskolerne har været meget, meget tilfredse med denne finanslovaftale, de har kvitteret rigtig positivt for det, der er aftalt med den her finanslov. De siger, at det giver anledning til, at de kan give en langt bedre undervisning, få bedre undervisningsmaterialer osv. Og vi er da stolte over, at vi - altså vi, der stemmer for den her finanslov - er med til sikre, at noget, vi har kæmpet for, rent faktisk sker.

Med hensyn til tvangsopsparingen har jeg noteret mig, at rigtig mange i uddannelsessektoren er glade for, at der er blevet lavet markant om i forhold til det, regeringen forslog i sit forslag. Jeg noterede mig også, at deltagere i de elevdemonstrationer, der var, kvitterede utrolig positivt, da de om aftenen var kommet hjem og hørte om det, vi var kommet igennem med. Formanden for, jeg tror, det var DGS, sagde, at det var rigtig, rigtig positive ændringer, der var sket. Jeg er også glad for, at vi har været med til at sikre, at der set med de studerendes øjne sker nogle forbedringer.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Fru Nanna Westerby.

Nanna Westerby (SF):

Jeg kan altså konkludere, at Dansk Folkeparti jo ikke for alvor mener noget med det, når man siger, at man prioriterer uddannelse. For en nedskæring er jo en nedskæring, en forringelse er en forringelse, og en manglende forbedring er jo en manglende forbedring, uanset forhistorien. Og det undrer mig, når man kunne være kommet helt i bund med den her tvungne opsparing, og når man kunne have skyndt sig med, at handelsskoler og gymnasier bliver ligestillet, hvorfor man så ikke benyttede det her alternative flertal. Det er jeg helt overbevist om ville have vakt rigtig stor jubel i uddannelsessektoren.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Jeg håber også, at fru Westerby - måske efter debatten - vil genlæse det svar, jeg netop gav, for det var faktisk et forsøg på at imødekomme og lige præcis erindre fru Westerby om, at vi, for så vidt angår handelsskolerne, har vedtaget, at der skal være en ligestilling. Altså, det vedtages med den her finanslov og bliver så gennemført over en 2-årig periode. Handelsskolerne har været utrolig glade for, at det nu står klart, at der skal være den ligestilling - det er sikret med den her finanslov.

Til det med den tvungne opsparing: Der er sket en markant ændring, der gør, at det her bestemt er noget, der i den praktiske verden er til at have med at gøre. De elevorganisationer, som var ude at demonstrere i den tid, vi forhandlede om finansloven, har jo også kvitteret utrolig positivt for det og sagt, at de kan se den markante forbedring, der er sket med den her finanslovaftale. Der er stor forskel på, om man skal fjerne nogle penge fra et budget, eller man skal flytte nogle penge i nogle måneder. Og det, at man f.eks. ved - har sikkerhed for - at de penge, man ikke bruger i efteråret, må man bruge først i januar, er selvfølgelig helt afgørende plus det, at vi har fået sænket kravet til uddannelsesinstitutionerne, så de ikke skal bidrage med så meget, fordi vi har sagt, at man kun har ½ år, hvor man reelt kan spare nogle penge op. Så de forbedringer, der er sket, er der kvitteret utrolig positivt for fra uddannelsessektorens side, og det er jeg da glad for at vi kan sige vi har været med til at sikre.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ja tak. Fru Christine Antorini for en kort bemærkning.

Christine Antorini (S):

Forbedringer, der er sket på uddannelsesområdet, skyldes ene og alene en ting, nemlig at der blev indgået et velfærdsforlig, som blev udmøntet i en globaliseringspulje, og en del af de penge var øremærket til investering i uddannelse og forskning. Det var et bredt forlig med bl.a. Socialdemokraterne og De Radikale ud over regeringen og Dansk Folkeparti. Vi synes, det er godt, at der langt om længe er blevet øremærket penge til den uddannelsesinvestering, som er meget, meget nødvendig.

Men det, vi kan konstatere med det her finanslovforslag, er, at Dansk Folkeparti uden skam i livet fjerner underlaget for de videregående uddannelser - for lærer-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne, alle velfærdsuddannelserne - fordi man med et pennestrøg bare stryger de kvalitetsmidler, som de her uddannelser hele tiden har haft.

Vi taler om, at Dansk Folkeparti med den her finanslov stemmer for nedskæringer på over 200 mio. kr. på alle professionsuddannelserne. Er det det, som Dansk Folkeparti forstår ved at lave en markant indsats for uddannelserne?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Jeg vil sige, at i forhold til det med handelsskolerne er det jo ikke rigtigt, hvad fru Christine Antorini siger.

I forhold til det næste om, at der så også er en del penge, der kommer fra globaliseringsrammen, hvor Socialdemokratiet og Radikale er med, vil jeg sige, at det da ikke gør os noget. Altså, jeg har ikke stået heroppe og forsøgt at tage patent på at ville alt det gode for uddannelsessektoren. Jeg vil da meget gerne have, at vi i fællesskab finder nogle løsninger og finder flere penge til uddannelsessektoren. Så det, at der kommer mange penge fra de fælles initiativer, vi har haft i det, der hedder globaliseringsaftalen, til at forstærke indsatsen i uddannelsessektoren, har jeg det fint med, og jeg tror, at de studerende ude i fædrelandet, som oplever forbedringer, er ret ligeglade med, om pengene kommer det ene sted eller det andet sted fra; for dem er det afgørende, at pengene kommer og skaber nogle forbedringer. Vi sidder i fællesskab og udmønter ganske store midler - det er jo i milliardklassen, vi taler om, over en årrække - til forbedringer bl.a. på uddannelsesområdet. Og det har jeg det godt med at vi i fællesskab kan finde frem til.

Med hensyn til den sidste problemstilling, fru Antorini rejser, er jeg ikke enig i det grundlag, der bliver nævnt. Jeg mener også, at der med den aftale, vi har lavet her, sker nogle forbedringer i forhold til det, regeringen oprindelig havde i sit finanslovudspil.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Fru Christine Antorini.

Christine Antorini (S):

Jamen så kan jeg da oplyse finanslovordføreren for Dansk Folkeparti om, at det ganske enkelt ikke er korrekt.

Lad os tage erhvervsakademierne. Erhvervsakademierne giver unge mennesker nogle meget vigtige erhvervsrettede uddannelser rettet mod det private erhvervsliv. Der blev med globaliseringspuljen øremærket midler, så de fik den saltvandsindsprøjtning, der gjorde, at man kunne udvikle nye tekniske og merkantile uddannelser overalt i Danmark inden for det her område. Hvad betyder det så, at Dansk Folkeparti nu stemmer for, at man fjerner kvalitetspuljen fra erhvervsakademierne? Det betyder, at den reform, der skulle løfte dem, starter i minus.

Er det det, som hr. Kristian Thulesen Dahl mener er Dansk Folkepartis bidrag til uddannelsesløftet?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Nej, der ligger faktisk også i aftalen et afsnit om lige præcis erhvervsakademierne, som jeg håber at fru Antorini er opmærksom på, for i forhold til det, regeringen oprindelig foreslog, har vi jo diskuteret det og også skaffet forbedringer.

Jeg har også set den henvendelse, S og R har lavet i forhold til en vurdering af, om der er forligsbrud eller ej. Jeg er ikke enig i den fremstilling, fru Antorini kommer med, og jeg må sige, at jeg i virkeligheden mener, det er SR, der lægger op til et forligsbrud. Jeg er også bekendt med, at der har været møder, hvor man har drøftet det. Man har ikke kunnet blive enig. Vi må jo håbe, at man kan blive enig om det, så man ser ens på det. I hvert fald på de områder, hvor vi har fælles forlig, er det kun vores ønske, at vi prøver at finde en god løsning på det.

Men vi er ikke enige i den tilgang, SR har haft om, at det, der sker her, på nogen måde er forligsbrud.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Fru Karina Lorentzen for en kort bemærkning.

Karina Lorentzen (SF):

Ligesom fru Nanna Westerby er jeg også nyvalgt, og optakten til den her finanslov har for mig været sådan et politisk teaterstykke, hvor det er lykkedes Dansk Folkeparti at udråbe sig som politiets store frelser og redder. Man lægger meget vægt på den her tryghedspakke, man vælger at bruge penge på videoovervågning, nyt udstyr osv. osv., men jeg mener i virkeligheden, at Dansk Folkeparti er en værre gi'ta'r - man gi'r og ta'r. Man giver lidt til ét område, og så sørger man for at tage ½ pct. på et andet område. Jeg er ret sikker på, at krisen begynder at kradse ude hos politiet, og at der kommer færre betjente på gaden som følge af Dansk Folkepartis finanslovforslag.

Hr. Peter Skaarup har selv været ude med en melding om, at man gerne vil have 2.000 flere betjente på gaden. Jeg kunne godt tænke mig vide, hvordan Dansk Folkeparti har tænkt sig at leve op til den målsætning.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Det er helt rigtigt, som fru Lorentzen siger, at det er utrolig vigtigt for Dansk Folkeparti, at vi sikrer et bedre politi, et mere synligt politi, og at vi sikrer mere tryghed. Derfor har det været et hovedpunkt for os i finanslovforhandlingerne, og jeg tror egentlig også, at mange inden for politiets rækker både anerkender og værdsætter den indsats, Dansk Folkeparti gør for at skabe bedre muligheder for dem til at bekæmpe kriminalitet. Jeg ved, at borgerne værdsætter, at vi hele tiden sætter deres tryghed på dagsordenen.

Vi vil skaffe flere synlige betjente. Vi har jo bl.a. gjort det ved, at vi har lavet forlig tidligere - for få år tilbage - om, at der skal optages flere på politiskolen, altså at der skal uddannes flere betjente. Det er én vej. En anden vej, vi har betrådt i forbindelse med den seneste politireform, har jo været at sige: Kan vi sørge for, at de politifolk, der så er uddannede og er i uniform, i højere grad kommer ud på gaden frem for at være inde bag skrivebordene, sådan at de bliver mere synlige?

Vi synes ikke, at politireformen er udmøntet i den ånd, aftalen er lavet i. Det har vi jo stillet et hav af spørgsmål om og har hele tiden konfronteret regeringen med, og det vil vi blive ved med, fordi det er magtpåliggende for os at få et mere synligt politi.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Fru Karina Lorentzen.

Karina Lorentzen (SF):

Men Dansk Folkeparti må dog anerkende, at der er noget modstridende i, at man vælger at bruge pengene på noget udstyr frem for at bruge dem på politiet; det er jo på den måde, man kan få det synlige politi. Af driftsomkostningerne til politiet er lønnen jo den største del, så det her vil jo betyde færre politibetjente til patruljer.

Det harmonerer også ret dårligt med den forestilling, man har, om, at man gerne vil have flere til at søge optagelse på politiskolen, for arbejdsmiljøet er så ringe ude på politistationerne som følge af arbejdspresset, at det bliver meget, meget svært. Man har nogle opgørelser, der viser, at omkring halvdelen af alle politibetjente overvejer at forlade faget, specielt de nye.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Nu har fru Lorentzen jo helt givet læst aftalerne om finansloven, og jeg kan bare henvise til side 36 i den bog, vi har om aftalen om finansloven, hvor der jo står, at der også er afsat en reserve til indsatser for politiet, i lyset af at der desværre har været en masse ekstraordinære kriminalitetssituationer rundtomkring - som jeg nævnte i mit ordførerindlæg - med bilafafbrændinger, containerafbrændinger og jo også store problemer på Nørrebro i forbindelse med Ungdomshuset og alle de problemer, der har været i København. Vi afsætter en særlig reserve, som politiet kan trække på til sådan nogle ting, så det ikke belaster den daglige indsats, politiet skal gøre for at sikre større tryghed for borgerne.

Så vi har altså lige præcis gjort det, som fru Lorentzen står her og taler for er vigtigt, og det har vi gjort, fordi det er vigtigt for Dansk Folkeparti, at vi har et mere synligt og mere effektivt politi, der kan bekæmpe kriminaliteten.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Fru Astrid Krag for en kort bemærkning.

Teknikken skal lige finde fru Astrid Krag . Det er nogle teknikere, der skal finde fru Astrid Krags mikrofon. Fru Astrid Krag.

Astrid Krag (SF):

Det synes jeg ofte er et problem, men jeg skal nok lade være med at tage det personligt.

Jeg vil spørge ind til noget af det, som ordføreren var inde på i starten af debatten, nemlig mangelen på kvalificeret arbejdskraft inden for ældreplejen. Jeg anerkender jo, at det er et fremskridt, at man får penge til hjælpemidler - lifte og andre ting - der kan gøre arbejdsmiljøet bedre og forhåbentlig sikre, at vi får en langsommere nedslidning af de ansatte i ældreplejen. Men hr. Kristian Thulesen Dahl må vel være enig med mig i, at der også skal personale til at betjene de her hjælpemidler. Man skal f.eks. være to til at betjene en lift. Det kan ikke gøres på forsvarlig vis med en person. Et problem, man ude i de enkelte hjemmeplejegrupper står med akut, er jo, at man mangler hænder i hverdagen, at man ikke møder nok ind på arbejde. Mange steder svarer hverdagsberedskabet til det nødberedskab, vi ser nu. Det er et problem, der allerede nu er stort, og det er et problem, der kun vil vokse.

Vi hørte tidligere i dag Venstres ordfører sige, at der ikke er nogen snuptagsløsninger, og så henviste han ellers til en lang række kommissioner og udvalg, man ville sende problemet videre til. Jeg vil spørge, om ikke Dansk Folkepartis ordfører har lidt større ambitioner, og hvordan der i den her finanslov bliver taget hånd om problemet med manglende rekruttering af kvalificeret arbejdskraft til vores ældrepleje. For få unge søger ind, hver femte dropper ud, hver sjette, der arbejder i sektoren, er ufaglært, og rigtig mange af dem, der er faglærte, er altså flygtet fra sektoren inden for de sidste mange år. Hvordan bliver der taget hånd om det?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Jeg tror slet ikke, vi ser forskelligt på nødvendigheden af, at der selvfølgelig er kvalificeret personale til at hjælpe vores ældre medborgere. Vi kan investere i noget materiel, der kan gøre hverdagen lettere for medarbejderne, hvilket jo også kan gøre det lidt sjovere at arbejde i den sektor, så der er flere, der vil gøre det. Der er jo ingen tvivl om, at hvis man for alvor kan mærke, at der investeres i den arbejdsplads, man har, så er det også sjovere at komme på arbejde. Det er selvfølgelig vigtigt for at fastholde de gode medarbejdere, vi har i ældresektoren.

Så pågår der også initiativer for sikre, at det lønmæssigt er interessant at arbejde, men det er jo der, hvor vi lige præcis nu er havnet i en konflikt, som fagforeningerne jo har bedt os om at holde os uden for og lade være med at blande os i. Det er derfor, det er lidt besværligt for os for alvor at diskutere den del af det. Vi respekterer ønsket om, at vi ikke skal blande os, nu hvor konflikten lige er gået i gang. Men jeg kan da konkret nævne, at i den kommune, jeg selv bor i, har vi også kigget på, hvordan vi kunne sikre ekstra midler til løn, altså til at kunne betale medarbejderne for at sikre, at der er tilstrækkeligt med medarbejdere i ældresektoren.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Fru Astrid Krag.

Astrid Krag (SF):

Jeg er meget enig med hr. Kristian Thulesen Dahl i, at løn uden tvivl betyder en hel masse i forhold til at kunne rekruttere folk til den her sektor. Men der er jo altså også andre ting, der betyder noget. Det betyder også noget, at man har et ordentligt arbejdsmiljø. Det handler bl.a. om hjælpemidler, men det handler jo også om arbejdsmængden og om, hvorvidt man føler, man kan give den omsorg, man faktisk er uddannet og kvalificeret til at give. Det handler om at kunne få uddannelse. I dag er virkeligheden jo bare, at selv om der er gode tilbud for efteruddannelse, så kan man mange steder ikke sende sine medarbejdere af sted for at tage den efteruddannelse, fordi man simpelt hen mangler dem i hverdagen.

Så handler det jo også om, at der skal være ordentlige forhold, at der skal være de midler, der skal til. Virkeligheden er jo - og det må hr. Kristian Thulesen Dahl vel også anerkende - at der er blevet færre penge pr. ældre de sidste år. Selv om hr. Kristian Thulesen Dahl i disputten med hr. Ole Sohn henviste til diverse puljer, der er afsat, så er bottom line, at der er kommet flere ældre og færre penge pr. ældre, og det problem vil jo kun vokse. Inden for de næste 10 år kommer der 260.000 flere ældre. Selv om mange af dem forhåbentlig vil kunne klare sig selv, vil der altså også være mange tusind flere plejekrævende, mens udviklingen, hvad angår, hvor mange mennesker vi har, der er kvalificerede til at tage sig af dem, går den forkerte vej. Mener hr. Kristian Thulesen Dahl virkelig, at man med den her finanslov gør, hvad der skal til, for at løse det problem? Det mener jeg nemlig ikke.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Det var jo mange ting på samme tid. Det, der er vigtigt for os, er, at der er tilstrækkelig mange velkvalificerede ansatte inden for ældreplejen til at hjælpe vores ældre medborgere, og at vi viser, at vi vil investere i de arbejdspladser, så det bliver attraktivt at arbejde der. Med finansloven her afsætter vi 3 mia. kr., der bl.a. skal bruges til at sørge for, at vi investerer i de arbejdspladser, hvor de ældre er. For så bliver det sjovere at være ansat, og så kan vi holde på flere af de kvalificerede medarbejdere.

Så kører der en løndiskussion, og den har vi fået besked om at holde fingrene fra. Det har vi valgt at respektere. Den kører for sig. Men med finansloven her tager vi nogle skridt i retning af bedre arbejdspladser til gavn for de ansatte i ældreplejen. Det håber jeg også bliver anerkendt, og sådan hører jeg også fru Astrid Krags indlæg.

Tidligere har vi jo i forbindelse med udmøntningen af globaliseringsmidlerne også sikret, at der målrettet går penge til at investere i de ansatte i ældreplejen. Det har vi altså gjort i flere omgange. Det er ikke første gang, vi gør det. Det gjorde vi også forrige år, da vi forhandlede finanslov og udmøntede penge fra globaliseringspuljen. Jeg siger det bare for at understrege, at det her ikke er noget, vi pludselig kommer i tanker om. For os er det et arbejde, vi gør år for år.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Der bliver plads til en sidste kort bemærkning fra hr. Flemming Bonne.

Flemming Bonne (SF):

Jeg bemærkede, at hr. Kristian Thulesen Dahl konstaterede, at kommunerne igennem en årrække har haft svært ved at overholde kommuneaftalerne. Kan jeg få hr. Thulesen Dahl til at erkende, at det jo næppe er kommunerne, som får lov til at fastsætte rammerne, når der forhandles en gang om året?

Det er min opfattelse, at det er regeringen, der dikterer de rammer, der kan forhandles inden for. Derfor kan man vel sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget man skal lægge i ordet kommuneaftale.

Endelig vil jeg spørge, om hr. Thulesen Dahl er bevidst om, hvilke skader man er i gang med at forvolde ude i kommunerne, hvis man begrænser overførselsadgangene på driftssiden og for anlæg for den sags skyld fra det ene år til det andet. Det er blevet en væsentlig del af moderne offentlig ledelse, at man kan lave disse overførsler.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Jeg er sådan set enig i, at det ikke altid nytter noget bare at se på en 12-måneders-periode, uafhængigt af hvad der er sket året før og sker året efter. Det er også derfor, jeg siger, at når det handler om f.eks. anlægsinvesteringer, kan man typisk se, at vi overfører - som i min egen kommune - et beløb fra 2007 til 2008, og vi forventer også at overføre et beløb fra 2008 til 2009. Det vil selvfølgelig skubbe sig hen over årene, og det mener jeg at der er taget højde for i den måde, man har strikket det her sammen på.

Med hensyn til det med kommuneaftaler er jeg sådan set også enig i, at nogle gør mere ud af det, at der er en kommuneaftale og et kommunalt selvstyre, end der måske er i det. Men det skyldes jo meget KL's egne forhandlere, da de f.eks. sidste år gik ind og lavede en aftale med regeringen og bagefter sagde, at de havde lavet en rigtig, rigtig god aftale, som gav kommunerne virkelig gode muligheder, og så 3 måneder eller 4 måneder efter, da kommunerne skulle lægge budget, pludselig skulle finde en helt anden retorik frem og forklare, at det var den mest elendige aftale, at de ikke kunne holde sig inden for rammerne, og at det var gået galt osv.

Det er jo i meget høj grad den måde, KL agerer på, der også giver problemerne, for jeg er også enig i det tredje, nemlig at de samlede rammer for den danske nationaløkonomi selvfølgelig fastlægges af Folketinget og regeringen. De fastlægges jo ikke af den enkelte kommunalbestyrelse. Hvis man vil have indflydelse på de samlede rammer, skal man stille op til Folketinget. Sådan er det, det kan ikke være anderledes. Man kan jo ikke sidde i den enkelte kommune og disponere, fuldstændig uafhængigt af hvordan samfundsøkonomien i øvrigt er, hvis vi også skal sikre, at vi har en god samfundsøkonomi om 5-10-15 år.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Hr. Flemming Bonne.

Flemming Bonne (SF):

Det afføder lige et par afsluttende spørgsmål og bemærkninger fra min side.

Synes hr. Thulesen Dahl, at sanktionspolitikken matcher moderne politisk ledelsesform anno 2008? Tror man ikke på, at vi kan finde en mere intelligent måde at få de her ting afbalanceret på, og at vi kan få et ordentligt aftalesystem mellem parterne, som begge parter kan have tillid til?

Endelig vil jeg spørge: Kan man forestille sig, at Dansk Folkeparti fremadrettet vil være med til at arbejde for, at vi laver en tryghedsaftale for kommunerne, således at de ikke fremadrettet skal gå og leve i den usikkerhed, som de har været i igennem de sidste par år?

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Ordføreren.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Jeg går ned til en bilforhandler og vil købe en bil, og vi bliver enige om, at bilen skal have aftageligt træk. 4 dage efter kommer jeg ned og skal hente bilen og har det aftalte beløb, jeg skal betale for den, med. Bilen har så ikke aftageligt træk, så jeg siger til forhandleren: Hvad er det for noget rod? Han siger så: Jo, jo, men herregud altså, det er da rigtigt nok, at vi havde aftalt, at der skulle være aftageligt træk, men i øvrigt står bilen da nogenlunde, som vi havde aftalt, ikke? Det er da den samme farve, og det er da sådan nogenlunde den bil, vi havde aftalt, så nu må du betale. I det tilfælde ville jeg da gå et andet sted hen og købe min bil næste gang.

Sagen er, at kommunerne gang på gang tror, at de kan gå ind og lave en aftale, de selv fremhæver som høj og flot - at den er rigtig, som den skal være - og så i øvrigt være fuldstændig bedøvende ligeglade med den aftale bagefter, altså med, om de holder den eller ikke holder den.

Til det der med, at der så skal komme sanktioner: Jamen sanktioner er kun noget, vi taler om, hvis modparten ikke holder de aftaler, modparten selv indgår. Det kunne da godt være, at jeg ville bede bilforhandleren om at give mig en reduktion i købsprisen, hvis ikke jeg fik aftageligt træk med. Det er da ikke mærkeligt. Det er en slags sanktion, jeg foretager over for bilforhandleren, fordi bilforhandleren ikke leverer mig den bil, vi havde aftalt.

Tredje næstformand (Holger K. Nielsen):

Tak til ordføreren.

Der bliver frokostpause nu, og mødet genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12.05).

Første næstformand (Svend Auken):

Mødet er genoptaget.

Forhandlingen er genoptaget, og den første her efter middag er hr. Ole Sohn. Værsgo.

(Ordfører)

Ole Sohn (SF):

Inden for det sidste år har regeringen og Dansk Folkeparti lavet en række skattelettelser, for 4,2 mia. kr. i år og for 9,5 mia. kr. i 2009. Det sker i en tid, hvor dansk økonomi står tæt på grænsen til en overophedning. Det har da også fået både vismændene og Nationalbanken til at løfte pegefingeren i mere end almindelig forstand. I den seneste kvartalsrapport er Nationalbanken faktisk kommet med, jeg tror godt, man kan sige, den mest larmende kritik af en regerings førte økonomiske politik, som jeg kan mindes - og det er da trods alt nogle år, for jeg tror, jeg kan huske lige så lang tid tilbage som finansministeren - og det burde jo få enhver regering til at sige: Hov, hov, har vi bevæget os lidt for langt ud over kanten for at kunne føre en ansvarlig økonomisk politik?

I lyset af de advarsler, som Nationalbanken er kommet med, har SF derfor fremlagt et finanslovudspil, der er revideret i forhold til det, vi kom med i efteråret. Det gør vi ud fra, at det altid er lidt lettere at lempe, hvis det skulle vise sig, at arbejdsløsheden begynder at stige, end hvis det modsatte sker, nemlig at økonomien bliver overophedet.

For hvad vil regeringen gøre, hvis økonomien overophedes? Skattestoppet og de løbende skattelettelser er jo - set med regeringens øjne - noget vanskelige at trække tilbage, det almene boligbyggeri er så meget i bund, at det nærmest ville blive negativt, hvis man skal stramme her, og til kommunerne har regeringen og Dansk Folkeparti allerede lavet en spændetrøje så stram, som man ikke tidligere har set.

Så der er ikke rigtig nogen håndtag, man kan tage fat i, og det gør jo, at regeringen i den grad har afskrevet sig muligheden for at kunne styre den økonomiske politik. Dermed er vi faktisk i en situation, hvor vi kan gentage det hollandske eksperiment. Det er ikke sikkert, at det går sådan, og ingen håber, at det går sådan, men man kan faktisk risikere at komme til en meget brat opvågnen, fordi regeringen har ført en uansvarlig økonomisk politik med de store skattelettelser - penge, der er lempet ud i det private forbrug.

Hvis vi ser på det andet problem i dansk økonomi, nemlig statsfinanserne, ja, så er vi faktisk i den situation, at overskuddet er vendt til et underskud - hvis det ikke lige var, fordi vi havde de ekstraordinære indtægter fra Nordsøen. Men det er vel ikke noget, man sådan kan regne med vil fortsætte, og allerede nu viser prognoserne, at vi om 8 år er i den situation, at vi på ny har et underskud på statens finanser. Det er altså den situation, som regeringen og Dansk Folkeparti er ved at bringe landet i.

Hvis vi kigger på betalingsbalancen, som selvfølgelig også spiller ind, er det faktisk sådan, at vi her har underskud - undskyld, det var her, nordsøolien spiller ind i forhold til at sikre, at det ikke ender med et underskud, og så er det i øvrigt også sådan, at søtransporten også hjælper lidt til.

Det viser bare den fantastiske usikkerhed, der er omkring dansk økonomi, og den vanskelighed, regeringen og Dansk Folkeparti har bragt landet i ved at smide de værktøjer væk, som enhver ansvarlig regering naturligvis bør bruge.

Så er der spørgsmålet: Hvad er det så, regeringen og Dansk Folkeparti har gjort med finanslovaftalen? Ja, man har jo gjort det, at man holder fast i, at skattelettelserne skal være der, uanset alle advarslerne, med hensyn til overophedning af økonomien må man lukke øjnene og håbe, at det går - man ved det ikke, men man kan håbe - og så har man i øvrigt, som jeg siger, lavet en let stramning af finanspolitikken. Det var med i udspillet, og så lavede man en finanslovaftale med Dansk Folkeparti, som jo så skal se ud af noget, og derfor er man kommet frem til, at man har lavet - hvis jeg skal bruge satiretegninger på en måde, som vist går an - den Storm P.-tegning med hunden, der bliver fodret med egen hale. For hvad har man gjort? Jo, man har lavet en aftale, hvor man siger, at ungdomsuddannelserne nu får puljer på 62,5 mio. kr. Det skulle have været godt, men man glemmer, at man faktisk forlods har sparet 137 mio. kr. som følge af den såkaldte tvangsopsparing. Det vil sige, at regeringen og Dansk Folkeparti skærer på uddannelserne, det, der skal være fundamentet for det eneste råstof, Danmark har.

Det samme kan man sige, hvis man gerne vil leve i et trygt samfund, for kendsgerningen er, at vores politi også som følge af regeringens og Dansk Folkepartis forlig får færre midler at gøre godt med, end de ellers ville have haft. Så har man til gengæld, og det er al ære og respekt værd, for det er faktisk meget fornuftigt, sikret, at ældre kan få robotstøvsugere. Det bliver der så sandelig også brug for, for finanslovaftalen lægger jo op til en endnu strammere økonomi over for kommunerne, som gør det endnu vanskeligere for kommunerne at sikre tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft til at varetage plejen af ældre, der har behov herfor. Det gælder både i hjemmehjælpen og på plejecentrene.

Børn i daginstitutioner, som i årevis har fået et gratis måltid mad, får nu med finanslovaftalen retorisk retten til gratis mad, men nu skal den bare betales af forældrene. Det vil sige, at man hæver brugerbetalingen for småbørnsfamilierne. Den store fremtidssatsning på natur- og miljøområdet er der afsat sølle 21 mio. kr. til, hvilket er et langt, langt mindre beløb end de nedskæringer og tvangsopsparinger, der har ramt Miljøministeriets område. Og sådan kunne man blive ved. Det er den måde, som finanslovaftalen er skruet sammen på.

Det, der så ligger ud over det, er: Hvad er det for udfordringer, som vi og samfundet står over for? Vi ved, at der bliver flere ældre, og vi ved, at vi lever længere, men vi ved også, at antallet af ældre, der har behov for pleje, vokser. Vi ved, at kommunerne har svært ved at fastholde arbejdskraften og har svært ved at rekruttere arbejdskraft til ældresektoren. Hvorfor har de det? Det har de af flere grunde. For det første fordi der er for få hænder, der er simpelt hen for få medarbejdere. Det betyder, at de medarbejdere, der er, bliver mere stressede, end godt er, og at de bliver slidt op før tid. Det er meget få hjemmehjælpere, der er i den situation, at de arbejder efter det tresindstyvende år. De er slidt op. For det andet er lønnen lav og ikke attraktiv. Hvad er regeringens og Dansk Folkepartis svar? Det er at stramme kommunernes økonomi en ekstra tak, så det bliver endnu vanskeligere at løse opgaven.

Dertil kommer, at vi kan se, at der ingen løsningsmuligheder, i hvert fald ingen løsningsforslag, er i sigte. Antallet af unge, der søger ind på social- og sundhedsassistentuddannelserne, er faldende. Men det tror da pokker med de arbejdsforhold, der blev budt. Men kan vi være bekendt i et af verdens rigeste samfund, at vi ikke sikrer, at ældre får en ordentlig omsorg, som de bestemt har krav på efter et langt liv på arbejdsmarkedet i samfundets tjeneste? Nej, det kan vi selvfølgelig ikke være bekendt.

Hvad er regeringens og Dansk Folkepartis svar herpå? Det er, at de bedst stillede skal have nogle skattelettelser. Jeg skal også lige gøre opmærksom på, at de forhold vi ser i ældresektoren, jo ikke er noget, der pludselig er opstået. Det er noget, der var slemt, da regeringen overtog ansvaret i 2001, og som løbende gennem de sidste 6 år er gået fra slemt til værre; der er intet reelt sket.

Man kan på samme måde tage sundhedsvæsenet. Der har i årevis manglet sygeplejersker, men mangelen vokser og vokser og vokser. Det er lige før, at man kan lave en konkurrence om, hvorvidt det vil være muligt at gå rundt på landets hospitaler og finde en sygeplejerske på over 60 år i aktiv tjeneste. Det lader sig vanskeligt gøre. Hvorfor? Fordi arbejdet er så hårdt, nedslidende og stressende, at sygeplejerskerne giver op før tid. Hvordan har udviklingen været i den tid, hvor regeringen og Dansk Folkeparti har haft ansvaret for landets ve og vel? Den har været, at mangelen på sygeplejersker støt og roligt er vokset. Hvad sker der? Der sker ingenting. Hvad er resultatet? Det er, at færre og færre unge søger ind på sygeplejerskeskolerne.

Så er spørgsmålet, om vi kan være det bekendt. Kan vi være bekendt at have en offentlig sektor, hvor vi ikke er i stand til at løfte det ansvar, som vi har over for ældre medborgere og over for syge medborgere, og så samtidig sige, at der er råd til at bruge 4,2 mia. kr. til skattelettelser i år og 9,5 mia. kr. til næste år? Er det udtryk for en ansvarlig økonomisk politik? Jeg tror sådan set, at borgerne godt vil have en lidt nærmere redegørelse af regeringen for, hvorfor man bare lader stå til, hvorfor man lukker øjnene. Hvorfor har regeringen ikke i tide sat ind for at sikre en rekrutteringstilgang til lige netop de områder, hvor der er størst behov, og hvor den arbejdskraft, som vi har, er mest uundværlig, nemlig i ældresektoren og sundhedssektoren?

Hvorfor er der ingen svar, hverken i regeringspartiet Venstres ordførerindlæg her fra talerstolen eller i finanslovaftalen? Vi kan jo håbe på, at finansministeren i sine afsluttende bemærkninger vil løfte et eller andet slør for, hvad regeringen agter at gøre. Man kan i hvert fald ikke bare lade stå til.

Vi ved, at vi er i en situation, hvor det lønsystem, der benyttes i den offentlige sektor, er skruet sammen på en sådan måde, at typiske kvindefag typisk også er lavere lønnet end mandefag. Regeringen har haft alle muligheder for at rette op på det; vi har foreslået en ligelønskommission - vi har gjort det tidligere, og vi har gentaget det nu. Hvorfor? Jo, fordi vi sådan set mener, at der er et behov for én gang for alle få løst de grundlæggende problemer, der er i lønstrukturen i den offentlige sektor. Og hvorfor ønsker vi det? Det gør vi, fordi den offentlige sektor er sat i verden for at varetage borgernes interesser - sørge for, at børnene får en ordentlig pleje, omsorg og opvækst, og at de ældre og syge også får en ordentlig pleje og omsorg. Og hvordan sikrer vi så arbejdskraften? Ja, det må vi da gøre på en måde, så det også bliver attraktivt at være ansat i den offentlige sektor.

Det er jo forudsætningen for, at hele velfærdssamfundets fundament fungerer. Og hvorfor skal det fungere ordentligt? Det skal det både af hensyn til børnene, de ældre og de syge, men så sandelig da også af hensyn til dansk erhvervsliv, sådan at man kan aflevere sine børn i tryg forvisning om, at de får en ordentlig omsorg og god og sund kost, sådan at forældrene kan passe deres arbejde og bidrage til samfundets ve og vel.

Derfor mener jeg faktisk, at det, vi ser nu, er, at regeringen, på trods af at vi har redet på et fint internationalt økonomisk opsving, og at regeringen har været besmykket med held af de internationale konjunkturer, faktisk gør temmelig meget for at få det til at tilte.

Man må håbe på, at de internationale konjunkturer vil være varsomme, nøjsomme og milde i forbindelse med den afmatning, vi ser, men kommer der en afmatning, så er regeringen fuldstændig fortabt, for den har ingen instrumenter at tage fat i, bortset fra fortsatte nedskæringer i den offentlige sektor, og det har jeg alligevel ikke hørt nogen fra hverken regeringspartierne eller fra det faste støtteparti, Dansk Folkeparti, advokere for. Men det bliver konklusionen.

Derfor mener jeg sådan set om det, vi har set her med finanslovudspillet, finanslovaftalen, at der er en himmelråbende forskel på at lempe skattelettelser ud og øge det offentlige forbrug i en tid, hvor den offentlige sektor har så store behov, både med hensyn til arbejdskraften og med hensyn til hele bygningsmassen.

Det fundament, som velfærdssamfundet hviler på, ud over den pleje og omsorg, vi skal give børn, ældre og syge, er bygningerne. Vi kan da ikke være bekendt at have en folkeskole, som i den grad bliver slidt ned, og at der ikke er råd til at sørge for at få bygningsmassen renoveret og skaffe tidssvarende lokaler, og det samme gælder for den sags skyld for ældreboliger og plejecentre.

Der er så store behov i den offentlige sektor, hvis man skal få velfærdssamfundet til at fungere, og alligevel har regeringen og Dansk Folkeparti fundet det mere betimeligt at sige: Skal vi ikke give de bedst stillede i samfundet nogle flere skattelettelser? Den form for prioritering er ganske enkelt uansvarlig, og derfor vil man også se, at det er ganske få aftaler, SF er med i i forbindelse med finansloven. Det er ikke ulyst - vi har sådan set prøvet at komme med på alle områder, både med hensyn til jobplanen, hvor vi ikke kom til reelle forhandlinger, og i forbindelse med Kriminalforsorgen, hvor finansieringen blev skruet sådan sammen, at hele oppositionen blev squeezet fra, og sådan kan man nævne det ene eksempel efter det andet.

Regeringen og Dansk Folkeparti har haft en klar linje, og det synes jeg da er ærlig snak, for så kan man også få skilt tingene ad, nemlig: Hvor fører den nuværende politik os hen, og hvad er det, oppositionen kan gøre samlet? Og der vil jeg gerne kvittere Socialdemokraternes ordfører, hr. Morten Bødskov, for det indlæg, han kom med. Det var godt, det var konstruktivt, det var fremadrettet, det viste vilje til at løfte de store udfordringer, velfærdssamfundet står over for, og jeg vil gerne på SF's vegne kvittere og sige, at vi ønsker at indgå i et tæt samarbejde med Socialdemokraterne om realisering af sikring af velfærdssamfundets fremtid.

Første næstformand (Svend Auken):

Vi beder ordføreren om at blive stående. Der er en række medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger, og vi tager dem i den rækkefølge. Den første er hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Hr. Ole Sohn brugte meget af sin taletid i starten af ordførertalen på at understrege SF's økonomisk ansvarlige kurs. Det forstår jeg egentlig godt at hr. Ole Sohn har behov for at tale rigtig meget og rigtig længe om. Under valgkampen var det jo sådan, at der var en avis, der satte sig for at finde ud af, hvordan SF's økonomiske politik hængte sammen, hvis man skulle indfri valgløfterne, og de nåede frem til, at regningen ville være knap 70 mia. kr., hvis man lige skulle indfri det, de kaldte Villys gavebod.

Det er vel også det, der har fået Det Radikale Venstres leder, fru Margrethe Vestager, til at gå i clinch med SF i forhold til økonomisk ansvarlighed. Fru Margrethe Vestager har med henvisning til en gennemgang af SF's forslag, som De Radikale har foretaget, sagt følgende: Hvis jeg skal være venlig og fair, er SF's politik ikke totalt ufinansieret. Der er finansieret for noget af det, men samlet set er der en årlig manko på 15-17 mia. kr., og som Mimi Jakobsen ville have sagt, det gør alligevel en forskel sidst på måneden. Er det dem, SF vil i regering med?

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Vi har ikke nogen planer om at indgå i et regeringssamarbejde. Jeg tror, det var Nyhedsavisen, som lavede en simpel regnefejl på 30 mia. kr. Det vil i øvrigt også fremgå, når man nu ser på det forslag til ligelønskommission, som SF konkret har fremsat i dag, hvor vi har afsat 2 mia. kr. til et begyndende forsøg på at rette op på de ulige lønninger, der er i den offentlige sektor. Det havde Nyhedsavisen fået til 32 mia. kr. Det var dog trods alt en lille fejl, men nu er der jo kommet syn for sagen, fordi forslaget er stillet.

Hvordan Det Radikale Venstre og SF udvikler en fælles økonomisk politik, tror jeg bedst egner sig til at blive drøftet mellem SF og Det Radikale Venstre. I den henseende tror jeg ikke vi har behov for at hr. Kristen Thulesen Dahl skal gøre sig klog.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Vi, der bekymrer os om landets ve og vel, er ret interesserede i at finde ud af, hvordan man skal få sådan nogle ender til at nå sammen: SF's gavebod og fru Margrethe Vestagers ønske om økonomisk ansvarlighed. Derfor er det lidt spændende.

Det er rigtigt, at det var Nyhedsavisen, der så havde spurgt SF's ligestillingsordfører, fru Pernille Vigsø Bagge, hvad det der med kommissionens arbejde om at sikre ligeløn betød. Så siger hun: Det er at sikre, at ansatte skal have det samme i løn i det offentlige som i det private. Så havde de vurderet, hvad prisen ville være for det, og det var så 35 mia. kr.

Da hr. Villy Søvndal så skal forholde sig til det, siger han: Men vi har aldrig nogen sinde foreslået, at offentligt ansatte skal have lige løn med privatansatte. Det er to citater, der viser sværhedsgraden i at finde ud af, hvad SF helt præcis mener på det økonomiske område. Og det var måske også det, der kom frem her i starten af ordførerindlægget, hvor hr. Villy Søvndal ikke kunne finde ud af, om det var betalingsbalancen eller statsoverskuddet, der ville blive påvirket af nordsøpengene. Nå, spøg til side.

Men med hensyn til fru Margrethe Vestager og Det Radikale Venstre er det jo gjort krystalklart, at der er et parti, SF skal indgå et samarbejde med, hvis det, man drømmer om, skal blive virkelighed. Det er altså at bygge bro over en kløft, der hedder: Total økonomisk uansvarlighed - set fra nogle af de partiers side - man skal samarbejde med. Hvordan vil SF overkomme det?

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Jeg vil da svare på den måde, som hr. Kristian Thulesen Dahl forsøgte, da hr. Kristian Thulesen Dahl stod her som ordfører, og sige, at det, det drejer sig om, er at finde nogle konkrete løsninger for borgerne.

Det har jeg faktisk peget på her i min ordførertale, nøjagtig på samme måde som vi har gjort i vores finanslovforslag, som er tilgængeligt på SF's hjemmeside, og som hr. Kristian Thulesen Dahl givetvis også har kigget i. Der vil man se, at vi faktisk finder, at det er komplet uansvarligt, at Dansk Folkeparti har lagt stemmer til at lempe med 4,2 mia. kr. på skatterne i år og 9,5 mia. kr. på skatterne næste år i en tid, hvor der er mangel på social- og sundhedshjælpere, hvor der er mangel på sygeplejersker, hvor der er nedslidte skoler, og hvor ældre ikke får den pleje, som de burde kunne forvente i et af verdens rigeste samfund. Det synes vi er uansvarligt. Og jeg forstår godt, at Dansk Folkeparti har meget svært ved at argumentere for det og derfor gør alt muligt for at undgå at få den konkrete debat om det ansvar, som Dansk Folkeparti har for, at vi har en nedslidt ældresektor og en folkeskole, som lider, og hospitaler, som har kronisk mangel på sygeplejersker. Men alligevel har Dansk Folkeparti fundet det betimeligt at lempe milliarder af kroner ud i det private forbrug. Det er komplet uansvarligt.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Martin Henriksen (DF):

Der var en dialog mellem SF's uddannelsesordfører, fru Nanna Westerby, og hr. Kristian Thulesen Dahl før pausen, hvor fru Nanna Westerby spurgte ind til, hvordan det kunne være, at Dansk Folkeparti ikke havde haft held til at få afsat flere penge til handelsskolerne, når nu Dansk Folkeparti havde sagt, at det ville man arbejde for.

Jeg vil gerne høre, om hr. Ole Sohn vil rette SF's uddannelsesordfører, fru Nanna Westerby, og gøre det klart, at på finanslovaftalen for 2008 er der rent faktisk afsat flere penge til handelsskolerne. Og vil hr. Ole Sohn bekræfte det svar, som hr. Kristian Thulesen Dahl gav fra talerstolen, og afkræfte det, som fru Nanna Westerby tidligere sagde?

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Jeg vil meget gerne bekræfte det, som jeg sagde i min ordførertale, nemlig at på ungdomsuddannelserne har Dansk Folkeparti og regeringen aftalt en pulje på 62,5 mio. kr., samtidig med at man har skåret 137,1 mio. kr. Det er altså netto en nedgang.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Martin Henriksen (DF):

Det var jo ikke et svar. Det kan jeg godt forstå at hr. Ole Sohn ikke er i stand til at svare på. Nej, det kan jeg sådan set ikke forstå, men jeg kan godt forstå, at hr. Ole Sohn ikke giver det svar, som er det rigtige svar, for det ville sådan set udstille SF's uvidenhed på det her område.

Det forholder sig sådan, at bl.a. Christian Müller, næstformand i Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, inde på Facebook - den her internetside, der er offentligt tilgængelig, så det kan jeg jo godt sige - skriver til mig, og jeg citerer: Rigtig mange tak, fordi du og Dansk Folkeparti har været med til at kæmpe for handelsskolernes sag i forbindelse med finansloven 2008. Vi er rigtig glade for, at I har fået jeres krav igennem om flere penge til handelsskoleeleverne. Med venlig hilsen Christian Müller, næstformand for handelsskoleelevernes sammenslutning. Så siger Søren Hoppe Christensen, som er formand for handelsskolelærernes forening: Tak, Dansk Folkeparti. Bertel Haarder har ret, det er en stor sejr for handelsskolerne, men det er primært Dansk Folkeparti, som handelsskolerne skal takke for det gode resultat.

Kan hr. Ole Sohn ikke bekræfte, at der kommer et løft til handelsskolerne med den her finanslov, og dermed bekræfte, at det, som hr. Kristian Thulesen Dahl sagde, var fuldstændig korrekt, og det, som fru Nanna Westerby sagde, var forkert, eller lever man i en eller anden fantasiverden, hvor man ikke anerkender, hvad der rent faktisk er virkelighed? Hvis det er det, man gør, giver den her diskussion jo overhovedet ikke nogen mening.

Første næstformand (Svend Auken):

Så er det ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Jeg beklager, at jeg ikke har læst de pågældende blogindlæg, men jeg har fuld tillid til hr. Martin Henriksen. Jeg tror på hvert et ord, der er blevet sagt både af hr. Martin Henriksen og dem, han har blogget med, så ingen tvivl om det.

Jeg kan blot bekræfte det, jeg sagde i mit ordførerindlæg, og det kan også ses i referatet, at jeg står fuldt inde for, at Dansk Folkeparti har et medansvar for, at man har lavet nogle puljer, der samlet set giver 62,5 mio. kr. til ungdomsuddannelserne, men samtidig har man skåret bunden væk med 137 mio. kr. Altså, der er netto sket en markant nedskæring samlet set på uddannelsesområdet. Det fremgår af finansloven, og jeg går ud fra, at det er den, vi stemmer om her om lidt.

Første næstformand (Svend Auken):

Det er rigtigt. Hr. Morten Helveg Petersen for en kort bemærkning.

Morten Helveg Petersen (RV):

Altså, de indledende ord om ansvarlighed og Nationalbankens advarsler var jo næsten som taget ud af en radikal tale. Det var jo en fornøjelse at høre. At vi så kan have lidt svært ved sådan at genfinde det i praksis i de konkrete forslag, som SF stiller, og som koster mange milliarder kroner, er så en lidt anden diskussion.

Det plejer jo at være en gylden regel herinde, at man kun skal spørge om noget, som man kender svaret på. Og nu spørger jeg faktisk i forlængelse af det her med SF's ansvarlighed om noget, som jeg ikke kender svaret på: Stemmer SF for eller imod den samlede finanslov?

Ole Sohn (SF):

Vi stemmer imod.

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren. Ja, ordføreren havde ikke fået ordet før.

Ole Sohn (SF):

Undskyld. Jeg gentager: Vi stemmer imod finansloven. Vi stemmer for en række af de konkrete ændringsforslag.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Morten Helveg Petersen for en kort bemærkning.

Morten Helveg Petersen (RV):

Jamen hører det ikke med i et samlet billede af at være økonomisk ansvarlig, at man stemmer for finansloven?

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Nu må man jo ikke svare med et modspørgsmål, men jeg vil gerne gentage, hvad jeg har sagt. Et eller andet sted synes jeg faktisk, at det er hamrende uansvarligt både socialt og økonomisk at lempe milliarder af kroner ud i skattelettelser til de mest velstillede i det her samfund, alt imens at uddannelserne må bløde og ældre ikke kan få tilstrækkelig med pleje, fordi der er mangel på social- og sundhedshjælpere, fordi der mangler 2.500 sygeplejersker, og regeringen og Dansk Folkeparti ikke gør noget. Det synes vi er meget, meget uansvarligt, også over for den økonomiske situation, landet står i, og de muligheder, vi har. Det spiller jo også ind, når man diskuterer ansvarlighed, og jeg tror sådan set også, at Det Radikale Venstre er enig med SF i, at regeringens økonomiske politik er hamrende uansvarlig.

Første næstformand (Svend Auken):

Tak til hr. Morten Helveg Petersen. Så går vi videre. Hr. Lars Barfoed, kort bemærkning.

Lars Barfoed (KF):

Tak for det. Jeg synes jo, der er kommet en række spændende skattepolitiske betragtninger fra Socialistisk Folkeparti på det seneste. Det var måske nyttigt i dag at få lidt mere styr på det. Først har jeg noteret mig, at man i SF's finanslovforslag vil finansiere en del af de nye udgifter ved at rulle regeringens skattelettelser tilbage, dvs. folk ikke skal have de penge mellem hænderne, som de har fået. Hvordan kan det være, at man kan finansiere en del af nogle udgifter med en skattelettelse, som man ruller tilbage, når man samtidig har sagt, at den skattelettelse ikke er finansieret? Man kan vel ikke finansiere udgifter med en ikkefinansieret skattelettelse. Ligger der deri en erkendelse af, at regeringens skattelettelser alligevel er finansieret?

Så vil jeg også gerne spørge, hvad der nærmere er SF's skattepolitik, for på den ene side vil man altså ikke gennemføre skattelettelserne, på den anden side siger SF's skattepolitiske ordfører, hr. Jesper Petersen, at man vil sænke topskatten. Skal det forstås sådan, at man hellere vil sænke topskatten end at gennemføre de skattelettelser i bunden af skatteskalaen og i mellemskatten, som regeringen har gennemført?

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Jeg vil sige, at nu har vi altså en hamrende god skattepolitisk ordfører, som sådan set har været så genial, at han har fundet frem til, hvad det egentlig er, at SF tidligere har sagt omkring skattepolitik. Jeg tror også, at man i folketingsreferaterne vil kunne finde frem og vil kunne høre, at SF's finanspolitiske ordfører faktisk gang på gang har sagt i den her sal: Vi er nødt til at få lavet en samlet skattereform, som samlet set nedsætter beskatningen af indkomsterne. Det er nærmest en bunden opgave i lyset af den globaliserede verden, vi lever i.

Jeg tror nok, uenigheden mellem De Konservative og SF er om den fordelingspolitiske profil, om man skal lave skattelettelser, som bare går ud på at sænke skatten eller man også skal sørge for at få et provenu ind på en anden måde. Når vi siger, at vi gerne vil være med til også at hæve grænsen for, hvornår man betaler topskat, så er det bl.a., fordi vi siger, at der sådan set er mange håndværkere i det her land, som betaler meget i skat. Det kan man regulere ved at hæve grænsen for, hvornår der skal betales topskat, men det er ikke ensbetydende med, at vi have et mindre provenu ind i statskassen. Det tror jeg sådan set at jeg rimelig klart har redegjort for her i min ordførertale. Vi mener, at de udfordringer, vi står med i velfærdssamfundet, kræver nogle investeringer, også i det offentlige forbrug.

Første næstformand (Svend Auken):

Så er det hr. Lars Barfoed for en kort bemærkning.

Lars Barfoed (KF):

Jeg har da ligesom hr. Ole Sohn meget respekt for SF's skattepolitiske ordfører, og jeg forstår udmærket godt, at hvis det er sådan, og det er det, når hr. Ole Sohns siger det, at hr. Jesper Petersen efter formentlig, må man tro, ganske grundige studier har fundet frem til, hvad det egentlig er, SF har sagt om skattepolitik, så kan jeg godt forstå, at hr. Ole Sohn betegner ham som et geni, for det er ganske godt gået. Men stadig væk synes jeg, at vi skal holde lidt fast i, at Socialistisk Folkeparti vil sænke topskatten, men at man vil annullere skattelettelser, som vi har gennemført, i bunden af skatteskalaen og i mellemskatten. Er det korrekt forstået?

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Nu skal hr. Lars Barfoed passe på ikke at blande æbler og pærer sammen. Vi har sagt, at vi ønsker en samlet skattereform. Vi mener faktisk ikke, at skattepolitik egner sig til at tage enkeltelementer ud og begynde og jonglere med dem, for hver eneste gang man rører ved en skatteskrue, så har det også konsekvenser for en anden skatteskrue. Derfor er vi sådan set i udgangspunktet meget tilhængere af, at vi får nedsat en skattekommission, også den skattekommission, som regeringen har nedsat. Vi har så ønsket, at den skulle få helt frie hænder til at kunne agere.

Jeg vil sige, at det, der er overskriften i vores skattereform - vi har faktisk ikke lavet et samlet nyt skattereformudspil, fordi vi i starten gerne vil give input til skattekommissionen - er, at vi får en socialt retfærdig og grøn skattereform; man kan sige, at det simpelt hen er hele overliggeren. Samtidig skal vi heri finde muligheder for at nedsætte beskatningen af indkomsten. Så skal vi selvfølgelig finde andre skattekilder, men det er skattekommissionen, der i første omgang kommer med sine bud, og så må vi selvfølgelig politisk tage en prioriteringsdiskussion. Men skattepolitik egner sig bedst til at lave en samlet skattereform, sådan at borgerne kan føle sig trygge og ved, hvad de skal betale skal i dag, og hvordan det samlede skattebillede vil komme til at se ud efter en skattereform.

Første næstformand (Svend Auken):

Så er det hr. Peter Christensen for en kort bemærkning.

Peter Christensen (V):

Jeg kunne forstå på svarene fra hr. Ole Sohn, at der var en vis irritation over at bore i, at Det Radikale Venstre i et omfattende notat slår fast, at den økonomiske ansvarlighed hos SF kan ligge på et meget lille sted, og at der mangler minimum 15 mia. kr. i det finanlovsudspil, der er fremlagt her i 2008 - og at SF hellere vil snakke skat. Men om det skriver Det Radikale Venstre så, at der mangler en rød tråd i SF's skattepolitik, der er kendetegnet ved forskellige og modsatrettede meldinger om boligskatten.

Det får mig egentlig til at tænke på det tidligere svar, hvor hr. Ole Sohn kritiserer Skattekommissionen for ikke at have frie hænder. Hvad er det for en frihed, som kommissionen skulle have haft? Er det boligskatten, som skulle have været ind over? Kunne vi ikke få et svar på det?

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Når man har meget stor lyst til at interessere sig for SF's finanslovforslag - hvad jeg er meget glad for - vil jeg anbefale dem, der lytter eller måske ser med, at de går ind på hjemmesiden www.sf.dk, hvor SF's finanslovforslag ligger fra A til Z. Så vil man kunne se, hvad vi foreslår af indtægter og udgifter, og at der er et overskud i vores finanslovforslag på godt 4 mia. kr. Det er netop, fordi vi ønsker en finanspolitisk stramning i forlængelse af den kritik af regeringens finanslovudspil, vi er kommet med. Og det synes jeg er mest fair, frem for at lade Nyhedsavisen eller andre partier eller ordførere fortolke, hvad SF's finanspolitiske udspil går ud på. Gå ind på www.sf.dk og se det sort på hvidt; så kan man danne sig et indtryk og se bundlinjen. Der inddrages 4 mia. kr. mere, end der gives ud, og det mener vi er udtryk for den ansvarlige let bremsen på økonomien, som er nødvendig i den nuværende situation.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Peter Christensen for en kort bemærkning.

Peter Christensen (V):

Er det ikke meget vanskeligt at skulle samarbejde med Det Radikale Venstre, når de påstår, at der er 15 mia. kr., som er helt ufinansierede? Hvad bygger man det på? Altså, jeg er tilbøjelig til at være meget enig med Det Radikale Venstre, skal jeg skynde mig at sige. Når jeg gennemgår SF's finanslovudspil, er der et kæmpe hul i regnestykket. Og det er naturligt nok, for når SF'ere og hr. Villy Søvndal tager rundt og leger julemænd og deler gaver ud og vil være populære blandt alle de grupper, de møder, kommer der jo en regning på et eller andet tidspunkt. Blandt ansvarlige partier finansierer man den regning; det gør man ikke i SF.

Men er det ikke et problem for SF, at selv Det Radikale Venstre mener, at det, SF fremsætter, er komplet uansvarligt?

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Venstres ordfører står og jonglerer med tal, som ikke kan være taget fra SF's finanslovforslag, og de bliver jo ikke mere rigtige af at blive gentaget i to spørgsmål. Mit intellekt er ikke så stort, at jeg kan analysere, hvordan Det Radikale Venstre har lavet sit notat, men det er for så vidt også underordnet. Det helt afgørende er, at vi har fremlagt et finanslovforslag, der ligger på www.sf.dk. Der kan man gå ind og se, hvad vi inddrager af penge, hvordan vi inddrager pengene, og hvad vi bruger pengene til. Man kan se den samlede bundlinje for både drift og anlæg. Det betyder, at der sker en finanspolitisk stramning, som er i fuld forlængelse af den kritik af regeringens økonomiske politik, jeg er kommet med.

Jeg erkender - og det er jeg sådan set stolt af - at vi har en helt anden velfærdspolitisk profil og fordeling end den, regeringen og Dansk Folkeparti har stået for. Hele humlen er, at vi - frem for øget privatforbrug - ønsker at bruge pengene til at sikre den offentlige velfærd, så vi kan få flere ansatte i ældresektoren, få flere sygeplejersker og give borgerne en bedre velfærd.

Det er jo her, det skiller, og det er jo det, der er det politisk interessante. VKO-blokken interesserer sig mere for skattelettelser til de velstillede, mens vi har en interesse i at sikre, at de grundlæggende funktioner i velfærdssamfundet er intakte.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Flemming Damgaard Larsen for en kort bemærkning.

Flemming Damgaard Larsen (V):

Jeg synes, at det, som hr. Ole Sohn nu er kommet med fra talerstolen om, hvad SF står for, forvirrer totalt. På den ene side siger hr. Ole Sohn, at det er uansvarligt at lempe skatten - og på den anden side siger hr. Ole Sohn, at vi samlet set skal nedsætte skatten. Og så siger Hr. Ole Sohn, at provenuet skal komme ind på anden måde. Hr. Ole Sohn kommer også ind på, at der ikke skal komme et mindre provenu ind end nu. Når man så i den offentlige debat samtidig hører, at SF vil nedsætte topskatten - hvad er det så egentlig SF vil? Det mangler vi en forklaring på.

Men vi mangler også en forklaring på, om det er boligejerne, der skal betale, hvis provenuet skal ind på anden måde? Sådan forstår jeg det. Eller er der også andre end boligejerne, der skal betale?

Første næstformand (Svend Auken):

Så er det ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Jeg beklager, hvis jeg har talt så uklart, at hr. Flemming Damgaard Larsen ikke har forstået, at vi ikke ønsker, at man skal have færre kroner ind i skat, men at der skal laves en skattereform, som betyder en skatteomlægning.

Vores profil ligger faktisk meget tæt på det, som også hr. Morten Bødskov fra Socialdemokraterne var inde på, nemlig at man skal lave skattereform og se den i sammenhæng med det provenu, der skal bruges i staten. For det skal jo finansieres på en eller anden måde. Det er også det, vismændene har foreslået.

Der er sådan set ikke nogen særlig originalitet i det, SF har foreslået. Vi har lyttet til nogle af de råd, som de økonomiske vismænd er kommet med. Det troede jeg også at Venstre gjorde en gang imellem. Det gør de åbenbart ikke, men det gør vi.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Flemming Damgaard Larsen for en kort bemærkning.

Flemming Damgaard Larsen (V):

Det svar skabte jo ikke større klarhed. Men nu siger hr. Ole Sohn, at der skal ske en omlægning. Det må da betyde, at der er nogle andre, der skal betale. Og jeg forstår altså stadig væk, at det er boligejerne, der er den ene part af dem, der skal betale. Men hvem er det yderligere, der skal betale? Det synes jeg vi må have et svar på.

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Regeringen har jo på flere områder låst en række forureningsafgifter, så det bliver billigere og billigere at forurene. Det er jo ikke særlig klogt i en tid, hvor alle taler om, at vi skal gøre en indsats for et bedre klima. Man kunne måske lægge an til at regulere forureningsafgifter, så det bliver dyrere og dyrere at forurene. Det ville jo f.eks. være en indtægtskilde. Man kunne oven i købet få et bedre klimaregnskab, hvis man så samtidig billiggjorde nogle af de ting, hvor der kunne spares på energien. Man kan jo godt have en økonomisk politik og en skattepolitik, der spiller sammen med eksempelvis vores miljø- og klimapolitik. Det har regeringen fuldstændig afskrevet - det ved jeg godt. Men det kan godt lade sig gøre. Og vi synes faktisk, det er en god idé, at man beskatter forurening og præmierer energibesparelser.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Peter Skaarup (DF):

Jeg hæfter mig ved det, som hr. Ole Sohn siger om den økonomiske politik. Hr. Ole Sohn siger, at SF vil rulle de skattelettelser tilbage, der er givet - det vil SF ændre på. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge SF om to ting:

Når man nu gerne vil fremstille sig som et alternativ til regeringen og til Dansk Folkepartis politik, er det så ikke lidt mærkeligt at se, at Socialdemokraterne, der tidligere har talt om at rulle skattelettelser tilbage, nu ikke vil det længere i deres seneste udspil? Hvor er alternativet henne, kan man spørge. Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål går på SF's visioner, når det gælder skattepolitikken. Jeg kunne jo godt tænke mig at spørge, om SF - hvis vi taler år 2010 - stadig væk vil rulle givne skattelettelser tilbage. Hvor lang tid skal hr. og fru Jensen, der har fået en stor eller lille skattelettelse, regne med, at SF kommer med den store grab og tager pengene igen og siger: Nej, nej, vi ville jo rulle skattelettelserne tilbage, så nu er der ingen penge til jer.

Første næstformand (Svend Auken):

Så er det ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Jeg glæder mig over, at der i dag er foretaget en meningsmåling, der viser, at vælgerne faktisk er meget indstillet på at være med til at finansiere en ordentlig velfærd. Den velfærd, som hr. Peter Skaarups parti, Dansk Folkeparti, har været med til at undergrave igennem de seneste 6 år ved, at der er blevet mindre hjælp pr. ældre, som har behov for hjemmehjælp, og at der i katastrofal grad er blevet mangel på sygeplejersker. Det er der faktisk stor interesse for at afhjælpe.

Så vil jeg gerne sige: Naturligvis er der nuancer og forskelle i de holdninger, som SF og Socialdemokraterne har. Hvis ikke det var tilfældet, så var vi ét parti. Nu er vi to partier, men jeg kan godt love hr. Peter Skaarup, at vi i 2010 har en ny regering - og at den nye regering også har fundet frem til en økonomisk politik, som er ansvarlig, og som medvirker til at lukke nogle af de huller, som Dansk Folkeparti har medvirket til at lave i den offentlige velfærd igennem de seneste 6 år. Det vil jeg gerne give tilsagn om.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Peter Skaarup (DF):

Nu har vi jo lige haft den rigtige meningsmåling, og det var valgresultatet her for nylig, som jo sagde en eneste ting, nemlig at det alternativ - hvis man overhovedet kan tale om det, for det stritter jo i alle mulige retninger - ønskede vælgerne ikke. SF fik ikke flertal sammen med de partier, som SF mener fremtidigt at ville kunne danne regering med. Man må jo sige, at den sag er afgjort nu og her.

Men med hensyn til det spørgsmål, jeg stillede, fik jeg jo ikke antydning af et svar fra hr. Ole Sohn. Det, jeg spurgte om, og det, jeg gerne vil spørge om igen, er: Hvis nu hr. Ole Sohn sidder som udenrigsminister eller finansminister i en regering i 2010, vil SF så stadig væk rulle gamle skattelettelser tilbage? Og hvor lang tid tilbage går vi? Altså, skal vi også tilbage til den sidste skattelettelse, der blev givet? Hvor lang tid skal vi tilbage i forhold til de penge, som borgerne jo tror de har fået og har brugt? Er det ikke lidt utroværdigt, at SF bliver ved med at snakke om at tage penge fra borgerne? Det er vel ikke det, som borgerne kunne ønske sig?

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Nu stillede hr. Peter Skaarup to spørgsmål, bl.a. hvad vi vil gøre i 2010, og der er det, jeg siger, at jeg tror vi har en anden regering. Men hvis vi tager udgangspunkt i nu: Altså, de skattelettelser, som regeringen og Dansk Folkeparti har planlagt til igangsættelse i 2009, skal jo ikke rulles tilbage; de skal annulleres. Så det er ikke et spørgsmål om at rulle dem tilbage. Vi er jo ikke kommet ind i 2009 endnu, det er vi altså ikke, må jeg minde hr. Peter Skaarup om.

Så der er mulighed for fremadrettet at sige til vælgerne: Skal vi ikke i stedet for at give de bedst stillede for 9,5 mia. kr. skattelettelser tage og bruge nogle af de planlagte skattelettelser til at sikre, at hr. og fru Jensen kan få en ordentlig hjemmehjælp? Skal vi ikke bruge dem til at sikre, at der, hvis man bliver syg og kommer på hospitalet, så også er nogle uddannede sygeplejersker, som kan tage hånd om det, og at de kvindefag, vi har i den offentlige sektor, kan løftes op og få mandeløn? Der er jo en lang række områder, hvor man kunne sige man med stort held kunne forbedre velfærden i Danmark.

Jeg ved godt, at det ligger Dansk Folkeparti fjernt at gøre det, fordi man har lagt stemmer til den ene stramning og nedskæring i den offentlige sektor efter den anden for at kunne finansiere skattelettelserne. Men det er jo netop der, partierne er forskellige. Vi ønsker at sikre en ordentlig og velfungerende offentlig sektor.

Første næstformand (Svend Auken):

Så er det hr. Anders Samuelsen for en kort bemærkning.

Anders Samuelsen (NY):

Jeg kunne forstå på hr. Ole Sohn, at der er en række helt almindelige håndværkere, der helt urimeligt bliver ramt af topskatten, og derfor er det relevant at diskutere topskatten. Betyder det, at det efter en skattereform, som SF eventuelt lægger stemmer til, så godt kan accepteres af SF, at håndværkere netto bliver lettet, eller som det ellers har været antydet, at SF så vil kratte pengene ind på anden vis, ved grønne afgifter osv.? Vil nettoresultatet være, at det kan bakkes op af SF, at der kommer en netto lettelse for håndværkeren efter sådan en reform?

Første næstformand (Svend Auken):

Så er det ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Ja, det kan det. I vores skattepejlemærker går vi efter at sørge for, at de lavest lønnede i samfundet får de største skattelettelser - det er jo dem, der er ramt af de høje fødevarepriser, høje energipriser, høje daginstitutionspriser osv. De skal selvfølgelig have en lettelse. Men hovedparten af danske lønmodtagere skal have en skattelettelse i indkomstskatten, det er klart. Det er den profil, vi ønsker at lægge ind.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Anders Samuelsen, kort bemærkning.

Anders Samuelsen (NY):

På svaret kan jeg forstå, at det trods alt skal være sådan, at jo højere løn man har, jo mindre nettolettelse skal man have - altså, de højeste nettolettelser til dem i bunden og så mindre lettelse, jo højere man kommer op i systemet.

Har hr. Ole Sohn på nogen måde et enkelt bud på, hvordan en sådan reform skal strikkes sammen? Bare sådan, at den håndværker, der eventuelt har fri her på nuværende tidspunkt og måtte sidde derhjemme bag skærmen, kan få et billede af, om det her - altså, at lave en reform, som sikrer, at en person, der bliver ramt af topskat, får en lavere nettolettelse end en person, der ikke får en lettelse i topskatten - på nogen som helst måde er realistisk muligt.

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Nu er der jo en grundlæggende forskel på Ny Alliances og SF's skattepolitik. Vi har stadig væk det grundprincip, at de bredeste skuldre skal bære de største byrder, og den profil ligger også i de skattetanker, vi gør os. Det, vi indtil videre har gjort, er, at vi har lagt nogle bud ind til Skattekommissionen og sagt: Vi synes, I skal gå efter de og de pejlemærker. Men borgerne har krav på at se et samlet skattepolitisk udspil, så man kan se: Hvad betyder det for mig nu og efter en skattereform?

Første næstformand (Svend Auken):

Så er det hr. Frank Aaen, kort bemærkning.

Frank Aaen (EL):

Jeg vil starte med at sige tillykke til SF med den meget imponerende fremgang i meningsmålingerne. Vi tager det som udtryk for, at der er gang i en venstredrejning i samfundet, at stemmerne flytter sig mod venstre. Vi kunne godt tænke os en lidt bedre fordeling af fremgangen, men det er dog i den rigtige retning.

Men det spørgsmål, jeg har, er så: Er venstrefløjens synspunkter blevet lige så klart styrket, når nu SF f.eks. går ind for at privatisere DONG, vores største energiselskab, sådan at DONG skal styres efter profit i stedet for efter, hvad der er bedst for klimaet, eller når SF går ind for at privatisere TV 2? Jeg mener: Venstrefløjen synes vel ikke, vi har brug for at få et nyt TV 3? Vi vil gerne have en offentligt styret tv-station, som sørger for, at vi har nogle ordentlige politiske diskussioner her i landet. Og nu har jeg hørt meget om det med topskatten; man kan vel uden at overdrive godt sige, at det med at ville reducere topskatten ikke er den klareste måde at sige på, at venstrefløjen går ind for at mindske uligheden i samfundet.

Så derfor vil jeg spørge hr. Ole Sohn: Går det lige så godt med at få udbredt og styrket venstrefløjens synspunkter i samfundet, som det går med at få gode tal?

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Til grundspørgsmålet, om det går godt for venstrefløjen, vil jeg sige: Ja, jeg synes bestemt, at det er rart at se, at flere og flere vælgere i det her samfund kan se nødvendigheden af, at vi har en stor, stærk, aktiv og resultatorienteret venstreorienterethed i samfundet.

Det, der er helt afgørende for et venstreorienteret parti, er ikke, at man har de rigtige holdninger alene og kan stå med dem på sidelinjen og have rene hænder, men at man fungerer som et venstreorienteret indflydelsesparti, som er indstillet på at gå ind og sikre, at man kan forandre samfundet i den retning, man nu ønsker. Og vi ønsker samfundet ændret i en retning, som sikrer mindre ulighed. Vi vil faktisk gerne, når vi har haft indflydelse i en periode, kunne måles på, at uligheden i samfundet er blevet mindre.

Hvordan det kan ske, vil vi gerne drøfte med de partier, vi indgår i samarbejde med, men glædeligvis kan jeg jo konstatere, at der i oppositionen er helt enighed om, at starthjælpen skal fjernes og kontanthjælpsloftet skal fjernes. Det er jo to meget konkrete måder at mindske uligheden på. Vi skal også lave en skattereform, som gør, at de laveste indkomster får de største lettelser, for det er jo de laveste indkomster, der rammes af den nuværende økonomiske politik med stigende fødevarepriser, stigende buspriser, stigende daginstitutionspriser osv.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Frank Aaen (EL):

Jeg er ikke spor i tvivl om, at vi kan lave en fin politik sammen på en lang række områder, bl.a. de ting, hr. Ole Sohn lige har nævnt. Men det gælder jo efter vores opfattelse samtidig om selvfølgelig at vinde vælgere - det arbejder vi hårdt på - og så gælder det jo også om at vinde holdninger. Det er jo derfor, jeg nævnte lige de tre ting, jeg gjorde. Nedsættelse af topskatten: Jeg tror altså ikke, det vinder nogle holdninger for venstrefløjens synspunkter. Privatiseringer af store selskaber som DONG og TV 2: Jeg tror altså ikke, det vinder en større opbakning til venstrefløjens synspunkter, jeg tror heller ikke, det giver større opbakning til venstrefløjen, heller ikke i tal.

Derfor vil jeg spørge, om der ikke var nogen af de her ting, SF - samtidig med at de siger mange fornuftige ting - skulle begynde at revurdere: Er det nu rigtigt, at vi er med i et forlig f.eks. om at privatisere DONG, mens alle taler om, at vi skal gøre noget for klimaet?

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Jeg tror, at langt de fleste vælgere, både de, der stemmer på SF, og de, som ikke stemmer på SF, men kender SF's politik, ved, at SF om nogen er Danmarks grønne miljøparti. SF er det parti, der om nogen har kæmpet for at få en grøn profil både i miljøpolitikken og i klimapolitikken.

Når vi er gået med i det seneste energiforlig, er det ikke et udtryk for, at det repræsenterer den højeste genialitet. Det er et lille skridt i den rigtige retning, derfor er vi gået med. Men vores ambitioner på klima- og energiområdet er langt højere, og den grønne profil vil vi forfægte med høj faneføring også i den kommende tid, så vi er helt sikre på, at endnu flere vælgere føler sig tiltrukket af en venstreorienteret indflydelsespolitik, som SF står for.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Per Ørum Jørgensen for en kort bemærkning.

Per Ørum Jørgensen (KF):

Jeg synes, den her debat meget klart synliggør, at det jo ikke handler om, hvorvidt SF er økonomisk ansvarlige; det er egentlig en debat om, hvor uansvarlige SF i det hele taget er.

Derfor vil jeg egentlig også gerne vende tilbage til hr. Kristian Thulesen Dahls spørgsmål i forbindelse med den artikel, der var i Nyhedsavisen - den for SF så famøse artikel, som jo kortlagde, at der var en manko på 70 mia. kr. Så kunne jeg så forstå på hr. Ole Sohns svar, at der var regnet 30 mia. kr. forkert. Betyder det så, at der reelt kun var en manko på 40 mia. kr.?

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Nu er jeg da ked af, at hr. Per Ørum Jørgensen ikke har været i salen under debatten, men først lige er kommet ind nu. For hvis hr. Per Ørum Jørgensen havde været her bare for 10 minutter siden, ville han have hørt den opfordring, jeg gav lytterne og seerne - og den vil jeg også gerne give til hr. Per Ørum Jørgensen: Gå ind på www.sf.dk, på vores hjemmeside, der ligger vores finanslovforslag til fuld offentlig beskuelse og gennemregning. Det er fuldt finansieret. Der bliver inddraget flere penge, end der bliver givet ud. Og hvorfor gør der det? Jo, fordi vi mener, at regeringens politik faktisk er så uansvarlig, at der skal ske en stramning, for det er alt andet lige lettere at lempe lidt på finanspolitikken, hvis der skulle vise sig at komme en stigende arbejdsløshed. Hvis det modsatte skulle ske, at økonomien bliver overophedet, har regeringen ingen værktøjer til at redde dansk økonomi. Det er udtryk for komplet uansvarlighed. Hr. Per Ørum Jørgensen hørte det åbenbart ikke før, men jeg gentager det gerne.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Per Ørum Jørgensen, kort bemærkning.

Per Ørum Jørgensen (KF):

Jo, jeg hørte nu hr. Ole Sohns udmærkede svar. Men det, jeg hæfter mig ved, var faktisk det svar, hr. Ole Sohn gav hr. Kristian Thulesen Dahl, hvor hr. Ole Sohn jo sagde, at man kun havde regnet 30 mia. kr. forkert. Det må jo så betyde, at der har været valgløfter for 40 mia. kr., der ikke har været finansieret. Det skal der jo ikke andet en simpel hovedregning til at konstatere. Jeg kan så forstå, at De Radikale får det til 15 mia. kr., som ikke er finansieret, og det er måske en form for høflighed over for SF at man ender på det tal.

Men jeg kan altså ikke se, hvem der skal betale, hvis hr. Ole Sohn ønsker at give skattelettelser i toppen, ønsker at styrke velfærden - der er jo ingen grænser for, hvor SF vil sætte ind. Så er jeg bare nødt til at spørge: Hvem skal betale? Vi har ikke fået svaret på det. Er det boligejerne, er det virksomhederne, er det borgerne i sidste ende, der kommer til at betale i form af nogle grønne afgifter af forskellig art? Hvor kommer den regning hen, som vi jo alle sammen kan se ligger der, og som ikke er finansieret fra SF's side?

Første næstformand (Svend Auken):

Så er det ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Jeg er da en smule bekymret for Det Konservative Folkepartis måde at vurdere politik på. Jeg går da ud fra, at Det Konservative Folkeparti har den opfattelse, at når der betales skat, er det jo som udgangspunkt borgerne - eller virksomheder - der betaler skat.

Det, vi har sagt, er: Lad os, når vi laver en skattereform, lave den ud fra et samlet hele. Lad os lave en skattereform, som er socialt retfærdig i modsætning til de der bevidstløse skattelettelser, regeringen og hr. Per Ørum Jørgensen har givet til de bedst stillede i samfundet. Det er da hamrende uretfærdigt. Lad os lave en socialt retfærdig skattelovgivning, lad os give den en grøn profil, sådan at det bliver dyrere at forurene og billigere at spare på energien.

Jeg ved godt, at det er helt utænkeligt, at en borgerlig regering kan se skattepolitikken sammen med miljøpolitikken, men ville det ikke være gavnligt for klimaet og miljøet, hvis man beskattede forurening lidt mere og samtidig sagde, at der, hvor der spares på energien og gøres noget for miljøet, gives der også en lettelse? Altså, prøv engang at tænke kreativt. Man kan se, hvor dejligt vi kunne få indrettet verden, hvis også Det Konservative Folkeparti kunne være en smule kreative frem for bare bevidstløst at lempe skattelettelser ud til de bedst stillede i samfundet.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Hans Kristian Skibby (DF):

Ja tak. Det er en ganske interessant debat, når man her i Folketingssalen hører SF's ordfører på det her område. Men jeg vil gerne stille hr. Ole Sohn det spørgsmål, som blev stillet tidligere her i debatten - primært af hr. Peter Skaarup - og som jeg egentlig ikke synes blev besvaret ret konkret. Det er om tilbagerulningen af de skattelettelser, som er blevet givet. Der er tilsyneladende en stor forskel på det, som SF står for, og det, som eksempelvis Socialdemokraterne har som politik fremadrettet. Og jeg synes, at vi savner et svar på det med tidsterminologien, for der blev spurgt til eksempelvis år 2010. Hvor mange år frem i tiden vil man diskutere eller ikke diskutere den tilbagerulning? Hvordan vil det få direkte indflydelse på et eventuelt parlamentarisk samarbejde i en regering, hvor SF jo frygtelig gerne vil være med?

Første næstformand (Svend Auken):

Så er det ordføreren.

Ole Sohn (SF):

En gang imellem kan man selvfølgelig godt blive lidt bekymret for, om folketingsmedlemmerne er klar over, hvilket årstal vi befinder os i. Men vi befinder os i 2008. Vi behandler en finanslov, som gælder for 2008. Jeg erkender, at vi er nogle måneder inde i året, men året er faktisk ikke forbi. Så det er ikke et spørgsmål om at rulle nogle skattelettelser tilbage. Det er nogle skattelettelser, som fremadrettet skal gives til borgerne. Så er spørgsmålet: Skal vi give skattelettelser til de bedst stillede i samfundet - i 2008 og i 2009? Det er altså ikke noget, man ruller tilbage, det er noget fremadrettet, man undlader at give.

Punkt 1: Vi er i en situation, hvor landets økonomi er tæt på en overophedning, og hvis landets økonomi bliver overophedet og den tilter og vi får en brat nedtur, hvem er det så, der bliver ramt først? Ja, det gør de dårligst stillede i samfundet. Derfor er det komplet uansvarligt at dele skattelettelser ud i en tid, hvor økonomien er tæt på en overophedning. Det er det ene.

Punkt 2: Er det rimeligt at give skattelettelser til de bedst stillede i samfundet, når vi har en ældresektor, hvor de ældre ikke kan få en ordentlig pleje, og hvor der mangler tusindvis af social- og sundhedshjælpere, eller når vi har et hospitalsvæsen, som lider under mangel på 2.500 sygeplejersker?

Det er da komplet uansvarligt ikke at gøre noget ved de kernevelfærdsområder. Men hvad har Dansk Folkeparti gjort? De har sagt ja til at lempe milliarder ud i skattelettelser.

Første næstformand (Svend Auken):

Ja, så er det hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Hans Kristian Skibby (DF):

Det er jo ganske interessant, når selv samme SF, som ordføreren står og plæderer for, så sent som i weekenden har diskuteret og foreslået en ændring af topskatten i nedadgående retning, og man så nu diskuterer, at det er komplet uansvarligt. Altså, det hænger simpelt hen ikke sammen.

Jeg vil gerne sige, at det godt nok er mange år siden, hr. Ole Sohn repræsenterede kommunisterne i Horsens Byråd, men økonomisk ansvarlighed er der heller ikke meget af i det oplæg, som er kommet fra SF, og i den holdning, som lægges for dagen i det her tilfælde. Vi skal ikke længere tilbage end den 22. februar, hvor selv samme SF kom her i salen med fire beslutningsforslag om skolepolitik, som over en 10-årig planperiode ville have betydet ekstra udgifter for staten på 39,9 mia. kr., og det endda uden fremskrivning.

Så jeg vil gerne spørge ordføreren med hensyn til det der med økonomisk ansvarlighed: Hvordan går det med det i SF?

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Ole Sohn (SF):

Jeg vil igen anbefale hr. Hans Kristian Skibby at gå ind på SF's hjemmeside sf.dk. Der ligger vores finanslovforslag, og der ligger faktisk også noget om finansieringen af de folkeskoleforslag, vi har fremsat i Folketingssalen - de er fuldt finansieret. Og når det hele er finansieret, hvad er der så på bundlinjen? Der er 4 mia. kr. ekstra til statskassen for at undgå den overophedning. Det er sådan set rimelig logik. Det er jo et udtryk for økonomisk ansvarlighed, men det er også udtryk for, at vi ønsker at bruge midlerne anderledes end Dansk Folkeparti. Vi vil faktisk meget gerne have en bedre folkeskole med bedre lokaler, bedre undervisningsmuligheder. Det er en anden form for prioritering.

Vi synes ikke, det er rimeligt at bruge penge til skattelettelser til de bedst stillede, når vi har store huller i folkeskolen, der skal løftes. Det er bare et udtryk for, hvordan vi ser forskelligt på det. Dansk Folkeparti har deres ønske om skattelettelser til de bedst stillede, vi har vores ønske om en bedre folkeskole. Det er politik.

Første næstformand (Svend Auken):

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er hr. Lars Barfoed.

(Ordfører)

Lars Barfoed (KF):

Der er mange grunde til, at vi i Det Konservative Folkeparti er meget tilfredse med den finanslovaftale, som er indgået, og dermed med den finanslov for 2008, som vi snart skal vedtage.

Jeg vil benytte lejligheden til at fremhæve bare ni af de gode grunde til, at vi er glade for finanslovaftalen.

For det første er der jo tale om ganske betydelige fremskridt på sundhedsområdet, og jeg skal bare nævne nogle af dem her.

Vi forbedrer forhandlingsforløbet for patienter med livstruende hjertesygdomme, der bliver indført livmoderhalskræftvaccine, ligesom der er afsat penge til meningitisvaccine i børnevaccinationsprogrammet. Fremover vil vi screene donorblod for at undgå smitte med leverbetændelse og hiv.

Over de kommende år bliver der desuden investeret kraftigt i at udvikle et bedre behandlingsforløb for patienter med kroniske sygdomme og i at gennemføre de aftalte fælles standarder for kvaliteten i sundhedsvæsenet.

Så er der også afsat midler til fremover at sikre, at indlagte patienter og patienter med længerevarende behandlingsforløb får tilknyttet én fast kontaktperson. I det hele taget er der i de senere år sket ganske betydelige investeringer og forbedringer i vores sundhedssektor.

Samlet set bruger vi nu 21 mia. kr. mere på sundhed og sygehuse og plejehjem, end vi gjorde for ganske få år siden, altså i 2001.

Desværre er det jo netop i dag dagen, hvor arbejdskonflikten på det offentlige sundhedsområde starter, og det vil naturligvis for en tid overskygge de forbedringer, vi er i gang med at foretage på området, men det hører nu engang med i det arbejdsmarkedssystem, vi har i Danmark, og som vi er glade for på trods af de problemer, det også kan medføre, når parterne ikke kan enes.

Den anden af de ni gode grunde er, at vi forbedrer kvaliteten i daginstitutionerne dels ved at sætte en stopper for løsrevne lukkedage, dels ved at sikre forældrebetalt sund mad i alle børnehaver og vuggestuer. Sund mad i daginstitutioner er både god sundhedspolitik og god familiepolitik. Men vi understreger forældreansvaret ved at fastholde, at det er forældrene, der skal betale for maden, bortset fra de forældre, som ikke kan; så bliver der nogle særlige ordninger.

For det tredje bliver der nu for alvor sat gang i kvalitetsreformen af den offentlige sektor. En række af initiativerne i kvalitetsreformen er jo direkte forbedring af den service, det offentlige tilbyder borgerne. Det gælder nogle af de initiativer, jeg lige har nævnt inden for sundhedssektoren og daginstitutionerne. Det skal der bruges nye ressourcer til, og dem har vi afsat i kvalitetspuljen, hvor vi har afsat i alt 10 mia. kr. i årene fra 2008 til 2011.

Baggrunden for kvalitetsreformen er jo først og fremmest at styrke indsatsen i den offentlige sektor yderligere, så vi i en tid, hvor der i stigende grad bliver mangel på arbejdskraft, kan øge produktiviteten og skabe forbedringer uden nødvendigvis at øge antallet af medarbejdere.

Meget væsentlige dele af kvalitetsreformen knytter sig til den såkaldte trepartsaftale, altså den aftale, vi har med arbejdsmarkedets parter i den offentlige sektor, hvor det bl.a. er aftalt, at der skal investeres mere i uddannelse og der skal investeres mere i bedre arbejdsmiljø og i bedre ledelse i den offentlige sektor. Det er helt afgørende at satse netop på de felter, hvis vi skal skabe flere og bedre resultater, uden at der bliver flere til at levere varen.

Så er der hele spørgsmålet om afbureaukratisering og kvalitetsudvikling.

Vi sætter gang i et omfattende projekt for at udvikle en offentlig sektor, hvor der er større handlefrihed for den enkelte medarbejder og den enkelte institution - mindre bureaukrati - og hvor medarbejderne bruger mindre tid på administration og mere tid på at levere service til borgerne.

Et sidste og meget vigtigt element i kvalitetsreformen, som jeg vil nævne her, er kvalitetspuljen på 50 mia. kr., afsat i årene 2009 til 2018 til direkte investeringer i fremtidens velfærd.

Halvdelen af beløbet, altså 25 mia. kr., skal bruges til investeringer i sundhedsvæsenet, 22 mia. kr. skal bruges til investeringer i bedre fysiske rammer på plejehjem, skoler, idrætsfaciliteter og daginstitutioner, mens de sidste 3 mia. kr. er afsat til at investere i arbejdskraftbesparende teknologi og nye arbejdsformer.

Som det fjerde af de ni punkter lægger Det Konservative Folkeparti afgørende vægt på jobplanen, der vil styrke udbuddet af arbejdskraft i det her land med ca. 7.000 personer.

Lige præcis jobplanen omhandler jo vores største samfundsøkonomiske udfordring nu og i de kommende år, nemlig mangelen på tilstrækkelig arbejdskraft, og det sker på flere fronter: Ældre motiveres til at blive længere på arbejdsmarkedet eller til at arbejde, samtidig med at de får folkepension; der gennemføres en handlingsplan for at begrænse sygefraværet; og mulighederne for at tiltrække kompetent udenlandsk arbejdskraft bliver forbedret.

For det femte er der i finanslovaftalen tale om væsentlige investeringer inden for uddannelse og forskning: F.eks. sker der en økonomisk ligestilling mellem handelsskolerne og dermed hhx-uddannelsen og så det almene gymnasium; Danmarks Grundforskningsfond får et kapitalindskud på 3 mia. kr.; og på en række områder sker der en opfølgning på globaliseringsaftalen gennem bevillinger til både uddannelser og forskning.

For det sjette er hele den del af finanslovaftalen, der handler om at styrke tryghed, sikkerhed og terrorbekæmpelse, en vigtig konservativ mærkesag. Det skal være trygt at færdes på gaden, Danmark skal være et trygt og sikkert samfund, og vi Konservative har ingen tolerance over for vold og hærværk. Derfor er vi glade for, at der sker en styrkelse af Kriminalforsorgen. Det sker dels gennem bedre uddannelse og udslusning af de indsatte efter endt straf for at modvirke, at de falder tilbage i kriminalitet, dels er der på en række områder tale om en tiltrængt forbedring af forholdene for medarbejderne i fængslerne samt endelig bedre sikkerhed i fængslerne. Den del af finanslovaftalen indeholder jo også initiativer, der skal skærpe forældreansvaret over for børn og unge, der begår kriminalitet i form af bl.a. vold og hærværk, og så får politiet flere ressourcer til rådighed.

For det syvende er hele den styrkede indsats vedrørende klima, natur og miljø meget højt prioriteret i Det Konservative Folkeparti. Det ligger i naturlig forlængelse af den såkaldte miljømilliard, vi fik på plads for et par år siden, og nu satser vi altså yderligere, bl.a. på naturparker, vedvarende energi og en klimapulje, der skal styrke klimaindsatsen frem mod klimatopmødet i København.

For det ottende er der hos os Konservative en stor tilfredshed med, at det allerede i indeværende år er lykkedes at styrke udviklingsbistanden. Vi Konservative ønsker over de kommende år at fortsætte med at styrke indsatsen over for den fattige del af verden.

For det niende - det sidste punkt, jeg vil fremhæve her - er finanslovforslaget udtryk for en ansvarlig økonomisk politik. Vi stimulerer den samfundsøkonomiske aktivitet med 0,2 pct. Det er en lille opstramning i forhold til det oprindelige finanslovforslag, og der ligger i finanslovaftalen en række stramninger over for den kommunale økonomi, der skal sikre, at kommunerne holder sig inden for budgetterne. Det er fornuftigt, fordi kommunerne repræsenterer en meget stor del af den samlede økonomi. Hvis vi blot lader den samfundsøkonomiske aktivitet vokse uden begrænsninger, risikerer vi en overophedning af økonomien med stigende mangel på arbejdskraft, og det vil føre til inflation, lavere konkurrencedygtighed og svigtende eksport.

Omvendt skal vi jo også være opmærksomme på den begyndende stagnation i verdensøkonomien, der er mest synliggjort ved finansproblemerne i USA. Det kan føre til en afdæmpning af den økonomiske vækst også i Danmark, og derfor er det ikke klogt at stramme den økonomiske politik for meget. Så der er altså en hårfin balance i den økonomiske politik.

Når vi er i den situation, er det først og fremmest, fordi den økonomiske politik i Danmark i de senere år er en kæmpe succes. Vi har den laveste ledighed i over 30 år, og beskæftigelsen har aldrig været større. Det går rigtig godt! Men det er jo også derfor, det let kan gå galt, hvis vi for alvor kommer til at mangle arbejdskraft. I den situation og med det internationale konjunkturbillede, som vi ser, risikerer vi let enten at føre en for ekspansiv økonomisk politik eller at føre en for restriktiv økonomisk politik.

Problemet er jo også, at vi i planlægningen af finanspolitikken pr. definition altid arbejder med tal, der er lidt forældede. Tallene skal først samles ind og bearbejdes, og når de er klar, kan udviklingen meget vel være begyndt at løbe i en anden retning. Vi skal med andre ord være forsigtige med det, vi gør, og det er vi så.

Men det siger os også, at vi skal være forsigtige med at bruge finanspolitik til at ville styre den kortsigtede økonomiske udvikling og konjunktur, og derfor bør finanspolitikken som udgangspunkt altid være forholdsvis neutral.

I virkeligheden skal vi lægge mest vægt på at skabe stabilitet og fremgang i den langsigtede økonomiske udvikling, og her drejer det sig om at bruge bl.a. finanspolitikken til at sikre en robust økonomi, dvs. lav inflation, et fleksibelt arbejdsmarked, veluddannede medarbejdere i virksomhederne, en høj investeringsrate i forskning og videndeling, konkurrencedygtige erhvervs- og arbejdsvilkår og en effektiv offentlig sektor.

Det er derfor, Det Konservative Folkeparti arbejder målrettet på at få gennemført skattelettelser, især at nedsætte skatten på den sidst tjente krone markant. Vi har verdens højeste skattetryk, og det holder ikke i en verden med global konkurrence. Det gælder om, at det skal kunne betale sig for dygtige og flittige folk at tjene penge i Danmark, og at det skal kunne betale sig at investere i virksomheder i Danmark. Det er altafgørende for den langsigtede, stabile økonomiske udvikling og dermed i sidste ende for vores evne til at betale for velfærdssamfundet, hvor der ikke mindst skal være råd til at sørge ordentligt for samfundets svageste.

Vi må også se i øjnene, at der er et stort udgiftspres på den offentlige sektor. Det pres bliver som udgangspunkt kun større i de kommende år. Det vil stille store krav til os, og vi kan ikke øge skatterne og ad den vej løse problemet. Skatterne skal tværtimod sættes ned, og derfor er der ingen anden udvej end at prioritere skarpere. Offentlige ydelser bør i højere grad koncentreres om dem, som ikke kan klare sig selv, og vi skal her i Folketinget have det politiske mod, som det kræver en gang imellem at sige nej til krav og ønsker om mere offentlig involvering. Det må godt være en dyd og en pligt for den enkelte borger at klare sig selv og sine nærmeste uden offentlig bistand, og det vil gøre, at der til gengæld bliver bedre råd til at yde en ordentlig bistand til dem, som ikke kan klare sig selv.

For Det Konservative Folkeparti er det netop tegn på velfærd, hvis de fleste kan klare sig selv, og at der så er en god bistand til dem, som ikke kan klare sig selv. Men det kræver lige præcis det mod, der skal til for at foretage politiske prioriteringer, og det bliver fremtidens finanspolitiske udfordring at gøre netop det.

Første næstformand (Svend Auken):

Tak til ordføreren. Der er ganske mange, der har bedt om korte bemærkninger til den konservative ordfører. Den første er fru Line Barfod.

Line Barfod (EL):

Jeg bemærkede mig, at ordføreren talte en del om, at vi skal have forbedret den offentlige sektor, at vi skal sikre en god offentlig velfærd. Det synes jeg jo er rart at høre fra De Konservative. Det glæder mig, hvis det er udtryk for en ny linje, at vi skal til at sikre god offentlig velfærd.

Ordføreren talte også en del om, hvad vi skal gøre for at sikre arbejdskraft, og derfor undrede det mig en del, at ordføreren så ikke kom ind på det, vi står i lige nu, nemlig en konflikt, hvor en lang række offentligt ansatte er i strejke for at sikre gode lønvilkår, så man fremover kan have nogle gode ansatte i den offentlige sektor.

Så vil De Konservative være parate til også at sikre, at der er penge til at give den lønforhøjelse, som er nødvendig for at fastholde de offentligt ansatte, og at man ikke, hvis man vil give den lønforhøjelse i kommuner og regioner, bliver nødt til så at fyre folk og dermed få færre til at levere velfærd?

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Lars Barfoed (KF):

Ja, jeg og Det Konservative Folkeparti er naturligvis klar over, at der skal velfærdskroner til at sikre velfærd. Jeg vil bare gøre opmærksom på, at i de regnskabsår, vi kender, fra 2001 til 2006, er de offentlige udgifter til velfærd altså steget med 31,9 mia. kr., og hvis vi tager 2008 med - nu er vi så inde i et skøn, men alligevel - så er de offentlige udgifter til velfærd steget med 45 mia. kr. Så kom ikke og sig, at denne regering ikke gør noget for at øge velfærden - vi har brugt masser af penge på at øge velfærden.

Så er det ikke korrekt, at jeg ikke omtalte arbejdsnedlæggelserne, for det gjorde jeg faktisk. Jeg sagde, at det jo var ærgerligt, at vi lige præcis nu, når vi bevilger endnu flere aktiviteter og penge til sundhedssektoren, skal opleve en arbejdskonflikt, men det er jo et resultat af det arbejdsmarkedssystem, som vi har, og som vi alle sammen er glade for, og som netop består i, at Folketinget ikke skal blande sig i forhandlingerne på arbejdsmarkedet, hvis vi på nogen måde kan undgå det. Det er jo også derfor, at jeg ikke kan kommentere nærmere med hensyn til, hvilke lønstigninger der er rimelige eller ikke rimelige. Det er noget, parterne skal forhandle sig frem til, det er ikke noget, vi skal diskutere her i Folketingssalen.

Første næstformand (Svend Auken):

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Line Barfod (EL):

Det er jo Folketinget, der med den finanslov, der skal vedtages nu, og som er det, vi står og diskuterer, sætter de økonomiske rammer. Det er det, der er afgørende for, hvor mange penge der er til lønstigninger, medmindre man skal ud og skære ned. Ordførerens partifælle, Mads Lebech, der sidder og forhandler for kommunerne, sagde jo meget klart for nogle uger siden, at hvis man skulle give de lønstigninger, som de ansatte ønsker for fremover at kunne fastholde gode ansatte og en god offentlig velfærd, så ville man være nødt til at skære ca. 6.000 stillinger, hvis ikke der kom nogle flere penge fra statskassen.

Det er derfor, jeg spørger, om De Konservative ønsker, at der skal kunne gives de flere penge, så vi kan fastholde de offentligt ansatte, eller om man mener, at det så skal tages ved at skære nogle stillinger. Det er jo et ret klart spørgsmål, som De Konservative må kunne svare på.

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Lars Barfoed (KF):

Nu synes jeg lige, at der til det billede, som fru Barfod gerne vil tegne, hører med, at man i stort set hele den offentlige sektor jo er blevet enige om løn- og arbejdsvilkår for de kommende år. Senest har BUPL jo i hvert fald indstillet et mæglingsforslag inden for de rammer, der er givet, til accept, så er det jo ikke sådan, at det er fuldstændig umuligt.

Så er der altså et område tilbage, hvor der er en konflikt, og jeg tror, at vi i Folketinget tjener konflikten bedst - hvis vi skal sikre, at man når frem til enighed på et eller andet tidspunkt - ved at vi ikke står her i Folketingssalen og overbyder eller underbyder hinanden med hensyn til, hvilke lønstigninger der skal gives. Men jeg tror nok, man kan sige, at det, når vi ser på de lønstigninger, der er blevet givet på de områder, hvor man er blevet enige, vist så er historisk høje lønstigninger, der er tale om.

Første næstformand (Svend Auken):

Så er det hr. Ole Sohn for en kort bemærkning.

Ole Sohn (SF):

Det var en flot konservativ bemærkning, da hr. Lars Barfoed sagde, at der skal mod til at sige nej til nye offentlige ydelser. Så er spørgsmålet: Hvad er det så for nogle offentlige ydelser, man skal have mod til at sige nej til? Er det, når ældre ønsker, at der skal være lidt flere hjemmehjælpere? Eller er det, når hospitalerne siger, at de altså har brug for lidt flere sygeplejersker? Er det her, man skal have mod til at sige nej? Eller har det offentlige et ansvar for at sikre, at der er tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft til at tage vare på omsorgen for de ældre og for plejen af de syge? Der er mangel på dem nu, og det er en mangel, der blot er blevet større og større og større i de 6 år, Det Konservative Folkeparti har siddet i regering. Er det her, modet virkelig er sat ind - nu må det være nok?

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Lars Barfoed (KF):

Nu har hr. Ole Sohn gjort en del ud af i dag at henvise til læsning på Socialistisk Folkepartis hjemmeside. Jeg vil anbefale hr. Ole Sohn at læse på De Konservatives hjemmeside, hvad det er, jeg har sagt i dag, for så vil hr. Ole Sohn opdage, at når jeg har talt om mod til at prioritere, har jeg sagt, at vi først og fremmest skal have mod til at prioritere at sige nej til offentlige ydelser til dem, der i forvejen har nok, for de kan klare sig selv. Vi skal prioritere de offentlige ydelser til de mennesker, der har mest brug for det i det her samfund, nemlig til de svageste, og det er bl.a. ældre, der har brug for mere ældreomsorg. Det er ikke sådan nogle steder, vi skal sige nej.

Vi skal tværtimod sige nej til at give almindelige familier, som sagtens kan klare sig selv, offentlige ydelser, fordi det er den eneste mulighed for, at vi i fremtiden kan sikre ordentlig hjælp til de svageste. Et godt eksempel på det er det, som jeg diskuterede med hr. Morten Bødskov tidligere på dagen, nemlig det forhold, at Socialdemokratiet vil prioritere en meget stor del af de midler, som de vil øge de offentlige budgetter med, til at give gratis mad til børn i familier, hvor forældrene sagtens selv kan betale for maden. Det er en helt forkert socialpolitisk prioritering og stik imod det, som er konservativ holdning. De Konservative ønsker at prioritere de svageste i samfundet højest; Socialdemokratiet, og jeg tror, at jeg kan tage SF med, for de deler vist den opfattelse vedrørende gratis mad i institutionerne, ellers kan hr. Ole Sohn belære mig om noget andet, vil bare dele ud. Det er en forkert socialpolitisk prioritering, for det er bare at dele ud til alle, så de velhavende også får.

Første næstformand (Svend Auken):

Så er det hr. Ole Sohn for en kort bemærkning.

Ole Sohn (SF):

Med hensyn til gratis mad kan vi i hvert fald konstatere, at det er de økonomisk dårligst stillede familiers børn, der ingen mad får, og det er nok dem, der har mest brug for det, men det var ikke så meget det.

Jeg vil gerne holde fast i det med de ældre og de syge. Det Konservative Folkeparti har siddet i regering i 6 år. Der er sket stramninger i plejen af de ældre i hjemmehjælpen gennem de seneste 6 år. Antallet af sygeplejersker er katastrofalt faldende og er faldet, siden regeringen kom til, og det er kun blevet værre både på social- og sundhedsområdet og på hospitalsområdet. Der er ufattelig få, alt for få unge, der søger ind på social- og sundhedsassistentuddannelsen og på sygeplejerskeuddannelsen. Hvorfor er det, at regeringen gennem 6 år bare har siddet på hænderne uden reelt at tage fat på det? Man kan se, at det er gået fra slemt til værre, og nu står vi midt i en katastrofal situation. Hvornår har regeringen tænkt sig at erkende, at den har begået en fejl og nu må gøre noget for at skaffe kvalificeret arbejdskraft til kerneområderne i velfærdssamfundet?

Første næstformand (Svend Auken):

Så er det ordføreren.

Lars Barfoed (KF):

Der er jo ingen tvivl om, at der er et kæmpe problem på netop dette område, sådan som hr. Ole Sohn påpeger. Der er heller ingen tvivl om, at der ikke er nogen universalløsning på det. Man kan jo ikke bare knipse med fingrene og sige, at nu prioriterer vi det højt, og så er der pludselig en masse, der vil være sygeplejersker. Det er selvfølgelig en kæmpe udfordring for os at sikre det, men kom ikke og sig, at vi ikke har gjort noget for sundhedssektoren. Det er nok det, vi økonomisk har prioriteret højest overhovedet. Vi bruger 21 mia. kr. mere på sundhedssektoren nu, end vi gjorde, da vi tiltrådte i 2001. Så det er en kæmpe prioritering. Der er aldrig blevet behandlet så mange mennesker, der er aldrig blevet opereret så mange mennesker i sundhedssektoren, som der bliver nu. Produktiviteten er jo steget enormt. Det vil vi blive ved med at udvikle, så vi har gjort meget på det område.

Jeg tror, at vi, både når det gælder sundhedsområdet og en række andre samfundsfunktioner, i de kommende år vil se, at der bliver et stigende problem med mangel på arbejdskraft. Det er derfor, at vi gennemfører en kvalitetsreform i den offentlige sektor. Det er jo dybest set, fordi vi ud over at prøve at rekruttere så mange som muligt skal skabe bedre arbejdsbetingelser i den offentlige sektor. Det er derfor, at vi satser mere på uddannelse, og det er derfor, at vi satser mere på arbejdsmiljø og bedre ledelse. Det er det, der er aftalt i trepartsaftalerne under kvalitetsreformen. Og det er derfor, at vi satser på alle mulige andre produktivitetsfremmende tiltag. Vi bruger 3 mia. kr. på arbejdskraftbesparende teknologi i den offentlige sektor, og det er netop for kunne præstere mere, selv om det er svært at få mere arbejdskraft.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Morten Bødskov for en kort bemærkning.