(Ordfører)
Bjarne Laustsen(S):
Jeg havde som sagt forberedt mig rigtig grundigt på den her ordførertale, fordi det er en vigtig sag. Der bliver bygget rigtig mange huse, der er omfattet af det her lovforslag, og vi ved også fra sagkundskabens side, at rigtig mange af ansøgningerne, der bliver fremsendt til kommunen, er behæftet med fejl. Det er altså de fejl, der nu bare skal have lov at smutte igennem, og så kan man se, om man kan klare det ved tvister, eller om man kan få det godkendt efterfølgende osv. Men det korte af det lange er jo, at det i en tid, hvor der er tale om meget byggesjusk - der er fejl og mangler osv. - var bedre at stramme op på byggesagsbehandlingen i stedet for at slække på den, sådan som lovforslaget lægger op til.
Jeg vil selvfølgelig også gerne starte med at spørge ministeren, hvad årsagen i det hele taget er til lovforslaget, ud over at det er et knæfald for Dansk Byggeri, der jo opfatter kontrol og det, at der skal være en ordentlig byggesagsbehandling, som en administrativ byrde og en udgift. Og selv om det værste vildskud i autorisationsordningen er taget ud af det her lovforslag, er det et knæfald og et forsøg på at privatisere områder. Det tror jeg er det næste skridt, ministeren og regeringen vil tage. Det tager vi stærkt afstand fra, og det giver ingen mening at lave det her.
Men jeg må altså erkende, at selv om min indgang til det er meget kritisk, er det, som KL og Bjørn Dahl nævner i deres breve til os, langt bedre, end hvad jeg kunne finde på at sige. Så jeg har været nødt til at ændre min ordførertale og må læse lidt op af de her breve. Der står her:
Med lovforslaget lægger økonomi- og erhvervsministeren op til, at den kommunale byggesagsbehandling ikke længere skal kontrollere byggeriets sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold, ligesom f.eks. krav til energiforbrug, varmeisolering og tilgængelighedsmæssige forhold alene skal varetages af private rådgivere i forbindelse med projekteringen af et byggeri. Det betyder, at borgerne vil skulle købe rådgivning fra professionelle rådgivere for at sikre sig, at byggeriet overholder lovgivningens mange krav.
Videre hedder det:
Sidst, men ikke mindst, er det min overbevisning, at lovforslaget risikerer at sænke kvaliteten i byggeriet. Lovforslaget fritager byggeriet for teknisk kontrol af energi, sundhed og brandmæssige forhold samt krav til bygningsstabilitet og handicaptilgængelighed. Det er kommunernes erfaring, at det ofte er på disse væsentlige punkter, at byggeprojekterne i dag ikke lever op til kravene.
Lovforslaget kan som sagt få ret store konsekvenser. Nu har vi jo tidligere behandlet L 177, som handler om en byggeskadeforsikring. Socialdemokratiet har været stærkt optaget af, at vi fik mere kontrol og bedre byggeri, og det synspunkt har ministeren så imødekommet og har fremsat lovforslag på området.
Der har på det seneste været en diskussion, fordi der er mange selskaber, der indtil nu faktisk slet ikke vil udbyde de her. Mig bekendt er der kun et par stykker, der har budt ind på opgaven. For det er vanvittig dyrt. Jeg ved også, at Dansk Folkeparti har været kritiske over for, at det var så dyrt. Var det i overensstemmelse med intentionerne, at når den almindelige borger, som skulle have bygget et hus, efterfølgende skulle tegne en byggeskadeforsikring, ville den være omfattet af sådan en omkostning?
Det her lovforslag lægger op til, at det risikerer at blive meget, meget dyrere. For når der er tvivl om byggeriets lovlighed, om, at de bærende konstruktioner er beregnet osv., så kan man da sagtens se for sig, at forsikringspræmierne vil stige, hvis der i det hele taget er nogen, der vil gå ind og forsikre. Derfor skylder ministeren et meget godt svar på, hvordan L 122 vil påvirke byggeskadelovgivningen i L 177, som vi har vedtaget for et stykke tid siden.
Det her vil betyde, enten at der er ting, der ikke vil blive lavet, eller at man er nødt til at købe hos private rådgivere. Det mener regeringen selvsagt er bedre, men det tvivler vi på. Vi vil hellere gå en anden vej.
Bl.a. har Konstruktørforeningen spurgt, hvorfor et typehusfirma, der vil bygge et hus i Vejle og et i Svendborg, skal udsættes for dobbelt sagsbehandling? Det er jo det samme hus, der skal bygges. Hvis de finder ud af, hvor det skal placeres på grunden og den slags ting, så må det være helt fint. Jamen hvis det var det, lovforslaget indeholdt, var det jo slet ikke så tosset. Hvis det var sådan, at man stillede krav om, at byggesagsbehandlingen i kommunerne skulle være mere ensartet, og at vi skulle have kortere sagsbehandlingstider og den slags ting, så kunne vi begynde at kigge på det. Men de elementer er der jo slet, slet ikke i det her forslag.
Så derfor kan vi fra Socialdemokratiets side ikke støtte lovforslaget. Det rejser langt, langt flere spørgsmål, end det giver svar på, og det giver usikkerhed i branchen om, hvem der gør hvad. Det er jo også sådan, at når der ikke er nogen, der har et specifikt ansvar, så ender det ofte med, at man ikke kan drage nogen til ansvar. Så derfor synes vi ikke, at lovforslaget er godt. Vi vil selvfølgelig gerne prøve at se, om det er muligt at flytte regeringen og ministeren under udvalgsbehandlingen, men jeg tvivler på det. Jeg tror, at man har lagt sig ret fast på det her, men det skulle være glædeligt, hvis vi sammen kunne finde ud af noget andet.