(Ordfører)
Leif Lahn Jensen(S):
Jeg vil skynde mig at sige, at det egentlig er hr. Carsten Hansen, der har haft sagen, men jeg har lovet at tage den for ham. Så må jeg jo se, om jeg kan gøre det lige så godt, som hr. Carsten Hansen kan.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har regnet ud, at vi i 2015 vil have 135.000 ufaglærte for mange, og at vi i samme årstal vil komme til at mangle ca. 135.000 faglærte mennesker på vores arbejdspladser. Derfor er livslang læring og det at gå fra ufaglært til faglært samt tilpasning af de kompetencer, som mennesker på arbejdsmarkedet har, af helt afgørende betydning, hvis vi fortsat skal kunne klare os i den globale konkurrence.
Vi har set en regering, der sammen med Dansk Folkeparti er gået præcis den modsatte vej i forhold til den medicin, der har været brug for. Flertallet i Folketinget har i den grad holdt den erhvervsrettede voksen- og efteruddannelse i et økonomisk jerngreb de sidste 6-7 år med store besparelser. Ja, faktisk er en tredjedel af de midler, vi afsatte i vores regeringstid, sparet væk. Læg dertil, at der er indført regler og forordninger, som selv den tidligere sovjetstat ville have misundt regeringen. Så der er ikke noget at sige til, at parterne i trepartsforhandlingerne har lagt utrolig stor vægt på at få løsnet regeringens jerngreb en smule.
Derfor glæder vi os over globaliseringsaftalen, trepartsaftalen om uddannelser og det, at arbejdsmarkedets parter nu har lykkedes med at få regeringen og Dansk Folkeparti til at løsne grebet en smule, samt over, at vi her også får skabt bedre mulighed for fleksibel afvikling af erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, mulighed for betaling ved uopfyldte hold og mulighed for, at der kan opkræves betaling ved udeblivelse eller for sen afmelding - tre gode formål, som vi helt naturligt støtter, da vi er en del af globaliseringsaftalen. Vi synes jo, at regeringen har været lidt længe om at komme til fornuft her, men som vi siger: bedre sent end aldrig.
Vi vil følge lovforslaget meget nøje for at sikre os, at der hermed også er skabt rammer for en større aktivitet inden for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, og at disse gode initiativer ikke drukner i bureaukrati og regler, som der jo er en tendens til, når Undervisningsministeriet er inde over det.
Lad mig til slut pege på nogle enkelte problemer ved udformningen af lovforslaget. Der er behov for at overvåge, hvorledes tompladsordningen udvikler sig, samt at se på, om fristen for afmelding - altså de her 5 dage - er for kort, og se på beløbsloftet og begrebet særlig tilrettelæggelses- og afholdelsesform, da det ser ud, som om der er forskel mellem de interne papirer fra trepartsaftalen og lovforslaget. Men det er nogle spørgsmål, vi vil stille i udvalgsarbejdet.