(Ordfører)
Jesper Petersen(SF):
SF finder, det er fornuftigt at få aftaler om undgåelse af dobbeltbeskatning på plads med så mange lande som muligt, herunder naturligvis også Georgien.
Forslaget indeholder bestemmelser om, hvornår Danmark eller Georgien kan beskatte forskellige former for indkomst, som en person modtager i bopælsstaten fra kildestaten, og om, hvordan dobbeltbeskatning undgås.
SF hæfter sig ved, at aftalen fastslår, at det ikke er muligt at få udbetalt danske sociale ydelser beskattet med georgisk skat, og at det heller ikke er muligt at få udbetalt pensioner med georgisk skat, hvis den er indbetalt med danske fradrag. Det er fornuftigt og retfærdigt.
SF ser positivt på bestemmelserne om udveksling af oplysninger om indkomster i bopælsstaten, som Danmark eller Georgien skal bruge i sin skatteligning af virksomheder og borgere.
Aftalen mellem Danmark og Georgien ventes at få meget begrænsede provenumæssige konsekvenser, hvilket også andre ordførere har nævnt. Men kan aftalen her om undgåelse af dobbeltbeskatning fremme samhandelen mellem de to lande, er det godt. For et ungt demokrati som Georgien er det jo sundt at få mere samhandel og flere forbindelser med lande som Danmark, og dobbeltbeskatning skal ikke være en sten på vejen, der hindrer øgede investeringer og handel mellem Danmark og Georgien.
SF er positivt stemt over for forslaget.