Skatteministeren (Kristian Jensen):
Jeg kunne, som ved det foregående forslag, igen starte med at takke for den sådan overordnede positive modtagelse af lovforslaget. Men hvor det, vi tidligere havde, var sådan en blandet buket, har der sneget sig mindst en enkelt eller to tidsler ind i den her buket, kan jeg jo høre på ordførerne.
Hr. Nick Hækkerup stillede indledningsvis det meget gode spørgsmål: Hvorfor blander EU sig nu? Og når man så sidder og kigger ned over listen over emner og ting, hvor EU har valgt at sige, at her er de danske regler ikke helt i overensstemmelse med fællesskabets, så er det måske godt lige at repetere, hvorfor EU rent faktisk kan blande sig; hvorfor vi rent faktisk fra dansk side aktivt har valgt at tilslutte os, at EU blander sig.
Først og fremmest er det jo et spørgsmål om at sikre, at landene ikke diskriminerer. Når vi har valgt, at vi er i et fællesskab, i et fælles marked, så kan vi ikke give skattemæssige begunstigelser til danske virksomheder, som vi ikke ville være klar til at give andre virksomheder. Vi kan ikke bare sige, at vi skal behandle vores egne virksomheder bedre end andres. Vi kan ikke sige, at hos os er der et ønske om, at de andre har fælles regler, men at vi vil køre vores eget løb. Det er f.eks. sådan på området med flymoms, at der har været regler for, hvad der kunne betragtes som værende udenrigsselskaber, men det regelsæt, vi har kørt efter i Danmark, har ikke været i overensstemmelse med andre landes. Og derfor har det været afhængig af virksomhedstypen, om det har været mere attraktivt at ligge i Danmark, end det har været at ligge i andre lande.
Hvis nu det havde været Belgien eller Luxembourg eller måske endda Sverige, som indførte tilsvarende regler, som havde gjort det mindre attraktivt at være i Danmark som virksomhed og mere attraktivt at være i de andre lande, så ville vi her fra Folketingets side have rejst os op og sagt: Det er for dårligt, og det er nødvendigt, at der bliver skredet ind over for, at de andre lande forsøger at diskriminere ud fra reglerne for at trække virksomheder til deres lande. Når vi ville have gjort det, så må vi naturligvis også være klar til at sige: Vi skal selvfølgelig også skride ind, når der er nogle, der påpeger, at her har vi været for lempelige.
Der er i EU regelsæt om, hvilke byrder man kan lægge på; hvordan man skal opkræve f.eks. sådan noget som moms. Men der er også kommet nogle muligheder for, at man kan indføre nye metoder som f.eks. det, der her i lovforslaget hedder omvendt betalingspligt, hvis man gerne vil sikre sig mod svindel. Og der er det nu engang nemmere, at virksomheder, der har driftsadresse i Danmark, afregner momsen direkte til den danske stat, i stedet for at de udbetaler hele betalingssummen plus moms til en udenlandsk virksomhed, hvorfra vi så skal sørge for, at momsen bliver afregnet til statskassen. Og det er en mulighed, der ikke tidligere har været åbnet for, men som er kommet, og som vi derfor nu åbner for at bruge, sådan at vi i højere grad sikrer, at den betaling, der skal ske til den danske statskasse, også kommer i den.
Så er det sådan, at man på momsområdet generelt set kan sige, at vi jo har valgt at købe nogle fælles regler for, hvordan momsen skal forstås. Til gengæld er der en individuel forståelse, hvor de enkelte lande individuelt vælger, hvilken sats de vil have. Det betyder så også, at når vi kigger på det, så må vi en gang imellem erkende, at vores fortolkning af reglerne ikke er i overensstemmelse med det, der var aftalt. Og så retter vi ind. Og som et lille land har man faktisk en interesse i, at der er en stærk EU-Kommission, der i fællesskab med en stærk EF-Domstol træffer afgørelserne på fællesskabets vegne og sørger for, at alle lande retter ind. Så er det naturligvis også vigtigt, at alle landene så også retter ind. Jeg har så også som DF's ordfører, tror jeg, det var, noteret mig, at Storbritannien endnu ikke har lagt mærke til, at der er fælles regler for, hvordan flymomsen skal opkræves. Jeg kan så sige - og det er ikke den store hemmelighed, jeg røber - at det danske skatteministerium jo har haft kontakt med det britiske skatteministerium for at høre, på hvilket grundlag de opretholder de eksisterende regler om nulmoms. De har svaret os noget i retning af: Tak for henvendelsen, det er et interessant spørgsmål, og vi vil vende tilbage. Da de så ikke vendte tilbage, spurgte vi igen: Hvad var det lige for regler, I støttede ret på for at opretholde jeres lovgivning? Og de svarede igen: Tak for henvendelsen, det er godt nok et interessant spørgsmål, og det vil vi vende tilbage omkring. Nu ved jeg så, at der også er rejst spørgsmål til EU-Kommissionen for at få klarlagt, hvad det egentlig er for en baggrund, Storbritannien har for at opretholde den nulmoms, som vi ikke længere kan opretholde i Danmark.
Med hensyn til kantinemoms, som nogle har kaldt den, men som rettelig er en moms på handel mellem interesseforbundne partnere, så er forhistorien jo den, at den lovgivning, vi nu foreslår fra regeringens side, så at sige er en tilbagevenden til retstilstanden, som den var i Danmark før 1999. For det har hele tiden været sådan, at vi ikke har villet ønske, at man, hvis man solgte til nogle, man havde fælles interesser med, f.eks. sine medarbejdere, så solgte det til under indkøbspris for så at kunne få et momsmæssigt tilskud. Og det er jo den mekanisme, man har kunnet bruge, for jævnfør en landsskatteretsdom fra år 2000 var der dengang en fælles forståelse i EU om, at vi skulle bruge den aktuelle salgspris som momsgrundlaget, uanset at den var sat kunstigt lav. Og sådan som momsen er skruet sammen, betød det, at man kunne sætte en lav pris, og så betalte statskassen en del af den støtte, man egentlig gav til sine medarbejdere. Og nu er den blevet kaldt for kantinemoms, men den gælder, uanset om man sælger cowboybukser, kantinemad eller autoudstyr - man har mulighed for at sælge til under indkøbspris og via momsen få betalt en del af støtten.
Jeg synes, at det er fint, at man sætter skatten ned, det vil jeg gerne sige; jeg har ikke noget imod, at skatten er lav, det har jeg det helt fint med. Men jeg mener, at det bør være et politisk valg, hvor skatten skal være lav, og ikke et så at sige tagselvbord - undskyld udtrykket - ikke engang, hvad angår kantinemoms. Derfor mener jeg, at det er rigtigt at få strammet op. Der er sket en ændring af EU's momsdirektiv, der gør, at vi kan vende tilbage til det, som et enigt dansk Folketing mente skulle være retstilstanden hele vejen frem til år 1999, og som vi så derefter blev nødt til at ændre.
Jeg vil slutte med at sige et par ord om det med fjernbusserne. Når vi har valgt at fortolke afgiftsfritagelse af lokal, kollektiv bustransport, som om den var helt landsdækkende - og det gælder også privat bustransport - så er det måske i al fairness en lidt vid fortolkning af ordlyden. Det er svært at sige, at al transport i Danmark bare er lokal transport. Det er også svært at sige, at privat buskørsel er offentlig transport. Og derfor kan jeg godt forstå, at man har kigget med kritiske øjne på vores regler. Og vi forsøger nu at kompensere kommuner og regioner, sådan at de fuldt ud får en kompensation krone til krone for de udgifter, de har her i 2008. De får 50 pct. af deres udgifter i 2009 og 50 pct. over den normale bloktilskudsordning. Og først i 2010 vil kompensationen fuldt ud være at finde på bloktilskuddet. Men vi kompenserer altså kommuner og regioner fuldt ud. Det bliver ikke, som den radikale ordfører lidt antydede, statskassen, der kommer til at vinde her, fordi vi øger støtten, sådan at kommuner og regioner har mulighed for at betale deres vognmænd for den ekstraudgift, der er.
Tilbage er der et hjørne, nemlig den private fjernbustrafik, som flere ordførere også har været inde på. Det er et hjørne, hvor man undersøger, om der er nogle skattemæssige muligheder for at give en lempelse af andre af de skatter og afgifter, der er. Men på trods af vores store eftersøgning i Skatteministeriet, må jeg nok konstatere, at den bedste løsning for at imødekomme den ekstraudgift, som de private busvognmænd får, er at kigge på reglerne om public service-forpligtelse, som ligger i Trafikministeriet. Hvis der kan indgås en aftale om, at fjernbusserne påtager sig en public service-forpligtelse, så vil der også være basis for, at vi fra statens side udbetaler dem en støtte til at udføre en sådan public service-forpligtelse. Og dermed vil det være muligt - det er min opfattelse - at lave en form for ordning, der gør, at fjernbusserne ikke bliver ramt af den ekstraudgift på ca. 4 ½ mio. kr., som det i øjeblikket ser ud til det vil blive, hvis der ikke kommer en form for kompensationsordning. Jeg ved, at min kollega, transportministeren, er fuldt ud opmærksom på området her, og at parterne i branchen også vil blive indkaldt til drøftelser i den kommende tid. Jeg håber dermed, at vi også vil kunne få løst den lille krølle på lovforslaget her.