Justitsministeren (Lene Espersen):
Efter beslutningsforslaget pålægges regeringen at tage initiativ til at indføre særlige regler for muskelhunde.
Jeg vil gerne starte med at slå fast, at regeringen er helt enig med forslagsstillerne i intentionerne bag forslaget. Regeringen kan selvsagt fuldt ud tilslutte sig, at alle relevante redskaber må tages i brug for at sikre, hvad forslagsstillerne kalder »et trygt gadebillede«. Når regeringen alligevel ikke trods de gode intentioner kan støtte beslutningsforslaget, skyldes det navnlig, at lovgivningen efter regeringens opfattelse allerede indeholder de redskaber, som er nødvendige.
I beslutningsforslaget foreslås det, at en hunds registreringsattest skal indeholde oplysninger om, at der er tale om en hund af muskelhundetypen. Efter de gældende regler på hundeområdet skal besidderen af en hund sørge for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel, er mærket og anmeldt til registrering i Dansk Hunderegister. Overtrædelse af reglerne om mærkning og registrering straffes med bøde. Politiet har endvidere efter de gældende regler i hundeloven mulighed for at lade ikkemærkede hunde mærke og registrere for besidderens regning.
Besidderen skal ved anmeldelsen af en hund til registrering foruden navn, adresse, fødselsdato og telefonnummer oplyse hundens stambogs- eller kaldenavn, id-nummer, fødselsdato, køn, race og farve. På baggrund af disse oplysninger udsteder Dansk Hunderegister en registreringsattest til hundens besidder, som den pågældende er forpligtet til at opbevare.
Som jeg bl.a. nævnte under samrådet i Retsudvalget om kamphunde den 21. februar i år, bruges begrebet muskelhund eller kamphund ofte af pressen og i den offentlige debat, når en aggressiv hund med en række bestemte fysiske kendetegn har bidt et menneske eller en anden hund. I forhold til hundeloven bruger vi et mere generelt udtryk, nemlig farlige hunde, og det er der en god grund til. Alle aktører på hundeområdet, herunder bl.a. dyrlæger og dyreværnsorganisationer, er nemlig enige om, at de såkaldte muskelhunde ikke tilhører en bestemt race, men at alle hunde i princippet kan blive aggressive.
Nogle hunderacer har måske en tendens til at have en lidt kortere lunte end andre, men når alt kommer til alt, er det måden, en hund avles og opdrættes på, og måden, den efterfølgende håndteres på af besidderen, der er afgørende for, om hunden bliver aggressiv og virker truende eller måske ligefrem ender med at gå til angreb på andre dyr eller mennesker. Det er således hverken veterinærfagligt eller på anden måde, f.eks. ved hjælp af hundens udseende, muligt at definere bestemte racer som værende muskelhunde.
Gennemførelse og håndhævelse af et særligt regelsæt om - i gåseøjne - muskelhunde, som det er foreslået, vil derfor allerede af den grund, for at sige det mildt, være forbundet med store vanskeligheder. Det er komplet umuligt at definere, hvad man taler om.
Efter regeringens opfattelse er det vigtigt, at vi hele tiden er opmærksomme på at sikre, at politiet har de nødvendige redskaber til at gribe ind over for farlige hunde, og selvfølgelig også inden de forvolder skade. Det var også baggrunden for, at regeringen i 2003 tog initiativ til at ændre hundeloven. Formålet med denne lovændring var bl.a. at forbedre politiets muligheder for at gribe ind over for hunde, der uanset race har vist sig at være farlige for deres omgivelser, eller som har vist tegn på at kunne være farlige eller skræmmende, men som endnu ikke konkret har forvoldt skade. Politiet kan nu med hjemmel i hundeloven træffe afgørelse om at lade en hund aflive, allerede inden den har forvoldt skade, hvis den pågældende hund har sådanne egenskaber, at den må antages at være farlig for sine omgivelser.
I forarbejderne til lovforslaget er der nævnt en række eksempler, der kan indgå i politiets vurdering af, om en hund må anses for at være farlig. Det drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor en person truer eller har truet med at pudse sin hund på andre personer eller dyr, hvor en hund skaber frygt i sine omgivelser, f.eks. ved på en truende eller aggressiv måde at fare mod eller forfølge folk, eller hvor besidderen af en hund tidligere har fået aflivet en hund som farlig, og hvor der er en begrundet formodning om, at også den nuværende hund er farlig.
Politiet er dog altid i disse sager underlagt det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, hvilket indebærer, at der ikke må træffes mere indgribende afgørelser end nødvendigt. Politiet kan således ikke lade en hund aflive, hvis der er grund til at antage, at risikoen for, at en aggressiv hund forvolder skade, på forsvarlig vis kan afhjælpes ved f.eks. at give besidderen et pålæg om, at hunden skal være forsynet med en forsvarlig mundkurv og føres i snor, når den færdes offentligt.
Ud over det grundlæggende problem, med hensyn til hvad en muskelhund egentlig er, giver beslutningsforslaget også på andre punkter anledning til vanskelige problemstillinger. Det foreslås således i beslutningsforslaget, at der ved registrering af en muskelhund for besidderens regning skal udstedes et særskilt muskelhundetegn, der foruden oplysninger om hundens id-nummer, ejerens navn og adresse samt forsikring af hunden tillige skal indeholde oplysninger om eventuelle pålæg udstedt af politiet om, at hunden skal være forsynet med mundkurv. Muskelhundetegnet skal ifølge beslutningsforslaget i øvrigt altid bæres af hundeføreren ved færdsel med hunden på områder, der er åbne for almindelig færdsel.
Endvidere foreslås det, at ejeren ved udstedelsen af muskelhundetegnet bl.a. skal skrive under på, at vedkommende har modtaget og læst nogle særlige retningslinjer for hold af muskelhunde.
Efter regeringens opfattelse fremgår det ikke klart af beslutningsforslaget, hvem der skal være ansvarlig for udstedelse m.v. af de såkaldte muskelhundetegn, eller hvem der løbende skal påføre muskelhundetegnet oplysninger om eventuelle pålæg, som politiet måtte udstede til besidderen. Det er, som jeg tidligere har nævnt, Dansk Hunderegister, der efter de gældende regler er ansvarlig for registrering af hunde i Danmark, mens det er politiet, der i Det Centrale Kriminalregister registrerer eventuelle mundkurvspålæg udstedt til ejeren. Efter regeringens opfattelse vil en gennemførelse af denne del af forslaget betyde en væsentlig og meget bekostelig bureaukratisering af området.
For så vidt angår det punkt i beslutningsforslaget, der handler om, at muskelhunde altid skal føres i snor på områder, der er åbne for almindelig færdsel, kan jeg oplyse, at jeg den 8. januar i år bl.a. har besvaret spørgsmål nr. 98 fra Retsudvalget om hunde og båndpligt. Som det fremgår af mit svar på spørgsmålet, indeholder hundelovens § 3, stk. 1, i forvejen et krav om, at man i byer og områder med bymæssig bebyggelse skal føre sin hund i bånd eller have fuldt herredømme over den.
Som jeg imidlertid også nævnte i svaret, kan det ikke udelukkes, at det som en forebyggende foranstaltning vil være en fordel i et vist omfang at indføre krav om, at hunde altid skal føres i bånd i bymæssig bebyggelse. Det kræver dog efter regeringens opfattelse meget grundige overvejelser, før der indføres sådanne landsdækkende regler om båndpligt. Dette skal ikke mindst ses i lyset af, at alene fire ud af de tidligere 54 politikredse havde et ubetinget krav om båndpligt for hunde på gader og i offentlige anlæg, ligesom det nøje skal overvejes, om ressourceindsatsen ved håndhævelsen af sådanne regler står mål med fordelene ved en sådan ordning. En mulighed kunne derfor være at overlade det til det lokale politi sammen med kommunalbestyrelsen at træffe beslutning om, hvorvidt der lokalt skal gælde et ubetinget krav om båndpligt for hunde på gader og i offentlige anlæg.
Som jeg redegjorde for under samrådet om kamphunde i Retsudvalget den 21. februar i år, har jeg i forlængelse af svaret på spørgsmål nr. 98 sendt et brev til Dyrenes Beskyttelse, Dansk Kennel Klub, Danmarks civile Hundeførerforening, rigspolitiet og Kommunernes Landsforening og anmodet disse parter om at komme med deres forslag til, hvordan vi kommer videre i denne sag. Når høringen og Justitsministeriets efterfølgende overvejelser er afsluttet, vil jeg naturligvis orientere Retsudvalget herom.
I beslutningsforslaget foreslås det endvidere, at politiet øjeblikkelig skal kunne fjerne en muskelhund, hvis besidderen ikke kan fremvise et gyldigt muskelhundetegn. En sådan ordning vil, i det omfang den vil kunne gennemføres i praksis, efter regeringens opfattelse være ganske ressourcekrævende for politiet, ligesom der heller ikke i forslaget er taget nærmere stilling til, hvem der skal bære udgifterne til f.eks. pensionsanbringelse af en muskelhund, der er fjernet fra sin besidder.
Endelig følger det af beslutningsforslaget, at retten til at erhverve en muskelhund skal fratages personer, der tidligere af politiet er blevet pålagt at aflive en muskelhund eller en anden hund, hvis dette er sket som følge af hundens farlighed. Efter hundelovens § 12 a kan en person allerede i dag ved dom for et strafbart forhold frakendes retten til at beskæftige sig personligt med hunde for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum, hvis den pågældende 1) har anvendt en hund til angreb på eller som trussel mod mennesker og dyr, 2) har undladt at holde sin hund tilbage, da vedkommende bemærkede, at hunden overfaldt mennesker eller dyr, 3) som ejer eller besidder har lade en hund deltage i en hundekamp eller 4) har afholdt hundekampe.
Tanken med bestemmelsen i § 12 a er, at personer, der har anvendt en hund på en af de nævnte måder, ikke fremover f.eks. bør kunne anskaffe sig en ny hund igen med henblik på eventuelt at anvende den nye hund på samme måde. Med udtrykket »beskæftige sig personligt med hunde« sigtes bl.a. til, at personen ikke vil kunne eje, besidde eller passe hunde.
Det er endvidere værd at notere sig, at bliver en person frakendt retten til at beskæftige sig personligt med hunde efter hundelovens § 12 a, gælder det alle hunde og ikke kun såkaldte muskelhunde. Herudover har politiet som tidligere nævnt med hjemmel i hundelovens § 6 mulighed for at træffe afgørelse om f.eks. pålæg eller aflivning, ikke kun i situationer, hvor en hund har vist konkrete tegn på at være farlig, men også hvor der i øvrigt er grundlag for at antage, at den pågældende hund er farlig for sine omgivelser. Vurderingen af, om en hund er farlig for sine omgivelser, herunder hvilken type af pålæg der eventuelt skal kunne udstedes, bygger naturligvis på et samlet skøn over sagens omstændigheder.
Et eksempel på, hvad politiet i den forbindelse kan lægge vægt på, er, at den pågældende besidder tidligere har fået aflivet en hund som farlig, og at der er begrundet formodning om, at også den nuværende hund er farlig. Efter regeringens opfattelse dækker hundelovens § 6 og § 12 a det behov, som forslagsstillerne ønsker at regulere.
Samlet set er konklusionen fra regeringens side således, at der på nuværende tidspunkt med de initiativer, vi tog i forbindelse med ændringen af hundeloven i 2003, og de igangværende overvejelser om pligt til at føre sin hund i snor ikke er behov for yderligere regler på området. Men det er klart, og det tilkendegav jeg også under samrådet den 21. februar i år, at det gør indtryk på mig, når en forening som Dansk Kennel Klub giver udtryk for, at der er behov for at gøre mere i forhold til farlige hunde. Dansk Kennel Klub har gentagne gange udtrykt tilfredshed med den ændring af hundeloven, der blev gennemført i 2003, men det er nok nærmere politiets manglende kendskab til loven, der er problemet.
Jeg tror ikke, at det længere står så slemt til ude i politikredsene. Der er sket en opprioritering af dyreværnsområdet. Det følger således af flerårsaftalen for politi og anklagemyndighed frem til 2010, at dyreværnslovgivningen skal håndhæves ensartet og effektivt over hele landet. Det gælder også hundeloven. Med henblik herpå skal enheder med specialuddannet personale være til rådighed i alle politikredse, og håndhævelsen af reglerne skal skærpes.
Men set i lyset af kritikken fra Dansk Kennel Klub har jeg taget initiativ til at drøfte med Dansk Kennel Klub og rigspolitiet, hvordan vi kan sikre, at håndhævelsen af hundeloven i praksis bliver endnu bedre. Vi lægger altså ligesom forslagsstillerne vægt på, at der sikres et trygt gadebillede for alle, men af de mange grunde, jeg har været inde på, kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.