(Ordfører)
Lennart Damsbo-Andersen (S):
Det har i årevis været en anerkendt kendsgerning, at der er problemer med boliger, der forfalder og skæmmer landdistrikter og små byer, og udlejere, der lejer dårligt vedligeholdte boliger ud til sagesløse lejere, der så efterfølgende må lide under følgerne af skimmelsvamp og andre skader.
Efter Socialdemokratiets mening bør der sættes langt større fokus på lejernes rettigheder og muligheder, men der er i forslaget ikke gjort noget for at forbedre lejernes vilkår. Der er alene kigget på forholdet mellem det offentlige og boligejerne. Når der nu tages fat på de bygningsmæssige forhold med hensyn til konstatering af kondemnable forhold, bør der efter Socialdemokraternes opfattelse også tages hånd om lejernes situation og retsstilling, når der konstateres f.eks. skimmelsvamp - også før en lejer flytter ind.
Det, at kommunerne får mulighed for at gå ind og undersøge bygningerne for at konstatere, om der er tale om sundheds- eller brandfare, kondemnere tomme boliger og give påbud om afhjælpning af de kondemnable forhold, ser vi i Socialdemokratiet som et skridt i retning af at beskytte sagesløse lejere mod skruppelløse udlejere. Men for os efterlader lovteksten alligevel en usikkerhed, i forhold til hvem der i realiteten har initiativretten til at få undersøgt en ejendom. Vi ønsker at styrke lejernes rettigheder i de her forhold, og derfor er kommunernes rolle alt for vagt formuleret. Der bør påhvile kommunen en forpligtelse til tilsyn ved anmeldelse, sådan som vi også har foreslået.
Når man undersøger en bolig, bør der være objektive kriterier for, hvor sundhedsfarlig en bolig med skimmelsvamp egentlig er. Ministeren skriver i sit bilag nr. 1, at kommunen ud fra et skøn skal vurdere, om det er sundhedsfarligt at benytte en konkret bolig. Samtidig står der i udkastet til vejledningen, som kommunerne får efterfølgende, at der ved kondemnering skal fastsættes et tidspunkt for fraflytning - det kan være alt lige fra straks til 6 måneder - altså ved noget, der hedder nærliggende sundhedsfare, og ingen øvre tidsgrænse, hvis der ikke er nærliggende sundhedsfare.
Det efterlader hos mig spørgsmålet: Hvad er nærliggende sundhedsfare, hvis der ikke er nogen, der kender grænsen for, hvornår man bliver syg, eller hvor mange skimmelsvampesporer eller mykotoksiner der må være i en bolig?
Socialdemokratiet mener, at lovforslaget kunne forbedres på en række punkter. Lejernes retsstilling kunne forbedres ved tidligere kondemnering af sundhedsskadelige forhold, ansvar for tilsyn med tomme boliger samt fastsættelse af grænseværdier for svampesporer og mykotoksiner.
Men da forslaget trods alt er en forbedring af de eksisterende forhold, vælger vi at støtte forslaget.